Download - Kim Dambæks personlige website

Evalueringsrapport for projekt
den 16. april til den 25. maj 2007
“RIGTIG, RIGTIG MANGE TAK FOR EN STRÅLENDE FIN OPLEVELSE!
Det var decideret rørende. Og osse opløftende at se "dine skuespilleres" spillevende
øjne og deres fight – en vigtig reminder om, at der må og skal værnes om de
ressourcer, samfundets dårligst stillede faktisk besidder. Og at det er de ressourcestærkes
ansvar at få fat i netop den flig. Respekt!
TILLYKKE MED AT I GENNEMFØRTE. Teatrets magt er ærefrygtindgydende...”
Citat: skuespiller Michael Moritzen i e-mail efter at have set Motorvejen
Projektet blev gennemført med støtte fra Egmont Fonden
1

Indholdsfortegnelse
TEATER SOM NØGLE 4
- Forord ved Kim Dambæk, projektleder
FORARBEJDET 6
PROJEKTETS SUCCESKRITERIER 7
METODIKKENS STADIER 8
GENNEMGANG AF OG REFLEKSIONER OVER PROJEKTETS FORLØB 8
UGE 1, Forberedelse 8
Målsætninger for uge 1 9
Billeder og inputs fra uge 1 10
Refleksioner over uge 1 11
Konkrete opgaver og tiltag, der kan hjælpe til at styrke ovenstående 12
UGE 2, Trin 2 – Skabelse/historiefortælling 12
Aktiviteter 12
Billeder og inputs fra uge 2 13
Refleksioner over uge 2 14
UGE 3 – skabelse/historiefortælling 14
Aktiviteter 15
Billeder og inputs fra uge 3 15
Refleksioner over uge 3 16
UGE 4 – Kreativ Organisering/udtryk 16
Refleksioner over uge 4 17
UGE 5 – Kreativ Organisering/samling af udtryk 17
Refleksioner over uge 5 18
UGE 6 - Visning 18
Målsætninger for uge 6 18
DELTAGERNES EVALUERINGER 20
PÆDAGOGERNES EVALUERINGER 21
TANKESTATIONENS MEDARBEJDERE, EVALUERING 23
TEATER MED STJERNESTUNDER 24
-et essay af Psykolog Stina Breinhild Mortensen
2

BILAG 1
TS Workshop april 2006, rapport
BILAG 2
Evalueringsskema, deltagere
BILAG 3
Evalueringsskema, TANKeSTATIONENs ledelse
BILAG 4
Evalueringsskema, TANKeSTATIONENs medarbejdere
BILAG 5
Program, Motorvejen
BILAG 6
Handlingsreferat, MOTORVEJEN
BILAG 7
DVD: dokumentation af forestillingen Motorvejen, filmen Motorvejen og video baseret på første
uge af TANKeSTATIONENs arbejde med de unge
3

Teater som nøgle
- Forord ved Kim Dambæk, projektleder
Teaterkunsten kan være som en nøgle, der lukker op til kamre, som ellers har været
aflåst. Det kan teater, fordi det udfordrer sanserne – med rytme, stemme, lys, rum og
mennesker.
I mine 27 år som instruktør og lærer har det været stort at opleve teatrets positive magt
til at udvikle og forvandle de folk, som hengiver sig til det, på et personligt og socialt
plan.
Projektet TANKeSTATIONEN opstod ud fra et ønske om at prøve at bruge teatrets
kreative virkemidler, ikke som redskaber til at skabe en professionel teaterforestilling,
men som ekspressiv løftestang for unge udsatte mennesker. Denne rapport er skrevet af
teaterfolk, ikke pædagoger, og giver en indsigt i vores metodiske fremgangsmåde og
arbejde, som endte med 2 visninger af forestillingen MOTORVEJEN ved
Teaterbygningen i Køge den 23. og 24. maj 2007.
Vi startede samarbejdet med 15 unge fra 2 døgninstitutioner med en vision om at skabe
en forestilling sammen, men det var selve rejsen, processen, som var målet. – Ville de
redskaber, som vi teaterprofessionelle benytter os af, kunne anvendes af de unge til at
styrke sig personligt og socialt?
De unge fik ikke stukket et manuskript i hånden. Den forestilling, vi skulle ende med at
vise efter 6 ugers arbejde, skulle sættes sammen af de historier og emner, som de selv
ønskede at fortælle om. De skulle i gang med at finde frem til, hvad det er, som er vigtigt
i deres liv, og formidle dette til andre. Individuelt og samlet.
Vores første møde var omkring bålpladsen ved spejderhytten, hvor hele prøveforløbet
fandt sted. Og denne samling i ring var og blev for mig det centrale element. Cirklen blev
i høj grad arbejdspladsen for de unge, både til at fortælle, til at lave rytmeøvelser og som
et ting – hvori de traf vigtige afgørelser.
Før mennesket opfandt teater, havde man fortællinger omkring bålpladsen – mundtlige
overleveringer af historier og sagn, som gik fra generation til generation. Fortælleren var
dermed en medspiller, som foldede karakterer og steder ud for et publikum, der
engagerer sig aktivt ved at bruge sin fantasi. Dette er en krævende proces for begge
parter, fordi der skal stor koncentration og kommunikationsevne til – redskaber, som
vores proces med de unge i høj grad krævede af dem.
I cirklen begyndte teatrets centrale redskaber at vise sig for mig, idet de unge i højere og
højere grad lærte evnen til at observere, evnen til at formidle og dermed evnen til at
koncentrere sig over længere tid. Det var ikke noget som lå naturligt for de unge,
tværtimod, men arbejdet krævede det, og efter min mening er det især i styrkelsen af
disse egenskaber, at de unge har udviklet sig mærkbart – både individuelt og samlet set.
Og de unge kæmpede. I begyndelsen kæmpede en hel del om at blive bekræftet i deres
livs-oplevelse, nemlig den at blive udvist. Og de kæmpede for at få det til at gå i
opfyldelse. De fleste uden held. I slutningen af processen gik den kreative kamp ind for
4

at fuldføre, hvad de havde sat i gang. Den destruktive energi blev vendt om til en positiv
indsats for at bygge op. Det kostede mange kræfter og var fabelagtigt at være vidne til.
En af de komplekse opdagelser, vi gjorde i den forbindelse, var, at nogle af de mest
destruktive deltagere samtidig viste sig at være de mest kreative. Det er en viden, vi bør
være mere opmærksomme på i fremtiden. Dobbeltheden betyder, at man ved at gå
mere målrettet til værks i det konkrete kreative arbejde, faktisk kan nå meget svært
tilgængelige unge mennesker og opnå den kontakt og dialog, som er nødvendig.
Arbejdet med de unge er noget af det mest berigende, jeg har oplevet, og samtidig
noget af det hårdeste, jeg har udsat mig selv for. Da holdet kørte til Køge til den første
prøvedag, havde vi nok alle sommerfugle i maven som før en ekspedition op ad en mørk
og ukendt flod. Til tider oplevede jeg da også at være kaptajn ombord en skude med en
besætning af pirater. Men vi havde flere berigende oplevelser end miserer, og der var
megen, megen latter undervejs på hele holdet af unge og voksne.
Sproget og tonen blandt de unge var meget barsk, og vi måtte konstant vurdere, om vi
skulle tage hånd om dette for at kunne opretholde respekten for hinanden, eller om vi
skulle lade det passere med øje på den kreative udfoldelse, som var i gang. Valget faldt
oftest på det sidste. Én af de gange vi påpegede for en meget kreativ ung deltager, at
han måtte ændre sit nedsættende sprog, svarede han: ”I må ikke tage mit sprog fra mig
– det er det eneste jeg har.”
Jeg håber og tror, at arbejdet med teaterprojektet har givet nogle nøgler til at åbne op for
de unge menneskers øvrige talenter og styrker.
København
August 2007
5

Forarbejdet
Inspireret af arbejdet som David Glass ensemblet har udført i udviklingslande med
projektet The Lost Child, begyndte en gruppe kunstnere sammen med Kim Dambæk at
fundere over, hvem denne slags arbejde kunne henvende sig til i en velfærdsstat som
Danmark. Dermed opstod ideen til TANKeSTATIONEN en efterårsaften i 2005.
TANKeSTATIONEN består af:
Troels Bech – soniker
Kim Dambæk – projektleder
Hanna Grue – administrator
Rob Hale – coach og leder
Stine Korsgaard – projekt koordinator
Jan de Neergaard – scenograf
Erik Norsker - filmfotograf
Marlene Smith – koreograf
I april 2006 afholdt TANKeSTATIONEN (TS) en workshop for at træne holdet i projektets
metodik, inspireret af Lost Child projekterne (for yderligere oplysninger om
workshoppen, se bilag 1).
På dette tidspunkt udsendte vi også en projektbeskrivelse, som blev offentliggjort på
hjemmesiden til Landsorganisationen for Opholdssteder (LOS).
Vores første kontakter blev etableret med psykolog Stina B. Mortensen og
døgninstitutionen Fanefjord, men først med den økonomiske støtte fra Egmont Fonden,
der blev bevilget i sommeren 2006, var vi klar til at gå i gang med at etablere faste
samarbejdsaftaler. Derfor satte vi flere annoncer i ”Socialpædagogen”, men fik ikke flere
kontakter herigennem end dem, vi allerede havde. Grundene dertil kan være følgende:
- planlægningsbesvær for institutioner pga kommunesammenlægningen 2006/7
- projektets tidsperspektiv som lå samtidig med skoletid og eksamener for de unge
- forbehold overfor et uprøvet projekt
Vi havde oprindeligt tænkt os at samarbejde med ca. 25 unge fra 3-4 institutioner. Det
ville dog, set i bakspejlet, have været meget krævende at koordinere med flere end de to
institutioner, som vi endte med at samarbejde med, nemlig Fanefjord Fond fra Møn og
Magleby Skolecenter fra Skælskør.
I slutningen af november 2006 holdt vi et introduktionsmøde, hvor lederen for Magleby,
Ingolf Damm, gav et nyttigt billede for os af, hvilke unge der var interesserede i projektet.
I øvrigt bekræftede både Ingolf Damm og Stina B. Mortensen, at det var vigtigt at lægge
projektet i skoletiden, hvor de unge kunne fokusere, og hvor man således gav projektet
vægt af undervisning.
I marts 2007 mødtes Kim Dambæk på Magleby Skolecenter med de to institutionsledere,
nogle af de interesserede pædagoger og psykolog Stina B. Mortensen.
Projektets metodiske fremgangsmåde blev her fremlagt, og pædagogerne gav
detaljerede og empatiske beskrivelser af de unge, som havde meldt sig til projektet.
6

Projektets succeskriterier
I den endelige vurdering af projektresultatet lægger vi først og fremmest vægt på,
hvorvidt de unge har oplevet at skabe en fælles fortælling med udgangspunkt i deres
egne historier, samt hvad de på sigt kan anvende disse erfaringer til. Et af formålene
med evalueringen er i den forbindelse at definere, hvilke kreative redskaber og
kompetencer, de unge deltagere har fået overleveret igennem arbejdsforløbet.
I interviews/samtaler med de unge vil vi fokusere på, hvorledes de har:
- taget hensyn til hinanden i processen
- udviklet deres holdkommunikation
- skabt kreative ideer i fællesskab
- udviklet deres egen selvindsigt, selvrespekt og selvtillid
- udviklet deres evne til konstruktivt at udtrykke sig fysisk
- udviklet deres evne til åbent og tillidsfuldt at kommunikere deres
meninger/tanker/historier til omgivelserne
Formålet hermed er at kunne afklare følgende spørgsmål i samråd med de unges
pædagoger:
På hvilke måder har projektet påvirket den enkelte unges syn på sig selv og sin
omverden?
Hvad lægger den unge selv vægt på i forhold til arbejdsprocessen som en
individuel/kollektiv udviklingsproces?
Igennem interviews med døgninstitutionernes medarbejdere vil vi tilsvarende vurdere
hvilke arbejdsredskaber og erkendelser, som arbejdsforløbet har bragt med sig, og
hvordan disse kan anvendes i praksis fremover i personalets daglige arbejde:
Hvordan/i hvilken udstrækning har TS igennem projektforløbet overleveret kreative
redskaber og kompetencer til de unge selv og til døgninstitutionens personale?
På baggrund af ovenstående vil TS’ medlemmer internt diskutere deres egne respektive
erfaringer i løbet af arbejdsprocessen.
7

Metodikkens stadier
Selve arbejdsforløbet med de unge er delt op i fem trin. Tiden af det enkelte trin varierer,
da det kommer meget an på den enkelte gruppe, hvor lang tid et trin tager. Enhver
deltagelse i projektet er frivillig for hver enkelt af de unge.
Opbygning, faser:
Trin 1 – Forberedelse
Der bliver først og fremmest lagt vægt på at skabe gode forhold og trygge rammer ved at
etablere et cirkel forum, benytte øvelser i at give og modtage, kreativt spil og
kommunikation.
Trin 2 – Skabelse
Brug af historiefortællings-teknikker, improvisation, idé-udvikling.
Trin 3 – Organisering
Identifikation af temaer, roller, mulige historier, storyboarding, strukturering og
improvisation af scener.
Trin 4 – Manifestation
Opløbet og præsentationen af det skabte værk. Indbydelse til familie, venner, relevante
organisationer og offentligt publikum. Forestilling ved en af byens scener.
Trin 5 – Eftertanke og fornyelse
Evaluering og refleksion, individuelt og i gruppe. Projektforløbets konkrete udvikling
noteres og fremtidige muligheder og forbedringer overvejes.
Når alle trin er vel overstået, holdes der en sammenkomst for hele holdet, der betragtes
som en vigtig afslutning af processen for de unge. Hver deltager får desuden en DVD
med forestillingen.
Gennemgang af og refleksioner over projektets forløb
I det følgende gennemgår vi væsentlige hændelser under processens forløb for at give
et indblik i gruppens dynamik, konflikter og årsagssammenhænge mellem projektets
ledelse og de unges adfærd. Vi har arbejdet på baggrund af metodens 5-trinsmodel og
har tilpasset metodens faser til gruppens udviklingsrytme, således at hvert trin ikke
nødvendigvis tager en uge, men kan tage kortere eller længere tid, alt efter hvad de
unge deltagere og gruppen som helhed har syntes parat til.
UGE 1, Forberedelse
Kim introducerer og forbereder de unge på, at forløbet er en proces, hvori vi sammen
skal bygge projektet op sten for sten.
Der bliver først og fremmest lagt vægt på at skabe gode forhold og trygge rammer ved at
etablere et Cirkel Forum (CF) og benytte øvelser i at give og modtage, kreativt spil og
kommunikation.
8

CF er et fundamentalt element i TANKeSTATIONENs metodiske arbejde.
En dag begynder og slutter med CF, hvor alle deltagere – unge såvel som voksne –
sidder i en rundkreds på gulvet. Dette sikrer, at alle er på samme niveau, og at alle kan
se hinanden.
Ved dagens start bruges CF til at kortlægge dagens aktiviteter, til at fokusere på de
emner, man ønsker at fremhæve, til at give overblik over, hvor man er i forløbet. Ordet
er frit til at drøfte projektets udvikling. Hvis gruppen tøver med kommentarer, kan disse
hjælpes på vej med spørgsmål, som relaterer til det aktuelle arbejde.
Ligeledes afsluttes dagen med en vurdering af dagens resultater for de medvirkende.
Hvad synes de var godt? Hvad var mindre godt? Det gælder selve projektets arbejde,
samarbejdet samt individuelle betragtninger.
Begge ledere skiftes til at introducere emner i CF, og er opmærksomme på, at man i
denne samling, hvor projektet bliver drøftet i forum, også gradvis kan opleve udviklingen
af det individuelle såvel som kollektive arbejde blandt de unge.
Målsætninger for uge 1
1. Øget evne og sikkerhed i forhold til stemme- og kropslege
2. At kunne gennemføre en rytme
3. At gruppemedlemmerne begynder at tage ansvar for nogle øvelser
De unge får som en af de første ting til opgave at lave deres egne regler for samarbejdet
med udgangspunkt i en samtale om, hvad de synes er vigtigt for at skabe så gode
rammer som muligt for den enkelte. Det bliver til følgende reglement, som de unge
forpligter sig til at understøtte:
At hjælpe hinanden
At gøre vores bedste
Hvis gruppen beslutter, at vi behøver en pause, holder vi en
Når vi befinder os i rummet, deltager vi, og hvis ikke vi deltager,
støtter vi gruppens arbejde
9

Der bliver desuden lavet en liste over regler, som ikke er opstillet af de unge selv, men
som Rob og Kim sætter. Rob og Kim bemærker, at de unge er ret gode til at overholde
disse – sammenlignet med andre unge i aldersgruppen:
1. Ingen sko på i øvelokalet
2. Respekt for faciliteterne i spejderhytten
3. Respekt for hinanden – ingen afbrydelser af øvelser
4. Ingen fysisk voldsomhed
5. Præcision i mødetid, også efter pauser
6. Deltagelse så ofte, den enkelte formåede
7. Støtte hinanden
8. Gensidig afhængighed (inter-dependence)
9. At overholde Spejderhyttens regler om, hvor der var forbudt adgang
Billeder og inputs fra uge 1
De unge bliver bedt om at nævne emner, som de gerne vil have med i
teaterforestillingen. Det drejer sig om følgende:
- Familie
- Venner
- Livet
- At feste
- Kærester og romantik
- At vælge Den Gode Vej
- Respekt/disrespekt
- Penge
- Lys
- Blomster
- Komedie
- Scener fra det virkelige liv (real-life)
De unge finder også en titel til teaterstykket, nemlig Motorvejen.
Marlene og Troels arbejder med krop og rytmiske øvelser gennem de første to uger. De
første par timer forbeholdes rytmisk arbejde, og efter frokost koncentrerer vi os om
kunsten at fortælle.
Pædagogerne fra begge institutioner filmer de unges arbejde med øvelser i løbet af
dagen, mens Erik og Stine laver optagelser til brug ved forestillingen. De unge vil gerne
vide, hvad filmmaterialet skal bruges til, og vi taler om, at man kan bruge det på
forskellige måder i selve forestillingen.
10

NB – I fremtiden er det vigtigt at indhente tilladelse til brug af filmisk materiale fra
værger og unge ved projektstart fremfor efter projektafslutning!
Voksende styrker Behov for at blive styrket
Krops- og stemmebevidsthed
Graden af deltagelse
Præcision i kropsbevægelser
Evnen til at lytte
Forholdet til de andre i gruppen
Fokus og koncentrationsevne
Selv-motivation
Evnen til at udtrykke følelser
At hjælpe og støtte andre i gruppen
At tage lederskab
Åbent at kommunikere sine tanker
Sikkerhed
Leg
Disciplin
Et passende sprog, der understøtter
processen positivt
Respekten for sig selv, hinanden og for
rummet, man er i
Tillid
Kropskontakt
Ejerskabsfølelsen overfor projektet
Fantasi
Sikkerhed
Præcision i kropsbevægelser, kropskontrol
Følsomhed og omsorg for hinanden
Vægt på følelser
Hvad gør dem fokuserede Hvad svækker deres koncentration
En klart defineret opgave med tydelig
struktur
At lytte til lyde
Gentagelse af enkle øvelser
Fangeleg
Når vi anvendte en stærk stemme
Anvendelse af musik
Arbejde i mindre grupper
At iagttage hinanden
At gentage en øvelse mere præcist
At udfordre dem
Fokuseret ros
At tydeliggøre sammenhæng mellem
øvelser og teater
En striks og vejledende indfaldsvinkel
Klar tidsramme for en opgave
Anvendelse af deres egne ideer og indfald
Refleksioner over uge 1
For megen tale i vejledningen
Uklare og løst definerede opgaver
Distraherende adfærd fra drengenes side
Skubben og mas blandt drengene
Truende og seksuelt sprog og adfærd fra
drengene
Løst tidsskema/overholdelse af tider
Alle målsætningerne er nået. Deltagerne har overrasket ved den grad af hjælpsomhed,
som de har vist hinanden og med det grad af mod, som de har vist ved at turde kaste sig
ud i nye øvelser på trods af generthed og – specielt for pigernes vedkommende – på
trods af en overvældende følelse af, at det er grænseoverskridende.
Der er generelt et stort behov for at arbejde mere med tillid.
Det er nødvendigt at give de mere skrøbelige og tilbageholdende unge større tryghed
ved at vise, at det er os, der har lederskabet af processen og dermed neddæmpe den
negative indflydelse på gruppen, som de mest dominerende deltagere har i kraft af
destruktiv adfærd og afprøvning af deres magtposition. Det er vigtigt at mærke sig, at de
unge udviser størst fokus, når en opgave er helt klart defineret med en afgrænset og
tydelig struktur, som de kan følge.
11

Konkrete opgaver og tiltag, der kan hjælpe til at styrke ovenstående
- Arbejde med de unges materiale som udgangspunkt
- Arbejde med billeder og forestillinger
- Enkle opgaver med at skrive, øvelser med ord
- Historiefortælling
- Lederens stemmeføring må være kraftfuld og mere følelsesbetonet for at styrke
nærværet og dermed deltagernes engagement, nysgerrighed og koncentration.
UGE 2, Trin 2 – Skabelse/historiefortælling
I denne fase anvender vi historiefortællings-teknikker, improvisation og arbejder på idéudvikling
ud fra de billeder og indfald, som kommer fra de unge. Dog rummer denne uge
stadigvæk et grundlæggende element af leg og tillidsøvelser, og vi fokuserer stadigvæk
meget på at skabe et trygt rum inden for rammerne af de regler, de unge selv har
nedsat. Rob og Kim skønner nemlig, at det kræver ekstra tid for disse unge at komme
overens med deres usikkerhed og generthed og falde på plads i forhold til hinanden og
til projektet. Legene og tillidsøvelserne skal løsne op og sikre, at ingen skræmmes væk,
fordi deres grænser er blevet overskredet, eller fordi de føler sig presset ud i noget, de
endnu ikke er parat til. Igennem legene, som i øvrigt er et element, der følger med
igennem hele processen, er det målet at lade deltagerne lære hinanden at kende og at
forholde sig til et sæt kollektive regler gradvist og uden det præstationspres, der kan
være forbundet med decideret skuespil-arbejde.
Stine og Erik viser redigering af sidste uges klip af film i forbindelse med det at fortælle
historie. Filmen glæder de unge med sin grad af professionalitet.
Aktiviteter
- Maske-øvelser
- improviserede lege
- at skabe fortællinger ud fra billeder
- tillidslege
- visning af film på baggrund af materiale fra uge 1, fokus på succesoplevelser – hvad
er med til at skabe et godt fællesskab og give gode oplevelser?
- Fremførelse af deltagernes egne historier
- Fysisk kontakt
- Spejl-øvelser
Vi arbejder ligeledes med historiefortælling og fornemmer klarere gennemgående
temaer i deltagernes billeder og inputs. Det bliver nemmere at se forbundne historier i
deres inputs. De unge er gradvist blevet bedre til at bringe deres billeder ud til resten af
gruppen og udviser interesse i at skabe historier. Langsomt begynder en rollefordeling
også at aftegne sig i gruppen, hvor enkeltpersoner tager ansvar og lederskab i gruppen
ved f.eks. uopfordret at motivere deltagere, der er ukoncentrerede eller står udenfor.
Om tirsdagen forlader alle på nær to unge projektet i første pause og bliver væk i de
næste to timer. De to tilbageblevne unge deltager i historiefortælling resten af dagen. De
udeblevne deltagere sendes hjem.
Onsdag morgen holder pædagogerne, Kim og Rob morgenmøde, hvor pædagogerne
bidrager med forslag til, hvordan man kan skabe et tryggere og mere stabilt rum at
arbejde i. Deres iagttagelser er, at der er behov for en stærkere ledelse/styring af
gruppen i form af, at reglerne for de forskellige øvelser defineres klarere. Desuden er det
12

pædagogernes overbevisning, at flere fysisk betonede aktiviteter med rytme og lege, der
involverer kropslig udfoldelse, vil være gavnlige. Grundet de mange magtspil og
hierarkiske kampe, der forstyrrer koncentrationen i den store gruppe, anbefaler
pædagogerne en opdeling af gruppen i to mindre grupper for at øge fokus og deltagelse.
Kim og Rob tager sagen op ved arbejdsdagens begyndelse med det oplæg til de unge,
at de mange forstyrrelser og den ustabile deltagelse gør det svært at vide, hvad de
egentlig vil, og hvad de synes om at være del af projektet. Det gensidige samarbejde og
dialogen mellem de unge og projektets ledelse betones som vigtig for at skabe gode
arbejdsdage og programlægge aktiviteter, som de kan lide og finder udfordringer i.
Denne dag markerer et skift i deltagernes opfattelse af, hvem der har lederskabet af
projektet – nemlig TS og herunder Kim og Rob.
Fredag vurderer TS, at det er nødvendigt at have samtaler med fire deltagere, der
igennem det meste af arbejdsperioden har udvist destruktiv adfærd og manglende vilje
til at forsøge at indgå i fællesskabet på en positiv måde. Samtalerne lægger først og
fremmest vægt på deltagernes kreative deltagelse, og de bliver spurgt, om de selv var
tilfredse med deres medvirken – om deres tanker i forhold til regelsættet for projektet, og
hvordan TANKeSTATIONEN kan hjælpe dem i den henseende. Samtidig er samtalen
en påmindelse om, at overtrædelse af regelsættet medfører diskvalifikation fra projektet.
Det bliver gjort klart for dem, at de må træffe en beslutning om, hvorvidt de vil indgå
aktivt og positivt, eller om de ønsker at forlade projektet. De får endnu et stykke tid til at
finde ud af, om de vil/magter at fortsætte eller ej.
Billeder og inputs fra uge 2
Følgende er kommet frem igennem improvisationer og tegninger
- ”Den Dovne Prins” (hesten, som ikke ville flytte sig)
- ”I believe I can Fly”
- Tre drenge falder for en pige, som dumper dem alle sammen i en test, der prøver
deres styrke i venskab.
- ”Jeg elsker dig” på somalisk, filippinsk og flere andre sprog
- Racisme
- Islam/religion
- En sang/rap fra en af deltagerne, som han selv har lavet
- Karate
- Pige og dreng er adskilt
- Kærlighedsbreve, postkasse, postbud
- Psykopat versus uskyld
- Blodbad
- Homoseksualitet
- Engel
- Djævelens kæreste
- Døden
- Himlen
- Stoffer
- Rød Zorro-maske
- Techno-dans, freestyle
13

Refleksioner over uge 2
Vi må arbejde på at gøre billederne levende for at synliggøre aktiviteternes relation til
teaterforestillingen mere. Vi må styrke vores indsats for at få de unge til at tage større
lederskab og ansvar.
Vi noterer os, at maskelegene bringer deltagerne meget mere til udfoldelse og giver dem
frihed til at udtrykke sig mere åbent og følelsesmæssigt igennem kroppen.
UGE 3 – skabelse/historiefortælling
Det besluttes mandag, at to af de deltagere, som var til samtale hos Rob og Kim i uge 2,
ikke længere fortsætter i projektet. For den ene deltagers vedkommende skyldes
beslutningen hans samarbejdsproblemer i gruppen, og for den andens vedkommende
skyldes det, at hun generelt er umotiveret og derfor af pædagogerne sendes tilbage i
skole. Den første deltager kunne muligvis have udviklet sig positivt i mindre gruppe.
14

I forbindelse med fejringen af 1. maj skabes et spontant forårsritual ved bålpladsen. To
deltagere foreslår, at der laves bål, snobrød og historiefortælling. Hele holdet deltager
begejstret!
Aktiviteter
I løbet af ugen arbejdes der med maskelege, skuespil og visning af scener for de andre i
gruppen. Jan, scenograf, undersøger mulighederne for at arbejde med skygger i
forestillingen ved brug af papir og lys. De unge får her et indtryk af de ekspressive
muligheder i legen med lys og skygge. Dette er en udvikling af en af hovedtematikkerne
i forestillingen, som tydeligst ses i den scene, der i den endelige forestilling hedder
Skyggeland. De unge tegner også hinandens silhuetter på store stykker papir, som
siden bruges som udsmykning af Teaterbygningens foyer.
Sideløbende med aktiviteterne arbejder Rob og Kim på storyboardet ud fra de mange
ideer og billeder, som er kommet frem igennem samtaler, tegninger og historier fra de
unge indtil videre. På baggrund af erfaringerne fra de første to uger deles gruppen
indimellem i to, og der arbejdes mere målrettet på at skabe konkrete scener og
historieforløb ud fra det indkomne materiale fra deltagerne.
Der er nu en bedre fornemmelse af de enkelte deltageres kreative styrker, og deres
udviklingspotentiale evalueres internt mellem Rob og Kim med henblik på at kunne
hjælpe den enkelte ud fra vedkommendes individuelle behov og barrierer.
Udover de to deltagere, der forlod projektet i begyndelsen af ugen, vælger én at melde
sig ud, da han foretrækker at læse til 9. klasses afgangseksamen. Desuden føler to
piger, at teaterøvelserne har været grænseoverskridende, hvorfor deres mødre har valgt
at trække dem fra projektet til både pædagogernes og TS’ store ærgrelse. Begge parter
mener, at man kunne have skabt en positiv udvikling for disse piger. Ved ugens slutning
er der 10 deltagere tilbage.
Billeder og inputs fra uge 3
Følgende er opstået på baggrund af drama-improvisationer, tegninger og historier, som
de unge har bidraget med i forbindelse med udviklingen af den endelige fortælling.
- en desperat dreng i problemer
- en person, man ikke har set meget længe
- en grim far/en grim forælder
- en persons hudfarve skifter fra sort til hvid
- en smuk seng, begyndelsen på et eventyr, søvn
- blaffere på motorvejen
- politiet standser folk i en bil
- gaffa på munden
- noget i bagagen
- at gå på hænder
- tristhed
- glæde
- forsvinden
- respekt
- ”Den Gode Vej”
- racisme
- sex
15

Refleksioner over uge 3
Vi skal generere mere konkret materiale og skitser til scener til forestillingen på
baggrund af de mange forskellige ideer og billeder. Vi skal også arbejde videre med og
udbygge associationsøvelser, der fremmer den personlige åbenhed omkring den
enkeltes følelser og tanker. Desuden skal vi igen fokusere mere på opdelingen af
gruppen i to mindre grupper for at øge koncentrationen blandt deltagerne. Et oplæg til
næste trin i arbejdsprocessen er også, at vi skal eksperimentere mere med formen for at
synliggøre teatrets magi – selve historiefortællingens liv – igennem arbejde med masker,
lys og film.
Ugen har været præget af ustabilt fremmøde. Til gengæld er der blandt de deltagende
unge opstået en voksende opmærksomhed, evne til at lytte og fokus omkring projektet.
Den eneste tilbageblevne pige i gruppen er blomstret op bemærkelsesværdigt. Flere af
de drenge, der har haft svært ved at koncentrere sig, viser nu større interesse og
koncentration, men det er nødvendigt hele tiden at være opmærksom på den enkeltes
behov for at blive aktiveret, og det er vigtigt hele tiden at have en fornemmelse af,
hvornår der skal gribes aktivt ind for at skærpe koncentrationen hos nogle eller aktivere
de tilbageholdende deltagere for at få dem med i øvelserne. Hver enkelt har brug for
noget særligt. Der er også flere med lederskabspotentiale, som det er vigtigt at inspirere
og give ansvar for at opretholde engagementet. I den forbindelse er samarbejdet med
pædagogerne helt centralt i den forstand, at de træder til, når de på baggrund af deres
kendskab til den enkelte deltager vurderer, at vedkommende trænger til særlig
opmærksomhed.
UGE 4 – Kreativ Organisering/udtryk
En deltager har grundet personlige problemer været fraværende i 1,5 uge og har haft
svært ved at komme tilbage til projektet på en frugtbar måde. Det samme gælder en
anden deltager, der har været fraværende og nu er tilbage igen. Efter en samtale med
de to unge træffer Rob og Kim den beslutning, at de har for svært ved at indgå i et
fællesskab og udvise tålmodighed og respekt overfor andre til at være med i det videre
arbejde. Selvom disse to unge måske er dem, der har allerstørst brug for at være med i
et sådant projekt, kan dette desværre ikke ske på bekostning af de øvrige deltagere og
gruppen som helhed. De to deltagere er nødt til at forlade projektet. Det er en hård
beslutning at træffe, men den er nødvendig, hvis resten af gruppen skal få noget ud af
arbejdet.
Konsekvensen af, at de to deltagere er blevet udmeldt af samarbejdet, er, at de øvrige
deltagere stiller Rob og Kim det ultimatum, at de forlader projektet, hvis ikke de to
udmeldte deltagere får lov at komme tilbage. Rob og Kim beder om 10 minutters
tænketid, men er fast besluttet på ikke at tage de to deltagere tilbage. Samtidig må Rob
og Kim erkende, at projektet nu er i fare for at blive opløst på dette tidspunkt, men er
villige til at tage denne konsekvens. I samråd med pædagogerne forbereder de sig på at
drøfte sagen med gruppen. En af pædagogerne foreslår, at ordet ”kamp” og ”at kæmpe
for en sag” vil føre de unge tilbage på sporet af projektet. De unge er kommet i en
vanskelig position grundet den hierarkiske struktur, der er opstået i gruppen, hvor en
lederskikkelse har taget føringen. Tilbage med de unge taler en anden pædagog på de
unges vegne som mægler mellem dem og TS. Rob og Kim foreslår, at vi gerne
fortsætter samarbejdet med de 8, der nu er tilbage og appellerer til deres kampånd. Det
faktum understreges, at de unge allerede er kommet meget langt ind i projektet og har
lagt meget arbejde i det indtil videre. En anden lederfigur i gruppen skifter da
16

standpunkt, idet han heller ikke mener, at de to udmeldte unge har respekt for resten af
gruppen. Dermed ændrer de andre i gruppen holdning én for én og melder slutteligt ud i
fællesskab, at de er interesserede i at fortsætte arbejdet alligevel. Det er vigtigt, at det er
de unges egen beslutning at fortsætte, da de nu mærker, at projektets gennemførelse er
deres eget ansvar. Vi håber, dette kan styrke deres ejerskabsfølelse overfor projektet.
Der er nu i alt 7 unge, som er frafaldet, og der er 8 deltagere tilbage. Der er en enkelt
pige blandt de tilbageværende deltagere.
Det går op for TS, at de unge føler sig blottet i forhold til forestillingen ved nu kun at
være 8 tilbage i gruppen, og at oprøret fra deres side måske bunder i en voksende
præstationsangst hos dem.
Refleksioner over uge 4
De unge har haft fremgang trods de mange forhindringer og uroligheder. Næste gang
bør vi træffe beslutning om at melde en deltager ud af projektet, før vi er nået så langt, at
der er blevet tildelt roller m.v., fordi en omfordeling af disse skaber for stor uro og
usikkerhed blandt de unge.
Det er vigtigt at huske at understrege deltagernes evner og styrker, før de meldes ud af
gruppen. Det er vigtigt at styrke deres glæde ved legene og udviklingen af scenerne –
hele tiden med øje på processen som det primære, og med fokus på, at der er andre
succesoplevelser end den endelige forestilling. Vi skal give de unge en følelse af, at de
arbejder som professionelle, dvs. give dem støtte og opbakning ved at sammenligne
dem med teaterfolk. Dette skal styrke deres identifikation med projektet, deres
selvfølelse og deres ansvar for forestillingen.
Vi føler, at vi er på rette spor med forestillingen, der langsomt begynder at tage form.
UGE 5 – Kreativ Organisering/samling af udtryk
Ugen begynder med en konflikt mellem en af de dominerende drenge og en pædagog,
der eskalerer i et sammenstød mellem drengen og en anden dreng fra samme
institution. Vi afslutter dagen en halv time før sædvanligt, og de to drenge bliver kørt
tilbage til deres opholdssted i hver deres bil.
Tirsdag flytter vi til Teaterbygningen i Køge, hvor forestillingen skal opføres. Det
fremprovokerer yderligere nervøsitet blandt deltagerne, at de nu helt konkret befinder sig
i det rum og på den scene, som de meget snart skal optræde på overfor mennesker, de
kender. De har set lokalet tidligere, men det har alligevel stor effekt at være i lokalet så
tæt på premieren. Det er tydeligt, at alle er præget af, at der nu kun er kort tid til den
første visning med publikum.
Uagtet urolighederne mandag eftermiddag i Spejderhytten kan vi spore en positiv
udvikling hos dem i dagene efter. Flere af dem har fået sikrere stemmeføring, større
disciplin, er blevet bedre til at tage ansvar og går mere målrettet efter at skabe en god
forestilling.
Den eneste pige i gruppen overvældes af drengenes voldsomme opmærksomhed samt
af sine egne private vanskelligheder. Hun vakler mellem at forlade projektet eller blive.
17

Lysten til det kreative arbejde tager dog alligevel overhånd, og hun udvikler sig til en af
gruppens ledere og stærke drivkræfter.
Fokuseringen er generelt skarpere i hele gruppen, hvilket også ses i cirkelforum, der er
langt mere intens og samlet end hidtil. Tirsdag giver nervøsiteten og sceneskrækken
dog udslag i et sammenstød mellem to deltagere, fordi den ene føler sig ydmyget af den
anden, der er mere scenevant. Sammenstødet resulterer i en smadret dør, men ingen
lider fysisk overlast. Rob og Kim giver de 7 tilbageværende drenge valget, om de vil
fortsætte eller stoppe projektet. De vælger selv at arbejde videre, og det er igen vigtigt at
pointere, at det er dem selv, der træffer valget, hvilket de er helt bevidste om. Dette
styrker beslutningsprocessen.
Refleksioner over uge 5
Det er vigtigt at man fra projektledernes side sympatiserer med deltagernes
sceneskræk. Ros, koncentration og motivering af de unge er også nøgleord for det
videre arbejde. Kim og Rob overvejer dog nu, om projektet kan fortsætte. I hvert fald er
det meget usikkert, om det kan blive til en samlet forestilling. Den voksende nervøsitet
blandt de unge har gjort det umuligt at skabe den dybde og bredde i arbejdet, som var
målet for de tre arbejdsdage forud for visningerne i uge 6. Til gengæld har der været en
god overgang fra Spejderhytten til Teaterbygningen i den forstand, at det er lykkedes at
aktivere de mere sky deltagere, der har haft mindst interesse i at spille skuespil, med
håndværksmæssige og tekniske opgaver inden for lyd- og lysdesign. Alternativet til en
forestilling er en visning af brudstykker fra historien som eksempler på arbejdsprocessen.
Det er dog igen vigtigt at pointere, at drengene selv udviste drivkraft og vilje
til at fortsætte, og for første gang i processen lykkedes det at gennemføre en fuld
gennemspilning af første del uden afbrydelser, hvilket i sig selv opleves som en sejr.
Stadigvæk er det uafklaret, om den deltager, der førte an i konfrontationen mandag, vil
komme tilbage. Han vil gerne deltage, men der er stillet krav til ham om at forsone sig
med den anden deltager, som har været med i arbejdet den resterende uge, før han kan
vende tilbage til teatret.
UGE 6 - Visning
Der er prøver mandag og tirsdag i denne uge og visninger onsdag og torsdag. Det er nu
afklaret, at den deltager, der har været forment adgang før forsoning med en anden
deltager, ikke vender tilbage. Det er til stor ærgrelse for alle, at de to deltagere, som
sagen drejer sig om, ikke formår at forsone sig med hinanden, ikke mindst fordi den
udeblevne person har været en stor kreativ drivkraft og har udvist positive lederegenskaber
igennem hele processen. Det slår dog ikke de øvrige deltagere ud; der arbejdes
ihærdigt og med store forventninger og sommerfugle i maven videre frem mod
visningerne.
Målsætninger for uge 6
1. At få deltagerne til at nyde frugten af deres arbejde og glæde sig over deres
egne resultater
2. At arbejde med gruppen som et teaterkompagni for at styrke seriøsiteten omkring
projektet
3. At bevidstgøre de unge om de resultater, de har opnået, og om hvilke kvaliteter
selve processen har indeholdt
18

Mandag sker der det, at en deltager, som hele tiden har været meget tilbageholdende,
melder sig ud af forestillingen på grund af sceneskræk. To andre bliver meget uenige
om, hvem der har hovedrollen, som er blevet delt mellem flere personer. Grundet frafald
tidligere hersker der i øvrigt nogen usikkerhed om flere mindre roller, og det stresser de
unge.
Tirsdag foreslår Kim, at han kan overtage de ubesatte biroller og hjælpe i kulissen med
kostumeskift etc. Det har hele tiden været meningen, at de unge skulle fremføre stykket
uden scenisk ”indblanding” fra voksne, men forslaget modtages med stor lettelse i
gruppen, der nu tør ånde lettet op og kan koncentrere sig om deres opgaver frem for at
bekymre sig om uforudsete hændelser. Forestillingen prøves til ende, og der er en herlig
gejst på holdet. Efter sidste Cirkel Forum giver alle de unge spontant hinanden håndslag
og aflægger fælles ed på at de vil gennemføre forestillingen. Det er et markant
højdepunkt i deres ejerskabsfølelse overfor forestillingen, deres sammenhold og kreative
stolthed. Uroen er vendt til en positiv spænding, glæden er stor!
Onsdag er den store ”premieredag”, alle mødes klokken 16, og forestillingen begynder
klokken 19. Under prøven gennemspilles hele forestillingen for første gang helt uden
afbrydelser til stor jubel hos alle. Klokken 19 er publikum på plads, og forestillingen kan
begynde. De unge giver alt hvad de har i sig og modtager stor ros og anerkendelse,
også blandt de unge, der er faldet fra undervejs, men som er kommet for at se
forestillingen.
Alle er glade, lettede. De fleste af de unge skuespillere føler, at de er rejst langt og har
formået at virkeliggøre deres mål på trods af forhindringerne.
19

Deltagernes evalueringer
Efter de to forestillinger mødtes Kim og Rob med begge institutionerne og alle
deltagerne på forestillingen for mundtligt at evaluere forløbet og afslutte samværet i
vante rammer med gaver i Spejderhytten, Køge. Her fik institutionerne uddelt
spørgeskemaer, et til de unge deltagere i forestillingen og de deltagere, der faldt fra
undervejs, og et til de involverede pædagoger fra institutionerne.
Se bilag 2 for en oversigt over spørgsmålene og de forskellige svar, vi har modtaget,
desværre kun fra Magleby Skolecenter.
20

Pædagogernes evalueringer
Til en mundtlig evaluering med Kim og Rob blev de deltagende pædagoger bedt om at
skrive en fælles liste over negative og positive elementer ved projektet og dets forløb.
Den endelige liste ser ud som følger:
Negativt
1. At nogle medarbejdere fra TANKeSTATIONEN ikke har været til stede igennem
hele forløbet
2. Det skulle have været kommunikeret klarere, hvorfor nogle af medarbejderne fra
TS ikke var til stede hver dag
3. Gruppen af unge deltagere var for stor
4. Næste gang bør man være mere opmærksom på øvelokalet/faciliteterne, som
har været placeret for tæt på indkøbsmuligheder, og hvor der indimellem har
været legestue med helt små børn, som der skulle tages særligt hensyn til
5. Næste gang bør man være opmærksom på ikke at lave for lange øvelser og altid
forklare de unge tydeligt, hvornår der er pause næste gang
6. Transporttiden fra institutionerne til øvelokalet har været for lang (45 minutter i
bil) – max 30 minutters kørsel
7. Projektledelsen burde have diskuteret processen grundigere igennem med de
deltagende pædagoger fra institutionerne
8. Der bør være en nøgleperson fra alle opholdsstederne, som er med igennem
hele forløbet
9. Man burde have introduceret de unge for det ”rigtige” teater mere fysisk
10. Det havde fremmet processen, om der var blevet arbejdet i mindre grupper fra
begyndelsen
11. Der bør være større klarhed om de enkelte TS-medarbejderes funktion fra
begyndelsen
Positivt
1. Rob og Kim har været til stede under hele forløbet
2. Rob og Kim har været åbne for forslag til ændringer fra pædagogernes side
3. Empatien for børnene har været til stede igennem hele forløbet, og børnene er
blevet ydet stor støtte
4. Teamworket har været stærkt og alle har bakket op om processen
5. Der har været pædagoger, som har været til stede igennem hele projektet til stor
støtte for de unge
6. Pædagogerne har lært børnene bedre at kende fra egne, men også det andet
opholdssted
7. Videomaterialet har givet de unge selvindsigt, men også de øvrige deltagere i
projektet
8. Holdet har ført børnene sammen, og de har hjulpet hinanden og de voksne i
konflikter, der kun har været interne (dvs. ikke har involveret TANKeSTATIONEN
og dens medarbejdere)
9. Det har været god vejledning for de unge, at de har kunnet komme og gå som de
ville og har fået bevist, at de godt kan opnå et godt resultat alligevel. (Dette skal
ses i lyset af, at de unge har svært ved at deltage kontinuerligt i en aktivitet
grundet deres koncentrationsbesvær)
10. Der har været opmærksomhed på hvert enkelt individ igennem hele processen
11. Det har været godt for sammenholdet, at vi har spist frokost hver dag som en
samlet flok
21

12. At børnene har kunnet ændre og der dermed er taget hånd om ændringer
13. Det har gjort børnene mindre nervøse, at de voksne har leget med i alle
øvelserne
14. Der skete store fremskridt i arbejdet, da Rob og Kim tog styringen fra
institutionernes medarbejdere
15. At de unge selv lavede reglerne
16. Projektet er et godt undervisningsalternativ og rummer stort potentiale for
personlig udvikling
Udover de unges besvarelser, har pædagogerne fra institutionerne modtaget et
spørgeskema – ét, der drejer sig om deres iagttagelser af hver enkelt af deres unge
(disse oplysninger er lagt ind i skemaet ovenfor) og ét omkring projektforløbet, hvorvidt
pædagogerne igennem forløbet har fået øje på nye eller anderledes redskaber i deres
arbejde med de unge, hvordan de har oplevet samarbejdet TS, om de føler sig sikre i
selvstændigt at arbejde med TS’s metoder og teknikker fremover, hvad TS kunne have
gjort bedre, hvad målet og hovedresultaterne af projektet har været, styrke og svagheder
hos projektlederne, og i hvilken grad projektet hjælper de unge til at bruge deres
ressourcer bedre i fremtiden.
Desværre har der ikke været tilstrækkelig respons blandt pædagogerne på
opholdsstederne på de tilsendte spørgeskemaer til, at vi kan danne os et helt klart
billede af, hvorvidt de sporer adfærdsændringer hos de unge eller øget refleksionsevne.
Samarbejdet mellem TS og pædagogerne beskrives som positivt, men de mange blanke
felter i skemaerne tyder på en del usikkerhed blandt pædagogerne, der med al
sandsynlighed kan spores tilbage til det faktum, at det kun var ganske få pædagoger,
der var del af projektet fra start til slut. Dette kritikpunkt nævnes også i listen ovenfor
som en svaghed i forløbet. Den omstændighed, at det var ganske få pædagoger, der
fulgte processen i alle sine faser, nævnes også som et negativt aspekt af pædagogerne
selv. En blanding af dette og den oplevelse blandt pædagogerne, at de ikke i
tilstrækkeligt omfang følte sig informeret om processens forløb og de forskellige TSmedarbejderes
funktion peger på, at større kontinuitet i såvel TS-medarbejdernes og
institutionernes tilstedeværelse kunne have sikret et mere solidt arbejdsgrundlag i form
af tryggere rammer for de unge og en mere målbevidst tilstedeværelse fra
pædagogernes side.
22

TANKESTATIONENS medarbejdere, evaluering
Da Cirkel Forum har været en gennemgående øvelse, der har skabt en fysisk ramme
omkring hver arbejdsdag i projektperioden, vil vi her bringe vores overvejelser over den
udvikling, som vi har sporet hos de unge i deres håndtering af øvelsen.
På grund af sin stærke dynamik kan CF virke overvældende på mange unge. De har
vanskeligt ved at give sig hen til resten af gruppen og bryder cirklens form.
Men skabelsen af cirklen og det at holde CF viste sig alligevel at være et af de steder,
hvor udviklingen af koncentration og sammenhold kunne opleves.
Fra den første samling hvor flere unge hoppede ud af vinduer for at undgå at stå
sammen i cirkel til den sidste rolige afsluttende samling, havde gruppen udviklet sig
betydeligt. Der var, trods nervøsitet for cirklen, altid en respekt og fascination af denne
samlings magt. De, som valgte ikke at være i cirklen, stod altid og fulgte med, fascineret.
Det var en udfordring for mange at sidde på gulvet – enten på grund af det statusfald, de
oplevede i forbindelse hermed eller på grund af dårlig kropsholdning. Med tiden
formedes CF dog uden, at de unge skulle jages sammen. De blev bedre til at skabe en
perfekt cirkel og respektere at alle kom til orde i CF.
Se evalueringerne i skemaform, bilag 3
23

Teater med stjernestunder
-et essay af Psykolog Stina Breinhild Mortensen
”Alle har brug for at opleve deres øjeblik i solen, hvor de sejrsstolt hæver
armene og ved, at de på denne dag, på dette tidspunkt, ydede deres
absolut bedste”.
H. Jackson Brown Jr., amerikansk forfatter
Teater har altid forekommet mig som et multimedie – teateret indeholder alle æstetiske
medier og elementer, specielt når vi taler om faciliterende læreprocesser for børn og
unge. I hele 5 og en halv uge fik jeg chancen for at observere teaterprocessen som
pædagogisk metode for udsatte unge på nært hold. Jeg var blevet inviteret indenfor på
scenen af en nyskabende teatergruppe.
TANKeSTATIONEN
NORDLYS teaterprojektet TANKeSTATIONEN er en nydannet gruppe af professionelle
kunstnere som selvstændigt har arbejdet med det sceniske udtryk og film i over 25 år i
Skandinavien, Storbritannien, Syd Amerika, Syd øst Asien, Amerika og Australien.
Teaterprojektet er inspireret af det globale ”Lost Child Project”, startet i 1997 af David
Glass Ensemblet (www.davidglassensemble.com), hvor udsatte børn og unge har skabt
teaterforestillinger med over 8000 unge, som er blevet set af 60000 mennesker i mere
end 20 lande og med støtte fra adskillige regeringer, NGOer, UNICEF og Red Barnet.
Hundredvis af NGO-ansatte er samtidigt blevet uddannet i projektets metodik. Halvandet
år skulle der gå med forberedelser til det store teaterprojekt, inden det endelig lykkedes
at skaffe økonomiske midler og ikke mindst deltagere til projektet. Teaterprojektet er
således det første af sin art i Danmark, hvad angår den pædagogisk-metodiske del.
Omkring 20 spændte, håbefulde unge, deres pædagoger, lærere og en håndfuld
professionelle teaterfolk mødte hinanden under åben himmel rundt om bålet et grønt
sted i Køge. Her blev de introduceret for teaterfolkene, hinanden og hvad der ventede
dem de næste 5,5 uger. Processen var struktureret på den måde, at der var to
teaterfolk, som ledede slagets gang og guidede de unge og deres pædagoger metodisk
igennem det, der skulle vise sig at blive en fantastisk stormfuld rejse gennem både
skyggeland og festland midt på ”motorvejen”, som forestillingen blev navngivet. Rejsen
med hinanden blev samtidig de unges møde med sig selv. Mødet var frugtbart, et socialt
udviklingsprojekt blev født.
Teater og pædagogik
Hvad var det så, der gjorde at denne rejse med rette kan kaldes for en pædagogisk
metode, som rent faktisk kan fremme udviklingen af sociale færdigheder hos udsatte
børn og unge?
Målgruppen udsatte børn og unge er præget af store sociale og emotionelle
vanskeligheder. Det betyder, at de har svært ved at indgå i normale sociale relationer og
som oftest svært ved at tilpasse sig sociale normer. De fleste døgninstitutioner, som
arbejder med denne målgruppe, arbejder på baggrund af den tese, at de unge har brug
for struktur og genkendelighed i hverdagen. Strukturen og genkendeligheden skal være
med til at sikre troværdighed og mindske et oftest indre kaos- og angstpræget pres. Det
24

var derfor heller ikke overraskende, at det var meget svært at rekruttere deltagere til
projektet, da argumentet var, at det ville være for stort et brud på hverdagen. Man
vurderede, at angstniveauet hos de unge var for højt. Ikke desto mindre vovede to
døgninstitutioner at deltage efter nøje information om indholdsdelen. Teaterprocessens
metode var nemlig både struktureret og afgrænset. Herudover blev det tydeligt
signaleret, at teaterfolkene var dem, som var professionelle i teater, film, dans, lyd og
scenekunst, mens pædagogerne var de professionelle, som havde det pædagogiske
ansvar for de unge. Således var kimen lagt til det, som skulle vise sig at blive et givtigt
samarbejde. Alle unge skulle have ”egne” pædagoger med, som løbende skulle deltage i
workshops, der havde i sigte at videreformidle den metodiske del.
Teater er leg – leg kan skabe flow
”Den største gave, vi kan give hinanden, er fuld opmærksomhed over for
hinandens eksistens.”
Sue Atchley Ebaugh
Lederen af truppen, scene- og filminstruktør Kim Dambæk, indledte hele projektet med
at fortælle historier om og fra teaterscenen. Det vigtigste budskab var, at teater hedder
play på engelsk. Ikke uvæsentligt, eftersom hele processen foregik på engelsk, da den
anden instruktør og skuespiller, Rob Hale - som var rejst fra London for at videregive
sine erfaringer med metoden – kun talte engelsk. Betydningen er dog mere væsentlig,
da play også betyder leg. Formålet var altså, at de unge skulle lege. Dette vakte
naturligvis reaktioner som – ”..lege det er da kun små børn, der gør det…” og – ”vi
troede, vi skulle spille skuespil...” og lignende. Ikke desto mindre var det dét, som var det
essentielle i de 5,5 uge. Gennem leg skulle teaterstykket formes. Der var således fra
dag 1 lagt op til sjov og bevægelse gennem adskillige tilbagevendende øvelser. At
beskrive alle øvelserne detaljeret vil være for omfattende, hvorfor jeg i stedet vil
fremhæve nogle centrale elementer fra øvelserne.
Først og fremmest var øvelserne bygget enkelt op. Der indgik rytmegengivelse i form af
klappelyde, gentagelser af ord med forskellige nuancer og styrke. Der var øvelser, som i
særligt grad involverede bevægelse, dans, musik og tegning. Fælles for dem alle var en
struktureret øvelse i at lytte til og observere hinanden. Teater og skuespil er teamwork
og fordrer i høj grad evnen til at kunne være tilstede, at være nærværende. Der blev
arbejdet med opmærksomhedstræning, turtagning, og evnen til empati blev i høj grad
også udfordret. De medier, der blev inddraget, var eksempelvis nogle fantastiske livfulde
masker med forskellige ansigtsudtryk. Her skulle de unge vælge en maske og måtte kun
udtrykke sig non-verbalt i overensstemmelse med maskens ansigtsudtryk. Denne
maskeøvelse er et godt eksempel, da det i høj grad er evnen til empati, der arbejdes
med her. Empati betyder ”Indlevelse i et andet menneskes oplevelsesverden. Empati
har såvel et intellektuelt aspekt: at man sætter sig i den anden persons sted, som et
emotionelt aspekt: at man føler med den anden”. (Psykologisk leksikon, 2007).
Udgangspunktet er først og fremmest at kunne forstå et andet menneskes følelser,
såsom forstemthed, sorgfuldhed, glæde, begejstring etc. både i forbindelse med et andet
menneskes vanskeligheder og lidelse men også i forbindelse med glæder og succeser.
At skabe et fælles indhold
Selve teaterstykkets elementer blev opbygget med udgangspunkt i de unges egne
personlige historier. Eksempelvis indgik temaformiddage i grupper, hvor der blev
diskuteret, hvad der var det vigtigste for at få et godt liv. Højest på listen ifølge de unges
25

udsagn stod en god kontakt til familie og venner. Dette er i overensstemmelse med
trivselsundersøgelsen af Holstein og Due (1997) (Linder og Mortensen, 2006), som
fandt, at de væsentligste faktorer for trivsel hos børn, er en god kontakt til forældre,
lærer/pædagog og mindst en god ven og ikke mindst kontakten mellem de tre
parametre. Her blev fortalt historier fra det virkelige liv. Der blev tegnet historier. Der blev
lyttet til lyde og gengivet indre forestillinger, som atter blev til historier. Der blev
koreograferet danse, som udsprang af de unges personlige historier. Alle disse historier
blev herefter sammensat til små scener - visualiseret på plancher som en tegneserie -
som til slut blev et fantastisk udviklingsprojekt i form af en bevægende teaterforestilling.
Et nyt fællesskab
Det enestående ved et teaterprojekt som dette, er netop den målrettede udvikling af
færdigheder og kompetencer i tilblivelsesfasen samtidig med at målet ikke er personlig
udvikling, men netop gennem processen at frembringe et produkt i form af en forestilling.
En sidegevinst kan være, at teateret kan være med til at fremme en personlig udvikling,
men det er ikke målet i sig selv. Selve teateropførelsen for familie og venner ligger som
en motiverende og skræmmende ”kendsgerning” og skaber en særlig motivation. Det at
selve forestillingen ikke blot blev realiseret, men fremstod som en bragende succes, gav
en helt særlig oplevelse af sammenhold blandt de unge: ” Vi har skabt noget særligt
sammen, noget som rækker ud over os selv, noget som ingen havde regnet med. Det
gør os til noget særligt, vi har lov til at tage os selv alvorligt, vi er nogen man kan
forvente sig noget af i fremtiden”. Sat på en simpel formel kan man sige:
Social og æstetisk kompetenceudvikling + Frembringelse af et fælles risikabelt og
værdifuldt produkt = Øget selvværd.
At forstå konflikterne
Når man arbejder med en målgruppe som unge med sociale og emotionelle
vanskeligheder, løber sådan et projekt ikke konfliktfrit af staben. Som beskrevet
udfordrede de forskellige øvelser netop de sociale færdigheder, som er mangelfulde hos
målgruppen. Vi ved fra den nyeste forskning indenfor udviklingspsykologi (Stern, 1995,
1998), at evnen til mestring af sociale kompetencer og udviklingen af selvfornemmelse
udvikles i den tidlige spædbarnealder (2-6 mdr). Det er her, at barnet indgår i
interpersonelle relationer, hvor dets oplevelse af sig selv versus andre knyttes til
fornemmelsen af sig selv som en fysisk kropslig enhed. Barnet får mere kontrol over
egne bevægelser og udtryk. Imitation bliver derfor en vigtig måde at regulere samspillet
på. I samspillet med f.eks. moderen er det opmærksomheden på ”den anden”, at kunne
vente på den andens udspil, som er forløber for social adfærd og dermed evnen til
mestring af sociale kompetencer. Det er bl.a. denne udvikling, som er blevet forstyrret
hos en del af de børn og unge, som har sociale- og emotionelle vanskeligheder. Dette
forklarer også, hvorfor der objektivt set opstår mange konflikter, når man sætter en
gruppe udsatte unge sammen omkring et projekt som teater. Det som ligner et forsøg på
at sabotere en leg, en instruktion til gruppen, kan meget vel have en god forklaring set
fra et udviklingspsykologisk perspektiv. Gruppen og øvelserne i strukturerede rammer
giver optimale betingelser og muligheder for at imitere hinanden, at øve sig i turtagning,
at vente på ”den andens” udspil etc.. Det som altså ser ud som en destruktiv adfærd –
kan meget vel forstås som et udtryk for, at man her har at gøre med en gruppe unge,
som er i gang med at udvikle oplevelsen af sig selv med en anden og dermed også i
gang med at udvikle social kompetence.
26

Når det er sagt, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at teaterprocesser med denne
målgruppe dermed skal acceptere, det som ligner sabotage. Men det betyder, at man
som pædagog, instruktør m.m. i langt højere grad må forberede sig på, at øvelserne
dels skal være af kortere varighed og dels skal de unge helst kende start- og
sluttidspunkt for øvelserne. Det er væsentligt, at have nogle markører for, ”hvor længe
skal jeg være i denne tilstand af frustration”. Det stiller krav til pædagogernes og
instruktørernes rummelighed og ikke mindst til strukturen og mobiliteten af de forskellige
scener som skulle spilles. Målgruppen af unge med sociale- og emotionelle
vanskeligheder er en flygtig gruppe. Nogle kan overskue at være med i en del af forløbet
og vælger at forlade projektet undervejs. Nogle bliver pludselig udskrevet fra
døgninstitutionen og skal videre til andre projekter i deres liv, mens atter andre bliver
bedt om forlade projektet. At blive bedt om at forlade et projekt, kan meget vel opfattes
som en eksklusion af gruppen. Oplevelser af denne karakter, som disse unge oftest har
meget negative erfaringer med. Det betyder, at livstemaer som at blive forladt eller afvist
spiller en stor rolle i sådan en teaterproces. Det handler altså ikke kun om at arbejde
med motivation, opmærksomhed, vedholdenhed, teamwork m.m., men også afsked.
At sige farvel
Hvornår og hvordan beder man en ung om at forlade projektet uden at gentage og
bidrage til tidligere negative erfaringer? Hvornår er naturligvis en skønsmæssig
vurdering fra instruktørernes side i samråd med de deltagende pædagoger. Men en
målestok her var et sæt fælles sociale regler, instruktørerne og de unge havde opstillet i
fællesskab, som var nødvendige for at gennemføre processen. De unge som gentagne
gange havde for svært ved at overholde disse spilleregler, blev indkaldt til samtaler med
instruktørerne. Her talte man om det, som blev oplevet som et problem og i fællesskab
talte man om, hvad der skulle til for at løse det. De unge som alligevel havde for svært
ved at blive i projektet, blev så indkaldt til endnu en samtale og her var fokus at fortælle
om alle de positive ressourcer og tiltag instruktørerne havde set hos den unge som en
væsentlig del af det at ophøre samarbejdet. Nogle unge var forberedte og var enig i
beslutningen, mens andre blev oprørte og vrede. Alligevel var det, som var fælles for de
unge, der sluttede undervejs i projektet, at de alle fik en personlig tilbagemelding på
deres deltagelse, med fokus på deres positive ressourcer og de bidrag de havde tilført
gruppen uanset udfaldet. Ved at have reflekteret over hvorledes man gennemfører
sådanne samtaler, giver man samtidig de involverede unge mulighed for at erhverve sig
en ny erfaring; at afsked ikke nødvendigvis betyder en devaluering af hele den unges
eksistens. At afsked ikke behøver at være livstruende.
Nyt fælles mål: Forestillingen
Den helt store udfordring i sådan en teaterproces, som samtidig er et udviklingsprojekt,
er således: Hvordan skaber man og gennemfører alle de øvelser, som skal føre til
udvikling og en endelig teaterforestilling?
Teater er leg og leg er flow. Det handler altså om, at man som instruktør og pædagog
må facilitere et særligt miljø, en særlig atmosfære, som giver mulighed for oplevelsen af
flow. Csikszentmihalyi (1990) som er professor i psykologi, foreslår følgende definition af
begrebet:
”Flow er behagelig fordybelsestilstand, hvor mennesket er så opslugt af
en aktivitet, at tidsfornemmelsen og alt andet uvedkommende forsvinder
for at erstattes af dyb koncentration. Tilstanden opleves som menings- og
nydelsesfuld, stressdæmpende og som regel også lærerig. Kreative
27

ideer, grænseoverskridende associationer og æstetiske oplevelser kan
opstå som følge af – eller være en del af – flow-tilstanden.”
Gennem teaterets mange processer indgår i høj grad inspiration som en væsentlig kilde
i tilblivelsen. Ordet inspiration stammer fra det latinske inspirare, som betyder indånding.
Inspiration sås oprindeligt som synonym med åndedrættet. At være i flow, at blive
inspireret, betyder at blive beåndet, ”belivet”. Flow er en form for energi, som skaber et
indre liv. Flow er således den tilstand, hvor vi bliver inspireret optimalt. Flow bringer os i
kontakt med vores kreative sider, vores potentialer og vores ressourceområder. Hermed
får vi mulighed for at bryde med vante rutiner, som måske trænger til at blive støvet af.
At være i flow skaber balance mellem det planlagte rutineprægede og det spontane
uforudsigelige. At være i flow er selvforstærkende og har en høj dimension af sundhed,
idet kontakten med vores kreative sider fremmer immunforsvaret, fordi vi bliver ”belivet”.
Det er simpelthen psykisk næring, som giver livsenergi. (Linder og Mortensen, 2006).
Således var der masser af stunder, hvor de unge blev inspireret af de medier, de blev
præsenteret for, fx hinandens historier og små tegninger. Under disse seancer blev tiden
ophævet og man kan her tale om en tilstand af flow.
Bevægelse og flow
Ud over de æstetiske medier, vi kan udtrykke os igennem, er menneskekroppen i høj
grad et værdifuldt middel med ubegrænsede muligheder for at træne sig selv i at opnå
flow. Vi ved, at flow involverer aktivitet. Dette gælder både den fysiske og den mentale
aktivitet. Menneskekroppen er i stand til at udøve hundredvis af enkeltfunktioner, som
involverer sanserne. Med kroppen kan vi se, høre, røre, smage, løbe, kravle, gribe,
kaste etc. (Csikszentmihalyi, 1990, 2006). Hvis vores sanser ikke udvikles, bliver den
information, vi modtager, kaotisk. Hvis kroppen er utrænet og ubrugt, f.eks. af at tilbringe
for meget tid med passive stillesiddende aktiviteter, vil den bevæge sig tilfældigt og
klodset. Et ufølsomt øje giver uæstetiske eller uinteressante synsindtryk, og det
umusikalske øre hører skurrende lyde. Kroppen som redskab er altså uvurderlig som en
del af teatrets pædagogisk element. ”Hvis kroppens funktioner får lov at visne, bliver
livskvaliteten så som så og i nogle tilfælde elendig.” (Csikszentmihalyi, 1990, 2006).
Teater involverer både fysisk og mental aktivitet og involverer i høj grad også
bevægelse. Muligheden for at arbejde med et teateremne over længere tid på en måde,
som involverer de unges engagement og lige nøjagtig udfordrer den unges kompetence,
kan skabe flowoplevelse. At skabe flowbetingelser handler altså om organisering og
struktur, men også om engagement og motivation hos instruktøren/læreren/pædagogen,
som introducerer de unge for et nyt medie.
Flow-tilstanden fremmer læringen og trivslen, fordi vi engagerer os fuldt ud i sådan en
tilstand. Når vi engagerer os fuldt ud, skabes mentalt overskud. En af forudsætningerne
for flow er engagement. Når vi engagerer os fuldt ud, signalerer vi samtidig, at noget er
værdifuldt og vigtigt. Denne kraft smitter og er betydningsfuld, når vi ønsker at inddrage
unge i trivsels- og læringsfremmende aktiviteter som teater.
Læring som huskes bedst er:
• Det der er meningsfyldt
• Det der handler om én selv
• Der hvor der er en kropslig bevægelse involveret
• Der hvor der er et relationelt forhold involveret
• Når oplevelsen er en del af den narrative fortælling
(efter Knoop, Linder og Mortensen 2006)
28

Det er derfor væsentligt, at pædagogerne og instruktørerne er bevidste om, at meget af
motivationen kommer fra de ansvarlige voksne. Dette sker gennem ægte involvering og
engagement for teaterprojektet samt en viden om målgruppen.
At blive bevæget og berørt
Når vi er engagerede, er vi oftest gladere og mere åbne. Når vi er åbne, bliver vi lettere
berørte/bevægede og der sker det, at vi åbner døren ind til vores personlige
skatkammer, hvor vi gemmer på vores entusiasme, begejstring, kreativitet og glæde.
Måske står døren kun på klem, men der kan alligevel snige sig lidt glæde ud og give
energi til en bevægelse. Mange kender sikkert behovet for at røre ved andre mennesker,
enten når vi er meget glade, eller de er meget triste. Teaterprojektet skabte summer af
stjernestunder, som affødte råb, hujen, klap, og masser af kram. Et knus eller et kram er
den ”ydre” bevægelse, der matcher vores ”indre” bevægelse (berøring). Ifølge Bech-
Jørgensen (1994) er der en direkte forbindelse mellem vores indre og ydre
”bevægelser”: Når vi bliver bevæget/berørt f.eks. af andres anerkendelse, forbinder
bevægelsen den indre verden med den ydre. Sammenhængen viser sig tydeligt på det
konkrete plan, for hvis vi kun bevæger os lidt (og derved berøres lidt), sløves vores
sanser og den opmærksomhed, som genskaber bevægelsen på det indre plan, ”tændes
ikke” eller genskabes i ujævne rytmer. Bech-Jørgensen (1994) har beskrevet det
således: ”Når vi bevæger os, opleves verden som en proces, som er foranderlig og
differentieret. Den umiddelbare omverden forandrer sig ved hver eneste bevægelse.
Forandringen appellerer til sanser, følelser, nysgerrighed og opmærksomhed.”(Linder og
Mortensen 2006).
Teaterprocessens mange elementer involverer bevægelse, som altså aktiverer den
livsvigtige emotionelle berøring. Teater rummer stjernestunder. Stjernestunder er små
øer af positive emotioner. Teater kan gå hen og blive et festfyrværkeri af små
stjernestunder.
Livets motorvej
Når alt dette er sagt, skal det siges, at et teaterprojekt som nærværende med udsatte
unge er a play med alvor. En fantastisk bevægende forestilling af og med 8 unge, fortalt
gennem visuelle arketypiske metaforer. En forestilling som afspejlede de unges liv,
følelser og tanker, ikke kun de 8 på scenen, men alle de deltagendes bidrag.
”Motorvejen” afspejlede livets alvor, men i et andet og langt mindre angstpræget skær.
Her var det de unge, der styrede slagets gang ikke ydre ukontrollerbare elementer. Men
teater som pædagogisk metode er også ramme alvor. Grænsen mellem leg og alvor er
hårfin og det kan være svært, når ens frustrationstærskel er lav. Udsatte unge har oftest
en lav frustrationstærskel. Gamle copingstrategier brød ud i lys lue, når presset blev for
stort. Nogle gik i clinch med hinanden, andre røg sig vind og skæve en nat, mens atter
andre bare ikke ville. Konflikterne var der hele tiden og godt for det. Det var nemlig her,
at projektet skulle stå sin prøve som pædagogisk metode. Gennem teaterprojektets
mange facetter, var det muligt at gå nye veje for at løse kendte konflikter på alternative
måder. Der kan ganske givet pudses kanter hist og pist, så det kan tilpasses
målgruppen endnu bedre. Det kan vi kun blive klogere på ved at fortsætte med at lave
teaterprojekter med udsatte børn og unge og ved at inddrage alle deltageres - unge som
voksnes – oplevelser og erfaringer i relation til såvel det personlige- som det
pædagogiske plan. Det var ikke desto mindre muligt for de unge, som nåede enden af
motorvejen, at gennemleve maksimalt pres og frustration uden at gå i opløsning og
resignere. Dem som gik hele vejen, var også dem som gennemgik et sandt stormvejr
29

med sig selv. Men det var også dem, som vandt over elementerne og tog hele rejsen
gennem skyggeland og festland. De sad ikke fast på motorvejen, men lukkede
bogstavelig talt lyset ind både på scenen og i sig selv.
”Når vi lader vores eget lys stråle, giver vi ubevidst tilladelse til, at andre
mennesker kan gøre det samme”
Nelson Mandela
Litteratur
Bech-Jørgensen (1994): ”Når hverdag bliver hver dag”. Akademisk forlag.
Csikszentmihalyi, M. (1990): ”Flow –The psychology of optimal experience”. Harper Perennial.
Csikszentmihalyi, M. (2006): ”Flow og engagement i hverdagen”. Dansk psykologisk forlag.
Linder, Anne og Mortensen Breinhild, Stina (2006): ”Glædens pædagogik” Dafolo
Stern, Daniel. (1995): “The motherhood constellation: a unified view of parent-infant”. New York:
Basic Books.
Stern, Daniel (2000/1998): ”Barnets interpersonelle Univers”. Hans Reitzel.
30

Bilag 1
TS Workshop april 2006, rapport
31

Bilag 2
Evalueringsskema, deltagere
32

Bilag 3
Evalueringsskema, TANKeSTATIONENs ledelse
33

Bilag 4
Evalueringsskema, TANKeSTATIONENs medarbejdere
34

Bilag 5
Program, Motorvejen
35

Bilag 6
Handlingsreferat, MOTORVEJEN
1. scene – Soveværelset
Mikki har nappet sin brors iPod og jakke og danser rundt i sit værelse ved
sengetid. Trods trudsler får broren ikke sine ting tilbage som Mikki har gemt.
Mikki er glad for at ha narret broren, danser med sin skygge og synger rappen:
”Go to the left, go to the right,
Involve yourself in the fight
Open your eyes, win in sight
All that’s missing …”
Han lægger sig og falder i søvn.
Temaer: Disrespekt for familie og ejendele
2. scene – På Motorvejen
Mikki vågner i sin seng og er midt på larmende motorvej.
Politiet konfiskerer hans seng – han må selv blaffe hjem.
2 fyre ankommer i bil og tilbyder tur til fest. De vil være hans venner.
De køber pizza til sultne Mikki.
Temaer: Venskab / Omsorg uden bånd
3. scene – Festland og Venskabsprøven
Maskebal
Mikki og venner og alle andre danser techno og fester – (mimer alt som er godt
ved en fest). Drikker. Ryger. Tjekker damer. Danser på hænder. Limbo.
Prinsessen ankommer og konkurrencen udlyses: Den som er stærkest vinder
hendes rosen krone. Alle slås – Mikki slår sine venner ned og gør krav på
præmien. Men Prinsessen siger at han var muligvis stærk i krop, men svag i
venskab.
Storm. Alle forsvinder. Mikki hvirvles rundt.
Tema: At have alt og miste det.
4. scene – Skyggeland
Mikki alene og bange i et skygge landskab.
2 skygger advarer ham om at passe på og være på vagt. De er skyggerne til
hans venner og de trænger hans hjælp til at finde dem. Men han må passe på for
den Store Skygge som æder unge mennesker. Store Skygge høres brøle
grusomt i det fjerne. Mikki vil bare hjem og er ligeglad med alt og alle andre. Og
han stoler ikke på skyggerne.
Skyggerne synger rappen: ”Go to the left ...”, til Mikkis overraskelse.
Temaer: Frygt for det ukendte og mangel på tillid
5. scene – Mikki forføres af den Dovne Prins og ender i Store Skygges hule
36

Den Dovne Prins lokker ensomme og ulykkelige Mikki med stoffer og sprut til at
komme hjem til sig (han er den forklædte Store Skygge). Mikke ryger joint og
synger ”I believe I can fly”.
Skyggerne når at advare Mikki i tide og efter en voldsom kamp, klarer han at
komme ud af hulen. Men Store Skygge truer endnu.
Temaer: Fjender og venner
6. scene – Sko kræver Mikkis hjælp – flugt fra Skyggeland
Skyggerne presser Mikki for at finde ud af hvor deres venner er. De forklarer at
ingen kommer ud fra Skyggeland uden venner. Mikki bryder sammen i gråd.
To par sko – skoene til hans bortkomne venner – råber ”Tudefjæs!” De slås om
at vise ham vej. Han vælger en af hver.
Skoene synger rappen: ”Go to the left ..., go to the right” og Mikki farer rundt ude
af kontrol. Endelig forstår Mikki betydningen af slutningen på rappen:
” ...All that’s missing is the light.”
Han hiver en lygte ud af jakkelommen og spæner tilbage ind i hulen med skoene
og skyggerne i følgeskab.
Lyset bryder ind i hulen. Alle de tilfangetagne unge løber ud og ruller op
gardinerne i publikums salen. Lys overalt. Ikke flere skygger.
Tema: Do what is right – go with the Light.
7. scene – Soveværelset
Mikki vågner i sengen og kalder på sin bror. Han tilstår alt om at have taget
jakken og ipod og beder om forladelse. Broren griner for han vidste at musikken
var for stærk for lille bror.
Posten kommer med pakke til Mikki. Indeni ligger Prinsessens rosen krone. Han
tager den på og forærer broren en del af blomsterne.
8. scene – Sang finale
Alle danser og synger.
SLUT
Varighed ca. 40 min.
37

Bilag 7
DVD: dokumentation af forestillingen Motorvejen, filmen Motorvejen
og video baseret på første uge af TANKeSTATIONENs arbejde med
de unge
38