Én stor kovending - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

leder Valgaftenen i Landstingssalen – taget næsten løftede sig, da stemmetallene fra Kalundborg tikkede ind – 28 procent til DF, kunne et valgsted rapportere... Ny valgsejr til DF ”Den største fiasko i dansk politik i nyere tid”. Så klar var dommen fra én af Ny Alliances frontkæmpere få uger efter det folketingsvalg, der gav sammenrendet af forsmåede og uudfoldede politiske ambitioner en gigantisk maveplasker. Som Sir Winston Churchill engang sagde, da han viste en konservative partikollega rundt i det britiske parlament: ”Derovre sidder modstanderne. Her bagved sidder fjenden…”, mens han til den sidste bemærkning pegede bagud på de konservative kollegers pladser. Det interne opgør efter valget i Ny Arrogance er i gang – som bekendt har sejren mange fædre, men nederlaget kun én mor. Og pilene i alliancens bagland peger på Naser Khader som den eneansvarlige mor for det, Berlingske Tidende lidt kækt kaldte ”Khaderstrofen”. Der var vist desværre en del politikere, iagttagere, kommentatorer, politikere, erhvervsspidser og kulturpinger - ingen nævnt, ingen glemt – der i perioden 7. maj til 13. november 2007 troede, at man kunne designe politik på samme måde, som man kunne designe et partilogo. Som forestillede sig, at man med lidt smartness tilsat kække kommentarer og et drys headline-designerpolitik kunne etablere ikke alene et nyt parti men også foranstalte et jordskredsvalg. En enkelt kommentator svingede sig i det lysegrønne forårsmaj op til at forudsige, at det nye partis opdukken på den danske politiske scene ville forårsage et jordskredsvalg større end valget i 1973 - og dét var ellers stort. Det var en temmelig forkert forudsigelse. Fem mandater kunne Khader & Co. mønstre den 13. november. Og dét er et sundhedstegn. Ikke blot fordi partiet slog sig op på - og i højere og højere falset markedsførte - sin hele eksistensberettigelse på nærmest at lukke og slukke 2 Ny Arrogances maveplasker var et af folketingsvalgets sundhedstegn for Dansk Folkeparti. Men i realiteten især fordi det demonstrerer, at man ikke kan voldføre og narre de danske vælgere. En god kommunikationsregel siger, at man aldrig skal overvurdere folks viden men heller aldrig undervurdere folks intelligens. De fleste kan altså godt lægge to og to sammen. Og når det kniber for partiformanden og stifteren at svare på et simpelt spørgsmål om skat, ét af partiets tre politiske slagnumre, så gennemskues hulheden også af de vælgere, som Ny Arrogances planlæggere har siddet på københavnercaféen og undervurderet. Uanset, hvad man i øvrigt måtte mene om Ny Arrogance, eller om Dansk Folkeparti for den sags skyld, så er det en uforskammethed at slå sig op alene med det formål at bryde andre ned, og hulheden i de smarte slogans og de kække overskrifter udstilledes gang for gang for vælgerne i en valgkamp præget af den ene bøf efter den anden om især en vidtløftig skattepolitik og generel smartness. En erhvervsleder, jeg kendte engang, og som næppe er hoppet med i dele af erhvervslivets jubelkor over det nye parti, havde som mundheld: ”Med smartness kan man måske bygge en herregård. Et imperium derimod bygges på principper”. Lidt mindre smartness og lidt flere principper klæder de fleste. Det leder os videre til et andet af valgets sundhedstegn. Vælgerne var i al almindelighed ikke til salg for de talrige og til tider dybt pinagtige kovendinger, som man stadigt mere vantro måtte lægge øre til i valgkampen. SF droppede pludseligt – i hvert fald lige officielt i valgkampen - alle kongstankerne om boligskat. Samme parti og Enhedslisten kunne pludseligt leve med den udlændingepolitik, som de ellers har skældt hæder og ære fra i seks år, hvis blot Helle Thoning-Schmidt blev statsminister, og Søvndal følgelig kunne få brug for sin nyindkøbte ministerjakke. Næppe mange hoppede på den. Socialdemokratiet skiftede mening et par gange om asyl- og udlændingepolitikken. Først slap, så stram, selvfølgelig da, forsikrede S-ledelsen. Og så, snurresnup slap igen, arm i arm med de Radikale, som midt i valgkampen krævede sin betaling for at pege på Thorning-Schmidt som statsminister. Vælgerne kunne forundrede iagttage en statsminister, der helt havde lagt jernnæven og iført sig en fløjlshandske, så kan kunne stryge skiftevis S-formanden og Arrogance-bossen med hårene, alt i mens han forsøgte at forklare, hvor skattetoppet ikke var heeeelt så vigtigt mere, som det havde været, og at man nok også måtte kigge lidt på asylpolitikken. Ikke mange principper at hente dér heller. Og vælgerne – de kunne altså godt gennemskue, at det hele blev gjort i smarte forsøg på krampagtigt at fastholde magt, uanset prisen – eller på krampagtigt at skaffe sig magt, uanset prisen. Dansk Folkeparti skiftede ikke mening om noget som helst. Som valgkampen skred frem blev det mere og mere klart, at partiet var eneste garant for fortsat VOK-samarbejde, hvis vælgerne ville det mest effektive forsvar af den stramme udlændingepolitik og den bedste garanti for fortsat skattestop og dermed en tryg privatøkonomi. Og endelig – dem, der med en VK-regering ved roret sikrer, at der er en forsvarlig social sikring af de svageste. Sådan nogle som designer-politikere godt kan have en tendens til at glemme… Egen principfasthed og andres svaghed blev DFs styrke hos vælgerne. Sønd. Foto: Karsten Holt
Mere end 479.000 danskere valgte den 13. november at sætte deres kryds ved Dansk Folkeparti efter en ualmindelig hård valgkamp, hvor vi endnu engang blev forsøgt isoleret af de øvrige partier. Specielt godt hjulpet på vej af Naser Khaders politiske spin-laboratorium, Ny Alliance. Tænk engang: Et helt parti – eller måske snarere en drøm om et parti – baseret på et ønske om at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Så meget fyldte dette emne, at Ny Alliances ledelse i farten ganske glemte at lave et egentligt politisk program. Bortset fra nogle hastigt sammentømrede overskrifter om nedlæggelse af asylcentrene samt 40 procent flad skat – sidstnævnte var ikke engang partiets formand i stand til at redegøre for. Men underholdning i særklasse blev til gengæld serveret i rigelige mængder af partiets kendte folketingskandidater. Det sidste stik tog erhvervsmanden Lars Kolind hjem, da han foreslog at forvandle Fyn til et skatteparadis á la Monte Carlo eller Las Vegas. Ja, underholdende og sjovt var det. Men skal man se lidt mere alvorligt på det, var der tale om en enestående undervurdering af vælgernes politiske dømmekraft, selv om valgresultatet heldigvis gjorde meningsmålingerne og de politiske kommentatorers spådomme til skamme. Ny Alliance blev vejet og fundet for let. Resultatet var tilsvarende beskedent. Fem mandater i Folketinget var, hvad der kom ud af et fænomen, som medierne havde sammenlignet med Fremskridtspartiets jordskredssejr i 1973. Heller ikke Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt – eller Villy Søvndal trods en historisk fremgang til SF – formåede at overbevise vælgerne om, at usikkerhed på udlændinge- og skatteområdet var vejen frem. Ny Alliance ikke til at stole på Dermed gik Ny Alliances ønske om at bryde VOK-flertallet heller ikke i opfyldelse. Og heldigvis for det! I forbindelse med Folketingets åb- 89-86 ningsdebat efter valget afslørede Naser Khader og Co. nemlig, hvad vi andre hele tiden advarede om under valgkampen: At Ny Alliance ikke er til at stole på, og at de værdipolitisk har et langt stærkere fællesskab med venstrefløjen end med det borgerlige samarbejde. Ny Alliance stemte sammen med S, SF, R og EL mod regeringen og Dansk Folkeparti. Samtidig erklærede Ny Alliance, at partiet på det udenrigspolitiske område vil stemme sammen med Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Havde Ny Alliance fået blot et par mandater mere, er jeg ikke i tvivl om, at VOK-samarbejdets dage havde været talte. Men heldigvis red VOK-flertallet stormen af. Valgresultatet er imidlertid ikke Venstre og Konservatives fortjeneste, men ene og alene Dansk Folkepartis. Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen i valgkampen havde næsten lige så meget uld i munden som sin forgænger og talte op og ned af stolper om et ”bredt” samarbejde i Folketinget, leverede Dansk Folkeparti det hårde, politiske benarbejde og forsvarede på en ensom post VK-regeringens politik med næb og kløer. Vi forsvarede skattestoppet som vælgernes garanti mod vilkårlige skattestigninger og afgiftsforhøjelser. Vi kæmpede for en bevarelse af den stramme, men retfærdige udlændingepolitik, som i 2002 satte en effektiv stopper for masseindvandringen. Og hvad gjorde regeringspartierne? De talte om skattereform for at imødekomme Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Ny Alliance. De talte om en forhøjelse af ulandsbistanden for at lefle for konservative vælgere med radikale drømme. De talte om en lempelse af asylpolitikken til gavn for afviste asylansøgere, der hårdnakket nægter at rejse tilbage til deres hjemland. Alt sammen i direkte modstrid med den politik, som har bragt Danmark på rette kurs gennem de sidste seks år. Tænk at skamme sig så meget over sin egen politik, at det er op til regeringens parlamentariske grundlag at hive en valgsejr hjem. Dansk Folkeparti vandt et mandat, mens Venstre mistede seks! Men jeg skal være den sidste til at Foto: Scanpix bære nag. Jeg nøjes med at konstatere, at Dansk Folkeparti for tredje gang har sikret VOK-flertallet. Og at det for tredje gang bliver Dansk Folkeparti, der skal bære regeringens politik igennem. Fortjenesten er vores og skyldes en troværdig valgkamp, hvor vi som stort set eneste parti fokuserede på konkret politik – uden svinkeærinder og kovendinger. Et forlig er et forlig Derfor vil vi naturligvis – ligeledes for tredje gang – have lov til at sætte tydelige fingeraftryk på den kommende tids politiske arbejde, hvor især kvalitetsreformen og finansloven for 2008 fylder godt op. Vores ønskeliste er ganske lang og omfatter blandt andet et lønløft på samlet fem milliarder kroner til plejepersonalet i den offentlige sektor, centrale kvalitetsstandarder, samt en udvidet, men rimelig økonomisk ramme for den offentlige sektor frem til 2015. Også for Dansk Folkeparti er det væsentligt, at et forlig, der er så omfattende og rækker så langt frem i tiden som kvalitetsreformen, har det bredest mulige grundlag i Folketinget. Også på finanslovsområdet agter vi at leve op til de løfter, vi har givet vælgerne. Ældrechecken skal forbedres for en milliard kroner i 2008. Beløbet skal forhøjes, og formuegrænsen for, hvornår man mister retten til at modtage checken, skal hæves. Der skal ligeledes afsættes et tillæg til førtidspensionister på den mellemste ydelse i det gamle system, således at de på sigt løftes op på niveau for nye førtidspensionister, hvilket vil koste en milliard kroner. Andre punkter på vores ønskeliste er 1.000 nye kollegieboliger, så vore studerende får bedre – og billigere – rammer omkring deres studier. Endelig har vi på det retspolitiske område krævet 2.000 flere betjente på gaden – for nu bare at nævne nogle få, men vigtige, punkter. 89-86 Til sidst er det på sin plads at rydde en meget udbredt misforståelse af vejen: VOK-flertallet overlever ikke udelukkende i kraft af et enkelt nordatlantisk mandat, sådan som alle medier uden videre har fremlagt det. Det faktiske magtforhold, uden de fire nordatlantiske mandater, er 89 mandater til VOK og 86 mandater til S, SF, R, og EL. De nordatlantiske mandater fordeler sig med et enkelt mandat til den borgerlige fløj, mens tre mandater befinder sig på venstrefløjen. Dermed får venstrefløjen på papiret tildelt tre mandater. Alligevel er det uden praktisk betydning, og hvorfor nu det? Svaret er klart: De fire nordatlantiske mandater har alle udtalt, at de ikke vil involvere sig i dansk indenrigspolitik. Derfor er det urimeligt, at medierne tilskriver disse mandater en konkret parlamentarisk betydning. Betydningen er udelukkende af ren teoretisk art. Jeg tvivler således stærkt på, at et nordatlantisk mandat ville bringe en dansk regering til fald. Med venlig hilsen 3
Page 1: Nr. 6 • december 2007 • 11. år
Page 5 and 6: DF’s valg - storkreds for storkre
Page 7 and 8: Liselott Blixt, Faxekredsen Liselot
Page 9 and 10: Folkevalgte Folketingsvalget, tirsd
Page 11 and 12: får også et indtryk af, at andre
Page 13 and 14: tiansborg org… har været for då
Page 15 and 16: ”Jorden tro Festskrift til Søren
Page 17 and 18: vandringsdebatten i Danmark var år
Page 19 and 20: ngsgruppe på seminar i Nordsjælla
Page 21 and 22: Chaufføren Jan Nielsen formåede a
Page 23 and 24: ”Birthe Rønn Hornbech tronende i
Page 25 and 26: kulturnat Danske værdier i morskab
Page 27 and 28: fødselsdag Festlig reception for S
Page 29 and 30: Foto: Scanpix Espersen-parret kandi
Page 32: Dansk Folkeparti Christiansborg 124

Én stor kovending - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?