Det tog 25 år

Det tog 25 år
Lidt forhistorie
En kvinde blev gift og fik nogle børn. Manden var sygelig jaloux, kom hjem
fra arbejde for at se, om hun havde elskere på besøg, og derfor blev hun skilt. Dette var i
en tid, hvor det var skamfuldt for en kvinde at blive skilt, og vanskeligt for en enlig mor at
klare sig økonomisk.
Men kvinden havde denne sjældne egenskab at få noget godt ud af livet og
være noget for sine omgivelse på trods af fattigdom og en vanskelig situation. Hun havde
noget livsvisdom i sin Gudstro og sin næstekærlighed. Da en af hendes døtre blev gift,
viste det sig, at manden drak. Hun bad datteren vælge imellem skilsmisse og ægteskab i
stedet for selvmedlidenhed.
Datteren valgte ægteskabet, og fik det til at fungere nogenlunde sammen med
manden. Han tillod sig et ret stort alkoholforbrug, men dog ikke større end at familien
kunne eksistere økonomisk. Dog kom der til at foregå et eller andet seksuelt uterligt i
forhold til deres ældste pigebarn. Moderen fik det stoppet. Men dette var i en tid, hvor der
ikke var andet end fordømmelse at hente i sådanne sager, så pigebarnet fik ingen hjælp.
Pigen voksede op og blev en voksen kvinde. Hun var usædvanligt intelligent,
hvis det kom an på IQ. Men hendes følelsesmæssige intelligens var nærmest som en pige
på to år. En ganske farlig cocktail. Hun fandt sig en mand, som var søn af en kvinde, som
før sit ægteskab havde fået en datter ved en voldtægt. Forbryderen var blevet dømt, og
havde hængt sig i fængslet.
De to blev gift og fik først en søn, så en datter og siden endnu en datter. Ikke
lang tid efter den første datters fødsel fik moderen et nervesammenbrud. Men hun fik
stadig ikke nogen hjælp. Hun mente i øvrigt også, at det var hendes mor, der led af sygelig
jalousi, ligesom hendes morfar havde gjort, og hun forgudede sin fordrukne far.
Sådan der omkring begyndte min incesthistorie. Dette var i en tid, hvor den
smule, som dog blev sagt om incest, ikke just handlede om følgerne deraf. Der var
psykiatere, som uden at blinke hævdede, at børn var forførende. Der var psykologer, som
fremhævede stammefolk, der lod drengebørn sutte mændenes penis og spise deres sæd,
idet de anså det for at være til gavn for drengene. Det var en tid, hvor alle normer for
seksuel adfærd, blev angrebet.
Incest år 2007
Meget har ændret. I dag taler man både om incest og om følgerne af incest.
Man forsøger faktisk at gøre noget ved det i offentlig regi. Der findes frivillige
organisationer rundt om i landet, hvis formål er at tale med incestramte. Og der er faktisk
en beskeden mulighed for, at incestramte får den nødvendige psykologhjælp.
I dag afsløres der sager om incest, om end mørketallet stadig er meget stort.
Mange mennesker finder disse afsløringer forfærdelige. Jeg ser dem som et stort

fremskridt. Men der mangler en handlekraftig erkendelse af, at dette problem spreder
store ringe i vandet, og at der skal udvikles nye virkemidler til for at kunne dæmme op for
det.
Når jeg i dag tænker tilbage, så er det mig en gåde, hvordan alle i min
barndom har kunnet undgå at opdage det. Jeg mindes sådan set ikke, at der var noget
egentlig hemmelighedskræmmeri deri. Jeg troede, at det var almindeligt, at man nærmest
kunne se det på mig. Jeg nåede at blive 30 år uden at blive istand til at sætte ordet incest
på det. Og først da jeg blev istand til det, dæmrede det for mig, at dette vist endda var
temmelig strafbart.
Det forjættede land
En længsel groede frem igennem min barndom, et stadigt dybere suk efter at
komme væk hjemmefra. Der var intet billede af, hvad det skulle føre til, eller hvornår og
hvordan det kunne blive muligt. Der var ikke knyttet drømme eller fantasier dertil. Der
var bare tanken om at komme væk.
Min far fandt det morsomt at vise et billede af mig som lille, omkring 2 år
gammel, hvor de havde tøjret mig til et tørrestativ, som en anden hund, fordi jeg ville løbe
væk. Det husker jeg ikke. Men jeg husker spændingen ved at følge efter en bus på min
trehjulede cykel. Jeg husker fryden over farten nedad en lang bakke. Og jeg husker,
hvordan cyklen kom om i bagruden af politibilen, som kørte mig hjem.
Min far fortalte mig også om, hvordan de hjalp mig med at pakke en lille
kuffert. Der var jeg vist 4 eller 5 år gammel. Så lukkede de mig ud, men kort efter kom jeg
tilbage. Det morede ham også. Det husker jeg heller ikke. Men jeg husker den stærke
fornemmelse af, at hvis jeg bad om at låne et reb til at hænge mig i, så ville de også finde
det morsomt at låne mig det.
Min mor sørgede helt uopfordret for at informere mig om en dreng på min
alder, som tog sit liv, fordi har var vred på sine forældre. Og hun sørgede for at fortælle
mig præcist, hvordan han havde gjort det. Mine tanker om det var: Jeg vil da ikke dø, bare
væk. Da var jeg omkring 11 år.
Som 15-årig var jeg til demissionsfest i folkeskolen. Rektor holdt en tale, og vi
fik udleveret eksamensbeviser. Da gik det op for mig, at sådan set behøvede jeg ikke at gå
i skole mere, det var muligt for mig selv at vælge at gøre noget andet. Nu sluttede tiden i
den folkeskole, hvor jeg havde gået alle hverdage i 9 år, og stort set aldrig været syg. Det
var lidt som at flytte hjemmefra. Det forjættede land nærmede sig.
Men det var blevet bestemt, at jeg skulle på gymnasiet, og det havde alligevel
min nysgerrighed. Det viste sig, at på gymnasiet slap man for den skrigende hob i
skolegården. Ingen stjal dine ting, for at løbe hujende afsted med dem. Ingen skød bolde i
hovedet på dig. Ingen tikkede om lov til at skrive af efter dig, og der var ingen
tøseintriger.
Gymnasiet var slet ikke en skole, men et studiemiljø. Lærerne var ikke
opdragere, men faglige undervisere. De var heller ikke barnepiger, der var ikke noget
kompagniskap mellem dem og mine forældre. Men samtidig var der forståelse for, at vi

var unge og havde behov for støtte i processen med at finde vore egne ben at stå på. Jeg
sugede til mig som en tør svamp, og det forjættede land kom tæt på.
Det var blevet bestemt, at jeg skulle på matematisk linje, på et gymnasium,
hvor man kunne blive musikmatematisk student. Den beslutning havde jeg vist ikke haft
meget med at gøre. Min mor fik almindeligvis lov til at bestemme, hvad hun ville, for
husfredens skyld. Men det blev min erfaring, at 3 af hovedfagene; fysik, matematik og
musik, voldte mig besvær.
Med lidt støtte fra en studievejleder traf jeg den beslutning at starte forfra
efter afslutningen af 1. g, og blive sproglig student i stedet for. Sprog var så meget
nemmere. Der var intet uforståeligt deri. Man skulle bare hænge i og øve sig. En stor
procentdel af de studerende kom fra folkeskolens 10. klasse, så jeg var stadig iblandt
jævnaldrende.
Så blev det sjovt og spændende at gå på gymnasiet. Der var også interessante
ting at deltage i udenfor undervisningen. Studiekredse, som alle kunne oprette, og
morgensamlinger, hvor andre elever underholdt. Men for min mor var det ikke til at
komme over, at jeg sådan selv havde truffet en beslutning i mit eget liv, og sat hende ud af
spillet, så hun mistede kontrollen.
Hun havde altid lavet scener derhjemme. Men det havde altid været over
tilfældige bagateller, og det handlede bare om ikke at være lige i nærheden. Hvis man var
i nærheden af hende, når hun fik et anfald, så haglede det med personligt sårende
bemærkninger og beskyldninger. Men hvis man ikke var lige i nærheden, så kunne
anfaldet nemt gå over, uden at der skete dig noget. Hun gav udtryk for at være stolt af
sine anfald, fordi hun mente, at de hjalp hende til ikke at bære nag.
Men da jeg tog mit liv fra hende, så blev al hendes frustration, hidsighed og
bitterhed vendt målrettet imod mig. Jeg begyndte at få voldsom hovedpine, og kunne ikke
koncentrere mig om studierne. Gennem flere samtaler med en ny studievejleder, nåede
den erkendelse mig, at problemerne kom hjemmefra, og at jeg ikke havde mulighed for at
ændre på det.
Det var ikke muligt for mig at få en økonomi til at hænge sammen. S.U. var
dengang afhængig af forældres indkomst, så jeg kunne ikke få noget af betydning. At
flytte hjemmefra blev på bekostning af gymnasietiden samt alle de fritidsinteresser, som
mine forældre betalte for mig. Men hvad nyttede det, når jeg alligevel ikke kunne
koncentrere mig. Og studentereksamen kunne jeg godt få senere.
Da jeg så flyttede, 17 år gammel, så kom det store chok. Jeg var slet ikke rustet
til at klare mig selv. Der var så meget, jeg ikke havde fået lært, også nogle helt basale ting.
Jeg manglede ord og begreber, kunne slet ikke fatte, hvad det var, der skulle læres, udover
selv at sørge for sin husholdning. Tanker og følelser blev kaotiske, en ubeskrivelig
forvirring opstod, en dyb krise.
Jeg overvejede ikke, om jeg skulle begå selvmord. Jeg tænkte kun på, hvordan
det skulle gøres. Der var ingen tvivl. Min eneste drøm var gået i opfyldelse. Jeg havde nået
det forjættede land, og så var det et helvede. Det var ikke for at lave en demonstration,
eller et råb om hjælp. Jeg var helt bevidst om den naturlige panik, som ville komme i
sidste øjeblik, og det måtte bare ikke mislykkes.
I 4 måneder grublede jeg over forskellige metoder. Men ligegyldigt, hvordan
jeg ville bære mig ad, så ville det gå ud over nogen, og det var sådan set ikke meningen.

Den eneste metode, som ville due, kunne være noget med at indtage et stof, som virkede
meget hurtigt, og så sende et brev til nogen, så ingen skulle overraskes af at finde et lig.
Men så skulle jeg opsøge noget viden, og så kunne det nemt opdages, før det var for sent.
Mine grublerier førte til en bevidst opfattelse af selvmord, som noget ondt,
både imod mig selv og imod andre. Det ville blive svært at skåne alle andre for chok og
plagsomme tanker, hvis jeg tog mit eget unge liv. Panikken i dødskampen, som ville
komme, vidnede vel også om, at der var noget i mig, som stadigt ønskede at leve.
Min personlige tro på Gud hjalp mig. Det blev min overbevisning, at Gud
havde skabt livet for at det skulle leves, og derfor havde jeg en pligt til at få det bedste ud
af det, alle odds til trods. Min længsel efter at komme hjemmefra, min tro på, at det var
muligt, min tro på det forjættede land, kom trods alt af en tro på Guds eksistens.
Det var en tro på noget, en form for personlighed, som var udenfor mig, som
ville mig noget, og som var en modsætning til det mine forældre ville. Den tro kom af en
oplevelse, som jeg havde haft som 3-årig eller deromkring, sandsynligvis ved en
juletræsfest i en søndagsskole eller noget i den retning. Det var én af de meget få ting, som
jeg turde huske fra min barndom:
Der var en kvinde, som spillede på harmonium. Jeg stod og betragtede hende
helt overvældet af tanken: “Her er Gud!” Om det var, fordi vi sang om Gud, om det var
p.g.a. noget, der blev sagt, om der var en særlig skønhed over musikken, eller hvad der
gjorde det, vidste jeg ikke længere som 17-årig. Men jeg troede stadig på det.
Så var der en medarbejder ved juletræsfesten, som trak mig ud af mine tanker
og ind i en eller anden aktivitet. Tilbagevendt til det sted, hvor mine forældre opholdt sig
imens, fik jeg en ganske anden tanke at undre mig over: “Far og mor kan ikke lide Gud!.”
Måske havde stedet noget med Indre Mission at gøre, og måske havde de nogle negative
oplevelser med eller fordomme imod denne bevægelse. Det vidste jeg heller ikke længere
som 17-årig.
For det lille 3-årige barnesind, der udforskede verden omkring sig, blev
problemstillinger som disse simplificeret, så de passede til barnets erfaringsniveau. Jeg
havde netop opdaget Gud. Mine forældre kunne ikke lide det, som foregik, hvor Han var.
Og konklusionen lå lige for.
Siden havde jeg søgt efter denne Gud. Når muligheden havde budt sig for at
komme i søndagsskole og lære derom, så havde jeg grebet chancen begærligt. Da jeg
havde fået en gammel børnebibel af min bedstemor, havde jeg skattet den højt, og læst
den fra side et og frem, lidt hver dag. Men Gud havde skuffet mig ved min konfirmation.
Det havde været en plat oplevelse. Så jeg havde også været sur på Gud.
Mit liv som 17-årig virkede så kompliceret, at det var helt uoverskueligt. Det
virkede faktisk ondt at kræve af mig, at jeg skulle leve det. Men det kunne jo være, at Gud
trods alt havde skabt livet for noget godt og ville hjælpe mig med at leve det. Jeg valgte at
tro på, at der stadig var et forjættet land, et liv værd at leve. Og jeg fandt det. Men der kom
til at gå 25 år, før det endeligt brød helt igennem.
Det var de 25 år af et menneskeliv, hvor de fleste her i landet skaber karriere,
etablerer sig og får familie. Det forsøgte jeg også på. Men årene blev fortæret af den
evindelige længsel efter noget skrigende nødvendigt, som var et eller andet diffust, som
forsvandt engang i løbet af barndommen.

Historien gentager sig
I min barndom var det lykkedes for min intelligente mor at dominere mig i en
sådan grad, at jeg havde måttet snyde mig til at tænke mine egne tanker. Hun havde
kunnet bruge incesten til at prøve på at bearbejde sin egen smerte og til at knytte mig til
sig således, at hun havde kunnet leve sit liv igennem mig.
Da jeg selv tog over som 17-årig, så lykkedes det hende at smide mig ud
hjemmefra. Det lykkedes hende med sin viden som sygeplejerske, at få det til at se ud som
om, at en sygdom tog hendes datter, og det var da meget synd for hende, syntes hun. Der
var ikke nogen sygdom dengang. Der var ubearbejdede traumer og en krise, som hun
skubbede mig ud i. Men hendes tilsløring af sandhed blev som en selvopfyldende profeti.
Senere kom historien på en måde til at gentage sig. Men anden gang blev det
en helt anden oplevelse. Det blev en oplevelse af at få et løfte opfyldt. Løftet fik jeg engang
i mine forældres hus, i det værelse, hvor jeg havde boet i 12 år fra 5 års alderen af, og hvor
selv havde været vidne til, hvordan gulvet i sin tid var blevet lagt.
Løftet kom til mig omkring det tidspunkt, hvor jeg flyttede hjemmefra. Imens
jeg var ifærd med at støvsuge, kom der en tilskyndelse til at lægge mig på sengen. Det gav
lidt forundring, fordi jeg ellers aldrig lagde mig om dagen. Jeg var ikke træt, men adlød
alligevel tilskyndelsen. Der så jeg noget som i en drøm men uden at sove.
Jeg så mig selv som ganske lille, stå foran vinduet i værelset, ikke høj nok til at
nå vindueskarmen. Så gjorde jeg i synet et spring, hoppede op og greb fat i vindueskarmen.
Herefter samlede jeg mine kræfter til det yderste, og trak mig selv op for at se ud
ad vinduet. Så hang jeg en tid der med overkroppen lænende på vindueskarmen, men
gled så umærkeligt ned igen.
Jeg holdt dog stadig fast med hænderne, og kiggede mod gulvet for at hoppe
ned igen. Der var et bundløst og kulsort mørke nedenunder mig. Ned kunne jeg således
ikke komme, og der var heller ikke kræfter til at hive mig selv op igen. Så hang jeg bare
der.
Så kom der ligesom en kraft og hjalp mig op, helt op at stå i vindueskarmen,
og ud fra vinduet gik der nu en gylden vej, og jeg tog det første skridt ud i verden. Så
sluttede synet, og jeg tog det, som en hilsen fra Gud. Dette syn var som et løfte om et liv
værd at leve, og det var til stor trøst for mig i de mange besværlige år, som er fulgt efter.
I de mellemliggende 25 år kom jeg til at bo mindst 25 forskellige steder: Et par
steder i Nørresundby, mange steder i Ålborg, et sted ikke langt fra Randers, nogle steder i
Århus, et sted i nærheden Vejle, et sted i Kolding, flere steder både i Storkøbenhavn og i
England samt et sted i Skotland.
Jeg kom til Grindsted for at hjælpe en nær ven, som havde et hus, som ikke
lige kunne sælges. Min ven var i krise og var deprimeret, så hus og have var blevet
grundigt forsømt. Selv havde jeg en bil, fordi de sidste par af mine bosteder havde været
ude på landet. Således kom jeg til bo i et parcelhuskvarter med bil i indkørslen, ligesom
hos mine forældre, og kom til at passe hus og have.
Det havde altid været mig imod at bo på denne måde, da det mindede mig
om mine forældres verden. Min ven så sit hus, som årsagen til alle sine problemer. Jeg

troede på det, og ville gerne hjælpe med at få huset solgt. Der var meget arbejde at tage fat
på, men det viste sig jo at være ganske sjovt, og efterhånden gik det op for mig, at et hus i
et parcelhuskvarter jo bare var en bygning, hvor man kan gøre, hvad man ville. Dette var
en vældigt lægende oplevelse.
Det gik også mere og mere op for min ven, at huset ikke var problemet. Men
huset havde været en kærkommen måde på at få sine personlige problemer projiceret væk
fra sig selv. Så efterhånden som den mulighed forsvandt, så blev det mig, der var
problemet i stedet for, ligegyldigt hvad jeg gjorde. Min ven begyndte at opføre sig ligesom
mig mor havde gjort 25 år tidligere, og jeg måtte flytte for mig selv.
Således gentog historien sig. Men denne gang var det en helt anden oplevelse.
Denne gang medførte det refleksion i stedet for krise. Jeg havde i min ven set noget af mig
selv, var igennem venskabet blevet konfronteret med min egen ungdom igen. Jeg havde i
et andet menneske mødt de samme indre konflikter, den samme mangel på basale
færdigheder, og den sammen sejlivede stædighed. På den måde blev den enorme forskel
på dengang og 25 år senere ret så tydelig.
Vi var jævnaldrende, der var kun 25 dages forskel på os i alder, men de
samme problemerne havde fået forskelligt ansigt i hver vores liv. Min ven havde udviklet
tendens til depression, misbrug og måtte kæmpe for ikke at ende i kriminalitet. Jeg havde
udviklet tendens til manisk arbejdsomhed, fortrængning og måtte kæmpe for ikke at blive
sindssyg.
En meget grundlæggende forskel på os handlede om måden på at forholde sig
til behov. Ultimativt ville man dø, hvis man ikke fik nogen af sine behov dækket. Når man
oplevede at være født for andres behov, og oplevede det som at blive holdt i live for deres
skyld, så måtte man kæmpe, hvis man ville leve.
Jeg gjorde det i min ungdom ved at glemme mine egne behov og forsøge at
dække andres behov i håb om, at nogen gjorde gengæld. Min ven gjorde det sammen ved
at lukke sig om sine egne behov og fjerne forestillingen om andres behov helt fra
bevidstheden, nogle kalder dette for psykopati, eller en krænkermentalitet.
25 år er lang tid
Det er i dag min påstand, at hvis man ikke får fat i de unge incestramte og
hjælper dem med at få lært de basale ting, som de ikke fik lært hjemmefra, så vil det gå ud
over dem selv, gå ud over deres omgivelser og belaste sundhedsvæsenet.
Incestramte kan siges at have en form for kultur, der ikke har med etnisk
baggrund at gøre, og derfor behøver for sit eget integrationsprogram. Og dog er der netop
tale om mennesker med en formidabel evne til at integrere sig. Man kunne tale om en
skyggekultur, som kan blive en skygge af hvad som helst. Deri ligger er en stor fare, men
også et stort potentiale.
Denne bog kan ses som et debatindlæg, eller som et opråb til den almindelige
befolkning. Men den er også et forsøg på at bringe lidt kreativ tænkning ind i et område,
hvor man næsten kan traumatisere folk, bare ved at sige ordet inc…!

Nu tænker jeg 25 år tilbage, og stiller disse spørgsmål til erindringerne om mit
eget liv: Hvordan er det gået til, at følger af incest har fået lov til at fortære min ungdom?
Hvorfor er der gået så lang tid med at finde frem til at lære så enkle og basalt nødvendige
livsfærdigheder? Hvad skulle have været anderledes, for at det var undgået?
Svarene kunne måske hjælpe andres proces til at blive mindre smertefuld og
mindre omkostningsfuld. Disse spørgsmål er ikke lette at svare på, men forsøget skal
gøres. Svarene kunne måske bringe nogle idéer frem, der kunne hjælpe nogle unge
incestramte af idag.
Det ville selvfølgelig også være godt at gøre noget for børnene. Men det er
knap så let. Unge kan lære at tage vare på sig selv, det kan børn ikke. Og dette system med
at anbringe forældrene i fængsel og børnene et andet sted. Det kan jeg ikke tro på er godt.
Jeg kender flere voksne, der som børn har været anbragt uden for hjemmet, og
som også er incestramte. Problemerne i kølvandet på anbringelsen er så store, at det ikke
levner megen plads til at få gjort noget ved incestproblematikken.
Børnene
Men en afgørende faktor er den generelle indstilling til fænomenet incest. Når
jeg tænker mig tilbage til barndommen, så fremstår der en længselsfuld drøm i mit indre.
Det er en drøm om, at folkesjælens havde en anden måde at takle fænomenet incest på.
Her i vestens forbrugersamfund findes der et væld af indkøbscentre,
stormagasiner og kæmpe selvbetjeningsbutikker, der bugner af varer. Tyveri er en skidt
ting, en omkostning på forretningernes budgetter, som får varernes pris til at stige. Tyveri
er kriminelt, og det hører i princippet til politiets opgaver at opklare tyverier.
Men på den anden side set, så har forretningerne måske et moralsk ansvar.
Dette væld af indbydende varer! Kan det betyde noget, hvis jeg tager nogle småting?
Reklamer giver nærmest varerne et sprog, og de siger: Køb mig, køb mig, køb mig. Men
hvis du nu ikke har penge, så er det måske i orden at tage lidt?
Politiet har ingen rimelig mulighed for at hindre butikstyveri. Men hvis der
ikke gøres noget for at hindre det, hvis alle ved, at man kan tage uden risiko. Mon der så
ville være ret mange, der ikke stjal? Problemet løses med butiksdetektiver, som butikkerne
selv financierer, og som samarbejder med politiet.
Butiksdetektivernes opgave er ikke at retsforfølge og dømme nogen. Deres
opgave er at beskytte varernes pris ved at udpege kunder, som ikke betaler for deres
varer. Politiet finder så ud af, om der er begået noget kriminelt, og hvilken reaktion, som
er den rette overfor den konkrete kunde.
Det lever vi fint med. Det er i alles interesse, at der dæmmes op for
butikstyveri. Det går ud over alle, hvis varernes pris sættes op, og vi vil ikke af med
selvbetjeningsbutikkerne. Men der er vel næppe nogen, som dæmoniserer butikstyve. Det
er bare svage sjæle, som bliver fristet af de overvældende mange fristelser. Og der er vel
heller ingen, der forestiller sig, at fænomenet kan udryddes. Der vil altid være svage sjæle,
som skal hjælpes på ret spor.

Tænk hvis den samme indstilling var almindelig i forhold til incest. Der vil
altid være svage sjæle, som forgriber sig på børn. Der er en omkostning ved den store
personlige frihed, som vi alle nyder godt af i vesten, dette minimum af social kontrol.
Bland dig hellere uden om! Der er den omkostning, at incestuøse overgreb nemt kan finde
sted, og faktisk vil finde sted.
Incestforbrydere er ikke umenneskelige dæmoner. Men de skaber nogle store
og dyre problemer, som det må være i alles interesse, at der gøres noget ved. Vi ønsker
ikke friheden indskrænket. Men der kan kun dæmmes op for incest, hvis dets eksistens og
udbredelse erkendes, og bliver en del af folkesjælen.
Tænk hvis man turde ansætte incestdetektiver. Deres opgave ville ikke være
at retsforfølge eller at dømme nogen. Deres opgave ville ikke være at bevise noget. Deres
opgave skulle være at finde børn og unge, som holder på skadelige hemmeligheder, og
give dem et frirum, hvor hemmeligheder trygt kan siges. Så kan andre tage sig af de svage
sjæle, om nødvendigt.
De ville fungere som sjælelige sygeplejersker, der renser og forbinder sår, så
der ikke går betændelse, råd og koldbrand deri. Det ville forhindre mange sjælelige
amputationer, som indirekte forårsager mange alvorlige sygdomme, og svære lidelser.
Men dette kan ikke lade sig gøre, så længe folkesjælen hellere vil skære nosserne af….!
Eller på anden måde forestille sig incest væk.