f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

Recommendations

Info

vej. Min mor havde på det tidspunkt anskaffet sig en koloni af ænder og hgns, og da AageJensen var en udpræget morgenmand, påtog han sig gladeligt hver morgen tidligt at gå over og lukke kræet ud i deres gård. Modstandsbeaagelse I løbet af 1944 fikjeg kontakt til Hornslet-gruppen og var lejlighedsvis med på nogle af dens nedkastningsekspeditioner. Det skyldtes mit gode bekendtskab med især Herold Svarre, der var formand for la Cour, som dengang foretog gravning af tørv i Rosenholm mose. I vores forretning handlede vi meget med tørv på det tidspunkt. Vi solgte tprv i massevis til hele omegnen og blandt andet især betydelige mængder til Vorre Mejeri og Skpdstrup Mejeri. Tørvene købte vi overvejende hos la Cour, og det var herigennem, jeg lærte Herold Svarre at kende. Han var en både dygtig og prægtig mand. Der forekom nogle år, hvor det var ret vanskeligt at få gode t@rv. Hyppige og vedvarende regnbyger vanskeliggjorde t@rringsprocessen og skabte vanskelige kår for tØrvefabrikanterne, herunder også la Cour. Krigsår og kriser var resulteret i en anstrengt økonomi, men lykkeligvis var jeg i besiddelse af midler, såjeg kunne låne penge nok til,at jeg kunne forud indbetale over halvdelen af det beløb, der skulle købes tØrv for i sæsonen. På den måde klarede la Cour skærene, og det endtejo gudskelov med, at han overlevede og oven i købet blev en velhavende mand og til stor gavn for en hel egn. Jeg gik forresten i skole i Ryomgård sammen med et par af hans børn, og allerede fra det tidspunkt etableredes der et vist tillidsforhold. Det var imidlertid også takket være bankbestyrer Viggo Mørck i Købmands- og Håndværkerbanken i Hornslet, at det gik godt for virksomheden i Pindstrup. Hans enestående evne til at bedømme anliggender og forudse en udvikling kom i høj grad la Cour til gode. Det var Viggo Mørck, der sagde god 52 for la Cour, og derfor var jeg ikke bange for at indbetale pengene inden tørvesæsonen. Men vi hentede altså store mængder tØrv i Rosenholm mose, og det var samtidig på det tid"spunkt, at tyskerne for alvor var begyndt at blive aggressive overfor den modstandsbevægelse, som var her på egnen, og som var ret aktiv. Det gjorde ondt at høre, at Svarre og flere af hans kammerater i Hornslet var blevet taget af Gestapo og likvideret. Nogen tid- efter, at det var sket, var jegmed til at flytre modtagestedet fra Rosenholm til et område ved Vosnæsgård. Greve Torben Knuth var også med i modstandsbevægelsen og tilmed en fantastisk god mand. Han tilhørte den gruppe, man kaldte >>officersgruppenofficersgruppen
serne var bestemt til. Han afleverede dem kort og godt på den oplyste adresse og dermed var den sag ude. Østerby havde, på grund af arbejdsløshed, været tvunget til at arbejde for tyskerne i Tirstrup. Så trafjeg ham en dag og spurgte ham, om han ikke hellere ville arbejde for mig end for tyskerne. Det ville Østerby selvfBlgelig. Han blev hos os til han døde for nogle år siden. Det var nok en udmærket ide. at vi ikke havde fortalt Østerby noget om, hvad der gemte sig i kasserne, for skæbnen ville, at han, da han nåede op til Landevejen i Rodskov, blev stoppet af tyske soldater. De lukkede kakkelovnen (til trægasfyret) op og stak med en jernstang ned i træbunkerne, men kasserne, som var fyldt med våben og anbragt på lastbilens lad, ønskede de ikke at se. Tænk, hvis de havde åbnet kasserne! Det havde endt med intet mindre end en katastrofe. En anden af vore tro medarbejdere hed Hilmer Rasmussen. Han var i firmaet til han som 67-årig gik på pension. De to, Østerby og Rasmussen, hentede en masse tørv ude i Ro- 'senholm mose med vores lastbil. Det var en fantastisk stærk ' bil, som holdt hele krigen ud og faktisk uden nævneværdige reparationer. Vi havde forlængst vænnet os til driften ved hjælp af trægas, og det gik ganske godt, selv om motoren ikke helt kunne præstere de samme >flokkeVosnæsganrd,< som d,tin ng sig ud, i tiden op til 2. andenskrig. Der fandtes også hensynsfulde tyskere Det var en grim bet for os nu at skulle undvære bilen, og gode råd var dyre. Vi vidste, at den tyske kommandant for hele området holdt til på Vosnæsgård. Måske var det en ide at tage kontakt med ham. Vi havde på det tidspunkt i firmaet en dygtig kommis, som hed Graversen. Han forlod os nogle år senere for at etablere sig med et øldepot i Grenå, ogjeg tror nok, at han forlængst er død. Men Graversen havde sprognemme og var ret skrap til tysk. Samtidig havde han et sådantvæsen, at han kunne tale med alle slags mennesker. Det lykkedes os at overtale ham til at tale med den kommandant. som havde 55
Page 1 and 2: Jørgen Carlsen f,thy"lLØgLlen For
Page 3 and 4: JØrgen Carlsen ser tilbage Udai,kl
Page 5 and 6: Jernbanen I begyndelsen af 1870'ern
Page 7 and 8: Peter Wester var en anerkendt landb
Page 9 and 10: for stationsbygningen. samme Bisga.
Page 11 and 12: Som nævntvar Løgten markederne de
Page 13 and 14: i':. : .:'' . ffi;' @lhand,ler Jens
Page 15 and 16: slæde ovre på >Løgtengården
Page 17 and 18: der hældte til den anskuelse, at h
Page 19 and 20: det tidspunkt havde jeg endnu aldri
Page 21 and 22: dem, der i reglen tog sig af sØmæ
Page 23 and 24: Sygdom rarnmer Desværre skete der
Page 25: I løbet af sommeren 1941 havde vi
Page 29 and 30: gav sig. Bagefter fortalte de, at d
Page 31 and 32: sØgning, og det var en offentlig i
Page 33 and 34: Holmegården Det gik nu sådan, at
Page 35 and 36: Da >Fruenseje< den 1l . juni 1940 a
Page 37 and 38: med kulgrossisterne, og det fremgik

f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?