Kronprins Christian Frederik, grev K. M. ze Sternberka, tjekkisk ...

som en dikteret forsigtighedsreaktion
overfor en fremtrædende
national institution, som
Nationalmuseet i Prag var og er.
Nationale liberale interesser måtte
prinsen ikke støtte, på sin
udenlandsrejse var prinsen således
blevet kritiseret for at have udtrykt
sympati for revolutionen i Napoli i
1820 og anmodet af den danske
konge om at forlade byen (DBL 3,
1979, 322). Kongens perspektiv er
også helstatens, hvor Lauenborg og
Holsten var sig deres særstilling
bevidst - kronprinsen liberale
holdning kunne indirekte tilskynde
til disse hertugdømmers (- og
Slesvigs) løsrivelse. Hvis den
historiekyndige kronprins har næret
sympati for Bøhmens nationale sag,
har han måttet holde denne for sig
selv. Tilføjes skal det, at man på
tjekkisk side ad anden vej nok er
blevet gjort opmærksom på prinsens
dilemma - ellers ville selveste
præsidenten for selskabet for
Nationalmuseet i Prag næppe have
fortsat med at sende prinsen
mineralogiske opmærksomheder.
Uden risiko kunne kronprinsen
fremme det danske kulturliv;
allerede 1809 blev han præses for
Kunstakademiet, hvor han engageret
støttede unge kunstnere med opkøb
og rejselegater, så vidt en slunken
statskasse formåede - også
Videnskabernes Selskab havde i ham
en særdeles aktiv fortaler. Tidens
store personligheder må antages at
spille hovedrollerne i den under
forberedelse værende nationale
kulturkanon - man henvises desuden
til de nyere publikationer om
Guldalderen, bøger som tidsskrifter.
Her vil vi nøjes med et par
øjebliksbilleder (som dog daterer sig
til Christians periode som konge). H.
C. Andersen (1805-75) havde den
glæde ofte at være gæst i de
kongelige kredse. Om det første
møde med kongen efter
offentliggørelsen af digterens
erindringer hedder det: "Nu kjender
jeg Dem først ret" sagde han hjertelig
til mig, idet jeg just traadte ind i
Audiensværelset..."Jeg seer Dem saa
sjældent! ... vi maae oftere tale lidt
sammen!" .. ."Det beroer paa Deres
Majestæt" ... "Ja, ja, De har Ret" ...
talte om mit livs Historie, smukt og
kjærligt opfattede han den, og før vi
4
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2006
skiltes, spurgte han: "Hvor spiser De
til Middag imorgen?" - "Paa
Restauration!" … "Saa kom heller til
os! spiis med mig og min
Kone, vi spise Klokken
Fire!". (Topsøe-Jensen II,
13). "Faa Mennesker kunne
i deres private Liv være
elskeligere, end det da
regjerende danske
Kongepar; Gud unde dem
Glæde for det Solskin, de
kastede i mit Hjerte"
(Smstds I, 3l4). Samme år
var der besøg af Søren
Kierkegaard (18l3-55). "Idet
jeg kom ind af Døren og
sagde mit Navn, sagde han:
det glæder mig særdeles
meget at see Dem, jeg har
hørt så meget godt om Dem.
Dertil svarede jeg ... og jeg
Deres Majestæt, jeg har altid
sagt til mig selv, tilsidst
bliver den Mand, Du
kommer til at staae Dig
bedst med, det bliver
Kongen; thi for at det skal
skee, maa jeg have Een, der
har Aand nok dertil, og som
staaer saa høit, at det ikke
kunde falde ham ind at være
smaalig mod mig ... Deres
Majestæts eneste Ulykke er
at Deres Viisdom og
Klogskab er for stor og
Landet for lille; det er en
Ulykke at være Genie i en
Kiøbstad. Hvortil han
svarede: saa kan man gjøre
desto mere for de Enkelte ...
Han ... bad mig besøge ham:
„Deres M:, jeg besøger
Ingen“. Saa sagde han: ja, da
veed jeg dog, at De Intet har
imod, at jeg sender Bud efter
Dem...". "Jeg betinger mig
Eet" "Naa, og hvad er det?"
At jeg faaer Lov til at tale
alene med Dem". Derpaa
rakte han mig Haanden og
vi skiltes ad". Den gode
filosof traf kongen endnu to
gange (for alle besøg, se
Kierkegaard SKS 21, 221-7
med Kommentar i SKS K21,
193-199), herfra anfører vi
kun et par konstateringer:
"Christian VIII var en Art
Vellystning i Forhold til
Intellectualitet og Aand ... Men
indtagende, overordl. fiin, med et
HISTORIE
sjeldent Øie for hvad der kunde
behage og glæde den Enkelte, just
denne Enkelte det var han" (220-l).
Ikke noget ringe skudsmål fra en
kapacitet som Søren Kierkegaard!
Før vi går videre med (kongen)
kronprinsens kunstneriske