f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

I løbet af sommeren 1941 havde vi ladet bygg. en villa til
mine forældre. Det blev på en byggegrund på Grenåvej
734. Desværre nåede min far aldrig at flytte ind i den nye
beboelse. Han døde inde på Sct. Joseph Hospital i Århus,
netop som huset var færdigt. Han blev dog sat ind i villaen
i sin kiste og blev begravet derfra.
Mor var ikke meg'et for at flytte ind i det nye hus. Hun foretrak
at blive boende i de vante omgivelser. Dertil kom, at
mor og jeg altid var kommet godt ud af det sammen. Der
gik nu et stykke tid, hvorefter mine sØskende og jeg blev
enige om, at det nu nok var bedst, at hun kom op i det nye
hus på Grenåvej, hvad enten hun brød sig om det eller ej.
Huset havde jo også bedst af at blive beboet. En dag og som
aftalt kom min bror og min sØster hjem, og så flyttede vi
mor og de møbler, som hun helst ville have, ind i huset.
Hvad der blev tilbage i den gamle beboelse skulle tilhøre
mig. Det hele foregik helt uden problemer. Det gjorde det
forresten som regel. Der har faktisk aldrig været et forkert
ord mellem mine søskende og mig, siden vi blev voksne. Vi
'søskende accepterede i værdig samdrægtighed helt, hvad
begge vore forældrejo havde ytret ønske om skulle ske med
virksomheden, når de engang var borte.
Kaution oaerflødig
Mor døde 22. september 1945, men nåede at opleve verdenskrigens
afslutning.
I de knap fire år, hun boede i huset, kom hun også til at
opleve sammenhænge med relation til besættelsen, men
derom lidt længere fremme i bogen.
Som nævnt sad hun i uskiftet bo, ogjeg havde været bestyrer
for hende, efter atjeg var kommet hjem. Det var af
samtlige familiemedlemmer accepteret, at jeg skulle have
det, forretningen gav af udkomme, udover at mor kunne
leve kvit og frit og igvrigt hele tiden fik, hvad hun skulle
bruge af den ene eller den anden slags.
50
.. .D.j var lykkedgr Tig at oparbejde en vis kapital, jeg kan
ikke længere huske hvor stor, men den var investeråtl forretningen,
som var i god gænge.
. Da-mors. begravelse var overstået, tog begge mine søskende
og jeg lna tl Århus Privatbank, h"vor Eånkdirektør
Andersen-tog imod os. Vi giorde gældende, at vi skulle
PI*s:^ et beløb, så vidt jeg-husker var det på omkring
300.000 kroner, penge somjegjo skulle låne fbr at afviHå
med mine to søskende, og detblev samtidig fremhævet, at
de ville figurere som kautionister for beløb6t.
Direktør Andersen sagde hertil, at både vore forældre og
jeg havde været kunder i banken i tilstrækkelig lang tid tii
at han kendte os. - d9g ser ikke nogen grund-til kåutionister