Danske sange - Hans Pahlke Møller

ALLE ER VI SØMÆND 

Dansk Tekst: Frithiof Rolsted 

Musik: Alvor Kraft 

1. Jeg synge vil en Vise, 

kun et par simple, jævne ord, 

I den vil jeg af Hjertet prise, 

de Gutter, som på Havet fo’r. 

Den ene hedder Persson, 

den anden von og av, 

men alle er vi Sømænd 

på Livets store Hav. 

2. Man si’r, at vi i alle Havne 

en Kærest’ har. Ja, det tror jeg. 

Der findes mange åbne Favne, 

hvorhen vi kommer på vor Vej. 

Men holde alle Løfter, 

som Pigerne man gav, 

det kan nu ingen Sømand 

på Livets store Hav. 

3. En Dag – det for os alle gælder – 

det ud på sidste Krydstogt går, 

og inden Morgengry sig melder, 

man pluds’lig for Sct. Peter står, 

Så frem med Sømandsbogen, 

det gælder høj og lav, 

thi alle er vi Sømænd 

på Livets store Hav.

Anne Mari 

Musik: Sigfred Pedersen 

Tekst: Harald Mortensen 

Anne Mari, giv mig lov at fortøje, 

til skibet går. 

Giv mig en snaps og et kys og en køje, 

før klokken slår. 

Det er dig jeg ka' li', giv mig lov til at bli', 

Anne Mari ! 

Jeg skal gå klokken ni, så er alting forbi, 

Anne Mari ! 

Sålænge vi sejler, jeg længes, min ven, 

og når jeg er hjemme, du har mig igen. 

Du er mit sværmeri, det er dig jegka' li', 

Anne Mari ! 

Kosten er sløj, og kahytterne trange 

fra kyst til kyst. 

Tørnen er drøj, ja, og timerne lange, 

men jeg ved trøst. 

Når min vagt er forbi, 

har jeg dit skilderi, 

Anne Mari ! 

Og det trøster mig, thi 

det er dig, jeg ka' li', 

Anne Mari ! 

Så tæller jeg dage og uger, min ven, 

indtil jeg derhjemme kan hviske igen: 

Gi' mig lov til at bli', 

det er dig, jeg kan li', 

Anne Mari! 

Pigen, der elsker de begede gutter, 

er ofte svag. 

Tit nok et venskab begynder og slutter 

den samme dag. 

Og i dag har jeg fri, 

gi' mig lov til at bli', 

Anne Mari ! 

Luk kun øjnene i, 

mens jeg tæller til ti, 

Anne Mari ! 

Et kys er mer farligt end skummende søer, 

for det ender med bryllup og hus i Korsør, 

og så går jeg i hi 

med den tøs, jeg kan li', 

Anne Mari !

Hun én gang kom for tidligt: 

Da hun til verden kom, 

men kun den ene gang, 

for siden blev det helt vendt om: 

Hun kom for sent til toget, 

hun kom for sent til alt. 

Hver gang hun skulle noget, 

Åh - så gik det altid galt 

og hun kom efterhånd'n for sent, 

ja alt for sent i seng! 

Augusta - av av Augusta. 

Uheldig var hun alt sin levetid. 

Augusta - av av Augusta, 

åh, som hun gik og trådte i'et! 

Augusta kom til dans, 

og mens parrene sig svang, 

det lille skidt sad der 

og varmed' bænke aft'nen lang. 

Og når hun langt om længe 

til sidst blev engager't, 

så hopped' hendes hjerte 

og hun blev åh så genert, 

at li'som hun sku' træde ud, 

så trådte hun forkert. 

Augusta - av av Augusta 

kan ikke bruges til at danse med. 


hun kommer altid galt afsted. 

Hun elskede at spise, 

men ak det lille skind, 

at invitere hende ud nej, 

det faldt ingen ind. 

Hun elsked' navnlig østers, 

når hun dem end'lig fik, 

så var det så uheldigt: 

I den gale hals de gik. 

Og det var synd for Gusta, 

og det lille skaldyr med. 


Den var du heller ikke heldig med. 


Du kommer altid galt afsted. 

Augusta aned' ikke 

hvad mandfolk indeholdt, 

hun mærked' blot, det hjerte, 

som hun gik med, ej var koldt. 

Hun havde engang kysset 

en matros i Tivoli.... 

Av Av Augusta 

Et halvt år tid derefter 

var hun rund og trivelig. 

Forbavset spurgte hun sin far 

der råbte: "Hvadbeha'r"! 


Det der kan sand'lig ikke misforstås. 


Så du har kysset en matros !

Avenuen 

Musik: Kim Larsen Tekst: Peter og Anders Lund Madsen 

Slentre ned af avenuen 

i sin hugo boss habit 

slog sig ned et sted i byen 

på café kredit 

sidde der og samle minder 

som en anden parvenu 

imens at borgerskabets kvinder 

de passerer revy. 

Man sku egentlig lade være men 

man gør det jo alligevel. 

det er svært at være menneske 

jeg har prøvet det selv. 

Og så kommer der en herre 

og slår sig ned 

ved bordet lige ved siden af 

kald det kærlighed. 

og han letter lidt på hatten 

sir goddag min ven 

og før man ved af det 

er man gift og skilt igen. 




jeg har prøvet det selv. 

Der var engang da jeg var håbefuld 

nu er jeg bare fuld 

men verden er ung endnu 

og skinner som guld. 




jeg har prøvet det selv.

Bjørnen Vågner 

1. Når den slumrende bjørn i sit hi 

vågner op efter langvarig dvale, 

og går ned i de grønnende dale, 

er den russiske vinter forbi. 

2. Den er slunken og finder et sted, 

hvor bier har efterladt honning, 

men den savner en plyspelset dronning 

til at dele sin livsglæde med. 

3. Ved en flod, hvor den sorte stork står, 

og forellerne spræller så sprælske, 

ser han hende, han drømte at elske 

dukke frem af den russiske vår. 

4. Det er solskin og forår igen 

efter vinterens hvasse strabas-frost. 

Vær velkommen du signede glasnost 

og vel mødt du min elskede ven. 

5. (Verset nynnes) 

6. Selvom hunbjørnen først er lidt sky, 

si’r hun ja til sin kærlige mage, 

og de går ud’n at se sig tilbage 

mod en sommer forjættende ny.

Da hønsehuset brændte 

Da hønsehuset brændte ville hanen ikke ud 

Den baskede med vingerne - for den var skide fuld 

Det er vi ik´ endnu - det er vi ik´ endnu 

Så tag dit glas og drik det ud 

Vi kommer alle mand - fra både by og land 

Og vi vil ikke nøjs' med vand 

Da hønemor så hanefar så faldt hun helt omkuld 

Hun baskede med vingerne og råbte: du'r jo fuld 

Det er vi ik' endnu - det er vi ik' endnu 

Så tag dit glas og drik det ud. 

For hvis vi ik' ku' - hvem sku' så ku' ku' 

Vi har da kunnet ind til nu. 

Da hanefar så hønemor da gjorde han hende kur 

Men ak for ham den store" star" - for han var jo for fuld 

Det er vi osse snart - det er vi osse snart 

Så tag dit glas og tøm det i en fart 

Det er vi osse nu - det er vi osse nu 

Så tag dit glas og hæld det ud. 

At høsene de osse drak - de sikkert ikke ved 

De drak imedens hanen stod og brækked' sig og sked 

Det gør vi ik' endnu - det gør vi ik' endnu 

Så tag dit glas og drik det ud. 

Det gør vi ik' endnu - det gør vi ik' endnu 

Så tag dit glas og drik det ud.

Da jeg kom til verden 

Da jeg kom til verden, og fatter blev far, 

lå mutter i sengen og spilled' guitar. 

Og skønt at jeg ved, jeg blev taget med tang, 

lå mutter i sengen og spilled' og sang: 

Bimbimmelim, tra-lu-la-la-lej. 

Det er ikke noget for mig. 

Bimbimmelim, tra-lu-la-la-lej. 

Put en femør' i lommen på mig! 

Tju-hej! 

Når vi sku' ha' middagsmad alle vi små, 

så brændte kartoflerne altid på, 

og grøden blev sveden hver eneste gang, 

for mutter sad bare og spilled' og sang: 

Bimbimmelim ... 

En gang i vor kælder et vandrør der sprang, 

og vandet det fossede dagen lang. 

Vi troede, at mutter var død denne gang, 

men nede på vandrøret sad hun og sang: 


Min konfirmation var en vældig fest 

med taler af fatter og degn og præst, 

men mutter fandt talen af præsten for lang 

og hopped' på stolen og spilled' og sang: 


En dag var der brand på det sted, vi bor, 

og brandmanden hejsed' os ned i en snor, 

men mutter var henrykt, på taget hun sprang 

med guitar om halsen hun tralled' og sang: 


En dag, da vi troede, at mutter var død 

og skulle begraves i jordens skød, 

og toget med kisten sig satte i gang, 

sprang mutter på låget og spilled' og sang: 


Nu er hun på Vartov, og nu er vi fri 

for al dette hersens guitarklimperi, 

men skulle det ske, at De kommer forbi, 

så hør, hvor den gamle endnu hænger l: 

Bimbimmelim ....

De tre musikanter 

Den ene spilled' banjo, den anden mandolin, 

den tredie af harmonikassen trak så sære hvin. 

Når de gik hen ad vejen, de standsed' ved hver gård 

og spillede de viser, der til pigehjerter går. 

For ham der spilled' banjo var sort af hud og hår, 

hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år. 

Hans mor var sort - en hedning, hans far hvid missionær, 

og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver. 

Den anden, ham der spilled' så flot på mandolin, 

var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin. 

Hans fader var en greve, hans mor en tatermær, 

og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver. 

Den tredie, ham der hev i trækharmonika, 

han havde seksten fædre fra sin allerførste dag, 

og skønt de alle seksten frækt nægted' hver især, 

ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver. 

Så spillede de trende for godtfolk rundt om land, 

de spillede for kvinder og de spillede for mand, 

men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær, 

men der var én de elskede tilsammen hver især. 

Hun elsked' ham med banjo og ham med mandolin 

og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin. 

Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær, 

de blev der trende nætter, det var lige en til hver. 

Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror, 

ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor. 

En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær, 

han fik de instrumenter, som de spilled' hver især. 

Så spilled' han på banjo, så flot på mandolin 

og lokked' af harmonikassen sødmefulde hvin. 

Han døde mæt af alder, og visen er forbi 

om tre små musikanter, der blev et musikgeni.

Dejlig er sommernatten 

Sommer og vinter og høst og var 

har hver sin egen charme, 

men som det dejligste for mig står 

den lyse juninat. 

Livet er herligt når dansen går 

med dig i mine arme, 

det er den skønneste stund i år 

mit hjertes egen skat: 

Dejlig er sommernatten, 

ungdommen holder af den, 

stjernerne blinker så venligt ned, 

fuglene kvidrer om kærlighed. 

Hør blot de lokkende toner, 

oppe fra træernes kroner, 

hele gud Amors orkester ta'r fat 

i en sommernat. 

Husker du valsen vi dansed' til 

i lyse ferienætter, 

hvis du vil gøre mig glad så spil 

den kendte melodi. 

Aner du mon hvad jeg tænker på, 

det tror jeg nok du gætter, 

smilet gi'r lys til to øjne blå, 

så fyldt med skælmeri: 

Dejlig er sommernatten, 

ungdommen holder af den, 

stjernerne blinker så venligt ned, 

fuglene kvidrer om kærlighed. 

Hør blot de lokkende toner, 

oppe fra træernes kroner, 

hele gud Amors orkester ta'r fat 

i en sommernat.

Den allersidste dans 

Altid vil jeg mindes denne aften 

altid vil jeg huske denne dans. 

Tåren i dit blik 

smilet om din mund. 

Ja altid vil mindes denne stund. 

Den allersidste dans før vi går hjem 

før solen og en ny dag bryder frem. 

Endnu er du mig nær 

endnu er natten vor 

og yndig er den sidste vals, før vi går. 

Et møde med din mund før vi går hjem 

det ønsker jeg mig kun, før vi går hjem. 

En aften er forbi, nu hvisker jeg godnat 

og kysser dig på gensyn, du! 

Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu.

Den er fin med kompasset 

Den er fin med kompasset! 

Slå rommen i glasset 

og stik mig lidt kandis all right på en spoon! 

Skønt få er vi nok til 

at ta’ os en grog til 

Og Rosvald og Rosa er bound for Rangoon. 

Refr.: 

Trala-la-la-la-la! 


Trala-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! 



Og Rosvald og Rosa er bound for Rangoon 

Skønt få er vi nok til at ta’ os en grog til. 


Vi letter med solen! 

Fra linjen til Polen 

er sømandens pige parat og fidel 

Men jeg kendte en pige 

i Tjingatjuks rige, 

hvis elskov - Guds dros! - var som krudt og 

kanel. 

Refr.: 









Hun var slank som en lilje, 

men sort som vanilje. 

Og pigens familje var sort som hun sel’. 

Men alt har en ende, 

og slanger har tvende, 

Hun snød mig til slut med den torsk til O’Neill. 

Refr.: 







Dog, rører det den, som 

har fundet en nænsom 

og blåøjet pige nordvest for Skelskør. 

Slå rommen i glasset! 

For hun er kompasset, 

der leder os hjem over skumslagne søer. 

Refr.: 









Gik hyren i hajer 

ved Singapores kajer 

da møder vi hendes bebreidende blik. 

Da angrer vi såre, 

og knuser en tåre, 

ved trækspillets dulmende mørkningsmusik. 

Refr.: 









Men hen under morgen 

fortryder vi sorgen - 

og håber påny på en landgangstaifun. 

Og ser I os lette, 

så trøst jer med dette: 

Vi elsker Skelskør - men er bound for 

Rangoon. 

Refr.: 






Og Rosvald og Rosa er bound for Rangoon

Den Evigglade Kobbersmed 

En kobbersmed han er et jern, når han sin kunst forstår 

og kobberforhudet til glædens skagler slår! 

Den hele gade, hvor jeg bor, er døv og stum derved, 

men pokker være kedelig om osse man er smed! 

La-la, la, la, la, la-la, la-a, la-la-la, 

la-la, la, la, la, la-la, la-a, la-la-la, 


la-la-la, la-la-la, la-la-la-la-la-la-la. 

På livets scene kan med slag jeg kasse-roller gi'e 

og spille med muskler og lave seneri! 

Du finder ej min lige, hvor du så vil rejse hen: 

selv svenskens "kopparslagare" på dansk bli'er "tømmermænd". 





Men når en yndig, lille glut til smedjen kigger hen, 

så tørrer jeg panden og kigger straks igen. 

Jeg sukker som en blæsebælg ved gluttens dolkeblik, 

mit hjertes ambolt kan ej stå for den slags kobberstik! 





Vil hun som jeg, så danser vi til kirken i galop, 

men sætter kanskesens hun kobberminer op, 

så ta'er jeg mig en dukkert kuns i hærdespanden ned, 

og er igen, som immer før, den glade kobbersmed! 




la-la-la, la-la-la, la-la-la-la-la-la-la.

Den gamle skærslipper´s forårssang 

1 Nu lokker atter de lange veje, 

og jeg har flikket de gamle sko. 

Og jeg har skåret en grøn skalmeje 

bag piledammen ved Holstebro. 

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse, 

og glemt er vinterens sult og nød. 

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse 

Jeg sliber solskin og dagligt brød 

2 Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe. 

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs. 

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe, 

jeg sov hos landsbyens bedste tøs. 

Med hende var det en fryd at bakse, 

thi vårens duft var i hendes skød. 

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse 

men sleb dog solskin og dagligt brød. 

3. Jeg var jo bare en skør skærslipper 

foruden hjem og foruden ro. 

Jeg var kun rakker og hundeklipper, 

og bonden stænged for mig sin lo. 

Han var så selvsikker, thi hans akse 

var plantet støt i et.stort fad grød. 

Jeg sleb kun knive jeg sleb kun sakse, 

men sleb dog solskin og dagligt brød. 

4. Dengang var brændevin hvermands eje, 

thi den var billig, og den var ram. 

Men malurt dufted langs alle veje 

og gav kulør til en fuseldram. 

Å soldebrødre, å lurifakse, 

I drak jer tumbet fra vid og sans, 

men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse 

og plukked malurt omkring sankthans. 

5. Den, der har pligter, kan sagtens dømme 

en pjalt, som ikke betaler skat. 

Men jeg er digter og jeg må drømme, 

thi jeg er et med den lyse nat. 

De digtere er så mange slagse, 

og selv blandt dem er jeg kun en fant, 

der sliber knive og sliber sakse, 

og takker rørt for en kobberslant. 

6. Hvor er I nu, alle I jeg kendte, 

hver buttet pige, hver kammesjuk? 

Hver anden af jer påSundholm endte. 

Hverandenkvalfes i flaskens kluk. 

Men jeg er stadig .iblandt de vakse! 

Mit hår er hvidt, men min tud er rød! 

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse, 

jeg sliber solskin og dagligt brød. 

7. Og endnu venter de lange veje 

med morgenkulde, med middagsglød. 

Min slibesten kan jeg fortsat dreje 

og holde næsen forsvarligt rød. 

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse 

og glemt er vinterens sult og nød. 

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse, 

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Musik og tekst: Gustav Winckler, Bent Werther 

En da´mens solen skinnedóg fuglene de sang, 

da hændte det at jeg så daéns lys for første gang. 

Min fader og min moder var glade begge to- 

for deres lille gusse mand det ka´de lié tro. 

En daí november, mens himlen den var vred 

og regn i stride strømme fra himlen svatted´ ned 

så folk der gik på gaden, ja de fik kolde gys 

da hændte det at jeg så daéns lys for første gang. 

De laé mig i en vugge, der næsten var forgyldt 

så ble´ jeg hele daén med piskefløde fyldt, 

ja, jeg ble´ godt forkælet som riges børn jo gør 

det vil jeg gerne tilstå, hvis ingen andre tør. 

En vugge – en vugge, det har jeg aldrig haft, 

de la´ mig i en kasse, der ble´ i krogen sat, 

den gamle og madammen kraspered´ begge to, 

så hva´ sku´ der så bli´ af lille mig fra Nørrebro. 

Så ble´ jeg lidt ældre fortiden hastigt går, 

jeg kørte luxusbiler fra jeg var atten år, 

jeg arved´ mange penge, men ødsled´ flere væk, 

og så kom derń historie med den falske check. 

Som yngre jeg led både kulde, sult og nød, 

og for at skaffe føden jeg måtte stjæle brød, 

og så stjal jeg lidt penge, jeg lavede et bræk, 

så snappede en panser mig uha uha oh skræk. 

Så kom vi i fængsel, hvor svindlere de bo, 

jeg sad i celle ét – ja og jeg i celle to. 

Vi bankede på væggen, det var vor telefon, 

hallo – hallo, hvem banker. 

Hva´ si´r du er noń ? 

Den rige og den fattige 

Så sad vi i fængsel i mange trange år, 

hvor solen aldrig skinner, og tiden langsomt går, 

men når man er en svindler, så må sin straf man ta´, 

så løstes vi af fængsel og det på samme da´. 

Så slog vi os sammen i kulde, regn og blæst, 

og synger vore sange og gør en smule fest, 

og hvis I godt ka´ li´ os, så bli´r vi sikkert kendt- 

så bli´r der til en pølsemad og en juleøl til Bent.

Den Sorte Sejler 

Den sorte sejler 

Melodi: Walter Jonas - Tekst: Walter Jonas 

Det var en kold og stormfuld nat, 

vi skimted' Doverfyrets blink så mat, 

og himlens stjerner var skjult med skyer grå, 

ja vinden peb i takkel, mers og rå. 

Det triste vejr, den kolde vind 

bort jog de raske gutters glade sind. 

Tavs var alle, ja, tavs var ulkens mund, 

det var, som aned' han en alvorsstund. 

Da lød kaptajnens klare røst: 

Se gutter, her om styrbord ret mod øst, 

det er en sejler, jeg kender den så vist, 

jeg mindes tørnen, fra jeg så den sidst. 

Det var en kold og stormfuld nat, 

mod Norges kyst vi havde kursen sat, 

da kom den sejler, vi skimted' her på stand, 

da sank vort skib der med tre raske mand. 

Til døden dømt det var vor båd, 

den må sig bøje for sØens skarpe bråd. 

Den sorte sejler med vimpel gul og rød 

jo varsler undergang og gutters død. 

Ved fire glas det skib forsvandt, 

og næste morgen vort skib sin grav da fandt; 

men Gud var med os i al vor sorg og nød, 

og vi slap alle fra den kolde død. 

En ting jeg ved, det stemmer grant, 

den sorte sejler ved midnat varsler sandt. 

Et sagn jo siger, den farer stadig om 

på havet fredløs, det er dens dom.

Den sømand han må lide.. 

Den sømand, han må lide 

langt mere ondt end godt, godt,godt, 

den sømand, han må lide 

langt mere ondt end godt. 

Beskøjterne han tærer, 

de glider ned så småt, 

- hej, komfaldera, hurra! - 

de glider ned så småt. 

Men kommer han til syden, 

han drikker vin med mer, mer, mer, 

men kommer han til syden, 

han drikker vin med mer, 

og spiser af de frugter, 

som bonden aldrig ser, 


som bonden aldrig ser. 

Men hører han derude, 

hans moder lider ondt, ondt ondt, 

men hører han derude, 

hans moder lider ondt, 

da letter han sit anker 

og drejer skuden rundt, 


og drejer skuden rundt. 

Og med det samme letter 

han på sin blanke hat, hat, hat, 

og med det samme letter 

han på sin blanke hat, 

og siger hver skøn jomfru 

så mangen en god nat, 

- hej, komfaldera, hurra! -

Der var en skiggelig bondemand 

Der var en skikkelig bondemand, 

han skulle ud efter øl. 

Der var en skikkelig bondemand, 


Han skulle ud efter øl, 

han skulle ud efter øl, efter øl, 

efter hopsasa, tralalala, 


Til konen kom der en ung student, 

mens manden var ud' efter øl. 

Til konen kom der en ung student, 


Mens manden var ud' efter øl, 

mens manden var ud' efter øl, efter øl, 



Han klapped' hende på rosenkind 

og kyssed' hende på mund. 

Han klapped' hende på rosenkind 

og kyssed' hende på mund. 

Mens manden var ud' efter øl, 

mens manden var ud' efter øl, efter øl, 



Men manden stod bag ved døren og så, 

hvordan det hele gik til. 

Men manden stod bag ved døren og så, 

hvordan det hele gik til. 

For de trod' han var ud' efter øl, 

for de trod' han var ud' efter øl, efter øl, 


for de trod' han var ud' efter øl. 

Så skød han studenten og kællingen med, 

og så gik han ud efter øl. 

Så skød han studenten og kællingen med, 

og så gik han ud efter øl.Og så gik han ud 

efter øl, 

og så gik han ud efter øl, efter øl, 


og så gik han ud efter øl. 

Moralen er: Tag din kone med, 

hver gang du skal ud efter øl. 

Moralen er: Tag din kone med, 

hver gang du skal ud efter øl. 

Hver gang du skal ud efter øl, 

hver gang du skal ud efter øl, efter øl, 


hver gang du skal ud efter øl.

Der nede i dalen- 

hos madam sivsko 

Dernede i dalen, en lille hytte lå 

der boede madam sivsko 

som jeg så tit sprang på 

hun hev i mine nosser 

så de blev gule og blå 

så måtte jeg til læge 

og ha´ forbinding på 

Nu går jeg herhjemme 

med nosserne i bind 

og tænker på de dage 

jeg trak den ud og ind 

Men kommer madam sivsko 

og banker på min dør 

så hiver jeg forbinden af 

og springer på som før

Dernede i dalen en lille hytte lå 

Dernede i dalen 

en lille hytte lå. 

Det var for mig den bedste plet, 

jeg her på jorden så. 

Og skjult bag havens roser, 

der sad vi to engang, 

og svor hinanden troskab, 

mens nattergalen sang. 

Men løftet du glemte, 

skønt jeg var tro som guld. 

Imens jeg for så viden om, 

du var en anden huld. 

Og da jeg kom tilbage, 

i haven sad der to. 

Du til en anden skænkede 

din ære og din tro. 

Du lod dig bedåre 

af falske smigerord. 

I guld og silke går du klædt, 

mens jeg i mørket bor. 

Men kommer onde dage, 

så husk min lille sang, 

den siger, at jeg elsker dig 

som allerførste gang.

Det var en lørdag aften, 

jeg sad og vented dig, 

det var en lørdag aften, 

jeg sad og vented dig, 

du loved mig at komme vist, 

men du kom ej til mig! 

du loved mig at komme vist, 

men du kom ej til mig! 

Jeg lagde mig på sengen 

og græd så bitterlig, 

jeg lagde mig på sengen 

og græd så bitterlig, 

og hver en gang, at døren gik, 

jeg troede, det var dig, 

og hver en gang, at døren gik, 

jeg troede, det var dig! 

Jeg stod op søndag morgen 

og flettede mit hår, 

jeg stod op søndag morgen 

og flettede mit hår, 

så gik jeg mig til kirken hen 

og om den kirkegård, 

så gik jeg mig til kirken hen 

og om den kirkegård. 

Men du kom ej til kirke 

og ej i kirken ind, 

men du kom ej til kirke 

og ej i kirken ind, 

for du har fået en anden kær 

og slaget mig af sind, 

for du har fået en anden kær 

og slaget mig af sind. 

Jeg gik mig hjem så ene 

henad den kirkesti, 

jeg gik mig hjem så ene 

henad den kirkesti, 

og hvert et spor, på stien var, 

der faldt min tåre i, 

og hvert et spor, på stien var, 

der faldt min tåre i. 

Det var en lørdag aften 

De røde bånd og skønne, 

som du engang mig gav, 

de røde bånd og skønne, 

som du engang mig gav, 

dem bærer jeg ret aldrig mer, 

jeg stunder mod min grav, 

dem bærer jeg ret aldrig mer, 

jeg stunder mod min grav. 

Hvor kan man plukke roser, 

hvor ingen roser gror, 

hvor kan man plukke roser, 

hvor ingen roser gror? 

Hvor kan man finde kærlighed, 

hvor kærlighed ej bor, 

hvor kan man finde kærlighed, 

hvor kærlighed ej bor? 

Jeg ville roser plukke, 

jeg plukker ingen fler, 

jeg ville roser plukke, 

jeg plukker ingen fler. 

Jeg elsked dig så inderlig, 

jeg elsker ingen mer, 

jeg elsked dig så inderlig, 

jeg elsker ingen mer

Du gamle måne 

Sig mig, du måne hist om du kan huske sidst 

vi to fik en passiar, husker du, hvor det var? 

Jeg stod ved lygten der, fuld som du ser mig her, 

fuld, fortvivlet og gal, pint af sorg og kval. 


der var ingen, der så det 

du så mig hulke 

så kun du kan forstå det 

du så mig hulke som et barn, samme nat 

hun mig havde forladt. 

Måne er du virk´lig min ven? 

Måne, så glem det igen. 

Sig mig, du måne klar, ved du, hvorfor det var? 

Han, som hun hun nu har kær, er han det også værd? 

Ler hun til dig endnu? Mindes hun mig endnu? 

Måne, aner hun, at djævlen tog mig den nat? 


Der var ingen, der så det, 

Du gamle måne, 

så kun du kan forstå det. 

Når jeg kom fuld hjem 

nat på nat har du leet, 

alting, alt har du set. 

Måne, er du virk´lig min ven? 

Måne, så glem det igen.

Du må få min gamle radio når jeg dør 

Melodi: Du må få min sofacykel 

:/ Du må få min gamle radio når 

jeg dør /: 

Hvis den spiller som den plejer 

kan du få den for en bajer 

Du må få min gamle radio når 

jeg dør 

:/ Du må få min søde kone når 

jeg dør/: 

samt et plaster midt i panden 

for hun slår som bare fanden 

Du må få min søde kone når 

jeg dør 

/: Du må få min gamle sofa når 

jeg dør/: 

der er sket så mange "sager" 

så den altid står og knager 

Du må få min gamle sofa når 

jeg dør 

/: Du må få min gamle lynlås 

når jeg dør/: 

den blir' ikke problematisk 

for den åbner automatisk 

Du må få min gamle lynlås når 

jeg dør 

/: Du må få min elskerinde når 

jeg dør/: 

efter fire døgn med hende 

du et hvilehjem må finde 

Du må få min elskerinde når 

jeg dør 

:/ Du må få min gamle radio når 

jeg dør /: 

Hvis den spiller som den plejer 

kan du få den for en bajer 

Du må få min gamle radio når 

jeg dør 

:/ Du må få min søde kone når 

jeg dør/: 

samt et plaster midt i panden 

for hun slår som bare fanden 

Du må få min søde kone når 

jeg dør 

/: Du må få min gamle sofa når 

jeg dør/: 

der er sket så mange "sager" 

så den altid står og knager 

Du må få min gamle sofa når 

jeg dør 

/: Du må få min gamle lynlås 

når jeg dør/: 

den blir' ikke problematisk 

for den åbner automatisk 

Du må få min gamle lynlås når 

jeg dør 

/: Du må få min elskerinde når 

jeg dør/: 

efter fire døgn med hende 

du et hvilehjem må finde 

Du må få min elskerinde når 

jeg dør 

/: Du må få de gamle bukser når 

jeg dør/: 

de er gode vil jeg mene 

for de kan skam stå alene 

Du må få de gamle bukser når 

jeg dør 

/: Du må få min undertrøje når 

jeg dør/: 

for i himmerrigets haver 

går vi rundt i bare maver 

Du må få min undertrøje når 

jeg dør

Du må få min sofacykel når jeg dør 

Du må få min sofacykel når jeg dør 

du må få min sofacykel når jeg dør 

for de sidste kilometer kør´ jeg tamden med Sankt Peter 

du må få min sofacykel når jeg dør. 

Er der solskin hos Sankt Peter når jeg dør 

er der solskin hos Sankt Peter når jeg dør 

jeg vil ikke være skoldet, som den eneste på holdet 

er der solskin hos Sankt Peter når jeg dør. 

Er der senge op i himlen når jeg dør 

er der senge op i himlen når jeg dør 

eller må man la´ sig nøje med en hullet hængekoje 

er der senge op i himlen når man dør. 

Må man snorke hos Sankt Peter når man dør 

må man snorke hos Sankt Peter når man dør 

for hvis ikke man må snorke, vil jeg hel´re til Mallorca 

må man snorke hos Sankt Peter når man dør. 

Du må få min gamle tuba når jeg dør 

du må få min gamle tuba når jeg dør 

for deroppe hos Sankt Peter, spiller englene trompeter 

du må få min gamle tuba når jeg dør 

Du må få min lille vovse når jeg dør 

du må få min lille vovse når jeg dør 

for ved himmerigets porte, må der ikke ligge lorte 

du må få min lille vovse når jeg dør.

En dag i maj 

Tekst: Svend Anker 

Musik: Per Nielsen 

1. 

En dag i maj, når solen atter skinner 

så vil jeg gå, en tur langs skov og strand 

og finde frem, til klitten hvor vi mødtes 

det skønne sted, jeg aldrig glemme kan. 

ref: 

Du sang så yndigt, vore øjne mødtes 

vi blev forelsket og knytted' stærke bånd 

dit smukke hår det føjed sig for vinden 

og på min kind du la' så blidt din hånd. 

2. 

Der gik en tid, så gik vi hen til degnen 

hvor var du smuk, i kjolen hvid og lang 

du tog min hånd, og trak mig tæt ind til dig 

to børn vi fik, ej mer jeg ønske kan. 

ref: 




og på min kind du la' så blidt din hånd. 

3. 

Vor tid den gik, nu ligger du i graven 

min sorg er stor, du skønne kvinde min 

jeg ene er, min dag er uden jagen 

og tænker på, den dag vi mødes hin. 

ref: 




og på min kind du la' så blidt din hånd.

En duftende hvid jasmin 

Tekst og musik : R. Arnie / P. Mynte 

Op mod den ældgamle mølle 

gik vi en sjerneklar nat 

fandt os en bænk højt på bakken 

skjult bag et skærmende krat 

Svøbt i en duft af jasminer 

sad vi og drømte vi to 

du gav mig din hånd 

du kyssede min mund 

og lovede at være mig tro 

Vil du glæde mig så sender du 

en duftende hvid jasmin 

for min lykkeblomst den kender du 

duftende hvid jasmin 

I min stue lyser let og fin 

en duftende hvid jasmin 

Vi er venner hjertet banker 

for jeg kender dine tanker 

du har sagt mig "Jeg er din" 

med en duftende hvid jasmin

En lille pige i flade sko 

Melodl: Knud Pheiffer - Tekst: Knud Pheiffer 

Høje hæle, røde negle, læber ditto do, 

er faktorer, som kan få manden til at glo. 

Efterhånden er det blevet ham en fiks ide: 

Sådan er en kvinde, nej, prøv engang at se 

en lille pige i flade sko, 

hun har kuløren, og den er go'. 

Den smitter ikke af, nej, nej, den sidder fast, 

den stammer nemlig ikke fra en pudderkvast. 

Og hendes rødme er ikke 'rouge', 

hun ta'r hver morgen den kolde douche, 

hun er naturlig, det kan De tro, 

den lille pige i flade sko. 

Lille hue, halstørklæde, brun spadseredragt, 

hun er alt for tækkelig, det har mange sagt. 

Hun kan sagtens 'majes ud' med fjer og kæmpehat, 

ja - men hvorfor sku' hun det? Ved De ikke, at 

en lille pige i flade sko 

kan gå fra Nyhavn til Vesterbro 

på hele Strøget ubemærket og diskret, 

hun går der nemlig ikke for at blive set. 

La' kun de andre se 'dyre' ud 

med store hatte og 'kalket hud', 

hun går alene i fred og ro, 

den lille pige i flade sko. 

Verden vil bedrages og især den kloge mand, 

kvinden ved det, og hun gør osse hvad hun kan. 

Unge mand, hvad er det dog, du går og kigger på, 

skal du ha' en kone så prøv om du kan få 

en lille pige i flade sko 

hun spø'r dig aldrig, hvor I skal bo. 

Det er så ligegyldigt, hvor I slår jer ned, 

når bare det I bygger på, er kærlighed. 

Den stærke sminke den gør dig hed, 

men hvis din lykke skal vare ved, 

så ta'r du, hvis du er psykolog, 

den lille pige i flade sko.

½ 

En sømand elsker havets blå 

Gammel Sømandsvise fra Åland 

Tekst: Carl Viggo Meincke 

Arr.: Fred Winter 

En Sømand elsker Havets Blå 

og Bølgernes Brus, 

han svinger sig i Mast og Rå, 

trods Stormenes Sus. 

:,: Farvel! Farvel! 

Min elskede Ven 

vi mødes vel snart igen. :,: 

Hans Pige hvisker ømt hans Navn 

til Bølgernes Brus: 

Kom snart tilbage i min Favn 

til Hjem og til Hus! 

Farvel! Farvel! o.s.v. 

Saa kysser han sin Piges Mund 

til Bølgernes Brus: 

Aa, bed for mig i Farens Stund, 

i Stormenes Sus! 


Hver dag hun går til Stranden hen 

til Bølgernes Brus, 

og drømmer om sin Hjertensven 

i Stormenes Sus! 


Naar Vinden tuder vild og vred 

til Bølgernes Brus, 

han synger før hans Skib går ned 

i Stormenes Sus: 

Farvel! Farvel! o.s.v.

En sømand har sin enegang 

Gammel sømandsvise skrevet udfor 

Tunis 1925 - Johs. V. Jensen 

En sømand har sin enegang 

som fange på en Ø. 

Lyt til en simpel ene sang 

mellem vind og sø ! 

Det bruser fra den våde vej, 

i nat og stjerne skær, 

Min tanke går til dig, til dig 

du er mig evig nær! 

Hvor brænder aftenstjernen hed! 

Vi går mod syd og sol. 

Og hjemmets stjernetegn går ned 

med nordens sunkne pol. 

Men frydefuld, med meget mod, 

og gerne går jeg ej. 

Thi min forhåbning efterlod 

jeg samt min ro hos dig! 

Mig vinker mangen yppig kyst 

og mangen munter havn. 

Et anker griber i mit bryst, 

det venneløse savn. 

Thi hvad er himlen altid blå, 

javist, balsamisk vejr, 

og Paradis med palmer på, 

når ikke du er nær! 

Så sejler man i solens glød 

og lummer tropevind, 

men kuldens rose blomstrer sød, 

min pige, på din kind. 

Og kokospalmen slipper frugt, 

som slår en mand ihjel, 

fordøm den hele hule flugt, 

min svale ven, lev vel! 

Ve alle haves vandringsmand! 

Urolig er hans færd, 

som tåge, vind og skum på vand 

og strøm og skjulte skær. 

Men bærer det mod havets bund, 

så mangen sømands kår, 

når søen gurgler i min mund, 

til dig min tanke går! 

Men når den gule løvetand 

ved Sjællands grøfter gror, 

og fra det lave grønne land 

man hører frøers kor; 

når pinseløvet bryder frem 

på danske svale træer, 

og alle fugle vender hjem 

du er mig atter nær!

Fiskerpigens sang 

Melodi: Lennart Kjellgren - Tekst: Stig Lange 

Fiskerpigens sang blev lanceret af Grete Klitgaard i 1957. 

Hvor bølgen ruller og hvor stormen suser 

der står em hytte, på den øde strand 

hvor mørke klitter strækker sig langs kysten 

der er mit hjem, der er mit barndomshjem. 

Jeg var så ung og glad for alt i livet 

en kæk og munter sømand blev min ven 

han rejste bort ud på de store have 

men loved mig at komme snart igen. 

Der kom et brev med bare et par linjer 

det var hans ven, som sendte disse ord 

en stormfuld nat forliste vores skude 

og den, du elsker er ej mer´ på jord. 

Jeg læste gang på gang det onde budskab 

og tårerne sig frem af øjet randt. 

Men så en dag, da sorgen dybt mig tynged´ 

gik døren op - en munter stemme sang. 

Min egen ven, her har du mig tilbage, 

det triste brev, det talte ikke sandt. 

Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig 

jeg reddet blev, og livets lykke vandt, 

mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig 

jeg reddet blev, og livets lykke vandt.

Fra Engeland til Skotland 

Fra Engeland til Skotland, 

der sejlede en brig, 

med læk i begge ender 

og med rådden mast og rig, 

og helledusseda, 

vi kommer langvejs fra, 

hurra for skippers kone, 

når vi ser Amerika. 

Vi havde ingen anker 

og heller ingen rat, 

vi sejled efter bølgerne 

og skippers gamle hat, 





Lanternerne i stavnen 

vi aldrig hængte ud, 

vi klared os med lygten 

på kaptajnens røde tud, 





Hver morgen og hver aften 

så fik vi mælkegrød, 

men det var den slags mælk, 

som udi Nordsøen der flød, 





Kahytten, som vi boede i, 

det var et brændeskur, 

kompasset det var skiven 

af et gammelt kukkeur, 





Vor skipper prygled konen 

båd' gul og blå hver dag, 

så blev hun hejst i mastens top, 

det var det svenske flag, 




når vi ser Amerika.

Fra Halifax til Spanien 

Melodi: Ukendt - Gammel sømandsvise - Tekst: Ukendt 

Sunget af Fisker Thomas 

Fra Halifax til Spanien med briggen Stewedor, 

vi sejlede med saltet torsk og otte mand om bord. 

Vi var tilsammen alle vi et lystigt broderkor. 

På fyrre grader vestlig længde femogfyrre nord. 

Så fik vi en orkan fra vest, en ren cyklon, jeg tror, 

og stormen rev vor skøre gamle skipper over bord. 

Vi hev ham op, vi vred hans skæg, endskønt han banded' og svor. 


Og stormen slog vort skib en læk, rev riggen over bord, 

da drak vi skudens sidste skål, og sagde disse ord: 

Farvel, lev vel, vi sætter os i jollen ned og ror. 


Med skuden fuld af saltet torsk sank gamle Stewedor. 

Orkanen blæste en koral og sletted' ud hvert spor. 

Vi mindes skal den sidste grog, den rev som lud og klor. 


Se gutter, når jeg dør engang, så kast mig over bord, 

imens I står ved rælingen, I snøfter lidt og glor. 

Så vinker jeg adjø og går på Stewedor om bord. 

På fyrre grader vestlig længde femogfyrre nord.

Fuldmånen stille sejler 

Fuldmånen stille smiler 

ned til den unge vår, 

og medens alle hviler, 

jeg mandolinen slår. 

Her fra gondolen min længsel 

skal prise din dejlighed, 

se fra balkonens fængsel 

en rose daler ned. 

Tonerne strømme 

længselsfuldt ømme 

kært skal du drømme 

om livets dåb. 

Tindrende stjerne 

himmelske fjerne, 

du skal os værne 

vor kærligheds håb. 

Fuldmånen stille sejler 

bort mod et drømmeland 

sølverhvidt åsyn spejler 

sig i lagunens vand. 

Følg den min elskte i drømme, 

den kender en dejlig kyst 

hist bag de sølverstrømme 

et land for elskovslyst. 

Amor vil følge 

dig over bølge 

ham du ej dølge 

din sangers navn. 

Alfer vil sprede 

blomster og frede 

luneste rede 

ved kærligheds favn.

Gillelejevalsen 

Ved så skøn en strand 

som man ønske kan - 

hist ved Kattegat og Øresundets bred 

ligger byen, 

som jeg vil synge om, 

for det er dog det bedste sted jeg ved. 

Ja, GILLELEJE! Du lille fiskerby, 

mange glade minder gemmer jeg om dig. 

Ja, GILLELEJE! Dit navn har verdensry, 

hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej. 

Som'ren frisk og sund, 

svale aftenstund - 

drager glade gæster til fra fjern og nær. 

Vi ved klitters kant 

fred og hvile fandt, 

derfor har vi dig alle sammen kær. 




hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej. 

Mangt et sted jeg så, 

som jeg sige må, 

der var skønt at se, og højt jeg prise kan. 

Men hvorhen jeg kom - 

vidt i verden om, 

så længtes jeg mod dig og Danmarks land. 




hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej.

Gyldenlakken 

Melodi: Aage Hansen - Tekst: Severin 

I stuen ved vinduet jeg sidder, 

mens solen den skinner herind, 

jeg frydes ved fuglenes kvidder, 

den fylder med længsel mit sind. 

Nu blomsterne vågne i våren, 

dem alle med jubel jeg ser, 

på forårets luftninger båren, 

det grønnes derude og ler. 

Men af alle blomster, små og kære, 

elsker jeg dog gyldenlakken mest. 

Fløjlsblød den bær sit navn med ære, 

og fremfor alt, står den mit hjerte næst. 

Og når jeg nu sidder og drømmer, 

og tænker på ham jeg har kær, 

da varmt til mit hjerte det strømmer, 

jeg synes, jeg er ham så nær. 

Jeg hører ham sagtelig hviske 

så ømt, det jeg hørte så tit. 

Min egen; du gyldenlak friske, 

mit hjerte, det ved du, er dit. 



Fløjlsblød den bær sit navn med ære, 

og inderlig ømt står den mit hjerte næst. 

Når engang min kære jeg mister, 

den ven, som på jorden jeg fik, 

ak, selvom mit hjerte det brister 

og tårerne sløre mit blik, 

da vil på din gravhøj, den stille, 

jeg plante et gyldenlakflor, 

og nynne en sang, om den lille, 

den smukkeste blomst her på jord. 



Den i døden hos min ven vil være 

og i min sorg står den mit hjerte næst.

Hils fra mig derhjemme 

I den store tavse nat 

står jeg her ved skibets rat 

under himlens stjernehær 

ene og forladt. 

Under himlens høje tag 

høres fjerne vingeslag. 

Fugletrækket atter går 

mod nord, mod lys og vår. 

Hils fra mig derhjemme,hils min far og mor. 

Hils de grønne bøge,hils den blanke fjord. 

Mine bedste tanker,følger Jer på vej, 

når I flyr mod hjemmet,hils det, hils fra mig. 

Uden uro, uden jag 

dag og nat, nat og dag, 

bringer Jer til målet frem 

brede vingeslag. 

Ak, så tænk engang på mig, 

gerne fløj jeg samme vej. 

Hjemme står vel skoven grøn; 

ak, svale hør min bøn: 

Hils fra mig derhjemme,hils min far og mor. 

Hils de grønne bøge,hils den blanke fjord. 

Hvis jeg havde vinger,fløj jeg hjem med dig 

til de lyse nætter,hils dem, hils fra mig. 

Langt mod syd og højt mod nord, 

øst og vest, hvor palmer gror, 

lever unge danske mænd, 

der ud fra hjemmet for. 

Hundred tusinder af mil 

skiller os fra venners smil; 

svale flyv fra sted til sted 

og tag en hilsen med. 

Hils fra mig derhjemme,hils og bring dem bud. 

Bed dem aldrig glemme,dem der rejste ud. 

Intet har vi elskethøjt som hjemmets navn. 

Sig dem det, og hils dem,hils i København

Musik: Hasse Anderson - Dansk tekst: Theodor 

Himmelhunden 

På en markedsplads hvor jeg var færdig med at spille 

stod jeg kold og træt bag scenen og slapped' af 

da jeg hørte nogen mumle ganske stille 

og en mand med en lille hund så på mig og sa': 

Hej du spillemand vil du si' mig med det samme 

og vær' ærlig for jeg mener hvert et ord 

når vor herre slukker livets flamme 

og man skal forlade denne jord 

må man ta' hunden med sig ind i himlen 

den er sød og den har vær't min bedste ven 

den er klog og fin 

og har lige vær't i bad 

hvis man må du spillemand så bli'r jeg glad. 

Jeg svared' ham lidt kort da jeg sa'e hør 

din hund kommer nok i himlen når den dør 

det var sent og jeg sku' køre hjem 

da jeg sad der i bilen tænkte jeg på manden igen 










For ham var sagen jo så vigtig 

at han fortjente et ærligt svar 

men hvem kan svare helt oprigtigt 

på om hunde der dør får plads hos himmelens far? 










Artist: Teddy Edelmand (Hasse Anderson: Änglehunden

Hjem jeg ville så gerne 

Jeg rejser i fremmede lande 

hvor fremmede mennesker bor 

Jeg sejler på brusende vande 

så fjernt fra mit hjem højt mod nord. 


i mine kæres favn 

der hvor jeg som lille hvisked moders navn. 

Jeg følger en blinkende stjerne 

på vej mod den fremmede havn 

og tænker på dig i det fjerne 

og hvisker dit elskede navn. 




Den guldring du har på din finger 

et løfte i alvor og leg. 

Jeg tror på at lykken den bringer 

når blot du vil vente på mig. 




Og snart vender skuden tilbage 

med bankende hjerter ombord. 

Jeg tæller med længsel de dage 

til skibet tar´ kursen mod nord. 



der hvor jeg som lille hvisked moders navn.

Hjemmebrænderiet 

Tekst: Jens Memphis - Trad. irsk melodi ved Carsten Holst 

Jeg bor her i Stenhøj i't skævt lille hus 

alene, rent bortset fra rotter og mus. 

I gården et lokum og bagved et skur, 

og i det står mit brændevinsapparatur. 

Det syder affusel og bobler af gær, 

din lever ta'r skade, og øjet får stær. 

Det smager som rævepis og terpentin, 

men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin. 

Min bedstemor brændte sin brændevin selv, 

det slog både hende og manden ihjel. 

De drak aldrig selv, men for heden den dag 

brænderiet røg i luften med et helvedes brag. 

Det syder af fusel... 

Min fa'er han brændte i syv-og-tres år, 

men så blev han snuppet af tolden i går. 

Så mor har skaffet et nyt apparat 

og har sat produktionen i gang i en fart. 

Det syder af fusel ... 

Det hænder jeg selv ta'r en ordentlig syp, 

mens jeg lytter til dråbemes sagte dryp-dryp, 

Det er som musik fra et fint instrument, 

- for jeg ved det er sprit på omkring tres procent. 

Det syder af fusel ... 

Hvis du har få't lyst til at smage det selv, 

så kom kun til mig - helst når dag' n går på hæld, 

slå tre slag på ruden og stik mig en tier, 

så får du en sjat af min livseleksir. 

Det syder af fusel ...

Hos Mor Derhjemme 

Morgenstund har guld i mund 

når skuden atter er hjemme 

dejlig er jo Øresund 

men lykken den finder jrg kun 

hos mor derhjemme i Kerteminde 

i hendes hjerte vil solen skinne 

når jeg skal sidde igen hos hende 

hun hejser flaget når jeg kommer hjem 

Kosten her om bord er sløj 

til middagsmaden der vanker 

aldrig spor af syltetøj 

kun peber og sennep og løg 

Hos mor derhjemme i Kerteminde 

jeg får det bedste som mor kan finde 

med pandekager og slikkepinde 

hun kræser for mig når jeg kommer hjem 

Klokken fem i regn og slud 

når vækkeuret det kimer 

jeg af køjen tørner ud 

på dækket med spand og med klud 


skal vækkeuret kun vække hende 

til klokken el,ve jeg slumrer inde 

bag min alkove når jeg kommer hjem 

Ovre der hvor pebret gror 

jeg ville danse med pi,erne 

men som yngste mand om bord 

de regned mig ikke for spor 


der tjener Olga min sjæls veninde 

hun går til præsten den hulde kvinde 

vi to skal danse når jeg kommer hjem

Hvem er det der banker 

Hvem er det der banker, -hvem er det der banker. 

på klosterporten her ved midnatstid? 

Hvem er det der banker, -hvem er det der banker 

på klosterporten her ved midnatstid? 

:/: Jeg er en gammel og ussel kvinde, 

der gerne vil i klosteret lukkes ind :/: 

:/: Næ, du ka' tro nej du, -næ, du ka' tro nej du, 

i klosteret lukkes ingen kvinder ind :/: 

:/: Hvem er det der banker, hvem er det der banker 

på klosterporten her ved midnatstid? :/: 

:/: jeg er en ung og uskyldig kvinde, 

der gerne vil i klostret lukkes ind :/: 

:/: Ja, kom du bare, - ja, kom du bare, 

og bliv hos mig den hele lange nat :/: 

:/: Næ, du ka' tro nej du, - næ, du ka' tro nej du, 

Jeg er den samme, som der banked før :/:

Jens Vejmand 

Hvem sidder der bag skærmen 

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, 

med læderlap for øjet og om sin sko et bånd, 

det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød 

med hamren må forvandle de hårde sten til brød. 

Og vågner du en morgen i allerførste gry 

og hører hamren klinge påny, påny, påny, 

det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, 

som hugger vilde gnister af morgenvåde sten. 

Og ager du til staden bag bondens fede spand, 

og møder du en olding, hvis øje står i vand, - 

det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ, 

der næppe ved at finde mod frosten mer et læ. 

Og vender du tilbage i byger og i blæst, 

mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest, 

og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, - 

det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der. 

Så jævned han for andre den vanskelige vej, 

men da det led mod julen, da sagde armen nej; 

det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat, 

de bar ham over heden en kold decembernat.

Hvide Måge 

Melodi: Walther Lance - Tekst: Kim Holter 

Ude fra fremmede lande, 

ude fra sømandens vej; 

fjernt fra de hjemlige strande 

flyver en hilsen til dig: 

Hvide måge, hils mine kære, 

hvide måge, flyv nu hjem og hils fra mig. 

Hvide måge, vinden vil bære 

over bølgerne den lange, lange vej. 

Fyret glimter mig i møde fra det fjerne 

som en hilsen fra den store by. 

Hvide måge, hils mine kære, 

og fortæl dem, at vi snart skal ses på ny.

Hvide Syrener 

Hvide syrener der blomster i haven 

Hvor er min ven---hvor drog han hen 

Han sa,e til afsked at jeg skulle vente 

Hvisked, til mig----jeg elsker dig 

Nu si,r de hvide syrener:Et år er forbi 

Et efterår kommer---hvornår mødes vi 


Sig at min ven---vil komme igen 

Hun går i haven blandt blomster og træer 

Hun går og venter med længsel på den hun har kær 

Hun tænker imens hun smiler han kommer engang 

Der er et løfte om kærlighed i fuglenes sang 




Sig at min ven---vil komme igen 

Og kys der fortalte om dejlige ting 

Han lovede mig at komme min længsel er tung 

Men jeg vil synge om kærligheden og sangen er ung 




Sig at min ven---vil komme igen

I en lille båd der gynger 

Melodi: Mickey Newbury og Townes van Zandt - Tekst: Nis P. Jørgensen 

Originaltitel: Mister Can't You See 

I en lille båd der gynger 

sidder jeg og synger, 

synger om de ting 

der gi'r livet værdi. 

Jeg kan ikke gå på vandet, 

men jeg ka' så meget andet. 

Jeg ka' føle mig glad, 

jeg kan føle mig fri. 

Der er forår i min mave, 

jeg ved - hvad jeg vil lave. 

Ud og finde fred - 

fri fra nogen der glor. 

Drive rundt . Ude på fjorden 

den med begge ben på jorden. 

Jeg er godt tilfreds 

med en pilsner i snor. 

I en lille båd der gynger... 

Prøv at mærk hvor luften sitrer 

se på vandet, hvor det glitter. 

Jeg har masser af tid 

- og slet ingen ur. 

Her er duft af tang og tjære, 

det er lige til at bære. 

Tørre fisk på en rist 

fra et gammel komfur. 

I en lille båd der gynger

Jeg er ikke som de andre 

Irsk folkemelodi Tekst: Jens Bjørn/Jens Memphis 


jeg er noget for mig selv 

på landevejen vil jeg vandre 

til den dag jeg må si, farvel 

Selvom natten er sort som tjære 

viser stjernerne mig vej 

Jeg finder altid et sted at være 

Jeg skal nok finde vej til dig 

Pigen sover i sin køje 

hendes vindu´, står på klem 

Da pluds´lig hører hun nogen støje 

er det ham der er kommet hjem 

Jeg er ikke som de andre ...o.s.v. 

Hun løfted ho,det fra sin pude 

lagde armen om sit bryst 

Hun spurgte: Hvem banker på min rude 

længe før det er blevet lyst 

Han svared, :Tag din lysestage 

gå til dørń og luk mig ind 

for jeg har vandret i mange dage 

gennem regn pløre frost og vind 

Jeg er ikke som de andre ...o.s.v. 

Hun lukked døren op med glæde 

modtog ham med kys og kram 

og hun løfted sit sengeklæde 

for at dele sin seng med ham 

Nu skinner solen på din rude 

jeg må op og gå min vej 

Og alt vil være så skønt derude 

siden jeg har været hos dig 


jeg er noget for mig selv 

på landevejen vil jeg vandre 

til den dag jeg må si, farvel

Jeg er Zigeuner 

Jeg er zigeuner og hedt er mit blod 

nede i Spanien min vugge stod. 

Der har jeg drømt under solgyldne træer 

drømt min elskede var mig så nær 

Vi er et folk uden blivende sted 

os er der ingen, der regner med. 

Dog er vi mennesker ligesom i 

vi er stolte, så glade og fri. 

Solen er borte, min dag er forbi 

skumringen øver sit trylleri. 

Syng lille pige, om elskov og had 

syng om spanien, det gør mig så glad. 

Nu vil jeg drømme i flammernes skær 

drømme min elskede er mig nær. 

Syng lille pige, for nu er vi to 

du skal synge os begge til ro.

Jens Vejmand 

Hvem sidder der bag skærmen 

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, 

med læderlap for øjet og om sin sko et bånd, 

det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød 

med hamren må forvandle de hårde sten til brød. 

Og vågner du en morgen i allerførste gry 

og hører hamren klinge påny, påny, påny, 

det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, 

som hugger vilde gnister af morgenvåde sten. 

Og ager du til staden bag bondens fede spand, 

og møder du en olding, hvis øje står i vand, - 

det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ, 

der næppe ved at finde mod frosten mer et læ. 

Og vender du tilbage i byger og i blæst, 

mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest, 

og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, - 

det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der. 

Så jævned han for andre den vanskelige vej, 

men da det led mod julen, da sagde armen nej; 

det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat, 

de bar ham over heden en kold decembernat.

Katinka, Katinka luk vinduet op 

Kathinka, Kathinka, luk vinduet op, 

nu vil jeg spendere en vise. 

Et forår har kærtegnet pigernes krop, 

og nu er du li' til at spise, 

men først skal vi ha' os en sang eller to, 

og så skal Kathinka og Søren til ro. 

Kathinka, Kathinka, luk vinduet op 

og hør min harmonikavise. 

Jeg mindes den aften, jeg mødte dig først, 

jeg sad i Kap Horn med en bajer. 

Jeg var sgu så glad for mig selv og min tørst 

og Brøndums de små akelejer. 

Men så kom du ind med et kedeligt drys, 

og han fik en skalle og jeg fik et kys, 

og så, ja så blev du jo et med min tørst 

og noled' min eneste bajer. 

Men skidt med en bajer, blot pigen er glad, 

for janterne de skal jo trille, 

og hver gang jeg savner lidt flydende mad, 

har jeg mit talent for at spille. 

Så gi'r jeg en sang til en gjaldende gård, 

mens slanter og sølvtøj i stenbroen slår. 

Så slår vi til Søren til Søren bli'r flad, 

ja, så ska' vi sør'me ha' gilde. 

En vinter sled sålen af sokker og sko, 

men foråret lapper det hele. 

Lad træerne toppes og træerne gro, 

med dig vil min rigdom jeg dele. 

Nu genlyder nyhavn af sang og af spil, 

jeg presser citronen så tit, du det vil. 

Jeg ved, du er varm, og jeg tror, du er tro, 

og så' det en smal sag at dele. 

Kathinka, Kathinka, smæk vinduet i 

og spar dine små bommelummer. 

Gør stuen lidt pæn, mens jeg tæller til ti 

og ærbar ad bagdøren kommer. 

Du gi'r mig din seng, og jeg gi'r dig min sang, 

så fejrer vi foråret endnu en gang. 

Kathinka, Kathinka, luk øjnene i, 

for nu er det Søren, der kommer.

Katinka luk vinduet op 

Mel.: Katinka Katinka 

TIL MIN ELSKEDE HUSTRU 

Min XX, min XX, luk vinduet op, 

nu vil jeg spendere en vise. 

Riv klæderne rask af din yndige krop 

og løft så din lille chemise. 

Først synger jeg for dig en halvsjofel sang, 

så prøver vi fjedrene endnu en gang. 

Du gi'r mig din sang, og jeg gi'r dig min stang, 

så der er en smal sag at dele. 

Jeg elsker dig, når du er lystig og kvik, 

jeg elsker dit frejdige væsen, 

Jeg elsker dig højst når du sender dét blik, 

der giver dig rynker om næsen. 

Jeg elsker dit lyse og duftende hår, 

jeg elsker de syndige tanker, du får 

Men højest jeg elsker de buttede lår 

og den dér du har midt imellem. 

Jeg kyssed' din mund med en brændene tørst, 

dengang da du spidsede "trynen". 

Jeg husker bestemt, at vi knaldede først, 

vi tog den på tværs over dynen. 

Du rev og du bed, og du gjorde mig skør, 

du flåed' min ryg med lakerede klø'r. 

Så fik du den bagfra med har og med slør, 

og så blev der pletter på lagnet. 

Min dejlige "skrubbe", luk øjnene i 

og spred dine små pusselanker. 

Så får du heftige skrald, du kan li' 

mens hygsomt vi ligger og banker. 

Først slukker vi lyset, så si'r du, jeg må 

så løfter jeg dynen, så springer jeg på. 

Så si'r jeg: "lad falde, hvad ej der kan stå", 

og så falder farmand til patten. 

Hvis jeg sku' dø først, når det kommer så vidt 

så må du min "tap" amputere. 

Tag straks "moppedrengen" og sæt den i sprit, 

der vil den sig pænt præsentere. 

Så glem blot, hvor ofte den har været din, 

og lad den blot stå til almindelig grin. 

Sig bare: "Her står han, det lir'lige svin". 

Vær hilset, du gamle "rumsterstang".

Klaus Jørgen 

Hvorfor skriver du aldrig Klaus Jørgen ? 

Hvorfor hører jeg aldrig fra dig ? 

Da du rejste afsted til Amer(i)ka 

sku´du sende billet hjem til mig 

Det er femten år siden du loved´ mig brev, 

så nu syn´s jeg det var på tide du skrev. 

Mon du elsker mig stadig Klaus Jørgen, 

er det stadig det samme for dig? 

Jeg går hjemme på gården og venter 

på det brev du sku' sende til mig. 

I Amerika der ville du starte 

en forretning med leverpostej, 

men da du mangled ' penge Klaus Jørgen, 

sku' du låne dem alle af mig. 

Måske var jeg i tvivl, åh men natten var skøn, 

og den vise, du sang om lykken, var køn. 

Mon du elsker mig stadig K1aus Jørgen, 




Og du tog mine møbler og klæder 

med på rejsen og vinked' farvel, 

for du sa' det var bedre at spare 

det besvær med at slæbe det selv. 

Men nu be' r jeg dig sende min ene madras, 

for i den ligger både bankbog og pas. 

Mon du elsker mig stadig Klaus Jørgen, 




Der går rygter på egnen, Klaus Jørgen, 

om at du sku´ vær´ set her omkring. 

Al den snak har jeg hørt; femten år nu, 

det betyder nok slet ingenting. 

Hvis jeg bare forstod, hvorfor brev' ne til dig 

i Amerika kommer tilbage til mig? 

Mon du elsker mig stadig K1aus Jørgen, 



på det brev du sku' sende til mig.

Klunservalsen 

Fra gård til gård med vognen og med hunden, 

i sol og regn, han går fra dør til dør, 

og hilser folk med denne sang fra munden; 

Her købes flasker aflagt tøj og gammelt jern, 


Hans gamle sang har alle men`sker hørt 

dog har den aldrig nogen piges rørt. 

Hans gamle sang har alle men`sker hørt, 

dog har den aldrig nogen piges hjerte rørt. 

Et liv så langt med sorg og suk og klage, 

et liv så trangt og intet sted at bo, 

og så de ord som lyder alle dage; 



Hans gamle sang har alle men`sker hørt 

dog har den aldrig nogen piges rørt. 

Hans gamle sang har alle men`sker hørt, 

dog har den aldrig nogen piges hjerte rørt.

Lille sommerfugl 

Melodi: Elith Worsing - Tekst: Axel Andreasen/Ludvig Brandstrup 

I en dejlig have, fyldt med gylden sol, 

fyldt med duft af lilje, rose og viol 

møder vi hinanden, jeg er tung og træt, 

du på hvide vinger svinger dig så let. 

Lille sommerfugl, lille sommerfugl 

flyv fra blomst og til blomst, fra skjul til skjul. 

Når jeg ser på dig, 

ak, så tænker jeg, 

hvem der bare var sommerfugl. 

Er violen troløs, finder straks du trøst 

tæt ved liljens varme, jomfruhvide bryst. 

Men til rosens favntag snart du kaldes bort, 

himlen er så blå, og livet er så kort. 

Lille sommerfugl... 

Lille glade flyver under himlens blå, 

din er hver en blomst, som solen skinner på. 

Først når jorden dækkes tæt af gyldent løv, 

folder du din vinge træt og bli'r til støv. 

Lille sommerfugl, lille sommerfugl - 

du var glad, til du fandt dit sidste skjul. 

Når jeg mindes dig 

ak, så tænker jeg, 

hvem der bare var sommerfugl.

Livet var vidunderligt 

Mel.: Jeg vil bygge en verden 

Livet var vidunderligt, det tro'de vi engang, 

men med tiden lærte vi en ganske anden sang. 

Vi er bare brikker i det store dumme spil, 

uden spor betydning, men nu ved jeg, hvad jeg vil: 

Jeg vil bygge en verden, men helt for mig selv, 

hvis du vil, kan du godt komme med, 

for måske kan vi der finde lykke og held, 

til at glemme alverdens fortræd. 

:Hvis vi tror på hinanden og uden jalousi, 

bare holder de løfter, som vi svor, 

kan vi bygge en verden, så stor og så rig, 

på den gamle forhærdede jord.: 

Livet blev jo skænket os engang i kærlighed, 

vi må bygge vid're der, hvor andre river ned. 

Du og jeg har stået ikke langt fra lykkens top, . 

selv om vi blev skuffet, må vi aldrig helt gi' op. 

Vi må bygge en verden, men helt for os selv, 

de, der vil, de kan blot følge med, 

for måske kan vi der finde lykke og held 





på den gamle forhærdede jord.: 

Selv om stormen raser og en masse ting forgår, 

må vi aldrig glemme, at der kommer dog en vår. 

Det betyder kærlighed, og den vil bane vej, 

blot: vi har hinanden og vi lover hver for sig: 

Jeg vil bygge en verden, men helt for mig selv, 

hvis du vil, kan du godt komme med, 

for måske kan vi der finde lykke og held 





på den gamle forhærdede jord.:

Lundeborghymnen 

Melodi: Ove Bager - Tekst: Ove Bager 

Er du trist og har du sorg i sinde 

så tag med mig ned til Lundeborg. 

For det er det bedste sted på jorden 

her jeg tror at verdens ende går. 

Her er skov og strand, her er havn og vand, 

her er fiskerpige, her er fiskermand. 

Er du trist og har du sorg i sinde 

så tag med mig ned til Lundeborg

Man starter som lille.. 

Man starter som lille, 

 og så bli'r man stor,  

for fødderne vokser  

og ørerne gror. 

Der' ingen, der aner, 

 hvordan det går til, 

 der' ingen i verden 

 der spø'r om du vil. 

Dit hovde bli'r større,  

og kroppen bli'r bred,  

der' intet at gøre  

du må vokse med.  

Man starter som lille d 

erhjemme hos mor'n s 

åd'n er det med alting 

 der lever på jord'n. 

Man starter som lille  

og så bli'r man stor, 

 først tier man stille  

og så lær' man ord.  

Og dum og begavet  

det er man på skift. 

 En dag er man tosset 

 og så bli'r man gift. 

Så får man en lille, 

 den lille bli'r stor.  

Så ta'r vi den forfra  

og synger i kor:  

Man starter som lille 

 og så bli'r man stor,  

for fødderne vokser  

og ørerne gror.

Manden på risten 

Melodi: Mich. Carr - Tekst: Aage Steffensen 

Her står jeg hver aften på "risten", 

mens jeg kigger på Vesterbro. 

Jeg nyder det flammende neonlys, 

uden ophold fra seks til to. 

Jeg har det omtrent som de rige, 

jeg er hver nat på "restaurant". 

Man godt på en måde kan sige, 

at jeg er såd'n en slags "gourmand". 

Jeg har med de ædlere dele 

ej vrøvl som en anden grosser' . 

Min mave kan tåle det hele 

og lidt til og meget mer' . 

Jeg napper "fasanen" i flugten 

efter "bøffen", min yndlingsret, 

jeg får aldrig andet end lugten, 

men af den kan man godt bli' mæt. 

Mens de derinde nedsvælger bourgogne og bordeaux, 

blir jeg beruset af duften fra Vesterbro. 

Jeg skal ikke stille i smoking 

så jeg ka' vær' lige glad 

jeg har aldrig vrøvl med tjeneren 

hvergang jeg har bestilt lidt mad 

for mig er der ingen der bukker 

drikkepengene sparer jeg 

om osse derinde de lukker 

ja så rager det ikke mig 

jeg har ingen små kontroverser 

om elskov, for jeg vil ha fred 

jeg slæber ej damer i Nertzer 

og hermelinspelse med 

en schlager jeg hører på risten 

der er piger i Singapore 

jeg kender dog ej komponisten 

det kan han vær' lyk'lig for 

men når så Schubert i øret sig lister kan i tro 

så vågner Jensen på risten på vesterbro. 

I går fik vi lam i asparges 

om det smagte det ikke ordet 

et eventyr var osse ribbenstegen 

indirekte fra varme bordet 

det ville ha glædet johansen 

i december han skred gedult 

han misted en dag lugtesansen 

og så ebbed han ud af sult, 

jeg sad ved hans leje på selve 

den aften da feberen kom 

skønt han havde 47.11 

så lå han og talte om 

de dejlige nætter på risten, 

nå men sådan er livets gang 

en skønne dag udløber fristen 

og man synger sin sidste sang 

nu gad jeg vide om risten ved himmeriges kro 

kan være bedre end risten på vesterbro.

Min Amanda var fra Kerteminde 

Min Amanda var fra Kerteminde, 

og hun kom til København i fjor, 

sikke hendes øjne kunne skinne, 

hendes tænder var som perlemor. 

Hun var slank og rank, og jeg vil anta', 

cirka tyve tommer i figur. 

Og jeg gik på livet med Amanda, 

hver engang hun havde udgangstur, 

ja, jeg gik på livet med Amanda, 

hver engang hun havde udgangstur. 

Skæbnen kommer, når man mindst den venter, 

hør nu bare, hvad der mig er hændt: 

Sidste søndag traf vi en bekendter, 

og Amanda sa' han var student. 

Med et smil tog han sin hat galant a', 

og Amanda smilede igen. 

Og så præsenterede Amanda 

mig studenten som en barndomsven, 

ja, så præsenterede Amanda 

mig studenten som en barndomsven. 

Og vi fulgtes ad til Esplanaden, 

det var lummervarmt den formidda', 

og ved pavillonen spurgte raden, 

om vi sku' et lille bæger ta'. 

Og da just der var en tom veranda, 

og som sagt det var et dejligt vejr, 

blev vi herrer enig med Amanda 

om at ta' den lille genstand der, 

blev vi herrer enig med Amanda 

om at ta' den lille genstand der. 

Efterhånden fik vi noget at drikke, 

jeg kan ikke huske, hvad vi fik, 

men jeg husker nok, at jeg fik hikke, 

og gik udenfor et øjeblik. 

Men da jeg kom ind igen, jeg fandt a', 

der var ganske tomt ved vores bord! 

Der var ikke skygge af Amanda 

af studenten heller ikke spor, 

der var ikke skygge af Amanda 

af studenten heller ikke spor. 

Ak, nu er min lykkestjerne dalet, 

ranet af en medicinsk student, 

han er på Kommunehospitalet, 

og derinde er jeg ikke kendt. 

Derfor spø'r jeg, tror De, det er sandt a', 

læger over kød og blod har ret? 

For når jeg så hitter min Amanda, 

er hun ka'ske lavet til skelet, 

for når jeg så hitter min Amanda, 

er hun ka'ske lavet til skelet

Mølleåen 

Jeg ved et sted som jeg længes imod, 

når jeg er nedtrykt og træt- 

Hjemme i byen, jeg engang forlod 

ligger den fredfyldte plet: 

Barndommens sollyse dage svandt hen 

nede ved mølleåen. 

Ofte i drømme jeg leger igen, 

nede ved mølleåen- 

Og når jeg står på den ældgamle bro, 

fyldes mit sind med en lindrende ro. 

Tanker og minder får fred til at gro 


Glemt bli´r al modgang i senere år, 

Glemt bli´r al uro og strid. 

Minderne kommer og minderne går, 

Her gik min dejligste tid: 

Barndommens sollyse dage svandt hen 


Ofte i drømme jeg leger igen, 

nede ved mølleåen- 

Og når jeg står på den ældgamle bro, 

fyldes mit sind med en lindrende ro. 

Tanker og minder får fred til at gro 

nede ved mølleåen.

Nordsee Wellen 

1 Wo de Nordseewellen trecken an de Strand, 

Wor de geelen Blöme bleuhn int gröne Land, 

|: Wor de Möwen schrieen gell int Stormgebrus, 

Dor is mine Heimat, dor bün ick to Hus. :| 

2 Well'n un Wogenruschen weern min Weegenleed, 

Un de hohen Dieken seh'n min Kinnertied, 

|: Markten ok min Sehnen un min heet Begehr: 

Dör de Welt to flegen, ower Land un Meer. :| 

3. Wohl hett mi dat Lewen all min Lengen still, 

Hett mi all dat geven, wat min Hart erfüllt; 

|: All dat is verswunnen, wat mi drück un dreev, 

Hev dat Glück woll funnen, doch dat Heimweh bleev. :| 

4. Heimweh nach min schöne, gröne Marschenland, 

Wor de Nordseewellen trecken an de Strand, 

|: Wor de Möwen schrieen gell int Stormgebrus, 

Dor is mine Heimat, dor bün ick to Hus. :| 

1 Wo die Nordseewellen spülen an den Strand, 

Wo die gelben Blumen blühn ins grüne Land, 

|: Wo die Möwen schreien schrill im Sturmgebraus, 

Da ist meine Heimat, da bin ich zu Haus. :| 

2. Well'n und Wogen sangen mir mein Wiegenlied, 

Hohe Deiche waren mir das "Gott behüt", 

|: Merkten auch mein Sehnen und mein heiß Begehr: 

Durch die Welt zu fliegen, über Land und Meer. :| 

3. Wohl hat mir das Leben meine Qual gestillt, 

Und mir das gegeben, was mein Herz erfüllt. 

|: Alles ist verschwunden, was mir leid und lieb, 

Hab das Glück gefunden, doch das Heimweh blieb. :| 

4. Heimweh nach dem schönen, grünen Marschenland, 

Wo die Nordseewellen spülen an den Strand, 

|: Wo die Möwen schreien, schrill im Sturmgebraus, 

Da ist meine Heimat, da bin ich zu Haus. :|

Nordsøbølger 

Der, hvor nordsøbølger ruller ind mod land, 

der, hvor skummet hvirvler over revlens sand, 

|: der, hvor blæsten synger over strand og klit 

stod engang min vugge, og det land er mit. :| 

Stormens vilde toner var min vuggesang, 

nordsøbølger brused' hele natten lang. 

|: Havet blev min skæbne. Livet er så kort. 

Stormen sang til afsked, da jeg rejste bort. :| 

I de fjerne lande så jeg skønne ting, 

men en drøm har fulgt mig, hvor jeg fór omkring. 

|: Drømmen om den lille fjerne fiskerby 

kaldte mig tilbage, drog mig hjem påny. :| 

Hør, hvor nordsøbølger ruller ind mod land, 

hør, hvor skummet hvirvler over revlens sand. 

|: Her, hvor blæsten synger over strand og sø 

vil jeg altid leve, og her vil jeg dø. :|

Nu går våren gennem Nyhavn 

Nu går våren gennem Nyhavn fra Shanghai og til Kahyt, 

nu har solens gule unger i hver skimlet regnvejrspyt. 

Alle havnens søde piger drikker forårsguden til. 

Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil. 

Se, en fugl har bygget rede her ved Sørens brede bryst, 

blot en lille lommelærke, men hvor kvidre den med lyst. 

Sæt dig her ved Sørens side, hvis du ikke har kredit, 

køb du kuns din flade kaffe, jeg skal fylde den med sprit. 

Hvad er vintrens golde glæder imod vårens kåde leg? 

Jeg vil elske hundred' piger, jeg skal gemme en til dig, 

men når bæverdingen lukker, vil vi glide to og to, 

går jeg ad en hønsestige til Kathinkas kyske bo. 

Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord, 

hun kan glatte pandens rynker, hun kan tømme lommens foer. 

Og hver gang jeg slår på tæven, kan hun tæmme min fysik 

med en lille tjat på kinden og en ekstra giggernik. 

Kom med min søde nyhavnspige, lad mig elske dig i nat. 

Se, en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat. 

Jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånde, 

men i aften bli'r jeg stille, blot du tar min store hånd.

Når man ser det hele lidt fra oven 

Når man ser det hele sådan lidt fra oven 

Melodi: Lasse Dahlquist - Tekst: Alfred Holck 

Originaltitel: Litet grann från ovan 

Jeg er en lille vogterdreng fra heden, 

på bare ben jeg føler mig så tryg, 

og tænk, i lyngen drømte jeg forleden: 

En svane kom og tog mig på sin ryg. 

Vi fløj om kap med skyerne deroppe, 

jeg følte suset i den klare luft, 

både skov og sø og strand, 

bli'r et eventyrets land, 

når man ser det hele sådan lidt fra oven. 

Langt under os lå landet som en tavle, 

med huse og med kirketårne på, 

og solen lyste i de hvide gavle, 

det var så smukt, det kan De vel forstå. 

Jeg kunne kende alle gamle slotte, 

med spir og tinder fra min skolebog, 

øjet løber lidt i vand, 

når man ser sit smukke land, 

når man ser det hele sådan lidt fra oven.

Oh Susanna 

Oh, Susanna! 

Melodi: S.C. Foster 1846 - Tekst: S.c. Foster 1846 

l: I come from Alabama with 

my banjo on my knee, 

I'm going to Louisiana, 

my Susanna for to see. :l 

Oh, Susanna! Oh, don' t you Gry for me. 

For I come from Alabama with 

my banjo on my knee. 

l: It rained all day the night I left, 

the weather was so dry, 

the sun so hot I froze myself, 

Susanna don't you cry. :l 

Oh, Susanna ... 

l: I had a dream the other night, 

when everything was still. 

I thought I saw Susanna - 

a-coming down the hill. :l 

Oh, Susanna ... 

l: The red, red rose was in her hand, 

the tear was in her eye. 

I said, "I come from Dixie Land, 

Susanna, don't you cry." :l 

Oh, Susanna ...

Om sorte Rudolf kan danse 

1. Om Sorte Rudolf kan danse 

ja det kan I tro, at han kan, 

det lærte han hurtigt af Lola 

så snart han var kommet i land. 

:/: Hun lærte ham tangoens fejltrin 

og han er en lærenem mand 

om Sorte Rudolf kan danse, 

ja det kan I tro han kan. :/: 

2. Om Sorte Rudolf kan kysse 

ja det kan I tro, han kan, 

det lærte han af Gretchen 

så snart han var kommet i land. 

:/: Der faldt et par stjerner fra himlen 

dengang hun fik lært ham hvordan 

om Sorte Rudolf kan kysse 

ja det kan I tro, at han kan. :/: 

3. Om Sorte Rudolf kan elske 


han elsker den første han møder 

så snart han er kommet i land 

:/: På kys og på kærtegn med mere 

har Rudolf i høj grand forstand 

om Sorte Rudolf kan elske 

ja det kan I tro, at han kan. :/: 

4. Om Sorte Rudolf kan glemme 


han glemmer hver eneste pige 

så snart han er kommet fra land 

:/: Så synger han selv så det gjalder 

ud over det blinkende vand 

om Sorte Rudolf kan glemme 

ja det kan I tro, at han kan.:/:

Oppe på bjerget 

Måne min ven, du ler til mig 

spreder dit sølv over sti og vej 

du, som står unge hjerter nær 

skin på min hjertenskær. 

Oppe på bjerget titter du frem 

der hvor jeg altid har ønsket mig hen. 

Du, som står unge hjerter nær 

skin på min hjertenskær. 

Lærke du sang en sang for mig 

toner om lykke og elskovsleg 

Du, som står unge hjerter nær 

syng for min hjertenskær. 

Flyv gennem dalen, flyv til min ven 

der hvor jeg altid ønsker mig hen. 

Du som står unge hjerter nær 

syng for min hjertenskær. 

Rosen så rød er vort symbol 

gløder så hedt under sommersol 

den, som står alle hjerter nær 

gi´r jeg min hjertenskær. 

Oppe på bjerget ses vi igen 

der hvor jeg altid ønsker mig hen 

alt det, der står mit hjerte nær 

får da min hjertenskær.

Pigen og søndenvinden 

Og pigen sa' e: Hør søndenvind, 

Du må ikke være en drillepind 

lad vær' at rør' min nye hat, 

for jeg skal jo møde min elskede skat 

i hat med slør og blomster på 

og kjole med vidde og ynde. 

To hvide sko, så små så små 

Og strømper så spindelvævstynde. 

Og pigen gik i søndenvind, 

så yndefuldt kysset af solens skin, - 

gik op og ned ad vor allé, 

så alle, som bo' de der, nu kunne se 

en hat med slør og blomster på o.s.v. 

Og pigen kom med søndenvind 

og mødte sin ven midt i solens skin. 

- Og når man er til bal ved høst, 

så trykker man ind til sit bankende bryst 


Ved morgengry i søndenvind 

de dansede stadigvæk kind mod kind. 

Et enkelt kys ... nej to ... nej tre ... 

De håbede begge, at ingen fik se 


Og dansen gik i søndenvind 

de dansede, dansede kind mod kind 

hun var så sød og let på tå 

så alle i dansen stod stille og så 


Og pigen sover trygt i ro 

og drømmer de danser endnu - de to. 

I stuen ligger spredt omkring - 

På gulvet, i stolen de yndigste ting: 

En hat med slør og blomster på 

og kjole med vidde og ynde. 

To hvide sko, - så små så små 

og strømper så spindelvævstynde.

Se nu danser bedstefar 

Sig mig kender I valsen, jeg nu slår an 

I unge mænd og piér ? 

Ellers ved jeg familien´s ældste mand 

hermed et kursus jer gi´r. 

Hvis ikke I ved, hvordan valsen man skæ´r, 

så sæt jer ned og lær 

for- 

Se nu danser bedestefar til den gamle vals, 

midt i dansen pigen ta´r om den gamles hals. 

Han holder á den og råber og ler, alle ham ser, 

flot kavaler svinger sig rundt som en hvirvlende vind 

men ikke kind mod kind. 

Se nu danser bedstefar til den gamle vals. 

Kan I li´ den, så tager vi den nok engang, 

den gamle vals med tryk. 

Den er god, for den ejer en herlig klang 

og retter den krummeste ryg. 

Jeg ser, der er stadigvæk en, der kan lién, 

han elsker melodiń 

ja- 

Se nu danser bedestefar til den gamle vals, 

midt i dansen pigen ta´r om den gamles hals. 

Han holder á den og råber og ler, alle ham ser, 

flot kavaler svinger sig rundt som en hvirvlende vind 

men ikke kind mod kind. 

Se nu danser bedstefar til den gamle vals.

Sig dejlige ting til mig 

Musik: Phil Green/Norman Newell - Tekst: Peter Mynte 

Sig dejlige ting til mig. 

Ingen er dejlig som du. 

Sig dejlige ting til mig, 

for alting er dejligt nu. 

Før så jeg det hele som gråt i gråt, 

nu lyser himlen så klart og blåt. 

Jeg så kun de grå og regntunge sky'r, 

nu ser jeg et eventyr. 

Så kom og sig dejlige ting til mig. 

Ingen er dejlig som du. 

Sig dejlige ting til mig, 

for alting er dejligt nu. 

Min by blev forandret til lykkens by, 

verden omkring mig er ung og ny. 

Nu får jeg et smil fra alle jeg ser, 

det er som alverden ler. 

Sig dejlige ting til mig ... 

Nu ser jeg den verden vi lever i, 

munter og vejlig og lys, fordi 

jeg selv er så glad, for du har fortalt, 

at nu bli'r vi to om alt. 

Sig dejlige ting til mig ...

Skamlingsbanken 

Melodi: P. Würck - Tekst: Th. Berg 

Hist hor kornet gyldent bølger sig for vinden, 

og hvor bøgeskven venligt titter frem, 

hvor min moder kyssed´ tårerne af kinden, 

ligger nu i dag mit kære barndoms hjem. 

Skønt det næseten er en men´ske alder siden, 

jeg som attenårig purk der hjemme stod, 

har min tanke dvælet ved det hele tiden 

lige fra den stund, da jeg mit hjem forlod. 

Fra det fjerne, hjem til Danmark, iler tanken 

med de lyse minder om hver sorgløs da', 

jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken, 

Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra. 

Jeg er gammel, og nu har jeg kun tilbage 

søde minder fra det kære, gamle land, 

minder fra de glade lyse ungdomsdage, 

som jeg aldrig i mit liv forglemme kan. 

Fremfor alt, af denne verdens største goder 

har jeg ejet her en gang på denne jord, 

en elskværdig, flittig fa'r og kærlig moder, 

men nu er de borte, både fa'r og mo'r. 




Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra. 

O, hvor husker jeg endnu den smukke pige, 

hun, som var mit et og alt, da jeg var ung, 

som forlængst er vandret til de dødes rige, 

og hvis tab har gjort mig livets gang så tung. 

O, hvor føler jeg mig dog forladt og ene, 

til den dag, thi tiden er vist grumme nær, 

jeg herovre lægge skal de trætte bene, 

langt fra hjemmet, og fra den jeg havde kær. 




Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra.

Snevalsen 

SNEVALSEN 1 

No'n ka' li' en forårsdag, 

det bli'r deres egen sag, 

andre elsker sommerskov'n 

når der' fuglesang forov'n 

eller gyldent efterår 

med de farver alting får. 

Gi' mig hel're vinteren 

jeg vil synge en sang om den. 

Der er sne, sne, sne, sne, 

hvor man kigger hen, 

hele verden er ren og fin igen. 

Når de småfnug danser, 

danser vi med dem 

og synger en snevals, 

der kalder humøret frem. 

Der er digtet mange vers 

om et år på kryds og tværs, 

rim på sommer, vår og høst 

er poetens sidste trøst. 

Der er skrevet lidt om jul 

og om urt og busk i skjul, 

ord som kulde, frost og hvidt 

ja, dem hører man ikke så tit. 

Der er sne, sne, sne, sne, 

hvor man kigger hen, 

hele verden er ren og fin igen. 

Når de småfnug danser, 

danser vi med dem 

og synger en snevals, 

der kalder humøret frem.

Snevalsen 2 

Se et land så vinterhvidt, 

dette land er dit og mit. 

Og en snemand rund og stor, 

venter hjemme hvor vi bor. 

Høje bjerge, palmer, sol, 

se Venedig fra gondol, 

næh, jeg elsker mest at se, 

når der end´lig er faldet sne. 

For sne, sne, sne, sne, 

daler stille ned, 

ro og fred - 

følger med. 

I sne, sne, sne, sne, 

ta´r jeg dig til brud, 

så mød mig i valsen - 

og lad os danse ud. 

Jeg har røde roser kær, 

under havens grønne træ´r. 

Og det lune nøddekrat, 

hvor vi sad en sommernat. 

Men jeg elsker mest at se, 

haven prægtig klædt i sne. 

Bjældeklang og kanetur, 

er det bedste på denne jord. 

For sne, sne, sne, sne, 

daler stille ned, 

ro og fred - 

følger med. 

I sne, sne, sne, sne, 

ta´r jeg dig til brud, 

så mød mig i valsen - 

og lad os danse ud.

Solskin ombord 

Der var'n gang en sømand, som skulle til søs, 

så traf han en pige og gav hend' et 

kursus i søkort fra Dragør til Hveen. 

Hun havde, det sa' han, de yndigste 

øjne, no'en 'pige hav d' haft i en havn; 

han sa': Nu ta'r jeg dig, min skat, i min 

båd, og så sejler vi ud på en tørn, 

vi gifter os straks og får masser af 

Refrain: 

Solskin ombord - 

måneskin om natten! 

Flettede fingre i stjernedrys! 

Sømænd de holder af 

solskin ombord! 

Men pi'en sa' til sømand'n: Hvor er du naiv, 

jeg stoler slet ikke på dig og dit 

løfte. Så kaldte hun fluks på sin far. 

Og far'en kom far'nde og sa': Hva' be- 

driver min datter og sømanden her? 

Hun er da for pokker vel ikke en 

pige, der gifter sig ud'n at få lov, 

fordi så'n en sømand vil ha' sig lidt 

Refrain: 

Solskin ombord o. s. v. 

Men sømanden holdt li' så stædigt på sit, 

han ville sgu giftes i kjole og 

laksko og høj hat og myrter og vest. 

Han lejed' det hele og red på en6 

veksel, for bryllup er dyrt for en mand 

så sprang han med bankende hjerte i 

stadsen, og vejret var li' som bestilt. 

Sagnet fortæller, at nu er de 

Refrain: 

Solskin ombord o. s. v.

Åh gid jeg var ungkarl igen 

Som ung-karl man har det skam godt, 


Man turer og solder, blot helbredet holder, 


Man turer og solder, blot helbredet holder, 

Som ung-karl man har det skam godt. 

Jeg tænker med sorg på min ven. 

Den mø, som han ægted, 

På djævlen hun slægted, 

Ak, gid han var ungkarl igen. 

Hvergang han blot sagde et ord, 

Så sagde hun resten, 

-blev ved, til han næsten 

var bleven til ungkarl, jeg tror. 

Af galde hun sygnede hen, 

Og det var det triste, 

Hun skreg til det sidste: 

”Nu bliver han ungkarl igen”. 

Til graven de bar hende hen, 

Slet ikke han græder, 

Nej, skælmen sig glæder, 

For nu er han ungkarl igen. 

Og da han var hjemme igen 

Han asedóg mased´ 

Med pigerne fjased´ 

For nu var han ungkarl igen. 

Så giftede han sig igen, 

Den første var ilde, 

Den anden – du milde. 

-Ak, gid han var ungkarl igen. 

På kroen vi mødes igen, 

Og håbet skal være, 

Vi mødes med ære 

I himlen som ungkarl igen

Sølvstænk i de gyldne lokker 

Musik og Tekst: Traditionel. Dansk tekst: Siegfried Pedersen 

Snart skal livets aftenklokker, 

ringe solfaldstimen ind. 

Sølvstænk i de gyldne lokker, 

furer på din fine kind. 

Tak for gode som for onde år, 

sølvstænk i dit gyldne hår. 

Lyser om din fine pande, 

livet mod sin aften går. 

Varmt og ungt dit hjerte banker, 

søde pige i dit smil. 

Smyk dit hår med blomsterranker, 

glem at det som sne er hvidt. 

Tak for gode som for onde år, 

sølvstænk i dit gyldne hår. 

Lyser om din fine pande, 

livet mod sin aften går, 

livet mod sin aften går.

Sømanden og stjernen 

Hør min sang du klare aftenstjerne, 

du som funkler hist på himlens blå, 

tag en hilsen med dig til det fjerne 

hjem til den jeg altid tænker på. 

Vi fra Danmarks lyse bøgeskove, 

sætte kursen mod det store hav, 

stævned' over sø og salten våge, 

hvor så mangen sømand fandt sin grav. 

Når ved kvæld jeg sidder her på dækket, 

efter dagens travlhed og besvær, 

går min tanke hjem med fugletrækket 

til den pigelil som jeg har kær. 

I min længsel har den trøst jeg fundet, 

at hun stoler fuldt og fast på mig, 

i den lille fiskerby ved sundet 

ved jeg at hun længes li'som jeg. 

Derfor beder jeg dig aftenstjerne, 

når dit milde skær du sender ned, 

lys da også for mit hjertes terne 

og bring bud om trofast kærlighed.

Sømandens våde grav 

Langt derude på mørke vande 

sejled skuden ind mod land, 

hjem den kom fra fjerne lande, 

skuden gik sin vante gang. 

Alt om bord var så tyst og stille, 

kun Kaptajnens ordrer lød. 

Ingen sang og ingen spilled 

yngste jungmand ombord var død. 

I hans hjem i en fattig stue 

sidder nu hans gamle mor 

under lampens klare lue 

og hun læser Kaptajnens ord: 

Tungt det falder at skrive brevet, 

for din dreng du mistet har 

Han af stormen, ned blev revet 

medens han gjorde sejlet klar. 

Ingen blomst og ingen tårer, 

fældes på det store hav. 

Han blev sænket på sin båre, 

det er sømandens våde grav.

Tre Hvide Duer 

tre hvide duer flyver til dig 

tre hvide duer siger det til dig 

jeg vil altid elske dig min egen ven 

tre hvide duer siger det i dag 



da jeg tog afsked med dig 

afskeden tog hårdt på mig 

men jeg ville gå 

jeg på andre lande så 







i dag kan jeg indse at der 

er skønnere der hvor du er 

tre bude flyver nu ud 

ja til dig de har mit bud 






tre hvide duer siger det i dag

Vi skal gå hånd i hånd 

Mon du husker endnu, da vi mødtes lille du 

mon du husker de blik og de varme smil du fik. 

Og jeg følte med ét, det er dig jeg vil ha 

og jeg husker de ord, som jeg sagde. 

Vi skal gå hånd i hånd, gennem livet du og jeg 

knytte kærlighedsbånd, altid følges samme vej. 

Med den helt rette ånd, så bli r livet en leg 

vi skal gå hånd i hånd du og jeg. 

Mon du husker den dag, da du loved mig dit ja 

mon du husker jeg sagde, det er dig som jeg vil ha . 

Kan du høre endnu kirkeklokkernes klang 

og de løfter jeg gav dig en gang. 

Vi skal gå hånd i hånd... 

Efter alle de år, som er gået nu forstår, 

jeg at håbet er grønt og at livet er så skønt. 

Når man elsker hinanden og dag efter dag, 

bare holder de løfter man gav. 

Vi skal gå hånd i hånd...

1. 

Kan du huske på valsen, 

uden kravetøj om halsen, 

med stok og med randselen på, 

aldrig mangled' humøret, 

var vejen end pløret, 

og støvlerne mangled' en tå. 

Vi for rundt i rig'rne, 

vi sang og krammed' pi'r'ne. 

tit tog vi vel også en tår. 

Vi har været mange steder, 

vi har haft mange glæder, 

vi har følt hele verden som vor. 

Åh, disse minder, fra du var en farende svend. 

Åh, disse minder, den tid kommer aldrig igen. 

Åh, disse minder, det er dem, der gi'r livet kulør, 

i hulen vi svendene finder 

med det gode det gamle humør. 

2. 

Ud af sengen vi hopped' 

om morgenen og stopped' 

vor pibe og vandred' påny, 

sjælden var vi vel mætte, 

men stundom skam trætte, 

når om aftenen vi kom til en by. 

Var der arbejd', så blev vi, 

hvis ikke, så gled vi, 

men tog dog forplejningen først, 

og var glade for geskænken, 

når vi 'sad på bænken 

ku' mættes, fik slukket vor tørst. 






Åh disse minder 

3. 

Hurtig glemte vi sorgen, 

tænkte ej på i morgen. - 

Vi leved' fra dag og til dag. 

Derpå kan man kende 

de farende svende, 

de mødes til lystig et lag. 

Ej vi samled' dukater, 

men traf kammerater, 

og det var tit bedre end mønt. 

Vi har været flot i tøjet, 

vi har været' godt i møjet, 

vi har kendt både laser og pynt. 






4. 

Kan du huske om julen, 

når vi sad i hulen 

ved gås og et veldækket bord. 

Man ku' se tårer rinde, 

selv på hærdede svende, 

når tankerne mod hjemmene fo'r; 

Nu er vi herhjemme, 

dog aldrig vi glemme, 

hvad ude i verden vi så. 

Vi ældre er blevne, 

vore minder er levende, 

det er minder, der aldrig forgå. 





med det gode det gamle humør.

Danske sange - Hans Pahlke Møller

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?