Teorier om betydningen af social baggrund og chance ulighed

Nedenstående kapitel er publiceret i antologien
Niels Ploug (red) Social arv og social ulighed, Hans Reitzels forlag (2007)
Kapitel 2
Teorier om betydningen af social baggrund og chance ulighed
Niels Ploug, Socialforskningsinstituttet
Indledning
En teori er en systematisk præsentation af væsentlige forhold, der har betydning for og som derfor
kan forklare – eller bidrage til forståelsen af baggrunden for – et givet fænomen.
En teori vil typisk indeholde en påstand – en tese – om at de forhold, der fremhæves og analyseres
teoretisk vil føre til noget bestemt, således at teorien kan bruges både til at forklare og også til at
forudsige en given udvikling. Darwins teori om den naturlige udvælgelse indeholder en tese om at
organismerne udvikler sig gennem små mutationer, og forudsiger at de stærke – dem med størst
tilpasningsevne – vinder over de svage. Marx’ teori om den kapitalistiske produktionsmåde indeholder
en tese om, at arbejderklassen udbyttes af kapitalisterne, og forudsiger at arbejderklassen
gennem revolution vil gøre oprør mod dette 1 .
Der findes ikke nogen samfundsvidenskabelig teori om social arv. Men der findes en række sociologiske
og økonomiske teorier, som det er relevant at inddrage i en teoretisk forståelse af betydningen
af social baggrund og dannelsen af chance ulighed. Disse teorier præsenteres og diskuteres i
dette kapitel.
Hvis der fandtes en teori om social arv ville påstanden – tesen - i den være, at børn og unges sociale
baggrund og opvækstforhold har afgørende betydning for deres muligheder i uddannelsessystemet,
på arbejdsmarkedet og for deres helbred. Så langt vil alt være godt. Det er forudsigelsen det vil knibe
med. Den vil være at børn og unge vil reproducere deres sociale baggrund i den forstand, at de
med hensyn til uddannelse, beskæftigelse og helbred vil komme til at ligne deres forældre. Så enkelt
er det imidlertid ikke. Selv om det er tilfældet for mange børn og unge, at deres relative placering i
samfundet er på linje med deres forældres, så er der også mange, som det ikke gælder for. Så en
teori om social arv ville kunne sætte fokus på en række forhold, der har betydning for den enkeltes
placering i samfundet – men den ville aldrig kunne forudsige denne placering.
I de teoribidrag der præsenteres i dette kapitel er der derfor fokus på forhold, der har betydning for
den enkeltes placering i samfundet. Tesen er nemlig fortsat, at der er forhold, der har afgørende
betydning for børn og unges chancer og muligheder i samfundet, som det er værd at se nøjere på.
Både hvis man vil forstå de selektionsmekanismer, der er på spil i samfundet, og også hvis man har
et ønske om at ændre på disse selektionsmekanismer, så flere i større grad får muligheder for uddannelse
og beskæftigelse uafhængig af social baggrund.
1 De nævnte eksempler på teorier findes omtalt i artiklen ’teori’ i netleksikonet ’leksikon for det 21. århundrede’
(www.leksikon.org), hvor der også er hentet inspiration til nogle af betragtningerne i indledningen til dette kapitel.

Nogle grundlæggende og nogle tidlige teoretiske betragtninger
2
Formålet med de teorier der ses på i dette kapitel er at forklare forskelle på menneskers udvikling
og aktuelle situation. ’Social arv’ forstået som betydninger af forhold i den enkeltes barndomshjem
og forhold i øvrigt under den enkeltes opvækst er et begreb, der kan anvendes i et forsøg på at forklare
disse forskelle. Der findes ganske mange teorier, der netop inddrager dette. I det meste af den
internationale litteratur på området skriver man dog ikke om ’social arv’. Det ser ud til at være et
særligt skandinavisk begreb. Man skriver i stedet om ’intergenerationelle relationer’, og mener
dermed sammenhængen mellem forældres situation og placering fx m.h.t. uddannelse og indkomst
og børns placering. Der er ingen forskel på forståelsen af ’intergenerationelle relationer’ i den internationale
litteratur og den forståelse af begrebet ’social arv’, der anvendes i denne bog.
Grundlæggende handler den teoretiske udvikling og afvejning på dette område om, om man mener
at forskelle mellem menneskers udvikling og situation skal forklares på baggrund af kulturelle forhold
eller den menneskelige natur 2 .
Kulturelle forhold handler ikke om finkultur. Kultur skal forstås som sociale adfærdsmønstre som
udvikles hos mennesker som et resultat af de påvirkninger de udsættes for. Der lægges særlig vægt
på betydningen af denne påvirkning under opvæksten – hos børn og unge. Men dybest set sker påvirkningen
jo hele livet igennem. I sociologisk teori på området interesserer man sig især for variationer
i den kulturelt bestemte adfærd mellem forskellige samfundsgrupper. I den engelske og franske
del af litteraturen, som tilsammen dominerer teoriudviklingen på området ganske betydeligt,
taler man i den forbindelse om forskellige ’klasser’. Det korte af det lange er, at med denne indfaldsvinkel
forklares adfærd som et produkt af sociale forhold.
Den menneskelige natur handler i denne sammenhæng om biologisk disponering. Adfærdsmønstre
er også det centrale her. Men her er forklaringen ikke den påvirkning mennesker udsættes for men
den måde de instinkter de biologisk er disponeret med omsætter sig i deres adfærd. Det korte af det
lange er, at med denne indfaldsvinkel forklares adfærd som et produkt af biologiske forhold.
Vi vil her opholde os lidt ved de forklaringer, der bygger på denne sidste indfaldsvinkel, for efterfølgende
af tage fat på den første indfaldsvinkel om kulturelle forhold, da den mere naturligt lægger
op til gennemgangen af nyere sociologiske teorier om emnet.
Etologi er betegnelsen for den gren af zoologien, der beskæftiger sig med dyrs adfærd. Påvirket af
landevindinger på dette område opstod forsøget på også at strække de etologiske forklaringer til at
dække menneskets adfærd. Kunne ikke menneskets – den nøgne abes – adfærd forklares på samme
måde som dyrs adfærd – som drevet af instinkt?
Forsøget på dette blev baseret på to antagelser. For det første at der kan drages simple paralleller
mellem menneskers sociale liv og dyrs liv. For det andet, at hvis man fx via antropologiske studier
kan vise af et aspekt af social adfærd er universel – så er den også naturgivet dvs. genetisk givet..
2 Præsentationen af de tidlige teoretiske betragtninger bygger på Lee & Newby (1994) kapitel 6.

3
Det faldt ikke heldigt ud. Mens det lykkedes etologer at skabe megen nye viden om dyrs – især
primaters - liv, og påvise at disse også i nogen tilfælde havde udviklet en kultur, hvor der blev anvendt
værktøj, så lykkedes det ikke på videnskabeligt grundlag at påvise de antagede simple paralleller
mellem menneskers og dyrs social liv. På tilsvarende vis lykkedes det også bl.a. på basis af
antropologiske studier bl.a. af samfund der stod overfor kolonisering at vise mange fælles træk mellem
den måde tilsyneladende meget forskellige samfund organiseres på. Men dog ikke at vise det på
en så overbevisende måde, at det accepteredes som bevis for eksistensen af universelle adfærdsmønstre.
Så kort sagt så er det hidtil ikke lykkedes på nogen overbevisende måde at påvise at menneskets
sociale adfærd styres af instinkt eller at der findes fælles genetisk bestemte universelle adfærdsmønstre.
Det ændre ikke ved det forhold, at det er nogle mennesker der klare sig bedre end andre – og at der
er nogen der klare sig direkte dårligt.
Det fører meget hurtigt til spørgsmålet om disse forskelle i en eller anden udstrækning er ’naturlige’
i den forstand at den observerede ulighed skyldes en ulige fordeling af intelligens i befolkningen.
Der er på den ene side en lang række undersøgelser, der ved hjælp af intelligens test viser for det
første en spredning i befolkningen og for det andet en sammenhæng mellem børn og forældre på
dette punkt. Men at springe til den konklusion, som der findes eksempler på, at det hermed er vist at
det er genetiske forhold der er bestemmende for samfundsmæssig ulighed – det er et spring, der
ikke vil være videnskabeligt belæg for. Intelligenstest er nemlig på den anden side et område, der er
omgærdet af meget store kontroverser 3 . Et af de mere hjælpsomme resultater af disse kontroverser
er en skelnen mellem: A – intelligens som organismens grundlæggende indlæringspotentiale – som
nærmest pr. definition ikke kan måles; B – intelligens som den kunnen den enkelte viser i sin faktiske
adfærd – som er resultatet af et samspil mellem arv og miljø; C – intelligens som den score eller
IQ der er resultatet af en given test.
Sociologien har især været interesseret i B – intelligens som den kunnen den enkelte viser i sin faktiske
adfærd. Der er ingen tvivl om, at dette er påvirket af det miljø man vokser op i – og i øvrigt
færdes i. Flere studie – også et dansk der er en del af forskningsprogrammet 4 – har vist, at der er en
klar sammenhæng mellem opvækstmiljø og hvad man opnår og kan – også når der, som det selvfølgelig
er påkrævet, tages højde for forskelle i IQ. Personer fra en bedre stillet baggrund placerer sig
fx alt andet lige gennemgående langt bedre end personer med samme IQ fra en dårligere stillet baggrund.
Mens dette resultat må siges at være ukontroversielt, så mangler forskningen på området stadigt
mere præcist at indkredse og pege på, hvordan sammenhængen mellem opvækstmiljø og hvad man
opnår og kan, hvad denne sammenhæng består af.
Denne mangel betyder ikke, at der ikke findes bud på dette. Disse kan deles ind i tre typer af forklaringer:
materielle forskelle, motivation og som det tredje kognitive evner.
3 En del af kritikken er at disse test på grund af den måde de er konstrueret på giver en tilsyneladende videnskabeligt
begrundelse for allerede eksisterende samfundsmæssige forskelle – som hvis man forholder sig kritisk netop til testteknikken
– er helt ubegrundet.
4 Jæger et.al (2003): Ulighed og livsløb, Socialforskningsinstituttet rapport 03:10.

4
Materielle forholds betydning er relativt velkendte, gennemanalyseret og anerkendte. Fattigdom og
hvad deraf følger af dårlige boligforhold, dårlig kost og andre typer af materielle afsavn har betydning
for børns udvikling af evner og kunnen.
Motivation i forhold til at engagere sig i aktiviteterne i skolen eller til at fortsætte i uddannelsessystemet
efter folkeskolen kan også være forskellige for forskellige grupper i samfundet. I den forbindelse
tegnes til tider et nok noget forsimplet billede af en situation, hvor børn fra de lavere klasser
fremstilles som mindre motiverede for uddannelse og mere rettet mod den kortsigtede økonomiske
gevinst ved at tage et ufaglært arbejde i stedet, mens børn fra de højere klasser fremstilles som mere
motiverede for uddannelse – og med øje for det forhold, at deltagelse i uddannelse er en langsigtet
investering, der giver afkast både i form af bedre løn og i form af bedre arbejdsforhold. Mens det
næppe forholder sig så firkantet – så indgår det også i nogle af de nyere sociologiske teorier, som
omtales senere, at der kan være en kulturelt betinget forskel i børns oplevelse af motivation i forhold
til uddannelsessystemet.
Kognitive evner fremstår som ret centralt både i tidlige og nyere teoretiske betragtninger. Flere studier
peger på, at et barns kognitive evner – dvs. evner til at tænke abstrakt og håndtere abstrakte
begreber i tænkning og tale – afhænger af kvaliteten af den voksenkontakt barnet oplever. De første
leveår fremhæves som særligt betydningsfulde i den forbindelse.
I Bernsteins arbejde med betydningen af sprog (Bernstein 1971-7) 5 undersøges sammenhængen
mellem sprog, familietype og kognitiv udvikling. Grundlæggende er argumentet baseret på undersøgelserne,
af brugen af sprog i kommunikationen mellem familiemedlemmer i ’arbejderklassen’ og
i mindre privilegerede familier, som viser sig at være anderledes end blandt de mere ressourcestærke.
I ’arbejderklassen’ bruges, hvad Bernstein kalder, et ’offentligt’ eller ’begrænset’ sprog – der i
mindre grad understøtter udviklingen af abstrakt tænkning og brugen af komplicerede begreber, end
det er tilfældet blandt de mere ressourcestærke. Evnen til at forstå sprogets nuancer og underforståede
betydninger kan være meget vigtig 6 – og er sandsynligvis i stigende grad vigtigt efterhånden
som netop kommunikation ikke blot er noget, der foregår mellem familiemedlemmer eller mennesker
i det hele taget – men er afgørende vigtigt som led i samfundsmæssige beslutningsprocesser –
og desuden i stigende grad er en vare på markedet på lige for med mere håndfaste produkter.
I forhold til spørgsmålet om social ulighed og social arv så antages det – og understøttes det i øvrigt
af en række studier – at de har stor betydning for børn og unges tilgang til og tilpasningsmuligheder
i uddannelsessystemet. Jo mere man vil vide om viden, jo mere er man nødt til at blive eller være
bekendt med de særlige koder viden formidles i. For dem, der ikke eller kun i begrænset omfang er
bekendt med disse koder, kan det være meget svært at få meget omfattende viden på givne områder.
Betydningen af familietype eller familieorganisering indgår også i studiet. Her understreges det, at
meget ustabile forhold i familien i form af løbende ændringer i familiens sammensætning pga. fx
mere eller mindre løbende familiebrud, i form af ustabil arbejdsmarkedstilknytning med dertil hørende
ustabile indtægtsforhold kan påvirke børns udvikling af evner og dermed hvad de kan nå og
opnå senere hen i livet.
5 Afrapporteringen af dette arbejde skete i et tre-binds værk der udkom i perioden 1971-1977.
6 I den anekdotiske ende oplevede dette kapitels forfatter en daginstitutionsleder, der forklarede afskedigelsen af en
pædagogmedhjælper med følgende: ’Jeg var nødt til at fyre hende – for når jeg spurgte hende om hun lige gad rydde op
på stuen – så troede hun, at jeg spurgte hende, om hun gad’

5
I den forbindelse er det dog væsentligt at være opmærksom på, at betydningen af opvækstmiljø ikke
på nogen måde kan formuleres som noget meget bestemt – det kan ikke formuleres på en såkaldt
absolut måde. Opvækstmiljø er både kompleks og dynamisk – og betydning af opvækstmiljø afhænger
af mange forhold som fx indretningen af det givne samfund, der ses på – og hvilken samfundsgruppe,
der undersøges.
Inddragelsen af opvækstmiljø – af den sociale arv – i analysen af social ulighed må ikke føre til
reduktionisme. De sociale uligheder som notorisk konstateres såvel i tidligere som i nyere analyser
findes der ikke nogen simpel – måske ligefrem universel – forklaring på. Det er for lidt og for let at
sige ’ at det er samfundets skyld’ – der er for lidt og for let at sige, at det skyldes den negative sociale
arv i form af dårlige opvækst forhold. Processen der førte til resultatet, uanset om det handler
forskelle i opnået uddannelse, i opnået indkomst eller i placering på arbejdsmarkedet, er et kompleks
samspil mellem flere forskellige forhold, som det endnu ikke er lykkedes samfundsvidenskaberne
fuldt ud at omsætte til et samlet teoretisk bud på en forklaring.
Nyere sociologiske teorier – agency- structure integration
Nogle af de bedre bud på en teoretisk forklaring på disse forhold findes i en række nyere sociologiske
teorier. En række sociologiske teoretikere har udviklet et teoriapparat der på den ene side er
tilstrækkeligt mangfoldigt til, at man med sindsro kan sige, at der ikke er tale om et ensidigt reduktionistisk
bud på en teori, og på den anden side er tilstrækkeligt åbne og fleksible til at kunne rumme
den individuelle menneskelige handlen, som er så karakteristisk ved menneskelig adfærd – samtidig
med at den er så vanskelig at håndtere teoretisk. På den måde indeholder de både, hvad man
kunne kalde et praktisk bud på en forståelse af det moderne menneske i det moderne samfund, og et
teoretisk bud på hvordan sociologisk teori kan kommer udover den determinisme og lukkethed
overfor betydningen af menneskelig handlen, som medførte at den engang så dominerende funktionalisme
stødte på grund – og ikke er blevet trukket fri.
I den sociologiske ’teoribog’ 7 indgår disse teorier under fællesbetegnelsen ’agency-structure’ integration.
Det betyder, at der er tale om teoretiske forklaringer, der har som ambition at integrere syn
på individuel handlen (agency) og strukturelle forhold. Det sidste vil ofte være repræsenteret ved
samfundets strukturer – kapitalistisk fx – og institutioner – velfærdsstat eller uddannelsessystem –
men kan også være mere mikroorienterede strukturer af betydning for den individuelle handlen.
En vigtig bidragyder til udviklingen af ’agency-structure’ teoriretningen og en teoretisk inspirationskilde
for analyserne i denne bog er den franske sociolog og antropolog Piere Bourdieu. Målet
med hans teoriudvikling på dette område har været at finde en måde at forene to forhold ved nutidens
samfund, som er afgørende for de resultater, der opnås både på samfundsmæssigt niveau og
for den enkelte. De to forhold er samfundets objektive strukturer og den enkeltes subjektive handlen.
Bourdieu argumenterer i sine arbejder for, at samfundsvidenskaberne må forholde sig kritisk og
reflekterende til det de analyserer 8 - og om nødvendigt på ingen måde lade sig nøje med de betegnelser
og begreber, der bruges i dagligdagen eller af bureaukratiet og administrationen. Man kan
7 Der findes ikke én sociologisk teoribog – der findes heller ikke én sociologisk teorihistorie – dertil er sociologisk teori
for omfattende og mangfoldig til at det kan lade sig gøre at sammenfatte dens historie. Men i en af de dominerende
’lærebøger’ i sociologi Ritzer & Goodman (2003) anvendes den klassificering, der nævnes her.
8 Bl.a. i kapitlet ’Radical doubt’ i Bourdieu & Wacquant (1992)

oligt sige, at han selv levede op til den opfordring med ’opfindelsen’ af en række begreber, der i
dag står meget centralt i sociologisk teori og i empiriske sociologiske analyser.
Bourdieu’s arbejde bygger på en opfattelse af samfundet og den måde det fungerer på, der tager
udgangspunkt i følgende fire grundlæggende antagelser:
6
• Samfundet og det sociale liv er struktureret ved konfliktfyldte relationer mellem forskellige
aktører i en kamp om, hvad der skal lægges vægt på – hvad der har værdi.
• Samfundet er hierarkisk struktureret – og ressourcer i samfundet er ulige fordelt mellem de
forskellige individer.
• Samfundet og det sociale liv er materielt funderet. Det betyder, at besiddelsen af alle former
for ressourcer også de traditionelle som økonomi og uddannelse har afgørende betydning for
den måde samfundet fungere på. Men den måde samfundet fungere på er fastlagt med udgangspunkt
i den hierarkiske fordeling af disse ressourcer. Den er med andre ord socialt
konstrueret – eller sagt mere ligefremt – bestemt at de magtstrukturer og hierarkier, der til
enhver tid er i samfundet.
• I samfundet vil de enkelte individer og grupper af individer som sociale aktører løbende
kæmpe om status, anerkendelse og magt. Det er denne kamp, der udgør en vigtig del af
grundlaget for samfundets løbende ændring.
Dette udgangspunkt betyder, at der lægges vægt både på materielle ressourcer, på samfundets strukturelle
opbygning herunder indretningen af bl.a. systemet til økonomisk omfordeling og uddannelsessystemet
– samt på den magt forskellige individer og grupper af individer har til at påvirke hvilke
ressourcer, der er væsentlige og hvilke strukturer, der skal opbygges.
Det betyder også, at der tages afstand fra beskrivelser af samfundet som værende i en situation, hvor
grænser og hierarkier mister betydning og langsomt nedbrydes, og hvor de enkelte individer nærmest
uafhængig af deres materielle og sociale baggrund har mulighed for selv at definere og konstruere
deres muligheder i livet.
Til at forbinde det materielle og objektive og det individuelle og subjektive udvikler Bourdieu begrebet
habitus. Habitus kan meget kort forklares som summen af den viden, de erfaringer, de kapitalressourcer,
præferencer og tilbøjeligheder, der udgør rammen om det enkelte individs videnshorisont
og handlerum. Det er de mentale og kognitive strukturer, som den enkelte bruger til at håndtere
verden, til at udvikle måder at handle på, og til at evaluere disse handlinger. Habitus er individuel,
men den reflektere samfundets hierarkiske strukturer – opdelinger i sociale klasser, i aldersgrupper
og i køn. Habitus giver verden ’mening’ for den enkelte – men den medfører også, at der kan være
lige så mange forskellige opfattelser af verden, som der er mennesker. Habitus skabes i livsløbet –
den indeholder på en og samme tid noget vedvarende og noget foranderligt. Der kan være spor fra
opvæksten som påvirker habitus gennem hele livet, og der kan være forhold i livsløbet der betyder
at ens habitus påvirkes og forandres.
Habitus er en dialektisk internalisering af det eksterne og en eksternalisering af det interne. Det betyder,
at habitus på den ene side påvirkes af det udefra kommende – det eksterne, og på den anden
side viser den enkelte i sine handlinger – eksternaliseringen af det interne – sin habitus.

7
Habitus har betydning for tanker og valg – der kan være tale om en begrænsning eller en udvidelse
jf. omtalen af betydningen af kognitive evner ovenfor – men habitus bestemmer dem ikke – i hvert
fald ikke alene. Så der er ikke tale om nogen form for determinisme. Habitus antyder hvad folk kan
gøre i givne situationer – den indgår som led i en bevidst valgproces. Og den udvikles hele tiden
som et resultat af de mere eller mindre betydningsfulde mere eller mindre modsætningsfyldte situationer
folk befinder sig i.
Bourdieu opponerer mod den økonomiske teoris antagelse af at folk handler rationelt. En antagelse
der også findes indenfor sociologi. Folk er efter hans opfattelse ikke rationelle – men derimod fornuftige.
De handler ud fra hvad han kalder en praksis-logik. Hvad vil være praktisk – ikke nødvendigvis
rationelt – at gøre i givne situationer, det er styrende og overkommer meget netop på grund
af sin orientering mod netop praksis.
Dette er habitus – og den viser sig i alt. I den måde vi spiser, går, taler og pudser næse på – i alle
disse daglige praksisser. Og så selvfølgelig også i forhold der er mindre dagligdags i vores valg af
partner, uddannelse og arbejdsplads.
Kapital er endnu et centralt begreber i Bourdieu’s teori. Det er et forsøg på at begrebsliggøre de
ressourcer og egenskaber, som individer er besiddelse af, og som de drager nytte af i udviklingen af
deres livschancer.
Kapital optræder i fire hovedformer: økonomisk, kulturel, social og symbolsk. Den økonomiske
kapital vedrører indkomst og pengeressourcer (Bourdieu 1984) og er den mest materielle og åbenlyse
form for ressource. Kulturel kapital omfatter mængden af viden, uddannelse, information, dannelse
og “æstetiske” dispositioner. Den kulturelle kapital kan antage tre former: en kropslig, fx
igennem verbale udtryk, gestikulationer, smag og “dannelse”, en objektiveret, fx igennem kunst og
arkitektur, samt en institutionaliseret, fx igennem uddannelse, eksaminer, titler osv. (Bourdieu,
1984; Bourdieu and Passeron, 1990; Bourdieu and Wacquant, 1992: 119; Broady 1990: 184). Social
kapital vedrører slægtskabsrelationer, forbindelser og andre former for sociale netværk, der kan
have betydning for den enkeltes placering og magtposition. I kort form er den sociale kapital individets
netværk og forbindelser – men hos Bourdieu er det ikke nok at have dem – en stor omgangskreds
er ikke nok. Den skal også kunne bruges til noget – til at forbedre ens muligheder og
livschancer.
Den sidste form for kapital er den symbolske, der dækker over en slags tværgående ”magtkapital” i
den forstand, at besiddelse af de betydelige mængder af de andre kapitalformer kan have afledte
positive følgevirkninger. Dette er den symbolske kapital, som dækker over evnen til at kunne definere
hvad der opfattes som eftertragtelsesværdigt og rigtigt. Et eksempel er, at fx en velhavende
person med megen økonomisk kapital, alene på baggrund heraf, opfattes som begavet (selv om dette
ikke nødvendigvis – objektivt set – er tilfældet) eller kan udtale sig med særlig vægt i offentligheden.
Måske har denne person også fået æresbevisninger (fx en kongelig orden) eller andre akkreditiver,
som har en anerkendende, symbolsk karakter. Man kan derfor sige, at symbolsk kapital er et
socialt “es” eller “trumfkort”, der går på tværs af de andre kapitalformer (Bourdieu 1989: 17; Bourdieu
and Wacquant 1992: 98).
Kampene i det konfliktfyldte Bourdieuske samfund foregår indenfor det, som i hans teori kaldes
felter. Her anvendes den enkelte sin habitus i kampen om, hvad der har værdi, og hvad der dermed

8
skal lægges vægt på tages. Denne kamp fører til formuleringen af værdisystemer – som Bourdieu
kalder doxa – der definerer, hvad der er værdifuldt, og hvad der er værd at kæmpe om. At være ortodoks
kan i denne sammenhæng forklares med at være i overensstemmelse med den gældende
værdi i et samfund – eller en gruppe.
Kampen om uddannelsessystemets indretning er for Bourdieu helt centralt. På dette område er der
en løbende debat og strid – en magtkamp – om, hvad der skal være det gældende værdisystem. I
denne kamp anvender aktørerne deres habitus – deres erfaringer, viden og ressourcer – til at argumentere
for enten et relativt struktureret uddannelsessystem med vægt på faglige viden eller et mere
fleksibelt uddannelsessystem med vægt på personlig udvikling.
På tilsvarende vis føres der magtkampe på andre af velfærdssamfundets væsentlige felter om definitionen
af et godt familieliv og opvækstmiljø for børn, om definitionen af det sunde liv eller definitionen
af det gode arbejde. Socialpolitikken er også et felt, hvor der føres kampe – om den rigtige
indsats overfor de dårligst stillede – i spændingsfeltet mellem ’samfundets’ og ’individets’ skyld og
ansvar.
En anden teoretisk indfaldsvinkel indenfor agency-structure traditionen findes i den engelske sociolog
Antony Giddens analyser af individualiseringsprocesser i, hvad der kaldes det senmoderne samfund.
I forhold til spørgsmålet om den negative sociale arv giver budskabet her muligvis anledning
til en vis fortrøstning. Pointen er nemlig, at udviklingen i ‘det digitale samfund’ giver muligheder til
individet for at handle langt mere selvstændigt og uden i samme omfang som tidligere at være påvirket
og måske ligefrem hæmmet af opvækstmiljøet. Tesen er, at individet i stigende grad bliver
klar over, at muligheder og fremtid afhænger af en selv - og dermed ikke mindst mentalt nedbrydes
begrænsningerne i forhold til social arv og miljø. Her peges med andre ord på en samfundsudvikling
i retning af et individualiseret samfund, der i modsætning til det traditionelle samfund, giver det
enkelte individ lang større muligheder end tidligere for at træffe individuelle valg med hensyn til
uddannelse, beskæftigelse og livsstil.
Hos Giddens tillægges de strukturelle forhold mindre betydning end den individuelle handlen. Giddens
synspunkt er nærmest, at sociologien har en klar tendens til at overdrive den begrænsende betydning
af eksterns give strukturer. Her er i langt højere grad lagt op til, at det er det moderne mennesker,
der i det moderne samfund selv former sin historie. Dog ikke udbundet af livsløb og ressourcer
– men med langt større handlemuligheder end det er tilfældet hos fx Bourdieu.
En anden engelsk sociolog, der har ydet et betydende bidrag til teoriudviklingen på området er den
engelske sociologi John H. Goldthorpe. Han har igennem en menneskealder beskæftiget sig med
empiriske analyser af social mobilitet med særlig fokus på mobilitet indenfor uddannelsesområdet. I
et af hans senere værker 9 , der fremtræden som en opsamlende refleksion over blandt andet hans
arbejde indenfor det nævnte område, gør han sig også en række teoretiske overvejelser, der har relevans
for ’social arv’ problematikken.
På engelsk kalder Goldthorpe sin teori for ’rational action theory’ (RAT) – hvilket på dansk bliver
til teori om rationel handling. Tesen i teorien er, at når der er klassebetingende forskelle på unges
uddannelsesvalg, så skyldes en rationel kalkule, og ikke som det fremstilles i ’agency/structure’
9 Goldthorpe, J (2000).

teorierne kulturelle forhold og udøvelsen af magt. Goldthorpe forholder sig i det hele taget meget
kritisk til det han benævner kulturteorierne, som han finder har væsentlige begrænsninger.
9
Grundantagelsen i teori om rationel handling er, at det enkelte individ har mål, at det har forskellige
midler til at nå disse mål, og at der i de valg der træffes indgår en afvejning af omkostninger og
udbytte som det afgørende for hvilke valg, der træffes. Det afvises eksplicit i fremlæggelsen af teorien,
at det giver mening at antage, at valg er baseret på sociale normer eller kulturelle værdier. Det
antages desuden, at det handlende individ har en vis grad af viden om det samfund de lever i, som
gør at de vil kunne vurdere muligheder og begrænsninger for dem til at nå deres mål. Kort sagt antages
det at det enkelte individ har nogle muligheder og nogle evner som gør at de uafhængigt at så
meget andet kan søge at opfylde deres mål, på en måde der er passende i forhold til den situation, de
befinder sig i.
De forskelle i opnået uddannelse – som Goldthorpe konsekvent kalder klasseforskelle 10 - har to
årsager – de primære og de sekundære. De primære årsager er de forskelle i skolemæssige færdigheder,
der er mellem børn fra arbejderklassen og børn fra serviceklassen. Undersøgelser viser, at
børn fra serviceklassen alt andet lige klare sig bedre end børn fra arbejderklassen i alle former for
test af skolemæssige færdigheder. Sekundære effekter handler om de valg som børn, eventuelt
sammen med deres forældre, træffer med hensyn til børnenes vej gennem uddannelsessystemet. Det
er især dem, som Goldthorpe’s teori handler om. Grundantagelsen er, at de valg der træffes gennemgående
er rationelle. Det vil sige, at de afspejler vurderinger af fordele og ulemper – omkostninger
og nytte – at det konkrete valg i forhold til en række alternativer – som fx at forlade uddannelsessystemet
– eller at vælge hhv. en boglig eller en praktisk orienteret uddannelse.
Styrende for disse valg er i udgangspunktet et ønske om at sikre, at børnene som minimum forbliver
i den klasse, som deres forældre er i. Børn og forældre i arbejderklassen vil således søge at sikre, at
børnene ikke bevæger sig ned i underklassen, mens børn og forældre i serviceklassen vil søge at
sikre, at børnene ikke bevæger sig ned i arbejderklassen.
Andre indfaldsvinkler
Der findes også en lang række analyser om sammenhængen mellem forældres og børns situation,
der er inspireret af økonomisk teori, og som især har set på sammenhængen på områder som opnået
uddannelse og placering i indkomsthierarkiet. Men også her er det begrænset hvor meget man
egentlig synes at have forklaret. På den ene side er sammenhængen på disse områder empirisk veletableret.
Der er en klar sammenhæng mellem børn på den ene side og forældre på den anden side
og placering i uddannelses- og indkomsthierarkiet. På den anden side kniber det med forklaringerne
på hvorfor det forholder sig sådan, når det nu i efterhånden en generation eller to har været en åbenlyst
(velfærds)samfundsmæssig målsætning, at denne sammenhæng skulle brydes. I en opsummering
af indsatsen i den økonomiske forskning på området konkludere Solow (1999): meget (og
sandsynligvis det meste) af betydning af hvilken familie man kommer fra er ukorreleret med foræl-
10 Hans klasser er ikke særlig veldefinerede. Der er i modellen tre en ’underklasse’ en ’arbejderklasse’ og en ’serviceklasse’.
Afgrænsninger afgøres af deres ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet. Underklassen har en meget usikker
placering på arbejdsmarkedet, hvis de da overhovedet befinder sig der – da de ofte vil være arbejdsløse. Arbejderklassen
er timelønnede og har usikker og ustabil beskæftigelse mens ’serviceklassen’ er ansat på det, der i en dansk sammenhæng
kaldes ’funktionærvilkår’. I fremstillingen af den teoretiske analyse ses der alene på relationen mellem arbejderklassen
og serviceklassen.

dres indtjening og indkomst. Spørgsmålet om, hvad disse ukorrelerede faktorer er, og hvorfor de
har så stor betydning, er en vigtig og omfattende udfordring for fremtidig forskning’ 11 .
10
I en række empiriske studier er det blevet vist også med udgangspunkt i økonomisk teori og avancerede
statistiske analyser, at det ikke er lykkedes at bryde sammenhængen mellem kognitive evner
og opnået uddannelse på den ene side og social oprindelse på den anden side (fx Heckman & Vytlacil,
2001). Samtidig viser en række analyser, at i forhold til en indsats for at gøre noget ved dette, så
er det langt bedre at investere i en indsats, der forbereder børn på at gå i skole og modtage undervisning
– end det er at investere i at følge op overfor de unge, der ikke har klaret sig særligt godt i
uddannelsessystemet (Heckman & Lochner, 2000). Det skyldes bl.a. at indsatsen senere hen er sværere
at få gode resultater ud af, hvis folk i for begrænset omfang besidder evnen til at lære.
Mens der er ganske mange empiriske analyser, der viser, at der blandt personer med sociale problemer
er en overrepræsentation af personer, der har haft forskellige former for belastninger under
deres opvækst 12 , så er det med at holde tungen lige i munden, når der konkluderes. For dette veldokumenterede
resultat er jo ikke ensbetydende med, at børn der oplever belastninger i deres barndom
også får problemer i deres voksenliv. Tværtimod viser det sig, at det meget store flertal på alle de
mål der findes klare sig helt almindeligt og gennemsnitligt. At tunge sociale problemer som kriminalitet
eller vold går i arv, det er der ikke noget belæg for i forskningen. Men det er jo ikke det
samme som at det ikke er en belastning at vokse op i et hjem, der er præget af vold. Så det vil også
være problematisk at konkludere, at fordi den kriminelles søn ikke bliver kriminelt – eller fordi
voldsmandens datter ikke bliver voldelig – så eksistere der ikke sociale belastninger, som kan påvirke
folks videre livsforløb.
Diskussion
Social ulighed findes i alle samfund. Et samfund hvor der ikke er nogle, der ligger over gennemsnittet
og andre under mht. fx uddannelsesniveau og indkomst – eller initiativ og virkelyst – er i praksis
umuligt at forestille sig.
Så den sociale ulighed findes. Det interessante spørgsmål i den forbindelse er, om vi har indrettet et
samfund, hvor den optræder tilfældigt og usystematisk – eller om det tværtimod kan påvises, at der
findes en systematisk sammenhæng mellem udvalgte sociale forhold og social ulighed?
Hvis det første er tilfældet – at den sociale ulighed optræder uafhængigt af de sociale forhold under
opvæksten som fx materielle ressourcer og sociale og kulturelle adfærdsmønstre i ens familie – så
skyldes social ulighed ikke på nogen måde forhold under opvæksten, og det giver ikke mening at
tale om ’social arv’. Men hvis der kan påvises en systematisk sammenhæng mellem de sociale forhold
under opvæksten og social ulighed senere hen, så kan det være meningsfuldt at tale om ’social
arv’.
Der er omfattende empirisk bevis for, at der findes en systematisk sammenhæng mellem opvækstforhold
og muligheder og placering senere hen i livet. Det gælder på uddannelsesområdet, det gælder
med hensyn til arbejdsmarkedsplacering og indkomst.
11 Egen oversættelse
12 Se fx Jæger et.al (2003) for en Bourdieu-inspireret analyse af danske data

11
Problemet for forskningen er, at den har været langt dygtigere til at fastslå, at der findes sådanne
sammenhænge end den har været til at forklare hvordan de virker. Sagen er nemlig den, at disse
sammenhænge – ligesom stort set enhver sammenhæng som samfundsvidenskaberne undersøger –
ikke er, hvad man - med referencen til præsentationen af tidligere teoretiske overvejelser i indledningen
af dette kapitel – kan kalde naturlige. Sammenhængen virker ikke som tyngdeloven eller
andre naturvidenskabelige lovmæssigheder. Den er afhængig af omgivelser, samfundsstrukturer og
de involverede individer.
Så forskningens problem er at finde forklaringer på hvorfor der er sådan, at belastninger under opvæksten
og social udsathed og sociale problemer udvikler sig til problemer og begrænsninger for
nogle mennesker, mens andre efter alle de mål at dømme, som samfundsvidenskaberne anvender,
ikke ser ud til at være påvirket.
Det ligger udover dette kapitels mål og ambition at komme med en opskrift på, hvordan det kan
gøres. Her skal blot afsluttes med nogle refleksioner over emnet.
Det er oplagt, at en meget stor del af den forskning, der er gennemført – empirisk og teoretisk – har
haft det enkelte individ som sit udgangspunkt. Dette er for så vidt paradoksalt fordi undersøgelse
efter undersøgelse har påpeget betydningen af familiens ressourcer – økonomiske, sociale og kulturelle.
Men der er ikke rigtigt nogen, der har taget konsekvenser heraf – og undersøgt variationen i
hvordan disse ressourcer aktiveres i forhold til at opnå bestemte mål – som fx at familiens børn klare
sig godt i skolen – og går videre i uddannelsessystemet. Der er et oplagt behov for at undersøge
variationen i hvordan familier på forskellig vis spiller sammen med – eller for så vidt imod – de
samfundsmæssige institutioner – som fx dagsinstitutioner, grundskolen etc. Der er ikke det store
behov for endnu en gang på mere statistisk sofistikeret vis at få fastslået, at der eksistere en sammenhæng
mellem opvækstbetingelser og livsmuligheder. Derimod er der behov for at bevæge sig i
retning af at kunne identificere kausale mekanismer som har betydning for sammenhængen mellem
opvækst og intergenerationelle relationer.
Referencer:
Bernstein, b (1971-7): Class, codes and controls, 3 vols. London; Routledge and Keagan Paul
Bourdieu, P & Wacquant, L (1992): An Invitation to Reflexive Sociology, University of Chicago
Press, Chicago
Ejrnæs, M et.al (2004): Social opdrift, social arv, Akademisk forlag, København.
Goldthorpe, J (2000): On sociology. Oxford University Press, Oxford
Heckman J.J. and Lochner, L (2000): Rethinking education and training policy: Understanding the
sources of skills formation in a modern economy, in Danzinger, S and Waldfogel, J (ed.)(2000):
Securing the future, Russel Sage Foundation, New York.
Heckman, J.J and Vytlacil, E. (2001): Identifying the role of cognitive ability in explaining the level
of change in the return to schooling. Review of Economics and Statistics, 83 (1).

Jonsson, G. 1967: Deliquent Boys, Their Parents and Grandparents. Acta Psychiatr Scand, vol 43
suppl 195.
Jonsson, G. 1974: Den sociale arv onde cirkel - kan den brydes? Fremad, København.
12
Jæger, M et. Al (2003): Ulighed og livsløb. Socialforskningsinstituttet rapport 03:10. København
Lee, D & Newby, H (1994): The Problem of Sociology, Routledge, London
Ritzer, G & Goodman, D (2003): Sociological Theory, McGrawHill, Boston
Solon (1999): Intergenerational mobility in the labour market’ in Ashenfelter & Card (eds.): ’Hand-
book of Labor Economics, Volume 3A’, Elsevier: North Holland.