August 2012 - Brabrand Kirkes

More documents

Recommendations

Info

4 • Tema Det moderne, paradoksale liv Lars Qvortrup, professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet Hvad er et paradoks? Et paradoks er et udsagn, der ophæver sig selv. Hvis jeg siger, at ”alle mennesker lyver”, er det et paradoks, fordi udsagnet ophæver sig selv. For hvad med mig selv? Jeg er jo selv ét af ”alle mennesker”. Så når jeg siger, at ”alle mennesker lyver”, så må jeg også selv lyve. Men i så fald er udsagnet løgn, og så ophæver det sig selv. Alternativet er, at jeg ikke lyver, når jeg siger at alle mennesker lyver. Men i så fald modsiger jeg udsagnet, og så er det usandt. Uanset hvordan man vender og drejer sådan et udsagn, ophæver det sig selv. Den slags paradokser har mennesker altid beskæftiget sig med. De klassiske grækere snakkede om det, og op igennem den europæiske historie har det været en yndet genstand for hjernegymnastik. Tænk at der findes udsagn, som ophæver sig selv – det er da fascinerende! Men paradokset har også været gjort til genstand for seriøse overvejelser, for i virkeligheden er det et anslag mod de grundlæggende ideer om menneskelig tænkning. Kan vi sige noget, der er endegyldig sandt, eller kan vi ikke? I begyndelsen af det 20. århundrede fik diskussionen nyt liv: To verdenskendte matematikere og logikere, Whitehead og Russell, prøvede i deres matematiske ”bibel”, Principia Mathematica, at sno sig uden om paradokset. Men i 1931 skrev den tysk-engelske matematiker Kurt Gödel det såkaldte ”ufuldstændighedsteorem”, hvor han beviste, at påstanden om, at man ikke kan fremføre endegyldige sandheder, er matematisk gyldig: En matematisk sætning, der indeholder sig selv i det, den vil bevise, vil altid være ufuldstændig. Problemet er med andre ord, at udsagn kan blive paradoksale, hvis de henviser til sig selv. Konsekvensen var skræmmende: Der er grænser for menneskelig viden. Vi kan vide ”noget”. Men vi kan aldrig vide alting, for vores viden om verden er altid afhængig af ”måden” vi ved det på. Noget ser rødt ud, fordi det bliver set på gennem røde briller. ”Joh”, vil nogle så indvende: ”Det kan da ikke betyde, at det så ikke har en sand farve uafhængigt af måden, vi ser på det på”. Men svaret lyder: ”Hvordan ved du det? Hvis du har set det på en anden måde, hvilke briller har du så brugt?” For når mennesker ser verden, ser de altid gennem deres egne øjne, som er en del af verden. Det moderne menneske Alt dette lyder som spidsfindigheder. Men for det moderne menneske er paradokset blevet et livsvilkår. Vi påstår – og vi er overbeviste om – at vi kan alt. Men til trods for det ødelægger vi hele tiden grundlaget for vores påståede almagt. Vi skaber en umådelig velstand og rigdom, men samtidig destruerer vi naturens globale balance. Vi påstår – og vi er overbeviste om – at vi ved alt, eller i hvert fald at vi er på vej til at vide alt. Men til trods for det erfarer vi hele tiden, at jo mere, vi ved, des mere ved vi, at vi ikke ved. Vi retter et Hubble teleskop mod universets fjerneste grænser, men i stedet for at finde det endelige svar på universets skabelse, rejser der sig uendeligt mange, nye spørgsmål. Vi udforsker universets masse og opdager, at det meste af denne masse udgøres af såkaldt ”sort stof”, som vi endnu ikke aner det mindste om. Samfundsforskerne arbejder med økonomiske lovmæssigheder, men netop da man troede, at man havde modeller, der kunne forudsige alting, demonstrerede de globale finanskriser, at vi ikke har styr på ret meget. Hvorfor? Fordi de grundantagelser, som modellerne bygger på, nemlig at mennesker handler rationelt, ikke er gyldige. Hele tiden ser man med andre ord, at vi som mennesker – som forskere – ikke kan holde os uden for det, vi forsker i. Men også for helt almindelige mennesker har paradokset gyldighed: I gamle dage havde vi kun en begrænset viden om fx det foster, som den gravide kvinde bar. I dag kan vi lave tredimensionale fosterscanninger, så vi ved næsten alting og derfor tvinges til at tage stilling til næsten alting: ”Den lille skygge ved nakken, er det en nakkefold? Er der en risiko for Downs syndrom?” Pointen er, at den megen viden ikke har gjort os mere sikre, men mere usikre. Tilsvarende kan vi næsten alting: Vi kan holde liv i syge mennesker til ud over enhver grænse, hvilket tvinger os til selv at tage stilling til fortsat behandling. For sygdom fremstår i dag ikke som en skæbne, der kommer udefra, men som et behandlingsmæssigt svigt, som vi selv er skyld i. Tilsvarende gælder det for det globale, men-
neskelige ansvar, at vi ikke længere kan gøre os ansvarsfri. Før i tiden kunne vi med god grund behandle andre mennesker som ”fremmede”, men i dag – i en globaliseret verden – er de en del af os selv. Også buddet om næstekærlighed er derfor blevet ramt af paradoksets forbandelse. Paradoksmennesket Det moderne menneske tror, det kan alt, og samtidig demonstrerer det dagligt, at netop denne uhyre magt er den største trussel mod menneskeheden. Vi er afmægtige, ikke fordi vi står over for en ydre magt, som vi ikke kan klare, men fordi vi står over for vores egen, uhyre magt. Det moderne menneske tror, det ved alt, og samtidig demonstrerer det dagligt sin egen uvidenhed, fordi denne viden er et produkt af menneskers egen videnskab: Denne viden er menneskeskabt. Både i sin umådelige kunnen og i sin umådelige viden er det moderne menneske et paradoksmenneske. Paradokset er blevet vores dagligdags vilkår. Hvorfor? Fordi det moderne menneske tror at det har universel viden og skaberkraft, men hele tiden glemmer, at det selv er en del af det univers, det udforsker og handler i. For der er én ting, som det moderne menneske ikke kan: Det kan ikke stille sig uden for grænserne for sin egen viden og kunnen. Konsekvensen er, at vi kan næsten alt – undtagen én ting: Vi kan ikke skabe mening, for mening forudsætter at verden hænger sammen. En meningsfuld verden, dvs. en verden af mening, er en verden, der fungerer i overensstemmelse med ét princip, som ikke hele Tema • tiden dementerer sig selv. Så når moderne mennesker beder om hjælp, beder de ikke om hjælp til at skabe noget – liv, helbredelse, velstand. Nej, så beder det om hjælp til at skabe mening: ”Hjælp os med at gøre mening mulig”, lyder bønnen. Paradoksgud Men er der nogen, der kan hjælpe os med at gøre mening mulig, dvs. med at overvinde paradoksets skæbne, dvs. stille sig uden for grænserne for menneskers viden og kunnen? Ja, det er der én, der kan, og denne ene er Gud. Gud er den eller det, der står uden for menneskers verden. I gamle dage troede vi, at dette ”udenfor” skulle forstås meget bogstaveligt, nemlig at når Gud var i himlen, betød det at han var over jorden eller hinsides tiden, og at man kunne kigge efter Hvad er meningen? 5
Page 1 and 2: Sognebladet xxx. xxx Tema • Brabr
Page 3: Paradoksernes verden Af Esben Ander
Page 7 and 8: Frihedens paradoks Af Esben Anderse
Page 9 and 10: Hvordan kan det være? Af Kirsten S
Page 11 and 12: Gudstjenester Juni 2012 Brabrand Ki
Page 13 and 14: Et nyt 3-års-projekt Brabrand delt
Page 15 and 16: vil nogle tilbud komme med kort var
Page 17 and 18: Arrangementer Lørdagshøjskole eft
Page 19 and 20: Åben familie Et fællesskab for b

August 2012 - Brabrand Kirkes

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?