Oktober 2010 - Retten til liv

vi kæmper alle med, at vi er sårbare, begrænsede
og uperfekte mennesker. det handicappede menneske
sætter vores problemstilling på spidsen.
Forebyggelsen af tobaks- og alkoholrelaterede sygdomme
hos fostre afspejler en naturlig, spontan og sund omsorg for
menneskers liv. Vi behøver stadig ikke argumentere for det:
Kan vi forebygge lidelse, er det en menneskelig pligt at forebygge
den.
Forebyggelsen af barnløshed afslører en lignende almen
menneskelig omsorg: Vi vil gerne – så langt det står i vores
magt – hjælpe mennesker, der ønsker det, til den glæde at få
børn. Alt dette er så spontant menneskeligt, at det næsten er
en fornærmelse at forsøge at sætte ord på det.
Det er og bliver ulogisk – og umenneskeligt – at det kombineres
med drab og lemlæstelse af ufødte mennesker i helt
samme situation.
Men lader det ulogiske sig forklare?
Hvordan forklares paradokset?
En første pind til en forklaring er, at vi (post)moderne mennesker
ser alt fra det synlige – fødte og endnu levende - menneskes
synspunkt. Vi har mistet et stykke af vores sans for
sammenhæng. Samtidig med at vi har mistet historisk sans
for generationerne før os, mister vi sansen for generationerne
efter os. De synliges virkelighed bliver den eneste virkelighed.
Lad os tage Morten og Peter som eksempel: Der er en smerte
og et tab forbundet med at få et handicappet barn. Ingen smuk
tale om glæden ved det nye liv og de mange morsomme oplevelser
kan skjule det. Så for de synliges skyld – de nulevendes
– lad os vælge det fra. Forebyggelsen af mongolisme afslører i
det lys en tendens til at dyrke det perfekte, glatte og smertefrie.
Så bærer man den omkostning, at der er en munter indsigt i
livet, vi går glip af.
Latteren sammen med Morten og Peter vil vi gerne have
del i, men det er altså bedst, når det er naboens barn, der leverer
den, og ikke mit. For den er forbundet med lidelse. At
det foster, der er ramt af Downs Syndrom, er et menneske,
der skal vises respekt for dets egen værdi, er forsvundet ud af
horisonten.
Helt parallelle billeder tegner sig af de andre eksempler: Fra
de synliges vinkel er både forebyggelsen af barnløshed, alkoholskader
og tobaksrelaterede sygdomme - og aborten af det
uønskede liv - smertelindring. Og for den, der kun ser de synlige,
er der nærmest ingen selvmodsigelse tilbage. Det er jo
ikke fosterets aktuelle lidelse, der lindres. Det er forældrenes,
samfundets (herunder de økonomiske) og fostrets, når det har
kvalificeret sig til at være en del af det virkelige samfund: Altså
når det er født.
modstrategi?
Hvordan bekæmpes denne inkonsekvens, der næppe tager sig
inkonsekvent ud for majoritetssamfundet i Danmark?
På bundlinjen tror jeg ikke, det lader sig gøre uden en fornyet
respekt både for de usynlige og den usynlige. Altså en
fornyet respekt for Gud og den historiske sammenhæng. At vi
ikke er de første mennesker på jorden og (måske) ikke bliver
de sidste. Og at vi ikke er de eneste væsener i universet; men
at der er et vidne i Himlen: Gud.
Så en kombination af den kristne og den folkelige vækkelse
forekommer mig at være det endelige svar.
Man kan så spørge, om der undervejs dertil er andre midler
end bøn til Gud og forkyndelse for mennesker.
Måske!
Humoren: Ønsker vi at afskaffe den gode latter og skæve indsigt
i vores alle sammens skrøbelige liv, Morten og Peter kan
levere os?
Redeligheden og medfølelsen: Hvem har lyst til at forklare Morten
og Peter for åben skærm, at han strengt taget mener, at de
to unge mænd burde være fjernet, før de kom så langt, at de
blev født? Hvis det ikke var synd for Morten og Peter, burde
det testes, hvem der ville tage sig dum ud i den samtale!
Måske er der ikke så langt til eftertanken: De fleste af os genkender
spontant den bitre humor i Kim Larsens ord om, at
”det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri”. For vi
elsker det liv. De fleste af os. Det meste af tiden. Og Jesus siger
en sætning, der er så almen og naturlig, at vi næsten glemmer,
hvor den kommer fra: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre
mod jer, skal I gøre mod dem….” (Matt 7,12)
7