f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

Recommendations

Info

indrettet sig på vores skole, og senere fik vi ham også til at tage kontakt med den SS-officer, som havde indrettet sig på Vosnæsgård. Det viste sig, at det var en anden våbenafdeling, som var stationeret i Hornslet. Men kommandanten på Vosnæsgård rangerede over de militære personer i Hornslet, og-han ville ikke finde sig i, at disse enheder tillod sig at konfiskere emner, som hørte til et anden område. Det endte således med, at han sgrgede for, at vi fik udleveret vores bil igen. Så var vi atter glade. Da univeisitetet i Århus blev bombet 31. oktober 1944, dræbtes 18, og 37 blev såret, men en del af de fanger, som Gestapo havde holdt indespærret i bygningerne, blev befriet, hvilket også var hensigten med det dristige angreb. En del af de undslupne fanger var vi med til at hjælpe til husly. Enkelte fik vi installeret, hvor utroligt det end må lyde, på Vosnæsgård, hvor jo også herrefolket var repræsenteret. Men måske var det netop det allersikreste sted? Nogle enkelte kom til at bo i værelser hos min mor på Grenåvej 734. Mange af de tyske soldater var rent faktisk pæne folk, og det er der ingen som helst grund til at skjule. Vi havde på den tid en sognerådsformand der hed Niels Frisgaard, og det var blevet hans opgave at sØrge for behørig indkvartering forskellige steder til tyskerne. Min mor boede som nævnt i huset på Grenåvej sammen med sin unge pige, der hed Gerda Schmidt, som forresten stadig bor her i byen. Det blev pålagt mor at give husly til en tysk kaptajn. Denne var ikke længe om at finde ud af, at huset var ret nyt og bygget i gode f6rkrigsmaterialer, og han viste sig at være enestående nænsom og hensynsfuld på alle måder. Han beordrede sine to oppassere til at lægge dækkener både på trappen og på gulvet i det værelse, han havde fået anvist. Den pågældende kaptajn var der kun en kort periode, og efter ham kom to unge SS-folk til at bo der. Jeg tog hyppigt, ja næsten hver dag, op for at se til min mor, og det blev lejlighedsvis til en lille sludder med de to tyskere, der 56 pgså viste-sig- at.yTrq aldeles pæne mennesker. Deres ophold blev heller ikke langvarigt. Der kom besked om, at de skulle sendes til fronten iRuslånd, og det var de naturligvis kede af. Begg_e havde været ualmindålig ordentlige oveifor min mor, og det kan ikke bortforklares,åt vi havdå fidt ondt af dem. Da dagen kom, hvor de skulle afsted, havde vi, uden atde vidste det, puttet en spegepØlse og noger fedt ned i deres oppakning. De kunne meget vel komme ud for at få hårdt brug-for n-oge! af den slags. Og herregud, vi havdejo, hvad vi behøvede af madvarer, selv under krigen. Kapitulationen og haad derøf fulgte P? 9t tidspunkt under krigen blev politier raget eller sat ud af funktion. Som kompensation herfor blev der lavet en ordning, der gik ud på, at sognerødderne i hver kommune, skulle udvælge to mald til at optræde som en slags politi og skrive rapporter og lignende. For Løgten-områdttblev dei daværende smedemester ChristensCn og undertegnede, som skulle klare d19se opgaver. Hvis der for eksempel havde fundet et indbrud sted, skulle vi to ud og besigtige sle{9t og skrive en rapport om hændelsen. Disse rappårrer skulle afleveres, når krigen var slut og rages til følgå.- Det hele blev ikke bare sjov og lØssluppent for os allesammen, da budskabet om kapitulationen indløb. Der blev omgående indrettet_ hovedkvarter for modstandsbevægelsen her hos os, og vi blev underlagt en distriktschef Scavånius, som var fra Skramsø. Forskellige personer indfandt sig med armbind, håndgranater og pistoler, og hvad de ellers havde. Da de tilbageblevne tyskere opdagede dette, oprettede de en maskingeværpost_u{ f9r vores private indgang og desuden en lignende nede i gården. Vi tog dog ingen notits af tyskernes dispositioner og fortsatte uhindret vbres færden ud og ind ad butiksd øten. Det endte selvfglgelig med, at de også 6ver- 57
gav sig. Bagefter fortalte de, at de godt havde været klar over, at der gennem nogen tid havde foregået noget illegalt her hos købmanden. Politibetjent H.P. Nielsen i Hornslet var på et tidspunkt blevet nødt til at gå underjorden. Nu dukkede han op igen iført sin uniform, og han var med til at få tyskerne på Vosnæsgård til at overgive sig. De pågældende havde vist en del uvilje til at acceptere, at situationen nu pludselig var blevet en anden end den, de hidtil havde kendt. De holdt stand en kort tid, !g der var en hel del skyderi dernede, inden de overgav srg. Der havde, viste det sig, været en hel del nazister her på egnen. Disse gik der nu rygter om, at vi var ude efter for at få dem spærret inde, og på et tidspunkt var der ved at udvikle sig en panikagtig stemning. Men der havde fra vor side overhovedetikke værethverken planereller tale om sådant. Greve Knuth, somjo havde været vores chef og stadig var det, var en yderst fornuftig mand, og fra starten havde det været bestemt, at vi ikke ville lade den slags ske i vort 'område. Alligevel gik det galt. Politiet kom og blandede sig, sammen med nogle frihedskæmpere fra Randers. En del folk fra byen blev hentet. Samtlige var nogle afvore bekendte og folk som aldrig på noget tidspunkt havde afsløret tendens til at ville gøre nogen noget ondt. De havde blot været så uheldige at være meldt ind i DNSAP (Det Nationalsocialistiske Arbejder Parti). Nu var det så lykkedes politietognogle modstandsfolk ved hjælpe af et kartotek, som de var kommet i besiddelse af , at finde de pågældende, anholde dem og senere anbringe dem inde på nogle skoler i Randers. Det var en yderst uheldig affære, for vi blev mistænkt for at stå bag aktionerne, og vi havde intet haft med det at gØre. Ikke mindst for mit vedkommende, som levede af at være købmand i byen, var det meget uheldigt. Jeg fik pludselig helt uforskyldt en hel del fiender, og det gjorde virkelig ondt. Heldigvis var der mange, der vidste bedre, og takket 58 være stor opbakning fra familien og en stor vennekreds gik der kun et års tid, inden det hele næsten var glemt. Jo, det var en grim periode, som også i nogen grad påvirkede min familie. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på mor, der i nogen grad var blevet udnyttet under krigen. En overgang havde hun en tysk officer boende i den ene ende afhuset, og i den anden ende havde hun en modstandsmand boende, som var flygtet fra Shell-huset. En tid havde hun også Greve Knuth boende. Det var, når han følte, atjorden var ved at >>brændeglemte
Page 1 and 2: Jørgen Carlsen f,thy"lLØgLlen For
Page 3 and 4: JØrgen Carlsen ser tilbage Udai,kl
Page 5 and 6: Jernbanen I begyndelsen af 1870'ern
Page 7 and 8: Peter Wester var en anerkendt landb
Page 9 and 10: for stationsbygningen. samme Bisga.
Page 11 and 12: Som nævntvar Løgten markederne de
Page 13 and 14: i':. : .:'' . ffi;' @lhand,ler Jens
Page 15 and 16: slæde ovre på >Løgtengården
Page 17 and 18: der hældte til den anskuelse, at h
Page 19 and 20: det tidspunkt havde jeg endnu aldri
Page 21 and 22: dem, der i reglen tog sig af sØmæ
Page 23 and 24: Sygdom rarnmer Desværre skete der
Page 25 and 26: I løbet af sommeren 1941 havde vi
Page 27: serne var bestemt til. Han aflevere
Page 31 and 32: sØgning, og det var en offentlig i
Page 33 and 34: Holmegården Det gik nu sådan, at
Page 35 and 36: Da >Fruenseje< den 1l . juni 1940 a
Page 37 and 38: med kulgrossisterne, og det fremgik

f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?