Kronprins Christian Frederik, grev K. M. ze Sternberka, tjekkisk ...

En artikel fra 

Dansk-Tjekkisk 

Af dr. phil. Elisabeth Strandberg 

DIALOG 

Kronprins Christian Frederik, grev K. M. ze 

Sternberka, tjekkisk-danske kobberstik m.m.

af Elisabeth Strandberg 

Sommeren 1806 nedlægger kejser 

Frans II den tyske kejserkrone og 

opløser det Hellige Romerske Rige 

af Tysk Nation. 9. 9. 1806 

inkorporerer kong Christian VII af 

Danmark sit hertugdømme Holsten 

i kongeriget uden at rådspørge de 

arveberettigede, Rusland og Sverige. 

2.-7. 9. 1807 bombarderer 

englænderne København, efter at 

Danmark har nægtet at udlevere dem 

flåden. 31.10.1807 undertegnes en 

dansk-fransk forbundstraktat. 4. 11. 

1807 erklærer England krig overfor 

Danmark, hvis flåde det 21. 10. er 

sejlet bort med. 17. 9. 1809 erobrer 

Rusland Finland fra Sverige. 1812 

Kong Frederik VI af Danmark 

lænker sin og rigets skæbne til 

Frankrigs Napoleon ud fra 

geostrategiske hensyn - hans 

udenrigsminister vurderer, at 

Napoleon vil lide nederlag i Rusland, 

og at Danmark bør slutte sig til 

Napoleons fjender - kongen står fast 

på sit standpunkt. December 1812 

kræver Sverige og Rusland, at 

Frederik VI afstår Norge til Sverige 

imod en vis kompensation i 

Nordtyskland. Marts 1813 tilslutter 

England sig Sveriges krav på Norge. 

21. 5. 1813 går prins Christian 

Frederik (den senere kong Christian 

VIII) i land i Norge, indsat som 

statholder og militær 

øverstkommanderende af kong 

Frederik VI, for at fastholde og 

styrke nordmændenes kongetroskab 

og loyalitet overfor riget. Christian 

Frederik effektiviserer den norske 

administration og får efter 

hungeroptøjer i flere norske byer 

etableret indskibning af korn fra 

Danmark på trods af knapheden på 

skibe og penge. 10. 7. 1813 fornyer 

kong Frederik alliancen med 

Napoleon. 16.-19. 10. 1813 lider 

Napoleon nederlag ved Leipzig, 

hvorpå Sverige angriber Norge og 

også får overtaget på den jyske 

halvø. 1813 er tillige året, hvor den 

danske konge og hans finansminister 

må erklære staten for bankerot. 15. 

1. 1814 undertegner Danmark 

fredstraktaten i Kiel med Sverige, 

ifølge hvilken Sverige tilstås Norge 

mod kompensation i Nordtyskland; 

2 

Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2006 

denne, Lauenborg samt Holsten 

nødsages til at indgå i det nydannede 

tyske forbund, medens den danske 

konge bevarer sin overhøjhed. 

Tilbage til prins Christian Frederik 

i Norge. Efter Napoleons fejlslagne 

Ruslandsfelttog 1812 må det stå 

prinsen klart, at Danmark vil blive 

stillet til regnskab for sin vedvarende 

støtte til Frankrig, og at Norge derfor 

står til at tilfalde Sverige. Kong 

Frederik VI overvejer i slutningen 

af 1813 at sanktionere en norsk 

opstand imod indlemmelsen i 

unionen med Sverige; på prinsens 

direkte spørgsmål til kongen om 

han, prinsen, skal stille sig i spidsen 

for det norske folk, uafhængigt af 

forbindelsen med Danmark, 

modtager prinsen intet svar. 

Imidlertid er nordmændene blevet 

løst fra deres troskabsed til kong 

Frederik VI på prinsens anmodning. 

7. 2. 1814 giver kong Frederik ordre 

til Christian Frederik om at vende 

tilbage til Danmark og dermed 

respektere Kielerfreden. Ordren 

efterkommes ikke; begivenhederne 

i Norge har nemlig taget fart, 

kulminerende 17. 5. l814 i mødet på 

Eidsvoll. Her vedtager de 

forsamlede det uafhængige Norges 

Riges Grundlov, som deler magten 

HISTORIE 

Kronprins Christian Frederik, grev K. M. ze Sternberka, tjekkiskdanske 

kobberstik m.m. 

mellem kongen og stortinget, der er 

baseret på et efter tidens forhold 

meget bredt vælgergrundlag. 

Forsamlingen vælger enstemmigt 

prins Christian Frederik til konge - 

denne modtager valget. 28. 5. 1814 

indfører Frederik VI dødsstraf i 

Danmark for al handel og samkvem 

med Norge. 1. 7. 1814 er Napoleon 

i eksil på Elba, og repræsentanter for 

de sejrende ankommer via 

København til Christiania (Oslo) for 

at tvinge Norge til at overholde 

Kielerfreden og indgå i union med 

Sverige. 10. 10. 1814 ser Christian 

Frederik sig nødsaget til at afsværge 

sig sin norske kongeværdighed, og 

22 .10. forlader han Norge efter en 

bevæget afsked med repræsentanter 

for stortinget. 1814-15 Efter at 

repræsentanter for Napoleonskrigenes 

sejrherrer har konstateret, 

at den danske regering IKKE var 

ansvarlig for nordmændenes 

modstand mod Kielerfreden, kan 

fredsaftaler underskrives mellem 

sejrherrerne og Danmark. Ved 

Wienerkongressen, hvor Danmark 

repræsenteres af sin konge, Frederik 

VI, undertegnes Den hellige 

Alliance, der skal opretholde 

enevælden, bekæmpe liberale tanker 

og knuse revolutionære tendenser 

(sammendrag af Feldbæk 345-75).

HISTORIE 

Inden sin afrejse til Norge havde 

prins Christian Frederik(1786-1848) 

stiftet bekendtskab med Caroline 

Amalie (1796-188l), datter af hertug 

Frederik Christian (1765-1814) på 

Augustenborg og i maj 1815 stod 

brylluppet sammesteds. Prinsen 

havde et opløst ægteskab bag sig, 

dette havde givet ham sønnen 

Frederik, den senere kong Frederik 

VII (1808-1863). Kong Frederik VI 

(1768-1839) på sin side havde ellers 

gerne set, at Christian Frederik havde 

ægtet en af kongens døtre, især da 

kongen ingen sønner havde og måtte 

acceptere prins Christian Frederik 

som sin tronfølger. De to var af 

forskellige - og rivaliserende - grene 

af kongefamilien, gående tilbage til 

kong Frederik Vs (1723-66) to 

ægteskaber. Forholdet mellem 

Frederik VI og tronfølgeren blev 

aldrig godt, og det menes, at det var 

for at fjerne prinsen fra politisk 

indflydelse, at han til en start 

anbragtes som guvernør over Fyn og 

kommanderende general. Dette 

sidste lå ikke til kronprinsen, men 

sine åndelige og selskabelige 

interesser kunne han dog dyrke fra 

Odense. Danmark var nok "et lidet 

fattigt land" efter Napoleonskrigene, 

men på trods, måske til dels på grund 

heraf, stod landet foran sin uden 

sammenligning rigeste kulturelle 

periode, siden hen døbt Guldalderen, 

1814-1848. Frederik VI lod 

kronprinseparret drage på en længere 

udenlandsrejse, som indledtes med 

et ophold i Karlovy Vary. Tiden 27. 

6. - 7. 8.1819 tilbragte parret ved 

dette mondæne kurbad, dels for at 

kronprinsessen kunne behandles for 

sin barnløshed (cf. breve i Madsen, 

1. bd., pp. 388-98), dels og især for 

at kronprinsen kunne overbevise de 

politiske magthavere i det postnapoleoniske 

Europa om, at 

Danmark også under ham ville 

fastholde enevælden og bekæmpe 

enhver revo1utionær tendens; 

prinsens forbindelse med 

Eidsvollgrundloven skulle glemmes 

(cf. Sjøqvist 1973, pp. 137+140). 

Vel hjemme i Danmark igen i 1822 

kunne tronfølgeren genoptage sit 

(hvad der skulle blive) kvarte 

århundrede i politisk uvirksomhed 

og hengive sig til sine interesser. 

Fremtrædende blandt disse var 

mineralogien, som det fremgår af 

hans portræt. Prinsens undervisning 

udi mineralogien påbegyndtes ved 

hans syvende år - og hans far og 

lærere havde skabt ham en samling 

på 3.000 stk., da Christiansborgs 

slots brand i 1794 lagde det hele i 

aske. Siden hen lykkedes det prinsen 

ved køb og udveksling at skaffe sig 

en samling af fordums størrelse og 

mere til - ved hans død talte den 

8.000 stk. Samlingen beskrives som 

især rig på mineraler fra Bøhmen, 

Tyrol, Schweiz og Vesuv. Dens 

bestyrer var i 1831 bl.a. i Bøhmen 

på indsamling - blandt samlingens 

bøhmiske stykker fremhæves 

"Rødgylden i udmærkede 

Krystaller" fra Pribor og Jáchymov. 

Den kongelige samling blev efter 

kongens død overdraget Geologisk 

Museum i København, hvor den 

opløstes og inddroges i museets egen 

bestand (Oplysninger, se litt.). Vi har 

bevaret dele af en videnskabelig 

korrespondance mellem Prag og 

København, i hvilken den 

mineralogisk interesserede 

kronprins spiller en rolle. Ingen 

ringere end Kaspar Maria ze 

Sternberka (1761-1838), blandt 

grundlæggerne af det bøhmiske 

national-museum "Vlastenecké 

muzeum v Cechách", forløberen til 

Národní Muzeum, - og tillige 

selskabets første præsident, tog 

kontakt til den tyskfødte, i Danmark 

virkende polyhistor, biskop over 

Sjællands stift Friederich Münter 

(176l - 1830, DBL 10, 1982, 197- 

20l). De to havde truffet hinanden i 

Regensburg i 1787 (Andreasen 

1937, 387 samt 1944, 252). K. M. 

von Sternberg, som han underskriver 

sig i den tysksprogede brevveksling, 

må have taget initiativet med et ikke 

længere bevaret brev. Herpå svarer 

Münter 7. 4. 1825 med forsikringen 

om, at han vil yde de tjenester for 

grevens videnskab, som han formår. 

Han pointerer, at det ikke er så 

meget, han kan tilbyde nu, da 

forbindelsen til Norge er kappet, dog 

vil han kunne skaffe materiale fra 

Sjælland, Møn, Bornholm, 

Færøerne, Grønland og Island. Han 

vedlægger sin seneste publikation til 

greven selv og til den ærværdige 

abbed J. Dobrovský (1753-l829), cf. 

Andreasen 1944, 25l-2. Herpå svarer 

greven fra Prag med en redegørelse 

for museets mineralogiske samling 

og bibliotek - vedføjet en liste over 

de mineraler, han søger. Vi har ikke 

bevaret Münters svar, men en 

sending mineraler er afgået fra 

København til Prag, idet Sternberg 

takker herfor i sit svar af 20. 12. 

1825. Der hedder det bl.a.: "An den 

Prinzen Christian von Dänemark 

mich gerade zu wenden um einen 

Mineralien Tausch einzuleiten habe 

ich noch nicht gewagt, ich erlaube 

mir in dieser Hinsicht noch eine 

Vorfrage, ob es der Prinz 

genehmhalten würde ein Diplom als 

Ehrenmitglied unserer Gesellschaft 

anzunehmen, welches mir dann 

Gelegenheit verschaffen würde die 

gegenseitigen Interessen unserer 

Samlungen zur Sprache zu bringen" 

(Andreasen 1944, 255). Derpå har 

Münter måske ikke haft tid eller 

lejlighed til at svare (se dog også 

afsluttende kommentar nedenfor), 

for Sternberg indleder sit brev af 25. 

6. 1826 med at udtrykke håbet om, 

at den af ham afsendte pakke er vel 

ankommet. Den var lagt til en 

"Mineralien Kiste" sendt til 

bestyreren af prinsens samling, og 

dertil kom "ein Paar Exemplare 

Kakoxen für seine königliche Hoheit 

den Prinzen Christian" (Sternberg 

NKS 1698 2 0 ). I dette nye brev 

vedlægger greven til prinsen en 

pakke indeholdende det nævnte 

diplom, som nu opbevares på 

Rigsarkivet, medlemsdiplom dateret 

Prag 21. 3. 1826 af Die Gesellschaft 

des Vaterländischen Museums in 

Böhmen, se Helk 1963, 61. Fra 

Sternberg foreligger et brev af 26. 

1. 1828, hvoraf det fremgår, at 

korrespondancen har været afbrudt 

siden l826, han sender visse 

publikationer til biskop Münter og 

tilføjer "Ich lege ...einer kleiner 

Aufsatz über ein neües Mineral 

welches Heidinger "Sternbergit" 

getauft hat bei, mit der Bitte es seiner 

königl. Hoheit den Prinzen Christian 

in meinem Namen zu übergeben" 

(Sternberg NKS 1698 2 0 ). Herfor 

takker Münter hjerteligt: "Ich habe 

das darin für S.K.H. den Prinzen 

Christian Friederich erhaltenes Ihm 

sogleich übergeben" (Münter KB 

Ms. Phot. 64 2 0 af september 1828). 

Når det ikke lykkes for K. M. ze 

Sternberka at få en brevveksling i 

stand direkte med kronprinsen, kan 

det ikke bero på sidstnævntes 

manglende interesse. Snarere må 

kronprinsens tilbageholdenhed ses 

Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2006 3

som en dikteret forsigtighedsreaktion 

overfor en fremtrædende 

national institution, som 

Nationalmuseet i Prag var og er. 

Nationale liberale interesser måtte 

prinsen ikke støtte, på sin 

udenlandsrejse var prinsen således 

blevet kritiseret for at have udtrykt 

sympati for revolutionen i Napoli i 

1820 og anmodet af den danske 

konge om at forlade byen (DBL 3, 

1979, 322). Kongens perspektiv er 

også helstatens, hvor Lauenborg og 

Holsten var sig deres særstilling 

bevidst - kronprinsen liberale 

holdning kunne indirekte tilskynde 

til disse hertugdømmers (- og 

Slesvigs) løsrivelse. Hvis den 

historiekyndige kronprins har næret 

sympati for Bøhmens nationale sag, 

har han måttet holde denne for sig 

selv. Tilføjes skal det, at man på 

tjekkisk side ad anden vej nok er 

blevet gjort opmærksom på prinsens 

dilemma - ellers ville selveste 

præsidenten for selskabet for 

Nationalmuseet i Prag næppe have 

fortsat med at sende prinsen 

mineralogiske opmærksomheder. 

Uden risiko kunne kronprinsen 

fremme det danske kulturliv; 

allerede 1809 blev han præses for 

Kunstakademiet, hvor han engageret 

støttede unge kunstnere med opkøb 

og rejselegater, så vidt en slunken 

statskasse formåede - også 

Videnskabernes Selskab havde i ham 

en særdeles aktiv fortaler. Tidens 

store personligheder må antages at 

spille hovedrollerne i den under 

forberedelse værende nationale 

kulturkanon - man henvises desuden 

til de nyere publikationer om 

Guldalderen, bøger som tidsskrifter. 

Her vil vi nøjes med et par 

øjebliksbilleder (som dog daterer sig 

til Christians periode som konge). H. 

C. Andersen (1805-75) havde den 

glæde ofte at være gæst i de 

kongelige kredse. Om det første 

møde med kongen efter 

offentliggørelsen af digterens 

erindringer hedder det: "Nu kjender 

jeg Dem først ret" sagde han hjertelig 

til mig, idet jeg just traadte ind i 

Audiensværelset..."Jeg seer Dem saa 

sjældent! ... vi maae oftere tale lidt 

sammen!" .. ."Det beroer paa Deres 

Majestæt" ... "Ja, ja, De har Ret" ... 

talte om mit livs Historie, smukt og 

kjærligt opfattede han den, og før vi 

4 


skiltes, spurgte han: "Hvor spiser De 

til Middag imorgen?" - "Paa 

Restauration!" … "Saa kom heller til 

os! spiis med mig og min 

Kone, vi spise Klokken 

Fire!". (Topsøe-Jensen II, 

13). "Faa Mennesker kunne 

i deres private Liv være 

elskeligere, end det da 

regjerende danske 

Kongepar; Gud unde dem 

Glæde for det Solskin, de 

kastede i mit Hjerte" 

(Smstds I, 3l4). Samme år 

var der besøg af Søren 

Kierkegaard (18l3-55). "Idet 

jeg kom ind af Døren og 

sagde mit Navn, sagde han: 

det glæder mig særdeles 

meget at see Dem, jeg har 

hørt så meget godt om Dem. 

Dertil svarede jeg ... og jeg 

Deres Majestæt, jeg har altid 

sagt til mig selv, tilsidst 

bliver den Mand, Du 

kommer til at staae Dig 

bedst med, det bliver 

Kongen; thi for at det skal 

skee, maa jeg have Een, der 

har Aand nok dertil, og som 

staaer saa høit, at det ikke 

kunde falde ham ind at være 

smaalig mod mig ... Deres 

Majestæts eneste Ulykke er 

at Deres Viisdom og 

Klogskab er for stor og 

Landet for lille; det er en 

Ulykke at være Genie i en 

Kiøbstad. Hvortil han 

svarede: saa kan man gjøre 

desto mere for de Enkelte ... 

Han ... bad mig besøge ham: 

„Deres M:, jeg besøger 

Ingen“. Saa sagde han: ja, da 

veed jeg dog, at De Intet har 

imod, at jeg sender Bud efter 

Dem...". "Jeg betinger mig 

Eet" "Naa, og hvad er det?" 

At jeg faaer Lov til at tale 

alene med Dem". Derpaa 

rakte han mig Haanden og 

vi skiltes ad". Den gode 

filosof traf kongen endnu to 

gange (for alle besøg, se 

Kierkegaard SKS 21, 221-7 

med Kommentar i SKS K21, 

193-199), herfra anfører vi 

kun et par konstateringer: 

"Christian VIII var en Art 

Vellystning i Forhold til 

Intellectualitet og Aand ... Men 

indtagende, overordl. fiin, med et 

HISTORIE 

sjeldent Øie for hvad der kunde 

behage og glæde den Enkelte, just 

denne Enkelte det var han" (220-l). 

Ikke noget ringe skudsmål fra en 

kapacitet som Søren Kierkegaard! 

Før vi går videre med (kongen) 

kronprinsens kunstneriske

HISTORIE 

interesser, må det indskydes, at han 

også var kendt for at have et godt 

øje til det svage køn (og vice versa), 

herom vidner Rigsarkivets 

registratur, hvor man under Christian 

VIII finder: "Korrespondancer med 

og vedr. forskellige damer, 1. Fra 

Danmark, 2. Fra Norge, 3. Fra det 

sydlige udland (!) (Helk 1963, 105- 

6). Arkivaren har f. ø., som en slags 

specialist på feltet, følt sig 

foranlediget til (igen) at 

afvise den ret udbredte 

påstand, at H. C. Andersen 

skulle være uægte søn af 

prins Christian Frederik 

(Helk 2005). 

Under deres rejse 1819-22 

havde tronfølgerparret 

truffet den ansete tyske 

kunsthistoriker C. F. L. F. 

von Rumohr (1785-l843, 

Weilbach 202-3), og de 

havde tilbragt måneder i 

hinandens selskab i Rom og 

Firenze. Det er tydeligt fra 

Rumohrs erindringer, at 

bekendtskabet fra hans side 

ikke blot var bestemt af 

høflighed: "Wiederholt habe 

ich seither in Copenhagen 

und Sorgenfrey Wochen und 

Monathe als Gastfreund bey 

Ihnen verlebt ... so würde 

mir doch unvergesslich 

bleiben, wie Vieles in Ihren 

Umgange, in Ihren 

Gesprächen und 

Mittheilungen mir klarer, 

wie Vieles durch Sie in 

meiner Seele angeregt und 

erweckt worden ist" 

(Rumohr 1832 ,228-9). Det 

var nemlig lykkedes 

kronprinsen at få vakt 

kunstkenderens 

nysgerrighed tilstrækkeligt 

til at få ham til København 

at se på det kongelige 

b i b l i o t e k s 

kobberstiksamling - og efter 

nogen tid: "Rumohr kunne 

med sin store sagkundskab 

og med både overraskelse 

og nogen forargelse erklære, 

at der i biblioteket lå 

begravet en død skat, som 

måtte frem i lyset" 

(Birkelund 79). Det 

forholder sig således, at vi 

også på tjekkisk har en ret 

detaljeret beskrivelse af 

denne Den kongelige 

Kobberstiksamlings 

historie, nemlig Chris Fischer: 

Sbírka grafiky a kresby ve Státním 

muzeum v Kodani, Grapheion 1997, 

c. 3-4, s. 8-15; tidsskriftet udkommer 

tillige på engelsk, hvor den 

pågældende artikel fremtræder under 

kategorien "World Treasure". Det vil 

derfor være overflødigt at gå i 

detaljer, af dansk litteratur må udover 

samlingens egne publikationer 

fremhæves Birkelunds ovenfor 

citerede bidrag, se litt. Vi vil 

koncentrere os om samlingens store 

tjekkiske repræsentant, Wenceslaus 

Hollar (1607-77) - denne nævnes 

mærkeligt nok ikke i Fischers artikel. 

Den samling, Rumohr med praktisk 

assistance af bl.a. J. M. Thiele (1795- 

1874) fik bragt frem i lyset og ordnet 

- under kronprinsens stadige 

interesserede medleven, som det 

fremgår af Thiele 33 samt af 

kronprinsens egne dagbøger, noter 

fra årene 1827-39 = Sjøqvist 1983, 

26-7; 42;100 ;102; 106; 134; 162; 

179 - omfattede i alt 79.000 stykker, 

heraf var/er ca. 1.000 af den 

tjekkiske kunstner (Rumohr l835, 7). 

Hans fødenavn er Václav Holar z 

Práchne, familien var blevet optaget 

i adelstanden i år 1600 (Doerr 69 

,nr.674), og Václav Holar boede først 

i Prag, Soukenická ulice N. C. 1195, 

men hans karriere kom i det 

væsentlige til at forløbe i Tyskland, 

England og de nordlige Nederlande. 

Vi vil derfor omtale ham ved hans 

mest anvendte navn, det "engelske" 

Hollar. Om hans liv er meget lidt 

bekendt (dokumenteret), cf. Kdo byl 

kdo ... 1918, http://www.libri.cz/ 

databaze/kdo 18, men han har 

efterladt sig sit værk på ca. 2.500 

numre kobberstik (foruden 

tegninger). Kobberstikkene er 

beskrevet i detaljer, dog uden 

illustrationer, i Pennington. En 

overskuelig og tillige illustreret 

introduktion til Hollar får man i A. 

Griffiths og G. Kesnerová fra 1983, 

se litt. Pennington afslutter sin 

gennemgang af Hollars virksomhed 

med flg. konstatering: "a man who 

devoted his life to the difficult art of 

expressing by the etched line in a 

copperplate the beauty of the world 

and the diversity of the life around 

him, and who often, and sometimes 

marvelously succeeded ... he shows 

us the world as it is, and leaves us to 

draw our conclusions. In a century 

that is not remarkable for peace and 

prosperity, he is never critical or 

spleenful or satiric, but always of an 

admirable serenity and good humour. 

These are t ypical qualities of the 


Bohemia from which he came; and 

we may regard him as the greatest 

of Bohemian artists as well as ... one 

of the greatest men who have 

practised the arts in Britain" 

(Pennington LI). Fra tjekkiske G. 

Kesnerová lyder det bl.a.: "His art 

reveals features that for centuries 

have been characteristic of Czech art 

, namely a balance between sober 

matter-of-factness and realism of 

outlook on one hand, and a sensual 

involvement and emotionality on the 

other ... his portraits, costume 

studies, still lifes, as well as 

landscapes, vedute, maps, and 

records of historical events, are valid 

period documents“ (Griffiths 4). 

Af så godt som komplette 

samlinger af Hollars kobberstik er 

der 4; den i Prag, Sbírka grafiky a 

kresby, Palác Kinských; British 

Museum, London samt Royal 

Library, Windsor i England og 

endelig The Collection of Dr. S. T . 

Fisher, Univ. of Toronto i Canada. 

Overfor 2.500 stykker er de danske 

1.000 ikke meget. Vi vil koncentrere 

os om de få stik, der har dansk/ 

danskrelateret motiv. Pennington = 

P 685 A Mapp of the Kingdome of 

Dennmarke, with its several 

dioeceses or provinces, designed by 

Monsieur Sanson, geo; W. Hollar 

fecit, 1667 (303 x 398, 310 x 405, 

hhv. højde og bredde, indre og ydre 

mål i millimeter). Kortet er gengivet 

i B. Bramsens Gamle Danmarkskort, 

4. udg. på p.145 med en præsentation 

af Sanson pp.136-8. Det anbefales 

imidlertid at betragte kortet på 

internettet http://images.kb.dk/ 

image?id=dkoooo4l, hvor man ikke 

blot får den stærke farvelægning 

med, men også kan forstørre kortet 

betragteligt og dermed bringe 

kobberstikkerens arbejde frem i 

detaljer. Det kan konstateres, at 

kortet, skønt publiceret i l667, 

medtager Skåne, Halland og 

Blekinge, der var gået tabt for 

Danmark årtiet tidligere - Sansons 

forlæg er fra før afståelsen af de 

østlige provinser. 

Pennington = P 1866 Mulier 

Danica,I: van Craenhals delin:, W. 

Hollar fecit (86 x 57, 89 x 59). She 

stands half r. wearing a white cap and 

a long, dark cape with a white collar 

turned outwards. In upper r .corner 

6 


of des., by H: a Danish Woman. 

Dette stik er også at finde på nettet, 

dog ikke i Danmark, men USA. Man 

kan med fordel gå ind på 

www.arkade.dk, vælge museer, 

herunder Fine Arts Museums of San 

Francisco og fra dettes ImageBase 

ved kombinationen danish + woman 

& artist = Hollar trylle kunstnerens 

stik frem. Dette indgår i en første 

gang i 1643 udkommet samling af 

tidens kvindedragter, kaldet 

Theatrum Mulierum, cf. Pennington 

295-307. Theatrum Mulierum 

indledes med 5 eksempler fra 

Bøhmen, den enlige danske kvinde 

indtager nr.24 i den oprindelige 

samling på 36. Mulier betegnede 

egentlig specielt en gift kvinde, men 

skal her opfattes som kvinde uanset 

ægteskabelig status. Den danske 

kvinde bærer således en hvid hue, 

hvilket skulle indikere "ugift", se p. 

20 i Andersen i litt. Møllestenskraven 

er en i størrelse ret beskeden 

af slagsen; hendes kappe tilsiger, at 

hun er på vej i kirke (smstds 69), 

hendes kniplingsbesatte forklæde når 

til kjolesømmen - og selve skørtet er 

pyntet med bånd - alt i alt billedet af 

en velhavende kvinde i tiden, men 

ikke en specielt dansk, snarere viser 

hun, at hun har råd til at følge den 

herskende europæiske mode. 

Således bærer P 1863, en dame fra 

Zürich, samme hue; P 1865, også fra 

Zürich, pynter sig med et lignende 

kniplingsbesat forklæde, medens alle 

tidens kvinder synes at gå ind for 

båndornamenterede skørter. Hvad 

angår den ærmeløse kappe, da 

genfindes den hos kvinder fra 

Danzig, dog gengivet af en anden af 

tidens kunstnere, Anton Möller 

(1563-1611). Alt dette kan man 

konstatere ved at konsultere en 

"gammeldags" bog, nemlig L. 

Kybalová, O. Herbenová og M. 

Lamarová: Modens Billedleksikon, 

se litt. Dette værk gengiver ikke 

mindre end 33 stik af Hollars - og er 

desuden spækket med illustrationer 

hentet fra statslige og private samlinger 

i Bøhmen og Mæhren. Værket 

udkom i Danmark som del af forlaget 

Fremads serie af opslagsværker 

skrevet af tjekkiske specialister og 

trykt også for de danske oversættelsers 

vedkommende i Tjekkoslovakiet, 

modeleksikonnet i skæbneåret 

1968. Nu kan man tillade sig 

at konstatere, at der også kom noget 

HISTORIE 

positivt ud af periodens socialistiske 

broderskab! De her omtalte billeder 

optræder på siderne 406, 553 og 565, 

medens p. 591 oplyser om, på hvilke 

sider samtlige Hollars stik er 

gengivet. - Bogen kan ses på 

biblioteket, men også findes i 

velassorterede antikvariater. Hvad en 

bog derimod IKKE kan, får vi fra 

internet-gengivelsens zoom knap: 

kun her opdager man med hvilket 

uendeligt tålmodighedsarbejde og 

vedvarende engagement Hollar har 

frembragt effekterne: en plasticitet, 

3-dimensional fylde i den ellers så 

enkle kirkekappe. Materialet får liv 

ved at forstørres op, her aner man 

noget af det tekniske raffinement, 

som har gjort kunstnerens gengivelse 

af muffer(!) så berømmede, cf. 

Sroneks fremhævelse p.327 og 

Pennington nr. 195l, A Group of 

Muffs, som er at finde på nettet, også 

under Fine Arts Museums of San 

Francisco. 

Vi går over til noget mindst ligeså 

eksotisk, nemlig drikkehorn, et for 

dansk historie betydningsfuldt af 

slagsen. Pennington = P 2644 

beskriver kobberstikket af 

Oldenborghornet således: A heavily 

decorated drinking horn, its mouth 

to r., occupies almost the whole plate. 

The cover suspended above the open 

top, is encrusted with Gothic turrets 

in which are figures, and the point 

of the horn is similarly carved, and 

terminates in a femaIe bust holding 

a scroll lettered: Drinc aluit. On r. 

are two curved towers with figures 

attached to the horn to hold it 

upright, and a tray on which is a 

horned eagle. Around the rim is 

lettered in a Gothic script: mementi 

mei o mater dei. Unsigned (Parthey 

catalogues a print with "W. Hollar 

1660" (or "1666") beneath: but this 

has not been seen since Parthey's day 

(378 x 290, 387 x 318). Billedet er 

også på nettet http://images.kb.dk/ 

image?=mp003074, det ene af de to 

billeder, man får fra 

www.kb.dk,specialsamlingerne, 

herunder Den nationale Billedbase, 

Det Oldenborgske Horn, det andet er 

af en anden kunstner (desværre har 

biblioteket arrangeret stikkene efter 

motiv og ikke kunstner). Som det 

fremgår af Hollars billede, så er dette 

kobberstik tilgået biblioteket fra en 

privatsamler, konferentsråd F. A

HISTORIE 

.Müllers Pinakotek (se Faaborg 1978 

i litt.) 22, 33, II. fol. Skærmbilledet 

kan blot forstørres en enkelt gang, 

zoom er ikke muligt, billedet havde 

ellers fortjent det! Til gengæld kan 

man se den afbildede genstand, det 

Oldenborgske Horn, in natura i 

København, idet det opbevares på 

Rosenborg, cf. http:// 

www.rosenborgslot.dk i skatkammeret 

(l. sektion), samlingens 

fornemste rum, med nr. 5002 (Hein 

2005). Med dette pragt horn kommer 

vi helt tilbage til den første 

Oldenborger på den danske trone, 

kong Christian I (1426-81), ham der 

næsten kom i krig med Bøhmens 

kong Jirí z Podebrad (1420-71, cf. 

artikel i Dansk-Tjekkisk Dialog af 

juli 2001). Ifølge traditionen er 

hornet skænket af denne danske 

konge til domkirken i Köln, og efter 

reformationen vides det at være 

kommet tilbage i slægtens 

besiddelse. Efter den sidste greve 

Anton Günthers død 1667 tilfaldt det 

den danske konge, og nogle år senere 

lod denne hornet flytte fra slottet i 

Oldenborg til København. Siden 

1824 har det været på Rosenborg. 

For en meget detaljeret beskrivelse 

henvises til Brock 19-21. Hollar har 

fået den gode ide/fået den ordre fra 

sin opdraggiver at vise med sit stik 

alle sider af det tætsmykkede horn 

ved at "åbne" det ud mod tilskueren. 

Derved kan man tillige ane hele 

indskriften i båndslyngningerne på 

lågbåndet, over "memento mei" 

sektionen står "baltazar", over "o 

mater" står "iacpar" og over "dei" – 

"melcior" (med hhv. l og 2 bogstaver 

pr. slyngning!) - de hellige tre konger 

menes at være anråbt her som 

værnende for kongens planlagte men 

ikke gennemførte pilgrimsfærd 

(Liisberg 261-2), og det påstås 

endda, at kongen har skænket hornet 

til de tre konger, hvis bene hviler ved 

altaret i domkirken i Köln, netop på 

deres højtidsdag 6.1. – 1475 (smstds. 

266-7), en teori, man ikke finder i 

Brock. Penningtons læsning af 

båndindskriften står han ene om 

"Drinc aluit", hvor Pennington må 

formodes at aflede "aluit" fra "alo" 

= "nærer, styrker" - den lokale 

opfattelse blandt brugere af hornet - 

og forskere – er, at der skal læses 

"drinc al wt" - en opfordring til at 

drikke ud! 

Den danske kongefamilies 

nedstamning fra Oldenborg 

markeres stadig, 550 år efter 

Christian Is tronbestigelse i 1449, i 

de danske monarkers våben, idet 

disses midterste skjolds to røde 

bjælker på guldbund er Oldenborgs. 

Nu om dage er Oldenborg på tyske 

hænder, og det er også her, vi finder 

en gengivelse af Hollars andet 

Oldenborgrelaterede kobberstik, 

Pennington = P 876 Oldenburg. In 

des. lower l. corner in cartouche: 

Vera et genuina delineatio in = signis 

Ciuitatis Oldenburgensis unde 

hodierni Reges Daniae Originem 

traxerunt. 

And on r. af cartouche: WHollar 

fec: (348 x 464, 360 x 476)... Som 

det fremgår, understreges byen 

Oldenborgs betydning ved 

teksthenvisningen til, at det er herfra, 

at hodierni = vore dages konger af 

Danmark stammer. Det har ikke 

været os muligt at finde danske 

netgengivelser af det, derimod findes 

det hos antikvariat H. Th. Wenner i 

Osnabrück, som man kan nå via 

www.buchweb.com. Det smukke 

kort er til salg og kan erhverves for 

den nette sum af 1.636 EUR! 

Hermed har vi gennemgået Hollars 

kobberstik med dansk/danskrelateret 

titel; der findes gemt endnu nogle 

stik i Pennington = P 2424 - 2428A 

Arms af knights of the Garter fra E. 

Ashmole: The institution, laws & 

ceremonies af the most noble Order 

of the Garter, London 1672. Det 

drejer sig om et stik forestillende 

kong Christian II af Danmark (1481- 

1559), en medalje med et 


ystbillede, hvor kongen bærer sin 

karakteristiske baret (cf. Dansk- 

Tjekkisk Dialog af Oktober 2003, p. 

18 med A. Dürers portræt), halvlangt 

hår i nakken og kort fuldskæg, på 

brystet af harnisken den gyldne Vlies 

i ordenskæde, hvoraf ses fire led (44 

x 86, Faaborg 1980, 137, nr. 942-3 

samt Ashmole p. 223). Hertil 

kommer ganske små stik af de (ens) 

våben af de medlemmer af det 

danske kongehus, som indtil da var 

blevet optaget i Hosebåndsordenen, 

nl. kongerne Erik af Pommern 

(1382-l459), Hans (1455-15l3), 

Frederik II (1534-88). Christian IV 

(1588- 1648) samt Christian V 

(1646-1699), endelig er der 

et par mindre 

betydningsfulde repræsentanter 

for familien (Ashmole 

pp .408-17). 

Den under det 

Oldenborgske Horn omtalte 

artikel af Brock indeholder 

flg. note: Tvende moderne 

Kopier af Hornet, tilhørende 

Kjøbmand Jens Jensen i 

Christiania og Guldsmed P. 

Hertz i Kjøbenhavn, saaes 

paa Kunst- og 

Industriudstillingen i 

Kjøbenhavn i Sommeren 

1879. Udstill. Katalog Nr. .4 

og 5 (Brock 21, n. 2). På vor 

forespørgsel i forretningen 

P. Hertz ang. disse af 

guldsmedefirmaet udførte 

kopier oplystes det, at den, 

der var i firmaets besiddelse, 

siden er blevet skænket til 

Landesmuseum i Oldenburg 

og altså nu er installeret på 

fyrsteslægtens gamle slot, hvor 

originalen en tid opbevaredes. 

Firmaet P. Hertz grundlagdes i 1834 

af en i 1752 indvandret familie fra 

Mikulov i Mæhren. I 1841 flyttede 

man virksomheden over i den 

nuværende forretning på hjørnet af 

Købmagergade og Kronprinsensgade. 

I anden halvdel af 1800-årene 

tilvirkedes netop bordopsatser, 

drikkehorn og pokaler – og i 1906 

fik P. Hertz prædikatet "kgl. 

hofjuvelér" og markerede det bl.a. 

ved at smykke facaden med det 

karakteristiske sorte marmor med 

fluorescerende feldspat i grønne og 

gyldne glimt (Zalewski 70-1). Det er 

fortsat efterkommere efter de fra 

Mikulov indvandrede, der driver 

8 


firmaet. En fremtrædende rolle 

spillede et af juvelerfirmaet i 1905 

fremstillet pragtstykke "Gefion 

pløjer Sjælland ud" ved Københavns 

Rådhus' nylige 100 års dag (cf. f.eks. 

Politiken af 13. 9. 05, også på nettet). 

Sølvbordopsatsen var skænket af de 

Sjællandske Landboforeninger ved 

rådhusets indvielse i 1905 (smstds. 

70). Et andet familiefirma med 

tjekkiske rødder og prædikatet "kgl. 

hofleverandør" er C. E. Fritzsche i 

Kompagnistræde. Grundlæggerne, 

stammende fra Bøhmen, nærmere 

bestemt Mistrovice ml. Decín og 

Nový Bor, indvandrede 1788 til 

København, i hvilket år forretningen 

grundlagdes. I 1840 fik firmaet 

prædikatet "kgl. hofglashandel" og 

lancerede et nyt glasservice, hvis 

udgave med slebne facetter bærer 

navnet Christian VIII og stadig føres 

i forretningen! Prædikatet som 

hofglashandel - ændret i 1976 til 

"kgl. hofleverandør" - var resultatet 

af samhandel med Christian VIII, 

også i kongens tronfølgertid 

(Zalewski 54-5). Firmaet drives den 

dag i dag af den fra Bøhmen 

indvandrede familie. 

I 1838 foretog kronprinseparret 

endnu en udenlandsrejse med en kort 

gennemrejse af Bøhmen via Prag 29. 

7. - 4. 8. 1838 (cf. Madsen, 2. bd. p. 

313 anm. nederst med især Sjøqvist 

HISTORIE 

1983 163-4). Efter Frederik VIs død 

besteg Christian Frederik endelig 

tronen 3. 12. 1839 i en alder af 53 år 

og overtog en helstat i opløsning. 

Hans kamp derimod i de godt og vel 

7 år, han var på tronen, skal ikke 

refereres her, den berører ikke dansktjekkiske 

forhold. I sin sidste tid 

arbejdede kongen på at skaffe 

Danmark en fri forfatning, en opgave 

han overdrog sin søn i det brev, han 

efterlod til ham. Her skal omtales 

kong Christian VIIIs to 

kabinetssekretærer Tillisch, hhv. 

Christian Ludvig (1797-l844) og 

Frederik Ferdinand (1801-89, for 

begge DBL 14, 1983, 615-7). Heraf 

fremgår, at de, som det var sædvane 

med højere embedsmænd under 

enevælden, var af adel. Man har søgt 

at aflede navnet fra Tillitze på 

Lolland og Delous (= Tillisch) i 

Bøhmen, men de bevarede kilder 

fører os til Jeleni Hora (= 

Hirschberg) i Slesien, hvor en ridder 

Hans Tilisch er påvisbar i 1380 

(Tillisch i litt., 7).De til Danmark og 

Norge indvandrede medlemmer af 

familien stammer fra en gren af 

slægten, der havde sæde i Breslau i 

Slesien. Det ældste i dag kendte 

diplom fra denne gren forefindes i 

kopi på Rigsarkivet i København og 

er udstedt "på vores kongelige borg 

Prag" 10. 4. 1556 af kong Ferdinand 

I af Bøhmen. Det indeholder bl.a. en

HISTORIE 

beskrivelse af det våben, vedkommende 

havde ret til at bære 

(fulde tekst smstds. 47-8). Der er 

tale om "en opreist kronet rød Løve 

med kløftet Hale, holdende et draget 

Sværd, i Sølv Felt; på Hjelmen en 

halv rød løve med kløftet Hale og 

draget Sværd imellem 2 Sølv 

Ørnevinger, hver belagt med en rød 

Rose" (smstds. 11). Der er altså tale 

om Bøhmens løve. Denne figurerer 

i Breslaus byvåben. Byen Breslau, 

polsk Wroclaw, har bevaret sit 

oprindelige navn på tjekkisk, 

Vratislav. Det menes at være den 

bøhmiske hertug Vratislav I (død 

921, far til Svaty Vaclav), som 

grundlagde borgen omkring år 900. 

Fra og med 1335 og til 1742 hørte 

Vratislav / Breslau såvel som hele 

Slesien under den bøhmiske krone. 

Fra 1657 til 1708 indvandrede så 

vidt vides 10 forskellige Tillisch'er 

til Danmark. De indtrådte alle i den 

danske hær. I det blodige "Slaget 

ved Lund" i 1676 faldt to, medens 

en tredje, regimentskvartermester i 

livgarden til hest, Henrik Wilhelm 

Tillisch (I) (død 1702) blev såret og 

fanget, men udløst 24. 9. 1677 

(smstds. 19). Det er fra denne, at 

slægtens danske og norske 

medlemmer nedstammer. Kong 

Christian VIIIs to 

kabinetssekretærer er tipoldebørn af 

Henrik Wilhelm (I). Den ældre 

Christian Ludvig fødtes i 

Nordslesvig ved Christiansfeld og 

kendte derfor denne specielle del af 

Danmark indefra. Kongen skriver 

ved Tillisch' død i et brev til 

sekretærens slægtning: "Tillisch var 

mere for mig end jeg kan udtrykke, 

allerhelst i de vanskelige forhold, 

hvori vi befinde os til hertugdømmerne, 

som han kendte bedre 

end nogen anden blot dansk 

embedsmand; dog det væsentligste 

var hans strænge retfærdighedsfølelse, 

som aldrig forlod ham og 

som han altid udtalte med 

frimodighed og med den hengivenhed 

mod sin konge, som jeg 

hjerteligen paaskønnede..." 

(Jørgensen 153). Den yngre bror 

Frederik Ferdinand Tillisch overtog 

kabinetssekretærembedet og fik 

derefter en lang karriere, rig på 

udfordringer (cf. DBL 14, 1983, 

616-7). Disse omfattede også f.eks. 

Det kongelige Teater, hvor 

forholdene i 1860 beskrives som 

"yderst vanskelige" (smstds.). 

Cultus-minister var D. G. Monrad 

(1811-87). Beretningen stammer fra 

teatrets ubestridte kvindelige 

førstekraft Johanne Luise Heiberg 

(1812-90). "Monrad...kom en dag 

og sagde: "Hvad siger De, om man 

kunde formaa Geheimeraad Tillisch 

til at overtage Chefsposten'?"... "Jeg 

vilde sige, at det var et godt Valg. 

Tillisch... er en anerkjendt dygtig 

Forretningsmand, dertil er han en 

sanddru og nobel Characteer, 

kraftig, bestemt, uden at søge 

Omveie eller Intriger for at sætte sin 

Villie igjennem..." Min Mening om 

ham var dannet 

af hans offentlige 

Virksomhed 

b a a d e 

herhjemme og i 

Slesvig. At han 

var en ægte 

dansk Mand med 

Kjærlighed for 

sit Fædreland, 

herpaa havde 

han givet mange 

Beviser, og han 

stod høit i den 

almindelige 

Agtelse, saa at 

jeg ansaa det for 

en Ære for 

Teatret at have 

ham i Spidsen 

for det" (Friis 

88). Ved sin fratræden 

i 1864 

havde Tillisch 

bragt ordnede 

forhold og 

disciplin til veje. 

Slægten Tillisch 

virker stadig i 

Danmark - og 

fører stadig 

Bøhmens løve i 

sit våben. 

--- 

Som det fremgår af forordet til 

Penningtons katalog over Hollars 

kobberstik, så anses de beskrevne 

numre ikke nødvendigvis som det 

endelige værk, yderligere stik kan 

stadig dukke op. Et sådant upåagtet 

Hollar stik mener Den kongelige 

(danske) Kobberstiksamling at 

ligge inde med, cf. samlingens 

håndskrevne katalog Hollar, 119 

(3), nr. 94. I beskrivelsen af Hollars 

stik følger man P (= Parthey = 

Pennington) numrene og skyder 

dette stik ind ml. P 1367 og 1379, 

hvor Christian skulle have figureret. 

Desværre er der p.t. ingen 

Hollarkyndig ved samlingen, en 

ansat pointerer (i brev af 9. 9. 2005), 

at når Strunk p. 63, nr. 289 og 

Faaborg 1980 p. 188, nr.1352 ikke 

nævner Hollar i deres beskrivelse af 

det pågældende stik, så er det, fordi 

de begge "blot loyalt gengiver 

stikkets påskrift", som oplyser 

udgiver men ikke kobberstikker; 

Hollar havde ingen fast praksis med 

at signere sine stik. Hvad vi iflg. 

Strunk har for os, er kong Christian 

IV i brystbillede en face til venstre, i 

en firkant. Kongen har over- og 

underskæg, marelokken på højre 

side, bærer en bredskygget hat med 

hvide fjer, en galoneret klædning, 

med 2 rækker knapper og opskårne 

ærmer, en bred udsyet krave og i en 

halskæde elefanten, mål ca. 9 x 12 

cm. Om det så faktisk er af Hollar, 

må det overlades til (tjekkiske) 

eksperter at afgøre. 


10 


HISTORIE 

Utrykte kilder: 

Det Kongelige Biblioteks Brevbase: fra F. Münter til K. M. Sternberg af 7. 4. 1825; - 9. 1828 i KB Ms. Phot. 64 – 2 0 ; fra Sternberg til Münter af 

6. 6. & 20. 12. 1825; 25. 6. 1826; 26. 1. 1828 i KB NKS 1698 –2 0 . 

Trykte kilder og sekundærlitteratur: 

-Andersen, E.: Danske Bønders Klædedragt, København 1960, 536 pp. 

-Andreasen 1937 = Andreasen, Ø.: Frederik Münter. Et Mindeskrift III, Aus den Tagebüchern F. M.s II, Kopenhagen & Leipzig 1937, XII, 412 

pp. 

-Andreasen 1944 = Andreasen, Ø.: Frederik Münter VI, Aus dem Briefwechsel F. M.s II, K & L 1944, XI, 403 pp. 

-www.arkade.dk: fagportal for arkitektur, kunst og design - giver også adgang til Statens Museum for Kunst/Kobberstiksamlingens biblioteksbase. 

-Ashmole, E.: The institution, laws & ceremonies of ... the Garter, London 1672, 719 pp. (Facsimile1971) 

-Birkelund, P.: J. Wasserschlebe og Det kgl.Bibliotek, Den kgl.Kobberstiksamlings tilblivelse, pp. 53 - 84 in Fund og Forskning XVI, København 

1969, 162 pp. 

-Bramsen, B.: Gamle Danmarkskort, 4. udg., København 1997, 183 pp. 

-Brock, P.: Rosenborg Slot, Vejledning, Kjøbenhavn l884, IV, 222 pp. 

-Bundgaard Rasmussen, B.: Christian VIII & Nationalmuseet, København 1999, 178 pp. 

-Bundgaard Rasmussen, B.: Christian VIII & the National Museum, Copenhagen 2000, 178 pp. 

-Damsgaard, N.& S. Jacobsen: Sort på hvidt: store europæiske grafikere gennem 300 år, Vejle Kunstmuseum 1999, 119 pp. 

-DAÅ = Danmarks Adels Årbog, 1948, II Til1isch pp. 4l-64, København 1948, 144 pp. 

-DBL = Dansk biografisk leksikon 3, 1979, 183-4: Caroline Amalie; sm. bd. 319-325: Christian VIII; 10, 1982, 197-201: F. Münter; 14, 1983, 

615-8: Til1isch. 

-Dansk-Tjekkisk Dialogs historiske artikler 2001-5: www.jakulff.com under hist.art. 

-Doerr, A. v.: Der Adel der Böhmischen Kronländer, Prag 1900, VII, 372 pp. 

-Feldbaek, O.: Danmark-Norge 1380-1814, IV: Nærhed og adskillelse 1720-1814, Oslo 1998, 455 pp. 

-Fischer, C.: Sbírka grafiky a kresby ve Státním muzeum umení v Kodani, pp. 8-15 in Grapheion 1997, c. 3-4 = 

-Fischer, C.: The Department of Prints & Drawings at the Statens Museum for Kunst in Copenhagen pp. 8-15 in Grapheion in English, 1997, 3- 

4, Praha 1997, 194 pp. 

-Friis, Aa.: Et Liv gjenoplevet i Erindringen af J. L. Heiberg, 4. rev. udg. III, 4. de1, 1856-82, København 1944, 211 pp. 

-Faaborg 1978 = Faaborg, N. L.: F. A. Müller og hans pinakotek, pp. 95-128 in Fund og Forskning XXIII, 1977-8, København 1978, 179 pp. 

-Faaborg 1980 = Faaborg, N. L.; Danske grafiske portrætter, Kongehuset, København 1980, 651 pp. 

-Griffiths, A.& G. Kesnerová: Wenceslaus Hol1ar, Prints and Drawings, London 1983, VIII, 88 pp. 

-Hein, J. & P. Kristiansen: Rosenborg, Vejledning, 6. udgave, København 2005, 168 pp. 

-Helk 1963 = Helk, V.: Kongehusarkivet, Vejledende Arkivregistraturer XIII, Rigsarkivet, København 1963, XII, 203 pp. 

-Helk 2005 = Helk, V.: H.C.Andersen og Christian 8. -endnu en gang, pp. 103-9 in Personalhistorisk Tidsskrift 2005, København 2005, 171 pp. 

-Jørgensen, A. D.: Kristian VIII. og Nordslesvig, pp. 45-176 in Sønderjydske Aarbøger 1895, Flensborg 1895, III, 288 pp. 

-KDO BYL KDO v nasich dejinách do roku.1918: http://www.libri.cz/databaze/kdo l8/search.php 

-Kierkegaard, S.: Søren Kierkegaards skrifter, 21 & K 21, København 2003, 375 & 372 pp. 

-Kjær, G.: En heraldisk gåde på Rosenborg Slot, pp.71-83 in Hera1disk Tidsskrift, Bind 8, (= Nr. 71-80), København 1995-99, 486 pp. 

-Krog, O. Villumsen ed.: Kongelige Glas/Royal Glass, København 1995, 397 pp. 

-Kyba1ová,L., O. Herbenová, M. Lamarová: Modens Billedleksikon, på dansk ved mus.insp. E. Andersen, København og Prag 1968, 604 pp. 

-Langslet, L. R.: Den glemte konge, Christian VIII, Konge af Norge, Konge af Danmark, på dansk ved P. Nie1sen, København 1998, 404 pp. 

-Liisberg, B.: Det saakaldte Oldenborgske Horn, pp. 255-93 in Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, III. Rk., 13. Bd., Kjøbenhavn 

1923, 293 pp. 

-Madsen, O.: Kong Christian VIII.s.Breve 1813-1848, Bind 1 & 2, København 2005, 438 & 487 pp. 

-Olrik, J.: Drikkehorn og sølvtøj fra Middelalder og Renaissance, København 1909, IX, 152 pp. 

-Oplysninger om høisalig Kong Christian den Ottendes particulaire mineralogiske Cabinet, pp.32-9 in Mindeskrift over H. M. Kong Christian 

den Ottende, udg. af det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, Kjøbenhavn 1848, V, 50 pp. 

-Pennington, R.: A descriptive catalogue of the etched work of Wenceslaus Hollar 1607-77, Cambridge U. P., 1982, LXIV, 452 pp. 

-Rumohr 1832 = Rumohr, C. F. v.: Drey Reisen nach Italien, Leipzig 1832, VIII, 327 pp. 

-Rumohr 1835 = Rumohr, C. F. v. & J. M. Thiele: Geschichte der könig1ichen Kupferstichsammlung zu Copenhagen, Leipzig 1835, VII, 100 pp. 

-Sjøqvist 1973 = Sjøqvist, V.: Kong Christian VIIIs Dagbøger og Optegnelser, II, 1 1815-21, København 1973, VIII, 533 pp. 

-Sjøqvist 1976 = Sjøqvist, V.: Kong Christian VIIIs Dagbøger og Optegnelser, II, 2 1821-22,København 1976,VII, 673 pp. 

-Sjøqvist 1983 = Sjøqvist, V.: Kong Christian VIIIs Dagbøger og Optegnelser, III 1823-39, København 1983, VIII, 219 pp. 

-Sronek, M.: Barokní malírství 17. století v Cechách, PP. 324-56 in Dejiny ceského výtvarného umení, II, 2, Praha 1989, 390 pp. 

-Sthyr, J. & E. Zahle: Den kgl. Kobberstiksamling, Grafik og Tegninger, 2. Udg., København 1946, 160 pp. 

-Strunk, A.: Sam1inger til en beskrivende Catalog over Portraiter, Kongehuset, Kj. 1882, X, 288 pp. 

-Thiele, J. M.: Af mit Livs Aarbøger, II, 1826-1874, København 1917, 258 pp. 

-Ti1lisch, F. F.: Slægten Ti1lisch, Stamtavle, København 1918, 50 pp. 

-Topsøe-Jensen, H.: H. C. Andersen, Mit Livs Eventyr, I-II, København 1951, 511 & 570 pp. 

-Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon 7, København 1998, 521 pp: (Rumohr pp. 202-3) 

-Za1ewski, B.: Under Kronen, Historien om den kongelige husholdning og hofleverandører gennem 800 år, København 2000, 249 pp. 

♥

Kronprins Christian Frederik, grev K. M. ze Sternberka, tjekkisk ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?