Det borgerlige slot Af museumschef Kenno Pedersen ”Derpaa tog vi ...

Det borgerlige slot
Af museumschef Kenno Pedersen
”Derpaa tog vi til Marienlyst, et kongeligt Slot, som nu staar øde og afbleget af Regn, Sne og
Blæst, men er omgivet af de skønneste Skove og Pragtanlæg, prydede med Statuer, hvorfra man har
den herligste Udsigt over Sundet og den svenske Kyst. Det skal nu sælges, og man kan ikke vælge
nogen smukkere Plet til Sommerbolig, men om Vinteren vil der efter min Smag være vel koldt”.
Så vidt skildret af en korrespondent til det engelske TIMES efter et besøg på Marienlyst Slot i april
måned 1851. Og slottet skulle vitterlig sælges. Kammerherre og kammererer ved Øresunds Toldkammer
Adam Gottlieb von Krogh havde i 1796 fået overladt slottet med jordtilliggende. Adam Gottlieb
von Krogh døde i 1839, men enken blev boende på slottet helt frem til 1847, hvorefter slottet gik
tilbage til kongehuset, hvor Frederik den Syvende i 1848 overdrager stedet som rekreationshjem for
krigsinvalider fra Treårskrigen 1848-51. Velment men lidet anvendeligt som sådan blev slottet sat
til salg. Dette har uden tvivl været genstand for megen drøftelse borgerne imellem. Hvorom alting
er, så tager redaktøren af Helsingørs Avis emnet op i bladet den 29. marts. Her gør han blandt andet
gældende, ”at det er paa tide, at der for Helsingørs Byes Vedkommende tages Forholdsregler,
hvorved dens Indvaanere kan sikres Adgang til dettes saa almenyndede Promenader, hvilke nu i
Mands Minde have været afbenyttede frit og uhindret”.
En rådstuesamling med deltagelse af 250 borgere bemyndigede kommunalbestyrelse til at købe
slottet med de tilliggende arealer på hen ved 110 tønder land. En del af jorden afhændes straks, og
kommunalbestyrelsen annoncerer efter købere til det ledige slot. Ingen køber meldte sig. I stedet
satsede man på udlejning. Gennem annoncer henledte kommunalbestyrelsen liebhaveres opmærksomhed
på det ledige slot, ”der er bekjendt ved sin skjönne Beliggenhed, omtrent midt i Slotshaven,
og sin fortrinlige Udsigt over Sundet, afgiver en elegant og beqvem Bopæl for en herskabelig
Familie samt fornödent Staldrum til 4 Heste og 2 Köer, Vognremise, Lo, Lade, og övrige udvendige
Beqvemmeligheder ... og den daglige Dampskibsfart mellem Helsingör og Kjöbenhavn frembyder
Leilighed til en hurtig og billig Communication med Hovedstaden saavelsom Kysten mellem denne
og Helsingör”. Alligevel gik der hen ved et år før toldkasserer, justitsråd Platou som den første
tegnede kontrakt på lejemålet ”Marienlyst Slot”. Justitsråden lejede slottet indtil sin død i slutningen
af 1854, hvorefter lejemålet overgik til arvingerne, som ved opsigelsen fik godtgjort de installationer,
justitsråden havde foretaget, såsom en indmuret kobberkedel, samt en kakkelovn med rør.
Først i maj måned 1855 reflekterede en ny, værdig lejer. Det var kandidat Smith, som imidlertid
kun blev boende på slottet i to år.
Tiden som kurbad
I 1857 henvender en lokal vekselerer sig til kommunalbestyrelsen med en plan og penge til at
omdanne slottet til kurbad. Pengene havde han vundet i et prøjsisk lotteri og ideen var hentet ude i
Europa, hvor netop kurbade var højeste mode. Kommunalbestyrelsen fandt forehavendet interessant
og indgik lejemål. Under pomp og pragt kunne I. S. Nathanson i 1858 indvie sit kurbad under navnet
“Søbadet Marienlyst”. Kurbadet var fra starten lagt stort an, så gæsterne måtte nødvendigvis lokkes
til fra et betydeligt større geografisk område end det lokale, hvorfor Nathanson følgelig måtte avertere
i dette øjemed. Under overskriften: ”Søbadet Marienlyst ved Helsingør” averteredes således i
Berlingske Tidende: ”Dette fortrinlige, umiddelbart Nord for Helsingør ved Øresund beliggende
Søbad forener - ved sin sunde Beliggenhed i en af vore skønneste, paa skyggefulde Promenader
og herlige Skove, rige Egne, ved Vandets Saltholdighed, dets ved bestandige Strømninger og Locale
Forhold vedligeholdte ualmindelige Klarhed og Friskhed, den fortrinlige Sandbund og den noksom
bekendte helbredende Indflydelse af den rene og forfriskende, fra det aabne Hav indstrømmende
Søluft - Egenskaber, som stille det i Rang med de første Søbade i Europa. Foruden det daglig
skiftende interessante Syn af de Kysten ganske nær i Hundredtal forbipasserende Sejlere og
Dampskibe under alle Nationers Flag tilbydes Udflugter i de til Badestedet stødende Skove og den
ualmindeligt skønne Omegn, Fiskeri og Seiltoure i Sundet, samt til den nærliggende svenske Kyst,

Soirées dansantes i Kursalen, Musik i Parken o.s.v., rige og afvekslende Adspredelser. Kunstige
Mineralvand, Ko- og Gedemælk kunne erholdes paa Stedet. Varme Bade og Dampbade findes i
Byen ...” Averteringen i dagspressen var øjensynlig effektfuld. Vel draget af alt det nye og spændende,
som kurbadet kunne byde på, var søgningen til stedet betragtelig. Endnu var Nordbanen
(1864) ikke blevet anlagt, så gæsterne måtte enten rejse ad søvejen med dampskib eller ad de
snoede og bugtede nordsjællandske landeveje med den måske mindre bekvemme og noget
langsommere hestetrukne dagvogn.
Musiktribune. I baggrunden anes to pavillioner. Foto fra omkring 1870.
Helsingør Kommunes Museer
Gennem samtidige skildringer kan man få en fornemmelse af livet ved kurbadet. ”Localiteterne i
selve Slotsbygningen ere hensigtsmæssigt benyttede; her ere elegante Conversations-, Læse- og
Spisesale, Buffetter og Tobaksværelser. Beværtningen er god og udføres hurtigt af velklædte
Opvartere, og Priserne ere forholdsvis moderate. Ved Table d’hôte gaaer det saa elegant til som
ved de største Badesteder i Verden, og der hersker en ret selskabelig Tone, som Værten, der er en
Verdensmand, med megen Takt veed at vedligeholde ... I forskjellige Henseender gjøres der Meget
for Badegjæsternes Underholdning; der er Soireer i en engere Kreds, hvor Enhver ved sit Talent
søger at bidrage til fælles Adspredelse; der gives Smaaconcerter enten oppe i Værelserne eller ude
på Plainen af et Musikcorps, der er Baller og andre selskabelige Sammenkomster. Selskabet er da
udvalgt, og til de faste Badegjæster, blandt hvilke findes Repræsentanter af begge Kjøn fra de fleste
Lande i Europa, slutter sig Eliten af Helsingørs Indvaanere, der have fast Abonnement. Men
Besøgende kunne ogsaa for en enkelt Dag faae Adgang til Slottet ved at løse Abonnementskort.
De faste Badegjæsters Antal er undertiden steget til to Hundrede ... Det er Søndag i Dag, og
Haven og Parken er fyldt med en mængde pyntede Herrer og Damer, jevne Borgerfolk, Bønder og
Bønderpiger med flagrende Baand, Silkekjoler og guldbroderede, kostbare Huer. Fire Dampskibe
have bragt saa mange Gjæster fra Kjøbenhavn og fra Skaane, at de ikke kunde rummes i den store
Spisesal. Der dækkes derfor lange Borde til Table d’hôte nede paa Plainen ligefor Hovedbygningen.
Pladsen er afspærret ved Gelændere, omvundne med Grønt og Blomster; henved to Hundrede
Personer, Herrer og Damer i Bunterad tage Plads ved de ziirligt dækkede Borde, Maaltidet er godt,

og det smager desto bedre, da det nydes i det Frie. Champagnepropperne knalde, der hersker en fri
og behagelig Tone, og et Musikcorps bidrager til Underholdningen. Det er næsten som en Fest Set
fra Vinduerne i Hovedbygningen, der ere opfyldte med Tilskuere, tager dette Maaltid i det Grønne
sig smukt og pittoresk ud. Heller ikke fattes det paa Tilskuere paa Plainen, og ved at deltage i dette
Table d’hôte kan man drømme sig som Fyrste eller som en Fyrstes Gjæster i Betragtning af de
mange øine, der beskue En under den saare behagelige og interessante Beskjæftigelse at spise til
Middag”. Slottet gav derimod ikke mulighed for indlogering. Her måtte gæsterne tage til takke med
de lokaliteter, byens borgere kunne stille til rådighed. Alt i medens forskønnelser overvejedes, galede
den røde hane over Marienlyst Slot. Den 3. august 1873 lidt over klokken 10 om aftenen opstod
ildløs på slottet. Men på grund af ”hurtig og kraftig Anvendelse af den paa Slottet værende Kabinetssprøjte,
der lededes af Kapitain Briggs, indskrænkedes Ilden meget betydeligt, indtil den med de fra
Byen og Kronborg senere tilførte Sprøiter henved Midnat fuldkommen blev dæmpet”. Brandskaden
blev besigtiget dagen efter og vurderedes som moderat.
Mange gæster fra nær og fjern søgte det nye kurbad. Sæsonen gik godt og den følgende ligeså. Det
var de store forventningers tid, og snart opstod tanker om at bygge et egentligt, moderne badehotel,
hvor kurbadegæsterne kunne indlogeres komfortabelt. Badehotellet blev bygget, og nye ejere kom
og gik. Ligeså økonomien, som mest var negativ.
Ombygningsforslag af Schrøder og Wittrock 1878.
Helsingør Kommunes Museer
Marienlyst Slot som kur- og søbad er én lang historie om op- og nedgangstider. Helt godt gik det
i øvrigt, da kommunen i årene 1877-80 forestod driften. På denne tid var der endog planer om en
større ombygning, hvor skitseprojektet bl.a. indebar, at slottet skulle have påbygget yderligere en
etage og forsynes med mansardtag. Ombygningsplanerne berørte også slottets interiører.
Kommunens Marienlystudvalg fandt planerne interessante, men for bekostelige til, at man turde
sætte dem i værk, hvorfor de stilledes i bero. Et mindre ambitiøst projekt led lykkeligvis samme
skæbne. Man indskrænkede sig til de mest nødvendige reparationer såvel indvendig som udvendig.
Slottet kom derfor efterhånden til at fremstå som et temmelig utidssvarende og upraktisk anneks
til det egentlige badehotel, hvis direktør i øvrigt en tid alene anvendte det som privat sommerbolig
frem til 1895. Slottet stod derefter tomt i nogle år indtil den nye ejer af ”Marienlyst Kur- og Søbad”
slagtermester Anders Jensen i 1899 lejede slottet for at lade det indgå i hoteldriften. Da lejemålet

på slottet udløb den 1. april 1904 benyttede Byrådets nye udvalg for ”Lystanlæg og Plantninger”
lejligheden til en drøftelse af slottets fremtidige status, som blev beboelse. Enkefru Ørsted og
baronesse v. Gothardt blev de første lejere.
Med Marienlyst Slots indretning til privatbeboelse holdt ”de nye tider” for alvor deres indtog
på Marienlyst Slot. Kakkelovnene, der hidtil havde sørget for opvarmningen af de store og
højloftede værelser i slottet, blev erstattet af et stort, centralfyr i stueetagen, der leverede varmen
til støbejernsradiatorerne, som monteredes under vinduerne. Lejlighederne fik samtidig indlagt
rindende vand, ligesom der etableredes kloak i tilknytning til køkkener og toiletter. Med oprettelsen
af Helsingør Elværk i 1911 kom det på tale at installere elektrisk lys på slottet. Ukendt med
elektricitet var beboerne ikke, idet man allerede nogle år forinden havde fået indlagt ”elektriske
ringeledninger” til dørklokkerne. Først i 1914 oplystes hele slottet af ”det hvide lys”. Hermed tog
moderniseringen ende. I 1918 bliver Marienlyst Slot fredet.
Interiører fra Marienlyst Slot, medens det var udlejet til privatbolig.
Helsingør Kommunes Museer
Overvejelser om at anvende slottet til andet end beboelse begyndte først at tage form i slutningen
af 1920’rne. I løbet af sommeren 1931 blev Helsingør Bymuseums samlinger overflyttet fra
Karmeliterklostret til Marienlyst Slot, hvor en halv snes rum blev stillet til rådighed for udstilling
af samlingerne. I slutningen af 1930’erne overtog lederen af Handels- og Søfartsmuseet,
museumsdirektør Knud Klem efter borgmester Peder Christensens ønske den daglige ledelse af
museet. I forbindelse med navneforandringen til ”Helsingør Hamlet- og Bymuseum” i 1940 blev
samlingerne nyopstillet. Museet fik ved samme lejlighed også rådighed over 2. etage på Marienlyst
Slot, da arkitekt Volmar Drosted fraflyttede lejligheden, som han havde overtaget i 1937 efter
dommer Elias Olrik.
Forlystelsespark med Hamlets grav
Ved købet af ejendommen Marienlyst Slot 1851 havde kommunens formål klart været at sikre
offentligheden uhindret adgang til slotshaven, parken og hele den gamle kystskrænt ud til Højstrup.
Søgningen var betydelig. Et udtryk herfor turde være tilstedeværelsen af sælgekonerne ved portene
ind til slotsparken. Fire sælgekoner havde således deres faste stadepladser, og endnu flere ville
gerne have del i omsætningen. Opsynsmanden bemyndiges derfor i 1904 til at bortvise de
handlende, som ikke havde den fornødne skriftlige tilladelse til at stå enten ved indgangen fra
Lappen, ved Ophelia Kilde eller indkørslen fra Marienlyst Allé. Tre af tilladelserne omfattede kager,

frugt m.m., medens den fjerde udelukkende omfattede cigarer. Oftest var det enker og andre enlige,
som søgte og fik de respektive stadepladser, som nærmest havde en permanent karakter
som ”Pandekagehuset” ved Lappen. Et problem var den uorden ved henkastning af papir og andet
affald, som uvilkårligt opstod ved stadepladserne. Indehaveren blev derfor gjort ansvarlig for
renholdelse i nærheden af salgsboden.
Den sydlige port til Marienlyst Slotspark.
Foto fra omkring 1880.
Endskønt ”Hamlets Grav” var henlagt til Gl. Kongens Have bag slottet og til tider var flittigt besøgt,
var der ingen stadeplads her. Laurits Pedersen, Helsingørs store historiograf, så i øvrigt meget
gerne, ”at man jævner det grimme Monstrum med Jorden og i Stedet for genrejser den oprindelige
symbolske Stensøjle til Minde om Hamlet ude i ”Verdens Enden”. Forfatteren Johs. V. Jensen
udtrykte det således: ”Det er at stemple os selv med Upaalidelighedens Stempel at have denne
Forfalskning staaende ved Danmarks Port, naar vi har nok af ægte Nationalminder. Vil man
endelig tilfredsstille den graadige Turist, saa rejs Shakespeares Monument i Helsingør”.
Dette var akkurat, hvad borgmester Peder Christensen havde i tankerne. Ud over en statue af
Shakespeare skulle der i Marienlystparken rejses statuer af Hamlet og Ophelia. Statuerne lod
imidlertid vente på sig. Først i 1938 lod byen opstille en Hamlet-statue og året efter en Opheliastatue,
begge af Rudolph Tegner. Med hensyn til »Hamlets Grav’, så havde byen i anledning af
købstadsjubilæet i 1926 ladet sætte en ”Hamlets Mindesten i parken, udført af professor Utzon
Frank, til erstatning for den tidligere primitive Stendysse”.
Parkmusen
Muren omkring Marienlyst slotspark og Gl. Kongens Have er fra Christian den Fjerdes tid, opført
og betalt ved Øresundstolden i 1608. I 1876 indstillede en kreds af medlemmer byråd, at hele muren
mod Lappen skulle nedbrydes til grunden og erstattes af et levende hegn. Et flertal i
Marienlystudvalget gik imod forslaget, som efter forhandling blev stillet i bero. Muren var
imidlertid fortsat en torn i øjet på mange, og i 1898 tilbyder ejeren af Marienlyst Søbad, Anders
Jensen, at yde et større økonomisk bidrag til fjernelse af den og til opsætning af et jerngitter. Men

inden udvalget ville tage imod tilbuddet, ønskede man en undersøgelse af om ”Ringmuren havde
Betydning som historisk Minde og i saa Fald burde bevares”. Museumsdirektør W. Mollerup
fra Nationalmuseet forestod selv undersøgelsen, bistået af arkitekt Aage Langeland-Mathiesen.
De konkluderede, at hegnsmuren var fra Frederik den Andens tid og at den burde bevares -
med undtagelse af visse nærmere specificerede dele fra nyere tid. Mollerup fandt det endvidere
tilrådeligt ”at fjerne et Stykke af den gamle Mur” for at der kunne blive en friere udsigt til slottets
midtparti. Der kunne samtidig anlægges en trappe mellem Lappen og slotsparken. I forbindelse med
omlægningen af slotsparken i 1920’rne fremfører Brandt ”Muren maa under alle Omstændigheder
bibeholdes, idet den er ganske nødvendig for den smukke rumlige Virkning, der præger Haven, og
for at der i det forholdsvis lille Anlæg kan bevares den Ro og Intimitet, som den kraftige Beskyttelse
mod Synet og Lyden af Færdselen yder”.
Den kærlighed, som generation efter generation har næret til stedet, findes næppe bedre og sandere
udtrykt end i et digt af en lokal poet, trykt i Glastrompeten i 1851, året hvor byen netop købte
Marienlyst Slot:
Marienlyst, saa skjøn,
Marienlyst, saa skjøn -
Omkrandset af Skoven grøn,
Ja, omkrandset af Skoven grøn.
Gid længe Du maa staae,
Og ej Ruinen naae
Men i dit skjønne Eden glad vandre store, smaae!
Godt 250 år - et kvart årtusind - er nu forløbet, siden den franske arkitekt N.H. Jardin skabte
Marienlyst Slot som et enestående bygningsværk i Louis Seize stil. Tidens tand har sat sit præg på
Slottet, der i dag står uden tag - indhyllet i plastic. Årsagen til den sørgelige forfatning er, at Slottet
har været under alvorlige angreb af den frygtede ægte hussvamp.