Virring Skole 50 år jubilæumsskrift.pdf

Erindringsglimt
fra mine 37 år på Virring Skole
Af Carsten Grell, tidligere skoleinspektør
Den 1. august 1967 – altså 5½ år efter skolens
indvielse – begyndte mit arbejdsliv på den
skole, der på det tidspunkt hed Fruering-Vitved
Fællesskole. Der gik dog ikke mange år, efter at
en del af os havde været tæt på at få knuder på
tungen, når vi skulle sige navnet, at det blev til
det mere mundrette navn: Virring Skole. Jeg tror,
navneskiftet skete i 1970 i forbindelse med kommunesammenlægningen.
Jeg kom som lærer nummer otte, eller måske var
jeg nummer ni eller ti, eftersom vi var tre lærere,
der startede samtidig. På lærerværelset, som var
et lille lokale et sted i den nuværende blok B,
blev man tildelt en bestemt plads i forhold til de
ældre lærere på skolen. Man fandt hurtigt ud af,
at de anviste, ledige, pladser ikke var så attraktive
som andre. Det hang sammen med, hvem man
kom til at sidde ved siden af og derfor var nødt
til pænt at tale med og lytte til. En bestemt kollega,
og jeg nævner ingen navne, havde allerede i
den første uge efter sommerferien medbragt alle
sine fotoalbums hjemmefra, og det var ikke lige
den form for kollegasnak, man havde forestillet
sig på forhånd. På den plads klarede man kun at
sidde ét år!
25
Tidl. Skoleleder
Carsten Grell
Skolen havde ca. 125 elever det år, og jeg underviste
– ud over de såkaldt almindelige skolefag
– især i matematik og fysik i de store klasser.
Undervisningen i fysik indebar, at man bl.a.
skulle lave lærerdemonstrationer for eleverne.
Jeg mindes endnu en episode i 7. klasse – og det
gør de involverede elever også – hvor jeg skulle
lave et forsøg med natrium i vand. I bogen stod:
en klump på størrelse med en halv ært lægges i
en lille skål med vand, hvorved klumpen farer
rundt på overfladen og bryder i brand. Et par af
de kvikke drenge foreslog, at vi prøvede med en
klump på størrelse med en hel ært og tilføjede,
at det turde jeg nok ikke! Selvfølgelig tør jeg det,
svarede jeg kækt, lidet anende, hvad der derefter
skete: Ikke nok med, at klumpen brød i brand,
den eksploderede med et brag og det hele røg op
i loftet, hvor en lys plet kunne ses i flere år derefter.
De fleste af pigerne skreg højlydt. Gunnar
Lundgaard, vores daværende inspektør, fortalte
mig senere, at han hørte braget og pigernes
skrig, hvorefter han løb i retning af fysiklokalet.
Inden han nåede døren, hørte han mig sige:” Og
det kan blive meget højere!” Derefter gik han
roligt tilbage. Ingen var sårede! Jeg indrømmede
aldrig over for eleverne, at jeg var blevet lige så