Prædiken, 5. Søndag efter påske, 1. tekstrække, Helligåndskirken ...

I dagens tekst får vi at vide at Jesus ikke længere vil tale i billeder. Sløret er revet
væk, nu skal der tales ligeud af posen. Og hvad er det så han siger? At han kom, men
nu tager han altså væk igen - og efterlader disciplene tilbage. Dér står de, disciplene.
Er det ikke somom han allerede har forladt dem, selv nu, hvor han står i deres midte?
Det er en flok rådvilde disciple, der står tilbage og hører Jesus sige farvel. Han er
ligesom ikke rigtigt et menneske mere. Jesus er allerede ophøjet, oprejst fra de døde.
Han er én som de kender, disciplene, én som de har vandret rundt med på de støvede
veje. Han er én som de kender, og alligevel er han det ikke. Han siger, at han kommer
fra Faderen og at han går tilbage til Faderen igen. Og det er ikke pinse endnu. Det er
næsten ikke til at bære. Helligånden, den anden talsmand, er ikke kommet med sit
nærvær endnu. Som jeg står dér sammen med hans disciple, mærker jeg hvor alene
og forladt de må have følt sig. Men det er ikke nok. Jeg vil at vi peges videre herfra.
Men lige nu står jeg altså sammen med disciplene og hører Jesus sige farvel.
At tage afsked på en god måde. Hvordan gør man det? ”Kom nu godt hjem. Tak for
idag, tak for mad. Det var dejligt at være sammen med jer” siger vi og vinker, giver et
knus eller et solidt håndtryk. Og så: farvel. Vi ønsker hinanden alt godt, ja, vi ønsker
hinanden velsignelse. Nogen gange siger vi farvel til et af de mennesker, vi har delt et
lille øjeblik af livet med fordi vi nu skal rejse hver til sit, vel vidende at vi nok aldrig
ses igen. Og det er faktisk også OK. For man har hvert sit liv, man skal leve videre i.
Måske er det vi delte og lærte af hinanden noget vi bærer med os som en værdifuld
gave i det liv, som ligger foran. Men først må vi sige farvel før vi kan gå. Farvel på
en smertefuld måde. Farvel på en god måde. For kan er ikke også være noget godt
gemt i en smertefuld afsked, når afskeden bliver taget på den rigtige måde? Jeg tror,
der kan ligge styrke gemt i den gode afsked, selv om den kan være smertefuld og
svær. Vi kan blive sendt ud, sendt videre af at tage afsked. Vi bliver sendt ud med
velsignelsen fra dem vi mødte og delte en del af livet med. Måske har vi også fået
mod og nye kræfter til det, der ligger foran.
2