Brochure_Stor_low - Egelund Slot

KULSVIERNE
Til Gribskov hører også historien om kulsvierne. De
fremstillede trækul, som bl.a. brugtes ved produktion
af glas og metalvarer, hvor til der krævedes meget høje
temperaturer. Sagnet fortæller, at de første kulsviere
kom fra Ardennerne, og var indkaldt af Abbed Vilhelm,
grundlæggeren af Æbelholt Kloster vest for Hillerød
omkring 1200. Kulsvierne skulle derfor være mørkere
og mere temperamentsfulde end den øvrige befolkning.
Historien passer dog ikke; kulsvidning er ældre end
middelalderen, selv om det først var i 1500-tallet, at
erhvervet for alvor blev indbringende, idet kullene blev
brugt til krudtfremstilling. Kulsvidningen havde også i
andre henseender militær betydning, da trækul også
blev anvendt i forbindelse med våbenfremstilling. Og
endelig brugte de, som havde råd, trækul som brændsel
i jernovne, der blev almindelige i danske huse efter
1600. Kullene fra Gribskov blev solgt på Kultorvet i
København, heraf navnet. Kulsvidning var uden tvivl en
indbringende bibeskæftigelse for nordsjællandske bønder.
Kulsvidningen foregik i såkaldte miler. Derfor hedder
en gammel skovvej ved Nødebo Milestedsvej. Der var
gang i kulsvidningen helt frem til 1930’erne. En sagnomspunden
udøver af erhvervet gik under det dæmoniske
navn Kulfanden. Navnet hentyder til, at han var mørkere
end andre nordsjællændere. Han begyndte som
kulsvier, men endte som forretningsmand og levede af
tømmerhandel. Han var storleverandør til den københavnske
anlægssektor og med i Kagerup savværk. Efter
Julestormen i 1902, der lagde store dele af Gribskov
ned, aftog Kulfanden det stormfældede træ. Hvad der
ikke kunne opskæres i planker blev svidet til trækul.
Myten om de temperamentsfulde kulsviere, der ikke
ville underordne sig almindelige normer var længe en
del af en særlig nordsjællandsk selvforståelse. Ægte
nordsjællændere er ikke i tvivl om, at der er en særlig
frihedsfølelse forbundet med livet i skoven.
13