De klassiske pigmenter - Center for Bygningsbevaring

ANVISNINGER til Bygningsbevaring 

DEN KLASSISKE PIGMENT-FARVESKALA 

Center for Bygningsbevaring i RAADVAD 



af Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a. 

Dato: Januar 2010 

Den klassiske pigment-farveskala 

Lige siden oldtiden ja helt tilbage til stenalderens hulemalerier og formentlig også før dette, 

har mennesket indsamlet farvestoffer fra naturen, enten fra planter 

Vi skal her først og fremmest beskæftige os med de sidste, de såkaldt mineralske farvestoffer, 

og da de stammer direkte fra jorden, kaldes de også de klassiske jordfarver. 

Med tiden er der også kommet nye, kunstigt fremstillede farvestoffer til. Også disse er 

fortrinsvis mineralske, det vil sige uorganiske og uopløselige farvekorn. 

side 1 

Center for Bygningsbevaring, RAADVAD 40, 2800 Lyngby, Tlf +45 45 96 99 90 

www.bygningsbevaring.dk



Eet af naturens fineste materialer er ler eller lerjord, der her i landet mest er gråt, blågråt 

eller gråbrunt. Men visse steder på jorden er lerjorden gul eller rød, ja sågar grågrøn. Ved at 

et meget finkornet farvepulver. 

tegne. 

Andre farvende stoffer i naturen kunne tilsvarende knuses eller males til pulver, f.eks. kridt, 

trækul (ikke mineralsk), røde jernklumper (blodsten eller hæmmatit) eller blå eller røde 

halvædelsten. Det sidste heller ikke på vores breddegrader, men i Persien, hvorfra den 

importeredes til priser der langt oversteg guld. Den røde halvædelsten hed Cinnober. 

Farver og pigmenter 

fundet på genstande fra 

den danske oldtid. 

En del af de pigmenter, der er opfundet og udviklet op gennem tiden, fremstilles ikke 

længere, bl.a. fordi de viste sig at være meget giftige at arbejde med for malerne. Andre, der 

har vist sig uundværlige, fremstilles nu ugiftige på nye måder. 

side 2 





Tilbage har vi en "klassisk farveskala" bestående af 25 pigmenter, der stadig produceres og 

som også, med enkelte undtagelser, lever op til moderne krav om giftfrihed m.v. 

side 3 





Hvide pigmenter 

1 Hvidtekalk (både pigment og bindemiddel i ét) 

2 Kridt 

3 Zinkhvidt 

4 Titanhvidt 

Gule pigmenter 

5 Guldokker 

6 Rå Terra di Siena, oxydgult 

7 Kadmiumgult 

8 Jernvitriolkalk (Hvidtekalk + jernvitriol (ikke et pigment)) 

Røde pigmenter 

9 Rødokker, teglrødt, svenskrødt, Falurødt, Brændt Terra di Siena 

10 Jernmønje (Hæmmatit) 

11 Italiensk rødt, Engelskrødt, Jernoxidrødt 

12 Caput Mortuum, Dodenkopf 

Brune pigmenter 

13 Rå umbra 

14 Brændt umbra 

15 Kasslerbrunt 

Grønne pigmenter 

16 Grøn umbra 

17 Grønjord, Verona-grønjord, Bøhmisk Grønjord 

18 Kromoxydgrønt 

Blå pigmenter 

19 Ultramarinblåt (fremstillet kunstigt siden 1826) 

20 Berlinerblåt, Pariserblåt 

21 Koboltblåt 

Sorte pigmenter 

22 Kønrøg, sodsort 

23 Bensort 

24 Jernoxydsort 

25 Grafitgrå, Grafittal (fortrinsvis til jern) 

Hertil kommer 10 klassiske blandingsfarver 

1 Varm grå (Kridt/zinkhvidt/titanhvidt + oxydsort) 

2 Kold grå, perlegrå (hvidtekalk + kønrøg) 

3 Lys guldokker (Skagensgult, Dragørgult) (Hvidtekalk/hvidt + guldokker) 

4 Gammelrosa (Hvidt + rødokker + en knivspids brændt umbra) 

5 Lavendelblåt (Hvidt + ultramarinblåt + en knivspids brændt umbra) 

6 Dueblåt, køkkenblåt (Hvidt + koboltblåt + en knivspids brændt umbra) 

7 Lys køkkengrønt (Berlinerblåt + kadmiumgult + hvidt + en knivspids brændt umbra) 

8 Lys grøn umbra (Hvidt + grøn umbra) 

9 Støvgrønt (Hvidt + grønjord + en knivspids brændt umbra) 

10 Hollandsk grøn, Portgrøn, Vogngrøn, Københavnergrøn (Berlinerblåt + guldokker) 

side 4 






Hvidtekalk 

Hvidtekalk er både pigment og bindemiddel i ét. Når kridtsten (CaCO3) brændes ved 900 

grader afgiver stoffet CO2 og tilbage bliver brændt kalk, Calciumilte CaO. Når den brændte 

kalk læskes ved at påføre vand, omdannes den til Calciumhydroxid Ca(OH)2, også kaldt 

læsket kalk. Den læskede kalk skal lagre frostfrit i 2-5 år for at blive anvendelig til hvidtekalk. 

Lagringen sker bedst i fri luft, gravet ned i jorden til frostfri dybde i en såkaldt kalkkule. 

Deraf navnet for denne vådlæskede kalk: Kulekalk. 

For at fremstille hvidtekalk, skal den læskede kalk blandes med vand i forholdet 1:6. Efter et 

bunden. 

Hvidtekalken hærder kemisk til Calciumcarbonat (kriststen) igen ved at optage kuldioxid fra 

luften. Det sker efter få timer, hvor der dannes kridthvide kalkkrystaller på den påstrøgne 

overflade. Hvidtekalk binder ikke på træ, cement eller gipsplader, men gerne på kalkpuds og 

mursten. Hvidtekalk er én af de billigste overfladebehandlinger, der findes. Teknisk har 

hvidtekalk en uovertruffen diffusionsåbenhed og rent æstetisk reflekterer det sollyset på en 

fantastisk smuk måde. Ved korrekt påførsel er holdbarheden 5-8 år. 

side 5 





Slemmet kridt 

Kridt er knust kridtsten (skrivekridt), formalet til et fint pulver. Kridtpulveret sælges som 

, der er en proces, alle naturlige jordfarver 

gennemgår, røres kridtpulveret ud i vand i store flade kar under kraftig omrøring. Efter et 

stykke tid har partiklerne bundfældet sig med de største og tungeste nederst og de fineste 

øverst. Man afgraver så det øverste lag af de mest finkornede, slemmede, farvekorn, 

hvorefter pigmenterne formales yderligere og tørres til et fint, hvidt farvepulver. 

Kridt kan ikke anvendes som pigment i linolie, da det totalt mister sin farve. Revet til en tyk 

pasta i olie fås kit. 

Kridt bruges især til spartelfarve og kridering og som fyldstof i olierevne farver. Endvidere 

som det hvide pigment i limfarve, idet kridt i en vandig lim har god dækevne. 

Zinkhvidt og titanhvidt 

Hvid maling til udvendigt træværk har siden middelalderen været fremstillet af pigmentet 

blyhvidt (PbO) revet i linoliefernis. Men da blyhvidt er meget giftigt blev denne farve forbudt i 

1950. I dag fremstiller man hvid linoliefarve af en blanding af pigmenterne Zinkhvidt (ZnO) og 

Titanhvidt (TiO2) i forholdet 1:4. Begge pigmenter er ugiftige. 

Zinkhvidt er blevet anvendt i malerhåndværket allerede tilbage i slutningen af 1700-tallet, 

men blev først industrielt fremstillet omkring 1835-40. I Danmark blev farven først almindelig 

anvendt nogle årtier senere. 

Zinkhvidt fremstilles ved at ophede zink til hvidglødning, hvorunder zinken omdannes til 

zinkdampe, der forbrænder under tilførslen af varm luft. Herved dannes der Zinkoxyd 

(ZnO). Luftstrømmen føres igennem en række kamre, hvor zinkilten sætter sig som et fint, 

hvidt pulver. Zinkhvidt forsæber kraftigt med linoliefernis, hvorfor den som linoliemaling har 

en meget hård overflade og er heller ikke særlig diffusionsåben. 

Titanhvidt fremstilles af mineralet Ilmenit, der indeholder grundstoffet Titanium. Titanium 

iltes ved hjælp af varme og luft til Titanilte (TiO2), også kaldt titanhvidt. Pigmentet kan 

benyttes i alle bindemidler, men specielt i linoliefernis har titanhvidt den særlige egenskab, at 

det ikke forsæber sammen med fernissen. Derfor forvitrer farven gradvist, hvorved den 

holder sig helt ren hvid. Den skaller heller ikke af. Til gengæld smitter den let af, og kan 

derfor ikke bruges til eksempelvis hvide havemøbler eller bænke. Ved tilsætning af en smidig 

på træ. 

side 6 





Gule pigmenter 

Guldokker 

NCS: Y20R 

Okker er en betegnelse for forskellige jernholdige lerarter, ofte med en gullig eller brungullig 

De naturlige okkere er syre- og alkalifaste, hvorfor overflader med okkerfarver er meget 

modstandsdygtige overfor syreregn, basiske kalkmaterialer osv. Okkere kan anvendes i alle 

bindemidler og maleteknikker og har god dækkeevne i især limfarver, kalkfarver og 

temperafarver. I linoliefernis er dækkeevnen mindre god, hvorfor okker er velegnet til ådring 

og lasering i linolie. 

Den vigtigste farvegivende kemiske bestantdel i okker er det gule jernoxidhydrat. Men da 

okker oprindeligt kommer fra naturen, findes det traditionelt i flere forskellige farvetoner: 

Fransk guldokker der er den lyseste okker, der generelt anbefales både til mættede, gule 

farver og til lyse, tonet med hvidt. 

Terra di Siena naturel eller rå der er et mere brunligt og grønligt pigment, fordi denne okker 

mest laserende og bruges derfor ofte til egetræs-imitation. 

Jernoxydgult, marsgult er et kunstigt, fabriksfremstillet okkergult pigment, der ligger meget 

tæt på den lyse guldokker i farven. En industriel fremstilling af de kunstige okkere fandt først 

sted omkring 1920. Fremstilling af kunstige okkere har dog været kendt tidligere. Pigmenterne 

har således været anvendt i malerhåndværket i det 19. århundrede. 

Okker-pigmenterne fremstilles ved slemning i vand. Inden farvestofferne tørrer helt, bredes 

de ud i et tyndt lag, for at komme i god kontakt med luften, hvad der giver dem den endelige 

farve. 

I dag har dette pigment derfor næsten helt erstattet de naturlige okkere. Oxydgult har også 

en meget lille og ensartet kornstørrelse, hvilket nogle malere og konservatorer mener er en 

ulempe, idet de ægte lerholdige okkere består af små pladefor-mede korn, der har en 

holdbar, samtidig med at den er helt diffusionsåben. 

side 7 





Kadmiumgult 

Kadmiumgult er et kunstig fremstillet farvepigment bestående af forbindelser mellem 

stofferne kadmium og svovl (svovlkadmium). Pigmentet er, trods disse krast lydende stoffer, 

ugiftigt. Pigmentet blev første gang fremstillet i 1829. Farvestoffet fås i forskellige nuancer fra 

lys gul til mørkere orangegul (kadmiumorange). Den lyseste farve har en sart, men ildfuld gul 

farve. I svovlholdige miljøer vil farven desværre have en tendens til at sværtes sort og knapt 

så lysende. Pigmentet er heller ikke kalkægte. I linoliefernis har Kadmiumgult en god 

dækkeevne. 

Jernvitriolkalk 

Jernvitriol er ikke et pigment, men et metalsalt (jernsulfat), men nævnes alligevel her, fordi 

jernvitriolkalk repræsenterer en ofte anvendt gul facadefarve, der især har været brugt til at 

kalke gårdfacader. Men opløser jernvitriolen, der er et hvidgrønligt salt, i varmt vand til 

fuldstændig opløsning. Dette saltvand hældes sammen med hvidtekalk i forholdet 1:6. 

Væsken bliver grøn, også mens man påfører jernvitriolkalken. Men efter nogle timer hærder 

den læskede kalk og gradvist bliver overfladens farve gul, en meget lysende og smuk gul. 

Denne kalk er for det første algehæmmende i kraft af jernvitriolen, dernæst har den en god 

holdbarhed, 30-50 år er ikke ualmindeligt, og som det sidste patinerer den ganske smukt, 

meget malerisk måde. Jernforbindelserne i 

jernvitriolkalken ruster med tiden mere og mere, hvorfor farven bliver mere og mere 

rustrød og dermed mørkere og mørkere, og til sidst ganske dyster. 

side 8 





Røde pigmenter 

Rødokker, brændt Terra di Siena, Falurød, Svenskrød. 

jernforbindelserne og bliver derved ganske røde og rødbrune. Der gælder de samme 

egenskaber for disse røde pigmenter som for de gule okkerfarver, herunder syre og 

alkalifasthed, 

meget hårdfør og de laserende egenskaber i linoliefernis. 

Tilsvarende har den fabriksfremstillede erstatning, jernoxydrødt, mere finkornede pigmenter, 

med de samme ifølge eksperter ringere modstandsdygtighed og holdbarhed, end de naturlige 

rødokkere. 

Falurød (svenskröd) er et begreb i Sverige og Norden, fremstillet sammen med 

kobberproduktionen siden midten af 1700-tallet. Pigmentet har ikke sin røde farve fra 

kobberet, som mange fejlagtigt tror, men fra en masse jernkis, der brydes sammen med 

Falu Rödfärg, der traditionelt fremstilles med kogt rugmel som bindemiddel, påstås at være 

brandhæmmend 

lyser som kalkfarve på en rødfarvet træfacade. 

side 9 





Engelskrød, italienskrød, jernoxydrød, hæmmatit 

NCS: Y70R 

Den røde over rødbrune til brune rust (Jernilte - Fe2O3) fra jernforbindelser, der 

forekommer i naturen, har siden oldtiden været knust til et fint pulver og anvendt som 

1700- 

denfor malerfaget i 1600- og 

-800 grader C, hvorved farven blev kraftige rød, frem for den 

mere almindelige rødbrunefarve, der kaldes for rødokker. Denne består af jerholdige 

lerarter, der ligeledes knuses og varmes op. 

Kunstig fremstillet jernoxydrødt fås i mere eller mindre ren form ved enten glødning af 

fældet jernhydroxid (den farvede bestanddel i de kunstige okkere) eller glødning af slammet 

fra jernholdigt industriaffald. Afhængig af de anvendte udgangsstoffer, glødningstempera-turen 

og varigheden m.v. fås som ovenfor nævnt forskellige modifikationer. 

Jernoxydrødt er ugiftigt og farvekraften og dækevnen er meget stor. Pigmentet egner sig 

både til linoliemaling, limfarver og i kalkfarver. 

Ved 800-900 grader C fås de brune eller brunviolette farver: caput mortuum/dodenkopf. 

Jernoxidpigmenterne er lys-, olie-, vand- og kalkægte. De er ikke giftige. Farvekraft og 

dækevne er meget stor. 

Dodenkopf, Caput Mortuum 

NCS: Y81R 

Ved opvarmning af jernoxidrødt eller rødokker til 800-900 grader C antager farvekornene 

helt brune eller brunviolette farver. Man har siden oldtiden kaldt denne farve for caput mortuum 

eller 

dette pigment er lys- og kalkægte. Det er ikke giftigt og farvekraften og dækkeevnen er 

meget stor. 

side 10 





Brune pigmenter 

Rå umbra og Brændt umbra 

Y86R (Brændt umbra) 

Umbra er en okker-lignende lerart, der i nuance kan variere fra grålig til grønligbrun. Den 

brune farve skyldes indholdet af mangan- og jernforbindelser. Naturlige forekomster af Rå 

Umbra findes i Mellem- og Sydeuropa, bl.a. på Cypern, i Italien og Tyskland. 

Navnet umbra kommer af det latinske ord for "skygge", fordi pigmentet bl.a. blev blandet i 

andre farver, når de skulle ligge i skygge i et maleri. 

I lighed med okker forhandles umbra i en "rå" og i en "brændt" form. Brændt Umbra foreligger 

i lysere og mørkere rødbrune nuancer, alt efter glødningens varighed og temperatur, 

samt den procentvise fordeling af jern- og manganforbindelser i farven. 

Farven har været anvendt som malerfarve fra tidernes morgen. Pigmentet er lysægte, ugiftigt 

og kan anvendes i enhver malerteknik. Såvel rå som brændt Umbra har stor farvekraft og 

dækkeevne. 

På grund af manganindholdet tørrer umbra meget hurtigt i linolie, og eet af malerfagets små 

kneb , rød eller grøn linoliemaling, gør, 

også at det at man tilfører malingen lidt mangan, der speeder hærdningen op. 

Kasslerbrunt 

Kasselerbrunt er et naturligt forekommende mørkebrunt farvestof, der har været kendt 

siden middelalderen. Farven består for en meget stor del af det organiske stof, brunkul. 

Kasselerbrun er ikke helt lysægte. Det er et udpræget laserende farvestof, hvorfor det især 

finder anvendelse i ådrings- og lasurteknikker. Farven anvendes her oftest revet i vand, idet 

den har tendens til delvis opløsning i olie. Til de nævnte teknikker anvendes en bitumenfri 

kasselerbrun, der også forhandles under navnet "Van Dyck-brun". 

Farven kan ikke anvendes i kalk eller basiske emulsioner. 

side 11 





Grønne pigmenter 

Grøn umbra 

NCS: G18Y 

Umbra er farvede lerarter, der er opstået i naturen ved forvitring af jern- og 

manganaflejringer. De finkornede ler indeholder derfor jern- og manganholdige forbindelser, 

der er med til at give leret farve, fra lys brun (okker umbra) til mørk grågrøn (grøn umbra). 

Grøn umbra adskiller sig fra Grønjord ved at indeholde mangan, der katalyserer linoliens 

hærdning, og ved at være mørkere, og dybere grågrøn i farven. Grøn umbra kan anvendes i 

alle bindemidler, malingen opnår god vejrbestandighed og farven er helt lysægte. 

Grønjord, Verona Grønjord, Bøhmisk Grønjord 

NCS: G58Y 

Grønjord er en lerart med bl.a. indhold af fossile alger og det dybgrønne lermineral, glaukonit. 

Farvestoffet forekommer i flere varianter, navngivet efter den lokalitet, hvor det 

brydes, f.eks. Böhmisk-, Cyprisk- eller Italiensk Grønjord. Sidstnævnte forhandles også under 

navnet: Verona Grønjord eller Veroneser Grønjord. 

Grønjord har været anvendt som malerfarve siden den klassiske oldtid. Farven er lysægte, 

ugiftig og kan anvendes i enhver malerteknik. I lim og kalk er dækevnen god. I linolie er den 

udpræget laserende, uden større dækkraft. 

Kromoxidgrønt 

NCS: G26Y 

Kromoxidgrøn er et kromholdigt, kunstigt fremstillet pigment med en klar grøn farvetone. 

Det blev i lighed med andre kromfarver fremstillet første gang i 1809, men blev først 

almindelig anvendt som malerfarve omkring midten af 1800-tallet. Farven er lysægte, ikke 

giftig og kan anvendes i enhver malerteknik. Farvekraft og dækevne er god. 

side 12 





Blå pigmenter 

Ultramarinblå, Lapis Lazuli 

NCS: R80B RAL 5002 

Ægte ultramarin, eller lazurit, udvindes af den kostbare halvædelsten, lapis lazuli (den blå 

sten), der bl.a. findes i Persien. Farven er kraftig, dyb og lysende blå og har af denne grund 

nok været det mest guddommelige og prestigefulde farvepigment siden middelalderen og 

frem til første halvdel af 1800-tallet. Farven har i dette tidsrum ikke været meget brugt i 

malerhåndværket, da den var så kostbar. 

I 1826 lykkedes det imidlertid at fremstille ultramarin kunstigt, hvorefter den blev mere 

almindelig. Det var dog (og er) stadigvæk et relativt dyrt pigment, plus at det er svært at 

udrive i linolie, plus at den heller ikke dækker så godt. Derfor bruges de ultramarinblå farver 

mest i kirker, ofte som limfarvede vægoverflader, lofter og vælv. Pigmentet er ugiftigt. 

Berlinerblåt /Pariserblåt 

NCS: R85B 

Berlinerblåt er et jernholdigt, yderst finkornet og farvekraftigt pigment. Farven er dyb blå 

med et svagt blågrønligt skær. 

I 1701 lykkedes det den tyske apoteker Diesbach, vistnok ved et tilfælde, at fremstille en 

kunstig blå farve, der hverken byggede på ædelstene eller andre kostbare råstoffer, hvorfor 

den var relativt billig. Han kaldte ubeskedent det nye pigment for Diesbacherblåt, men gav 

det senere navnet Berlinerblåt eller Preussisk blåt. Hans assistent, franskmanden Milori, tog 

opfindelsen med sig hjem til Frankrig, hvorfor det samme pigment også kan købes under 

navnet Pariserblåt. 

Da dette billige blå pigment for alvor kom i handelen omkring 1724, blev den blå farve 

kolossalt populær - plus de afledte grønne farver, bl.a. den mørke "portgrøn", bestående af en 

blanding af Pariserblå og guldokker. Iblandet hvidt bliver Pariserblå til den meget anvendte 

dueblå/køkkenblå farve. Husenes vinduer, yderdøre, interiører, trapper, køkkener osv. bliver 

nu spækket med blå og grønne farver. Skabe, dragkister og møbler bliver blå og grønne og 

skibene får blå og lysegrønne striber og detaljer. 

side 13 





Desværre egner Pariserblå sig ikke som facadefarve, da den ødelægges af den basiske kalk. 

Ellers havde vi givetvis også oplevet masser af blå eller grønne husfacader i denne tid. 

Berlinerblåt sælges under forskellige andre navne som: Pariserblåt, Preussisk blåt, Miloriblå 

m.fl. Farven er ikke giftig og i ren tilstand forholdsvis lysægte, men kan i fortynding bleges. 

Berlinerblåt er anvendelig i lim- og olieteknikker, men ikke i kalk eller på kalkholdig puds, 

hvor den vil dekomponere ( bliver rustbrun). Farvekraften er stor. I olie er den rene 

Berlinerblå halvlaserende (halvgennemsigtig). 

Af Berlinerblåt fremstilles en række grønne blandingsfarver i linoliefernis bl.a. zinkgrønt, 

kromgrønt og Hollandsk grønt (se denne). 

Koboltblåt 

Koboltblåt eller cobaltblåt er et kraftigt lysende cobaltholdigt pigment. Det blev udviklet i 

begyndelsen af 1800-tallet og fik som kunstnerfarve stor udbredelse. Indenfor malerhåndværket 

har det haft begrænset anvendelse p.g.a. dets høje pris. Forfalskninger er derfor 

hyppige bl.a. ved tilsætning af ultramarin eller ved forskæring (fortynding) med organiske blå 

pigmenter og kaolin. Det rene pigment er lysægte, ugiftigt og kan anvendes i enhver maleteknik. 

Som oliefarve er farven halvlaserende og uden større farvekraft. 

Ligesom med Berlinerblåt, kan man blande hvidt i den koboltblå farve og får en klar lyseblå 

nuance, der især har været populær i køkkener, bl.a. fordi fluer siges at være utilbøjelig til at 

sætte sig på blå overflader. 

side 14 






Kønrøg, sodsort 

Kønrøg er et blåligsort farvestof, som fremstilles ved ufuldstændig forbrænding af forskellige 

organiske farvestoffer som harpiks, tjære eller mineralolier. Den dannede sod ledes ind i 

opsamlingskamre, hvor den afsætter sig. Farven benævnes efter oprindelsen: Kønrøg, 

lampesort, gassort. 

Pigmentet kan skrabes ned i de fleste brændefyrede ildstedsskorstene. Det farver, som de 

fleste ved, ret kraftigt sort. 

Farven består af næsten rent kulstof. Den er lysægte, ikke giftig og kan anvendes i enhver 

malerteknik. Farvekraft og dækevne er god. Farven har været anvendt som malerfarve siden 

oldtiden. 

Pas på pigmente 

trækul, og som derfor hverken svarer til ægte 

Som alle sorte farver er hærdningstiden for en sort linoliemaling tre gange så lang som de 

fleste andre pigmenter, fordi de sorte farver ikke er mineralske, men organiske. Dette 

gælder også hvis man blander sort pigment i andre farver som toner, eksempelvis i 

Bensort 

Bensort eller elfenbensort fremstilledes tidligere af affaldet ved bearbejdelsen af elfenben. I 

dag stammer råmaterialerne for det meste fra benrester fra benlimsproduktionen. Det tørre 

og knuste ben forkulles ved glødning, hvorefter kullene formales. 

Farven har været kendt siden oldtiden. Den har en blåsort farvetone. Den er lysægte, ikke 

giftig og kan anvendes i enhver malerteknik. Dækevnen er god. 

side 15 





Jernoxydsort 

Mangansort og jernoxidsort er sorte mineralfarver, der fortrinsvis anvendes som kalkfarve 

og til indfarvning af mørtler. 

Farvestoffet forhandles også under navnet "Cementsort". Pigmentet er lysægte og kan 

anvendes i enhver malerteknik. 

Grafitgrå 

ortrinsvis anvendes til jern, fordi den 

metalliske farve passer ret godt til de fleste smedearbejder eller til støbejern. Overfladen er 

halvmat, men bliver let slidt blank ved mange berøringer. 

Det gråsorte, krystallinske mineral grafit findes bl.a. i Grønland (men brydes ikke mere), i 

Bøhmen og på Cypern. Grafitten knuses til pulver og anvendes i bl.a. linoliemaling. Det 

benyttes også som kakkelovnssværte og i blyanter. 

Grafitgrå er lys-, olie-, vand- og kalkægte og i det hele taget ét af de mest modstandsdygtige 

pigmenter overhovedet. Da pigmentkornene er ret tunge, har de en tendens til at bundfælde 

sig i malerbøtten, så hvis denne står for længe, kræver det et stykke arbejde at få alt 

malingen rørt op igen. 

side 16 





Blandingsfarver 

1 Kold grå, perlegrå (hvidtekalk + kønrøg) 

2 Varm grå (Kridt/zinkhvidt/titanhvidt + oxydsort) 

3 Lys guldokker (Skagensgult, Dragørgult) (Hvidtekalk/hvidt + guldokker + umbra) 

4 Gammelrosa (Hvidt + rødokker + en knivspids brændt umbra) 

5 Lavendelblåt (Hvidt + ultramarinblåt + en knivspids brændt umbra) 

6 Dueblåt, køkkenblåt (Hvidt + koboltblåt + en knivspids brændt umbra) 

7 Lys køkkengrønt (Berlinerblåt + kadmiumgult + hvidt + en knivspids brændt umbra) 

side 17 





8 Lys grøn umbra (Hvidt + grøn umbra) 

9 Støvgrønt (Hvidt + grønjord + en knivspids brændt umbra) 

10 Hollandsk grøn, portgrøn, vogngrøn 

NCS: G30Y 

Som nævnt kom der et nyt og relativt billigt blåt pigment til maling på det europæiske 

marked i 1724, den mørke dybtblå Berlinerblå/Pariserblå. Denne farve egnede sig imidlertid 

ikke til at anvende i ren form, så ved at blande den med forskellige endnu billigere pigmenter, 

henholdsvis hvidt (blyhvidt) og guldokker (Naturlig gul okker), får man de to klassiske og 

Især den dybe, mørkegrønne linoliefarve, bestående af berlinerblåt iblandet guldokker, blev 

fra midten af 1700-tallet populær til døre og porte på købstædernes finere huse. Ikke mindst 

da malerfaget samtidigt lærte at fremstille de blanke lakker, bl.a. ved kogning af rav-affald 

(bernsteenlak), hvorved døre og porte, og også datidens finere hestevogne, kunne komme til 

at stå skinnende blanke og glatte i overfladen. Moden med de fantastisk flotte, blanke, dybt 

mørkegrønne døre og porte startede i Amsterdam i Holland. Her udviklede man også den 

omhyggelige og omfattende bundbehandling med flere lag blymønje, der slibes og spartles og 

til sidst står et helt år og dekomponerer, før den hollandsk grønne lakfarve påføres i 3 tynde 

lag med mellemliggende slibning. 

I flere danske byers historiske byområder, bl.a. i København og Dragør, der begge har 

er den hollandske mørkegrønne farve blevet så populær på døre, porte, 

vinduer, bænke, gelændere, gadelamper m.v., bl.a. fordi den står meget smukt til husenes 

side 18 





Pigmenternes anvendelse i de 5 klassiske bindemiddel-typer 

De forskellige pigmenter egner sig ikke lige godt til de forskellige bindemidler, der indgår i de 

5 klassiske malingstyper: Oliefarver, limfarver, temperafarver, lakfarver og mineralfarver. 

bindemiddel-typer til træ, murværk, papir og jern 

De fem klassiske 

Olie- Lim- Tem- Lak Mineral 

Kulørte pigmenter farver farver pera farver farver 

Gul okker/guldokker (gul) +++ +++ +++ +++ +++ 

Rå Terra di Siena (gul) ++ + +++ ++ +++ 

Jernvitriol (Jernsulfat, ikke et pigment) o o o o +++ 

Brændt Terra di Siena (rødbrun) ++ + +++ ++ +++ 

Rød okker (rødbrun) +++ +++ +++ +++ +++ 

Cinnober (rød) +++ +++ +++ +++ o 

Jernoxidrød/engelsk-/italienskrød/falurød +++ +++ +++ +++ +++ 

Caput mortuum/dodenkopf (brunlilla) +++ +++ +++ +++ +++ 

Ultramarin (blå) +++ +++ +++ +++ ++ 

Koboltblå +++ +++ +++ +++ o 

Pariserblå/Berlinerblå +++ +++ o +++ o 

Kromoxidgrøn +++ +++ +++ +++ ++ 

Spanskgrøn (irgrøn) (+) +++ +++ + +++ o 

Grønjord (grågrøn) ++ +++ +++ ++ +++ 

Rå umbra (grønlig) ++ +++ ++ ++ ++ 

Brændt umbra (rødligbrun) ++ +++ ++ ++ ++ 


Zinkhvid +++ ++ +++ +++ + 

Titanhvid +++ ++ +++ +++ + 

Kridt o +++ + o +++ 


Kønrøg/trækul ++ ++ ++ ++ ++ 

Kønrøg/lampesort +++ + ++ ++ ++ 

Bensort/elfenbenssort +++ ++ +++ +++ ++ 

Jernoxidsort ++ o ++ ++ ++ 

Grafit (gråsort) ++ ++ ++ ++ ++ 

Signaturer 

+++ Meget anvendelig ++ Laserende (ikke dækkende) 

o Ikke anvendelig + Svær at arbejde med (+) Giftig 

side 19 




Brug af Center for Bygningsbevarings ANVISNINGER 

Center for Bygningsbevaring 

Center for Bygningsbevaring er et uafhængigt viden-center, der arbejder med bevaring og udvikling af den 

byggede kulturarv via forskning, kurser og efteruddannelse, samt projekter og handlingsplaner på historiske 

bygninger. Centeret løser opgaver for statslige styrelser, kommuner, fonde, ejendomsselskaber samt ikke 

mindst for private ejere af fredede og bevaringsværdige ejendomme. Centeret er desuden tilknyttet Det 

Kongelige Bygningsinspektorat II som rådgiver omkring blandt andet bygningssyn. 

Brug af Center for Bygningsbevarings ANVISNINGER 

Center for Bygningsbevarings anvisninger er fortrinsvist rettet mod private husejere, men må gerne benyttes, 

arbejdsbeskrivelser til restaureringsarbejder. Det er ikke tilladt at bringe uddrag fra, klippe i eller 

viderebearbejde/rette i Center for Bygningsbevarings anvisninger i trykte publikationer, på internettet eller 

anden offentlig formidling uden skriftlig tilladelse fra Center for Bygningsbevaring. 

Forbehold 

Der gøres opmærksom på, at brug af Center for Bygningsbevarings anvisninger altid og i hvert enkelt 

tilfælde vil bero på en konkret vurdering på stedet. Centeret kan derfor ikke påtage sig noget ansvar for 

anvendelsen af beskrivelser, anvisninger m.m. i de tilfælde, hvor Centeret ikke selv har et aftalt ansvar for 

bedømmelsen. 

Center for Bygningsbevaring kan bestilles til at udarbejde ARBEJDSBESKRIVELSER. 

Center for Bygningsbevarings anvisninger kan suppleres med detaljerede arbejdsbeskrivelser, der er en 

punktopstillet udførelsesvejledning, inklusiv materialespecifikationer og udfaldskriterier. 

Arbejdsbeskrivelser udarbejdes af Center for Bygningsbevaring efter aftale og med honorar. 

Bygningssyn og rådgivning 

Center for Bygningsbevaring i Raadvad har etableret en landsdækkende rådgivning, der påtager sig at 

udføre uvildige bygningsundersøgelser. Specialuddannede fagfolk gennemgår hele huset eller dele af det, 

og udfærdiger en rapport over bygningens tilstand, problemer og anbefalede indgreb, listet op i en prioriteret 

plan og vedlagt anvisninger på selve udførelsen. De konkrete arbejder udføres af håndværkere efter 

husejerens eget valg. 

Koordinering 

Center for Bygningsbevarings anvisninger på www.bygningsbevaring.dk er koordineret med 

Kultur Information om Bygningsbevaring´ på www.kulturarv.dk samt Velfærdsministeriets 

bygninger sikring af bevaringsværdier´ www.sm.dk (søg i publikationer 

Bevaringsværdige bygninger, 2006) 

Rådgivning 

Centeret tilbyder i perioder gratis rådgivning via E-mail eller telefon. Gældende regler for at benytte denne 

service fremgår af hjemmesiden www.bygningsbevaring.dk, hvor man også kan finde aktuel E-mailadresse 

og telefonnummer. 

Tak til 

Center for Bygningsbevarings anvisninger opdateres og redigeres løbende, og de viste blade erstatter alle tidligere 

informationsmaterialer fra Raadvad-Centeret vedrørende praktisk bygningsistandsættelse og bevaring. Center for Bygningsbevarings 

anvisninger er opdateret og udbygget i 2009-10 med støtte fra Åse og Ejnar Danielsens Fond, Sonning-fonden, samt Margot og 

Thorvald Dreyers Fond og igen i 2011-12 med støtte fra Åse og Ejnar Danielsens Fond.

De klassiske pigmenter - Center for Bygningsbevaring

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?