Det tog 25 år

More documents

Recommendations

Info

fremskridt. Men der mangler en handlekraftig erkendelse af, at dette problem spreder store ringe i vandet, og at der skal udvikles nye virkemidler til for at kunne dæmme op for det. Når jeg i dag tænker tilbage, så er det mig en gåde, hvordan alle i min barndom har kunnet undgå at opdage det. Jeg mindes sådan set ikke, at der var noget egentlig hemmelighedskræmmeri deri. Jeg troede, at det var almindeligt, at man nærmest kunne se det på mig. Jeg nåede at blive 30 år uden at blive istand til at sætte ordet incest på det. Og først da jeg blev istand til det, dæmrede det for mig, at dette vist endda var temmelig strafbart. Det forjættede land En længsel groede frem igennem min barndom, et stadigt dybere suk efter at komme væk hjemmefra. Der var intet billede af, hvad det skulle føre til, eller hvornår og hvordan det kunne blive muligt. Der var ikke knyttet drømme eller fantasier dertil. Der var bare tanken om at komme væk. Min far fandt det morsomt at vise et billede af mig som lille, omkring 2 år gammel, hvor de havde tøjret mig til et tørrestativ, som en anden hund, fordi jeg ville løbe væk. Det husker jeg ikke. Men jeg husker spændingen ved at følge efter en bus på min trehjulede cykel. Jeg husker fryden over farten nedad en lang bakke. Og jeg husker, hvordan cyklen kom om i bagruden af politibilen, som kørte mig hjem. Min far fortalte mig også om, hvordan de hjalp mig med at pakke en lille kuffert. Der var jeg vist 4 eller 5 år gammel. Så lukkede de mig ud, men kort efter kom jeg tilbage. Det morede ham også. Det husker jeg heller ikke. Men jeg husker den stærke fornemmelse af, at hvis jeg bad om at låne et reb til at hænge mig i, så ville de også finde det morsomt at låne mig det. Min mor sørgede helt uopfordret for at informere mig om en dreng på min alder, som tog sit liv, fordi har var vred på sine forældre. Og hun sørgede for at fortælle mig præcist, hvordan han havde gjort det. Mine tanker om det var: Jeg vil da ikke dø, bare væk. Da var jeg omkring 11 år. Som 15-årig var jeg til demissionsfest i folkeskolen. Rektor holdt en tale, og vi fik udleveret eksamensbeviser. Da gik det op for mig, at sådan set behøvede jeg ikke at gå i skole mere, det var muligt for mig selv at vælge at gøre noget andet. Nu sluttede tiden i den folkeskole, hvor jeg havde gået alle hverdage i 9 år, og stort set aldrig været syg. Det var lidt som at flytte hjemmefra. Det forjættede land nærmede sig. Men det var blevet bestemt, at jeg skulle på gymnasiet, og det havde alligevel min nysgerrighed. Det viste sig, at på gymnasiet slap man for den skrigende hob i skolegården. Ingen stjal dine ting, for at løbe hujende afsted med dem. Ingen skød bolde i hovedet på dig. Ingen tikkede om lov til at skrive af efter dig, og der var ingen tøseintriger. Gymnasiet var slet ikke en skole, men et studiemiljø. Lærerne var ikke opdragere, men faglige undervisere. De var heller ikke barnepiger, der var ikke noget kompagniskap mellem dem og mine forældre. Men samtidig var der forståelse for, at vi
var unge og havde behov for støtte i processen med at finde vore egne ben at stå på. Jeg sugede til mig som en tør svamp, og det forjættede land kom tæt på. Det var blevet bestemt, at jeg skulle på matematisk linje, på et gymnasium, hvor man kunne blive musikmatematisk student. Den beslutning havde jeg vist ikke haft meget med at gøre. Min mor fik almindeligvis lov til at bestemme, hvad hun ville, for husfredens skyld. Men det blev min erfaring, at 3 af hovedfagene; fysik, matematik og musik, voldte mig besvær. Med lidt støtte fra en studievejleder traf jeg den beslutning at starte forfra efter afslutningen af 1. g, og blive sproglig student i stedet for. Sprog var så meget nemmere. Der var intet uforståeligt deri. Man skulle bare hænge i og øve sig. En stor procentdel af de studerende kom fra folkeskolens 10. klasse, så jeg var stadig iblandt jævnaldrende. Så blev det sjovt og spændende at gå på gymnasiet. Der var også interessante ting at deltage i udenfor undervisningen. Studiekredse, som alle kunne oprette, og morgensamlinger, hvor andre elever underholdt. Men for min mor var det ikke til at komme over, at jeg sådan selv havde truffet en beslutning i mit eget liv, og sat hende ud af spillet, så hun mistede kontrollen. Hun havde altid lavet scener derhjemme. Men det havde altid været over tilfældige bagateller, og det handlede bare om ikke at være lige i nærheden. Hvis man var i nærheden af hende, når hun fik et anfald, så haglede det med personligt sårende bemærkninger og beskyldninger. Men hvis man ikke var lige i nærheden, så kunne anfaldet nemt gå over, uden at der skete dig noget. Hun gav udtryk for at være stolt af sine anfald, fordi hun mente, at de hjalp hende til ikke at bære nag. Men da jeg tog mit liv fra hende, så blev al hendes frustration, hidsighed og bitterhed vendt målrettet imod mig. Jeg begyndte at få voldsom hovedpine, og kunne ikke koncentrere mig om studierne. Gennem flere samtaler med en ny studievejleder, nåede den erkendelse mig, at problemerne kom hjemmefra, og at jeg ikke havde mulighed for at ændre på det. Det var ikke muligt for mig at få en økonomi til at hænge sammen. S.U. var dengang afhængig af forældres indkomst, så jeg kunne ikke få noget af betydning. At flytte hjemmefra blev på bekostning af gymnasietiden samt alle de fritidsinteresser, som mine forældre betalte for mig. Men hvad nyttede det, når jeg alligevel ikke kunne koncentrere mig. Og studentereksamen kunne jeg godt få senere. Da jeg så flyttede, 17 år gammel, så kom det store chok. Jeg var slet ikke rustet til at klare mig selv. Der var så meget, jeg ikke havde fået lært, også nogle helt basale ting. Jeg manglede ord og begreber, kunne slet ikke fatte, hvad det var, der skulle læres, udover selv at sørge for sin husholdning. Tanker og følelser blev kaotiske, en ubeskrivelig forvirring opstod, en dyb krise. Jeg overvejede ikke, om jeg skulle begå selvmord. Jeg tænkte kun på, hvordan det skulle gøres. Der var ingen tvivl. Min eneste drøm var gået i opfyldelse. Jeg havde nået det forjættede land, og så var det et helvede. Det var ikke for at lave en demonstration, eller et råb om hjælp. Jeg var helt bevidst om den naturlige panik, som ville komme i sidste øjeblik, og det måtte bare ikke mislykkes. I 4 måneder grublede jeg over forskellige metoder. Men ligegyldigt, hvordan jeg ville bære mig ad, så ville det gå ud over nogen, og det var sådan set ikke meningen.
Page 1: Det tog 25 år Lidt forhistorie En
Page 5 and 6: Historien gentager sig I min barndo
Page 7 and 8: Nu tænker jeg 25 år tilbage, og s

Det tog 25 år

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?