Kamilla Enevoldsen: Ansvarsfraskrivelsesklasuler ... - it-kontraktret.dk

Speciale 

Aarhus Universitet – december 2011 

Ansvarsfraskrivelsesklausuler 

Med særligt henblik på begrænsninger begrundet i tabets art 

og omfang 

Exclusion clauses 

With special reference to limitations regarding the type and scope 

of the damages 

Årskortnummer: 20063193 

Navn: Kamilla Enevoldsen 

Vejleder: Torsten Iversen 

Studieenheder: 30 ECTS 

Antal anslag: 139.262

Indholdsfortegnelse 

1. INTRODUKTION.............................................................................................................................1 

1.1. Specialets problem og formål ............................................................................................................................. 1 

1.2. Metode og nærmere specifikation...................................................................................................................... 2 

2. ANSVARSFRASKRIVELSESKLAUSULER GENERELT.........................................................3 

2.1. Baggrunden for anvendelsen af ansvarsfraskrivelsesklausuler i dansk ret ................................................... 3 

2.2. Begrebsfastsættelse.............................................................................................................................................. 4 

2.3. Vedtagelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler..................................................................................................... 7 

2.4. Former for begrænsninger ................................................................................................................................. 8 

2.5. Ansvarsfraskrivelsesklausuler hjemlet i lovgivningen eller i standarddokumenter ..................................... 9 

3. ANSVARSBEGRÆNSNINGER BEGRUNDET I TABETS ART.............................................10 

3.1. Indledning .......................................................................................................................................................... 10 

3.2. Indirekte tab ...................................................................................................................................................... 11 

3.2.1. Definition ................................................................................................................................................... 11 

3.2.1.1. Hvornår foreligger der et indirekte tab?............................................................................................ 11 

3.2.1.2. Indirekte tab set i relation til adækvans............................................................................................. 15 

3.2.1.3. Enkelte kategorier af tab ..................................................................................................................... 17 

3.2.1.4. Fysiske indirekte tab ............................................................................................................................ 19 

3.2.2. Gennemgang af retspraksis med henblik på en definition af indirekte tab ............................................. 20 

3.2.2.1. Sammenfatning – gennemgang af retspraksis ................................................................................... 24 

3.3. Eksempler på formuleringer og fortolkning af begrænsninger for indirekte tab ....................................... 25 

3.3.1. Generelt om fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler ...................................................................... 25 

3.3.2. Eksempel 1: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab”........................................................................................ 26 

3.3.3. Eksempel 2: AB 92 § 35, stk. 2 - ”Entreprenøren hæfter ikke for driftstab, avancetab eller andet 

indirekte tab”............................................................................................................................................................... 27 

3.3.4. Eksempel 3: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, avancetab og lign.” ........................ 28 

3.3.5. Eksempel 4: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, avancetab og omsætningstab”....................... 29 

3.4. Retsvirkningen af at indirekte tab afgrænses i en ansvarsfraskrivelsesklausul .......................................... 30 

3.5. Sammenfatning - indirekte tab ........................................................................................................................ 31 

4. ANSVARSBEGRÆNSNINGER BEGRUNDET I TABETS OMFANG...................................33 

4.1. Indledning .......................................................................................................................................................... 33

4.2. Generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler ......................................................................................................... 34 

4.2.1. Gennemgang af litteraturen ...................................................................................................................... 34 

4.2.2. Gennemgang af retspraksis....................................................................................................................... 37 

4.2.3. Sammenfatning – generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler ..................................................................... 45 

4.3. Ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsomhed.................................................................................................. 46 



4.3.3. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed................................................................ 48 

4.4. Ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed..................................................................................................... 48 



4.4.3. Sammenfatning ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed..................................................................... 51 

4.5. Ansvarsfraskrivelse for medarbejderes grove uagtsomhed........................................................................... 52 



4.5.3. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelser for medarbejderes grove uagtsomhed ....................................... 54 

4.6. Ansvarsfraskrivelser for forsæt ....................................................................................................................... 55 

4.7. Ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter .................................................................................. 55 

4.7.1. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter ................................................ 58 

4.8. Ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen................................................................................................. 58 

4.8.1. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen............................................................. 59 

4.9. Sammenfatning – begrænsninger begrundet i tabets omfang....................................................................... 59 

5. DOMSTOLENES ANERKENDELSE AF ANSVARSFRASKRIVELSESKLAUSULER......61 

5.1. Sammenfatning - domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler........................................... 64 

6. SAMMENFATNING OG KONKLUSION...................................................................................65 

7. LITTERATURLISTE.....................................................................................................................67 

8. DOMSLISTE ...................................................................................................................................70

1. Introduktion 

1.1. Specialets problem og formål 

Ansvarsfraskrivelsesklausuler er en lille del af emnet erstatningsberegning. Emnet 

erstatningsberegning giver anledning til forskellige problemstillinger, herunder 

hvornår der indtræder erstatningspligt, beregningen af tabets størrelse, krav om 

rettidig reklamation, tabsbegrænsningspligt mm. Specialet skal ikke udtømmende 

forsøge at gennemgå alle disse problemstillinger, men alene den del af emnet er- 

statningsberegning som vedrører ansvarsfraskrivelsesklausuler. 

En lang række problemstillinger kan undersøges i forbindelse med ansvarsfraskri- 

velsesklausuler, herunder bl.a. problematikken omkring vedtagelse af ansvarsfra- 

skrivelsesklausuler, hensigtsmæssigheden af ansvarsfraskrivelsesklausuler og sær- 

ligt de problemer, der relaterer sig til ansvarsfraskrivelsesklausuler, når der er en 

forbruger involveret, f.eks. hvorvidt de kan bortfalde efter aftalelovens § 36. 

Omfanget af dette speciale tillader ikke en dybdegående undersøgelse af alle de 

problemstillinger, der relaterer sig til ansvarsfraskrivelsesklausuler. Specialet skal 

derfor primært undersøge muligheden for at foretage kvalitative og kvantitative 

begrænsninger i ansvarsfraskrivelsesklausuler, dvs. begrænsninger begrundet i 

tabets art og omfang. I den forbindelse skal det dels undersøges, hvilke mulighe- 

der der er for at afskære erstatning for indirekte tab, herunder hvordan et indirekte 

tab defineres, og dels muligheden for at begrænse ansvaret for culpøse handlinger, 

herunder retsvirkningerne af en culpøs handling, når en sådan begrænsning ikke er 

foretaget. Med denne afgrænsning muliggøres en undersøgelse af en væsentlig del 

af de problemstillinger, der relaterer sig til ansvarsfraskrivelsesklausuler. 

Eftersom en undersøgelse af muligheden for at begrænse ansvaret såvel kvalitativt 

som kvantitativt forudsætter en gennemgang af en række afgørelser fra domstole- 

ne, vil domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler også blive be- 

rørt afslutningsvis. Dette er valgt primært for at kunne konkludere, om de mulig- 

Side 1 af 72

heder, der bør være for at foretage begrænsninger begrundet i tabets art og om- 

fang, også anerkendes af domstolene. 

Ansvarsfraskrivelsesklausuler kendes fra diverse retlige relationer. For ikke at 

gøre nærværende speciale for omfattende, vil fokus primært være ansvarsfraskri- 

velsesklausuler i erhvervsforhold i modsætning til f.eks. forbrugerforhold. På for- 

brugerområdet er der en række beskyttelsespræceptive regler bl.a. i købelovens 

regler om forbrugerkøb og i forbrugeraftaleloven, som gør anvendelsesområdet 

for ansvarsfraskrivelsesklausuler mere snævert, og hvorfor det ikke er nær så op- 

lagt at inddrage disse klausuler i nærværende speciale 1 . 

Der vil som udgangspunkt ikke blive set på ansvarsfraskrivelsesklausuler inden 

for et specifikt område, men i stedet helt overordnet på ansvarsfraskrivelsesklau- 

suler inden for erhvervsretten. Det er naturligvis af betydning for domstolenes 

bedømmelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul, om der er tale om et specifikt om- 

råde, og det vil der derfor blive taget højde for i gennemgangen af retspraksis. 

1.2. Metode og nærmere specifikation 

I opgaven gøres brug af den sædvanlige retsdogmatiske metode med inddragelse 

af litteratur og praksis. Der vil primært blive tale om inddragelse af dansk littera- 

tur og retspraksis, dog med løbende sammenligninger dels med de øvrige nordiske 

lande og dels med England og USA. Denne løbende sammenligning og perspekti- 

vering af argumenter og konklusioner er valgt af hensyn til læsevenligheden og en 

overordnet sammenhæng. Der forekommer derfor ikke et særskilt afsnit kaldet 

”perspektivering” i dette speciale. 

Sammenligningen med de øvrige nordiske lande, primært Norge og Sverige, er 

relevant, fordi der har været en tradition for at ensrette lovgivningen i de nordiske 

1 Der foreligger en forbrugeraftale, når der indgås en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende 

jf. Sonny Kristoffersen: Forbrugeraftaleloven med kommentarer, s. 56-60, ligesom købelovens 

§ 4a, stk. 1 definerer et forbrugerkøb som et køb mellem en erhvervsdrivende, der handler i 

eller for sin bedrift, og en privatperson, der hovedsageligt handler uden for sin bedrift. Forbrugeren 

er i disse tilfælde tillagt en beskyttelse i kraft af reglerne i forbrugeraftaleloven og købeloven jf. 

Sonny Kristoffersen: Forbrugerbeskyttelse, s. 15. 

Side 2 af 72

lande. Et eksempel herpå er købeloven af 1906, der blev til efter et fælles nordisk 

lovsamarbejde. Sammenligningen med USA og England er interessant, idet disse 

lande benytter sig af common law og ikke civil law. Common law indebærer, at 

det som udgangspunkt er afgørelserne fra domstolene, der udgør det retlige grund- 

lag, i modsætning til lande der benytter sig af civil law, som f.eks. Danmark. 

Kendetegnende for disse lande er, at en væsentlig del af retsreglerne er indeholdt i 

en kodifikation, og det er således denne, der er udgangspunktet for det retlige 

grundlag 2 . 

Igennem hele specialet er der primært anvendt betegnelsen ”køber” og ”sælger” 

for alle typer erhvervsforhold af hensyn til kontinuiteten i opgaven. Hermed ikke 

sagt, at ansvarsfraskrivelsesklausuler ikke anvendes i en lang række relationer. 

2. Ansvarsfraskrivelsesklausuler generelt 

2.1. Baggrunden for anvendelsen af ansvarsfraskrivelsesklausuler i 

dansk ret 

I forbindelse med indgåelse af kontrakter mellem professionelle parter vil der stort 

set altid være en klausul kaldet ”ansvarsfraskrivelse” eller lignende. Baggrunden 

for denne udbredelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler skal findes i en række behov 

og hensyn. Typisk vil kontrakter mellem professionelle parter repræsentere en 

betydelig økonomisk værdi, hvorfor der er et behov for at sikre sig mod store er- 

statningssummer i situationer, hvor konsekvenserne af uretmæssig opfyldelse af 

aftalen kan være svære at forudse på tidspunktet for kontraktindgåelsen. Hertil 

kommer, at parterne ved en ansvarsfraskrivelsesklausul på forhånd kan fastlægge, 

hvad der accepteres, og hvad der ikke accepteres og således fastsætte rammerne 

for aftalen. Muligheden for at parterne kan få tilgodeset disse hensyn ved aftale- 

indgåelsen er afhængig af, at der ikke sættes grænser for aftalefriheden. 

Da der ved indgåelse af kontrakter mellem professionelle parter ikke er et beskyt- 

telseshensyn at tage til den svage part, som tilfældet er ved forbrugerforhold, er 

2 Bo von Eyben: Juridisk ordbog, s. 86 og s. 88. 

Side 3 af 72

aftalefriheden som udgangspunkt ubegrænset 3 . Hertil kommer, at de fleste regler 

inden for erhvervsrettens område er deklaratoriske, hvorfor de kan fraviges ved 

aftale. Det manglende beskyttelseshensyn og udbredelsen af deklaratoriske regler 

er nogle af årsagerne til, at de fleste kontrakter mellem professionelle parter vil 

omfatte en ansvarsfraskrivelsesklausul, som i større eller mindre grad begrænser 

ansvaret for den ene af parterne 4 . Således findes ansvarsfraskrivelsesklausuler i 

stor variation og kan både begrænse muligheden for at ifalde et ansvar samt fast- 

lægge et maksimum for en eventuel erstatning. 

Årsagen til denne frie adgang til fastsættelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler, som 

er udtryk for aftalefriheden i Danmark, er begrundet i en række hensyn. Ifølge 

Günther Petersen er disse hensyn dels muligheden for at forsikre sig mod de ska- 

der, som medkontrahenten i kraft af ansvarsbegrænsningen ikke hæfter for, dels 

behovet for at parterne kan fastlægge deres aftale mere eller mindre frit. Hertil 

kommer det behov, der er for en fri afvejning mellem på den ene side muligheden 

for som køber at betale en høj købssum, mod at sælger på den anden side er an- 

svarlig for fejl, mangler, forsinkelse mm., og på den anden side muligheden for at 

købe produktet billigere mod at sælger i en række tilfælde ikke bliver ansvarlig 5 . 

2.2. Begrebsfastsættelse 

De grundlæggende betingelser for at ifalde et erstatningsansvar er, når vi ser bort 

fra reglerne om objektivt ansvar, at der skal foreligge et ansvarsgrundlag i form af 

culpa, dvs. forsæt eller uagtsomhed, at der skal foreligge en skade, som medfører 

et tab, og at der skal være årsagsforbindelse mellem den ansvarspådragende hand- 

ling og den indtrådte skade samt mellem den ansvarspådragende handling og det 

lidte tab 6 . Når det er konstateret, at disse betingelser er opfyldt, er det endvidere 

en betingelse, at tabet er adækvat, hvilket betyder, at der skal være tale om en 

skade, som sælger ved aftalens indgåelse kunne påregne. Uden for kontrakt læg- 

3 J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 28-32. 



6 Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 23 og s. 283-289. 

Side 4 af 72

ges op til en mere objektiveret adækvansbedømmelse 7 , hvorimod udgangspunktet 

i kontrakt stadig er en mere subjektiveret bonus-pater bedømmelse 8 . 

Er disse betingelser for erstatning opfyldt, har køber krav på erstatning fra den 

misligholdende sælger. Udgangspunktet for tilkendelse af erstatning er, at køber 

stilles, som om aftalen var rigtig opfyldt, dvs. et udgangspunkt der tilsiger en fuld 

erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse 9 . 

De ovenfor nævnte betingelser er udgangspunktet uden for kontrakt, i og med at 

parterne i et kontraktforhold typisk vil regulere betingelserne for erstatning i afta- 

len. Der er derfor mulighed for at ifalde ansvar på trods af, at de ovenfor nævnte 

erstatningsbetingelser ikke er opfyldt, f.eks. hvis parterne aftaler et skærpet an- 

svar. Omvendt kan ansvaret begrænses eller helt afskæres, selv om de ovenfor 

nævnte betingelser som udgangspunkt er opfyldt. 

Et eksempel på muligheden for at begrænse eller afskære ansvaret findes i de afta- 

lebaserede ansvarsfraskrivelsesklausuler, der udgør en betydelig undtagelse fra det 

almindelige erstatningsretlige ansvar. En ansvarsfraskrivelsesklausul defineres 

således af Günther Petersen ”som en bestemmelse i en aftale, hvorved en part 

søger at frigøre sig på forhånd, helt eller delvis, for et eventuelt erstatningsan- 

svar, som han er udsat for at ifalde over for den anden part i aftalen” 10 . 

Både erstatningsansvar og det ansvar, som de øvrige ikke-opfyldelsesreaktioner 

medfører, f.eks. muligheden for at annullere eller ophæve en aftale, kan fraskri- 

ves 11 . Sondringen mellem erstatningsansvar og de øvrige ikke- 

opfyldelsesreaktioner berøres ikke nærmere, da den som udgangspunkt er uden 

betydning for dette speciale. Dette hænger bl.a. sammen med, at den litteratur og 

7 

Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 298. 

8 

Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 107-112 og Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: 

Obligationsret I, s. 262-264. 

9 

Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 231. 

10 

J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 7. 

11 


Side 5 af 72

de fleste af de afgørelser, der er inddraget i nærværende speciale, primært forhol- 

der sig til muligheden for at fraskrive sig et erstatningsansvar 12 . 

En ansvarsfraskrivelsesklausul kan gå ud på at fritage for ansvar (ansvarsfraskri- 

velsesklausul), hvorved de almindelige betingelser for et erstatningsansvar i sin 

helhed fraviges under nærmere fastlagte omstændigheder jf. ovenfor, og/eller be- 

grænse ansvaret (ansvarsbegrænsningsklausul), hvorved reglerne om ansvarets 

omfang fraviges 13 . 

Et eksempel på fraskrivelse af ansvar (ansvarsfraskrivelsesklausul) er klausuler, 

hvorefter der ikke kan ifaldes ansvar, såfremt der f.eks. er handlet groft uagtsomt 

jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 4.4., eller hvor der ikke kan ifaldes ansvar for 

bestemte kategorier af tab, f.eks. indirekte tab jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.2. Et 

eksempel på muligheden for at begrænse ansvaret (ansvarsbegrænsningsklausul) 

er klausuler, hvor erstatningen er beløbsmaksimeret, således at erstatningssummen 

aldrig kan overstige et nærmere fastsat beløb. 

Ussing og Günther Petersen 14 tillægger sondringen mellem ansvarsfraskrivelse og 

ansvarsbegrænsning en betydelig vægt, idet de er af den opfattelse, at der er for- 

skel på domstolenes tilsidesættelse af en klausul, f.eks. ved forsæt eller grov uagt- 

somhed, afhængigt af, om der foreligger en egentlig ansvarsfraskrivelse eller ale- 

ne en begrænsning. Dette berøres kort nedenfor i afsnit 4.1., men herudover gøres 

ikke brug af sondringen ansvarsfraskrivelse/ansvarsbegrænsning, idet nyere litte- 

ratur tilsyneladende ikke tillægger sondringen betydning 15 . Det vil sige, at når 

betegnelsen ”ansvarsfraskrivelsesklausul” anvendes i nærværende speciale, om- 

fatter det såvel muligheden for at fritage for ansvar som muligheden for at be- 

grænse ansvar. 

12 

Se bl.a. Stig Jørgensen: Kontraktsret, bind 2, s. 71 og J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, 

s. 8. 

13 


14 

J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 111 og Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 

161-162. 

15 

Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 378 og Bernhard 

Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 311-313. 

Side 6 af 72

2.3. Vedtagelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler 

Da ansvarsfraskrivelsesklausuler er en undtagelse fra de almindelige betingelser 

for tilkendelse af erstatning, stilles der strengere krav til vedtagelsen af sådanne 

klausuler, ligesom der generelt stilles strenge krav til vedtagelsen af byrdefulde 

vilkår 16 . I U 1984.919 SH fandt en ansvarsfraskrivelsesklausul således ikke an- 

vendelse, da den af Sø- og Handelsretten blev anset for at være generelt affattet og 

dermed ikke egnet til at sikre, at medkontrahenten var klar over, hvad den helt 

specifikt angik. 

Dette krav til klarheden af en ansvarsfraskrivelsesklausul kendes også fra com- 

mon law. Se således Anson’s law of contract, hvoraf det med henvisning til afgø- 

relsen i Alison Ltd. v. Wallsend Shipway and Engineering Co. Ltd (1927) frem- 

går, at hvis en part ønsker at komme ud af sit kontraktansvar, skal ordlyden af en 

sådan ansvarsfraskrivelsesklausul være udfærdiget ”strictly”, hvormed der stilles 

strenge krav til ordlyden 17 . Dette anføres både efter engelsk og amerikansk ret 18 . 

Ligeledes vil en generel henvisning i en kontrakt til virksomhedens forretningsbe- 

tingelser indeholdende en ansvarsfraskrivelse formentlig ikke være tilstrækkelig 

til at anse klausulen for vedtaget, i og med at en ansvarsfraskrivelse stiller kunden 

ringere 19 . Se i denne forbindelse TfL 1999.142 V, hvor en landmand krævede er- 

statning for sit driftstab, der var opstået som en følge af et leveret vådfodringsan- 

læg, der ikke fungerede korrekt og dermed gav svinene stress med overdødelighed 

til følge. Leverandøren af vådfodringsanlægget påstod, at han ikke var ansvarlig 

som følge af en ansvarsfraskrivelsesklausul, der fremgik af salgs- og leveringsbe- 

tingelserne. Eftersom den ordre, som landmanden afgav, på væsentlige punkter 

adskilte sig fra det tilbud, han oprindeligt havde fået tilsendt sammen med salgs- 

og leveringsbetingelserne, og da den efterfølgende ordrebekræftelse ikke omtalte 

16 Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 84-89. Se ligeledes 

Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 12-14 og A. Vinding Kruse m.fl.: Købsretten, s. 165-166. 

17 William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 169-170. 

18 William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 169, Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 911- 

912 og Allan Farnsworth: On Contracts I, s. 560-561. 

19 J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 129-130 og Bryde Andersen og Lookofsky: Obliga- 

tionsret 1, s. 397. 

Side 7 af 72

salgs- og leveringsbetingelserne, fandt Vestre Landsret, at ansvarsfraskrivelses- 

klausulen ikke kunne antages at være vedtaget mellem parterne. 

En lempelse af det forholdsvis strenge vedtagelseskrav er de ansvarsfraskrivelses- 

klausuler, der fremgår af de udbredte standarddokumenter som f.eks. AB 92 § 35, 

stk. 2. Her er en generel henvisning i aftalen formentlig tilstrækkelig 20 , i og med 

at disse dokumenter er vedtaget af repræsentanter fra branchen, og da det derfor 

kan forventes, at parterne har kendskab til disse i kraft af deres store udbredelse. 

Ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter berøres nærmere nedenfor i 

afsnit 2.5. og afsnit 4.7. 

2.4. Former for begrænsninger 

Som nævnt ovenfor under punkt 2.2., kan man tænke sig diverse former for an- 

svarsfraskrivelsesklausuler. Det afhænger således af det konkrete aftaleforhold, 

hvilken form for ansvarsfritagelse der er mest hensigtsmæssig, og i kraft af aftale- 

friheden inden for dansk ret vil der som udgangspunkt ikke være restriktioner for, 

hvad der begrænses for i en ansvarsfraskrivelsesklausul. 

En ansvarsfraskrivelsesklausul kan således tænkes at fritage for ansvar og/eller 

begrænse ansvaret på forskellige måder. Man kan forestille sig en ansvarsfraskri- 

velsesklausul, hvor forskellige tabskategorier eller skadesårsager er undtaget, så- 

ledes at der ikke ifaldes ansvar for indirekte tab, eller således at skader forårsaget 

ved brand ikke omfattes af et erstatningsansvar. Herudover kan man vælge at fast- 

lægge et beløbsmaksimum, hvorefter der ikke betales erstatning ud over et vist 

beløb. En anden form for ansvarsfraskrivelsesklausuler er de tilfælde, hvor man 

indskrænker den tidsmæssige varighed af et erstatningsansvar. Endelig kan man 

forestille sig en interesse i at begrænse et ansvar personelt, dvs. over for visse per- 

soner i virksomheden, således at virksomheden ikke ifalder ansvar for et tab, som 

opstår, f.eks. når varen befinder sig hos en leverandør 21 . Det vil, som også nævnt 

20 Bernhard, Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 312. 

21 Mads Bryde Andersen: Praktisk aftaleret, s. 421. Muligheden for at begrænse ansvaret for medarbejderes 

grove uagtsomhed berøres i afsnit 4.5. 

Side 8 af 72

indledningsvis, afhænge af det enkelte kontraktforhold, hvilken form for ansvars- 

fraskrivelsesklausul der er mest hensigtsmæssig. 

I nærværende fremstilling er fokus lagt på begrænsninger begrundet i tabets art og 

omfang, som også nævnt indledningsvis. 

2.5. Ansvarsfraskrivelsesklausuler hjemlet i lovgivningen eller i 

standarddokumenter 

Der findes en række lovhjemlede ansvarsfraskrivelser, hvilket er udtryk for, at 

man fra lovgivers side har fundet det nødvendigt at fravige den almindelige aftale- 

frihed i dansk ret i en række situationer. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes 

forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, sølovens § 174 og CMR-lovens 22 § 37, stk. 1. 

Ud over de lovhjemlede ansvarsfraskrivelsesklausuler findes der en række stan- 

darddokumenter i form af agreed documents, dvs. regler fastsat af parterne inden 

for en branche, der ligeledes indeholder ansvarsfraskrivelsesklausuler. Eksempler 

herpå er AB 92 § 35, stk. 2 23 , NSAB 2000 §§ 15-22 24 og NL 92 § 35 25 . 

Disse lovhjemlede eller i standarddokumenter fastsatte ansvarsfraskrivelsesklau- 

suler gennemgås nærmere i afsnit 4.7. og 4.8., hvor der foretages en sammenlig- 

ning mellem disse og de rent aftalebaserede ansvarsfraskrivelsesklausuler. 

Det forhold, at ansvarsfraskrivelsesklausuler ses både i lovgivningen og i stan- 

darddokumenter, viser det store behov for og den store udbredelse af disse klausu- 

ler. 

22 Bekendtgørelse af lov om internationale fragtaftaler. 

23 Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed. 

24 Nordisk speditørforbunds almindelige bestemmelser. 

25 Almindelige Leveringsbetingelser for leverancer af maskiner og andet mekanisk, elektronisk og 

elektronisk udstyr mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige samt inden for disse lande. 

Side 9 af 72

3. Ansvarsbegrænsninger begrundet i tabets art 

3.1. Indledning 

Ovenfor er fastlagt, at en ansvarsfraskrivelsesklausul er en undtagelse fra de al- 

mindelige betingelser for tilkendelse af erstatning. Denne undtagelse fra de al- 

mindelige erstatningsbetingelser kan f.eks. ligge i, at der begrænses over for tabets 

art. Er dette tilfældet, vil der ikke kunne ifaldes ansvar for visse typer eller katego- 

rier af tab. Ansvaret kan fraskrives for et klart defineret tab, f.eks. et kundetab 

eller et omsætningstab. Herudover er der mulighed for generelt at fraskrive sig 

ansvaret for indirekte tab. 

Der er en række fordele ved at begrænse ansvaret kvalitativt over for indirekte tab. 

Indirekte tab er en meget bred og ikke endeligt fastlagt kategori af tab, som er 

vanskelige at forudse ved aftaleindgåelsen og dermed også vanskelige at forudse 

størrelsen eller det nærmere omfang af, hvilket medfører, at en sælger uden så- 

danne begrænsninger kan blive ansvarlig for meget store erstatningssummer. Der- 

for vil en sælger typisk være interesseret i at fraskrive sig ansvar for indirekte tab. 

Afvejningen af fordele og ulemper ved ansvarsfraskrivelsesklausuler med be- 

grænsninger begrundet i tabets art vil blive gennemgået nærmere nedenfor i afsnit 

3.3. 

I kraft af den store udbredelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler der begrænser an- 

svaret for indirekte tab, er det relevant at få fastlagt, hvad der definerer et direkte 

tab, og hvad der definerer et indirekte tab. Både så der er mulighed for at fraskrive 

sig al ansvar for indirekte tab, men også så det ligger klart, hvilke tab sælger kan 

blive ansvarlig for, såfremt der ikke er vedtaget en ansvarsfraskrivelsesklausul 

indeholdende en bestemmelse om indirekte tab. 

Har parterne i en ansvarsfraskrivelsesklausul klart defineret, hvad der skal anses 

for et indirekte tab, vil der som udgangspunkt ikke være problemer med fastlæg- 

gelsen af, hvilke tab der omfattes af fraskrivelsen. Nærværende speciale kredser 

derfor primært om de problemstillinger, der foreligger, når det ikke i aftalen er 

Side 10 af 72

klart defineret, hvad der anses for et indirekte tab, eller når der er uenighed mel- 

lem parterne om, hvorvidt det er defineret. 

3.2. Indirekte tab 

3.2.1. Definition 

Der er ikke nogen entydig definition på begrebet indirekte tab. I modsætning til de 

øvrige nordiske landes købelove er der i den danske købelov ikke nogen positiv 

definition af begrebet indirekte tab. Således er det ikke fra lovgivers side indike- 

ret, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, og definitionen skal derfor findes i 

litteraturen og i retspraksis. 

I og med at der ikke foreligger nogen entydig definition på et indirekte tab, kan 

det være svært at fastslå, om visse tabskategorier per se er indirekte, eller om visse 

tabskategorier per se er direkte. Sondringen er dog meget central, i og med at der 

ofte er fraskrevet ansvar over for indirekte tab enten ved vedtagelse af standard- 

dokumenter såsom AB 92, NSAB 2000 eller NL 92 eller ved andre kontrakter. 

3.2.1.1. Hvornår foreligger der et indirekte tab? 

Afgørende for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte tab, er, om det 

påståede (indirekte) tab udspringer af sælgers misligholdte handling, eller om det 

udspringer af en transaktion, der skulle have været udført på baggrund af sælgers 

misligholdte handling. Det bliver således afgørende for vurderingen, hvilken grad 

af tilknytning tabet har til den misligholdte handling 26 . Driftstab 27 vil således altid 

være et indirekte tab, i og med at det altid opstår som en følge af andre transaktio- 

ner end den misligholdte. Avancetab 28 kan være enten et direkte tab – som når 

sælgeren går glip af en avance, eller når køberen springer fra aftalen - eller et indi- 

26 

Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 595 og Mikkel Isager-Sally i T:BB 2010.296, s. 2. 

27 

Et driftstab er f.eks. det tab, som køber lider ved, at han ikke kan anvende det mangelfulde eller 

forsinkede produkt i sin produktion. 

28 

Et avancetab er det tab, som køber lider ved, at han går glip af en fortjeneste som følge af sælgers 

misligholdelse, f.eks. fordi køber går glip af et videresalg til tredjemand. 

Side 11 af 72

ekte tab – som når køberen går glip af en videresalgsavance, eller når sælgeren 

ikke leverer jf. Torsten Iversen og Mikkel Isager-Sally 29 . 

Denne definition på indirekte tab kan også spores i forarbejderne til den norske 

købelov, hvoraf det fremgår, at der ved grænsedragningen mellem direkte og indi- 

rekte tab lægges vægt på, at indirekte tab er af en sådan art og størrelse, at de ikke 

skal regnes med som et tab ved det aktuelle kontraktbrud 30 . Definitionen lægger 

sig dermed op ad den danske, i og med at et indirekte tab ikke vil være et tab, der 

relaterer sig til det aktuelle kontraktbrud. 

I England og USA fastslås det i dommen fra 1854 i Hadley v. Baxendale, hvornår 

man som kontraktpart har krav på erstatning for driftstab for en eventuel mislig- 

holdelse. Afgørelsen vedrørte Hadleys erstatningskrav mod Baxendale for tabt 

fortjeneste som følge af, at Hadley blev tvunget til at holde sin mølle lukket i 5 

dage pga. forsinkelse fra Baxendales side. Retten fandt ikke, at Hadley kunne få 

erstattet sin tabte arbejdsfortjeneste, da tabet var for fjerntliggende. I afgørelsen 

blev det fastlagt, hvilke tab der kan erstattes ved misligholdelse af en kontrakt. 

Indholdet af afgørelsen stemmer i vidt omfang overens med de regler om adæ- 

kvans, vi har i dansk ret 31 . 

Det er spørgsmålet, om det af afgørelsen også kan udledes, hvad der i England og 

USA anses for et direkte tab, og hvad der anses for et indirekte tab. Således er 

flere forfattere af den opfattelse, at de to regler, der blev fastlagt i afgørelsen, de- 

finerer direkte og indirekte tab 32 . 

Den første regel, der kan udledes af dommen i Hadley v. Baxendale, fastslår, hvad 

der er et direkte tab og den anden, hvad der er et indirekte tab. Et direkte tab er 

herefter et tab, som opstår naturligt som følge af misligholdelsen, og et indirekte 

29 

Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 70-72 og s. 371 og Mikkel Isager-Sally i T:BB 

2010.296, s. 2. 

30 

Forarbejderne til den norske købelov, innst. O nr. 51 - 1987-88, s. 14. 

31 

Bernhard Gomard i U 1989 B s. 417, s. 1-2. 

32 

Joseph M. Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, s. 14, og Allan Farns- 

worth: On Contracts III, s. 256-257. 

Side 12 af 72

tab er herefter et tab, som ikke opstår naturligt af misligholdelsen, men som dog 

var i parternes overvejelse, da de indgik kontrakten. Således skriver Allan Farns- 

worth: “The second and more significant rule went to recovery of damages for 

loss other than that “arising naturally” – to recovery of what have come to be 

known as “consequential” damages. It denied recovery of consequential damages 

unless the loss was “such as may reasonably be supposed to have been in the con- 

templation of both parties, at the time they made the contract, as the probable 

result itself”” 33 . Således bliver det afgørende, om kravet var i parternes overvejel- 

se, da de indgik aftalen, og dermed om kravet er påregneligt 34 . 

Ifølge Farnsworth og McGregor anvender domstolene i USA og England i det 

store hele stadig denne vurdering for, hvornår der foreligger et indirekte tab 35 . 

Sondringen mellem krav, der er en følge af en ”ordinary course of event”, altså en 

naturlig følge, eller en følge af ”special circumstances”, altså særlige omstændig- 

heder, kan også udledes af den amerikanske restatement (second) of contracts § 

351 36 , der dog ikke direkte sondrer mellem direkte og indirekte tab. 

Selvom visse forfattere er af den opfattelse, at afgørelsen sondrer mellem direkte 

og indirekte tab, er det svært at fastslå en skarp sondring mellem direkte og indi- 

rekte tab ud fra dommens to regler. Det afgørende bliver kravet om ”contempla- 

tion” - om tabet kunne forudses af parterne – altså et krav om påregnelighed. Et 

krav som stilles helt generelt, for at der kan tilkendes erstatning for et tab både i 

Danmark og i England og USA. Dette kan således ikke sammenlignes med den 

sondring mellem direkte og indirekte tab, som anvendes i Danmark jf. nærmere 

nedenfor i afsnit 3.2.1.2. 

33 Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 256-257. 

34 Joseph M. Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, s. 14. 

35 Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 258 og Harvey McGregor: On Damages, s. 25-26. 

36 §351. Unforeseeability and related limitations on damages: 

(…)(2) Loss may be foreseeable as a probable result of a breach because it follows from the breach 

(a) in the ordinary course of events, or 

(b) as a result of special circumstances, beyond the ordinary course of events, that the party in 

breach had reason to know.(…) 

Side 13 af 72

McGregor er imidlertid uenig i den definition på indirekte tab, som udledes af 

dommen i Hadley v. Baxendale, idet han mener, at det er en helt anden sondring, 

der er afgørende. McGregor fastslår således: “Consequential losses are anything 

beyond this normal measure, such as profits lost or expenses incurred through the 

breach, and are recoverable if not too remote” 37 . Han er ikke af den opfattelse, at 

der kan foretages en sondring, som efter dommen i Hadley v. Baxendale, og ser 

det i stedet for afgørende, om tabet er ”normalt” eller følger af ”særlige omstæn- 

digheder”. 

Efter common law synes der således ikke at være nogen skarp sondring mellem 

direkte og indirekte tab. Afgørende bliver i stedet, om tabet kunne forudses af 

parterne på tidspunktet for kontraktindgåelsen – spørgsmålet om ”contemplation”. 

I Norge og Sverige har man valgt at opremse, hvad der skal forstås ved et indirek- 

te tab i de ”nye” købelove, som blev gennemført i disse lande i 1987-1990 38 . Med 

denne opregning af, hvad der anses for et indirekte tab, er der samtidig sondret 

mellem ansvaret, således at der foreligger et skærpet kontrolansvar 39 for direkte 

tab og et almindeligt culpaansvar for indirekte tab ud fra den tankegang, at det er 

lettere at forudse og begrænse et direkte tab 40 . Dette er således en anden sondring 

end i Danmark, hvor culpaansvaret er udgangspunktet uden for kontrakt, men 

hvor bl.a. købeloven hjemler et strengere ansvar i nogle situationer, når vi er i et 

kontraktforhold, f.eks. ansvaret efter købelovens §§ 23 og 24. 

Det kan udledes af forarbejderne til både den svenske og den norske købelov, at 

årsagen til opregningen af de indirekte tab er, at der er tale om tab, som kan være 

svære at forudse ved kontraktindgåelsen 41 . Det fremgår dog ikke direkte, hvad der 

er afgørende for definitionen af et indirekte tab, idet det i stedet fastslås, at et di- 

37 

Harvey McGregor: On Damages, s. 24. 

38 

Da der er tale om deklaratoriske bestemmelser, kan parterne altid aftale en anden definition end 

den, som følger af loven. 

39 

Kontrolansvaret medfører, at sælger ikke er ansvarlig, hvis han kan bevise, at misligholdelsen 

skyldes en hindring uden for hans kontrol jf. forarbejderne til den norske købelov, innst. O nr. 51 – 

1987-88, s. 14. 

40 

Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 46. 

41 

Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 48-49 og forarbejderne til den 

norske købelov, innst. O nr. 51 - 1987-88, s. 14. 

Side 14 af 72

ekte tab er et tab, som er en naturlig og påregnelig følge af aftalebruddet, og at 

indirekte tab er mere fjerntliggende 42 . 

Som det fremgår af det ovenfor gennemgåede, hersker der i Danmark ikke megen 

tvivl om, at man ved vurderingen af, om der foreligger et indirekte tab, skal lægge 

vægt på, hvilken handling tabet udspringer af – om det er selve den misligholdte 

handling eller en transaktion, der er en følge af den misligholdte handling. Det 

samme er til en vis grad også tilfældet i Norge og Sverige. I England og USA er 

det mere afgørende, om tabet er en naturlig følge af misligholdelsen eller ej, og 

om tabet var i parternes overvejelse, da de indgik aftalen, hvorfor der ikke forelig- 

ger en skarp sondring mellem direkte og indirekte tab. 

3.2.1.2. Indirekte tab set i relation til adækvans 

Som nævnt ovenfor, skal man ved vurderingen af, hvornår der foreligger et indi- 

rekte tab lægge vægt på, hvilken handling tabet udspringer af – om det er selve 

den misligholdte handling eller en transaktion, der skulle have været gennemført 

på baggrund af den misligholdte handling. Det er spørgsmålet, om man i litteratu- 

ren kan finde andre metoder til fastlæggelsen af et indirekte tab. 

Som også nævnt indledningsvis, er adækvans en betingelse for tilkendelse af er- 

statning, og man skal derfor altid se på, hvor påregnelig skaden er, uanset om ta- 

bet er direkte eller indirekte. Adækvans som betingelse for tilkendelse af erstat- 

ning kendes ikke alene fra dansk ret men også fra de øvrige nordiske lande, hvor 

det er blevet skrevet ind i købelovene, f.eks. kravet om ”forutsebarhet” i den nor- 

ske 43 købelovs § 67 (1) 44 , ligesom man også efter common law har et krav om 

”foreseeability”, som første gang blev fastslået i dommen i Hadley v. Baxendale 

42 

Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 47 og forarbejderne til den norske 

købelov, innst. O nr. 51 - 1987-88, s. 14. 

43 

Den norske, svenske og finske købelov har i det store hele samme ordlyd, hvorfor det er tilstrækkeligt 

alene at fremhæve den norske som eksempel. 

44 

De norske købelovs § 67 (1): ”Erstatning for kontraktbrudd fra en parts side skal svare til det 

tap, herunder utlegg, prisforskjell og tapt fortjeneste, som den annen part er påført ved kontraktbruddet. 

Dette gjelder likevel bare tap som en med rimelighet kunne ha forutsett som en mulig 

følge av kontraktbruddet”. 

Side 15 af 72

45 , og som også synes at være det helt overordnede krav for tilkendelse af erstat- 

ning. 

Selvom kravet om adækvans er et generelt krav for tilkendelse af erstatning, og 

således på sin vis ikke har noget at gøre med vurderingen af, om et tab er direkte 

eller indirekte, ses der eksempler fra retspraksis, hvor domstolenes begrundelse 

kan tolkes således, at adækvansvurderingen bliver tillagt vægt ved vurderingen af, 

om et tab er direkte eller indirekte, hvorefter et upåregneligt tab er et indirekte tab. 

Se således KFE 2004.8 VBA hvor voldgiftsretten fandt, at udgifterne til flytning 

af inventar havde en så nær sammenhæng med udskiftningen af et gulv, at de måt- 

te anses for en påregnelig følgeudgift, der ikke var omfattet af ansvarsfraskrivel- 

sesklausulen i AB 92 § 35, stk. 2. Ligeledes T:BB 2008.725 VBA, hvor voldgifts- 

retten udtalte, at udgifterne til flytning og genhusning havde en så nær sammen- 

hæng med afhjælpning af manglen, at udgifterne måtte anses for en påregnelig 

følgeudgift 46 . Det samme ses i T:BB 2001.602 VBA, hvor en rådgiver, der påbe- 

råbte sig en ansvarsbegrænsning i ABR 89 svarende til AB 92 § 35, stk. 2, alene 

blev pålagt erstatningsansvar for tab, som var ”en direkte, påregnelig og adækvat 

følge” af projektfejlen. Eftersom adækvans er et helt generelt krav for tilkendelse 

af erstatning, synes det problematisk at anvende påregnelighedsvurderingen som 

vurdering for, om et tab er direkte eller indirekte. 

Når dette er sagt, er det klart, at spørgsmålet om påregnelighed kan være et blandt 

mange momenter i vurderingen af, hvornår et tab er direkte, og hvornår det er 

indirekte. Der er en formodning for, at et tab, der er påregneligt, ofte vil udspringe 

af selve den misligholdte handling og dermed være et direkte tab. Således må det 

betragtes som sikkert, at den erstatningsansvarlige har lettere ved at komme igen- 

nem med, at tabet er adækvat, når han kræver erstatning for avancetab 47 jf. Tor- 

sten Iversen 48 . Ligeledes anfører Gomard, at tab, som er en følge af en direkte 

45 

Allan Farnsworth: Contracts III, s. 259-260 og Brewer, Geoff: Foreseeability of Damages. 

46 

Mikkel Isager-Sally i T:BB 2010.296, s. 4. 

47 

Avancetab vil typisk være et indirekte tab, hvorimod et prisdifferencetab typisk er et direkte tab 

jf. nedenfor i punkt 3.2.1.3. 

48 

Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 105. 

Side 16 af 72

skade – i modsætning til indirekte skade – som oftest, men ikke altid, er påregne- 

ligt 49 . Tankegangen om, at direkte tab som oftest vil være mere påregnelige end 

de indirekte tab, findes også i de øvrige nordiske lande. Se således forarbejderne 

til den svenske købelovs § 67 og ligeledes forarbejderne til den norske købelovs § 

67, hvoraf det fremgår, at de direkte tab er lettere at forudse eller er mindre fjernt- 

liggende, hvorfor der er pålagt en strengere ansvarsbedømmelse – et kontrolan- 

svar - af disse tab 50 . 

Som nævnt lægger man i England og USA som en konsekvens af dommen i Had- 

ley v. Baxendale vægt på, om tabet var i parternes overvejelse på det tidspunkt, 

hvor de indgik aftalen. Derfor bliver det ikke afgørende at sondre mellem indirek- 

te tab og direkte tab. I stedet bliver et krav, der minder om kravet om adækvans, 

det afgørende. En subjektiveret adækvansbedømmelse, som også kendes inden for 

kontrakt i Danmark 51 . 

Det må således have formodningen for sig, at direkte tab som oftest vil være på- 

regnelige. Dog skal man være varsom med ikke at slutte modsætningsvis hertil og 

sige, at tab, der ikke er påregnelige, dermed er indirekte, idet et upåregneligt tab, 

med mindre andet er aftalt, ikke erstattes. Påregnelighed kan således anvendes til 

hjælp for, hvornår et tab skal anses for at være indirekte, og hvornår et tab skal 

anses for at være direkte, idet det kan indikere noget om tabets tilknytning til mis- 

ligholdelsen og dermed være med til at fastslå, om tabet er opstået som en følge af 

en anden transaktion end den misligholdte handling. 

3.2.1.3. Enkelte kategorier af tab 

Det er spørgsmålet, om man ud fra ovenstående kan fastslå, at visse tab per se er 

indirekte, fordi de aldrig opstår direkte på baggrund af den misligholdte handling. 

Driftstab kan kun opstå på baggrund af en følgehandling af den misligholdte 

handling og vil derfor altid være et indirekte tab 52 . Lider køber et driftstab som 

49 Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 245. 

50 Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 46 og forarbejderne til den norske 

købelov, Innst. O nr. 51 – 1987-88, s. 14-15. 

51 Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 107-109. 

52 Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 72. 

Side 17 af 72

følge af sælgers misligholdelse, i og med at den købte genstand skulle anvendes i 

købers virksomhed, udspringer tabet ikke direkte af den misligholdte handling, 

men af købers følgehandling (eller mangel på samme) af sælgers misligholdte 

handling. 

Andre kategorier af tab kan være mere vanskelige at fastlægge som enten direkte 

eller indirekte. Et avancetab kan f.eks. opstå både på baggrund af den misligholdte 

handling eller på baggrund af en transaktion, der er en følge af misligholdelsen. 

Det bliver i denne henseende afgørende, om der er tale om købers eller sælgers 

tab. Således vil sælgers avancetab være direkte, idet det opgøres direkte på bag- 

grund af den misligholdte handling - nemlig det manglende salg, hvorimod købers 

avancetab er indirekte, idet det opgøres på baggrund af en transaktion, der er en 

følge af den misligholdte handling – nemlig købers manglende videresalg 53 . 

Hertil kommer kategorier af tab, som ikke kan anses for at være enten et driftstab, 

avancetab eller et kundetab, og derfor må betegnes som andre omkostninger eller 

udgiftstab. Det er vanskeligt at fastlægge, hvornår udgiftstab er direkte, og hvor- 

når udgiftstab er indirekte 54 . Som udgangspunkt skal der selvfølgelig ses på, om 

tabet udspringer af den misligholdte handling eller ej, og dermed hvor stor til- 

knytning tabet har til manglen eller forsinkelsen. Når dette er sagt, vil der ved 

udgiftstab være en større grad af usikkerhed og situationer, hvor det er vanskelige- 

re kategorisk at fastlægge, om tabet er det ene eller det andet, hvorfor der forment- 

lig i stedet alene foretages en adækvansvurdering for at fastlægge, om tabet kan 

kræves erstattet 55 . 

I Norge, Sverige og Finland har man taget konsekvensen af, at visse tab kan være 

vanskelige at definere som enten direkte eller indirekte og valgt at opremse, hvil- 

ke tab der er indirekte i deres købelove. Således er drifts-, avance- og omsæt- 

ningstab et indirekte tab jf. den norske købelovs 56 § 67(2), (a), (b) og (c) 57 . Dette 




56 Den norske, svenske og finske købelov er i deres ordlyd stort set identiske, hvorfor der alene 

henvises til den norske. 

Side 18 af 72

medfører, at der ikke opstår det samme behov for fortolkning som i Danmark. 

Herudover er det interessant at se, at de tab, som vi i Danmark som oftest vil anse 

for at være indirekte, også er det i de øvrige nordiske lande. Dette hænger for- 

mentlig sammen med, at det såvel i Danmark som i de øvrige nordiske lande er 

afgørende for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte tab, hvilken grad 

af tilknytning tabet har til den misligholdte handling 58 . 

3.2.1.4. Fysiske indirekte tab 

Ovenfor er nævnt en række eksempler på direkte og indirekte tab, og nogle kate- 

gorier af tab, der hverken kan fastlægges som værende per se direkte eller indirek- 

te. Karakteristisk for de nævnte kategorier af tab er, at der i alle tilfælde er tale om 

et rent økonomisk tab. Der er hverken tale om en skade på en person 59 eller på en 

ting. Det er herefter spørgsmålet, om man kan tænke sig fysiske indirekte tab – 

altså om det tab, der lides pga. en skade på en ting, kan anses for at være indirek- 

te. Her tænkes ikke på de skader, der forårsages af et defekt produkt og derfor er 

omfattet af reglerne i produktansvarsloven, omend der er et stort overlap mellem 

mangelsansvaret og produktansvaret 60 . 

I det øjeblik en sælger misligholder sin aftale med køber, kan der opstå en række 

indirekte tab. Som nævnt ovenfor kan dette f.eks. være købers driftstab, fordi den 

mangelfulde eller forsinkede genstand skal anvendes i købers virksomhed, men 

man kan ligeledes tænke sig, at fysiske mangler ved den leverede genstand med- 

fører en række fysiske skader, tingsskader, i købers virksomhed 61 . Sådanne fysi- 

ske skader kan i visse situationer også karakteriseres som indirekte tab, og man 

kan således forestille sig fysiske indirekte tab. Igen bliver det afgørende ikke, 

hvilken type tab der er tale om, men i stedet hvilken handling tabet udspringer af – 

om det er selve den misligholdte handling eller en transaktion, der skulle have 

været gennemført på baggrund af den misligholdte handling. 

57 Joseph Lookofsky i U 1989 B s. 239, s.1- 2. 

58 Dette er gennemgået mere uddybende ovenfor i afsnit 3.2.1.1. 

59 Personskader holdes som udgangspunkt ude af dette speciale. 



Side 19 af 72

Også på dette punkt ses et stort fællestræk med Norge, Sverige og Finland, idet de 

i deres købelove har valgt at anføre, at et indirekte tab også kan være et fysisk 

indirekte tab. Således følger det af den norske 62 købelovs § 67(2), (d), at hvis gen- 

standen har mangler, som medfører skader på andre genstande, er disse skader 

indirekte. Det er ikke meningen, at bestemmelsen skal vedrøre de situationer, der 

falder ind under reglerne om produktansvar, og bestemmelsens anvendelsesområ- 

de må derfor anses for snævert 63 . 

3.2.2. Gennemgang af retspraksis med henblik på en definition af indirekte tab 

Ovenfor er forsøgt fastlagt, hvordan man udreder, om et tab er direkte eller indi- 

rekte, og herunder om der er nogle kategorier af tab, der per se er direkte eller 

indirekte. Nedenfor gennemgås en række afgørelser for at undersøge, hvorledes 

domstolene når frem til, at et tab er direkte eller indirekte. 

I U 2004.2389 H blev der tilkendt erstatning for driftstab, som er det typiske ek- 

sempel på et indirekte tab. Dommen er dog lidt særegen, i og med at det ikke var 

medkontrahentens driftstab, der blev erstattet men en tredjeparts, hvorfor afgørel- 

sen afviger fra almindelig erstatningsret. Dommen er medtaget bl.a. for at vise et 

eksempel på et typisk indirekte tab. 

Afgørelsen angik to entreprenørselskaber, der i forbindelse med en udgravning til 

et nybyggeri beskadigede to elkabler på nabogrunden, som tilhørte COWI A/S 

(COWI). COWI led et tab som følge af den efterfølgende strømafbrydelse, og det 

var herefter spørgsmålet, om de to entreprenørselskaber kunne blive ansvarlige for 

dette tab. Både landsretten og Højesteret nåede frem til, COWI havde ret til at få 

erstattet sit tab, på trods af at der ikke forelå en kontraktretlig relation imellem 

COWI og de to entreprenørselskaber. 

Højesteret tilkendegiver ikke, hvorfor de anser tabet for et indirekte tab, men det 

er formentlig fordi, der ikke hersker tvivl om, at et tab i forbindelse med en 

62 

Igen fremhæves alene den norske købelov, da ordlyden af den svenske, norske og finske købelov 

stort set er identisk. 

63 

Berghem, John E. m.fl.: Kjøpsloven 1988, s. 340-341. 

Side 20 af 72

strømafbrydelse er et driftstab og dermed et indirekte tab. COWI er ikke i stand til 

at opretholde sin virksomhed i den periode, hvor der er strømafbrydelse, hvorfor 

tabet udspringer af en følgehandling af den misligholdte handling – nemlig den 

mistede produktion. 

U 2004.2012 Ø angik omkostninger til forgæves at behandle 200.000 m 3 vand 

samt mandetimer i forbindelse med igangsættelse af Thorsbo Vandværk. 

I sagen købte Københavns Vand (KV) et substrat, som KV brugte til at kontrollere 

vandkvaliteten. Substratet var købt af firmaet Bie & Berntsen (BB), der havde 

købt det af Steins Laboratorium (SL). Substratet viste sig at være behæftet med 

mangler, således at vandet ved brug af substratet viste krystaldannelser, der blev 

fejlfortolket som forurening af vandet. Som følge heraf udledte KV 200.000 m 3 

vand i Køge Å samt idriftsatte Thorsbo Vandværk, der ellers var under reparation. 

KV anlagde herefter sag mod BB med påstand om erstatning for det tab, KV hav- 

de lidt som følge af udledningen og igangsættelsen af Thorsbo Vandværk. Det 

fulgte af BB’s almindelige salgs- og leveringsbetingelser, at de ikke ifaldt erstat- 

ningsansvar ved driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre indirekte tab. Byret- 

ten var nået frem til, at BB ikke skulle erstatte KV det lidte tab, da såvel udled- 

ningen af vand i Køge Å som idriftssættelsen af Thorsbo Vandværk måtte beteg- 

nes som et indirekte tab i leveringsbetingelsernes forstand. Østre Landsret ændre- 

de byrettens afgørelse, idet de fandt, at ”de tab, som i sagerne kræves erstattet 

[ikke kunne] betegnes som indirekte”. Landsretten lagde dog også vægt på, at 

BB’s salgs- og leveringsbetingelser ikke forud for hændelsen var blevet drøftet 

eller fremhævet mellem parterne. 

Da tabet hverken kan karakteriseres som et driftstab eller tabt arbejdsfortjeneste, 

var spørgsmålet, om tabet kunne anses for at være et andet indirekte tab. Østre 

Landsrets begrundelse viser ikke, hvorfor de ikke anser tabet for værende indirek- 

te, men de af KV udførte handlinger, som følge af det mangelfulde substrat, er 

handlinger, der følger direkte af manglerne ved substratet, altså den misligholdte 

Side 21 af 72

handling. Dommen viser dog, at det er vanskeligt at vurdere, om et tab er direkte 

eller indirekte, hvilket også kommer til udtryk i byrettens afgørelse. 

Når dette er sagt, lægger Østre Landsret med deres begrundelse op til, at der er 

flere momenter af betydning for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte 

tab. Landsretten lagde vægt på, at det ikke havde været drøftet mellem parterne, 

hvad der skulle forstås ved et indirekte tab og tilkendegav dermed, at parternes 

overvejelser i forbindelse med et kontraktforhold er af betydning for, hvilke tab 

der kan anses for indirekte. Det behandles nærmere nedenfor i afsnit 3.3., hvilken 

betydning den nærmere ordlyd af en ansvarsfraskrivelsesklausul kan have for vur- 

deringen af et indirekte tab. 

I T:BB 2010.678 VBA fandt Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed, at 

omkostninger til at få transporteret og midlertidigt opbevaret gylle havde en så 

nær sammenhæng med de mangler, der var ved gylletanken, at der vare tale om en 

”påregnelig følgeudgift”. 

I sagen havde en underentreprenør på vegne af en hovedentreprenør opstillet en 

gylletank for en bygherre (BH), der drev en minkfarm. Da gylletanken viste sig at 

være utæt, blev BH tvunget til at transportere og opbevare gyllen andetsteds, mens 

gylletanken bl.a. var udsat for syn og skøn, og manglerne blev afhjulpet. Omkost- 

ningerne hermed blev opfattet som et direkte tab og dermed ikke omfattet af an- 

svarsfraskrivelsesklausulen i AB 92 § 35, stk. 2. 

Med den valgte formulering slog Voldgiftsretten fast, at omkostningerne havde en 

nær sammenhæng med manglerne ved gylletanken og dermed udsprang direkte af 

den misligholdte handling. Afgørelsen ligger således meget godt i tråd med det 

ovenfor gennemgåede om, hvornår tab anses for at være direkte og indirekte. 

Det er usikkert, om Voldgiftsretten med formuleringen af, at tabet var ”påregne- 

ligt”, lægger op til, at en påregnelighedsvurdering er af betydning for, om et tab er 

direkte eller indirekte. Som også nævnt indledningsvis i afsnit 3.2.1.2. er dette 

Side 22 af 72

problematisk, eftersom et indirekte tab godt kan være påregneligt 64 . Dog kan for- 

muleringen være valgt for at slå fast, at tabet opfyldte de almindelige betingelser 

for erstatning, hvoraf påregnelighed indgår. 

U 2011.2059 H angik bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt udgifter til flytning og gen- 

husning var et indirekte tab. 

Efter færdiggørelsen af et nyt lægehus i Bramming i 1995 opstod der problemer 

med brune fugtpletter. Lægerne kontaktede flere gange arkitekten og entreprenø- 

ren med henblik på at få udbedret fugtskaderne og få fastlagt, hvad der var årsa- 

gen til fugtpletterne. I 2001 blev Icopal A/S (Icopal), entreprenørens leverandør af 

tagkonstruktionen, kontaktet. Icopal opsatte fugtmålere og konstaterede herefter i 

2002, at det var svamp og råd i taget, som var årsagen til fugtpletterne. Med hen- 

blik på videre undersøgelser og udbedring af skaderne, måtte lægehuset midlerti- 

digt flytte til andre lokaler. Da monteringen af tagkonstruktionen ikke var udført 

håndværksmæssigt korrekt, og da arkitekten burde have præciseret kravene til 

opsætningen, blev entreprenøren og arkitekten anset for solidarisk ansvarlige for 

skaderne. Tvisten angik herefter spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til flytning 

og genhusning skulle erstattes. I og med at AB 72 var vedtaget mellem Lægehuset 

og entreprenøren, var spørgsmålet, om udgifterne til flytning og genhusning var et 

indirekte tab og dermed undtaget fra entreprenørens erstatningspligt efter AB 72 § 

22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2). Landsretten fandt, at genhusningsomkostnin- 

gerne var omfattet af denne ansvarsfraskrivelsesklausul, hvorimod Højesteret 

fandt ”at udgifter til flytning og genhusning i en sådan situation ikke kan anses 

for et indirekte tab”. 

Der blev fra Lægehusets side procederet på, at det alene var driftstab, der ikke 

kunne kræves erstattet i kraft af ansvarsfraskrivelsesklausulen i den tidligere AB 

72 § 22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2). Som det også er gennemgået ovenfor i af- 

snit 3.2.1.3., kan man ikke kategorisk fastslå, hvilke tab der anses for indirekte tab 

udover driftstab, der altid vil være indirekte. Med den af Højesteret valgte be- 

64 Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 2. 

Side 23 af 72

grundelse, hvorefter de ikke fandt, at udgifter til flytning og genhusning ”i en så- 

dan situation” kunne anses for et indirekte tab, lægger Højesteret op til, at sådan- 

ne udgifter formentlig kan anses for et indirekte tab nogle gange (hvilket landsret- 

ten også nåede frem til). Den særlige situation, som ifølge Højesteret forelå, var, 

at lægehuset overhovedet ikke kunne benyttes i byggeperioden, hvilket for Høje- 

steret medførte, at tabet udsprang direkte af den misligholdte handling, hvorfor 

tabet blev anset for direkte. 

Kategoriseringen af udgifter til flytning og genhusning som direkte tab er i øvrigt 

fulgt i en lang række øvrige afgørelser 65 , ligesom det også konkluderes af Mikkel 

Isager-Sally, at sådanne udgifter udspringer direkte af den misligholdte entrepri- 

sekontrakt, og dermed er et direkte tab 66 . 

3.2.2.1. Sammenfatning – gennemgang af retspraksis 

De gennemgåede afgørelser viser, at domstolene ikke direkte i deres begrundelse 

tilkendegiver, hvordan de når frem til, om et tab et direkte eller indirekte, ligesom 

parterne ikke procederer på, hvorfor de anser et tab for at være enten direkte eller 

indirekte. Således udtaler Østre Landsret i U 2004.2012 Ø alene, at udgifterne 

ikke kunne anses for indirekte. 

Det er derfor vanskeligt kategorisk at fastslå, om domstolene, ved vurderingen af 

hvornår der foreligger et indirekte tab, lægger vægt på, hvilken handling tabet 

udspringer af. De ovenfor i afsnit 3.2.2. gennemgåede afgørelser viser, at domsto- 

lene sjældent begrunder, hvorfor de anser et tab for direkte eller indirekte. Er der 

endelig tale om en begrundelse, er det, hvor domstolene anser tabet for påregne- 

ligt jf. T:BB 2010.678 VBA, hvilket som gennemgået ovenfor i afsnit 3.2.1.2. 

ikke kan anvendes som det eneste parameter for vurderingen af, hvornår der fore- 

ligger et indirekte tab. 

65 Se således KFE 2004.8 VBA og T:BB 2008.725 VBA, der er gennemgået ovenfor i afsnit 

3.2.1.2., og hvor resultatet dog er begrundet anderledes end Højesteret i U 2011.2059 H, idet voldgiftsretten 

i KFE 2004.8 VBA og T:BB 2008.725 VBA lagde vægt på, at tabet var påregneligt jf. 

det ovenfor i afsnit 3.2.1.2. gennemgåede. 

66 Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 4. 

Side 24 af 72

Afgørelserne viser også, at vurderingen er vanskelig, og derfor vil der også ofte 

være en række andre faktorer, der er af betydning for vurderingen, f.eks. om det 

har været drøftet mellem parterne, hvad der anses for at være et indirekte tab jf. U 

2004.2012 Ø. 

3.3. Eksempler på formuleringer og fortolkning af begrænsninger for in- 

direkte tab 

Som nævnt indledningsvist i afsnit 3 ses det ofte i praksis, at en kontraktpart væl- 

ger at fraskrive sig et eventuelt ansvar over for indirekte tab. I denne forbindelse 

kan man forestille sig diverse formuleringer af ansvarsfraskrivelsesklausuler. 

Spørgsmålet er herefter, hvilken betydning de forskellige formuleringer har, og 

hvilke fortolkningsfaktorer der skal anvendes til at udlede de nærmere retsvirk- 

ninger af sådanne ansvarsfraskrivelsesklausuler. 

Indledningsvis gennemgås fortolkningsfaktorer, der kan anvendes til fortolkning 

af ansvarsfraskrivelsesklausuler og dernæst fire typisk forekommende formulerin- 

ger, hvor et ansvar for indirekte tab er fraskrevet. 

3.3.1. Generelt om fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler 

Ved fortolkningen af ansvarsfraskrivelsesklausuler skal de almindelige juridiske 

fortolkningsregler anvendes. Som udgangspunkt lægger man ved fortolkningen af 

kontrakter vægt på ordlyden. Det vil således være af betydning, hvilken sædvanlig 

og naturlig forståelse som kan udledes af en kontraktbestemmelse, herunder hvor- 

dan bestemmelsen eller definitionen typisk forstås. Ved fortolkningen af, hvilke 

former for indirekte tab der er omfattet af bestemmelsen, skal man dermed lægge 

vægt på, hvad der normalt anses for at være et indirekte tab, dvs. tab, der ikke 

udspringer af selve den misligholdte handling men en handling, der skulle have 

været gennemført på baggrund af den misligholdte handling. 

Der er det problem med ansvarsfraskrivelsesklausuler, at de oftest er affattet uden 

henblik på en konkret situation, i og med at der er tale om en generel klausul, som 

Side 25 af 72

gerne skal kunne anvendes i mange situationer 67 . Af denne årsag ser man ofte 

meget brede formuleringer af ansvarsfraskrivelsesklausuler med begrænsninger 

over for indirekte tab, som det også fremgår nedenfor af eksempel 1. Typisk øn- 

sker en sælger at lade døren være åben, for at så mange kategorier af tab som mu- 

ligt kan falde ind under betegnelsen ”indirekte tab”. Modsat dette synspunkt kan 

en sælger også have en interesse i at eksemplificere, hvilke typer af tab han anser 

for at være indirekte tab, da han på den måde undgår tvist om tabskategorier, der 

kan være vanskelige at definere som direkte eller indirekte. 

Ansvarsfraskrivelsesklausuler skal som udgangspunkt fortolkes indskrænkende 68 . 

Dette dels som en konsekvens af de sædvanlige fortolkningsregler, der tilsiger en 

indskrænkende fortolkning af brede bestemmelser 69 , dels som en konsekvens af at 

sådanne klausuler er en fravigelse af de almindelige betingelser for tilkendelse af 

erstatning. Hertil kommer, at domstolene ofte vil vælge at fortolke ansvarsfraskri- 

velser indskrænkende i tilfælde, hvor den ene af parterne i kontraktforholdet har 

været mere dominerende end den anden 70 . Se således afgørelsen U 1968.416 H, 

hvor en dame, der drev bageri, kiosk og restaurant, berettiget ophævede kontrak- 

ten om levering af en slisk på grund af forsinkelse på trods af en klausul, der fra- 

tog ophævelsesret ved forsinkelse. 

3.3.2. Eksempel 1: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab” 

Denne formulering lægger som udgangspunkt op til, at der ikke er nogen be- 

grænsninger i, hvad der kan anses for at være et indirekte tab. Det vil sige, at alt 

hvad der kan høre ind under den gængse definition af et indirekte tab, anses for at 

være et indirekte tab. Hermed er der et krav om, at tabet skal udspringe af en 

transaktion, der er en følge af den misligholdte handling jf. det ovenfor i afsnit 

3.2.1.1. gennemgåede. 

67 J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 131. 


69 Dette er et udslag af uklarhedsreglen og minimumsreglen, som er to kendte fortolkningsfaktorer 

jf. Palle Bo Madsen: Aftalefortolkning, s. 41-44. Se ligeledes A. Vinding Kruse m.fl.: Købsretten, 

s. 165-166. Dette berøres nærmere nedenfor i afsnit 3.4. 

70 Stig Jørgensen: Kontraktsret, bind 2, s. 190. 

Side 26 af 72

Dermed følger også, at såvel typiske økonomiske tab, der anses for at være indi- 

rekte tab, f.eks. driftstab og avancetab, er omfattet og herudover fysiske tab, der 

kan anses for at være indirekte. Hermed åbnes der op for en meget bred forståelse 

af begrebet der, som også nævnt ovenfor, dog begrænses af den almindelige for- 

tolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler, samt kravet om at tabet skal udspringe 

af en anden handling end den misligholdte handling. 

3.3.3. Eksempel 2: AB 92 § 35, stk. 2 - ”Entreprenøren hæfter ikke for drifts- 

tab, avancetab eller andet indirekte tab” 71 

Formuleringen er taget med som et eksempel på en formulering i et standarddo- 

kument, AB 92, som er hyppigt anvendt i praksis. 

Ved formuleringen er der i stedet for en helt bred formulering valgt en delvis ek- 

semplificering, hvorefter eksemplerne oplistes først, og hvor den overordnede 

kategori ”indirekte tab” nævnes efterfølgende. Mikkel Isager-Sally og Halfdan 

Krag Jespersen er begge af den opfattelse, at formuleringen medfører, at et ”andet 

indirekte tab” skal have samme karakter som driftstab og avancetab. Driftstab og 

avancetab er begge økonomiske tab, og da ”andet indirekte tab” skal have samme 

karakter som disse, udelukker bestemmelsen formentlig erstatning for fysiske in- 

direkte tab, dvs. tingsskader 72 . 

Det kan imidlertid hævdes, at formuleringen ikke medfører, at ”andet indirekte 

tab” skal have samme karakter som driftstab og avancetab og dermed være øko- 

nomiske indirekte tab. Formuleringen er ikke ”andet lignende indirekte tab”, hvil- 

ket f.eks. er tilfældet i købelovens § 24, hvorfor Gomard også fastslår, at de om- 

stændigheder, som kan fritage sælgeren for ansvar i kraft af opremsningen og 

formuleringen ”eller lignende” i købelovens § 24, skal have samme karakter og 

endda være sammenligneligt med ”krig eller indførelsesforbud” 73 . Dog vedrører 

71 AB 92 § 35 lyder i sin fulde ordlyd: ”Entreprenøren er erstatningsansvarlig for tab, der er en 

følge af mangler ved arbejdet, hvis manglerne skyldes fejl eller forsømmelse fra entreprenørens 

side, eller hvis manglerne angår egenskaber, som ifølge aftalen må anses for tilsikret. 

Stk. 2. Entreprenøren hæfter ikke for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.” 

72 Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 1-2 og Halfdan Krag Jespersen i T:BB 1998.18, s. 1-2. 

73 Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 218-219. 

Side 27 af 72

AB 92 § 35, stk. 1 de økonomiske følgeskader, der kan opstå i forbindelse med en 

entreprise, hvorfor bestemmelsen i stk. 2 må antages, som også forudsat af Mikkel 

Isager-Sally og Halfdan Krag Jespersen, alene at vedrøre de økonomiske indirekte 

tab. 

Ved at vælge en delvis eksemplificering og ikke en udtømmende definition af, 

hvad der forstås med et indirekte tab, er der taget et bevidst valg om at holde dø- 

rene åbne for andre typer af indirekte tab. Der foreligger en mere uforpligtende 

antydning af, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, end hvis der var tale om en 

udtømmende oplistning eller definition 74 . Et eksempel på en opremsning af, hvad 

der anses for at være et indirekte tab, findes i de norske, svenske og finske købe- 

love, hvor det er opremset, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, og hvor der 

således som udgangspunkt ikke er åbnet op for fortolkning 75 . 

3.3.4. Eksempel 3: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, 

avancetab og lign.” 

Umiddelbart synes dette eksempel at have samme retsvirkning som eksempel 2, i 

og med at ”herunder” indikerer, at driftstab og avancetab skal være et indirekte 

tab for at være omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen. 

Som det imidlertid er gennemgået ovenfor i afsnit 3.2.1.1. kan avancetab i nogle 

tilfælde godt anses for at være et direkte tab. Som anført gælder det eksempelvis 

sælgers avancetab, der udspringer direkte af købers uberettigede annullation af 

købet – dvs. sælgers manglende salg 76 . Det er herefter spørgsmålet, om et sådant 

direkte avancetab omfattes af denne ansvarsfraskrivelsesklausul. 

Skal man anlægge en sædvanlig ordlydsfortolkning af formuleringen, må ”herun- 

der” formentlig føre til, at driftstab og avancetab for at være omfattet skal være 

indirekte tab. Formuleringen kan dog næppe anses for fuldstændig klar, og det kan 

derfor hævdes, at kontraktparterne med formuleringen kan fastlægge, at et avance- 

74 Mads Bryde Andersen: Praktisk aftaleret, s. 134. 

75 Da disse love er deklaratoriske, er der mulighed for at fravige dem ved aftale. 

76 Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 70. 

Side 28 af 72

tab altid omfattes af ansvarsfraskrivelsesklausulen, uanset om det er direkte eller 

indirekte. 

En anden forskel på dette eksempel og eksempel 3 er, at i dette eksempel er der 

ingen tvivl om, at også fysiske indirekte tab kan omfattes af bestemmelsen. Som 

gennemgået ovenfor er dette mere tvivlsomt efter eksempel 2, hvor Mikkel Isager- 

Sally er af den opfattelse, at ”et andet indirekte tab” skal have samme karakter 

som driftstab og avancetab, dvs. være et økonomisk indirekte tab 77 . 

3.3.5. Eksempel 4: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, avancetab og 

omsætningstab” 

Med denne formulering er der på samme måde som ved eksempel 2 og 3 tale om 

en delvis eksemplificering, hvilket betyder, at den meget brede formulering fra 

eksempel 1 igen fraviges til fordel for en eksemplificering. Igen er der taget et 

bevidst valg om ikke udtømmende at fastlægge, hvad der skal forstås ved et indi- 

rekte tab. 

Dog er der den meget markante forskel på formuleringerne i eksempel 2 og 3 i 

forhold til formuleringen i eksempel 4, at eksempel 4 hverken indeholder ”eller 

andet indirekte tab” eller ”herunder”. Det er derfor spørgsmålet, om denne forskel 

medfører, at der også er forskel i fortolkningen af de tre formuleringer. 

Umiddelbart synes der ikke at være den store forskel, i og med at driftstab, 

avancetab og omsætningstab er eksempler på tab, der ofte anses for at være indi- 

rekte. Dog må formuleringen i eksempel 4 medføre, at direkte avancetab og direk- 

te omsætningstab også omfattes af ansvarsfraskrivelsesklausulen. 

Dette eksempel må derfor anses for det bredeste af de fire eksempler, i og med at 

alle indirekte tab er omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen, samtidig med at 

avancetab og omsætningstab, der anses for at være direkte, også omfattes af klau- 

sulen. 

77 Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 1-2 og Halfdan Krag Jespersen i T:BB 1998.18, s. 1-2. 

Side 29 af 72

Aftaleparterne kan på den måde til en vis grad komme uden om domstolenes for- 

tolkning af, hvad der skal forstås ved et indirekte tab ved at fastlægge, at kategori- 

erne ”avancetab” og ”omsætningstab” altid skal være omfattet af ansvarsfraskri- 

velsesklausulen. 

3.4. Retsvirkningen af at indirekte tab afgrænses i en ansvarsfraskrivelses- 

klausul 

Som det fremgår af de ovenfor nævnte eksempler, kan det være meget afgørende, 

hvilken formulering af en ansvarsfraskrivelsesklausul, parterne vælger. Der er 

hele tiden et modsætningsforhold mellem på den ene side at anvende en bred for- 

mulering og på den anden side at lave en udtømmende opremsning af, hvad der 

kan anses for at være et indirekte tab. 

Anvender man de almindelige fortolkningsprincipper inden for dansk ret, vil en 

meget bred formulering, hvor der alene begrænses over for ”indirekte tab”, føre 

til, at fortolkning skal ske imod koncipisten, i de tilfælde hvor vilkåret er affattet 

ensidigt af den ene part. Er vilkåret affattet af begge parter, skal den fortolkes i 

retning af den forståelse, der er mindst byrdefuld for løftegiveren 78 . Årsagen hertil 

er, at den brede formulering fører til, at det typisk er vanskeligt at finde ud af, 

hvad der omfattes af bestemmelsen. Samtidig fører en meget bred beskrivelse af 

indirekte tab til, at domstolene har et stort spillerum til at finde ud af, hvad der 

omfattes, og hvad der ikke omfattes, ligesom domstolene i U 2004.2012 Ø tillag- 

de det betydning, at det ikke var blevet drøftet mellem parterne, hvad der skulle 

anses for indirekte tab. 

Derfor er der også en række fordele ved at vælge en opremsning, i og med at man 

som aftalepart får en vis indflydelse på, hvad der omfattes af ansvarsfraskrivelses- 

klausulen. Når dette er sagt, vil domstolene altid tillægge en lang række forhold 

betydning, hvilket berøres nærmere nedenfor i afsnit 5. 

78 Dette er et udsalg af uklarhedsreglen og minimumsreglen, som er to kendte fortolkningsfaktorer 

jf. Palle Bo Madsen: Aftalefortolkning, s. 41-44 og ligeledes A. Vinding Kruse m.fl.: Købsretten, s. 

165-166. 

Side 30 af 72

Der er derfor tale om en afvejning af på den ene side det spillerum, som de meget 

brede ansvarsfraskrivelsesklausuler giver anledning til, og på den anden side den 

større indflydelse som den mere snævre, opremsende ansvarsfraskrivelsesklausul 

giver anledning til. 

3.5. Sammenfatning - indirekte tab 

Det forhold, at vi i Danmark ikke i lovgivningen har opremset, hvilke typer af tab 

der skal anses for at være indirekte, medfører, at der ofte vil være et behov for en 

stor grad af fortolkning ved fastlæggelsen af, hvilket tab der anses for indirekte, 

hvilket også ses i de eksempler fra retspraksis, som er gennemgået ovenfor. 

Fraskrives ansvaret for et indirekte tab, vil der altid være behov for en nærmere 

fortolkning, med mindre der i kontrakten er foretaget en meget udførlig oprems- 

ning af, hvad er skal være indirekte tab. Dette fører også til, at det er vanskeligt at 

konkludere, om visse kategorier af tab per se er direkte, og om visse kategorier af 

tab per se er indirekte. En gennemgang af dansk litteratur viser, at man, ved vur- 

deringen af hvornår der foreligger et indirekte tab, skal se på, hvilken handling 

tabet udspringer af. 

Dette behov for fortolkning eksisterer også i England og USA, hvor der heller 

ikke findes en entydig definition på indirekte tab. Således er der heller ikke enig- 

hed i litteraturen om, hvordan man definerer et indirekte tab 79 . Med afgørelsen i 

Hadley v. Baxendale blev det formentlig fastlagt hvilke tab, der kan erstattes i 

tilfælde af misligholdelsen af en kontrakt. Men i den forbindelse sondres der ikke 

mellem direkte og indirekte tab efter samme vurdering som i Danmark. Godt nok 

sondres der mellem direkte og indirekte tab i både England 80 og USA 81 , men det 

er svært at fastlægge, hvori den nærmere forskel imellem disse tab ligger, idet det 

eneste krav, der stilles til de indirekte tab, for at disse kan erstattes, er, om tabet 

79 

Se det ovenfor i afsnit 3.2.1.1. gennemgåede om henholdsvis Harvey McGregors og Allan 

Farnsworths definition på et indirekte. 

80 

Harvey McGregor: On Damages, s. 24. 

81 

Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 256. 

Side 31 af 72

var i parternes overvejelse på tidspunktet for indgåelse af kontrakten, og at det 

samtidig ikke er et ”ordinært” tab, men et tab der følger af ”særlige omstændighe- 

der”. 

Omend der således er behov for fortolkning både i Danmark og i England og USA 

for fastlæggelsen af, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, er udgangspunktet 

herfor ikke det samme. I Danmark er det afgørende, hvilken handling tabet ud- 

springer af. I England og USA er sondringen mellem direkte og indirekte tab ikke 

så skarp, og der er således andre kriterier, der ligger til grund for vurderingen af, 

hvilke tab der kan erstattes. 

I de øvrige nordiske lande er der som udgangspunkt ikke samme behov for for- 

tolkning. De enkelte typer af indirekte tab er opremset i de pågældende love, hvil- 

ket medfører, at såfremt der i en ansvarsfraskrivelsesklausul afgrænses over for 

indirekte tab, vil lovteksten finde anvendelse, medmindre andet aftales mellem 

parterne. Der er tale om en positiv definition på indirekte tab, hvilket alt andet lige 

vil gøre det lettere at fastlægge, om et tab er direkte eller indirekte, f.eks. i det 

tilfælde hvor en ansvarsfraskrivelsesklausul udelukker ansvar for indirekte tab. 

En gennemgang af dansk retspraksis har vist, at selvom domstolene ikke altid be- 

grunder, hvorledes de er nået frem til, at et tab er direkte eller indirekte, ser de 

formentlig på, hvilken handling tabet udspringer af. Dog er domstolenes begrun- 

delse ofte udtryk for, at mange faktorer spiller ind, og der bliver således ofte set 

på sammenhængen mellem tabet og den misligholdende handling. En vurdering 

som også findes i forarbejderne til den svenske og norske købelov 82 . Da mange 

faktorer er af betydning, bliver det centralt for parterne, at få klart defineret i afta- 

len, hvad de anser for at være indirekte tab, som også gennemgået i afsnit 3.3. 

82 Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 48-49 og forarbejderne til den 

norske købelov, innst. O nr. 51 – 1987-88, s. 14. 

Side 32 af 72

4. Ansvarsbegrænsninger begrundet i tabets omfang 

4.1. Indledning 

Ovenfor er gennemgået situationer, hvor et ansvar begrænses på grund af tabets 

art, nærmere bestemt muligheden for at fraskrive sig ansvaret for indirekte tab. I 

det følgende gennemgås de situationer, hvor ansvarsbegrænsninger eller ansvars- 

fraskrivelser ikke finder anvendelse i kraft af tabets omfang, nærmere bestemt de 

situationer, hvor der handles henholdsvis forsætligt eller uagtsomt. Der tænkes 

alene på den situation, hvor en ansvarsfraskrivelsesklausul er gyldigt vedtaget 

mellem parterne og efterfølgende tilsidesættes på grund af en culpøs handling. 

Den situation, hvor der foreligger culpøse eller svigagtige forhold i forbindelse 

med indgåelse og vedtagelse af kontrakter indeholdende en ansvarsfraskrivelses- 

klausul, også kaldet culpa in contrahendo, vil derfor ikke blive gennemgået. 

Der skal sondres mellem retsstillingen for de generelle ansvarsfraskrivelsesklau- 

suler, hvor det ikke fremgår, hvornår disse skal bortfalde, retsstillingen for an- 

svarsfraskrivelser for simpel uagtsom, retsstillingen for ansvarsfraskrivelser for 

grov uagtsomhed og retsstillingen for ansvarsfraskrivelser for forsæt. Nedenfor i 

afsnit 4.2.-4.6. vil disse fire situationer derfor blive gennemgået enkeltvis for at 

se, om retsstillingen er forskellig, afhængigt af hvordan ansvarsfraskrivelsesklau- 

sulen er udformet. 

Traditionelt forstås ved forsæt, at en handling foretages med vilje, og med uagt- 

somhed forstås traditionelt, at handlingen ikke udføres med fornøden agtpågiven- 

hed 83 . Uagtsomhed kan foreligge i simpel eller grov form. 

Som også nævnt indledningsvis i afsnit 2.2. tillagde man tidligere sondringen mel- 

lem ansvarsfraskrivelser og ansvarsbegrænsninger betydelig vægt, således at alene 

ansvarsfraskrivelser bortfaldt ved f.eks. forsæt, og således at ansvarsbegrænsnin- 

83 Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 23. 

Side 33 af 72

ger altid bestod uanset graden af skyld 84 . Det samme ses efter common law, hvor 

det nogle steder i litteraturen fastslås, at ”limitation clauses” fortolkes knapt så 

strengt som ”exclusion clauses” 85 . 

I nyere litteratur tillægges sondringen ikke samme betydning, hvorfor det ikke er 

denne sondring alene, der er afgørende for, om den pågældende klausul bortfal- 

der 86 . Det samme er formentlig tilfældet efter common law. Således anføres det i 

Anson’s law of contract, at det ikke bør være afgørende for vurderingen af en 

klausul, om denne betegnes som en ”exclusion clause” eller en ”limitation clau- 

se” 87 . Dog er der mange momenter af betydning for, om en ansvarsfraskrivelses- 

klausul skal bortfalde, hvorfor det forhold, at en ansvarsfraskrivelse fuldstændig 

eliminerer de erstatningsregler, der ellers ville gælde, taler for en skærpet be- 

dømmelse af disse i forhold til ansvarsbegrænsninger, der primært fikserer en er- 

statning 88 . 

4.2. Generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler 

De generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler indeholder ikke en bestemmelse om, 

hvorvidt klausulen skal bortfalde i kraft af tabets omfang. Det er således spørgs- 

målet, hvad der er retsstillingen for disse klausuler i den situation, hvor den fra- 

skrivende part handler culpøst – dvs. enten simpelt eller groft uagtsomt eller for- 

sætligt. 

4.2.1. Gennemgang af litteraturen 

Der hersker i litteraturen ikke megen tvivl om, at de generelle ansvarsfraskrivel- 

sesklausuler ikke bortfalder, såfremt der alene foreligger simpel uagtsomhed 89 . En 

undtagelse hertil er, hvis der er tale om særlige retsområder som f.eks. advokat- 

84 

J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 111 og Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 

161-162. 

85 

William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 173. 

86 

Se således Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 378 og 

Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 309-316, hvor sondringen tilsyneladende ikke tillægges vægt. 

87 

William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 173-174. 

88 

Mads Bryde Andersen: Grundlæggende aftaleret, s. 432-433. 

89 

Se Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, der på s. 377 anfører 

at alene forsæt og grov uagtsomhed medfører bortfald af klausulen. Se ligeledes Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, 

s. 27 og Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73. 

Side 34 af 72

og revisorydelser 90 . Se imidlertid U 1879.813 H og U 1929.707 H, som gennem- 

gås nedenfor i afsnit 4.2.2. I begge afgørelser udtalte Højesteret, at ansvarsfraskri- 

velsesklausulen bortfaldt, da der forelå uagtsomhed. Højesteret foretog altså ikke 

en sondring mellem simpel og grov uagtsomhed. Da afgørelserne er af ældre dato, 

har de imidlertid begrænset præjudikatsværdi, og i kraft af entydigheden i littera- 

turen må det anses for forholdsvist afklaret, at de generelle ansvarsfraskrivelses- 

klausuler ikke bortfalder ved simpel uagtsomhed. 

Ligeledes er der i litteraturen enighed om, at såfremt der handles forsætligt, vil de 

generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalde 91 . Der foreligger således også en 

række afgørelser, hvor ansvarsfraskrivelsesklausuler tilsidesættes på grund af en 

forsætlig handling. Som eksempel herpå nåede Højesteret i U 2010.556 H frem til, 

at sælgeren af et hus ikke kunne påberåbe sig en ansvarsfraskrivelse, da han havde 

tilsidesat sin loyale oplysningspligt vedrørende et forhold af væsentlig betydning. 

Det interessante er herefter de handlinger, der hverken foretages med simpel uagt- 

somhed eller med forsæt – dvs. tilfælde, hvor der handles groft uagtsomt. Her er 

litteraturen ikke entydig, og det er mere tvivlsomt, hvad der er retsstillingen. Us- 

sing lader således spørgsmålet være åbent for, hvad der gælder i tilfælde af grov 

uagtsomhed 92 , hvorimod Günther Petersen slår fast, at der ikke kan opstilles en 

almindelig regel om ansvarsfraskrivelsens tilsidesættelse i tilfælde af grov uagt- 

somhed, med mindre der er udtrykkelig hjemmel herfor 93 . Ussing fremhæver des- 

uden, at såfremt der er tale om en personskade, må grov uagtsomhed være til- 

strækkeligt, for at en ansvarsfraskrivelsesklausul bortfalder, og han slår dermed 

fast, at det også afhænger af skadens art, om grov uagtsomhed er tilstrækkeligt for 

tilsidesættelse 94 . Generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausulers bortfald ved 


91 J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 43, Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 

161-162, Stig Jørgensen: Kontraktsret, bind 2, s. 190 og Lennart Lynge Andersen og Palle Bo 

Madsen: Aftaler og Mellemmænd, s. 378. 

92 Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 161-162. 


94 Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 162. 

Side 35 af 72

personskader vil som udgangspunkt ikke blive behandlet yderligere, da retsstillin- 

gen synes forholdsvis afklaret 95 . 

Omvendt kan man også i litteraturen finde forfattere, der er af den opfattelse, at 

ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder ved grov uagtsomhed. Således anfører 

Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, at ansvarsfraskrivelser formentlig 

ikke skal fortolkes som omfattende fejl og mangler, der skyldes den ansvarliges 

forsæt eller grov culpa 96 . 

Den samme holdning gør sig gældende i Norge og Sverige, hvor Viggo Hagstrøm 

og Thorsten Lundmark begge anfører, at domstolene formentlig vil tilsidesætte en 

ansvarsfraskrivelsesklausul, hvis der foreligger grov uagtsomhed fra den fraskri- 

vende parts side 97 . 

Efter common law sondres der traditionelt ikke mellem simpel og grov uagtsom- 

hed. Det er derfor alene et spørgsmål, om ordlyden af de generelt affattede an- 

svarsfraskrivelsesklausuler er bred nok til at omfatte ”negligence”. Som udgangs- 

punkt vil de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler ikke kunne omfatte 

”negligence”, hvis ordlyden er for bred og upræcis 98 . Den samme problemstilling 

ses ved de såkaldte ”indemnity clauses”, hvorefter den ene part skal skadesløshol- 

de den anden part i tilfælde af et eventuelt erstatningskrav. Er ”indemnity clauses” 

affattet i meget brede termer, vil de som udgangspunkt ikke medføre skadesløs- 

holdelse i tilfælde hvor den part, der kræver skadesløsholdelse, har handlet uagt- 

somt 99 . 

95 

Se således Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 162 og bl.a. afgørelse i U 2003.500 Ø, 

hvor en person, der var kommet til skade ved et faldskærmsudspring ikke fik erstatning, da der 

ikke forelå grov uagtsomhed fra udspringsstedets side. 

96 

Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 378. Se ligeledes 

Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73. 

97 

Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 632 og Lundmark, Thorsten: Friskrivningsklausuler, s. 

147. 

98 

Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 916-921, William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 

171-172 og Allan Farnsworth: On Contracts, I, s. 618-619. 

99 

Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 920-921 

Side 36 af 72

Ser man på litteraturen, tegner der sig et billede af, at nyere litteratur er af den 

opfattelse, at ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder ved grov uagtsomhed såvel i 

Danmark som i de øvrige nordiske lande og efter common law. Det er herefter 

spørgsmålet, om en gennemgang af retspraksis viser det samme billede. 

4.2.2. Gennemgang af retspraksis 

U 1879.813 H omhandlede, hvorvidt Firmaet Th. Høyers Efterfølger (THE) skulle 

have erstatning for de sjællandske Jernbaners (SJ) beskadigelse af en kollo inde- 

holdende manufakturvarer. 

I sagen skulle SJ transportere en kollo med manufakturvarer for THE. Det frem- 

gik af en overenskomst mellem det danske postvæsen, statskassen og det sjæl- 

landske jernbaneselskab af 2. juli 1877, at SJ’s ansvar var begrænset til 50 øre pr. 

pd. af det beskadigede gods, i alt 10 kr. og 25 øre. Det var derfor spørgsmålet, om 

SJ havde udvist en adfærd, som medførte, at THE kunne opnå fuld erstatning for 

det beskadigede gods. Højesteret nåede frem til, at den fulde erstatning skulle 

betales, både når der forelå forsæt, og når der forelå ”saadan Forsømmelse eller 

Mangel paa Omhu, som efter almindelige Regler maatte medføre Erstatnings- 

pligt”. Med denne passus henviser Højesteret til de almindelige erstatningsbetin- 

gelser, dvs. den almindelige culparegel, hvorefter også grov uagtsomhed medfører 

erstatningspligt. Højesteret fastslog, at ansvarsbegrænsningen ikke fandt anven- 

delse i tilfælde af uagtsomhed. THE fik derfor erstattet den fulde værdi. 

U 1929.707 H angik, hvorvidt Emilie Møller (EM) skulle have erstatning for en 

marmorbuste, som Adams Transport (AT) ødelagde i forbindelse med en flytning. 

Af flyttefirmaets betingelser fremgik det, at der ikke blev ydet erstatning ud over 

100 kr. ved beskadigelse af et stykke flyttegods. Det var derfor spørgsmålet, om 

AT havde udvist en sådan adfærd, at EM kunne opnå fuld erstatning for den øde- 

lagte buste. Højesteret nåede frem til, at flyttefirmaets mænd ved uagtsomhed 

havde ødelagt busten, hvorfor de skulle erstatte bustens værdi, og dermed mere 

end de 100 kr., der fremgik af ansvarsbegrænsningen. I dommen var der tale om 

Side 37 af 72

en ensidigt udformet standardaftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, 

hvilket naturligvis også har været af betydning for domstolenes bedømmelse. 

Disse to ældre højesteretsdomme fastslår begge, at en ansvarsfraskrivelsesklausul 

skal tilsidesættes, når der foreligger uagtsomhed. Det er herefter relevant at se, om 

nyere afgørelser, som litteraturen, lægger op til, at der skal foreligge uagtsomhed 

af en vis grovere karakter, for at dette kan resultere i bortfald af klausulen. 

I U 1962.406 Ø anlagde vognmand Otto Petersen (OP) sag mod Falcks Rednings- 

korps (Falck), med hvem han havde en abonnementsaftale vedrørende assistance 

ved kørselsuheld og ambulancekørsel. I aftalen var der vedtaget en ansvarsfraskri- 

velsesklausul, hvoraf det fremgik, at Falck ikke påtog sig garanti eller erstatnings- 

ansvar. Den 22. november 1958 indtraf der et uheld med en af OP’s lastbiler, 

hvorefter Falck ankom og uskiftede boltene, idet disse var knækket. Der blev ikke 

foretaget yderligere. Igen den 26. november samme år var der problemer med 

samme lastbil, hvorefter Falck endnu engang ankom. Falck ville transportere last- 

vognen til et værksted, og under denne transport rev gearkassen sig løs. Spørgs- 

målet var herefter, om Falck skulle erstatte OP tabet i forbindelse med den ødelag- 

te gearkasse. 

Der blev fra OP’s side procederet på, at Falck ikke havde transporteret lastvognen 

forsvarligt på vej mod værkstedet under hensyn til, at Falck vidste, at lastvognens 

bolte var ødelagte. Falck procederede på, at skaden var omfattet af ansvarsfraskri- 

velsesklausulen, hvorfor de ikke var erstatningsansvarlige. Østre Landsret nåede 

frem til, at skaden kunne ”bebrejdes” Falck, hvorfor ansvarsfraskrivelsesklausu- 

len ikke fandt anvendelse. Landsretten lagde desuden vægt på, at skaden kunne 

have været undgået ved simple foranstaltninger. 

I afgørelsen tager Østre Landsret ikke stilling til, hvilken grad af uagtsomhed der 

forelå fra Falcks side, idet de alene fastslår, at skaden kunne ”bebrejdes” dem. 

Det kan derfor alene konkluderes, at Østre Landsret med den valgte begrundelse 

tilkendegiver, at der skal culpøse forhold til, for at en ansvarsfraskrivelsesklausul 

Side 38 af 72

ortfalder, uden at det tilkendegives, at dette skal være grov uagtsomhed. Ligesom 

det har været afgørende, at Falck ved simple foranstaltninger kunne have begræn- 

set vognmandens tab. 

Se ligeledes Sø og Handelsrettens dom i U 1986.938 SH, hvor Kienzle Datasytem 

A/S (KD) anlagde sag mod ApS Maskinfabrikken EV-Dele (MED) med påstand 

om betaling for et leveret dataanlæg. 

KD og MED indgik den 4. juli 1978 aftale om, at KD skulle levere et dataanlæg 

til MED. Der blev efterfølgende indgået en række supplerende aftaler. Under på- 

beråbelse af KD’s væsentlige misligholdelse ophævede MED ved skrivelse af 9. 

april 1980 de indgåede aftaler og returnerede datasystemet til KD. KD protestere- 

de skriftligt herimod. MED nedlagde desuden en selvstændig påstand om erstat- 

ning som følge af mangler ved det af KD leverede dataanlæg. I forbindelse med 

aftalerne fraskrev KD sig ansvar for fejl opstået under servicearbejdet eller i for- 

bindelse med fabrikationsfejl eller andre fejl i udstyret begrænset til omkostnin- 

gerne i forbindelse med KD’s afhjælpning af de nævnte fejl, således at KD ikke 

hæftede for evt. driftstab eller tab, som måtte opstå i forbindelse med beskadigelse 

eller genskabelse af ødelagte data. 

Sø- og Handelsretten nåede frem til, at der var tale om så væsentlig forsinkelse fra 

KD’s side, at MED var berettiget til at hæve aftalerne. Vedrørende MED’s erstat- 

ningspåstand fandt Sø- og Handelsretten, at ”[i]det bestemmelserne i kontrakten 

om fraskrivelse af ansvar ikke kan antages at omfatte ansvar for fejl og mangler, 

der skyldes alvorlige forsømmelser, som må tilregnes sagsøgeren, har sagsøgte 

krav på erstatning”. 

Det er herefter spørgsmålet, hvad der nærmere skal forstås med ”fejl og mangler, 

der skyldes alvorlige forsømmelser”. Igen slår domstolene ikke fast, hvilken grad 

af uagtsomhed der foreligger. Med den valgte formulering står det imidlertid klart, 

at Sø- og Handelsretten er af den opfattelse, at der er tale om en grov fejl, og afgø- 

Side 39 af 72

elsen kan således tages til indtægt for at grovere forsømmelser ikke accepteres af 

domstolene, hvorfor fraskrivelsen bortfaldt. 

U 1993.851 H angik et antal telefax-maskiner, der bortkom under en opbevaring, 

og hvorvidt der skulle tilkendes erstatning herfor, i og med at virksomheden, der 

opbevarede telefax-maskinerne, havde fraskrevet sig ansvar. 

Tribro Invest ApS (TI) købte 18 telefax-maskiner, der blev indsat til opbevaring 

hos A/S Salicaths’s Express Co (SE) sammen med en række andre effekter. I for- 

bindelse med opbevaringen underskrev TI en kvittering, der henviste til SE’s be- 

tingelser, der fremgik af bagsiden, og som indeholdt en ansvarsbegrænsning. En 

ansat hos SE udleverede de opbevarede telefax-maskiner til en vognmand, som 

viste sig at være forsynet med en falsk fuldmagt. Det var efterfølgende spørgsmå- 

let, om SE skulle erstatte TI værdien af de mistede telefax-maskiner, eller om an- 

svarsbegrænsningen førte til, at der var et loft for erstatningen. Landsretten nåede 

frem til, at ansvarsbegrænsningen i kraft af henvisningen til SE’s betingelser slet 

ikke var vedtaget mellem parterne, hvorfor TI havde krav på fuld erstatning. Hø- 

jesteret tog aldrig stilling til vedtagelsesspørgsmålet og nåede frem til, at SE ved 

udleveringen ”på så uforsvarlig måde” havde fraveget selskabets egen velbe- 

grundende praksis, at SE var afskåret fra at påberåbe sig ansvarsbegrænsningen. 

Igen kan det været svært ud fra Højesterets begrundelse at fastslå, hvilken grad af 

uagtsomhed der foreligger. Den valgte formulering – ”på så uforsvarlig måde” 

må betyde, at fejl af grovere karakter ikke accepteres af domstolene. 

Af noget nyere afgørelser kan nævnes FED 2001.610 Ø og U 2010.3113 H. 

FED 2001.610 Ø omhandlede Ejendomsmæglerfirmaet S2 A/S (S2), der på vegne 

af Birkerød Invest A/S under konkurs til S1 ApS (S1) solgte en restejerlejligheds- 

ejendom. Da salget af ejendommen skete fra et konkursbo, blev der i skødet ind- 

føjet en ansvarsfraskrivelsesklausul, der fritog sælger for ansvar for efterfølgende 

mangler. Det viste sig efterfølgende, at prospektmaterialet ikke tog højde for den 

Side 40 af 72

faste afgift vedrørende varmeleverancen til ejendommen med den virkning, at det 

likviditetsmæssige resultat var angivet for højt. S1 krævede herefter erstatning for 

denne fejl i prospektet. Byretten 100 nåede frem til, at S2 burde have kontrolleret, 

om der ved opgørelsen over driftsudgifterne og indtægterne var taget højde for 

den faste afgift vedrørende varmeleverancen, hvorved fejlen kunne være opdaget. 

Byretten fandt herefter ”henset til omstændighederne og karakteren af fejlen” 

ikke, at den af S1 accepterede ansvarsfraskrivelsesklausul kunne fritage S2 for 

ansvar, hvorfor S2 var erstatningsansvarlig. 

Med den valgte formulering - ”karakteren af fejlen” - lægger byretten op til, at 

der var tale om en fejl af en vis kvalificeret form. Dommen kan dermed tages til 

indtægt for, at sådanne fejl af grovere eller kvalificeret karakter ikke accepteres og 

medfører bortfald af en ansvarsfraskrivelsesklausul. 

U 2010.3113 H drejede sig om forsikringsselskabet Tryg A/S’s (Tryg) krav mod 

G4S Security Services A/S (G4S) for et beløb, som Tryg måtte betale firmaet 

Daugaard-Sørensen og Søn A/S (DS) efter et indbrud. 

DS havde en abonnementsaftale med ISS Securitas A/S (nu G4S), som omfattede 

et tyverialarmanlæg, eftersyn, vedligeholdelse og udrykningstjeneste. Af G4S’ 

standardbetingelser fremgik det, at selskabet ikke var ansvarlig for skader, der 

ikke direkte kunne henføres til selskabets ydelser efter kontrakten. Natten mellem 

den 15. og 16. juni 2000 kl. 00.40 modtog G4S et opkald fra en person, der påstod 

at være fra DS, men som viste sig at være en indbrudstyv. Denne person havde 

problemer med at slå alarmen fra og opgav i den forbindelse kodeordet 4 S, der 

mindede om det korrekte, som var 4-S. På trods af dette accepterede G4S kodeor- 

det og lovede at komme forbi og se på alarmen, som der var problemer med, da 

der var tastet et forkert kodeord tre gange. G4S ankom imidlertid først til firmaet 

DS kl. 03.17, det vil sige næsten 3 timer efter opkaldet. Det var herefter omtvistet, 

100 Sagen blev alene anket til Østre Landsret for så vidt angik spørgsmålet om størrelsen af erstatningen. 

Spørgsmålet om, hvorvidt ansvarsbegrænsningen fandt anvendelse, blev således afgjort af 

byretten. 

Side 41 af 72

om ansvarsbegrænsningen i G4S’ standardbetingelser medførte, at G4S ikke var 

ansvarlig for det, der blev stjålet i tidsrummet frem til, at G4S ankom til DS. 

Landsretten nåede frem til, at sagsøgte, G4S, havde handlet groft uagtsomt ved at 

undlade at opfylde sin kontraktmæssige forpligtelse til at sikre DS mod tyveri, 

dels ved at acceptere et forkert kodeord og dels ved ikke at tage ud til DS umid- 

delbart efter opkaldet. Landsretten fandt derfor, at ansvarsfraskrivelsesklausulen 

ikke kunne friholde G4S for ansvar. Højesteret nåede frem til det samme resultat, 

men med en noget mere vag begrundelse: ”Højesteret tiltræder, at Falck Securi- 

tas A/S (nu G4S Security Services A/S) ved i den pågældende situation at accepte- 

re et kodeord, der ikke var korrekt, har tilsidesat sine aftalemæssige forpligtelser, 

og at selskabet er erstatningsansvarlig herfor over for Daugaard-Sørensen & Søn 

A/S, hvis krav Forsikringsselskabet tryg A/S er indtrådt i. Punkt 10 i abonne- 

mentsbetingelserne om selskabets ansvar er et standardvilkår. Efter bestemmel- 

sens ordlyd, der i øvrigt ikke er klar, og kontraktens karakter finder også Højeste- 

ret, at vagtselskabet ikke i en situation som den foreliggende, hvor det har tilside- 

sat en central aftalemæssig forpligtelse, er fritaget for ansvar”. 

Det er vanskeligt at fastslå, hvad der nærmere ligger i Højesterets begrundelse, 

idet det ikke fremgår, om Højesteret mener, at en tilsidesættelse af ”en central 

aftalemæssig forpligtelse” anses for at være en grov uagtsom handling med deraf 

følgende bortfald af ansvarsfraskrivelsesklausulen, eller om Højesteret mener, at 

tabet slet ikke er omfattet af klausulen, i og med at G4S tilsidesatte sine aftale- 

mæssige forpligtelse over for DS. Henset til at Højesteret henviser til Landsrettens 

begrundelse, idet de anvender formuleringen ”finder også Højesteret”, må Høje- 

sterets begrundelse kunne tolkes som fastslående, at karakteren af G4S’ handling 

var grov uagtsom, som Landsretten fandt det. Dommen kan således formentlig 

tages til indtægt for, at der skal bortses fra ansvarsfraskrivelsesklausuler, når der 

foreligger grov uagtsomhed. 

Samme retsstilling tegner sig i Norge. Således udtaler første voterende i den nor- 

ske Højesteret i NRt 1963.281 NoH, hvor den norske stat ikke blev ansvarlig for 

Side 42 af 72

manglende opførelse af et firmas telefonnummer i telefonkataloget fra 1958: 

”Som jeg tidligere har nevnt, finner jeg heller ikke grunn til å anta at den feil som 

er begått skyldes noen høy grad av uaktsomhet”. Se ligeledes afgørelserne NRt 

1892.381 NoH, hvor et dampskibsselskab på trods af en ansvarsfraskrivelse, der 

fritog for ansvar ved brand, blev ansvarlig for brandskader på varer, de havde til 

opbevaring i et pakhus, da domstolene fandt, at der var udvist grov uagtsomhed 

fra selskabets side og NRt 1926.712 NoH, hvor den norske Højesteret udtalte, at 

en ansvarsbegrænsning ikke kan finde anvendelse, når der foreligger grov uagt- 

somhed. 

De svenske domstole udtrykker sig ikke lige så klart som de norske, men der er 

dog en række afgørelser fra de svenske domstole, der kan tages til indtægt for, at 

fejl af en vis grovere karakter medfører bortfald af en ansvarsfraskrivelsesklausul. 

Således udtaler den svenske Højesteret i NJA 1957.426 SvH, der drejede sig om 

skader på en bil forårsaget af det værksted, hvor bilen stod opbevaret, at ”[d]en av 

bilbolaget åberopade friskrivningsklausulen i avtalets § 7 kan - oavsett vilken 

tolkning som eljest må givas åt densamma - icke anses tillämplig i ett fall sådant 

som det förevarande, där skadan orsakats av att en garagevakt i sitt arbete brukat 

fordonet för ändamål, som ej varit förenligt med avtalet”. Det slås således fast, at 

ved en fejl som den foreliggende kan en ansvarsfraskrivelsesklausul ikke 

opretholdes. Se desuden NJA 1964.517 SvH, hvor et rejseselskab blev ansvarlig 

for mistet bagage på trods af en ansvarsfraskrivelsesklausul, da rejselederen ikke 

havde opbevaret bagagen med tilstrækkelig agtpågivenhed og NJA 1971.36 SvH, 

hvor et parkeringshus blev ansvarlig over for en kunde, da de havde udleveret 

bilen til den forkerte ejer. 

Et udpluk af svenske og norske højesteretsafgørelser viser, at fejl af grovere ka- 

rakter også i disse lande medfører bortfald af generelt affattede ansvarsfraskrivel- 

sesklausuler. 

So også nævnt ovenfor i afsnit 4.2.1. sondres der efter common law formentlig 

ikke mellem simpel og grov uagtsomhed – ”negligence”/”gross negligence”. Dette 

Side 43 af 72

slås bl.a. fast i Pentecost v. London District Auditor (1951), der vedrørte mangler 

ved et entreprisearbejde. En revisor nægtede at betale nogle kommunale ansatte 

(KA) for deres arbejde i forbindelse med eftersynet af et entreprisearbejde. Revi- 

soren var af den opfattelse, at KA ikke havde krav på betaling, da de ved deres 

gennemsyn ikke havde opdaget, at entreprisearbejdet var mangelfuldt. Revisoren 

udtalte i den forbindelse, at KA havde handlet groft uagtsomt ved ikke at opdage 

manglerne. I afgørelsen blev det af dommerne slået fast, at der ikke sondres mel- 

lem uagtsomhed og grov uagtsomhed, hvorfor det var tilstrækkeligt, at der var 

handlet uagtsomt af KA. 

Når dette er sagt overvejede domstolene i afgørelsen Red Sea Tankers Ltd. v. Pa- 

pachristidis (1997) en sondring mellem ”negligence” og ”gross negligence”. Såle- 

des sondrer Joseph Lookofsky også mellem ”negligence” og ”gross negligen- 

ce” 101 , omend dette kan skyldes hans sammenligning mellem common law og 

skandinavisk ret. 

På trods af afgørelsen i Red Sea Tankers Ltd. v. Papachristidis er udgangspunktet 

efter common law formentlig, at der ikke foretages en sondring mellem ”negli- 

gence” og ”gross negligence”. Det er herefter spørgsmålet, om de generelt affatte- 

de ansvarsfraskrivelser bortfalder, når der foreligger ”negligence”. 

Afgørelsen Onego Shipping & Chartering BV v. KSC Arcadia Shipping M/V 

(2010) vedrørte et skib, der pga. mistet last måtte søge tilflugt i en havn. Tvisten 

angik bl.a., hvorvidt ejeren af skibet var ansvarlig for de ekstra udgifter i forbin- 

delse med nødstoppet. Parterne havde vedtaget en ansvarsfraskrivelsesklausul - 

13(b) of the NYPE 1993 - hvoraf det fremgik, at ejeren af skibet var ansvarlig for 

tab som følge af mistet last. Det fremgik imidlertid ikke, om denne ansvarsfra- 

skrivelse også fandt anvendelse, hvis der forelå ”negligence” fra mandskabets 

side. The High Court of Justice fandt i modsætning til The Tribunal ikke, at en så 

generelt affattet ansvarsfraskrivelse også fandt anvendelse i tilfælde af uagtsom- 

101 Joseph Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, s. 209. 

Side 44 af 72

hed, hvorfor ejeren ikke kunne påberåbe sig fraskrivelsen og dermed blev ansvar- 

lig. 

Se ligeledes afgørelserne i Canada Steamship Lines Limited v. The King (1952) 

og E. E. Caledonia Ltd. v. Orbit Valve Co. Europe (1994), hvori domstolene 

overvejede om meget bredt formulerede ansvarsfraskrivelser (og indemnity clau- 

ses) kunne omfatte ”negligence”. I begge afgørelse blev det slået fast, at dette ikke 

var tilfældet. Afgørelsen i Canada Steamship Lines Limited v. The King ligger 

således også til grund for den praksis, hvorefter meget generelt affattede ansvars- 

fraskrivelsesklausuler oftest ikke kan omfatte ”negligence” 102 . 

4.2.3. Sammenfatning – generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler 

Af de ovenfor gennemgåede afgørelser er det kun de to ældre domme U 1879.813 

H og U 1929.707 H, der slår fast, at ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder ved 

uagtsomhed. Da afgørelserne begge er af ældre dato, er deres præjudikatsværdi 

imidlertid begrænset. 

De øvrige gennemgåede afgørelser tegner det billede, at generelt affattede an- 

svarsfraskrivelsesklausuler bortfalder, når der foreligger fejl af en vis grovere ka- 

rakter fra den fraskrivende parts side, omend domstolene sjældent benytter beteg- 

nelsen ”groft uagtsomt”. Når domstolene ikke klart slår fast, om der foreligger 

grov uagtsomhed, lægger de op til, at de i stedet foretager en generel rimeligheds- 

vurdering af aftalen 103 . Det er således også vigtigt at have in mente, at der altid 

vil være en række faktorer, der er af betydning for domstolenes eventuelle tilside- 

sættelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul. 

På baggrund af en gennemgang af litteratur og praksis, synes retsstillingen i Dan- 

mark herefter at være, at en generelt affattet ansvarsfraskrivelsesklausul vil bort- 

falde, hvis der foreligger fejl af en vis grov eller kvalificeret form fra den fraskri- 

vende parts side. 

102 Se bl.a. dommerens udtalelse i Onego Shipping & Chartering BV v. KSC Arcadia Shipping 

M/V og Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 917. 

103 Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 29-30. 

Side 45 af 72

En gennemgang af litteratur og praksis fra Norge og Sverige viser, at det samme 

gør sig gældende i disse lande. 

I England og USA er det alene afgørende for en eventuel tilsidesættelse, om der 

foreligger ”negligence”, dvs. uagtsomhed. Dette slås fast i litteraturen, hvor forfat- 

teren ikke foretager en sondring mellem ”negligence” og ”gross negligence” 104 . 

Men også i retspraksis hvor bl.a. afgørelsen Pentecost v. London District Auditor 

(1950) slår fast, at der ikke sondres. Dermed er retsstillingen mere skærpet i Eng- 

land og USA, eftersom en generelt affattet ansvarsfraskrivelsesklausul jf. Canada 

Steamship Lines Limited v. Regem og E. E. Caledonia ltd. v. Orbit Valve Co. 

Europe, som er nævnt ovenfor, vil bortfalde, når der foreligger uagtsomhed, hvor 

der i Danmark og generelt i Norden kræves en uagtsomhed af en vis grovere ka- 

rakter. 

4.3. Ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsomhed 

Ovenfor er gennemgået de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvoraf 

det ikke fremgår, om klausulen bortfalder i tilfælde af uagtsomhed. Nedenfor i 

afsnit 4.3., 4.4., 4.5. og 4.6. gennemgås ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor det 

direkte af klausulen fremgår, om der skal ske bortfald ved uagtsomhed eller for- 

sæt. 

Det er omdiskuteret, om der er adgang til at fraskrive sig ansvar for simpel uagt- 

somhed i en ansvarsfraskrivelsesklausul. 


Det må antages, at der er adgang til at vedtage en ansvarsfraskrivelse for simpel 

uagtsomhed, såfremt ordlyden er ganske klar, og såfremt der ikke er tvivl om ved- 

tagelsen jf. bl.a. Jacob Nørager-Nielsen m.fl. 105 . 

104 Chitty: On contracts, vol. 1, s. 919, Anson: Anson’s law of contract, s. 171, Elisabeth Thuesen: 

Ansvarsfraskrivelse, s. 300 og J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 49-51. 

105 Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73. 

Side 46 af 72

Det samme synspunkt findes i Sverige og Norge, hvor Thorsten Lundmark og Ivar 

Hole anfører, at der som udgangspunkt er adgang til at fraskrive sig ansvaret for 

fejl og forsømmelser, men at der stilles strenge krav til ordlyden og vedtagelsen af 

bestemmelsen 106 . Ivar Hole er med hjemmel i NRt 1948.370 NoH af den opfattel- 

se, at der er fri adgang til at fraskrive sig ethvert ansvar bare ikke ansvaret for eget 

forsæt eller grov uagtsomhed 107 . Det er dog usikkert, om denne holdning stadig 

afspejler retsstillingen i Norge i dag jf. Viggo Hagstrøm 108 . Uanset hvad må det i 

hvert fald anses for sikkert, at der også i Norge er adgang til at fraskrive sig an- 

svar for simpel uagtsomhed. 


I FED 2004.1693 V havde en leverandør af ornesæd fraskrevet sig ansvar, med 

mindre det kunne bevises, at der forelå fejl eller forsømmelser fra leverandørens 

side. Klausulen fremgik af leverandørens salgsbetingelser. Vestre Landsret nåede 

frem til, at det ikke fremgik klart af klausulen, om der var fraskrevet ansvar for 

uagtsomme handlinger, hvorfor leverandøren blev ansvarlig for sin uagtsomme 

handling. 

Afgørelsen vedgik ikke en ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed, men Vestre 

Landsret tilkendegiver med deres begrundelse, at der formentlig er adgang til at 

fraskrive sig ansvar for fejl og forsømmelser, men at der stilles strenge krav til 

ordlyden og klarheden af sådanne klausuler. 

Den norske afgørelse NRt. 1921.309 NoH følger de samme synspunkter. I denne 

afgørelse havde dampskibet ”Teksas” rederi, Det Forenede Damskibsselskab A/S, 

Kjøbenhavn (Teksas) fraskrevet sig ansvar for tyveri. Det blev efterfølgende kon- 

stateret, at Christiania Corsetfabrik (CC), der benyttede Teksas til transport, fik 

stjålet to kasser japansk silketøj under fragten. Det var derefter spørgsmålet, om 

ansvarsbegrænsningen medførte, at Teksas ikke var ansvarlig over for CC. Den 

norske Højesteret nåede frem til, at denne ansvarsfraskrivelse ikke kunne opret- 

106 Thorsten Lundmark: Friskrivningsklausuler, s. 142 og Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 19-20. 

107 Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 8-12. 

108 Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 630. 

Side 47 af 72

holdes, da der forelå uagtsomhed fra dampskibets side i forbindelse med opbeva- 

ringen af de to kasser japansk silketøj. 

Den norske Højesteret forholder sig ikke direkte til ordlyden af klausulen, men 

slår fast, at den i det foreliggende tilfælde ikke kunne medføre ansvarsfrihed. En 

upræcis ansvarsfraskrivelsesklausul, der alene fraskriver ansvar for ”tyveri”, for- 

tolkes indskrænkende, således at uagtsomhed ikke omfattes. 

4.3.3. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed 

På trods af sparsom retspraksis på området må det på baggrund af litteratur og 

praksis kunne fastslås, at der er adgang til at vedtage sådanne ansvarsfraskrivel- 

sesklausuler, men at der stilles strenge krav dels til ordlyden og dels til vedtagel- 

sen af disse. 

Dette hænger godt sammen med den retsstilling, der gælder for de generelt affat- 

tede ansvarsfraskrivelsesklausuler, idet disse alene bortfalder, såfremt der forelig- 

ger fejl af en vis grovere karakter. Således bør der være adgang til at fraskrive sig 

ansvaret for simpel uagtsomhed, når retsstillingen, såfremt en sådan fraskrivelse 

ikke er foretaget, er, at ansvarsfraskrivelsesklausulen formentlig ikke vil bortfalde 

alene i tilfælde af simpel uagtsomhed, men først hvis der foreligger uagtsomhed af 

en vis grovere karakter jf. afsnit 4.2. 

4.4. Ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed 

Ovenfor i afsnit 4.2. er det fastslået, at de rene ansvarsfraskrivelsesklausuler bort- 

falder, såfremt der foreligger fejl af en vis grovere karakter. Det er herefter 

spørgsmålet, hvilken adgang parterne har til på forhånd at aftale, at ansvarsfra- 

skrivelsesklausulen skal bortfalde i tilfælde af grov uagtsomhed. 

En ansvarsfraskrivelse for grov uagtsomhed er mere betænkelig end en ansvars- 

fraskrivelse for simpel uagtsomhed, som gennemgået ovenfor. Årsagen hertil er, 

at retsstillingen for de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler er, at disse 

formentlig bortfalder ved grov uagtsomhed, hvorfor en køber stilles dårligere, 

Side 48 af 72

såfremt det aftales, at en sælger ikke ifalder ansvar selv for grov uagtsomhed. Det 

er herefter spørgsmålet, om disse klausuler alligevel accepteres. 


Der er i litteraturen ikke fuldstændig enighed om, hvorvidt der er mulighed for at 

fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed. Kaare Stolt anfører, at den overvejende 

opfattelse må være, at der ikke er adgang til at fraskrive sig ansvar for groft uagt- 

somme handlinger, omend han også fastslår, at retsstillingen er uafklaret 109 . 

Der er således også flere forfattere, der er af den opfattelse, at der er adgang til at 

fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed, men at der i sådanne tilfælde stilles 

større krav til vedtagelsen og ordlyden af sådanne klausuler jf. bl.a. Elisabeth 

Thuesen 110 . Jacob Nørager-Nielsen m.fl. og Bryde Andersen og Lookofsky 111 

anfører ligeledes også, at der skal mere til, førend sådanne klausuler accepteres af 

domstolene. Disse forfattere tegner således et billede af, at retsstillingen til en vis 

grad er ens for ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsomhed og ansvarsfraskrivelser 

for grov uagtsomhed. Dog må der formentlig stilles endnu strengere krav til ved- 

tagelsen af ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed, da sådanne vilkår er mere 

byrdefulde for en køber end en ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed. 

Det samme gør sig gældende i Sverige, hvor Thorsten Lundmark anfører, at det er 

betænkeligt at tillade sådanne klausuler, men at der i hvert fald stilles strenge krav 

til klarheden af ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor ansvaret begrænses for grov 

uagtsomhed 112 . Mere tvivlsomt er det, hvad der er retsstillingen i Norge, hvor Ivar 

Hole med hjemmel i Rt. 1948 s. 370 har anført, at der formentlig ikke er adgang 

til at fraskrive sig ansvaret for egen grov uagtsomhed (i modsætning til ansattes 

109 

Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 27. 

110 

Elisabeth Thuesen: Ansvarsfraskrivelse, s. 300. 

111 

Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73 og Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: 

Obligationsret I, s. 400. 

112 

Thorsten Lundmark: Friskrivningsklausuler, s. 133-135. Se ligeledes Viggo Hagstrøm, der på 

side 624-631 redegør for den samme tendens. 

Side 49 af 72

grove uagtsomhed jf. nedenfor i afsnit 4.5.). Viggo Hagstrøm konkluderer imid- 

lertid, at dette næppe kan anses for retsstillingen i Norge i dag 113 . 

Også i England og USA stilles der strenge krav til vedtagelsen af sådanne an- 

svarsfraskrivelsesklausuler. Her sondres der som nævnt ikke mellem uagtsomhed 

og grov uagtsomhed, hvorfor retsstillingen er skærpet efter common law. 

Farnsworth anfører, at ansvarsfraskrivelsesklausuler, der begrænser ansvaret for 

uagtsomhed – ”negligence” - ofte underkendes af domstolene, hvis de er holdt i 

alt for generelle vendinger 114 . Den samme holdning findes i Anson’s law of 

contract, der fastslår, at det skal fremgå klart og utvetydigt, hvis en ansvarsfra- 

skrivelsesklausul skal begrænse ansvaret for ”negligence” 115 . 


Retspraksis på området er sparsom, men en gennemgang af en række afgørelser 

fra England og USA viser, at der her stilles strenge krav til vedtagelsen og ordly- 

den af en ansvarsfraskrivelse for ”negligence”, omend der ikke sondres mellem 

”negligence” og ”gross negligence”. 

Se således Wenzel v. Boyles Galvarizin (1991) og Leon v. Family Fitness Center 

(1998), der dog begge vedrører personskader. 

Wenzel v. Boyles Galvarizin vedrørte to arkitekters ansvar for skader på to ansatte 

i forbindelse med et byggeri. Arkitekterne skulle ifølge deres kontrakt sørge for 

bl.a. sikkerheden, således at de ansatte ikke kom til skade. To ansatte faldt imid- 

lertid ned fra en platform, da der ikke var sikret tilstrækkeligt mod sådanne fald, 

på trods af at de to arkitekter var blevet informeret om, at sikkerheden ikke var 

tilstrækkelig. De to arkitekter var af den opfattelse, at en ansvarsfraskrivelsesklau- 

sul kunne fritage dem for ansvar, idet klausulen ikke tog stilling til om de skulle 

være ansvarlige for ”negligence”, men retten fandt modsat at ”a clause simply 


114 Allan Farnsworth E: On contracts I, s. 618-620. 

115 William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 171. Se ligeledes Elisabeth Thuesen: An- 

svarsfraskrivelse, s. 297-298. 

Side 50 af 72

disclaiming liability in general terms is insufficient to exculpate a party from its 

own negligence”. 

Leon v. Family Fitness Center vedrørte Leon (L), der under et besøg hos Family 

Fitness (FF) kom til skade, da en bænk i en sauna faldt sammen, mens han lå på 

den. FF påberåbte sig en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvoraf det bl.a. fremgik, at 

FF ikke var ansvarlig for personskader i forbindelse med et besøg i deres fitness- 

center. Retten i Californien fandt, at ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke var til- 

strækkelig klar til at fritage FF for ansvar. De lagde dog også vægt på, at skaden 

ikke var opstået i forbindelse med sportsudøvelse, hvilket var det primære område 

for ansvarsfraskrivelsen. 

De to afgørelser fastslår det samme som det ovenfor i afsnit 4.2.2. gennemgåede: 

Efter common law vil generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler typisk ikke 

kunne omfatte ”negligence”. Dommene fastslår dermed også, at der er adgang til 

at fraskrive ansvar for ”negligence”, hvis dette fremgår klart af ordlyden. 

4.4.3. Sammenfatning ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed 

Efter en gennemgang af litteraturen synes retsstillingen at være, at der er adgang 

til at fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed, men at der stilles strenge krav til 

vedtagelsen af sådanne klausuler. Dette gælder såvel i Danmark som i de øvrige 

nordiske lande. I England og USA er retsstillingen skærpet, idet der ikke sondres 

mellem uagtsomhed og grov uagtsomhed. 

Retspraksis på området er sparsom, hvorfor det alene er de to afgørelser fra USA, 

der kan tages til indtægt for, at også domstolene er af den opfattelse, at det skal 

fremgå klart, hvis en ansvarsfraskrivelsesklausul også skal vedrøre uagtsomme 

handlinger. Det er således vanskeligt endeligt at konkludere, hvad der er retsstil- 

lingen i Norden, på trods af at en række forfattere ganske vist mener, at der er 

adgang til at fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed, da dette ikke synes ende- 

ligt fastlagt af domstolene. 

Side 51 af 72

4.5. Ansvarsfraskrivelse for medarbejderes grove uagtsomhed 

Ovenfor er forsøgt fastlagt, hvilken adgang f.eks. en sælger har til at fraskrive sig 

ansvaret for sin egen simple eller grove uagtsomhed. Det er herefter spørgsmålet, 

om en sælger har adgang til at fraskrive sig ansvaret for medarbejderes grove 

uagtsomhed. 

Det har længe været anerkendt, at en arbejdsgiver hæfter for sine medarbejderes 

handlinger, hvilket bl.a. støttes på DL 3-19-2, hvorefter en arbejdsgiver hæfter for 

sine medarbejderes fejl, selv når den ansatte handler forsætligt eller groft uagt- 

somt 116 . Det er herefter spørgsmålet, om en ansvarsfraskrivelsesklausul skal bort- 

falde, hvis der foreligger culpa hos en medarbejder, og om der er adgang til i en 

ansvarsfraskrivelsesklausul at fraskrive sig ansvaret for medarbejderes grove 

uagtsomhed. 


Gomard er af den opfattelse, at man som udgangspunkt godt kan fraskrive sig 

ansvaret for medarbejderes culpa, men at sådanne klausuler formentligt fortolkes 

indskrænkende 117 . Samme synspunkt ses flere steder i litteraturen 118 . 

I Norge ses den samme tendens. Den ældre afgørelse NRt. 1948.370 NoH blev 

tidligere taget til indtægt for, at der var mulighed for at fraskrive sig ethvert an- 

svar bare ikke eget forsæt eller culpa 119 , idet den førstvoterende højesteretsdom- 

mer udtalte, at han fandt det klart, at man ikke kunne opstille et forbud mod fra- 

skrivelser uden lovhjemmel 120 . Tankegangen er ifølge Viggo Hastrøm, at det ville 

være urimeligt, såfremt ledelsen skulle være ansvarlig for enhver fejl begået af en 

ansat. Ivar Hole er således af den opfattelse, at der er forskel på, om der er tale om 

egen grov uagtsomhed eller ansattes grove uagtsomhed. Samtidig er han dog også 

116 

J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 79-80. 

117 

Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 316. 

118 

J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 7 og Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: 

Lærebog i obligationsret I, s. 400. 

119 

Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 11-12 og Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 624-631. 

120 NRt 1948.370 NoH, s. 373. 

Side 52 af 72

opmærksom på, at denne skarpe sondring mellem egen og ansattes grove uagt- 

somhed ikke ses i de øvrige nordiske lande 121 . 

Ifølge Viggo Hagstrøm er det af Ivar Hole anførte næppe retsstillingen i Norge i 

dag, og efter en gennemgang af retspraksis slår han fast, at der ikke nødvendigvis 

er mulighed for at fraskrive sig ansvar for ansattes culpa 122 . 


I U 1950.65/2H ønskede Einar Melchiorsen (EM), der boede i Paris, at deponere 

et større pengebeløb hos det danske Generalkonsulat i Paris (GK). Dette accepte- 

rede GK, hvorfor EM benyttede sig af denne mulighed to gange. I forbindelse 

med de to deponeringer underskrev EM hver gang en kvittering, som havde ka- 

rakter af en ansvarsfraskrivelsesklausul, idet den fastslog: ”Beløbet er modtaget 

paa den udtrykkelige Betingelse, at hverken den danske Stat, dette Konsulat eller 

nogen af dets Funktionærer, paa nogen Maade skal være ansvarlig for Tab, Øde- 

læggelse eller Beskadigelse af det deponerede”. Da EM anden gang deponerede 

et beløb på 600.000 francs, blev beløbet stjålet. Beløbet blev modtaget af en gene- 

ralkonsulatsekretær, og det var usikkert, hvordan beløbet var blevet stjålet, idet 

der kun fandtes tre nøgler til pengeskabet. Tvisten angik herefter spørgsmålet om, 

hvorvidt EM kunne rette et krav mod Udenrigsministeriet i Danmark (UM) for det 

stjålne beløb. Landsretten fandt, at da der alene var tale om simpel uagtsomhed fra 

GK’s side, var der ikke grundlag for at tilsidesætte ansvarsbegrænsningen. Høje- 

steret fandt i modsætning hertil, at der forelå en sådan uforsvarlighed fra General- 

konsulatets side, at ansvarsbegrænsningen ikke kunne fritage UM for ansvar. 

Dommen kan formentlig tages til indtægt for, at domstolene accepterer mulighe- 

den for fraskrivelse af ansvaret for medarbejderes culpa, idet hverken landsretten 

eller Højesteret udtaler sig om, at der ikke skulle være mulighed for at fraskrive 

sig ansvar for medarbejderes culpa. Dog er det også klart, at en så vidtgående an- 

svarsfraskrivelse, som der i dommen var tale om, skal fortolkes indskrænkende. 

121 Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s 10-12. 


Side 53 af 72

Om dette hænger sammen med, at ansvarsbegrænsningen også vedrører medar- 

bejderes handlinger, er imidlertid usikkert. 

I U 2002.1291 V blev et busselskab ansvarlig for en passagers krav i forbindelse 

med en mistet kuffert. I sagen havde en passager i forbindelse med en busrejse fra 

København til Bruxelles med mellemstop i Hamborg overladt sin kuffert til bus- 

chaufføren, der placerede kufferten i bagagerummet. Ved ankomst til Bruxelles 

var kufferten væk. I forbindelse med busrejsen havde busselskabet fraskrevet sig 

ansvar for kufferter i en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvoraf det bl.a. fremgik, at 

evt. beskadiget eller mistet bagage ikke blev erstattet. Vestre Landsret nåede frem 

til, at det ikke var godtgjort, at kufferten ikke var bortkommet under omstændig- 

heder, der kunne tilregnes busselskabet, hvorfor ansvarsbegrænsningen ikke fandt 

anvendelse. 

Vestre Landsret tog ikke stilling til, om der er mulighed for at fraskrive sig ansvar 

for medarbejderes culpa, men igen blev ansvarsbegrænsningen fortolket ind- 

skrænkende. Det samme var tilfældet i afgørelsen U 1965.565 Ø, hvor Køben- 

havns Frihavn på trods af en ansvarsbegrænsning blev ansvarlig for en medarbej- 

der, der ved en fejl kørte en kran ind i nogle netop aflæssede kolli. 

4.5.3. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelser for medarbejderes grove uagt- 

somhed 

Efter en gennemgang af retspraksis kan det fastslås, at der på den ene side kan 

anes en tilbøjelighed fra domstolenes side til at tilsidesætte ansvarsbegrænsninger, 

når ledelsen forsøger at fraskrive sig ansvar for medarbejderes grove uagtsomhed. 

På den anden side, er det vanskeligt at gennemskue, om domstolene var kommet 

frem til det samme resultat, uanset hvem ansvaret var forsøgt fraskrevet overfor, 

idet det ovenfor i afsnit 4.4. gennemgåede viser, at ansvarsfraskrivelsesklausuler 

for grov uagtsomhed fortolkes indskrænkende. 

Det er således vanskeligt at konkludere, om den indskrænkende fortolkning er 

særegen for ansvarsfraskrivelser for medarbejderes grove uagtsomhed, eftersom 

Side 54 af 72

domstolene formentlig altid fortolker ansvarsfraskrivelsesklausuler med begræns- 

ninger for grov uagtsomhed indskrænkende. Uanset hvad er der formentlig ad- 

gang til at fraskrive sig ansvar for medarbejderes grove uagtsomhed på samme 

måde som egen grov uagtsomhed. 

4.6. Ansvarsfraskrivelser for forsæt 

Der er formentlig ikke mulighed for at indsætte en bestemmelse om, at ansvars- 

fraskrivelsesklausulen ikke bortfalder ved forsæt, idet en sådan bestemmelse ofte 

vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36 123 . Dog kan der formentlig tænkes 

situationer, hvor det vil blive accepteret mellem to erhvervsdrivende, omend der i 

så fald stilles strenge krav til vedtagelsen, idet der vil være tale om et meget byr- 

defuldt aftalevilkår 124 . 

4.7. Ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter 

Som også nævnt indledningsvis findes der en lang række standarddokumenter, 

agreed documents 125 , der indeholder en ansvarsfraskrivelsesklausul. Disse stan- 

dardaftaler kan være udformet ensidigt af den ene part eller gensidigt mellem 

begge parter inden for en branche 126 . Eksempler herpå er de allerede omtalte be- 

grænsninger i AB 92, NSAB 2000 og NL 92. 

Det er interessant at undersøge, hvordan disse standarddokumenter forholder sig 

til misligholdelse, der har karakter af grov uagtsomhed, idet det kan afspejle en 

generel tendens inden for erhvervsforhold. 

For så vidt angår NSAB 2000 fremgår det direkte af § 5, at ansvarsbegrænsnin- 

gerne i dokumentet ikke finder anvendelse ved forsæt. Med afgørelsen i U 

2005.2438 H har domstolene slået fast, at dette medfører, at alene forsæt gennem- 

bryder ansvarsfraskrivelsesklausulen i NSAB 2000 § 22, jf. § 5. Højesteret udtalte 

123 

Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 314 og Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 27. 

Det samme ses anført af Allan Farnsworth jf. Allan Farnsworth: On Contracts II, s. 13. 

124 

Bryde Andersen og Lookofsky: Obligationsret I, s. 400 og Palle Bo Madsen: Aftalefortolkning, 

s. 18-20. 

125 

Mads Bryde Andersen: Praktisk aftaleret, s. 145-147. 

126 

Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 9-10. 

Side 55 af 72

således: ”Højesteret finder, at denne bestemmelse må forstås således, at alene 

forsæt og ikke uagtsomhed, heller ikke grov uagtsomhed, afskærer speditøren fra 

at påberåbe sig bl.a. ansvarsbegrænsningen i § 21, litra a”. Se også U 2006.362 

H, hvor ansvarsbegrænsningen i NSAB 2000 § 5 således fandt anvendelse, da der 

alene forelå grov uagtsomhed i modsætning til forsæt. 

Det samme gør sig i øvrigt gældende i Norge, hvor det med afgørelsen i NRt 

1994.626 NoH er slået fast, at alene forsæt kan medføre bortfald af ansvarsfra- 

skrivelsesklausulen i NSAB 75 (nu NSAB 2000). 

AB 92 § 35, stk. 2 indeholder ligeledes en ansvarsfraskrivelsesklausul. I AB 92 er 

der imidlertid ikke en bestemmelse svarende til NSAB § 5, der fastslår, at alene 

forsæt gennembryder ansvarsfraskrivelsen. Det er herefter spørgsmålet, om be- 

grænsningen falder bort både ved forsæt og ved grov uagtsomhed. I afgørelser der 

omhandler denne problemstilling procederer parterne ofte på, at der foreligger 

misligholdelse af så grov karakter, at ansvarsfraskrivelsen skal bortfalde, men 

domstolene vælger sjældent at tilsidesætte ansvarsfraskrivelsen 127 . 

KFE 1992.44 VBA vedrørte udførelsen af en tagentreprise på en ny produktions- 

bygning. Under udførelsen opstod der brand i tagdækningen. Bygherren krævede 

herefter sit driftstab erstattet, og det var derfor spørgsmålet, om der forelå så ufor- 

svarlige forhold fra entreprenørens side, at ansvarsfraskrivelsesklausulen i AB 72 

§ 22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2) ikke fandt anvendelse. Bygherren procederede 

på, at der forelå en betydelig eller grov uagtsomhed, som medførte, at ansvarsfra- 

skrivelsesklausulen ikke kunne finde anvendelse. Voldgiftsretten for bygge- og 

anlægsvirksomhed nåede frem til, at der ikke var udvist uforsvarlige forhold af en 

sådan grovhed, at ansvarsfraskrivelsesklausulen skulle tilsidesættes. 

Dommen er således udtryk for, at voldgiftsretten ikke fandt, at der forelå den til- 

strækkelige grovhed til, at ansvarsbegrænsningen i AB 92 § 35, stk. 2 kunne falde 

bort. 

127 Hans Henrik Vagner: Entrepriseret, s. 192. 

Side 56 af 72

KFE 1994.138 VBA vedrørte en entreprenør, der havde påtaget sig at udføre be- 

lægning af en landtank og tre skibstanke med henblik på opbevaring af saltsyre. 

Under arbejdet opstod der syreudslip, og der blev konstateret utætheder, hvorfor E 

blev frataget arbejdet, og en anden entreprenør blev sat til at afhjælpe manglerne 

og færdiggøre arbejdet. Det var herefter spørgsmålet, om ansvarsfraskrivelsen i 

AB 72 § 22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2) fandt anvendelse, eller om bygherren 

(B) kunne kræve erstatning for både afhjælpningsomkostningerne og omkostnin- 

gerne i forbindelse med forsinkelsen samt de indirekte tab. Bygherren procederede 

på, at der forelå grov uagtsomhed, fordi kravene til korrekt udført belægning er 

særligt strenge. Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed nåede frem til, at 

AB 72 § 22, stk. 5 fandt anvendelse ”allerede fordi forholdet ikke [kunne] karak- 

teriseres som groft uagtsomt”. 

Igen nåede voldgiftsretten frem til, at der ikke forelå forhold af tilstrækkelig grov 

karakter til, at ansvarsfraskrivelsen kunne tilsidesættes, omend voldgiftsretten 

samtidig slog fast, at AB 92 § 35, stk. 2 bortfaldt ved grov uagtsomhed. 

Praksis vedrørende AB 92 viser, at ansvarsbegrænsningen formentlig ikke finder 

anvendelse, når der foreligger grov uagtsomhed. Det kan således også læses ud af 

Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om AB 92 128 , at hvis entreprenørens adfærd 

har været så grov, at adfærden nærmer sig et forsætligt forhold, vil retspraksis 

statuere ansvar for bygherrens fulde tab. 

Dog viser de to gennemgåede voldgiftskendelser, at der formentlig skal mere til 

for at voldgiftsretten anser AB 92 § 35, stk. 2 som bortfaldet, end hvad der er til- 

fældet for andre ansvarsfraskrivelsesklausuler, der ikke fremgår af agreed docu- 

ments. Ligesom det også fremgår af Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om 

AB 92, at adfærden skal være så grov, at det nærmer sig det forsætlige for at be- 

grænsningen bortfalder. 

128 Vejledning nr. 22 af 31-01-1994 om AB 92. 

Side 57 af 72

Det samme er tilfældet for ansvarsfraskrivelsen i NL 92 § 35. Det fremgår af den- 

ne bestemmelse, at sælgerens begrænsning af ansvaret tilsidesættes, hvis han har 

gjort sig skyldig i grov uagtsomhed. 

4.7.1. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter 

Det er svært at fastslå noget generelt for ansvarsbegrænsningerne i AB 92, NSAB 

2000 og NL 92, idet grov uagtsomhed ikke medfører bortfald af begrænsningerne 

efter NSAB 2000, men medfører bortfald af klausulen i AB 92 § 35, stk. 2 og NL 

92 § 35. 

Det kan udledes af praksis vedrørende AB 92 og Bygge- og Boligstyrelsens vej- 

ledning om AB 92, at der skal meget grove forhold til, førend ansvarsbegrænsnin- 

gen i AB 92 § 35, stk. 2 bortfalder, ligesom det er sikkert, at der skal foreligge 

grov uagtsomhed for at begrænsningen i NL 92 § 35 tilsidesættes. Dette, sam- 

menholdt med at ansvarsbegrænsningen i NSAB 2000 alene bortfalder ved forsæt, 

medfører, at man generelt for disse standardbestemmelser kan fastslå, at der er en 

noget videre adgang til at begå fejl, end hvad der gælder for de individuelt affatte- 

de ansvarsfraskrivelsesklausuler. Således konkluderer Kaare Stolt også, at dom- 

stolene føler sig mere bundet af de ansvarsfraskrivelsesklausuler, der følger af 

agreed documents 129 . 

En af årsagerne til denne skærpede praksis skal findes i, at AB 92, NSAB 2000 og 

NL 92, som også nævnt indledningsvis, har karakter af agreed documents. Der er 

således tale om vilkår, som er fastlagt af branchen og dermed også vilkår, som det 

forudsættes, at parterne kender til ved indgåelse af aftalen på en helt anden måde, 

end det kan forventes ved individuelt aftalte ansvarsfraskrivelsesklausuler. Vilkå- 

rene anses derfor også at være afbalanceret af branchen og dermed parterne selv. 

4.8. Ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen 

Der findes en række eksempler, hvor man i lovgivningen direkte har indsat en 

ansvarsbegrænsning. Således fremgår det af forsikringsaftalelovens § 18, stk. 1, at 

129 Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 31-32. 

Side 58 af 72

den forsikrede ikke har noget krav mod selskabet, hvis den forsikrede har forvoldt 

forsikringsbegivenheden ved forsæt. Af stk. 2 i samme bestemmelse fremgår det, 

at hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved grov uagtsomhed, afhænger det 

af omstændighederne i øvrigt, om der et krav mod forsikringsselskabet. Således 

kom Højesteret i U 2003.555 H frem til, at en ansvarsforsikring ikke skulle dække 

en tømrermesters ansvar for en forkert udført tagentreprise, da der forelå grov 

uagtsomhed fra tømrermesterens side. 

Af Sølovens § 174 fremgår det, at ansvaret ikke kan begrænses efter § 172, hvis 

skaden forvoldes med forsæt eller grov uagtsomhed, ligesom det på samme måde 

følger af CMR-lovens § 27, at en fragtførers eventuelle ansvarsbegrænsninger 

ikke finder anvendelse ved hans forsæt eller ved dennes grove uagtsomhed. 

4.8.1. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen 

Samlet set er udgangspunktet i lovgivningen, at ansvarsfraskrivelsesklausuler 

bortfalder, såfremt der foreligger grov uagtsomhed med den undtagelse, at der 

efter forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2 skal foretages en konkret vurdering, når 

der foreligger grov uagtsomhed. 

Der tegner sig et billede af, at man fra lovgivers side ikke ønsker at acceptere, at 

den part, der fraskriver sig ansvar, handler groft uagtsomt. Dette afspejler således 

en generel holdning hos lovgiver. 

4.9. Sammenfatning – begrænsninger begrundet i tabets omfang 

I de forudgående afsnit er der gennemgået litteratur og praksis vedrørende 

spørgsmålet om begrænsninger begrundet i tabets omfang. 

For så vidt angår de generelt udformede ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor det 

ikke fremgår, om disse bortfalder ved grov uagtsomhed, er tendensen, at disse 

bortfalder ved grov uagtsomhed. 

Side 59 af 72

Dette kan udledes dels af litteraturen og dels af de gennemgåede domme, hvor 

domstolene med deres begrundelser lægger op til, at der skal foreligge fejl af en 

vis grovere karakter, for at en ansvarsfraskrivelsesklausul kan tilsidesættes. Hertil 

kommer, at de ansvarsfraskrivelsesklausuler, som findes i lovgivningen, også slår 

fast, at ansvarsfriheden ikke kan opretholdes fuldt ud ved grov uagtsomhed, hvil- 

ket afspejler en tendens til, at grov uagtsomhed ikke accepteres. 

Hvad angår muligheden for i en aftale at fraskrive sig ansvar, når der foreligger 

simpel eller grov uagtsomhed, må det antages, at dette accepteres bl.a. i kraft af 

aftalefriheden i dansk ret. Dog stilles der strengere krav til vedtagelsen af sådanne 

ansvarsfraskrivelsesklausuler, ligesom der formentlig skal mindre til, for at så- 

danne klausuler bortfalder. 

Et område, hvor der skal mere til, førend domstolene vælger at tilsidesætte en an- 

svarsfraskrivelsesklausul, er aftaler indgået som standardaftaler efter AB 92, 

NSAB 2000 eller NL 92. Dette hænger, som også forklaret ovenfor under afsnit 

4.7., sammen med, at standarddokumenter som AB 92, NSAB 2000 og NL 92 er 

udtryk for nogle branchefastsatte regler, hvorfor begge parter i et større omfang 

har været involveret i reglernes udformning, og hvorfor de også forventes at have 

et større kendskab til disse regler. 

Generelt vil der således være en lang række faktorer, der spiller ind i domstolenes 

overvejelser af, om en ansvarsfraskrivelsesklausul skal bortfalde. Det kan være 

meget forskelligt fra branche til branche, om en aftale indgås hurtigt eller over 

længere tid, og dermed også hvor stor mulighed parterne har for at sætte sig ind i 

aftalen. Herudover vil det, som også nævnt indledningsvist i afsnit 4.2.1., ofte 

være af betydning, hvilken skade der er tale om, idet der næppe hersker tvivl om, 

at en ansvarsfraskrivelsesklausul altid bortfalder ved grov uagtsomhed, hvis der er 

tale om en personskade 130 . Alle disse hensyn er medvirkende til, at domstolene i 

deres præmisser ofte går ind og begrunder afgørelsen konkret frem for at fastsætte 

en generel regel, hvorefter ansvarsfraskrivelsesklausuler altid bortfalder ved grov 

130 Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 162. 

Side 60 af 72

uagtsomhed. En sådan generel regel ville være betænkelig, henset til hvor forskel- 

lige situationer, der kan tænkes, og hvor forskellige hensyn der dermed er af be- 

tydning. Der vil således være tale om en konkret vurdering fra sag til sag. 

Inddragelse af litteratur og praksis fra de øvrige nordiske lande, Norge og Sverige, 

samt fra England og USA viser desuden, at retsstillingen i det store hele synes at 

være den samme, omend der ikke sondres mellem simpel og grov uagtsomhed 

efter common law. 

Overordnet set kan det fastslås, at domstolene stiller sig skeptisk over for ansvars- 

fraskrivelsers beståen i tilfælde, hvor der foreligger fejl af en vis grovere karakter. 

Dette kan udledes, dels af at de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler vil 

bortfalde i tilfælde af fejl af en vis grovere karakter, og dels af at der stilles stren- 

ge krav til vedtagelsen af fraskrivelse for grov uagtsomhed, ligesom disse klausu- 

ler fortolkes indskrænkende. På samme vis er det valgt fra lovgivers side, at en 

række lovbestemte ansvarsfraskrivelsesklausuler skal bortfalde i tilfælde af grov 

uagtsomhed, ligesom parterne i forbindelse med fastlæggelsen af agreed docu- 

ments har fastlagt, at disse også skal bortfalde ved grov uagtsomhed (med undta- 

gelse af NSAB 2000). Dette bestyrker en generel tendens, hvorfor der sættes 

grænser for aftalefriheden i tilfælde af grov uagtsomhed. 

5. Domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler 

Som nævnt indledningsvist i afsnit 2.1. har vi i Danmark en høj grad af aftalefri- 

hed, som medfører, at ansvarsfraskrivelsesklausuler accepteres både med be- 

grænsninger begrundet i tabets art og med begrænsninger begrundet i tabets om- 

fang. Selv om ansvarsfraskrivelsesklausuler i det store hele accepteres af domsto- 

lene, kan man ikke entydigt sige, at domstolene altid fortolker ansvarsfraskrivel- 

sesklausuler i overensstemmelse med det, der er aftalt mellem parterne eller i 

overensstemmelse med ordlyden. Når dette er sagt, er det også ofte vanskeligt at 

afgøre, om domstolene fortolker en ansvarsfraskrivelsesklausul imod ordlyden, 

eller om de anser klausulen for at være ugyldig. 

Side 61 af 72

Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky anfører, at domstolene ikke altid 

lægger vægt på ordlyden af en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvis de ikke har sym- 

pati for klausulen, f.eks. når der fraskrives ansvar ved forsæt eller grov uagtsom- 

hed 131 . De henviser i den forbindelse til Viggo Hagstrøm, der er af samme hold- 

ning, idet han fastslår, at de norske domstole har en tendens til at tolke en ansvars- 

fraskrivelsesklausul imod ordlyden, hvis det modsatte ville medføre, at et betyd- 

ningsfuldt kontraktbrud ellers blev uden virkning 132 . 

Viggo Hagstrøm sammenligner denne tendens med læren om ”fundamental 

breach”, der kendes fra USA. Doktrinen fastslår, at hvis en misligholdelse rammer 

kontrakten, vil domstolene typisk gå ind enten og tilsidesætte ansvarsfraskrivel- 

sesklausulen eller alternativt tilsidesætte kontrakten i sin helhed. Sådanne brud på 

kontrakten - ”fundamental breach” – kan foreligge i to situationer. Bruddet kan 

enten være en krænkelse af et kontraktvilkår, der er så væsentligt, at det anses for 

at være grundlæggende for hele kontraktforholdet, eller være et brud på et kon- 

traktvilkår, som har alvorlige konsekvenser uden at være af grundlæggende karak- 

ter 133 . 

I Danmark eksisterer der formentlig ikke en lignende doktrin. Således anfører 

Gomard, at det ofte er vanskeligt at fastlægge, om domstolene helt tilsidesætter 

ansvarsfraskrivelsesklausulen, eller om de alene tillægger denne en indskrænken- 

de fortolkning, ligesom domstolene sjældent går ind og tilsidesætter hele kontrak- 

ten 134 . Dog hersker der næppe tvivl om, at såfremt domstolene ikke har sympati 

for klausulens ordlyd, vil de ikke lade den misligholdende part slippe. Se således 

den ovenfor under afsnit 2.3. nævnte TfL 1999.142 V, hvor en ansvarsbegræns- 

ning trykt på bagsiden af salgs- og leveringsbetingelser ikke fandt anvendelse. 

131 Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Obligationsret I, s. 400. 

132 Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 632-638. 

133 Elisabeth Thuesen: Ansvarsfraskrivelse, s. 301 f. 


Side 62 af 72

Et lignende synspunkt ses også i Günther Petersens disputats fra 1957, idet han 

anfører, at domstolene ofte finder et forbehold, som gør, at en ansvarsfraskrivel- 

sesklausul ikke finder anvendelse, på trods af at klausulens ordlyd kan synes me- 

get klar 135 . Han er således af den opfattelse, at den fri mulighed for at aftale an- 

svarsbegrænsninger blot modsvares af domstolenes meget indskrænkende be- 

dømmelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul 136 . Ifølge Günther Petersen oprethol- 

des kontraktfriheden således alene rent formelt, i og med at domstolene alligevel 

ofte vælger at tilsidesætte en ansvarsfraskrivelsesklausul, bl.a. i kraft af en ind- 

skrænkende fortolkning. Han er således af den opfattelse, at det i stedet for denne 

formelle kontraktfrihed ville være mere ønskværdigt, om man opstillede en præ- 

ceptiv regel, hvorefter ”ansvarsfraskrivelsen underkendes generelt eller i nærme- 

re betegnende tilfælde” 137 . 

Denne tendens hos domstolene går meget godt i tråd med, at det i såvel litteratur 

som i praksis er anerkendt, at beviskravene til tabet og dets størrelse i forbindelse 

med en erstatningsberegning formentlig lempes, når der foreligger forsæt eller 

grov uagtsomhed 138 . 

Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky anfører som et modsvar til domstole- 

nes indskrænkende fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler, at hvis en ellers 

isoleret set streng ansvarsfraskrivelsesklausul er sædvanlig inden for branchen 

eller mellem parterne, er domstolene mere tilbageholdende med at tolke imod 

ordlyden 139 . I denne forbindelse henviser de til afgørelsen i U 1999.1161 H, hvor 

det fremgik af en fragtklausul, at fragten var optjent, selvom godset ikke kom 

frem. Højesteret anså klausulen som værende gældende mellem parterne, selvom 

der forelå grov uagtsomhed ud fra en betragtning om, at der var tale om en sæd- 

vanlig ansvarsfraskrivelse på det pågældende område. Således afviste Højesteret 

også i U 2006.632 H at tilsidesætte ansvarsfraskrivelsen i NSAB 2000 efter be- 

135 


136 


137 

J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 189-190. 

138 

Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 173 og Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 

246. 

139 

Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Obligationsret I, s. 400. 

Side 63 af 72

stemmelsen i aftalelovens § 36, idet Højesteret lagde vægt på at ansvarsfraskrivel- 

sen i NSAB 2000 var blevet til via forhandlinger mellem brancheorganisationer. 

Denne holdning hos domstolene hænger meget godt sammen med det ovenfor i 

afsnit 4.7. gennemgåede, hvorefter der formentlig skal mere til for at domstolene 

tilsidesætter ansvarsbegrænsningen i AB 92 § 35, stk. 2 på grund af grov uagt- 

somhed, end hvad der er tilfældet ved individuelt fastsatte ansvarsfraskrivelses- 

klausuler 140 . Det samme ses også ved ansvarsfraskrivelser i lovgivningen. Således 

fandt Højesteret i U 2002.1241 H ikke, at der forelå en sådan grov uagtsomhed, at 

forholdet ikke var omfattet af ansvarsbegrænsningen i CMR-lovens § 37. 

5.1. Sammenfatning - domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskri- 

velsesklausuler 

I det store hele anerkender domstolene ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvilket 

stemmer godt overens med udgangspunktet om aftalefrihed. Når dette er sagt, er 

der mange faktorer, der spiller ind ved domstolenes bedømmelse af en ansvarsfra- 

skrivelsesklausul, og der vil således kunne forekomme så usædvanlige eller skær- 

pede ansvarsfraskrivelsesklausuler, at domstolene fortolker disse indskrænkende. 

På samme måde vil domstolene typisk acceptere sådanne usædvanlige eller skær- 

pede ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvis klausulerne er sædvanlig inden for bran- 

chen eller mellem parterne. 

Det kan næppe konkluderes, at der foreligger en præceptiv regel, som Günther 

Petersen i sin disputats fra 1957 slog til lyd for som alternativ til domstolenes re- 

striktive fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler 141 . Dog ser det ud til, at 

domstolene stadig har en noget restriktiv bedømmelse af ansvarsfraskrivelsesklau- 

suler, dog altid afhængigt af de konkrete omstændigheder. Således konkluderer 

Kaare Stolt også efter en gennemgang af retspraksis, at der kan spores en tendens 

140 På samme måde stilles der også større krav til vedtagelsen af en ansvarsfraskrivelsesklausul, 

hvis der er tale om mere usædvanlige vilkår jf. Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 313. 

141 J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 74-78. Synspunktet støttes af Ivar Hole: Ansvars- 

fraskivelse, s. 23-26. 

Side 64 af 72

hos domstolene til en mindre restriktiv fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausu- 

ler i erhvervsforhold 142 . 

6. Sammenfatning og konklusion 

Formålet med dette speciale var et forsøg på at fastlægge, hvilke muligheder afta- 

leparterne har for i deres ansvarsfraskrivelsesklausul at foretage såvel kvalitative 

som kvantitative begrænsninger. I den forbindelse var fokus muligheden for at 

begrænse ansvaret over for indirekte tab og den nærmere definition på et indirekte 

tab, samt hvilke konsekvenser det har for en ansvarsfraskrivelsesklausul, at den 

misligholdende handling karakteriseres som grov uagtsom. 

Efter en gennemgang af teori og praksis kan det konkluderes, at der er et stort 

behov for i en ansvarsfraskrivelsesklausul at begrænse ansvaret over for indirekte 

tab, ligesom der er fri adgang hertil i kraft af aftalefriheden i Danmark. 

For at se på om et tab er indirekte, er det afgørende både i Danmark, men også i 

de øvrige nordiske lande, hvilken tilknytning tabet har til den misligholdte hand- 

ling. Således vil de tab, som opstår naturligt ud fra den misligholdte handling ikke 

være indirekte tab, hvorimod tab med en fjernere tilknytning til den misligholdte 

handling vil være indirekte. I Danmark er dette defineret som et krav om, at et tab 

for at være indirekte skal være en følge af en anden transaktion end den mislig- 

holdte handling. 

I England og USA sondres der godt nok mellem direkte og indirekte tab, men det 

er efter en gennemgang af engelsk og amerikansk litteratur vanskeligt at fastlæg- 

ge, hvordan det vurderes, hvilke tab der er direkte og indirekte, i og med at 

spørgsmålet om påregnelighed – ”contemplation” - står tilbage som væsentligste. 

Ansvarsfraskrivelsesklausuler er et byrdefuldt vilkår for en aftalepart, hvorfor der 

også stilles strenge krav til vedtagelsen af ansvarsfraskrivelsesklausuler. Således 

142 Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 42. 

Side 65 af 72

kan det også konkluderes ud fra en gennemgang af litteratur og retspraksis, at ge- 

nerelt affattede ansvarsfraskrivelser ikke accepteres, hvis der foreligger fejl af en 

vis grovere karakter fra den fraskrivendes parts side. 

Det kan ligeledes konkluderes, at der antageligt er mulighed for at begrænse an- 

svaret selv for handlinger foretaget ved grov uagtsomhed. Der må imidlertid stil- 

les meget skærpede krav til ordlyden og vedtagelsen af sådanne ansvarsfraskrivel- 

sesklausuler. Således vil sådanne klausuler formentlig også blive fortolket særligt 

indskrænkende af domstolene, omend praksis på området er sparsom. 

Dette speciale har vist, at der i Danmark hersker en vid adgang til at vedtage an- 

svarsfraskrivelsesklausuler med begrænsninger både i tabets art og omfang. An- 

svarsfraskrivelsesklausuler er en lille del af emnet erstatningsberegning, der rela- 

terer sig til kontrakter, og det må overordnet fastslås, at parterne i kraft af aftale- 

friheden har en vid adgang til at fastlægge kontrakten ud fra deres ønsker. Dette 

modificeres alene i enkelte tilfælde, hvor domstolen, i kraft af en lang række fak- 

torer, vælger at anlægge en restriktiv fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler. 

Det kan diskuteres, hvor hensigtsmæssigt det er, at domstolene ofte vælger at an- 

lægge en så restriktiv fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler – specielt hvis 

den ene af parterne handler culpøst. Ofte vil ansvarsfraskrivelsesklausuler i er- 

hvervsforhold være indgået mellem to ligeværdige parter, og derfor burde dom- 

stolene også i højere grad acceptere klausulerne, og ikke nødvendigvis lade det 

være byrdefuldt for den fraskrivende parts side, at ordlyden ikke anses for til- 

strækkelig klar. Når dette er sagt, har dette speciale også vist, at der er mange fak- 

torer, der er afgørende for domstolenes begrundelser. Det er derfor vanskeligt ka- 

tegorisk at fastslå, at det er på grund af en byrdefuld ansvarsfraskrivelsesklausul, 

at domstolene vælger at lade den ene kontraktpart være erstatningsansvarlig på 

trods af en gyldigt vedtaget ansvarsfraskrivelsesklausul. 

Side 66 af 72

7. Litteraturliste 

Danske bøger 

Andersen, Mads Bryde: Praktisk aftaleret, 3. udg., Gjellerup, 2009. 

Andersen, Mads Bryde: Grundlæggende aftaleret, Gjellerup, 3. udgave, 2008. 

Andersen, Mads Bryde og Lookofsky, Joseph: Lærebog i obligationsret I, 2. 

udg. Forlaget Thomson, 2005. 

Andersen, Lennart Lynge og Madsen, Palle Bo: Aftaler og mellemmænd, 5. 

udg., Forlaget Thomson, 2006 

Eyben, Bo von: Juridisk ordbog, 13. udg., 2008. 

Eyben, Bo von og Isager, Helle: Lærebog i erstatningsret, 7. udg., Jurist- og 

Økonomforbundets Forlag, 2011. 

Gomard, Bernhard: Obligationsret, 2. del, 4. udg. v/Torsten Iversen, Jurist- og 

Økonomforbundets Forlag, 2011. 

Iversen, Torsten: Erstatningsberegning i kontraktsforhold, 1. udg., Forlaget 

Thomson, 2000. 

Jørgensen, Stig: Kontraktsret bind 1 og 2 (samlet), Philips Bogtryk, 1971-1972. 

Kristoffersen, Sonny: Forbrugeraftaleloven med kommentarer, 2. udg., Thomson 

Reuters, 2009. 

Kristoffersen, Sonny: Forbrugerbeskyttelse - ved køb af løsøre og tjenesteydel- 

ser, erhvervelse af fast ejendom, kreditaftaler og betalingsmidler, Forlaget Thom- 

son, 2004. 

Kruse, A. Vinding, Clausen, Nis Jul, Edlund, Hans Henrik og Ørgaard, An- 

ders: Købsretten, 4. udgave, Thomson reuters professional A/S, 2009. 

Lookofsky, Joseph M: Consequential Damages in Comparative Context, Jurist- 

og Økonomforbundets Forlag, 1989. 

Madsen, Palle Bo: Aftalefortolkning, Århus, 1981. 

Nørager- Nielsen, Jacob, Theilgaard, Søren, Hansen, Michael Bjerg og Palle- 

sen, Martin Hørmann: Købeloven med kommentarer, 3. udg., Forlaget Thomson, 

2008. 

Petersen, J. Günther: Ansvarsfraskrivelse, Ejner Munksgaards Forlag, 1957. 

Side 67 af 72

Vagner, Hans Henrik: Entrepriseret, 4. udg. v/Torsten Iversen, Jurist- og Øko- 

nomforbundets Forlag, 2005. 

Ussing, Henry: Obligationsretten, almindelig del, 4. udg.v/A Vinding Kruse, 

Juristforbundets Forlag, 1961. 

Norske bøger 

Hagstrøm, Viggo: Obligasjonsrett, Universitetsforlaget, 2003 

Berghem, John E., Konow Berte-Elen R. og Rognlien, Stein: Kjøpsloven 1988 

og FN-Konvensjonen 1980 om internasjonale løsørekjøp med kommentarer, 3. 

udg., Gyldendal Norsk Forlad AS, 2008. 

Svenske bøger 

Lundmark, Thorsten: Friskrivningsklausuler, giltighet och räckvidd, Iustus För- 

lag, 1996. 

Amerikanske bøger 

Farnsworth, Allan: On Contracts I-III, 3. udg., Aspen Publishers, 2004. 

Engelske bøger 

Anson, William Reynell: Anson’s law of contract, 28. udg., Oxford University 

press, 2002. Jeg er opmærksom på, at der findes en nyere udgave af denne bog fra 

2010, men det har ikke været muligt at skaffe den fra danske biblioteker. 

Chitty: Chitty on Contracts, volume 1, 30. udg, Sweet & Maxwell, 2008. 

McGregor, Harvey: On Damages, 18. udg., Sweet & Maxwell, 2009. 

Danske artikler 

Gomard, Bernhard: Hadley v. Baxendale og adækvans – Joseph Lookofsky: 

Consequential Damages in Comparative Context, U 1989 B s. 417. 

Isager-Sally, Mikkel: Indirekte tab, jf. AB 92 § 35, stk. 2. Bygherrens udgifter til 

genhusning og flytning/opbevaring af inventar, T:BB.2010.296, 2010. 

Side 68 af 72

Jespersen, Halfdan Krag: Funktions- eller procesgarantier ctr. produktions- 

eller tabsgarantier i entrepriseretten – et spørgsmål om entreprenørens hæftelse 

for indirekte tab, AB 92 § 35, stk. 2, T:BB 1998.18. 

Lookofsky, Joseph: KBL II og indirekte tab, U 1989 B s. 239. 

Stolt, Kaare: Fraskrivelsesklausuler i standardkontrakter, Justitia nr. 5, 1987. 

Norske artikler 

Hole, Ivar: Ansvarsfraskrivelse i massekontrakter, Norsk Forsikringsjuridisk For- 

enings Publikasjoner, 1959. 

Thuesen, Elisabeth: Ansvarsfraskrivelse i engelsk kontraktret sammenlignet med 

skandinavisk ret, Tidsskift for rettvitenskap, Universitetsforlaget Oslo, 1982. 

Engelske artikler 

Geoff, Brewer: Foreseeability of damages, Contract Journal 424. 6483 (7. juli 

2004): http://www.statsbiblioteket.dk/au/index.jsp#/?recordId=summon_FETCH- 

roquest_dll_6670025911 

Danske love og forarbejder 

Lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986 af lov om forsikringsaftaler (for- 

sikringsaftaleloven), som senest ændret ved lov nr. 451 af 9. juni 2004. 

Lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004 af søloven (søloven), som senest ænd- 

ret ved lov nr. 493 af 12. maj 2010. 

Lovbekendtgørelsen nr. 47 af 10. marts 1965 om fragtaftaler ved international 

vejtransport (CMR-loven), som senest ændret ved lov nr. 645 af 13. december 

1978. 

Lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980 om køb (købeloven), som senest 

ændret ved lov nr. 213 af 22. april 2002. 

Lov nr. 451 af 09/06/2004 om visse forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven). 

Kong Christian Den Femtis Danske Lov. 

Lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgø- 

relse nr. 600 af 8. september 1986, med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 

Side 69 af 72

1098 af 21. december 1994, § 4 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 5 i lov nr. 385 

af 22. maj 1996 (aftaleloven). 

Lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar (produktansvarsloven), som senest 

ændret ved lov nr. 541 af 8. juni 2006. 

Norske love og forarbejder 

Forarbejderne til den norske købelov, innstilling O, nr. 51 – 1987-88 om ny 

kjøpslov. 

Svenske love og forarbejder 

Forarbejderne til den svenske købelov, regeringen proposition 1988/1989:76 om 

ny köplag. 

Amerikanske love og forarbejder: 

Restatement (Second) of Contracts. 

Vejledninger 

Vejledning nr. 22 af 31-01-1994: Bygge- og Boligstyrelsens Vejledning om AB 

92 Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i Bygge- og anlægsvirk- 

somhed af 10.12.1992. 

8. Domsliste 

Ugeskrift for Retsvæsen 

U 1879.813 H 

U 1929.707 H 

U 1950.65 /2H 

U 1962.406 Ø 

U 1965.565 Ø 

U 1968.416 H 

U 1984.919 SH 

U 1986.938 SH 

Side 70 af 72

U 1993.851 H 

U 1999.1161 H 

U 2002.1241 H 

U 2002.1291 V 

U 2003.500 Ø 

U 2003.555 H 

U 2004.2012 Ø 

U 2004.2389 H 

U 2005.2438 H 

U 2006.362 H 

U 2006.632 H 

U 2010.556 H 

U 2010.3113 H 

U 2011.2059 H 

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 

FED 2001.610 Ø 

FED 2004.1693 V 

Kendelser om Fast Ejendom 

KFE 1992.44 VBA 

KFE 1994.138 VBA 

KFE 2004.8 VBA 

Tidsskrift for Bolig- og Byggeret 

T:BB 2001.602 VBA 

T:BB 2008.725 VBA 

T:BB 2010.678 VBA 

Tidsskrift for Landbrugsret 

TfL 1999.142 V 

Side 71 af 72

Norsk Rettstidende 

NRt 1892.381 NoH 

NRt 1921.309 NoH 

NRt 1926.712 NoH 

NRt 1948.370 NoH 

NRt 1963.281 NoH 

NRt 1994.626 NoH 

Nytt Juridisk Arkiv 

NJA 1957.426 SvH 

NJA 1964.517 SvH 

NJA 1971.36 SvH 

Engelske afgørelser 

Alison Ltd. v. Wallsend Shipway and Engineering Co. Ltd (1927). 

Pentecost v. London District Auditor (1951). 

E. E. Caledonia Ltd. v. Orbit Valve Co. Europe (1994). 

Red Sea Tankers Ltd. v. Papachristidis (1997). 

Onego Shipping & Chartering BV v. KSC Arcadia Shipping M/V (2010). 

Amerikanske afgørelser 

Wenzel v. Boyles Galvarizin (1991). 

Leon v. Family Fitness Center (1998). 

Canadiske afgørelser 

Canada Steamship Lines Limited v. The King (1952). 

Side 72 af 72

Kamilla Enevoldsen: Ansvarsfraskrivelsesklasuler ... - it-kontraktret.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?