Linie 14 nr. 2 - Maj 2010 - Hvidovre Lærerforening

Nr. 2 LINIE 2010
Men vi – her jeg – tager ud på skolerne og
gennemgår problemerne med lærerne, så selvfølgelig
hjælper vi også lærerne.
Vi har fulgt op på inklusionen, som er det
centrale lige nu.
Det sidste PC-kursuskatalog kalder vi ikke en
kursuskatalog, men katalog for kompetenceudvikling.
Det er, fordi vi evaluerer, og tager
evaluering alvorligt. Vi har fået at vide af
skolelederne, at tilbuddene skal differentieres.
Så der er både traditionelle kurser og kurser,
hvor de enkelte skoler er med til at bestemme
forløbet. Fx inklusionsfremmende tiltag: Der
er forskellige moduler, hvor skolerne kan vælge.
Man kan sende enkelte lærere på kursus
eller få et kursus til en hel afdeling, og evt. få
eksterne kursusledere på. Det kan i høj grad
skræddersyes til skolens behov.
Samme fleksibilitet i tilbud om kurser vedr.
IWB, mobile enheder i undervisningen, naturfag,
og 2-sprogsforløb.
Dialog er afgørende
Det har været PCs styrke - som ’hus’, at vi
har været tæt på lærerne og i dialog med
almindelige lærere. De kommer til kurser, arrangementer,
for at se og låne materialer. Nu
lægges konsulentfunktionerne op i en udviklingsenhed
i forvaltningen. Jeg er nervøs for,
at det giver en større afstand til lærerne.
Hvis der er noget, der kan rykke i skolen - i
Danmark og i Hvidovre -, så er det lærerne.
Selv om nedlæggelsen eller opløsningen af PC
ikke er en besparelse, så er det alligevel et serviceniveau,
der forsvinder.
Jeg har arbejdet i en kommune, hvor jeg har
fået muligheder som person for at udfylde
nogle rammer. Men inden for de senere år er
de rammer snævret ind. Jeg er på mange måder
centralist, men den form for centralisme,
som jeg går ind for, indebærer, at man er i en
løbende dialog med partnerne, så det ikke
kun bliver udmeldinger fra nogle forholdsvis
få, der sidder centralt. Jeg ser det ikke primært
som et demokratisk problem, men som
et funktionelt problem for organisationen. De,
der bliver styret, skal høres, og så må der på
et eller andet tidspunkt træffes en afgørelse.
Side 14
Men det er et problem, hvis de, der sidder
centralt, bliver presset, og måske ikke har tid
til at høre tilstrækkeligt på de mange, der er
involveret. Jeg vil ikke kritisere noget. Men
det er sådan, jeg ser det. Jeg håber den nye
udviklingsenhed giver mulighed for dialog,
men jeg er bekymret.
Jeg er bange for, at rummet for at tænke tanker
er snævret ind. Det er mere hierarkisk,
oppefra og ned, lineært. Man bliver tilbøjelig
til at tænke i forhold til det, der er lige ovenover
eller lige nedenunder. Der bliver ikke
tænkt så meget til siderne, og der er ikke så
megen plads til også at tænke lidt skævt. Vi
er styret af, at der skal være målbare resultater
og helst hurtigt. Det skal der selvfølgelig
også være – men det må ikke være det eneste.”
Om udviklingen i kommunens officielle ’ledetråde’
’Målsætning’ fra 1996, ’Visioner og
mål 2004-2010’og nu ’Sigtepunkter’/’Skole i
tiden’:
DK: ”Tidligere havde man nogle målsætninger,
der var mere bindende. Så kom ’Visioner
og mål’ med oplæg til hele tiden at forholde
sig til, hvor man var, og hvor man var på vej
hen. Og nu er der så ’Sigtepunkter’”.
Omkring ’Visioner og mål’ pointerer Dan, at et
af hans ’mantraer’ – metodecirklen var indbygget:
Man sætter mål, laver en handleplan, evaluerer,
har en status, hvorfra man sætter nye mål.
Om ’Sigtepunkterne:
DK: ”Jeg har det slet ikke dårligt med dem.
Det betyder jo bare, at man siger: Vi går den
vej.
Men når man ser på sigtepunkterne og den
økonomi, der er til rådighed, så er der klart
meget modsatrettede signaler.
Der skal være en kobling mellem krav, forventninger
og sigtepunkter – og så de faktiske
muligheder. Lærere er samvittighedsfulde
og vil prøve at leve op til de forventninger,
der stilles til dem. Lykkes det ikke, giver det
dårlig samvittighed, og så går det galt. Der er
aldrig nogen mennesker, der har kunnet leve
af dårlig samvittighed.