Torben Møller Hansen

Torben Møller-Hansen, Foreningen Ny-dansker, talepapir
5. april 2005
Vi skal skabe 25.000 nye arbejdspladser til flygtninge og indvandrere de kommende år, ellers
hænger statsbudgettet ikke sammen.
Det kan ske på 3 måder.
• Vi kan håbe på højkonjunktur. Således, at der med de nuværende erhvervsforhold, bliver
flere arbejdspladser til følge.
• Vi kan gøre en målrettet indsats for at gøde interessen og vækstforholdene for innovation,
iværksætteri, således at de gode ideer bliver til arbejdspladser.
• Vi kan ændre på de rammefaktorer der skaber de nuværende rentabilitets beregninger på
arbejdskraft. Der ligger masser af service opgaver og venter, og i enhver mindre provinsby i
DK er der kilometervis af stakitter der trænger til maling – det er potentielle
arbejdspladser.
I de 6 år jeg har været Direktør i Foreningen Nydansker er tallet blevet nedgraderet hvert år, og det
er ikke fordi vi har succes med integrationen på arbejdsmarkedet. Bare spørg OECD. Andelens af
nydanskere i beskæftigelse går p.t. den gale vej.
Ambitionerne sænkes løbende, fordi ingen er villige til at tage ansvar for at bryde med de reelle
barrierer. Manglende efterspørgsel blandt mange virksomhederne på nydanskernes arbejdskraft på
de nuværende præmisser, og frihed til ikke at gøre det.
Der er iværksat en uendelig række mindre initiativer, men de har ikke gjort den forskel, de blev sat
i verden for.
Så stedet for at opgradere virkemidlerne, så sænker vi ambitionerne og kravene til de ansvarlige.
Det betyder ikke blot, at et stort antal nydanskere belaster vores velfærdssystem, selvom de
sagtens kunne udføre en god dags arbejde
Det betyder ligeledes, at de på mange måder kommer til at leve et ledig liv, der marginaliserer dem
og deres familier. I forhold til bolig, omgangskreds og fritidsliv m.m.
De sidste 10 år har gensidige beskyldninger, fordomme og frygt gjort fronterne skarpere, om end
de eksempler efterhånden er ved at få vendt billedet igen.
Der findes naturligvis en masse nuancer i dette sort/hvide billeder, men vi har konstrueret den
Catch22 som nydanskerne sidder fast i. Homogene arbejdspladser, høj uddannelse, høj løn og høj
social sikkerhed.

Syd for Hamborg, i Holland og mange andre lande vi sammenligner os med er det stadigt normalt
med hjemmegående husmødre. I Danmark har vi indrettet det således, at begge parter er på
arbejdsmarkedet. Vi betaler en høj skat, og får børn og ældre passet af velfærdssamfundet. Selv en
somalisk kvinde med 5 børn, og nul uddannelse skal være til rådighed for arbejdsmarkedet.
Hvis man i utilitaristisk målestok havde kunne regne ud, hvor meget ulyst denne ubalance i
arbejdsliv har skabt i den danske nations ”andet liv” så vil vi udregne enorme summer.
Manglende integration på arbejdsmarkedet er at sammenligne med en stor modbydelig ondartet
kræftknude på en ellers stolt nation.
Fakta er at der bliver betragteligt flere ældre i de kommende år.
Ingen ved hvilke konsekvenser det får for vores samfund?
Hvordan påvirker det national politik, at ethvert parti i folketinget når udgiftpakker og milde
finanslovgaver skal fordeles er nødt til at tilpasse deres politik til +50 generationen, fordi ingen vil
kunne danne regering uden deres stemmer. Ældresagen bliver Danmarks største interesse
organisation.
Hvis det skal finansieres, så skal alle kapaciteter i lønnet arbejde mellem 16 og 56 år. Og de skal
være super effektive.
Det betyder at familielivet begrænses, da effektivitet i virksomheden oftest er lig med fleksibilitet i
virksomhedens favør (mødetider, geografi, teknologi og samarbejdsrelationer).
Man pendler fleksibelt længere til netop den arbejdsplads der passer til vores viden, afleverer
børnene i netop den institution er passer til deres behov, medtager i stigende grad arbejdet on/off i
fritiden via fleksibel teknologi, og tilpasser sig løbende nye arbejdssammenhænge.
Det betyder, at familiens koordinationsbehov stiger. Mindre tid til at forberede god mad, mindre
tid til motion, mindre tid til samvær med ældre familiemedlemmer der ikke bor i nærheden, mindre
tid til at vedligeholde bolig m.m. Samtidigt stiger fokus og behov for erkendte integrerede
individuelle valg.
Alternativt kan, hvis man er dansk familie, være, at begge træder på arbejdsmarkedet, til fleksible
ansvarsintegrerede jobs, mens behov for mad, rengøring, motion, samvær med familien og
vedligeholdelse af ejendommen nedprioriteres eller dækkes i absolut nødvendigt omfang via indkøb
af sort SERVICE arbejdskraft.
Der er udfordringerne.