Det tog 25 år

More documents

Recommendations

Info

troede på det, og ville gerne hjælpe med at få huset solgt. Der var meget arbejde at tage fat på, men det viste sig jo at være ganske sjovt, og efterhånden gik det op for mig, at et hus i et parcelhuskvarter jo bare var en bygning, hvor man kan gøre, hvad man ville. Dette var en vældigt lægende oplevelse. Det gik også mere og mere op for min ven, at huset ikke var problemet. Men huset havde været en kærkommen måde på at få sine personlige problemer projiceret væk fra sig selv. Så efterhånden som den mulighed forsvandt, så blev det mig, der var problemet i stedet for, ligegyldigt hvad jeg gjorde. Min ven begyndte at opføre sig ligesom mig mor havde gjort 25 år tidligere, og jeg måtte flytte for mig selv. Således gentog historien sig. Men denne gang var det en helt anden oplevelse. Denne gang medførte det refleksion i stedet for krise. Jeg havde i min ven set noget af mig selv, var igennem venskabet blevet konfronteret med min egen ungdom igen. Jeg havde i et andet menneske mødt de samme indre konflikter, den samme mangel på basale færdigheder, og den sammen sejlivede stædighed. På den måde blev den enorme forskel på dengang og 25 år senere ret så tydelig. Vi var jævnaldrende, der var kun 25 dages forskel på os i alder, men de samme problemerne havde fået forskelligt ansigt i hver vores liv. Min ven havde udviklet tendens til depression, misbrug og måtte kæmpe for ikke at ende i kriminalitet. Jeg havde udviklet tendens til manisk arbejdsomhed, fortrængning og måtte kæmpe for ikke at blive sindssyg. En meget grundlæggende forskel på os handlede om måden på at forholde sig til behov. Ultimativt ville man dø, hvis man ikke fik nogen af sine behov dækket. Når man oplevede at være født for andres behov, og oplevede det som at blive holdt i live for deres skyld, så måtte man kæmpe, hvis man ville leve. Jeg gjorde det i min ungdom ved at glemme mine egne behov og forsøge at dække andres behov i håb om, at nogen gjorde gengæld. Min ven gjorde det sammen ved at lukke sig om sine egne behov og fjerne forestillingen om andres behov helt fra bevidstheden, nogle kalder dette for psykopati, eller en krænkermentalitet. 25 år er lang tid Det er i dag min påstand, at hvis man ikke får fat i de unge incestramte og hjælper dem med at få lært de basale ting, som de ikke fik lært hjemmefra, så vil det gå ud over dem selv, gå ud over deres omgivelser og belaste sundhedsvæsenet. Incestramte kan siges at have en form for kultur, der ikke har med etnisk baggrund at gøre, og derfor behøver for sit eget integrationsprogram. Og dog er der netop tale om mennesker med en formidabel evne til at integrere sig. Man kunne tale om en skyggekultur, som kan blive en skygge af hvad som helst. Deri ligger er en stor fare, men også et stort potentiale. Denne bog kan ses som et debatindlæg, eller som et opråb til den almindelige befolkning. Men den er også et forsøg på at bringe lidt kreativ tænkning ind i et område, hvor man næsten kan traumatisere folk, bare ved at sige ordet inc…!
Nu tænker jeg 25 år tilbage, og stiller disse spørgsmål til erindringerne om mit eget liv: Hvordan er det gået til, at følger af incest har fået lov til at fortære min ungdom? Hvorfor er der gået så lang tid med at finde frem til at lære så enkle og basalt nødvendige livsfærdigheder? Hvad skulle have været anderledes, for at det var undgået? Svarene kunne måske hjælpe andres proces til at blive mindre smertefuld og mindre omkostningsfuld. Disse spørgsmål er ikke lette at svare på, men forsøget skal gøres. Svarene kunne måske bringe nogle idéer frem, der kunne hjælpe nogle unge incestramte af idag. Det ville selvfølgelig også være godt at gøre noget for børnene. Men det er knap så let. Unge kan lære at tage vare på sig selv, det kan børn ikke. Og dette system med at anbringe forældrene i fængsel og børnene et andet sted. Det kan jeg ikke tro på er godt. Jeg kender flere voksne, der som børn har været anbragt uden for hjemmet, og som også er incestramte. Problemerne i kølvandet på anbringelsen er så store, at det ikke levner megen plads til at få gjort noget ved incestproblematikken. Børnene Men en afgørende faktor er den generelle indstilling til fænomenet incest. Når jeg tænker mig tilbage til barndommen, så fremstår der en længselsfuld drøm i mit indre. Det er en drøm om, at folkesjælens havde en anden måde at takle fænomenet incest på. Her i vestens forbrugersamfund findes der et væld af indkøbscentre, stormagasiner og kæmpe selvbetjeningsbutikker, der bugner af varer. Tyveri er en skidt ting, en omkostning på forretningernes budgetter, som får varernes pris til at stige. Tyveri er kriminelt, og det hører i princippet til politiets opgaver at opklare tyverier. Men på den anden side set, så har forretningerne måske et moralsk ansvar. Dette væld af indbydende varer! Kan det betyde noget, hvis jeg tager nogle småting? Reklamer giver nærmest varerne et sprog, og de siger: Køb mig, køb mig, køb mig. Men hvis du nu ikke har penge, så er det måske i orden at tage lidt? Politiet har ingen rimelig mulighed for at hindre butikstyveri. Men hvis der ikke gøres noget for at hindre det, hvis alle ved, at man kan tage uden risiko. Mon der så ville være ret mange, der ikke stjal? Problemet løses med butiksdetektiver, som butikkerne selv financierer, og som samarbejder med politiet. Butiksdetektivernes opgave er ikke at retsforfølge og dømme nogen. Deres opgave er at beskytte varernes pris ved at udpege kunder, som ikke betaler for deres varer. Politiet finder så ud af, om der er begået noget kriminelt, og hvilken reaktion, som er den rette overfor den konkrete kunde. Det lever vi fint med. Det er i alles interesse, at der dæmmes op for butikstyveri. Det går ud over alle, hvis varernes pris sættes op, og vi vil ikke af med selvbetjeningsbutikkerne. Men der er vel næppe nogen, som dæmoniserer butikstyve. Det er bare svage sjæle, som bliver fristet af de overvældende mange fristelser. Og der er vel heller ingen, der forestiller sig, at fænomenet kan udryddes. Der vil altid være svage sjæle, som skal hjælpes på ret spor.
Page 1 and 2: Det tog 25 år Lidt forhistorie En
Page 3 and 4: var unge og havde behov for støtte
Page 5: Historien gentager sig I min barndo

Det tog 25 år

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?