Prædiken, 5. Søndag efter påske, 1. tekstrække, Helligåndskirken ...

Prædiken, 5. Søndag efter påske, 1. tekstrække, Helligåndskirken
Salmer: 413 – 425 – 248 – 588 – 69 - 675
Jeg har aldrig synes det var særligt nemt at sige farvel. Jeg har ikke tal på de gange,
hvor jeg, med en knugen i maven og en klump i halsen har sagt farvel, sat mig ind i
bussen/færgen/bilen/toget og kørt afsted efter en afsked med nogle eller noget, jeg
holder af. Og det uanset om jeg ved vi ses igen om et par dage, eller uger, eller der vil
gå længere tid. Det er jo egentlig fjollet. I hvert fald for det meste. For jeg ved jo at
jeg kommer til at se dem igen. Det kan være jeg er på vej hjem efter et besøg hos
forældrene, eller på vej hjem fra sommerhuset efter en forårsweekend, hvor fuglenes
sang og havets brusen vækker længslen efter at blive. Jeg kan huske, hvordan det er
at blive fulgt til bussen af sin farfar, der står dér med rullatoren ved busstoppestedet
og se ham forsvinde i bussens bagrude mens han vinker. Far vel. Måske ses vi ikke
igen.
Der er en afsked gemt i ethvert ”goddag”, i ethvert nyt bekendskab eller glædeligt
gensyn. Goddag og farvel. Goddag til nye verdener, som åbner sig foran. Goddag og
farvel. Farvel til barndommen. Farvel til en velkendt egn. Det kan også være at sige
farvel til en livsfase. Til det med at være et kærestepar og så en dag stå med et barn i
armene og være tre istedet for to. Noget helt nyt begynder. En anden del af livet
afsluttes. Det er virkelig en udfordring, hvordan man siger farvel og giver slip på en
ordentlig og god måde til det, der var, så afskeden også kan blive til en velsignelse
over det, som skal komme.
I evangelieteksten til idag, hører vi, at Jesus er kommet tilbage til disciplene efter at
Gud har oprejst ham fra de døde. Han står midt iblandt dem og holder afskedstale.
Han er allerede på vej væk igen. Efter påske hører vi historier om hvordan disciplene
møder Jesus igen. De kræver tegn på at det virkelig ér ham. Og så - så snart de har
genkendt ham – er han der pludselig ikke mere.
1

I dagens tekst får vi at vide at Jesus ikke længere vil tale i billeder. Sløret er revet
væk, nu skal der tales ligeud af posen. Og hvad er det så han siger? At han kom, men
nu tager han altså væk igen - og efterlader disciplene tilbage. Dér står de, disciplene.
Er det ikke somom han allerede har forladt dem, selv nu, hvor han står i deres midte?
Det er en flok rådvilde disciple, der står tilbage og hører Jesus sige farvel. Han er
ligesom ikke rigtigt et menneske mere. Jesus er allerede ophøjet, oprejst fra de døde.
Han er én som de kender, disciplene, én som de har vandret rundt med på de støvede
veje. Han er én som de kender, og alligevel er han det ikke. Han siger, at han kommer
fra Faderen og at han går tilbage til Faderen igen. Og det er ikke pinse endnu. Det er
næsten ikke til at bære. Helligånden, den anden talsmand, er ikke kommet med sit
nærvær endnu. Som jeg står dér sammen med hans disciple, mærker jeg hvor alene
og forladt de må have følt sig. Men det er ikke nok. Jeg vil at vi peges videre herfra.
Men lige nu står jeg altså sammen med disciplene og hører Jesus sige farvel.
At tage afsked på en god måde. Hvordan gør man det? ”Kom nu godt hjem. Tak for
idag, tak for mad. Det var dejligt at være sammen med jer” siger vi og vinker, giver et
knus eller et solidt håndtryk. Og så: farvel. Vi ønsker hinanden alt godt, ja, vi ønsker
hinanden velsignelse. Nogen gange siger vi farvel til et af de mennesker, vi har delt et
lille øjeblik af livet med fordi vi nu skal rejse hver til sit, vel vidende at vi nok aldrig
ses igen. Og det er faktisk også OK. For man har hvert sit liv, man skal leve videre i.
Måske er det vi delte og lærte af hinanden noget vi bærer med os som en værdifuld
gave i det liv, som ligger foran. Men først må vi sige farvel før vi kan gå. Farvel på
en smertefuld måde. Farvel på en god måde. For kan er ikke også være noget godt
gemt i en smertefuld afsked, når afskeden bliver taget på den rigtige måde? Jeg tror,
der kan ligge styrke gemt i den gode afsked, selv om den kan være smertefuld og
svær. Vi kan blive sendt ud, sendt videre af at tage afsked. Vi bliver sendt ud med
velsignelsen fra dem vi mødte og delte en del af livet med. Måske har vi også fået
mod og nye kræfter til det, der ligger foran.
2

Men nogle gange er en afsked så gennemgribende i vores liv at den efterlader os
haltende. I hver afsked efterlader vi et lille stykke af os selv hos den anden og får et
lille stykke af den anden med i vores hjerte. Nogle afskeder kan være så svære at vi
må halte videre i livet fordi vi er vingeskudt, eller fordi vi har fået et slag over hoften.
Den gode afsked kan være til velsignelse, ja, men en velsignelse, der ikke er
smertefri.
I den første læsning idag hørte vi om Jakob, som møder Gud i vadestedet mellem
mørke og morgengry. De kæmper, og Jakob vil ikke give slip. Jakobs afsked var en
knugende, tryglende, insisterende ikke-afsked. En kommunikation så nær, så han
rørte ved Gud selv. ”Jeg slipper dig ikke. Ikke før du velsigner mig.” Det var et
afgørende møde i Jakobs liv. Og da han gik derfra var det både med velsignelse og en
dårlig hofte. Den dårlige hofte blev et tegn på, at mødet med Gud i vadestedet ikke
var ligegyldigt. Den dårlige hofte var et tegn han bar med sig resten af sit liv. ”Jeg
slipper dig ikke før du velsigner mig”. ”Så velsignede han ham dér” lyder det. ”Og da
han gik derfra haltede han på grund af hoften.”
Som Jakob har det med sin Gud, sådan har jeg det også med teksten fra det nye
testamente. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” siger jeg til teksten og bider
mig fast. For det er en tekst, der kan være svær at forstå. Den er ikke håndgribelig og
kropslig som Jakobs møde med Gud i vadestedet var det. Den peger os et andet sted
hen. Frem mod håbet om en anden talsmand, Helligånden. Frem mod håbet om at der
er en vej at gå, også på den anden side af det uforklarlige. Også på den anden side af
den smertefulde afsked.
I enhver meningsfuld afsked, smertelig eller glædelig, kan der være gemt en ny fylde.
En velsignelse fra alt det gode vi mødte, og som vi nu må går videre fra, ud i det liv,
der ligger foran. Det kan være skræmmende at gå videre ud i det ukendte. Disciplene
3

havde ikke længere den konkrete, fysiske person Jesus iblandt sig. Fra nu af bandt et
andet gudsnærvær dem sammen og bandt dem til hinanden.
Jeg bider mig fast i at den meningsfulde afsked er mulig. Den meningsfulde afsked
sender os ud i livet og ud i verden igen. Den sender os ud med velsignelsen fra det, vi
mødte. Med en lille knugen i maven og en klump i halsen.
Angst og fuld af forventning går jeg ind i den nye dag.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Far, søn og Helligånd
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed
Amen
4
Amen