Borderline-håndbogen - Ferrer.dk

Borderline-håndbogen: 

En guide for socialrådgivere, psykologer, pædagoger, lærere, terapeuter, 

togførere og andre faggrupper, der arbejder med mennesker 

Side 1 af 98 

© Chr. A. Stewart-Ferrer – www.ferrer.dk




Side 2 af 98 

© Chr. A. Stewart-Ferrer – www.ferrer.dk 

De vigtigste ord i borderline-arbejde er ”nyttig” og ”hensigtsmæssig”! 

Forord 

Igennem adskillige år har jeg arbejdet med mennesker med borderline-problemer og som te- 

rapeut. Da jeg i sin tid begyndte på det, vidste jeg ikke så meget om borderline (bl.a. at jeg 

ville støde på en del af dem!), fordi det er en velbevaret hemmelighed i familieterapi, at der 

faktisk er en del af dem – men efter nogle gevaldige øretæver kom jeg hurtigt i gang med 

meget ihærdig læsning og med at få supervision og undervisning af folk, der vidste noget om 

emnet. Det betød, at det blev meget nemmere for mig at arbejde med borderlinerne, hvilket 

både hjalp dem – og mig. 

Hurtigt gik det op for mig, at andre professionelle – socialrådgivere, terapeuter, lærere, pæ- 

dagoger, togførere, ja, endda ikke så få psykologer og læger! – der havde det til fælles, at de 

også arbejder med mennesker, som regel ved lige så lidt om borderline, som jeg gjorde i be- 

gyndelsen. Den ene hjælpende hånd tog den anden, og nu er jeg så heldig at kunne undervise 

og supervisere andre – hvilket har gjort deres arbejde lettere, ligesom mit blev i sin tid, sam- 

tidig med, at jeg lærer mere om dem for hver dag. 

Denne bog er en videreudvikling af det stadig større kompendium, jeg har brugt som handout 

igennem de senere års undervisning om borderlinere, og den er et forsøg på at lave en indfø- 

ring i alt det, jeg selv ville ønske, at jeg havde vidst, dengang jeg havde min allerførste bor- 

derlinesag. 

Selve begrebet borderline bruges ret forskelligt, og en del af det at blive klogere på emnet be- 

står derfor i at finde vej gennem junglen af fagudtryk. Når det er på plads – når man ved, 

hvad der menes med ”borderline” – bliver den næste opgave at lære, hvordan en borderliner 

tænker og føler. Når man ved det, ved man også, hvad man skal sige og gøre for at være til 

gavn for begge parter – og navnlig hvad man ikke skal sige og gøre. Denne bog er et forsøg 

på helt konkret og hverdagsagtigt at hjælpe læseren frem til den viden.




Side 3 af 98 


Et par vigtige ord: i resten af bogen taler jeg jævnligt om de fagfolk/professionelle, der arbej- 

der i fag med megen menneskekontakt. For at spare plads, og for at både beskrive deres ar- 

bejde og anerkende deres holdning til andre, vil jeg fra nu af bruge ordet ”humanister” om 

dem. 

De folk, humanisterne arbejder med, har også mange navne: klienter, patienter, borger, bru- 

gere og så videre. Jeg har selv aldrig brudt mig om ordet ”klient”, som jeg synes virker fryg- 

telig – klientgørende. Så for at finde en betegnelse, som ikke er speciel, bruger jeg fra nu af 

ordet ”kunder”. 

Jeg ville ønske, at jeg lige så hurtigt kunne beskrive, hvad en ”borderliner” er – men den 

eneste korte beskrivelse, der virker, er, at en borderliner (i denne bog) er et menneske med en 

borderline-personlighedsstruktur, at mennesket også kaldes for personlighedsforstyrret inden 

for Cluster B (Borderliner, Histrionisk, Narcissist og Psykopat), og at det nok er mere eller 

mindre hvert tyvende menneske, der har den struktur – og for at finde ud af, hvad der ellers 

ligger i det, må den ærede læser arbejde sig igennem en del sider.




I. Introduktion 

Side 4 af 98 


Det første spørgsmål, man som humanist kommer til at stille sig selv, er: ”Kan det virkelig 

være rigtigt, at der faktisk er en del borderlinere i min butik, eller er det bare mig, der er ved 

at blive skør?” 

Svaret er: Der er temmelig sikkert en del borderlinere i din butik – og hvis du ikke lærer, 

hvordan de fungerer, og hvordan du derfor skal handle, så kan du godt ende med at blive om 

ikke skør, så i hvert fald nedbrudt og udbrændt. 

I en artikel for en del år siden beskrev Courtenay (1991), at borderline-tilstande er meget ud- 

bredte 1 blandt kunderne i socialforvaltningerne (og allerede dengang havde været det længe), 

samtidig med, at langt de fleste af disse borderlinere aldrig bliver ”opdaget” som borderline- 

re. Det hænger nok sammen med to ting: dels, at medarbejderne ikke er skolet i at afdække 

borderlinere, dels at man mange steder stadig 

har en vis diagnoseforskrækkelse. Desværre 

sker der så det, at kunderne ikke får den be- 

handling, de har brug for – og at medarbej- 

derne bliver udsat for en ganske unødvendig, 

hård psykisk belastning. 

Min egen praktiske erfaring er, at borderline- 

re ikke bare er særlig tilbøjelige til at dukke 

op i socialforvaltningerne, men i alle de fag, 

hvor man arbejder med mennesker. Derfor 

1 Jørgensen (2006) skriver, at de undersøgelser af personlighedsforstyrrelser fortæller, at ca. hver tiende på et 

tidspunkt i deres liv vil have en personlighedsforstyrrelse. Hvis man – som denne bog – koncentrerer sig om 

borderline-forstyrrelserne (Cluster B), drejer det sig om ca. hver tyvende (Samuels et al., 2002). Omsat til hverdagen: 

Hvis man har 20 forældre til møde i skolen/børnehaven, er der altså en af dem, der er Cluster Bborderliner. 

Hvis man taler med 20 kunder i toget, er der en af dem, der … Og hvis man har 20 patienter i sin 

konsultation … 

De mennesker, der kommer i kontakt med socialforvaltningerne, er ofte lidt mere skrøbelige end gennemsnittet. 

Læseren må så selv overveje, om socialforvaltningerne måske har flere kunder med personlighedsforstyrrelser 

end andre steder. For at gøre sagen ekstra speget, skriver Jørgensen (2006) også, at mange borderlinere også er 

deprimerede og omvendt (det, der hedder høj ko-morbiditet). Det kunne betyde, at en borderliner i sine nedtrykte 

øjeblikke er mest tilbøjelig til at søge hjælp – og i disse øjeblikke selvfølgelig især kan fortælle om sine depressive 

træk. Så måske er der en del deprimerede, der også/i stedet faktisk er borderlinere.




Side 5 af 98 


kan en del kunder risikere at blive mødt forkert, og alle humanister kan risikere at blive pres- 

set hårdt psykisk. Formålet med resten af denne bog er at bidrage til at lave om på det. 

Borderline-begrebet – og den personlighedsstruktur, det handler om – er et meget sprængfar- 

ligt emne blandt humanister. Der er mange forskellige bud på, hvad borderlinere er og ikke 

er, og i praksis er man stadig ikke færdig med at diskutere, om personlighedstypen overhove- 

det eksisterer. Indenfor ét og samme familiebehandlingssystem kan man opleve to vidt for- 

skellige holdninger: En af systemets grundlæggere fortæller, at psykoseramte og borderlinere 

ikke har gavn af systemet 2 . En af grundlæggerens elever – med en noget mere spinkel uddan- 

nelse bag sig – fastslår med stor selvtillid, at borderlinere er det, man kalder de klienter, man 

ikke kan finde ud af at behandle, og at det bare er et spørgsmål om at møde mennesket, så 

skal alt nok gå i orden. 

Der er også en del mennesker, der insisterer på, at personligheden først er færdigdannet, når 

folk er i tyverne, og at man skal være fyldt 18 for at få en personlighedsforstyrrelses- 

diagnose 3 . Det sidste kommer an på diagnosemanualen 4 ; hvad angår det første skal man hu- 

ske, at selvom det er rigtigt, at personligheden fra midt i tyverne er temmelig stabil, bliver 

den for så vidt aldrig ”færdig” – den udvikles hele tiden. Samtidig ved vi nu (som jeg kom- 

mer ind på senere), at en uhyggeligt afgørende del af relationskompetencen – evnen til at for- 

holde og knytte sig til andre – støbes i de første leveår. Når jeg derfor vover at tale om bor- 

derline-børn og unge borderlinere, taler jeg derfor om børn og unge, der har udviklet border- 

line-træk, og som er i fare for at beholde disse ind i voksen-(og dermed i Danmark diagnose- 

)alderen, hvis ikke der sættes massivt ind. 

”Skrækken” for at tale om borderlinere før myndighedsalderen stammer fra en tid, hvor per- 

sonlighedsforstyrrelserne blev anset for noget nær uhelbredelige (Kernberg et al., 2000). I vo- 

2 Pointen er, at disse to grupper erfaringsmæssigt altid kommer til at lægge noget andet i det menneskelige møde 

end det, terapeuten arbejder på; derfor har de brug for nogle andre, langvarige tilbud, før de kan få noget ud af 

den form for familiebehandling. 

3 En holdning, som stadig er meget udbredt, og som da også har ført til, at den nuværende bibel om personlighedsforstyrrelser 

hos børn og unge, Freeman & Reinecke (2007), har været ti år undervejs! 

4 I Danmark bruger man WHOs manual (ICD-10), som siger, at man skal være mindst 16-17 år for at få en diagnose. 

I USA kan man få diagnosen langt tidligere, hvis man har haft symptomerne i et år. Selvom Danmark 

for det meste bruger WHOs manual (ICD-10), bruger man faktisk også den amerikanske manual (APA) – dels 

fordi f.eks. narcissisme kun findes i den amerikanske manual DSM-IV-TR (som ICD-10 derfor henviser til!), 

dels fordi det meste af forskningen i personlighedsforstyrrelser foregår i USA – og derfor bruger dan amerikanske 

manuals principper.




Side 6 af 98 


re dage har vi heldigvis bedre erfaringer med at mindske og afhjælpe personlighedsforstyrrel- 

ser, selvom det tager lang tid. At kalde nogen for ”borderliner” er derfor ikke at stemple dem 

for evigt, men at sætte ord på nogle personlighedstræk og handlemåder, som volder disse 

mennesker store kvaler, og som de har behov for megen hjælp til at ændre (Kernberg et al., 

2000). 

Stillet over for sådan nogle dobbeltheder må man klø sig i nakken og undres. Det er der imid- 

lertid ikke noget ufrugtbart i; det er tværtimod et rigtig godt afsæt for resten af bogen, fordi 

eksemplet faktisk illustrerer hele problemstillingen omkring borderlinere og borderline- 

familier: Humanisterne kommer nemt op at diskutere med hinanden i stedet for at hjælpe 

kunderne. 

I hvert fald: denne bog er baseret på den tanke, at borderlinere lever og har det skidt; at man 

ikke lige pludselig og uden varsel bliver borderliner på sin 18 års fødselsdag; og at de har 

brug for humanisternes hjælp for at få det bedre – hvad enten man taler om egentlig terapi, el- 

ler bare om at blive mødt med menneskelig respekt og forståelse for ens svagheder.




Side 7 af 98 


Mulige tegn på, at der er en borderliner i humanistens butik 

Her følger en checkliste, du kan bruge, hvis du har en mistanke om, at du har en borderline- 

kunde – og at det faktisk er ved at slide på dig: 

Hovedpine / kvalme / mavepine / rysten på hænderne / koldsved før eller efter samtaler 

med bestemte klienter/personer. 

En oplevelse af uduelighed/hjælpeløshed/overvældende rådvildhed i forbindelse med be- 

stemte sager. 

holdet. 

En oplevelse af stærk forvirring/udmattelse efter samtaler med bestemte klienter/personer. 

Hyppige telefonsamtaler af lang varighed, ofte med gevaldige spring i indholdet. 

Hyppige og meget lange mails (evt. breve) fra klienten, ofte med gevaldige spring i ind- 

En følelse af at ”gå på æggeskaller” omkring bestemte klienter/personer – hvor man nær- 

mer sig angst for blot at trække vejret. 

Oplevelser af raseriudbrud (enten vulkanske eller isnende) hos klienten/personen – ofte 

ude af proportioner med det, der lader til at være årsagen. 

Oplevelser af, at det er meget svært at skrive journalnotater i bestemte sager (f.eks. fordi 

det er meget svært at sammenfatte, hvad samtalen egentlig kom til at handle om.). 

Oplevelser af, at en sag vender 180 grader flere gange inden for meget kort tid (f.eks.: 

Mandag: ”Anbring mit barn!” Onsdag: ”I rører ikke mit barn!” Fredag: ”Hvorfor gør I ikke 

noget?”). 

Oplevelser af, at man er skiftevis inde i varmen og ude i kulden hos klienten/personen. 

Oplevelser af, at alle nuancer er væk – at der kun er sort og hvidt, uden at man er sikker 

på, hvad der er hvad. 

Oplevelse af, at de professionelle omkring sagen ser så forskelligt på sagen (og især på 

spørgsmålet om, hvem der er helt, og hvem der er skurk), at man skulle tro, at det slet ikke 

var samme sag.




Side 8 af 98 


Oplevelser af mange sammenstød/gnidninger mellem de professionelle i en sag – herun- 

der oplevelsen af, at nogle af de andre professionelle virker voldsomt umodne eller person- 

lighedsforstyrrede. 

Oplevelser af, at der er alt for mange professionelle – og at der hele tiden bliver sat nye i 

sving (enten på samme niveau eller på lederniveau). 

Undertiden: oplevelser af, at det er meget svært at lave holdbare aftaler med klien- 

ten/personen – også blot om næste møde.




Om personlighedens udvikling 

Side 9 af 98 


Inden vi ser på, hvad en borderliner er, er det dog nødvendigt at bruge nogle linier på at op- 

ridse en psykologisk model 5 . Et godt ord for denne model er ”neo-kognitiv” (eller bare ”kog- 

nitiv”), og den er enkel, sammenhængende og i stand til at rumme også andre modeller. 

Sindet 

Hjernen er hjemsted for sindet, som er en mekanisme, der skal sikre os mest mulig og bedst 

mulig overlevelse. Det gør sindet såvel via nogle indbyggede programmer som ved at finde 

og senere genkende mønstre i tilværelsen - og derudfra dels forudsige de situationer, det 

havner i, dels prøve at forebygge, dels prøve at håndtere dem (Ferrer, 2008; Bandura, 1973, 

1977, 1979, 1986, 1997; Millon, 1969, 1990; Millon & Davis, 1996; Millon & Everly, 1985; 

Millon et al., 1996; Millon et al., 1999; Kennair, 2005). 

Sindet kan få en afvigende verdensforståelse, hvis det lever i en afvigende verden; ”garbage 

in, garbage out”, som computerprogrammørerne udtrykker det. Det kan f.eks. være: 

Kaos i hjemmet; 

mange små traumer; 

færre større traumer; 

seks måneder i en KZ-lejr; 

etc. 

5 En mere udførlig beskrivelse findes hos Ferrer (2006). 

I alle tilfælde vil sindet prøve at 

finde de strategier, som sikrer 

mest mulig og bedst mulig over- 

levelse – i det miljø. Det gælder 

også for borderlinere (Millon, 

1987). 

Disse mønstre findes på flere ni- 

veauer, afhængigt af, hvor tidligt 

og hvor grundigt de er blevet ind-




Side 10 af 98 


lært. Jo tidligere indlæring, desto stærkere mønster. Udover at være et indre kort over verden, 

som personen ser den, kommer mønstrene også til at virke som filtre, der bestemmer, hvor- 

dan senere erfaringer forstås/tolkes/lagres (se figur A; jf. Beck, 1995, 2005; Beck et al., 2004; 

Festinger, 1962; Layden et al., 1993; Mørch & Rosenberg, 2005; Young, 1999). 

Et eksempel: De nederste tanker (skemata) kunne man kalde for ”naturlovene” – det, man 

”ved” om verden, f.eks.: ”To ting ligger fast: døden og skatterne”. Det gælder også ”viden” 

om andre (f.eks. for en borderliner: ”Andre mennesker er farlige og vil svigte mig til sidst”) 

og om én selv (f.eks. for en borderliner: ”Jeg er afskyelig, uduelig og ikke værd at elske”). 

Ovenover ligger det, man ofte kalder for ”leve-reglerne” – en slags indre ordsprog for, hvor- 

dan man klarer sig frelst igennem verden og hverdagen. Det kunne være f.eks. ”Smil til ver- 

den, og den smiler til dig”. For en borderliner vil der også være regler som: ”Kun hvis andre 

kan lide mig, er jeg god nok – og kun lige så længe, de kan lide mig”. 

Hver gang, man er i kontakt med omverdenen – taler med veninden, kører med bus etc. – er 

det disse to underetager, der fortolker ens oplevelser og finder ud af, hvad man skal mene om 

dem – de såkaldte ”automatiske tanker”, som er den øverste etage i tanke-pyramiden. Så hvis 

veninden f.eks. siger nej tak til en tur i biografen, vil en almindelig personlighed (som har en 

natur-lov, der hedder: ”Jeg er god nok, og andre kan godt lide mig”) reagere med den auto- 

matiske tanke. ”Hun skal nok noget andet. Så gør vi det bare en anden dag”. 

Borderlineren vil derimod blive ramt på sin indre følelse af at være afskyelig, og at hun netop 

ikke er god nok, hvis ikke andre kan lide hende. Så borderlinerens automatiske tanke vil væ- 

re: ”Hun gider ikke, fordi hun ikke kan lide mig”. Så føler borderlineren sig netop ”ikke god 

nok”, og så sker der enten det, at hun (følelse) bliver rasende (efter tanken: ”Hun siger nej og 

får mig til at føle, at jeg ikke er god nok! Sikke en bitch! Jeg hader hende!”), og (handling) 

slynger det mest sårende ud, hun kan komme i tanker om (”Jeg kan godt forstå, at din kæreste 

lige har fundet en anden – ham gad du måske heller ikke være sammen med?”), eller også 

sker der det, at hun (følelse) bliver dybt ulykkelig (efter tanken: ”Hun siger nej, fordi jeg ikke 

er god nok! Og hun har ret! Der er ingen, der kan lide mig!”), og (handling) går hjem og reelt 

overvejer, om hun har lyst til at leve, hvis der ikke er nogen, der egentlig bryder sig om hen- 

de.




Side 11 af 98 


For dem, der er vant til andre ”skoler” end den kognitive, kommer her en skitse (efter 

Ferrer, 2006), der samler nogle forskellige beskrivel- 

ser af, hvordan mennesker knytter sig til og spiller 

sammen med andre mennesker. 

Nogle af de navne, der er nævnt her, hører hjemme i 

andre ”skoler” end den kognitive – men pointen er, 

at deres beskrivelser ikke bliver mindre gode af den 

grund. Tværtimod er det rigtig godt, at der er teoreti- 

kere, der har beskrevet relationer så godt og detalje- 

ret – og at vi derfor bare skal sørge for at få overblik over dem, i stedet for at prøve at gen- 

opfinde den dybe tallerken. 

Et nærbillede: En indre model for det at være sammen med andre 

Fra fødslen får man erfaringer med samspil med andre mennesker. Disse erfaringer bliver 

gemt i sindet som arbejdsmodeller for samvær – det, der også hedder interpersonelle skemata 

(og mange bliver kaldt for objektrelationer). Og det er disse indre arbejdsmodeller, der udgør 

grundlaget for, hvordan vi forstår omverdenen 

– og for vores samspil med den senere hen. 

Måden, vi knytter os til andre – eller lader væ- 

re med det – hedder ikke overraskende til- 

knytning. Tilknytning kan have mange grader 

af sikkerhed/tryghed og mangel på samme, og 

når det står rigtig grelt til, taler man om til- 

knytningsforstyrrelse. 

Sort-hvid (Dichotom) tænkning: Opdelingen i godt og skidt. 

En af Millons centrale pointer (passim) er, at den første og vigtigste skelnen, mennesker fore- 

tager, netop er sondringen mellem godt og skidt, behag og ubehag. Dette ligger dybt begra-




Side 12 af 98 


vet i alle levende væsener og handler om den helt basale overlevelse: gå efter det, der virker 

godt, og undgå det, der virker skidt. 

Denne skelnen er i gang fra dag ét: Barnets bliver født, og der er lys og larm og bøvl med at 

trække vejret osv. – uden at tænke nærmere over det, græder barnet oven på den behandling: 

sikkert et automatisk signal (en alarmsirene) til omverdenen om, at det hele er noget skidt, og 

at der skal gøre noget. Umiddelbart efter fødslen kommer barnet hen til moderen, hvor det får 

kropsvarme, mælk og en blid stemme, og barnet falder hurtigt til ro - sikkert, fordi denne op- 

levelse er god. 

Barnets umiddelbare reaktion på “onde” ting er altså at lukke øjnene og protestere/larme - 

med andre ord at lukke af. Denne taktik er meget nyttig over for ubehagelige påvirkninger, og 

den udvikler sig senere til det, psykologer kalder for benægtelse. 

Frem mod ca. seks-måneders-alderen begynder sindet at holde mere systematisk styr på sine 

indtryk. Det betyder bl.a., at barnet begynder at opdele sine oplevelser i to bunker – hen- 

holdsvis de gode og de onde oplevelser. På den måde kan barnet også opdele sine oplevelser 

med sin mor som enten gode eller onde. NB: Det betyder ikke, at barnet tror, at der er to 

mødre i gang! Det betyder bare, at barnet ikke kan forholde sig til mere end ét aspekt / én 

tolkning af sin mor ad gangen. 

Kernberg-Thomsen-modellen for personlighedens vækst 

Tysk-amerikaneren Otto Kernberg har brugt meget af sit liv på borderlinere. Han tænker psy- 

kodynamisk (arvtagerne til Freud), på den måde, der hedder objektrelationsteoretisk (hvor 

man lægger hovedvægten på menneskets indre arbejdsmodeller for dets forhold [relation] til 

sine indre billeder [objekter] af andre mennesker: ”Det er egentlig rart at være sammen med 

mor – og nok også andre mennesker”), og har lavet en meget brugbar model for, hvordan per- 

sonligheden udvikler sig, som den danske psykolog Per Thomsen har samlet i en enkel, klar 

skitse (se figuren). ”Røret” i venstre side af modellen viser personlighedens dannelse (fra in- 

genting over utætte rammer til stabilitet-med-sort-hvid-opdeling til soliditet-med-bevidst-og- 

ubevidst-opdeling); Ordene til højre er de forsvarsmekanismer – måder at håndtere kontakten




Side 13 af 98 


med omverdenen/virkeligheden/andre mennesker – som især er i spil i de forskellige perio- 

der. 

Man starter med ikke at have nogen rigtig personlighed, og det første halve års tid gør sindet 

lidt det samme som babyen: Det afviser nogle ting, og især det, det ikke kan lide (Benægtel- 

se); det sluger med begejstring det, der ser godt ud – og i det hele taget alle indtryk af om- 

givelserne (Introjektion); og hvis det selv har det skidt, reagerer det vredt over for omgivel- 

serne, som om 

det er deres 

skyld (Projekti- 

on). Når der står 

”psykose” oven- 

over, betyder det 

ikke, at barnet er 

psykotisk – det 

betyder bare, at 

vi ser de samme 

mekanismer (og 

den samme utæt- 

hed i person- 

ligheden) hos 

psykotiske pati- 

enter. 

Efterhånden, når 

der er gået et 

halvt års tid, er 

personligheden mere tæt – og den har sine to kataloger over gode oplevelser (”Mor, må jeg få 

en is?” ”Det må du gerne” ”Du er bare den bedste mor i hele verden!”) og onde oplevelser 

(”Må jeg få én til?” ”Nej – det varer ikke så længe, før vi skal spise” ”Du er en rigtig 

dum/dårlig mor!”). Verden er opdelt i kun to muligheder (”Splitting” – opdeling) – den ”bed- 

ste mor i hele verden” (Idealisering) over for en ”rigtig dum/dårlig mor” (Devaluering), som 

barnet i særlig graverende tilfælde ”aldrig vil lege med igen!” Det er også den alder, hvor




Side 14 af 98 


barnet ”er den bedste i hele verden til at synge” (omnipotens – at kunne alt), og hvor det kan 

sætte andre i sving med et lille rollespil, hvor barnet tildeler andre roller, som de ender med at 

komme til at spille ([Med sur stemme:] ”Du er rigtig sur!” [Svar:] ”Nej, jeg er ikke” [Med 

endnu mere sur stemme:] ”Jo – hør selv: Du taler surt!”) – det, der hedder ”Projektiv identifi- 

kation”. Når der står borderline ovenover, betyder det ikke, at barnet er borderliner (selvom 

forældre i trodsalderen vil sværge på, at det er tilfældet) – men det betyder, at vi ser de sam- 

me mekanismer (men med voksen sprogbrug) hos borderlinere. 

Hvis alt går vel, udvikler barnet efterhånden den normal/neurotiske personlighed, hvor man 

ser mere modne forsvarsmekanismer og en mere voksen personlighedsstøbning. Den vil ikke 

blive uddybet, fordi denne bog netop handler om, hvad der sker, hvis barnet enten ikke når så 

langt eller bliver bombet tilbage i sin personlighedsmæssige udvikling. Hvis det sker – hvis 

man har en borderline-struktur – vil der ske det, at når man er følelsesmæssigt oppe at køre, 

arbejder ens følelser på en måde, som er normal for ½-3-årsalderen, uanset hvad ens person- 

nummer siger (om man på papiret er 7, 17 eller 27). Dette er både overraskende og hårdt for 

omgivelserne – men det er faktisk lige så smertefuldt for borderlineren selv, der som voksen 

godt kan have en oplevelse af, at det er de stormende følelser, der styrer ens krop, mens ens 

fornuft sidder henne i et hjørne og kigger på – hovedrystende og magtesløst (se eksemplet i 

Appendiks 1 bagi). 

En ydre model for det at være 

sammen med andre 

En klassisk model for sam- 

spillet med omverdenen er 

den såkaldte Bandura-trekant 

(Bandura, 1986; 1997). Poin- 

ten er, at menneskets person- 

lighed udfører nogle handlin- 

ger i samspillet med omver- 

denen. MEN de handlinger




Side 15 af 98 


virker tilbage på personligheden OG påvirker omgivelserne. Samtidig påvirker omgivelserne 

både handlingerne og personligheden. 

Når det handler om folks måde at være sammen men hinanden på, ligger det systemiske per- 

spektiv lige til højrebenet. Det systemiske perspektiv stammer fra USA i 1960erne, hvor man 

kiggede meget på, hvordan mennesker hele tiden påvirker hinanden som dele af et system 

(f.eks. en familie, en klasse, en arbejdsplads, en klub, eller en bande) – derfor kan man aldrig 

nøjes med at kigge på ét menneske alene, selvom det kun er det ene menneske, man prøver på 

at forstå. Man er nødt til også at se på, hvad den ene person gør ved andre – og hvad det be- 

tyder, at de andre kommer til at gøre ved den person – og hvad den person så gør. 

Bandura har al- 

drig kulegravet 

det område, selv 

om det ligger li- 

ge for – derfor 

kommer her en 

figur, der viser, 

hvordan det kun- 

ne se ud. Vi ser 

to personer, der 

påvirker hinan- 

den, men som også hele tiden spiller sammen med deres andre omgivelser. Det kunne være et 

ægtepar, en mor og hendes barn, en lærer og en elev, to badmintonmakkere etc. Selvfølgelig 

kunne man også vise en familie på fem – men så drukner overblikket helt i pile og cirkler. 

Når man i vore dage tænker kognitivt på familier og andre systemer, er denne måde at gøre 

det på faktisk helt selvfølgelig (se f.eks. Ferrer, 2006; Ferrer, 2008; Alexander, 1988; Beck, 

1990; Dattilio, 2001; Dattilio & Epstein, 2003). 

Et eksempel på, hvordan figuren virker: Lilly er en elev i Brittas klasse. Det er ved at være tid 

til karakterer, og da Lilly har set sit karakterblad, bliver hun meget vred på Britta. Hun synes, 

at Britta (handling) har givet hende en meget dårlig karakter, og hun føler sig nedgjort (per- 

sonlighed) – måske også, fordi hun i forvejen ikke har et særlig højt selvværd (personlighed). 

Mens hun sidder i timen sammen med resten af klassen (omverden), skælder hun Britta ud




Side 16 af 98 


(ord/handling) for at være uretfærdig og kun give gode karakterer til dem, hun kan lide. Britta 

(personlighed) sætter faktisk en ære i at give karakterer ordentligt, så hun føler sig meget 

nedgjort af Lillys ord. Derfor svarer Britta lidt skarpt igen (ord/handling) – også, fordi hun 

prøver at holde fast på sin autoritet og troværdighed over for de andre elever (omverden). 

Hendes svar (”Måske kan jeg bedst lide dem, der laver deres lektier”) slår hårdt igennem hos 

Lilly (personlighed) – især, fordi Lilly netop har en ubevidst tro på (personlighed+leve- 

regel)om, at hun kun er god nok, hvis andre kan lide hende, og nu har Britta jo faktisk ind- 

rømmet, at hun ikke kan lide Lilly! Det hjælper ikke, at de andre (omverden) griner lidt af 

Brittas svar – i Lillys ører lyder det, som om de heller ikke kan lide hende, og det er der må- 

ske slet ingen, der kan (personlighed+automatisk tanke). Hun bliver derfor meget vred og så- 

ret (personlighed+følelse), så hun ender med at storme grædende ud af lokalet (handling), 

mens hun råber ”Din møgluder! Jeg hader dig!” til Britta. Britta begynder at føle sig truet på 

sit selvværd (personlighed), men også på sin autoritet (personlighed+automatisk tanke: ”Hvis 

jeg lader hende slippe godt fra at tale sådan til mig, begynder de andre også på det”), og der- 

for ender sagen hos rektor (omverden), som idømmer Lilly tre dages suspension og en skrift- 

lig undskyldning. Og så fremdeles. 

En anden mulig udgang havde været, at Britta var klar over (personlighed+psykologisk op- 

kvalificering), at Lillys reaktion på karakteren handlede om hendes selvværd – og havde spil- 

let ud (ord-handling) i forhold til det, da Lilly beskyldte hende for at give karakterer efter om 

hun kan lide folk. Britta kunne have spurgt: ”Er du skuffet over din karakter?” (Svar: ”Hvad 

tror du selv?!”). ”Det ville jeg også være” (Svar: ”Hvad?!”). ”Nemlig – for jeg ved jo godt, at 

du er mere værd” [ord-handling, der styrker Lillys selværd] (Svar: ”Hvorfor Fanden har du så 

ikke givet mig mere i karakter?!”). ”[Med smil] Fordi hvis jeg havde gjort det, så ville de an- 

dre beskylde mig for at give dig høj karakter, bare fordi jeg godt kan lide dig [endnu en ord- 

handling til selvværdet] – og der er jo lige det med lektierne”. Som regel vil samtalen fra det- 

te punkt gå fra konflikt til dialog, hvor Britta får mulighed for at vejlede Lilly i, hvad hun helt 

konkret skal gøre for at få bedre karakterer.




II. Hvad er borderline / personlighedsfortyrrelser? 

Side 17 af 98 


Der er desværre ikke noget klart og enkelt svar på det spørgsmål – for ordet ”borderline” har 

haft og har stadig mange betydninger. Og desværre er det sådan, at man er nødt til at kende 

dem alle sammen, hvis man skal kunne finde rundt i emnet. 

Oprindelig kommer udtrykket fra den psykoanalytiske (de sko- 

ler, der har Freuds principper som udgangspunkt) syg- 

domslære. Dengang tænkte man i to typer kunder: Der 

var neurotikerne – dem, der f.eks. havde fobier – som 

man godt kunne behandle med psykoanalyse. Og der 

var psykotikerne (dem, der f.eks. hørte stemmer el- 

ler så åndevæsener), som man ikke kunne behandle 

Angstlidelser 

(”Neuroser”) 

- - - - - - - - - - - - 

Personlighedsforstyrrelser 

(”Borderlinestruktur”) 

- - - - - - - - - - - - 

Psykoser 

med psykoanalyse. Og så var der en tredje gruppe, nemlig de grænsepsykotiske (borderline 

case = grænse-tilfælde), som var så tungt neurotiske, at det nogle gange næsten lignede en 

psykose – og samtidig var de meget svære at behandle med psykoanalyse. 

I vore dage hedder neuroserne angstlidelser, og borderlinetilfældene hedder personlighedsfor- 

styrrelser – og den mest kendte teoretiker er Kernberg (se f.eks. Kernberg et al., 1989), som 

har brugt mange år på sin Borderline Personality Organization (BPO), som på dansk ofte 

hedder Borderline-personlighedsstruktur. Men for nu at forvirre læseren: I en af sine lidt se- 

nere bøger (Kernberg, 1984) slår Kernberg allerede i titlen fast, at denne struktur er en sam- 

lebetegnelse for de tungere personlighedsforstyrrelser. Kernberg beskriver, at disse kunder 

faktisk har god kontakt med virkeligheden (realitetstestning), men at deres selv/deres identitet 

er meget forstyrret – og at de bruger de mere primitive forsvarsmekanismer meget, især split- 

ting og de tæt beslægtede idealisering og devaluering. 

I moderne tid har flere teoretikere prøvet at lave en beskrivelse, der mere handler om, hvad 

kunder gør, end om, hvordan de tænker og fungerer. Især amerikaneren John Gunderson har 

været i spidsen for denne gruppe, og resultatet af arbejdet kan nu ses i de to psykiatriske di- 

agnosemanualer. Så amerikanerne (DSM-IV-TR; se APA, 2000) har en Borderline Persona- 

lity Disorder (BPD), mens resten af verden (herunder Danmark) hælder til ICD-10 (WHO,




Side 18 af 98 


1992), hvor man kan læse om et sæt lidelser, der ligger tæt op ad hinanden – nemlig den emo- 

tionelt ustabile personlighedsforstyrrelse, impulsiv type, og variantformen heraf, som kaldes 

borderline-type. 

Så for at samle brik- 

kerne: 

Der er tre betydninger 

af ordet ”borderline”. 

Den ene handler om al- 

lepersonlighedsforstyr- relserne. Den anden 

handler om de tungere 

– sådan cirka den 

gruppe, som amerika- 

nerne kalder for Clu- 

ster (klynge) B (huske- 

regel:Borderline-klyn- gen), og som består af de fire dramatiske/udadreagerende personlighedsforstyrrelser (border- 

line, histrionisk, narcissistisk og antisocial/psykopatisk). 

Den tredje handler om én personlighedsforstyrrelse (borderline) – eller, hvis man går efter 

ICD-10, to personlighedsforstyrrelser (emotionelt ustabil). 

Ganske rigtigt – det er til at blive forvirret af. Men det er den samme følelse, borderlinerne 

kan fremkalde hos humanisterne – så derfor bliver humanisternes beskrivelser også forvirrede 

og forvirrende. Løsningen er at sætte sig ind i alle betydningerne – det kræver lidt arbejde, 

men det er det værd, for man ender faktisk med en god fornemmelse af, hvordan en borderli- 

ner fungerer, og hvordan man derfor bedst kan fungere, når man er sammen med en borderli- 

ner. 

De diagnostiske borderline-træk 

Hvis man vil stille selve diagnosen borderline – altså den enkelte personlighedsforstyrrelse – 

er der i alt 11 særlige træk, der er i spil. De behøver slet ikke være til stede alle sammen på én 

gang, men der skal være flere styks – efter nogle nærmere regler, som bliver forklaret senere i




Side 19 af 98 


dette kapitel. Men før man kan se på antallet af træk, må man vide, hvad der ligger i de enkel- 

te træk: 

Forbigående, stressudløste paranoide tanker eller alvorlige dissociative symp- 

tomer. Det betyder, at man en gang imellem – når man er presset – får forfølgel- 

sesvanvid, altså f.eks. er overbevist om, at der er en sammensværgelse i gang. El- 

ler også bliver man – når man er presset – dissociativ, hvilket betyder, at man i en 

eller anden forstand ikke er ”til stede”. Det kan være en oplevelse af, at man sid- 

der inde i sin krop og ser til, mens ens vrede har overtaget styringen af kroppen. 

Det kan være en slags ”blackout”, hvor man måske er eksploderet over for andre, 

men ikke selv kan huske det overhovedet. Eller det kan være en følelse af, at man 

faktisk er i sin krop, men ikke kan mærke noget. 

Desperat stræben efter at undgå reel/indbildt fare for at blive forladt. Det bety- 

der, at man næsten ikke kan forestille sig noget værre end at være alene/forladt, og 

at man er villig til at gøre næsten hvad som helst for at undgå det. Hos nogen be- 

tyder det, at hvis kæresten går, skynder man sig ud og finder en anden – hvor det 

faktisk i virkeligheden ikke er så vigtigt, hvem kæresten er, bare der er én. Det er 

også det træk, der er på spil i nogle af de tilfælde, hvor man bliver hos voldelige 

partnere, selv om alle andre opfordrer én til at gå – men her ligger der et princip 

om, at selv en voldelig kæreste er bedre end ingen kæreste. 

Ustabile og intense forhold – kendetegnet af skiftevis idealisering og devalue- 

ring. Det betyder, at ens forhold til andre mennesker – kærester, venner, familie, 

lærere, socialrådgivere, kassedamer etc. – svinger meget og hurtigt. Man er aldrig 

ligeglad: Enten er den anden vidunderlig eller afskyelig. Men det kan svinge me- 

get, hvilken af de to muligheder, der er i spil dèn dag. Veninden er en dum og for- 

ræderisk mokke, fordi hun skulle i biografen med kæresten mandag; men når hun 

har tid tirsdag, er hun faktisk den eneste person i verden, man virkelig stoler på. 

Vedvarende ustabilt selvbillede/selvfølelse. Det betyder, at når facaden er taget af, 

har man faktisk ikke nogen fast identitet. I foråret 2001 er cykling hele ens liv – 

man har omsider fundet mening i tilværelsen, og sommeren går med at se Tour de 

France i fjernsynet. I efteråret 2001 er cykling kedeligt, farligt og har aldrig rigtig




Side 20 af 98 


sagt en noget – hvorimod golfbanen er det eneste sted, hvor man virkelig er i har- 

moni med sig selv. NB: Dette træk kan være næsten umuligt at se over kort tid, og 

det betyder, at det for en læge f.eks. kan være rigtig svært at få øje på, undtagen i 

de få øjeblikke, hvor kunden faktisk selv har føling med, at han/hun dybest nede 

faktisk ikke ved, hvem han/hun egentlig er. 

Kronisk følelse af tomhed. Det betyder, at man inderst inde føler, at der ikke er 

noget – at man kun er en tom skal. Det betyder også, at ens liv bliver menigsløst, 

fordi man nærmest føler sig som et spøgelse (men vel at mærke ikke samtidig tror, 

man er et spøgelse!), der driver hvileløst gennem livet, uden at nogen ting egentlig 

betyder noget. Igen: dette kan godt være svært at få øje på, dels fordi borderliner- 

ne ikke går og tænker over det, og dels fordi de heller ikke går og taler om det. 

Gentagne forsøg på eller trusler om selvmord/selvbeskadigelse. Dette træk er ret 

selvforklarende – men man skal lægge mærke til, at man faktisk ikke behøver at 

gøre noget: Det er nok f.eks. at true jævnligt med selvmord eller med at ”gøre no- 

get ved mig selv”. 

Affektiv ustabilitet grundet følelsesmæssige reaktioner. Det betyder, at ens 

grundhumør kan svinge meget, når man reagerer følelsesmæssigt på de ting, man 

oplever. F.eks. kan en borderliner opleve, at en veninde ikke har tid dèn dag og 

derfor ”fyre” veninden – og bagefter blive så nedtrykt over, at ingen sætter pris på 

borderlineren, at borderlineren faktisk i flere dage ser ud til at have (og for så vidt 

også har!) en dyb depression. Hvis borderlineren går til lægen i disse dage, får 

borderlineren ofte diagnosen depression med tilhørende piller – hvilket i øvrigt 

ikke er helt skidt, fordi anti-depressiv medicin faktisk i en del tilfælde kan gøre 

borderlineren mere stabil. Det, der gør, at det ikke er en ”rigtig” depression, er, 

borderlineren sagtens kan gå til fest samme dag, som borderlineren føler sig de- 

primeret, og her møde en sød person, som borderlineren har som ny kæreste dagen 

efter – og så bliver der naturligvis slet ikke brug for lægen. 

Impulsivitet (potentielt selvødelæggende). Her skal man starte med at sige, at det- 

te træk ikke betyder, at impulskøb er et sikkert tegn på, at man er borderliner! Det 

betyder, at borderlinere er meget impulsstyrede, og at de f.eks. en dag ikke kan




Side 21 af 98 


hente børnene i børnehaven, fordi de lige har mødt en sød-måske-kommende- 

kæreste og er fuldstændig opslugt af ham/hende. Det betyder også, at de jævnligt 

”lander” i utroskab, også selvom de er i faste forhold med måske meget voldelige 

kærester, som afregner yderst kontant. På arbejdsmarkedet kan det f.eks. ses ved 

mange og hurtige jobskift – fordi man bliver uvenner med chefen eller kollegerne 

og med det samme søger væk/siger op. 

Vanskeligt ved at beherske raseri. Det betyder, at borderlinere let kan blive vrede, 

og her ofte løber linen helt ud – med alt fra grove skældsord over trusler på livet 

og smiden med ting til egentlige mordforsøg. Men det er meget vigtigt at være 

opmærksom på, at især de mere begavede borderlinere kan udfolde et iskoldt rase- 

ri, som kan udmønte sig i ætsende sarkasme, brug af dagspressen m.m. Denne 

gruppe ser ud til at være behersket, men er det i virkeligheden ikke – men koldt 

raseri giver bare en illusion af mere kontrol end rødglødende raseri gør. 

Let afledelighed i længere handlesekvenser, når der ikke foreligger en umiddel- 

bar ”belønning”. Det betyder, at fordi borderlinere er impulsive, er det ofte svært 

for dem f.eks. at tage den uddannelse, de egentlig har evner til – for belønningen i 

form af den gennemførte uddannelse og de nye muligheder ligger så langt ude i 

fremtiden, at borderlineren bliver afsporet længe inden. 

Tilbøjelighed til at gå i konflikt, især når ens impulser hindres. Det betyder, at 

hvis man ikke kan komme til at følge sit impulsive behov, bliver man meget ag- 

gressiv – uanset, om det er ”rimeligt” eller ikke. 

Jørgensen (2006) har meget skarpt kigget nærmere på, hvad livsvilkår betyder for person- 

ligheden – og kommer frem til, at det såkaldte ”senmoderne menneske” har en flydende iden- 

titet, går meget efter oplevelser og faktisk har selvskade som et af værktøjerne, når tilværel- 

sen bliver for overvældende! Det betyder, at man er nødt til at holde øje med, hvornår der er 

tale om borderline-træk, og hvornår det ”bare” er senmoderne livsførelse. Men det betyder 

også, at vi lever i en tid og i en kultur, hvor en lidt skrøbelig personlighed ikke får nogen støt- 

te – tværtimod. Hvis vi tænker på ”gamle dage” – brug bare et par afsnit af ”Matador” – er 

det nemt at se, hvor meget samfundet faktisk skabte rammerne for, hvem man var og hvad




Side 22 af 98 


man skulle. Men når flere borderline-træk faktisk er tæt på det normale for nutidsmennesker, 

betyder det, at flere folk, der er i farezonen, havner i borderline-adfærd. Og de skal noget 

længere ud, de skal blive mere ekstreme, før nogen opdager, hvad der er på færde – fordi fle- 

re borderlinetræk jo skal være grelle, før de virker påfaldende.




Borderline (BPD) – en diagnostisk oversigt: 

Kriterier for BPD - Borderline Personlighedsforstyrrelse 

(DSM-IV-TR) / Emotionelt 

Ustabil Personlighedsforstyrrelse 

(ICD-10), hhv. Impulsiv type og Border- 

DSM-IV-TR 

(mindst fem 

af nedenstående) 

Side 23 af 98 

ICD-10 (IMP) 

(nr. 11 + mindst to 

andre af nedenstående) 


ICD-10 (BOR) 

(mindst tre IMP + 

mindst to af nedenstående) 

line-type 

1. Forbigående, stressudløste paranoide 

tanker eller alvorlige dissociative symptomer 

(x) Kriterium nr. 1 gælder kun for DSM-IV! 

2. Desperat stræben efter at undgå reel/indbildt 

fare for at blive forladt 

(x) (x) 

3. Ustabile og intense forhold – kendetegnet 

af skiftevis idealisering og devaluering 

(x) (x) 

4. Vedvarende ustabilt selvbille- (x) (x) 

de/selvfølelse 

5. Kronisk følelse af tomhed (x) (x) 

6. Gentagne forsøg på eller trusler om 

selvmord/selvbeskadigelse 

(x) (x) 

7. Affektiv ustabilitet grundet følelsesmæssige 

reaktioner 

(x) (x) 

8. Impulsivitet (DSM-IV: potentielt selvødelæggende) 

(x) (x) 

9. Vanskeligt ved at beherske raseri (x) (x) 

10. Let afledelighed i længere handlesekvenser, 

når der ikke foreligger en umiddelbar 

”belønning” 

(x) 

11. Tilbøjelighed til at gå i konflikt, især 

når ens impulser hindres 

X ! 

Borderline Personligheds-Organisation 

(BPO) (a.m. Kernberg) 

1. Identitetsforstyrrelse – forstyrrelse af 

evnen til at fastholde en konstant jegbevidsthed 

(med andre ord har personen en diffus, 

inkonstant og selvmodsigende selvopfattelse; 

Kernberg citeres for, at BPO’ere ”kan tale om sig 

selv i fem timer, uden at lytteren egentlig har et 

realistisk billede af, hvem de er”); 

2. Forekomst af primitive forsvarsmekanismer 

– de psykiske mekanismer, der sik- 

rer den størst mulige grad af sjælefred; 

3. Realitetstestning – evnen til at skelne 

mellem den ydre og den indre verden. 

”Lidt forenklet sagt er BPO den måde man fungerer på, mens BPD er 

et af de adfærdsmæssige resultater af denne måde at fungere på” 

(Kjølbye, 2004, hvorfra det nedenstående stammer) 

X ! Ved borderline personlighedsorganisation ses et forsvar 

præget af splitting, idealisering/devaluering, projektion, 

projektiv identifikation og acting out. Dette giver en adfærd 

præget af enten-eller-tænkning (splitting) med en 

skiftende identitetsfølelse (idealisering og devaluering), 

en sårbarhed over for kritik og tendens til at se andres 

X ! 

X ! 

fejl (projektion) samt en tendens til intense og ustabile 

relationer (projektiv identifikation) og ageren uden omtanke 

for mulige negative konsekvenser (acting out). Resultatet 

af dette forsvar er en bevaret realitetstestning og 

usikker identitetsfølelse, med problemer omkring autonomi, 

identitet og intimitet. 

Vi skal nu se på, hvordan man som læge stiller diagnosen borderline- 

personlighedsforstyrrelse. Som skemaet viser, er der 11 særlige borderline-træk, og hvis man




Side 24 af 98 


bruger ja-nej-tilgangen (den kategoriale tilgang), skal man have et vist antal points på listen 

for at være borderliner. 

Som man kan se, bruger amerikanerne (DSM-IV-TR) kun de første 9 træk – og for at være 

borderliner, skal man have mindst 5 af trækkene – men det er valgfrit, hvilke 5. Har man 4, er 

man ikke borderliner. 

I Europa (og andre steder) bruger vi ICD-10 – og så bliver det straks mere kompliceret. Vi 

kan se, at vi starter med at sløjfe det første træk (”Forbigående, stressudløste …”), som ikke 

kan bruges i vores verdensdel. Så er der de sidste ti træk tilbage (nr. 2 til nr. 11) – og nu bli- 

ver det svært. 

Enten skal man have træk nr. 11 samt to styks valgt mellem nr. 7 og nr. 10, altså i alt mindst 

tre træk – og så er man emotionelt ustabilt personlighedsforstyrret, type Impulsiv. 

Eller også skal man have to valgfrie træk fra gruppe nr. 2 til nr. 6 samt tre valgfrie træk fra 

gruppen nr. 7 til nr. 11 – altså i alt mindst fem træk, men fordelt meget omhyggeligt – og så 

er man emotionelt ustabilt personlighedsforstyrret, type Borderline. Det betyder (viser virke- 

ligheden!), at man faktisk godt kan have hele 7 træk, men alligevel ikke være emotionelt 

ustabilt personlighedsforstyrret i Europa. 

Som man kan se, er denne arbejdsmåde ikke uproblematisk, og Westen og Arkowitz-Westen 

(1998) har efter en undersøgelse konstateret, at 6 ud af 10 (!) patienter i behandling for per- 

sonlighedspatologi ikke kan få en diagnose ud fra DSM-IV. Forfatterne konkluderer derfor, at 

DSM-IV faktisk er uegnet til formålet! Sådan en påstand kan selvfølgelig ikke stå alene, og 

den ene af forfatterne står i de næste år i spidsen for en gruppe forskere, som prøver at finde 

en anden måde at gøre tingene på. De ender med at få en stor gruppe psykologer og psykiate- 

re til dels at beskrive forskellige patienter med personlighedsforstyrrelser, og dels patienter 

med ”typiske” træk af bestemte personlighedsforstyrrelser – oplysninger, som gruppen har 

brugt til at opstille ”prototyper” for de forskellige forstyrrelser, hvor de professionelle vurde- 

rer, hvor meget kunderne passer på prototyperne (Westen & Shedler, 1999; Shedler & We- 

sten, 2004; Westen & Bradley, 2005; Westen, Sheder & Bradley, 2006). For at undgå mere 

forvirring, har jeg valgt ikke at beskrive prototyperne her – men af hensyn til den nysgerrige 

har jeg gengivet eksempler på Cluster B-prototyper i et appendiks bag i bogen. 

Kernberg: Borderline PersonlighedsOrganisation (BPO)




Side 25 af 98 


Som sagt arbejder Kernberg med en bredere betydning, som gælder gruppen af tungere per- 

sonlighedsforstyrrelser (nogenlunde, men ikke helt lig med Cluster B). Han stiller tre krav, 

som alle tre skal være opfyldt, før man kan tale om en borderliner i Kernberg’sk forstand: 

1. Identitetsforstyrrelse – forstyrrelse af evnen til at fastholde en konstant jeg-bevidsthed 

(med andre ord har personen en diffus, ustabil og selvmodsigende selvopfattelse; Kern- 

berg er en gang blevet citeret for, at BPO’ere ”kan tale om sig selv i fem timer, uden at 

lytteren egentlig har et realistisk billede af, hvem de er”). 

2. Forekomst af primitive forsvarsmekanismer – de psykiske mekanismer, der sikrer den 

størst mulige grad af sjælefred. ”Ved borderline personlighedsorganisation ses et forsvar 

præget af splitting, idealisering/devaluering, projektion, projektiv identifikation og acting 

out. Dette giver en adfærd præget af enten-eller-tænkning (splitting) med en skiftende 

identitetsfølelse (idealisering og devaluering), en sårbarhed over for kritik og tendens til 

at se andres fejl (projektion) samt en tendens til intense og ustabile relationer (projektiv 

identifikation) og ageren uden omtanke for mulige negative konsekvenser (acting out). 

Resultatet af dette forsvar er en bevaret realitetstestning og usikker identitetsfølelse, med 

problemer omkring autonomi, identitet og intimitet.” (Kjølbye, 2004) 

3. Realitetstestning – evnen til at skelne mellem den ydre og den indre verden, eller, om 

man vil, evnen til grundlæggende at se den samme virkelighed som flertallet af befolk- 

ningen. Pointen er her, at Kernberg gerne vil sikre, at kunden ikke er psykotisk. 

På dette tidspunkt er det nærliggende at spørge om, hvordan BPD (Borderline Personligheds- 

forstyrrelsen) og Kernbergs BPO forholder sig til hinanden. Den skarpeste forklaring er 

Kjølbyes (2004): ”Lidt forenklet sagt er BPO den måde man fungerer på, mens BPD er et af 

de adfærdsmæssige resultater af denne måde at fungere på”. 

Carsten René Jørgensen følger Kernberg langt hen ad vejen, men bruger også andre forståel- 

sesrammer. Han har opstillet følgende model (Jørgensen, 2007) for kernen i personligheds- 

forstyrrelser: 

Forstyrret identitet 

Problemer i håndteringen af relationer 

Ringe mentaliseringsevne




En række sekundære/afledte problemfelter: 

Cluster B 

Side 26 af 98 


Impulsforstyrrelser (selvskadende adfærd, misbrug, spiseforstyrrelser, voldelig ad- 

færd – jf. den ringe selvregulering) 

Mangelfuld affektregulering – affektive symptomer 

Lav angsttolerance samt primitive forsvarsmekanismer (splitting, devaluering, 

idealisering, dissociering) 

Den amerikanske diagnosemanual arbejder ikke bare med de forskellige personlighedsfor- 

styrrelser. Sagen er den, at nogle personlighedsforstyrrelser minder mere om hinanden end 

andre – og derfor arbejder manualen også med tre såkaldte clusters (klynger – grupper, der 

hænger tæt sammen). Det cluster, der er vigtigt for denne bog, er det såkaldte Cluster B, der 

indeholder de fire dramatiske, udadreagerende/udadprojicerende personlighedsforstyrrelser: 

Borderline, Histrionisk, Narcissistisk og Antisocial/Dyssocial/Sociopatisk/Psykopatisk. 

Det viser sig i praksis, at selv om man især har træk fra den ene af disse fire forstyrrelser, har 

man ofte også en snert af de andre – og nogle gange har man faktisk flere forstyrrelser på én 

gang. Det er der flere, der har taget konsekvensen af. Jørgensen (2006) taler om ”borderline- 

lidelser” (bemærk flertalsendelsen) og påpeger, at selvom hans bog fokuserer på BPD, vil det 

meste af den også kunne bruges om de to andre Cluster B-lidelser Histrionisk 6 og Narcissi- 

stisk PD (personlighedsforstyrrelse); han vælger at se bort fra Antisocial PD, fordi denne er 

langt mindre relationsorienteret end de andre tre 7 , selvom han alligevel sammenfatter alle fire 

under overskriften identitets- og relationsforstyrrelse. Millon et al. (1999) beskriver Cluster B 

som præget af ”excitability” og en tilbøjelighed til at opleve daglige kriser. Og både på grund 

af deres slægtskab og fordi man ofte har flere Cluster B-forstyrrelser på én gang, vælger 

6 Og her får Jørgensen støtte fra Shedler & Westen (2004), som ud fra en stor praksisundersøgelse kommer frem 

til, at borderline og histrionisk ligger så tæt op ad hinanden, at der er stor risiko for at ramme forkert! 

7 Den pointe har Jørgensen helt ret i. Problemet er bare, at det ikke helt sjældent ses, at én og samme kunde kan 

have både borderline-træk og psykopatiske træk (se især også Westen, 2006): Becker et al. (2000) har set nærmere 

på 117 indlagte patienter på Yale Psychiatric Institute i en bestemt periode: Der var 16 patienter med antisocial 

PD – og 13 af dem (ca. fire ud af fem) var samtidig borderlinere! På det tidspunkt var der på det sted i alt 

50 borderlinere – og 13 af dem (ca. hver fjerde) var altså samtidig antisociale.




Side 27 af 98 


Freeman & Fusco (2000) simpelthen at betragte Cluster B-forstyrrelserne under ét! Af samme 

grund er der flere forskere, som simpelthen udmelder deres resultater på Cluster-niveau i ste- 

det for på PD-niveau (Westen et al., 2006). 

Drew Westen og to kolleger (Westen et al., 2006) har bl.a. kigget på sammenfaldet af diagno- 

ser hos en bred gruppe på 290 patienter (privat praksis, ambulant behandling, indlagte etc.) – 

og som tommelfingerregel kan man næsten gå ud fra, at hvis kunden har én Cluster B- 

forstyrrelse, så han han/hun nok også en til! 

% sammenfald: Antisocial/Psykopatisk PD Borderline PD Histrionisk PD Narcissistisk PD 

Antisocial/Psykopatisk PD 66,0 % 44,7 % 51,1 % 

Borderline PD 30,7 % 28,7 % 29,7 % 

Histrionisk PD 50,0 % 59,0 % 57,1 % 

Narcissistisk PD 40,7 % 50, 8 % 40,7 % 

Tallene er ikke ens på den ene og den anden led: Det skyldes, at den lodrette liste er den før- 

ste PD, mens den vandrette liste er den PD, man også har. Tabellen skal forstås på den måde, 

at 66% (altså 2 ud af 3!) antisociale/psykopater også er borderlinere, mens 44,7% af dem og- 

så er histrioniske etc. Og ja, hvis man lægger tallene sammen, giver de ikke 100%: Det er ik- 

ke en regnefejl – det handler om, at man faktisk godt kan have hele fire PD på én gang! 

Kognitiv terapi er interessant for PD, fordi man inden for kognitiv terapi ikke kigger så meget 

på den enkelte diagnose, men mere på, hvad kunden har at sige: Hvad er svært lige nu? Hvil- 

ke tanker har kunden? Derved bliver det heller ikke vigtigt, hvilke(n) PD, man har – man ta- 

ger simpelthen fat på de grundlæggende forestillinger og tanker, som lige præcis dén enkelte 

person har med sig. Samtidig har Cluster B-kunder kognitivt set nogle helt grundlæggende 

tankemønstre til fælles. Nogle af de mest dominerende er (Beck, 2005; Beck et al., 2004; 

Young, 1999): 

Jeg er værdiløs/afskyelig. Kun ved at sikre mig andres accept/anerkendelse/kærlighed 

kan føle mig acceptabel for mig selv – eller ved at påvise, at det er de andre, der er af- 

skyelige. 

Jeg er sårbar/svigtet/et (muligt) offer. Kun ved at sikre mig andres kærlighed/alliance 

med andre/kontrollen over andre/andres frygt kan jeg undgå dette. 

Man kunne sige, at det, der afgør, om man f.eks. er borderliner eller narcissist, er, hvordan 

ens sind har prøvet at håndtere tankemønstrene i forhold til omverdenen – og hvis man er




Side 28 af 98 


begge dele, skyldes det, at ens sind bruger to forskellige arbejdsgange, afhængigt af, hvad for 

en situation, man står i. 

Hovedværket omkring kognitiv terapi med BPD er Layden et al. (1993). Forfattergruppen 

fortæller, at deres erfaringer fra klinisk praksis peger på, at der i virkeligheden er flere under- 

typer af BPD: 

1. Borderline–undgående/dependent 

2. Borderline–histrionisk/narcissistisk 

3. Borderline–antisocial/paranoid 

Og dermed har Layden et al. faktisk udvidet Borderline PD til at omfatte hele Cluster B – 

plus lidt ekstra. 

For at forstå Cluster B – og Layden et al. (1993) – nærmere, er det nemmeste at huske, at 

Borderline PD er én af forstyrrelserne i Cluster B – og så at sætte sig ind i de andre tre: 

H I S T R I O N I S K P D : 

Symptomfelt DSM-IV-TR (≥5) ICD-10 (≥4) 

Opmærksomhed Ubehag ved ikke at være i centrum 

for opmærksomhed 

Seksualiserende/forførende adfærd 

Upassende seksualiserende adfærd 

Udseende/tiltrækning Bruger fysisk fremtræden til at tiltrække 

sig opmærksomhed 

Hurtigt svingende, overfladiske følelser 

Dramatiserende, teatralsk adfærd og overdrevne følelsesudtryk 

Let påvirkelig af andre eller af omstændighederne 

o Meget impressionistisk talestil, men vag i detaljerne (kun DSM-IV) 

o Overvurderer relationers intimitetsgrad (kun DSM-IV) 

N A R C I S S I S T I S K P D : 

Spændings- og opmærksomhedssøgende 

adfærd 

”Falsk” forførende adfærd 

Overdreven optagethed af udseende 

og tiltrækningsevne




Side 29 af 98 


Symptomer (DSM-IV-TR [ ≥ 5] ) ICD-10 

Grandios selvopfattelse (overdriver bedrifter og begavelse; vil anerkendes uden de tilhørende 

kvalifikationer) 

Optaget af fantasier om ubegrænset succes, magt, begavelse, skønhed, kærlighed 

Opfatter sig selv som særlig/unik, og kan kun forstås af/omgås andre udvalgte/højtstående 

mennesker 

Har behov for kraftig beundring 

Oplever ”berettigelse” (entitlement), dvs. til særlige privilegier eller lydighed 

Udnytter andre til egne formål 

Udviser ikke empati; erkender / identificerer sig ikke med andres følelser / behov 

Er ofte misundelig på andre / opfatter andre som misundelig på sig selv 

Udviser arrogant, hoven adfærd eller holdning 

Findes ikke eksplicit i ICD- 

10, hvor den betragtes som 

en uspecificeret personlighedsforstyrrelse, 

samtidig 

med, at der henvises til 

DSM-IV-TR! 

A N T I S O C I A L / D Y S S O C I A L / P S Y K O P A T I S K P D : 

Symptomfelt DSM-IV-TR (≥3) ICD-10 (≥3) 

Mangel på ”forpligtethedsfølelse” 

over for normer / regler 

Upåvirkelighed (udefra), 

Impulsivitet (indefra) 

Provokerbarhed/aggressivitet 

Inkonstans 

Normløs tænkning ulovlige 

handlinger 

Uansvarlighed gentagne gange 

svært ved at holde på jobs / opfylde 

økonomiske forpligtelser 

Ligeglad med egen/andres sikkerhed 

Manglende anger enten ligegyldighed 

over for eller rationalisering 

af at såre, skade, mishandle 

og/eller bestjæle andre. 

Impulsivitet, manglende planlægningssans 

Irritabilitet / aggressivitet fysiske 

slagsmål / overfald 

Bedragerisk adfærd for berigelse 

eller fornøjelse 

NB: Nedenstående er uomgængelige krav, særlige for DSM-IV; de skal 

være opfyldt i tilgift til forekomsten af mindst 3 af ovenstående træk: 

o Adfærdsforstyrrelse < 15 år 

o Nu ≥ 18 år 

Manglende ansvarsfølelse og respekt 

for normer / forpligtelser 

Grov ligegyldighed over for andres 

følelser 

Manglende evne til at føle skyld / 

lade sig påvirke af erfaringer, inklusive 

straf 

Tendens til at bortforklare / udadprojicere 

Lav frustrationstolerance og aggressivitetstærskel 

Manglende evne til at fastholde 

forbindelser til andre




Uspecificeret personlighedsforstyrrethed (rodekassen) 

Side 30 af 98 


Retfærdigvis skal det indrømmes, at manualerne faktisk har åbnet op for de kunder, der har 

nogle træk af det ene og nogle af det andet, men ikke kommer helt i mål nogen af stederne. 

I ICD-10 (WHO, 1992) findes dels F60.9 (”Personality Disorder, unspecified”), dels F61.0 (”Mixed 

personality disorders. With features of several of the disorders in F60. – but without a predominant set of symp- 

toms that would allow a more specific diagnosis”); I DSM-IV-TR (APA, 2000) findes 301.9 (“Person- 

ality Disorder Not Otherwise Specified”), som omhandler “disorders of personality functioning … that do not 

meet criteria for any specific Personality Disorder”. Men rodekasserne har det problem, at det netop 

er svært at finde ud af f.eks. hvor mange træk af hvilken slags, der skal til, for at man kan få 

diagnosen – fordi der jo i sagens natur netop ikke er noget at sammenligne med. 

Helt overordnet personlighedsforstyrrethed 

Den sidste præsentation handler om, hvad alle PD har tilfælles, dvs. også Cluster A og Clu- 

ster C. Her kommer de overordnede kriterier – sammenskrevet fra både ICD-10 og DSM-IV- 

TR: 

Almen personlighedsforstyrrethed (jf APA, 2000; WHO, 1992) betyder, at følgende træk kan 

observeres (ibid.): 

Markant uafstemte holdnings- og adfærdstræk indenfor flere af følgende områder: 

tænkning; grundhumør; impulskontrol; og relationer til andre. 

Trækkene er oftest bredt til stede, dvs. i flere situationer/arenaer. 

Trækkene har været til stede længe og siden sen barndom/ungdomsårene/de tidli- 

ge voksenår. 

Trækkene er ikke en følge af andre sindslidelser, af misbrug eller af andre medi- 

cinske tilstande. 

Trækkene vil oftest medføre betydelige vanskeligheder på sociale, arbejdsmæssi- 

ge eller andre centrale områder i tilværelsen. 

Synligheden af trækkene vil i praksis variere med, hvor presset kunden er.




Hvad skal man så vælge? 

Side 31 af 98 


Efter så mange vinkler er man nødt til at spørge sig selv om, hvad man så skal gøre i praksis. 

To vinkler kan måske være gode at tage med: 

1) Groft sagt er der dårlig nok to forfattere, der bruger udtrykket ”borderline” i samme betyd- 

ning. Derfor er det klogt ikke at lægge sig fast på en alt for snæver udgave – ellers kan faglit- 

teratur hurtigt blive mere vildledende end vejledende. Men selvfølgelig må man sikre, at man 

ikke ender i en rodekasse-tilgang, hvor alt bliver til borderline. 

2) Et upubliceret pilotprojekt har påvist, at nogle af de klienter i en familieklinik, der virker 

påfaldende, i større eller mindre omfang opfylder DSM-IV-kriterierne, mens andre opfylder 

ICD-10-kriterierne – og nogle ganske få giver bonus i begge systemer, mens andre hverken 

har points nok til at være borderlinere i det ene eller det andet system. 

Resultat af upubliceret borderlineopgørelse fra en familieklinik i en mellemstor dansk provinsby (mellem 25.000 og 50.000 

indbyggere). Klinikken havde 60 familier i ambulant behandling på undersøgelsestidspunktet; heraf blev 16 udvalgt som 

stikprøve. Sort felt betyder kriterier fuldt opfyldt, gråt felt betyder delvis opfyldt, hvidt felt betyder ikke opfyldt, hvidt felt 

med spørgsmålstegn betyder kan ikke opgøres. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 

ICD-10 X X 7! 1? 5 4 3 ? 1 2 1 1 ? ? 

DSM-IV-TR X 4/5 X ? 3/5 4/5 2/5 ? 2/5 2 1/5 1/5 ? ? 

Kernberg X X X X X X X X X X? ? ? ? X? 

Evt. anden kilde -- -- -- X -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- 

Hvis man følger Kjølbyes (2004) definition, ser det ud til, at Westen & Arkowitz-Westen 

(1998) gør klogt i at være skeptiske over for diagnosemanualen. Hvis man gerne vil ”fange” 

problemerne, giver det bedre resultater at følge Kernbergs model. 

Det samlede resultat bliver, at når denne bog taler om borderlinere, handler det om: 

Den del af feltet, som går under navnet Cluster B (APA, 2000) – og som ser ud til at 

udgøre ca. 5% af befolkningen (Samuels et al., 2002). Det betyder, at de træk, man 

ser, hører hjemme i én eller flere af de fire Cluster B-grupper: 

Borderline Personlighedsforstyrrelse. Det er bl.a. her, vi finder de meget rela- 

tionskrævende, forladthedsangste, selvhadende træk.




Side 32 af 98 


Histrionisk Personlighedsforstyrrelse. Det er bl.a. her, vi finder de meget dra- 

matiske, selviscenesættende, flirtende træk. 

Narcissistisk Personlighedsforstyrrelse. Det er bl.a. her, vi finder de meget 

selvfremhævende og selvcentrerende (og oftest arrogante/nedladende) træk. 

AntiSocial Personlighedsforstyrrelse – også kendt som DysSocial Person- 

lighedsforstyrrelse, Sociopati og Psykopati (selv om enkelte forfattere [se 

f.eks. Gacono & Meloy, 1994] er begyndt at argumentere for en skelnen, hvor 

Psykopati ser ud til at være en særlig alvorlig undergruppe af ASPD/DSPD). 

Det er bl.a. her, vi finder de meget aggressive, kyniske, normligegyldige, helt 

eller delvist empatiløse træk. 

I deres måde at fungere på indeni kan vi se disse træk (Kernberg, 1984; Kernberg et al., 

1989): 

Identitetsdiffusion. 

Primitive forsvarsmekanismer, især splitting og dermed beslægtede forsvar. 

Principielt funktionsdygtig kontakt med virkeligheden. 

I deres måde at tænke på kan vi se disse træk (Beck, 2005; Beck et al., 2004; Young, 1999): 

CASE: 

Jeg er værdiløs/afskyelig. Kun ved at sikre mig andres accept/anerkendelse/kærlighed 

kan føle mig acceptabel for mig selv – eller ved at påvise, at det er de andre, der er af- 

skyelige. 

Jeg er sårbar/svigtet/et (muligt) offer. Kun ved at sikre mig andres kærlighed/alliance 

med andre/kontrollen over andre/andres frygt kan jeg undgå dette. 

Lucy er en pige på 15 år, der har haft en barsk opvækst præget af forskellige former for 

svigtoplevelser – især fra faderen og fra stedfædrene. Skolen kender hende som en pige, der 

kan være sød og kontaktsøgende, men også meget vred og truende. Hun har en gruppe ven- 

ner, som tilbeder hende, og som alle andre er bange for. 

Hendes selvtillid er ret lille, og hun vil gerne knytte sig til andre, men oplever gang på gang, 

at de ikke viser sig tilliden værdige. Når hun bliver skuffet eller føler sig dolket i ryggen, bli- 

ver hun rasende og er ikke bleg for at mobilisere sine venner – og hun fortæller med stor glæ-




Side 33 af 98 


de om de straffe, misdæderne bliver udsat for. Hun indrømmer blankt, at hun ikke gider over- 

holde regler, fordi det sjældent er noget, hun får noget ud af. 

Da Lucy bliver undersøgt, kommer der et klart billede af en pige, som i USA ville få diagno- 

sen Borderline, og som samtidig kun ville mangle alderen for samtidig at få diagnosen Anti- 

social (psykopati). Det er egentlig ikke så underligt. Man kan sige, at hun i bund og grund er 

borderliner og derfor søger tilknytning, men har svært ved at få det til at virke – og når hun så 

oplever, at hun bliver svigtet, bliver hun ikke desperat ulykkelig (borderline), men bliver 

koldt og målrettet aggressiv og hævntørstig (antisocial). Hun vil gerne samarbejde for at have 

et godt forhold til andre, men ikke når det koster hende noget, om man så må sige. Kort sagt 

bliver hun psykopat for a passe på sig selv – når det gør for ondt at være borderliner. 

Øvelse 

Find en kollega eller to. Sæt jer sammen og fortæl om en situation, som I føler har borderline- 

træk. Brug nogle af de viste måder at indkredse ”borderlinetheden” på, og vurder, hvor brug- 

bare de ser ud til at være i forhold til jeres situation.




Hvordan bli’r man borderliner? 

Arv og/eller miljø? 

Side 34 af 98 


Overordnet menes psykopatologi at skyldes et samspil mellem gener og miljø (Sørensen, 

2006). Generelt antager man i vore dage, at der for borderlines vedkommende er en biologisk 

disposition, som formentlig handler om mindre effektiv kontrol af følelser. Når denne dispo- 

sition mødes af uhensigtsmæssige faktorer i opvækstmiljøet (som beskrevet nedenfor), vil di- 

spositionen blive aktiveret og gå i samspil med de dysfunktionelle aspekter af miljøet, så re- 

sultatet bliver en kraftigt fastsvejset, forstyrret måde at være i verden på. Hart (2006b) har 

indgående beskrevet, hvorledes hjernens udvikling påvirkes af samspillet med omgivelserne 

– således at resultatet af dette samspil efter nogle år faktisk lader sig se i hjernens funktions- 

måde. Dette skal ses i modsætning til den forældede anskuelsesmåde, hvor man mente, at 

hjernen blot udfoldede sit potentiale, således at alt, hvad der skete i hjernen, var medfødt! 

Men det er ikke så længe siden, Lombroso beskrev, hvorledes hovedformen afslørede ”den 

fødte kriminelle”. 

Hart (2006b) sammenfatter et forsøg med rhesusaber, som var genetisk disponerede for sæn- 

ket serotoninniveau. De aber, som var opvokset under omsorgssvigtlignende forhold, blev en- 

ten ængstelige eller aggressivt impulsstyrede – og endte uvægerligt i bunden af flokhierarkiet. 

De aber, som havde haft omsorgsfulde abemødre, udviklede normale serotoninniveauer (!) og 

konstruktiv opmærksomhed, og endte i toppen af abehierarkiet. 

Hart (2008) har formuleret situationen således, at 30% af hjernens endelige udformning skyl- 

des det genetiske grundlag, som er er kommet til udtryk ved fødslen, mens resten – 70% – 

udformes som følge af genpotentialets samspil med opvækstmiljøet. Schore (2006) citerer 

Thomas et al. for den pointe, at den nyfødte babys hjerne ”er indrettet til at blive formet af det 

miljø, den møder”. Dette gælder uanset miljøets beskaffenhed: ”Et nervesystem, der igennem 

den tidlige opvækst har tilpasset sig et uforudsigeligt eller uhensigtsmæssigt miljø, vil i en ny




Side 35 af 98 


kontekst fastholde sin engang tilpassede respons. barnets respons i en kontekst uden uforud- 

sigelighed og ydre trusler vil forekomme utilpasset og uforståelig” (Hart, 2006a). 

En finsk undersøgelse har påpeget, at bortadopterede børn af skizofrene mødre har lettere ved 

at udvikle personlighedsforstyrrelser end børn af normale mødre – men kun, hvis højrisi- 

kobørnene adopteres ind i dysfunktionelle familier, ellers ikke (Hart, 2006b). 8 

Dette indbefatter dispositionen for tilknytningsadfærd, som i ekstreme tilfælde kan visne 

uigenkaldeligt (Hart, 2006b), omend der i mindre radikale tilfælde af omsorgssvigt o.lign. vil 

være mulighed for senere at restituere de underudviklede strukturer. 

Hart (2008) konkluderer overordnet, at et godt opvækstmiljø kan mildne og i nogle tilfælde 

helt neutralisere medfødt psykisk skrøbelighed – mens et dårligt opvækstmiljø stærkt øger 

sandsynligheden for psykiske vanskeligheder og lidelser, selv i de tilfælde, hvor der ikke var 

medfødt skrøbelighed. 

1) Mange bække små … (omsorgssvigt) 

Dette er en af Millons (passim) centrale pointer: der behøves ikke en enkeltstående, trauma- 

tisk hændelse for at skabe en personlighedsforstyrrelse – dette foregår i virkeligheden oftest 

drypvis! 

Som det fremgår af Kernberg-Thomsen-modellen er en vis mængde borderline-træk ganske 

almindelig hos små børn (hvilke de fleste mennesker har set i praksis: for den tre-årige, der 

får en is, er mor bare ”den bedste mor i verden” – men hvis hun ikke giver en is næste dag, er 

hun forvandlet til ”verdens dummeste mor”! Dette kaldes for dichotom tænkning, også kendt 

som splitting.) Det væsentlige er i første omgang, om de kommer ud over dette. Rent indlæ- 

ringsmæssigt kræver dette, at de så at sige får lejlighed til at udvikle mere komplekse kogni- 

tive strukturer, hvor én og samme mor kan opføre sig forskelligt til forskellige tider, og hvor 

det efterhånden bliver klart, at mildt ubehag (fravær af dagens tredje is) ikke er på niveau 

med alvorligere hændelser (opdukken af Antikrist). 

Under dysfunktionelle rammer – hvor mors opførsel vitterligt er alt-eller-intet-præget – er det 

simpelthen dette, barnet indlærer. Denne indlæring sker dels ved at betragte mors udmeldin- 

ger, dels ved at monitorere egne følelsesoplevelser som følge af klimaet i hjemmet. 

8 Fonagy & Bateman (2008) og Gunderson & Lyons-Ruth (2008) formulerer tilsvarende pointer omkring nødvendigheden 

af et invaliderende miljø som aktivator af genetisk skrøbelighed.




Side 36 af 98 


Dynamisk formuleret er situationen den, at den normal/neurotiske personlighedsudvikling ik- 

ke kan finde sted. Normalt vil barnet sammensmelte den “onde” mor og den “gode” mor og 

ende med en opfattelse af en “OK mor”, men ved omsorgssvigt vil resultatet eksempelvis bli- 

ve “en fordrukken, upålidelig mor”, hvilket er for skræmmende til, at personligheden kan ac- 

ceptere tanken! Derfor forbliver personen på borderline-niveau med ikke-integrerede objek- 

ter. Splittingen bevares - og dermed håbet. 

Følgelig er borderlineren ikke i stand til følelsesmæssigt at være mere end ét sted ad gangen - 

den samme behandler kan være idealiseret den ene uge (hvor det, vedkommende siger, passer 

borderlineren) og dybt devalueret den næste uge (hvor vedkommende har sagt noget mindre 

populært). 

Bemærkelsesværdigt nok er der påvist solide sammenhænge mellem psykiske vanskeligheder 

i barndommen og personlighedsforstyrrelser i voksenalderen, især mellem tidlige affektive 

forstyrrelser og senere dramatiske forstyrrelser samt mellem tidlige adfærdsforstyrrelser og 

senere antisociale forstyrrelser (Ramklint et al., 2003); det kan således betale sig at være me- 

get opmærksom over for henvendelser fra familier på sådanne grundlag. 

2) Den store Å (traumatiseringen) 

En ellers ikke voldsomt problematisk udvikling kan saboteres af en voldsom begivenhed - ik- 

ke mindst, hvis denne begivenhed får lov til at stå uforarbejdet hen. Groft sagt er pointen den, 

at en begivenhed, der dramatisk står i modsætning til ens eksisterende verdensbillede, medfø- 

rer, at dette verdensbillede pludselig fremstår upålideligt. Stillet over for denne situation er 

sindet nødt til at finde en måde at inkorporere det skete i verdensbilledet, hvilket gøres ved at 

forandre verdensbilledet, indtil det er i stand til at optage den divergerende begivenhed. 

Dynamisk formuleret kan man forestille sig, at barnet har haft en normal/neurotisk person- 

lighedsudvikling, men f.eks. krænkes seksuelt i 8-9-årsalderen og herved oplever en konflikt 

mellem behag og ubehag samt mellem fornemmelsen af normalitet i forholdet og anomali. 

Denne konflikt er forvirrende nok til, at barnet ikke formår at håndtere den - derfor falder det 

ubevidst tilbage til den gamle taktik for håndtering af uhåndterlige modsætninger, nemlig 

splitting og det øvrige borderline-apparatur.




Side 37 af 98 


Meget beskidte skilsmisser kan således føre til en borderline-regression - hvis barnet ikke har 

bedre måder at håndtere den indre konflikt på. Det skal dog siges, at med støtte kan børn lære 

at håndtere selv meget barske situationer med kontrollerede ”borderline-taktikker”. 

Resultaterne er endnu modsætningsfyldte, men der er hypoteser fremme om, at sene traumati- 

seringer (tortur etc.) kan føre til borderline-lignende tilstande, som med tiden kan antage me- 

re permanent karakter, såfremt de ikke bearbejdes på en måde, som integrerer det skete i per- 

sonens verdensbillede på en mere hensigtsmæssig måde 9 . 

Casen Petrea 

Petrea er en kvinde på 31, som har to børn fra to tidligere forhold. Hun lever nu i et ikke 

uproblematisk ægteskab, hvor børnene mistrives. Petrea henvises til familiebehandling, som 

dog vanskeliggøres af, at Petrea skiftevis mener, at det er det ene eller det andet barn – eller 

ægtemanden – der er noget i vejen med. Heller ikke skolen går ram forbi. Petrea udebliver en 

del gange fra behandlingerne; andre gange kommer hun en halv time for sent. 

Petrea er selv opvokset i en familie, hvor der ikke var meget varme at hente; til gengæld var 

der mere strenge afstraffelser for selv de mindste forseelser, og det var langt fra altid, Petrea 

vidste, hvad der blev takseret som forseelser. Petrea bryder sig dybest set ikke spor om sig 

selv, og når ægtemanden er voldelig over for hende, mener hun helt oprigtigt, at det er, fordi 

hun ikke fortjener bedre. 

Hendes største rædsel er at være alene – og hun erkender, at hendes opfattelse er, at en dårlig 

ægtemand er bedre end ingen ægtemand. Efter konflikter veksler hun mellem had mod mod- 

standeren og voldsom skyldfølelse. Undertiden har hun selvmordstanker, og ved to lejlighe- 

der har hun forsøgt at tage livet af sig (i begge tilfælde ad kemisk vej). 

9 Lighederne og parallellerne mellem borderline og PTSD udforskes med stor om- og ildhu af Sørensen (2005).




Det er vigtigt at være velorienteret om personlighedsforstyrrelser hos børn 

og unge, ”fordi de ellers let mistolkes eller overses, da de kan ligne og ofte 

bliver forklaret ud fra de adfærdsproblemer og konflikter, som forekommer 

omkring puberteten eller ved andre løsrivelsesprocesser hos børn og unge. 

Men de går ikke over af sig selv, og de kan ikke afhjælpes ud fra almindelige 

pædagogiske principper.” 

(Kawa, 1999) 

III. Personlighedsforstyrrelser hos børn og unge?! 

Side 38 af 98 


Som nævnt indledningsvis er dette et kontroversielt emne, selvom psykodynamikerne Kern- 

berg et al. (2000) allerede har sluppet katten ud af sækken i en monografi – ikke i ønsket om 

at stemple børnene eller fritage forældre og behandlere for ansvar og handlemuligheder, men 

i ønsket om ærlighed til gavn for alle parter, men først og fremmest de børn, der må kæmpe 

med en udvikling, som går i borderline-retning. Den tilsvarende pointe findes hos Bleiberg 

(2001), som følger Fonagy i vægtlægningen på relationer og mentalisering. 

Også på den kognitive front er der en stigende tilbøjelighed til at anlægge et personligheds- 

forstyrrelsesperspektiv, når man ser på unge mennesker med alvorlige vanskeligheder af so- 

cioemotionel art. Freeman & Rigby (2003) understreger, at DSM- 

IV-TR (APA, 2000), den amerikanske diagnosemanual, på den ene 

side lægger op til, at personlighedsforstyrrelserne (PF) konstateres i 

tidlig voksenalder, på den anden side, at de personlighedsforstyrrede 

træk ”usually become recognizable during adolescence or early adult life” (id.), 

samtidig med, at den antisociale PF faktisk forudsætter tilstedevæ- 

relsen af en vis mængde af de antisociale træk allerede før det fyldte 

15. år (samtidig med, at denne diagnose som den eneste af PFerne 

ikke må stilles før det fyldte 18. år). 

MEN: ”Personality Disorder categories may be applied to children or adolescents”, når PF-trækkene fo- 

rekommer gennemgribende og vedholdende, og det ikke er sandsynligt, at der blot er tale om 

en fase eller en følge af en tungere psykisk lidelse (APA, 2000, s. 687); ”[t]o diagnose a Perso- 

nality Disorder in an individual under age 18 years, the features must have been present for at least 1 year” 

(ibid.). Freeman & Rigby (2003) argumenterer for, at en konstatering af problemet i 12-års- 

alderen muliggør den fornødne massive intervention, som igen betyder, at barnet ikke får




Side 39 af 98 


yderligere en årrække at konsolidere sin fejludvikling i, før vedkommende selv søger hjælp. 

Samtidig er forfatterne (id.) ikke blinde for, at det dels er nødvendigt at være meget opmærk- 

som på almene udviklingspsykologiske variable (såsom teenagealederen – CF), dels er afgø- 

rende at sikre, at en understregning af en PF hos en ung fører til hjælp og ikke bruges som en 

flugtvej af frustrerede forældre, lærere eller terapeuter. De samme pointer ses med udbygning 

samt kasuistisk forstærkning hos Freeman & Duff (2006) og fremlægges i omfattende form i 

hovedværket Freeman & Reinecke (2007). 

Et af de mere holdbare argumenter mod diagnosticering af 

børn og unge er spørgsmålet om diagnosernes holdbarhed over 

tid. Hjørnestenen i dette spørgsmål er Bernstein et al.s (1993) 

undersøgelse, som på trods af visse metodologiske svagheder 

kom frem til tre ting: 1) Der ser heldigvis ud til, at en del af de 

børn/unge, der kvalificerer sig til en diagnose på et givent tids- 

punkt, ikke kvalificerer sig to år efter. 2) Desværre er det også 

sådan, at de, der har kvalificeret sig i første runde, har en markant højere risiko for at kvalifi- 

cere sig to år efter. 3) Endelig er det sådan, at de, som ikke kvalificerer sig i anden runde, al- 

ligevel har forhøjet tilstedeværelse af personlighedsforstyrrede træk – hvilket vil sige, at de i 

praksis bliver reddet på målstregen af den nugældende regel om, at en person med fem bor- 

derline-points er borderliner, mens en person med fire borderline-points er normal. 

Hvem er de unge borderlinere? 

Det sker ikke sjældent, at både forældre og lærere henvender sig til psykologer for at prøve at 

få opklaret, hvorvidt en ”besværlig” ung person blot er teenager med stort T, eller om der er 

en reel grund til bekymring. 

Og denne forvirring er ikke uforståelig – for det, der kendetegner teenagere, er netop tvivl om 

egen identitet, impulsiv adfærd i almindelighed, til tider ilde forvaltet seksualisering, til tider 

uhensigtsmæssig omgang med alkohol, eksplosivt og uforudsigeligt humør, tilbøjelighed til 

at se ting i sort og hvidt, tilbøjelighed til at fortolke alt som relateret til én selv m.m. Alt 

sammen træk, man genkender fra diagnosemanualernes (APA, 2000; WHO, 1992) og border- 

line-teoretikernes (Jørgensen, 2006; Kernberg et al., 1989; Kernberg, 1984; Layden et al., 

1993; Beck et al., 2004) afsnit om betingelser, der skal være opfyldt.




Side 40 af 98 


Block et al. (1991) har forsøgt at skelne mellem almindelige unge, unge borderlinere og unge 

med andre forstyrrelser, om man så må sige. Deres fund peger på flere faktorer – som op- 

summeret i nedenstående skema: 

Livshistoriske 

faktorer 

Aktuelle faktorer 

Aktuelle faktorer (fortsat) 

Unge borderline-teenage-piger Normale unge teenage-piger 

Afbrudte tilknytningserfaringer Alm. tilknytningserfaringer 

Tabsoplevelser, omsorgssvigt, overgreb i 

øbet af de første fire leveår 

Ingen tab, omsorgssvigt, overgreb i de første fire leveår 

Mange forældreerstatninger Ingen/få, men stabile forældreerstatninger 

Fysiske overgreb, herunder (men ikke 

nødvendigvis) seksuelle 

ingen overgreb 

Ustabilt mønster i skolen 10 Stabilt mønster i skolen 

Meget svært ved at håndtere stress og autoriteter 

Kan generelt tilpasse sig stress og autoriteter 

”Dårligt selskab” m.h.t. kammerater Upåfaldende kammeratgrupper og fritidsaktiviteter 

Ekstreme, aggressive udladninger (relle ”Almindelige” aggressive udladninger (alm. vrede, evt. 

trusler på livet, adskillige slagsmål- [primært hos ikke-borderline unge med andre forstyrrelepisoder; 

løbe væk hjemmefra flere ganser] enkeltepisoder af lussinger, enkeltepisoder af bortge/flere 

overnatninger) 

løbning; irritabilitet som facade for depressivitet). NB: 

Hos alm. unge er småkampe med søskende almindelige, 

mens kampe med andre er meget usædvanlige; denne 

skelnen ses ikke hos borderlinerne 

Seksuelt promiskuøs, ofte med selvde- ”Almindelig” seksualitet [evt. hæmmet hos ikkestruktive 

undertoner 

borderline unge med andre forstyrrelser] 

Selvmordstrusler/-forsøg; selvbeskadigelse 

11 Ingen af delene generelt; dog forekommer selvmordstan- 

. Der berettes om disse (og om seksuaker også udbredt hos alm. unge, hvor de undertiden også 

litet) uden synderlige følelser eller med en italesættes. 

næsten pralende undertone. 

[Ikke-B forstyrrede unge har også forekomster af handlinger, 

men beretter herom trist eller ængsteligt] 

Tilbøjelighed til at følge impulser uden lo- Tilbøjelighed til at forholde sig til impulser med logisk 

gisk dialog med selv eller støtte fra jævn- dialog med sig selv og brug af jævnaldrende som konaldrende 

(undtagen som ”supplerende id”) struktiv støtte (”supplerende ego”). 

Depressive følelser italesættes med energi [Ikke-B forstyrrede unge: Depressive følelser italesættes 

og melodramatik 

energiforladt og trist] Alm. unge: depressive følelser italesættes 

naturligtog normalt i relation til specifikke begivenheder. 

Vis tilbøjelighed til let paranoide forestil- Kan ofte have overvejelser omkring let overnaturlige ting 

linger og magisk tænkning (især omkring 

intuition, særlige evner/kræfter m.m.) 

– men er reflekterede omkring disse overvejelser. 

Har svært ved at bære at være alene Kan oftest godt lide andres selskab, men har ikke egentlige 

vanskeligheder ved at være alene. 

Er enten afvisende over for tanken om om- Generelt modent og realistisk perspektiv på omsorg. Mesorg 

fra andre eller længes vemodigt efter 

den. 

get empatisk reflekterende. 

Optræder ofte for fortroligt/intimt i forhold Administrerer almindelig distance i forhold til inter- 

til interviewere (enten venligt eller fjendtligt)viewerne 

som fremmede med forskningsspørgsmål. 

10 Bemærk, at de kursiverede adfærdsbeskrivelser handler om træk, der både ses hos unge borderlinere og hos 

ikke-borderline unge med andre forstyrrelser (i.e. psykiatriske patienter). 

11 Block et al. (1991) understreger, at drivkraften her er raseri, men at de unge langt fra altid har indsigt heri; 

derfor kan de i stedet finde på at formulere årsagerne som ”et råb om hjælp” eller ”ting, der bare pludselig sker”.




Overordnet set: mønstre af dysfunktionel 

adfærd. 

Side 41 af 98 


Overordnet set (hos de normale): enkeltstående episoder 

af dysfunktionel adfærd. 

Interessant nok peger Stone (1983) på, at borderline-problematikker synes at blive forværret, 

hvis de unge kommer fra velstående familier, idet motivationen for adaptiv adfærd er reduce- 

ret, samtidig med, at faktorer, der kunne virke reducerende på maladaptiv adfærd, i praksis 

sættes ud af spillet via forældrenes indgriben. 

Aktuelt er en bog under opsejling, som specifikt beskæftiger sig med emnet Borderline PD 

hos unge og vejleder omkring løsningsforslag (Aguirre, in press). 

Hvem er borderline-børnene? 

Diepold (1994) har forsøgt at kortlægge borderline-træk hos børn, baseret på 191 børn i alde- 

ren 5 til 14 år. Hun når på faktoranalytisk grundlag frem til fem centrale og fem supplerende 

træk, der ses hos borderline-børn. 

De fem centrale træk: 

Diskrepant udvikling (er på forskellige udviklingsniveauer på forskellige tider/felter) 

Forstyrret selvværd (herunder probl. vedr. selvforestillinger, identitet og almagtsforestillinger) 

Raseri/destruktivitet – Aggressivitet/impulsivitet 

Angst for tilintetgørelse/adskillelse (herunder klamrende/klæbende adfærd) 

Kontaktløshed/-fattigdom til jævnaldrende (samt skintilpasning) 

De fem supplerende træk: 

o Skizoid følelsesfattigdom (herunder empatiløshed, trøstesløshed og mangl. kropsfornemmelser) 

o Forstyrrelse i koncentration og præstation 

o Selvbeskadigende adfærd (herunder mange ulykker samt manglende fysiologisk fornemmelse) 

o Psykotiske episoder (herunder bizar tænkning og leven i fantasiverden) 

o Sygdom/lidelse prævalent i de første tre leveår (primært spiseforstyrrelser, mave-/tarm- 

forstyrrelser samt disposition for meget skrigeri) 

Aguirre (2007) peger i retning af kaotiske relationer; forvirring omkring identitet og værdier; 

selvbeskadigelse (navnlig cutting); impulsiv adfærd (herunder at pjække og forlade hjemmet 

om natten); tomhedsfølelse; og kognitive læderinger (vrangforestillinger, paranoia, dissocie-




Side 42 af 98 


ring). Hertil kommer sort-hvid tænkning. DSM-IV tillader diagnosticering af Borderline også 

hos børn, blot tilstanden har varet ved i mere end et år. 

Han fremhæver, at BPD adskiller sig fra andre børneforstyrrelser især i kraft af selvhadet, 

selvbeskadigelserne og selvmordstankerne. 

Crick et al. (2007) angiver fem barndomsindikatorer af BPD: 

Et fjendtligt, paranoidt verdensbillede. 

Intense, ustabile, inadækvate følelser. 

Overdrevent tætte relationer. 

Impulsivitet. 

Manglende selvfornemmelse.




Side 43 af 98 


”Our need to win often takes precedence over resolving the conflict. 

It’s as if we need 10,000 points to get to heaven.” 

IV. Borderline og familiedynamik/familiebehandling 

(Crum, 1987) 

Block et al. (1991) anfører flere eksempler på, at ”physical abuse, sexual abuse, and general disregard of ap- 

propriate boundaries are often flagrant” i borderline-familier: ”One mother of a borderline teenager, in the 

midst of a fight with jer daughter over getting the child some new clothes, told her 

daughter to stop the car so the mother could get out and the daughter could run over 

her and kill her”; og ”[m]any of our borderline cohort who repeatedly ran away 

from home were also frequently told to leave their homes by their parents”. 

Diebold (1996) præciserer på statistisk grundlag, at ”[p]arents and grandparents of children with borderline 

development disorder are usually seriously disturbed: … only 0.7% of the families showed no abnormal 

symptoms [mine fremhævelser].” 

Der er ikke meget fokus på familiebehandling af borderline-problematikker i litteraturen (Ev- 

rett & Everett, 1997; Schwoeri & Schwoeri, 1981). Dette er både lidt underligt og ganske 

problematik, idet et af de mest udbredte værker af mere populær art om Borderline- 

problematikken er en selvhjælpsbog til pårørende (Mason & Kreger, 1998), hvortil der senere 

er udgivet en tilhørende workbook (Kreger & Shirley, 2002). Bøgerne, som i øvrigt er frem- 

ragende, rummer praktiske beskrivelser af Borderline-fænomenet, af effekten på de pårøren- 

de, og af mulighederne for, som forfatterne siger, at genvinde kontrollen over deres liv. Netop 

udbredtheden af disse bøger – og af den hjemmeside, som de udspringer af 

(www.bpdcentral.com) – peger i retning af et solidt behov hos de pårørende for at komme 

frem til en modus vivendi .Her er det, at jeg mener, at familieterapien kommer ind i billedet. 

I modsætning til de ovennævnte træk, som er relevante især for den enkelte borderline-klient, 

kan det være praktisk at kaste et blik på, hvad der kendetegner borderlinefamilierne. Dette




Side 44 af 98 


gøres først mere systematisk af Everett & Everett (1997); indtil da har det bedste bud været 

de kliniske observationer, som Schwoeri & Schwoeri (1981) har noteret sig 12 : 

Projektiv identifikation: projektion fra forældrene og identifikation hos Det onde Barn. 

Klart afvigende familie-myter, herunder upåvirket accept af grænseoverskridende adfærd 

(af voldelig, seksuel eller anden art). 

Markant og vedholdende ombytning af forældres og børns roller. 

Mangel på regel- og grænsesætning hos forældrene. 

Splitting – ofte manifesteret ved udnævnelsen af Det onde og Det gode Barn, og internali- 

seret af Det onde Barn; også manifesteret ved forvirring hos terapeuten. 

Borderline har ikke overraskende solid effekt på resten af en familie (Kreisman & Kreisman, 

2004). Interessant nok er uforudsigelighed og overinvolvering i moderens opdragelsesstil fak- 

torer i udvikling af borderline-træk hos et barn. Forfatterne påpeger, at der fremdeles ikke er 

konsensus med hensyn til behandling, men at lidelsens relationelle natur gør det nærliggende 

at tænke i overensstemmelse hermed terapeutisk set. De understreger, at B-problematikken 

nødvendiggør en aktiv stil i familieterapeutisk henseende. Man må ikke være blind for pro- 

blemer i parterapi, hvor dels borderlinerens interpersonelle stil, dels partnerens vrede kan vir- 

ke hindrende på terapien, således at individuel terapi kan blive en nødvendighed. Der skal så- 

ledes arbejdes hårdt for at opretholde alle de nødvendige terapeutiske alliancer, samtidig med, 

at der kan være adskillige professionelle, hvis virke skal koordineres (også for at imødegå 

splitting-konsekvenserne!). 

Omvendt er der tegn på, at psykoedukation er et stærkt værktøj i familiearbejdet med border- 

linere. Problemerne forklares indgående og i en skyldfri atmosfære, og der arbejdes med en 

erkendelse af, at behandlingen tager lang tid, og at der skal indlæres nye samspilsmønstre. 

Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at der er mange påbegyndelser, og mange 

slutninger, af borderline-familiebehandling. 

MacFarlane (2004) beskriver, at flertallet af trækkene hos borderlinere vil manifestere sig re- 

lationelt, ligesom det er vigtigt at være opmærksom på, at borderlinere netop ofte indgår i en 

12 Bemærk, at der fra kognitivt hold understreges mange af de samme faktorer hos Freeman & Rigby (2003).




Side 45 af 98 


eller anden form for familiemæssig sammenhæng, hvor der dels vil være et behov for oplys- 

ning og støtte, dels ligger nogle ressourcer gemt, som kan fremme en konstruktiv udvikling 

hos borderlineren. MacFarlanes tilgang er overvejende, men integrativt, systemisk, hvorfor 

hans udgangspunkt er, at borderlineren mere (inter)agerer som borderliner end som sådan er 

en borderliner. Derfor bliver den centrale tilgang det klassiske, systemiske interventive inter- 

view, hvor man stiller cirkulære spørgsmål og derved afdækker såvel samspillet som de tan- 

ker, der ligger bag, og de tanker, der efterfølgende opstår. Især er der muligheden, via dekon- 

struerende spørgsmål, for at afdække, hvorledes borderlinerens selvopfattelse og verdensop- 

fattelse er opstået via en række interaktioner med familiemedlemmer og signifikante andre. 

Herudover inddrager MacFarlane diverse andre tilgange, herunder narrative, psykodynamiske 

og kognitive; også han lægger stor vægt på psykoedukation, både til borderlineren og til fa- 

milien. 

MacFarlane understreger på minussiden dels kravene til behandlerne og et højt kvalifikati- 

onsniveau, dels den lange behandlingstid, dels (i forlængelse heraf) omkostningsspørgsmålet. 

Herudover er der konkrete kontraindicerende forhold såsom psykotiske episoder, et alt for 

giftigt miljø i familien samt for stærk paranoia hos borderlineren. Endelig peger MacFarlane 

på behovet for varm, men urokkelig grænsesætning for terapeutens vedkommende. 

Everett & Everett (1997) 13 påpeger, at mange terapeuter ender med at melde ud, at de nægter 

at arbejde med borderlinere. Forfatterne tænker systemisk i deres terapeutiske tilgang, men er 

på det teoretiske plan solidt funderede indenfor den dynamiske tradition, nærmere betegnet 

inden for objektrelationsteorien. 

Systemisk set betragter de et centralt problemfelt som barnets overinvolvering i forældrene/ 

manglende afgræsning i forhold til forældrene. Samspilsmæssigt er det væsentligt også at væ- 

re opmærksom på, at såfremt der er mere end ét barn i borderline-familien, er der en tilbøje- 

lighed til, at ét af børnene får tildelt rollen som det gode barn, mens et andet af børnene får 

tildelt rollen som det onde barn; Everett & Everett mener (1997), at det især synes at være det 

gode barn, der får tildelt rollen som parentificeret omsorgsgiver, og som udvikler sig til bor- 

derliner i voksenalderen. Oprindelsesmæssigt ser de en solid forekomst af patologi hos især 

13 Dette værk er en videreudvikling af Everett et al. (1989).




Side 46 af 98 


moderen, og påpeger, at en velfungerende far kan have en stærk normaliserende indflydelse 

på et barn selv ved markant afvig hos moderen; oftest er faderen dog kendetegnet ved hver- 

ken at være meget tilstede eller ganske velfungerende. Endelig ser de problematikken som 

multigenerationel, hvorfor det er vigtigt at gå tilbage til selve borderlinerens bedstefordrege- 

neration (hvor der allerede synes at forekomme tilbøjeligheder til separations- 

/individuationsvanskeligheder / grænseproblemer samt til psykisk sygdom) i forbindelse med 

kortlægningen af familien. 

* Obsessiv-kompulsiv 

* Narcissisisk 

* Kompetitiv/maskulin 

* Paranoid 

* Passiv/skizoid 

* Psykotisk depressiv 

Karakteristika ved borderlineres mødre og fædre (efter Everettt & Everett, 1997) 

Mødre Fædre 

* Borderline 

* Skizofren 

* Emotionelt utilgængelig 

* Optaget af egen fantasiverden 

* Fraværende 

* Emotionelt fjerne 

* Passiv-aggressive 

* Fjendtlige/ aggressive/ kontrollerende 

* Paranoide 

* Lettere psykopatiske 

* Depressive 

Karakteristika ved parrelationen hos borderlineres forældre (efter Everett & Everett, 1997) 

* Rigid 

* Forældrenes tilknytning til hinanden eller til deres egne forældre er 

større end tilknytningen til deres børn 

* Gensidig over-afhængighed 

* Problematisk, eksplosiv 

* Uklare grænser, ikke meget struktur 

* Konfliktpræget, intet positivt 

* Udbredt brug af projektiv identifikation 

* Projektion af fjendtlighed på børnene 

* Hurtig vekslen mellem tilknytning og distance 

* Selv-saboterende partner 

Karakteristika ved forældre-barn-samspillet i borderlinerens oprindelsesfamilie (efter Everett & Everett, 1997) 

* Over-involverede i børnene og i søskende-subsystemet 

* Klager over, at (borderline-)barnet er for selvstændigt 

* Klager over, at (borderline-)barnet er for afhængigt 

* Begrænset omsorg for (præ-borderline-)barnet 

* Ude af stand til at respondere adækvat på aldersbestemt 

almindelig, uafhængig adfærd hos barnet 

* Fjern, følelsesmæssigt frakoblet, optaget af andre 

ting 

Forældrene Børnene 

* Ikke-omsorgsgivende, kontrollerende 

* Bruger børnene som forsvar mod 

egne separationsproblemer i forhold 

til egen oprindelsesfamilie 

* Høj forekomst af alkoholisme, 

især hos fædrene 

* Mødrene bruger børnene til opfyldelse 

af egne behov 

* Mødrene er usikre og ambivalente 

i forhold til deres egne mødre 

* Omsorgssvigt fra fædrene 

Ofte forekommende træk i Borderline-familier (efter Everett & Everett, 1997) 

* Ubalance i loyaliteterne (især voksne over for deres forældre) 

* Grænseudflydning og emotionel forældre-svært-tilgængelighed over fire generationer 

* Falsk gensidighed i parforholdet (alt OK, men kun på overfladen) 

* Overinvolveret i det ægteskabelige 

sub-system 

* Angst i f.t. trussel om tab af 

forældrenes kærlighed 

* Manglende evne til at separation 

fra familien 

* Meget stor afhængighed af 

forældrene og følelse af forpligtelse 

i f.t. forældrenes behov 

* Opvokset under kaotiske 

familieforhold




Side 47 af 98 


* Parentifikation (tildeling af pseudo-omsorgsgiver-rolle til især ét barn [oftest af hunkøn]) i oprindelsesfamilien 

* Separations-/individuationsvanskeligheder i f.t. oprindelsesfamilien (Stierlin: centripetalt system) 

* Partnervalg kollusionsorienteret, her med parallel inter-generationel grænseudflydning 

* Familiemyter [= familieskemata] i retning af ulovlighed af negative følelser og ubærlighed af tab/adskillelse 

* Splitting/Dichotom tænkning dominerende, men udspredt gennem hele kernefamiliestrukturen 

* Projektiv identifikation/Gensidig rolletildeling dominerende i kernefamilien – ikke mindst m.h.t. aggression 

* Abnormt stærk betydning af trekantsdramaer i subsystemerne; to ko-eksisterende (frem for rangordnede) trekanter 

* Pseudo-parentifikation af Det gode Barn i kernefamilien (Barnet dyrkes og fremstår omnipotent i alles bevidsthed snarere 

end direkte omsorgsgivende. Dette barn vil typisk opvise acting-out, men ganske skjult og manipulatorisk) 

* Terrorist/forfølger-funktion af Det onde Barn (i.e. aggression mod kernefamilien frem for generel acting-out) 

Everett & Everett (1997) ser en tendens til, at hvis borderline-familier kun har ét barn, er det 

barnet, der bliver Det gode Barn, mens faderen bliver Det onde Barn; hvis der er mere end to 

børn, er der ikke desto mindre (for det meste) fast rollefordeling: ét barn bliver Det gode 

Barn, ét bliver Det onde Barn, og resten spiller en mere perifer rolle. 

Idet tab i familiemytologien regnes for ubærligt, vil dødsfald oftest have en voldsom og afgø- 

rende balanceforrykkende effekt. 

Familiedynamikker og coping – Offer, Krænker, Frelser etc. 

I dysfunktionelle familier opstår der ikke sjældent nogle typiske rollefunktioner. De klassiske 

tre er Offer, Krænker og Frelser (bl.a. Thomsen, 2005). 

Et eks.: Fru B. er gift med sin anden mand; lige som den første banker han hende – og under- 

tiden også de tre børn. Fru B. er tydeligvis Offer, hr. B. er indlysende nok Krænker; bemær- 

kelsesværdig bliver så børnenes udvikling. 

Den mindste dreng på 5 har tidli- 

gere været meget stille, men nu 

er han dels aggressiv, dels meget 

grådlabil. Det, der sker her, er, at 

Lillebror for længst har lært at 

være Offer, men at han er ved at 

forstå, at for at der skal kunne fo- 

refindes et Offer, må der også 

være nogen, der påfører Offeret 

offerrollen. Denne nogen er føl- 

gelig en Krænker. Og interessant




Side 48 af 98 


nok fremstår Krænkeren under udøvelse af sin Krænken netop på ingen måde som Offer – 

hvilket betyder, at krænkerrollen for et Offer kommer til at se ganske attraktiv ud. Denne me- 

kanisme synes at være central i forbindelse med udviklingen af seriemordere (Ferrer, 2002). 

Så Lillebrors grådlabilitet er hans offerrolle i spil, mens hans fremvoksende aggressivitet er 

tegn på hans opstående krænkerindlæring. 

”Mellembror” på 8 råber og slår etc. - han har lært, at det er bedst at være Krænker, for han 

ser alternativet som Offer. 

Pigen på 12 prøver at tysse på sine små brødre og trøste mor - hun påtager sig m.a.o. en Frel- 

serrolle. Denne rolle er interessant, fordi den på den ene side ikke er en offerrolle (idet Frelse- 

ren netop kan handle 14 ), på den anden side heller ikke er en krænkerrolle. 

Disse tre roller forefindes ofte i dysfunktionelle familier. Bemærk igen, at den rolle, folk en- 

der med at påtage sig, bliver integreret i deres personlighed, og de vil ubevidst reproducere 

rollefordelingen i alle nye forhold - også forhold til professionelle! 

Interessant er, at Hildebrand (2005) har indført en kategori mellem offer og krænker, desvær- 

re benævnt ”borderline”, hvilket bidrager til forvirringen omkring dette ords betydningsind- 

hold (dette er med andre ord den tredje betydning, vi støder på i dette paper!); men pointen 

er, at denne kategori veksler uforudsigeligt mellem at fungere som offer og at fungere som 

krænker (hvilket jo ikke 

sjældent ses hos borderline- 

re i den betydning, vi hidtil 

har lært ordet at kende). 

Samtidig omtaler Hilde- 

brand (2005) også kategori- 

en ”over-achiever” (én, der 

præsterer overdrevent) frem 

for ”frelser”. Jeg kan ud- 

mærket følge Hildebrand 

heri, idet omsorgsfunktionen 

14 Bemærk, at der inden for verbalsystemet på de fleste sprog skelnes mellem aktiv og passiv – på dansk benævnt 

handleform og lideform! Et eksempel med verbet (udsagnsordet) at tæve: ”Jeg tæver” er aktiv/handleform, 

mens ”jeg bliver tævet” er passiv/lideform.




Side 49 af 98 


kan betragtes som blot én af mange mulige arenaer, hvor personen kan præstere. Når jeg alli- 

gevel har valgt at adskille ”frelser” og ”over-achiever” i min model, skyldes det, at jeg mener 

at se, at der i praksis er to hovedretninger, man kan overpræstere indenfor: det relationelle og 

det meriterende. Sagt på en anden måde lader det til, at nogle af disse mennesker vælger en 

meget omsorgsorienteret præstationsstil (hvilket igen kunne se ud til at handle om en stræben 

efter et forhold til andre), mens andre lander i en mere karriereorienteret præstationsstil (hvil- 

ket kunne se ud til at handle om at udmærke sig på en måde, hvor forholdet til andre netop 

ikke er så kendetegnet ved nærhed). 

Endelig ser det ud til (hvilket allerede Hildebrand [2005] har antydet), at man heller ikke i 

denne model tilhører én bestemt kasse og så færdig; man vil ofte have en hovedstil, som så 

også rummer træk fra en eller flere af de andre stilarter (jf. hosstående figur). 

Hvad betyder alt dette for de terapeutiske rammer og deltagerantallet? 

Det betyder, at såvel borderlineren som resten af familien principielt har gavn af familietera- 

pi, idet borderlinetheden her bliver behandlet i den kontekst, som er dens primære udfoldel- 

sessted. Det betyder også, at det er afgørende at styrke trygheden i de terapeutiske rammer. 

Endelig betyder det, at hvis det ikke er muligt at sikre tilstrækkelig tryghed for alle i rammer- 

ne, er tiden endnu ikke inde til familiebehandling, men til parallel, individuel terapi med hen- 

blik på at styrke individerne, indtil de er i stand til at indgå i familieterapi 15 . 

Rent praktisk betyder det også, at det er vigtigt at holde fokus på, at borderline-familieterapi i 

allerhøjeste grad er Det muliges Kunst. Således kan det eksempelvis være nyttigt at forlade 

den gamle, Whittakerianske insisteren på, at hvis ikke samtlige levende familiemedlemmer i 

tre generationer møder op, er sessionen aflyst, og lære af bl.a. Whites (White, 2005) erken- 

delse af, at man laver terapi med dem, der møder op i dag. Dermed være ikke sagt, at denne 

tilgang ikke med fordel kan forudses og endda lægges i rammer, som f.eks. allerede Zinner 

15 Bemærk, at mens dette inden for nogle skoler betragtes som utænkeligt, er der andre, som for eksempel narrativ 

terapi (White, 2005) og kognitiv par- og familieterapi (Ferrer, 2006), hvor dette betragtes som naturlige variationer, 

idet det er en grundantagelse, at terapiformen basalt set er uafhængig af deltagerantallet.




Side 50 af 98 


(1978) lægger op til med sin parallelstrukturering af familiesessioner, individuelle sessioner 

med barnet samt parsessioner med forældrene. 

Allen (2001) argumenterer ligeledes for, at individuel terapi og familieterapi begge indgår i 

behandlingen med denne målgruppe, og at det er nødvendigt på den ene side at få oplysninger 

og coache relevant på individuel basis, mens det på den anden side er nødvendigt også at ar- 

bejde med hele familien, idet borderlinerens opfattelser og adfærd gerne vedligeholdes og 

styrkes i denne arena, hvis ikke noget laves om. 

Som Shay (1987) påpeger, er psykoterapi med unge borderlinere overordentlig vanskeligt – 

og en af de centrale faldgruber (forbundet i stor stil med modoverføringsreaktioner 16 ) er inte- 

ressant nok selv ønsket om at lave psykoterapi med unge borderlinere! Heri ligger der meget, 

men blandt andet spørgsmålet om, hvad der er virksomt for unge borderlinere. Sugar (1979) 

påpeger, at antallet af psykoterapier med unge borderlinere er lig med antallet af unge border- 

linere gange antallet af terapeuter 17 , og argumenterer grundigt for, at tilpasning til hvert til- 

fældes unikke karakter og behov er vejen frem. Han ser familieterapi som et nyttigt redskab, 

men påpeger også, at der netop i familieterapi ligger en fare for, at terapeuten i kraft af sin 

modoverføring allierer sig med den unge og derfor ender med at lægge skylden hos familien 

og støtte den unge i at krænke familien, hvorved selve det aktive mønster i familien fortsætter 

uændret. 

Familiedynamisk set angiver Levy & Brown (1980-81) gode erfaringer med at afdække pro- 

jektiv identifikation (projektion fra forælder med efterfølgende identifikation hermed fra bar- 

16 

Jeg minder om Gabbard & Wilkinsons (1994) seks hovedkategorier af modoverføringsreaktioner: 

Skyldfølelse 

Redningsfantasier 

Overskridelse af professionelle grænser 

Raseri og had 

Hjælpeløshed og værdiløshed 

Angst og rædsel 

Ligeledes minder jeg om de kognitive ækvivalenter beskrevet af Beck (2005) og af Layden et al. (1993). 

17 

Formentlig af samme årsag er der endnu meget lidt forskning i effekten af psykoterapi med unge borderlinere, 

omend det spinkle materiale, der findes, heldigvis peger i retning af, at det nytter noget (Guilé et al., 2005; Masterson 

et al., 1982), især i forhold til suicidalaktivitet og alment funktionsniveau. Dette kan dog være afhængigt 

af, hvad der måles på; Ransohoff (1978) peger på, at man i en kasuistisk (n=11) follow-up-undersøgelse konstaterede 

bedre ego-funktion og modenhed nogle år efter terapien, hvor de unge var blevet voksne, men at de dog 

stadig besad borderline-organisation.




Side 51 af 98 


nets side) som oprettende og vedligeholdende mekanisme i borderlinefamiliestrukturer, idet 

denne afdækning synes at kunne fremme forældrenes empati med barnet. 

Også Green (1983) angiver god erfaring med inddragelse af den tværgenerationelle oprindel- 

se til borderline-problematikken, samt med en kombineret individuel og familieorienteret til- 

gang; tilsvarende hos Baker (1984). 

For borderline-familier (efter Everett & Everett, 1997) kan familiebehandlingsmålene se så- 

ledes ud – med eksempler på konkrete tiltag: 

1. At skabe et trygt terapeutisk rum, der muliggør egentlig kommunikation. 

Sæt klare rammer for logistikken Tryghed og forudsigelighed. 

Sæt klare rammer for adfærd og samspil Tryghed og forudsigelighed. 

Terapeuten modellerer alternative måder at give og modtage på. 

Terapeuten overholder aftaler og kontrakter. 

Terapeuten udviser optimal professionel afstand = den bedste balance mellem adskillelse og nærhed. 

2. At udfordre projektioner og interpersonelle forvrængninger i familien. 

Terapeuten spørger/hjælper med at italesætte de skæve opfattelser, familiemedlemmerne har af 

hinanden, og lærer dem at interagere som hele mennesker. 

3. At udfordre familiens mytologiske/skematiske dichotomi/split omkring Det gode Barn 

og Det onde Barn. 

Terapeuten hjælper med at reducere splittet og fremme erkendt ambivalens ved at undervise i nyttigere 

feedback og ved at ændre alliancerne. 

4. At (gen)skabe forældres og børns perception af hinanden og deres samspil, så niveau- 

et bliver mere bekræftende og støttende. 

Terapeuten griber ind og afbryder samspils-manuskripter, som fastholder folk i stereotype roller/adfærdsmønstre. 

Terapeuten reframer roller og adfærd / finder de Afgørende Undtagelser (a.m. White). 

5. At hjælpe familien med afgrænsningen og frigørelsen af de enkelte medlemmer fra 

hinanden. 

Terapeuten hjælper med at synliggøre hvert medlems grænser. 

6. At udfordre forældrenes lodrette, tværgenerationelle loyaliteter i forhold til deres egne 

forældre. 

Terapeuten hjælper med at synliggøre kernefamiliens grænser i forhold til uhensigtsmæssig intergenerationel 

indflydelse. 

Terapeuten tager samtaler med medlemmer af oprindelsesfamilien.




Side 52 af 98 


7. At redefinere og restrukturere subsystemerne omkring par, forældre-barn og søsken- 

de. 

Terapeuten hjælper med at synliggøre subsystemernes grænser. 

Terapeuten hjælper hvert medlem med at erkende vedkommendes subsystem-plads rolleombytningerne 

mindskes. 

8. At støtte og udvikle søskende-subsystemet. 

Terapeuten foreslår og støtter aldersrelevante aktiviteter mellem søskende. 

9. At gøre partner-subsystemet klarere og fastere. 

Terapeuten foreslår og støtter tiltag, der fremmer partnernes tilhørsforhold (herunder noget så 

”simpelt” som parmiddage uden børn). 

Rent praktisk er det væsentligt at holde fokus på at forblive meget konkret i de situationer, 

man arbejder med, og ikke generalisere (Everett & Everett, 1997). Tilsvarende er det meget 

vigtigt at styre balancespørgsmålet. Det kan sagtens blive nødvendigt at tale med familien ét 

medlem ad gangen i en periode, men dette bør søges balanceret ved at sikre, at alle medlem- 

merne modtager tilbud om individuelle samtaler, når disse dukker op i forløbet. 

Skitser af konsekvenser for udvalgte terapeutiske verdensbilleder 

1. Systemisk set: borderlineadfærden vedligeholdes hos individet på i hvert fald tredje gene- 

ration, og det bliver derfor vigtigt at ændre det vedligeholdende samspil, også på tanke- 

plan. De homeostatiske kræfter er i disse tilfælde usædvanligt stærke. 

2. Kognitivt set: der er tale om basalt indlærte og på alle måder reinforcerede skemata, leve- 

regler og automatiske tanker, som man kan arbejde med i familien, hvor der er direkte ek- 

sponeringsmulighed. Risikoen er, at eksponeringen går galt og således styrker de eksiste- 

rende mønstre; derfor bør individuel terapi medtænkes. 

3. Dynamisk set: splittet er ganske fundamentalt og sættes i spil i alle sammenhænge – også 

i forhold til terapeuten, som ligeledes får til-projiceret en rolle som ven eller fjende. Det 

bliver vigtigt at italesætte mekanismerne i de øjeblikke, de forekommer, på en varm og 

indfølende måde. Overføring og modoverføring har en central betydning.




Side 53 af 98 


4. Oplevelsesorienteret/Kempler: Det er ikke muligt i første omgang at bede klienten om at 

tage ansvar som voksen; først skal klienten blive voksen. Dette gøres ved at se klientens 

fundamentale ensomhed og være sammen med klienten herom. Desuden er det vigtigt at 

sætte ord på de forskellige former for smelte- og friktionsvarme, der forekommer i famili- 

ens samspil – og at være forberedt på, at temperaturerne jævnligt er på lava-niveau! 

Casen Gunhild 

Gunhild er en pige på 12, som henvises på grund af voldsomme hovedpineanfald; hun er ud- 

redt lægeligt, og der kan ikke peges på nogen fysiologisk årsag til hovedpinen. Lægen henvi- 

ser til familiebehandling. 

Gunhilds forældre blev skilt, da hun var syv år, og deres kommunikation kører fremdeles dår- 

ligt – hvilket er særlig uheldigt, da Gunhild er et klassisk delebarn, som er hos den ene foræl- 

der i lige uger, den anden i ulige. Forældrene er uenige om næsten alt, lige fra tøjstil til lektie- 

læsningstidspunktet. De formår at tale sammen i familieklinikken, men ellers ikke; og det 

kommer frem, at der er en markant sammenhæng mellem Gunhilds hovedpiner og de tids- 

punkter, hvor forældrene forsøger at samtale, uvægerligt med et bittert skænderi som resultat. 

I første omgang fokuserer terapien derfor på at hjælpe forældrene til at udvikle en kommuni- 

kationsform for praktiske oplysninger, samtidig med, at terapeuten hjælper med at få løst cen- 

trale områder. Under anvendelse af varm humor lykkes det at få forældrene til at godkende, at 

det er ugens residenshjem, der afgør, hvad slags tøj Gunhild har på. Dette er naturligvis første 

skridt i retning af at komme frem til en ordning, hvor alle tre kan blive parate til at lade Gun- 

hild selv finde ud af sit tøjvalg (inden for den økonomiske rimeligheds begrænsninger!). 

Transmissionen af praktiske oplysninger mellem forældrene overgår fra telefonsamtaler til 

SMS, idet antallet af tegn tillader centrale data, men ikke personlige udvekslinger, som netop 

er tilbøjelige til at blive alt for personlige på en meget negativ måde. 

Dette reducerer Gunhilds hovedpine en del, men efter et stykke tid bliver det klart, at foræl- 

drene ikke flytter sig yderligere i arbejdet med at lære at tale sammen. Det bliver så klart, at 

der synes at være en sammenhæng mellem de ”tilbageværende” hovedpineanfald og Gun- 

hilds konfrontationer med moderen, og terapeuten og familien enes om, at det næste mål bli-




Side 54 af 98 


ver at arbejde med samspillet mellem Gunhild og hendes mor. Dette flytter yderligere en del, 

men også kun en del, og det bliver klart, at Gunhild har meget svært ved at få sagt fra over for 

sin mor. 

Den næste fase bliver derfor parallel individuel terapi, hvor Gunhild har samtaler med én te- 

rapeut, mens moderen har samtaler med en anden. I Gunhilds forløb arbejdes der med hendes 

problem med at vide, hvad hun selv ønsker (i modsætning til, hvad andre forventer af hende); 

dette problem tages også op i forhold til terapeuten, hvor Gunhild er meget opsat på at være 

en ”dygtig patient”. I sidste ende viser det sig, at Gunhild ikke har nogen klar opfattelse af sig 

selv, og at hun derfor heller ikke har nogen klar opfattelse af sine behov. Ligeledes bruges der 

en del energi på at hjælpe Gunhild med at skelne mellem lyst og behov. 

Gunhilds mor arbejder på sin side med at finde ud af, hvem hun er; desuden arbejdes der med 

hendes angst for at være alene/blive forladt, og de kolde raserianfald, hun får, hvis hun ople- 

ver, at hun bliver svigtet (f.eks. hvis en veninde kommer et kvarter for sent til en aftale). 

I begge spor arbejdes der desuden med kommunikation, og det er hensigten, at forløbet slutter 

med nogle sessioner, hvor mor og datter på ny har fællessamtaler; i sidste ende ender forløbet 

dog med, at både mor og datter føler, at de er parate til at afslutte efter de individuelle forløb, 

hvorfor de planlagte fællessamtaler udgår. 

Øvelse: 

Sæt jer sammen to og to, og tag fat i en borderline-case, som en af jer kender rigtig godt. 

Brug det netop gennemgåede til at identificere de familiemæssige resultater/aspekter af bor- 

derlinetheden. Diskuter derefter, hvilke vanskeligheder hhv. muligheder, dette giver ud fra 

(hver) jeres terapeutiske ”skole”. 

Alternativ øvelse: 

Sæt jer sammen to og to, og tag fat i en borderline-case, som en af jer kender godt – og føler 

sig kørt fast i. Brug det netop gennemgåede til at finde ud af, hvor kæden sprang af, og kom 

med mindst ét forslag til, hvordan man kunne komme videre i sagen.




Side 55 af 98 


V. Borderlinere og selvmord 

Omkring 10 % af de personlighedsforstyrrede ender med at begå selvmord – altså fuldbyrdet 

selvmord (Jørgensen, 2006). Dette skal naturligvis ses i sammenhæng med, at selvskadende 

adfærd og retorik, herunder selvmorderisk, er et af diagnosekriterierne for borderline PF; så- 

ledes er selvmordsaspektet i bredeste forstand et centralt felt, når man beskæftiger sig med 

denne gruppe. 

Hvis man sammenholder (Jørgensen, 2006) forskellige undersøgelser, er der tegn på, at om- 

kring to tredjedele af fuldbyrdede selvmord har en depression som grundlag, mens omkring 

en tredjedel har en personlighedsforstyrrelse som grundlag. Idet som nævnt komorbiditeten 

mellem borderline og depression er høj (og idet, som nævnt, der foreligger en risiko for fejl- 

klassifikation), er hermed ikke sagt, at alle selvmordere er enten deprimerede eller person- 

lighedsforstyrrede, ligesom fordelingen blandt disse to lidelsestyper ikke kan afklares ende- 

ligt. 

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at personlighedsforstyrrelser, især af borderline- 

typen, udgør en betragtelig del af de fuldbyrdede selvmord – og en endnu større del af de ik- 

ke-fuldbyrdede. 

Berman et al. (2006) ser tre typer psykiske lidelser i spil i forbindelse med unges selvmord: 

affektive lidelser (dvs. depressioner), misbrug samt adfærdsforstyrrelser (hvor det skal be- 

mærkes, at ”adfærdsforstyrrelse” er den samlebetegnelse, der benyttes, når børn og unge ud- 

viser [især dyssocial] personlighedsforstyrret adfærd, men af tekniske grunde – som tidligere 

anført – ikke får en PF-diagnose); interessant nok ser forfatterne (id.) en højere selvmordsrate 

hos adfærdsforstyrrede end hos depressive! 

Freeman & Reinecke (1993) omtaler fire grundtyper af selvmordere: De håbløse (som netop 

ikke oplever at have noget håb tilbage), de impulsive, de psykotiske (hvor det eksempelvis er 

stemmerne, der befaler selvmordet) og de rationelle (som f.eks. i lyset af en behandlingsløs, 

fatal lidelse kalkulerer sig frem til, at selvmord er den mest hensigtsmæssige løsning på pro- 

blemet).




Side 56 af 98 


Den personlighedstype, som dette paper handler om, befinder sig umiddelbart tydeligt inden 

for det impulsive felt, hvor selvmordsforsøgene er flamboyante og gentagne, og hvor nogle 

behandlere oplever forsøgene som manipulerende eller opmærksomhedssøgende, hvilket un- 

dertiden, men langt fra altid, er sandt (Freeman & Reinecke, 1993). 

I denne sammenhæng finder jeg det væsentligt at understrege netop de skiftende emotionelle 

tilstande hos borderlinere; min pointe er den, at impulsive selvmordsforsøg grundlæggende 

har rod i akut, kortvarig håbløshed – hvilket er et særdeles hyppigt fænomen i borderline- 

sammenhæng. Hermed være ikke sagt, at det ikke er sådan, at man ”lærer”, at selvmordsfor- 

søg medfører opmærksomhed og omsorg, og derfor kan ende med at handle ud fra dette mo- 

tiv; men umiddelbart er handlemotivet håbløshed – altså oplevelsen af, at alle andre mulighe- 

der er udtømte (Freeman & Reinecke, 1993). 

Børns selvmord(sforsøg) synes at være kædet tæt sammen med oplevelser af stadigt forøgede 

belastninger gennem opvæksten og/eller oplevelsen af tab/adskillelse, ofte i forbindelse med 

dramatiske og/eller kaotiske familieforhold (Freeman & Reinecke, 1993); det samme gør sig 

gældende for unges vedkommende (id.). Interventionsmæssigt arbejder Freeman & Reinecke 

(1993) for børns vedkommende med et forløb, hvor der dels fokuseres specifikt på løsnings- 

strategier, dels på spørgsmålet omkring nære og betydningsfulde relationer og hvordan så- 

danne opnås. For unges vedkommende fokuserer Freeman & Reinecke (1993) ikke mindst på 

autonomi-spørgsmålet og identitetsspørgsmålet, hvilket kan gøre dem til gode kognitive med- 

spillere (idet behandlingen er åben og medinddragende); men herudover påpeger forfatterne 

(id.), at der for unges vedkommende ofte er en høj grad af impulsivitet involveret, og at im- 

pulskontrol og arousal-kanalisering (sport etc.) også bliver væsentlige faktorer at inddrage. 

Men for unges vedkommende spiller også smitsomhed ind. Når et ungt menneske dør, sker 

der ofte en dyrkelse og poetisering af afdøde blandt omgivelserne – og denne adfærd kan føre 

til, at unge, der er sårbare, vikarisk lærer, at deres problemer forsvinder, samtidig med, at alle 

påskønner og ærer dem; herved opstår smitterisikoen (id.). 

For såvel børns som unges vedkommende er Freeman & Reineckes (1993) holdning, at 

medmindre der er ganske klare, specifikke grunde til at undgå det, skal tilknytningspersoner 

(betydningsfulde andre) inddrages hurtigt og meget: interview omkring den selvmordsforsøg-




Side 57 af 98 


endes livsomstændigheder etc. i kortlægningsfasen, og mest mulig inddragelse omkring ad- 

færdsøvelser, kognitive korrektioner etc. i behandlingsfasen. 

Christoffersen (2000) sammenfatter nyere danske undersøgelsers resultater i retning af, at 

omkring 5% af unge har forsøgt selvmord, mens ca. 13% har overvejet det inden for det sid- 

ste år. Christoffersen har også søgt at kortlægge årsagerne til selvmordsforsøg hos børn/unge, 

hvor den mest afgørende årsag synes at være barnets/den unges psykiske sygdom, mens de 

øvrige årsager peger markant i retning af dysfunktionalitet i den nære familiearena 18 . 

Møller & Stephensen (2006) beskriver den såkaldte selvmordsproces (se nedenstående figur) 

– en model, som præciserer, at selvmord ganske vist kan se ud som et lyn fra en klar himmel, 

men de facto typisk er resultatet af en kompleks udvikling af selvmordstanker og –handlinger 

i et spændingsfelt mellem risikofaktorer og beskyttende faktorer. 

18 Hertil skal selvfølgelig nævnes, at det i praksis kan vise sig overordentlig svært at adskille disse faktorer: 

f.eks. kan det, der rubriceres som barnets/den unges psykiske sygdom, i praksis have sin oprindelse i det nære 

familiemiljø, ligesom der kan være tale om arvelige belastninger, som ligger til grund for såvel barnets evt. sygdom 

som forældrenes manglende udviste relationelle kompetencer.




Side 58 af 98 


Den hurtigste vej gennem processen er de depressives; de efterfølges af borderlinerne (id.). Et 

blik på de ovennævnte beskyttende faktorer vil for borderlinernes vedkommende afsløre, at 

der ikke er mange beskyttende faktorer i spil generelt i deres tilværelse. 

Jensen (2005) påpeger, at der synes at være lige så stor selvmordsrisiko blandt personligheds- 

forstyrrede som blandt psykotikere; hvilket sættes i relief ved understregningen af, at person- 

lighedsforstyrrelser synes at forekomme hos 10-15% af befolkningen (id.). Forfatteren anfø- 

rer supplerende, at ca. 75% af de diagnosticerede borderlinere har selvmordsforsøg, og at ca. 

10% af borderlinerne ender med at begå selvmord. 

Som tidligere beskrevet er der forskellige træk, der kan udløse en borderline-diagnose. 

Brodsky et al. (1997) har undersøgt, hvilke BPD-træk, der korrelerer med selvmordsadfærd; 

interessant nok kom forfattergruppen frem til, at det eneste BPD-træk, der synes at have spe- 

cifik betydning for selvmordsadfærd, er impulsivitet. Dette peger igen i retning af, at border- 

lineres selvmordsforsøg netop er en impulsiv handling – en tendens, som er meget væsentlig 

for forståelsen af denne type adfærd hos borderlinere.




Suicidale faktorer hos børn og unge 

Side 59 af 98 


Wagner et al. (2000) har forsøgt at afdække, hvad der specifikt gør sig gældende hos børn og 

unge. Det lader til, at attributionsstil står centralt og uafhængigt af depressivitet som sådan. 

Herefter følger håbløshed, og endelig kommer selvagtelse, omend sidstnævnte er en del af et 

depressivt mønster (id.) 19 . Attributionsstil er et spørgsmål om, hvor man placerer årsager og 

handlemuligheder; i suicidalsammenhæng er der en stærk tilbøjelighed til at tro, at alt skidt, 

der sker, skyldes én selv, mens alt godt skyldes ydre faktorer, som man ikke har nogen som 

helst kontrol over. 

Parasuicidal adfærd 

Parasuicidal adfærd (adfærd, som ligger ved siden af det selvmorderiske) er en betegnelse, 

som omfatter selvmordsforsøg (ikke fuldbyrdede) samt de alvorlige former for selvskadende 

adfærd – hvor døden for egen hånd meget vel kunne være blevet resultatet. Parasuicidal ad- 

færd menes at forekomme ti gange så hyppigt som fuldbyrdet selvmord (Apter & Wasser- 

man, 2003). Samtidig er der tegn på (Forman et al., 2004), at multiple selvmordsforsøg dels 

peger mod tungere psykopatologi end enkeltstående selvmordsforsøg, dels er en direkte 

strømpil i retning af øget sandsynlighed for yderligere selvmordsadfærd; forfatterne beskri- 

ver, at der kort sagt er tale om en selvforstærkende effekt, hvor suicidaladfærden bliver mere 

tilgængelig for hvert forsøg. 

Linehan (1993) er stærk fortaler for betegnelsen, fordi hun anser den for en klar forbedring i 

forhold til ”selvmordsgestus” og ”manipulerende selvmordsforsøg”, som er de tidligere mest 

gængse betegnelser; Linehans præference skyldes dels frigørelsen fra de nedladende konnota- 

tioner, dels den manglende forudindtagethed omkring patientens motiver. 

19 Hertil skal dog føjes, at der som tidligere nævnt kan være vanskeligheder omkring afgrænsning af klassisk 

depression over for borderline-depressivitet, samtidig med, at der (som ligeledes tidligere nævnt) er en markant 

komorbiditet mellem disse to lidelser. Det skal dog bemærkes, at selvhad/selvlede står centralt i borderlineproblematikken.




Side 60 af 98 


Langt hen ad vejen er jeg enig med Linehan; det er dog væsentligt at være opmærksom på, at 

alt tyder på, at selvmordsadfærd hos borderlinere (herunder også selvmordstrusler) synes at 

have en udviklingshistorie bag sig med flere komponenter. 

I første omgang er der i mange tilfælde tale om en reel, selvmorderisk impuls, som dog ikke 

lykkes – enten grundet tilfældige årsager eller grundet en tilstandsændring hos borderlineren. 

I næste omgang kan der dels være tale om en reel gentagelse, dels om en ”manipulerende” 

handling, idet borderlineren faktisk har mærket megen omsorg efter første forsøg, dels om en 

blanding af disse to årsager. I den mulige tredje omgang kan der være tale om en ”indsatsfor- 

højelse”, altså et alvorligere forsøg – enten som følge af svindende troværdighed eller som 

følge af et igen ægte dødsønske (som meget vel kan have sin rod i en oplevelse af manglende 

omsorg fra omgivelserne, som er begyndt at udvikle en ”Ulven kommer”-attitude). 

Vejen frem 

Linehan (1993) beskriver, at hendes arbejdsform i praksis har to komponenter: validerende 

accept samt undervisning i andre strategier (end selvmordadfærd).




VI. Konsekvenserne for omgivelserne 

Side 61 af 98 


Den professionelles begynderfejl er projiceret normalitet: 

Fordi man selv er (forholdsvis) normal, kommer man i starten til at tro, at klienterne også er 

det – og derfor i bund og grund tænker som én selv! 

Det gør de ikke – ellers var de ikke klienter! 

Tegn på projiceret normalitet er, når man (eller kollegaen) udbryder: 

o ”Det kan da ikke være rigtigt, at han ikke …” 

o ”Man burde kunne gå ud fra, at …”/”Man kan da vel nok forvente, at …” 

o ”Det troede jeg alligevel ikke, at hun kunne finde på.” 

o ”Det er der da ingen, der kunne få sig selv til.” 

Klienterne har ganske rigtigt en sammenhængende logik – men dens komponenter kan være 

meget anderledes end såkaldt normale menneskers. Seriemordere er glimrende eksempler. 

For at hjælpe til at beregne følgerne af at være i nærheden af borderlinere, vil jeg tillade mig 

at gentage Carsten René Jørgensens definition: 

Forstyrret identitet 

Problemer i håndteringen af relationer 

Ringe mentaliseringsevne 

En række sekundære/afledte problemfelter: 

Impulsforstyrrelser (selvskadende adfærd, misbrug, spiseforstyrrelser, voldelig ad- 

færd – jf. den ringe selvregulering) 

Mangelfuld affektregulering – affektive symptomer 

Lav angsttolerance samt primitive forsvarsmekanismer (splitting, devaluering, 

idealisering, dissociering) 

Hvad betyder det for andre at være sammen med en borderliner over længere tid? 

Looney et al. (1977) har beskæftiget sig med spørgsmålet blandt indlagte patienter og svarer 

på kasuistisk grundlag, at unge borderlinere er tilbøjelige til at påvirke deres jævnaldrende på 

forskellig facon; de anførte eksempler handler dels om en påtagelse af en pseudo- 

forældrerolle i forhold til andre unge, dels om at spille andre unge ud mod hinanden. Samti- 

dig ses en tilbøjelighed til at optræde meget negativt og krænkende over for personalet.




Side 62 af 98 


Looney et al. (1977) løste problemet ved at tilrettelægge samvær med andre på en sådan må- 

de, at patienterne hele tiden var i selskab med voksne, som ikke opfyldte en forældrefunktion, 

og at de således kunne være sammen med andre unge under organiserede former (sport, sko- 

legang, ergoterapi) – så længe deres adfærd var acceptabel; i modsat fald blev de trukket ud 

af fællesskabet med andre unge. Resultatet heraf blev en mindre defekt interaktion med andre 

unge; til gengæld blev deres fjendtlige adfærd over for de voksne forstærket. Af denne årsag 

var de givne voksen-teams sammensat af ansatte, som ikke lod sig gå på af de unges fjendt- 

ligheder, og som derfor specifikt meldte sig til at indgå i de givne teams omkring en bestemt 

patient (og med den proviso, at hvis de voksne begyndte at opleve, at de unges opførsel efter- 

hånden blev uudholdelig, kunne de voksne overgå til andre funktioner). Disse voksne havde 

til opgave at italesætte de interpersonelle begivenheder over for de unge (f.eks., at de følte sig 

skubbet væk af de unges fjendtlige adfærd og ikke ønskede dette). Herigennem modnedes pa- 

tienterne – også set i relation til de psykoterapeutiske tiltag. 

Carter & Rinsley (1977) henleder – ligeledes med kasuistisk illustration – opmærksomheden 

på de markante, men kaotisk ispilsatte, empatiske træk hos borderlinere. Denne særlige em- 

pati synes at blive udviklet som en coping-strategi, hvis formål er at sikre borderlinerens evne 

til at interagere hensigtsmæssigt (dvs. pleasende) med sine omgivelser, i første omgang pri- 

mære omsorgsgiver. Samtidig betyder denne kapacitet, som ikke kan anvendes stabilt, konse- 

kvent eller alment, at nogle mennesker i omgivelserne over længere tid oplever patienterne 

som usædvanlig følsomme og medgørlige, mens andre oplever dem som skræmmende præci- 

se i deres krænkelser, mens atter andre oplever dem som uforudsigelige. På længere sigt vil 

det dog være det sidste indtryk, der bliver mest udbredt. Hertil kommer, at patienterne kan 

anvende denne særlige empatiske kapacitet til at fornemme, hvad deres samtalepartner ønsker 

i samtalen, hvorfor patienterne f.eks. er i stand til at frembyde selvindsigt og analytisk styrke, 

hvis det er det, de mener at situationen lægger op til – uden at den opviste indsigt og analyse 

er reel. Dette omtaler patienterne undertiden som deres ”facade”. 

Overføring og modoverføring 

Borderline-strukturen er kendetegnet ved, at personen ikke oplever nogen indre problemer - 

alle problemer udspilles i samspil med andre / iscenesættes i forhold til andre. I sammenhæng 

hermed skal også ses, at borderline-tænkningen derfor langt hen ad vejen er ego-synton (i




Side 63 af 98 


samklang med jeget), altså føles ganske naturlig og rigtig (i modsætningen til en fobi for kø- 

leskabe, som klienten selv formentlig vil opleve som meget underlig og i uoverensstemmelse 

med sin personlighed, hvorfor vedkommende er særdeles motiveret til at slippe af med lidel- 

sen). 

Personen betjener sig af de mekanismer, som ses i “personlighedsrøret”, hvor de udvikles i 

alderen ½-3 år; personen kunne således beskrives som følelsesmæssigt meget umoden. 

Håndteringsmæssigt er de grænseløse/grænseoverskridende, og for de professionelle gælder 

det derfor om at være meget bevidst om og opmærksom på deres egne grænser; det er vigtigt 

at være opmærksom på, at rummelighed er klart forskellig fra grænseløshed! 

Det er således en ikke overraskende og velkendt sag, at borderlinere kan virke som en prøvel- 

se for deres behandlere lige så meget som for deres familier (Kreisman & Kreisman, 2004), 

og at flere behandlere ender med at sværge aldrig at arbejde med borderlinere igen (Gabbard 

& Wilkinson, 1996). 

Gabbard & Wilkinson (1996) identificerer et sæt 

modoverføringsreaktioner i forbindelse med bor- 

derline-arbejde: 

a) Skyldfølelse. 

b) Redningsfantasier. 

c) Overskridelse af professionelle grænser. 

d) Raseri og had. 

e) Hjælpeløshed og værdiløshed. 

f) Angst og rædsel. 

Det er næsten en arbejdsforudsætning, at denne liste læres udenad – for det er ikke ukendt, at 

en professionel ”overvinder” sin modoverføring ved simpelthen at skifte til en anden mod- 

overføring! Er man rigtig god til at udvise varm rummelighed, eller har ens skyldfølelse lok- 

ket en ud i en alliance med klienten? Eller har man sikret sig mod dette ved at blive rasende 

på klienten (køligt behersket, naturligvis – man er vel professionel), hvorved man til gengæld 

mister den terapeutiske alliance, fordi man ikke længere kan rumme klienten? Etc. 

Et andet væsentligt område at være opmærksom på er, hvilke modoverføringsreaktioner der 

opstår hos eventuelle andre professionelle omkring borderlineren. Det er således på ingen




Side 64 af 98 


måde ualmindeligt at opleve, at hvis man faktisk er velafbalanceret omkring varm rummelig- 

hed og urokkelig grænsesætning, vil lægen (som hader sin besværlige patient) beskylde én for 

at have indgået en alliance med klienten, mens læreren (som fantaserer om at redde klienten) 

beskylder én for at være kold og afvisende over for klienten! 

I parentes bemærket er der i øvrigt en vis risiko for, at der også findes personlighedsforstyr- 

rede træk hos nogle af de (andre) professionelle. Dette vil naturligvis i sig selv få en vis be- 

tydning for samarbejdet – samtidig med, at det øger sandsynligheden for en modoverførings- 

reaktion. 

Når alt dette er sagt, er det væsentligt at huske på, at der er tre fordele ved modoverføring: 

1) Rent praktisk er flere kommet frem til (Gabbard & Wilkinson, 1996), at modoverføringen 

i adskillige tilfælde for erfarne udøvere på området er den sikreste strømpil for, om man 

sidder med en borderliner; igennem mange år har der været tegn på (Courtenay, 1980), at 

denne klientgruppe sjældent indfinder sig hos psykiaterne, men hyppigt hos socialforvalt- 

ningen – hvor den til gengæld synes stærkt underidentificeret, ikke mindst, fordi persona- 

let her ikke er trænet i diagnostik. 

2) Ens modoverføringsreaktion er ofte ”almindelig”, således at forstå, at det, man som pro- 

fessionel oplever i kontakten med borderlineren, svarer til det, de andre personer i såvel 

det private som det offentlige netværk oplever. Derfor får man en fornemmelse af, hvad 

borderlineren møder hos andre mennesker, ligesom man som terapeut er i den situation, at 

man derved også får mulighed for at identificere de adfærdstræk, som især kommer til at 

bringe borderlineren i uføre, hvorved det bliver muligt både at tale om dem og at fokusere 

noget af terapien på dem. Dybest set er borderline en relationel problematik, og det er så- 

ledes på det relationelle felt, klienten især vil kunne opleve sine fremskridt. 

3) Og der er naturligvis altid den mulighed, at ens modoverføring også indeholder – og må- 

ske domineres af – aspekter, som er unikke for en selv. Herved får man lejlighed til at op- 

dage nogle punkter, hvor man som terapeut har brug for at udvikle sig, hvad enten dette 

foregår som egenterapi, feedback på egen stil eller lignende. 

4) Endelig har visse terapeutiske skoler en tolkning af modoverføring, der ser således ud: 

modoverføring er, når den professionelle hos sig selv oplever de samme følelser, som kli-




Side 65 af 98 


enten oplever – altså en form for emotionel spejling. Dette synes især at forekomme hos 

meget højt empatiske mennesker, og er i givet fald et nyttigt fingerpeg om klientens ople- 

velser, samtidig med, at det også er en advarsel til den professionelle om at holde hovedet 

klart og koldt. 

Som nævnt opstår de ovennævnte reaktioner som en følge af borderlinerens samspil med om- 

givelserne; samtidig giver disse reaktioner igen reaktioner hos borderlineren, som så igen ud- 

løser nye reaktioner hos interaktionspartneren etc. etc. 

Borderlinerens indre arbejdsmodeller – vedkommendes interpersonelle skémata – vil være 

afgørende for, hvordan vedkommende spiller sammen 

med andre mennesker; dette vil så at sige følge et ”ma- 

nuskript”, som netop er nedlagt i de indre arbejdsmo- 

deller. Borderlinerens del af dette manuskript er den så- 

kaldte ”overføring” – klientens reaktion på tidlige erfa- 

ringer med signifikante andre, geniscenesat i samspillet 

med nye mennesker, herunder lærere, socialrådgivere 

og terapeuter! Hvis en ung borderliner kommer for sent 

i skole, er det for eksempel tænkeligt, at læreren påtaler 

dette med streng mine. Borderlinerens reaktion herpå 

kunne eksempelvis være et ubændigt raseri, som efterlader læreren (og resten af klassen) dels 

chokeret, dels noget frastødt over, at vedkommende ikke engang skammer sig over at være 

kommet for sent. Men pointen er, at borderlineren overfører sine oplevelser af at være uelsket 

og foragtet (oplevelser, som stammer fra f.eks.moderen) til læreren, idet vedkommendes mis- 

billigelse i borderlinerens univers var første skridt på vejen mod endnu en afvisningsoplevel- 

se. 

Overføringsreaktionerne (ikke mindst set i samspil med modoverføringsreaktionerne hos den 

professionelle) er derfor en meget fin indikator for, hvilke oplevelser borderlineren har med 

andre, og hvilke forestillinger der derfor skal arbejdes med i terapien. I eksempelvis Kern- 

bergs psykodynamiske terapi (Yeomans et al., 2002), udviklet til brug med borderlinere, er 

overføringen og italesættelsen heraf det primære terapeutiske værktøj; af samme årsag har 

Kernberg valgt betegnelsen Overførings-Fokuseret Terapi (Transference-Focused Therapy –




Side 66 af 98 


TFT). I denne tilgang bliver overføringen derfor ikke blot en pil, der peger på næste arbejds- 

punkt – det bliver faktisk også selve det værktøj, der bringes i spil for at gennemarbejde 

punktet! 

”Det er hverken flaget eller vinden, men sindet, der bevæger sig” 

Hvad tænker og siger borderlinerne, og hvordan opfatter de det, du siger og gør? 

Dette er et felt, hvor der er uendelige muligheder for ufrugtbare diskussioner om, hvem der 

har ret i sin opfattelse af virkeligheden. Af samme årsag er det væsentligt at fastholde fokus 

på, at problemet for bor- 

derlineren i meget stort 

omfang ikke handler om 

de ting, der sker, men om 

den måde, sindet forhol- 

der sig til dem på (apper- 

ceptionen). Der findes en 

gammel Zen-lignelse om 

to munke, som sad fast i 

en diskussion om, hvor- 

vidt et blafrende flag 

skulle ses som udtryk for 

en bevægelse i flaget eller 

for vindens bevægelse. I 

dette øjeblik kom en Me- 

ster gående forbi, og han 

afgjorde det gordiske di- 

lemma ved at fastslå, at det jo var sindet, som bevægede sig, eftersom hele problemstillingen 

på et dybere plan handlede om de to munkes optagethed og stædighed. Tilsvarende er man 

som professionel i borderline-feltet nødt til at holde sig for øje, at borderlinerne jævnligt sid- 

der fast i situationer som den, de flagbetragtende munke oplevede. Her kommer en kort gen-




Side 67 af 98 


nemgang af de hyppigst forekommende tankemønstre og af deres konsekvenser for borderli- 

nerens væren-i-verden: 

Indre oplevelser Konsekvenser 

1) Jeg bliver altid svigtet/forrådt 

- og jeg vil 

jo bare gerne elskes/blive 

accepteret 

1b) Men da ingen elsker 

mig sammenhængende, 

er jeg værdiløs 

- og hver eneste gang, 

jeg ryger ud af tangenten 

(jvf. Reiland), oplever 

jeg selv min egen 

værdiløshed - og hader 

mig selv for det! 

2) Alt her i verden er 

enten sort eller hvidt 

a) Stor vagtsomhed - “radarøjne” 

b) Fremstilling af andre som enten helte eller skurke (familie, andre 

professionelle) - og der er MANGE skurke! 

c) Hver gang, pt. FØLER SIG svigtet, vil vedkommende reagere 

med vrede mod synderen. 

d) Familien OG de professionelle bliver ofte ramt af skyldfølelse! 

e) Det bedste forsvar er angreb: hvis pt. tror, at du vil sige noget 

ubehageligt, knalder pt. telefonrøret på - for den, der først afbryder 

kontakten, har vundet! 

f) Evig jagt på alliancer - med alle midler - for de får pt. til at føle 

sig accepteret. 

g) Evig jagt på privilegier - for de viser, at pt. er noget særligt i 

forhold til den professionelle. 

h) Du vil JÆVNLIGT blive testet! 

i) Der er mange professionelle i sving omkring en borderliner - 

for pt. opsøger hele tiden nye alliancer, især hvis de gamle skuffer. 

a) ALLE er enten helte eller skurke (men rollerne er ikke fast 

fordelt) 

b) Børnene lærer, at sådan ER verden. 

c) Den prof. har svært ved at trænge igennem med nuancer. 

d) De professionelle hører hver sin version af sandheden - og derfor 

opstår der ofte uenigheder og strid mellem de professionelle.




3) Domineret af egne 

ØJEBLIKKELIGE 

følelser (og de svinger 

MEGET og OFTE) 

Side 68 af 98 


a) Den aktuelle fremstilling af helte og skurke 

b) Om der er problemer derhjemme, eller alt er skønt 

c) Den aktuelle fremstilling af sidste samtale 

d) Børnene bliver “radarbørn” - for de ved aldrig, hvordan “vejret” 

bliver! OG det er en meget stressende tilværelse for dem! 

e) Børnene lærer, at det er sådan, man skal være her i livet - så de 

lærer IKKE impulskontrol. 

f) Afhængig af pt.s forklaringer lærer børnene, at hele verden 

faktisk er uforudsigelig - og det er meget stressende. 

g) Aflysninger/udeblivelser kommer jævnligt - fordi pt. enten ikke 

er følelsesmæssigt i stand til at overholde dem, eller der simpelthen 

var noget andet, der oplevedes som meget vigtigt (forældrene 

har nemlig HELLER ikke impulskontrol). 

h) Pt. ryger jævnligt ud af tangenten - og får bagefter skyldfølelse 

over dette! Derfor får pt. det endnu værre med sig selv - og med 

en professionelle, hvis vedkommende ikke kan rumme deres udbrud 

(om ikke andet så bagefter). 

i) Sørg for at føre journalnotater ofte og grundigt! Klientens 

fremstilling af virkeligheden kan sagtens variere meget; desuden 

vil mere initiativrige klienter undertiden starte enten en mediesag 

eller en retssag (eller begge dele)! 

j) Regn ikke med, at pt. i næste uge er enig i det, vedkommende 

accepterede under på i denne uge - for det kommer an på, hvordan 

vedkommende oplever relationen, ikke indholdet af sam- 

/aftalen. 

k) De professionelle kan komme til efter en samtale med en klient 

at opleve forvirring; hovedpine; tvivl; og stor udmattelse. 

Disse følelser vil blive genaktiveret, når den professionelle skal i 

gang med at skrive et journalnotat om samtalen. 

4) ALT er relationer a) Det er ligegyldigt, hvad du TROR, samtalen handler om: den 

handler i virkeligheden om forholdet mellem dig og pt. 

b) Det gælder også for alt andet i tilværelsen. 

c) Når vedkommende fortæller dig om en god pizzabar etc., har 

det intet med pizzaerne at gøre! 

d) Regn ikke med, at pt. i næste uge er enig i det, vedkommende 

accepterede under på i denne uge - for det kommer an på, hvordan 

vedkommende oplever relationen, ikke indholdet af sam- 

/aftalen. 

Det andet sæt af personlighedsforstyrrede træk, som er særlig relevant i den sociale sektor, er 

det dyssociale/antisociale/psykopatiske. Hvor det borderline'ske er båret af håbet om, at der




Side 69 af 98 


dog er en eller anden, der vil elske én helhjertet og ubetinget (som mor aldrig kunne), har 

psykopaten forlængst opgivet håbet og er kommet til erkendelse af, at enhver må klare sig 

selv, og Fanden tager de sidste. Borderlineren er ikke beregnende - det er psykopaten. 

NB: Ligesom med borderlinere findes psykopaterne også på forskellige funktionsniveauer. 

Nogle hævder, at de lavtfungerende sidder i fængslerne, mens de højtfungerende sidder i 

virksomhedsledelserne. Nogle psykopater er således ganske primitive ("Ska' du skubbe?!"), 

mens andre kan være ufatteligt udspekulerede. 

Dominerende forestillinger hos psykopater: 

Centrale forestillinger Konsekvenser 

1. "Down here it's just Konsekvenser for børnene: de bliver domineret, manipuleret etc. og får masser af of- 

winners and losers, and fer-oplevelser. Især drengene kan dog se, at det er en fordel at blive stærk, så man 

don't get caught on the slipper for offerrollen - så det gør de. 

wrong side of that line" Konsekvenser for de professionelle: Psykopater er også "radar-børn" - de analyserer 

(Springsteen - "Atlantic hver en ansigtstrækning hos den professionelle - ikke for at se, om det føles kærligt, 

City"): der er her i verden men for at se, om man hopper på den! 

de stærke og de svage - Yderligere konsekvens: Psykopater er ærekære og kampberedte - for de vil bruge al- 

og det er fedest at tilhøre le midler for at forsvare sig mod at føle sig som ofre! (Eks. i Good Will Hunting: 

den første kategori. når heltens psykopatiske far ville straffe ham og gav ham valget mellem bæltet og 

skruenøglen, valgte drengen altid skruenøglen - "'Cause fuck him, right?", som han 

siger til psykologen. Ergo: det er bedre at brække fire ribben og lade som om, man 

er ligeglad, end at vælge bæltet og derved påtage sig en svaghedsrolle!) Psykopater 

er derfor ikke særlig påvirkelige af udsigten til selv strenge straffe. 

Yderligere konsekvens: Alle kneb gælder! Hvis det virker, så er det godt. 

Yderligere konsekvens: Forskellige professionelle vil få forskellige historier. TAL 

SAMMEN! 

2. Alt handler om mig og Konsekvens for børnene: psykopaten er sjældent interesseret i at sætte sig i barnets 

mine behov. 

sted, for han mener, at det vigtige i tilværelsen jo er, hvordan HAN har det. 

Og sådan lærer børnene jo også at fungere. 

Konsekvens for den professionelle: psykopaten vil sige og gøre alt det, han regner 

med, at den professionelle har brug for at høre/opleve for at gøre, som psykopaten 

ønsker. ALT. 

Psykopaten går over til at fortolke “god” og “ond” som “stærk” og “svag”. Psykopaten identi- 

ficerer sig derfor med Den stærke Anden fra sin egen krænkelsesbarndomshistorie, ikke med 

sig selv! Jo mere folk kryber/græder, desto mere krænker psykopaten dem - for alternativet i 

psykopatens univers er at ende i rollen som Den Svage.




VII. At tale med og forandre borderlinere 

Side 70 af 98 


Der er forskellige tilgange til dette felt; nogle af de centrale vil blive skitseret nedenfor. Det 

er dog altid vigtigt at være opmærksom på, hvilken af Gabbard & Wilkinsons (1996) seks 

modoverføringsreaktioner, man især hælder til – for dette kan i høj grad forplumre kommuni- 

kationen. Eksempelvis vil en ”vred” terapeut have vanskeligt ved at være varm og rummen- 

de, fordi terapeuten vil føle, at dette svarer til at indgå alliancer med klienterne; omvendt vil 

en terapeut med ”skyldfølelse” have svært ved at opretholde grænserne over for klienten, for- 

di terapeuten vil føle, at dette svarer til at være ond og afvisende. 

Nogle udvalgte tilgange: 

1. Spejle, rumme og virkelighedskorrigere (jf. bl.a. Kreisman & Kreisman, 2004). 

2. Klar i hovedet, varm om hjertet og is i maven (parafrase af Per Thomsen). 

3. Sokratisk fælles opdagelse. 

4. Mentalisering, metakognition og psykoedukation (jf. bl.a. Kreisman & Kreisman, 

2004). 

5. Social færdighedstræning. 

Ad 1: Spejle, rumme og virkelighedskorrigere 

I denne tilgang, som regnes for gammel, familieterapeutisk visdom, ligger, at man fortæller 

(spejler), hvad man ser/hører/oplever – vel at mærke på en varm, venlig og anerkendende 

måde (rumme) – og ganske stilfærdigt hjælper klienten tættere på den objektive virkelighed 

(virkelighedskorrigere). Det sidste især kræver stor sans for diplomati, idet kunsten er at opnå 

resultatet på en facon, som ikke bryder med den varme, venlige anerkendelse – en måde, som 

ikke får klienten til at føle, at man er gået over til fjenden. 

Især rumningen stiller krav til behandleren. For at denne del ikke skal blive mekanisk, falsk 

elskeværdighed med smørstemme (jf. den fremragende parodi i filmen ”Den eneste Ene”), 

kan det anbefales at tage udgangspunkt i to forforståelser:




Side 71 af 98 


1) Klienten gør, hvad vedkommende gør, fordi det på et eller andet tidspunkt var det tilsyne- 

ladende bedste, vedkommende kunne stille op for at sikre sin tilværelse mest muligt. 

Denne forståelse, som dybest set er evolutionær i sin baggrund, kan humoristisk sammen- 

fattes til: ”It seemed like a good idea at the time”, hvortil man evt. kan uddybe med at stil- 

le sig selv – eller klienten – spørgsmålet ”Why?”. 

2) Uanset hvor aggressiv klientens tilgang måtte synes, er den i et og alt lidelsesfuld og ikke 

til at stoppe, selv om klienten faktisk ønsker det. Klienten er sit eget mest lidende offer. 

Det kan varmt anbefales at uddybe denne forståelse ved at læse Reilands (2004) bog – se 

Appendiks 1 bag i dette skrift for en forsmag. 

Et eksempel: Betina bliver meget vred, når hendes søn kommer hjem fra samvær hos faderen 

ti minutter senere end sædvanligt. Hun forklarer, at det handler om, at hun er bange for, at der 

kan være sket ham noget. 

T: Og det er en frygt, som godt kan lamme én inden i … 

B: JA! 

T: Kan du prøve at sætte ord på, hvad det er, du frygter? 

B: (Lang latens) Jeg er bange for, at han måske først kommer sent .. måske slet ikke .. 

T: Og hvad føler du så? 

B: Så føler jeg mig helt alene .. og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv .. og jeg går bare rundt som en løve i 

et bur .. 

T: Og det er helt ubærligt .. [Betina nikker] .. Er det en følelse, du har prøvet før? 

B: (Græder stille) Ja .. da jeg var lille .. og min mor .. jeg synes, hun var væk en evighed .. jeg troede, jeg var 

alene for evigt .. (dyb vejrtrækning) .. jeg er bange for, at han [dvs. sønnen] hellere vil være hos sin far og ikke 

vil (voldsommere gråd) være hos mig længere .. 

T: Så du frygter, at han vil forlade dig .. [Betina nikker igen] .. Jeg kan ikke lade være med at tænke på .. hvordan 

har du det med at være alene? 

B: (Med lille, selvironisk latter gennem gråden) Rædselsfuldt!! Jeg har aldrig kunnet bære, hvis en kæreste gik 

fra mig .. jeg skulle bare have én, og det skulle være nu! (Igen lille latter gennem tårerne). 

T: Ja .. (smiler omsorgsfuldt) .. Hmm .. Nu vil jeg prøve et lille gæt, og så må du rette mig, hvis jeg gætter forkert 

.. men kunne det tænkes, at du ikke føler dig alene, når bare din søn er hos dig? 

B: (Lang latens) Ja .. selv når han er blevet sendt ind på sit værelse, så er han jo stadig i huset .. 

T: Og hvis jeg må gætte lidt videre [Betina nikker]: Det er jo sådan, at forældre tilbringer deres liv med at være 

bekymrede for deres børn, ligesom du er bekymret for, om der kan være sket ham noget, hvis han kommer lidt 

for sent – men kunne det tænkes, at det, du især bliver vred over, er, at du frygter, at han har forladt dig .. ikke 

elsker dig mere ..? 

B: (Græder igen og nikker) Ja .. det er dét, der virkelig gør ondt – for jeg ved jo godt, at der nok ikke er sket noget 

.. 

Bemærk, at virkelighedskorrektionen tilbydes som et forsigtigt gæt og med stor forståelse – 

herved tør Betina udforske den, fordi terapeuten er nænsom i fremlæggelsen, og derfor på 

forhånd har signaleret, at også hvis det handler om hende selv, er det OK.




Side 72 af 98 


Dette betyder ikke, at terapeuten skal kappes med Betina om at bruge papirslommetørklæder, 

ligesom det heller ikke betyder, at terapeuten skal give Betina sit telefonnummer; men det be- 

tyder, at terapeuten må forstå, at Betinas smerte er ægte, og tilbyde sin medmenneskelige 

sympati – som også indeholder den professionelle kompetence til at hjælpe hende til at arbej- 

de med årsagerne til, at hun føler således. 

I en familieterapeutisk setting betyder denne tilgang, at man på den ene side hjælper familien 

med at se, hvad det egentlig er, der piner borderlineren – hvilket de sagtens kan være ganske 

uvidende om, netop på grund af kommunikationsmønstret – og på den anden side via den 

nænsomme virkelighedskorrektion af borderlineren viser familien, at det ikke var de andre 

medlemmer, der var helt ude af trit med virkeligheden (hvilket de også efterhånden kan have 

mistet orienteringen om!). 

Ad 2: Klar i hovedet, varm om hjertet og is i maven: 

Dette er borderline-terapeutens hellige treenighed. Sålænge alle tre komponenter er til stede, 

er alting i orden; hvis én af dem mangler, er der fare for såvel terapien som terapeuten! 

Man kan ikke hjælpe klienten, hvis man mister overblikket over situationen; dette indbefatter 

ikke mindst overblikket over forskellen mellem det, klienten har lyst til (f.eks. at få ægtefæl- 

len diangosticeret/til at makke ret), og det, klienten har behov for (mere selvindsigt og bedre 

ægte samspil med ægtefællen). Men det indbefatter også overblikket over klientens problem- 

stilling – hvilket ikke mindst kan være en udfordring, når klienten enten igen lufter sin over- 

bevisning om, at det er alle andre, der er noget i vejen med, eller angriber den professionelle 

for fuld udblæsning (”Jeg er ikke andet end en omvandrende lønseddel for dig!!”). 

Man kan heller ikke hjælpe klienten, hvis man ikke kan fastholde sin medfølelse. Det er vig- 

tigt at være fuldgyldigt vidende om – og at give synligt udtryk for denne viden! – at klientens 

lidelser er reelle. Dette betyder ikke, at man ikke som terapeut må blive bragende frustreret 

og belaste sin supervisor/sin boksesæk/whatever – MEN det betyder, at man skal have fuld 

kontakt til sin medfølelse hver eneste gang, klienten kommer ind i klinikken. 

Og endelig kan man ikke hjælpe klienten, hvis man ikke er klar over, hvilken modoverføring 

man kæmper med lige i dag. Dette betyder ikke, at man ikke må have modoverføringer (der 

er næppe mange foruden Dalai Lama, der er sluppet af med sådanne reaktioner!), men det be-




Side 73 af 98 


tyder, at man skal kende dem, herunder ikke mindst genkende dem, når de popper op, og ar- 

bejde med dem hele tiden for at sørge for, at de ikke forplumrer terapien (samt, over tid, at de 

mindskes). 

Også rent professionelt er Treenigheden væsentlig, for man kan som professionel være gan- 

ske sikker på, at mindst én af komponenterne mangler hos hvert af familiemedlemmerne – og 

ved at bevare alle komponenterne i spil bliver den professionelle en model for, hvordan man 

bevarer fodfæstet i en borderlinefamilie (hvilket ikke mindst er det, Mason & Kreger, 1998, 

og Kreger & Shirley, 2002, prøver at instruere pårørende i). 

Ad 3: Sokratisk fælles opdagelse 

Denne tilgang er en af de klassiske kognitive metoder (se f.eks. Beck, 1995; Beck et al., 

2004; Mørch & Rosenberg, 2005). Drivmidlet her er den fra de systemiske skoler så kendte 

nysgerrighed. 

Sokratisk fælles opdagelse er et udtryk, som stammer fra Platons 

skrifter. I det 5.århundrede f.Kr. var filosoffen Sokrates aktiv, og han 

arbejdede især med at forsøge at hjælpe andre til indsigt via spørgs- 

mål frem for belæring. Disse spørgsmål var ofte af en form, som i sy- 

stemisk sprogbrug ville blive kaldt ”uærbødigt nysgerrige”; man har 

også omtalt dem som ironiske eller påtaget naive (fra Menon: ”Det er så 

langt fra, at jeg ved, om godhed er noget, der er medfødt, eller noget, der kan læ- 

res, at jeg ikke en gang ved, hvad godhed er. Kan du sige mig det?” Og pointen er, 

at Sokrates herved lader Menon arbejde sig frem til en erkendelse af, at han dybest set ikke ved, hvori godhed 

består). Retfærdigvis skal det dog siges, at Sokrates også – når han syntes, at en mere direktiv 

tilgang var påkrævet – kunne bruge spørgsmålene som en måde at sikre, at samtalepartneren 

var med, når han nu ikke selv kunne tænke sig frem til pointerne (”Men mon ikke det så er sådan, 

at …? Eller hvad mener du?” ”Jo, det tror jeg faktisk, du har ret i, Sokrates”). 

Man er nødt til at være en meget blid Sherlock Holmes i et venskabeligt, varmt partnerskab 

med Dr. Watson. Hvad er det egentlig, der ligger til grund for klientens oplevelser? Hvorfor 

vejer den klassiske problemstilling omkring tandpastatuben så tungt? Hvilke tanker giver den 

anledning til hos klienten? Og hvilke følelser følger efter?




Side 74 af 98 

Den kognitive 

diamant / 

rhombe 


I denne sammenhæng kan man anvende den såkaldte kognitive diamant – en model (se hos- 

stående figur), som illustrerer samspillet mellem de forskellige måder, en person kan opleve 

situationer på. Herved kan man eksempelvis komme til afklaring omkring alt det, der går 

gennem hovedet på Betina, når hendes søn kommer ti minutter for sent. Når man så har fun- 

det frem til, at det egentlig handler om, at Betina selv frygter at blive forladt, kan man følge 

denne tanke helt til dørs – med en anden kognitiv teknik, kendt som Den nedadgående Pils 

taktik: ”Og hvad vil det betyde? Og hvad vil det betyde? Og hvad vil det betyde?”. 

I tilfældet Betina vil det betyde, at sønnen foretræk- 

ker sin far at han ikke elsker sin mor (mere) at 

der ikke er nogen, der elsker hende at hun er af- 

skyelig og uelskelig og altid har været det! 

Og når dette er tankerækken, som sættes i gang, hvis 

FØLELSER 

TANKER 

ADFÆRD 

FYSISKE 

FORNEM- 

MELSER 

sønnen kommer ti minutter for sent, er det intet under, at hun får det dårligt og bliver rasende. 

Den næste del består i at finde ud af, hvor disse forestillinger kom fra. Det vil ofte vise sig at 

handle om en følelse af aldrig at være blevet elsket i oprindelsesfamilien. I nogle tilfælde er 

dette ikke helt rigtigt, mens det i andre tilfælde er fuldstændig korrekt opfattet. I nogle af 

sidstnævnte kan man på White’sk facon opdage, at der var andre, der elskede én (White, 

2005: ”Hvorfra fik du håbet om en dag at komme til at blive elsket?”), mens der i andre ikke 

var nogen undtagelser – og så må man i stedet finde ud af, hvordan man på trods af dette kan 

skabe sig et liv. 

Og igen er disse ting væsentlige i en familieterapeutisk setting, fordi det er her, der anvises en 

vej tilbage til den (mere) objektive virkelighed – en vej, der er farbar for alle. 

Ad 4: Mentalisering, metakognition og psykoedukation 

Disse begreber handler alle om at øge indsigten i, hvad der foregår inde i hovedet på både én 

selv og andre. Det første ord er Fonagys udtryk (jf. især Bateman & Fonagy, 2004), det andet 

kendes inden for ikke mindst indlæringsteori, mens det sidste bruges inden for kognitiv teori 

(se f.eks. Beck, 1995; Beck et al., 2004; Mørch & Rosenberg, 2005).




Side 75 af 98 


I alle tilfælde er pointen den, at den personlighedsforstyrrede klient oplever, at ting, følelser 

etc. er noget, der sker for dem; desuden er de tilbøjelige til at tolke verden i overensstemmel- 

se med deres eksisterende verdensbillede, og eftersom dette kan være baseret på oplevelser af 

egennytte, bortforklaringer og undertiden egentlig sadisme hos de tidlige omsorgsgivere(/- 

svigtere), er det ikke så underligt, at de ikke forstår deres egne eller andres mentale processer 

ud over et ret enkelt plan. 

Løsningen er ret enkel: det handler om at bringe klienterne til indsigt i, hvad der foregår i de- 

res hoveder, og i andres hoveder. Dette gøres ad to kanaler: dels ved at undervise klienterne 

efter behov, dels ved at træne dem i den tankelæsende konklusions ædle kunst (herunder læs- 

ning af mimik og kropssprog, men også forståelse af det gamle romerske kriminalretsprincip 

cui bono?), dels ved at opstille egentlige adfærdseksperimenter. Især det sidste er muligt in- 

den for familieterapien, idet det er her, man har chancen for at spørge de andre, om de tænker 

det, som klienten tror, og hvad de i modsat fald egentlig tænker. 

Ad 5: Social færdighedstræning 

Også denne tilgang er ikke mindst beskrevet inden for den kognitive tradition (jf. f.eks. 

Mørch & Rosenberg, 2005; Oestrich, 1986). Den er egentlig såre simpel: find ud af, hvad det 

er klienten har svært ved, opstil en øvelse – f.eks. i form af et rollespil – og led så klienten 

sikkert igennem dette. 

Det er muligt, at Betina nu har indset, at hun faktisk ikke er vred på sin søn, men at hun er 

vred over, at han er medvirkende til at sætte hende i en situation, hvor hun kommer til at op- 

leve sig afvist, forladt og uelsket; men derfra og så til at kunne kommunikere hensigtsmæs- 

sigt med sønnen om dette, er der et ganske pænt stykke vej – da Betinas normale måde at ud- 

trykke sit syn på situationen er at skrige ”HVOR HAR DU VÆRET HENNE? TÆNKER DU 

SLET IKKE PÅ MIG? JEG HAR VÆRET HELT SYG AF URO!!” 

Én af måderne kunne være at gennemgå med Betina, hvor stor sandsynligheden er for, at han 

spontant er flyttet over til sin far, set i forhold til sandsynligheden for, at han faldt i snak med 

en kammerat uden for skoleporten – og eventuelt nedskrive odds på et lille kort, som Betina 

kan have med sig.




Side 76 af 98 


En anden måde kunne være at vise en anden dialogisk vej i samspillet med drengen. Dette 

kan være noget så (tilsyneladende!) enkelt som at gennemgå Rosenberg-modellen (Rosen- 

berg, 1999), spille den igennem nogle gange med Betina og så lade hende spille den igennem 

nogle gange med sin søn. 

KOMMUNIKATION À LA ROSENBERG 

Tale: 

Når der sker/du gør/du 

siger X, 

tænker/føler jeg Y, 

fordi jeg har behov for Z. 

Et af de mere bemærkelsesværdige træk m.h.t. borderlinere er i øvrigt deres evne til at skifte 

emne og holdninger med lynets hast (se især Young et al., 2003). Young et al.s tilgang er, at 

man så at sige bliver ved med at følge med dem og således på bedste Kierkegaard’ske vis ta- 

ger udgangspunkt i, hvor de er – lige i dette øjeblik. En parallel, men lidt mere proaktiv til- 

gang er beskrevet af Hinrichsen (2006), som ”motionerer splittet” ved kontinuerligt at fore- 

gribe klientens spring verbalt, hele tiden varmt rummende, således at klienten derved får 

bragt de splittede opfattelser tættere og tættere sammen. 

Casen Birger og Juliane: 

Birger og Juliane har været sammen i nogle år og har en datter. De prøver at finde en måde at 

tale sammen på, men det er svært, da Birger er meget fjern i sin personlighed, hvorimod Juli- 

ane er i sine følelsers vold. 

Lytning: 

Når der sker / jeg gør / jeg siger 

X, 

tænker / føler du Y, 

fordi du har behov for Z. 

Når Juliane gerne vil have Birger til at gå ud med skraldeposen, undlader hun at fortælle ham 

det, idet hun i første omgang håber på, at han selv vil konstatere behovet for at bære posen




Side 77 af 98 


ud. I anden omgang er hun også tavs, men med en vis irritation, idet hun nu håber, at han vil 

forstå hendes behov for at få tømt skraldespanden NU! I tredje omgang sætter Juliane ord på, 

hvilket ikke går stille af, idet hun oplever, at han både er et svin i almindelighed (posen er ved 

at være fyldt) og over for hende i særdeleshed (han er tilsyneladende totalt uden blik for hen- 

des behov). Birgers reaktion på Julianes italesættelse udmærker sig heller ikke ved diploma- 

tisk snilde, og resultatet er derfor, at deres datter står i reel risiko for at blive skilsmissebarn. 

Birger og Juliane bliver trænet i Rosenberg-modellen, hvilket i første omgang fører til, at Ju- 

liane lærer en behageligere måde at sætte ord på sit behov for at få skraldespanden tømt, 

mens Birger tilsvarende lærer at formulere sine oplevelser omkring ordrer frem for blot sin 

mening om folk, der udsteder sådanne. I næste omgang får Juliane lært at sætte ord på sit be- 

hov for, at Birger udviser et vist mål proaktivitet i deres forhold, mens Birger får lært at sætte 

ord på sine følelser for Juliane. 

Øvelse: 

Sæt jer sammen to og to og find et eksempel på en situation / en formulering, der fik en af jer 

op med ryggen mod muren. Prøv i fællesskab at skitsere en mulig serie modtræk ud fra det 

gennemgåede, og prøv så at rollespille løsningen. Snak derefter kort om, hvordan I synes, det 

gik.




Der er tre kilder til information om den anden (Thomsen, 2005): 

1) Det, den anden siger. 

2) Det, den anden gør. 

Side 78 af 98 


3) De følelser, der opstår i os ved kontakten. Enkelte teoretikere mener, at 

denne såkaldte ”modoverføring” er en af de sikreste diagnostiske kilder i for- 

bindelse med borderlinere (Gabbard & Wilkinson, 1996). 

VIII. At leve med borderlinere 

Håb: 

Især de højtfungerede - begavede - borderlinere er faktisk i stand til at analysere ting som vi 

andre - herunder (når de ikke er i affekt) deres egen opførsel! Det er her, vi finder vores samarbejdspartner! 

Strategiske overvejelser 

1) Pt.s følelse af afmagt og lidelse er REEL! Uanset, hvad vi mener om opførslen, bunder den 

i en REEL oplevelsen hos pt. af smerte og fortvivlelse - og hvis man husker det, er det lettere 

at fastholde medfølelsen i kontakten med pt. Dette er både etisk fordret og, interessant nok, 

en terapeutisk nødvendighed for at opnå resultater (Linehan, 1993)! 

2) Pt.s oplevelser er på grænsen (borderline) til at være på kant med virkeligheden. Uanset 

vores medfølelse, må vi ikke lade os narre til at tro, at virkeligheden er, som pt. beskriver 

(heller ikke kollegernes sadistiske brutalitet over for deres kunder). Hold fast i virkeligheden! 

3) Pt. er på evig jagt efter alliancer, fordi de giver pt. en kortvarig følelse af, at der er nogen, 

der elsker dem, accepterer dem, bryder sig om dem: ER DER FOR DEM FOR EN LÆNGE- 

RE PERIODE! Pas på med at lade dig indfange af dette behov! 

Det betyder, at pt. konstant vil jage privilegier - men dem skal pt. ikke have, for tilsidst bliver 

man så træt af lange aftenmøder og private tlf.-opringninger, at man hader pt. - og så får 

vedkommende endnu en svigt-oplevelse. Giv aldrig privat tlf.-nr. eller adresse. 

4) Hvis man venligt rummer pt.s følelser, giver man dem en alliancefølelse - men er stadig 

selv i stand til at fastsætte præmisserne. Og dette er hemmeligheden: Hold egne grænser 

(hvilket bedst gøres ved at udtænke dem på forhånd), men på en venlig og rummelig facon.




Side 79 af 98 


Når pt. aflyser aftalen kl. 10.00, men meget gerne vil møde klokken 18.00 i stedet, godkender 

man uden brok aflysningen, men er desværre ikke i stand til at mødes kl. 18 - så man forslår 

en ny tid (inden for alm. arbejdstid) i stedet, indtil en ny aftale foreligger. Derved imødekommer 

man pt.s behov for at aflyse (som sagtens kan være en test), holder egne grænser (så 

man ikke brænder ud) OG viser uforanderlig rummelighed (jvf. historien om buddhistmunken 

og babyen). Det er ikke hensigtsmæssigt at eksplodere over for en borderliner. 

5) Især de højtfungerende kan betragtes som havende to aspekter: intellekt og følelser. En 

god taktik er at lave en alliance med intellektet mod følelserne - men i øvrigt rumme sidstnævnte 

venligt medfølende. 

6) Pt.s selvforagt er også reel - og det er den, pt. meget gerne vil undgå at opleve! Hjælp derfor 

pt. med at aflægge skylden - så er vedkommende meget mere parat til at høre, hvad du 

siger. 

7) Grundet følelsedominansen og behovet for relation fremfor indhold, sker reelle fremskridt 

MEGET langsomt - og man bliver jævnligt skuffet, fordi man nu lige troede, at ...! Skru ned 

for forventningerne! 

8) Du spiller skak med en formidabel modstander!! Hvis du har arbejdet i dette felt i fem år, 

har du fem års deltidserfaring med borderlinere. BORDERLINEREN HAR 25 ÅRS DØGN- 

ERFARING!! Så tilgiv dig selv - for alle ryger i vandet med jævne mellemrum. 

9) Uanset hvad, vil en dygtig borderliner alligevel fra tid til anden få en til at føle sig skyldig, 

utilstrækkelig, underlegen etc. Du opdager, når det sker, hvis du får hjertebanken før visse telefonsamtaler, 

ondt i maven ved tanken om det forestående møde etc. 

HVIS DET SKER: du har brug for supervision og støtte! Vend sagen med en kollega og eller 

din leder - for du har brug for, at nogen hjælper dig tilbage til det rette perspektiv: det er 

IKKE dig, der er noget i vejen med! Hvis borderlineren er så barsk ved dine grænser, er det 

dels, fordi pt. er dygtig (ubevidst!), dels fordi du formentlig er et pænt og almindeligt sårbart 

menneske - så du skal til at lære at holde paraderne oppe. NB: Sort humor er en fordel - del 

den gerne med en kollega, og husk, at borderlinere vil fremkalde aggressioner i dig, som det 

er fint at få luftet - bare ikke over for pt. 

Ved superborderlinere kan det være en fordel at være to på en sag - så har man nogen at dele 

virkelighed med. 

Psykopater og deslige 

Håb: Generelt levner psykopater ikke megen plads til optimisme, hvad angår helbredelse. De 

er darwinistiske supermænd, og set med deres øjne kunne de måske nok lære at være lidt me-




Side 80 af 98 


re som vi andre, men det ville ganske simpelt være en dårlig forretning. Total samvittigheds- 

løshed og strafupåvirkelighed er groft sagt lig med total frihed! 

Taktik i samarbejdet: Gå ikke efter at appellere til, hvad der er rimeligt, hensynsfuldt etc. 

etc., for det vil kun føre til snakken-efter-munden. Gå efter at vise psykopaten, hvorfor det 

simpelthen er en god forretning for ham at gøre det, du foreslår. 

Vær hans respektfulde rådgiver så længe som muligt - for hvis han føler, at I er inde i en 

magtkamp, er hans eneste fokus at vinde denne. 

Taktik for fortsat velbefindende: 

Supervision/sparring - det er ikke fedt at føle sig helt alene i sådan en sag. 

Selvtilgivelse - accepter, at I vil "tabe" jævnligt til disse modstandere. Husk, hvordan Robert 

Hare blev en af verdens førende psykopat-eksperter! 

Centrering 

----------------------------------------------------- 

mental-teknikker, hvis formål er at sikre nævnte ro. 

Ganske kort skal her nævnes Thomas Crums (1987) arbejde, 

baseret på den japanske kampkunst aikido 20 . I denne klassi- 

ske kampkunst lærer udøverne bl.a., hvordan man forsvarer 

sig mod en angriber med en katana (det japanske samurai- 

sværd, hvis klinge kan sammenlignes med et barberblad på 

trekvart meter) – uden våben, uden vrede, og uden at mod- 

standeren påføres skade. Udover teknik kræver dette i nok så 

høj grad, at udøverens sind er i stand til at bevare roen under 

meget stærkt psykisk pres; derfor har man udviklet også 

I al sin enkelhed arbejdes der dels med vejrtrækningen, således at denne bliver meget dyb og 

kongruent, dels med sindets afspændte opmærksomhed – mindfulness – på ens centrum, 

hvorved det bliver muligt at forholde sig fattet og fuldt fleksibel, også under pres. Jævnlig 

20 For en kort beskrivelse heraf, se eksempelvis www.reishindojo.dk.




Side 81 af 98 


træning af denne art, hvor træningspartnerne ”tester” hinandens centrering og dermed hjælper 

hinanden med at opdage, hvornår fokus ikke er stærkt nok, fører til generalisering også over- 

for andre områder, herunder spørgsmålet om, hvordan man bedst forholder sig til konflikter. 

Crums (1987) arbejde handler om, hvordan dette trænes på en måde, som sikrer hurtig og di- 

rekte omsætning til hverdagen, f.eks. i forhold til kundekontakt eller medarbejderledelse.




Side 82 af 98 


Vejen til indre ro og balance i dette arbejdsfelt - de fire S’er: 

Supervision hos folk, der ved, hvad feltet handler om; 

Samordning & -spil med de øvrige professionelle omkring klienten; 

Sparring med kolleger – gerne i form af reflekterende teams; og 

pSykoedukation også til de professionelle: relevant efteruddannelse! 

Og glem aldrig: 

For personlighedsforstyrrede mennesker handler al 

kommunikation om dem selv og deres relationer!!




Side 83 af 98 


Appendiks Å: Prototyper for Cluster B-forstyrrelserne 

Her følger de fire relevante prototyper, som Westen-gruppen har lavet (Westen & Shedler, 

1999; Shedler & Westen, 2004; Westen & Bradley, 2005; Westen, Sheder & Bradley, 2006): 

Prototype for Borderline 

(Efter Shedler & Westen, 2004, s. 1358; formatet følger Westen, Shedler & Bradley, 2006): 

Patienter, som passer til denne prototype, er tilbøjelige til at miste kontrollen over deres følelser 

og lande i ekstreme tilstande af angst, tristhed, raseri, opstemthed etc. De er tilbøjelige til 

at føle sig ulykkelige, nedtrykte eller modløse, og deres selvopfattelse handler ofte om utilstrækkelighed, 

mindreværd og fiasko. De frygter, at de vil blive afvist eller svigtet/forladt af 

de mennesker, der betyder noget for dem følelsesmæssigt. De har svært ved at trøste eller berolige 

sig selv, når de er fortvivlede – de har brug for et andet menneske til at hjælpe med at 

regulere følelser. De er tilbøjelige til at føle sig hjælpeløse, magtesløse eller underkastet ydre 

kræfter, som de ikke kan kontrollere. De er tilbøjelige til (bevidst eller ubevidst) at være vrede 

eller fjendtlige, men også til at være ængstelige. Når de møder kritik, er de tilbøjelige til at 

blive rasende eller føle sig ydmyget. De er tilbøjelige til at være dependente og har brug for 

megen accept og anerkendelse. De føler sig ofte misforståede, behandlet dårligt eller gjort til 

ofre. De er tilbøjelige til at blive irrationelle, når de er følelsesmæssigt påvirkede, og i de tilfælde 

kan deres funktionsniveau være mærkbart nedsat. De havner ofte i magtkampe. De er 

tilbøjelige til ”katastrofetænkning” – til at se problemer som forfærdelige, uløselige etc. Deres 

følelser skifter hurtigt og uforudsigeligt. De mangler et stabilt billede af hvem de er eller 

hvad de gerne ville være/blive – deres holdninger, værdier, mål og syn på sig selv kan være 

ustabilt og i forandring. de er tilbøjelige til at føle sig som udstødte elelr som outsider – som 

om de ikek rigtig hører til. De er tilbøjelige til at udtrykke intens og upassende vrede – ude af 

proportioner med situationen. 

Vurdering: Vælg, i hvor stort omfang patienten passer til ovenstående beskrivelse: 

5. Passer meget godt; patienten er et skoleeksempel på Diagnose 

denne forstyrrelse; et prototype-tilfælde. 

4. Passer godt; patienten har denne forstyrrelse; diagnosen Diagnose 

passer til patienten. 

3. Klare lighedstræk. Patienten har centrale træk af denne Træk 

forstyrrelse. 

2. Visse lighedstræk. Patienten har mindre betydningsfulde 

træk af denne forstyrrelse. 

1. Ingen eller næsten ingen lighedstræk. Beskrivelsen passer 

ikke på patienten 

Prototype for Histrionisk (Westen & Co.): 



denne forstyrrelse; et prototype-tilfælde.




4. Passer godt; patienten har denne forstyrrelse; diagnosen 


3. Klare lighedstræk. Patienten har centrale træk af denne 

forstyrrelse. 





Prototype for Narcissistisk (Westen & Co.): 

Side 84 af 98 

Diagnose 

Træk 



denne forstyrrelse; et prototype-tilfælde. 

4. Passer godt; patienten har denne forstyrrelse; diagnosen Diagnose 


3. Klare lighedstræk. Patienten har centrale træk af denne Træk 

forstyrrelse. 






Prototype for Antisocial/Psykopat 

(Westen, Shedler & Bradley, 2006): 

Patienter, som passer til denne prototype, er tilbøjelige til at være bedrageriske og til at lyve 

og vildlede andre. De udnytter andre, investerer meget lidt i moralske værdier og ser ikke ud 

til at føle anger over at have skadet andre. De er tilbøjelige til at manipulere med andres følelser 

for at opnå det, de gerne vil have; til at være ubekymrede om konsekvenserne af deres 

handlinger (de ser ud til at føle sig immune eller usårlige); og til at være hensynsløst ligeglade 

med andres rettigheder, ejendom eller sikkerhed. De har ringe empati og ser ud til at være 

ude af stand til at forstå eller agere ud fra andres behov og følelser, medmindre de tilfældigvis 

svarer til deres egne. Mennesker, der passer til denne prototype, er tilbøjelige til at handle 

impulsivt, uden hensyn til følgerne. De er tilbøjelige til at være upålidelige og uansvarlige 

(f.eks. ved ikke at opfylde deres arbejdsmæssige eller økonomiske forpligtelser), til at deltage 

i kriminelle handlinger, og til at have et alkoholmisbrug. De er tilbøjelige til at være vrede eller 

fjendtlige, til at havne i magtkampe og til at nyde at optræde sadistisk eller aggressivt over 

for andre. De er tilbøjelige til at lægge skylden for deres egne fiaskoer og fejl over på andre 

og mener, at deres problemer helt og holdent skyldes ydre faktorer. De har ringe indsigt i deres 

egne motiver, adfærd etc. De kan jævnligt overbevise andre om, at de har forpligtet sig til 

forandring, men derefter vende tilbage til deres gamle, utilpassede adfærd, idet de ofte overbeviser 

andre om, at ”denne gang er det anderledes”. 



denne forstyrrelse; et prototype-tilfælde.




4. Passer godt; patienten har denne forstyrrelse; diagnosen 


3. Klare lighedstræk. Patienten har centrale træk af denne 

forstyrrelse. 





Side 85 af 98 

Diagnose 

Træk 





IX. Appendiks 1: 

Oversat uddrag (kapitel 1) af Rachel Reilands ”Get Me Out of Here”: 

Side 86 af 98 


”Jeg var ensom og rastløs. Jeg styrede hen mod telefonen. 

- Øhm .. er Tim der? 

- Lige et øjeblik, så skal jeg se, om han stadig er her, Rachel. 

Hvor jeg dog hadede den sekretær. Måden, hun altid spyttede mit navn ud på. Måden, hun altid satte mig på 

stand-by i evigheder og legede med mig som katten med musen, som om Tim måske ikke var der – selv om hun 

udmærket vidste, at det var han. Hun var en skide sekretær – som troede, at hun var øverstkommanderende. Og 

jeg var misundelig på hende. Luder. 

- Det er Tim. 

- Hej, Tim … 

Dødstille. Hvad fanden havde jeg egentlig ringet til ham for at sige? Hvor var jeg dog ynkelig. 

- Rachel? Er du der? 

- Ja, jeg er her. 

- Øh .. hvad er det, skat? Jeg har lidt travlt her. Jeg har en aftale om en halv time. 

… 

- Hvornår kommer du hjem? 

- Det ved jeg ikke. Jeg har en livsforsikringspræsentation om en halv time, og så skal jeg over til én omkring 

min annuitets-annonce; jeg regner med at tage derover ved fem-tiden. 

- Men så er du jo ikke hjemme før ved seks-syv-tiden. 

- Jeg ved det, men jeg har ikke fået lavet så meget her på det seneste .. 

- Og det er min skyld, ikke sandt? … 

- Jeg sagde ikke, at det var din skyld, skat. Det er bare .. øh .. jeg må se at få gjort nogle ting. 

Jeg begyndte at sno telefonledningen rundt om min finger. Jeg var fristet til at sno den rundt om min hals. 

- Jeg er virkelig pisseirriterende, er jeg ikke. Du er irriteret på mig, ikke? 

Tim prøvede at beherske sig, men jeg kunne alligevel høre ham sukke. 

- Rachel, vær nu sød. Jeg er nødt til at tjene til livets ophold. 

- Som om jeg ikke laver noget? Er det det? Som om jeg er en eller anden dum husmor, som ikke laver en skid? 

Er det det, du prøver at sige? 

Endnu et suk. 

- Okay. Hør her, skat. Jeg er nødt til at lave den præsentation, for det er for sent at aflyse nu. Men jeg skal nok 

prøve at udskyde ham annuitetsfyren til i morgen. Så kommer jeg hjem klokken fire ... 

- Nej, nej, nej! 

Jeg begyndte at græde. 

- Hvad nu? 

- Åh, Gud, Tim. Jeg er sådan et fjols. Sådan et pattebarn. Jeg laver intet her i huset, og her sidder jeg og vil have 

dig til at ... Du må være så træt af mig. 

- Jeg er ikke træt af dig, skat. Okay? Det er jeg ikke. Hør nu, jeg er virkelig ked af det, men jeg er nødt til at 

smutte nu. 

Tårerne nåede op på fuld styrke. Gråden blev til et støn, som foldede sig ud som gennemtrængende skrig. Hvorfor 

fanden kan jeg ikke styre mig selv? Manden er nødt til at tjene penge. Han er sådan en dejlig fyr. Han fortjener 

ikke sådan én som mig – der er ingen, der burde hænge på sådan én som mig! 

- Rachel? Rachel? Vær nu sød .. tag det roligt. Kom nu. Du vækker børnene. Naboerne vil undre sig over, hvad 

fanden der sker. Rachel? 

- Fuck dig! Er det alt, hvad du tænker på? Hvad naboerne tænker? Fuck dig! Jeg har ikke brug for dig. Jeg vil 

slet ikke have dig her! Til helvede med, om huset falder sammen. Til helvede med, om børnene sulter. Jeg er 

skideligeglad. Og jeg har ikke brug for alt dit pis! 

- Rachel, hør nu. Jeg aflyser livsforsikringshalløjet, og jeg er hjemme om et par minutter. Okay? 

- Du må virkelig hade mig, hulkede jeg. – Du hader mig, gør du ikke? 

- Nej, skat, sukkede han hørligt. – Jeg hader dig ikke.”




Side 87 af 98 





Side 88 af 98 


X. Appendiks 2: 

Oversat uddrag af Freeman & Rigby (2003) – case-eksemplet ”Eddie”, en 6-årig dreng med 

borderline-træk: 

”Da [Eddies] forældre først mødte skolepsykologen, var de efter sigende uvillige til at acceptere henvisningen 

[til en klinisk psykolog]. Selvom Dr. White [Eddies far] var stille, var fru White [Eddies mor] vred og gik til angreb 

på læreren, skolepsykologen, skolen, skolesystemet og uddannelse i bred almindelighed. Ved flere lejligheder 

måtte hendes mand berolige hende. Hun truede talrige gange med at få alles eksamenspapirer etc. undersøgt 

i fuld offentlighed, krævede at se specifik dokumentation for enhver af de handlinger, hendes søn blev ”anklaget” 

for, og satte spørgsmålstegn ved lærerens evne til at omgås hendes søn (”Han er bedre begavet end de 

fleste børn”; ”Han kommer fra en bedre familie”; ”Vi har gode forbindelser inden for uddannelsessystemet”; 

”Han beskytter sig selv mod det laverestående segment på jeres skole”). Hvis hendes søn rent faktisk havde 

gjort, hvad der blev beskrevet, var det, fordi han var blevet provokeret af andre børn. 

Skolepsykologen besluttede så at trække sin henvisning. Fru White forlangte at få at vide, hvad der ville ske, 

hvis hun afviste henvisningen. Hun fik at vide, at hendes søn ville blive placeret i en specialklasse for følelsesmæssigt 

forstyrrede børn, eftersom læreren ikke kunne styre ham under normalklasserammer. Dr. White prøvede 

at berolige sin kone ved at klappe hende på armen. Hendes reaktion bestod i at begynde at råbe ad manden og 

spørge ham: ”Er du på deres side? Der er ingen, der skal skade min søn!” 

Da de først mødte den kliniske psykolog, var fru White rolig og prøvede at fremstille hele sagen som en fejl og 

en ”misforståelse”. … 

Eddie, sagde hun, var trods alt bedre begavet end de andre børn. Siden har var mere intelligent og uddannelsesmæssigt 

længere fremme, havde han behov for en placering i en mere avanceret klasse sammen med andre børn, 

så han ikke blev frustreret. Fru White bad så psykologen om på basis af den indledende samtale at skrive et 

brev, som retfærdiggjorde hendes vurdering og støttede hendes opfattelse af, at Eddie skulle rykkes en klasse op 

for at løse problemet. Hun understregede, at hun havde undervist ham i læsning siden han var to år … og tog 

ham med på museer. … 

Psykologen nedskrev disse oplysninger og stillede så flere spørgsmål, som hurtigt påkaldte sig fru Whites vrede. 

- Hvad laver Eddie, når han bare vil have det sjovt? 

- Så tilbringer han tiden sammen med mig. Vi leger, spiller spil, ser fjernsyn og læser sammen. 

- Har Eddie nogen venner i kvarteret? 

- Hvorfor? Hvorfor skulle han lege med de bøller? De tilhører underklassen og ville ikke kunne påskønne hans 

selskab. 

- Bekymrer det dig, at han ikke har nogen social omgangskreds udover dig? 

- Det vil han have masser af tid til, når jeg er væk. På nuværende tidspunkt har han brug for mig. 

Psykologen spurgte så om hendes graviditet og fødsel, og om Eddies udviklingsforløb. Dette gjorde fru White 

meget mistænksom. 

- Hvorfor stiller du de spørgsmål? Hvorfor skulle det være nødvendigt? Du er meget grænseoverskridende. Det 

eneste, du skal gøre, er at skrive det pokkers brev. Når du stiller spørgsmål, som ikke vedkommer dig, er det så, 

fordi du prøver på at retfærdiggøre det skyhøje honorar, du presser ud af os? (På dette tidspunkt prøvede hendes 

mand at berolige hende. Hun sendte ham et isnende blik, og han trak sin hånd til sig igen, hvorefter hun fortsatte). Det her 

er aftalt spil, ikke sandt? Du og ham tåben fra skolen har allerede aftalt, hvad I har tænkt jer at gøre, ikke sandt? 

Jeg siger det lige ud, og jeg sværger ved Gud, at du ikke får lov til at skade mit barn. 

- Jeg kan sagtens forstå, hvor ubehageligt alt det her må være for jer. Jeg kan fuldt ud forstå, hvor chokerende 

det må have været for jer at blive kaldt til møde på skolen. Jeg har set skolepapirerne, og jeg er enig: Eddie er 

ufatteligt godt begavet og uddannelsesmæssigt langt foran. I det omfang jeg kan, vil jeg gerne hjælpe jer med at 

håndtere skolen i forhold til disse ting. 

Fru White – og Dr. White: Jeg har intet ønske om at skade jeres barn. Jeg har ingen dagsorden udover at samle 

oplysninger og finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe jer. Jeg arbejder for og sammen med jer. Enhver indsats, jeg 

yder, vil være til støtte for jer og til støtte for jeres søn. Men for at kunne gøre dette, har jeg brug for alle de oplysninger, 

I kan dele med mig. Jeg er nødt til at kunne fremlægge sagen på jeres og på Eddies vegne over for 

skolen. 

(På dette tidspunkt skete der en radikal forandring med fru White. Hendes toneleje, ansigt og det, hun sagde, ændrede sig:) 

- Tak. Vi vidste, at vi kunne stole på dig. Hvad har du brug for at vide?




Side 89 af 98 


XI. Anbefalet litteratur – for professionelle: 

Denne ”lille” litteraturliste omfatter bøger (og en enkelt film), som man som professionel vil 

have stor nytte af at sætte sig ind i.




XII. Litteraturreferencer – for nørder : 

Side 90 af 98 


Aguirre, B.A. (2007a). BDP in Children and Adolescents. Interview v/R. Kreger. Webadres- 

se: http://www.bpdcentral.com/pdf/BPD-In-Children-and-Adolescents.pdf . 

Aguirre, B.A. (2007b). Borderline Personality Disorder in Adolescents: A Complete Guide 

to Understanding and Coping When Your Adolescent Has BPD. Beverly, MA: Fair Winds. 

Ainsworth, M. D.S., Blehar, M.C., Waters, E., & Wall, S. (1978). Patterns of Attachment: A 

Psychological Study of the Strange Situation. Hillsdale, NJ: Erlbaum. 

Apter, A., & Wasserman, D. (2003). Adolescent attempted suicide. Ss. 63-85 I King, R.A., & 

Apter, A. (red.), Suicide in Children and Adolescents. Cambridge, UK: Cambridge University 

Press. 

Alexander, P.C. (1988). The Therapeutic Implications of Family Cognitions and Constructs. 

Journal of Cognitive Psychotherapy, Vol. 2, No. 4, 1988, 219-236. 

Allen, D.M. (2001). Integrating Individual and Family Systems Psychotherapy to Treat Bor- 

derline Personality Disorder. Journal of Psychotherapy Integration, Vol. 11, No.3, Sept.2001, 

ss. 313-331. 

APA [American Psychiatric Association] (2000). Diagnostic and Statistical Manual of Men- 

tal Disorders. Fourth Edition, Text Revision: DSM-IV-TR. Washington, DC: American Psy- 

chiatric Association. 

Bandura, A. (1973). Aggression: A Social Learning Analysis. Englewood Cliffs, NJ: Pren- 

tice-Hall, Inc. 

Bandura, A. (1977). Social Learning Theory. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall, Inc. 

Bandura, A. (1979). The Social Learning Perspective: Mechanisms of Aggression. I Toch, 

H. (red.), Psychology of Crime and Criminal Justice (ss. 198-236). NY: Holt, Rinehart and 

Winston. 

Bandura, A. (1986). Social Foundations of Thought and Action – A Social Cognitive Theory. 

Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall, Inc.




Side 91 af 98 


Bandura, A. (1997). Self-Efficacy – The Exercise of Control. New York: W.H.Freeman & 

Co. 

Bateman, A.W., & Fonagy, P. (2004). Psychotherapy for Borderline Personality Disorder: 

Mentalization-based Treatment. Oxford, UK: Oxford University Press. 

Barkow, J., Cosmides, L., & Tooby, J. (1992). The Adapted Mind: Evolutionary Psychology 

and the Generation of Culture. NY: Oxford University Press. 

Beck, A.T. (1990). Kærlighed er aldrig nok. København: Munksgaard (Opr. eng. udgave 

1988). 

Beck, A.T., Freeman, A., Davis, D.D., et al. (2004). Cognitive Therapy of Personality Disor- 

ders. Second Edition. NY/London: The Guilford Press. 

Beck, J.S. (1995). Cognitive Therapy: Basics and Beyond. NY/London: The Guilford Press. 

Beck, J.S. (2005). Cognitive Therapy for Challenging Problems. NY/London: The Guilford 

Press. 

Becker, D.F., Grilo, C.M., Edell, W.S., & McGlashan, T.H. (2000). Comorbidity of Border- 

line Personality Disorder With Other Personality Disorders in Hospitalized Adolescents and 

Adults. American Journal of Psychiatry, Vol. 157(12), ss. 2011-2016. 

Berman, A.L., Jobes, D.A., & Silverman, M.M. (2006). Adolescent Suicide: Assessment and 

Intervention. Washington, DC: American Psychological Association. 

Bernstein, D.P., Cohen, P., Velez, N., Schwab-Stone, M., Siever, L.J., & Shinsato, L. 

(1993).Prevalence and Stability of the DSM-III-R Personality Disorders in a Community- 

Based Survey of Adolescents. American Journal of Psychiatry, Vol. 150 (8), August 1993, ss. 

1237-1243. 

Bleiberg, E. (2001). Treating Personality Disorders in Children and Adolescents. A Rela- 

tional Approach. NY/London: The Guilford Press. 

Block, M.J., Westen, D., Ludolph, P., Wixom, J., & Jackson, A. (1991). Distinguishing Fe- 

male Borderline Adolescents from Normal and Other Disturbed Female Adolescents. Psychi- 

atry, Vol.4, FEB 1991, ss. 89-103. 

Bowlby, J. (1980). Attachment and Loss. Vol. 3: Loss, sadness and depression. London: Ho- 

garth Press. 

Bowlby, J. (1988). A Secure Base. London: Routledge.




Side 92 af 98 


Brodsky, B.S., Malone, K.M., Ellis, S.P., Dulit, R.A., & Mann, J.J. (1997). Characteristics of 

Borderline Personality Disorder Associated With Suicidal Behavior. American Journal of 

Psychiatry, Vol. 154(12), December 1997, ss. 1715-1719. 

Buss, D. (1995). Evolutionary psychology: A new paradigm for psychological science. Psy- 

chological Inquiry, 6, ss. 1-30. 

Carter, L., & Rinsley, D.B. (1977). Vicissitudes of ‘Empathy’ in a Borderline Adolescent. 

International Review of Psycho-Analysis, Vol. 4(3), 317-326. 

Christoffersen, M.N. (2000). Risikofaktorer for selvmordsforsøg blandt børn og unge. Ar- 

bejdspapir 9:2000. Kbh.: Socialforskningsinstituttet. 

Courtenay, W. (1991). Are Borderline CLinets Underidentified in Social Agencies? Clinical 

Social Work Journal, Vol. 19 (3), ss. 309-325. 

Crick, N.R., Woods, K., Murray-Close, D., & Han, G. (2007). The Development of Border- 

line Personality Disorder: Current Progress and Future Directions. Ss. 341-384 i Freeman, A., 

& Reinecke, M. (red.), Personality Disorders in Childhood and Adolescence. Hoboken, NJ: 

John Wiley & Sons, Inc 

Crum, T. (1987). The Magic of Conflict. NY/London: Touchstone. 

Dattilio, F.M. (2001). Cognitive-behavior family therapy: Contemporary myths and miscon- 

ceptions. Contemporary Family Therapy, Vol. 23 (1), 3-17. 

Dattilio, F.M., & Epstein, N.B. (2003). Cognitive-Behavioral Couple and Family Therapy. I 

Sexton, T.L., Weeks, G.R., & Robbins, M.S., Handbook of Family Therapy. NY/Hove: 

Brunner-Routledge. Ss. 147-175. 

Diepold, B. (1994). Borderline-störungen im Kindesalter. Analytische Kinder- und Jugendli- 

chen-Therapie, 25, ss. 5-39. 

Diepold, B. (1996). Therapeutic Space and Containment in Children with Borderline Disor- 

der. Ss. 181-189 i Diepold, B. (ed.: Diepold, P.), Spiel-Räume. Erinnern und Entwerfen. Auf- 

sätze zur analytischen Kinder- und Jugendlichenpsychotherapie. Göttingen: Universität Göt- 

tingen, 2005. (Opr. udgave 1996: Paper præsenteret ved European Federation for Psychoanalytic Psychothe- 

rapy in the Public Sector’s ”Third European Conference on Child and Adolescent Psychoanalytic Psychothera- 

py” – Stockholm, oktober 1996) 

Everett, C.A., & Everett, S.V. (1997). Short Term Family Therapy with Borderline Patients. 

Galena, Illinois: Geist & Russell Companies, Ltd.




Side 93 af 98 


Everett, C., Halperin, S., Volgy, S., & Wissler, A. (1989). Treating the Borderline Family: A 

Systemic Approach. Boston/London: Allyn and Bacon. 

Ferrer, C.A.S. (2002). Seriemord i sociokognitivistisk perspektiv. Kbh.: Danmarks Pædago- 

giske Universitet. Kandidatspeciale – ikke udgivet. 

Ferrer, C.A.S. (2008). Kognitiv par- og familieterapi. Månedsskrift for praktisk lægegerning, 

Vol. 86, JAN 2008, ss. 103-114. 

Ferrer, C.A.S. (2006). PPTs placering i det psykologiske univers. I Westh, F. (red.), I dialog 

med familien. København: Dansk Psykologisk Forlag. 

Festinger, L. (1962). A Theory of Cognitive Dissonance. Stanford, CA: Stanford University 

Press. Opr. udg. 1957. 

Fonagy, P., & Bateman, A. (2008). The Development of Borderline Personality Disorder – A 

Mentalizing Model. Journal of Personality Disorders, Vol. 22 (1), ss. 4-21. 

Forman, E.M., Berk, M.S., Henriques, G.R., Brown, G.K., & Beck, A.T. (2004). History of 

Multiple Suicide Attempts as a Behavioral Marker of Severe Psychopathology. American 

Journal of Psychiatry, Vol 161(3), March 2004, ss. 437-443. 

Freeman, A., & Duff, J. M. (2006). Personality Disorders among Children and Adolescents: 

Are Euphemistic Labels Hindering Time-Sensitive Interventions? Ss. 221-237 i Mennuti, 

R.B., Freeman, A., & Christner, R.W. (red.), Cognitive-Behavioral Interventions in Educa- 

tional Settings. A Handbook for Practice. NY/London: Routledge. 

Freeman, A., & Fusco, G. (2000). Treating High-Arousal Patients: Differentiating between 

Patients in Crisis and Crisis-Prone Patients. Ss. 27-58 I Dattilio, F., & Freeman, A. (red.), 

Cognitive-Behavioral Strategies in Crisis Intervention. NY/London: The Guilford Press. 

Freeman, A., & Reinecke, M. (1993). Cognitive Therapy of Suicidal Behavior. NY: Springer 

Publishing Company. 

Freeman, A., & Reinecke, M. (red.) (2007). Personality Disorders in Childhood and Adoles- 

cence. Hoboken, NJ: John Wiley & Sons, Inc. 

Freeman, A., & Rigby, A. (2003). Personality Disorders among Children and Adolescents: Is 

It an Unlikely Diagnosis? Ss. 434-464 i Reinecke, M.A., Dattilio, F.M., & Freeman, A. (red.), 

Cognitive Therapy with Children and Adolescents: A Casebook for Clinical Practice. Second 

Edition. NY/London: The Guilford Press.




Side 94 af 98 


Gabbard, G.O., & Wilkinson, S.M. (1996). Borderline-behandling og modoverføring. Kbh.: 

Hans Reitzels Forlag. Opr. udg. 1994. 

Gacono, C.B., & Meloy, J.R. (1994). The Rorschach Assessment of Aggressive and Psycho- 

pathic Personalities. Hillsdale, NJ/ Hove, UK: Lawrence Erlbaum Associates, Publ. 

Guilé, J.M., Greenfield, B., Breton, J.J., Cohen, D., & Labelle, R. (2005). Is psychotherapy 

effective for borderline adolescents? Clinical Neuropsychiatry, Vol. 2 (5), ss. 277-282. 

Gunderson, J.G., & Lyons-Ruth, K. (2008). BPD’s Interpersonal Hypersensitivity Phenoty- 

pe: A Gene-Environment-Developmental Model. Journal of Personality Disorders, Vol 

22(1), ss. 22-41. 

Hart, S. (2006a). Betydningen af samhørighed. Om neuroaffektiv udviklingspsykologi. Kbh.: 

Hans Reitzels Forlag. 

Hart, S. (2006b). Hjerne, samhørighed, personlighed. Introduktion til neuroaffektiv udvi- 

kling. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Hart, S. (2008). Neuroaffektiv psykodynamisk psykoterapi. Kursus. Odense: Dansk Psyko- 

teraputisk Selskab for Psykologer (arr.). 

Hildebrand, E. (2005). Arbejde med barnet og familien i incestsager. Odense (Odense 

Kommune): Workshop. 

Hinrichsen, M. (2006). Personlig kommunikation. Dalum, Odense. 

Jensen, B.F. (2005). Selvmordsadfærd. Sundhedsmæssige risikofaktorer. Faktaserien nr. 18. 

Odense: Center for Selvmordsforskning. 

Jørgensen, C.R. (2007). Borderlinelidelser i psykologisk og kulturelt perspektiv. Mundtligt 

oplæg ved konferencen i marts 2007 om ”Unge med borderline-symptomer”. Kbh.: Institut 

for Kompetenceudvikling (arr.). 

Jørgensen, C.R. (2006). Personlighedsforstyrrelser. Moderne relationel forståelse og be- 

handling af borderline-lidelser. Kbh.: Akademisk Forlag. 

Kawa, B. (1999). Personlighedsforstyrrelser. Ss. 163-175 i Thomsen, P.H. (red.), Psykiske 

sygdomme og problemer hos børn og unge. Kbh.: Psykiatrifondens Forlag. 

Kennair, L.E.O. (2005). Evolutionspsykologi. Kbh.: Akademisk Forlag. Opr. udg. 2004. 

Kernberg, O.F. (1984). Severe Personality Disorders. New Haven/London: Yale University 

Press.




Side 95 af 98 


Kernberg, O.F., Selzer, M.A., Koenigsberg, H.W., Carr, A.C., & Appelbaum, A.H. (1989). 

Psychodynamic Psychotherapy of Borderline Patients. NY: Basic Books, Inc. 

Kernberg, P.F., Weiner, A.S., & Bardensetin, K.K. (2000). Personality Disorders in Chil- 

dren and Adolescents. NY: Basic Books. 

Kreger, R., & Shirley, J.P. (2002). The Stop Walking On Eggshells Workbook: Practical 

Strategies for Living With Someone Who Has Borderline Personality Disorder. Oakland, CA: 

New Harbinger. 

Kjølbye, M. (2004). Borderline personlighedsforstyrrelse I. I Månedsskrift for praktisk læge- 

gerning, NOV 2004 / 11, ss. 1333-44. 

Kreisman, J., & Kreisman, J. (2004). Marital and Family Treatment of Borderline Personali- 

ty Disorder. I MacFarlane, M.M. (ed.), Family Treatment of Personality Disorders, ss. 117- 

148. NY: The Haworth Clinical Practice Press. 

Layman, M.A., Newman, C.F., Freeman, A., & Morse, S.B. (1993). Cognitive Therapy of 

Borderline Personality Disorder. Boston/London: Allyn and Bacon. 

Levy, J., & Brown, R.D. (1980-81). The Uncovering of Projective Identification in the 

Treatment of the Borderline Adolescent. International Journal of Psychoanalytic Psycho- 

therapy, Vol. 8, ss. 137-149. 

Linehan, M.M. (1993). Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder. 

NY/London: The Guilford Press. 

Looney, J.G., Miller, D.H., & Zinn, L.D. (1977). The Management of Pathological Peer Re- 

lationships in the Treatment of Hospitalized Borderline Adolescents. Diseases of the Nervous 

System, Vol. 38(9), 738-741. 

MacFarlane, M.M. (2004). Systemic Treatment of Borderline Personality Disorder: An Inte- 

grative Approach. I MacFarlane, M.M. (ed.), Family Treatment of Personality Disorders, ss. 

117-148. NY: The Haworth Clinical Practice Press. 

Main, M., Kaplan, N., & Cassidy, J. (1985). Security in Infancy, Childhood and Adulthood: 

A Move to the Level of Representation. I Bretherton, I., & Waters, E. (edd.), Growing Points 

of Attachment Theory and Research. Monographs of the Society for Research in Child Devel- 

opment, 50, ss. 66-104.




Side 96 af 98 


Mason, P.T., & Kreger, R. (1998). Stop Walking on Eggshells: Taking Your Life Back When 

Someone You Care About Has Borderline Personality Disorder. Oakland, CA: New Harbin- 

ger. 

Masterson, J.F., Lulow, W.V., & Costello, J.L. (1982). The test of time: Borderline adoles- 

cent to functioning adult. Adolescent Psychiatry, Vol. 10, ss. 494-522. 

Millon, T. (1969). Modern Psychopathology. A Biosocial Approach to Maladaptive Learning 

and Functioning. Philadelphia: W.B. Saunders Company. 

Millon, T. (1987). On the genesis and prevalence of the borderline personality disorder: A 

social learning thesis. I Journal of Personality Disorders, 1(4), 354-372, 1987. 

Millon, T. (1990). Toward a New Personology: An Evolutionary Model. NY: John Wiley & 

Sons, Inc. 

Millon, T., & Davis, R.D. (1996). An Evolutionary Theory of Personality Disorders. I 

Clarkin, J.F., & Lenzenweger, M.F., Major Theories of Personality Disorder. NY/London: 

The Guilford Press, 1996. Ss. 221-346. 

Millon, T., Davis, R.D., Millon, C.M., Wenger, A., Van Zuilen, M.H., Fuchs, M., & Millon, 

R.B. (1996). Disorders of Personality: DSM-IV and Beyond. 2 nd ed. NY: John Wiley & Sons, 

Inc. 

Millon, T., & Everly, G.S. (1985). Personality and its Disorders: A Biosocial Learning Ap- 

proach. NY: John Wiley & Sons. 

Millon, T., Grossman, S., Meagher, S., Millon, C., & Everly, G. (1999). Personality-Guided 

Therapy. NY: John Wiley & Sons, Inc. 

Møller, S., & Stephensen, I. (2006). Selvmordsprocessen. 2. udgave. Faktaserien nr. 11. 

Odense: Center for Selvmordsforskning 

Mørch, M.M., & Rosenberg, N.K. (red.) (2005). Kognitiv terapi. Modeller og metoder. Kbh.: 

Hans Reitzels Forlag. 

Oestrich, I.H. (1986). Træning af sociale færdigheder. København: Munksgaard. 

Ramklint, M., von Knorring, A.-L., von Knorring, L., & Ekselius, L. (2003). Child and ado- 

lescent psychiatric disorders predicting adult personality disorder: A follow-up study. Nordic 

Journal of Psychiatry, Vol.57, No.1, ss. 23-28. 

Ransohoff, R. (1978). The adolescent borderline grows up. Adolescent Psychiatry, Vol 6, ss. 

409-419.




Reiland. R. (2004). Get Me Out of Here. Center City, MN: Hazelden. 

Side 97 af 98 


Rosenberg, M.B. (1999). Ikkevoldelig kommunikation. København: Borgens Forlag (Opr. 

eng. udg. 1998). 

Rygaard, N.P. (2006). Børn og Unge med Tilknytningsforstyrrelse. 3. udg.. Kbh.: Forfatter- 

forlaget. 

Rygaard, N.P. (1991). Tidlig frustration. Selvorganisering hos svært belastede børn. Kbh.: 

Gyldendal. 

Salajan, I. (1991). Zen Comics (bog 1). Kbh.: Sphinx. Opr. udg. 1974. 

Samuels, J., Eaton, W.W., Bienvenu, J. Brown, C.H., Costa, P.T., & Nestadt, G. (2002). 

Prevalence and correlates of personality disorders in a community sample. British Journal of 

Psychiatry, Vol. 180, ss. 536-542. 

Schore, A. (1994). Affect Regulation and the Origin of the Self: The Neurobiology of Emo- 

tional Development. Hillsdale, NJ: Erlbaum. 

Schore, A. (2006). Kommunikation mellem forældre og spædbørn og de neurobiologiske 

aspekter af den emotionelle udvikling. Ss. 166-185 i Sørensen, J.H. (red.), Affektregulering i 

udvikling og psykoterapi. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Schwoeri, L., & Schwoeri, F. (1981). Family Therapy of Borderline Patients: Diagnostic and 

Treatment Issues. International Journal of Family Psychiatry, Vol. 2, No. 3/4, ss. 237-250. 

Shay, J.J. (1987). The wish to do psychotherapy with borderline adolescents. and other com- 

mon errors. Psychotherapy: Theory, Research, Practice, Training, Vol. 24(4), Win 1987, ss. 

712-719. 

Shedler, J., & Westen. D. (2004). Refining Personality Disorder Diagnosis: Integrating Sci- 

ence and Practice. American Journal of Psychiatry, Vol. 161(8), ss. 1350-1365. 

Skjoldbjærg, E. (2001) Prozac Nation. [Baseret på Wurtzel, E., Prozac Nation, 1994]. Film 

– Miramax Films. 

Stone, M.H. (1983). Special problems in borderline adolescents from wealthy families. Ado- 

lescent Psychiatry, Vol.11, ss. 163-176. 

Sugar, M. (1979). Therapeutic Approaches to the Borderline Adolescent. Adolescent Psychi- 

atry, Vol. 7, ss. 343-361. 

Sørensen, J.H. (2006). Affektregulering i udvikling og psykoterapi. Ss. 9-132 i Sørensen, 

J.H. (red.), Affektregulering i udvikling og psykoterapi. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.




Sørensen, L.J. (2005). Smertegrænsen. Kbh.: Dansk Psykologisk Forlag. 

Side 98 af 98 


Thomsen, P. (2005). Personlighedstyper og familiedynamikker. Odense (Odense Kommune): 

Workshop. 

Wagner, K.D., Rouleau, M., & Joiner, T. (2000). Cognitive Factors Related to Suicidal Idea- 

tion and Resolution in Psychiatrically Hospitalized Children and Adolescents. American 

Journal of Psychiatry, Vol. 157(12), December 2000, ss. 2017-2021. 

Westen, D., & Arkowitz-Westen, L. (1998). Limitations of Axis II in Diagnosing Personality 

Pathology in Clinical Practice. American Journal of Psychiatry, Vol. 155(12), ss. 1767-1771. 

Westen, D., & Bradley, R. (2005). Prototype Diagnosis of Personality. I Strack (red.), Hand- 

book of Personology and Psychopathology. NY: John Wiley & Sons, Inc. Ss. 238-256. 

Westen, D., & Shedler, J. (1999). Revising and Assessing Axis II, Part II: Toward an Empir- 

ically Based and Clinically Useful Classification of Personality Disorders. American Journal 

of Psychiatry, Vol. 156(2), ss. 273-285. 

Westen, D., Shedler, J., & Bradley, R. (2006). A Prototype Approach to Personality Disorder 

Diagnosis. American Journal of Psychiatry, Vol. 163(5), ss. 846-856. 

White, M. (2005). Narrative Therapy – State of the Art. Helsingør: DISPUK. Workshop. 

WHO [World Health Organization] (1992). The ICD-10 Classification of Mental and Behav- 

ioural Disorders. Genève: World Health Organization. 

Young, J.E. (1999). Cognitive Therapy for Personality Disorders: A Schema-Focused Ap- 

proach. Third Edition. Sarasota, FL: Practitioner’s Resource Press. 

Young, J.E., Klosko, J.S., & Weishaar, M.E. (2003). Schema Therapy: A Practitioner’s 

Guide. NY/London: The Guilford Press. 

Zinner, J. (1978). Combined Individual and Family Therapy of Borderline Adolescents. Ado- 

lescent Psychiatry, Vol. 6, ss. 420-433.

Borderline-håndbogen - Ferrer.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?