Ægteskabsforhandlinger og andre forbindelser under reformationen ...

En artikel fra
Dansk-Tjekkisk
Af dr. phil. Elisabeth Strandberg
DIALOG
Ægteskabsforhandlinger og andre forbindelser
under reformationen og modreformationens første
fase - og et frieri i Skanderborg

Ægteskabsforhandlinger og andre forbindelser under reformationen
og modreformationens første fase - og et frieri i Skanderborg
af Elisabeth Strandberg
For at blive valgt til konge af Danmark
måtte den slesvig-holstenske hertug
Frederik (1471-1533) underskrive
en håndfæstning, 3. 8. 1523. Heri
hedder det bl.a.: „Først har den forne
kong Christian (II) (1481-1559) den
himmelske gud til fortørnelse og mange
simple og enfoldige undersåtter til vildfarelse
tilstedt...åbenbarlige kættere udi
hans nådes kongelige stad København,
som har prædiket og lært den menige
mand imod den hellige kristelige tro og
hellige romerske kirke, alle kristne menneskers
åndelige moder...“ (Samling
67).
Efter en ( i moderne trykt version 3
tætte sider) lang ekskurs om Christian
II, kommer håndfæstningen til de løfter,
Frederik I selv aflægger, heriblandt
at han „aldrig ville eller skulle tillade at
nogen kætter, Luthers disciple eller andre,
at prædike eller lære i det skjulte
eller åbenbarligt imod den himmelske
gud, den hellige kirkes tro, helligste fader
paven eller Romerkirken...“ (smstds.
71). Logisk nok har Frederik I
måttet støtte sig på den magtfulde (katolske)
gejstlige stand for at blive valgt
efter Christian II; et opgør om konfessionerne
i Danmark kommer først da
samme stand vægrer sig ved at vælge
Frederik Is ældste søn Christian (1503-
1559) til konge. Som slesvig-holstensk
hertug havde denne allerede givet konkrete
beviser på sine lutherske sympatier.
Gejstligheden foretrækker hans
yngre halvbror hertug Hans den ældre(1521-1580)
som katolsk tronfølger.
Resultatet blev den tre år lange
borgerkrig, som Christian vandt støttet
på den danske adel. I sin håndfæstning
lover Christian III da bl.a., 30. 10.
1536: „Først ville og skulle vi over alle
ting elske og dyrke den almægtige gud
og hans hellige ord og lære, at styrke,
formere, fremdrage, håndhæve, beskytte
og beskærme til guds ære og til den
hellige kristelige tros forøgelse (smstds.
83). Dette lyder simpelt, men skulle
vise sig vanskeligt i praksis. Kongen
fik held til indenrigspolitisk at forfølge
de opstillede mål - men udenrigspolitisk
gik han så vidt i sin pro-habsburgske
fredelige tilpasningspolitik, sagt på
en anden måde: sin kompromisløse afvisning
af at komme sine stærkt trængte
protestantiske trosfæller til hjælp -
2
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004
at kongen risikerede at bidrage til hele
den evangeliske kirkes sammenbrud,
og så måtte kongens dansk-norske
religiøse politik jo uvægerligt også lide
kollaps med tiden.
Kongens stærke engagement i religiøse
debatter med tidens førende europæiske
specialister kan ikke behandles
her, en kort introduktion giver f.eks.
Lausten 2002: Den hellige stad Wittenberg,
se litt. Hvor interessante disse debatter
end er, kan de ikke tilsløre hvor
kynisk og beregnende kongen bliver, så
snart der kommer politik ind i billedet.
Det vil demonstreres af nedenstående,
indrømmes skal det at baggrunden var
vanskelig. Som Frederik Is håndfæstnings
lange passager (retfærdiggørelser)
ang. Christian II tilfulde afslørede, så
havde rigsrådet afsat denne imod indgåede
aftaler, Frederik I og Christian
III var for udlandet at anse for usurpatorer.
For at komme ud af denne situation
valgte Christian III først at satse
på sine protestantiske trosfæller blandt
fyrsterne i Tyskland. Økonomisk stod
den nye konge stærkt, idet kronens
konfiskation af kirkegodset samt de stigende
priser på Danmarks vigtigste
eksportartikler, korn og levende kvæg,
gjorde kongen i stand til hurtigt at tilbagebetale
krigsgælden fra borgerkrigen
(Frandsen 273-276). Christian III søgte
om optagelse i det schmalkaldiske forbund
for sine riger Danmark og Norge,
men opnåede kun i 1538 en 9-årig
traktat svækket af div. forbehold fra
tysk side (smstds. 282). Overfor Sverige
havde Christian III større succes,
sammen med „med-usurpatoren“ fra
1523, Gustav Vasa (1496-1560) signerede
han i 1541 Brømsebrotraktaten,
der skulle sikre fred mellem de to
nordiske riger for 50 år (smstds. 279-
281). Hermed havde Christian III ryggen
fri til et opgør med habsburgerne
med det formål at få dem til at anerkende
hans retmæssige status som Danmarks
konge. Habsburgerne måtte,
naturligt nok, holde fast ved deres egne
arvede rettigheder til den danske trone
efter Christian lIs dronning Elisabeth.
Krigsskuepladsen blev fra 1542 Nederlandene;
medlemmerne af det
schmalkaldiske forbund kom trods den
indgåede traktat ikke Christian til hjælp
- man var bange for at lægge sig ud med
kejseren (Karl V, 1500-1558) og hans
statholder i Tyskland, kong Ferdinand
HISTORIE
af Bøhmen og Ungarn (1503-1564).
Kong Christians blokade af Øresund
ramte ikke blot som tilsigtet den nederlandske
handel på Østersøen, men også
kronens toldindtægter, hvorfor man
enedes om en forhandlingsfred, freden
i Speyer af 23. 5. 1544 (Laursen 1907,
450-470).Heri anerkendte habsburgerne,
repræsenteret ved kejser Karl, Christian
III som „erwelten kunig zu Denemark,
Norwegen etc.“; der aftaltes gensidige
handelsbetingelser og – rettigheder
(sundtold), tillige enedes man om
at lempe betingelserne for den gamle
kong Christian II, fra nu af blev han i
stand til at leve under friere forhold på
Kalundborg slot. Vigtigt for os er at parterne
i traktaten, habsburgerne og kong
Christian III, forpligtede sig til ikke at
bekrige hinanden eller på nogen måde
hjælpe hinandens modstandere i eventuelle
opkommende stridigheder; i en
hemmelig separatdeklaration af samme
dato (smstds. 470-471) lovede habsburgerne
at afstå.fra at påføre kong
Christian III og hans lande nogen krig,
hverken direkte eller indirekte p.g.a.
kong Christians og hans døtres fordringer
på den danske trone. Speyeraftalens
vigtighed illustreres af at Christian
III 15. 6. 1544 lod udgå en kongelig
befaling til bisperne om at der skulle
holdes takkegudstjeneste i alle kirker i
anledning af fredsaftalen (Rørdam 223).
I 1546 kom det til direkte forlig mellem
Christian II og Christian III samt dennes
brødre af tilsvarende indhold som
sidstnævnte ovenfor (Laursen 1907,
513-523). I 1546 kan kong Christian
III hermed siges at have konsolideret
sin stilling, på den indenrigske front
mødte kongens indførte evangeliske
statskirke ikke på modstand af betydning
- konge og folk var i det store og
hele enige om konfessionen (Brohed).
Ganske anderledes var situationen i
Bøhmen. Her havde man i 1526 med
Ferdinand Is valg til konge fået en
spansk opdraget indædt forkæmper for
den katolske kirke. De evangeliske
trosretninger i Bøhmen havde netop i
1520’erne fået afgørende styrket deres
stilling ved lutheranernes opkomst
og i perioden op til over århundredets
midte anslåes det (vel at mærke af den
katolske historiker J. Pekar) at så meget
som tre fjerdedele af Bøhmens befolkning
nu tilhørte nyutrakvister, lutheranere
eller Unitas Fratrum (Pekar 91).

HISTORIE
Efter næsten 15 års erfaring med Ferdinand
I som konge opsummeres situationen
af Jan af Pernstejn (z Pernstejna
1487-1548), en af rigets mægtigste,
leder af nyutrakvisterne, i et berømt
memorandum til Ferdinand I, cf.
Eberhard 316-334. Vi nøjes her med
den franske historiker E. Denis’ fortolkning
heraf, en karakteristik af forholdet
mellem konge og folk op til
1540’erne:“Bøhmens store ulykke i
denne afgørende fase af rigets historie
var, at folket ikke kunne holde af sine
overhoveder, fordi disse ikke holdt af
folket...Ferdinand forstod
ikke tjekkisk, havde ikke
samme tro; bøhmernes
mest berømte helte var i
kongens øjne blot nogle
oprørere eller banditter.
Hans regering var (nok)
retfærdig og hans love nyttige,
men hvad kongen
søgte, var ikke fædrelandets
lykke, men midler til
at øge sin egen personlige
indflydelse udadtil; tjekkerne
var blot et middel til
kongens forherligelse, de
vidste det og irriteredes
derover. Kongen på sin
side, stødt over denne kulde,
som han fandt uretfærdig,
irriteret over den trods
han mødte, omgav sig med
(katolske) udlændinge og
gravede således mellem
sig selv og sine undersåtter
en afgrund, som burde/skulle
have været fyldt
ud. En grusom følge af
denne situation blev, at
hengivenhed overfor fædrelandet
betød en slags forræderi
overfor kongen og denne følte
sig ikke sikker på sin egen autoritet, så
længe han ikke havde nationen for sine
fødder“ (Denis 56-57).
En styrkeprøve mellem dem fik vi allerede
i 1546-1547, da kong Ferdinand
ville komme sin bror kejseren til
hjælp med en bøhmisk styrke til bekæmpelse
af protestanterne i den
schmalkaldiske krig, påbegyndt af Karl
V i Tyskland. De bøhmiske stænder
blev forbigået ved indkaldelsen af tropperne.
Ikke blot nægtede disse at slås
mod deres trosfæller i Tyskland, de
tjekkiske stænder benyttede lejligheden
til at rejse en opstand mod kongen
(Eberhard 399-485). P.g.a. indbyrdes
uenighed om opstandens midler og mål,
blev den til sidst nedkæmpet af en hær
af spaniere og valloner, der trængte ind
og besatte Prag - kong Ferdinands styre
strammedes yderligere. Efter denne
betydningsfulde sejr over protestanterne,
i.e. Karls over de tyske og Ferdinands
over de bøhmiske, åbnede man
rigsdagen i Augsburg, der skulle drage
konsekvensen af den førte kamp og
sørge for katolicismens genindførelse
overalt. Dette ville også komme til at
berøre den danske konge og hans
brødre som hertuger af Holsten under
kejserriget. Vi skal nu se på hvordan
Frederik II som kronprins (1554)
disse stillede sig til den omtalte schmalkaldiske
krig. Det schmalkaldiske forbunds
medlemmer kunne med en vis ret
forvente hjælp fra Christian III, dennes
traktat med forbundet udløb først april
1547. Imidlertid gengældte kongen nu
medlemmernes mangel på imødekommenhed
fra dengang kongen behøvede
hjælp mod habsburgerne i 1542 - med
samme negative reaktion, skønt kongen
var klar over konfliktens alvor.
Kongen måtte overholde sine løfter om
ikke-indblanding afgivet i Speyertraktaten.
På trods af gentagne indtrængende
opfordringer fra evangelisk side om
hjælp, holdt kongen sig i princippet fra
striden; han støttede endog i al hemmelighed
den kejserlige side i kampen
om Bremen, hvilket han ikke undlod at
gøre Karl opmærksom på (Lausten
1977, 43-74 m.n. 92, hvoraf den specifikke
politiske sammenhæng fremgår).
Ser vi nu på Augsburgrigsdagen, der
skulle høste frugterne af Karls og Ferdinands
sejre, da var en uoverensstemmelse
opstået i disses forhold til paven,
hvorfor man måtte nøjes med en foreløbig
(interims)løsning til genindførelse
af katolicismen. Der nedsattes en kommission,
derpå et udvalg til udformning
af interimsløsningen, begges resultater
forkastedes. I hemmelighed etablerede
Karl og Ferdinand da
et „eget“ udvalg, bestående
af en ikke-genuin protestant
og fem katolikker,
hvoraf de tre var habsburgernes
nærmeste gejstlige,
nl. kejserens skriftefader
og hofprædikant samt
Ferdinands hofprædikant.
Resultatet af disse 6
mænds anstrengelser blev
„Augsburginterim“, der
blev modtaget af de evangeliske
i Augsburg med
„ein gross Jammer vund
hertzenleidt“ ved fremkomsten
i juni 1548. Rigtigt
under pres kom kong
Christian IIl og hans brødre
da kejseren i august
samme år bekræftede deres
status som hhv. konge
og hertuger af Holsten under
det tysk-romerske
rige (Jensen 1982, 22);
bekræftelsen såes som en
anerkendelse fra kejserens
side af at brødrene
havde undladt at støtte de
schmalkaldiske i den nyligt
afsluttede krig - nu ville det blive
endnu sværere at modsætte sig Augsburg-interims
gennemførelse i brødrenes
områder.
Kongen havde fulgt tilblivelsen af interim
meget tæt gennem gesandter og
andre forbindelser og et brev af kongens
dateret 30. 3.1548 til to danske
gejstlige illustrerer brevskriverens frygt
for konsekvensen af indførelsen af
Augsburg-interim, den protestantiske
kirkes tilintetgørelse - samt de yderst
begrænsede reaktionsmuligheder kongen
havde. Efter en fremstilling af denne
sagens alvor munder brevet ud i en
opfordring til de to gejstlige om at foranstalte
afholdelse af ekstraordinære
bededage i de danske kirker; formålet
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004 3

var at lade undersåtterne anråbe Gud
om at han dels vil bevare de troende
(prot.), dels vil oplyse modparten (kat.),
så denne ikke handler i den grad besværligt
imod Gud og hans Ord. Dog
indskærper kongen, at en sådan bøn
skal ske i almindelige vendinger og uden
at kong Ferdinand og kejser Karl omtales
ved navns nævnelse („die Keyserlichen
und Koninglichen Majestadtpersonen
ungenannt“)! På en vedlagt
seddel gentager kongen forbuddet mod
at man i bønnen fra landets prædikestole
nævner „die personen der Kaisers
Konigs und andere potentaten“
(Lausten 1977, 97-98). Som det bemærkes,
skrev kongen på tysk, ikke
dansk; hverken Frederik I eller hans søn
Christian III talte eller skrev dansk, forgængeren
Christian II havde været
meget bevidst om sin brug af det nationale
sprog, det samme skulle Frederik
II blive. Christian III ser sig nødsaget
til at foranstalte lignende ekstraordinære
bededage afholdt i 1551,1554 og 1555
(Lausten 1990; Rørdam 317; 382-3;
420). Man skal som bekendt ikke undervurdere
tankens/bønnens magt -
hvordan det nu end forholder sig, så
nødsagedes habsburgerne til at mindske
deres tryk mod protestanterne i
disse år, for om muligt at skabe en forenet
front mod tyrkerne. Konsekvensen
blev i stedet for protestantismens
udslettelse, en foreløbig fred mellem
katolikker og protestanter, sluttet i
Augsburg i 1555 „cujus regio ejus religio“
= den som landet tilhører, hans
trosretning skal gælde.
Af det foregående skulle man tro, at
kong Ferdinand og kong Christian III
måtte stå hinanden fjernt på det private
plan, og alligevel er det i disse år op til
1555 at forhandlingerne imellem dem
intensiveres, om et giftermål mellem
Ferdinands datter Eleonora (1534-
1594) og den danske tronfølger Frederik
(II 1534-1588)! Inden vi beskæftiger
os med bryllupsplanerne skal
forhandlinger mellem kejser Karl, Christian
III og de relevante myndigheder
omtales, om at skaffe den danske konges
yngre bror Frederik (1529-1556)
et passende udkomme. Den unge mand
havde i 1549 opnået det ikke så givtige
slesvigske embede som luthersk biskop
(Lausten 1977, 175), i 1550 var
han tillige blevet katolsk domherre i
Köln (smstds. 176-177) og i den følgende
tid stilede han efter det katolske
bispeembede over Hildesheims stift
(smstds. 177-180). Skønt den unge
4
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004
mand ikke havde nået den kanoniske
alder til at beklæde sidstnævnte embede,
fik han dog med dansk tilskyndelse
kejser Karls anbefaling af 28. 8. 1551,
hvor det understreges at ansøgeren
besidder en særlig lyst og vilje til at arbejde
indenfor den gejstlige stand og
at han tilhører den gamle sande kristelige
religion (smstds. 180 m.n. 28); kejserens
officielle udnævnelse af Frederik
som administrator og verdslig øvrighed
i stiftet fulgt da 23. 3. 1553
(smstds. 180 m.n. 32) og endelig den
pavelige konfirmation 6. 7. 1554 (smstds.
187-188). Bemærkes skal tillige at
paven så sent som i 1551 havde erklæret
Frederik for kætter (smstds.
195) og at hans bror den danske konge
ganske enkelt havde løjet om Frederiks
katolske tro og lydighed mod
den pavelige hellighed (smstds. 189).
Forklaringen er at kongen med erhvervelsen
af det givtige embede i Hildesheim
for Frederik undgik delingen af
hertugdømmerne Slesvig og Holsten på
mere end de tre nuværende indehavere
- fra pavens og kejserens side skal
den påfaldende velvilje sandsynligvis
forklares som et skaktræk i spillet om
at vinde kongen og hans riger tilbage til
katolicismen, et rent lokkemiddel (smstds.
193-195, cf. Helk 1966, 27-29).
Kongen fik ikke just hæder af anstrengelserne,
ved lillebroderens højtidelige
indsættelse i domkirken afviste denne
at knæle ved højalteret under ceremonien,
lidt senere klappede han sin hund
på hovedet midt under korets afsyngelse
af Te Deum laudamus samtidig
med at han i den anden holdt et relikvie
(Lausten 1977, 189 m.n.75 & 191
m.n.82). Bispen døde allerede i 1556,
dødsfaldet hemmeligholdtes imidlertid
af Christian III for at han kunne få bragt
endnu en dansk prins i stilling som efterfølger
(smstds. 196 m.n. 100) - anden
gang spillede kejser og pave dog
ikke med!
Hvis vi da vender os til de samtidige
bryllupsplaner mellem en habsburgsk
prinsesse og den danske tronfølger, kan
man spørge om der også her var tale
om et lokkerniddel, men svaret må være
nej, som det vil fremgå er bryllupsplanen
nøje forbundet med tidens religiøse
tema nr. 1, genforeningen af de to
konfessioner - og så længe en sådan er
sandsynlig, så længe er Ferdinand ægte
engageret i forhandlingerne. Fra Christian
IIIs side er planerne ren politik,
konfessionsforskellen skydes til side
som uvæsentlig. Planerne går formo-
HISTORIE
dentlig tilbage til årene umiddelbart efter
Augsburginterim. P.g.a. sagens tophemmelige
karakter er næsten intet bevaret
på prent fra den tidlige fase (smstds.
201, n. 1). Konkrete beviser haves
fra 1553, refererende til en mundtlig
rapport aflagt for Christian III om forløbet
af de „hidtidige“ sonderinger i sagen.
Disse fortsætter, nu på et højere
niveau, idet den danske konges svigersøn,
kurfyrst August af Sachsen (1526-
1586) blev mellemmand. Kong Christian
IIIs datter Anna (1532-1585) var
i 1548 blevet gift med hertug, fra 1553
kurfyrst August, en protestantisk fyrste
med nære forbindelser til habsburgerne,
især Ferdinands søn Maximilian
(Maximilián II, 1527-1576), den senere
konge og kejser. Med kurfyrst
Augusts indtræden i forhandlingerne
Matyás
nåede vi til følgende positive melding
fra kong Ferdinands forhandler, nemlig
at „Das Rom.Konig.Mtt. (=Ferdinand)
der Relligion halben diser zeitt kein bedencken
machenn wurdenn“ (smstds.
203 m.n. 8 & 9), dette udsagn stammer
fra tiden umiddelbart før 1. 11.
1553. Kort tid derefter, 1. 12. 1553
skriver kong Ferdinand. til sin storebror
kejseren og udbeder sig dennes
mening om en eventuel forbindelse. I
sin fremstilling nævner Ferdinand det
høje antal døtre (10!), han skal have
giftet bort samt, som et andet argument
for, at den vordende svigersøn jo er
tronarving. Imod taler „la dificulté de la
religion“, eftersom Ferdinand må medgå
at såvel omtalte kong Christian III
som alle hans sønner er „totalement in

HISTORIE
fects de ces hérésies“. Ikke nok med
at Ferdinands datter Eleonora ville blive
inficeret, børnene ville også blive det,
og det ville volde Ferdinand sorg at få
kætterske børnebørn. Ferdinand beder
derfor sin bror om råd til hvordan han
skal reagere, når spørgsmålet kommer
op ved Augsburgrigsdagen (Druffel
544-545). 23. 12. 1554, et helt år senere,
svarer Karl sin bror; han påpeger
vigtigheden af at få placeret de mange
niecer godt samt det faktum at der er
mangel på gode partier, prinsesserne
kan gøre. Kejseren afviser at give Ferdinand
„besked“ på om han skal fortsætte
forhandlingerne eller trække sig
ud. Det hele afhænger af de betingelser,
man fra dansk side er villig til at
give/indrømme. Kejseren sætter sin lid
til at Gud vil hjælpe broderen til den
rigtige beslutning (smstds. 550-551). I
februar 1555 erklærer kong Ferdinand
sig så villig til at gå videre med drøftelserne,
for så vidt datteren kunne indlade
sig på ægteskabet religiøst og samvittighedsmæssigt
ubesværet (Lausten
1977, 205 m.n. 18 & 19). Ferdinand
håber at dette kan løses ved de to konfessioners
genforening, som det var planen
at nå ved den kommende rigsdag.
Kong Christian og kurfyrst August på
deres side mente at man formelt skulle
acceptere at Eleonora skulle dyrke sin
katolske tro uhindret - og så ved at lade
hende høre prædikener og ved direkte
at undervise hende ville Gud utvivlsomt
ved sin nåde lade hende dag for dag
nærme sig den rene lære (smstds. 205-
207). Efter videre drøftelser fremsatte
kong Christian III sit endelige tilbud i
slutningen af 1555 (smstds. 209-212):
kongen ville acceptere at Eleonora
medbragte sin egen katolske præst til
Danmark. Denne måtte dog ikke offentligt
prædike eller holde messe og
skulle i det hele taget undgå at forårsage
religionsuroligheder. Den bøhmiske
konge tog stilling ved et møde med den
danske konges/kurfyrst Augusts gesandt
i Prag i maj 1556. Da var bestræbelserne
på at nå en genforening af
de to konfessioner på Augsburgmødet
slået fejl - og kong Ferdinand udtrykte
at medmindre han fik endnu større indrømmelser,
måtte man opgive planerne
og afvente et endeligt religionsforlig.
Christian III tillod sig i sit svar til kurfyrst
August i juni 1556 at antyde at
Ferdinand vel først ville give sig tilfreds,
såfremt kronprins Frederik konverterede
til katolicismen (smstds. 214).
Foreløbigt punktum for denne sag vil vi
sætte med et citat fra kejser Karls førnævnte
svarskrivelse til Ferdinand om
ægteskabets gennemførlighed: Uanset
hvad Ferdinand ville komme frem til af
svar, så understreger kejseren vigtigheden
af at man fra habsburgernes side
under alle omstændigheder holder sig
på venskabelig fod med den danske
kongefamilie, „il emporte tant, comme
vous scavez, les tenir tant que faire se
peult amis“ (Druffel 550). Kejseren
havde en del at takke Christian III for,
se f.eks. Lausten 1977, 134-149.
Næsten hjertelig er Christian III i det
brev af 4. 12. 1556 til kong Ferdinand
af Bøhmen i hvilket han gratulerer denne
til opnåelsen af kejserværdigheden
efter Karls frivillige tilbagetræden ved
erklæring af 27. 8. 1556, se smstds.
167 m.n. 29. 14. 3. 1558 fandt den
højtidelige ophøjelse af kong Ferdinand
til tysk kejser sted, i Bartholomæuskirken
i Frankfurt (Holtzmann 325). Ved
samme lejlighed kunne han have valgt
at gøre sin ældste søn Maximilian til
naturlig efterfølger ved at få ham valgt
til tysk-romersk konge, men dette skete
ikke. Allerede Maximilians „karriere“
som konge af Bøhmen og Ungarn var
mærkværdig: i 1547 var hans katolsk
sindede yngre bror blevet udpeget som
statholder over Bøhmen, en funktion
han beholdt helt til 1567 - Maximilian
måtte nøjes med den formelle udnævnelse
til designeret konge af Bøhmen i
1549, på et tidspunkt hvor han mod sin
vilje fungerede som statholder i Spanien.
Han ville have foretrukket Nederlandene
eller, naturligvis, Bøhmen - men
dertil var Maximilian efter faderens
mening for venligt sindet overfor de
evangeliske. I perioder nedlagde Ferdinand
ligefrem forbud mod at Maximilian
opholdt sig i Bøhmen (Hoensch
200 m.n. 17). Denne Maximilians evangeliske
tilbøjelighed har været vurderet
forskelligt af historikerne. Den historiker,
der bedømmer Maximilian mest
positivt er R. Holtzmann. Fra denne får
vi bl.a. flg. om baggrunden for Maximilians
evangelisme: „Und wie Ferdinand
selbst trotz aller väterlichen Worte
und Ermahnungen in seiner Sorglosigkeit
nicht ganz freizusprechen ist von
der Mitschuld an der religiösen Entwicklung
seines Sohnes, so suchte er
(F.) auch eben jetzt einen Plan zu verwirklichen,
der diese Entwicklung eher
beschleunigen als hemmen könnte. Er
verhandelte im Herbst 1554 allen Ernstes
wegen einer Vermählung seiner
zwanzigjährigen Tochter Leonore mit
dem dänischen Kronprinzen Friedrich,
dessen Vater, König Christian III, sich
zwar allzeit gegen die Habsburger loyal
verhalten hatte, aber doch mit seiner
ganzen Familie gut lutherisch war.
Derartige Pläne konnten gewiss bei
Maximilian nur den Glauben verstärken,
das es nichts so Unmögliches und Unerhörtes
sei, der neuen Lehre anzuhängen“
(Holtzmann 229-230). I 1559 går
Ferdinand så vidt som at true Maximilian
med helt at tage (udsigten til at blive
konge af) Bøhmen fra ham, hvis han
ikke blev rigtig katolik igen (smstds.
347). De følgende forviklinger angående
valget af Ferdinands efterfølger som
konge af det tysk-romerske rige tildeler,
forbavsende nok, også det danske
kongehus en vis rolle. Magtforholdet
mellem evangeliske og katolske kurfyrster
var sådant, at kejserens stemme
var afgørende. Skulle det ske at kejser
Ferdinand døde inden man havde udpeget
hans efterfølger, havde protestanterne
en chance. I stedet for at håbe på
en vankelmodig Maximilian foretrak
man helt at opgive habsburgerne og
satse på f.eks. Christian III og efter
dennes død i 1559 hans søn Frederik
II (smstds. 348 m.n.4); så sent som i
april 1561 opereres der med den danske
konges kandidatur (smstds. 392
m.n. 1). Se tillige Colding 1939 p. 65
m.n. 2. En måned senere, 24. 5. 1561
udtaler kardinal A. P. de Granvella
(1517-1586) sin ængstelse for at de
tyske protestanter, hvis kejseren skulle
dø, kunne berøve huset østrig kongeog
kejserværdigheden og vælge kurfyrst
August eller kongen af Danmark
(Colding 1939, 429-430). Den nye
danske konge på sin side synes at have
haft „besindighed nok til ikke at skænke
(...den) ret fantastiske ide, at han
skulle virke for sit valg til romersk konge
alvorlig opmærksomhed. Et mislykket
forsøg ville jo helt have ødelagt hans
forhold til det østrigske hus“ (Colding
1939, 455 m.n. 1). Og dette skulle blive
godt i hele Frederik II og Maximilian
lIs „fælles“ regeringstid. Ca. 3 måneder
senere, i september 1561, lover
Maximilian sin fader at i et og alt handle
som god katolik. 20. 9. 1562 krones
Maximilian da i Prag til konge af
Bøhmen og 30. 11. 1562 til tysk-romersk
konge. Dette får paven til i december
1562 at drage et lettelsens suk
over at være sluppet for en tysk-romersk
konge fra Danmark (Holtzmann
446). Frederik gratulerer til kroningen
som konge af Bøhmen og i svaret tilfø-
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004 5

jer Maximilian en beklagelse af at Frederik
ikke personligt havde været til
stede (Colding 1939, 455 m.n. 2);bemærkes
skal det at Frederik havde
overværet Ferdinands kejserkroning,
den danske tronfølger var på det tidspunkt
gæst hos sin søster Anna og hendes
mand kurfyrsten i Sachsen.
Frederik havde allerede
før sin fars død på egen
hånd genoptaget bestræbelserne
på at vinde sig en
habsburgsk prinsesse som
dronning, da imidlertid udsigterne
var ringe så længe
Ferdinand levede, begyndte
man fra 1563 at
satse på en datter af kong
Maximilian af Bøhmen
(Jensen 1984, 15-16). 12.
12. 1563 er Frederik ved
at blive utålmodig. I sit
brev til kurfyrst August anmoder
han denne om at
begive sig til Maximilian og
på Frederiks vegne bede
om den ældste datters
hånd ... så hurtigt som
muligt, eftersom andre
kunne være ude i samme
ærinde (smstds. 21-22)! I
modsætning til Ferdinand
havde Maximilian kun to
giftevillige døtre: prinsesse
Anna af Bøhmen (1549-
1580) var ved at blive lovet
bort til kong Philip af
Spaniens (1527- 1598)
søn Don Carlos (1545-
1568). Den yngre datter
Elisabeth (1554-1592)
var ved at blive lovet bort
til kong Karl IX (1550-
1574) - og som faderen
udtrykte overfor kurfyrst
Augusts gesandt ved en
audiens, ville han „den
Ausgang der französischen
und spanischen
Werbungen abwarten, be-
Dronning Sofie
vor er dem dänischen Projekte
nähertrete. Seitdem betrachtete
August weitere Versuche als aussichtslos“
(Fröbe 59-60). I sin relation til
August af 29. 8. 1564 undlod gesandten
ikke at bemærke at den spanske
tronfølger „vielmehr einer guten
Apotheken als solcher Gemahel
bedörfte“ (smstds. 60 m.n. 1). Det synes
som om Don Carlos havde arvet
den sindssyge, som allerede „danske“
dronning Elisabeths mor led af.
6
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004
Også den svenske Vasaslægt var ramt
af en arvelig sindslidelse, som viste sig
bl.a. hos Gustav Vasas søn Erik XIV
(1533-1577, konge 1560-1568). Fra
kong Maximilians mund har vi et bemærkelsesværdigt
udsagn af 8. 12.
1563, udtalt til de venetianske dogers
ambassadør. Ambassadøren var med
ved kong Maximilians festlige modtagelse
i Slesien efter hans kroning til konge
af Bøhmen, hvortil jo også Slesien
hørte. Kongen ledsagedes ved sit indtog
i Vratislav (tysk Breslau) af 5.000
ryttere og andre mennesker til fods fra
de omliggende egne og til lejligheden
var flere triumfbuer rejst for den nye
konge. Under en påfølgende audiens
faldt talen også på den nyligt udbrudte
konflikt mellem kongen af Sverige og
HISTORIE
kongen af Danmark, en konflikt som
begge sider allerede var ved at få betænkeligheder
ved, her observerede
Maximilian: „Ser De, Ambassadør,
hvor let en sag det er at begynde en
krig, men vanskeligt at komme ud af
igen? Disse overhoveder har ingen anden
uoverensstemmelse mellem sig end
at kongen af Danmark
sagde ligeud til kongen af
Sverige at denne var
sindssyg og dette ene ord
har forårsaget så mange
tab på begge sider“ (Turba
244-249, specielt
p.247). Denne forklaring
på krigsudbruddet kendes
ikke andetsteds fra, men
den påståede egentlige årsag
var, set med eftertidens
øjne, næsten ligeså urimelig,
nemlig en uoverensstemmelse
ang. brugen af
symbolet „Tre Kroner“.
For en detaljeret behandling
af krigen 1563-1570,
Syvårskrigen kaldet, se
Jensen 1982.
I parentes bemærket
havde allerede Frederiks
habsburgske ægteskabsplaner
vakt betænkeligheder
i Sverige, Gustav Vasa
nærer således frygt for at
Danmark ville angribe
Sverige, hvis Frederik virkelig
fik Eleonora (Colding
1939, 65). Nu kom krigen
først i 1563 under Erik
XIV. Den indeholder intet
af interesse for det danskbøhmiske
forhold, Maximilian
bestræber sig på at
mægle for at hindre at striden
breder sig til kejserriget
(cf. Lavery 68). Her
havde bl.a. Maximilians
kusine, kong Christian lIs
og dronning Elisabeths
datter Christine af Lothringen
(1521-1590) i årevis
været aktiv i diverse intriger (praktikker
kaldet) med det formål at genvinde
Danmark for hende selv og hendes familie.
Hun havde aldrig accepteret
Speyeraftalen og førte titlen „født dronning
til Danmark, Sverige, Norge, de
Venders og Goters“ medens hun titulerede
Frederik II „Hr.Frederik født af
kgl. stamme til Danmark, hertug til Slesvig
Holsten...“ (Colding 1939, 443).
Ved krigsudbruddet 1563 så hun en stor

HISTORIE
chance. Maximilian vælger imidlertid
klart side for en fred og mod kusinen:
„Madame ma bonne cousine. Je suis
de bon lieu informé que vous continuez
voz secretes practiques avec le Roy de
Schweden au prejudice du Roy de
Dennemaerkh et Duc de Holstein...“,
hendes yderligere tilskyndelse til fredsforstyrrelser
(troubles de guerre) kunne
„donner occasion a votre Ruine et a
celle de votredit Filz“ - klar tale, det
var kongens anden advarsel til kusinen,
dateret 28. 8. 1565 (Christiani 517-
518). Til illustration af den nervøse
stemning kan nævnes de rygter der i
1565 cirkulerede, om at Spanien og
Østrig ville benytte krigslejligheden i
Norden til at udvide deres magtområde
og sætte sig fast ved Sundet (Jensen
1982, 163); fra 1566 kendes via
Christine af Lothringens kancelli et brev
sendt af den danske Oxeslægt om at
stænderne i Danmark overvejede og
allerede var stemt for at vælge den
spanske konges søn eller hellere kejser
Maximilians næstældste søn til
dansk konge for det tilfælde, at Frederik
II skulle dø uden arvinger; de ville
på ingen måde have en ny konge af det
holstenske hus (smstds. 165). Imidlertid
havde både Maximilian og Philip II
rigeligt af problemer på hjemmefronten
til at tænke på at engagere sig i nord.
Efter at svenskerne i 1568 havde tvunget
den sindssyge Erik XIV fra magten,
indledte danskerne fredsforhandlinger
med efterfølgeren Johan III
(1537-1592). Endelig 1570 var krigen
ovre og en anden slags problemer kom
op p.g.a. Johans polske og katolske
dronning. Hun fik en betydelig indflydelse
på sin mand, der med hjælp fra
paven tilstræbte en forening af konfessionerne.
Her var Frederik II kategorisk
i sin holdning: „Den danske konge
ville...ikke vente otte dage med en
krigserklæring, hvis der skete en ændring
(i Sverige) m.h.t. religionen (Jensen
1993, 261 m.n. 48).
I 1580 sendte en desillusioneret Johan
III jesuitterne ud af Sverige igen
(K. Hildebrand). Året efter offentliggjorde
Vilhelm af Oranien (Vilém I.
Mlcenlivý 1533-1584) i sit forsvarsskrift
de planer om protestanternes udryddelse
i hele kristenheden, som man
fra spansk side sammen med pavestolen
havde forberedt allerede fra slutningen
af 1550‘erne (smstds. 239). Om
planlagte anslag mod Danmark og Norden,
se Jensen 1993; J. Paul samt Helk
1966 - evt. den stærkt kritiserede Gar-
stein. Det vil føre for vidt at komme ind
på disse planer her, vi vil indskrænke
os til at se på den rolle Olomouc i
Mæhren spillede i betræbelserne på at
re-katolicere Norden. Det var kong
Ferdinand, der i 1556 havde inviteret
jesuit terne til Bøhmen og Mæhren. I
1579 var der blevet oprettet et paveligt
seminar i Olomouc med et antal
pladser reserveret for alumner fra de
nordiske lande, et sidestykke til det i
Braunsberg og det senere i Vilna. Konviktet
i Olomouc udmærkede sig således
ved at ligge betydeligt længere væk
fra de nordiske lande end de to andre.
Dette havde den fordel at det blev vanskeligt
for alumnernes familie at få hånd
i hanke med deres trodsige børn og
bragt dem tilbage til den lutherske families
skød. Omvendt, var den nordiske
familie katolsk og ville sikre sig at
poden ikke bare uden videre gav op
og vendte hjem igen p.g.a. manglende
motivation eller dovenskab, så var Olomouc
stedet. Af yderligere fordele sammenlignet
med de to andre bød Olomouc
på nærheden til Wittenberg. Nordiske
studerende kunne, såfremt de
havde studeret på jesuitter seminaret i
Olomouc, bruge et kort ophold i Wittenberg
som alibi ved hjemkomsten. Vi
har også vidnesbyrd om at Olomouc
ligefrem har udsendt katolske studenter
til Wittenberg med den opgave at
lokke (de nordiske) studenter til Olomouc
i stedet (Helk 1966, 205; 280;
312). I et vidnesbyrd fra en svensk retsprotokol
hedder det: „En student i Prag
har berettet for ham at en student som
fulgte med ham på vognen skulle være
udsendt af paven at drage til akademierne
i Wittenberg og samle sammen til
jesuitsocietetet (i Olomouc) alle dem
han kunne få til det“ (SST 1963, 378-
379). Indrømmes skal det at fristelsen
var betydelig: jesuitternes uddannelse
gik for at være billigere og pædagogisk
set avanceret i forhold til datidens
protestantiske uddannelsessteder (Helk
1966, 316). Som et eksempel på en
dansk Olomouc uddannet jesuits videre
karriere (hos F. Dietrichstein 1570-
1636 himself), se Helk 1963. I denne
sammenhæng kan også nævnes J. V.
Pavlíks meget detaljerede studie, se litt.
Det er for så vidt en paradoksal situation
at nordiske studenter tager til Olomouc
for at blive katolsk uddannet. I
Bøhmen og Mæhren udgjorde andelen
af ikke-katolikker ca. 90 % af befolkningen,
kun 10 % var katolikker hen
mod slutningen af det 16.årh. (Hoensch
202). De forskellige protestantiske trosretninger
var i 1575 nået frem til enighed
om en fælles „Confessio Bohemica“,
som kong Maximilian på trods af
hans personlige velvilje dog af politiske
grunde nægtede at anerkende formelt,
til stor skuffelse for landets store flertal.
Året efter døde den gådefulde konge.
Hvis vi vender os til Frederik II igen
så blev han efter krigen endelig gift, i
1572, med Sophie af Mecklenburg
(1557-1631), en lykkelig forbindelse,
så vidt man har kunnet vurdere. Af deres
børn skulle flere få forbindelse til
Prag. Datteren Anna (Dánská, 1574-
1619) ægtede i 1589 kong Jakob VI
af Skotland (1566-1625), fra 1603
kong Jakob I af England; disse fik bl.a.
datteren Elisabeth (Alzbeta Stuartovna-Falcká,
1596-1662), Bøhmens senere
vinterdronning. Annas lillebror, den
senere kong Christian IV (1577-1648)
engagerede sig direkte i Kejserkrigen/
Trediveårskrigen og også deres storesøster
Elisabeth (1573-1626) fik en
forbindelse til Prag: hun ægtede i 1590
på Frederik lIs Kronborg slot hertug
Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel
(1564-1613); denne endte med
i 1611 at blive Obersthofmeister und
Director des kaiserlichen Geheimen
Rats hos kejser Rudolf II (1552-1612)
i Prag. Hertugen tjente derfor også som
svogeren Christian IVs talerør overfor
kejseren ( cf. Bricka 70-72). Vi slutter
med et tidligere tilløb til frieri til denne
danske prinsesse Elisabeth, nemlig fra
Rudolfs lillebror og efterfølger som
konge og kejser, Matthias (Matyás,
1557-1619).
Denne søn af Maximilian, den tredje
i rækken, var i sin ungdom som sin far
velvillig indstillet overfor evangelismen.
Dette gav sig i 1577 udslag i hans forsøg
på at blive statholder i Nederlandene
som kompromiskandidat mellem
den spanske katolske og den oprørske
protestant Wilhelm af Oranien
(Hummelberger). Forsøget mislykkedes
og endte med at Matthias måtte
stille sig under Wilhelms beskyttelse. Et
vidnesbyrd om katolikkernes syn på
sagen har vi fra det ved det svenske
hof stationerede spanske sendebud F.
de Erasos rapport til kong Philip af
Spanien, dateret 23. 6. 1578: „Den 20.
dennes lod kongen Johan III af Sverige
mig vide at han anser det som helt
sikkert, at kejseren (Rudolf) og hertug
August af Sachsen, kongen af Danmark
og dronningen af England danner eller
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004 7

har dannet et forbund for at understøtte
ærkehertug Matthias og fyrsten af
Oranien, til fordel for oprørsmændene
i Nederlandene“ (E. Hildebrand 19). I
1581 så Matthias sig nødsaget til at
trække sig ud af Nederlandene igen og
slog sig ned i Linz. Som sin danske
kollega prins Frederik forsøgte Matthias
at skaffe sig et bispeembede, også
dette forgæves. I 1587 beslutter han sig
for at gå ind i kampen om den polske
kongetrone. Dette var et, set med danske
øjne, vigtigt valg, for hvis den svenske
kandidat, Johan IIIs søn Sigismund
(1566-1632) vandt, ville der på sigt
være risiko for at denne Sigismund ville
regere over såvel Polen som Sverige,
hvilket faktisk også skete
(konge over Polen 1587-1632, over
Sverige 1592-1599) – oven i købet var
Sigismund katolik. Det er derfor ikke
forbavsende at der i Polen verserede
rygter om at den danske gesandt modarbejdede
Sverige og at der var knyttet
en nær forbindelse mellem det danske
hof og ærkehertugerne Matthias og
Maximilian (1558-1618) (Almquist
118 m.n. 1). Matthias havde sendt som
sin repræsentant den fremtrædende reformerte
Richard Strein, som især havde
knyttet forbindelse med de polske dissidenter;
Matthias viste sig derfor ingen
chance at have, hvilket vakte tilfredshed
hos den udsendte pavelige
nuntio, som blandt habsburgerne foretrak
den rettroende Maximilian (Almquist
96). Det var ikke før i midten af
1590‘erne at Matthias af politiske grunde
kom under massiv katolsk indflydelse.
Hermed en baggrund for frieriet. Scenen
er Skanderborg slot, som havde sin
glansperiode under Frederik II. Friluftslivet
især jagten tiltalte kongen og omkring
Skanderborg var der på den tid
ligefrem for meget vildt i skovene. Kongen
anlagde en rummelig frugthave med
morbær, figen, vindruer og mandel til
sit fra middelalderborg ombyggede idyllisk
beliggende renaissanceslot.
I kong Frederiks kalenderoptegnelser
står at læse for
FEBRUAR 1587
10. Idag drog vi til Skanderborg igen.
15. Idag kom kejserens bror her til
Skanderborg, han hedder hertug Matthias.
21. Idag drog jeg til Ejer; samme dag
kom hertug Matthias også hertil.
23. Idag drog jeg med ham til Skanderborg
igen.
26. Idag var jeg med min Soffye
8
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004
HISTORIE
Christian III (kilde Carøe).
(dronningen) og alle mine børn her på Det blev altså en anden, der fik prin-
Skanderborg, og hertug Matthias, kejsesse Elisabeths hånd, end Matthias.
serens bror, var her også.
Denne sendte en lille opmærksomhed
28.Idag talte hertug Matthias med min til Frederik II efter besøget i Danmark,
datter Elisabeth.
som det fremgår af Kancelliets brev-
MARTS 1587
bøger under 7. oktober 1587 (Vam-
1. Idag drog jeg til Salten; samme dag drup): Kongens rigshofmester får be-
drog hertug Matthias også bort igen. sked på at undersøge om en bestemt
NOVEMBER 1587
forsendelse fisk er kommet, og hvis den
4. Idag kom Hofmeister Heinrich von er, da sende den straks til kongen. Det
der Luhe fra bispen af Halberstadt drejer sig om en art, der kaldes „Hus-
(=hertug Henrik Julius af B.-W.) og talsen“ (salmo hucho, siven dunajský), der
te med min datter Elisabeth. kan nå en længde på hele 2 meter. Ær-
6. Idag fik han ja-ord på hans herres kehertugen havde fået den forskrevet
vegne i Iesu Christi navn.
til Lübeck, hvorfra den skulle sendes
7. Idag havde jeg ham til gæst i spar- videre til København (Laursen 1906).
pengen (lysthus opført til mindre drik- Man har jo lov at gætte på at Matthikelag,
billigere end taflet på slottet: lanas og Frederik ikke har brugt alle 14
det skulle spare efter krigen 1563- dage på at diskutere det på den tid end-
1570!)
nu helt uafgjorte polske.kongevalg, men
8. Idag havde jeg ham til gæst her på også haft tid til at gå på jagt sammen
slottet.
ved Skanderborg og få sig en fiskesnak
10. Idag drog han bort igen. langs Gudenåen!

HISTORIE
Trykte kilder:
Bricka, C. F. & J. A. Fridericia: Kong Christian den Fjerdes egenhaendige Breve, 1.Bd. 1589-1625, København 1887-9 (genoptryk 1969),
V, 506 pp.
Carøe, O.: Kong Frederik II’s Kalenderoptegnelser for Aarene 1583,1584 og 1587, pp. 538-577 in Historisk Tidsskrift, 4. Rk. 3. Bd.,
Kbhvn 1872-1873, IV, 711 pp.
Druffel, A.von: Beiträge zur Reichsgeschichte 1553-1555, Briefe und Akten zur Geschichte des 16.Jahrhunderts, 4.Bd., Munchen 1896,
XIV, 810 pp.
Hildebrand, E.: Johan III och Filip II.Depescher från det spanske sändebudet till Sverige kepten F. de Eraso 1578-9, pp.1-50 in Historisk
Tidskrift (svensk) 6. Årg.,1886, 382 + 76 pp
Jensen 1984 = Frede P. J: Frederik lIs egenhændige breve, København 1984, 48 pp.
Laursen 1906 = L. L: Kancelliets Brevbøger vedr. Danmarks indre Forhold,1584-88, Kbhvn 1906, 1.23 pp
Laursen 1907 = Danmark-Norges Traktater 1523-1750, 1. Bd.1523-1560, København 1907, XVI, 720 pp.
Rørdam, H. Fr: Danske Kirkelove, 1.Del, 1536-1683, København 1883, 111, 588 pp.
Samling af Danske Kongers Haandfaestninger og andre lignende Acter, af Geheimearchivets Aarsberetninger,Kjöbenhavn 1856-1858
(genoptryk 1974), 150 pp.
SST = Stockholms Stads Tänkeböcker från år 1592, Utgivna av Stockholms Stadsarkiv, Del VI, 1605-1608, Stockholm 1963, VIII, 434 pp.
Turba, G: Venetianische Depeschen vom Kaiserhofe, III, Wien 1895, XXXVII, 778 pp.
Sekundærlitteratur:
Almquist, H = Den politiska krisen och konungavalet i Polen år 1587, Göteborg 1916, VI, 216 pp.
Bahlcke, J = Regionalismus und Staatsintegration in Widerstreit. Die Länder der Böhmischen Krone im 1. Jahrh. der Habsburgerherrschaft
(1526-1619), München 1994, XIII, 571 pp.
Brohed, I = Reformationens konsolidering i de nordiska länderna 1540-1610, Oslo 1990, 466 pp.
Christiani, W. E = Geschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein unter dem Oldenburgischen Hause, II, Kiel 1784.
Colding 1939 = P. C: Studier i Danmarks politiske Historie i Slutningen af Christian III’s og Begyndelsen af Frederik II’s Tid, København
1939, XXXI, 537 pp.
Colding 1942-1944 = P.C: Danmark-Lothringen 1565-66 og Peder Oxes Hjemkomst, pp. 637-659 in Historisk Tidsskrift, 10. Rk., 6. Bd.,
København 1942-1944, 806 pp.
Denis, E. = Les Premiers Habsbourgs, 2e éd, Paris 1930, 563 pp.
Eberhard, W. = Monarchie und Widerstand ... Ferdinands I in Böhmen, München 1985, 536 pp.
Frandsen K.-E. = 1523-1588= pp. 217-339 in Konger og Krige 700-1648, København 2001, 519 pp
Fröbe, W. = Kurfürst August von Sachsen und sein Verhältnis zu Dänemark bis ...1570, Leipzig1912, 144 pp.
Garstein, O. = Rome and the Counter-Reformation in Scandinavia II+III, Oslo 1980 + 1992.
Helk 1963 = V. H: Brødrene Kydius, pp.472-495 in Kirkehist. Saml., 7.Rk., 5.Bd., Kbhvn 1963, 646 pp.
Helk 1966= V.H: Laurentius Nicolai Norvegus S. J., København 1966, 517 pp.
Hildebrand, K. = Johan III och Europas katolska makter, Uppsala 1898, XXIX, 321 pp.
Hoensch, J.K. = Geschichte Böhmens, München 1987, 567 pp.
Holtzmann, R. = Kaiser Maximilian ll bis zu seiner Thronbesteigung, Berlin 1903, XVI, 579 pp.
Hummelberger, W. = Erzherzog Matthias in den Niederlanden (1577-1581), pp.91-118 in Jahrbuch der kunsthistorischen Sammlungen
in Wien, Bd. 61, 1965, 136 pp.
Jensen 1982 = Frede P. J.: Danmarks konflikt med Sverige 1563-1570, København 1982, 372 pp.
Jensen 1993 = Frede P. J.: Frederik II og truslen fra de katolske magter. Linjer i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1571-88, pp.233-277
in Historisk Tidsskrift, Bd.93, Kbhvn 1993,467 pp.
Lausten 1977 = M. S. L: Religion og Politik. Studier i Christian IIIs forhold til det tyske rige i tiden 1544-1559, København 1977, 374 pp.
Lausten 1990 = M. S. L: Samarbejdet mellem Christian d. 3. og biskop Peder Palladius om de ekstraordinære bededage, pp.45 -56 in
Brohed
Lausten 2002 = M. S. L: Den hellige stad Wittenberg, Frederiksberg 2002, 208 pp.
Lavery, J. = Germany’s Northern Challenge, The Holy Roman Empire and the Scandinavian Struggle for the Baltic 1563-1576, Boston
& Leiden 2002, XX, 164 pp.
Lemmink, J. Ph. S. & J. S. A. M.van Koningsbrugge: Baltic Affairs, Relations between the Netherlands and North-Eastern Europe 1500-
1800, Nijmegen 1990, X, 440 pp.
Lietzmann, H. = Herzog Heinrich Julius zu Braunschweig und Lüneburg (1564-1613), Quellen und Forschungen zur Braunschw.
Geschichte, Bd. 30, Langenhagen 1993,193 pp.
Paul, J. = Die nordische Politik der Habsburger vor dem dreissigjährigen Kriege, pp.433-454 in Historische Zeitschrift, Bd. 133,
München & Berlin 1926.
Pavlík, J. V. = Die Dänen Christian und Peter Diderichsen Payngk (Ein Beitrag zu dänisch-tschechischen Wechselbeziehungen am
Ende des 16. und im 17. Jh.) Odense Universitet 1996, 742 pp.
Pekar, J. =Dejiny ceskoslovenské, Praha 1921 (genoptryk 1991), 247 pp.
♥
Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2004 9