Danske momenter i et monumentalt tjekkisk liv, nemlig Nationens ...

More documents

Recommendations

Info

af Elisabeth Strandberg František Palacký fødtes i landsbyen Hodslavice i det nordøstlige Mæhren i 1798 som søn af den lokale skolemester. Skolemesteren var blot 16 år gammel, da han påtog sig opgaven: Kejser Josef II’s tolerancepatent fra 1781 sikrede pludselig ikke-katolske kristne konfessioner friere religionsudøvelse, og i 1784 ville Hodslavices beboere have og fik deres egen kirke og skole. Palacký-familien var blandt de ældste på egnen, ejede et eksemplar af Kralice Bibelen (I-VI,1579-93), standardversionen af bibelen for tjekkiske protestanter og forbilledlig i sit klassiske sproglige udtryk. Denne bibel havde hjulpet dem til i det skjulte at bevare tilhørsforholdet til de Bøhmiske Brødre under modreformationens vanskelige tider. I 1781 var Brødrekirken dog ikke blandt de nu tilladte, så familien valgte at følge den Augsburgske Bekendelse og blive lutheranske. František havde læst hele bibelen i en alder af fem år og blev sin fars og skolens bedste, skønt yngste, elev. For at give sønnen mulighed for at lære tysk ordentligt flyttede faderen ham i 1807 til en skole i nærliggende Kunín, en katolsk institution med et frodigt kulturelt liv. František trivedes og sugede til sig, men faderen var bekymret for, at katolicismen skulle præge hans søn og flyttede ham i 1809 til en evangelisk skole i Trenèín (nuv. Slovakiet).Her blev František i 3 år, men allerede efter 6 måneder opgav han at følge undervisningen regelmæssigt, fordi han intet lærte, i stedet læste han på egen hånd i de bøger, han kunne få fat på. Han lærte latin, fransk, oldgræsk og - „umínil sem si byl posvìtiti život svùj obracování pohanùv na víru køest ’anskou; chtìlt’ sem co misionáø dánský zabrati se nìkdy do Trankebaru aneb na ostrovy australské (Palacký 1998, 17). Sådanne beslutninger/ideer om at vie sit liv til hedninges omvendelse som dansk missionær i Tranquebar eller på australske øer var overilede hos den 12-14 årige dreng, og han henviser senere til dette kapitel 2 Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2002 af sit liv som " sin fanatismus“; han har læst beretningerne, som fra Tranquebar sendtes til Europa. Tranquebar, en by på Indiens Coromandelkyst, var dansk koloni fra 1620 til 1845 og fra 1706 sæde for verdens første lutherske mission, hvis missionærer kom fra Halle med et fåtal danske (Nørgård). Også de mæhriske brødre arbejdede fra Tranquebar; disse påtog sig at søge at omvende befolkningen på de dengang „danske“ Nicobarøer i den Bengalske Bugt. Forsøget varede fra 1759 til 1803, men måtte opgives p.g.a. det for europære så vanskelige klima (Müller). På et tidligt tidspunkt i sin tilværelse havde František altså tanker om at ville vie sit liv til kampen for en værdig sag til gavn for andre mennesker. Familiens ønske om at han skulle blive præst var han imod. Det skulle vare endnu nogle år, før den unge mand kunne definere sin specielle opgave i livet. Fra 1812 til 1818 gik han på det evangeliske gymnasium i Pressburg (senere Bratislava) og lærte i den HISTORIE Danske momenter i et monumentalt tjekkisk liv, nemlig Nationens Faders, František Palacký periode bl.a. oldkirkeslavisk, russisk, Franz Palacký 1820. Oliemaleri af František Tkadlík serbisk, engelsk og italiensk. Františeks far var ikke i stand til at betale sønnens skolegang endsige studier, hvorfor denne var henvist til at gøre sig nyttig, bl.a. give privatundervisning for at få til livets opretholdelse. Det gik, selvom František havde en svaghed for at købe bøger, så snart han havde en smule til overs. Han læste uhyre meget, nu også udenlandske historikere. I forbindelse med sin privatundervisning blev han fortrolig med det aristokratiske selskabs livsførelse, hvilket kom ham til gode i Prag. Han fik venner som P. J. Šafaøík (1795-1861), der bragte ham i kontakt med filologen J. Jungmann (1773- 1847). Under et ophold med sine privatelever i Wien lærte František historikeren J. Dobrovský (1753-1829) at kende. I sin gymnasietid blev han, via en interesseret udlænding, vakt for sit eget, det tjekkiske sprogs skønhed og egenart - og deprimeret over dets forsømthed. I lige så høj grad bekymrede hans lands historie ham, negligeret, undertrykt og forvansket som den var. Da han efter nogle års selvstudium i Pressburg stod rede til opbrud mod Prag, var han sikker i sin sag: hans livs opgave var at skrive fædrelandets historie, om ikke den hele så i det mindste den hussittiske del deraf - ydermere ville han give sit modersmål dets retmæssige plads tilbage. Inden Palacký tog til Prag, var han advaret om de vanskeligheder, der ventede ham: en ubemidlet person, der ingen ansættelse eller fast bopæl havde og tilmed var protestant, ville tiltrække sig politiets opmærksomhed. At finde en plads som privatlærer i en aristokratisk familie var svært i Prag, familierne var alle katolikker, i modsætning til Pressburg, der var ungarsk styret med en tradition for tolerance overfor protestanter. Palacký havde håbet på en bibliotekaransættelse, men det gik ikke i orden. Heldigvis kunne J. Jungmann hurtigt efter Palackýs ankomst i april 1823 præsentere ham for en rig protestantisk dansk købmand og godsbesidder, som søgte en opdrager til sine søn-
HISTORIE ner, Jørgen Ahsbahs (1766-1849) (Morava 50). Han havde en bolig i Praha, Nové Mìsto og besad derudover i Prags omegn godserne Pøemyšlení og Zdiby, som han havde købt af grev R. F . Morzin i 1810 (Ottùv slovník nauèný, 1908, under Zdiby). Sine penge tjente han ved salg af heste opdrættet på Elbens marskområder på hans hjemegn i Holsten; for disse heste var der et gunstigt marked i Bøhmen. Han giftede sig med en tjekkisk kvinde, og senere sluttede hans bror sig til ham og giftede sig ind i samme tjekkiske familie (Klose 29-30). Jørgen Ahsbahs beskrives som passioneret hestehandler, og hans sønner fulgte i hans fodspor. Det udgjorde næppe den intellektuelle stimulans for Palacký, som han søgte; under alle omstændigheder flyttede han efter nogle måneder til en anden familie, boende i Malá Strana i bekvem afstand til det Šternberkske palæ på Malostranské námìstí, hvor Palacký nu havde fået til opgave at udarbejde Štemberk familiens genealogi. Når Palacký allerede inden ankomsten til Prag havde haft det held at knytte kontakter til folk med hans interesser, som historikeren og filologen J. Dobrovský samt J. Jungmann, der arbejdede på den banebrydende tjekkisk-tyske ordbog (Jungmann), hvilken skuffelse må det have været at opdage, at de tre var næsten ene om dette engagement, støttet af en snæver kreds af intellektuelle og aristokratiske familier med Šternberkerne i spidsen. Tjekkisk sprog og kultur tilhørte udelukkende privatsfæren. Chokerende må det have været for Palacký at indse, at hverken Šternberkerne eller Dobrovský troede, at der var nogen fremtid for det tjekkiske folk og dets sprog. Han selv gav ikke op. Han fik flere opgaver med at skrive genealogier, men intet fremadrettet, indtil han selv foreslog udgivelsen af et populærvidenskabeligtmuseumstidsskrift på tjekkisk for at få det tjekkiske folk i tale. Šternberkerne havde beklaget sig over den manglende respons fra folk på „deres“ museum, tilhørende „Gesellschaft des vaterländischen Museums in Böhmen“. Museet var åbnet i 1818 oppe ved Hradèany. Palacký måtte argumentere for sit museumstidsskrift overfor selskabet, som på sin side måtte sikre sig censurens accept. I denne argumentation støtter Palacký sig på andre mindre folkeslags eksempel i Europa, polakker, magyarer, nederlændinge, danskere, finner, l825-l826 (Koøalka 58) samt i 1828 igen p., m., n. og danskere, men finner erstattet med svenskere (ÈÈM 1828, 132). Palacký-kenderen Jiøí Koøalka fremsætter i førnævnte publikation den påstand, at Palacký allerede med disse henvisninger har en „selvstændig eksistens for Bøhmen som europæisk nation ved siden af den tyske, ikke som en folkestamme indenfor den tyske samlede nation“, (p.59) i tankerne. Samtidig ser Palacký tidsskriftets publikum som ikke blot de tjekkisk-talende bøhmere, men også mæhrere og slovakker, ialt 6 millioner mennesker Hans tidsskrift udkom fra 1827 (ÈÈM). Sammenligningen med Danmark var naturlig, kongen herskede siden 1460 også over hertugdømmerne Slesvig og Holsten, sidstnævnte medlem af det Tyske Forbund, der i 1815 havde afløst det tysk-romerske rige. Om det tyske sprogs rolle i København, ved hof, administration og i kulturen, se Feldbæk. I modsætning til Prag havde man i København valgt den omvendte rækkefølge: Nationalmuseets forløber, Oldsagssamlingen, startede med udgivelsen af et tidsskrift „Antiquariske Annaler“ i 1812, og først i 18l9 lukkede man dørene op til samlingerne for publikum. Fra 1826 overtog Tidsskrift for Nordisk Oldkyndighed annalernes rolle; professor C. C. Rafn (1795-1864) blev her af afgørende betydning for udbredelsen af kendskabet til Nordens historie i udlandet. Hvad angår Palacký, da kan han efter at have været redaktør på sit skrift i ti år se tilbage med tilfredshed: det har vundet publikum for det nationale museum, hvortil også det bredere lag af befolkningen nu bringer interessante objekter. Det har genindført og moderniseret, næsten genopfundet det tjekkiske sprog, som ikke havde været brugt i dannede studerede kredse i 200 år. Nu ønsker Palacký tjekkisk udbygget til at udtrykke alle nuancer i specialisternes sfære, åndslivets, videnskabens, den frembrydende industris. Vejen går via oversættelser; som eksempel på oversættelser fra snævre sfærer, hermed de artikler af ovennævnte C. C. Rafns pen, der nåede det tjekkiske publikum via det tjekkiske museumstidsskrift: Om Nordboernes opdagelse af Amerika i 10. Aarh., ÈÈM 1839, 169-191; 1841, 109-113; Om Nordboernes Forbindelse med Østen, l856, I, 117-121; Om Søndervissing Runestenen over en obodritisk (vestslavisk) Fyrstinde, 1856, 112-117. I samme tiår havde Palacký også nået at etablere sig som historiker. Ved daglige seminarer under J. Dobrovský fik Palacký indsigt i den professionelle historikers arbejde med kilderne, han begyndte så småt at publicere (Palacký 1829 & 1830), og i 1831 nåede han sit første mål, at få mulighed for at skrive sit lands historie, han blev ansat som historiograf af de bøhmiske stænder; den officielle accept fra Wien kom først i 1838 p.g.a. magthavernes betænkeligheder. Den seriøse historieskrivning var først fremkommet efter 1620, hvilket betød, at Bøhmens befolkning intet kendskab havde til egen fortid udover de få arbejder, der var domineret af pavestolens syn på begivenhederne. En moderne fremstilling af den hussittiske periode kunne, med sine uundgåelige afsløringer af pavemagtens korruption, give anledning til betænkeligheder i Wien, se nærmere nedenfor. For at skrive seriøs historie måtte Palacký på egen hånd bygge alle hjælpevidenskaber op fra grunden, blot en topografi over kongeriget Bøhmen tog det ham mere end tre år at samle data til. Hvad angår de historiske kilder, skulle disse først indsamles fra arkiver i ind- og udland. Her lykkedes det Palacký som den anden ikke-kronede ikke-paveansatte person overhovedet at få fuld indsigt i Vatikanets samlinger. Han opholdt sig i Rom 12. 4.-16. 6. 1837 og gennemgik i tusindvis af dokumenter og kopierede helt eller delvist 400 deraf. Midt i arbejdet havde Palacký også tid til at pleje andre interesser. I årene 1818-23 havde han beskæftiget sig indgående med æstetik, publiceret artikler derom bl.a. i sit museumsskrift (Mann), så det var hans håb at få lejlighed til at træffe den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) i Rom. Heldigvis for Palacký havde kunstneren endnu en gang udskudt sin afrejse, oprindelig fastsat til 15. 4. det år. De Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2002 3
Page 1: En artikel fra Dansk-Tjekkisk Af dr
Page 5 and 6: HISTORIE bo Ac.). Heri forklarer ha

Danske momenter i et monumentalt tjekkisk liv, nemlig Nationens ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?