Moldau-historierne

Palle Møller 

P. Moldau 

Privatdetektiv 

Syv historier fra dk.chat 

1

P. Moldau - Privatdetektiv 

er en samling noveller om en detektiv, der huserede i 

nyhedsgruppen dk.chat i 1997. 

Novellerne blev offentliggjort under pseudonymet Palle 

Møller og blev foruden offentliggørelse som indlæg i 

nyhedsgruppen også publiceret på en hjemmeside på 

http://www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/ 

Alle historier er fiktive og enhver lighed mellem nuværende, 

tidligere og fremtidige chattere naturligvis helt 

utilsigtet og ganske tilfældigt. 

Ingen dyr led overlast i forbindelse med produktionen af 

disse noveller, bortset fra den jagtedderkop, der blev 

kvast, da forfatterens 17“-skærm væltede. 

P. Moldau - Privatdetektiv 

Tryk: Din egen printer 

Sats: Times New Roman 10 pkt. 

© Copyright Jens Tønnesen 1997 

Enhver offentliggørelse af denne novellesamling er ikke 

tilladt i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. 

Det er dog tilladt at udprinte novellesamlingen i et eksemplar 

til privat brug. 

2 

Indhold 

Jagten på den forsvundne dk.chat ........................................ 3 

Mord på dk.chat.................................................................. 12 

Op på fars dk.chat............................................................... 16 

dk.chat? Jeg fatter ikke en brik! ......................................... 21 

Min elskede dk.chat............................................................ 31 

P. Moldau og de skøre dk.chattere ..................................... 36 

Jul på dk.chat ...................................................................... 42

Jagten på 

den 

forsvundne 

dk.chat 

1. kapitel 

Lyset fra neonreklamerne blandede sig med det blåhvide skær 

fra computerskærmen. Udenfor havde regnen strømmet ned 

i timevis og havde efterladt gaderne mennesketomme. Klokken 

var langt over midnat, og i det fjerne hørtes nattoget på 

vej mod hovedstaden med sin last af søvndrukne passagerer. 

Jeg lod atter fingrene løbe over tasterne og billedet på 

skærmen skiftede atter. Jeg sukkede. Det var ikke til at blive 

klog på. Det der Internet. 

Jeg tømte den sidste rest af whiskyflasken og rejste mig. 

Jeg strakte mig og vaklede hen til vinduet. Jeg røg en cigaret, 

mens jeg kiggede ned på gaden. 

Det var vist holdt med at regne. Luderne var ved at ind- 

1. kapitel 

tage deres faste pladser igen. Fra lejligheden overfor lød en 

stille sax-solo. Jeg anede silhuetten af beboeren gennem rullegardinet. 

Det var nat i byen. 

✶ 

Måske jeg skulle præsentere mig selv. Jeg er P.M. Jeg kaldes 

aldrig andet. På glasdøren ind til kontoret står der P. 

Moldau - Privatdetektiv. 

Mit efternavn gav mit far mig i dåbsgave. Jeg har 

altid hadet det. Mit fornavn fik jeg af min mor ved 

samme lejlighed. Hvad det er, det agter jeg at holde for 

mig selv. 

Jeg driver et lille privatdetektivbureau på hjørnet af 

51. og 24., 2. sal, vær 207, hvis du skulle finde på at 

droppe forbi. 

Det er der nu ikke så mange, der gør. Men i aften 

var en undtagelse. 

Hun kom. 

Jeg havde ellers lige besluttet mig til at forlade 

kontoret for at besøge Lucy's overfor, der havde Forloren 

skildpadde på menuen. Men så gik døren op i forkontoret, 

og før jeg kunne nå at reagere, stod hun der i døråbningen. 

- P. Moldau?, spurgte hun, mens hun lod sit blik løbe kærtegnende 

op og ned af mig. Jeg følte, at hun klædte mig af 

med øjnene. 

- Ja, svarede jeg, og slog ud med hånden for at anvise 

hende en stol. 

Hun tøvede. Hun foretrak tydeligvis at blive stående, indtil 

jeg trak stolen frem til hende og børstede den fri for imaginære 

støvfnug. 

Hun var klædt i en kropsnær dragt i en kraftig rød farve. 

Den stoppede præcist så langt oppe, at man fik rig lejlighed 

til at beundre hende lange, slanke ben. Over sig bar hun en 

pels, skødesløst hængende på skuldrene. 

Det var en kvinde med mange talenter. 

- Cigaret?, spurgte jeg, og fiskede etuiet frem fra inderlommen. 

- Tak, jeg har, svarede hun, idet hun fremdrog en langt, 

spidst cigaretrør af tasken. Men en yndefuld håndbevægelse 

placerede en lang smal cigaret for enden af røret og bøjede 

sig frem mod mig. 

I den kraftige halsudskæring anede jeg hendes overdimensionerede 

bryster - det var tydeligvis en af de dyre læger på 

33., der havde været i gang. 

Jeg huskede, hvordan jeg med gutterne tilfældigt havde 

diskuteret bryster for nylig, og en afstemning havde vist, at 

vi slet ikke brød os om den slags silikone-koner. 

- Ild?, spurgte hun. 

Forvirret fandt jeg zippo-lighteren frem og bøjede mig 

frem mod hende og tændte. 

- De er privatdetektiv, konstaterede hun overraskende. 

Jeg nikkede. 

Hun spredte læberne let og fugtede dem med tungen. 

- Jeg har en sag til Dem, sagde hun, og tog et dybt sug af 

cigaretten. Vil De påtage Dem den? 

- Det kommer naturligvis an på sagen, svarede jeg, og forsøgte 

at kigge hende langt ind i de smukke øjne. Jeg tager 

mig ikke af skilsmissesager. 

- Der ligger 50.000 i denne kuvert, sagde hun, og 

smed en hvid kuvert på skrivebordet. Du skal finde mig 

en chatter! 

- En chatter, svarede jeg forvirret, men jeg forsøgte 

- så nonchalant som muligt - at få åbnet kuverten. 

Hun forklarede mig, hvad hun ville 

have mig til. Hun ville have fat en ægte 

dk.chatter - en person, der benyttede sig 

af det der Internet, en person, der var på 

Nettet! En person, der brugte det kendte 

chat-forum på USENET. En person på dk.chat! 

Jeg kiggede i kuverten og på den veldrejede sag, der sad 

på den anden side af skrivebordet. Hvad ville hun med en 

dk.chatter? 

- Det er sagen uvedkommende. Det skal blot være én, der 

står som eksponent for ånden i dk.chat, svarede hun. Der er 

50.000 til, hvis du klarer opgaven på en uge, og hvem ved... 

måske er der også en anden belønning, tilføjede hun, mens 

hun sendte mig et sensuelt blik. 

✶ 

Duften af hendes parfume hang stadig i kontoret her tre timer 

efter, at hun var gået. Og min tanker kredsede stadig om 

hende. Og så om sagen: Ånden i dk.chat? 

Nu havde jeg prøvet de sidste timer at spore mig ind på 

den. Jeg havde siddet og nærlæst det ene dk.chat indlæg efter 

det andet uden at komme et skridt nærmere. 

Hvem kunne hjælpe mig videre? 

Hvad var dk.chat for en størrelse? En blandet gruppe af 

mennesker fra alle egne af landet! Hvordan kunne de udgøre 

noget, som et pigebarn som hende kunne være interesseret 

i? 

Hvad har dk.chat at byde på? Hvad kan en Skriver eller 

en Tlaloc dog give en pige med hendes fortrin? En kværulantisk 

tryllekunstner, der har fået sin egen hjemmeside til at 

forsvinde? Eller en afdanket fotograf, der tror, han er en morsom 

skribent? En Ravn, der hører radio og en Ravnholdt, 

der kigger på ravne? F.eks. dem, der sidder på en Ørngreen? 

3

Og så er der lige Cutebear og Rockbear? Bjørnebanden på 

dk.chat? De burde være på alt.cuddle! 

Og i det hele taget så de navne, de bruger? Gambler, 

Rump? Og kan de ikke lide deres egne navne, så hugger de 

bare en kendte danskeres. Jeg mener - hvad laver Kim Larsen, 

Erik Mortensen og Poul Nyrup ellers på dk.chat? Jeg 

kunne blive ved... 

Nej, det var en på en gang umulig og mærkværdig opgave, 

som hun havde lagt på mine brede skuldre. Det ville 

ikke blive nemt tjente penge. 

Der var ingen tvivl om, at jeg ikke kunne nøjes med at 

finde svaret på Nettet. Jeg måtte ud og se de mennesker, der 

slog deres folder i dk.chat. De måtte hjælpe mig med at finde 

ånden på dk.chat. 

4 

✶ 

Jeg var heller ikke i tvivl om, hvor jeg skulle starte. Ålborg 

var svaret. Mine granskninger af den sidste måneds indlæg i 

dk.chat havde let mig frem til, at Svend Erik Jensen kunne 

hjælpe. Han var en ivrig chatter med sans for detaljerne - 

han kendte tydeligvis sine pappenhejmere. 

Men det var vigtigt ikke at gå alt for voldsomt til værks! 

Det tog mig ikke mange minutter at lokalisere Svend Erik 

Jensens bolig. Jeg tog først opstilling ud på gaden, hvorfra 

jeg med en kikkert kunne se både ham og konen i ivrig samtale 

i køkkenet. Det var sikkert dk.chat, de diskuterer, tænkte 

jeg, men jeg kunne ikke høre en lyd. 

Pludselig fik jeg en idé. Under køkkenvinduet stod skraldespanden. 

Det var oplagt! Godt gemt i skraldespanden 

kunne jeg høre ethvert ord, der blev sagt i køkkenet. 

Det var IKKE dk.chat, de diskuterede. Det var sikkert og 

vist. Derimod var det en længerevarende skænderi, de havde 

i gang. 

- Hvorfor skal vi have fisk igen?, skreg Svend Erik Jensen. 

- Åh, du brokker dig altid, rasede konen, hvis du ikke sad 

foran den rådne computer hele dagen, så kunne du måske få 

tid til at købe din egen middagsmad! 

- Du VED, jeg hader fisk, replicerede han. 

- Ja, det er der ingen ben i, din torsk, svarede konen tilbage. 

- Er det fars, spurgte sønnen, og prikkede til den underlige 

klump på tallerkenen. 

- Nej, de er fra Mors, svarede konen. 

- Det er jo SEJ, det her, råbte Jensen. 

Pludselig begyndte skraldespanden at bevæge sig. Hvad 

skete der? Jeg mærkede, hvordan spanden blev slæbt hen 

over fliserne... Hvad nu? 

ARRRRRGGGGGHHHHHHHHHH! 

2. kapitel 

Skraldespanden blev pludselig løftet op. Pludselig indså, 

hvad der var ved at ske! Det var skraldemændene, der var i 

arbejde! 

Jeg kastede mig opad og skubbede låget op - for at kigge 

lige ind i øjnene på Andreas Olesen! 

Jeg genkendte ham straks! Den frafaldne dk.chatter! Han 

stod også på min liste som en, der skulle underkastes et forhør. 

- Der var du godt nok heldig, udbrød han. Et sekund senere 

og du var endt nede i kværnen! 

Han hjalp mig op og børstede mig af. 

- Hvad lavede du dernede? 

Jeg forklarede, at jeg var i gang med en undersøgelse af 

dk.chat, og at han måske kunne hjælpe. 

- Der bor jo en hel del dk.chattere heromkring, svarede 

han. Længere nede af vejen, der bor Per Holm. Og Tarzan 

bor over i de boligblokke derovre. Jeg ved det, for der ligger 

altid så mange bananskræller i spanden når SU'en kommer. 

Vi fortsatte rundt på hans rute, mens han fortalte om hans 

tid på dk.chat. Og inden længe var vi nået frem til Forbrændingen. 

- Men jeg er ikke på dk.chat længere, fortsatte han 

surt! Jeg var faktisk ved at være godt og grundigt træt 

af niveauet i dk.chat, ja, ja, jeg ved godt, at det er 'Ånden' 

i gruppen, men det betød bare at, jeg for at kunne 

kommunikere på et 'højere' niveau blev nødt til at rykke 

mine teltpæle op og 'flytte'. Så jeg er ovre i soc.penpals 

nu og læser kun chatten en sjælden gang. 

Han kiggede surt på mig. 

- Men skal du have mere at vide, så prøv at snak med 

den nordsjællandske mafia. De er sgu så platte, at de godt 

kunne være eksponent for 'Ånden i dk.chat', tilføjede han 

med en vigtig mine! 

- Og jeg kan nemt skaffe dig derover. Hop op i den kasse, 

der står deroppe. 

Han pegede på en kasse, der stod 'Giftigt affald'. Den indeholdt 

nogle store tønder, men ellers var der lige plads til at 

en fuldvoksen mandsperson kunne knibe sig derned. 

- Den sender vi over til København senere i eftermiddag. 

Alt det giftige affald sender vi til København - vi har jo ikke 

rigtigt plads til det herovre i Jylland. Og københavnerne 

mangler jo pengene... 

- Hvad kan jeg gøre for at takke dig, spurgte jeg, inden 

han lukkede kassen. 

- Skaf mig et billede af Birthe, svarede Andreas med et 

skævt smil. 

Senere på eftermiddagen sad jeg sammenklemt i en kasse, 

der var stuvet ind i en flyvemaskine på vej mod København. 

✶ 

- De ønsker??? Den sortklædte herre, der havde åbnet døren 

i det Monbergske palæ, kiggede afmålt på mig. 

Mit tøj var også godt krøllet efter den ubekvemme tur i 

kassen med giftigt affald. Og den lange gåtur fra Avedøre 

Holme til Rungsted Kyst havde heller ikke gjort det pænere. 

- Jeg skulle tale med en Mikkel Monberg, svarede jeg, 

men jeg fremviste mit ID. 

- Unge Monberg træffes desværre ikke i øjeblikket, svarede 

den sortklædte, han er på biblioteket for at aflevere en 

del bøger, han desværre har haft lånt alt for længe... 

- Og hvem er så De, spurgte jeg ligefremt. 

- Jeg er Albers, butleren, svarede han. 

- Ok, hør Albert, kan jeg ikke vente på ham her, spurgte 

jeg. 

- Navnet var Albers, med 's', hr., Alberssssss! Og hvis De 

vil vente, så kan det foregå i køkkenet! Hvis de vil være så 

venlig at benytte køkkenindgangen rundt om hjørnet. Den er 

forbeholdt tyende, bude og ... privatdetektiver, fnøs han. 

Butleren lukkede mig ind af køkkenindgangen og placerede 

mig på en stol i køkkenet. Så tyssede han på mig og 

tændte for et meget lille fjernsyn, der stod på køkkenbordet. 

- De må venligst forholde dem i ro, sagde han. De sender 

et afsnit af Beverly Hills 90210 nu, det er godt nok et tåbeligt 

sendetidspunkt, men De kender jo programplanlæggere! 

Tsk. Tsk. 

Jeg kiggede paralyseret på butleren, mens 

han underkastede den lille TV-apparat hele 

sin opmærksomhed. Hver gang en person på 

skærmen kyssede eller krammede en medspiller, 

så gjorde Albers et notat i en lille sort lommebog. 

- Det er til vores fan-side på Internettet, 

forklarede han, da han så, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn. 

I det samme gik døren op! Ind kom en stor fyr, der præsenterede 

sig som Morten Guldager. 

Butleren rejste sig og gloede arrigt på den fremmede. 

Hvad var jeg nu vidne til? 

- Forsvind herfra, råbte Albers. Det her er mit domæne! 

Den fremmede drejede om på hælene, mens han udbrød: 

- Bare vent - der er en sket en fejl. I'll be back! 

Og væk var han! 

Jagten på den forsvundne dk.chat

Albers satte sig ned og lod fjernsynet tage hans opmærksomhed 

igen. 

Pludselig hørtes lyden af hvinende bremser uden for køkkenvinduet. 

Jeg kiggede ud, og så en dreng i førpuberteten 

hoppe ud af have go-cart, der var camoufleret som en limousine. 

- Nu kommer master Monberg, sukkede butleren. 

Jeg sprang op og forsvandt ud af køkkendøren. Udenfor 

fik jeg kontakt med knægten, der kiggede surt på mit IDkort. 

- Og hvad vil du så vide, snushane, hvæsede han. Jeg HAR 

afleveret biblioteksbøgerne, at du ved det. 

- Jeg er her, fordi jeg efterforsker en sag vedr. dk.chat, 

svarede jeg. 

- Dk.chat, brummede drengen. Dem gi'r jeg ikke noget 

for. De driller mig hele tiden med min alder og mine moderkomplekser. 

Så det gider jeg ikke at snakke om! Get lost! 

Pludselig gik et vindue op på første sal. 

- Mikkkkelll, råbte en indladende kvindestemme. Kommer 

du ikke op, jeg keder mig sådan - og savner dine små 

blide barnehænder.... 

- Hold kæft, Heidi, råbte Mikkel tilbage, jeg skal lige klare 

forretningerne først... 

Vinduet blev smækket i. 

Så vendte han sig mod mig igen. Jeg kunne se hans kolde 

øjne, men det var umuligt at forestille sig, hvad der foregik 

inde i mandens kyniske hjerne. 

Han knipsede med fingrene... 

- Tølle og Teglsbo, råbte han. 

Fra buskene kom pludselig to store mænd frem. Udprægede 

gorillatyper, 1% hjerne og resten muskler. Rigtige bøller! 

I næste sekund fandt jeg mig selv bastet og bundet i bagagerummet 

på bil, der nu befandt sig i fuld fart på vej væk fra 

Rungsted. 

- Skaf mig et billede af Birthe, så kan vi snakke, havde 

Mikkel gnækket, da bagsmækken smækkedes i. 

- Hæ hæ. Jeg gav ham et offer, som var en fuser, tilføjede 

han, næsten uhørligt. 

- Pernillllle, råbte han. Diktat! 

Ud fra huset kom en kvinde vimsende iført en stramtsiddende 

dragt og et par meget højhælede sko. Hun bar en lille 

bærbar computer. 

- Skriv en email til Svend Erik Jensen i Aalborg, startede 

Mikkel. 

Sekretæren begyndte at taste. 

- K-o-n-t-r-a-k-t-e-n- -u-d-f-o-e-r-t-!, tastede hun. 

- "I'ts pay-back-time", fortsatte Mikkel. 

- Og så slutter af med min sædvanlige signatur og semikolon-lille-o-parentes, 

sluttede han. 

2. kapitel 

✶ 

Da bagsmækken blev lukket op, holdt vi ved en sø. De to 

bøller greb fat i mig, og slæbte mig hen af jorden og ud på en 

lille bådebro. 

- 1-2-3, sagde de i kor 

Og så kylede de mig ud i søen. 


3. kapitel 

Nu er det intet problem for en rigtig privatdetektiv at klare 

sådan en stump virtuelle reb. Og selvom der ikke havde været 

meget plads i bagagerummet, så var det alligevel lykkedes 

mig at få løsnet rebene så meget, at jeg nemt kunne vriste 

mig helt fri, da jeg lå på søens bund. 

Forpustet af anstrengelserne kravlede jeg op på søbredden 

og pustede ud. 

I det samme komme en familie forbi. 

- Det er en dum idé at forsøge at begå selvmord her, sagde 

familiefaderen. Søen er kun 6 meter dyb. 

Da han så mit forvirrede fjæs, fortsatte han udglattende: 

- Iøvrigt så er det også noget skidt at bade her, tilføjede 

han. Det går ud over fiskene! Jeg har fanget hel del fisk fra 

denne sø til mit akvarium på Internettet. 

Jeg kiggede fortsat forvirret på manden. Atter fisk på 

menuen, tænkte jeg forundret. 

- Hvem er De - og hvor er jeg?, spurgte jeg. 

- Mit navn er Gade og jeg bor på en vej et stykke herfra, 

svarede han og gjorde en pegende bevægelse. Og De befinder 

dem ved Københavns Vandværk ved Søndersø. 

Søndersø. Aha, tænkte jeg. Det må være forsynet, der har 

sendt mig hertil. 

Jeg takkede familien og begav mig på afsted for at finde 

en telefon og noget tørt tøj. 

✶ 

- Det er Franzmann, sagde stemmen i telefonen, der blev 

taget efter 5. ring. 

Der havde ellers været optaget i lang tid, men det var ikke 

usædvanligt, når man ringede til garvede chattere. 

Jeg satte ham hurtigt ind i sagen, og spurgte om han ikke 

kunne skaffe mig noget tørt tøj. 

- Vi kan ikke mødes her hos mig, svarede han, da jeg fremførte 

mit forehavende. 

- Jeg lider frygteligt af klaustrofobi, så vi må mødes et 

sted med masser af plads. Og så er min kone også frygtelig 

jaloux på dk.chat, tilføjede han. 

- Jeg står i en telefonboks på en stor, rød plads omgivet af 

en masse butikker, kan vi mødes her?, spurgte jeg. 

- OK, det er Bymidten. Den kender jeg. Jeg er der om 10 

minutter. 

Og ganske rigtigt. 10 minutter dukkede en duknakket fyr 

op med sin hund i snor og medbringende en hel masse tøj. 

- Jeg er mest på Internettet på grund af kvinderne, fortsatte 

han. Men de svarer ikke på mine indlæg. Pernille er 

væk, og den pragtfulde røgede sild fra Bornholm. Suk! 

Jeg så på ham med medlidenhed. Det var tydeligt, at det 

var en hærget mand, jeg stod over for. 

- Men gør mig en tjeneste, tryglede han. Skaf mig et billede 

af Birthe! 

- Også dig?, udbrød jeg. Hvad er der med hende Birthe...? 

- Jeg HAR prøvet at fri til hende, beklagede han sig, men 

hun gav mig en kurv! Det er derfor, at jeg nu går så højt op i 

basketball, tilføjede han. Jeg MÅ prøve at tænke på noget 

andet. 

- Jeg tror ikke, at jeg kan være til megen hjælp, sluttede 

han med at sige. Du skal nok prøve at snakke med nogle af 

folkene inde på Københavns Universitet, de ved alt om det 

her. De kan alt med computere, de ku' i hvert fald engang, 

tilføjede han med et skævt smil. 

✶ 

DIKU's bygning er en grå og kedelig klods. Foran bygningen 

står en skulptur, der forestillede et nøgent par med hinanden 

hånden - en besynderlig skulptur i betragtning af, at 

de fleste studerende er mænd, der tilbringer så meget tid foran 

deres computere, at deres forestillinger af kvinder bliver 

påvirket af de gif-billeder, de henter ned fra Nettet. 

Jeg gik ind af hovedindgangen og var temmelig forbavset 

over at finde hele bygningen tom. Der var ikke et øje! Mærkeligt? 

Efter at have bevæget mig rundt i de tomme gange en 

rum tid, blev min opmærksomhed fanget af stemmer, der 

tydeligvis kom fra kælderen. 

Jeg listede ned af trapperne, og fandt en stor sal oplyst af 

stearinlys. Rundt omkring på gulvet sad alle instituttets studerende 

forsamlet; alle var de klædt i brune kutter og alle 

knugede de en udgave af Bjarne Stroustrups bog om C++ i 

hænderne. Og næsten alle var enten kortklippede eller næsten 

kronragede. 

- Hvad sker der her?, spurgte jeg en ungersvend, der var 

placeret lige inden for døren. 

5

- Psyhhh, tyssede han. Vær stille, Broder Makholm skal 

til at messe nu. 

Jeg kunne se på hans bog, at den kutteklædte hed Adam 

Sjøg... Desværre dækkede hans hånd resten af navnet, men 

jeg lagde mærke til, at han i modsætning til de øvrige tilstedeværende 

holdt sin bog i venstre hånd. 

Pludselig trådte en person frem for enden af rummet. Den 

irriterende mumlen forstummede øjeblikkeligt, og alles øjne 

hvilede på den fremmødte kutteklædte. 

Han hævede armene mod loftet og udbrød: 

- Disciple, inden vi starter messen, så lad os byde velkommen 

til to frafaldne, der er kommet hjem. 

Han gjorde en pegende bevægelse i retning af to mænd, 

der sad på knæ til venstre for ham. 

- Lars Fischer og Per Abrahamsen, rejs Eder, og modtag 

forsamlingens velsignelse, messede den kutteklædte videre. 

- Disse to er endelig efter lang tids ophold på Den kongelige 

Veterinære Landbohøjskole vendt hjem!, råbte han, mens 

stemningen i forsamlingen steg til euforiske højder. 

- De har afsværget sig deres falske tro, og er kommet tilbage! 

- Sæt jer!, sluttede Broder Makholm. 

Nu begyndte et mærkeligt skue. Den kutteklædte fremdrog 

en lang liste skrevet på endeløse baner og begyndte i et 

monotont tonefald at læse højt. Og forsamlingen svarede med 

lignende ord: 

Broder: AWGTHTGTTA? 

Forsamlingen: FOAD! 

Broder: ESAD 

Forsamlingen: U2 

Broder: OMG 

Forsamlingen: DILLIGAF 

Broder: TMTLTMG 

Forsamlingen: ASAP 

Broder: IMHO 

Forsamlingen: NFW 

Broder: HTH 

Forsamlingen: Nyt køkken...? 

Broder: WIBAMU 

Forsamlingen: ROTFLTG 

Broder: MTFBWY 

Forsamlingen: TTFN 

Broder: TNX 

Pludselig var der én ung discipel, der 

opdagede mig. Bo Kjell... stod der på 

hans bog. Han kom hen til mig og hvæsede: 

- Hvad laver du her? 

6 

Jeg mumlede noget forblommet om dk.chat, og min interesse 

for den religiøse vækkelse, jeg netop havde været vidne 

til, men det beroligede ikke den ivrige discipel. 

- Er du til VI eller EMACS?, brølede han. 

Nu var jeg på den, jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. 

Uanset hvilket svar jeg kom med, så ville det sikkert være 

forkert. 

I stedet valgte jeg en hurtig retræte! 

- Grib ham, lød det, men jeg var allerede på vej op af 

trappen i fuldt firspring. 


4. kapitel 

Først omkring Rådhuspladsen turde jeg kigge mig tilbage. 

Tilsyneladende havde min forfølgere opgivet, men det var 

selvfølgelig også så besværligt at løbe i de kutter. 

Jeg gik hen til pølsevognen på pladsen og udbad mig en 

hotdog med det hele - og en varm cacaomælk! 

- Så, gerner, hr., svarede pølsemanden og gik i gang med 

at skære pølsebrøddet igennem. 

- Jeg kan ellers også tilbyde billige burgere, fortsatte ham, 

jeg har købt et restparti fra en kollega på Strøget, hvis det 

var noget. Jeg kan specielt anbefale en cheeseburger, tilføjede 

pølsemanden med et smil. 

Jeg takkede pænt nej tak. Bøfsandwich har aldrig været 

en stor succes hos mine smagsløg! Men hvorfor tilbød ham 

mig overhovedet en cheese-burger, når jeg lige havde bestilt 

et hotdog. Var han ude på at forgive mig? Var det endnu én 

af de mavesure chattere, jeg stod over for? 

Jeg kunne se på væggen i pølsevognen, at ejeren i følge 

næringsbrevet hed Rosenkrantz, og følte straks en medlidenhed 

med ham. 

- Det er en fin lille biks, du har fået banket ned her, sagde 

jeg, blot for at konversere. 

- Det er en vogn, svarede han tvært, mens hans rørte rundt 

i det kogende vand med pølsetangen. 

- Jeg troede, at det var en bod, kommenterede jeg med et 

smil, i et forsøg på at lette den trykkende stemning. 

- Det er en vogn, en pølseVOGN, snerrede han - 

og vi lukker iøvrigt nu! 

Pludselig rev han resten af mit hotdog ud af hånden 

på mig. Jeg kiggede forbavset på, at han lukkede halvtaget 

ned og startede den lille knallertmotor, der var monteret 

foran på pølsevognen. 

Så begyndte han at gå, mens han trak pølsevognen efter 

sig. 

- Der er lang vej hjem til Vejle, mumlede han, mens han 

trak ud på kørebanen med pølsevognen. 

- Pas på!!!, lød det pludselig, da en pølsevognen tørnede 

sammen med en kvindelig cyklist, der var kommet i fuld fart 

ned af Vester Farimagsgade. 

Jeg skyndte mig over til kvinden, og forsøgte galant at 

hjælpe hende op. 

- Tak, jeg kan godt selv, du b-høver ikke at hjælpe mig, 

snerrede hun, mens hun børstede sig fri for grus og skidt. 

- Åh nej, sukkede hun. Nu får jeg asfalteksem igen på bnene, 

udbrød hun irriteret, og skulede på mig, som om det 

var min skyld. 

- Og så netop i dag, hvor jeg har en aftale med 'Fredag', 

mit 'kæledyr . Vi skal lege øde ø sammen, ligesom Johnny- 

Cast-alle-Hemninger-Away... 

Det var atter en dk.chatter, jeg stod overfor - det var tydeligt. 

Det var da mærkeligt, som de bare dukkede op hele 

tiden i den historie. 

Jeg forklarede hende hurtigt, hvordan tingene hang sammen, 

men da hun tydeligvis ikke umiddelbart var indstillet 

på at snakke med mig, så tilbød jeg at give hende et lift hjem 

i en taxa. 

Kirsten, som hun præsenterede sig som, mente ikke, at 

hun kunne være til megen hjælp. 

Men måske Asbjørn i Kast-op kunne? Han havde altid 

nogle flynske ideer og kendte dk.chat som sig egen bukselomme. 

- Og hvis du så lige kunne skaffe mig et b-illede af Birthe, 

så vil jeg være glad, tilføjede hun med et skævt smil. 

Da vi nåede frem til Solbjerg, forsøgte jeg igen med galanteriet, 

men nej, det gik heller ikke. 

- Nej tak, jeg klarer mig selv, svarede hun og så b-brejdende 

på mig. 

✶ 

Jeg lod taxaen køre mig videre til Lufthavnen. Ved indgangen 

spurgte jeg efter Asbjørn og blev vist ind på et lille 

uanseligt kontor. 

Det var underligt at tænke på at netop dette lokale var 

hjertet i hele Kastrups Lufthavns EDB-netværk. 

Hele rummet var fyldt med skærme og tastaturer. Et mylder 

af kabler løb på kryds over tværs gennem lokalet. På en 

hylde i den ene ende af rummet stod en laurbærkranset buste 

af Gerner Mortensen - Majestic Airlines. 

Og midt i det hele sad en fyr med øjnene næsten klistret til 

skærmen. 

- Hvad sker her?, spurgte jeg forsigtigt. 

- Ssyyhhh, det er frygteligt spændende. Min forgænger i 


jobbet har tilsyneladende installeret 

et meget morsomt trafikspil på 

denne computer, og det er det, jeg 

sidder og spiller. 

Jeg kiggede på de mærkelige 

tegn og koder på skærmen. 

Jeg forstod ingen ting. Tilsyneladende 

skulle man dirigere en masse 

fly op og ned fra en lufthavn. 

- Jamen..., begyndte jeg. Sidder du bare og 

spiller computerspil hele dagen? Jeg kiggede 

beundrende på Asbjørn. 

- Øhhh, svarede han, dybt koncentreret om det mærkelige 

program. Det så meget autentisk ud. 

- Det er jo vigtigt at slå rekorden, svarede han endelig. 

Det er jo vigtigt, når man skal skrive sammen med de andre 

chattere. 

Han tog en Marie-Kiks ud af pakken på bordet og dyppede 

den i noget lunken kaffe, der var hældt op i et ægte 

Beverly Hills 90210-krus. 

- Er det svært, udbrød jeg, og kiggede på skærmen. 

- Nej nej, Århhh, se nu der. Han kiggede febrilsk på skærmen. 

Han havde tydeligvis ved et uheld fået to fly til at 

benytte den samme landingsbane samtidig, og han tastede 

febrilsk på knapperne. 

- Nå, det nytter nok ikke noget - og rebootede computeren. 

I det fjerne hørte jeg lufthavnens brandvæsen rykke ud. 

- Nå, hvad kan jeg så hjælpe dig med, spurgte han. 

Jeg fremførte mit ærinde. 

- Hm, svarede han efter at have funderet et stykke tid, 

jeg kan nok heller ikke hjælpe. 

- Hvad med din ven i Sorø - kan han ikke være til nogen 

hjælp, spurgte jeg. 

- Bop, bop, bop. Asbjørn gjorde en afvisende bevægelse 

med hånden. 

- Kong Mads kan vi ikke bruge til denne sag, mente han. 

Men jeg tror, at det er Birthe, der har nøglen til at alt det 

her! Det var hun igen! 

- Følg med mig, udbrød han pludselig. 

Nede på flyvepladsen lukkede han i hangar op og afslørede 

et topersoners svævefly. 

- Jeg flyver dig til Sønderborg, sagde han, da han så mit 

spørgende ansigt. 

- Jamen, kan man det i et svævefly. 

- Jeps, se nu bare her. Han pegede ud på startbanen, hvor 

et fly var ved at gøre klar til start. 

- Vi følger efter den der! 

- ??? 

4. kapitel 

Asbjørn fik hurtigt fat på en bil, der kunne trække os ud 

til startbanen. Da det store fly begyndte at køre ud af startbanen, 

svingede Asbjørn en lasso, fik fæstnet en line til 

passagerflyets haleror. 

- Hold fast, nu sker det, råbte Asbjørn. Og det er meget 

bedre end sex! 


5. kapitel 

En lejet bil udgjorde det perfekte skjulested for en forsigtig 

privatdetektiv. Nu havde jeg efterhånden hørt så meget 

om Birthe, at det gjaldt om at holde lav profil. 

Hvad kunne der ikke ske! Hun kunne slå mig med kagerullen 

eller stikke mig med en kanyle! Jeg skulle ikke nyde 

noget! 

Jeg havde tilbragt både aftenen og natten i bilen, mens 

jeg havde holdt huset under overvågning. 

Faktisk var min overvågning startet allerede dagen før, 

hvor de fleste af byens spidser var samlet til en overdådig 

frokost i to store telte. Alle de mandlige borgere var gået 

ind i det ene telt, men de kvindelige havde indtaget det andet. 

At Birthe havde været med, var jeg ikke i tvivl om. Men 

det var ikke lykkedes mig at få øje på hende. 

I de følgende timer havde latter og skrig og skrål lydt ud 

under teltdugen. 

Jeg havde forgæves forsøgt at snige mig ind i kvindeteltet. 

Men et stort muskelbundt iført stramtsiddende 

leopardundertøj med på påskriften 'Albers Contruction udvider 

her', havde grebet fat i mig og slæbt mig væk. 

Men jeg havde da hørt lidt af, hvad der var foregået: 

- Nu er det min tur til at blive piercet, havde en kvindestemme 

hvinet. 

- Nej, det er mig nu, havde en anden råbt. 

- Rolig, piger, havde en myndig stemme lydt, vi når det 

nok allesammen. 

- Det her giver ordet ringridning en helt ny mening, havde 

en salig stemme udtalt. 

Senere på aftenen var festen forsat hos Birthe. Gæsterne 

var ankommet maskeret og havde indtaget de våde varer - 

indkøbt via de lokale spritbåde til Tyskland - med et medbragt 

sugerør. 

Og Birthe havde båret en maske, så heller ikke her var 

det lykkedes mig at finde ud af, hvem af deltagerne i orgiet, 

der faktisk VAR Birthe. 

Nu var det blevet morgen - ja, faktisk var det efterhånden 

langt op af formiddagen. Jeg strakte mig. Men blev så 

øm i ryggen af at tilbringe hele natten på forsædet af en bil. 

Pludselig kom hun ud af døren. Jeg var forvirret. Sådan 

havde jeg slet ikke forestillet mig hende. Hun var ca. en 

meter og halvfjerds og kom gående med ikke mindre end 

fire børn på slæb! 

Mor Birthe? 

Jeg greb det til lejligheden indkøbte fotografiapparat og 

trykkede løs. 

Men hun må ubevidst have hørt mig, for pludselig drejede 

hun omkring og kom farende imod mig som en olm 

tyr! 

Jeg fik startet bilen i en fart, vendte den med hvinende 

dæk og kørte i fuld fart ud af byen. 

Men Birthe var heller ikke sen! Hun lod børn være børn 

og sprang ind i den sølvgrå Peugeot, der stod parkeret i 

indkørslen. 

Gudskelov kunne den gamle spand slet ikke følge med 

den splinternye udlejningsvogn, jeg havde udstyret mig med. 

Men redningen kom som havde forsynet sendt den! Christian 

den Tiende's bro, der forbinder Als med fastlandet, 

gik op, netop som jeg var kommet over! 

Og Birthe blev efterladt skummende af raseri på Alssiden 

✶ 

Alligevel turde jeg ikke stoppe, før jeg var noget et godt 

stykke op gennem Sønderjylland og var helt sikker på, at 

jeg havde rystet hende af. 

Og nu havde jeg et billede af Birthe! 

I Haderslev fandt jeg en lokal fotohandler, der indvilligede 

i at fremkalde filmen med det samme. 

- Jeg er godt klar over, at branchen har et dårligt ry på 

dk.chat, sagde han. Men jeg skal gøre, hvad der står i min 

magt på at rette op på det. Kom igen om en time, tilføjede 

han. 

En times tid senere stod jeg med de færdige billeder. 

Jeg var skuffet. Omend billederne var såvel klare som 

skarpe, så var der ingen Birthe! Der, hvor hun skulle være, 

var der ingenting! Det var tomt. 

Jeg greb fat i slipset på fotohandleren og hev til. 

- Jamen, jeg forsikrer Dem. Der ER ikke noget på 

negativerne, jamrede han. 

Et kort kig afslørede, at manden havde ret! Birthe kunne 

ikke hænge ved! 

✶ 

7

Sørgmodig trissede jeg ud af fotoforretningen. Efter en time 

med hvileløs vandring kom jeg imidlertid til en statelig bygning. 

'Haderslev Gymnasium' stod der over døren. 

Jeg gik ved en pludselig indskydelse ind - her måtte da 

også være nogen chattere, tænkte jeg, og kiggede mig omkring. 

Jeg havde jo lagt mærke til, at både Skjerns Tekniske 

Skole og andre uddannelsesinstitutioner brugte dk.chat som 

internt postsystem og til test. 

For ikke at tale om nogen kursister i Randers, der stod 

midt i et vadested. 

Gangene lå øde hen. Var eleverne også til messe her? 

Eller var der slet ingen elever? 

Jo, ved lærerværelset var der ophængt klassebilleder af 

alle gymnasieklasserne. Og der var også billeder af alle 

afgangsklasserne gennem tiderne. 

Det er altid morsomt at de se gamle klassebilleder. Se på 

folks tøj og hår. Morsomt. 

Pludselig stoppede jeg op. Kunne det være rigtigt? 

Hvem sad ikke dér på et billede og 

gloede lige ind i kameraet? 

Birthe! 

Det krævede altså en professionel at 

komme på skudhold af hende! 

Jeg flåede billedet ned fra væggen 

og løb hen mod det lokale, der var benævnt 

EDB-undervisning. Lokalet var 

mennesketomt, men fyldt med alt muligt 

elektronisk isenkram. Jeg fik hurtigt 

scannet billedet ind, og overvejede, 

hvad jeg så skulle gøre. 

Det var vigtigt, at alle i dk.chat fik lejlighed til at se billedet, 

så jeg kunne få vendt den aggressive stemning imod 

mig. 

Først fik jeg den idé at poste billedet til dk.chat, men der 

har de jo en kraftig modstand mod binært vedhæng, så det 

ville gøre stemningen imod mig endnu værre. 

I stedet valgte jeg at placere billedet på en hjemmeside 

på Internettet, sådan at alle i dk.chat blot kunne skrive 

http://www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/ 

birthe.html 

Det må da åbne nogle døre fremover! 

8 

✶ 

Veltilfreds og med selvtilliden i top satte jeg mig atter ind i 

udlejningsbilen. Nu var det muligt igen at koncentrere mig 

om den virkelige sag: Jagten på ånden i dk.chat. Jagten på 

den rigtige chatter! 

Motoren spandt lystigt, mens jeg tilbagelagde kilometer 

efter kilometer op i gennem det, der af mange betragtedes 

som det 'mørke jylland'. 

Efter en halv times kørsel trak jeg ind på en rasteplads 

og kiggede i mine notater. Hvem af de mange chattere skulle 

være mit næste besøg værd? Hvem kunne hjælpe mig? 

At jeg nok skulle få hjælp tvivlede jeg ikke på. Mit nyerhvervede 

og nys offentliggjorte billede af Birthe havde afgjort 

beredt vejen! 

Jeg følte mig trængende. Jeg stod ud af bilen og stillede 

mig om bag en busk for at lade vandet. 

Mens jeg stod der, kom der pludselig et rumskib flyvende 

ind over området. Uden at give mig en chance for at færdiggøre 

mit ærinde blev jeg suget op i rumskibet! 

Jeg ved ikke om læserne (?) til min beretning kan forestille 

sig, hvor pinligt det er at blive suget op fra jorden og 

ind i et rumskib for øjnene af familier, der sidder og spiser 

deres medbragte mad på rastepladsen. Og så at blive suget 

op i en så prekær situation med en vis legemsdel ud af 

buksegylpen afleverende de sidste dråber! 

Pinligt! 

✶ 

Jeg kom til mig selv på gulvet i rumskibet, der nu befandt 

sig i fuld fart på vej væk fra Jylland, væk fra Danmark, væk 

fra Jorden. Ud i universet. 

Jeg rejste mig og vaklede ud i noget, jeg regnede med 

måtte være cockpittet (eller hvad det nu hedder i et rumskib). 

Stor var min overraskelse, da jeg fandt Anders Nielsen 

og Søren Hansen siddende derude. 

- Hvad laver I her?, spurgte jeg forvirret. 

- Vi ville da også med i historien, udbrød Søren. 

- Jamen, det er jo DK.chat, det her. Burde I ikke slå jeres 

folder i se.prat? 

Anders Nielsen kiggede arrigt på mig. 

- Der er inte roligt nok, svarede han med svag skånsk 

accent. 

- Nej, det er meget morsommere i dk.chat, tilføjede Søren. 

- Kykkelikyyyyyy, galede Sørens hane, der havde siddet 

og puttet sig under instrumentbrædtet. 

Pludselig stoppede rumskibet brat og en lem åbnedes under 

mig. Jeg faldt, og faldt og faldt og landede pladask på 

jorden. Eller rettere: Et rødligt klippeterræn, øde og blottet 

for liv. 

Jeg rejste mig og børstede støvet af mig, mens jeg kiggede 

mig omkring. 

Et skilt stod lige foran mig. 'Mars Bar' stod der på skil- 

tet. Og så var der en blinkende pil. Et andet skilt forkyndte: 

McDonalds. 200 meter. Og endnu en blinkende pil. 

Hm. 

Så fik jeg øje på en fyr, der kom gående imod mig. Han 

bar et stort skilt i hånden. Det viste sig at være at være 

Peter Mentz. På skiltet stod der: 

Prøv at tage et kig på 

http://www.cybernet.dk/montypython/ 

default.htm 

og se Dansk Monty Python Forenings 

hjemmeside 

Jeg var forvirret. Det her hørte da til i dk.opslag.internet og 

heller ikke i dk.chat, tænkte jeg. 

Men jeg havde knapt tænkt færdig, da jeg påny blev suget 

op i et nyt rumskib. 

Atter lå jeg fortumlet på gulvet i et rumskib, der susede 

afsted gennem himmelrummet. 

Hvad nu, tænkte jeg, og vaklede ud i cockpittet for at få 

en forklaring. 

Her sad Morten Nielsen og Morten Svensgaard. 

- Vi skal heller ikke holdes uden for, sagde de, da jeg 

spurgte, hvad meningen var. 

- Sæt mig af!, forlangte jeg! 

- S'gerne, svarede Morten Nielsen. Vi skal nok være søde 

og rare ved dig. 

- Ja, mortenlig gerne, replicerede Morten Svensgaard. 

Og trykkede på en lille blå knap. 

Og så åbnedes lemmen i gulvet og jeg faldt og faldt og 

faldt og faldt og faldt og faldt og faldt og faldt og faldt og 

faldt og faldt og faldt og faldt og faldt og faldt... 

✶ 

Jeg kom til mig selv igen, liggende på en stor græsplæne i 

en park. Mellem træerne kunne jeg skimte en hvid herregård. 

Hvad det end var - bestemte jeg - så ryger jeg det AL- 

DRIG mere! 

Med hvad værre er, fortsatte jeg tankerækken, så ligger 

jeg her i en park - og jeg aner ikke, hvor jeg er! Og hvor er 

udlejningsbilen? 

Jeg blev liggende lidt på græsset og kiggede op i himlen. 

Jeg ved ikke, hvorfor de hvide lammeskyer fik mig til at 

tænke på computere alligevel. På den anden side, så havde 


jeg jo også været en slags Windows-kigger i denne sag. 

Jeg blundede. 

Pludselig ramte noget hårdt mig ansigtet! En frisbee! 

- Åh undskyld, lød en stemme. 

- Åh, undskyld, gentog jeg. Det gør ikke noget. 

- Jeg er frygtelig ked af det, fortsatte manden. 

- Jeg er frygtelig ked af det, gentog jeg forvirret. 

- Mit navn er Berthel Lund Hansen, fremturede han. Jeg 

bor her i Horsens og det der er min hund Fido. Han pegede 

over på en net lille hund, der tumlede rundt med frisbee'en. 

- Mit navn er Berthel Lund Hansen. Jeg bor her i Horsens 

og det der er min hund Fido. 

- Vil du ikke godt lade være med at quote alt, hvad jeg 

siger, snerrede Berthel. Det er temmelig irriterende! Og helt 

overflødigt! 

- Vil du ikke godt lade være med at quote alt, hvad jeg 

siger. Det er temmelig irriterende! Og helt overflødigt! 

Gentog jeg, stadig temmelig omtåget. 

- Frisbee'en må have ramt mig uheldigt, fremstammede 

jeg. 

- Ja, det forklarer det måske i dit tilfælde!, svarede han 

arrigt, og drejede om på hælene. 

- Men vent, jeg skal lige snakke med dig om dk.chat, råbte 

jeg... 

- Dk.pjat, hvad med det? Han stoppede op og skulede på 

mig. 

- Jeg har fundet et billede af Birthe, forsøgte jeg... 

- Et billede af Birthe. Hvad skal jeg med det?, hvæsede 

han. Det er kun for universitetsstudende, der ikke er kommet 

fri af deres moderbindinger. Prøv du at spørge efter Lars 

Balker på Århus Universitet. 

- Gnort, sagde hunden - og tog en bid af frisbee'en. 

- Og så kan du samtidig spørge ham om det efterhånden er 

gået op for ham, hvorfor det er smart at slå brædtet ned, når 

man brugt toilettet. 

- ??? 

- Jo, så får man det ikke i hovedet, når man skal drikke 

vand! 

- Kom Fido. Puds ham! 


6. kapitel 

Forkommen tumlede jeg afsted ad de østjyske landeveje. Den 

bidske hund var det lykkedes mig at få til at slippe taget i 

mig omkring Skanderborg, og derefter havde jeg kunnet sætte 

tempoet lidt ned. 

6. kapitel 

Jeg befandt mig nu på vej mod Århus. Målet var Århus 

Universitet, hvor jeg skulle forsøge at få Lars Balker Rasmussen 

i tale. Når jeg viftede med billedet af Birthe, så ville 

han uden tvivl lukke op for sluserne... 

Jeg forsøgte forgæves at stoppe de forbipassende biler i 

håb om et lift til Århus, men ak. Konstant blev jeg overhalet 

af biler - alle udstyret med trailer -, men ingen gjorde mine 

til at stoppe. 

Efterhånden som mørket faldt på, blev trangen efter et 

varmt bad, et varmt måltid mad og en varm seng overvældende. 

Og i særdeleshed lysten til tag over hovedet blev påtrængende 

- efterhånden som skyerne trak sammen til et voldsomt 

uvejr. 

✶ 

Jeg så lys i det fjerne. Lyset strømmede ud fra et lille bondehus. 

Jeg listede mig nærmere. 

I indhegningen foran huset stod tre får. Og på stakittet 

omkring gårdpladsen sad tre katte. 

- Mæhhhh, sagde det ene får. 

- Mjaaaavvvv, svarede den største af kattene. 

- Mæ-hææææææ, replicerede det andet får. 

- Miavvvvv, afbrød den stribede af kattene. 

- Mææææhhhhhhh, tilføjede det sidste får. 

- Mjaaaavvvv, gentog den første af kattene. 

Den tredie kat sagde ikke noget. 

I det fjerne lød en hunds glammen. 

Jeg listede helt op til vinduet og kiggede ind gennem åbningen 

i persiennen. 

En fyr sad med øjnene klistret til en EDB-skærm. Jeg genkendte 

ham straks. Det var Jens Tønnesen - underligt at jeg 

lige skulle rende på ham her op til fastelavn. 

I køkkenet i baggrunden stod en kvinde og rørte i kødgryderne 

med et barn på armen. Ungen skreg som en stukket 

gris. Et andet barn sad på gulvet og hylede. 

- Kunne du ikke tage dig af dine børn, råbte kvinden i en 

fortvivlet forsøg på at overdøve larmen. 

- Mhhhh, lød det fra personen foran computeren. 

- Hallloooo, råbte kvinden, kan du ikke lige lette røven...!!! 

- Jo, jo, lød det stille, men fyren foran skærmen gjorde 

ikke mine til at flytte sig. 

- Du sidder krafteddeme altid foran den rådne computer, 

skreg kvinden, hvis hoved nu havde antaget samme farve 

som den æblemos, man betegner 'tomatketchup'. 

- Jo, jo, sagde han, jeg kommer nu. 

Han flyttede sig stadig ikke fra skærmen. Helt paralyseret 

sad han og stirrede på den blå-hvide firkant. 

Hvad var det han lavede. Nå jo, selvfølgelig! Også han 

var ramt af dk.chat-syndromet. Han sad tydeligvis afventende 

et nyt indlæg, som han kunne skrive en perfid kommentar 

til. Ak ja, heller ikke her var det vist basis for at udvekle oplysninger, 

der kunne lede frem til ånden i dk.chat. 

✶ 

Århus Universitet. Her var også tomt på gangene. 

I et rum stod der en skov af skærme linet op. Men ikke en 

eneste bruger ved dem! På hver skærm stod navnet på et 

grundstof. Mærkeligt. Jeg troede, at det var datalogi og ikke 

kemi, jeg var kommet ind på! 

På væggen hang et stort billede af en dansk sangerinde, 

der i tresserne havde gjort sig verdenskendt ved at synge 

'Hvem har du kysset i din gadedør?'. Hvad lavede et billede 

af hende på væggen. De fleste af universitetets studerende 

var vel ikke en gang født, da sangerinden var på toppen af 

sin karriere? 

Jeg gik videre fra datalogiafdelingen over i den næste 

bygning. Også her var der mennesketomt. Med én undtagelse. 

I studenterboghandlen stod en enlig ekspedient og 

kedede sig. 

- Hvor er alle folk henne?, spurgte jeg hende. 

- De er forsamlet i det store auditorium, svarede hun på 

gebrokkent dansk. 

- Hvor er det!, spurgte jeg. 

- Ud på gangen og til højre og til højre, svarede hun. Det 

var vist en tysk accent. 

Og ganske rigtigt. Det store auditorium var fyldt til bristepunktet 

med folk. Var det atter en religiøs vækkelsesceremoni, 

jeg skulle overvære? 

Alle tav, da jeg trådte ind i rummet! Og alle blikke rettedes 

mod mig. 

- Øhhhh, fremstammede jeg. Er der en Lars til stede? 

- HERRRRR, lød det fra forsamlingen, og der kom en 

skov af hænder i vejret. 

Forvirret kiggede jeg omkring, jamen, hed de Lars allesammen? 

- Vi har alle taget navneforandring, forklarede en pige, 

der sad på gulvet ved siden af mig. Vi hylder vor guru Lars 

Balker Rasmussen, der er i gang med en forelæsning. Så du 

skal lige være stille!, ikk! do? 

Jeg satte mig andægtigt ned, og kunne da fra min plads se 

Lars Balker rende rundt ved de store tavler. Hele auditoriets 

ti tavler var fyldt med kurver og diagrammer og koder og 

tegn og karakterer. Jeg genkendte ham straks fra det meget 

vellignende foto, jeg havde fundet på Internettet. 

- Hvad holder han en forelæsning om, spurgte jeg fyren, 

der sad ved siden af mig. 

- Øl, svarede han, og tyssede på mig. 

9

På hans notater kunne jeg se, at det var ingen 

ringere end Sven Nielsen, der sad ved siden af mig. 

Det slog mig, at han måske var den lokale formand 

for SNIL? 

Lars Balker hævede stemmen. 

- Og for denne årgang af Wibroes årgangsøl har 

smagspanelet så givet karakteren 10, sagde han og 

noterede det på tavlen. Det er et tegn på, at vi allerede 

glæder os til næste årgang. 

Han kiggede ud over forsamlingen. 

- Så var noget næsten lokalt bryg her. En Thor-øl - fra 

Randers. Jeg tror, at man skal være meget lokal, for at synes, 

at den øl er værd at drikke. Den smager simpelthen at selvdøde 

dyr. 

Han kiggede ud over forsamlingen for at se, om der var 

nogen randrusianere, der følte sig provokeret. Men nej. 

- Problemet er, fortsatte han, at man drikker og drikker, 

og der sker intet. Selv efter en 20 stykker, så kan man stadig 

ligge to og to sammen! Men dagen efter. KABOOM, så bliver 

man ramt af Thors Hammer! 

Han kiggede atter ud over forsamlingen. 

- Det må være nok for i dag! Vi slutter af med Elefantens 

Vuggevise. Kom syng efter mig... 

Nu ser jeg stjerner ved højlys dag, 

og min hånd har fået en vabel, 

for jeg har siddet i festligt lag 

og så har jeg dyppet min snabel! 

Nu sover mit ben og min venstre arm 

Og mit hoved føles så tåget 

Jeg smiler ved tanken om en kvindes barm 

for dem har jeg aldrig forstået 

Nu kalder computerens vilde GNU 

... 

Under sangen bevægede jeg mig ned igennem salen og nåede 

til sidst ned til Lars Balker. Efter at have præsenteret 

mig, så indvilligede han i at snakke med mig. I starten var 

han først afvisende, men tanken om et billede af Birthe gjorde 

hans øjne glasklare. 

- Kom med over på mit ydmyge kontor, sagde han. 

Straks vi havde sat os, bankede det på døren. Det var en 

studerende, der kom slæbende med nogle disketter. 

- Jeg har fået at vide, at jeg kunne købe en fil her til det 

program, jeg har fundet på Nettet...?, fremstammede studenten. 

- NEEEEEEJ, jeg sælger ikke cracks her fra mit aflukke, 

10 

skreg Lars Balker, og rejste sig for at genne den formastelige 

ud. 

- Åhhh, de bliver ved, vrissede ham irriteret. 

Jeg HAR fortalt dem, at vi skal 

mødes ude i byen. Hvis jeg sælger 

noget som helst her på stedet og Jacob 

Paikin får nys om det, så er fanden 

jo løs! 

Han kiggede atter en gang på mig. 

- Hvis du skal videre i denne sag, 

så skal du have hjælp af en virkelig 

chat-kender! Du skal have fat i Toke! 

- Toke? 

- Ja, jeg skal lige se, om han er her på Uni... 

Lars Balker satte sig til tastaturet og slog på en række 

tilsyneladende tilfældige taster. 

- Ja, det ville være meget nemmere med Windows, sagde 

han, men det går ikke at bruge Microsoft-programmer her 

på bjerget. Så vi bruger EMACS i stedet! Og det er IKKE til 

MAC! 

- Jeg kan ikke huske alle kommandoerne, men det gør ikke 

noget. Hvis jeg dasker lidt til tastaturet, så skal jeg nok få 

startet et eller andet, jeg kan bruge, tilføjede han. 

- Ja, her er det, sagde han pludselig. Nu havde han fundet 

Tokes hjemmeside, og der var en laaaaaaaang liste over, hvornår 

han var logget på de forskellige maskiner på Uni. 

Og helt nede i bunden af listen kunne han så se, at Toke 

havde logget sig af en time tidligere. 

- Det er de underligste ting, folk fylder deres hjemmeside 

op med, konstaterede han. Han har også en masse billeder af 

'vennerne' på dk.chat. 

- Jeg tror, at han er taget hjem, konstaterede Lars. Jeg kan 

give dig adressen, så må du se, hvad du finder ud af! 

✶ 

Jeg orkede ikke at skulle til at tilbagelægge den lange vej til 

Toke's kollegium til fods. I stedet stillede jeg mig om ved et 

busstoppested og ventede på en århusiansk bybus, der kunne 

fragte mig derud, hvor rågerne vender. 

Da bussen endelig dukkede op, så lukkede chaufføren ikke 

døren op. Jeg stirrede paralyseret på ham gennem ruden, mens 

han med underlige tegn og fagter pegede mod bussens bagende. 

Pludselig forstod jeg sammenhængen: I Århus skal man 

ind BAG i bussen. Jeg satte i løb ned mod bussens bagdør 

og nåede frem, netop som dørene smækkede i, og bussen 

satte i fart. 

Og efterlod mig ved kantstenen. Hm. Buschaufføren var 

nok også dk.chatter! 

Jeg havde dog ikke nået at brokke mig ret meget, før en 

stor varevogn med hvinende bremser stoppede op foran mig. 

Ud sprang to maskerede mænd. De hev fat i mig og smed 

mig ind i varerummet. 

- SLAM, sagde det, da skydedøren lukkedes bag mig. Og 

bilen satte i gang! 

Hvad var der nu sket? Var det Per Abrahamsen og hans 

kumpaner fra København, der havde sporet mig - og nu ville 

have hævn? 

Eller var det Monberg og Albers, der gjorde et nyt forsøg 

på at opfylde kontrakten? 

Eller skulle jeg til polterabend? 

Varerummet var totalt lystæt og jeg kastedes rundt på må 

og få i rummet alt efter, hvordan varevognen artede sig i den 

århusianske myldretidstrafik. 


7. kapitel 

Jeg kom til mig selv liggende på scene midt en teatersal. Al 

scenelyset var tændt og oplyste hele scenen i et kraftigt lys, 

der gjorde det temmelig vanskeligt at se ud i salen. 

Jeg rejste mig og missede med øjnene. Jo, der sad nogen i 

salen. 

- Nu er han vågnet, hørte jeg en stemme sige. 

Langsomt begyndte jeg at ane, at hele rummet var fyldt 

med folk fra dk.chat. Alle havde de tilsyneladende siddet og 

betragtet mig liggende på scenegulvet. Jeg kiggede ned af 

mig selv, blot for at sikre mig, at jeg stadig var anstændigt 

påklædt. Jeg ville jo nødig skabe misundelse. 

- Jeg synes, det er for DÅRLIGT, at vi ikke er kommet 

med i den historie!, lød det pludseligt fra den ene ende af 

salen. 

Jeg holdt hånden op for at afskærme lyset, og kunne se, at 

det var Michael Funderskov, der havde råbt det. 

Faktisk var salen fyldt med en hel del af de dk.chattere, 

som jeg IKKE tidligere havde haft kontakt med i forbindelse 

med denne sag. 

- Hvorfor er det kun dem i inderkredsen, du besøger, lød 

det indigneret fra Michael Myrhøj. 

- Det er da ikke alle fra inderkredsen, han gider snakke 

med, afbrød OTA Nielsby. 

- Nej, og han gider kun besøge DIKU, men værdiger slet 

ikke os kunstkendere et blik, råbte Peter Dalgaard BSA. 

- BSA? Er det ikke en motorcykel?, mumlede Niels 

Elgaard, der stod i hjørnet af rummet i sit lædertøj. 

- Jeg ville godt have været med til Lars Balkers foredrag, 


påstod Stefan Øllegaard. 

- Hvorfor skal vi altid holdes uden for, råbte Kjeld Flarup 

og viftede med et dk.flag. 

- I kan da altid komme med på min side, kom det henført 

fra Peter Herngaard. 

- Hørt, råbte Ole Krejbjerg. Og det var, hvad han mente 

om den sag. 

- Århhh, de satans nåle, vrissede Tommy Holm Hansen, 

der sad meget uroligt på stolen. 

- Jeg vil også med i historien, indskød Tommy-Boy Boelskifte. 

- Vi piger bliver heller ikke taget alvorligt, peb Susan, der 

grundet sin højde på kun 20 cm måtte helt op på ryglænet af 

sædet og stå for at overdøve de andre. 

- Jeg skal da gerne tage dig alvorligt, kom det savlende 

fra Ci@o, og trak sin penis-tidobler frem af en bukselommen. 

- Nu skal I være stille, I lader jo ikke manden komme til 

orde, kom det bedende fra Preacher. 

- Århh, du er jo altid så negativ, udbrød Resus. 

Jeg kiggede forvirret ud over forsamlingen. Det var da en 

værre gang sludder, jeg var vidne til. Alle gjorde åbenbart 

deres til at få sig presset ind i historie. Det her var tydeligvis 

bare noget forfatteren havde fundet på for at få nogle flere 

dk.chattere med. Men der skulle nu nok være nogen, der så 

sig forbigået alligevel. 

- Jamen, jeg vil da gerne høre, hvad I kan fortælle mig om 

ånden i dk.chat, forsøgte jeg. 

Tavshed. 

Pludselig afbrød en stemme stilheden: 

- Klokken er nu halv otte! Så er det halv takst på Nettet og 

tid til hyggesnak. 

Alle for op og løb med indgangen. I løbet af nul-kommafem 

var salen ryddet - og jeg stod ene og forladt i lyset af en 

følgespot. 

Jeg satte mig på scenekanten og røg en enkelt cigaret. Jeg 

måtte se at blive færdig med den her sag. Kunden havde 

givet mig en uge - og min tid var ved at rinde ud. 

Jeg måtte sætte min lid til at Toke kunne redde trådene 

ud. Jeg gik ud af teatersalen og prajede en taxa. 

✶ 

Skjoldhøjkollegiet. En række betonklodser fra starten af 

70'erne lidt uden for Århus. Bolig for 1000 studerende, 

der alle har det til fælles, at de ikke kunne finde et andet 

kollegium. Men de fleste bliver hængende. De fanges i 

Skjoldhøj-sumpen, i speciale-sumpen, i baren. Alligevel. På 

trods. 

De spidse tage rejser sig mod himmelhvælvingen og skriger 

- skriger om kap med rågerne, der befolker den nærlig- 

7. kapitel 

gende skov. 

Og i de små celler bor kollegianerne. Nogen trives, nogen 

flytter - andre dør. 

Toke var ganske rigtigt hjemme. Men kunne jeg bruge 

ham til noget? Jeg kiggede ind gennem det store vindue og 

så ham sidde ved computeren. Hvad var det han lavede? Lektier? 

Nej, han skrev HTML. 

Selvfølgelig, hvad ellers...? 

Jeg skulle lige til at banke på ruden, da jeg opdagede, at 

han var i gang med at lave sin egen hjemmeside. Men hvad 

så jeg? Manden brugte Frames! 

Og Fonts!! 

Og Blink!!! 

Det var helt galt. Jeg gned øjnene og kiggede igen - jo, det 

var helt rigtigt. 

Det bankede på hans dør, hørte jeg, og det gav et sæt i 

Toke. 

- Øh.... øjeblik..., råbte han. Febrilsk trykkede han på 

musen og hans hjemmesidelayout blev gemt og frem på skærmen 

dukkede hans gamle almindeligt udseende hjemmeside. 

Jeg var målløs: Toke var skabs-framer! 

- Kom ind, råbte han. 

En medbeboer stak hovedet ind: 

- Det er din tur til at lave mad i madklubben i dag, sagde 

hun. 

- Øh, jeg kommer, sukkede han... 

Toke slukkede maskinen. 

✶ 

Der var ingen tvivl. Toke kunne heller ikke hjælpe mig. 

Jeg var nået til vejs ende. Jeg kunne ikke løse opgaven! 

Ingen af de mange dk.chattere, jeg havde underkastet 

mine dybsindige analyser, kunne give mig svaret. 

Pludselig fangedes mit blik af et værelse 

på naboopgangen. 

Værelset var mennesketomt. Men på det 

store kasseformede skrivebord stod en 

computer med skærm, tastatur og mus. 

Rundt omkring computeren flød det med 

disketter, manualer, udprints - og tomme 

colaflasker. 

Tømte chipsposer blandede sig på gulvtæppet 

med ugegammelt undertøj og sure 

sokker. 

Døren ud til opgangen gik op, og ind kom 

en uanseligt udseende fyr iført en mørkegrøn frakke med 

pelskrave, en strikket vest og et par forvaskede fløjlsbukser. 

Han bar briller, med et kraftigt sort stel, der midt mellem 

de to brilleglas, var holdt sammen af en clips og et stykke 

hæfteplaster. 

Han satte sig ned foran computeren og tændte den. Mens 

han ventede på, at det startede op, fordrev han tiden med at 

klemme en bums ud, der uheldigvis var kommet på den ene 

kind. 

Så var computeren varmet op, og hans fingre begyndte at 

danse over tastaturet med en usvigelig sikkerhed. 

I løbet af et splitsekund havde han fået startet en masse 

programmer og havde fået koblet sig på Internettet. 

Og hvad så jeg? 

Fyren læste dk.chat. Faktisk var det det første, han gjorde, 

efter at han havde koblet sig på Nettet. 

Jeg stod længe og betragtede ham gennem ruden. Det 

mærkelige var, at lod det ene indlæg efter det andet passere 

uden at han skrev så meget som en linie til svar. Han LÆ- 

STE kun dk.chat! 

Jeg havde fundet ham! Den ægte dk.chatter! 

En typiske dk.chatter, er selvfølgelig én, der IKKE skriver 

indlæg, men bare læser med! En dk.nasser! 

Jeg fiskede fotografiapparatet frem og bankede let på ruden. 

Idet fyren vendte sig om, trykkede jeg af. 


Blitzlyset blændede ham og gav mig det fornødne forspring. 

Opgaven var udført! 

✶ 

Hun var ikke mindre udfordrende klædt, da hun for anden 

gang aflagde visit på mit ydmyge kontor. 

Denne gang var hun iført en stramtsiddende, næsten gennemsigtig 

ting, der dog var snørret fortil, men kun lod meget 

lidt blive overladt til fantasien. Heller ikke hendes lange ben 

skjulte hun. 

- Min chat, havde hun hvinet, da jeg lagde billedet foran 

hende. Og så havde hun kysset billedet flere gange og efterladt 

et kraftigt, rødt læbeaftryk midt på det skrækslagne ansigt 

på billedet. 

- Jeg formoder, at adressen på fyren, er efterfølgende 

50.000 stærke værd, sagde jeg med et skævt smil. 

- Selvfølgelig, svarede hun hengivent, bare nævn din pris! 

Efter af have klaret de forretningsmæssige detaljer, hev 

hun en flaske champagne frem fra tasken. 

- Det skal fejres, sagde hun, mens hun hældte op. 

Hun kunne stadig ikke få øjnene fra billedet af den unge 

fyr ved computeren. 

- Og så skal du have din belønning..., fortsatte hun inciterende. 

11

Hun tømte champagneglasset i et drag og smed glasset 

bag over skulderen. Så bøjede hun sig frem mod mig, mens 

hun langsomt begyndte at snøre op. 

✶ 

Jeg vågnede næste morgen ved at solen strømmede ind gennem 

persiennerne. En solstråle ramte mig lige mellem øjnene. 

Jeg lå på sofaen i forkontoret. Hun var væk. Faktisk var 

både champagneflaske, glasskår og alle andre spor af hende 

væk. 

Jeg stod op og gjorde mit morgentoilette i kontorets håndvask. 

Jeg tændte dagens første smøg og gik ud for at hente posten. 

Mens jeg bladrede de sædvanlige reklamer igennem, slog 

en frygtelig tanke ned i mig. 

Pengene! 

Jeg havde lagt dem i pengeskabet i aftenen forinden sammen 

med de første 50.000. 

Jeg fløj hen til pengeskabet. Det bar ingen tegn på indbrud. 

Jeg lukkede det op, og i pengeskabet lå stadig den kuvert, 

som jeg havde lagt pengene i. 

Men kuverten var tom! 


Man skal ikke regne med virtuelle penge - eller med virtuelle 

kvinder... 

Og man skal ikke tro på alt, hvad man læser i dk.chat! 

Mord på 

dk.chat 

1. afsnit 

Neonreklamerne kastede deres farvestrålende kaskader ned 

over de regntunge gader, hvor luderne stod og skuttede sig. 

Det var en dårlig aften. 

Som sædvanlig lagde en dansk TV-serie gaderne øde og 

overlod luderne til hinandens selskab. 

Det var atter aften i byen. 

Jeg stod ved vinduet og røg en smøg, mens jeg overvejede, 

om jeg skulle slå et smut forbi Lucy's, inden jeg tog 

undergrunden hjem. 

Dagens ret var æbleflæsk. 

Jeg åbnede vinduet på klem og kastede cigaretstumpen 

ud af vinduet. I det fjerne hørte jeg lyden af en ambulance. 

En kat mjavede sultent i gyden bag bygningen. 

Genboen begyndte atter på en stille sax-solo. 

Regnen tog til i styrke. 

Jeg besluttede mig for at vente med at gå. I stedet fandt 

jeg whiskeyflasken frem fra nederste skuffe i skrivebordet 

og hældte en sjat op i den tomme kaffekop på skrivebordet. 

Jeg fandt min sidste smøg frem og krøllede irriteret pakken 

sammen til en lille kugle, som jeg sendte en pæn bue 

gennem rummet, så den ramte væggen og landede perfekt 

lige ved siden af den lille papirkurv, der stod under håndvasken. 

Jeg havde netop tændt smøgen, da telefonen ringede. 

12 Mord på dk.chat 

RING!!! 

Jeg greb ud efter telefonen og tabte i det samme cigaretten 

ned i whiskeysjatten. 

PSYYDDDDDD!!! 

- Satans, udbrød jeg, og fik i det samme fat i røret. 

- Hallo?, lød en stemme - hviskende. 

- Det er P.M., svarede jeg. Hvilket var helt i overensstemmelse 

med sandheden. 

- Han ligger ved syveren, fortsatte stemmen - hviskende. 

- Hvem? Hvad? Hvor?, spurgte jeg, temmelig mystificeret 

- For foden af syveren, gentog stemmen. 

- Syveren, hvor?, gentog jeg forvirret? 

- Mølleparken! fortsatte stemmen, lettere irriteret. 

- Men hvem er det?, råbte jeg ind i røret. 

KLIK! 

Jeg hader anonyme telefonopkald. 

Jeg fandt kortet frem fra reolen. Mølleparken? Der var 

ikke noget, der hed Mølleparken her i byen. 

Jeg smed kortet fra mig og rejste mig. 

Mit blik faldt på en opslået avis, jeg havde efterladt på 

ottomanen. "Vindmølleparken udvides", forkyndte en overskrift. 

Selvfølgelig, tænkte jeg. Vindmølleparken. 

Jeg greb min hat og jakke fra stumtjeneren. På vej ud af 

døren tømte jeg whiskeyglasset i et drag. 

BVADR! 

Jeg havde glemt cigaretten, der lå halvt opløst på bunden... 

HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU- 

HUU-HUU-HUU 

✶ 

Når 22 vindmøller suser om kap, så er det rimeligt svært at 

få ørenlyd. 

Især når man står lige under dem og i skæret fra zippoligtheren 

forsøger at læse det lille nummer, der står malet på

siden af mølletårnet. 

Der var gået en sky for Månen, så det var ikke til at se en 

hånd for sig. 

På grusvjen var der tydelige spor efter et køretøj. Men 

sporene var for smalle til en bil. 

Var det en trækvogn, eller en trailer? 

Nej, det var en gaffeltruck! 

Den holdt parkeret under en af møllerne. Mølle nr. 7. 

På gaflen var en Europa-palle. 

Og herpå lå han. 

Liget! 

Jeg tændte lyset på gaffeltrucken og betragtede manden. 

Han så ud til at være omkring de fyrre. Han lå nøgen, på 

maven, med hovedet ud over træpallens sider. 

På ryggen var der malet med en rød speedmarker: 

1. afsnit 

HE 

WON'T 

CHAT 

ANYMORE 

Jeg kiggede paralyseret på ordene. 

Hvordan skulle det tolkes? Lå der en skjult besked til mig 

her? Var dette et setup for at lede mig en bestemt retning. 

Jeg var ikke i tvivl. Der stod magtfulde kræfter bag 

denne..., ja, jeg fristedes til at sige likvidering. 

Jeg rørte forsigtigt ved bogstaverne. Det var ikke en rød 

speedmarker, der var brugt. 

Det var blod! 

Hvem stod bag denne alvorlige forbrydelse? Hvad betød 

de gådefulde ord? Og hvem var offeret? 

Var dette et led i den frygtelige mafiakrig, der var brudt 

ud på Sjælland? Måske? Eller lå der noget andet bag? 

De mange spørgmål kom rullende som skidt fra en spædekalv 

og gav mig en lettere hovedpine. 

Hvem der dog bare havde haft en smøg, tænkte jeg for 

mig selv. 

Ja, der var selvfølgelig ikke andre, jeg kunne tænke sammen 

med. 

Jeg var ikke tvivl! 

Svarene på de mange spørgsmål måtte findes på dk.chat! 

Det var en dk.chatter, der var blevet gjort kold. Det var sikkert 

og vist! 

Men hvem? 

Jeg kiggede atter en gang på liget for at se, om jeg kunne 

finde nogle specielle kendetegn, der kunne lede mig på spo- 

ret af offerets sande identitet. 

Men nej! Han virkede ikke umiddelbart bekendt. 

Hm. 

Jeg remsede op inde i hovedet. Hvilke navne kunne jeg 

komme på? Hvem kunne det være, der var kommet så frygteligt 

af dage? 

Per Holm? 

Asbjørn Højmark? 

Lars Balker Rasmussen? 

Lars Fischer? 

Eller en helt anden? 

Mikkel Monberg? 

Ørngreen? 

Lars Jørgensen 

Lars Ladingkjær 

Eller måske én, der kaldte sig for 

Resus? 

Måske lå svaret lige for? Måske blæste det i vinden? 

HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU-HUU- 

HUU-HUU-HUU 

✶ 

De små bogstaver på den blåhvide skærm dansede hen over 

skærmen. Mine fingre havde frådende kastet sig over tasterne, 

da jeg havde sat mig foran computeren. 

Dk.chat ville jeg nu gennemgå med et tættekam - intet 

skulle undslippe min opmærksomhed! Jeg ville læse og nærlæse 

kilometer efter kilometer af indlæg i et forsøg på at 

komme tættere på sandheden. 

Hvem var offeret? Og hvem var morderen? 

Og hvor længe ville han - eller hun (tilføjede jeg i 

ligestillingens navn) være løs på dk.chat? 

BIP! 

Computeren gav en lille lyd fra sig for at fortælle mig, at der 

var kommet en e-mail i min mailbox. 

Afsenderens navn sagde mig ikke noget. E-mailen var 

sendt via en af de utallige anonyme remailers på Internettet. 

Utroligt, at folk ikke turde stå ved deres holdninger, når de 

postede på Nettet. 

Jeg klikkede på meddelelsen med musen og frem dukkede 

e-mailen: 

Ah fxre qrg! 

Qh vaqolqrf urezrq gvy åergf ARGSRFG cå 

qx.pung 

Srfgra svaqre fgrq v Ploretneqra 

gvefqnt qra 18. sroehne xy. 20.00. 

Xbz fbz qh re! 

Iry zøqg! 

Srfgxbzvgrra 

:-) 

Jeg kiggede undrende på meddelelsen. 

Tog de gas på mig eller hvad? 

2. afsnit 

Ethvert barn kunne da se, at der var tale om ganske almindelig 

scramblet meddelelse. En simpel ROT13 - som jeg havde 

lært om allerede i de første lektioner af det brevkursus, jeg 

havde fulgt for at kunne nedsætte mig som en net privatdetektiv. 

Jeg lukkede teksten op i de-scrambleren og stirrede forundret 

på meddelelsen: 

Nu sker det! 

Du indbydes hermed til årets NETFEST på 

dk.chat 

Festen finder sted i Cybergarden 

tirsdag den 18. februar kl. 20.00. 

Kom som du er! 

Vel mødt! 

Festkomiteen 

:-) 

Denne meddelelse skulle jo slet ikke være sendt som email. 

Den skulle jo have været slået op i dk.fritid.arrangementer! 

Men festen var idag! Jeg kiggede på uret på væggen. Jo - 

jeg kunne lige så det 

Jeg prajede en taxa nede på gaden. Den bøse taxachuffør 

gloede olmt på mig, da jeg smed mig ind på bagsædet. 

13

- Til Cybergarden, sagde jeg. 

- Cybergarden, udbrød han. Det har jeg aldrig hørt om. 

Jeg har hørt om Kindergarden og Soundgarden, men aldrig 

Cybergarden! 

- Jamen, den ligger på Virtu Allé, svarede jeg. Og overvejede 

om jeg skulle bede om at se mandens taxabevilling. 

- Det har jeg heller ikke hørt om, svarede han tvært. 

- Det forstår jeg ikke, sagde jeg. Jeg skal til NETFEST i 

dk.chat. 

- Nåhhhh, det kunne du jo bare have sagt straks, smilede 

han. Og slog taxameteret, mens han - uden at ændse en kvindelig 

cyklist, der måtte foretage en kraftig opbremsning - 

gled ud i trafikken. 

DYYYYYYTTTTTT! 

Det var nu lidt smart, tænkte jeg. Hele dk.chat ville være 

samlet til en fest - og jeg kunne i ro og mag snige mig rundt 

og komme tættere på sandheden om det navnløse lig på pallen 

ved møllerne. 

Cybergarden 

Jeg kiggede ind over stakittet og fik øje på et stort træ i udkanten 

af parken. Her kunne jeg overskue hele området og 

samtidig undgå at blive opdaget af de temmelig nærtagende 

dk.chattere. 

En stor scene var stillet op midt på plænen. Foran scenen 

stod en lang række borde, der var dækket festligt op. Fra træ 

til træ svingede guirlanderne sig og der var kulørte lamper 

overalt. 

De feststemte deltagere bar hatte af papir i mange farver 

og snakken gik allerede lystigt. 

På scenen stod Kim Larsen og klimprede på sin guitar. 

Han havde fået allernådigt fået lov til at være med i dk.chat 

på en hverdag. Men han havde vist problemer med instrumentet. 

Der var vist knækket en streng. 

Keld Rosenkrantz var i færd med at koge en større bunke 

pølser. Han strålede som en lille sol, mens han pudsede sit 

skilt på reversen. 'Formand for Festkomiteen' stod der. 

ATHJUUUUU! 

Han nøs! 

- En pølse... skal serveres med forkøl'se, sang han, mens 

han med tangen rørte rundt i gryden. 

En lille gruppe havde sat sig ved et af bordene. 

- Hvad skal vi spille, spurgte Michael Gambler, og hev et 

spil kort frem. 

- Vi kunne også spille terninger, svarede Jesper Meyer. 

14 

- Hva' mæ' kluns? Jeg er go' til at bluffe en 'bar røv', sagde 

Leif Andrew Rump, der netop havde sat sig. Det er faktisk 

et godt spil. 

- Og så kan jeg måske tilføje 'Kluns-mester på dk.chat' i 

min .sig, tilføjede han med et saligt smil. 

- De skulle hellere smide klunset, udbrød Ci@o, der netop 

var ankommet. Han kiggede sig forvirret omkring. Var der 

slet ikke nogen tøser, der ville prøvesmage hans samling af 

brugte kondomer med jordbærsmag? 

I et hjørne af parken var der en lille køkkenhave. Her var 

Heidi Bille og Kirsten Hemmingsen i stor diskussion om de 

forskellige afgrøder. 

- SEEEE, denne her kæmpe store gulerod, udbrød Heidi 

og holdt en næsten 20 cm lang rod op. 

- Ja, den er perfekt, svarede Kirsten. Men jeg er på jagt 

efter porrer. De er så gode, når de kogte. 

- Vi skal også have nogle havregryn, brød OTA Nielsby 

ind, der netop var kommet forbi. 

- Kunne I ikke plante noget af de dér sjove planter, som 

man kan ryge?. Lars Fischer havde ligget bag ved en stor 

svamp, og havde betragtet skyerne og himlen. 

- Hvad vil Søren Ryge?, spurgte Anders Nielsen og klappede 

Søren Hansens frosne kyllinger. 

- Hvad skulle det være, vi skal plante? spurgte Heidi nu 

Lars Fischer, der stadig sad omtåget på jorden. 

- Jo, du ved, sår'n nogle med takkede blade, svarede han. 

- Nå ja, brændenælder, brød Heine Ravnholdt ind. Så kan 

vi lave brændenældesuppe! 

- Nej, nu skuffer du mig, indskød Kirsten. 

- Nej, det er ukrudtet, vi skal skuffe væk, svarede Heidi 

og så skuffet ud. Men der er meget jern i brændenælder, og 

de er meget sunde! 

- Hvem har jern på, spurgte Ci@o, der havde forvildet sig 

ind i diskussionen. 

Klaus Franzmann havde sat sig for bordenden sammen med 

Jesper Ørngreen og Svend Erik Jensen. 

- Jeg har fået en kurv igen, sagde han bedrøvet. Og end 

ikke min lille hund kan ligge i den! 

Klaus kiggede bedrøvet på den arrige terrier, der løb og 

legede tagfat med Bertel Lund Hansens Fido. 

- Er det en trådkurv, brød Kim Larsen ind, der slet ikke 

havde noget med den historie at gøre. 

- Nej da, svarede Klaus. Den er med net, ligesom en basketkurv. 

- Er det et Inter-net, spurgte Svend Erik Jensen, der ellers 

havde siddet og set sej ud. 

- Net-op, svarede Klaus Franzmann. 

- Nåhhh, du fisker nok lidt, indskød Jesper Ørngreen. 

- Det skal du ikke finne dig i, svarede Klaus. 

- Årh, nej, ikke alle de der platte vittigheder!, indskød 

Guggi. 

- Platte!!! Du kan selv være fiskeplatte, sagde Jens Gade. 

Vi skal ha' pølser! 

- Bare vi skulle vælte os i sild, udbrød Ci@o, der forsøgte 

at blande sig i samtalen 

- Nu skal vi fan'me ha' nogen bajere, råbte Lars Balker Rasmussen, 

der netop kom sejlende ind på pladsen med to kasser 

af Wibroes årgangsøl under armen. 

- Det glæder jeg mig til, råbte Stefan Øllegaard. 

Bag Lars Balker Rasmussen kom en hel masse af DAIMIfolkene 

slæbende med flere ølkasser. 

- Vi har 47, og X-mas, og så har jeg scoret nogle Blå fra 

Maribo, sagde Sven Nielsen. 

- Har du også nogen Giraf-øl fra Albani, spurgte Kim Larsen 

på Fnynsk. 

- Vi har haft, men vi tabte dem - og halsen knækkede, 

svarede Jesper Lauridsen, der var kommet med for en kort 

bemærkning. 

Midt i en stor sandkasse sad Mikkel Monberg med sin sut i 

munden og sine solbriller på. Don Albers og Don Tølle dansede 

omkring sandkassen svingende med deres vandpistoler. 

- Nu skal vi prøve noget rigtig sjovt, skreg Lars Tølle. 

Jacob Albers hvinede af fryd. 

Lars Tølle fremdrog en haveslange og begyndte at fylde 

vand i sandkassen. Mikkel Monberg kiggede forundret på 

ham. 

- Hvorfor gør du det?, spurgte Jacob Albers. 

- Elementært, grinede Bølle-Tølle. Der er cement i sandkassen. 

Ikke sand. 

- Hæhæhæhæ, gnækkede Jacob Albers, så er herredømmet 

vores. 

- Ja, VI har sejret, konkluderede Lars Tølle. 

- Jamen, klynkede Mikkel, nu hvor det hele gik op for 

ham. Vi havde da aftalt, at der ikke skulle mere mafia på 

dk.chat... 

- Jeg er lige blevet færdig med en sammenlignende analyse 

af de to danske retskrivningsordbøger, fortalte en stolt 

Berthel Lund Hansen til Asbjørn Højmark, der netop var 

landet midt i parken med faldskærm. 

- Glimrende, og fandt du så nogle fejl?, spurgte han, mens 

han forsøgte at vikle sig ud af trådene. 

- Det er lige mit stikord, råbte Kim Larsen og kom ilende 

til. - Stikord tager jeg mig af, råbte Birthe. Kanyle er et stik- 

ord. 

Mord på dk.chat

- Bi lidt, udbrød Karl Aage Isaksen, der også havde sat 

sig ved bordet. 

- Hva' stikker dig?, spurgte Tlaloc. 

- Prøv nu at holde Jer til tråden, udbrød Kim Larsen, der 

atter en gang kom rendende. 

- Glimrende, og fandt du så nogle fejl?, gentog Asbjørn 

og kiggede på Berthel. 

- Hvem tror du, der opdagede det manglende punktum på 

forsiden af den ene af dem, svarede Berthel med et skævt 

smil, mens han kastede paptallerknen gennem luften som en 

frisbee. 

I et hjørne af parken stod Broder Makholm og messede sammen 

med sine vigtigste disciple. 

- Vi er enige om, at vi lader Henrik Christian gøre det 

grove arbejde, ikke sandt? 

Adam Sjøgren og Bo Kjellerup nikkede og kiggede beundrende 

på den kutteklædte fromme mand, der var igang med 

at gennemgå aftenens planer. 

Det var ved at blive ubehageligt at sidde i træet, men der var 

ingen vej uden om. Jeg rykkede lidt på mig for at finde en 

mere behagelig stilling. 

Alternativet var prøve at blande sig med mængden, men 

jeg ville nok alt for hurtigt blive genkendt. Og med oplevelsen 

med dk.chatterne i hu fra min forrige sag, så sagde min 

fornemmelse mig, at jeg hellere måtte blive i træet. 

GONGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGG! 

En af festdeltagerne havde slået på en stor gong-gong og 

den spredte småsnakken holdt inde. 

På scenen stod nu Toke og kiggede ud over de forsamlede 

dk.chattere. På hver sin side af talerstolen stod en række farvestrålende 

faner. 

- Kammerater!, råbte han. 

Han holdt en kunstpause. 

- Dette er ikke DKP M/L, råbte han. 

- Hørt!, kom det fra Kirsten Henningsen. 

- Dette er HT M/L, råbte han. 

Forsamlingen klappede ivrigt. 

- Vi er samlet her i dag for at hylde... 

Kunstpause. 

- For at hylde dk.chat... 

Lyden fra højttaleren ekkoede ud over pladsen. 

- Vores allesammens dk.chat. Det, vi er fælles om! 

Toke tav igen, mens hans ord forplantede sig ud over parken 

og ind i folkets bevidsthed. 

- Vi skal idag afsløre to ting. Først og fremmest skal vi 

afsløre et par statuer! 

2. afsnit 

Han gjorde en fejende håndbevægelse ned mod for enden 

af pladsen, hvor to mørkerøde klæder skjulte noget, der godt 

kunne ligne statuer. 

Ved siden af stod en søjle med en buste af Gerner Mortensen. 

- Vi skal afsløre to statuer af to chattere, der har forladt 

os. 

Toke gav tegn til TommyBoy Boelskifte og Tommy Holm 

Hansen, der langsomt begyndte at trække klædet af den ene 

af statuerne. 

- Her er Julie, råbte Toke og pegede på den buste, der 

kom til syne. Ja, der måtte jo blive tale om en buste. 

Ved siden af den anden statue stod to personer, der dækkede 

sig bag initialerne MSS og HSS. På et tegn fra Toke 

trak de klædet til side. 

Der gik et gys gennem forsamlingen. 

Det var ikke en buste. Det var en statue i helfigur! 

Af Andreas Lerche Olesen! 

Begejstringen ville ingen ende tage. 

De to hunde, der havde løbet og leget foran scenen var 

efterhånden faldet til ro,bidende i hver deres ledning til 

forstærkeranlægget. 

HYHYHHYLLL... 

Det gav nogle ubehagelige lyde i højttalerne, så jeg måtte 

anstrenge mig for at høre, hvad der blev sagt. 

Jeg rykkede mig længere ud på grenen. 

Toke hævede armene og fik dysset forsamlingen ned. Alle 

lytter, når Toke taler! 

- Kammerater! Vi skal også tale om en anden ting. En 

langt alvorligere ting! 

Kunstpause. 

- Det drejer sig om en spion i blandt os! 

Toke tav igen og kiggede alvorligt på forsamlingen. 

- Det drejer sig om Palle Møller! 

BUUHHHHHHHH! 

Forsamlingen hujede. 

- Palle Møller har gjort noget utilgiveligt! Han har udleveret 

os til spot og spe på Internettet. Han har gjort grin med 

os! Han har holdt os for NAR! 

Tokes stemme knækkede over. 

- Jeg synes det var for dårligt, at han blandede os sammen 

med DIKU- nødderne, hviskede Per Abrahamsen til Lars 

Fischer. Vi er på DINA - ikke på DIKU. 

- Det er vel det der med religionen, der ledte ham på sporet 

af forbindelsen, brød Broder Makholm ind. Der står jo 

en hel masse om religion på din hjemmeside. 

- Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg blev gjort til kunstkender!!!, 

indskød Peter Dalgaard. 

- Det er elementært, hviskede Lars Balker Rasmussen, du 

har jo sådan en kubistisk mailadresse. 

- Men bare vent til jeg få fat i hans brugernavn, skumlede 

han og slugte den sidste sjat af øllen. 

- Stille! 

Toke havde genvundet fatningen. 

- Palle Møller spredte en række løgne om os! Det er utilgiveligt! 

Derfor måtte han dø! 

Der gik atter et gys gennem forsamlingen. 

- Palle Møller er død! råbte han. Dk.chat længe leve!!! 

HURRRRAAAAAAAA! 

Stemningen steg atter til uanede højder. 

- Men tro nu ikke, at det var mig, der ombragte ham. Nej 

nej. Den slags har vi folk til! Derfor skal vi år uddele årets 

chatling til den dk.chatter, der skaffede os af med Palle Møller! 

Toke holdt atter en kunstpause. 

Så fremdrog han en kuvert som han holdt op, så alle kunne 

se den. Han lukkede kuverten op med et snuptag og fremdrog 

en seddel. 

Så rømmede han sig. 

- Og navnet er.... 

Alle holdt vejret. 

Jeg rykkede mig længere ud på grenen for bedre at at kunne 

høre navnet! 

- Knææææk, sagde grenen under mig. 

Grenen ramte først de udspændte guirlander og fortsatte 

derefter med usvækket kraft mod de opstillede borde. Tallerkner, 

glas og bordpynt fløj til alle sider, mens klapbordene 

klappede sammen af grenens vægt. 

Også jeg måtte følge tyngdeloven! 

Med et ordentligt brag ramte jeg statuen af Andreas Olesen, 

der væltede ned i en fontæne, så kaskader af vand stod 

til alle sider. 

De nu temmelige våde chattere sprang op og kiggede forfjamskede 

omkring. 

Men jeg var hurtig til at udnytte den almindelige forvirring: 

Tre flik- flak efterfulgt af fire kolbøtter og jeg stod 

foran den undrende Toke. 

Jeg greb sedlen ud af hånden på og sprang ned fra scenen, 

mens jeg greb fat i bardunerne. 

Et hårdt greb og den udspændte teltdug over scenen klappede 

sammen om Toke og talerstol som en østers. 

Og væk var jeg! 

15

Det anede mig nok! 

Navnet på sedlen var ikke kommet som en overraskelse 

for mig. Selvfølgelig var det ham, der stod bag likvideringen 

af Palle Møller. 

En hel masse brikker faldt på plads! 

Nu skulle jeg konfrontere ham med den afsløring. 

16 

3. afsnit 

På stakittet sad tre katte og gloede. I indhegningen foran 

husmandsstedet gik tre får og græssede. I hønsegården var 

der 5 høns. 


- Mjaaaavvvv, svarede den største af kattene. 

- Kluk, kluk, kluk, indskød den mindste af hønerne. 

- Mæ-hææææææ, replicerede det andet får. 

- Miavvvvv, afbrød den stribede af kattene. 

- Gok-gok, udbrød en høne. 

- Mææææhhhhhhh, tilføjede det sidste får. 

- Kluk, sagde en anden høne. 

- Mjaaaavvvv, gentog den første af kattene. Den tredie kat 

sagde stadig ikke noget. 

Jeg listede op til huset og kiggede ind mellem persiennerne. 

Han sad ganske som ventet foran computeren, og lod fingrene 

danse over tasterne. 

Hvad var det, han skrev? 

Jeg afsikrede pistolen i mit skulderhyster og gik om til 

hoveddøren og bankede på. 

- Ja, sagde han, da han åbnede døren. 

Jeg viste ham mit ID-kort og han lukkede mig ind. 

- Jeg har fundet ud af det hele, startede jeg, og kiggede 

ham dybt ind i øjnene. 

- Ja, det har du vel, sagde han med et smil. 

- Og hvad har du tænkt dig at gøre med det?, spurgte jeg. 

- Ingenting, svarede han - og slog en hæs latter op. 

- Jamen, det er jo mord!, råbte jeg. 

Hvordan kunne han være så selvsikker?, tænkte jeg. 

- Mord på hvem?, spurgte han og satte en uskyldig mine 

op. 

- Palle Møller, selvfølgelig. Har du ikke fulgt med i historien?, 

spurgte jeg forudrettet. 

- Jo da, svarede han. Jeg har selv skrevet den! 

Jeg kiggede på hans computerskærm. 

- Mord på hvem?, spurgte han og satte 

en uskyldig mine op. 

- Palle Møller, selvfølgelig. Har du 

ikke fulgt med i historien?, spurgte jeg 

forudrettet. 

- Jo da, svarede han. Jeg har selv skrevet 

den! 

Jeg kiggede på hans computerskærm. 

- 

Den blinkende cursor stod i bunden af tekst-vinduet på skærmen. 

- Jamen..., stammede jeg. Du slog ham jo ihjel!!! 

- Ja da, svarede han selvsikkert. Men han var jo blot en 

fantasifigur. Og det kan man ikke dømmes for. Hans smil 

blev større og større. 

- Jeg skal nok få ram på dig, så sandt som jeg hedder P. 

Moldau, råbte jeg indigneret. 

- P.M. hahahaha! Hvad nu, hvis jeg afslører dit rigtige 

fornavn nu og her! 

- Glup! 

Jeg tænkte så det bragede. Hvad skulle jeg gøre. Han havde 

krammet på mig. DET var et slag under bæltestedet! 

- Deet-deet-det ku-kunne du da ikke finde på, vel? spurgte 

jeg forsigtigt. 

- Jo da, svarede han. 

Jeg tænkte igen. 

- Jamen, det er ligemeget, sagde jeg. Og greb pistolen i 

skulderhylsteret. 

- Du er nu ikke rigtig klog, sagde han roligt. Jeg kan udrydde 

dig så let som ingenting! 

- Vi får se, svarede jeg, lykkelig over at have genvundet 

kontrollen. 

- Jamen, du er jo også bare en fantasifigur. Du lever kun 

inde i mit hoved og i dokumentet på computeren! 

- Ha, svarede jeg, mens jeg spekulerede på, hvad det egentlig 

var, han prøvede at fortælle mig... 

- Nu skal jeg få dig til at forsvinde for tid og evighed, 

fortsatte han. 

Og slukkede for computeren. 

-----oOo----- 

Op på 

fars 

dk.chat 

1. del 

Det var atter aften i byen. 

Natfolket dukkede nu frem fra deres skjul og kastede sig 

med dødsforagt ud i nattelivet. I det fjerne hørtes lyden af et 

udrykningskøretøj. En hund glammede i en baggård. En 

kvinde skreg. Og i ejendommen overfor spillede saxofonisten 

en stille solo. 

Neonreklamerne spejlede sig i vandpytterne. En stribe af 

gadens ludere havde taget opstilling på gadehjørnet overfor 

- som sædvanlig alt for lidt klædt på til en kold nat i byen. 

Op på fars dk.chat

En taxa strøg forbi og kastede en kaskade af vand op på 

fortorvet, hvor en ældre mand med en hund kom gående. 

Jo, det var atter aften i byen. 

Jeg kastede cigaretstumpen ud af vinduet og lukkede det. 

Så rullede jeg persiennerne ned og skottede hen på den lysende 

blå skærm på skrivebordet. 

Jeg lukkede den nederste skuffe op og fandt en flaske 

whiskey frem. Jeg tog en ordentlig slurk. Så holdt jeg flasken 

op mod lyset. Jo, tænkte jeg. Der var stadig nok til 

mine cornflakes i morgen tidlig. 

Jeg satte mig ned på den udtjente kontorstol og smed benene 

op på bordet. 

Det var rart at være tilbage på kontoret. Et par måneders 

ophold i en skraldespand er ikke specielt morsomt. Tro mig 

- jeg taler af erfaring. 

1. del 

✶ 

Jeg var kommet til mig selv i bunden af en skraldespand. 

Det flød med brugte bleer, coladåser og tonsvis af slettede 

filer. Og dér lå jeg så - og kunne ikke andet. 

De første par dage var gået med at gennemgå de mange 

kasserede data. Det er utroligt, hvad folk smider ud. En gang 

om dagen dumpede månedsgamle dk.chat-indlæg ned i skraldespanden. 

En gang i mellem havnede også splinternye aldrig 

sendte indlæg i skraldespanden. 

Jo, et sådant ophold gav virkelig et indtryk af, at 

skraldemandens ejer var noget problematisk personnage. 

Men en kraftig storm blev min redning. Pludselig var skraldespanden 

væltet og jeg var drattet ud på græsplænen. 

Da jeg kom til mig selv, kiggede jeg op på tre får, der 

gloede olmt på mig. Bag dem tittede tre næsten nyfødte lam 

på mig med forskræmte øjne. 


- Miææhhh, svarede det støste af lammene. 

- Mæ-hæææææ, replicerede det andet får. 

- Miæhhhh, afbrød det mindste lam. 

- Mææææææhhhhhhh, tilføjede det sidste får. 

Det tredie lam sagde ikke noget. 

Jeg kastede et hurtigt blik ind af vinduet, men fyren ved 

skærmen havde vist ikke opdaget noget. 

Jeg var FRI! 

✶ 

Nu sad jeg så atter på mit kontor og forsøgte at få hold på, 

hvordan sagerne stod til. De sidste par timer havde jeg tilbragt 

ved skærmen. 

Jeg havde nærlæst samtlige 3482 indlæg, der var kommet 

i dk.chat siden jeg hårdt og brutalt var blevet kasseret! 

Og det så ikke godt ud. 

Noget var tydeligvis galt. 

- There is something rotten in the state of dk.chat, reciterede 

jeg for mig selv og kastede et stolt blik i retning af 

spejlet over den lille vask i hjørnet af kontoret. 

Men HVAD var der galt? Var det indlæggene. Var de for 

seriøse? Var de for pjattede? Var det en samling kalddaskere 

hele bundtet? Var dk.chat ved at gå død? 

Min mission var klar: Dk.chat måtte reddes! Og JEG - P. 

Moldau - skulle nok klare ærterne. 

Atter en gang kastede jeg et stolt blik på spejlet... 

Det første mysterium, jeg måtte have opklaret, det var, 

hvad der var blevet af den store horde af faste skribenter! 

Var de blevet skræmt væk? 

Havde de bare forladt dk.chat uden et sølle lille 'farvel'? 

Og hvad med dem, der stadig var aktive. Var det dem, der 

havde skræmt de andre væk? 

Og så var der de nye chattere! Tak, skæbne! 

Jo, det var helt klart: dk.chat var i krise! 

Men hjælpen var nær! 

2. del 

Det første mysterium, jeg måtte have opklaret, var, hvad der 

var blevet af den store horde af faste skribenter! 

Var de blevet skræmt væk? Havde de bare forladt dk.chat 

uden et sølle lille 'farvel'? 

Og hvad med dem, der stadig var aktive. Var det dem, der 

havde skræmt dem væk? 

Og så var der de nye chattere! Tak, skæbne! 

Jo, det var helt klart: dk.chat var i krise! 

✶ 

Jeg lagde en hurtig slagplan: Hvor skulle jeg starte? 

Jo, Århus Universitet måtte være stedet! 

Her regerede nogle af de ypperste dk.chattere jo til daglig. 

Kilobytes efter kilobytes af indlæg blev hvert sekund 

postet fra universitetets materiel til de hungrende dk.chattere, 

der kastede sig næseGNUs af beundring over de geniale indfald 

fra videnseliten i Århus. 

Kun de altid så utaknemmelige folk fra DIKU tillod at 

sige noget imod de visdomsord, der flød i en lind strøm fra 

det århusianske parnas. 

✶ 

Bogtårnet - en imponerende bygning - knejsede mod himlen 

og symboliserede de fremadstræbende og videnssøgende 

studerende på Århus Universitet. Lyset fra de gule murstensbygninger 

skar i øjnene og jeg skjulte mig øjeblikkeligt bag 

et par nys indkøbte blå briller. 

Det var jo vigtigt, at jeg ikke blev genkendt. 

Jeg lukkede glasdøren op til Datalogisk Institut. I det fjerne 

hørte jeg summen fra de mange computere, der stod tændte 

i terminalrummene. Iron, Radon, Helium, Uran - jo, havde 

været opfindsomme, da de skulle navngive de mange terminaler. 

Men lokalet var mennesketomt. 

End ikke Toke - der nærmest boede i terminalrummet var 

at finde! 

Jeg vandrede rundt i de tomme gange, men fandt intet tegn 

på liv! 

Aha, tænkte jeg. Det har har jeg prøvet før. Jeg tænkte 

tilbage på mit forrige besøg på Universitetet, hvor alle 

datalogerne havde været samlet i det store auditorium for at 

overvære Lars Balkers forelæsning om øl. 

Dér er de nok igen, ihukommende det netop overståede 

ølvalg - en begivenhed, der nok var vigtigere for de studerende 

end de trivilelle eksamensopgaver, som de normalt blev 

belemret med. 

Men også auditoriet var tomt! 

Jeg fortsatte ned i kantinen. Her måtte der så være stuvende 

fuldt af øldrikkende studerende, der fejrede det overståede 

ølvalg. 

Men nej. 

"Kantinen er lukket!" 

proklamerede et skilt. 

Mystisk. Jeg kastede et blik på kalenderen. Nej, det var 

ikke weekend. Og det var heller ikke én af forårets mange 

helligdage. Det var en ganske almindelig tirsdag! 

Pludselig hørte jeg stemmer. Jeg skyndte mig om bag en 

søjle og lyttede. 

- Det er mærkeligt, hvor er alle folk henne?, sagde den 

ene stemme. 

- Ja, vi skulle nok aldrig have fortalt i dk.chat, at vi kom, 

svarede den anden. 

- Jamen, hvad har de imod os, Christian?, kom det fra en 

tredie stemme. 

- Aner det ikke, Morten, svarede den første. 

- Hvad pokker, kantinen er lukket, skreg den anden. 

- Det var aldrig gået på AUC!, udbrød den første forarget. 

- Kom, vi skrider, Rasmus, sagde den anden. Vi kan alligevel 

ikke få noget at drikke her. 

Jeg så fra mit skjul, hvordan de tre fyre i civil forlod bygningen... 

17

Jeg besluttede mig også for at gå. Her var ikke mere at 

gøre her! Århus Universitet lå i dvale - der var intet håb for 

dk.chat fra den kant. 

På vej ud opdagede jeg et stort skilt på væggen. Det forestillede 

to delfiner. "Århus Universitet" stod der. På latin. 

Hm. Tænkte jeg. 

Delfinerne mindede mig om et eller andet. 

Måske skulle jeg i stedet prøve at kontakte de københavnske 

datafolk. De kunne måske komme med et bud på, hvad 

der er galt med dk.chat! 

✶ 

Også på DIKU har jeg været ved en tidligere lejlighed. Jeg 

husker, hvordan jeg uheldigvis kom til at afbryde et bønnemøde 

under ledelse af den karismatiske Broder Makholm. 

Det var derfor med en vis bæven, at jeg kantede mig forbi 

statuen foran bygningen og åbnede indgangsdøren. Jeg håbede, 

at folk ikke ville genkende mig. Men jeg MÅTTE tale 

med den religiøse leder - der var ingen vej uden om! 

Også DIKU's gange var mennesketomme. Det var underligt, 

tænkte jeg. Havde man også rømmet DIKU på formodning 

om besøg fra de ydre universiteter? 

Jeg vandrede videre i de mørke gange. Jeg måtte finde 

sandheden! 

Pludselig hørte jeg en mærkelig lyd. 

- SLUUUURP... FZUDDLE, FZUDDLE, FZUDDLE, 

KNITRE.. 

Hvad var det? Jeg stoppede op og lyttede. Var det et monster 

fra et fremmed universitet, der havde materialiseret sig 

på DIKU? 

Jeg listede forsigtigt nærmere... 

3. del 

Men det var et frygteligt syn, der mødte mig.... 

Fra gulv til loft var væggen blevet tapetseret med Lene 

Siel-plakater. En fyr i brun kutte stod bøjet over en spand 

med tapetklister. 

- SLUUUURP, sagde kosten, da den blev dyppet i spanden. 

- FZUDDLE, FZUDDLE, FZUDDLE, lød det, da tapetklisteret 

blev smurt ud 

over plakaterne. 

- KNITRE, sagde det, da den kutteklædte rullede den næste 

plakat ud. 

- Det er rart endelig at møde et levende menneske, sagde 

jeg til ham. Kan du sige mig, hvor jeg finder broder Mak... 

Den unge kutteklædte viftede afværgende med tapetserererkosten, 

mens han tyssede på mig. 

For at undgå at få mit bedste sæt tøj oversmurt med 

tapatklister valgte jeg at fortrække! 

✶ 

Jeg søgte videre i de mennesketomme gange:Jeg måtte i audiens 

hos Broder Makholm. 

Jeg kom forbi et lille kontor, hvor der sad en ung discipel 

iført en brun kutte. Hovedet var kronraget - tilsyneladende 

den mest almindelige frisure blandt datalogistuderende. 

- Undskyld mig, fremstammede jeg forsigtigt, idet jeg 

håbede, at han ikke genkendte mig. 

Han kiggede på mig med et tomt blik. Så skrev et par ord 

på en seddel og holdt den op imod mig. 

"Jeg har aflagt tavshedsløfte!", stod der. 

Jeg kiggede undrende på ham, og skulle lige til at fortsætte 

med at udspørge ham, da han pludselig rejste sig og 

for hen til døren. Han kiggede forsigt ned af gangen, først til 

den ene side, så til den anden. 

Der var ingen. Så lukkede han døren og hviskede: 

- Vi må ikke tale... Vi har alle aflagt tavshedsløfte for at 

hjælpe vor stor mester, Broder Makholm. Han har nogle vigtige 

arbejder, han skal lave færdig! Gå nu. Jeg kan ikke tale 

mere... 

Han lukkede døren op og gelejdede mig ud. 

Ude på gaden funderede jeg over, hvad jeg netop havde 

oplevet. Hele DIKU var gået i dvale - og det forklarede de 

manglende indlæg fra det religiøse overhoved. 

Mit blik faldt pludselig på en reklame for mobiltelefoner. 

Igen en delfin. Det måtte være et tegn! 

✶ 

Svend Erik Jensen kiggede ud over det veldækkede bord. 

- Jeg har sammensat en lille menu, som nok skal få jeres 

tænder til at løbe i vand. Jeg veeeeed at for flere af Jer, er 

favoritmenuen en kold pølse, ristet kartoffelsalat og fire påskebryg 

- og så ind foran 

skærmen. 

- Hvad er der nu galt med pølser, afbrød Keld Rosenkrantz 

forarget. Pas nu på, at jeg ikke sætter dig på 'hadelisten'. 

- Kan vi så få noget ro, så vi kan høre, hvad Svend siger, 

indskød Bertel Lund Hansen, der havde taget plads for bordenden. 

- Det er forhåbentlig heller ikke burgere, vi skal have. Jeg 

kan huske, hvordan jeg lå syg i flere dage efter at have spist 

en Winner-bruger, sagde Thomas Boelskifte vredt. 

- Vi skal have selvfølgelig have alt godt fra havet, fortsatte 

Svend ufortrødent. 

- Åh, nej, vi skal have SEJ, råbte Thomas Boelskifte. 

- Nej, nej, forsikrede Svend Erik Jensen. 

- Hvad så med Krebs?, fortsatte Thomas Boelskifte. 

- Er der Cool Slaw-salat til, spurgte Bertel, der ellers havde 

bestemt sig for at lade Svend snakke. 

- Har du fundet opskriften på dk.chat?, indskød Finn Frode, 

der undtagelsesvis havde fået lov til at sidde med i selskabet 

blandt de garvede dk.chattere. 

- Man skal da ikke spørge om opskrifter på dk.chat - så 

tror de jo bare, at man er en pige, udbrød Bertel fornærmet. 

- Hør nu her! Svend var efterhånden ved at blive lidt irriteret. 

Jeg har sagt, at det er 'alt godt fra havet'! 

- Forhåbentlig er det ikke dåseskinke, afbrød Keld igen - 

han havde stadig ikke forstået, hvad 'alt godt fra havet' betød. 

- Er det så tun? Eller delfin?, kom det ufortrødent fra Thomas 

Boelskifte. 

Der var delfinen igen... Gad vide om, det VAR et tegn! 

- Jeg kan huske, da man kunne købe hvalkød i Irma, indskød 

Finn Frode. 

- Ja, de skulle ligge i et døgn i citron og kærnemælk, 

udbrød Keld og slikkede sig om munden! 

- Rolig, nu, skreg Bertel og viftede med en løftet pegefinger. 

- Nej, vi skal have hummer, fortsatte Svend og satte et 

sultent blik op. 

Serveret med hjemmerørt mayonaise og dertil en kølig 

Chablis eller en Cremant d'Alsace, hvis I foretrækker det. 

De fire dk.chattere kastede sig frådende over maden og et 

større ædegilde gik i gang. 

Det var nok ikke fra den kant, at redningen til dk.chat skulle 

komme. 

Bag de aaaalborgensiske vinduer sad fire velnærede mænd 

og kastede maden i sig vildt og uhæmmet. Når de var færdig 

med at spise, ville de sikkert tage sig en god cigar, skylle 

middagen ned med en cognac og tilbringe resten af aftenen 

med at udveksle minder fra deres forfærdelige fattige barndom. 

Ak ja... 

På fortorvet uden for stødte jeg ind i Per Holm. 

- Jeg må ikke være med, udbrød han bedrøvet. Og så kan 

jeg ikke få den skive citron op, jeg har fået i den gale hals, 


Jeg gav et hårdt kalddask på skulderen, men det hjalp tilsyneladende 

ikke. End ikke en gang bræk kom ud. 

18 Mord på dk.chat 

✶

Nedbøjet ved tanken om dk.chats endeligt forlod jeg Aalborg. 

Nej, løsningen skulle måske findes under sydligere himmelstrøg? 

Måske i de egne af landet, hvor delfinerne boltrede 

sig? 

Lolland. 

Også her er man på Nettet. Selv ude i yderste sukkerroerække 

har man kontakt med hele verden - via telefonen og 

computeren. 

Jeg nærmede mig forsigtigt det idylliske bondehus. 

Et skrækkeligt syn mødte mig, da jeg kiggede mig omkring 

i haven: Frugttræerne så underlige ud. De så ud som 

om, at de var blevet beskåret af en person, der var gået bersærk 

med en motorsav. Også hækken var klippet på samme 

måde. Og flagstangen lå spredt over haven i små stykker. 

Hvad var her sket? 

I det samme hørte jeg et øredøvende hyyyyyyyyyyyyyllllll, 

inde fra huset, som fik blodet i mine i indre og ydre organer 

til at fryse til is! 

4. del 

4. del 

Hvad var det? Var en kvinde i fare? Eller i affekt? 

Var det et angstskrig? Eller et glædesudbud. 

Der strømmede lys ud af vinduerne og jeg kunne tydeligt 

høre lyde inde fra huset. 

- Åh, åh, åh åh, åh, lød det heftigt fra et af rummene. 

Jeg listede hen til vinduet og kiggede ind. 

- Åh, åh, åh åh, åh... 



- Åh, åh, åh åh, ååååååååååååååååh.... 

Stilhed... 

- Du ramte ved siden af igen! lød en stemme. På den igen! 

- Jamen, jeg KAN ikke mere, peb den anden. 

- Det er jeg sikker på du kan, svarede den første og rakte 

ud efter motorsaven, der lå ved siden af sengen. 

- OK, men så er det også sidste gang... 

- Vi får se. 










- Åh, åh, åh åh, ååååååååååååååååh.... 

- Du ramte ved siden af igen!, kan du ikke snart lære det, 

lød det vredt. Kom nu, prøv igen!!! 

- Jamen...., fremstammede den anden.. 

- NU! 














- Åh, åh, åh åh, åååååååååååååååååååååååååååååååååh.... 

- Du ramte stadig ikke!!!, lød det surt. Så kan det også 

være ligemeget. Nu sætter jeg mig ind og afreagerer på 

dk.chat! Så kan du lægge dig på sofaen og samle kræfter til 

i nat! 

Jeg fjernede mig forsigtigt fra vinduet. Det var åbenbart 

forklaringen på den store forskel i antallet af indlæg fra de 

to beboere. 

✶ 

Det var mig stadig en gåde, hvor flere af de tidligere aktive 

dk.chattere pludselig var blevet af. 

Hvor var Mikkel Monberg, Andreas Olesen og hvor var 

Kirsten Henningsen? 

Jeg besluttede mig til at tage til Hovedstaden igen! 

✶ 

Mit første besøg gjaldt Mikkel Monberg. Men det var tydeligvis 

umuligt at få kontakt med ham!. 

Da jeg ankom til domicilet i Rungsted blev jeg nemlig 

mødt af en vred mand, der bevogtede indgangen bevæbnet 

med et gevær. 

Det var Mikkel far, fandt jeg ud af. 

Jeg forsøgte at forklare ham situationen. 

- Det er vigtigt for mig at tale med Mikkel, prøvede jeg. 

Jeg MÅ vide, hvorfor han ikke viser sig i dk.chat. 

- Det er meget simpelt, brummede manden. Han har stuearrest, 

indtil han får lavet sine lektier. Han er bagud med 5 

stile og 25 gang blækregning, og han har ikke åbnet en 

fnarskbog i ugevis! 

- Nu har vi taget modem fra ham og lukket hans telefon. 

✶ 

Der var nu en ganske naturlig forklaring på Kirstens fravær, 

fandt jeg hurtig ud af. 

Et hurtigt kig ind gennem vinduerne afslørede, at hun sad 

med begge hænder i gips foran den tændte skærm. 

På væggen hang hendes kalender: Der var ikke revet blade 

af siden en gang i starten af april. Søndag den 27. april stod 

der. 

Der var intet spor af Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag - 

eller Fredag! 

Og netop Fredag kunne hun vel nok havde fundet anvendelse 

for, når nu begge hænder var svøbt ind i gips. 

Hun var tilsyneladende næsten ved at være færdig med at 

skrive et indlæg til dk.chat - men det tager ufattelig lang tid, 

når man skal skrive det med næsen. 

✶ 

Jeg kastede endnu et blik i mine notater. Der var flere af de 

aktive, der var væk. Der måtte være et mønster her. Var de 

blevet skræmt væk ? 

Var det mafiaens værk? Var det mafiaen, der havde sat 

Kirsten ud af spillet? 

Måske Don Albers kunne hjælpe her! 

Don Albers domicil vidnede tydeligt om, at 'familiens' 

dækbeskæftigelse var mindre entreprenørvirksomhed. 

Uden tvivl praktisk, når man tog i betragtning, hvor tit 

man som mafioso havde brug for en klat cement til ét par 

sko. 

Jeg sneg mig forsigtigt over muren og lod mig falde ned 

på græsplænen foran huset. 

Der var stille. 

End ikke en vagthund. 

Jeg undrede mig straks over at det gik så let. Jeg kravlede 

hen over græsplænen og kiggede forsigtigt ind af vinduet. 

Intet mistænkeligt. 

Så kravlede jeg videre rundt om bygningen og nåede frem 

til en terrasse. 

Havedøren stod på klem og jeg listede ind. 

Jeg fandt mig selv i et stort rum tapeseret fra gulv til loft 

med plakater fra TV-serien Beverly Hills 90210. I et hjørne 

stod en voksstatue forestillende en af de kvindelige medvirkende. 

Eller var det Julie? 

Det var tydeligt for enhver, at jeg var kommet til det rette 

19

sted. 

Et lysskær strømmede ud fra en åben dør. Jeg listede mig 

nærmere. Jeg kunne skimte en lang række monitorer, der stod 

linet op langs den ene side af væggen. Den anden del af rummet 

var indhyllet i mørke. 

I det samme, som jeg skulle til at gå gennem døren, ramte 

noget hårdt mig i baghovedet. 

Jeg kom til mig selv i et lille, mørkt rum. Der var tremmer 

for vinduet oppe under loftet og vinduet i den store trædør i 

rummets anden ende var også forsynet med solide tremmer. 

Rummet var fugtigt og koldt. I hjørnet lå en nogle brødkrummer, 

som en mus fik stillet sin sult ved. 

Jeg var lænket til væggen med et par solide kæder og min 

mund var lukket med et kraftigt stykke gaffatape. 

Da jeg forsøgte at flytte benene opdagede jeg, at mine 

fødder var plantet i cement. 

Det var ved at størkne... 

I det samme hørte jeg en nøgle blive sat i låsen og døren 

gled op med en knirkende lyd. 

5. del 

En person klædt helt i sort dukkede op. 

Han bar maske, så jeg kunne ikke genkende ham. Han 

løste min lænker og fæstnede et par nye lænker til to øskner, 

der var plantet i cementen. Så startede han et lille hejseværk 

og jeg blev - sammen med cementblokken - løftet ud af den 

form, som blokken var blevet støbt i. 

Et skinnesystem i loftet førte mig ud af rummet og ind i 

det store rum med alle monitorerne. 

Jeg blev sænket ned i hjørnet af rummet. 

Først kunne jeg ikke se noget, da der var temmelig mørkt, 

men overhånden anede jeg konturerne af en række lignende 

statuer. Nej, det VAR ikke statuer. Det var personer ligesom 

mig, med fødderne i cement og med gaffatape for munden. 

Det sortklædte med masken nærmede sig. Så skubbede 

han til mig, så jeg faldt bagover. Men lige før jeg ramte jorden 

svippede jeg tilbage igen. Undersiden af cementblokken 

var simplethen rund! Som en tumling vippede jeg faretruende 

frem og tilbage i flere minutter. 

- HAHAHAHAHAHA. Den sortklædte stak i en latter og 

han forlod rummet. 

Mine øjne var ved at vænne sig til mørket og jeg opdagede 

pludselig, at de andre personer, var folk, jeg kendte fra 

dk.chat! Aktive chattere, der på det sidste - kom jeg i tanke 

om - havde vist sig mindre og mindre på dk.chat! 

Dér stod Lars Tølle! I hjørnet gemte Klaus Franzmann sig 

og Ciao og derovre stod Thomas Meede. Og Kim Larsen! 

Og Jens Gade! 

Og så var Lars Fischer dér - og Per Abrahamsen... 

Og ... 

.. og Jacob Albers. 

Nu var jeg forvirret! Var Jacob Albers blevet offer fra sit 

eget rænkespil? Ham, der så mange gange havde truet de 

andre dk.chattere med cementsko og en tur i Nordhavnen? 

Nu var han endt på samme måde. 

Jamen...? 

Hvem stod SÅ bag dette smertefulde angreb på dk.chat? 

Hvem gemte sig bag masken og den uhyggelige latter? En 

forsmået dk.chatter, der var blevet jaget ud af fællesskabet? 

En SPAMMER? Eller det var måske en kvindelig dk.chatter, 

der nu så sit snit til at tage en grusom hævn over de mange 

nedladende indlæg? 

Strategien havde været klar nok! Aktive dk.chattere var 

én efter én blevet sat ud af spillet! 

Men der var jo hver dag alligevel indlæg i dk.chat? 

Mit blik fangedes af de blå computerskærme i den anden 

ende af rummet. En masse tegn væltede frem på skærmen. 

Tilsyneladende kørte der et program på alle computerne, der 

skrev beskeder. Eller? 

Jeg bøjede mig forover og det lykkedes mig at få fat det 

ene terminalbord. Jeg trak mig langsomt fremad, pinefuldt 

og under store kraftanstrengelser som følge af den store 

cementblok, der omsluttede mine ben. Da jeg slap terminalbordet 

svippede cementblokken tilbage og jeg stod igen i 

oprejst stilling. 

Nu kunne jeg læse, hvad der stod på skærmene. Det var 

ikke beskeder! Det var indlæg, der med lynets hast blev genereret 

af computeren og sendt til dk.chat: 

Kursusmaskine nr. 0: Vi er på kursus nu! 

Kursusmaskine nr. 3: Er der ingen jurister der vil have kage 

- eller er I for optaget? 

Kursusmaskine nr. 2: Jeg er på kursus, så det er overhovedet 

ikke min e-mail! 

Kursusmaskine nr. 7: Jeg skulle bare lige prøve og se om det 

her nu virker eller hvad? 

Kursusmaskine nr. 4: Det vil være dejligt med en lille besked 

fra omverdenen. 

Kursusmaskine nr. 5: Helene, du er genkendt. Venlig hilsen 

Annelise 

Kursusmaskine nr. 4: Hvordan gør man hvad??? 

Kursusmaskine nr. 1: Er der nogle der fanger nogen fisk 

Kursusmaskine nr. 0: Nej....men der er nok,nogle der lugter 

af sådanne !!!!! 

Kursusmaskine nr. 9: Jeg kan skrive æøå!!!! 

Kursusmaskine nr. 2: Hvem kommer foerst naar toersten er 

stoerst???? 

Kursusmaskine nr. 1: Har du interesse for sm, fetish, 

etc..så check: http://homesex.inet.tele.dk/lula KUN 

PIGER...........TAK...... 

Kursusmaskine nr. 8: Jeg hedder paul ejner. Dette er en test 

Kursusmaskine nr. 3: En profet kan profetere, men et røvhul 

kan lidt mere. 

Kursusmaskine nr. 4: Sådan skal det bare være! 

Kursusmaskine nr. 2: Er her nogen som lige vil prøve at give 

respons på dette her, jeg er ny her hvordan gør jeg 

Kursusmaskine nr. 4: Great list of Chat Rooms........ 

Kursusmaskine nr. 7: Jeg hader nisser, gør I også ???? 

Kursusmaskine nr. 8: Hvornår udkommer albummet ??? 

Kursusmaskine nr. 2: Hahaha - der blev i nok bange var ??? 

Kursusmaskine nr. 0: Check out http://www.celticweb.com/ 

pubchat for the Irish Cyber Pub 

Kursusmaskine nr. 1: hej mor 

Kursusmaskine nr. 2: Hvad er nu det ? Kan man nu ikke få 

sig en seriøs debat længere ??? 

Kursusmaskine nr. 3: Hvis det var Vor Herres mening, at 

lort skulle lugte godt, havde han ikke placeret røven i den 

modsatte ende af næsen. 

Kursusmaskine nr. 1: Denne siden er god!!! http:// 

home.ns.on/~tsmestad/ 

Kursusmaskine nr. 5: test 

Kursusmaskine nr. 1: http://uuencode.belle.dk 

Kursusmaskine nr. 7: Fynboer er hverken jyder eller københavnere. 

Vi er meget sjovere, hyggeligere og mere af alle 

ting - mere leifi som man siger. 

Kursusmaskine nr. 1: Fynboerne er meget vigtigere og et 

mere centralt emne end jyder og københavnere 

Kursusmaskine nr. 2: Vi er mange fynboer der føler sig klemt 

i debatten mellem jyder og københavnere. Vi har vores 

egen mening men den ligger nok et sted midt imellem. 

Kursusmaskine nr. 0: Livsvarigt fængsel ER altså livsvarigt 

fængsel. 






Kursusmaskine nr. 6: Jeg har lige kigget på en gammel betonfabrik. 

Kursusmaskine nr. 7: I'm very nice to chat with...please call 

me. Download my phone number 

and I would love to chat with you. :) 

Kursusmaskine nr. 1: Er der græs på plænen, må der pilles!!! 


Kursusmaskine nr. 0: Er der nogen der kender Sørens far- 

20 Mord på dk.chat

mor? 

Kursusmaskine nr. 3: reply for big warez-list 

Kursusmaskine nr. 2: Læs historien om Goliath. 

Kursusmaskine nr. 3: Ja det er let bare gå her til og se: http:/ 

/home4.inet.tele.dk/jacobk/HAHAHAHAHA.htm 

Kursusmaskine nr. 4: If you are interested in Genealogy research, 

checkout this site ttp://www.plaster.net/niels 

Kursusmaskine nr. 8: AL MAGT TIL DE ORDBLINDE 

! 

Kursusmaskine nr. 7: Dette er bare en lille test 

Kursusmaskine nr. 6: knud tester den ud 

Kursusmaskine nr. 7: visit http://jungle.fapema.br/jungle/ 

zepar/index.html 

Kursusmaskine nr. 8: Lige mine ord! 

Kursusmaskine nr. 9: øhh 

Kursusmaskine nr. 0: Den var go' og hvor det spasser. 

Kursusmaskine nr. 1: I DON'T SPEAK DANISH, BUT 

WOULD LOVE TO CHAT. HOPE I DIDN'T 

INTERUPT. 

Kursusmaskine nr. 2: Apoteket! 

Kursusmaskine nr. 3: hvor julefanden bor. 

Kursusmaskine nr. 3: Go to hell, my friend, NOW 

Kursusmaskine nr. 5: Vi er stadig på kursus 

Kursusmaskine nr. 1: Hvordan vil vi som samfund danse 

med fremtidens børn ? 


Kursusmaskine nr. 1: Jeg har været i Gyden og snakket med 

Deep Blue 

Kursusmaskine nr. 1: Jeg mødte også Filip Pens 

Kursusmaskine nr. 1: Jeg skottede også til nogle MAC-brugere 

Kursusmaskine nr. 9: http://stativ.tripod.com/~althura/ 

Kursusmaskine nr. 0: hej mor 

Kursusmaskine nr. 1: Sommerhus 

Kursusmaskine nr. 3: Ikke alle der hedder Brian er dumme! 

Kursusmaskine nr. 2: I er alle idioter! Hvem har egentlig 

noget på hjerte. 

Kursusmaskine nr. 4: Er der nogen der har et bud på, hvordan 

vi får en bedre verden med mere i løn ? 

Jeg måtte gøre noget! Nu! Dette vanvid måtte stoppes! 

Jeg kom i tanke om skinnen i loftet. 

Med en større kraftanstrengelse fik jeg fat i skinnen. Jeg 

hævede mig op, og trods cementblokkens enorme vægt lykkedes 

det mig at komme i svingninger. 

(Skulle der være nogle af læserne, der mener, at dette ikke 

kan lade sig gøre, så skal jeg blot gøre dem opmærksomme 

på, at i dk.chat kan alt lade sig gøre!) 

Da jeg slap drønede jeg med fuld kraft ind i de opstillede 

computere, der væltede med et øredrøvende brag. Gnister 

5. del 

og glasskår fløj til alle sider. Men det bedste var, at cementblokken 

flækkede, da den ramte terminalbordene. Jeg var 

fri! Men larmen havde alarmeret den sortklædte, der i det 

samme kom farende ind i rummet. Jeg sprang om bag de 

stadigt tilfangetagne dk.chattere. Han nærmede sig truende. 

I det samme skubbede jeg til én af de tilfangetagne, der vippede 

frem mod den sortklædte. 

Han reagerede ved at springe tilside, men ramte da en 

anden af fangerne, der også kom i svingninger. Pludselig 

væltede alle fangerne forover som et sæt kegler og den sortklædte 

blev slået opkuld. 

Nu fik jeg chancen for at se, hvem der gemte sig bar masken. 

Jeg for hen og flåede masken af! 

Jeg kiggede paralyseret på det bevidstløse fjæs, der åbenbarede 

sig for mig. 

Var det en mand? 

Var det en kvinde? 

Var det en ung? 

Var det en gammel? 

Foran mig lå dk.chats banemand, verdens ældste barn: 

INGE LINDLAND 

✶ 

Regnen trommede på ruden. Det var atter blevet aften i byen. 

Jeg tændte min sidste smøg og rullede cigaretpakken sammen 

til en lille kugle, som jeg med en graciøs bevægelse 

sendte gennem kontoret for med et lille *PLOINK* at ramme 

skraldespanden under vasken. 

Jeg fandt whiskeyflasken frem fra skrivebordskuffen og 

skænkede mig en tredobbelt. Der var grund til at fejre, at 

atter en sag var blevet løst til min egen tilfredsstillelse. 

Jeg tømte glasset i ét drag og lænede mig tilbage, mens 

jeg så tilbage på de seneste dages oplevelser. Var der nogle 

løse ender? 

Nej, alt var faldet på plads. Det var én mands værk! Han 

havde fået lammet dk.chat totalt! 

Men jeg - P. Moldau - havde formået at genskabe roen, 

befri de tilfangetagne og gøre en ende på rædselsregimet. 

Nu var alt ved det gamle! 

Der var kun én ting, der stadig rumsterede i baghovedet: 

Hvor var Birthe? 

dk.chat? 

Jeg 

fatter 

ikke en 

brik! 

1. kapitel 

Solen kastede sine bagende stråler ned over byen. Lugten af 

varm asfalt steg op fra vejbanen og blandede sig med lugten 

fra restauranten i bygningen over for. Nogle børn havde åbnet 

fra brandhanen og sprang ind og ud af strålerne. 

21

Overfor stod saxofonisten i det åbne vindue kun i ført sin 

Internet- undertrøje og gloede efter luderne nede på gaden. 

Jeg selv sad med benene oppe på skrivebordet, tilbagelænet 

i kontorstolen og lod mig svale af ventilatoren, der kørte 

på fuld kraft. 

På bordet stod et halvfyldt glas med whiskey. Isterningerne 

var for længst smeltet og jeg overvejede, om jeg skulle lade 

den sidste sjat blive i glasset til næste gang jeg skulle børste 

tænder. 

Jeg spekulerede også på, hvad jeg skulle få resten af dagen 

til at gå med. 

Jeg HAVDE allerede læst avisen TO gange. Resultaterne 

fra galopbanen havde heller ikke idag sikret mig den store 

gevinst. 

Og det var småt med sager i øjeblikket. Den sædvanlige 

strøm af sager med bortløbne hunde, børn og ægtemænd var 

tilsyneladende taget af i takt med, at det var blevet varmere 

i vejret. 

Og trods min seneste store succes med afsløringen af 

dk.chat's fjende nummer 1, så var der heller ikke kommet de 

store opfordringer fra den kant! 

Skulle der - mod forventning - være læsere til denne beretning, 

så kan jeg oplyse, at mine tidligere bedrifter er beskrevet 

udførligt på http://www.geocities.com/SoHo/Lofts/ 

5124/. 

Jeg fandt atter en gang avisen frem, og kastede et flygtigt 

blik på kryds-og-tværsen på bagsiden. Opdager på 8 bogstaver, 

og begynder med D? Hmmm. Det var vist ikke lige mig, 

det her. 

Jeg smed irriteret avisen fra mig og flåede den sidste cigaret 

ud af pakken. Jeg strøg en tændstik og tændte cigaretten. 

Så rullede jeg pakken sammen til en lille kugle og sendte 

den i en perfekt bue gennem rummet, så den landede lige 

præcis... ved siden af skraldespanden! 

Jeg lænede mig tilbage på skrivebordsstolen og trak hatten 

ned i panden. 

I det samme ringede telefonen! 

Jeg fløj op af stolen og væltede i det samme glasset med 

whiskey ud over avisen. Irriteret flåede jeg røret af telefonen 

og råbte: 

- Halllloooooo!!!! 

- Er det P. Moldau? En forsigtig stemme spurgte i den 

anden ende. 

- Ja, svarede jeg. Det er hos P. Moldau, fortsatte jeg med 

en fistelstemme. Nu skal jeg se, om privatdetektiven er ledig. 

Jeg lagde telefonrøret på skrivebordet og gik én gang rundt 

om bordet. Så greb jeg røret og svarede: 

- Det er P. Moldau her. Hvad kan jeg hjælpe med. 

- Jeg repræsenterer en gruppe aktive dk.chattere, sagde 

personen i den anden ende. Vi har en opgave, som vi håber, 

De vil tage Dem af! 

- Hvad drejer det sig om. Vi har temmelig travlt i tiden, så 

vi kan ikke tage os af bagatelsager, svarede jeg med en forhåbentlig 

brysk mine. 

- Det kan jeg ikke tale om i telefonen, fortsatte stemmen. 

Kan De mødes med i parken længere nede af gaden? 

- Jeg skal se, om jeg presse det ind mellem to aftaler, fortsatte 

jeg og raslede med avisen - så godt man nu kan rasle 

med en avis, der er gennemvædet af whiskey. 

✶ 

Jeg havde siddet ca. et kvarter på bænken i parken og var så 

småt begyndt at overveje at gå igen, da jeg pludselig hørte 

en puslen i buskadset bag mig. 

- Vend Dem ikke om, sagde en stemme bistert. 

Jeg genkendte stemmen. Den tilhørte med 100%'s sikkerhed 

personen, der havde ringet til mig en halv time tidligere. 

- Som nævnt repræsenterer jeg en kreds af dk.chattere, 

fortsatte stemmen. Men jeg foretrækker at være anonym for 

ikke at modtage hademail i min postkasse. Vi har en sag, 

som De forhåbentlig vil tage Dem af. 

- Og??? 

- Vi har foretaget en indsamling i dk.chat, først og fremmest 

for at få vores eget domæne, men nu har vi besluttet at 

bruge pengene på en langt vigtigere sag! 

- Og??? 

- Ja, ja, jeg skal nok komme til sagen! Vi vil gerne have, at 

De fremskaffer et billede af Birthe Hansen! 

- Åhhhh nej! Det er en fuldstændig umulig opgave, begyndte 

jeg. Husk, hvordan det gik sidste gang. Hun nærer jo 

en total afsky for fotografer og andre, der forsøger at fremskaffe 

et billede af hende. 

Jeg tænkte med gru tilbage på den første gang, jeg forsøgte 

mig at få fat i et billede af Birthe. 

- Ikke desto mindre har vi erfaret, at der i øjeblikket cirkulerer 

et billede eller dele heraf i en kredse af dk.chat. Det 

er Deres opgave at finde det! 

PLOINK 

En stor kuvert landede på jorden foran mig. 

Jeg lukkede kuverten op og fandt en større bunke pengesedler. 

- Der er desværre ikke nok til at købe chat.dk fra Klaus 

Riskær, men forhåbentlig nok til, at De vil påtage dem sagen, 

fortsatte stemmen bag mig. 

- Jooooo, begyndte jeg. Jeg trak lidt på det, mens jeg ihærdigt 

talte de mange sedler. Mon ikke, at jeg kan foretage 

nogle indledende undersøgelser for dette beløb, svarede jeg. 

22 dk.chat? Jeg fatter ikke en brik! 

✶ 

Resten af dagen og natten tilbragte jeg foran computeren. 

Atter en gang måtte jeg gennemlæse 40000 dk.chat-indlæg i 

et forsøg på at komme nærmere en løsning på min nye sag. 

Det var hurtigt blevet klart for mig, at man kunne opdele 

dk.chattere i tre grupper: 

Der var de dk.chattere, der havde sørget for at udødeliggøre 

sig selv ved at få deres kontrafej offentliggjort på det 

officielle dk.chat galleri på http://sunsite.auc.dk/newssupport/ 

dk.chat/billeder.html 

Og så var der den gruppe af dk.chattere, der nøjedes med 

at offentliggøre et billede af dem selv på deres EGEN 

hjemmeside! Det var faktisk også lykkedes mig at finde frem 

til en hemmelig dk.chat side, som havde en fortegnelse over 

disse halv-chattere. 

Den side er faktisk SÅ hemmelig, at jeg end ikke vil oplyse 

adressen i denne beretning! 

Og så var der endelig den meget store gruppe af 

dk.chattere, der tilsyneladende hemmeligholdt deres identitet 

af angst for at blive genkendt. 

Var der tale om kliker her? 

Ét var i hvert fald sikkert! Hvis det drejede sig om at finde 

frem til et billede af Birthe, der efter sigende skulle cirkulere 

blandt dk.chat- skribenter, så var der basis for at endnu 

en rundtur blandt de aktive chattere. De måtte kunne hjælpe! 

Og måske skulle jeg starte hos de chattere, der IKKE havde 

deres billede et eller andet sted på Nettet! 

Tja, måske skulle endog Birthe være den første, jeg besøgte! 

✶ 

Det havde været en smuk tur fra Sønderborg Lufthavn over 

broen til Høruphav på Als. 

Jeg parkerede udlejningsbilen på vendepladsen. Omkring 

mig lå parcelhusene side om side. Midt på vejen stod en 

trehjulet cykel og på græsplænen foran hækken lå en fodbold. 

På asfalten var der tegnet en hinkerude. 

Jeg nærmede mig forsigtigt det gule murstenshus. Jeg huskede 

tydeligt, hvor galt det gik sidste gang, jeg havde holdt 

huset under observation. Nye læsere kan læse op den oplevelse 

i Jagten på den forsvundne chat. 

Men denne gang var det anderledes. Der holdt ingen bil i 

carporten - der var tilsyneladende ingen hjemme. 

Jeg sneg mig op til indgangsdøren og ringede på. Skulle 

Birthe lukke op, så ville hun næppe genkende mig, da jeg 

havde forklædt mig som en repræsentant fra Jehovas Vidner.

Men døren blev ikke lukket op. 

Måske var min forklædning FOR effektiv? 

Eller også VAR der ingen hjemme! 

Jeg kiggede mig forsigtigt omkring og trak derefter mit 

Accept-kort fra af min tegnebog og stak det ind i sprækken 

mellem dør og karm. Jeg sendte en venlig tanke til Tina Kjær, 

hvis figur, jeg kendte fra mangen en privat hjemmeside. Et 

Accept-kort åbner alle døre! 

Jeg kiggede mig hurtigt omkring i huset. Der var ingen 

hjemme - det var sikkert og vist. Var familien på ferie? 

Huset bar præg af, at her boede fire børn i den urolige 

lavalder. Møbler og skabe havde ridser i en halv meters højde 

over gulvet, sandsynligvis fremkommet ved at børnene kørte 

ind i alt med deres plasticscootere o. lign. 

I alrummet stod en computer: Det nye husalter. Jeg tændte 

for computeren. Måske kunne jeg finde et billede af Birthe 

her! Men nej - et større gennemsyn af harddisken bragte ikke 

et sådant billede på banen. 

Jeg rodede videre i huset uden resultat. 

Ingen billeder! Det passede 

selvfølgelig også med min tidligere 

så dyrekøbte erfaring: Birthe KAN 

IKKE fotograferes! 

Jeg var ved at opgive, da mit blik 

pludselig faldt på en pusle-spilsbrik, 

der lå og flød sammen med 

børnenes legetøj. Her var tydeligvis 

tale om et fotografi, der var blevet 

klippet op som et puslespil. Og 

jeg kunne se på muren i baggrunden, 

at billedet var taget her i huset. 

Jeg rodede videre blandt legesagerne uden videre held. 

Der var kun den ene brik! Hvor var resten? 

1. kapitel 

✶ 

Solen kastede stadig sine bagende stråler ned over byen. 

Luften var tyk af bios, mados og lugten af varm asfalt. Vandet 

fossede ud af brandhanen, hvor børnene muntrede sig. 

Fra lejligheden overfor lød en stille saxsolo. 

Jeg sad atter tilbagelænet i kontorstolen med benene på 

skrivebordet og lod mig svale af ventilatoren. 

Jeg overvejede situationen! 

I min hånd holdt jeg puslespilsbrikken. Hvor mon resten 

var henne? Måske jeg skulle prøve at sende brikken til dk.chat 

- måske var der nogen, der lå inde med andre brikker! 

Nej, forresten. Jeg kunne ikke tillade mig at poste en binært 

fil i dk.chat. Den slags fejl, så man meget alvorligt på i 

gruppen. 

Nej - de måtte nøjes med at kigge på brikken her. Og 

maring;ske ville der være en vågen dk.chatter, der kunne 

fortælle mig, hvordan jeg kom videre! 

2. kapitel 

Det var nu ikke den store hjælp, jeg fik fra dk.chatterne i 

denne sag. Ikke ét sølle indlæg i dk.chat, der kunne hjælpe 

mig på sporet, kunne det blive til. 

SUK 

Jeg måtte vist søge videre på egen hånd. 

Jeg kiggede på min liste over aktive dk.chattere UDEN 

billede på Nettet og besluttede mig for at tage en tur til Horsens! 

Her boede TO chattere, der på hver sin måde gav sit daglige 

besyv med. 

Hvem skulle jeg besøge først? 

Mit valg faldt på Bertel Lund Hansen. 

Da jeg stod på foran indgangsdøren blev jeg alligevel i 

tvivl. Jeg huskede atter, hvordan mit første møde med Bertel 

var forløbet - således beskrevet i en af de tidligere beretninger. 

Her blev jeg bidt af den nette Fido - Bertels lille hund! 

Frygtelig traumatisk oplevelse, der stadig fik mig til at vågne 

op midt om natten badet i sved! 

Jeg skød hjertet op i livet og trykkede på dørklokken. 

Intet svar. 

Jeg kiggede ind af vinduet i Bertels stuelejlighed. Der så 

ikke ud til, at der var noget hjemme. 

Hvor kunne han være henne? Var i skole? På dette tid om 

dagen? Eller var han bare taget ud for at købe ind? 

Atter en gang listede jeg Accept-kortet frem af tegnebogen 

og lirkede døren op. 

Jeg fandt hurtigt frem til Bertels computer. Arbejdsværelset 

flød med papirer, tydeligvis matematikopgaver, som Bertel 

skulle rette. Reolen var fyldt med bøger, primært om kortspil. 

Jeg trådte et skridt tilbage for at kunne overskue bogudvalget 

og kom i det samme til at vælte en større stabel 

frisbee's der stod som en stor søjle i rummet. 

Jeg stoppede op og lyttede! Var der nogen, der havde hørt 

mig? 

Nej - alt var stadig stille. 

Jeg fortsatte min søgen blandt de mange ordbøger i reolen: 

Tysk-Dansk, Engelsk-Dansk, Latin-Dansk. Hvem pokker 

havde dog glemt en spegepølsemad i latinordbogen? 

Mit blik faldt på Retskrivningsordbogen, der havde en 

fremtrædende plads på bordet foran computeren. Jeg tog den 

op i hånden og kiggede på den. Der var 

tydeligvis tale om den seneste udgave - 

den med trykfejlen på forsiden. 

Men der var et bogmærke! Jeg 

kunne se, at det stak ud. Jeg slog 

bogen op og tog bogmærket ud. 

Nej - det var ikke et bogmærke. 

Det var en puslespilsbrik 

magen til den, jeg havde 

fundet i Birthes hus. 

Hvad havde Bertel og Birthe 

til fælles? Jo, de hed begge Hansen 

til efternavn og deres fornavne 

startede med B - men ellers? 

Hvordan var den puslespilbrik havnet her? 

Der var måske noget om snakken? Var der en særlig 

dk.chat-klike bestående af de chattere, hvis billeder IKKE 

var offentliggjort? 

3. kapitel 

Jeg skimmede min liste igennem over dk.chattere UDEN offentliggjorte 

billeder på Nettet. Hvem skulle jeg prøve denne 

gang? 

Måske én af de nye? Mit blik faldt på Claus H.B. Sørensen, 

der trods en udenlandsk klingende emailadresse tilsyneladende 

boede på det pæredanske Nørrebro - i landet, hvor 

man uden blusel lader sit barn stå ubevogtet i barnevognen 

foran restauranterne. 

Godt nok hed han hverken noget med B eller hed Hansen 

til efternavn - men hans mellemnavne var H.B. - så måske 

var der alligevel en forbindelse? 

Også denne gang fandt jeg lejligheden tom. Trods gentagne 

tryk på ringeklokken og hårde bank på døren, var der 

ingen, der lukkede op. 

Jeg hev atter en gang Accept-kortet frem og stak det ind i 

sprækken og fik døren op. Tak, Tina! 

Først troede jeg, at jeg var gået forkert! Lejligheden var 

et veritabel hifi-mekka med højttalere, forstærkere, tunere, 

båndmaskiner, pladespillere etc., alt sammen opbygget i gode, 

sunde, danske spånpladematerialer. 

Jeg studerede den enorme pladesamling. I sandhed en blandet 

smag: Aqua, Deep Purple, Jim Steinman, The Art of Noise 

(til test af hifi?), Metallica, Ace of Base, Texas, Shu-Bi-Dua, 

J.S. Bach, Sinead O'Connor, Enya, Leif Strand, Diskofil, Jean 

Michel Jarre etc. 

23

I hjørnet af sofaen lå en gravhund og sov - den havde ikke 

opdaget mig, da den sandsynligvis var blevet døv af den høje 

musik, der fra tid til anden lød fra de enorme.højttalere til 

beboerne glæde og til over-, under-, gen- og na-boers store 

fortrydelse. 

Et af lejlighedens værelser var et arbejdsrum, som mest af 

alt lignede en kombination 

af et snedkerværksted og 

et elektronikværksted. 

Reolen bugnede af bøger 

fra Jostykit for begyndere 

til Politikens 

Jeg arbejder 

med radiorør, bind 

1-3. Der var en 

umiskendelig lugt 

af loddetin i rummet. 

På bordet lå en mængde 

printkort og de-koderkort, 

ligesom det flød med diagrammer 

og andre mærkelige gerninger. 

Og mellem alt dette fandt jeg endnu en puslespilsbrik! 

Atter engang tilsmilede heldet mig - der var vist ingen 

tvivl: Der MÅTTE være en klike for dk.chattere uden offentliggjorte 

billeder. 

24 

4. kapitel 

Vågne dk.chattere! Det er vist en selvmodsigelse. Indtil videre 

var der ikke kommet nogle kommentarer i dk.chat, der 

på nogen måde kunne lede mig videre i denne kryptiske sag. 

To spørgsmål trængte sig på! Hvor var alle folk henne? 

Og var der en klub for sky chattere? Altså de dk.chattere, 

der ikke havde offentliggjort deres billede på Nettet - hverken 

på deres egen hjemmeside eller på den fælles dk.chatwho-is-who 

på 

http://sunsite.auc.dk/newssupport/dk.chat/billeder.html. 

En pludselig indskydelse greb mig. Jeg prajede en taxi og 

lod mig i al hast køre til den nærmeste S-tog-station. Efter at 

have betalt chaufføren med mit Accept-kort, sprang jeg op 

på perronnen og ind i det ventende S-tog. 

Der var ingen tvivl i mit sind! Jeg måtte besøge Finn Frode 

Hansen - han havde jo altid et svar på rede hånd! 

Taastrup! Med dobbelt-a! 

✶ 

Jeg steg af S-toget og kiggede mig omkring. I det fjerne 

kunne jeg skimte City2 - et større butikscenter. Mellem stationen 

og butikscenteret lå en lang række karréer side om 

side. Det var dér, jeg skulle hen. 

Uden besvær fandt jeg frem til den rigtige opgang og sal. 

Raarup & Hansen stod der på døren. 

Der var en besynderlig lugt på denne trappeopgang... 

Jeg ringede på døren. 

Intet svar. 

Så prøvede jeg at banke. 

Stadig intet svar. 

Jeg kastede et blik ned at trappen. Der var vist ingen på 

vej op. 

Atter en gang hev jeg mit Accept-kort frem og fik døren 

op. En ram lugt stod mig møde, som jeg entrede entreen. Jeg 

kunne ikke umiddelbart lokalisere, hvor lugten kom fra. Mit 

første indtryk var, at det var de sko, jeg havde været lige ved 

at snuble over, der var skyld i denne ubehagelige lugt. 

Jeg kiggede mig omkring i lejligheden. Der var helt sikkert 

ingen hjemme! 

Jeg gik langsomt gennem entreen og ind i stuen. Den besynderlige 

lugt blandede sig med en og mere gennemtrængende 

lugt. Nu opdagede jeg også, hvor den kom fra. Hele 

stuegulvet var dækket af wraphø. Vådt wraphø! 

I hjørnet af stuen lå en islænder. Oven på sweateren lå en 

kat og slangede sig. Da den opdagede mig, rejste den sig, 

strakte sig og spankulerede ud af rummet. 

Der hang et fotografi på væggen: En mand i etatens uniform! 

Jeg spekulerede på, hvad Finn Frode Hansen lavede i 

det virkelige liv. Var han en slags postmaster? Eller måske 

oven i købet en Over-postmaster? 

Eller bare en høtyv? 

Jeg tændte for PC'en, der stod for sig selv i et lille værelse. 

Kunne den rumme noget, der kunne hjælpe mig videre 

i den aktuelle sag? 

Et krav om at indtaste et password tonede frem på skærmen. 

Pyt, tænkte jeg, det er da ingen kunst. At knække folks 

password var 1. klasses pensum på detektivskolen. Undersøgelser 

havde da også vist, at de fleste mænd valgte ord 

som passwords, ofte ord med en seksuel betydning! Og kvinder 

valgte ofte ordet baby, i hvert fald i følge en stor amerikansk 

undersøgelse. 

Jeg tastede en række tegn: ******* 

Bingo! Så var jeg inde. 

Desværre gav min søgningen på computeren ikke noget 

brugbart resultat. Det var tilsyneladende ikke her, at Finn 

Frode gemte en puslespilsbrik. 

Hvis han overhovedet havde én. 

Jeg gik atter en gang metodisk harddisken igennem. Uden 

resultat. Så fandt jeg en stribe disketter frem og prøvede. 

Mit blik faldt på en cdrom på bordet. Var der et cdromdrev 

i maskinen? Jeg kiggede længe på kabinettet. 8X stod 

der et sted. Gad vide? Var det navnet på et 

cdrom-drev eller var 8X navnet på Finn's 

hemmelige skuffe, hvor han f.eks. 

gemte pusle-spilsbrikker? 

Jeg trykkede på en lille knap 

under 8X-skiltet og en lille bakke 

skød frem. Genialt, tænkte 

jeg! Her kunne man stille 

sin kaffekop fra sig. 

Men hvad var det, der lå 

på bakken? 

Det var en puslespilsbrik! 

Jeg forlod skyndsomt værelset. 

I entreen opdagede jeg katten, 

der havde lagt sig til at sove med 

hovedet dybt begravet i den ene sko. 

Jeg spekulerede på, hvad der lugtede værst: Vådt wraphø 

eller Finns frodige fødder? 

✶ 

Jeg studerede brikken indgående. Passede den sammen 

med nogle af de andre brikker? Og hvor skulle jeg finde den 

næste brik? Var dk.chat overhovedet til nogen hjælp i denne 

sag? Hvem skød Mr Burns? 

Jeg kastede mig atter over mine notater! 

5. kapitel 

Den var helt gal, denne sag! Det var åbenbart fuldstændigt 

umuligt at få vækket de slumrende dk.chattere og få dem til 

at komme på banen med løsningsforslag. 

Jeg kiggede atter listen over aktive dk.chattere UDEN 

offentliggjorte billeder på Nettet igennem! To navne sprang 

i øjnene: Eluder og Plimmer. Hvem i alverden kunne dog 

finde på at kalde sig noget så besynderligt? 

De var begge to kommet på nogenlunde samme tid - og 

det var hurtigt lykkedes dem - utroligt, men sandt - at blive 

accepteret i af den hårde kerne i dk.chat! 

Ja, næsten accepteret altså... 

Jeg tog atter et S-tog - denne gang i retning af Ballerup - 

en lille soveby uden for København. 

dk.chat? Jeg fatter ikke en brik!

Jeg fandt hurtigt frem til, hvor Eluder boede. René Sørensen 

stod der på døren. 

Jeg bankede forsigtigt på. 

Jeg havde næsten ventet det: Intet svar. 

Atter en gang løste Accept-kortet mit problem. 

Jeg åbnede hurtigt indgangsdøren og smuttede indenfor. 

Det var en meget mærkelig lejlighed. Overalt flød det med 

sammentrykkede eller bulede øldåser, der alle som én var 

udstyret med et hul i siden, allernederst på dåsen. 

Eluder satte vist pris på en dejlig kold dåsebajer, tænkte 

jeg fornøjet, mens jeg rodede videre i lejligheden. 

De mange tomme dåser gjorde imidlertid, at jeg efterhånden 

overmandedes af en stærk tørst. Det lykkedes mig at 

finde en hengemt Paderborn, som Eluder åbenbart - ganske 

uventet - havde overset. 

Jeg fandt en saks og lavede et lille stik i siden for neden, 

og kluk kluk kluk. 

- Hik, sikken da en herlig fest, tænkte jeg fornøjet, mens 

jeg skyllede øllet ned. 

Efter endnu en times eftersøgning gav jeg op. Eluder var 

vist en nitte! 

I stedet besluttede jeg mig til at aflægge en visit hos 

Plimmer! Måske han kunne hjælpe? 

✶ 

Jeg stod af toget i Vildbjerg og kiggede mig omkring på perronen. 

Hvordan kom jeg videre herfra? 

I det samme kom en ældre mand forbi. 

- Undskyld, De kan vel ikke fortælle mig, hvor der bor en 

ung mand ved navn Plimmer?, spurgte jeg fortrøstningsfuldt. 

- Den skarnsknægt, råbte manden arrigt, og viftede faretruende 

med sin stok. Han hugger mine æbler hver sommer! 

Følg med mig, så skal jeg vise det! 

Den ældre gik afsted med raske skridt og det kneb næsten 

for mig at følge med. Utroligt så livskraftige de er her i det 

mørke Jylland. 

Efter at vi havde gået et stykke tid, løftede han atter stokken 

og pegede: 

- Han bor der henne på hjørnet! Men han er vist ikke 

hjemme, jeg har gudskelov ikke set ham i et stykke tid. 

Atter en gang fandt jeg mig selv foran en lukket dør. Jeg 

trykkede et par gange på dørklokken og skulle lige til at finde 

Accept-kortet frem, da døren blev revet op. 

- Ja?, lød det surt fra en dame, der stod i døråbningen. 

- Træffer jeg Plimmer?, spurgte jeg. 

- Plimmer hvem?, svarede damen arrigt. Her bor ingen 

Plimmer! 

- Øhhh, Jesper, fremstammede jeg, træffer jeg Jesper? 

- Han er ikke hjemme, vrissede kvinden og lagde armene 

5. kapitel 

over kors. 

- Jamen, forstatte jeg, men... 

- Han har ikke været hjemme i flere dage, afbrød hun spidst 

og skulede på mig. 

Jeg tænkte så det knagede. Det var tilsyneladende 

Plimmers mor, jeg har stiftede bekendtsskab med. Hvordan 

skulle jeg narre mig indenfor? Måske kunne jeg....? Nu fik 

jeg en lys idé. Jeg sagde: 

- Jeg skal hente hans computer efter aftale! 

- Det var sandelig også på tide, svarede damen i døren og 

lyste op i et smil. 

Jeg kiggede forvirret på hende. 

- Vi har ikke haft andet end bøvl med den computer, siden 

han fik den til hans konfirmation! 

Hun lukkede døren op og bød mig indenfor. 

Jeg fandt hurtigt Plimmers værelse. Døren - og værelsets 

vægge - var overklistret med billeder af Tina Kjær. Jeg sendte 

mit Accept-kort en venlig tanke! På gulvet flød det med snavsetøj 

og tegneseriehæfter, primært Steen & Stoffer. 

- Vi har måttet inddrage hans modem, fortsatte kvinden. 

Han var åbenbart på det der Internet hver nat - den sidste 

telefonregning var på næsten 5000 kr, sukkede hun. 

I det samme ringede det på døren. 

- Hvis De vil have mig undskyldt, udbrød damen. 

- Ja, selvfølgelig, svarede jeg høfligt. 

Hun skyndte sig ud for at lukke op. 

Jeg skyndte mig at tænde for computeren, men jeg kiggede 

skrivebordet igennem for puslespilsbrikker. 

En hurtigt gennemgang af computerens 

filer afslørede, at den gode Plimmer 

ganske vist havde hentet samtlige 

40000 dk.chat-indlæg, men de var 

stadig markeret som ulæste de fleste 

af dem. 

Hvad værre var, så opdagede 

jeg også, at Plimmer havde slået 

sine folder på IRC-chat! Det var 

da et frygteligt brud på dk.chats 

hovedregel: Du må ikke have andre 

chatter end dk.chat! 

Hm, tænkte jeg ved mig selv. 

Birthe havde jo OGSÅ slået sine 

folder på IRC - måske var der en 

forbindelse her? En hemmelig alliance 

mellem Plimmer og Birthe? 

I det samme hørte jeg stemmer uden for 

døren. 

- Jamen, jeg forstår ikke. Der er netop én for at hente computeren 

nu. 

Det var kvindens stemme. 

Jeg hørte en mandstemme brumme noget utydeligt. 

Jeg skyndte mig hen og åbnede vinduet. Jeg skubbede til 

sengetøjet til side og sprang op på sengen for bedre at komme 

ud af vinduet. 

Da opdagede jeg puslespilsbrikken: Den havde tilsyneladende 

ligget under Plimmers hovedpude! 

Jeg greb brikken og sprang ud af det åbne vindue i samme 

sekund, som kvinden og to bredskuldrede mandspersoner 

kom ind i rummet. 

6. kapitel 

Jeg besluttede mig for at vende tilbage til Horsens. Jeg havde 

jo stadig Thomas Boelskifte på min liste! 

Atter en gang stod jeg på en station og kiggede mig omkring. 

Jeg gik gennem forhallen og kom på ud på gaden. Her 

lugtede temmelig svinsk. Jeg kastede et hurtigt blik i retning 

af slagteriet og begyndte at gå. 

Jeg havde dog ikke bevæget mig mange skridt fra stationen, 

før jeg stod foran huset, hvor Tommy-Boy boede. 

Jeg listede de tre etager op og bankede forsigtigt på døren. 

Kom der noget svar? 

Nej, selvfølgelig ikke. Det var efterhånden gået op for 

mig, at der generelt ikke var nogen dk.chattere hjemme, når 

jeg besluttede at aflægge dem et visit. 

Hvorfor mon det? Var det rygtedes, at jeg ville besøge 

dem? Havde jeg dårlig ånde? Eller var dk.chatterne bare flygtet 

over hals og hoved - eller havde de begået kollektivt selvmord 

som en ny art Lemmings? 

Acceptkortet blev gravet frem af inderlommen og døren 

blev lukket op. 

Jeg gennemsøgte hurtigt lejligheden: Entré, køkken og stue 

var hurtigt overset. 

I stuen faldt jeg over et skab fyldt med diverse alkoholiske 

drikke. Det var tydeligt - selv for en afholdsmand - at 

Thomas holdt meget af body-tequilas! 

Men snart fandt jeg frem til lejlighedens allerhelligste: Et 

helt specielt værelse!!! 

Væggene var tapeseret med plakater af Poul Krebs. Fra 

gulv til loft! Og midt i rummet stod et lille podie draperet 

med en bordeaux stykke velour-stof og her stod en Thomas' 

computer. 

Eller rettere: Thomas' MAC. 

Hans højtelskede MAC. 

25

26 

✶ 

Tre timer senere var det endnu ikke lykkedes mig at finde ud 

af, hvordan sådan et apparat fungerede. Uanset, hvilken tast 

jeg trykkede på, og hvilket program, jeg anvendte, så opførte 

den sig højst besynderligt. Helt ulogisk. 

Så meget for den brugervenlighed! 

De tre timer havde dog ikke været helt forgæves. Opildnet 

af tørst havde jeg forgrebet mig på Thomas' barskab, og havde 

derfor smagt en hel del af de forskellige spirituelle drikke, 

han havde samlet sig. 

Min eftersøgning efter den manglende puslespilsbrik havde 

derimod ikke givet noget resultat. 

Jeg var lige ved at opgive, da mit blik faldt på noget, 

der stak ud UNDER skærmen. 

Og ganske rigtigt! Det VAR en puslespilsbrik! 

Thomas havde simpelthen brugt brikken på at 

klodse MAC'en op med! 

✶ 

Jeg forlod i al hast lejligheden og stod kort efter 

nede på gaden. 

Underligt! 

Pludselig virkede Horsens så forandret! 

Jeg vaklede hen af gaden... 

Jeg var tydeligvis kommet langt fra en ordentlig 

by. Faktisk så byen lidt vindblæst ud! Det var 

som om byen havde været centrum for en kraftig 

tornado. Overalt flød det med papir, væltede skraldespande, 

tomme flasker og andet, der om man så må sige var 

dukket frem efter stormen. 

Var det en tornado? 

Eller havde der bare været en rockkoncert med Krebs 

Band! 

Jeg gik videre gennem byen... 

Foran Kosmorama sad en lurvet påklædt fyr. Han hører 

vist ikke til her i Horsens, tænkte jeg, han er nok bare en 

strejfer. Han lignede en af de vrag, jeg engang havde mødt 

på en kaj i Kalundborg 

- Har du ikke et par kroner til et fix, sagde han, da han så 

mig komme. 

Jeg rystede på hovedet. 

- Sådan nogen som os kunne ellers godt bruge et par kroner, 


- Hvis du fortsætter sådan, så bliver du én af morgendagens 

tåber, svarede jeg. 

- I er allesammen en flok sørgelige røvhuller. Go fuck your 

self med alt jeres lort, svarede han arrigt og skulede olmt på 

mig. 

I det samme kom en anden fyr væltende ud fra en opgang. 

Han gik omtåget hen og smed sig ned ved siden af den anden 

fyr. 

- Hør suset, marnd, brægede han, mens hans øjne forgæves 

forsøgte at fokusere på mig. 

Jeg gik hastigt videre... 

Det var nat nu - under stjernerne lå Horsens og var ved at 

slumre ind. Jeg gik videre, indtil jeg kom til et sted, hvor 

gaden blir' til sand 

- den ellers så pæne asfalt blev nemlig pludselig afløst af 

en grov grusbelægning. 

Fra et åbenstående vindue hørte jeg en inciterende musik. 

Jeg følte mig pludselig fri som et forår. I min opstemthed 

begyndte jeg at danse rundt på gruset. Jeg kiggede op 

mod himlen, hvor månen kastede sine stråler ned over 

byen. 

Puhhh, jeg skulle vist ikke have drukket så 

meget af Thomas' tequila! Jeg blev svimmel og 

faldt om på vejen. Dansen, månen & vejen - alt 

kørte rundt oppe i hovedet på mig. 

Jeg fandt puslebrikken frem af lommen og 

betragtede den indgående. Denne sag var én af 

de små sensationer - denne her sag havde bare 

flasket sig for mig - alt var gået som efter en 

snor. 

Jeg følte mig tæt på lykkelig og opstemt af 

henrykkelse - og efter at have brækket mig i 

rendestenen - tog jeg en rask beslutning: Næste 

stop var Randbøl! 

7. kapitel 

Den opmærksomme læser (!) har selvfølgelig allerede regnet 

ud, at mit næste besøg gjaldt Keld Rosenkrantz. 

Han havde under et længere sygdomsforløb gjort sig uheldigt 

bemærket på diverse hospitaler ved at udgive sig som 

landets statsminister. 

Udlejningsbilen transporterede mig gennem et smukt kuperet 

landskab langs Vejle Ådal. 

Solen skinnede fra en skyfri himmel, rapsen stod i blomst 

og på de utallige enge græssede køer og får. Jo, jeg var for 

alvor kommet på landet. 

Jeg fandt hurtigt Keld's hus - let genkendeligt på et skinnende 

rødt tag. Ved gavlen på den ene længe stod en udrangeret 

pølsevogn klodset op. 

Jeg parkerede langs vejkanten et stykke fra huset og gik 

til fods op mod bygningerne. En gyllebeholder have lækket 

en anselig mængde gylle på vejen, men det lykkedes mig at 

komme tørskindet over på den anden side. 

Desværre var mine sko blevet smurt ind i den spildte gylle, 

så det første jeg gjorde var at skylle skoene ved vandposten 

på gårdspladsen. 

Der var ikke noget tegn på, at der var nogen hjemme. 

Hverken Keld selv, hans kone, hans børn eller hans børnebørn. 

Så atter en gang måtte jeg lirke døren op med det uundværlige 

Accept-kort. 

Allerede i entreen snublede jeg over de første dåser med 

skinke. Faktisk flød hele huset med dåseskinkedåser. 

Jeg kæmpede mig igennem de utallige dåser og kom endelig 

ind i stuen. Jeg gennemsøgte hurtigt stuen, men måtte 

konstatere, at han ikke havde en puslespilsbrik liggende her. 

I desperation tændte jeg for fjernsynet. Med fjernbetjeningen 

zappede jeg igennem de utallige kanaler, som parabolen 

på taget hentede ned fra himmelrummet. 

Desværre var forbindelsen ikke særlig god, hvilket enten 

skyldes husets placering i ådalen eller det faktum at satellitterne 

ikke fik nok energi fra parabolen, der jo kun var forsynet 

med 220 V. 

Eller også var batteriet i fjernbetjeningen ved at være fladt! 

Jeg rodede videre i rummene og fandt endelig frem til 

Kelds computer. Jeg tændte for den og satte mig til rette i 

hans stol. 

Jeg kiggede først harddisken igennem uden resultat. Så 

besluttede jeg mig for at koble mig på Nettet og se, hvad der 

lå i hans mailbox. 

Det skulle jeg aldrig have gjort. 

Hele 2 timer tog det for mailprogrammet at hente posten 

ned fra serveren - tilsyneladede havde han modtaget en 15- 

20 store spams, en 120 klager over samme, 25 automatiske 

responsmails fra udbydere, en 20-30 mailbombs fra folk, der 

var kommet til at stå på Hadelisten, samt den sædvanlige 

bunke flames fra andre, der beskyldte ham for at have gjort 

sig til selvbestaltet dommer på USENET. 

Men intet spor af en puslespilsbrik. 

Jeg slukkede for computeren. Det var vist et blindt spor, 

dette her. 

På vej ud af rummet opdagede jeg puslespilsbrikken. 

Den hang på væggen - rammet ind! Det var da utroligt. 

Keld havde åbenbart været så stolt over at være i besiddelse 

af denne brik, at han havde fået den lokale glarmester til at 

lave en guldlakeret ramme til brikken, der nu prydede Kelds 

vægge. 

Herefter satte jeg fluks kurs mod den nærliggende flyvestation 

Vandel, hvor jeg ved at bestikke en helicopterpilot 

med tre dåser dåseskinke (- Neeeeeeej, det er meget bedre 


end det, vi har i feltrationerne...), 

fik et lift til Sjælland. 

Lynx-helicopteren - opkaldt 

efter WWW-browseren 

af samme navn - 

fragtede mig sikkert og 

trygt til mit næste offer, 

der også stod på listen 

over aktive dk.chattere uden offentliggjorte 

billeder på Internettet. 

8. kapitel 

Helicopteren satte mig af på Flyvestation Værløse og en vaks 

pilot kørte mig i fuld fart i jeep over til portvagten. Her blev 

jeg lukket ud af gitterlågen og stod et øjeblik og slikkede 

solskin i sommervarmen. 

Gad vide, hvad mit besøg ville Bringe. 

Jeg fandt mit kort frem af inderlommen og begyndte at 

gå. Det var nogle mærkelige vejnavne, de havde her? Hvem 

ville dog bo sig på en vej, der hed Skråplanet? 

Så var man da langt ude! 

Jeg fortsatte forbi vejen og kom lidt efter til endnu en vej. 

Her fandt jeg hurtigt frem til Klaus Franzmanns hus. 

Jeg bankede forsigtigt på døren, men heller ikke her var 

der gevinst! 

- Han er ikke hjemme, lød en stemme. 

Jeg vendte mig og kiggede. 

Stemmen tilhørte en mand, der var på vej fra huset overfor. 

- Ved du, hvor han er henne? Jeg skulle gerne tale med 

ham. 

- Aner det ikke, svarede manden. Men kom med engang, 

det kan jo være at vi finder ud af noget. 

Manden trak sit Accept-card frem af inderlommen og begyndte 

at bearbejde Klaus Franzmanns hoveddør. Inden 

længe stod den på vid gab! 

- Kom indenfor, svarede manden. 

- Jamen, svarede jeg, vi kan da ikke bare gå ind. 

- Pjat med dig, vi er jo alle venner her i landsbyen - ligesom 

de der folk ude... øh, ovre på Skråplanet! De har heller 

ingen låste døre for hinanden. Jeg har været herinde så tit. 

Genboen sprang ind i entreen og hoppede paradis på trappen 

i huset. 

Jeg fulgte forundret efter ham. 

Det første, jeg opdagede, var den overdimensionerede 

8. kapitel 

hundekurv. 

- Er det en hanhund eller en tæve, Franzmann har, spurgte 

jeg, for ligesom at konversere. 

- Det er en tidligere hanhund, lød svaret, som jeg dog ikke 

forstod så meget af. Hunde havde aldrig været min kop te! 

Jeg tændte for computeren og konstaterede hurtigt, at den 

var fyldt med Microsoft-software. Mærkeligt. Jeg gennemsøgte 

harddisken for filer, der på én eller anden måde kunne 

hjælpe mig videre. 

I et directory opdagede jeg pludselig en lang række filer, 

der tydeligvis var optagelser af forskellige killfiltre. 

Jeg gennemgik dem fra en ende af og snart genlød rummet 

af mærkelige lyde og kendte replikker fra filmens verden. 

Men én af filerne sagde en meget 

mærkelig lyd. 

Jeg prøvede igen! Samme resultat! 

Jeg kiggede lidt nærmere 

på filen. Det var slet 

ikke en lydfil! Det var en 

billedfil. Det var en puslespilsbrik!!! 

Heureka! 

Jeg forlod huset - efterladende 

naboen, der havde tilbragt tiden 

med at læse i Klaus' gamle numre af Playboy, der åbenbart 

havde forputtet sig bag reolen. 

9. kapitel 

dk.chat! Vorherrebevares! Var der måske kommet kvalificerede 

bud fra nogen som helst? 

Hvem kunne ligge inde med den sidste brik til billedet? 

Én ting var sikkert: Den foto-sky klike på dk.chat stod 

sammen om det her. De havde på en eller anden smart måde 

fået splittet det eneste eksisterende billede af Birthe ad og 

fået det spredt for alle vinde. 

Smart! 

Men de have glemt tage P. Moldau i ed! 

At Birthe HANSEN selv havde gemt på en brik var naturligt 

nok. 

At jeg skulle finde en brik hos Bertel Lund HANSEN var 

i første omgang kommet bag på mig - men set i bakspejlet 

var det naturligt nok. 

At Claus H.B. Sørensen skulle ligge inde med en brik var 

derfor også fuldt forståeligt. 

Naturligvis havde og Finn Frode HANSEN fået pakket en 

brik væk og Plimmer havde også haft én at flytte med - han 

havde faktisk sovet med den om natten, som et minde om 

dk.chat, som han var midlertidigt afskåret fra at deltage i. 

Og Thomas Boelskifte havde også gemt på en brik - og 

selveste Keld Rosenkranz havde haft en brik hængende. 

Og endelig Klaus Franzmann! Også han var med i klubben! 

At alle disse dk.chattere så - alle som én - slet ikke havde 

været hjemme, når jeg forsøgte at få dem i tale - ja, det undrede 

mig såre. Hvor var de henne allesammen? 

Og hvem gemte mon på den sidste brik? 

Der var snart ikke flere navne på min liste over aktive 

dk.chattere UDEN offentliggjorte billeder på Internettet. 

Men to navne sprang mig i øjnene, da jeg løb listen igennem! 

Heidi Bille og Jesper Ørngreen. 

De måtte da afgjort kunne hjælpe mig videre i denne sag! 

Jeg besluttede mig derfor til at tage det første tog til Sakskøbing, 

velvidende at super-snipperen Heidi boede lige i 

nærheden. 

✶ 

Landsbyen Vigsnæs er ikke andet end et klat huse og en lille 

landsbykirke. Landsbyen ligger på det nordlige Lolland. 

Fortsætter man ud af byen kommer man til endnu en lille 

samling huse, Vestermark. Over for disse huse ligger en lille 

ø kaldet Vigsø. 

Taxaen satte mig af ud for Sophiegaard - det lille husmandssted, 

hvor Heidi og Jesper havde slået sig ned efter en 

omtumlet tid i Jyllinge. 

Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at der heller ikke her 

var nogen hjemme. 

En ældre mand kom forbi i det samme og jeg spurgte ham, 

om han vidste, hvor jeg kunne finde Jesper Ørngreen og Heidi 

Bille. 

- Ah, høvr, hør, heevr, højrr, svarede han på udpræget lollandsk 

dialekt. 

Jeg kiggede forvirret på manden. End ikke en ROT13 

kunne oversætte det, han havde sagt. 

Han pegede over mod kirken og fortsatte sit kaudervælsk. 

Hm, tænkte jeg, det kunne være, at jeg skulle aflægge kirken 

en visit. 

Jeg lukkede smedejernslågen op og gik op ad grusstien 

mod den lille landsbykirke. Kirken var opført i nygotisk stil, 

der jo var på mode i det forrige århundrede. 

Netop som jeg nærmede mig indgangsdøren, begyndte 

kirkeklokken at bimle. 

Jeg kiggede op mod klokketårnet og fik et kort glimt af en 

underlig pukkelrygget personage, der sprang rundt i tårnet 

og hev i klokkekneblen. 

27

Gerner? 

Forsigtigt lukkede jeg indgangsdøren op og kiggede ind i 

kirkekummet. Det var fyldt af folk - alle sammen folk, jeg 

kendte fra dk.chat. 

Det var derfor, der ikke havde været nogen hjemme. De 

var jo her alle sammen: Derovre sad Klaus Franzmann, foran 

ham havde Thomas Boelskifte taget plads og ved siden af 

ham sad Finn Frode Hansen på den ene side og Claus Sørensen. 

Keld Rosenkrantz havde placeret sig længere foran sammen 

med Plimmer, Eluder og Ciao. 

Bagerst i kirkerummet sad tre fyre fra Ålborg og råbte og 

skreg. Bertel Lund Hansen vendte sig arrigt og fik på 

skolemesterfacon forklaret dem, at hvis de ikke snart sad 

stille, så røg de ud! 

Toke Eskildsen kom farende med en stor stok og råbte: I 

kan få min HitMeLight (TM) at smage, hvis I ikke sidder 

stille. 

Længst fremme i kirkerummet sad Asger Hegelund og 

Asbjørn Højmark. Bag dem sad Lars, Lars, Lars, Lars, Otto- 

Ville og Lars. 

Og på rækken ved bagved igen sad alle de nytilkomne 

chattere, der hed Thomas. 

Andreas L. Olesen var i færd med at tømme kollektbøssen, 

som han fejlagtigt havde forvekslet med kirkens skraldespand. 

Fra kirkens crypt lød højrøstede stemmer, som jeg tippede 

til bl.a. at stamme fra Inge Lindland. 

Jeg gik forsigtigt op af kirkegangen og fandt mig en plads, 

hvor jeg diskret kunne overskue det hele. 

Hvad skulle jeg nu være vidne til? Var dk.chat pludselig 

blevet ramt af en religiøs vækkelse. Jeg kiggede op mod altertavlen, 

der forestillede Jesus og Den sidste Nadver. 

Foran alteret stod Jesper Ørngreen i sit stiveste puds og 

var rystende nervøs. 

I den sammen gik en sidedør op og ind kom Broder 

Makholm i fuldt ornat. Bag ham kom Henrik Grove, svingende 

med et røgelseskar. I det samme satte orgelet i gang. 

Alle rejste sig på nær Per Holm, der var faldet i søvn over i 

hjørnet. 

Broder Makholm skred op gennem midtergangen og stillede 

sig foran alteret med ryggen til forsamlingen. Orgelet 

nåede atter et crescendo og lyden fadede ud. 

Broder Makholm vendte sig mod forsamlingen og hævede 

armene. I det samme startede orgelmusikken igen og indgangsdøren 

gik op. 

Solens stråler stod ind gennem åbningen og blandede sig 

med røgelsen. Og ind kom en kvinde - helt i hvidt med slør 

og myrter. Det var Heidi! 

Der gik et sus gennem forsamlingen... 

28 

Efter sig trak hun et langt slør. Det var en udskrift af alle 

hendes indlæg i dk.chat - udskrevet på endeløse baner. 

Det var et meget langt slør! 

Til tonerne af bryllupshymnen nåede hun helt op til alteret. 

Broder Makholm lod armene falde og musikken forstummede. 

Jeg kiggede forbavset på Heidi. Der var et eller andet forandret 

ved hende. Hun var tydeligvis ved at lægge sig mave 

til. Var det alligevel lykkedes Jesper at ramme? 

10. kapitel 

Hele forsamlingen sad i åndeløs spænding, da Broder 

Makholm begyndte sin tale til brudeparret. 

Herefter vendte han sig mod Jesper og sagde: 

- Så tilspørger jeg dig, Jesper West Ørngreen. Vil du have 

Heidi Bille, som hos dig står til din ægtehustru? 

Jesper tøvede. 

Der blev stille i kirkerummet. 

Meget stille. 

Pludselig flåede Heidi brudekjolen til side. Det blev pludselig 

tydeligt for enhver, at Heidi IKKE var gravid: Frem fra 

gevandterne fremdrog hun i stedet en motorsav, som hun 

startede med et let ryk i snoren. 

- Ja, ja, ja, jeg skal nok, råbte Jesper, mens sveden piblede 

frem. 

Heidi slukkede motorsaven igen. 

Henrik Grove blev så forskrækket, at han tabte røgelseskarret. 

Broder Makholm forsøgte at genvinde fatningen, og fortsatte 

hakkende: 

- Vil du elske og ære hende, og leve med hende *GLUP* 

både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige 

vil tilskikke Jer, som en ægtemand bør leve med sin 

ægtehustru, indtil døden (eller saven) skiller Jer ad? 

Jesper tøvede et millisekund, men et lynende blik fra Heidi, 

der allerede havde løftet motorsaven, fik ham til at råbe: 

- JAAAAA. 

Så vendte Broder Makholm sig mod Heidi: 

- Ligeledes tilspørger jeg dig, Heidi Bille. Vil du have 

Jesper West Ørngreen, som hos dig står til din ægtemand? 

- Ja, svarede Heidi prompte. 

- Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang 

og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke 

Jer, 

- JA!!!!, råbte hun 

- Øhhhhh, Broder Makholm kiggede febrilsk i sine papirer: 

Så giv hinanden hånden derpå! 

I det samme satte orglet igang igen og de mange kirkegæster 

skyndte sig ud af kirken for at kunne danne espalier 

foran kirken. 

Dk.chatterne, der i dagens anledning alle var klædt i den 

nye dk.chat-t-shirt, holdt hver deres keyboard i strakt arm, 

mens brudeparret gik ud af kirkedøren. 

Foran kirken stod Finn Guldmann iklædt sin chaufføruniform 

klar med sin festligt pyntede bil - klar til at fragte 

det lykkelige par hjem. 

Flere af dk.chatterne havde medbragt ris, som de kastede 

efter brudeparret. Enkelte havde dog misforstået situationen 

og havde kogt risene først. Det gav nogle grimme pletter på 

folks tøj. 

Det var dog et større problem, at flere ikke havde taget 

risen ud af kogeposerne. 

Såvel Thomas Meede og Jens Tønnesen vimsede omkring 

brudeparret for at få det helt rigtige billede. Mit trænede øre 

kunne dog med lethed konstatere, at ingen af dem havde fået 

sat film i kameraet. 

Men det opdagede de vel nok på et tidspunkt. 

✶ 

Følget forlod nu kirken for at begive sig tilbage til den firlængede 

gård, hvor et større arrangement skulle gå igang. 

Der var dækket festligt op i det 400 m2 store, men faldefærdige 

maskinhus - nu skulle der festes! 

Men inden maden blev færdig, var der tid til at kigge sig 

rundt på bedriften. 

Jesper - der stadig var øm i armene af sit forsøg på at bære 

Heidi over dørtærsklen - viste stolt maskinhuset frem for de 

interesserede. 

- I bør nok lægge nyt tag på det maskinhus, mente Keld 

Rosenkratz. Det tager ikke mere end en uges tid. Et flot rødt 

tag ville virkelig pynte. 

- Kunne I ikke bare male GULVET rødt, og så bruge huset 

som tennisbane, spurgte Torben B. Pedersen, mens han 

med en kendermine betragtede den rustne radrenser, der stod 

klodset op i hjørnet af rummet. 

Birthe og Heidi besigtigede haven. 

- Puh, Vi står i ukrudt til knæene, græsset ligner høstmodent 

korn, vores traktor-græsslåmaskine lider af åndenød - og 

græsset *ved det*, stønnede Heidi. 

- Ak, søtte, jeg kender det, svarede Birthe og kiggede i 

retning af køkkenhaven. 

- Forleden dag rensede vi et bed for brændenælder og vups 

fremkom 5 solbærbuske, fortsatte Heidi. Men vi kunne nok 

bruge noget hjælp til at få sat skik på haven. 


- Ja, det er ikke til at få ordentlig havehjælp i tiden, indskød 

Birthe. 

- Ja, lige nu ville *GYS* selv min mor være velkommen. 

- Jeg havde besøg af nogle friske gutter fra dk.chat forleden, 

udbrød Birthe. De tilbød at slå græsplænen og høste 

diverse planter, blot mod at de måtte ryge afgrøderne bagefter. 

- Det var da en forrygende god idé, udbrød Heidi. På den 

anden side, så må de ikke fjerne de høje planter derover. De 

skærmer fint haven af fra vejen, så man ikke kan se, at plejer 

at rende rundt herude uden en trevl på kroppen. 

I køkkenet - som på dk.chat - regerede Svend Erik Jensen 

med fast hånd. 

Han råbte og skreg efter de nytilkomne dk.chattere, der 

var blevet sat at skrælle kartoftler, stege løg, snitte champignon 

og koge vand. 

- Hej, du der, råbte han til en en newbie. Kog noget vand 

og tilsæt lidt eddike. Slå forsigtigt et æg ud i underkoppen 

dér, så blommen er hel. Derefter skal du hælde det forsigtigt 

ned i det kogende vand, så hviden samler sig uden om blommen, 

og så tage det op igen med en spiseske, når hviden er 

fast, men blommen stadig flydende. Det kaldes porcherede 

æg - og det har ikke noget med en Porche at gøre. 

Klaus Franzmann stak hovedet inden for: 

- Hvad skal jeg starte med at lukke op, Svend, spurgte han 

- Jeg tror, at vi skal starte med en Riesling... eller hvis den 

er for tør, så tager vi en Gewurtztraminer fra Alsace. Eller 

hvad siger du? 

- Tja, jeg kan altid anbefale en "Muscat de Rivesaltes", 

som er en himmelsk dessertvin, men måske ikke så velegnet 

til det, du står og tilbereder... 

- Nej, der er alt for sødt, men senere skal vi have en god 

bourgogne - dem kan du godt begynde at trække op. 

Klaus Franzmann forlod køkkenet igen. 

- Hvad skal vi da have at spise? Det var Thomas Boelskifte, 

der stak hovedet ind. Skal vi have SEJ? 

- Neeeeeeeej, råbte Svend Erik Jensen - nu kan du ikke 

koge mere suppe på den pølsepind!!! 

- Undskyld, undskyld, svarede Thomas Boelskifte og lignede 

en kogt Krebs i hovedet. Vi skal vel ikke have forloren 

mint-suppe, lavet på grundlag af tandstikkere, vel??? 

- Jeg kan da godt lide Mint, indskød Jens Tønnesen, der 

netop var kommet ind i køkkenet. 

- Vi skal vel ikke have frikadeller? Toke Eskildsen stak 

hovedet ind af vinduet og spurgte. 

- Pis af!!!, råbte Svend Erik Jensen arrigt! 

- Pizza!!! Åhhh nej, ikke pizza, skreg Toke løb skrigende 

bort. 

Svend Erik Jensen rystede på hovedet og overdyngede den 

nærmeste newbie med et par forbandelser. 

10. kapitel 

- Kom nu! Fortæl nu, hvad vi skal have, Svend, fortsatte 

Thomas Boelskifte ihærdigt. 

- OKAY, fnyste Svend Erik Jensen. Vi skal starte med at 

have røgede, varme fedtdryppende sild og makrel på groft 

rugbrød eller hjemmebagt surbrød. Groft salt og rigeligt med 

løgringe og rå æggeblommer. Og så en lille smule hakket 

rødløg er heller ikke af vejen. Tilfreds??? 

- Ja, ja - godt ord igen, brummede Thomas Boelskifte og 

forlod køkkenet. 

- Skulle der undtagelsesvis stå en rest julesnaps og en kølig 

ikke for kold kvalitetsøl, kan det jo nydes dertil, råbte 

Svend Erik Jensen efter ham. 

- Ja, vi skal også have nogen øl, udbrød Lars Balker Rasmussen, 

der også havde fundet vej til køkkenregionerne 

- Uuuuuud af mit køkken , råbte Svend Erik Jensen arrigt 

og hævede arrigt slagtekniven, han holdt i den ene hånd. 

Jeg skyndte mig ud i haven. 

I et hjørne af den store have sad Claus H.B. Sørensen, 

Jesper T.A. Meyer og Eluder og diskuterede, hvor mange 

grader man skulle vende en øl for at bundfaldet ikke satte 

sig fast. 

Og i et andet hjørne sad Peter Dalgaard og skraldgrinede 

- men han havde selvfølgelig også lige spist 30 bananer inden 

for de sidste par timer. 

Den lokale landbetjent kom pludselig cyklede ind på gårdpladsen. 

- Hvem er ejer M.A.N 18.264? 

- Det gør jeg, svarede Andreas, der netop var i gang med 

at gennemrode noget køkkenaffald. 

- Den holder ulovligt parkeret og skal fjernes øjeblikkeligt. 

Allan Jørgensen og Lene Guldmann Jakobsen - et par 

nytilkomne chattere - stod for sig selv kiggede ud over markerne, 

der omgav huset. 

- Det var sådan et sted, vi skulle bo, sagde Lene, så kunne 

vi have hestene til at løbe dér. Hun gav Allan en forsigtigt 

puf. 

- Avvvv, svarede han. Pas på mine ribben. Og tænk så på, 

at jeg lige skal have et arbejde først, ikk.. 

Fra stereoanlægget inde i huset drønnede Aqua's seneste 

hit ud af de åbenstående vinduer. 

I det samme kom en sølvgrå Golf ind på gårdspladsen. 

Den standsede med hvinende bremser, og grus og støv stod 

til alle sider. Ud steg en stor kraftig kvinde, iført lederhosen 

og tyrolerhat. 

- Heil, Ich heisse Anke, råbte hun med en tydelig røst. Wo 

bist do den, Thomas? 

Thomas Boelskifte trådte forsigtigt et skridt tilbage og 

forsøgte at fald i med tapetet, mens han frygtsomt kiggede 

på den enorme kvinde. 

- Ahh, mein liebling, råbte hun, og greb Thomas, som hun 

knugede kraftigt mod sin store barm. 

- Åhhhh, hvor romantisk, sukkede Lene Guldmann Jakobsen, 

de har OGSÅ mødt hinanden på IRC! 

✶ 

Det var efterhånden blevet tid til det store måltid. Alle 

chatterne satte sig til det veldækkede bord og begyndte at 

tage for sig af retterne. 

Pludselig rejste Heidi sig op og kastede brudebuketten 

gennem rummet. Anke greb den prompte og råbte: 

- Wunderbaaar... 

Og kastede et sultent blik på Thomas Boelskrifte, som 

hun havde fået placeret ved siden af sig. 

Pludselig slog Mikkel Monberg på sit glas, rejste sig og 

holdt en rørstrømsk tale på fnarsk. 

Også Klaus Franzmann måtte give sit bidrag med - han 

holdt en lang tale, der dog var ROT13-krypteret. 

Og alle som én kom de forsamlede dk.chattere med bidrag 

til festlighederne. 

Birthe, f.eks., havde digtet en festsang: 

På Lolland skulle vær' gilde 

alt hos den gamle Ørn 

som sku' giftes med sin Bille 

og så sku' de ha' børn 

Og de kom fra hele chatten 

og de chatted' hele natten 

:|: og alle quoted, hvad de sang 

for hundred'sytne gang!:|: 

Da de skulle til at begynde på andet vers, besluttede jeg mig 

for at forlade rummet. 

De kære chattere var måske meget gode til at chatte, men 

synge, det kunne de ikke! 

Jeg listede ind i det tilstødende lokale, hvor gavebordet 

var opstillet i dagens anledning. Det var væltet ind med gaver 

til de nygifte. 

- Det er altså mig, der tager mig af pakkerne, havde Finn 

Frode sagt, da folk havde afleveret de forskellige gaver. 

Indtil videre havde parret fået ikke mindre end 15 brødristere. 

Svend Erik Hansen havde derimod foræret dem en Aromatic 

Kaffemaskine. 

- Den er ikke til at slide op, havde han bemærket. 

Toke Eskildsen var kommet ved fire CD'er, han havde købt 

på Internettet for 200 kr. De indeholdt 350 gode computer- 

29

spil og andre gode programmer. 

Bertel Lund Hansen havde foræret parret en 

kommenteret udgave af Retskrivningsordbogen. 

Per Abrahamsen havde tømt sit kontor 

for tomme flasker og foræret til parret 

med bemærkningen om, at det jo kunne 

blive til en net lile sum, når de kom ned i 

Brugsen med dem. 

Claus H.B. Sørensen havde foræret noget, han 

selv havde bygget. 

Og en ukendt beunder var kommet med en flaske 

motorsavskædeolie. 

Keld Rosenkranzt havde selvfølgelig foræret parret et 

årsforbrug af dåseskinke, mens Inge Lindland havde fundet 

på noget helt genialt: 15 dåser med delfinkød. 

Jeg kiggede derimod mystificeret på en ganske lille pakke, 

som parret havde fået af Birthe. 

Den målte ca. 250 x 250 pixels og var pakket ind i det 

smukkeste virtuelle gavepapir, der kan opdrives på Nettet. 

- Davs, lød en stemme, hvad er du så kommet med? 

Jeg vendte mig om. Der stod Heidi og kiggede på mig. Og 

gaverne. 

- Øhhhh, et kort, svarede jeg, og fandt Accept-kortet frem, 

mens jeg diskret stak Birthes gave i lommen. 

- Neejjjjj, et Accept-kort, hvinede Heidi af fryd, sådan ét 

har jeg altid ønsket mig, og Jesper synes, at Tina er så kjær. 

Hun flåede kortet ud af hånden på mig og kiggede med et 

saligt blik på magnetstriben på bagsiden. 

- Din, ...øh, din guftrold, udbrød hun og stak mig et vådt 

smækkys på kinden. 

Så forlod hun glædestrålende rummet. 

Jeg besluttede mig for at forlade gården og efterlade 

dk.chatterne, der efterhånden var blevet både fulde, skæve 

og temmelig højrøstede. Men det var selvfølgelig ikke noget 

nyt. 

30 

✶ 

Det var for alvor blevet sommer. Solen bagte - asfalten smeltede. 

Smoggen hang tykt over byen. Fra lejligheden overfor 

spillede saxofonisten på sit instrument. 

Byens puls bankede i takt med varmebølgerne. 

Jeg sad nu atter på kontoret. Ventilatoren i loftet kørte for 

fulde omdrejninger og gav mig associationer til den 

helicopter, der havde fragtet mig fra Vandel i Jylland til 

Værløse på Sjælland. 

Jeg hældte en sjat whiskey op i mit glas og tømte det i et 

drag. 

Det var lykkedes mig at finde den sidste brik! Det var 

selvfølgelig gaven fra Birthe! 

Men var det hele faldet på plads af den grund? 

Hvad var meningen med dette her? Hvorfor 

skulle jeg overhovedet drages ind i den historie? 

Spiller det overhovedet nogen rolle, hvad min 

morbror hedder? 

Jeg fandt brikken frem og kiggede på den. 

Hvad nu? Var der nogen som helst grund til at 

afslutte denne sag? Alle dk.chatterne vidste jo, 

hvordan Birthe så ud nu. Hun var jo med til bryllupsfesten. 

Det hele kunne være ligegyldigt. 

Jeg besluttede mig for at gemme alle brikkerne på 

Nettet: Et par hurtige tryk på tasterne, og brikken var 

gemt i cyberspace for tid og 

evighed. 

I al fremtid kunne fremtidige 

dk.chattere gå ind på http:// 

www.geocities.com/SoHo/ 

Lofts/5124/brikalle.html og kaste 

et blik på brikkerne. 

Måske ville brikkerne med tiden 

blive stykket sammen og det 

fulde billede udødeliggjort på 

dk.chat-galleriet. 

Måske? 

Måske ville de mange dk.chattere 

UDEN offentliggjorte 

billeder på Nettet efterhånden 

finde ud af, at de også skulle 

udødeliggøres samme sted. 

Denne klike af billedløse 

dk.chattere... Var det i virkeligheden 

dem, der havde iværksat 

denne legen kispus med mig og 

mit talent? Var det et led i en 

samlet plan, hvis egentlige formål 

var at få mig til at afsløre 

dem. 

Måske? 

✶ 

Jeg lænede mig tilbage på stolen 

og tog en lille lur 

Pludselig blev døren til mit kontor sparket op! To mænd - 

maskeret med hætter - trængte ind og tvang mig ned på gulvet. 

- Det er NetPolitiet, råbte den ene højt, mens den anden 

løftede sin knippel. 

Så blev alt sort! 

Jeg kom til mig selv i et lille fugtigt rum. Det var efterhånden 

ved at være en temmelig dårlig vane, det her. 

Jeg rejste mig og skridtede rummet af. Det målte præcis 

tre meter på den ene led og to på den anden. Det eneste lys, 

der slap ind, kom fra et lille vindue i øverste hjørne, dækket 

af tremmer. 

Jeg hørte en nøgle blive sat i låsen. 

Så gled døren op og to hætteklædte personer trådte ind. 

- Følg med, sagde den ene med en bister stemme. 

De tog fat om mig og slæbte mig ud af rummet og hen af 

en lang gang. Herfra gik en stor dør ind i et kraftigt oplyst 

rum, hvor jeg blev placeret på en stol midt i lokalet. 

Omkring mig sad ti hætteklædte 

personer. Personen i midten 

løftede en lille hammer og 

slog hårdt på en plankesteak, der 

lå på bordet. 

- TRIBUNALET er begyndt, 

råbte han, og al samtale forstummede. 

- P. Moldau, De er anklaget for 

at have brudt netiketten på en 

række alvorlige områder i 

dk.chat. De stilles derfor denne 

domstol, der er oprettet for fortsat 

at sikre dk.chats høje stade. 

- Jamen, begyndte jeg, jeg... 

- STILLE!, hvæsede stemmen. 

Nu vil tribunalets næstformand 

oplæse anklageskriftet. 

En ranglet skikkelse rejste sig 

og begyndte at læse op af et stort 

stykke pergamentpapir. 

- P. Moldau har gjort sig skyldig 

i følgende forbrydelse mod 

dk.chat: Han har postet testmeddelelser 

kamoufleret som 

kort-prosa til dk.chat! 

- Buuuuuuuh, lød det fra en 

stor del af de hætteklædte. 

Næstformanden ventede til der 

atter var stille i lokalet og fortsatte: 

- Han har postet indlæg i dk.chat, der reklamerer for hans 

privatdetektiv-virksomhed. 

- ADVR, det er SPAM, råbte en hætteklædt. 

- Han har bagtalt og udleveret fremtrædende dk.chattere 

til spot og spe, fremturede næstformanden. 


- Ja, det er fan'me strengt, råbte en fyr - der som alle de 

andre også var for-mummet med en hætte. 

- Han har gentagne gange beluret fremtrædende dk.chattere 

og uretmæssigt skaffet sig adgang til disses bopæl, fortsatte 

næstformanden. 

- Uretmæssigt???, råbte jeg! Jeg må protestere! Jeg har jo 

et Accept-kort, det giver jo adgang til alt! 

- Må vi se?, råbte den hætteklædte, der sad alleryderst. 

Jeg begyndte at rode i mine lommer. Pokkers, tænkte jeg. 

Jeg gav jo Accept-kortet til Heidi. 

- Øh, fremstammede jeg, jeg har det ikke lige på mig, 

meeeeen... 

- Han er fuld af løgn, skreg en anden hætteklædt. Han har 

ikke en skid...! 

- Det er også fuldstændig lige meget: Et Accept kort kan 

måske bruges i den virkelige verden, fortsatte næstformanden, 

men i den virtuelle verden giver det ingen beføjelser! 

- Smid ham af Nettet, råbte en af de hætteklædte, mens 

han fægtede med en lang kæp. 

- Ja, få ham ud, råbte en anden, og svingede med en dåseøl. 

- Han kan heller ikke sætte komma'er, råbte en fyr, der 

udover hætten og bar pilothjelm. 

- Og stave kan han heller ikke, lød det fra en fjerde, der 

samtidig slog pegepinden i bordet. 

- STILLE!!!, hvæsede formanden igen, mens han bankede 

hammeren i bordet. 

- Vi skal nu stemme om afgørelsen, fortsatte formanden. 

Hvem stemmer for, at anklagede P. Moldau afskæres fra 

Nettet med øjeblikkelig virkning. 

Alle - som én - rakte de hætteklædte hånden i vejret. 

Formanden slog hammeren hårdt i plankebøffen og gav 

tegn til de to hætteklædte personer, der indtil nu havde bevogtet 

indgangen. 

- Før ham bort, udbrød han. 

De greb mig og trak mig ud gennem døren, mens jeg forgæves 

råbte: 

- Jamen, det kan I da ikke, det har I da ingen ret til, her er 

jo ingen regler, det må I ikke, det passer ikke, det er falske 

anklager, giv mig da lov til at forsvare mig, der må da være 

appelmuligheder? Hører I? Jeg klager til jeres postmaster!!! 

Bonderøve! Racister!!! 

Lyden af mine råb gav genlyd i gangene, mens de to mænd 

slæbte mig brutalt tilbage til cellen. De flåede celledøren op 

og kylede mig i rummet. 

Så blev døren smækket i og jeg hørte nøglen blive drejet 

rundt. 

NO CARRIER 

10. kapitel 

Min 

elskede 

dk.chat 

1. afsnit 

Asfalten blødte. 

Hedebølgen kørte nu på tredie uge og alt i byen foregik i 

slowmotion. 

Luderne stod og kiggede langt efter kunderne. 

Meget langt. 

Varmen lagde en dæmper på de flestes lyster. Faktisk foretrak 

de fleste at sidde i skyggen, i nærheden af ventilatoren 

og med en whiskey on the rocks inden for rækkevidde. Helst 

helt uden whiskey. Kun is! 

I lejligheden overfor sad saxofonisten i vindueskarmen 

og røg. Han var som sædvanlig ved denne tid kun iført et par 

pyjamasbukser og en net-undertrøje. Saxofonen lå glinsende 

i solen ved siden af. 

Jeg lænede mig tilbage i skrivebordstolen og smed benene 

op på bordet. 

Fra inderlommen fiskede jeg en cigaret frem og tændte 

den. Jeg blæste en stribe røgringe op luften, som hurtigt blev 

skåret i småstykker af propellen i loftet. 

✶ 

Jeg skylder måske nye læsere at præsentere mig selv? 

Navnet er P. Moldau. 

Privatdetektiv. Opdager. Professionel snushane! Parat til 

at rykke ud for 20$ i timen plus omkostninger. 

Mit lurvede kontor ligger på 3. sal i en kontorbygning i et 

af byens mindre pæne kvarterer. 

Men pyt. Jeg klarer mig. Jeg laver ikke skilsmissesager, 

finder bortløbne kæledyr eller børn. Men ellers alt muligt 

andet. Næsten. 

Jeg har investeret i det nyeste teknologiske udstyr - en 

computer med Internetadgang. Så jeg er up-to-date! 

Forretningen går faktisk godt - sådan da. Hvis det ikke 

lige var for en måneds ufrivillig 'ferie': 

Den opmærksomme læser vil sikkert huske, at jeg i min 

forrige beretning på skammeligste vis blev forvist til en fugtig 

celle af en større samling dk.chattere, der - under dække 

af anonymitet - gennemførte en skueproces af kafkaske dimensioner 

og i enstemmighed dømte mig til forvisning fra 

Nettet. 

Hele DEN tragiske historie kan læses på de foregående 

sider. 

Hvordan kan jeg så pludselig sidde her tilbage på mit ydmyge 

kontor, vil mange sikkert spørge. 

Elementært, kan jeg svare - med henvisning til en af mine 

mere berømte kolleger. Elementært, for intet kan holde P. 

Moldau indespærret! 

✶ 

Hm... Det var nu egentlig lykkedes meget godt, måtte jeg 

indrømme. 

Den fugtige celle stod i skærende kontrast til varmeinferno, 

som byen nu var indhyllet i. 

Fugten drev ned af de ru vægge og gulvet var fyldt med 

rotter og mus, der pilende over gulvet forsøgte at spise den 

spartanske føde, som jeg blev udsat for af mine fangevogtere. 

Det eneste dagslys kom fra en tremmebefæstet vindue i 

det øverste hjørne - det vindue, der netop blev min billet til 

friheden. 

Mine mange forsøg på at vriste de tykke jerntremmer fri 

af den møre cement var ganske vist mislykkedes, ligesom 

det heller ikke havde været muligt at opløse hverken tremmer 

eller murværk med noget af den 'føde', jeg fik serveret. 

31

At dømme efter de gastronomiske kvaliteter ville det ellers 

være nærliggende. Spiseligt var det i hvert fald ikke. 

Men jeg fik uventet hjælp udefra: En dag modtog jeg nemlig 

en anonym mail med en vedhæftet fil! 

32 

✶ 

Nu sad jeg tilbage på kontoret. Men ak, verden var forandret! 

dk.chat var i hvert fald! 

Der var sket en revolution! 

Det var tydeligt, at min forvisning havde været et led i en 

nøje udtænkt plan! 

Først var den selvudråbte diktator Svend Erik Jensen blevet 

styrtet og var tvunget i eksil i det franske. 

Samtidig havde en relativt lille gruppe på meget kort tid 

sat deres daglige produktion af indlæg op, så dk.chat pludselig 

- midt i ferietiden - svømmede over med 500 indlæg 

om dagen! 

Og godt hjulpet af den religiøse magtelite under Broder 

Makholms ledelse havde man sønderbombet dk.chat med 

666 udgaver af Dansk OST - Ofte Stillede Tåbeligheder. 

Alle svarede på alle indlæg, som igen blev besvaret af 

alle, hvis indlæg så igen blev besvaret af alle! dk.chat var 

ET stort pyramidespil. 

Og NetPolitiet slog samtidig ned med hård hånd på de 

sagesløse nybegyndere, der dristede sig til at afprøve deres 

software i dk.chat, postede små billeder af deres våde mis 

eller talte med store bogstaver til forsamlingen. 

Nu begyndte reaktionen at komme fra de chattere, der intetanende 

vendte hjem fra ferie: De opdagede, at det ville 

tage dem flere dage at nå up-to-date med de mange indlæg. 

En efter en gav de op og annoncerede deres afgang - andre 

var allerede stille og roligt forsvundet. 

Forsvundet i eksil til andre nyhedsgrupper? Til dk.edb? 

dk.general? Eller måske til dk.politik??? (så måtte de da være 

totalt afhængige). 

Jeg kiggede ned af min nyreviderede liste over aktive 

dk.chattere - det var tydeligt, at dk.chat var forandret! 

Nye navne var kommet på listen, mens jeg havde været 

spærret inde af de ny magthavere - andre navne var forsvundet. 

Klikedannelser og killfiltre hørte til dagens orden. 

Hvordan skulle jeg komme ind på livet af de nye herskere? 

Jeg måtte indsmigre mig i kliken, forsøge at komme på klodshold 

- og finde ud af, hvordan jeg kunne redde dk.chat. 

Men samtidig måtte det ske forsigtigt - således at jeg ikke 

pludselig påberåbte mig den herskende elite's vrede og atter 

engang blev sendt ud i glemslens mørke. 

✶ 

Jeg lænede mig tilbage i stolen og tændte dagens 15. smøg. 

Jeg lukkede nederste skuffe op i skrivebordet og fandt den 

halvtomme whiskeyflaske frem af gemmerne. 

Jeg havde nu læst ca. 10000 indlæg igennem uden at jeg 

havde fundet en 'indgang' til de nye magthavere på dk.chat. 

Og dog... 

Pludselig faldt mit blik på et indlæg, der handlede om, at 

dk.chat-juntaen holdt natlige telefonmøder, hvor strategien 

blev lagt. 

Her var chanchen, tænkte jeg. 

Jeg greb telefonen og tastede det famøse nummer. Herefter 

tastede jeg den 'hemmelige kode', der var blevet offentliggjort 

i en masse andre indlæg, og ventede... 

2. afsnit 

I starten var der stilhed... 

Så hørte jeg pludselig en kraftig vejrtrækning... 

- Er det dig, Frederik?, lød en kvindestemme. 

- Else?, sagde en anden. 

- Lene, er du der?, indskød en stemme. 

I baggrunden lød der en svag stønnen. 

- Er der nogen på linien, der er til læder?, spurgte en 

stemme 

Jeg hørte et rør blive lagt på. 

Det er vist en blindgyde, det her, tænkte jeg, og smed røret 

på. 

Jeg tog en ordentlig slurk af whiskeyflasken og begyndte at 

scrolle dk.chat-indlæggene igennem igen. 

Mit blik faldt på omtalen af en ny mailingliste. Ville man 

lave en dk.chat i chatten? 

Nej, ved en nærmere gennemlæsning gik det op for mig, 

at der var tale om mailingliste, der skulle bruges til udveksle 

erotiske noveller, chatterne imellem. 

Måske lå her indgangen til et dybere lag hos dk.chatterne? 

Jeg kiggede lidt på betingelserne for mailinglisten: 

NOVELLE MAILLISTE for dk.chat'ere 

Forslag til regler om en mailliste, hvis formål er at få 

respons på sine erotiske noveller i et afgrænset forum 

af erotiske novelleforfattere. 

Hmm. Hvorfor oprettede de ikke bare dk.erotik? Det ville 

da blive et sikkert hit! 

1) at man først kan optages, når man har sendt en novelle, 

som har fået positiv kritik af de eksisterende medlemmer. 

Emailadressen er dkchatnov@usa.net med "ny 

forfatter" som 'subject' og selve novellen i brødteksten 

(selve brevet). 

Hm... Jeg overvejede lidt, hvordan de første medlemmer var 

blevet udpeget? 

2) at novellerne skal have et erotisk tilsnit. 

Et erotisk til-snit? Skulle der nu snippes igen? Var de ikke 

meget fixerede på afskårne legemsdele? 

3) at novellerne skal for så vidt muligt være skrevet i et 

sobert sprog. 

For så vidt muligt? Hm. Blot en mindre gennemlæsning af et 

par indlæg i dk.chat, afslørede vist, at et 'sobert sprog' og 

dk.chat var to uforenelige størrelser. 

4) at man højst må sende en novelle om ugen. 

Nå, en begrænsning af chatteres skrivelyst var ellers ikke på 

tapetet generelt... 

5) at man mindst skal sende en novelle i kvartalet. 

Aha... 

6) at Heidi Bille er med fra starten. 

Nå, det var her, hun gemte sig. Jeg troede, at hun var på 

bryllupsrejse! 

7) at omdelte noveller ikke videregives til yderligere 

distribution uden forfatterens samtykke. 

Nåda - det skal ovenikøbet holdes hemmeligt! 

8) at materialet som sendes til listen er ens egen kreation. 

Jeg fik en god idé. 

Jeg kunne jo forfatte en erotisk novelle og på den måde 

komme på mailinglisten. 

Så ville helt automatisk få tilsendt de andres noveller og 

kunne på den måde afsløre deres inderste tanker... 

Min elskede dk.chat

Jeg satte mig fluks til computeren og begyndte at digte 

løs... 

Det største problem var næsten, at novellerne jo skulle 

være selvoplevet! 

Den våde, villige Venus 

En novelle af P. Moldau 

Det var en mørk og stormfuld nat. 

Jeg sad i min bil på én af de sædvanlige overvågningsopgaver. 

Regnen piskede mod ruden og vinduesviskerne 

kæmpede en forgæves kamp for at holde regnen væk 

fra forruden. 

Huset, som jeg holdt under observation, tilhørte den 

stenrige Patricia, der som arving til Sternwoodmillionerne, 

levede et liv i sus og dus i den rige del af 

byen. 

Min opgave var at sikre mig, at hun ikke havde mandlige 

bekendtskaber. En vigtig forudsætning for at hun 

fik del i arven, var netop, at hun bevarede sin kyskhed. 

Der var tændt lys i den del af huset, hvor hendes sovegemakker 

lå. Jeg havde flere gange set hendes velproportionerede 

krop passere forbi i silhouet bag de 

nedrullede gardiner. 

Så blev lyset pludselig slukket - og huset indhyllet i 

mørke. 

Jeg lænede mig tilbage i sædet, forberedt på en lang 

begivenhedsløs nat. 

Jeg må have blundet, for jeg vågnede ved, at en 

spansktalende kvinde ruskede i mig. 

- Señor, señor, skreg hun. 

Hun forklarede mig, at hendes herskerinde er syg, og 

at jeg måtte komme med det samme. 

Jeg genkendte kvinden. Hun var stuepige hos Patricia. 

Jeg sprang hurtigt ud af bilen, og fulgte efter kvinden. 

Hun lukkede mig ind i huset og pludselig stod jeg i 

den enorme hall, hvor en imponerende trappe ledte op 

til gemakkerne på første sal. 

Stuepigen trak min drivvåde cottoncoat af, og tog min 

hat af og hængte begge dele til tørre på stumtjeneren 

inden for døren. 

Så gjorde hun en fejende bevægelse, hvorefter hun 

langsomt begyndte at gå op ad trappen. 

Jeg fulgte efter. 

Hun stoppede foran en dør og bankede forsigtigt på. 

- Jææææh, lød det spagt bag døren. 

Hun lukkede døren op og gelejdede mig ind. Derefter 

gik hun baglæns og nejende ud af døren, som faldt i 

efter hende. 

2. afsnit 

Midt i rummet stod en stor seng kun svagt oplyst af 

en sengelampe. Jeg gik langsomt frem i rummet i retning 

af sengen. 

Pludselig hørte jeg et svagt klik - og døren bag mig 

blev låst. 

- Miss?, Miss Patricia?, spurgte jeg forsigtigt. Er der 

noget jeg kan hjælpe Dem med?, fortsatte jeg i samme 

toneleje. 

Jeg nærmede mig forsigtigt sengen. Den var tom. 

- Blev du våd, hørte jeg en stemme sig bag mig. 

Jeg vendte mig om - der stod Patricia kun iført en 

badekåbe. Hendes sensuelle læber var blussende røde, 

og hendes hår glinsede af væde, som var hun lige kommet 

ud af badet. 

- Prøv at mærke, hvor våd jeg er..., hviskede hun, 

men hun forsigtigt krængede slåbrokken til side og afslørede, 

at hun var nøgen indenunder. 

Jeg gik et skridt tilbage, men hun fulgte efter og stod 

nu foran mig. Umiddelbart bag mig var sengen. Trådte 

jeg et skridt tilbage ville jeg havne midt i dynehavet. 

Patricia tog fat i mit slips og begyndte at løsne det. 

- Jeg så dig sidde nede i bilen, sagde hun med sin 

sensuelle stemme. Og jeg syntes, at det var spild at et 

godt stykke mandfolk. 

Hun trak i slipset og lod det falde på gulvet. Så begyndte 

hun forsigtigt at knappe skjorteknapperne op 

med den ene hånd, mens den anden var gået i gang med 

at bearbejde livremmen. 

Jeg forsøgte at gøre mig fri, men i stedet skubbede 

hun mig bagover, så jeg nu lå på sengen. 

Hun trak mine bukser af mig med et hurtigt ryk. 

- Jeg er sikker på, at du meget hellere vil være her 

sammen med mig i stedet for at sidde i en fugtige, kolde 

bil, fortsatte hun. 

Forblændet af hendes skønhed lod jeg hende fjerne 

mine underbukser og undertrøje. 

Hun satte sig overskrævs på mig og sig glide ned 

over mig og begyndte at bevæge sig rytmisk frem og 

tilbage siddende overskrævs på mig. 

Jeg vågnede ved at solen blændede mig. Jeg kiggede 

mig forskræmt omkring og opdagede, at jeg sad i min 

bil. 

Hvor var Patricia? 

Var det hele bare en drøm? 

En våd drøm? 

Jeg lænede mig tilbage i stolen og kiggede på det, jeg havde 

skrevet. 

Jeg spekulerede på, om den historie var erotisk nok til at 

få mig meldt ind i mailinglisten. Ville historien pirre fantasien 

hos de dk.chattere, der ellers ikke i deres indlæg overlod 

noget til fantasien? 

Jeg besluttede mig for at poste min novelle til 

dkchatnov@usa.net og ventede så spændt på reaktionen. 

Et par timer senere tjekkede jeg min email-postboks, som 

jeg plejede at gøre flere gange om dagen. 

Og nu var der pludselig dukket en mail op fra en kendt 

dk.chatter! 

Jeg kiggede forvirret på mailen. Hvor havde han min 

adresse fra? 

Jeg åbnede mailen og opdagede, at der var tale om et bidrag 

til novellelisten! 

Min novelle var altså blevet accepteret af censurkomiteen. 

Jeg var inde i varmen!!! 

Og nu havde jeg fået tilsendt den første erotiske novelle. 

Nu kunne jeg komme ind under huden på de famøse 

dk.chattere - nu ville selv de mest begærlige drømme og tanker 

komme for en dag. 

Jeg gik i gang med at læse mailen: 

Adressaten ubekendt 

En erotisk novelle 

af Finn Frode Hansen (Taastrup) 

3. afsnit 

Jeg sad på bodegaen i City2 og nød en stille øl. 

Som sædvanlig havde jeg måttet brokke mig til tjeneren 

over, at den øl, han først havde serveret for mig, 

var udløbet. 

Men nu havde jeg som et plaster på såret fået serveret 

et stort glas fadøl og havde derefter kastet mig over 

min yndlingsbeskæftigelse - nemlig at kigge på 'sild i 

storcenteret'! 

Jeg havde ikke siddet særlig længe, før jeg fik øje en 

pragtfuld pakke. 

Hun kom gående med indkøbsvognen hen fordi bodegaen. 

Jeg sendte hende mit sædvanlige borende blik, som 

jeg normalt brugte til at afsløre, om der var penge i de 

postforsendelser, jeg sorterede. 

Hun kunne mærke det. Hun stoppede op ud for mit 

bord og stirrede sultent på mig. 

33

34 

Mit vindende smil gjorde hende blød i knæene. 

- Sæt dig ned, min skat, sagde jeg bydende, mens jeg 

vinkede efter tjeneren. 

- Sådan en tøs som dig kan da godt bruge noget køligt 

her i sommervarmen, ikk?, spurgte jeg. 

- Jo..., fremstammede hun, uden tvivl paralyseret af 

min smukke krop, der i sandhed lyste op her i centret. 

Efter at have siddet og drukket lidt, så gjorde jeg mig 

klar til at levere dagens bemærkning: 

- Hør skat - vil du ikke med hjem og se min frimærkesamling? 

Den tog altid kegler! 

Herefter fulgte en længere beskrivelse af, hvordan novellens 

hovedperson slæbte kvinden med hjem, udførte diverse gymnastiske 

øvelser i soveværelset sammen med hende og derefter 

diskuterede forskellige former for postbefordring til den 

lyse morgen. 

Jeg lukkede mailen og besluttede mig til at checke post 

igen. 

Denne gang var 5 nye noveller i 'indbakken'. Det var da 

utroligt så produktive, de chattere dog var - på trods af, at de 

også skulle passe deres daglige dosis af indlæg. 

Jeg løb listen igennem: 

Lise-Lotte Gerding: Mit liv som hund. 

Birgitte Jensen: Mit liv som Golden Retriever. 

Bertel Lund Hansen: Mit liv med Fido 

Lene Guldmann Jacobsen: Mit liv som hoppe. 

Det var dog den sidste novelle, der fangede mit blik: 

Claus BH Sørensen: Windows-kiggeri. 

Jeg begyndte at læse: 

Novellen startede med en lang malende beskrivelse af, 

hvordan hovedpersonen optændt af et stort begær kravlede 

op i Gåsetårnet med en stjernekikkert. Men det var ikke stjerner, 

han ville kigge på, men derimod sit hjertes udkårne. 

I næste afsnit stod han så nedenfor hendes vindue og forsøgte 

at belure beboeren. 

Desværre lå dennes lejlighed på første sal, hvilket umuliggjorde 

det en hel del. 

Han havde først prøvet at hoppe op og ned, men det havde 

lavet for meget larm og tiltrukket naboernes opmærksomhed. 

I det efterfølgende afsnit havde hovedpersonen så fået fat 

i en stige, som han nu sad overskrævs på, mens han savlende 

beskrev, hvad han så bag ruderne. 

Men pludselig havde han opdaget, at en anden fyr stod 

gemt i buskadset og forsøgte at kigge ind af det samme vindue! 

Så kom de to vindueskiggere op at slås som to hanekyllinger. 

Slagsmålet var sluttet brat ved, at den anden fyr havde 

slået hovedpersonen oven i hovedet med stjernekikkerten. 

Så han kom alligevel til at se stjerner den aften. 

Men ikke stjernen i sit liv... 

Hm. Underlig historie, tænkte jeg. Ikke særlig erotisk. Men 

på den anden side, så kunne man jo aldrig vide, hvad der 

tændte folk! 

✶ 

Jeg rejste mig og strakte mig. 

Det var nu utroligt, hvad der pludselig væltede frem af 

sexuelle frustrationer blandt de kære chattere. 

Var deres behov så uopfyldte og deres begær så uslukkelige? 

Jeg begyndte at forstå, hvordan det kunne være, at hver 

eneste tråd - emnet ubetragtet - altid endte med at handle om 

sex. 

Jeg overvejede, om det var en nødvendigt at tage et koldt 

brusebad, inden jeg læste videre. 

Nej, jeg måtte lige kigge... 

Jo, atter en gang lå der en hel stribe noveller i indbakken: 

Mikkel Monberg: Marsvinet og gaffatapen 

Jacob Albers: Sådan fik jeg Tori Spelling til at smide tøjet 

Svend Erik Jensen: Hør skjønne sild! Skal du smage min pik 

hvar'? 

Thomas Boelskifte: Heil, Ich heisse Anke... 

Else Segelund: Da æ griis å Moffe bleu øjsen... 

Torben Bo Pedersen: Brændende kærlighed 

Jeg begyndte at læse den sidste novelle: 

Brændende kærlighed 

Af Torben Bo Pedersen 

Hun stod dér midt i brændenælderne. Hun så op, da 

hun hørte mig nærme sig. 

Solen bagte fra en skyfri himmel og jeg så, at hun var 

nøgen. 

Hendes chokoladebrune krop vidnede om lang tids 

arbejde i solen med hakkejernet. 

Brændenælder stod højt omkring hende, enkelte nåede 

helt op til hendes smukke bryster, der enkelte steder 

var rødblussede, hvor brændenælderne havde strejfet 

hende. 

Jeg kiggede på hende med mit mest ydmyge blik. 

Uden at sige et ord vendte hun sig om og gik over mod 

de to frugttræer bagerst i køkkenhaven. 

Jeg fulgte efter. 

Hun stod nu i skyggen af frugttræerne med to reb. 

Jeg mærkede mit lem vokse, da hun forsigtigt bandt 

mine arme fast til en gren på hvert sin træ. 

Jeg stod nu udtrakt mellem de to frugttræer, da jeg 

mærkede hendes svedige krop smyge sig op af mig, 

mens hun forsigtigt med beskærersaksen klippede mit 

tøj op og lod det falde på jorden. 

Et øjeblik efter stod jeg helt nøgen - stadig fast bundet 

- foran hende med mit erigerede lem strittende frem. 

Hun blev tydeligvis ophidset af synet, mens hun fæstnede 

et reb til hver af min fødder. 

Hun forlod mig et øjeblik - efter at have givet mig et 

vådt kys på læberne -, men kom snart efter tilbage. 

Hun stod bag mig, og pludselig mærkede jeg en brændenælde, 

hun langsomt førte op langs indersiden af mine 

ben. 

Det gøs i mig, da hun strejfede mit skridt, for derefter 

at forsætte op langs ryggen. 

Da hun havde forvandlet hele min krop til en kløende 

masse, efterlod hun mig igen. 

Kort tid efter kom hun tilbage med et birkeris og begyndte 

rytmisk at piske mine blussende baller. 

Jeg hvinede af smerte og fryd for hvert slag, der ramte 

mig, hjælpeløs, som jeg hang der, totalt overladt til hendes 

nåde. 

Atter en gang forlod hun mig udspændt mellem de to 

frugttræer. 

Det gav mig tid til at sunde mig oven på slagene og 

forberede mig på det næste, hun ville 'behandle' mig 

med. 

Atter hørte jeg hendes skridt bag mig. Endelig, tænkte 

jeg, mens jeg stønnede blidt. 

Så hørte jeg hende starte motorsaven. 

Atter en gang tog jeg mig til hovedet. Hvad foregik der inde 

i de chattere? 

Jeg rejste mig fra skærmen og gik et par gange rundt om 

skrivebordet. 

Jeg kastede et blik ud af vinduet, hvorfra jeg kunne se 

luderne i deres nedringede bluser og deres opslidsede nederdele 

- stadig ventende på kunder. 

I lejligheden over for lå saxofonistens saxofon stadig i 

vinduekarmen, men fra lejligheden hørtes frydefulde hvin. 

Utroligt, at de kunne gøre det i den varme, tænkte jeg, og 

kastede et længselsfuldt blik i retningen af lejligheden. 

På brandtrappen overfor sad en fyr og en pige tæt. Han 

Min elskede dk.chat

havde sin hånd dybt begravet mellem hendes ben, mens hans 

bearbejdede hendes tunge med sin. 

Jeg vendte mig mod computerskærmen igen. 

Både den virkelige og den virtuelle verden var åbenbart 

gennemsyret af sex og begær. 

Jeg checkede postkassen igen. 

Også denne gang svømmede 'indbakken' over med erotiske 

noveller. 

Frederik Siemssen: Skal jeg sluge det? 

Andreas L. Olesen: Olesenbanden på skraldespanden 

Simon Mikkelsen: Så hev jeg tryllestaven frem... 

Toke Eskildsen: Kan man kneppe i en kano? 

Broder Makholm: Nonnernes hus 

Alligevel var det René Sørensens bidrag, der fangede mit 

øje: 

Eluder: Stripperen 

Jeg printede mailen ud på papir og lagde mig over på ottomanen 

for at læse. 

4. afsnit 

Stripperen 

En 'roadmovie' af Eluder 

Jeg lå som sædvanlig på landevejen i min Volvo lastbil. 

Tågen lå som en tyk dyne over vejen, mens jeg drønede 

af sted op ad bakken. 

Pludselig lød der en skratten fra radioen. 

Jeg greb mikrofonen og gjallede mit kaldenavn ud i 

æteren. 

- Hun stripper i aften, lød en stemme... 

- 10-4, svarede jeg. 

- Nej, det er allerede kl. 9, svarede stemmen. 

- Jamen, 10-4, sagde jeg. 

- Nej, nej, showet starter klokken ni, lød stemmen, 

lettere irriteret. 

- Okay, gummiand, fortsatte jeg. 

- Du skal ikke tage kondomer med, svarede stemmen. 

Det er kun et stripshow. 

- Ja, ja, rubberduck, ten-four, svarede jeg, forundret 

over de mærkelige svar. Det var tydeligt, at ham i den 

anden ende ikke var inde i CB-jargon'en. 

4. afsnit 

Jeg drejede fra ved første frakørsel og satte kursen 

mod mødestedet. 

Mødestedet var en stor plads lidt uden for en mindre 

købstad. Jeg opdagede, at der allerede var mødt en del 

op. 

Lastbilerne holdt i en cirkel med front mod en lille 

arena i midten af pladsen. 

En del af de holdende vogne var forsynet med containere 

ligesom min, andre holdt bare med chassis'et 

tomt. 

Overfor mig holdt en MAN - en skraldebil, tænkte 

jeg forundret. Det var sjældent at den slags vogne blandede 

sig i selskabet. Chaufføren sad bag rattet og ladede 

op til aftenens show ved at læse en 'Kim'-bog. 

Ved siden af skraldebilen holdt en Scania. Jeg kunne 

ikke se fyren bag rattet, da hele kabinen var fyldt med 

røg. 

Nu skulle det blive spændende, hvilket show, vi skulle 

se idag. 

Jeg tog en øl op af posen ved siden af sædet, checkede 

udløbsdatoen og knappede den op. 

Pludselig gik musikken i gang. Fra én af bilerne 

strømmede The Coors ud over anlægget. Alle de holdende 

lastbiler tændte deres lygter. 

Lyskeglerne skar sig gennem tågen og oplyste hele 

pladsen foran lastbilerne. Inde i midten stod en enlig 

skammel. 

Pludselig kom hun ridende ind på scenen. Hun var 

iført et Dolly Parton-western-dress og steg elegant ned 

fra hesten. 

I takt til musikken tog hun først sit cowboyhat af, 

kastede den gennem luften, hvorefter den landede på 

hestens hoved. Hesten luntede diskret væk fra scenen 

efterladende sin rytter i lyskeglernes skær. 

Hun drejede sig hurtigt rundt, og hendes brune hår 

bølgede i vinden. Hendes parfume blandede sig med 

den friske luft af diesel, der hang over pladsen. 

Hun smøg langsomt sin frynsede cowboyjakke af, 

roterede den et par gange over hovedet og sendte den 

gennem luften. 

En af de andre chauffører greb den med et 'Yieppie'. 

Jeg ærgrede mig over, at det ikke var mig, der havde 

fået den, men man kunne måske håbe på, at få fat i et 

andet klædningsstykke som souvenir? 

Hun satte sig ned på den lille skammel og tog forsigtigt 

en ene comboystøvle af. 

Sporene klirrede, da hun lod den anden dumpe ned 

ved siden af. 

Musikkens intensitet steg, da hun spændte pistolbæltet 

op og lod det falde sammen med cowboybuk- 

serne. 

Nu stod hun tilbage, kun iført en sort hofteholder, et 

par minimale trusser og en pikant bh. 

Hun lod først den ene strop glide ned. Herefter fulgte 

den anden, og pludselig var bh'en væk. 

En chauffør dristede sig til at tude i hornet - og straks 

genlød hele pladsen af en øredøvende tuden, mens tilskuerne 

betragtede hendes store 'jader'. 

Hun strakte armene til alles store beundring og slyngede 

bh'en over hovedet. Flere af tilskuerne var halvejs 

ude af bilerne for gribe den, men desværre sigtede hun 

for højt. Istedet landede bh'en på den lille Michelinmand 

med lys i, der sad øverst på én af bilerne. 

Hun bøjede sig forover og løsnede hofteholderen. 

Frontruden begyndte at dugge, og jeg skyldte mig at 

tørre den af med mit lommetørklæde. 

Da jeg atter kunne se ud af ruden, var hun væk: Jeg 

fik kun lige et glimt af hende, idet hun sprang på hesten 

med et elegant spring, mens de forsamlede chauffører 

atter en gang tudede med deres horn. 

Tilbage på scenen lå hendes små, sorte trusser, som 

hun havde smidt som det sidste. 

Jeg bladrede tilbage i det, jeg havde læst. 

Der var ved at danne sig et billede her. Der var en rød tråd 

i de mange historier. 

Jeg rejste mig fra ottomanen og gik hen til computeren. 

Jeg satte den til at printe de andre historier ud og gik i 

gang med at sammenligne dem. 

Et par timer efter kunne jeg kigge på dusinvis af sider godt 

overstreget med gul markup-farve og kuglepensstreger. 

Det havde været et minutiøst og krævende arbejde, men 

det havde båret frugt! 

Løsningen lå lige foran mig! 

Jeg løb papirerne igennem igen. 

Jo, den var god nok. 

Det VAR sådan, det hele hang sammen. 

Jeg havde gjort det igen! 

Heureka! 

Jeg satte mig til computeren og skrev en rapport, der forklarede 

det hele. 

Rapporten ville jeg poste i dk.chat - så alle dk.chattere 

kan se, hvordan det hele hænger sammen. 

Løsningen. 

Redningen! 

Og der var ingen tvivl om, at jeg nu ville blive dagens 

helt. De kære dk.chattere ville bære mig i guldstol gennem 

35

Cyberspace. 

Hm... tænkte jeg - det kunne være at jeg skulle benytte 

lejligheden til at gøre lidt reklame for mig selv og min virksomhed, 

nu jeg var igang? 

I disse tider med falske emails og spam, så var der vel 

brug for en privatdetektiv på Nettet? 

Jeg forfattede hurtigt en lille reklametekst om mig selv og 

fandt et vellignende billede frem, som jeg vedhæftede som 

en binær fil. 

Så var jeg klar til poste det indlæg, der for alvor skulle 

sætte tingene på plads, genskabe optimismen - og måske 

skaffe mig nogle flere kunder. 

Hm. Måske jeg skulle crossposte indlægget til samtlige 

nyhedsgrupper? 

Når alt kom til alt, så indeholdt det jo to vigtige oplysninger: 

Løsningen på dk.chats problemer 

Privatdetektiv på Nettet. 

Jeg foretog de fornødne forberedelser og trykkede på 'Send'. 

36 

Redaktionel note: 

5. afsnit 

Det har desværre ikke været muligt at fremskaffe 5. afsnit af 

Min elskede dk.chat. 

Afsnittet blev ganske vist postet til dk.chat torsdag den 

30. juli 1997, men afsnittet blev offer for en 'cancelbot', idet 

indlægget blev 'canclet' som konsekvens af en kampagne, 

der blev kørt mod uvelkomne spam-indlæg. 

Se nedenstående: 

Jeg har canclet nedenstående indlæg (jævnfør subject) 

Begrundelse: 

1) Reklame for 'opdagervirksomhed' i grupper, hvor reklamer ikke er tilladt. 

2) Bevidstløs crossposting til mange grupper i hierakiet 

3) Binær attachment vedhæftet i grupper, der ikke undeholder ordet 'binaries'. 

Header vedlagt: 

------------------------------------------------------------------------------- 

From: palle_moller@geocities.com 

Newsgroups: dk.admin,dk.chat,dk.edb,dk.edb.internet,dk.fritid.motorcykel, 

dk.videnskab,dk.sport.volleyball 

Subject: Min elskede dk.chat {5-5} 

Lines: 4592 

Date: Thu, 31 Jul 1997 15:22:09 GMT 

Summary: http://www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/ 

Organization: P. Moldau - Privatdetektiv 

Reply-To: palle_moller@geocities.com 

Message-ID: 

X-Newsreader: Forte Agent 1.5/32.451 

MIME-Version: 1.0 

Content-Type: text/plain; charset=ISO-8859-1 

Content-Transfer-Encoding: 8bit 

------------------------------------------------------------------------------v.h. 

Karl Jeppesen 

P. Moldau 

og de 

skøre 

dk.chattere 

1. del 

Det var fuldmåne. 

I det fjerne hørte jeg en hund hyle. 

Luderne havde taget opstilling nede på hjørnet som sædvanlig. 

Det tegnede vist til en stille aften. En taxa susede 

forbi, efterladende en stank af diesel. 

Atter en gang hørte man den hylende hund. Et vindue blev 

revet op - og en vred stemme råbte noget efter hunden. 

I saxofonistens lejlighed overfor var der helt mørkt. Han 

P. Moldau og de skøre dk.chattere

var sikkert ude at spille. Ventede jeg oppe længe nok, så 

ville jeg se ham komme dinglende hjem ved morgentide, arm 

i arm med en af korpigerne. 

Hundens hylen tog til i styrke. 

Så lød to hurtige skud efter hinanden. 

Og hundens hylen forstummede. 

✶ 

Nu var kun lyden af byens puls tilbage: Taxaernes brummen 

og tuden i hornet, musikken fra de små barer og danserestauranter, 

og den knitrende lyd fra den defekte neonreklame 

på HOT L'let på hjørnet. 

Jeg smed mit cigaretskod ud af vinduet, knipsede en stor 

edderkop væk fra vindueskarmen og rullede vinduet ned. 

Så satte jeg mig tilbage på stolen ved skrivebordet og computeren. 

Jeg kastede et blik på den blåhvide skærm. Atter en gang 

havde jeg fundet news:dk.chat frem. 

Mit smertensbarn. 

Hvad skulle jeg dog stille op med dk.chat? 

Siden min første sag (som kan læses på http:// 

www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/jagten.html), havde 

jeg forsøgt at komme ind på livet af chatten og chatterne. 

Uden held. 

Det var tydeligvis en sammenspist gruppe, der ikke ville 

lukke fremmede ind. 

For en måneds tid siden havde jeg oplevet den tort, at et 

indlæg fra min hånd, der én gang for alle skulle løse chattens 

problemer, var blevet slettet fra alverdens nyhedsservere af 

en emsig chat-moderator. 

Han var ovenikøbet gået så langt, at han havde fået mit 

abonnement hos en lokal internetudbyder afbrudt - alt sammen 

under henvisning til, at jeg skulle have forsøgt at sende 

SPAM til gruppen. 

Utroligt. 

Som om en lillebitte henvisning til P. Moldau's privatdetektivbureau 

kunne skade nogen. 

Især, når man tænkte på alt det, jeg havde gjort for chatten! 

Jeg var skuffet - og deprimeret. 

Og nu sad jeg så igen foran skærmen. 

Ved siden af mig stod en flaske whiskey. Jeg havde forlængst 

tømt køleskabet for udløbne øl, det eneste, der lå tilbage 

i det ellers tomme køleskab var en lommelygte. 

Hvordan lommelygten var havnet i mit køleskab overgik 

min forstand. 

Havde jeg glemt den i køleskabet da jeg for et stykke tid 

siden havde forsøgt at afdække mysteriet om den lille lampe 

inde i køleskabet virkelig BLEV slukket, når døren blev lukket? 

1. del 

Eller var den pludselig blevet transmogriffet ind i køleskabet 

fra en anden dimension? Fra cyberspace? 

Nå - det var et sidesping. 

Nu havde jeg kastet mig over den whisk(e)y, jeg ellers 

plejede at hælde på mine cornflakes om morgenen. 

✶ 

Jeg var startet HELT forfra på chatten. De sidste par nætter 

havde jeg tilbragt foran skærmen i selskab med 40000 

dk.chat-indlæg. 

Jeg måtte kunne finde løsningen her. Der MÅTTE være 

en sammenhæng, en rød tråd, en indgangsvinkel til chatterne. 

I denne sene fuldmåneaften begyndte bogstaverne på skærmen 

at flyde noget sammen. De mange indlæg dunkede i 

baghovedet på mig. Jeg tog endnu en ordentlig slurk af 

whiskeyflasken i håb om at klare hjernen - men det havde 

nærmest den modsatte effekt. 

Var jeg ved at falde i søvn? 

Jeg rejste mig hurtigt op fra den magelige kontorstol og 

begyndte at foretage nogle englehop på gulvet. 

Jeg måtte være klar i hovedet! Jeg manglede jo stadig den 

sidste uges indlæg. 

Opildnet af disse gymnastiske øvelser satte jeg mig igen 

til rette foran skærmen, tømte flasken i et drag og faldt forover 

med et brag. Mit hovede hamrede ned i tastaturet og 

jeg gik ud som et lys. 

✶ 

Jeg slog øjnene op. 

Over mig svævede en bunke hvide skyer langsomt afsted 

over en lyseblå himmel. 

Hvor var jeg? 

Hvad var der sket? 

Var Windows95 blevet genstartet? 

Jeg drejede hovedet og opdagede, at jeg lå i en lysning i 

en skov. 

Jeg satte mig fortumlet op. 

Hvordan i alverden var jeg havnet her? 

2. del 

Jeg satte mig op og tog mig til hovedet. Jeg havde dundrende 

hovedpine - sikkert affødt af et umådeholdent 

whiskeydrikkeri. 

- Du der!!! lød en stemme pludselig bag mig. 

Jeg vendte mig om. Bag mig stod to mænd og kiggede 

forundret på mig. Den ene var iført en ringbrynje og en 

hjelm, den anden var mere simpelt klædt. Det var en lille 

fyr, der stod og gemte sig forskræmt bag ved den brynjeklædte. 

- Øh, mig?, spurgte jeg, og kiggede forvirret omkring. Vi 

var alene i lysningen. 

- Ja, du der, med mærket i panden! 

- Øh, mærket? Jeg kiggede spørgende på ham. 

Så tog jeg mig til panden og mærkede efter. Jo, der var 

ganske tydeligt et mærke i panden - det var sikkert fremkommet, 

da jeg knaldede hovedet ned i tastaturet. 

- Rejs dig op, fortsatte stemmen myndigt, og lad mig se på 

dig. 

- Rolig nu, fremstammede, mens jeg forsøgte at komme 

på benene. Jeg skal lige prøve, om jeg kan stå på min ben. 

De sover... 

- Du skal ikke teste her i chatten, hvæsede manden. 

- Øh? Tillad mig at præsentere mig selv, fortsatte jeg. P. 

Moldau. Jeg er privatdetektiv, til tjeneste!!! 

- Vi gider heller ikke have reklamer her, udbrød den brynjeklædte. 

- Jeg har ellers et fint billede af mig selv, som jeg kan vise 

dig, fortsatte jeg, men jeg begyndte at rode i mine lommer. 

- Nej nej, ingen billeder i chatten, råbte den brynjeklædte 

forskrækket. 

- Herre, lød det pludselig fra den forskæmte væbner, jeg 

tror, det er en newbie... 

- En NEWBIE!!!, skreg den brynjeklædte, og trådte en 

skridt tilbage. Så trak han et imponerende sværd frem. 

- Nej, nej, I misforstår mig, svarede jeg, og løftede afværgende 

hænderne. Jeg er IKKE en newbie!!! 

De to mænd begyndte at hviske og tiske på et svar, jeg 

ikke forstod. Var det fnarsk? Så vendte de sig om mod mig 

igen. 

- Vi fører dig til slottet, sagde den brynjeklædte, så får vi 

forklaringen! Sid op! 

- Sid op?. Jeg kiggede mig forundret omkring? Hvor var 

hesten? 

Væbneren dirigerede mig om bag den brynjeklædte og vi 

begyndte at gå. Først kom den brynjeklædte, så kom jeg - 

temmelig forvirret over situationen -, og bagerst kom væbneren, 

der rytmisk slog to kokosnødskaller mod hinanden. 

- Øh???, hr. Ridder, spurgte jeg forsigtigt, hvad hedder 

Deres hest? 

- Hesten?, svarede ridderen. Den hedder da Gin. 

- Alle heste har drinksnavne, hviskede væbneren bag mig. 

- Nå? Jeg kiggede forundret på væbneren. 

- Men det giver visse problemer, når man sidder på landevejskroen. 

Bedst, som man har taget sig sammen til at bede 

37

artenderen om en drink, så kommer staldknægten farende 

med krikken. 

Jeg rystede undrende på hovedet. 

Hvor var jeg dog havnet henne? Var det her en parallel 

verden? Var det her cyberspace? 

Pludselig stoppede ridderen op! 

- Vent, sagde han. Jeg har netop spottet én af de frygtede 

jagtedderkopper!!! 

Væbneren stak i et hyl og trak mig hurtigt tilbage. 

- Pas på - det kan blive drabeligt, hviskede han med frygt 

i stemmen. 

Ridderen var stoppet op foran et enormt spindelvæv, der 

var spændt ud mellem to træer og fuldstændigt spærrede den 

videre fremfærd. I midten af spindet sad en enorm edderkop 

med store behårede ben. Der var en aftegning på ryggen af 

edderkoppen - først troede jeg, at det var et kors, men det 

lignede nu mere et '@' 

- Det er Wild World-Web - en af de farligste jagtedderkopper, 

der findes, hviskede væbneren og så med æresflygt 

på sin herre. 

Ridderen trak sit sværd og huggede pludselig med ét hug 

edderkoppen midt over. Så brølede han 'Banzai' og begyndte 

at fægte vildt og uhæmmet med sværdet til Nettet var hakket 

i småstykker! 

- SÅ kan vi forstætte, råbte han og vendte sig svedende og 

oversprøjtet med blod mod den forskræmte væbner og undertegnede. 

Efter at ridderen havde vasket sig nødstørftigt i en nærliggende 

skovbæk fortsatte vi 'rideturen'. 

38 

✶ 

Efter at have 'redet' endnu en times tid, nåede vi ud af 

skoven. Nu kom et stort slot til syne omkranset af en dyb 

voldgrav. Fire høje elfensbenstårne knejsede mod himlen. 

- Er det...? Er det Camelot?, spurgte jeg tøvende. 

- Camelot?, vrissede den brynjeklædte, det er da 

dk.chateau! 

Ridderen rystede på hovedet over min uvidenhed. 

Vi nærmede os forsigtigt slottet. 

Broen over voldgraven gled langsomt ned og vi fortsatte 

over broen. 

Ridderen hviskede: 

- Det sværeste er at slippe forbi NetBetjentene ved indgangen. 

Væbneren løb hen til den store egetræsport og bankede 

forsigtigt på porten. I det samme blev en lem flåret til side 

og en stemme hvæsede: 

- Hvem dér... 

3. del 

Væbneren trådte forskræmt et skridt tilbage, og forsøgte at 

gemme sig 

bag ridderen. 

- Jeg er Ridder Klaus, svarede ridderen med en myndig 

stemme - luk mig ind! Jeg har fanget en newbie! 

- En newbie, lød det indefra. Berteeeeellllll!, ridder Klaus 

har fanget en newbie. Skal han lukkes ind. 

- Rolig Frode, hørte vi en anden stemme sige, lad os nu 

lige slå koldt vand i blodet. Har han læst OSS'en? 

- Ja, jeg har læst OSS'en, vrissede ridderen. 

- Ikke dig, newbi'en selvfølgelig, svarede Frode gennem 

lemmen. 

- Har du læst OSS'en, spurgte ridderen henvendt til mig. 

- OSS'en? Jeg kiggede forundret på ridderen. OSS'en for 

hvad. 

- For dk.chat selvfølgelig. Altså hvis du nu havde læst 

hele historien, så ville du se, at du nu var lidt dum! 

- Ja, jeg har læst OSS'en for dk.chat. Men hvad har det at 

gøre med... 

- STILLE, afbrød Bertel, der havde lukket en anden lem 

om. Hvad er kodeordet? 

- Kodeordet? Ridderen kiggede sig forvirret omkring. 

- Ja, løsenet, fortsatte Bertel. 

- Passwordet!!!, vrælede Frode, og kvaste en edderkop 

med en knytnæve. 

- Øhhhh, 19301930, forsøgte jeg... 

- NEEEEEJJJJJ, lød det i kor fra de to NetBetjente. 

- Har det noget med IRC at gøre?, fortsatte jeg. 

- NEEEEEJJJJJ, sig ikke det ord!!!!, råbte Frode. 

- Hvilket ord?, spurgte jeg forvirret! IRC? 

- NEEEEEJJJJJ, han sagde det igen! Frode flåede arrigt i 

de få tilbageværende hår på hovedet. 

- Du formastelige, råbte ridderen og skulede olmt på mig! 

Du ved da godt, at du ikke må have andre chatter end chatten! 

- JAAAAAA!, dér var kodeordet, råbte Bertel og Frode i 

kor! 

Så gik porten til slottet op med en dyb knagen og ridderen 

og væbneren gennede mig ind i slotsgården. 

Her mødte der os et mærkeligt skue. 

Midt inde i gården stod Jakob Schmidt og Paw Larsen. 

De var åbenbart i gang med at lege 'Cowbow og indianere'. 

- Hvordan kan man ride og skyde samtidig, spurgte Jacob. 

- Det er da nemt nok, det er jo væbnerne, der slår kokos- 

nødderne mod hinanden, så man har begge hænder fri. 

- Så gør man bare sådan her? 

Jacob løftede sin hånd og strakte pegefingeren frem mod 

den anden. 

- paw, paw, paw, sagde han, og 'plaffede' løs med begge 

hæder. 

- hov, hov, svarede Paw fortørnet. Den slags våben hører 

da slet ikke til i den her tidszone! 

Ridderen, der havde stået og set på optrinet, rystede på 

hovedet. 

- Ak ja, de unge mennesker, sagde ham. 

Fra et hjørne af gården kom Lise Lotte Gerding gående. 

Foran hende gik tre personer, iført halsbånd og hundesnor. 

- Se, sagde ridderen. Det er hvad, vi gør ved newbies her! 

- Hvem er det?, spurgte jeg forundret. 

- Det er A.C Møller, Claus M. Smith og Thomas Dorf! 

- Hvad sker der med dem, spurgte jeg. 

- Jo, de underkastes lidt lydighedstræning - efter et par 

uger er de ganske velafrettede chattere! 

Lise Lotte passerede os, mens ænsede os ikke. Al hendes 

opmærksomhed var tydeligvis rettet mod Andreas L. Olesen, 

der i øjeblikket var i færd med at rydde køkkenmøddingen 

i den anden ende af gårdspladsen. 

- Er der ikke også en chatter, der hedder Simon Mikkelsen?, 

spurgte jeg. 

- Ham har jeg ikke hørt om i lang tid, svarede ridderen. 

Har han sendt noget til dk.chat for nylig? 

Inden jeg nåede at svare, forsatte han: 

- Nå, følg så med mig! Du skal præsenteres for kongen. 

- Kongen?, spurgte jeg undrende... 

✶ 

Ridderen gennede mig ind af en dør, som førte ned i slottets 

kælder. Her var fangerummene. Rotterne piskede afsted over 

gulvet, som vi gik hen af den mørke gang. I det fjerne hørtes 

skrigen og skrålen. En del store edderkopper flokkedes på 

de fugtige vægge og på gulvet foran os. Vi kunne høre, de 

knastes under fødderne på os. 

Ridderen pegede på en celle. 

- Her opbevarer vi Gerner, fortalte han. Vi slipper ham løs 

en gang i mellem, men når han så har lavet nok ravage, så 

propper vi ham ind igen! 

På gulvet foran en anden celle stod en madskål med nogle 

enorme ben, det lignede kæberne fra et stort dyr - en spækhugger 

måske. 

- Og her opbevarer vi Inge Lindland, svarede ridderen. 

Han har vist spist op i dag. 

En dump lyd blandede sig med de høje skrig. Lyden kom 

fra en celle. Vi kiggede ind gennem tremmevinduet og så en 


mandsperson daske en tyrekalv ind i væggen, mens han råbte 

og skreg. 

- Det er bare Per Holm, ham skal du ikke tage dig af, fortalte 

ridderen. 

Vi fortsatte hen ad gangen. Skrigene tog til i styrke. 

- Hvad sker der?, spurgte jeg. 

- Kig her, svarede ridderen, og lukkede en lille lem op i en 

celledør. 

Jeg kunne se en nøgen mandsperson ophængt i sindrigt 

arrangement. Med ryggen til døren stod en læderklædt kvinde 

med en enorm ridepisk i den ene hånd. 

- Det er jomfru Pinto, der er ved at afstraffe den formastelige, 

der sendte et indlæg i hendes navn!!!, svarede ridderen. 

- Jomfru Pinto? 

- Ja, det hedder hun altså. Det er en lidt underlig betegnelse, 

indrømmede ridderen. 

Vi gik nu op ad en trappe. Den førte op til et lille forrum 

til selve riddersalen. Foran døren ind til riddersalen stod en 

lakaj. 

- Hør, Brian, sig mig lige: Kan kongen se os nu?, spurgte 

ridderen. Jeg har medbragt en newbie! 

- Ja, De kan godt gå ind, herre, svarede lakajen. Men forhold 

Eder roligt. Kongen er i gang med det daglige møde 

med sine rådgivere og tro undersåtter. 

Lakajen lukkede døren op og vi gik ind i riddersalen. 

✶ 

Det var et imponerende syn, der mødte mig. Her var en større 

gruppe af mere eller mindre kendte chattere samlet. 

Rummets vægge var dekoreret af en række store malerier 

af tidligere berømte og produktive chattere. Her var billeder 

af Kirsten Henningsen, Peter Dalgaard på sin BSA, Lars 

Balker Rasmussen, Asbjørn Højmark og Frederik Marley 

von Siemssen. 

For enden af rummet på en lille forhøjning stod en prægtig 

trone. Her sad kongen. Iført en rød kåbe med hermelinsfor 

og et stort gyldent scepter sad han og tronede dér. 

Kongen! 

4. del 

Kong SEJ den første af dk.chat! 

Han klaskede scepteret ned i armlænet på tronen og kvaste 

derved en større edderkop, der havde forvildet sig ind i 

riddersalen. 

Så pegede han på en af de fremmødte: 

- Claus BH Soerensen, hvad har du så med til mig i dag? 

4. del 

Frem af mængden trådte nu en fyr, med en stor sort kasse 

under armen. 

- Tillad mig at præsentere min seneste opfindelse, svarede 

han. 

Han satte den sorte kasse på gulvet foran kongen. 

- Hvad er det?, vrissede denne. 

- Det er en højttaler, herre..., fortsatte Claus Soerensen. 

- En HØJTTALER, råbte kongen. HVAD SKAL VI MED 

EN HØJTTALER HER I 

CHATTEN. SYNES DU IKKE FOLK ER HØJTRÅ- 

BENDE NOK? 

- Jamen, Deres majestæt, de forstår ikke, begyndte Claus 

at fremstamme. 

- Lad mig lige se den der tingest, kom det fra en fyr. 

- Lad Thomas Overgaard træde frem, svarede kongen. 

- Hør nu, begyndte Claus. Det er da mig, der er den kongelige 

troldmand... 

- Den er helt galt bygget, begyndte Thomas Overgaard, 

men han undersøgte den sorte kasse. Prøv at se her, fortsatte 

han: Et af de angivne punkter (start, slut, centrum) ligger på 

den definerede ordinat, som er beskrevet af det forangående 

respektiv efterfølgende skridt, eller angiver et bekendt punkt 

i en uregelmæssig position. Programmeringsfejl forårsager 

beregning af overskæring mellem paralelle respektiv underskæring 

mellem cirkler og det samme centrum. Afslutningen 

af proceduren umulig på grund af aktiverede supplerende 

oplysninger. Det forhindrer at komme ud af proceduren 

på grund af de aktiverede supplerende oplysninger. De 

supplerende oplysninger skal afsluttes for at komme ud af 

proceduren. 

- Jamen... 

Claus Soerensen forsøgte at blande sig i enetalen. 

- Har du iøvrigt KUN lavet én?, fortsatte Thomas 

Overgaard. 

- Jamen, hør du, Claus Soerensen hævede stemmen. 

- STILLE, råbte kongen. Mester Claus! Jeg gider ikke høre 

på jeres sludder. Du er totalt uduelig til det job. Hvis du ikke 

passer meget på, så udnævner jeg Simon Mikkelsen til overtroldmand 

her i chatten. 

- Simon Mikkelsen?, hvem er det?, lød det mumlende fra 

forsamlingen. 

- Aldrig hørt om ham?, indskød Claus Sørensen. 

- I mellemtiden kan vi måske finde anvendelse fra denne 

tingest. 

Kongen knipsede med fingrene og to lakajer løftede højtaleren 

op og satte den lige foran tronen. Så løftede kongen 

benene og placerede dem på højttaleren. 

- Ahhhh, det var lige, hvad jeg manglede. 

Pludselig fløj døren op! Ind kom kvinde skrigende: 

- Frels mig, der er en edderkop på mit kammer! 

IHHHHHHHHHHH!, hvinede hun. 

- Tag det roligt, jomfru Heidi. Få de fat i junker Ørngreen, 

så skal han klare det for Dem, svarede kongen venligt. 

Den forskræmte kvinde forlod salen. 

Et øjeblik efter kom Jesper Ørngreen farende ind i riddersalen: 

- Frels mig, der er en Bille på mit kammer! 

IHHHHHHHHHHH!, hvinede han.... 

Da roen atter havde sænket sig, trådte Ridder Rosenkrantz 

frem. 

- Jeg skal meddele majestæten, at jeg nu forlader chatten 

for at drage ud i verden i et korstog mod SPAM! 

En større jubel brød ud blandt de fremmødte, mens Ridder 

Rosenkrantz skred ned gennem salen iført rustning og 

harnisk. 

En gruppe chattere trådte nu frem foran tronen. 

De diskuterede højlydt, hvad kongen skulle have til aftensmad. 

De var tydeligvis ikke enige. På afstand lød det 

mest som en diskussion fra dk.admin. I midten af gruppen 

stod en fyr, der tilsyneladende var kok. 

- Jeg foreslår hestebøf, sagde Finn Guldmann. 

- Nej, råbte en anden - man spiser da ikke sin bedste ven, 

udbrød Morten 

Svensgaard. 

- Vi må afgjort lave kølekat!, råbte en tredie. Det er en 

fyrstelig spise!, pointerede Erling Christensen. 

- Hva' mæ' boller? Fra Kohberg, råbte Asbjørn Christensen. 

- Vi kan lave en delikat ret med jagtedderkopper, gnækkede 

Tim Liljendahl, der samtidig slikkede sig om munden. 

- Så skal der tilsættes lidt lakridssmag - ellers glider det 

aldrig ned, indskød Gitte Sørensen. 

- Vi kan også tilbederede sådan én, råbte Birgitte Jensen 

og pegede på en golden retriever, der var hængt op på et 

stort trækors i det ene hjørne af riddersalen. 

- Plejer hans majestæt ikke at foretrække fisk, spurgte Hans 

Pedersen. Fisk, I ved, sådan frisk fanget på Nettet! Jeg elsker 

lugten af frisk fisk! 

- Tænker du på sild?, spurgte Høvding Segelund. Spegesild? 

I Tønder? 

- Fisk! Det er der ingen ben i ... at lave, mener jeg, sagde 

kokken og kiggede sig vellystigt omkring. 

- Nej, hans majestæt skal have fugl, lød det pludselig bistert 

fra indgangsdøren. 

Alle vendte sig om og kiggede på den nytilkomne. 

- Ja, god idé. Han skal have and, råbte Toke Eskilsen. 

- Nej, vi må kunne finde en mere velsmagende fugl, afbrød 

Mogens Krage. 

- Den har jeg skam med her, hvæsede den nytilkomne. 

Det var Ridder Eluder, der stod i døråbningen - som sæd- 

39

vanlig i ført hofteholder, pushup-bh og bundløse trusser - 

med et fuglebur i den ene hånd og en stribe udløbne øl i den 

anden. 

- Det skal være noget udsøgt! Kun det bedste er godt nok 

til kongen, fortsatte han. 

Han løftede fugleburet frem! 

- En undulat f.eks. Jeg fangede én over i dk.general, sagde 

han. 

- Undulat??? Kokken kiggede fortvivlet på fugleburet. Jeg 

ANER ikke, hvordan man tilberede undulat! 

- Det er da nemt nok, begyndte Finn Guldmann. Du skal 

da bare riste den over en sagte ild, ligesom vi gør med testerne! 

- Nej, nej, det er helt forkert. Du skal koge den i vand 

tilsat en knivspids kanel og så... 

- Det er helt ved siden af, råbte Asbjørn Christensen. Du 

skal derimod... 

- STIILLLLLEEE!!!!! 

Alle tav øjeblikkeligt. 

- Jeg er træt af at høre på evindelige jeres vrøvl, brummede 

kongen. Det er MIG, der skal æde den fyrstelige ret, 

så det er MIG, der bestemmer, hvordan det skal tilberedes! 

Der var nu helt tavst i salen. 

- Prøv nu lige og hør her, din elendige amatørkok! Kong 

SEJ sendte et borende blik i retning af den formastelige 

chatter. Tilberedning af undulater og andre køledyr ER noget 

pillearbejde, men hør nu, hvordan du skal gøre: Start 

med at skrælle den, så der er udsigt til det egentlige. Skær 

den op indtil brystbenet, og tag indmaden ud. Husk at få 

rognen med!!! Med en skarp kniv skæres lårene af så højt 

oppe som muligt. Benene klippes bort med en saks. Ved at 

føle langs brystbenet skæres de to stykker brystkød forsigtigt 

fra, og lægges til side. Resten er som regel ikke værd at 

udnytte. Forstået? 

Kokken nikkede forskræmt og skyndte sig at skrifle opskriften 

ned. 

- Tænd så op under en lille pande, og hæld lidt olie på. 

Når olien er varm, lægges de to lår og brystkødet på panden. 

Når de er gyldenstegte, tages de af og lægges på et stykke 

franskbrød der i forvejen er gjort klar. Der pyntes med brøndkarse 

og citron. Eventuelt kan der også pyntes med et par af 

fuglens halefjer, hvis disse er i glade farver!, fortalte kong 

SEJ videre. 

- Og så vil jeg have en rimelig hvidvin, eventuel hvid bourgogne 

serveret til. Og den skal være KOLD!, brølede han! 

Kokken bukkede dybt og forlod rummet baglæns med 

hovedet dybt rettet mod gulvet. 

Så vendte kongen sig over mod ridder Klaus. 

- Og så, ridder Klaus, er De hjemvendt efter deres korstog 

40 

mod dræberedderkopperne?, spurgte kong SEJ med et sarkastisk 

tonefald. 

- Ja, herre, svarede ridderen underdanigt. Jeg har også fanget 

en newbie! 

- En NEWBIE!!! 

Der gik et gys gennem forsamlingen... 

- Har du formastet dig til at bringe ind NEWBIE her ind - 

helt ind i chattens allerhelligste!!! 

- Ja, svarede ridderen ædelmodigt! Men han påstår - at 

han IKKE er en NEWBIE! 

- En IKKE-NEWBIE...? Kong SEJ kiggede vantro på mig. 

Kan han måske bestå testen???, fortsatte han. 

- TESTEN!!! Ikke den, lød det gispende fra forsamlingen. 

- Jo da, han skal have testen, lød det gnækkede over fra 

hjørnet. 

Det var broder Makholm, der var kommet ind i riddersalen 

af en hemmelig dør, der gemte sig bag et legemstort billede 

af Mikkel Monberg. 

- Ingen forventer den fnarske inkvisition, råbte han, mens 

hans gned sine fedtede hænder mod hinanden. 

Bag ham stod hans tro disciple, Henrik Grove, og viftede 

med grovefilen! 

- Lad testen begynde, råbte Kong SEJ. 

5. del 

Jeg kiggede forvirret på ridder Franzmann. 

- Testen? Hvad går den test ud på? Og hvad skal man med 

en test i dk.chat? Er det lovligt? 

- Testen!!! Ridderen smilede. Testen vil afgøre, om du en 

NEWBIE eller en IKKE-NEWBIE. 

- Jamen... 

- Der er mange metoder: Den mildeste er, at du får benene 

støbt i cement og smidt i voldgraven. Hvis du ER en NEW- 

BIE, så kan du jo gå på vandet! 

- Den mildeste? 

- Ja, det er den milde test. Men når det nu er broder 

Makholm - chattens gejstlige overhoved - der har krævet 

testen, så forvent det værste! 

Jeg gispede. 

- Lad lektor Boelskifte bringe!!!, råbte broder Makholm, 

mens der dannedes fråde om munden på ham. 

Forsamlingen gispede! 

- Åh åh, sukkede ridderen. Det var næsten det værste, der 

kunne ske. Lektor Boelskifte... 

Døren blev lukket op og lakajen råbte ned af gangen: Lek- 

tor Boelskiiiiifteeeee!!! 

Lidt efter kom en fyr farende. Han pustede og stønnede 

og smaskede, som han kom ind i riddersalen med en serviet 

bundet under hagen som et slips. 

- De må undskylde, Deres Majestæt, men jeg var netop i 

færd med at spise en pragtfuld portion krebs! 

- Lektor Boelskifte! 

Broder Makholms stemme skar gennem luften som en kniv. 

- Det er tid for én af deres små eksaminer her. Vi har en 

vaskeægte NEWBIE her! 

- AHaaaaaa, en newbie. Lektor Boelskifte slikkede sig om 

munden. 

Han kiggede undersøgende på mig og gik derefter en runde 

omkring mig. 

- AHA, sagde han. Og du påstår velsagtens, at du IKKE er 

en NEWBIE, ikke sandt? 

- Naturligvis er jeg ikke en newbie. Jeg er privatdetektiv, 

P. Moldau! 

- Ja, ja, ja. Det er godt med dig. Har du læst OSS'en? 

- Ja, naturligvis, svarede jeg kækt. 

- Har du læst de sidste 40000 indlæg? fortsatte han. 

- Ja, naturligvis, svarede jeg endnu kækkere. 

- Vi får se, fortsatte han lumsk. 

På et tegn fra lektor Boelskifte begyndte lakajerne at spille 

en fanfare. 

Pludselig gled den ene væg til side og afslørende en række 

bænke, hvor forsamlingen i salen tog plads. Loftet gled til 

side og afslørede en række kraftige projektører. Fra den ene 

side rullede der et par tv-kameraer ind. 

Billederne på endevæggen drejede sig nu rundt og afslørende 

en større lystavle med forskellige ord-kategorier, en 

pointtavle. 

De kraftigt projektører blev tændt og hele salen lå badet i 

lys. Pludselig hørtes en dyb stemme: 

- 'Poul Krebs Fanklub' og dk.chat præsenterer: The 

DK.CHAT.QUIZZZZZ. Vi har samlet et veloplagt publikum, 

og her kommer deres vært: Lektor Boelskifteeeeeeeee! 

Klapsalver. 

Lektoren Boelskifte kom løbende ned fra en høj trappe i 

den ene side af salen. Han var nu iført en skinnende jakke 

med pailetter og havde en stabel cue-cards i den ene hånd. 

- GODAFTEN og VELKOMMEN, råbte han i en frisk 

tone, mens han satte et af sine tandpastasmil op. Godaften til 

publikum og til Jer hjemme i stuerne, der får udsendelsen 

transmitteret over WebTv. 

Så vendte han sig mod et andet kamera og fortsatte. 

- Vi har et spændende show i aften - vi skal nemlig teste 

denne NEWBIIIIIE, sagde han og pegede på mig. 

Et kamera ophængt i en kran gled ned foran mig og dre- 


jede rundt om mig, hvorefter det forsvandt mod loftet i vældig 

fart. 

- Det bliver spændende, fortsatte lektoren med en skinger 

stemme. Og I veeeeed, hvad der kan ske: Enten består han 

testen, eller også... Men vi kan love Dem - og seerne derhjemme 

- at I skal være med til hele seancen!!!! 

Studieværten slog ud med armen og pegede på pagen 

Hegelund, der var i færd med at slibe NEWBIE-kniven.. 

Trommehvirvel... 

- Ja, klarer han ikke testen, såååååå. 

Lektor Boelskifte løftede armene ud mod publikum, der 

råbte i kor: 

- SÅ SNIPPER VI LIGE LIDT....!!!! 

Klapsalver brød løs, mens endnu en fanfare understregede, 

at det var tid til at starte: 

- Vi starter med en hurtig-runde!!! Og vi har tre kategorier: 

Nummer 1: Lange tråde 

Nummer 2: Kendte chattere 

og nummer 3: Fnarsk 

Et stort hjul begyndte at dreje rundt imens lyset blinkede 

som en privat hjemmeside. 

- Og kategorien bliiiiver: Kendte chattere!!! 

Han trak en kuvert frem af inderlommen og flåede en seddel 

frem af kuverten. 

- Nu får vi se, om du kan svare på disse simple spørgsmål! 

Og husk du skal svare rigtigt på ALLE ti spørgsmål for at gå 

videre! 

Jeg kiggede forundret på studieværten. Det mente han vel 

ikke seriøst? 

- Vi starter nu! Og du har 10 millisekunder til at svare i! 

1) Hvad hed Mikkel Monbergs hamster? 

- Øh..., begyndte jeg. 

- Ding, tiden er udløbet, lød det fra lektoren. 

- Jamen... 

2) Min "computer" står på et stykke stof. Hvilken farve 

har dette stof? 

- Øh... 

- Ding, tiden er udløbet!!! 

3) Hvem introducerede først begrebet 'kalddakser' 

- Øh... 


4) Hvad hedder det lastbilmærke Eluder kører i? 

- Øh... 


5) Hvor mange chattere holder kat ifølge den seneste optælling? 

- Øh... 


6) Hvad hedder Lene Guldmands hest? 

5. del 

- Øh... 


7) Hvor højt op på Heidis krop når brændenælder i hendes 

køkkenhave? 

- Målt med eller uden BH? 


8) Hvem er 'Moffe'? 

- Øh... 


9) Hvad siger Paw Larsen, når han tager telefonen på sit 

arbejde? 

- Øh... 


10) Hvad hedder privatdetektiven P. Moldau til fornavn? 

- DET SIGER JEG IKKE!!!, råbte jeg, mens jeg rødmede! 

Det var det værste, der kunne ske. Mit fornavn var en velbevaret 

hemmelighed - det var - og skulle fortsat blive - en 

sag mellem mig og dåbspræsten! Sandheden var jo, at jeg 

HADEDE det navn! 

- Jeg siger det ikke!!!, gentog jeg! 

- Han ER en NEWBIE!!!, råbte forsamlingen. 

- Sig det, eller....!!! 

Publikum havde rejst sig og begyndte at nærme sig truende... 

- Jeg siger det ikke!, fremturede jeg ... 

Enkelte blandt publikum havde blottet deres svær. 

- OK, jeg siger det! Mit fornavn er... 

Pludselig splintredes det store vindue bagved tronen. Gennem 

glasskårene fløj to personer, den ene iført et batmankostume, 

den anden forklædt som Spiderman! 

- Fortvivl ikke, skreg 'Batman' med en skinger stemme. Vi 

kommer dig til undsætning! 

- Tastaturet er vort våben, råbte 'Spiderman' 

- Se!!! En dræberedderkop, råbte en fortvivlet chatter, da 

han fik øje på Spiderman. 

Bevæbnet med to tastaturer gik de nytilkomne til angreb 

på de forsamlede dk.chattere. De veg frygtsomt tilbage - vel 

vidende at 'ordet' er stærkere end sværdet! 

- Hvem er I?, lød det så fra kong SEJ. 

- Jeg er Bo Warming!, råbte den batman-klædte. 

- Og jeg er Peter Herngård, tilføjede personen i Spidermankostumet. 

- Hold kæft, Peter, vrissede Bo Warming. 

- Hvad vil I her på dk.chateau?, spurgte kong SEJ! 

- Vi er kommet for frelse verden, fortsatte Bo Warming. 

- Ja!, tilføjede Peter Herngård. 

- Vi fører P. Moldau med os - han skal med over i dk.politik, 

hvor han vil blive værdsat! 

- Jamen, begyndte jeg. Jeg vil ikke over i dk.politik. Hvad 

skal jeg dog dér. Min plads er i chatten!!! 

- Stille, råbte Bo Warming og svingede med tastaturet. 

*PLOINK* sagde det, da en tastatur for anden gang i denne 

historie ramte mig. 

✶ 

Jeg vågnede ved en underlig hyletone. 

Min pande var åbenbart landet på én tast, som derefter 

var repeteret i det uendelige, indtil grænsen for editorens 

tegnbuffer var nået. 

Jeg kiggede mig fortumlet omkring. 

Nu var jeg atter i mit ydmyge kontor. Det var blevet morgen. 

Støjen fra gaden var taget til i styrke. 

Jeg satte mig op. Jeg havde en dundrende hovedpine. Var 

det whisk(e)y'en eller det kraftige slag fra tastaturet. 

Jeg rejste mig og vaklede hen til den lille håndvask i hjørnet 

af kontoret. Her fandt jeg en stribe kodimagnyler, som 

jeg slugte. Jeg brugte de sidste dråber i whisk(e)yflasken til 

at skylle efter med. 

Så faldt mit blik på spejlet. Der var et tydeligt aftryk i 

panden fra tasterne på mit keyboard. 

Jeg lukkede vinduet op og indåndede den friske smog. 

- Ahhhh, det gjorde godt. 

Så fandt jeg en cigaret frem af den krøllede pakke. Men 

jeg indhalende stod og betragtede saxofonisten i lejligheden 

overfor, der var travlt optaget af at lave morgenmad til blondinen 

inde i soveværelset, så tænkte jeg tilbage på min 'drøm' 

- eller hvad jeg nu skulle kalde den. 

Det var underligt at tænke på. 

Men måske var der noget om snakken. Måske blev jeg 

slet ikke værdsat blandt indercirklen i dk.chat. Måske skulle 

jeg vælge andre græsgange. Var dk.politik en mulighed? Eller 

dk.general? 

Eller skulle jeg simplethen lave et OTD til mit helt eget 

hieraki? 

dk.privatdetektiv? 

Eller snarere: dk.it.privatdetektiv? 

Nej, det skulle selvfølgelig hedde dk.p.moldau 

Det ville også åbne op for andre emner, såsom 

dk.p.c 

dk.p.dag 

dk.p.plads 

dk.p.skive 

Jo, der var muligheder i det her. 

Måske jeg skulle sætte FUT i dk.admin? 

Der sker jo alligevel aldrig noget derovre.... 

41

42 

Jul på 

dk.chat 

1. december 

Snefnuggene dalede langsomt ned og lagde sig blidt på asfalten. 

Vinteren var kommet til byen. 

Nede på hjørnet stod tre forfrosne ludere og skuttede sig i 

kulden. En gammel olietønde var blevet fyldt op med 

affaldsstræ, og der brændte en sagte ild - men det var ikke 

nok til at skaffe de alt for letpåklædte kvinder varmen. 

I lejligheden overfor var alt lys slukket - kun skæret fra 

fjernsynet lyste op og jeg kunne se af skyggerne på væggen, 

at saxofonisten sad og så fjernsyn. 

Jeg stod bag vinduet og røg, mens jeg kiggede ned på 

gaden. En taxa stred gennem snesjappet og jeg kunne svagt 

høre julemandens klokke - den julemand, der havde stillet 

sig op med sin indsamlingsgryde på det modsatte gadehjørne. 

Jeg lukkede vinduet op på klem og kastede mit skod ud i 

Jul på dk.chat

vinternatten. En kold vind fik mig øjeblikkeligt til at gyse og 

jeg skyndte mig at lukke vinduet igen. 

Jeg tændte den elektriske varmeblæser, der stod under mit 

skrivebord. Så satte jeg mig i stolen, åbnede nederste skuffe, 

fandt whiskeyflasken frem og skænkede mig et tre-dobbelt. 

Måske jeg skulle præsentere mig selv? 

Navnet er Moldau - P. Moldau. Privatdetektiv. 

Det står i hvert fald prentet i guld på den matterede glasrude, 

der sidder i døren ind til mit ydmyge kontor. 

Kontoret ligget på 2. sal i et af de mindre pæne kvarterer 

i byen, men hvad pokker. Det er jo heller ikke HER, jeg 

opklarer mine sager. 

Mine største succes'er skal findes i cyberspace. Således 

er det gang på gang lykkedes mig at gøre mig grundigt upopulær 

i nyhedsgruppen dk.chat under mine utallige bestræbelser 

på at afdække det uvæsen, der hersker i nyhedsgruppen. 

Læs selv på http://www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/ 

På det seneste har jeg holdt en lang pause fra dk.chat. Det 

var på tide, at jeg kastede mig over andre græsgange. Måske 

var mine muligheder udtømte i chatten - tilsyneladende vil 

de selvoptagne dk.chattere ikke lytte til fornuft? 

Under alle omstændigheder havde det på det sidste været 

så som så med sager, der på nogen måde kunne relatere sig 

til dk.chat. 

Og måske godt det samme. 

Jeg tømte whiskeyglasset i et drag og smed benene op på 

bordet. Jeg lænede mig tilbage i stolen, skød hatten ned i 

panden - og faldt i søvn. 

✶ 

Jeg blev vækket brat, da døren til mit kontor blev sparket 

op. Pludselig stod to 'gorillaer' midt inde i kontoret med 

hævede pistoler. Den ene gik hen til vinduet og kiggede ned 

på gaden. Den anden stak pistolen frem mod mig og bad mig 

forholde mig HELT roligt! 

En korpulent, hvidhåret herre kantede sig ind af døren og 

stillede sig foran mig. 

- OK, drenge, sagde han henvendt til de to gorillaer. Så 

kan I godt slappe lidt af. Han er jo ganske uskadelig, den 

bette lort dér... 

De to gorillaer fortrak ikke en mine, mens de stak pistolerne 

ind i deres skulderhylstre. 

Manden tog sine kraftige firkantede briller af og åndede 

let på glassene. Så fandt han en klud frem af lommen og 

begyndte at pudse på glasset. 

Jeg fulgte ham med øjnene, mens han skridtede lokalet af, 

og betragtede ham, da han stoppede op og studerede mit 

diplom fra Privatopdageruddannelsen, der hang i guldramme 

1. december 

på væggen. 

- Ak ja, sukkede han. Og her bor sådan en lille lus som 

dig? Tsk. Tsk. 

Han vendte sig om mod mig, mens han skubbede brillerne 

på plads. 

- Bill vil se dig, sagde han i et skarpt tonefald. 

- Bill?, spurgte jeg... Clinton?, svarede jeg med et glimt i 

øjet. 

- Vorherrebevares, hvæsede manden, jeg snakker da om 

én med langt større indflydelse! 

- Øhhh? Jeg kiggede forvirret på manden. 

- Gates, selvfølgelig, din klaptorsk. Han venter på dig nede 

i limousinen. 

Jeg tøvede, men et hvast blik fra den ene af gorillaerne fik 

alligevel mig til at rejse mig op. 

Pludselig greb gorillaen mig bagfra og den anden gorilla 

begyndte at kropsvisitere mig. 

- Han er clean, snerrede den ene, efter han havde følt efter 

alle de mere eller mindre intime steder. 

Så begyndte processionen. Forrest gik den hvidhårede, 

herefter fulgte undertegnede og bag mig sluttede de to gorillaer 

trop. 

Det var sin sag at få plads i den lille elevator. De tre fyre 

optog med deres store legemer 90% af pladsen, mens jeg 

stod klemt sammen mellem deres brystkasser. Jeg kunne 

mærke, at den ene gorillas skulderhylster pressede sig ind 

mod mine ribben. 

Nede på gaden holdt ganske rigtigt en limousine. De to 

gorillaer skubbede brutalt de to ludere væk, der forsøgte at 

få kontakt med personen bag de tonede ruder. 

Jeg blev gennet ind i bilen og sad nu ansigt til ansigt med 

skaberen af Microsoft. 

- Her er svinet, hvæsede den hvidhårede, der kantede sig 

ind i limosinen sammen med mig. 

- Hans!, svarede Bill. Gå en tur, mens vi snakker, ikk'? 

Manden, der åbenbart hed Hans, kiggede arrigt på Bill. 

- Her, Hans, tag et par rommer og del dem ud blandt folket, 

ikke? Bill tog en stak CD-rommer med Microsoft Internet 

Explorer 4.03 og gav dem til Hans. Så snakker jeg i fred og 

ro med vor unge ven her. 

Hans så skulende på mig. 

- Og Hans..., fortsatte Bill, sig til Jan og Ulf at de skal 

opføre sig pænt over for de unge damer dér. Bill nikkede i 

retning af de to gorillaer, der stadig forsøgte at holde luderne 

væk. 

Hans kantede sig ud af bilen og smækkede døren i efter 

sig. 

- Nå, Moldau. Bill smilede. Du må undskylde disse omstændigheder, 

men det er den sikreste måde for mig at mødes 

med dig på. 

Jeg kiggede forundret på ham. 

- Jeg har en lille prekær sag, du skal hjælpe mig med, 

fortsatte han. Jeg skal bruge en række oplysninger. Om 

dk.chatterne! 

- Om dk.chattene?, udbrød jeg forbavset. Hvad skal det 

til for? 

- Jo, ser du, svarede han. Det er vigtigt, at vi får lidt styr 

på det her Net, ikke sandt? Det ER jo noget rod det hele. 

Men vi i Microsoft arbejder på at standardisere det hele, og 

så bliver det meget nemmere. 

Bill bøjede sig frem og snuppede et skotsk æble fra en 

lille kurv. 

- Vi har en vigtig mission!, fortsatte han, mens han lystigt 

gnaskede løs på den regnbuefarvede frugt. Men i dk.grupperne 

er der en hel del blokering af vores vigtige sag. Jeg 

oplever det især i dk.admin, men den tager Hans, Jan og Ulf 

sig af. 

Han nikkede i retning af de tre mænd udenfor bilen. 

- Det skal nok gå, fortsatte han. Det skal de nok klare, det 

er jo gode folk alle tre. 

Han trykkede på en knap, så den ene siderude gled ned. 

Så kastede han æbleskroget ud af vinduet, så det elegant ramte 

en affaldsspand på fortorvet. En af gadens hjemsløse skyndte 

sig hen til affaldsspanden, mens Bill lod ruden glide op igen. 

- Men dk.chat...!, sukkede han. 

Han kiggede indforstået på mig. 

- Jeg kan IKKE begribe den gruppe! Jeg HAR prøvet at 

forstå den. Jeg har prøvet at skrive forskellige indlæg i gruppen 

- under påtaget navn selvfølgelig! Ligesom kaliffen i 

Bagdad ynder jeg at gå rundt blandt mine undersåtter 

incognito!, sagde han med et grin. 

- Men jeg kommer ligesom ikke igennem, fortsatte han. 

Enten får jeg sådan nogle underlige standardssvar tilsendt 

eller også så fyldes tråden med mystiske kommentarer. De 

chattere ER ikke til at blive kloge på! 

- Jamen, indskød jeg. Hvordan kommer jeg ind i billedet? 

- Jo, ser du, Moldau, du kender jo de der chattere, ikke? 

Du har jo besøgt dem, været iblandt dem. Du kender dine 

pappenhejmere, ikke sandt? Du kan i hvert fald nemt skaffe 

dig adgang til information om dem, ikke? 

- Tjoooo..., svarede jeg forsigtigt. Det kunne jeg måske? 

- Der ser du, fortsatte han ivrigt. Du vil være den perfekte 

hjælper i vores lille mission. Og jeg vil betale dig godt. 

Bill trak et større bundt sedler op ad en inderlomme og 

smed dem i favnen på mig. Jeg kiggede på sedlerne. De lignede 

alm. amerikanske dollars, men dér hvor portrættet af 

George Washington plejede at sidde, sad i stedet et billede 

af Bill selv. 

- Jamen, begyndte jeg, de her sedler kan jeg da ikke bruge... 

- Tænker du på billedet af mig, spurgte han med et grin. 

43

- Ja, svarede jeg. 

- Det skal du ikke bekymre dig om. Sedlerne 

bliver sat i omløb om noget tid, Nationalbanken 

skal blot være helt færdig med at 

trykke dem. Det er gangbar mønt om lidt tid. 

Bare vent... det bliver simpelthen en ny standard. 

Bill trykkede på en knap og vinduet gled 

ned. Straks var Hans henne ved døren og lukkede 

den op. Hans skulede til mig, mens jeg 

kravlede ud af bilen. 

- Husk, sagde Bill til mig. Jeg stoler på dig. 

Jeg regner med, at du kan skaffe den fornødne information. 

De to gorillaer satte sig ind på forsæderne, mens Hans 

med et svedent grin satte sig ind i kabinen sammen med Bill. 

Jeg tændte en cigaret og så Petersen og Pedersen og Andersen 

og Bill køre afsted i softwarebossens bil. 

44 

✶ 

Det var en større opgave, som han havde sat mig på, den 

gode Gates. Jeg sad nu atter på mit kontor. Computeren var 

tændt og skærmen kastede sit blåhvide skær ud i rummet. 

Foran mig lå stribevis af prints med indlæg fra dk.chat. 

Det var de sidste mange måneders indlæg, jeg havde hentet 

hjem. 

Jeg havde besluttet mig for at gå systematisk til værks 

denne gang! Jeg havde derfor lavet en større oversigt over, 

hvilke personer, der havde været aktive på chatten gennem 

den seneste tid. 

Det var en imponerende samling. 

Nu måtte jeg se at få styr på oplysningerne om alle de 

forskellige folk. 

Oplysninger som min gode ven Bill kunne bruge i sin altopofrende 

mission for at skabe et bedre Internet. 

Der var ikke tvivl i mit sind om, at jeg atter en gang måtte 

rundt i landet og se, hvad jeg kunne støve op om de mange 

chattere. 

✶ 

Jeg løb listen igennem. Hvor skulle jeg starte. Måske med 

én af de mindre kendte chattere? 

Der var f.eks. en Torben B. Pedersen, der havde præsteret 

en mindre række indlæg i en periode. Men pludselig var han 

- som så mange andre - forsvundet! 

Jeg fandt nu hurtigt frem til hans bolig. Der var helt mørkt 

i alle vinduer, så jeg dristede mig til at lukke mig ind via 

hoveddøren: Det tog mig nu heller ikke lang tid at bearbejde 

døren med mit Accept-kort. 

Jeg listede rundt i lejligheden uden at 

tænde lyset for ikke at vække opsigt. Og jeg 

fandt da også hurtigt frem til computeren. 

Det var tydeligt, at Torben var en af Bills 

store fans - udover den uundværlige Windows 

95, så var hans computer også fyldt op 

med Microsoft Office og Frontpage-programmet 

- jo Bill ville blive glad over den 

rapport, jeg kunne sende ham. 

Jeg faldt over en bog, som jeg straks lukkede 

op. Et billede faldt på gulvet, da jeg 

begyndte at bladre i siderne. 

Billedet forestillede Torben sammen med en nydelig mørklødet 

dame. Jeg kiggede forundret på billedet - var det én, 

jeg skulle kende? 

Jeg begyndte at læse i bogen: 

Kære dagbog... 

Det har været en svær tid, siden P.M.'s pludselige forsvinden. 

Jeg har nu valgt at forlade skaren af chattere 

på ubestemt tid. 

Senere stod der: 


Jeg er kommet på gale veje - jeg er begyndt at chatte 

mere IRL og det der er værre... 

Det var tydeligt, at Torben var på vej ud i noget 'snavs', men 

et par sider længere fremme fortsatte han: 


Nu er jeg ved gode venners hjælp ved at komme ovenpå 

igen, men føler mig dog ikke klar til at vende hjem til 

chatten. VEP-oplevelserne fra sidst skræmmer stadig 

lidt. Men det er nok blot et spørgsmål 

om tid før jeg igen kigger indenfor. 

Det var rart at se, at optimismen 

trods alt var i behold! 

Under det sidste afsnit var der et 

større ophold og resterne af noget 

lim. Det var tydeligvis her billedet 

af Torben og en mørklødede dame 

havde været klistret ind. For nedenunder 

limklatten læste jeg: 

Jeg vedhæfter et billede af mig 

med en god veninde, som har 

været en stor støtte i den svære tid. 

Jeg lukkede dagbogen og kiggede på billedet igen. 

Nej - jeg kunne stadig ikke genkende hende... 

Jeg fandt endnu et billede af Torben, som jeg stak i lommen 

- så slukkede jeg computeren og skulle til at forlade 

rummet, da jeg hørte stemmer udenfor. 

Så hørte jeg en nøgle blive sat i låsen. 

2. december 

Jeg stod som forstenet! 

Hvad nu? 

Jeg flyttede mig hurtigt hen til vinduet og lukkede det op. 

I samme sekund som yderdøren gik op og lyset blev tændt 

i entreen, hoppede jeg... 

✶ 

Tilbage i min bil gjorde jeg status over mit første besøg hos 

en chatter. 

Godt nok havde jeg fået en hel del oplysninger med hjem, 

men risikoen for at blive opdaget og ikke mindst grebet i 

indbrud var for stor. 

Jeg måtte finde en metode til at bevæge mig rundt blandt 

chatterne uden at kunne blive genkendt. Jeg måtte rejse inkognito! 

Men hvordan skulle jeg løse det problem? Her nyttede 

end ikke de største forklædningskunster. Her skulle magi til! 

Måske kunne Troldepus af dk.chat hjælpe mig? 

I hvert fald satte jeg kursen mod Fyns land! 

✶ 

Det var ikke svært at finde frem 

til huset, hvor Simon Mikkelsen 

boede. Indgangsdøren lod sig 

også uden problemer behandle 

med Accept-kortet. I løbet af 

nul-komma-fem var jeg inde i 

huset. 

En pludselig indskydelse fik 

mig til at gå op ad trappen og 

ind på Simons værelse. 

Simon var tilsyneladende ikke 

hjemme, men på hans seng tronede 

en kat, der gloede arrigt på 

Jul på dk.chat

mig, da jeg trådte ind i værelset. 

På opslagstavlen hang en 

stribe billeder. Enkelte viste Simons 

sidste skoledag, hvor han 

og kammeraterne delte karameller 

ud til de mindre elever på 

skolen. 

Et billede viste Simon under 

et trylleshow - desuden var der 

et billede, hvor Simon var i færd 

med at save en skolevikar over 

til en klassefest. 

Jeg snuppede et billede, hvor 

Simon var sammen med sin kat. 

Over Simons seng hang to fotografier 

i hver sin guldramme. Det ene forestillede Uffe 

Ellemann-Jensen - det andet var et signeret fotografi af Klaus 

Riskær fra CyberCity. 

Jeg åbnede klædeskabet og kiggede ind. Her hang Simons 

tryllekunstner-kluns. Jeg tog det ud af skabet, men blev temmelig 

forskrækket, da der pludselig fløj en hvid due op af 

den ene lomme. Jeg trak lidt i et lommetørklæde, der stak op 

af en anden lomme og ud fløj endnu en hvid due. 

Jeg prøvede at indfange duerne, men pludselig var de 

begge forsvundet. 

Simons kat slikkede sig veltilfreds om munden. 

På hattehylden lå en høj, sort hat, der ved et nærmere eftersyn 

viste sig at indeholde en hvid kanin. 

Jeg skyndte mig at lukke skabet inden flere dyr slap løs! 

Og forlod værelset. 

Nede i stuen kastede jeg et blik på PC'en på skrivebordet. 

Den var slukket, men skrivebordet flød med disketter, kabler 

og tryllerekvisitter. 

Jeg følte pludselig trang til en cigaret, da jeg fik øje på en 

hvid, aflang tingest, der lå på skrivebordet. 

Var Simon begyndt at ryge, eller hvad var det her? Jeg tog 

den hvide tingest op og stak den i munden, mens jeg fumlede 

i min lomme efter en lighter. 

Pludselig hørte jeg entrédøren gå op. 

Jeg stivnede. 

Hvordan skulle jeg kunne undslippe denne gang? Vinduerne 

var hermetisk lukkede, og vejen hen til terrassedøren 

var jeg afskåret fra at benytte. 

3. december 

Simon kom ind i stuen og tændte for computeren. Han vær- 

3. december 

digede mig ikke ét blik. 

Jeg forstod ingenting! 

Jeg begyndte forsigtigt at bevæge 

mig mod indgangen. 

Simon vendte sig om - og selv om 

han gloede lige i min retning, så ænsede 

han mig ikke. 

Ude i gangen passerede jeg et 

spejl. Nu forstod jeg. 

Der VAR intet spejlbillede. Jeg 

var usynlig! 

Jeg tog den lille hvide pind ud af 

munden - og i det samme tonede jeg 

frem i spejlet. 

Selvfølgelig! 

Det her var jo dk.chat - hvor alt kan ske - og netop Troldepus 

af dk.chat kunne selvfølgelig sine litterære klassikere! 

✶ 

Det var jo genialt, det her! Men Troldepus' tryllepind i munden 

kunne jeg ubemærket bevæge mig rundt i chatternes huse 

og aflure dem deres hemmeligheder. 

Jeg sad atter i min bil og renskrev veltilfreds mine notater. 

Bill ville blive lykkelig for mig! 

Jeg overvejede, hvilken dk.chatter, jeg skulle besøge næste 

gang. 

Nu, hvor jeg var i Odense, ville et besøg på Nordisk Landbrugsskole 

måske være et kvalificeret bud. 

På den anden side: Kursusmaskiner! Hvad havde de egentlig 

bibragt chatten andet end en masse lange tråde? 

Jeg studerede atter min liste over aktive - og mindre aktive 

dk.chattere. 

Mit blik faldt på Gerd Madsen - hun boede jo også i 

Odense. Men det var jo laaaang tid siden, hun sidst havde 

skrevet et indlæg... Hvad var der dog blevet af hende? Hvad 

fik hun tiden til at gå med??? 

✶ 

Jeg fandt hurtigt frem til Gerds bolig. Jeg stak usynlighedspinden 

i munden og fik indgangsdøren lirket op med Accept-kortet. 

Jeg fik først øje på en fyr, der sad i sofaen og kiggede med 

et tomt blik på en fjernsynsskærm. 

Men så fik jeg øje på Gerd, der var optaget af SIN skærm. 

Fingrene drønede over tasterne med en hastighed, jeg ikke 

før havde været vidne til. 

- Skaa-at, lød det fra sofaen. 

- Ja-a, hvad er der Mikael?, lød det fra Gerd bag skær- 

men. 

- Kommer du ikke her hen, ska-at, fortsatte fyren i sofaen. 

- Nej, ikke lige nu, jeg sidder lige og chatter, ikk'. 

- Jamen, det er da ikke sundt for fosteret, lød det bekymret 

fra sofaen. Kom nu hen og se fjernsyn sammen med mig... 

- Nej, fortsatte Gerd lidt fraværende, jeg sidder jo lige og 

chatter, siger jeg jo. 

- Åhh, dig og din computer, sukkede Mikael. 

Pludselig kom en kat ind i rummet. Den smøg sig op ad 

Gerd og mjavede, men da hun - optaget af skærmen som hun 

var - ikke ænsede den, gik den misfornøjet hen til sofaen og 

sprang op. 

- Yasmin er sulten, lød det fra Mikael, det er din tur til at 

skære dig på dåsen. 

- Nej, ikke lige nu, jeg sidder lige og chatter, ikk', lød det 

fraværende fra skærmen. 

Jeg listede mig nærmere og kiggede på skærmen. Var hun 

i gang med at læse de mange indlæg i dk.chat igennem? Skrev 

hun på nyt indlæg? 

NEEEJJJJ!!!! 

Jeg var ved at tabe pinden ud af munden af bar befippelse! 

Hun chattede jo på IRC!!! 

HELLIGBRØDE! 

Jeg skyndte mig væk. Gerd stod vist ikke til at redde... 

✶ 

Jeg slubrede vemodigt noget storebæltskaffe i mig, mens jeg 

kiggede over mod det fremskredne brobyggeri. 

Faktisk var dette færgeafbræk guld værd for mig - nu kunne 

jeg i ro og mag beslutte, hvem der skulle være målet for mit 

næste besøg. 

Måske chattens gejstlige overhoved? Den højagtede velærdighed 

Broder Makholm aka Pater Makholm ville bestemt 

være et besøg værd. 

De mange indlæg fra hans hånd havde vist, at han holdt 

chatten i et jerngreb, man ikke havde set mage til siden den 

fnarske inkvisition. 

Kunne man tænke sig, at jeg måske kunne finde ud af, 

hvad der lå bag dette karismatiske overhoved af dk.chat. 

✶ 

Jeg fandt hurtigt frem til den rigtige adresse i Rødovre. Stor 

var min overraskelse over ikke at finde et ydmygt kloster, 

men derimod en almindelig bolig, som hans velærværdighed 

delte sammen med sine forældre. 

Jeg stak den hvide pind i munden og fandt Accept-kortet 

frem af inderlommen. Nu var jeg inde. 

Der ventede sig flere overraskelser. Broder Makholms 

45

celle viste sig mod forventning at være et ganske almindeligt 

værelse udstyret med alskenes nymodens grej - selvfølgelig 

også en computer. 

Det stod hurtigt klart for mig, at bag Broder Makholms 

myndighed gemte sig en forskræmt spejderdreng, der tydeligvis 

var bange for autoriteterne. 

Hvad var der sket? 

Jo, han havde jo efter sin studentereksamen 

ikke haft andet valg end at gå i 

sin storebrors fodspor (Ja - der var tale 

om to brødre med samme efternavn, uanset 

hvad dk-hierakiets siamesiske 

tvillingepar end måtte mene). 

Godt forvirret over brormands togesnak, 

havde Peter Makholm ladet sig indskrive 

på Datalogisk Institut Københavns 

Universitet. 

Her var brormand igen blevet hans 

banemand, idet Peter Makholm havde 

måtte acceptere IKKE at kunne få den 

email-adresse, der ellers - efter hans egen mening - rettelig 

havde tilkommet ham. 

Næhhh nej - storebroderen var gået radikalt til værks og 

havde benyttet sig af sin førstefødselsret ved at sætte sig på 

makholm@diku.dk, mens den yngre bror måtte tage til takke 

med brother@diku.dk. 

Men måske havde netop den ydmygelse været signalet til, 

at Peter havde opbygget sin dækidentitet? 

Som aktiv i den lokale spejdertrup, der ofte mødtes i Islev 

Sognehus, kendte han de mest udbredte bibelcitater. Hans 

gamle vadmelssæk fra de utallige lejrture blev hurtigt syet 

om til en munkekutte og nu var han klar til at erobre den 

virtuelle verden. 

Med dk.chat som platform havde han udbredt kendskabet 

til obskure newsprogrammer, godt inspireret af The Church 

of Emacs og andre trosretninger med patent 

på de rigtige meninger [TM]. 

Jeg tænkte straks tilbage på dengang, 

hvor pateren havde sørget for at udsende 

det glade OSS-budskab i 666 eksemplarer 

i udvalgte danske nyhedsgrupper. 

Et glimrende forsøg på at tilrane sig 

magten i dk-hierakiet! 

Han havde også startet et nyreliøst center 

under navnet 'Dansk Newssupport Center', 

hvorfra han prædikede om netikette 

og hvervede proselytter til den sande tro. 

På det seneste havde Peter udviklet et 

særligt digterisk talent. Han var blevet 

dk.chats lejlighedsdigter, idet han flere 

46 

gange havde forsøgt at højne chattens standard med en salme 

eller to. 

Pludselig gik døren til værelset op. 

Ind trådte en smånynnende Peter Makholm. Jeg priste mig 

lykkelig over min usynlighed, men kiggede alligevel væk, 

da Peter afførte sig sin munkekutte. 

Pludselig stod han foran mig som hans herre havde skabt 

ham. Han lukkede et skab op og greb et håndklæde. Så forsvandt 

han ud på badeværelset, stadig nynnende. 

Hvad havde han nu for, den gode Makholm? 

4. december 

Jeg hørte bruseren blive tændt og lidt efter hørtes Peters milde 

røst inde fra brusekabinen: 

Jo, mere vi kan spamme, kan spamme, kan spamme 

Jo mere vi kan spamme, des langsommere det går. 

For mit net er dit net 

Og dit net er mit net. 

Jo mere vi kan spamme, des langsommere det går. 

Lidt efter kom Peter ud af brusekabinen. Han fandt sin 

spejderuniform frem af skabet og tog den på. Så forlod han 

rummet. 

Havde jeg ikke lige været vidne til et hamskifte? 

Jeg gjorde en del notater i min notesbog - her var bestemt 

noget Bill kunne bruge. 

✶ 

Nu - hvor jeg alligevel befandt mig på de kanter - fik jeg den 

idé at besøge Finn Frode 

Hansen. 

Accept-kortet gav hurtigt 

adgang til Finn Frodes 

lejlighed i Tåstrup. Jeg 

lukkede døren op og 

skyndte mig at tørre mine 

beskidte fødder af på den 

dertil indrettede måtte. 

- Miauwwwww, lød det 

pludselig, og måtten forsvandt 

under mine fødder. 

Det viste sig at være en 

norsk skovkat, der var faldet 

i søvn med hovedet 

begravet i en sko, som 

jeg her i den mørke 

entré havde forvekslet 

med en dørmåtte. 

Jeg spankulerede 

videre gennem lejligheden 

og kunne konstatere, 

at jeg havde 

den helt for mig selv. 

Glimrende, tænkte 

jeg. 

Jeg gik hjemmevant 

rundt og opdagede at 

billedet fra mit sidste 

besøg af 'Finn Frode i 

etatens uniform' stadig 

hang på sin vante 

plads. 

Men ved siden af, 

var der hængt et nyt 

billede op. Eller rettere 

et ældre foto - det viste 

Finn Frode fra en periode, hvor han havde HÅR! 

Jeg var chokeret. Ikke bare havde manden haft hår på hovedet 

- han havde ovenikøbet været langhåret!!! Jeg snuppede 

billedet til samlingen! 

Jeg kunne også af mandens attitude se, at han ikke skulle 

gøre sig nogen forhåbninger for at komme med i Postorkestret. 

Godt nok havde han et instrument i hånden, men 

jeg fik en klar formodning om, at Postorkestrets dirigent nok 

havde et horn i siden på ham. 

Pludselig gik fordøren op - og jeg priste mig lykkelig over, 

at jeg havde beholdt usynlighedspinden i munden! 

Det var Finn Frode, der kom hjem. 

Trods det faktum, at han faktisk efter signende havde ferie 

i disse dage, så var i klædt etatens uniform. Jeg kom til 

den konklusion, at Finn Frode sikkert var gået rundt i kvarteret 

iført uniformen for at sætte sig i respekt. 

Finn Frode tændte for computeren, og jeg forventede, at 

han nu ville sætte sig ned for at læse nyhedsgrupperne igennem. 

Imidlertid begyndte han nu at klæde sig af. Jeg vendte 

mig beskæmmet bort, mens jeg spekulerede på, om denne 

sag skulle udvikle sig til de rene afklædningsscener. 

Da Finn Frode havde hængt uniformen på plads i skabet, 

lukkede han en anden låge op og fremdrog en brun skjorte, 

som han tog på. 

Han iførte sig skråremmen og afsluttede værket med en 

sort kasket! 

Nu var han klar til at læse NEWS! 

Jul på dk.chat

5. december 

Jeg forlod Finn Frodes bolig mens jeg ivrigt noterede mine 

iagttagelser. De ville uden tvivl være guld værd for Bill - 

han kunne sagtens have brug for en mand som Finn Frode - 

ikke mindst til at overvåge at TCP/IP-pakkerne blev fordelt 

rigtigt på Internettet. 

✶ 

Dagens sidste besøg gjaldt Niels Teglsbo! 

Jeg fandt hurtigt frem til huset på Amager, hvor han boede 

sammen med sin lillebror og sin mor. 

Atter en gang priste jeg mig lykkelig for usynlighedspinden. 

Niels var nemlig hjemme og sad med telefonen. 

Det gik op for mig, at han havde trykket 160 - og nu afventede 

at blive stillet igennem til 'Mødestedet'. 

'Mødestedet' var chatternes telefonmøde, der fandt sted 

hver fredag kl. 19.30 - hvis de altså ikke havde nok i chatten. 

Efter at have siddet tavst med røret i hånden et stykke tid, 

udbrød han pludselig: 

- Øh, hva' skal man sige...??? 

Og smed røret på! 

Jeg begyndte at forstå, hvorfor 'Mødestedet' ikke var blevet 

den store succes. 

Jeg kiggede mig omkring i rummet, hvor Niels opholdt 

sig. Der var ikke rigtig nogen brugbare billeder - han havde 

lukket øjnene på dem alle sammen og et smil, som en 

'frowney'! 

✶ 

Jeg forlod huset og fandt tilbage til min bil. Jeg besluttede 

mig til at lægge Sjælland bag mig for et stykke tid - og drage 

vestpå. 

Ringkjøbing var målet! For her boede Thomas Overgaard! 

✶ 

Måske skulle jeg finde en ny strategi. I stedet for med usynlighedspinden 

i munden at gennemsøge Thomas' bolig, besluttede 

jeg mig for i stedet at opsøge hans forældre. 

De kunne måske give en række oplysninger, der kunne 

være værdifulde. 

Jeg ringede på døren og hørte en hund glamme i det fjerne. 

Så blev døren lukket forsigtigt op og en ældre mand kig- 

5. december 

gede ud. 

- Vi skæ' it' ha' no'ed i da', sagde han. 

- Goddag, hr. Overgaard, svarede jeg, jeg kommer fra Statsministeriet 

og er i gang med at lave undersøgelser af børn 

forhold til deres forældre - kan jeg komme ind et øjeblik. 

I min branche gjaldt alle kneb for at skaffe sig adgang. 

Autoritetstro som han var, nikkede den ældre mand og 

lukkede døren forsigtigt i. Så hørte jeg sikkerhedskæden rasle 

og lidt efter gled døren op. 

Manden sad i en kørestol og gav tegn til mig, at jeg skulle 

komme nærmere. 

Inde i stuen sad Thomas' mor også en kørestol. En hund 

svansede forvirret rundt på gulvt og forsøgte at tiltrække sig 

opmærksomheden. 

Jeg forklarede atter min hvide løgn om Statsministeriets 

undersøgelse af forældre-børn forhold. Det så ud som om de 

købte min dækhistorie. 

- Thomas ær en go' dræng, lød fra kvinden i kørestolen. 

- De har vel ikke et 

billede af deres søn, 

spurgte jeg forsigtigt. 

- Jow, svarede manden, 

der hænger ét dær 

på væg'en. 

Han pegede på et billede, 

der hang i en lille 

ramme. 

Billedet forestilletde 

en langskægget og 

langhåret mand med en 

korthåret hund i snor. 

- Dæ ær Thomas, dæ 

ær fra en reklame i 

ug'avisen, sagde moderen. 

- Og hunden er Deres, spurgte jeg og pegede på beaglen 

på gulvet. 

- Ja, Thomas ær så flink at komme fo'bi og gå en tur mæ 

den, fortsatte moderen og fik helt tårer i øjnene ved tanken. 

- Han sku' se å bli'e klipp't, sagde manden arrigt, sår'n æt 

fuwleskræmsel! 

- Rolig nu, fatter - do ska' huske å tage din piller, lød det 

beroligende fra moderen. 

- Og hvad får de så tiden til at gå med?, spurgte jeg manden, 

i et forsøg på at gyde olie på vandene. 

- Jæ ær hjemstavnsdigter!!!, svarede han hurtigt. Jeg skriver 

digte. 

- Min mand skriver mange digte, tilføjede konen. 

Hun pegede over på skrivemaskinen, der stod i et hjørne 

af stuen. 

- Ja så, svarede jeg - men hvorfor skriver De ikke på en 

computer i disse tider? 

- HA!, fnøs den gamle. En computer! Det vil' a skam også 

gerne, men min søn gi'er ikk' lære mig det! 

- Men han er da en go' dreng, bedyrede konen. 

- HA! Han bru'er al sin tid på den høwtalerfabrik og hører 

larmemusik dagen lang! Og hele natten surfer han på dæ der 

Internet. Ungdommen nutildags! 

Jeg forlod hovedrystende Thomas' forældre med billedet 

af Thomas under armen. 

6. december 

Tilbage på landevejen fra Herning spekulerede jeg på, hvordan 

jeg så skulle komme videre i efterforskningen. 

Skulle jeg blive i hovedlandet og besøge 

andre kendte chattere - eller skulle jeg måske 

atter en gang kaste mig over et par af de 

mere ukendte, de mindre produktive eller 

måske de helt frafaldne? 

Jeg besluttede mig i første omgang at køre 

sydpå mod det sønderjydske område. 

Men i Vejle fik jeg en pludselig indskydelse 

og drejede i stedet mod Fyn. 

Hvordan kunne jeg glemme hende! 

Pinto! 

Lene Guldmann Jakobsen, der stod for hovedparten 

af indlæggene i dk.chat! Næsten 

6000 indlæg på et halvt år! Og hun bestæbte 

sig jo altid på at holde sig et hestehoved foran 

hendes bejlere til topposten i dk.chat-statistikken! 

Hun måtte da - om nogen - være leveringsdygtig i oplysninger, 

som Bill kunne bruge til at afdække dk.chats sjæl og 

inderste lyster. 

✶ 

Jeg nåede frem til Vordingborg ved aftenstide og fandt hurtigt 

frem til Lenes lejlighed. 

Acceptkortet skaffede hurtigt adgang til lejligheden - et 

øjeblik stod jeg inde i entreen. 

- Er det dig, Allan-skat??? lød en stemme fra køkkenet. 

Jeg blev stående tavst i entreen med usynlighedspinden i 

munden. 

Inde fra stuen lød barnelatter. 

Der var en underlig lugt i lejligheden. Jeg blev stående 

47

lidt og snusede efter. Var det madlugt? Var aftensmaden ved 

at brænde på? 

Nej - nu kunne jeg genkende lugten. Her lugtede af hest! 

I entreen stod Lene ridestøvler, på hattehylden lå hendes 

ridehjelm. Jeg ihukom Poul Schlüters ord: 'Piger der lugter 

af hest, lugter ikke af hash'. 

Jeg gik ind i stuen og et besynderligt syn sprang mig i 

møde. Vægge, reoler, skabe og vindueskarme var fyldt med 

trofæer, bånd og præmiebeviser. 

Og var det ikke trofæer, så var det billeder og tegninger 

og skulpturer af heste. I hjørnet stod en udstoppet araber. 

På gulvet sad Lenes datter - hun var i færd med at spille 

Mikado så det ud til - hun havde i hvert fald en masse pinde 

spredt ud på gulvet, hun flyttede rundt på. 

Jeg fortsatte ind i soveværelset. Det var ikke ret stort, så 

man var tydeligvis kommet til at skramme væggen, da man 

havde sat sengen ind. 

På gulvet lå en ridepisk et par 

krøllede numre af 'En halv 

humørtime'. 

Der hang et billede på væggen 

af Lene sammen med datteren. 

Det huggede jeg straks til 

samlingen. 

Jeg gik tilbage til stuen og kiggede 

på bogreolerne. Tit kan udvalget 

af bøger sige enormt meget 

om beboerne. Her var de fleste 

bøger tilsyneladende norske! 

Jeg tog en bog ud af reolen og 

ud faldt et stykke papir. 

Jeg samlede det op og kiggede 

på det! 

Det var Lenes dåbsattest! Her kunne jeg få svaret på et 

chattens store spørgsmål - Lene alder! 

- Hvad flagrer det stykke papir rundt for?, hørte jeg en 

stemme sige. 

Lene snappede papiret ud af 'hånden' på mig, før jeg kunne 

nå at undgå det. Jeg priste mig lykkelig over min usynlighed! 

- Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen, råbte Lene 

pludselig arrigt. 

Jeg blev helt forskrækket og var ved at tabe usynlighedspinden 

ud af munden af bar befippelse. Jeg troede først, at 

hun havde opdaget mig, men det viste sig, at det var datteren 

hun skældte ud. 

- Du VED godt, at du ikke må lege med mors samling af 

spisepinde, ikk!!! 

Lene bukkede sig arrigt ned og begyndte at samle de mange 

sorte pinde med morsomme små skrifttegn på sammen. 

48 

- Smut over og leg med 'My little Pony', råbte hun til datteren. 

Pludselig hørte jeg entredøren gå op. 

Lene rejste sig hurtigt op og smed spisepindende fra sig. 

- Allaaaaannnnnn!!!!, Skaaaattttt!!!!, råbte hun og sprang 

glædestrålende ud i entreen. 

7. december 

- Jeg er så syyyyygggg!, lød en dyster stemme fra entreen. 

- Jamen, skat dog, fortsatte Lene i en medfølende tone. 

Hvad er der sket? 

- Jeg har fået en virus, svarede Allan. Jeg modtog en mail 

med en vedhæftet fil - og så blev 

jeg syg! 

Jeg trådte et skridt tilbage og kom 

til at træde på katten Simba, der lå 

og slangede sig på gulvtæppet. 

- Jamen, lille skat, fortsatte Lene 

ude i entreen - kom med ind i seng, 

så skal jeg pusle om dig... 

- Nejjjj, ikke i aften, skat, jeg har 

så ondt i hovedet!!!, stønnede Allan. 

- Nåååh, pusling, nu fræser jeg 

lige ud og laver varm mælk med 

honning, det skal nok hjælpe, ikk'! 

*møsseligmøs* 

- BVADR! Nej tak, men du må 

gerne lave noget varm kakao!, udbrød Allan. 

- Jamen, er det så slemt da, din stakkel. Kom så med i 

seng, hehehehehehehehe! 

Lene bugserede Allan ind i soveværelset og trak rutinemæssigt 

tøjet af ham. 

Lidt efter kom hun fra soveværelset igen. 

- Vent lige lidt, jeg skal lige sætte maskinen igang, så kommer 

jeg! 

Lene gik hen til og tændte computeren. Man kunne tydeligt 

se forskel på Lene og Allans to computere - på Lenes 

var der en lille defin påklistet monitoren, mens Allans var 

udstyret med en en lille veludsttyret bamse. 

Dan comouteren var klar til brug, fandt hun et lille program 

frem, som Allen havde installeret for hende. 

Hun indtastede tallet '102' og trykkede på retur. Så forlod 

hun computeren til fordel for soveværelset. 

Jeg listede hen til skærmen og kiggede. Nå, sådan hang 

det sammen! Det var et program, der automatisk hentede 

indlæg i dk.chat og producerede et reply til dem. I løbet af 3 

minutter havde programmet genereret 102 indlæg ved at slå 

op i en liste over Pinto-fraser og sammenholde det med bestemte 

ord i de besvarede indlæg. 

Smart. På den måde kunne Lene holde førstepladsen i 

dk.chat-statistikken! Det var begyndt at undre mig, hvordan 

hun dog fik tid til de mange daglige indlæg når hun også 

skulle tage sig af Allan. 

Jeg forlod lejligheden, hvor Lenes datter atter havde kastet 

sig over spisepindene, mens spaghettien kogte i køkkenet. 

✶ 

Nede i min bil besluttede jeg mig for at tage til Jylland igen. 

For variationens skyld kørte jeg i stedet sydover - over 

Farøbroerne, gennem Guldborgsundtunnelen, til Tårs. Herfra 

med færge til Spodsbjerg, over broen fra Langeland til 

Tåsinge og igen fra Tåsinge til Fynlandevej til Bøjden, færge 

til Fynshav, over Als til Hardehøj, med den lille færge til 

Ballebroog derfra via landevejen til Åbenrå! 

Måske lidt omstændigt, men de mange afbræk gav mig 

rig lejlighed til at få orden på mine mange notater og få renskrevet 

min rapport til Bill. 

Jeg fortsatte gennem Åbenrå ud af Tøndervej. Det var godt 

nok blevet mørkt nu, men det lykkedes mig at finde det røde 

hus. 

✶ 

Her bor Jesper Meyer - også kendt som Jazzper! 

Han var flyttet hertil efter gentagne naboklager for at bo 

der med sit hjertes udkårne - som han ovenikøbet var blevet 

gift med, hvilket trofaste læsere af chatten jo kunne huske. 

Accept-kortet kom atter til sin ret, da jeg fik vristet indgangsdøren 

om og med usynlighedspinden i munden bevægede 

jeg mig dristigt ind i huset. 

✶ 

Huset vidnede stadig om, at det ikke var så lang tid siden, 

parret var blevet gift. De havde f.eks. stadig ikke fået byttet 

de 13 af de 14 brødristere, som de havde fået i bryllupsgave 

af familie og venner. 

På stuebordet lå et opslået fotoalbum - jeg benyttede mig 

af lejligheden til at snuppe et par billeder fra bryllupet - så 

kunne Bill jo få at se, hvor festligt den salgs ting blev fejret 

her til lands. 

Jeg bevægede mig gennem stuen og ind i et lille rum, hvor 

Jespers computer stod opstillet. 

Jul på dk.chat

Det blev bevogtet af en lille gris 

- et computersvin. Jeg gjorde et 

notat om, at mange chatterne åbenbart 

lod deres computere udsmykke 

med tøjdyr o. lign. 

Det var sikkert en oplysning, 

Bill kunne bruge. 

Jeg tændte for computeren. Efter 

et stykke tid var den klar til 

brug og jeg skulle lige til at starte 

et program, da alt lys pludselig 

forsvandt i huset. 

Hele huset henlå i mørke - undtagen 

computeren, hvis skærm oplyste 

det lille rum. 

Hvad nu? 

8. december 

Jeg stod tavst og betragtede skærmen. Pludselig begyndte 

musikken at strømme ud fra højttalerne. 

Hør musikken! 

Blodet frøs til is i mine årer, jeg mærkede min puls stige 

og anstens kolde sved. Hvad ville der ske nu? 

Jeg listede forsigtigt ud af rummet og tilbage til stuen, der 

8. december 

også henlå i mørke. 

Jeg famlede i lommen efter min 

lighter og tændte den. I flammens 

skær studerede jeg bogreolerne. 

Jeg fandt flere bøger, der vidnede 

om, at Jesper havde en fortid som 

HA'er. 

Jeg gøs ved tanken om, hvad der 

ville ske, hvis Jesper opdagede 

mig her. 

Jeg hørte en nøgle blive sat i 

låsen og pustede hurtigt flammen 

ud. Så listede jeg over til havedøren 

og lukkede mig diskret ud. 

Ind gennem vinduet kunne jeg 

se Jesper gå gennem stuen belæsset 

med nyindkøbte julegaver. 

Jesper satte sig ned foran computeren 

og gjorde et par hurtige 

tastetryk. Så holdt musikken op. 

Jeg åndede lettet op. Jeg var 

overrasket over, at Jespers kompositioner 

havde haft sådan en indvirkning på mig. 

Haven bar præg af, at Jesper ikke havde boet her så længe, 

men den oplysning kunne næppe interessere Bill, så jeg 

skyndte mig i stedet ud til min parkerede bil. 

Mine nerver holder altå ikke til de jyske chattere, tænkte 

jeg for mig selv, da jeg atter satte kursen mod Sjælland. 

✶ 

Jeg besluttede mig derfor til, at ærkesjællænderen Paw Larsen 

skulle emne for mit næste besøg. 

Paw have i en periode været meget aktiv i chatten, men på 

det seneste var det gået meget ned af bakke med hans engagement 

- især efter han har var blevet færdig med sin eksamensopgave. 

Måske kunne Bill få brug for oplysninger om en chatter, 

hvis fremtidige arbejdsplads hed IBM? 

Jeg opgav at køre bil ind i København - i stedet parkerede 

jeg i én af omegnskommunerne og tog et S-tog. 

Det var nemt at finde frem til huset, hvor Paw boede. 

Jeg gik ind i trappegangen og begyndte at bevæge mig op 

ad trapperne. 

- Goddag, jeg er revisor, lød en stemme pludselig fra en 

fyr, der var på vej ned. 

Jeg mærkede efter. Jo, jeg havde stadig usynlighedspinden 

i munden. Hvad pokker snakkede han om? 

- Goddag, jeg er revisor, sagde fyren igen. 

Han snakkede åbenbart med sig selv. 

Jeg fandt mit Accept-kort frem og begyndte at bearbejde 

døren til Paw's lejlighed. 

Efter ca. en halv times fumlen med kortet knækkede det 

pludselig i tre stykker. 

Jeg bandede over det - det var et frygteligt tab! Hvordan 

skulle jeg nu komme ind hos de mange chattere? 

I min arrigskab kom til til at skubbe til døren, og til min 

store overraskelse gled den op! 

Jeg listede ind i lejligheden og så mig omkring. Paw var 

ikke hjemme - enten var han på McDonalds for at spise eller 

også var han taget på arbejde. 

Jeg kunne se, at Paw allerede havde købt julegaverne til 

sine forældre: På spisebordet stod en flaske rødvin (hvor 

uopfindsomt!) til faderen og en flaske portvin (endnu mere 

uopfindsomt) til moderen. Jeg spekulerede på, om Paw skulle 

fejre juleaften i familiens skød i Solrød? 

Ved siden af lå et Ejnars Pub-kort - 

det stoppede jeg i lommen, da det 

kunne være en værdig afløser for mit 

højtelskede Accept-kort, der jo var 

blevet ødelagt netop af Paws dør. 

På kortet var et portrætbillede af 

Paw - det kunne jeg bruge til rapporten 

til Bill. Jeg kiggede indgående på 

billedet; der var en vis lighed med den 

forvirrede fyr, jeg havde mødt i trappeopgangen. 

Men ikke helt. Fyren på 

49

trappen så meget ældre ud! 

Jeg så mig omkring i lejligeheden for at se, om jeg kunne 

finde nogle flere billeder. 

Et ungdomsbillede dukkede op i gemmerne. Her var Paw 

tilsyneladende i gang med at berolige en hund. 

Et andet billede viste Paw og en kammerat på besøg i et 

vinkooperativ i Sydfrankrig. Jeg kunne ikke finde ud af, om 

de blot hyldede Monty Python eller om de bare havde drukket 

for meget vin. 

Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne finde nogle billeder 

fra dengang Paw havde været udvekslingsstudent i USA. 

F.eks. ville jeg gerne se et billede fra dengang Paw for 

første (og sidste) gang i sit liv havde siddet bag rattet i en 

V8'er. Det var nemlig gået grueligt galt: Paw havde nemlig 

hverken kørekort eller -erfaring, så han var i det glatte føre 

endt i grøften - og havde torpederet en postkasse i forbifarten. 

50 

✶ 

Jeg lukkede mig ud af lejligheden og fandt tilbage til S-togsstationen. 

Jeg satte mig ind i det ventende S-tog og satte mig til at 

blunde. 

- Goddag, jeg er revisor, lød en velkendt stemme pludselig. 

Jeg kiggede op. 

- Må jeg have lov til at se billetterne?, fortsatte 

stemmen. 

✶ 

Ved en station så jeg pludselig et velkendt par stå 

på perronen. Det var Peter Makholm, der havde taget 

opstilling dér sammen med sin storebror. 

Jeg besluttede mig for at stige af toget, for at finde 

ud af, hvad der nu var i gære. 

Jeg stak usynlighedspinden i munden - hvad skulle 

der nu ske? 

9. december 

Jeg listede mig nærmere for bedre at kunne høre, 

hvad de to brødre snakkede om. 

- Tror du, de dukker op?, spurgte storebroderen. 

- Aner det ikke, svarede Peter, men jeg beder til 

de højere magter, at vi ikke kommer til at spilde tiden. 

- Nej, se, råbte storebroderen pludselig og pegede over på 

den parallelle perron. 

- Hvad? Er det ham?, spurgte Peter Makholm. 

- Nej, nej, kan du ikke se det? Det er en MY'er, der bliver 

brugt som rangermaskine. Det er enten 1150'eren eller 

1151'eren! 

Peters storebror viklede sig nu ud i langt foredrag om danske 

lokomotiver, men holdt gudskelov inde, da der lød en 

stemme bag dem: 

- Nå, her er I! Er min bror dukket op? 

- Verner? spurgte Peter Makholm forundret og kiggede på 

den fremmødte. 

Han var iklædt mørke bukser, og havde en grøn dynejakke 

på. Han havde endvidere en lille tophue på med kvast. 

- Ja, svarede han. Har min bror været her? 

- Øh nej, svarede Peter lidt forfjamsket. 

- Nå, men han kommer forhåbentlig snart. Jeg har lidt 

travlt, da jeg skal tilbage på arbejde. 

De tre personer blev stående lidt tavse på perronnen, uden 

egentlig at vide, hvad de skulle sige til hinanden. 

Så forsøgte Peter sig igen: 

- Skulle din 'bror' ikke snart være her? Da vi aftalte dette 

møde, så var det da en klar aftale at vi skulle mødes på denne 

perron - og det var på dette klokkeslæt. 

- Jo, svarede Verner, men han havde også svært ved at få 

fri fra arbejde. 

- Aha, indskød Peters storebror, der nu var blevet mere 

interesseret i et defekt signal på det nordgående spor. 

- Jeg prøver at ringe til ham. Vent lidt. 

Verner fandt en mobiltelefon frem fra lommen og gik lidt 

væk. Han sagde et par hurtige ord i telefonen og lagde den 

tilbage i lommen. 

- Jeg bliver nok også nødt til at smutte tilbage på arbejde, 

sagde han, i det samme et S-tog kørte ind på perronen. Men 

min bror er på vej, han er her om 10 minutter. 

Verner sprang ind i det ventende S-tog og vinkede til afsked. 

Toget forsvandt i retning af Hovedbanegården. 

Peter kiggede spørgende på sin storebror. 

- Skal vi vente de ti minutter?, spurgte han. 

- Ja, selvfølgelig. Vi kan jo altid kigge på reparationen af 

de skiftespor derovre, svarede storebroderen og pegede på 

en række mænd i orange tøj, der gik i det fjerne. 

10 minutter senere kørte et tog ind på perronen. En fyr 

stod ud og gik hen til Makholm-brødrene. 

- Davs, jeg er Gerner, sagde han. 

Han var ligesom sin bror klædt i mørke bukser, men havde 

en rød vindjakke på, ligesom han i modsætning til broderen 

var barhovedet. Ellers lignede han ham på en prik! 

- Undskyld forsinkelsen, men der var en del sporarbejder 

omkring Hovedbanegården. 

- Sporarbejder?, spurgte den ældste Makholm-bror interesseret. 

Jeg besluttede mig for at tage det første S-tog hen til min 

bil. 

✶ 

Tilbage i bilen tog jeg en rask beslutning. Jeg måtte overvinde 

mig skræk for jyske chattere og atter tage en tur til 

hovedlandet - til Jylland, hvis jeg skulle videre i denne sag! 

Jeg startede motoren og kastede mig ud i trafikken med kurs 

mod Korsør. 

Horsens var mit første stop. Denne driftige handelsby var 

hjemsted for to af de mest aktive chattere. 

✶ 

Det er nemt at finde frem til Thomas Boelskiftes lejlighed! 

Man kører bare efter lugten fra slagteriet, og så drejer lidt 

før! 

Mit nyerhvervede Ejnars Pub-kort fik hurtigt lirket døren 

til lejligheden op. 

Thomas var ikke hjemme, det kunne jeg hurtigt konstatere. 

I stedet sad modemdyret Moffe ved computeren - eller 

hvad man nu kalder en Mac fra '92 - og var i gang med at 

besvare indlæg i dk.chat. 

Jeg kiggede mig omkring i lejligheden. 

Jul på dk.chat

I et askebæger 

fandt jeg tre 

næsten brændte 

kravlenisser - en 

julemandssprællemand 

var brugt som 

dartskive. Var 

Thomas ved at 

udvikle et totalt 

julehad? 

Jeg passerede 

det Poul Krebsalter, 

jeg havde 

set sidste gang, 

jeg havde været i lejligheden. Jeg begyndte at undersøge hans 

samling af cd'er for at se, om der var andet musik, han dyrkede 

lige så fanatisk. 

Det lod ikke til at være tilfældet! Tværtimod var samlingen 

fyldt med Greatest Hits-albums, dvs. CD'er, hvor Thomas 

selv havde samlet sine yndlingsnumre sammen og brændt 

på en CD. 

Jeg fortsatte videre ind i soveværelset og lukkede et skab 

op. Pludselig startede musikken og gjallede ud gennem højttalerne 

med 120 dB: 'Last Christmas' med Wham!!!! 

Jeg var chokeret! Thomas var skabs-Wham-fan og havde 

trods sin antijule-holdning taget gruppens gamle hit til sig 

med kyshånd. 

Var han lige ved at bli'e sindsyg??? 

Jeg skyndte mig at lukke skabet igen for at ikke at tiltrække 

mig naboerne opmærksomhed. 

På vej ud af lejligheden greb jeg to billeder fra opslagstavlen. 

De forestillede begge Thomas med en øl i hånden - 

ingen tvivl om, at der var tryk på i Thomas' liv. 

✶ 

Jeg besluttede mig for at lægge vejen 

forbi trykkeriet, hvor Thomas arbejdede. 

Det var et lille trykkeri. Jeg fandt 

Thomas i færd at brænde sin næste 

CD med Greatest Hits - så var julegaverne 

åbenbart klaret! 

Pludselig begyndte det hele at ryste. 

Jeg kiggede mig forbavset omkring. 

Alting dirrede og hoppede. Var 

det den gamle Heidelberg trykpresse, 

der var gået i gang? Eller var Horsens 

overraskende blevet placeret 

9. december 

midt i en jordskælvszone. 

Var vores sidste time kommet? 

10. december 

Pludselig gik døren op med et brag. 

- Davs i stuen, folkens, lød fra manden der kom 

inden gennem døren med en ramme dåseøl under 

armen. 

Gennem døren kunne jeg skimte årsagen til de 

pludselige rystelser. Udefor stod parkeret en 18 tons 

lastbil. På toppen af førerhuset sad en lille Michelinmand 

med lys side om side med et plasticjuletræ. Et rødt 

julehjerte hang i forruden og blinkede. Foran rattet lå en gul 

plade med chaufførens navn: Der stod Finn. 

Finn Guldmann smed sig i en stol, smækkede benene op 

på bordet og lukkede en dåseøl op. Så smed han en dåseøl 

over til Thomas. 

- Skål, ræbede han. Jeg har lige været en tur sydpå, så jeg 

tænkte at du måske ville have besøg. 

Thomas Boelskifte åbnede dåseøllen, men desværre var 

den blevet rystet af den hårde medfart, så det sprøjtede til 

alle side og ødelagde nogle chromaliner, der lå på montagebordet. 

- Jo, det er da fint, Finn, vi havde alligevel ikke noget at 

lave. 

- Jeg var lige på 160 i går, fortsatte Finn. Du glemte det jo 

som sædvanlig!!! 

Thomas begyndte at undskylde og forklare sig. 

- Jeg snakkede også lige med René over CB, 

han er vist på elefantjagt, fortsatte Finn, men han 

tog en ekstra slurk af dåsen. 

- Elefantjagt??? 

Thomes kiggede undrende 

på Finn Guldmann. 

- Ja, æh, altså, han 

er i gang med fat i de 

udløbne elefanter, før 

de bliver smidt ud. 

- Udløbne elefanter??? 

I Zoo? 

- Neeeej, øl, for 

pokker, udløbne øl, 

Elefantøl! Det er et 

stort problem elefanter, der har 

overskredet sidste salgsdato. 

Jeg valgte i stedet at liste ud og fortsætte min færd. Jeg 

havde jo endnu et besøg i Horsens, som jeg skulle nå. 

✶ 

Jeg parkerede bilen i nærheden af Stensballeskolen. Jeg fandt 

hurtigt frem til det klasseværelse, hvor Bertel Lund Hansen 

var i færd med at undervise en klasse i matematik. 

Med usynlighedspinden i munden listede jeg ind for at 

lytte på undervisningen. 

- Og husk nu, sagde Bertel henvendt til de halvsovende 

elever, at I skal afleverer jeres blækregning til tiden denne 

gang! Eller vil de kunne ses på jeres tegn, øh, karakterer! 

Pludselig ringede klokken og eleverne strømmede ud af 

klasseloklalet. 

Desværre var det Bertels sidste time i dag. Jeg havde ellers 

håbet at kunne være blevet lidt længere for at se ham 

tage eleverne i skole! 

I stedet fulgte jeg efter ham hjem til hans bolig. 

Bertels første handling da han var kommet indenfor døren, 

var selvfølgelig at tænde for computeren. Man var vel 

ikke dk.chatter for ingenting. 

Bertel satte sig godt til rette for at rette news. I stedet for 

at benytte sig af Retskrivningsordbogen i bogform, havde 

Bertel fået den installeret på computeren i en CD-rom-udgave. 

Desværre gav det Bertel en hel problemer med læsningen. 

Ustandselig gik computeren ned og måtte genstartes! 

Bertel bandede og svovlede. 

Jeg gjorde et notat i min notesbog - det her var vist ikke 

en mand efter Bill's hoved! 

Jeg besluttede 

mig for at køre 

nordpå mod Århus. 

En lille smule 

vest for Århus 

lå Skjoldhøjkollegiet 

- et betonkompleks 

med 

1006 beboere, 

fortrinsvis studerende. 

Jeg havde været 

her før for 

længe siden! Faktisk 

havde jeg i en af mine tidligere sager fulgt sporet helt 

frem til Toke Eskildsen - en kendt chatter med bolig på kol- 

✶ 

51

legiet. 

Den grå mure 

knejsede mod 

himlen - i hver en 

lille celle boede en 

kollegianer. Her 

sov, spiste, elskede 

og - en sjælden 

gang - studerede 

de! 

Toke var ingen 

undtagelse. Han 

delte sit liv mellem 

Århus Universitet 

og Skjoldhøjkollegiet 

- i begge 

tilfælde tilbragte 

han størstedelen af 

tiden foran skærmen. 

Det var nu ikke, 

fordi Tokes primære 

aktivitet var 

at finde i chatten - 

faktisk brugte han det meste af sin usenet-tid ivrigt hakkende 

på hjemmesidekon-struktører i dk.edb.internet. 

Faktisk var Toke udadtil en aktiv frames-fjende, hvilket 

med al sin tydelighed fremgik af den screensaver, som var 

installeret på Tokes computer. 

Jeg havde uden problemer skaffet mig adgang til Tokes 

værelse. Brugen af Ejnars Pub-kortet havde været overflødigt, 

jeg var blot kravlet op på altanen og var kravlet ind af 

'klappen' ved siden af vinduet. 

Selv her i vinterkulden stod vinduesklappen åben - Toke 

havde en sær mani med kulde, faktisk havde han i helt et år 

- sommer som vinter - gået rundt i shorts, kortærmede trøjer 

og uden sko. 

På hans opslagstavle hang et billede, som viste Toke i færd 

med at rulle sig nøgen rundt i sneen. Jeg overvejede om jeg 

kunne bruge det til min ugerapport til 

Bill? 

Skulle jeg - eller skulle jeg ikke? 

52 

11. december 

Jeg besluttede mig for at snuppe billedet 

til ugens rapport. 

Man skulle godt nok have en 

lup for at konstatere, at Toke var 

af hankøn - det var godt nok 

koldt! Men alligevel havde jeg 

visse betænkeligheder ved at 

sende billedet til Mr. Microsoft. 

Han skulle jo nødig blive misundelig. 

Et andet billede var mere mystisk. 

Forestillede det Toke med 

rejsning? Nej, ved et nærmere 

gennemsyn viste det sig at være 

et foto af en person i toppen af en 

meget høj pæl. 

Mens jeg stod og betragtede 

billedet af fyren på pælen, gik døren til værelset op. Jeg priste 

mig lykkelig over, at jeg havde usynlighedspinden i munden. 

Det var Toke, der kom ind arm i arm med en ung pige. Det 

var tydeligt, at Toke forsøgte at gøre et godt indtryk på hende. 

- Du skal se det her billede, sagde han, det var fra dengang, 

jeg fortalte dig om. 

Han pegede på billedet af sig selv på toppen af pælen. 

- Vi var i Sverige på kanotur, fortalte han. Efter endt padlen 

skulle vi lige fordrive tiden med noget klatremursklatring. 

Afslutningsvis skulle vi kravle op i toppen af omtalte pæl, 

sætte os på den og rejse os op. 

- Nejjjj, turde du godt det?, spurgte pigen beundrende. 

- Ja da, pælen var jo kun 15m høj og hele 18cm i diameter 

på toppen. Den svajede selvfølgelig stille og roligt og begyndte 

at ryste, når man skulle rejse sig, men det var mest et 

problem for de andre. 

Pigen gøs. 

- Jamen, blev du ikke bange??? 

- Nej, nej - jeg er vant til den slags højder. Jeg har både 

kørt på et-hjulet cykel og gået meget høje stylter!!!, sagde 

Toke. 

- Virk'lig??? 

Pigen var meget imponeret! 

- Instruktøren var rigtig flink, fortsatte Toke. Mens vi klatrede, 

snakkede han løs: Ja, i begyndelsen havde klarene ikke 

hjelm på, men det ændrede vi ret hurtigt!" 

- Najjjj, sagde pigen og bed lidt i en negl. 

- Ja ja, men instruktøren fortalte, at de så kørte et stykke 

tid med en styrthjelm, men efter endnu et fald skiftede de til 

en hockeyhjælm med ansigtsgitter!!! 

- Guuuuud, klarede du det så? 

- Ja, du kan da se, at jeg står i toppen af pælen, ikk', sagde 

han og pegede på silhoueten på billedet. 

Toke og pigen vendte sig om og gik henimod compute- 

ren, mens jeg benyttede mig af lejligheden til at snuppe billedet 

af pælen. 

Så listede jeg ud af værelset. 

✶ 

Tilbage på parkeringspladsen bagved kollegiebrugsen kiggede 

jeg atter min liste igennem. Hvem skulle jeg nu kaste 

mig over? 

Ét var sikkert. Jeg havde atter fået nok af de jyske chattere 

- nu måtte jeg tilbage til Sjælland! 

✶ 

Mit blik faldt på Lise-Lotte Gerding, der efterhånden også 

havde fået en høj placering på chattens top. 

Lise Lotte havde allerede stået fadder til sin egen nyhedsgruppe 

i dk.hierakiet, nemlig dk.fritid.køledyr, men hun 

havde dog ikke svigtet chatten af den grund. 

En hurtig flytning til en ny lejlighed i Slagelse havde dog 

betydet et vist frafald i en periode, men nu var hun tilsyneladende 

tilbage for fuld styrke. 

Dvs. i hvert fald i de perioder, hvor hun IKKE havde besøg 

af Andreas! Andreas, hvis søde ord i mails og ICQ havde 

gjort Lise Lotte helt blød i knæene! Andreas, som nu takket 

være Lise Lottes søde ord, havde besluttet sig for at rive 

rødderne op fra den jyske muld og forplante sig på Djævleøen. 

Jeg startede med at rode affaldsspanden igennem for vigtige 

oplysninger, men det gav intet resultat! Det var naturligvis 

et problem for deduktive detektiver, at Lise Lotte så tit 

havde besøg af skraldemanden! 

Den ny lejlighed lå i 3. sals højde. Ejnars Pub-kortet åbnede 

døren uden de store problemer. 

Der stod stadig et par flyttekasser her og dér, men ellers 

så det ud som om Lise Lotte 

_var_ flyttet ind med sine tre 

børn. 

Stuen henlå i mørke, det eneste 

jeg kunne se, var videoen, 

hvis røde tal stod og blinkede 

00:00. Jeg dristede mig til at 

tænde lyset. 

På opslagstavlen hang et billede 

af Lise Lotte sammen med 

et handyr. Det billede snuppede 

jeg til samlingen. 

Jeg snuppede også et billede 

af Lise Lotte's fugl - en polsk 

hane! Fuglen kunne jeg godt 

Jul på dk.chat

nok ikke finde nogetsteds 

i lejligheden, 

men den kunne 

vel altid bruges som 

køledyr. 

Jeg støvede mere 

rundt i lejligheden, 

da jeg pludselig 

hørte en nøgle blive 

sat i låsen. Jeg stak 

straks usynlighedspinden 

i munden. 

Lise Lotte kom 

ind i lejligheden sammen med en hund. 

HUN så mig selvfølgelig ikke, men hunden... 

Ak ja... 

Hunden gik hen i mod mig og gik 'rundt' om mig, mens 

den snusede. Så gik den et skridt tilbage, blottede tænderne 

og begyndte at gø! 

En øredøvende glammen fyldte rummet. Hunden havde 

opdaget mig! 

12. december 

- Hvad står du der og gør af, råbte Lise Lotte arrigt. 

Hunden stoppede øjeblikkeligt med at gø og begyndte i 

stedet at hyle forsagt. 

- Sit! Dæk! Rul rundt! Læg død! 

Lise Lotte rablede et par hurtige kommandoer af sig og 

hunden adlyd blindt. 

Nu lå hunden på ryggen med let spredte ben og peb. 

Lise Lotte gik ud i køkkenet for at sætte vand og til te og 

for at hente en hundekiks. 

Straks hun var ude af stuen rejste hunden sig op, gik et par 

gange rundt om mine ben og lettede ben op ad mig!!! 

Da hunden hørte Lise Lotte nærme sig skyndte den sig at 

lægge sig pibende på ryggen igen. 

Lise Lotte kastede en hundekiks hen til den. 

- Go' hund, sagde hun og bukkede sig ned for at klappe 

den. Tror du snart Andreas ringer? spurgte hun hunden. 

Hunden åbnede munden, stak tungen ud og begyndte at 

hive ivrigt efter vejret. 

Jeg besluttede mig til at blive i lejligheden, mens jeg håbede 

at hunden ville vænne sig til mig. 

Pludselig ringede telefonen. Lise Lotte for hen og flåede 

røret af. 

12. december 

- Sugar Baby her, stønnede hun ind røret. 

- Hej, Andreas!!!!, råbte hun med glæde i stemmen. 

Hun bøjede sig ned til hunden og hviskede: Det er hr. 

Olesen *fnis*. 

Jeg kunne ikke høre, hvad Andreas sagde i den anden 

ende af røret, men Lise Lottes replikker overlod 

ikke så meget til fantasien: 

- *møøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøs.avi* 

Efter et hurtigt repliksskifte, 

lagde Lise 

Lotte røret på. 

- Det var Andreas nede fra 

stationen, hvinede hun frydefuldt, 

han er på vej herhen!!! 

Hun kiggede glædesstrålende 

på hunden. 

✶ 

Et kvarter gik entredøren op. 

En hed kyssescene udfoldede 

sig ude i entreen, mens 

hunden piskede rundt mellem 

benene på det forelskede 

par. 

- Jeg har en gave med til 

dig, skat, hviskede Andreas. 

Han trak en lille pakke op 

ad sin taske, der var tykt 

proppet med diverse edbblade 

og det nyeste nummer 

af Anders And. 

- Her, luk den op med det 

samme! 

- Er det en ring?, spurgte 

Lise Lotte. 

- Luk den nu op. 

Inde i pakken var en skifteramme. 

I rammen sad tre 

billeder. De første forestillede 

Andreas, de to nedenunder 

en skraldebil. 

- Jeg har selv taget dem, 

sagde han. De er fra min sidste 

arbejdsdag ved RenoVest 

- nu er jeg klar til at flytte herover. 

Lise Lotte jublede af fryd! 

- Tak skat, *kyyyyyyys*!!! Jeg har også en gave til dig...! 

- Har du? 

- Ja, kom med. 

Lise Lotte trak Andreas med hen til soveværelset. Hunden 

listede ud i køkkenet for at drikke vand. 

Jeg gik hen til soveværelsesdøren for at høre, hvad de snakkede 

om. 

Men alt, hvad jeg kunne høre, var 

Lise Lottes myndige stemme, der sagde: 

- Sit! Dæk! Rul rundt! Læg død! 

Så hørte jeg håndjernene klikke. 

Jeg snuppede de tre fotos og skyndte 

mig ud af lejligheden... 

13. december 

Nede i bilen studerede jeg atter min liste 

over aktive og mindre aktive 

dk.chattere. Et stykke nede på listen 

faldt mit blik på Asbjørn Højmark. 

Måske det var tid til at aflægge ham 

et besøg? 

✶ 

Netop som jeg nåede frem til Asbjørns 

bolig, kom han ud af døren. Jeg havde 

godt nok i første omgang besluttet mig 

til at gennemsøge gemakkerne efter oplysninger 

og billeder, som Bill kunne 

bruge, men i stedet valgte jeg at følge 

efter ham. 

Hvor skulle han hen? 

Var han blot på vej til endnu en arbejdsdag, 

som skulle tilbringes med at 

opsætte, konfigurere og omkonfigurere 

diverse Microsoft-software? 

Eller var han på vej til endnu et møde 

i 'kabalen'? 

Nej, viste det sig! 

Asbjørn var på vej til flyvepladsen! 

Her iførte han sig flyverdragt og åbnede 

de to store porte til hangaren. Han 

trak OY-XKW ud af hangaren og sammen 

med en kammerat fik han svæveflyet 

trillet ned for enden af startbanen. 

Her fastgjorde wiren i forenden af skro- 

53

get. 

Så satte han sig op i svæveflyet. Lige før spillet begyndte 

at køre, tog jeg en rask beslutning og greb fat i vingen. Da 

spillet begyndte at hive i svæveplanet med en usandsynlig 

kraft, priste jeg mig lykkelig over, at jeg havde været så forudseende 

at tage en faldskærm på. 

Inde i cockpittet kunne jeg høre Asbjørn bearbejde pedalerne, 

mens han hiv og sled i styrepinden. Jeg spekulerede 

på, om den ekstra vægt på den ene vinge gave en rutineret 

svæveflyver som Asbjørn problemer? 

Jeg kunne høre, at han tydeligvis havde gang i en del radio-kommunikation, 

men jeg forstod intet af, hvad han snakkede 

om. 

- Oscar Yankee X-ray Kilo Whiskey, råbte Asbjørn i mikrofonen. 

Hvem pokker er Oscar, tænkte jeg? En amerikaner, der 

skal røntgenfotograferes? Og så et kilo whiskey? Jeg blev 

helt tørstig ved tanken! 

- Juliett Echo Golf, fortsatte Asbjørn. 

Og hvem var så hun? En golfspiller, der gav genlyd? Jeg 

var forvirret! 

- Hotel Alfa Romeo, råbte han. 

Hvad var nu det? Var Asbjørn på vej til en hyrdetime med 

sin Juliett på det første det bedste hotel? Eller var der i virkelighed 

tale om bilmærker? Nu havde han jo både nævnt 

Golf og Alfa Romeo! 

- Pappa Romeo Oscar Bravo Lima Echo Mike Echo Romeo, 


Sikken han kunne rable det af sig!, tænkte jeg. Men hvad 

betød dette kodesprog. Var Romeo hans far? Og var Oscar 

nu pludselig fra Peru? Det gav ingen mening! 

- Mike Echo Delta, sagde Asbjørn. 

Ja, ja, tænkte jeg, Vi har hørt det med Mike - ingen grund 

til at gentage det. Og havd var det for et delta, han snakkede 

om. Vi fløj da hen over havet nu. Der var ingen deltaer i 

miles omkreds! 

- Victor India November Golf Echo November!!!, sluttede 

han. 

Nå, så skulle Victor fra Indien blades ind i det her. Men 

hvorfor november. Ethvert barn vidste da, at vi var midt i 

december! Og var det den persiske golf, han vrøvlede om? 

- Foxtrot Uniform Tango, fortsatte han. 

Nå, nu ville han pludselig til at danse? 

- Romeo Echo Charlie Stop. 

Ja, ja, nu har vi hørt dig, tænkte jeg. Er du færdig nu? 

- Alfa Victor India Alfa Tango India Oscar November!, 

fortsatte Asbjørn. 

Nej, nu stod jeg af, tænkte jeg. Jeg forstod intet af det her! 

Men før jeg havde tænkt denne tanke til ende, så ramte 

flyet et lufthul og gav et kraftigt ryk, hvormed jeg måtte slippe 

54 

mit tag i vingen. 

Jeg klemte tænderne omkring usynlighedspinden, og udløste 

faldskærmen. 

✶ 

Jeg dalede ned midt i en lille skov, hvor faldskærmen blev 

hængende i et træ. 

Jeg skar mig løs og lod mig falde ned på jorden. Jeg mærkede 

efter... jo, jeg havde stadig usynlighedspinden i munden. 

I det samme kom en fyr gående i skoven. Han var iklædt 

militærgrønt tøj, godt indsmurt i mudder og bar på et 

overdimentioneret maskingevær. 

Jeg genkendte ham straks som Ramborune aka Rune Simonsen. 

Det måtte altså betyde, at jeg var landet på Djursland. Suk! 

Atter en gang var jeg i Jylland! 

Jeg besluttede mig for at følge efter Rune. 

✶ 

Efter et lang vandring i den mørke skov ved 

Mørke nåede vi frem til civilisationen. Foran 

os lå en bred, snorlige landevej, der skar 

sig tværs igennem en by i det fjerne. Jeg 

kunne her i skumringen ane byens lys, de 

mange lyskurve, benzinstationer og butikker, 

der oplyste byen. 

Jo, Rønde var i sandhed en driftig handelsby. 

Vi nåede snart frem til det hus, Rune boede 

i. Han lukkede bryggerdøren ind og 

begyndte at smide sine plørede militærstøvler 

på gulvet. Han tog også beskidte 

militærtøj af og smed fra sig. 

Nu lignede han pludselig en ganske almindelig 

sekstenårs knægt, da han stod dér 

i sit undertøj og betragtede sine bumser i 

spejlet. 

- Rune, er det dig, lød en stemme. 

Runes mor stod i døråbningen. 

- Altså Rune!!! Nu har du igen swinet dig 

til ude i skowen. Jeg har ikke sagt det én, 

jeg har sagt det tusind gange. Jeg wil ikke 

hawe, at du render rundt der ude og ter dig som en anden... 

som en anden ugel-bølle! 

- Jamen mor, begyndte Rune spagt. 

- Stille, der er ikke andet en bøvl med dig. 

- Det hedder bøwl!, svarede Rune. 

- Wrøwl, råbte Runes mor. Du skal ikke svare mig igen, 

dit snøwl! 

- Jamen, det hedder altså bøwl! 

- Når jeg siger bøvl, så mener jeg bøvl!!! 

Runes mors øjne lynede. 

- Iøwrigt er der en telefonbesked til dig. Nummeret ligger 

på dit wærelse. 

Rune gik ind på sit værelse. Det var ikke specielt stort: I 

det ene hjørne lå var hans fodboldstøvler, på et bord stod 

hans computer, men rummet domineredes mest af et enormt 

hifi-anlæg. 

Rune kiggede på sedlen. Han genkendte straks nummeret 

og ringede op. 

- Hej, det er Rune, sagde han i røret. Skal vi spille på 

Dyret i aften? 

Jeg kiggede forundret på ham. Hvad mente han? Jeg vidste, 

at Rune - foruden fra tid til anden at skrive i chatten - 

også dyrkede spil via netværk sammen med kammeraterne. 

Men det var tilsyneladende ikke dét, som samtalen handlede 

om: 

- En fest? I aften? Jamen, jeg har ikke nogen, jeg kan tage 

med. Hvad siger du? Har I skaffet mig en date? Nu er hun 

vel ikke ligeså grim, som hende den sidste? 

Om en time? Ok. 

Rune lagde røret på. 

Rune skulle åbenbart til fest i aften. På 

en blind date! 

✶ 

En time senere var Rune klar til fest. Han 

havde været i bad og fået fjernet 'krigsmalingen' 

og havde til gengæld fået smurt 

ansigtet ind i Clerasil. 

Han tog en jakke på og skred ud i den 

kolde nat. Jeg snuppede et billede af Rune 

fra væggen i stuen og smuttede efter ham. 

Rune nåede frem til festlokalet i en vældig 

fart, opstemt af udsigten til aftenens 

date. Han skred målbevidst ind i salen og 

kiggede sig omkring. Der stod kammersjukkerne 

fra Netspils-klubben. Han gik 

over til dem. 

- Hej, folkens, sagde han. Hvor er hun? Hvor en min date? 

- Her, lød en høj stemme pludselig bag ham. 

Han vendte sig om. 

Og skreg!!! 

✶ 

Jul på dk.chat

14. december 

Jeg havde egentlig besluttet mig til at deltage i festen og 

udspionere Rune, men da jeg så hans date, så ombestemte 

jeg mig på stedet. 

Hun var det grimmeste menneske, jeg nogen sinde havde 

mødt! Jeg havde simpelthen ikke nerver til at befinde mig i 

samme rum som hende! Eller for den sags skyld i samme 

landsdel! Jeg besluttede derfor mig til øjeblikkeligt at tage 

en taxa tilbage til Sjælland. 

Ved svæveflyvepladsen fandt jeg mit bil og ræsede så langt 

sydpå, jeg kunne komme. Jeg måtte simpelthen væk fra den 

skrækkelige festdeltager. 

✶ 

Jeg stoppede først, da jeg var nået til Lolland, nærmere betegnet 

Vigsnæs. 

Her boede en anden aktiv chatter, nemlig supersnipperen 

Heidi Bille. 

Jeg huskede tydeligt, da jeg i forbindelse med en tidligere 

sag havde besøgt den firlængede bindingsværks gård. Dengang 

var alle chatterne med til Heidis og Jespers bryllup, 

hvor festen foregik i haven efterfølgende. 

Haven bar præg af Heidis tendens til motorsavsbrug. De 

fleste træer var skåret ned til sokkeholderne, så parret havde 

været nødt til at købe to hængekøjer på stativ for at få afløb 

fra deres afslapningstendenser. 

Her ved vintertide var der dog ikke spor af nogen form 

for haveaktivitet. Havetraktoren var kørt i garage og havemøblerne 

pakket sammen. 

Vinteren var kommet til Vigsnæs. 

✶ 

Jeg listede nærmere til et vinduerne i huset. Indefra hørte 

jeg sang! Jeg spekulerede på, hvem der lagde stemme til. 

Det kunne være KUN være Heidi. 

Jeg faldt et øjeblik i staver, mens jeg tænkte tilbage på en 

anden sag, hvor jeg også havde været forbi denne gård. Dengang 

var det ganske andre toner, der var lydt ud af 

soveværelsesvinduet. 

Jeg listede om til bryggersdøren og bearbejdede døren med 

Ejnars Pub-kortet. Da jeg fik døren op sprang en lille grå kat 

ud i kulden. 

Jeg stak den hvide usynlighedspind i munden og gik ind i 

14. december 

stuen. 

Jeg fandt hurtigt frem til Heidis foretrukne 

arbejdsplads. De seneste par 

uger var ganske tydeligt gået med at 

omkonfigurere computeren og installere 

nyt software, hvilket forklarede 

hendes manglende aktivitet i chatten. 

✶ 

Jeg fandt et billede af hende mellem 

alle de opslåede manualer. Det stak jeg 

i lommen til brug for min rapport. 

På bordet lå også en stribe prints. Jeg 

satte mig ned og begyndte at læse. 

"Jeg havde parkereret bilen foran 

godsets indgangsdør og var gået forsigtigt 

op ad trappen. Efter nogen 

tids tøven havde jeg trykket på klokken. 

Den unge godsejer lukkede døren 

op og bød mig indenfor. Straks mærkede jeg hans udstråling 

og lod mig blidt føre ind i stuen, hvor der 

brændte en sagte ild i kaminen. Han gjorde tegn til at 

jeg skulle sætte mig på isbjørneskindet på gulvet og 

spurgte mig, hvad jeg ønskede at drikke. 

- Det samme som dig, svarede jeg spagt. 

Mine tørre læber råbte på væde. Eller kys. 

Han kom tilbage med to glas cognac og satte sig ned 

ved siden af mig. Så gav han mig glasset og bøjede sig 

frem for at lægge endnu et stykke brænde på ilden. 

Vi sad et øjeblik stille og kiggede på ilden, mens vi 

drak vores cognac. 

- Musik?, spurgte han og så på mig med sine blide 

øjne. 

- Ja, mumlede jeg, og kiggede forvirret væk. 

Han greb fjernbetjeningen fra bordet og trykkede på 

et par knapper. 

Sekunder efter fyldtes rummet af de pragtfuldeste 

toner. Jeg genkendte straks Mozarts 21. klaverkoncert. 

Jeg sukkede af velvære, da han pludselig bøjede sig 

frem i mod mig og trykkede sin fugtige læber mod mine. 

Jeg mærkede hans stærke hænder på min ryg, kærtegnende, 

udforskende. 

Jeg spredte mine læber forsigtigt og lod hans varme 

tunge glide ind og forene sig med min. 

Han lynede min kjole ned og fik behændigt hægtet 

min BH af. Så trak han forsigtigt kjolen af mig og trykkede 

mig ned mod det bløde skind. 

Så rejste han sig og trak sin trøje over hovedet. 

Jeg kunne se hans veltrænede krop 

glinse i skæret fra kaminen. Jeg satte mig op 

og lukkede hans livrem op. Så lynede jeg 

hans bukser ned og trak dem af ham. 

Jeg kunne se på ham, at han var mindst 

lige så interesseret i mig, som jeg var i ham. 

- Åhhh, din guftrold, sukkede jeg." 

Det her var selvfølgelig et bidrag til novellemailingliste, 

som Heidi og flere andre deltog i. 

Et projekt, der i al sin enkelthed gik ud på at 

skåne de yngste medlemmer af chatten for de 

saftige fantasier, som novellemailingslistens 

skribenter var i besiddelse af. 

Jeg spekulerede på, hvem af deltagerne, der 

havde skrevet den novelle, jeg lige havde læst 

brudstykker af. 

Jeg greb endnu en novelle og begyndte at 

læse. 

"Jeg parkerede min bil foran huset. Så 

sprang jeg resolut op ad trappen og bankede tre hurtige 

gange på døren. Lidt efter blev døren lukket op af den 

skønneste kvinde, jeg længe havde set. Hun trak mig 

indenfor og og smækkede døren i. Så trak hun min 

frakke af mig mens hun pressede sine sensuelle læber 

mod mine. Jeg kunne mærke hendes varme krop gennem 

den tynde kjole, hun havde på. 

- Kom med, sagde hun og trak mig ind i et stort rum. 

Jeg fulgte lydigt efter. 

- Du kan godt klare en øl, ikk', sagde hun, og hev to 

udløbne øl ud af køleskabet. 

Hun lukkede dem hurtigt op ved at stikke flasken ned 

i kavalergangen. Så tændte hun en cigaret og kiggede 

udforskende på mig. 

- Og du er så kommet for at kigge på anlægget, ikk', 

spurgte hun. 

- Ja, svarede jeg hurtigt, mens jeg forsøgte at udlade 

at kigge på hendes store fortrin. 

- Det er noget, min bror selv har bygget. Det dur ikke. 

Hør selv. 

Hun gik over til et underligt spånplademøbel der var 

forsynet med en masse små dioder og mærkelige knapper. 

Så trykkede hun på én af knapperne og der begyndte 

at komme nogle skrattende lyde ud fra de to spånpladekasser, 

der hang oppe under loftet. 

- Sluk, skreg jeg, det er ulideligt. 

- Ja, det står ikke til at redde, svarede kvinden og 

knaldede en knytnæve ned i spånplademøblet. 

55

56 

Så gik hun hen imod mig og puffede mig blidt ned i 

sovesofaen i stuen. 

- Men så må vi jo finde noget andet at fordrive tiden 

med, sagde hun. 

Hun begyndte at knappe min skjorte op. Derefter fjernede 

hun min livrem og trak mine bukser af mig. I løbet 

af ingen tid lå jeg nøgen foran hende på sofaen. 

Hun kiggede anerkendende på mig. Så knappede hun 

op fortil og lod hun kjolen falde! Med en fiks bevægelse 

hægtede hun den sorte blonde-BH af. Da hendes 

enorme barm blev givet fri, besvimede jeg." 

Jeg rystede overbærende på hovedet. Det var måske meget 

godt, at disse noveller ikke blev offentliggjort i dk.chat. 

Jeg rodede lidt videre i papirerne og stødte på endnu et 

bidrag til mailinglisten. 

"Jeg havde redet langs stranden i timevis, indåndet 

den friske havluft og ladet hesten følge sine instinkter. 

Og nu var jeg nået her til godset. Jeg kunne se, at der 

var lys i staldene og besluttede mig for at ride derover. 

Måske kunne jeg tigge lidt havre til min hest, inden jeg 

red videre. 

I halvdørens åbning stod en ung fyr og bød mig indenfor. 

Han var i cowboybukser og en stramtsiddende 

t-shirt, der tydeligt afslørede hans enorme brystkasse 

og veltrænede krop. Han trak min hest hen til en ledig 

bås og begyndte at børste den ren for det værste sand. 

Mens den gumlede havre i sig, så førte han mig hen 

bag i stalden, hvor der var lavet et blødt leje af det friskeste 

hø. Han gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig 

ned. 

- Vil du have noget at drikke, spurgte han. 

- Det samme som dig, svarede jeg hurtigt. 

Han fandt to dåsecolaer frem fra et lille køleskab i et 

hjørne af stalden. Og gav mig den ene. 

Fra min plads i høet havde jeg udsigt til den flotteste 

fyrige araberhingst. 

- Musik?, spurgte han, mens han med den ene hånd 

klemte den tomme dåse sammen til en lille kugle. 

- Ja, det kunne være fedt, svarede jeg. 

Han kylede dåse-kuglen gennem rummet, så den 

ramte en lille transistorradio, der straks gik igang. 

- Ja, det er fedt, råbte jeg - det styrer bare! 

Pludselig bøjede han sig frem i mod mig og kyssede 

mig. Jeg skælvede og jeg kunne mærke, at jeg blev helt 

våd. 

Hans stærke hænder gled ind under min bluse og rutineret 

fik han fjernet min pushup-bh. 

Han pressede sin tunge ind mellem min læber. 

Så skubbede han mig blidt tilbage og trak min ridestøvler 

af mig. Det tog ham ikke lang tid at fjerne mine 

ridebukser og nu lå jeg nøgen foran ham. 

Han afførte sig hurtigt sine cowboybukser og lagde 

sig oven på mig. 

- Hehehehehe, sagde jeg, det var da den bedste afslutning 

på en ridetur. 

- Nej, sagde han. Rideturen er først begyndt!" 

Jeg stoppede med at læse og kiggede forvirret på teksten. 

Hvad foregik der da inde i hovedet på de chattere. Eller rettere 

mellem benene. 

Jeg kiggede på den næste novelle. I modsætning til de 

øvrige, så var den fyldt med røde streger og tilskrivninger i 

marginen. Det var tydeligt, at den ikke var blevet accepteret 

af den hårde bedømmelseskomité i novellemailingslisten. En 

hel af ord var tydeligvis faldet komiteen for brysterne. 

Jeg begyndte at læse: 

"Jeg trillede skraldebilen op foran bagindgangen og 

steg ud. Solen skinnede og fuglene sang over hovedet 

på mig, mens jeg fløjtede en lille glad melodi. Jeg elsker 

sådanne morgener. 

Det var godt nok en helt ny rute, jeg kørte på, men 

jeg var allerede kommet forud for tidsplanen. Også dette 

sted havde jeg hurtigt fået tømt skraldespanden og skulle 

netop til at køre, da der pludselig stod en nødstedt kvinde 

i døråbningen - kun iført en tynd badekåbe. 

Hun gjorde tegn til at jeg skulle komme ind i huset. 

- Det er typisk, tænkte jeg, nu vil hun sikkert have 

mig til at gøre sig en ekstra lille tjeneste, og det får jeg 

så de obligatoriske to bajere for! 

Inde i køkkenet stod et lille spisebord, hvor der ganske 

rigtigt stod to kolde øl. Jeg satte mig ned på en 

køkkenstol og knappede den ene øl op. 

I hjørnet af køkkenet stod en kaffemaskine og skrumlede, 

kun overdøvet af en transistoradio, der var indstillet 

på lokalradioen. 

- Du er ny, sagde hun og kiggede på mig med et 

skælmst blik. 

- Ja, svarede jeg kort. 

- Du skal lige hjælpe mig med en lille ting, forsatte 

hun. 

Hun rejste sig op og smed badekåben på gulvet. Nu 

stod hun splitternøgen foran mig. Jeg kunne se hendes 

store patter og hendes våde kusse. 

- Prøv at mærk efter, sagde hun, den trænger sådan. 

Hun førte min hun hen til hendes fisse og jeg kunne 

mærke, at det var længe siden hun havde fået noget. 

Jeg rejste mig op og krængede kedeldragten af. Så 

smed jeg hende ned på køkkenbordet. Hun spredte villigt 

sine ben og jeg stak min store pik ind i hende. Hun 

jamrede af fryd, da jeg..." 

Jeg kiggede op. Det fortsatte over flere sider det her. Det var 

krasse sager. Jeg kunne godt forstå de mange røde streger. 

Det her var jo et klart brud på novellemailingslistens regler!!! 

Intet under at juntaen havde returneret novellen til forfatteren 

med krav om en omskrivning i et mere stuerent sprog! 

Jeg samlede stakken af noveller sammen - den kunne Bill 

sikkert få noget ud af, hvis han havde lyster. 

✶ 

Tilbage i min bil overvejede jeg atter situationen. Skulle 

jeg køre tilbage til Hovedstaden eller skulle jeg atter en gang 

driste mig en tur til Jylland. Det var besnærende atter en 

gang at tage færgen fra Lolland til Langeland, og videre over 

Fyn for så atter at sejle til Als? 

Der var jo flere sønderjyder blandt chatterne, som det ville 

være oplagt at kaste sig over. 

15. december 

Jeg besluttede mig for at tage turen til Sønderjylland igen! 

Der var godt nok en del rejseri i denne sag, men Bill skulle 

jo dække alle omkostninger, så pokker stå i det! 

På færgen til Als gjorde jeg mig en del overvejelser om, 

hvem af de sønderjyske chatterne, jeg skulle besøge. 

Mit valg faldt på Else Rasmussen - en gæv bondepige fra 

Tønder-egnen, der efter at have fulgt chatten i lang tid, omsider 

havde besluttet sig for at skrive et enkelt lille bitte indlæg. 

En klog disposition at følge chatten noget tid først, taget i 

betragtning, hvilken modtagelse nervøse newbies fik af den 

indespiste inderkreds. 

✶ 

Jeg nåede hurtigt over Als og fortsatte mod Løgumkloster. I 

rundkørslen lidt uden for byen drejede jeg sydpå mod Tønder 

og kom lidt efter til landsbyen Ellum - en lille by med 

kun 200 indbyggere. 

I udkanten af landsbyen lå en hvid trelænget gård med 

rødt cementtag. Oppe ved landevejen passerede jeg en lille 

vogn, som om sommeren blev brugt til salg af haveafgrøder. 

Jul på dk.chat

Jeg parkerede vognen lidt afsides i 

en lille skov og stak usynlighedspinden 

i munden. Nu turde jeg nærme 

mig gården. 

Mit Ejnars Pub-kort fik hurtigt lukket 

bryggersdøren op og jeg befandt 

mig snart efter inde i stuen. 

Overalt var der pyntet op til den 

tilstående højtid - det var tydeligt, at 

Else var startet på juleforberedelserne 

allerede i april, og nu var kulminationen 

på anstrengelserne nær. 

På væggen hang et stort luftfoto af 

gården i en fin træramme. Det fik jeg 

bakset ned og skåret ud af rammen. 

Mon ikke Bill gerne ville se, hvordan sådan et dansk landbrug 

så ud. 

✶ 

På sofabordet lå rollehæftet til den næste dilettantforestilling, 

som Else skulle deltage i. 'Frihedsgudinden' hed stykket. 

Jeg spekulerede på, om Else skulle til bringe hele forestillingen 

stående på et bord med en fakkel i den ene hånd 

og det nyeste nummer af 'Faklen' i den anden. 

Jeg fandt et fotoalbum frem fra reolen og bladrede det 

igennem. Her var et billede af Svend, Elses mand, i uniform. 

Var det også fra en diletantforestilling? Nej, det var tydeligvis 

taget foran Randers Kaserne. Jo, tingene faldt på plads: 

Else stammede jo oprindelig fra Randers! 

Nu havde hun imidlertid slået sig ned her i det sønderjyske 

med et godt arbejde i den lokale landbrugsforening. 

I fotoalbummet var der minsandten 

også et billede af Else selv. Det skyndte 

jeg mig at snuppe til rapporten. 

Jeg gik ud af stuehuset for at besigtige 

staldene. Jeg regnede med, at en 

gård af denne størrelse måtte råde over 

en større besætning af malkekøer. Men 

nej. Der var ikke et eneste dyr i stalden, 

når man så bort fra de allestedsnærværende 

mus og katte. 

Ærgerligt. 

Faktisk var det længe siden, jeg sidst 

var stødt på en rigtig levende ko - jeg havde i lang tid måttet 

nøjes med de virtuelle muhligheder på Nettet. 

Men stalden var ikke helt tom! I den store bygning havde 

Else fået anlagt en bowlingbane. Med megen snilde havde 

hun genanvendt det automatiske udmugningsanlæg i gulvet 

15. december 

til at transportere de brugte 

kugler tilbage. Og dele fra den 

udtjente malkemaskine fungerede 

som keglerejser. Smart. 

Det forklarede selvfølgelig 

Elses status som lokal mester i 

bowling - som bekendt havde 

hun hjembragt en enorm 

købmandskurv som bevis på 

sin mesterskabstitel! Og så var 

det bare fordi hun havde smugtrænet 

hele året på den hemmelige 

bane!!! 

Jeg forlod Elses gård og kørte nordpå. Jeg MÅTTE overvinde 

min skræk for de jyske chattere. Herregud, vi har jo 

alle været jyder engang - københavnere er jo blot jyder, der 

er emigreret! 

Jeg gjorde et stop i Haderslev. Endnu én af de sønderjyske 

chattere stod for skud. 

✶ 

I en lille et-værelses lejlighed i stueetagen boede Erling Christensen 

- i chatten kendt som Pointman. 

Det var ingen kunst at skaffe sig adgang til lejligheden 

ved hjælp af mit efterhånden godt slidte Ejnars Pubkort. 

Erling var ikke hjemme - han passede sikkert sit 

job på kommunen, hvor han henslæbte tiden som 

kontorelev. 

Noget tydede på, at Erling boede alene i den lille 

lejlighed. End ikke et husdyr var det blevet til. 

Computeren indtog ikke overraskende en fremtrædende 

plads i lejligheden. Omkring den flød det med 

tomme colaflasker, printerpapir, udfoldede papirclips, 

ubetalte regninger, beskidte kopper, udvaskede 

underbukser, ulæste aviser og meget, meget mere. 

Derimod var billeder ikke eksisterende! 

Jeg var skuffet! Det ville Bill også blive. Men jeg 

noterede Erlings ICQ-nummer ned - så kunne Bill jo 

ringe, hvis han ville vide mere. 

✶ 

Jeg lukkede mig ud af lejligheden. Jeg trissede 

videre ned ad gaden, indtil jeg fandt et værtshus, hvor 

jeg kunne få en stille øl og klare tankerne. 

✶ 

Efter at have afvist de første to øl, som servitricen havde 

stillet foran mig, lykkedes det mig endelig at få en øl, der 

ikke havde overskredet sidste salgsdato. 

Jeg overvejede situationen. 

Skulle jeg fortsætte nordpå til Århus og kaste mig over 

nogle af de århusianske chattere? Eller skulle jeg vende næsen 

mod hovedstaden? 

Eller skulle jeg opgive det hele og sende Bill en kanonstor 

regning. Afslutte sagen, aflevere rapporten. Færdig med 

chatten! 

Man siger, at sandheden står skrevet i bunden af en 

ølflaske, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg hældte de sidste 

dråber i glasset. 

Så kiggede jeg dybt ned i flasken. 

Der stod 'ØL'! 

16. december 

Det blev sidst på aftenen, da jeg temmelig beruset vaklede 

ud af værtshuset og fandt et hotel for natten. 

Næste morgen morgen satte jeg kursen nordpå mod Århus. 

Mit mål var at opsøge én af de aktive chattere, der pludselig 

- efter en lang karriere - pludselig var forsvundet. 

Jeg fandt hurtigt frem til lejligheden i Lundbyesgade. Her 

boede Jakob Schmidt. Mit Ejnars Pub-kort fik hurtigt lukket 

entredøren op til Jakobs stuelejlighed. 

Med usynlighedspinden godt 

placeret i mundvigen bevægede 

jeg mig ind i lejligheden. Jakob 

var ikke hjemme, så jeg havde rig 

lejlighed til at besigtige den 

nyinstandsatte lejlighed. 

Jeg startede med at støve lejligheden 

i gennem for billeder. 

Det var ingen sag af få fat i nogle 

billeder af Jakob. F.eks. var der 

et historisk billede, der viste ham 

i færd med at istandsætte lejligheden. 

✶ 

Et andet billede viste Jakob i 

færd med at indtage et mindre 

måltid ved Moesgaard Strand. 

Derimod var der to billeder der 

57

undrede mig. Det ene 

forestillede en langhåret 

person - det andet 

en korthåret ditto. Var 

det én og samme person, 

eller havde Jakob 

en vellignende tvillingesøster. 

På et bord faldt jeg 

over Jakobs antikke 

Mac. Den var så gammel 

og udtjent, at den 

rettelig burde være at 

forefinde på det nærliggendekøbstadsmuseum, 

også kaldet 'Den 

gamle By i Århus'. 

Det var naturligvis 

den, der var skyld i 

Jakob længerevarende 

udebliven fra chatten. 

Computeren har nemlig 

udstyret med så lidt RAM, at den ikke hvade været i stand 

til at klare det massive VEP-bombardement, der havde hjemsøgt 

chatten gennem længere tid. 

Jeg tændte for computeren og ventede de ti minutter på, at 

den startede op. Gad vide, hvad Jakob ellers brugte denne 

oldsag til. 

Jeg fandt hurtigt svaret. Ved siden af computeren stod Jakobs 

sythesizer-modul, der var koblet til maskinen. Jakeb 

var tilsyneladende i gang med at programmere sin egen editor, 

der skulle bruges til at redigere lydene på computer for 

så senere at uploade dem til sythesizeren igen. 

Jeg kiggede nærmere på de mange liniers kode og konstaterede 

hurtigt, at det vist varede noget tid, før Jakob igen fik 

58 

tid til chatten. 

✶ 

Tilbage i min bil overvejede jeg igen situationen. 

De sidste par dages besøg hos jyske chattere havde været 

problemfrie. Det var lykkedes mig at undgå at rende ind i 

dem, ligesom det var lykkedes mig at undgå de store overraskelser. 

Jeg kunne dog mærke på mit vand, at det var tid at vende 

tilbage til det storkøbenhavnske område. 

Der var jo stadig et par chattere derovre, som jeg skulle 

aflægge en visit. 

Jeg kørte derfor ned til Århus Havn og lod mig fragte til 

Kalundborg med Catlink. Det lykkedes katamaranfærgen at 

undvige de fleste fiskekuttere på sejlturen, ligesom fuglelivet 

og sælkolonien omkring Samsø ikke denne gang led 

nævneværdig skade. 

✶ 

Mit første stop gjaldt Valby. Her boede Asbjørn Christensen, 

en af de mange aktive chattere, der hed Asbjørn. 

Jeg kæmpede mig pustende op ad trapperne til 4. sal. Asbjørn 

boede i en stor 4 værelses lejlighed, hvis entredør hurtigt 

gav efter fra påvirkning fra Ejnars Pub-kortet. 

Men han var ikke hjemme, så mine anstrengelser med at 

holde usynlighedspinden lige i munden var forgæves. 

Lejligheden var fyldt med tøjdyr i alle afskygninger. Oven 

på Asbjørns PC sad en stor brun tøjbamse og vogtede hele 

herlighen. Derimod var det så som så med billeder af Asbjørn. 

Bill må nøjes med det vellignende fotografi, som Asbjørn 

gemte på sin hjemmeside, tænkte jeg ved mig selv. 

Jeg spekulerede på, hvor Asbjørn var henne. Var han på 

arbejde? Sad han bag skærmen hos CSC og besvarede PCspørgsmål 

for 

kunderne? Eller 

var han mødt på 

sin nye ekstratjans 

som gadefejer 

på den nærliggende 

Valby 

Station? 

Jeg gik ud i 

køkkenet og lukkede 

kæleskabet 

op. Det var fyldt 

op med øl, der 

efter sidste 

salgsdato at 

dømme skulle være smidt ud for længst. På køkkenbordet 

stod en brødkasse. Jeg lukkede den op og kiggede på indholdet. 

Jeg var målløs. Hvad skulle jeg sige....? 

Boller!!! 

Fra Kohberg! 

Jeg forlod rystet lejligheden og satte mig ind i min bil. Jeg 

drejede hen af Vigerslev Allé og drejede igen ud ad Gl. Køge 

Landevej. Pludselig opdagede jeg Asbjørn! Han stod på fortovet 

ud for nr. 57 og var ved at dø af grin! Hvad var det dog, 

der var så morsomt? 

Var Get2Net's seneste tilbud? Eller? 

17. december 

I det samme øjeblik opdagede jeg Tim Liljendahl, der kom 

kørende forbi. Jeg brød øjeblikkeligt sammen i latter over 

synet og var ved at tabe usynlighedspinden af bar befippelse. 

Hvad pokker skulle han her? 

Havde han ikke travlt med at passe sit højteknologiske 

BBS? 

Eller havde han ikke travlt med at skrive indlæg til chatten? 

De sidste par uger havde han intensiveret sine skriverier i et 

stakåndet forsøg på at fravriste Lene Guldmann Jakobsen 

førstepladsen i den månedlige dk.chat-statistik. 

Tim havde taget sit pæne tøj på idag. Han havde tilbragt 

et par ekstra timer foran spejlet og mødte nu op med vandkæmmet 

hår og midterskilning. 

Det var i sandhed et grinagtigt syn. 

Tim forsvandt ind i bygningen og Asbjørn Christensen 

forlod åstedet for at gå i SuperBrugsen og købe sin daglige 

ration af boller. 

Fra Kohberg. 

Jeg blev stående et øjeblik og overvejede situationen. 

Skulle jeg følge efter Tim ind i bygningen eller skulle jeg 

hellere finde frem til en anden chatter, jeg kunne hverve til 

Bill's projekt. 

Men jeg stod og tænkte over det, opdagede jeg Lars 

Fischer, der gik med målbeviste skridt ind på samme adresse 

på Gammel Køge Landevej. 

Det var selvfølgelig et sammentræf, der satte min deduktive 

hjerne i gang. 

Alligevel valgte jeg at forlade stedet. Der var jo flere andre 

chattere på programmet! 

✶ 

Jul på dk.chat

Jeg satte i stedet kurs mod Ballerup. På vej dertil passerede 

jeg Ålholm Plads, hvor man var i gang med at afsløre en 

mindeplade på det hus, hvor den kendte chatter Andreas 

Lerche Olesen havde boet i. 

I Ballerup gjaldt mit besøg en tidligere aktiv chatter, nemlig 

Jens Gade. 

Jeg fandt hurtigt frem til Jens' hus. Et hurtigt greb i lommen 

og jeg stod med mit Ejnars Pub-kort i hånden. Jeg begyndte 

med en usvigelig sikkerhed at bearbejde indgangsdøren 

til parcelhuset. 

Der var ikke nogen hjemme. Godt det samme! Så kunne 

jeg slippe for at tygge på den usynlighedspind. Faktisk havde 

den pind været skyld i, at jeg havde nedsat mit cigaretforbrug 

betydeligt under denne her sag. Jeg tændte straks en 

smøg! 

Jeg fandt hurtigt frem til Jens' computer. På bordet ved 

siden af flød det med prints i endeløse baner. Et blik på papirerne 

afslørede, at Jens tilsyneladende morede sig vældigt 

med at udskrive sin modemlog-fil i én uendelighed. 

Hans modem-manual lå opslået på skrivebordet og de forskellige 

AT-kommandoer var markeret med gul tusch. Enkelte 

steder sås kuglepensnotater i marginen. 

Jo, det var vist en rigtig modem-nørd, jeg stod over for. 

Pludselig hørte en nøgle blive sat i døren. I stedet for at 

finde usynlighedspinden frem, panikkede jeg og satte i løb 

mod havedøren. Jeg snublede over en fold i gulvtæppet og 

ramte det store akvarium med nøgne fisk. Kaskader af vand 

væltede over gulvet, idet jeg tog flugten ud af havedøren. 

Jeg kæmpede mig forpustet frem til min bil, 

jeg havde parkeret i nærheden af Jens' hus. 

Mens jeg fik vejret, fik jeg startet vognen 

og kastede den med hvinende dæk ud i trafikken. 

Jeg kastede et blik i bakspejlet - nej, der 

var intet tegn på at Jens forfulgte mig i sin 

mørkeblå bil. 

✶ 

Jeg fik pludselig en lys idé - jeg ville kigge 

hos Klaus Franzmann i Værløse - det var alligevel 

lige i nærheden. Han kunne måske 

hverves til Bill's projekt? 

Jeg huskede, hvordan mit sidste besøg var 

gået hos Klaus Franzmann. Her havde en venlig 

nabo lukket mig ind og vist mig rundt i 

huset. 

Denne gang kunne jeg selv lukke mig ind 

med mit Ejnars Pub-kort. Desværre blev mit 

besøg hos Klaus rimeligt kort. Jeg var knapt 

17. december 

nok noget inden for døren, da jeg følte 

mig trængende og måtte besøge toilettet. 

Da jeg skulle trække et stykke tolietpapir 

- korrekt ophængt med papiret ud 

ad, så opdagede jeg, at hele rullen var 

forsynet med små Windows95-symboler! 

Det ville en hengiven FAN aldrig 

finde på og jeg forlod Klaus' hus øjeblikkeligt, 

mens jeg arrigt stregede hans 

navn på listen! 

✶ 

Mit besøg i det lille rum havde godt nok givet mig en pludselig 

følelse af klaustrofobi, men alligevel faldt mit blik på 

en anden Claus - nemlig Claus H.B. Sørensen, der en overgang 

havde været meget aktiv i chatten. 

Det var således Claus, der havde stået 

fadder til den succesrige novellemailingliste 

med erotiske noveller, som 

jeg havde stiftet bekendtskab med på 

Lolland. 

Claus havde tidligere boet på det 

mørke Nørrebro, men nu havde han fundet 

sit eget lille smørhul i det nordsjællandske. 

Jeg fandt hurtigt 

frem til Claus' hus. 

Mit Ejnars Pub kort 

fik lukket døren op og med usynligspinden 

i munden begyndte jeg at udforske 

boligen. 

Stuen bar præg af Claus store interesse 

for hjemmebygget hifi. Han havde selv 

lavet de store spånpladekasser, der 

gjorde det ud for højttalere. Og i hjørnet 

af stuen stod et spånplademøbel med 

knapper og lysdioder indkøbt i hovedstadens 

førende elektronikbutik. 

Jeg bemærkede med afsky akvariet i 

den anden ende af stuen og tænkte med 

gru på de enorme vandmængder, som 

Jens Gades akvarium havde rummet. 

På stuebordet lå et fotografi af akvariet 

- det tog jeg med til Bill, som han 

måske kunne bruge til inspiration for en 

original screensaver. 

Der lå også et billede af en hund. Jeg 

samlede det op og kiggede 

på det. Jeg kunne godt huske 

fra sidst, hvordan den 

meget vagtsomme vagthund 

havde beskyttet hjemmets 

ukrænkelighed ved at sove 

upåvirket på sofaen, mens 

jeg havde gennemrodet lejligheden 

på Nørrebro. 

Denne gang var der ingen 

undtagelse. Den fotograferede 

hund lå også denne 

gang passivt i sofahjørnet og 

sov. Den stakkels hund havde 

uden tvivl udviklet tinnitus eller måske direkte døvhed som 

følge af Claus' hobby - det høje lydniveau, som de overdimensionerede 

højttalere var eksponent for, havde uden tvivl 

haft en indflydelse på hundens handicap. 

✶ 

Jeg forlod huset og byen og satte kurs mod Jylland igen. 

Det havde været en begivenhedsrig dag - nu havde jeg 

fået nok af københavnske chattere, jeg måtte tilbage til hovedlandet. 

Så med 165 km/t strøg jeg ud af motorvejen mod Holbæk, 

Kalundborg og... Catlink. 

Århus - here I come! 

18. december 

Jeg var én af de første til at køre fra borde, da Catlink ramte 

kajen i Århus. Hurtigt fortsatte jeg ud af byen for at nå frem 

til den chatter, som jeg havde besluttet mig for at besøge. 

Lidt uden for byen ankom jeg til et mindre husmandssted; 

en lille trelænget gård med en lillebitte stuehus og to staldbygninger, 

der havde set bedre dage. 

Tre katte sad på det hvide stakit og gloede. I baghaven lød 

kaglen fra 8 høns og en hane og i folden foran huset gik 4 

får. Og en vædder. 

Jeg havde været her før - det kunne jeg godt huske: Stedet 

så i hvert fald bekendt ud. 

- Zæuuuu, sagde det ene får. 

- Zwnnnniiii, svarede den største af kattene. 

- Xyhx, xyhx, xyhx, indskød den mindste af hønerne. 

- Zæ-uææææææ, replicerede det andet får. 

59

- Zvniiiii, afbrød den stribede 

af kattene. 

- Tbx-tbx, udbrød en høne. 

- Zææææuuuuuuu, tilføjede 

det sidste får. 

- Xyhx, sagde en anden 

høne. 

- Zwnnnniiii, gentog den første 

af kattene. Den tredie kat 

sagde stadig ikke noget. 

Jeg fik hurtigt lukket 

bryggersdøren op med mit Ejnars 

Pub-kort. Så var jeg inde. 

En forfærdelig stank bredte 

sig - der var tydeligvis nogen, 

der var i gang med at lave mad. 

Med usynlighedspinden i 

munden gik jeg ind i køkkenet. Det var et frygteligt syn, der 

mødte mig. Overalt på gulvet flød det med legetøj: bolde, 

biler, beskidte blebukser og byggeklodser. 

Midt i rodet sad to små børn og legede med hver deres 

bamse. 

På komfuret stod en portion spaghetti og kogte for fuld 

kraft. Bag ved computeren sad huset beboer, Jens Tønnesen, 

med øjnene klistret til skærmen og med fingrene på tastaturet. 

- Er der snart mad?, spurgte en stemme ind fra stuen. 

Her lå Jens' samlever tilsyneladende halvsovende foran 

fjernsynet. 

- Øh, jo, lød det distræt fra Jens. 

Hun rejste sig fra sofaen og gik ud i køkkenet. 

- Aj, spaghettien er brændt på, råbte hun surt ind til fyren 

ved computeren. 

- Øh, jo, lød det distræt. 

- Vi skal spise nu, fortsatte hun. Børnene samlede velopdragent 

deres legesager sammen 

og satte sig til bords. 

- Kommer du nu og spiser, 

skat?, råbte hun. 

- Øh, jo, lød det distræt fra 

computerrummet. 

Et kvarter senere var børnene 

færdige med at spise og 

gik fra bordet. 

- Kommer du ikke ud og spiser, 

mens maden er bare lidt 

varm, lød det igen fra samleveren. 

- Øh, jo, men jeg skal lige 

læse chatten, svarede fyren ef- 

60 

ter en laaaang pause. 

- Børnene har jo også fundet dine 

fødselsdagsgaver frem!, lokkede pigen. 

- Øh, jo, men jeg skal lige læse 

chatten... 

- Far, far, far, råbte den ældste af 

børnene. Skal du ikke lukke din fødselsdagsgave 

op? 

Hun stod og viftede med en pakke 

i rødt papir, som hun selv havde pakket 

ind. 

- Øh, jo, men jeg skal lige læse 

chatten, svarede faderen irriteret. 

- FAAAR, råbte den mindste og 

viftede med en større blå pakke. 

- Øh jo, men jeg skal lige læse 

chatten, råbte faderen højt. 

- Jeg har osss lavet en tegning te' dig, fortsatte pigen og 

holdt et fedtet stykke papir op med en masse kruseduller på. 

- Øh ja, det er fint, men far skal lige læse chatten, svarede 

han. 

Jeg opdagede et billede på opslagstavlen af de to børn. 

Det snuppede jeg straks til samlingen sammen med et pasfoto, 

der var sat i klemme i opslagstavlens kant. 

Inde i stuen hang et luftfoto af det lille husmandssted. Det 

snuppede jeg også. 

- Nu går jeg op med ungerne, lød det fra moderen. Hjælper 

du med at putte dem? 

- Øh jo, men jeg skal lige læse chatten, kom det ikke overraskende 

fra fyren bag computeren. 

En halv times tid senere kom moderen ned igen. 

- Nu sover de endelig. Vil du lukke dine fødselsdagsgaver 

op nu?, spurgte hun. 

- Øh jo, men jeg skal lige læse chatten, svarede han, mens 

han snuppede en 

MInt-pastil fra en pose 

på bordet. 

Pludselig trak samleveren 

alt sit tøj af og 

stod splitternøgen på 

gulvet i computerrummet. 

Jeg kiggede 

beskæmmet væk. 

- Skaa-aaat, skal du 

ikke have din fødselsdagsgave 

nu?, sagde 

hun med en sensuel 

stemme. 

- Øh jo, men jeg 

skal lige læse chatten, svarede Jens, der 

stadig havde blikket fastlåst på de mange 

meddelelser på skærmen. 

Hun samlede arrigt tøjet sammen og 

gik ovenpå. 

Pludselig lød der et øredøvende brag 

uden for vinduet. Jens rørte sig ikke ud 

af flækken - han var stadig optaget af 

glo på computeren. 

Samleveren kom ned oppe fra og 

sagde forpustet: 

- Der er styrtet en jumbojet ned i vores 

have. Skal du ikke ud og se, hvad der er sket? 

- Øh, jo, men jeg skal lige læse chatten, svarede han. 

Jeg forlod huset og fandt frem til min bil. Magen til debil 

idiot skal man da lede længe efter, tænkte jeg for mig selv, 

mens jeg gjorde mine notater færdige. Ham kunne Bill vist 

heller ikke bruge til noget. 

Så startede jeg bilen for at returnere til det sjællandske. 

19. december 

På vej over Sjælland gjorde jeg holdt i Roskilde. 

Jeg spurgte den første og bedste roskildenser, jeg mødte, 

om han havde hørt knaldet. 

- Nej svarede han, men man skal huske at stå af i Roskilde, 

hvis man gør det, svarede han. 

Jeg kørte videre ud til udkanten af byen for at opsøge Brian 

Brink Albertsen. 

Brian arbejdede til daglig som edbmand hos et større konsulentfirma, 

og var gudskelov ikke hjemme, da jeg diskret 

lukkede mig ind med min Ejnars Pub-kort. 

Brians hus lå ved siden 

af den lokale 

brandstation, så jeg 

overvejede om jeg 

skulle spørge dér, om 

de havde hørt knaldet. 

I entreen faldt jeg så 

lang jeg var over et par 

rulleskøjter - jeg burde 

ellers have opdaget 

dem, da de havde en 

skarp orange farve. 

Fortumlet rejste jeg 

mig og gik ind i stuen. 

Her fandt jeg en flaske 

Jul på dk.chat

whiskey i et skab. Jeg 

fandt et glas frem og skænkede 

mig en dobbelt. 

Så satte jeg mig til at 

rode fotoalbummet igennem 

for billeder. Jeg fandt 

hurtigt et billede af Brian 

selv, som jeg skyndte mig 

at proppe i lommen. Det 

forestillede ham ved siden 

af PC'en, der stod over ved 

vinduet. 

Jeg fandt også et andet 

billede af en PC, men det 

var tydeligvis taget et andet 

sted. Jeg gættede på, at 

det var fra Brians arbejdsplads 

- her stod en flaske 

cola i nørd-størrelse på 

den ene side af skærmen, 

der som en hyldest til firmaets 

alkoholpolitik var 

udstyret med en Tuborgsneøl-screensaver. 

Og den reklame-screensaveren 

havde gjort sin 

virkning: På den anden 

side af skærmen stod netop 

en sådan sneøl. 

Jeg blev også tørstig og 

gik ud i køkkenet, hvor jeg lukkede køleskabet op. Det var 

fyldt med kolde øl, men ingen af dem havde tilsyneladende 

overskredet sidste salgsdato. Jeg spekulerede på, om Brians 

medlemsskab af FUFØK var berettiget. 

På vej ud af huset snublede jeg igen. 

✶ 

Jeg gik tilbage til bilen og løb listen igennem igen. 

Var der ikke en Brian til i chat-klubben? Jo, minsandten! 

Et stykke nede på min liste stødte jeg på 'The BMA man' - et 

alias for Brian Madsen. 

Et hurtigts opslag i Kraks' kort - og jeg var på min vej! 

✶ 

Jeg stak den hvide pind i munden og hev Ejnars Pub-kortet 

frem. 

Jeg skulle ikke bearbejde døren ret meget, før jeg stod 

inden i entreen. Inde fra stuen kunne jeg høre lyden af de 

19. december 

klaprende taster. 

Brian Madsen var igen igen igang ved 

computeren... 

Skrivebordet flød med papirer og disketter. 

Noget var ordnet i stakke, andet 

lå på kryds og tværs og truede med at falde 

på gulvet ethvert øjeblik. 

I sofaen sad en kvinde, som jeg hurtigt 

regnede ud, måtte være Brians kone. 

Hun var sur. 

- Brian, for helvede! Du lovede s'gu..., 

vrissede hun. 

- Jamen, jeg skal lige..., lød bag skærmen. 

- Får du ikke nok af det dér på arbejde, 

fortsatte hun. 

- Jeg er lige straks færdig..., svarede 

Brian. 

- Jamen, det er jo fredag i dag, lød det 

igen fra sofaen. Og du ved nok, hvad vi 

skal om fredagen ikke? 

Jeg listede forsigtigt ud igen - der var 

vist ikke noget at stille op her. Enten udviklede 

dette sig til et gigantisk skænderi 

eller også til noget intimt, jeg alligevel 

ikke turde referere til Bill. 

Tilbage i bilen underkastede jeg igen listen 

en granskning. Der var vel flere af de sjællandske 

chattere, der var et besøg værd. Det var efterhånden ved at 

småt med forhåbninger til, at Bill kunne bruge disse chattere 

til noget som helt fornuftigt. 

Kunne en driftig fyr som Jacob Hvid Albers måske være 

interessant? Don Albers, der gentagne gange havde truet 

andre chattere med at blive smidt i havnen med noget tungt 

om benene, hvis de ikke makkede ret! 

Det kunne sagtens være, at det var en mand for Bill! På 

den anden side, så var Jacobs forhold til IRC vel efterhånden 

så velkendt, at han vel ikke kunne regnes for en rigtig 

dk.chatter. 

/me måtte finde på noget andet. 

✶ 

Nej, måske Lars Rander var et bedre bud? Jeg besluttede 

mig derfor til straks at køre forbi for at udforske den sag. 

Ejnars Pub-kortet vrikkede hurtigt entredøren op og med 

usynlighedspinden i munden gik jeg ind. 

✶ 

Atter en gang snublede jeg så lang, jeg var. Det viste sig, 

at det var Lars' enorme sko, der stod parkeret i entreen. Jo, 

Lars levede med en stor fod. 

Lars sad inde i stuen og læste avis - eller rettere: Ekstra 

Bladet. I baggrunden kørte fjernsynet, det var tilsyneladende 

én eller anden håndboldkamp, Lars foregav at se. 

På sofabordet stod en Faxe Kondi-flaske - tømt i solidaritet 

med de forskellige idrætsudøvende, hvis udfoldelser, Lars 

var vidne til på fjernsynet. 

Et par brugte engangsbakker fra den lokale grill lå i den 

anden ende af bordet. Foran Lars stod et overfyldt askebæger. 

Der lå også en uåbnet pakke cigaretter. Jeg bøjede mig 

ned og listede en cigaret ud af pakken. 

Lars opdagede ingen ting - han var tilsyneladende faldet i 

søvn med avisen i hænderne overanstrengt efter et forsøg på 

at finde en seriøs nyhed i avisen. 

Jeg listede ud af lejligheden igen. 

Nede på gaden tændte jeg cigaretten, men efter to sug smed 

jeg den arrigt fra mig igen. 

- Fy, for pokker, udbrød jeg, det er jo Rød Look! BVADR! 

✶ 

Jeg satte mig ind i min bil igen og renskrev mine notater. Så 

kastede jeg atter et blik på listen over chattere. 

Jeg besluttede mig for at køre sydpå, men inden da ville 

jeg liiiige opsøge en anden dk.chatter. 

Jeg fandt hurtigt frem til det gule lejlighedskompleks i 

Valby. I hver opgang var der seks lejligheder, men jeg fandt 

hurtigt frem til den rigtige. 

Mit Ejnars Pub-kort skaffede mig hurtigt adgang til lejligheden. 

20. december 

Det første, jeg oplevede, var en ram lugt af lak, der ramte 

mig i det samme, som jeg trådte ind i stuen. Det kom fra de 

nylakerede gulve. Det var tydeligt af lejlighedens beboer lige 

var flyttet ind. 

Den mørkerøde stue domineredes af blå sofa, blå gardiner 

og blå lamper, der stod i skærende modsætning til det 

mørklilla spisebord. Jeg fortsatte ind i det blå soveværelse, 

hvor jeg betragtede de mørkeblå skabe. Jeg gik ud i køkkenet, 

hvis vægge domineredes af en mørklilla - næsten over i 

rødlilla - farve. Jeg gik tilbage til den olivengrønne gang og 

lukkede entredøren op. 

Jeg måtte lige checke. Nej, det var ikke Per Arnoldi, der 

61

oede her i lejligheden, men derimod Lars Gaarde. 

Lars Gaarde?, tænker den årvågne (?) chatter sikkert. Der 

er der ingen dk.chatter, der hedder Lars Gaarde! 

Jo da. I modsætning til de fleste andre chattere optræder 

Lars normalt under sit 'nick', nemlig Tlaloc! 

Jeg spekulerede som en gal på, hvorfor Lars havde valgt 

at opkalde sig efter aztekernes regngud, til hvem de ofrede 

børn for at fremkalde regn. 

Jeg kiggede på det andet navn på navneskiltet. Her stod 

Freya. Det var jo kærlighedens gudinde fra den nordiske mytologi! 

Boede hun her? 

Jeg gik tilbage i lejligheden. Måske skulle man finde forklaringen 

på den lilla farvevalg i Lars' nuværende 

beskæftigelse som pædagogmedhjælper. 

Jeg rodede videre rundt i lejligheden i et 

forsøg på at finde et billede af Lars. Men uden 

held. Det eneste billede, jeg kunne finde var 

et skolefoto fra den gang Lars gik i 8. klasse 

i en folkeskole på Tønderegnen. Nå, det er 

da bedre end ingenting, tænkte jeg. 

62 

✶ 

Jeg skulle lige til at forlade lejligheden, da jeg hørte entredøren 

gå op. Jeg skyndte at stikke usynlighedspinden i munden. 

Det var Lars og Freya, der kom hjem. Selvfølgelig! Freya 

var jo Lars' kæreste. Freya og Tlaloc, jo det var et syn for 

guder. 

Freya gik ind i soveværelset, mens Tlaloc lagde en CD på 

med noget rap musik. Pludselig gik døren op og Freya stod 

helt nøgen i døråbningen med et håndklæde under armen. 

Jeg kiggede beskæmmet væk, mens hun gik gennem stuen 

og hen til en stor murerbalje, der stod på gulvet i lejligheden. 

Oven over den hang en hoolahop-ring, hvortil der var 

hæftet et badeforhæng. 

Freya lagde håndklædet fra sig og stillede sig op i baljen. 

Så tog hun håndbrusen og holdt op over hovedet. 

- Tlaloc, påkaldte hun, og Lars kom farende ud til hende. 

Han tændte for hanen og strakt begyndte håndbruseren at 

sende de nydeligste vandstråler ned over Freya. Så var der 

alts alligevel noget regngud i Tlaloc. 

Jeg kunne høre, at Freya begyndte at synge i badet. Jeg 

kastede et sidste blik på badearrangementet, mens jeg spekulerede 

på, om det unge par var blevet offer for en fupmodernisering. 

Så forlod jeg lejligheden - Freyas sang lå stadig i baghovedet. 

Mon ikke hun bliver en berømt musikstjerne engang? 

✶ 

Da jeg kom ud af lejligheden, var jeg ved at blive kørt over 

af en 18-tons lastbil, der i rasende fart var på vej til Frihavnen 

med en last af udløbne øl. 

Jeg fik et glimt af Eluder bag rattet! 

Ak ja, tænkte jeg. De chattere, de har jo altid så travlt. 

✶ 

I stedet for at optage forfølgelsen, besluttede jeg mig i stedet 

for at køre sydpå. 

Målet var denne gang 

Falster. Her boede en anden 

dk.chatter, hvis engagement 

svingede alt efter 

hvor meget han havde at 

lave som fotograf. 

Mit Ejnars Pub-kort fik 

hurtigt lukket døren op til 

Thomas Meede's atelier. 

Jeg kunne høre, at Thomas 

var i gang med nogle 

seje prisforhandlinger i telefonen. 

Jeg blev stående, lyttende 

med usynlighedspinden 

i munden. 

Det gik hurtigt op for 

mig, hvad det handlede om. 

Thomas havde lige taget sit livs billede! Og nu var han i 

gang med at sælge billedet til højestbydende. PÅ mobiltelefonen 

havde han chefen for Nordfoto i røret, mens han 

på sit bedste tysk forhandlede pris med chefredaktøren for 

Bild Zeitung. 

Det var svimlende beløb, der blev nævnt! 

Da prisforhandlingerne var afgjorte rejste Thomas sig med 

et veltilfreds smil på læben. Han havde lige tjent en årsløn 

på et par timer - nu skulle billedet sendes. 

Thomas greb sin Nikon F5, der stod på bordet, og spolede 

filmen tilbage i en vældig fart. 

Så pillede han filmen ud og satte straks en ny film i - så 

var kameraet skudklart, hvis der pludselig skulle falde en 

jumbojet ned i baghaven. 

Han tog kameraet over skulderen og stak filmen i lommen. 

Så gik han ind i mørkekammeret. Jeg fulgte nysgerrigt 

efter. 

Der var en slem lugt af fixer i det lille rum, der udgjorde 

mørkekammeret. På et bord stod en række bakker, hvor der 

var hældt forskellige væsker op. 

Thomas stillede F5'eren fra sig på bordet og gik i gang 

med at finde forskellige remedier frem. Først fandt han en 

stålspiral frem. Så stak han en termometer ned i en stor tank, 

der stod op ad væggen. Det var tilsyneladende fremkalderen. 

Jeg benyttede mig af ventetiden til at undersøge Thomas' 

kamera. Den vejede ikke særlig meget, sådan en F5'er, selv 

med en blitz ovenpå. Men det var selvfølgelig meget større 

end det spionkamera, jeg selv anvendte i min efterforskning. 

Jeg løftede kameraet op til øjet og betragtede Thomas 

gennem søgeren. Han satte forsigtigt filmen fast i midten af 

spiralen. Så slukkede han lyset! 

Jeg hørte hans åndedræt og hans puslen 

med filmen i mørket. Han var på en gang 

nervøs og samtidig forventningsfuld over 

sit livs scoop, som han om et øjeblik skulle 

sænke ned i fremkalderen. 

Så var det, at jeg kom til at trykke på 

udløserknappen. 

FLASH! 

Blitzen oplyste rummet i en brøkdel af et 

sekund nok til at fastholde et billede af 

Thomas i færd med at spole film op på 

min nethinde - og på film. 

Thomas stod stadig og blinkede med 

øjnene på grund af det skarpe lys, da jeg 

kantede forbi ham og løb ud af mørkekammeret. 

Jeg fik startet bilen i en ruf og satte straks kurs mod Lolland 

i en vældig fart, før Thomas nåede at sanse, hvad der 

var sket. 

✶ 

Kaptajnen på Spodsbjerg-Tårs-linien hilste kammeratligt på 

mig, da jeg kørte fra borde på Langeland og straks satte kursen 

nordpå mod Fyn. 

Jeg havde næsten ikke tid til at gengælde hilsnen, idet jag 

var opsat på, at nå så langt væk fra Falster som overhovedet 

muligt. 

Jeg overvejede dog at gøre holdt i Odense - for at stikke 

hovedet inden for hos Frederik Marley Siemssen, der netop 

var hjemvendt til chatten efter et langvarigt eksil i det italienske. 

På den side gjorde jeg mig hurtigt klart, at jeg næppe kunne 

få noget ud af en person, der skrev under så mange dækidentiteter 

på chatten. Det burde simpelthen forbydes! 

Jul på dk.chat

21. december 

Jeg stoppede først da jeg holdt ved Holger Drachmanns grav 

på Grenen nord for Skagen. Forpustet kiggede jeg mig omkring. 

Der var intet syn af Thomas Meede nogen steder. 

Så tænkte jeg mig lidt om. Jeg havde jo ingen grund til at 

være nervøs! Jeg havde jo beholdt usynlighedspinden i munden 

under hele seancen, så Thomas havde jo ingen mulighed 

for at vide, hvem eller hvad han skulle forfølge. 

Jeg lænede mig op af bilen og stak i stort grin. 

Så fiskede jeg en cigaret frem af pakken og tændte den. 

Påvirket af den friske luft og smagen af min cigaret fik 

mig atter til at tænke klart. Jeg fandt listen frem og studerede 

atter en gang de mange navne. 

Jeg besluttede mig for at køre sydpå, hvilket naturligvis 

ikke var en overraskelse for de fleste med selv et sporadisk 

kendskab til Danmarks geografi. 

✶ 

Mit første stop gjaldt Hjørring. 

Højt på en gren i Svanelunden sad Mogens Krage og nød 

sin frokost. Den halve times frokostpause skulle udnyttes til 

lidt afslapning. 

21. december 

Da han var færdig med madpakken, sprang 

han ned fra grenen og bevægede sig hel til sin 

bil. Det var et underligt syn at se den 1 meter 

og 97 centimeter høje mand krølle sig sammen 

i en lille bitte Fiat Punto. 

Jeg fulgte efter ham i behørig afstand tilbage 

til musikforretningen, hvor han arbejdede. 

Han tilbragte eftermiddagen med at reparere 

en gammel guitar, som Finn Frode havde 

sendt over med pakkepost. 

Hm, tænkte jeg ved mig selv. Det var vist 

ikke nødvendigt at blive hængende her. Godt 

nok kunne Mogens spille på mange strenge, 

men det var nok ikke en egenskab, som Bill 

liiiiige havde brug for. 

✶ 

I stedet kørte jeg videre sydpå i min bil for at 

besøge endnu en dk.chatter. 

Lidt syd fra Aalborg opdagede jeg en større 

støvsky. Jeg kørte henimod den og snart var 

bilen totalt indhyllet i støv. Jeg satte farten dramatisk 

ned og nåede efter nogen tids forsigtig 

kørsel frem til byen. 

Byen lå simpelthen indhyllet i en ring af 

støv. 

Jeg fandt hurtigt frem til paladset. 

Det var ikke svært bevogtet, 

som jeg havde frygtet. Faktisk var der ingen 

specielle tegn på, at lige netop her boede 

diktatoren selv. Svend Erik Jensen - den selvbestaltede 

diktator for dk.chat - boede i et ydmygt 

gult parcelhus! 

Hvilket genialt skalkeskjul! 

Mit Ejnars Pub-kort fik hurtigt entredøren 

lukket op og jeg gik ind i huset. 

Her var tyst og stille... Diktatoren var tydeligvis 

ud - end ikke diktatorinden var hjemme. 

Alt var Normalt. 

Jeg betragtede billederne på væggen. Et af 

dem forestillede diktatoren liggende på gulvet, 

mens han spillede et spil med sine børn. En glimrende 

forsøg på manipulation af masserne. Diktatoren 

blev fremstillet som en glad hyggeonkel, 

men bag det pæne ydre gemte der sig jo en mand, 

der ikke holdt sig tilbage for at svinge med newbiekniven! 

Der var også et billede af Norma! Fantastisk! 

Her var hun jo! Diktatorinden!Fotograferet 

ved sommerresidensen 

i det franske! 

Et andet billede viste 

Svend Erik og 

Norma, der promenerede 

i parken. Også et 

billede, der skulle bruges 

til at give indtryk 

af en sand patriark for 

de forvirrede chattere! 

Og så var der selvfølgelig 

det officielle 

dobbeltportræt - det 

billede som inden længe, 

når dekretet blev 

udsendt, skulle hænge 

på væggen i alle chatteres 

hjem. 

Jo, der var ingen 

tvivl om, at diktatoren 

i det skjulte arbejdede 

på at cementere sin 

magtbase. 

Men hvad var 

grundlaget for denne 

magt? Og kunne jeg få 

diktatoren over på Bill's 

parti, så lå vejen til 

chatterne jo åben! 

Jeg bevægede mig 

ud af havedren og ud i 

den tilstødende park. 

På terrassen gik en 

stor and, helt uvidende 

om, at den snart ville 

ende som julemad. 

I bunden af haven 

fandt jeg stenen! Dér 

var forklaringen. 

Midt i den store 

sten sad newbie-kniven. 

Svend Erik Jensen 

havde været den 

eneste af chatterne, 

der havde været i 

stand til at trække den 

op. Sådan hang det 

sammen!!! 

63

Jeg stillede mig op på stenen og tog fat om skæftet på 

kniven. Hvis jeg nu kunne trække den op, så ville chatterne 

totalt være i min magt. 

Jeg lagde alle mine kræfter i, og kunne mærke, at kniven 

begyndte at give efter. Den var ved at gå løs! 

Jeg koncentrerede mig og bed tænderne sammen om 

usynlighedspinden. Så trak jeg ALT, hvad jeg kunne! 

Jeg røg bagover og landede på ryggen på jorden. Jeg havde 

fået kniven fri! 

64 

22. december 

Jeg satte mig fortumlet op. Jeg sad med skæftet til kniven i 

hånden. Tilbage i stenen sad stadig klingen! Jeg forsøgte at 

trække den op, men uanset hvor mange kræfter, jeg end lagde 

i, så var det stadig helt umuligt. 

Newbie-kniven sad stadig uhjælpeligt 

fast i den store sten. 

Svend Erik Jensens magt var usvækket! 

✶ 

Fortvivlet kastede jeg mig ud på landevejen 

igen. Jeg fortsatte sydpå - der var 

stadig flere jyske chattere at besøge. 

Alle veje fører til Rom - og tretten til 

Randers, plejer man at sige. 

Og ganske rigtigt: På motorvejen fra 

det nordjyske blev jeg pludselig draget 

mod denne driftige jydske handelsby, 

hvor de fremstiller 'øl' af vand fra den lokale 

å. 

Jeg kunne skimte 'Dolly Parton' i det 

fjerne - det var den kunstige regnskov, 

byens nye turistmagnet, hvis enorme 

tvillingekupler ragede mod himlen. 

Over for regnskoven lå et gammelt, 

gulmalet pakhus, opført i bindingsværk. 

Her bor Asger Hegelund - en sjælden gæst i chatten, ganske 

vist, men med store - og næsten uopnåelige ambitioner - om 

at nå til tops på chattens TOP 25. 

Jeg lukkede mig ind i hans lejlighed og så mig omkring: 

Væggene var skæve, gulvet knirkede højlydt, når jeg gik hen 

over det, og hele bygningen rystede, når en lastbil kørte forbi 

nedenfor. 

- AVS!, råbte jeg, da hovedet stødte ind loftsbjælkerne. 

Her var ikke særlig højt til loftet! 

Men det gjorde det heller ikke bedre, 

at loftsbjælkerne var placeret så lavt, 

at folk af normal-højde og piger i 

plateau-sko måtte dukke sig for at gå 

rundt i lejligheden! 

Centralt placeret stod Asgers skrivebord, 

som PC'en optog det meste 

af. På og omkring skrivebordet flød 

det med papirer, bøger og lignende. 

Karnovs lovsamling fra 1989 blev 

brugt til at klodse skærmen op med, 

og der var andre tegn på, at Asger 

normalt forsøgte at klare paragrafferne 

ved at følge jurastudiet. 

Ligesom så mange andre chattere, havde Asger et modem-dyr: 

Ovenpå PC'en stod således en stor, grøn træhøne 

fra Bali. 

Jeg gik videre gennem lejligheden, idet jeg 

huskede at bukke regelmæssigt. På tværs af 

en af bjælkerne lå et par årer fra den lokale 

roklub. Jeg nikkede anerkendende til, at Asger 

tilsyneladende havde nogle interesser, der 

kunne holde ham i ro. Det kunne selvfølgelig 

også forklare det billede af Asger som 

barn, der hang på væggen. 

På vej ind i soveværelset snublede jeg over 

Asger's løbesko. Det var da skrækkeligt, så 

sportsfixeret den mand var - gad vide om han 

ikke i stedet skulle slå sine folder i dk.sport? 

På hans seng lå også et AGF-halstørklæde. 

Hvad var meningen med det? Var Asger i 

virkeligheden skabs-århusianer? 

Jeg rodede videre. På væggen hang et billede 

af Asger - det kunne passende bruges 

til rapporten, tænkte jeg og pillede billedet 

ud af rammen. 

Jeg spekulerede på, om Asger boede alene 

i lejligheden. Rodet kunne tyde på det, men 

i badeværelset lå et hårbånd på hylden under spejlet. Og under 

sengen havde jeg også fundet flere intime beklædningsstykker, 

der næppe var Asgers. 

Så Asger havde nok lejligheden for sig selv til daglig, men 

nød så feminimt selskab ved selskabelige lejligheder. 

✶ 

✶ 

Jeg lukkede mig ud af lejligheden 

og gik tilbage til min bil. 

Hvad skulle jeg nu? 

Jeg fandt listen over chattere 

frem og kiggede på den. Jeg 

havde godt nok efterhånden 

været igennem de fleste på listen. 

Jeg overvejede om jeg - nu 

jeg var i nærheden - skulle 

lægge vejen forbi Lars Balker 

Rasmussen, omend ikke andet 

for at kunne levere et billede til 

Bill. 

✶ 

Mit Ejnars Pub-kort fik hurtigt lukket døren op. Med usynlighedspinden 

i munden bevægede jeg mig ind i lejligheden. 

Det var omsonst at checke hans køleskab for udløbne øl, 

det var jeg godt klar over, men måske kunne jeg finde andre 

oplysninger til brug for rapporten. 

Imidlertid ventede der mig noget af en overraskelse, da 

jeg nærmede mig Lars' computer. Bag den sad et hundelignende 

væsen iklædt en grøn uniform og tastede løs på 

tastaturet med forpoterne. En grøn lanterne gjorde det ud for 

en skrivebordslampe. 

Var det en helt ny variation over temaet 'modem-dyr'? 

Jeg listede mig nærmere: Væsnet var tydeligvis optaget af 

besvare mails med ordlyden: 

"NEJ, jeg arbejder ikke på Mjølners BETA-projekt!" 

Jeg kiggede undrende på skærmen. Det var måske forklaringen 

på det kategoriske "No." i Lars' .sig? 

'Hunden' gik nu over til at hente news - alle danske nyhedsgrupper 

blev hentet ind og læst igennem. 

Og nu viste væsnet sig som en sand superhelt: Så snart de 

vagtsomme øjne faldt på et indlæg, der kunne karakteres som 

spam, så sørgede det straks for at udsende en cancel til alverdens 

newsservere. Jo, Gnorts Hammer faldt prompte! 

Det måtte være oplagt for Bill at få sådan en 'hund' i stald 

- trofast, pligtopfyldende og effektiv som vagthund. Jeg skulle 

lige til at gøre et notat desangående, da jeg til min gnu opdagede, 

at væsnet slet ikke brugte et Microsoft-program til 

denne opopfrende handling, men derimod EMACS!!! 

Jeg forlod rystet Lars' hjem og begav mig tilbage til min 

bil. 

✶ 

EMACS!, tænkte jeg ved mig selv. Det havde jeg hørt om 

Jul på dk.chat

før! Det var jo emacs, som religiøse kredse med Per 

Abrahamsen i spidsen forsøgte at advokere for gang på gang 

på gang. VI alene vide, lød kampråbet fra de frelste masser. 

Jeg skyndte mig at strege Per Abrahamsen fra listen - ham 

kunne Bill ikke bruge, mente jeg. Der var jo ingen grund til 

at gøre Internettets fremtid til en religionskrig. 

✶ 

Jeg satte mig atter til at kigge listen igennem. Der var snart 

ikke flere chattere tilbage, som det var værd at besøge. 

Men skulle jeg ikke forsøge en ekstra indsats her på falderebet? 

23. december 

Jeg overvejede et øjeblik, om Per K. Nielsen var et besøg 

værd? Men det ville vel bare endnu en gang blive et besøg 

hos en fyr i grøn uniform - i det her tilfælde måske oven i 

købet én, der sad hele dagen og pillede på en bøsse. 

Så var der Otto-Ville Ronkainen, men han ville nok ikke 

finne sig i, at jeg gennemrodede HANS gemakker. 

Peter Dalgaard havde alt for travlt med at debugge og 

Henrik Christian Grove var også for overbebyrdet til at tage 

aktivt del i chatten. 

Keld Rosenkranz var 

til gengæld en oplagt mulighed, 

men hans 

aktivitetsniveau i chatten 

var ikke imponerende i 

tiden. Det var som om, at 

omkostningerne i kampen 

mod spam havde været 

for store. 

Mit blik faldt på et pigenavn 

- én af de få kvindelige 

aktører i chatten 

havde været Gitte Sørensen 

- hun havde fået de 

mandlige skribenter op 

på lakridserne - de ville 

alle høre om hendes gajoler. 

Og så var hun sunket 

ned i glemslens dyb. 

Og hvad var der blevet 

af Heidi Falch? Hun 

havde også basket med 

23. december 

vingerne i gruppen som en anden pegasus, for så atter at 

forsvinde. 

Og Birgitte Jensen fik korsfæstet sin hund og Claus M. 

Smith fik råbt op om netbetjente og salg af mobiltelefoner. 

Og så var der de tre træmænd fra 

civil.auc.dk. Og alle kursusmaskinerne! 

Listen var lang: Det var også lang tid siden, at 

chattens udenrigskorrespondent, Jan Gramstrup, 

havde stukket næsen frem. Keld Isog var også 

forsvundet, Palle Hansen var flygtet til Irland og 

Plimmer havde måttet sælge sit modem. 

Og flere navne dukkede op: Arne H. Wilstrup, 

Karsten Andersen, Morten Holst, Jacob Hedegaard, 

Mikael Møller Nielsen, A.C. Møller, 

Benny Pedersen, Jorn Becker, Bo Kjellerup, Kim 

Christian Madsen. Jo, listen var lang. 

Og så var der John Hansen og Lars Hansen og 

Torben Arnt Hansen og Henrik K. Hansen og ... 

Birthe Hansen. 

Hov, hvordan kunne jeg glemme Birthe? Hun var jo også 

en del af chatten. 

Jeg huskede dog mine tidligere traumatiske besøg hos 

Birthe - alligevel satte jeg mig ind i bilen og satte kurs mod 

Als. 

✶ 

Birthe var gudskelov ikke hjemme. Mit Ejnars Pub-kort fik 

hurtigt døren lukket op 

og jeg bevægede mig 

ind i huset. I entreen 

passerede jeg et lille 

gæstetoilet, men da jeg 

ikke var trængende, 

fortsatte jeg straks ind i 

husets centrale rum: Alrummet 

- det indeholdt 

både køkken, spiseplads 

og et opholdsrum - adskilt 

af en række halvmure. 

Væggene og gardiner 

var holdt i blå, grønne 

og gule farver. Over spisebordet 

hang en Vincent 

van Gogh-reproduktion, 

der tydeligvis 

var valgt efter rummets 

bemaling. 

Der var også en stribe 

billede af familiens fire børn. Overalt var der pyntet op til 

jul. En stor opslagstavle var spækket med beskeder og huskesedler. 

Nede i hjørnet var der påhæftet to billeder 

af Birthe med to forskellige af hendes 

børn. De billeder skyndte jeg mig at snuppe 

til rapporten. 

Jeg gik tilbage til opholdsrummet, hvor Birthes 

computer stod - den var som sædvanlig 

tændt. Bag computeren stod en lædersofa og 

et fjernsyn. 

Dette var en oplagt chance til at lurekigge 

ind i chattens inderste væsen, tænkte jeg og 

nærmede mig computeren. 

Pludselig hørte jeg hoveddøren gå op. Jeg 

hørte skridt i entreen og trådte et skridt tilbage 

fra computeren. 

Birthe trådte ind i rummet, belæsset med 

nyindkøbte pakker. Hun havde tilsyneladende også lige været 

til frisøren. 

Pludselig kiggede hun op og så direkte på mig. 

- HVAD FANDEN LAVER DU HER??????, råbte hun. 

Det gav et sæt i mig. Så opdagede jeg det! Jeg havde glemt 

at putte usynlighedspinden i munden! 

24. december 

- HVEM ER DU, OM JEG MÅ SPØRGE???, fortsatte Birthe 

ophidset. 

- Jeg er privatdetektiv, svarede jeg forsigtigt. 

- OG MED HVILKEN RET RENDER DU RUNDT I MIT 

HUS??? 

- Øhhhh, Bill sagde, at ... øhhhh... at 

- JA JA JA, DET ER GODT MED DIG! TROR DU IKKE, 

JEG VED, HVEM DU ER? 

- Øhhh...? 

- Du er den dersens privatdetektiv, der render rundt og 

spiller smart i dk.chat, fortsatte hun i et noget mere afdæmpet 

toneleje. 

- Øh, jo... Jeg forsøgte med mit mest charmerende smil. 

- Og du føøøøøøøører dig frem som en fandens karl, der 

bare tror at du kan tillade dig alt. Du bryyyyder ind hos andre 

mennesker og gennemroder deres mest intime ejendele 

og hugger deres personlige billeder. Sådan en... sådan en... 

billedhugger!!!! 

Hun tog en dyb indånding og fortsatte: 

- Og jeg kan godt sige dig, at vi her i chatten er DØD- 

65

TRÆTTE af dig og dine meritter! Vi vil have det sjovt og så 

kommer du og afslører alle vores hemmeligheder og inderste 

tanker og udstiller dem for alle og enhver. Det er sygeligt!!! 

Det er noget svineri!!! 

- Jamen... 

- IKKE NOGET JAMEN! Nu er det mor her, der taler! 

Og når jeg først er færdig med dig, men fine ven, så skal du 

se løjer. Jeg kan godt love dig for, at du vil fortryde den dag, 

du blev født!!! Og du skal ikke tro, at du kan gemme dig bag 

Bill og hans kammersjukker. Vi vil ikke finde os i at blive 

holdt for nar! Chatten er skam en alvorlig affære - under 

overfladen er vi alle mennesker med føøøøølelser, du! Og 

du skal ikke komme og gøre os til grin og udlevere os og 

udspionere os og... og... og... 

Hun stoppede forpustet op et øjeblik. 

Jeg benyttede mig af lejligheden til at fiske en cigaretpakke 

op ad lommen. 

- Cigaret?, spurgte jeg. 

- Nej tak, jeg har, sagde hun forpustet. 

I virkeligheden var det blot et snedigt kneb fra min side. 

Jeg gemte nemlig usynlighedspinden i cigaretpakken, og så 

let som ingenting fik jeg den fisket frem. 

Netop da Birthe havde fået luft igen til at fortsætte sin 

svada, så stak jeg usynlighedspinden i munden, åbnede 

terrassedøren og stak i løb. 

66 

✶ 

Udenfor vinduerne dalede julesneen ned. Luderne havde taget 

opstilling i en døråbning og skuttede sig i kulden. Gad 

vide, hvor mange kunder, der ville komme en sådan julaaften. 

I lejligheden overfor dansede familien omkring juletræet, 

mens saxofonisten spillede til. 

Jeg satte mig tilbage til skrivebordet og computeren. Jeg 

havde netop sendt min sidste rapport afsted til Bill som email 

og ventede nu spændt på hans reaktion. 

Jeg lænede mig tilbage i stolen og smed benene op på 

bordet. Så fandt jeg whiskey-flasken frem fra nederste skuffe 

og hældte en ordentlig sjat op i en tom kaffekop, der stod på 

bordet. Jeg fiskede den sidste cigaret frem fra pakken og 

tændte den med zippo-lighteren. Cigaretpakken krøllede jeg 

sammen og kastede gennem luften, så den ramte væggen lige 

over papirkurven. Herfra rikochetterede den lige lukt ned i 

den overfyldte papirkurv! 

Jeg tog veltilfreds et dybt sug af cigaretten. Endelig færdig 

med den sag! Det havde været hårdt arbejde. Lige siden 

den 1. december havde jeg rejst Danmark tyndt i et forsøg 

på at indkredse den chatske sjæl. 

Og nu var det slut. 

Jeg tænkte på alle de negative oplevelser med chattens 

beboere. På de mærkelige mennesker i Jylland og de lige så 

underlige chattere på øerne. 

✶ 

Forhåbentlig havde mine besøg også haft en gunstig effekt. 

Var det ikke lige som om, at chatterne var kommet hinanden 

lidt nærmere her på sidste? Havde lært hinanden lidt bedre 

at kende? Var der ikke kommet en del af de ældre og erfarne 

chattere tilbage, så der nu både var plads til chatlinger, 

chatnikker og dem, der havde fået chat nok? Kunne ikke 

både VEPper og VIPper nu færdes i den samme tråd? Var 

killfiltrenes dage talte? 

Måske? 

Eller måske _var_ chattens dage talte? Måske var det slut 

med dk.chat? Hvem ved - måske var der slet ikke noget, der 

hed dk.chat til næste år. Men det var selvfølgelig en ganske 

anden snak! 

Et var i hvert fald sikkert. Bill havde fået en lang række 

oplysninger, som han og hans medarbejdere nu kunne bruge 

i deres hellige mission for at skabe et bedre Internet. 

Pluselig hørte jeg bjældeklang neden for vinduet. Jeg rejste 

mig og gik til vinduet. Jeg pressede persiennerne fra hinanden 

og kiggede ned på gaden. 

Der holdt den største kane, jeg nogensinde havde set. Foran 

den gik 29 rensdyr - eller rettere personer iklædt brun pels 

og udstyret med et gevir på hovedet. 

I det samme sekund gik døren op! 

Ind kom de to bodyguards, som havde besøgt mig ved 

historiens start. Denne gang var de klædt i røde gamachebukser 

og rød bluse. Endvidere havde de begge to en rød 

nissehue på med en stor kvast. 

- Du kan lige vove på at grine, sagde Ulf arrigt, da han så 

mig stå med et smil på læben. 

- Hvis du griner, så slår vi gebisset ned i maven på dig, 

kom det prompte fra Jan. 

- Rolig drenge, lød Hans' myndige stemme bag dem. Det 

kryb vover ikke at grine. 

Hans var også i nissedragt, men hans bukser var noget 

kraftigere, ligesom kvasten i nissehue også så ud af mere. 

- HO HO HO, lød det hult ude fra gangen og ind i mit 

ydmyge kontor kom Bill Gates. 

Han var iført det dyreste julemandskostume, man kan købe 

for Microsoft-optioner, med en stor kraftig plesforet nissehue 

og en stor, strålende kvast. Desuden var han udstyret 

med et stort, hvidt, kunstigt skæg. 

- Vi er ude for at dele gaver ud til alle folk i hele verden, 

sagde Bill og strålede som en lille solkonge. De får allesammen 

et splinternyt eksemplar af Explorer 4.0! 

- Og så kom vi lige forbi, gnækkede Ulf og så på Jan med 

et svedent grin. 

- Har du set min flotte kane, fortsatte Bill begejstret og 

pegede på vinduet. 

Han gik henimod persiennerne og hev dem op med et voldsomt 

ryk! 

- Seeeee, skreg han begejstret, mens han pegede ned på 

gaden. Og seeeee alle mine 'rensdyr' - de er helt igennem 

softwarestyrede! 

- Softwarestyret?, spurgte jeg forbavset. 

- Ja, selvfølgelig er kanen softwarestyret! Bill kiggede 

forundret på mig. 

- Og havd kører I på for en platform?, spurgte jeg, mens 

jeg foregav en interesse i slige sager. 

- Psyhhh, du skal ikke sige det så højt, men den kører på 

UNIX - du ved, vi skal jo gerne kunne multitaske ordentlig, 

ikk'. 

Bill kiggede på mig med et kenderblik. 

- Hvad hedder alle dine 'rensdyr'?, spurgte jeg. 

- Åh, de hedder så meget. Der er Aerner og Berner og 

Cerner og Derner og Erner og Ferner og Gerner og Herner 

og Ierner og Jerner og Kerner og Lerner og Merner og Nerner 

og Oerner og Perner og Qerner og Rerner og Serner og Terner 

og Uerner og Verner og Werner og Xerner og Yerner og 

Zerner og Æerner og Øerner og Åerner, remsede han op. 

- Hvem af dem er Gerner?, spurgte jeg. 

- Det er ham, der står allerforrest, svarede Bill henrykt. 

Ham med den røde næse! 

Bill trak mig væk fra vinduet. 

- Men prøv og hør her, fortsatte han i en faderlig tone. Jeg 

har læst dine rapporter og jeg må sige, at du har gjort et 

mesterligt job. 

- Øh, sagde jeg og rødmede. Jamen, der er vel ingen af de 

nævnte chattere, du kan bruge til noget! 

- Nej nej, men det er også ligemeget, fortsatte Bill ivrigt. 

Denne sag handlede jo ikke om dk.chat, men om dig, Moldau! 

- Hvad!?!?!? Jeg kiggede forundret på Bill Gates. 

- Ho ho, svarede han. Det havde du ikke regnet med, hva'? 

- Øh...? 

- Jo, ser du, fortsatte han, mens han tog mig kammeratligt 

på skulderen. Det er DIG, jeg har brug for i organisationen - 

det er sådan nogle folk som dig, vi kan bruge. Sådan nogen, 

der tør gå imod den herskende klasse på Nettet. 

Han slog ud mod hånden over mod hans tre hjælpenisser. 

- Jeg vil tilbyde dig et job, Moldau. Hop med på kanen. 

Kom med til Microsoft. Og sammen skal vi erobre verden 

og Nettet!!! 

- Øh, jeg ved ikke rigtigt... 

- Selvfølgelig ved du det! Kig dig omkring. Er dette her et 

liv? Jeg kiggede hen på mit lurvede skrivebord og lod blikket 

Jul på dk.chat

vandre over mod den støvede reol. På væggen hang mit diplom 

fra detektivskolen i en billig træramme. Tapetet var 

falmet og flere steder ved at gå løst. Fra håndvasken i kontorets 

fjerne ende hørtes de små dryp fra den utætte vandhane 

og guldbogstaverne på den matterede glasdør var ved at falde 

af. Nej, det var ikke et liv! 

- Jeg er med på kanen, sagde jeg. 

- JUBII, råbte Bill. 

- Så skal vi lige have lavet noget papirarbejde, brød Hans 

ind. Vi skal jo have systematik i tingene! 

Ulf kom rendende med et lille polaroidkamera. 

- Vi skal lige have et billede til dit ID-kort, sagde han. Kig 

her hen. 

FLASH! 

24. december 

67

Moldau-historierne

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?