Danske sange - Hans Pahlke Møller

Musik og tekst: Gustav Winckler, Bent Werther
En da´mens solen skinned´og fuglene de sang,
da hændte det at jeg så da´ens lys for første gang.
Min fader og min moder var glade begge to-
for deres lille gusse mand det ka´de li´e tro.
En da´i november, mens himlen den var vred
og regn i stride strømme fra himlen svatted´ ned
så folk der gik på gaden, ja de fik kolde gys
da hændte det at jeg så da´ens lys for første gang.
De la´e mig i en vugge, der næsten var forgyldt
så ble´ jeg hele da´en med piskefløde fyldt,
ja, jeg ble´ godt forkælet som riges børn jo gør
det vil jeg gerne tilstå, hvis ingen andre tør.
En vugge – en vugge, det har jeg aldrig haft,
de la´ mig i en kasse, der ble´ i krogen sat,
den gamle og madammen kraspered´ begge to,
så hva´ sku´ der så bli´ af lille mig fra Nørrebro.
Så ble´ jeg lidt ældre fortiden hastigt går,
jeg kørte luxusbiler fra jeg var atten år,
jeg arved´ mange penge, men ødsled´ flere væk,
og så kom der´n historie med den falske check.
Som yngre jeg led både kulde, sult og nød,
og for at skaffe føden jeg måtte stjæle brød,
og så stjal jeg lidt penge, jeg lavede et bræk,
så snappede en panser mig uha uha oh skræk.
Så kom vi i fængsel, hvor svindlere de bo,
jeg sad i celle ét – ja og jeg i celle to.
Vi bankede på væggen, det var vor telefon,
hallo – hallo, hvem banker.
Hva´ si´r du er no´n ?
Den rige og den fattige
Så sad vi i fængsel i mange trange år,
hvor solen aldrig skinner, og tiden langsomt går,
men når man er en svindler, så må sin straf man ta´,
så løstes vi af fængsel og det på samme da´.
Så slog vi os sammen i kulde, regn og blæst,
og synger vore sange og gør en smule fest,
og hvis I godt ka´ li´ os, så bli´r vi sikkert kendt-
så bli´r der til en pølsemad og en juleøl til Bent.