Efterretningsmæssig risikovurdering 2010 - Forsvarets ...

Efterretningsmæssig 

risikovurdering 

2010

2 

Forsvarets Efterretningstjeneste 

Kastellet 30, 2100 København Ø 

Telefon: 33 32 55 66 

Telefax: 33 93 13 20 

www.fe-ddis.dk 

E-mail: fe@fe-mail.dk

Indhold 

Forord 5 

Definitioner 7 

Hovedkonklusion 9 

Afghanistan og Pakistan 11 

Afghanistan 11 

Pakistan 13 

Terrorisme 16 

Militante sunniekstremistiske netværks operationsmåde 17 

Militante sunniekstremisters propaganda og kommunikation 18 

Terrortruslen i Europa 18 

Spredning af masseødelæggelsesvåben 19 

Pirateri 21 

Mellemøsten 23 

Iran 24 

Israel og dets naboer 25 

Golfen 29 

Afrika 31 

Somalia 32 

Sudan 33 

Nord- og Vestafrika 33 

Europa og Arktis 35 

Rusland 35 

Ukraine 37 

Belarus 38 

Moldova 38 

Kaukasus 39 

Kosovo og Serbien 40 

Det arktiske område 40 

Indhold 3

Indhold 

Asien 42 

Kina 42 

Indien 45 

Den Koreanske Halvø 46 

Centralasien 47 

Globale tendenser 49 

Generelle sikkerhedspolitiske udviklingstræk 49 

Militære udviklingstræk 51 

Truslen i cyberspace 51 

Spionage 52 

4 Indhold

Forord 

Velkommen til 2010-udgaven af Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering. Rapporten 

indeholder en aktuel efterretningsmæssig vurdering af forhold i udlandet af betydning for Danmarks 

sikkerhed og henvender sig til en bred kreds af læsere. I årets udgave af risikovurderingen har vi 

udvidet forordet med afsnit om sprog og metode i efterretningsanalyse. 

Velkommen til 2010-udgaven af Forsvarets 

Efterretningstjenestes risikovurdering. Rapporten 

indeholder en aktuel efterretningsmæssig 

vurdering af forhold i udlandet af betydning 

for Danmarks sikkerhed og henvender sig til en 

bred kreds af læsere. I årets udgave af risikovurderingen 

har vi udvidet forordet med afsnit 

om sprog og metode i efterretningsanalyse. 

Forsvarets Efterretningstjeneste udarbejder 

normalt rapporter, som er klassificerede af 

hensyn til beskyttelsen af vores kilder, ressourcer 

og samarbejdspartnere. Denne risikovurdering 

er imidlertid skrevet med henblik på 

offentliggørelse. Det betyder, at der i oplysningerne 

og vurderingerne er taget hensyn til dette. 

Det har selvfølgelig betydning for formuleringerne 

i rapporten, for omfanget af detaljer 

og for skarpheden af visse analyser. Risikovurderingen 

udtrykker alligevel en efterretnings- 

Sprog og metode i efterretningsanalyse 

Nogle af formuleringerne i risikovurderingen 

afspejler den særlige metode, der anvendes i 

efterretningsanalyser. For at lette læsningen 

følger her en kort beskrivelse af vores særlige 

formuleringer og arbejdsmetode. 

Når analytikerne modtager en oplysning, skal 

de validere dem, dvs. afgøre kildens pålidelighed 

og adgang. Dernæst skal oplysningen 

vurderes for at afgøre dens troværdighed og 

sandsynlighed. Vi tager således stilling til fire 

forhold i forbindelse med kilder og oplysninger: 

Pålidelighed: Hvor pålidelig har kilden været 

tidligere? Hvor godt kender kilden til det emne, 

som oplysningen drejer sig om? 

mæssig vurdering af strategiske og regionale 

forhold af betydning for Danmarks sikkerhed. 

Det ligger i sagens natur, at fokus i en efterretningsmæssig 

risikovurdering er rettet mod 

truende eller potentielt negative udviklinger. 

Forsvarets Efterretningstjenestes opgave er at 

indsamle, bearbejde og formidle informationer 

om forhold i udlandet af betydning for Danmarks 

sikkerhed, herunder for danske enheder 

mv. i udlandet. Det gælder informationer 

om militære, politiske og økonomiske forhold 

samt informationer om transnationale forhold, 

herunder international terrorisme og spredning 

af masseødelæggelsesvåben. Vi fokuserer 

primært på områder med udsendte danske enheder, 

på terrornetværk i udlandet, som truer 

Danmark og danske interesser, herunder vores 

udsendte styrker, samt på konflikt- og kriseområder 

i verden. 

Adgang: Hvor tæt har kilden været på begivenhederne? 

Er det kildens egne oplevelser, eller 

stammer oplysningen fra andre? 

Troværdighed: Kommer oplysningen fra en 

normalt pålidelig kilde med god adgang? Passer 

den ind i analytikernes øvrige erfaringer? 

Sandsynlighed: Hvor sandsynligt er det, at 

det omtalte vil ske eller er sket? Det afhænger 

både af kildens pålidelighed, kildens adgang, 

oplysningens troværdighed, og hvordan oplysningerne 

passer med analytikerens erfaring og 

øvrige oplysninger. 

Når vi har taget stilling til alle disse spørgsmål, 

har vi forvandlet den rå oplysning til en efter- 

Forord 5

etning, der kan indgå i den videre analyse. 

Normalt røber vi ikke vore kilder, men hvis det 

i en konkret sammenhæng er formålstjenligt, 

bruger vi vores sprogpolitik, der fastlægger, 

hvordan vi skal formulere os, hvis vi vil karakterisere 

en kildes pålidelighed og adgang til 

oplysninger. 

Som hovedregel anfører vi derimod vores vurdering 

af oplysningens troværdighed og sandsynlighed. 

Det kan styrke troværdigheden over 

for læserne, hvis vi røber noget om, hvor vi har 

vore oplysninger fra, men behovet for troværdighed 

må nøje afvejes med den mulige konsekvens, 

at kilden bliver røbet. 

Det er kun sjældent, at vi kan give en vurdering, 

uden at der er elementer af tvivl i den. 

Derfor forsøger vi at gøre det klart for læserne, 

hvor sikre vi er i vores vurdering. Sagen 

kompliceres af, at vi ikke bare er i tvivl, men at 

vi oftest har svært ved præcist at angive, hvor 

stor tvivlen eller usikkerheden er. Dertil kommer, 

at det har vist sig, at læserne opfatter de 

samme ord om sandsynlighed forskelligt, når 

de læser vore vurderinger. 

Hvis læserne skal forstå efterretningsvurderinger 

korrekt, er det nødvendigt, at vi udtrykker 

os på en standardiseret måde og bruger de 

samme vendinger. Det gælder f.eks., når vi vil 

give udtryk for den samme kildevurdering eller 

grad af sandsynlighed. 

Vi bruger derfor kun de standardiserede formuleringer 

i den Efterretningsmæssige risikovurdering. 

Når det drejer sig om sandsynlighed, 

ligger der bag formuleringerne en femdelt 

skala fra 0 over 25, 50 og 75 til 100 %. Yderpunkterne 

er de nemmeste at have med at 

gøre, men ikke de mest brugte. I praksis stilles 

analytikeren oftest over for kravet om at vur- 

F. HANSEN 

6 Forord 

dere sin sikkerhed som fifty-fifty eller mellem 

dette og henholdsvis nul eller 100. 

FE benytter en fast formulering for de fem 

sandsynlighedsgrader: 

• Meget sandsynlig 

• Sandsynlig 

• I nogen grad sandsynlig 

• Ikke sandsynlig 

• Usandsynlig 

Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste 

Skalaen måler ikke præcise forskelle, som et 

centimetermål ville gøre det. Den fortæller 

blot, om noget er mere eller mindre sandsynligt 

end noget andet. Eller sagt på en anden 

måde: Denne skala viser, om vi vurderer, at vores 

sikkerhed i vurderingen ligger tættere på 

f.eks. 25 % end 50 %. På denne måde forsøger 

vi at opnå en bedre overensstemmelse mellem 

analytikerens vurderinger og kundernes opfattelser. 

Hvis ikke vi gør dette, overlader vi arbejdet 

med at fortolke oplysningerne til læserne, og 

så opstår der let den situation, at de får en 

fornemmelse af, at analysen svarer til den viden, 

de allerede har fra de åbne medier. Dertil 

kommer, at analytikeren bliver tvunget til 

at overveje, hvor sikker han er i sin vurdering. 

Selv om formuleringernes sproglige form kan 

diskuteres, er de med til at give læseren en 

ekstra værdi i form af større præcision og til at 

gøre opmærksom på, at der er gennemført en 

nøje analyse og vurdering. De særlige formuleringer, 

der er anvendt i denne risikovurdering, 

er anført under afsnittet ”Definitioner”. 

Oplysninger om Forsvarets Efterretningstjeneste 

kan i øvrigt findes på vores hjemmeside 

www.fe-ddis.dk. 

Redaktionen er afsluttet den 11. august 2010.

Definitioner 

Varslingshorisonten 

• 0 - 2 år: kort sigt 

• 2 - 5 år: mellemlangt sigt 

• 5 - 10 år: langt sigt 

Længere end ti år (meget langt sigt) giver så stor usikkerhed, at FE kun i få 

tilfælde anlægger dette tidsperspektiv. 

Sandsynligheder 

• ”Det er usandsynligt at…”: 

FE forventer ikke en given udvikling. Det er (næsten) ikke en mulighed. 

• ”Det er ikke sandsynligt at…”: 

Der er mere sandsynligt, at det ikke sker end det modsatte. 

Sandsynlighed omkring 25 %. 

• ”Det er i nogen grad sandsynligt at…”: 

Det er en sandsynlig mulighed, men FE har ikke grundlag for at vurdere, 

om det er mere eller mindre sandsynligt. 


• ”Det er sandsynligt at…”: 

Det er mere sandsynligt, at det sker end det modsatte. 


• ”Det er meget sandsynligt at…”: 

FE forventer en given udvikling. Det er (næsten) bekræftet. 

Definitioner 7

Hovedkonklusion 

Sikkerhedssituationen i Afghanistan er fortsat 

alvorlig, og antallet af angreb er steget. Det er 

sandsynligt, at effekten af styrkelsen af den 

internationale sikkerhedsstyrke og de afghanske 

sikkerhedsstyrker tidligst vil slå igennem 

omkring årsskiftet 2010-11. Statsinstitutionerne 

er fortsat svage. Staten vil både på kort 

og mellemlangt sigt få vanskeligt ved at opnå 

folkelig anerkendelse. I Helmand-provinsen har 

guvernøren gjort en indsats for at bekæmpe 

narkotika og korruption og for at udbrede god 

regeringsførelse i provinsen. På disse områder 

er der sket visse fremskridt i provinsen. 

Store dele af de pakistanske områder, der 

grænser op til Afghanistan, er reelt uden for 

regeringens kontrol, og al-Qaida, Afghansk Taliban 

og andre militante sunniekstremister anvender 

området som fristed. Pakistan har gennem 

de seneste år været udsat for kraftigt 

stigende islamistisk vold. Det har medført en 

generel ustabilitet i hele landet. Samtidig forsøger 

regeringen at bekæmpe de omfattende 

sunniekstremistiske terrornetværk, men det er 

ikke sandsynligt, at landets ledelse på kort sigt 

ønsker at slå ned på de dele af ledelsen af Afghansk 

Taliban, der opholder sig i Pakistan. 

Al-Qaidas evne til selv at forberede og gennemføre 

terrorangreb er svækket, men organisationen 

har succes med at påvirke andre 

grupper til at kombinere deres kamp mod regeringerne 

i deres hjemlande med angreb mod 

vestlige mål. Hjemmelavede bomber vil også 

på langt sigt være det terrorvåben, som udgør 

den største trussel. 

Indsatsen mod terror har betydet, at en række 

planlagte angreb i Europa er blevet afværget, 

mens et antal angreb er mislykkedes. Det er 

meget sandsynligt, at militante sunniekstremi- 

ster også på langt sigt vil planlægge angreb i 

Europa. Den væsentligste terrortrussel i Europa 

kommer fra militante sunniekstremister, der 

har gennemført træning uden for Europa. Størstedelen 

af de europæiske ekstremister, der 

ønsker at komme i kamp eller modtage træning, 

søger mod grænseområdet mellem Pakistan 

og Afghanistan, Yemen og i stigende grad 

Somalia. 

Truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben 

er voksende. Det er i nogen grad sandsynligt, 

at en række stater i modstrid med internationale 

traktater arbejder på at kunne udvikle 

og fremstille masseødelæggelsesvåben. Denne 

tendens vil fortsætte, og det er i nogen grad 

sandsynligt, at der opstår en nuklear trussel 

mod NATO’s territorium på langt sigt. 

Truslen fra pirateri er steget gennem de seneste 

år og er især en trussel ud for Somalia. Det 

vil fortsætte, så længe der ikke er fungerende 

myndigheder i Somalia. Det er ikke sandsynligt, 

at der eksisterer væsentlige økonomiske 

forbindelser mellem pirater og terrornetværk 

i Somalia. Der er ingen faste forbindelser mellem 

piraterne og al-Shabaab, men det er sandsynligt, 

at der er kontakt mellem enkeltpersoner 

som følge af klanforbindelser. 

Den israelsk-arabiske konflikt og Irans magtambitioner 

dominerer situationen i Mellemøsten. 

Trods nystartede indirekte forhandlinger mellem 

Israel og palæstinenserne er væsentlig 

fremgang i fredsprocessen ikke sandsynlig på 

kort sigt. 

Situationen på grænsen mellem Libanon 

og Israel er spændt. Våbenstilstanden mellem 

Hizbollah og Israel hviler ikke på gensidige 

interesser. Den er udtryk for en skrøbe- 

Hovedkonklusion 9

lig magtbalance, og en fejlvurdering fra en af 

parterne kan medføre, at situationen hurtigt 

eskalerer til krig. 

Iran gør til stadighed teknologiske fremskridt 

på det nukleare område og har øget sin indflydelse 

i Mellemøsten i de senere år, selv om 

uroligheder og intern magtkamp efter præsidentvalget 

i 2009 har udhulet styrets magtgrundlag. 

Klimaændringerne fører til øget interesse for 

de arktiske områders energiforekomster og 

søtransportruter. Det skaber risiko for diplomatiske 

kriser, men det er usandsynligt, at det 

vil føre til militære konflikter. 

Globaliseringen medfører, at tyngden i verdensøkonomien 

forskydes fra USA og Europa 

mod Kina og Indien. Selv om USA’s globale dominans 

vil blive svækket, vil USA forblive den 

stærkeste magt på meget langt sigt. 

Samtidig med at den økonomiske vækst i Asien 

på langt sigt vil give regionen større tyngde i 

verdensøkonomien, foregår der en militær opbygning. 

Der er potentiale for konflikter, men 

det er ikke sandsynligt, at de vil udvikle sig til 

krig mellem de involverede parter. 

Efter sænkningen af et sydkoreansk orlogsfartøj 

i marts 2010 er situationen omkring Den 

Koreanske Halvø blevet yderligere skærpet. 

Det er meget sandsynligt, at Nordkorea fortsat 

vil forsøge at provokere Sydkorea med begrænsede 

militære aktioner. 

10 Hovedkonklusion 

Kinas politiske system vil komme under pres 

for at finde en ny vækstmodel. Flere modsætninger 

i det kinesiske samfund vil komme op til 

overfladen, men det er sandsynligt, at den nuværende 

politiske og økonomiske kurs vil blive 

fastholdt. 

Indien er på vej til at manifestere sig som en 

af verdens stormagter, og det er sandsynligt, 

at landet på langt sigt vil styrke sin udenrigspolitiske 

indflydelse på grund af sin voksende 

andel af verdensøkonomien. 

Rusland blev hårdt ramt af den verdensomspændende 

økonomiske krise, men har klaret 

sig gennem vanskelighederne. Rusland er slået 

ind på en mere pragmatisk udenrigspolitik, der 

bl.a. afspejler sig i forholdet til USA, men har 

dog stadig anstrengte relationer til flere nabolande. 

For EU og USA vil Rusland i mange internationale 

spørgsmål forblive en selvhævdende 

og egenrådig aktør. 

Efter valget af ny præsident er Ukraine rykket 

tættere på Rusland, og det er ikke sandsynligt, 

at Ukraine på mellemlangt til langt sigt vil søge 

om optagelse i NATO. Ukraine vil dog fortsætte 

et pragmatisk samarbejde med NATO. 

Konflikterne i Afrika kræver fortsat stor tilstedeværelse 

af fredsbevarende styrker. Hverken 

FN eller Den Afrikanske Union kan med den nuværende 

kapacitet udfylde deres mandater og 

håndtere kontinentets fremtidige kriser. Den 

globale økonomiske krise har haft markante 

negative konsekvenser, og de økonomiske 

problemer kan føre til uro i de svageste afrikanske 

lande.

Afghanistan og Pakistan 

Både Afghanistan og Pakistan er præget af manglende stabilitet. Udviklingen i de to lande er 

på flere punkter tæt forbundet. 

Afghanistan er fortsat præget af ustabilitet 

og manglende sikkerhed, og landets institutioner 

er svage. Lokale magthavere og militsledere 

har ofte større betydning end de officielle 

myndigheder og bidrager sammen med 

oprørsbevægelserne til at hindre stabilitet og 

udvikling. 

I Pakistan sørger især militæret for en vis stabilitet, 

men landet er i stigende grad truet af oprørsbevægelser 

og dybtliggende konflikter om 

samfundets indretning. 

Afghanistan 

Lokale pakistanske oprørs- og terrorgrupper, 

især Pakistansk Taliban, har i de seneste år 

vundet frem og bidraget til øget ustabilitet i 

landet. Samtidig bruger Afghansk Taliban og 

andre afghanske oprørere Pakistan som fristed 

for deres aktiviteter i Afghanistan. Dermed er 

udviklingen i de to lande på flere punkter tæt 

forbundet. 

Mens Pakistans militær har sat ind over for 

Pakistansk Taliban, har det ikke været interesseret 

i at slå ned på de dele af Afghansk Taliban, 

der opholder sig i Pakistan. 

Sikkerhedssituationen i Afghanistan er fortsat alvorlig, og antallet af angreb er steget. Det er 

sandsynligt, at effekten af en styrkelse af den internationale sikkerhedsstyrke og de afghanske 

sikkerhedsstyrker tidligst vil slå igennem omkring årsskiftet 2010-11. 

Militært set har den internationale sikkerhedsstyrke 

(ISAF) i vinteren 2009-10 intensiveret 

presset på oprørerne. ISAF har fået tilført et 

større antal styrker fra især USA, men det er 

sandsynligt, at effekten heraf tidligst slår igennem 

ved årsskiftet 2010-11. Sikkerhedssituationen 

i Afghanistan er derfor fortsat alvorlig, og 

antallet af angreb er steget. 

ISAF har bl.a. øget presset på oprørerne gennem 

større operationer i Helmand- og Kandahar-provinserne, 

hvor oprørernes indflydelse 

på sikkerhedssituationen i Afghanistan er stor. 

Særligt har den såkaldte operation Moshtarak 

i Helmand søgt at fjerne oprørernes indflydelse 

fra distrikterne Nad-e Ali og Marjah i den 

centrale del af Helmand. Operation Moshtarak 

har foreløbig begrænset oprørsgruppernes 

bevægelsesfrihed og lokale indflydelse, men 

har ikke afgørende svækket deres vilje eller 

evne til at kæmpe. 

ISAF’s målrettede angreb på centrale ledere inden 

for de enkelte oprørsgrupper har i nogen 

grad reduceret oprørernes evne til at planlægge 

og gennemføre større koordinerede operationer. 

Oprørsgruppernes evne til at operere 

selvstændigt betyder dog, at de alligevel formår 

at gennemføre et stigende antal angreb, 

så presset på ISAF og de afghanske sikkerhedsstyrker 

fastholdes. Angreb med improviserede 

sprængmidler, især vejsidebomber, vil 

fortsat udgøre den største trussel. 

Terrorisme i Afghanistan 

Ud over at føre oprørskamp vil såvel Taliban 

som Haqqani-netværket, der er tæt knyttet til 

Taliban, fortsat være i stand til at gennemføre 

terrorangreb i Afghanistan på kort og mellem- 

Afghanistan og Pakistan 11

langt sigt. Det operative samarbejde mellem 

oprørs- og terrorgrupperne styrker deres evne 

til at udføre større og mere komplekse angreb i 

hele Afghanistan, herunder også i Kabul-området. 

Oprørs- og terrorgrupperne vil fortsætte 

med også at vælge vestlige civile som mål for 

bortførelser og terrorangreb, bl.a. med selvmordsbomber. 

Det er sandsynligt, at al-Qaidas rolle i Afghanistan 

hovedsageligt består af støtte til andre 

sunniekstremistiske grupper, herunder finansiering, 

transport og træning. Al-Qaida deltager 

dog også i det operative arbejde i Afghanistan 

i forbindelse med enkelte angreb mod 

højtprofilerede mål. 

Statens legitimitet 

Opbygningen af den afghanske stat og dens 

evne til at nå ud til lokalbefolkningen er afgørende 

for at bekæmpe oprørerne. De formelle 

institutioner og rammer for statens virke er 

på plads, men statens institutioner savner for 

størstedelens vedkommende indhold og legitimitet 

i forhold til befolkningen. 

De svage statsinstitutioner betyder, at staten 

både på kort og mellemlangt sigt vil få vanskeligt 

ved at opnå folkelig anerkendelse. Centralregeringens 

forsøg på at udbrede sin magt til 

provinserne skrider kun langsomt frem. Mangel 

på kvalificerede embedsmænd, korruption 

og modstand fra etablerede lokale magtstrukturer 

vil også fremover hæmme opbygningen 

af provinserne og dermed centralregeringens 

muligheder for at sætte sig igennem over for 

provinserne. 

Siden oktober 2009 har den afghanske hær 

haft en ledende rolle i hovedparten af de operationer, 

den har deltaget i. Det er dog ikke 

sandsynligt, at hele den afghanske hær vil 

være i stand til at operere selvstændigt før tidligst 

i 2014, hvor det er sigtet, at de afghanske 

sikkerhedsstyrker selv skal kunne varetage 

sikkerheden i hele landet. Det afghanske politi 

er i langt højere grad end den afghanske hær 

præget af omfattende ineffektivitet og korruption. 

Der er iværksat flere initiativer for at 

afhjælpe dette, bl.a. generelle lønforhøjelser. 

Det er dog ikke sandsynligt, at en væsentlig 

del af det afghanske politi på mellemlangt sigt 

12 Afghanistan og Pakistan 

bliver i stand til at operere selvstændigt. 

Forsoningsprocessen 

Taliban og andre oprørsgrupper har i store dele 

af Afghanistan et solidt greb om lokalbefolkningen. 

Dette greb er primært baseret på intimidering 

af de lokale indbyggere. Et væsentligt 

aspekt er Talibans skyggeforvaltning, der 

fungerer som Talibans lokale myndighedspersoner. 

Skyggeforvaltningen fungerer parallelt 

med de officielle myndigheder og har ofte 

større indflydelse end disse. Kontrollen med 

lokalbefolkningen er et vigtigt element i finansieringen 

af oprørskampen. 

Militsledere og andre lokale, uformelle magthavere 

har meget stor indflydelse i Afghanistan 

og har typisk større betydning end både 

de officielle myndigheder og oprørsnetværkene. 

Disse uformelle ledere kæmper for at fastholde 

deres magtbaser og står i mange tilfælde 

i vejen for stabilitet, sikkerhed og udvikling. 

En samlet forsoningsaftale mellem ledelsen 

af Taliban-bevægelsen og den afghanske regering 

er på kort sigt ikke sandsynlig. Det er 

i nogen grad sandsynligt, at præsident Hamid 

Karzais strategi er at forsøge at splitte Taliban 

og de øvrige oprørsgrupper ved at forhandle 

med individuelle moderate oprørere, der stiller 

mindre krav til en forsoning. Repræsentanter 

for lederen af oprørsbevægelsen Hezb-e Islami 

(HIG), Gulbuddin Hekmatyar, har i begyndelsen 

af 2010 for første gang ført forhandlinger direkte 

med Karzai i Kabul om forsoning. Det er i 

nogen grad sandsynligt, at en fredsaftale med 

Hezb-e Islami kan motivere moderate medlemmer 

af Taliban til at lade sig forsone. 

Situationen i Helmand-provinsen 

Helmand-provinsens guvernør, Mohammad 

Gulab Mangal, har sammenlignet med andre 

guvernører i Afghanistan taget mange politiske 

initiativer og vist forståelse for lokalbefolkningens 

behov. Derudover har hans administration 

gjort en indsats for at bekæmpe narkotika 

og korruption og for at udbrede god regeringsførelse 

i provinsen, f.eks. vælgerregistrering. 

På disse områder er der sket visse fremskridt. 

Taliban er stadigvæk en væsentlig magtfaktor i

Nahr-e Saraj i det centrale Helmand, hvor de 

danske styrker og rådgivere er koncentreret. 

Talibans står fortsat stærkt nordøst for 

Gereshk by. 

Mens volden mod ISAF og de afghanske myndigheder 

primært bliver begået af Taliban, står 

lokale militser og kriminelle netværk bag størsteparten 

af den øvrige vold. Oftest er der tale 

om forskellige grupper, der bekriger hinanden, 

og situationen bidrager til at skabe generel 

usikkerhed, både i landområderne og i Gereshk 

by. Lokalbefolkningen må derfor dagligt forholde 

sig til mange forskellige lokale magthavere, 

hvis langsigtede indflydelse på hverdagen ofte 

langt overstiger ISAF’s, regeringens og Talibans. 

Pakistan 

De største trusler mod ISAF’s mission i 

Nahr-e Saraj kommer således ikke kun fra 

Taliban, men består også i det fortsatte fravær 

af en effektiv, mindre korrupt og lokalt 

forankret distriktsledelse. De lokale magtspil 

og interesserne bag dem påvirker på afgørende 

måde bestræbelserne for at vinde lokalbefolkningens 

tillid og sætte en stopper for 

oprørs kampen og den øvrige vold. 

Det er ikke sandsynligt, at der på kort sigt vil 

blive ændret ved den situation, at uformelle 

netværk i høj grad kontrollerer voldsniveauet 

og ressourcefordelingen i området. 

Store dele af de pakistanske områder, der grænser op til Afghanistan, er reelt uden for regeringens 

kontrol, og al-Qaida, Afghansk Taliban og andre militante sunniekstremister anvender området 

som fristed. Pakistan forsøger at bekæmpe de omfattende sunniekstremistiske terrornetværk, 

men det er ikke sandsynligt, at landets ledelse på kort sigt ønsker at slå ned på de dele af 

ledelsen af Afghansk Taliban, der opholder sig i Pakistan. 

Pakistan har gennem de seneste par år været 

udsat for kraftigt stigende islamistisk vold 

i form af terrorbombninger, likvideringer og 

angreb med håndvåben på både civile mål og 

anlæg, der tilhører landets sikkerhedsstyrker. 

Det har medført en generel ustabilitet i hele 

landet. Pakistans erklærede deltagelse i krigen 

mod terror har fra starten i 2001 været meget 

upopulær i Pakistan og medført stor modstand 

fra islamister over hele landet. 

Siden har Pakistans militær sat ind over for Pakistansk 

Taliban i adskillige provinser. I modsætning 

til Afghansk Taliban angriber Pakistansk 

Taliban mål inden for Pakistans grænser. 

Derfor skelner Pakistans militær klart mellem 

disse to grupper. Indsatsen mod Pakistansk Taliban 

har igen medført en spredning af konflikten 

til de større byer i Punjab-provinsen, hvor 

der har været adskillige markante angreb i de 

sidste to år. 

På overfladen skyldes ustabiliteten en udbredt 

anti-amerikanisme, der får næring af Pakistans 

vestorienterede udenrigspolitiske kurs. Dertil 

kommer sympati med de pashtunske afghanere. 

Der er ca. 25 millioner pashtunere på den pakistanske 

side af grænsen og 10-15 millioner 

på den afghanske side. Under overfladen ulmer 

der dog en dybere konflikt mellem de dele 

af den pakistanske befolkning, som ønsker et 

moderat samfund med et overvejende verdsligt 

styre, og den mere konservative del af 

samfundet, som ønsker, at Pakistan udvikler 

sig i en mere islamistisk retning. 

Denne fundamentale konflikt udmønter sig på 

politisk niveau som en magtkamp mellem en 

verdslig regering og en opposition, der anklager 

regeringen for at være Vestens skødehund 

på bekostning af islamiske værdier. Regeringen 

må derfor værne om sit islamiske image og ikke 

se ud, som om den løber Vestens ærinde i sin 

kamp mod islamisk ekstremisme. I dette spil 

har hæren en afgørende rolle, fordi den ser sig 

selv som opretholder af den pakistanske stat 

og flere gange har benyttet sig af nødretslove 

til at tage magten, hvis den vurderede, at det 

var nødvendigt for landets sikkerhed. Denne 

komplicerede magtbalance modvirker, at Pakistan 

entydigt udvikler sig til et demokrati, en 

islamisk stat eller et permanent militærdiktatur. 


Pakistans rolle i Afghanistan 

Pakistan spiller en nøglerolle i krigen mod terror 

i Afghanistan. Hovedårsagen er, at Pakistan 

siden Afghanistans kamp mod Sovjetunionen 

fra 1979 har givet massiv og mangeartet støtte 

til afghanske talibangrupper. Pakistans mål 

med støtten er politisk indflydelse i et Afghanistan, 

som efter Pakistans opfattelse kan blive 

en del af den indiske indflydelsessfære. 

Hertil kommer, at Pakistan ønsker et venligtsindet 

styre i Afghanistan, som kan dæmme 

op for eventuelle separatistbevægelser blandt 

afghanske pashtunere, der er vendt mod styret 

i Pakistan. Af samme grund tillader den 

pakistanske hær og efterretningstjenesten, 

at afghanske talibangrupper har relativt frit 

spillerum i de såkaldte stammeområder i det 

nordvestlige Pakistan, hvor store områder i de 

provinser, der grænser op til Afghanistan, reelt 

er uden for regeringens kontrol. Disse pakistanske 

fristeder giver næring til oprørskampen 

i Afghanistan fordi de afghanske oprørere 

relativt uhindret kan rekruttere krigere, omgruppere, 

indsamle penge og organisere oprørskampen 

i Afghanistan. 

Al-Qaida og andre sunni ekstremistiske 

terrornetværk i Paki stan 

Det er sandsynligt, at stammeområderne i det 

nordvestlige Pakistan på kort og mellemlangt 

sigt fortsat vil udgøre et fristed for al-Qaida og 

andre militante sunniekstremister. 

Fortsatte luftangreb i det nordvestlige Pakistan 

mod især centrale medlemmer af al-Qaida 

og deres nære allierede begrænser midlertidigt 

de militante sunniekstremisters muligheder for 

at kommunikere og bevæge sig frit. Det er i 

nogen grad sandsynligt, at især udenlandske 

ekstremister med tilknytning til al-Qaida på 

kort sigt vil flytte til andre dele af stammeområderne 

for at undgå luftangrebene. 

En række medlemmer af al-Qaidas ledelse er 

blevet dræbt siden 2008 ved luftangrebene 

i det nordvestlige Pakistan. Udskiftningen af 

ledere og truslen om yderligere tab gør al- 

Qaidas ledelse sårbar, og det er sandsynligt, 

at al-Qaidas muligheder for at uddanne terrorister 

er blevet hæmmet og fortsat vil være 

det på kort sigt, hvis det militære pres på 

14 Afghanistan og Pakistan 

al-Qaidas ledelse opretholdes. 

Ud over al-Qaida vil der på langt sigt stadig 

være en række militante sunniekstremistiske 

grupper til stede i Pakistan. Det er meget 

sandsynligt, at en stor del af disse grupper vil 

have tilknytning til al-Qaida og udgøre en trussel 

mod pakistanske og vestlige mål i og uden 

for Pakistan. Andre af grupperne vil rette deres 

angreb mod religiøse mindretal eller fokusere 

på konflikterne i Kashmir og Afghanistan. 

Det er sandsynligt, at den primært Kashmirorienterede 

organisation Lashkar-e-Tayyibah 

(LeT) i 2009 planlagde angreb på danske mål 

i København i samarbejde med personer med 

tilknytning til al-Qaida og den tidligere Kashmir-orienterede 

organisation Harakat-ul-Jihad 

al-Islami. Det er i nogen grad sandsynligt, at 

Lashkar-e-Tayyibah på såvel kort som mellemlangt 

sigt fortsat vil rette hovedparten af sine 

angreb mod militære og civile mål i Indien, men 

at dele af dens ledelse er villige til at planlægge 

angreb mod vestlige mål i og uden for Sydasien. 

Pakistansk Taliban 

Pakistansk Taliban er et strategisk og ideologisk 

fællesskab med en vis grad af operativ 

koordinering. Gruppen har i stigende grad 

udviklet en revolutionær ideologi og ønsker at 

kæmpe for at islamisere den pakistanske stat. 

Det er sandsynligt, at gruppen samarbejder 

med al-Qaida. Pakistansk Taliban har været under 

pres i 2009 og i den første del af 2010, 

men har formået at fortsætte sin angrebskampagne 

mod den pakistanske regering og den 

pakistanske hær. 

Pakistansk Talibans strategiske fokus har siden 

2007 udvidet sig fra en kamp om kontrol 

over specifikke dele af stammeområderne i det 

nordvestlige Pakistan til en kamp for islamisering 

af hele Pakistan. Det er sandsynligt, at 

gruppen på kort sigt fortsat vil prioritere angreb 

mod pakistanske militære og civile mål 

højere end indsatsen til støtte for oprørskampen 

i Afghanistan. 

Pakistansk Taliban og dens samarbejde med 

andre pakistanske oprørs- og terrorgrupper 

og al-Qaida har udviklet sig til en trussel mod 

den pakistanske stats sikkerhed. Siden 2009

har Pakistansk Taliban gennemført flere større 

angreb i pakistanske storbyer i Punjab-provinsen. 

Den pakistanske hær har derfor optrappet 

oprørsbekæmpelsen mod de pakistanske 

talibangrupperinger i stammeområderne i det 

nordvestlige Pakistan. Det antyder en øget villighed 

hos den pakistanske militære ledelse til 

at imødegå de grupper, som truer Pakistans indre 

stabilitet. Det er dog ikke sandsynligt, at 

den pakistanske ledelse på kort eller mellemlangt 

sigt ønsker at fordrive afghanske talibangrupper 

fra deres baser i det vestlige Pakistan. 

Pakistans forhold til Indien og USA 

Selv om det er sandsynligt, at der vil ske forbedringer 

af hærens og de paramilitære styrkers 

evne til intern oprørsbekæmpelse, vil det 

pakistanske forsvar også på langt sigt beva- 

re sin overordnede fokusering på en potentiel 

konflikt med Indien som den primære trussel 

mod Pakistans eksistens. 

Det er sandsynligt, at de pakistanske militære 

kontrolsystemer med landets kernevåben er så 

effektive, at våbnene ikke vil falde i hænderne 

på terrorgrupper. 

Pakistans forhold til USA er båret af gensidig 

nødvendighed snarere end enighed og forståelse. 

Pakistan er afhængigt af amerikansk 

økonomisk støtte og amerikansk forståelse for 

Pakistans problematiske forhold til Indien. For 

USA vil Pakistan fortsat være en kompliceret 

partner i bekæmpelsen af Taliban og i støtten 

til operationerne i Afghanistan. Den generelle 

mistillid i Pakistan til USA gør sig også gældende 

i dele af den pakistanske hær. 


Terrorisme 

Al-Qaidas evne til selv at forberede og gennemføre terrorangreb er svækket, men organisationen har 

succes med at påvirke andre militante sunniekstremistiske grupper til at kombinere deres kamp mod 

regeringerne i deres hjemlande med angreb mod vestlige mål. 

Den globale terrortrussel stammer hovedsageligt 

fra al-Qaida og andre militante sunniekstremistiske 

netværk. Denne trussel er omfattende, 

og det er sandsynligt, at den ikke vil 

blive reduceret væsentligt på kort til mellemlangt 

sigt. 

Det er sandsynligt, at al-Qaidas topledelse, der 

skjuler sig i Pakistan, også på mellemlangt sigt 

vil spille en afgørende rolle for terrortruslen 

mod vesterlændinge. Det skyldes bl.a. topledelsens 

involvering i angrebsplanlægning mod 

vestlige mål, herunder f.eks. angrebet på den 

danske ambassade i Pakistan den 2. juni 2008. 

Det skyldes dog også i høj grad topledelsens 

evne til at få en række andre militante sunniekstremistiske 

grupper til at kombinere deres 

kamp mod regeringerne i deres hjemlande 

med angreb mod vestlige mål. Et eksempel på 

dette var det mislykkede bombeattentat mod 

et passagerfly på vej til Detroit i USA juledag 

2009. En yemenitisk-saudisk gruppe, der kalder 

sig Al-Qaida på Den Arabiske Halvø, og som 

har forbindelser til selve al-Qaida, erklærede, 

at den stod bag angrebsforsøget. 

Siden 2008 er en række medlemmer af al- 

Qaidas ledelse blevet dræbt ved luftangreb i 

det nordvestlige Pakistan. Det er sandsynligt, 

at tabene har tvunget al-Qaida-ledelsen til at 

ændre sine kommunikations- og sikkerhedsprocedurer, 

og at det på kort sigt vil hæmme 

al-Qaidas muligheder for at planlægge og gennemføre 

angreb, også i Vesten. Al-Qaida stiller 

stadig uddannelsesmæssige ressourcer til rådighed 

for både lokale og udenlandske grupper 

i det nordvestlige Pakistan, men det er 

sandsynligt, at al-Qaidas muligheder for at uddanne 

terrorister er blevet reduceret og fortsat 

vil være det på kort sigt, hvis det militære 

pres på al-Qaidas ledelse opretholdes. 

16 Terrorisme 

Samarbejde med andre 

terrorgrupper 

Al-Qaida kan påvirke andre militante sunniekstremistiske 

grupper gennem samarbejde 

og fusioner. Den somaliske gruppe al-Shabaab 

tilnærmer sig f.eks. tydeligvis al-Qaida, og 

trusler mod vestlige mål er en del af den strategi. 

Grupperne kan drage fordel af al-Qaidas 

propaganda i forbindelse med rekruttering og 

tiltrækning af ressourcer. Al-Qaida har således 

opnået en kolossal gennemslagskraft såvel 

på ekstremistiske hjemmesider på internettet 

som i almindelige nyhedsmedier verden 

over. Ud over at forsøge at skræmme sine fjender 

benytter al-Qaida typisk propaganda til at 

støtte militante sunniekstremisters kamp mod 

lokale regeringer og samtidig opfordre til angreb 

på Vesten og Israel. 

Terrorisme uden for al-Qaidas 

kerneområder 

I en række lande i Nordafrika og Mellemøsten, 

hvor den militante sunniekstremisme i mange 

år har stået stærkt, og hvor al-Qaida har 

sine rødder, har især myndighedernes effektive 

terrorbekæmpelse i de seneste år medført, 

at terrortruslen i et vist omfang er mindsket, 

om end den stadig er betydelig i lande 

som Algeriet, Irak og Libanon. Til gengæld er 

terrortruslen øget i en række lande i udkanten 

af eller uden for Nordafrika og Mellemøsten, 

såsom Mali, Somalia, Yemen, Afghanistan og 

Pakistan. Desuden er det muligt for militante 

sunniekstremister at træne og operere i en vis 

frihed i dele af disse lande samt i visse palæstinensiske 

flygtningelejre i Libanon. Det skyldes, 

at regeringerne ikke har fuld kontrol med 

deres territorier.

På grund af tegningerne af profeten Muhammed 

er terrortruslen mod danske interesser i 

udlandet steget gennem de seneste år. Truslen 

er størst der, hvor al-Qaida eller netværk 

med tilknytning til eller inspireret af al-Qaida 

er stærkest, dvs. i store dele af Afghanistan, 

Algeriet, Irak, Libanon, Mali, Mauretanien, Pakistan, 

Somalia og Yemen. 

Militante sunniekstremistiske netværks operationsmåde 

Militante sunniekstremister planlægger terrorangreb mod såvel menneskemasser som symbolske 

mål. Hjemmelavede bomber vil også på langt sigt være det terrorvåben, som udgør den største 

trussel. 

Militante sunniekstremisters valg af mål har 

ændret sig i takt med udviklingen i myndighedernes 

sikkerhedsbevidsthed og beskyttelsesforanstaltninger 

siden angrebene den 11. september 

2001. I årene omkring årtusindskiftet 

var målene for transnationale sunniekstremisters 

terrorplaner hovedsageligt stærkt symbolske 

og ofte meget spektakulære, men siden 

har myndighedernes indsats gjort det sværere 

at ramme højt profilerede mål. 

Derfor er angrebsplaner nu ofte rettet mod 

menneskemasser med henblik på at opnå så 

store tab som muligt. Militante sunniekstremister 

planlægger dog også ofte angreb mod 

symbolske mål som diplomatiske repræsentationer, 

FN-bygninger og lignende samt ubeskyttede 

eller let beskyttede mål med et klart symbolsk 

eller politisk sigte. Desuden har militante 

sunniekstremistiske grupper øje for, at økonomiske 

interesser kan være attraktive mål. 

Det er meget sandsynligt, at hjemmelavede 

bomber også på langt sigt vil være det terrorvåben, 

som udgør den alvorligste trussel. 

Bortførelser vil fortsat blive anvendt som 

terror våben. De fleste bortførelser foretages 

dog af økonomiske grunde. Risikoen for, at vesterlændinge 

bortføres af militante sunniekstremister, 

er størst i Mauretanien, Mali og Niger 

samt Irak, Somalia, Yemen, Afghanistan og 

Pakistan. 

Mulighed for udvikling og an vendelse 

af masse ødelæg gelsesvåben 

Al-Qaida og personer med tilknytning til al- 

Qaida har forsøgt at udvikle simple biologiske 

og kemiske kampstoffer, men de har kun i meget 

begrænset omfang været i stand til det. 

Det er sandsynligt, at militante sunniekstremister 

igen vil forsøge at udvikle sådanne stoffer 

eller forsøge at gennemføre angreb med giftige 

kemikalier. Det er imidlertid ikke sandsynligt, 

at de vil kunne gennemføre angreb, der 

medfører flere tab end angreb med hjemmelavede 

bomber. 

Det er i nogen grad sandsynligt, at militante 

sunniekstremister vil forsøge at anvende radioaktivt 

materiale i et terrorangreb, idet risikoen 

for radioaktiv forurening af mange opfattes 

som særligt skræmmende. Det er ikke sandsynligt, 

at strålingen vil medføre tab, men en 

eventuel sprængladning beregnet til at sprede 

materialet kan være dræbende. Det er sandsynligt, 

at selv et våben med radioaktivt materiale 

med en meget lille stråling vil have en væsentlig 

skræmmeeffekt. Det er usandsynligt, at 

militante sunniekstremister vil kunne skaffe sig 

kernevåben, heller ikke på langt sigt. 

Finansiering 

Sunniekstremistisk terrorisme finansieres af 

midler fra både legitime forretningsaktiviteter 

og fra kriminalitet. Militante sunniekstremister 

overfører penge ved almindelige bankoverførsler, 

ved at benytte kurerer med kontanter samt 

gennem de verdensomspændende, uautoriserede 

hawala-systemer, der bygger på tillid mellem 

betalingsformidlerne. 

Terrorisme 17

Militante sunniekstremisters propaganda og kommunikation 

Militante sunniekstremister benytter i stort omfang internettet både til propagandaformål og 

forberedelser af terrorangreb. 

Militante sunniekstremister benytter sig i stort 

omfang af internettet. Brugen kan deles op i 

tre kategorier. Den første er den almindelige 

produktion og distribution af propaganda. Den 

anden er indsamling af oplysninger om konkrete 

mål. Den tredje er privat og til tider operativ 

kommunikation, hvor de militante sunniekstremister 

gør brug af de fleste tilgængelige muligheder 

for at kommunikere. 

Al-Qaida har siden 2005 i stadig stigende grad 

professionaliseret sin offentlige kommunikation. 

Det har resulteret i udsendelsen af flere 

erklæringer, hurtigere reaktioner på internationale 

begivenheder samt centraliseret produktion 

og distribution af al-Qaidas propagandamateriale. 

Erklæringer fra al-Qaidas topledelse opridser 

ikke blot al-Qaidas verdensbillede, men ud- 

Terrortruslen i Europa 

18 Terrorisme 

stikker også de strategiske linjer for al-Qaidas 

kamp. Topledelsen har derigennem mulighed 

for at påvirke tilknyttede grupper. I nogle tilfælde, 

bl.a. ved angrebet på den danske ambassade 

i Islamabad i juni 2008, har der været 

en direkte sammenhæng mellem al-Qaidas offentlige 

erklæringer og konkrete terrorangreb. 

Det er sandsynligt, at al-Qaida på kort og mellemlangt 

sigt vil fortsætte sin hidtidige praksis 

og benytte distributionsnetværk på de sunniekstremistiske 

internetfora. I efteråret 2008 

blev de førende militante sunniekstremistiske 

internetfora lukket, og det forårsagede 

en midlertidig svækkelse af al-Qaidas propagandadistribution. 

I løbet af 2009 retablerede 

al-Qaida sine kanaler til at sprede propaganda 

ved at bruge andre militante sunniekstremistiske 

internetfora. 

Indsatsen mod terror fra militante sunniekstremister har betydet, at en række planlagte terrorangreb 

i Europa er blevet afværget, mens et antal angreb er mislykkedes. Det er meget sandsynligt, 

at militante sunniekstremister også på langt sigt vil planlægge angreb i Europa. 

Den væsentligste terrortrussel i Europa kommer 

fra militante sunniekstremister, der har 

gennemført træning uden for Europa. Der har 

været flere eksempler på, at personer, der har 

gennemgået uddannelse i træningslejre med 

tilknytning til al-Qaida, senere har været involveret 

i angrebsplaner mod mål i Europa. I flere 

tilfælde har der været tale om planlægning, der 

udsprang fra al-Qaidas topledelse, men truslen 

udgår også fra grupper, der blot har forbindelse 

til eller er inspireret af al-Qaida. 

Størstedelen af de europæiske militante sunniekstremister, 

der ønsker at komme i kamp eller 

modtage træning, søger mod grænseområdet 

mellem Pakistan og Afghanistan, Yemen og i 

stigende grad Somalia. 

Lokale celler af militante sunniekstremister i 

Europa, der er inspireret af al-Qaidas ideologi, 

udgør også en terrortrussel. Det vil dog være 

yderst sjældent, at de på egen hånd formår at 

tilegne sig den fornødne operative erfaring og 

evne til at gennemføre terrorangreb af en vis 

kompleksitet. 

Den omfattende indsats mod terror, der udføres 

i mange lande, har betydet, at en række 

planlagte terrorangreb er blevet afværget, 

mens et antal angreb er mislykkedes. Det er 

meget sandsynligt, at militante sunniekstremister 

også på langt sigt vil planlægge angreb i 

Europa. Det er sandsynligt, at enkelte angreb 

vil blive gennemført, enten som angreb af en 

vis kompleksitet som angrebet mod tre undergrundstog 

og en bus i London i 2005 eller som 

simple angreb, herunder angreb på fremtrædende 

enkeltpersoner.

Spredning af masseødelæggelsesvåben 

Truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben er voksende. En række stater arbejder i modstrid 

med internationale traktater på at kunne udvikle og fremstille masseødelæggelsesvåben. 

Denne tendens vil fortsætte, og det er i nogen grad sandsynligt, at der opstår en nuklear trussel mod 

NATO’s territorium på langt sigt. 

Masseødelæggelsesvåben er en fælles betegnelse 

for kernevåben, biologiske våben og kemiske 

våben. Af de tre typer er kernevåben i 

stand til at anrette langt de største ødelæggelser. 

Biologiske og især kemiske våben er til gengæld 

relativt lette at fremstille, dog afhængigt 

af den valgte type kampstof og den ønskede 

kvalitet af våbnet. Relevante fremføringsmidler, 

især ballistiske missiler, bliver ofte udviklet 

parallelt med masseødelæggelsesvåben. 

En række lande er i stand til at udvikle masseødelæggelsesvåben. 

Et program til udvikling og 

fremstilling af masseødelæggelsesvåben er så 

krævende, at det forudsætter, at landets ledelse 

har taget en beslutning om det. Der kan 

være forskellige tegn på en sådan beslutning. 

Det kan være et ambitiøst program til udvikling 

og fremstilling af ballistiske missiler, da det 

ikke er rationelt at fremføre konventionelle 

sprængstoffer med så kostbare og komplekse 

fremføringsmidler. Det kan også være etablering 

af kernekraft i et olierigt land, der ikke 

råder over nævneværdige uranressourcer, men 

alligevel ønsker at producere sit eget reaktorbrændsel. 

Hvis et land vil fremstille masseødelæggelsesvåben, 

skal det råde over en omfattende teknologisk 

viden, særlige råstoffer og en udviklet 

industri, der kan fremstille det øvrige nødvendige 

udstyr. 

Internationale aftaler 

Truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben 

er voksende, da en række stater arbejder 

i modstrid med internationale traktater 

på at kunne udvikle og fremstille masseødelæggelsesvåben. 

De internationale aftaler, der 

skal forhindre, at masseødelæggelses våben 

spredes, er til stadighed under pres. Det skyldes, 

dels at stater, der ønsker at fremstille 

masseødelæggelsesvåben, sjældent pålægger 

sig selv økonomiske eller politiske begrænsninger, 

dels den almindelige teknologiske udvikling. 

Kapløbet mellem de stater, der ønsker at 

udvikle masseødelæggelsesvåben, og de stater, 

der forsøger at forhindre denne udvikling, 

vil derfor fortsætte. 

Globalisering og 

masseødelæggelsesvåben 

Globaliseringen har bidraget til at øge den 

teknologiske udvikling og samhandlen i verden. 

Det har medført, at den teknologi og de 

produkter, som er nødvendige for at udvikle 

masse ødelæggelsesvåben, i stigende grad er 

tilgængelige for stater, der har de nødvendige 

finansielle og organisatoriske ressourcer. 

Denne tendens vil fortsætte, og det er sandsynligt, 

at den vil accelerere. Endvidere er det 

muligt for et land, der ønsker at udvikle masseødelæggelsesvåben, 

at hente vigtig knowhow 

fra eksempelvis universiteter i udlandet. 

Her kan der være tale om at indhente viden om 

støtteprocesser i forbindelse med udvikling af 

masseødelæggelsesvåben og ballistiske missiler. 

Flere og flere stater vil derfor råde over de 

nødvendige midler og knowhow til at fremstille 

masseødelæggelsesvåben og disses fremføringsmidler. 

Stater, der ønsker at fremstille masseødelæggelsesvåben 

og tilhørende fremføringsmidler, 

har ofte behov for at anskaffe råstoffer og 

komponenter i andre lande, også i den vestlige 

verden. For at omgå den gældende eksportkontrol 

anvender de sindrige systemer 

ved deres indkøb, bl.a. dækfirmaer, for at sløre 

den reelle slutbruger af produkterne, ligesom 

Spredning af masseødelæggelsesvåben 19

de forsøger at hemmeligholde transporter og 

betalinger. Tilsvarende forsøger de som regel 

at gennemføre en sådan kapacitetsopbygning 

i det skjulte og gerne i en eksisterende industriel 

infrastruktur. Der er ofte tale om teknologi 

og produkter, der både kan anvendes civilt 

og militært. 

Det er især evnen til at fremstille kernevåben, 

der giver anledning til bekymring i Vesten, men 

der er også fokus på kemiske våbenprogrammer, 

og der er stigende fokus på biologiske 

våbenprogrammer, fordi biologiske våben kan 

lægge hele samfund øde. Det er vanskeligt at 

påvise kapacitetsudvikling på det biologiske 

område, da et biologisk våbenprogram nemt 

kan skjules i en civil bioteknologisk industri. 

Irans nukleare program 

Irans nukleare program er fortsat omstridt internationalt. 

Som underskriver af aftalen om 

ikke-spredning af kernevåben har Iran ret til 

at opbygge et civilt nukleart program. Imidlertid 

har Iran gentagne gange i strid med ikkespredningsaftalen 

hemmeligholdt aspekter af 

landets nukleare program, der kan anvendes 

til et kernevåbenprogram. I 2002 blev det afsløret, 

at Iran gennem flere år havde arbejdet 

med opførelsen af et større anlæg til berigning 

af uran ved byen Natanz syd for Teheran. 

Anlægget er nu under overvågning af Det Internationale 

Atomenergiagentur. I september 

2009 blev det afsløret, at Iran havde bygget et 

anlæg til berigning af uran, der kun vanskeligt 

passer ind i et civilt nukleart program. Dette 

anlæg ligger nær byen Qom, ligeledes syd for 

Teheran, og er nu også under overvågning af 

Det Internationale Atomenergiagentur. 

Iran udvikler fortsat landets nukleare kapacitet. 

Iran har i 2010 fremstillet uran med knap 

20 % berigning. Irans begrundelse er, at denne 

berigningsgrad er nødvendig til en lille reaktor 

nær Teheran, hvor der fremstilles isotoper til 

medicinsk brug. Selv om det teknisk betragtes 

som lavt beriget uran, er uran beriget til knap 

20 % langt tættere på uran af våbenkvalitet 

(ca. 90 %) end det ca. 3,5 % berigede uran, 

som Iran hidtil har fremstillet. 

20 Spredning af masseødelæggelsesvåben 

Nordkoreas ambitioner 

Nordkorea har foretaget kernesprængninger i 

oktober 2006 og maj 2009. Det har vakt international 

fordømmelse. Det samme har landets 

ambitiøse program til udvikling og fremstilling 

af ballistiske missiler. I 2003 erklærede 

Nordkorea, at det trak sig ud af aftalen om 

ikke-spredning af kernevåben, og i april 2009 

afbrød Nordkorea samarbejdet med Det Internationale 

Atomenergiagentur. 

Syrien og Pakistan 

I april 2008 fremlagde amerikanske efterretningstjenester 

materiale for den amerikanske 

kongres om, at Syrien med assistance fra Nordkorea 

skulle have været i færd med at bygge 

en reaktor, som ville være ideel til fremstilling 

af plutonium i våbenkvalitet. Området, hvor 

reaktoren skulle ligge, blev bombet i september 

2007. Desuden har der fra Pakistan tidligere 

været spredt teknologi og knowhow vedrørende 

kernevåben. 

Manglende eller modvilligt 

Internationalt samarbejde 

Fordømmelsen i det internationale samfund af 

udviklingen i Nordkorea, Iran, Pakistan og Syrien 

næres også af, at Det Internationale Atomenergiagentur 

har vanskeligt ved at danne sig 

et overblik over omfanget af og hensigten med 

staternes nukleare programmer på grund af 

modvilligt eller manglende samarbejde fra de 

nævnte stater. 

Fremføringsmidler 

Flere af de ovenfor nævnte lande har programmer 

til udvikling af ballistiske missiler for at 

kunne fremføre deres masseødelæggelsesvåben 

over længere afstande. Langtrækkende 

ballistiske missiler er imidlertid et kostbart og 

kompliceret strategisk våbensystem, som er 

ressource- og tidskrævende at udvikle. Ballistiske 

missiler er især velegnede til at fremføre 

kernevåben. 

Det er i nogen grad sandsynligt, at der opstår 

en nuklear trussel mod NATO’s territorium på 

langt sigt.

Pirateri 

Truslen fra pirateri er steget gennem de seneste år og er især en trussel ud for Somalia. Det vil fortsætte, 

så længe der ikke er fungerende myndigheder i Somalia. Det er ikke sandsynligt, at der er 

organiserede forbindelser mellem pirater og terrorister i Somalia. 

Pirateri på verdensplan udgør fortsat en trussel 

mod den civile skibstrafik. Der blev i 2009 

registreret 406 tilfælde af pirateri og væbnede 

overfald på skibe. Så høje tal er ikke set 

siden 2003. 217 af disse overfald fandt sted 

ud for Somalia. Ca. halvdelen af overfaldene 

fandt sted i Adenbugten og den anden halvdel 

i farvandet ud for Somalias østkyst. I løbet af 

2009 blev i alt 47 skibe med 867 besætningsmedlemmer 

kapret af somaliske pirater. Ved 

udgangen af juli 2010 tilbageholdt somaliske 

pirater 15 skibe med en samlet besætning på 

ca. 350 mand. 

På trods af at den civile skibsfart har omlagt 

sine ruter, formår de somaliske pirater stadig 

at kapre skibe i farvandet omkring Afrikas 

Horn. Kapringerne sker nu ved brug af større 

moderskibe, som kan operere på større afstande 

fra Somalia end hidtil registreret. Angreb 

finder nu sted op til 2.000 kilometer fra 

den somaliske kyst. 

De somaliske pirater har angrebet så langt 

sydpå som i Mozambiquekanalen, og de har 

i 2010 angrebet skibe ud for Kenya, Tanzania, 

Seychellerne og Madagaskar. Mod nord 

blev der i juli 2010 også kapret et skib i Det 

Røde Hav, lige nord for Bab el-Mandeb-strædet. 

Mod øst er angrebene rykket tættere på 

den indiske kyst. 

Monsunen, der normalt rammer Det Indiske 

Ocean i løbet af perioderne december til begyndelsen 

af marts og fra juni til slutningen af 

september, medfører, at piraterne i disse perioder 

forskyder deres operationer til den vest lige 

del af Adenbugten, farvandet ud for Omans 

østkyst og til den sydlige del af Det Røde Hav. 

Piratangreb finder også sted andre steder end 

ud for Somalia. Ved Vestafrikas kyst er truslen 

fra pirateri og væbnede overfald stadig høj. 

FE kendskab til, at der i 2009 blev bordet 21 

skibe, tre skibe beskudt og et skib kapret. 

I Indonesien har myndighedernes indsats for 

at bekæmpe pirateri på andet år vist en nedadgående 

tendens i antallet af angreb. Der blev 

i 2009 registreret 15 angreb mod 28 i 2008. 

I Malaccastrædet er tendensen ligeledes faldende 

med to registrerede tilfælde af pirateri 

i 2009. Det lave antal overfald i farvandet omkring 

Indonesien og i Malaccastrædet kan tillægges 

kystlandenes øgede overvågning af og 

patruljering i området og de sikkerhedsforanstaltninger, 

som handelsskibene tager, inden 

de gennemsejler området. 

I Singaporestrædet er der for andet år i træk 

registreret en stigning i pirateri. I 2009 blev 

der rapporteret om ni tilfælde af pirateri sammenholdt 

med seks tilfælde i 2008. Af de ni 

tilfælde blev seks skibe bordet, mens tre skibe 

blev forsøgt kapret. 

I det Sydkinesiske Hav blev der i 2009 rapporteret 

om 13 tilfælde af pirateri, hvilket er det 

højest registrerede antal inden for de sidste 

fire år. 11 skibe blev bordet, et skib blev forsøgt 

kapret, mens et skib blev kapret. 

I Bangladesh er der sket en lille stigning i antallet 

af angreb sammenlignet med 2008, idet 

17 skibe har været udsat for angreb. 14 skibe 

har været bordet og udsat for tyveri af lasten. 

De fleste tilfælde har fundet sted på reden ved 

Chittagong. 

På det sydamerikanske kontinent er der ligeledes 

tale om en stigning i pirateriet. Her er der i 

2009 meldt om 37 tilfælde af pirateri sammen- 

Pirateri 21

lignet med 14 i 2008. Heraf er de 12 tilfælde 

sket ved Callao ud for Peru. I 2008 var der fire 

tilfælde af pirateri samme sted. Foruden Peru 

har Brasilien, Columbia, Costa Rica, Ecuador, 

Haiti og Venezuela været berørt af pirateri. 

Hovedparten af overfaldene har fundet sted, 

mens skibene har ligget for anker eller været i 

havn. Samme tendens blev registreret i 2008. 

Situationen ud for Somalia 

Piratoverfald har en mangeartet karakter. I farvandet 

ud for Somalia har overfaldene været 

kendetegnet ved, at et mindre antal små hurtigtgående 

både i samarbejde med et moderskib 

forsøger at stoppe et langsomtgående 

handelsskib. Efterfølgende bordes skibet, og 

piraterne overtager kontrollen. Det kaprede 

skib og besætningen sejles derefter ind i somalisk 

territorialfarvand, hvor der forlanges løsepenge 

for at frigive besætning, skib og last. 

Piraterne har i det første kvartal af 2010 haft 

succes med at kapre et større antal traditionelle 

fragtskibe, såkaldte dhows. Formålet med 

kapringerne har primært været at skaffe moderskibe 

til brug for piraternes længerevarende 

operationer i Det Indiske Ocean. 

At pirateriet ud for Somalia relativt ofte resulterer 

i kapringer, hænger sammen med fraværet 

af fungerende myndigheder i landet. Somalia 

er desuden præget af næsten 20 års 

borgerkrig, som har resulteret i en situation, 

hvor de økonomiske muligheder, der er forbundet 

med pirateri, virker tillokkende på mange. 

Somalias indsats 

Somalias overgangsregering har reelt kun kontrol 

med få kvarterer i Mogadishu og enkelte 

provinsbyer. Regeringen har ingen tilstedeværelse 

i de piratplagede områder, den har intet 

politi til at imødegå piraterne på land, og den 

har ingen flåde eller kystvagt til at bekæmpe 

pirateriet til havs. Hovedparten af det sydlige 

Somalia kontrolleres af oprørsgruppen al-Shabaab 

og andre militante grupper. De forskellige 

oprørsgrupper er officielt imod pirateri, men 

prioriterer ikke indsatsen mod problemet højt. 

22 Pirateri 

Puntland-regionen i Somalias nordøstlige hjørne 

spiller en vigtig rolle for pirateri i Somalia, 

fordi mange angreb udgår derfra. Provinsens 

institutioner er svage og kan manipuleres ved 

hjælp af piraternes løsesummer. 

I 2009 og 2010 har Puntlands regering gjort 

små fremskridt i kampen mod pirater. Den har 

vedtaget en antipirateri-plan og har gennemført 

en radiokampagne i Puntland for at vende 

lokalbefolkningen mod piraterne. Tiltagene er 

blevet fulgt op af enkelte arrestationer af pirater. 

Disse indsatser viser en vis vilje til at bekæmpe 

pirateri fra regeringens side, men indtil 

videre har de ikke haft nogen effekt på pirateriet. 

Det er præsidentens topprioritet at styre 

Puntland fri af den borgerkrig, der hersker 

i det sydlige Somalia. Det er ikke sandsynligt, 

at der vil ske en væsentlig yderligere tilførsel 

af Puntlands begrænsede sikkerhedsmæssige 

ressourcer til indsatsen mod pirateri. 

Pirateri og terrorisme i Somalia 

Det er ikke sandsynligt, at der eksisterer 

væsentlige økonomiske forbindelser mellem 

pirater og terrornetværk i Somalia. Der er 

ingen faste forbindelser mellem piraterne og 

al-Shabaab, men det er sandsynligt, at der er 

kontakt mellem enkeltpersoner som følge af 

klanforbindelser. 

Den internationale indsats 

Omkring 30 internationale flådeenheder forsøger 

at hindre pirateriet ud for Somalia. Både 

NATO og EU gennemfører operationer i området. 

De internationale flådestyrkers primære 

fokusområde er fortsat skibstrafikken i 

Adenbugten og i en vis udstrækning beskyttelse 

af handelsskibe, der leverer forsyninger 

til flygtninge i Somalia. Den internationale flådetilstedeværelse 

begrænser piraternes aktivitet, 

men piraternes store operationsområde 

og flådeenhedernes begrænsede antal gør det 

usandsynligt, at truslen fra pirater kan elimineres 

til havs. Pirateriet vil fortsætte, indtil 

der bliver etableret fungerende myndigheder i 

Somalia, herunder politi og kystvagt.

Mellemøsten 

Mellemøsten vil fortsat være præget af spændinger, og potentialet for konflikter er stort. 

Den israelsk-arabiske konflikt og Irans magtambitioner dominerer situationen. Manglende økonomisk 

udvikling, stor befolkningstilvækst og urbanisering vil desuden udgøre destabiliserende faktorer. 

Mellemøsten strækker sig fra Ægypten i vest 

til Iran i øst og er meget forskelligartet. Der er 

store forskelle mellem landenes statsopbygning, 

økonomi, politiske systemer og sociale 

struktur. Også internt i de enkelte lande er der 

store variationer, da befolkningerne er opdelt 

langs etniske, religiøse, sproglige og politiske 

skel. 

Til trods for store forskelle knyttes regionen 

sammen af den dominerende religion i området, 

islam, og af en fælles politisk historie. 

Også mange af de sociale og politiske problemer, 

som de enkelte stater står over for, går på 

tværs af hele regionen. 

I hovedparten af Mellemøsten har de politiske 

systemer kun begrænset folkelig opbakning. De 

bærende statsinstitutioner er magtapparatet, 

særligt de væbnede styrker og sikkerhedstjenesterne. 

Arrestation af oppositions politikere, 

kritiske journalister og menneskerettighedsforkæmpere 

er udbredt. Mellemøsten vil derfor 

i de kommende år være præget af spændinger, 

og potentialet for konflikter er stort. 

Manglende økonomisk udvikling, stor befolkningstilvækst 

og urbanisering vil desuden udgøre 

destabiliserende faktorer. 

Regionens regeringer har i en årrække været 

under internationalt pres for at gennemføre 

økonomiske og politiske reformer. Flertallet af 

landene har gennemført visse reformer, men 

størsteparten har været på det økonomiske 

område. Statslederne har i vidt omfang søgt 

at begrænse politiske reformer af frygt for at 

styrke den islamistiske opposition. 

De islamistiske bevægelsers dagsorden er for 

størstepartens vedkommende orienteret mod 

nationale forhold. De profilerer sig på social 

bevidsthed og retfærdighed og udbredelse af 

islamiske styreformer i de enkelte stater. De 

udfordrer dermed de lokale regeringers politiske 

legitimitet. De politiske magthavere forsøger 

som en reaktion på dette og på grund af 

bevægelsernes folkelige appel at styrke deres 

egen islamiske profil. 

Magtbalancen i regionen har i de seneste år 

været kendetegnet ved stigende iransk indflydelse, 

men Israel er fortsat den dominerende 

militære magt. Iran søger at konsolidere 

sin position og bruger bl.a. Hamas og Hizbollah 

som løftestang. Særligt Saudi-Arabien og 

Ægypten søger at modvirke denne udvikling, 

hvilket medfører et til tider spændt forhold 

mellem disse lande og Iran. Ingen af landene 

er dog interesseret i åben konfrontation. 

Tyrkiet er slået ind på en mere aktivistisk politik 

i Mellemøsten i et forsøg på at udvide sin 

indflydelse, bl.a. i den dominerende israelskarabiske 

konflikt. Tyrkiet har desuden forbedret 

forholdet til Iran og arbejder på at spille 

en mæglerrolle i centrale konflikter. Det gælder 

bl.a. i spørgsmålet om Irans nukleare program. 

Tyrkiets udenrigspolitik i området har distanceret 

landet fra Israel, hvilket har gjort det 

sværere for Tyrkiet at genoptage sin rolle som 

mægler mellem Israel og Syrien. 

Der er i mange muslimske lande fokus på Danmark 

på grund af tegningerne af profeten 

Muhammed. Især Den Islamiske Samarbejdsorganisation 

og Saudi-Arabien opretholder 

gennem forskellige initiativer et politisk fokus 

på forsvaret for islam og bidrager dermed til 

at opretholde et negativt fokus på Danmark i 

regionen. 

Mellemøsten 23

Iran 

Uroligheder og intern magtkamp efter præsidentvalget i 2009 har udhulet styrets magtgrundlag. 

Iran gør til stadighed teknologiske fremskridt på det nukleare område og har øget sin indflydelse 

i Mellemøsten i de senere år. Dette er med til at øge modsætningsforholdet mellem Iran og de 

sunniarabiske lande. 

Selv om sikkerhedsstyrkerne har formået at 

lægge låg på de folkelige protester efter præsidentvalget 

den 12. juni 2009, har urolighederne 

svækket det iranske styres legitimitet. 

Især de interne magtkampe i forbindelse med 

valget er med til at undergrave fundamentet 

for Den Islamiske Republik på langt sigt. 

Iransk indenrigspolitik har i flere år været præget 

af magtkampe og skiftende alliancer mellem 

forskellige konservative fraktioner. Reformisterne 

har reelt stået uden for indflydelse. 

I de konservative magtkampe har Den Øverste 

Åndelige Leder, ayatollah Ali Khamenei, 

som regel balanceret mellem fraktionerne. Det 

er dog sandsynligt, at Khameneis direkte indblanding 

i det omstridte valg i 2009 har svækket 

hans autoritet, da han selv er blevet en del 

af magtkampen. 

Genvalget af præsident Mahmoud Ahmadinejad 

og styrets håndtering af de efterfølgende 

uroligheder har ikke kun fremkaldt kritik fra reformisterne, 

men også fra både pragmatiske 

og traditionelle konservative. Den iranske ledelse 

har i stigende grad lænet sig op ad sikkerhedsapparatet, 

især Revolutionsgarden, på 

bekostning af reformfløjen og de konservative, 

herunder dele af den religiøse elite. 

Styret bygger nu på et mere spinkelt magtgrundlag. 

Det er dog ikke sandsynligt, at Den 

Islamiske Republik står over for et sammenbrud 

på kort sigt. Magtkampen foregår stadig 

inden for styret, og hovedaktørerne ønsker 

ikke at ændre på grundvilkårene i Den Islamiske 

Republik. Styret har vist, at det er parat 

til omfattende voldsanvendelse for at sikre sin 

overlevelse. Samtidig har sikkerhedsstyrkerne 

vist sig udpræget loyale over for styret. 

De iranske myndigheder har et stramt greb om 

befolkningen. Dette greb er strammet siden 

valget i 2009. Ytringsfriheden er begrænset, 

især hvad angår kritik af den iranske ledelse 

og dens politik. Iransk politi og sikkerheds- 

24 Mellemøsten 

styrker slår jævnligt ned på demonstrationer, 

og medlemmer af oppositionen undertrykkes 

ved hjælp af intimidering, arrestationer og tilbageholdelser 

uden retssag. Medier, der rapporterer 

kritisk om ledelsen, pålægges restriktioner 

i deres formidling eller lukkes. Styrets 

undertrykkelse af oppositionskræfterne er 

en væsentlig årsag til, at oppositionen i Iran 

er splittet og mangler ledelse, organisation og 

strategi. 

Økonomiske problemer 

Den iranske økonomi lider under store strukturelle 

problemer i form af korruption, massiv 

subsidiering af varer, stærk afhængighed 

af olieindtægter og en underudviklet finansiel 

sektor. Inflationen var i 2009 på ca. 15 % og 

arbejdsløsheden på ca. 13 %. Præsident Ahmadinejads 

regering er blevet skarpt kritiseret 

af iranske økonomer for at føre en kortsigtet, 

populistisk økonomisk politik og for uklogt at 

tære på Oliestabiliseringsfonden. 

Irans olieindtægter har hidtil sikret statens 

budget. På grund af olieprisens lavere niveau 

og regeringens fortsatte ekspansive finanspolitik 

skal staten finde alternativ finansiering af 

budgettet. Regeringens plan om at gennemføre 

en større reformpakke er et forsøg på at 

håndtere den uholdbare økonomiske situation. 

Fuld implementering af reformpakken vil dog 

på kort sigt bl.a. føre til øget inflation og dermed 

faldende købekraft. Det er sandsynligt, at 

store dele af den iranske befolkning vil opleve 

fald i levestandarden, hvilket kan forstærke 

utilfredsheden med regeringen. Reformen 

er flere gange blevet udskudt. Senest har regeringen 

udskudt at gennemføre den til sidste 

kvartal af det iranske finansår, der udløber i 

marts 2011. 

Samtidig kan de multilaterale og unilaterale 

sanktioner som følge af Irans nukleare politik 

mærkes tydeligere. Der er dog endnu ikke tegn 

på, at befolkningen er parat til at kræve le-

delsen til regnskab for kursen i atomsagen og 

kæde den forringede økonomiske og sociale situation 

sammen med ledelsens dispositioner. 

Sanktionerne mærkes kraftigst i den finansielle 

sektor, energisektoren og på udenrigshandelen. 

Iranske banker kan kun i begrænset omfang 

agere på internationale finansmarkeder. 

Energisektoren har på trods af en række mindre, 

udenlandske investeringer fortsat et investeringsefterslæb 

for at kunne opretholde 

produktionen, endsige udvide den. Udenrigshandelen 

er hæmmet af dårlig adgang til eksportkredit. 

Atomsagen og det internationale 

samfund 

Det er sandsynligt, at store dele af den iranske 

ledelse mener, at det ville tjene Irans interesser 

at besidde kernevåben. Det kan styrke ledelsens 

legitimitet i befolkningen, give større 

udenrigspolitisk handlefrihed og styrke Irans 

status som regional stormagt. Den iranske ledelse 

er dog splittet i spørgsmålet om håndtering 

af atomsagen i international sammenhæng. 

Ledelsen afvejer løbende fordele og 

ulemper både med hensyn til forhandlingstaktik 

og endeligt mål. 

Som følge af disse overvejelser udvikler Iran 

fortsat sin teknologiske kapacitet på det nukleare 

område og fremmer muligheden for at 

udvikle kernevåben. Den iranske ledelse har 

reageret skarpt på vedtagelsen af resolution 

1929 i FN’s Sikkerhedsråd den 9. juni 2010. 

Resolutionen indeholder nye sanktioner, men 

Irans ledelse har erklæret, at den aldrig vil indstille 

sit nukleare program. Det er sandsynligt, 

at Iran vil forsætte sine aktiviteter inden for 

aftalen om ikke-spredning af kernevåben og 

fortsætte samarbejdet med Det Internationale 

Israel og dets naboer 

Atomenergiagentur. Dette vil dog fortsat have 

karakter af modstræbende samarbejde. 

Stigende iransk indflydelse i 

regionen 

Irans indflydelse i Mellemøsten er øget i de 

senere år, bl.a. som konsekvens af de politiske 

omvæltninger i Irak og Afghanistan. Iran 

søger at konsolidere denne stilling og bruger 

bl.a. støtte til parter i regionens konflikter som 

løftestang. Det lejlighedsvis spændte forhold 

mellem Iran og flere sunniarabiske lande, især 

Saudi-Arabien og Ægypten, er i sin kerne en 

kamp om magt i regionen. Der er et stærkt politisk 

og kulturelt modsætningsforhold mellem 

det shiitiske, persiske Iran og flertallet af regionens 

sunniarabiske lande. For de sunniarabiske 

stater er det et problem, at den shiitiske politiske 

magt bliver styrket i regionen, hvilket de 

ser som et resultat af Irans magtambitioner. En 

åben sunnitisk-shiitisk konflikt er ikke i Irans interesse, 

da det bl.a. vil underminere Irans ambition 

om at være den muslimske verdens leder 

og beskytter. 

Transitland for al-Qaida 

Militante sunniekstremister bruger primært 

Iran som logistisk base og transitland til 

Afghanistan og Pakistan. Særligt for al-Qaida 

udgør Iran et vigtigt transitland for smuglingen 

af ekstremister, penge og materiel til al- 

Qaidas baseområde i Pakistan. Det er sandsynligt, 

at militante sunniekstremister på kort 

sigt prioriterer at bruge Iran som logistisk base 

frem for at foretage angreb i landet. Der er 

dog også visse lokale militante sunniekstremistiske 

grupper, der udfører angreb mod interne 

iranske mål. 

Trods nystartede indirekte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne er væsentlig fremgang 

i fredsprocessen ikke sandsynlig på kort sigt. Stridighederne mellem Fatah og Hamas i de 

palæstinensiske områder blokerer for, at der kan opnås en forsoning. Syrien forsøger at forbedre 

forholdet til USA og EU uden dog at give afkald på relationerne til Hizbollah og Iran. Den politiske 

stabilitet i Libanon er skrøbelig, og det er usandsynligt, at Hizbollah bliver afvæbnet. Situationen 

mellem Hizbollah og Israel på grænsen mellem Libanon og Israel er spændt. Flygtningelejrene i 

Libanon er fristeder for militante sunniekstremister. 

Mellemøsten 25

Den israelsk-palæstinensiske konflikt har afgørende 

betydning for udviklingen i Mellemøsten. 

Konflikten, særligt under de periodiske 

væbnede sammenstød, er årsag til lejlighedsvise 

folkelige protester i de arabiske lande og 

er dermed en destabiliserende faktor. 

Den israelsk-palæstinensiske fredsproces har 

vanskelige betingelser. Efter en lang periode 

med mislykkede forsøg på at genstarte direkte 

forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne 

er processen nu fortsat med indirekte 

forhandlinger. Forventningerne til processen 

og dens resultater er lave. Israel tvivler på den 

palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ 

evner til at leve op til forpligtelser på sikkerhedsområdet, 

ikke mindst i lyset af splittelsen 

mellem Fatah og Hamas. 

Palæstinenserne på den anden side har en dyb 

mistillid til Israels hensigter, navnlig i lyset af 

den bosættelsespolitik, som premierminister 

Benyamin Netanyahus regering fører på Vestbredden 

og i Østjerusalem. Selv hvis anstrengelserne 

for at få genetableret direkte forhandlinger 

bærer frugt, er der ikke udsigt til 

en varig politisk løsning eller blot fungerende 

delaftaler på kort sigt. 

Selv om Israel i august 2005 rømmede samtlige 

bosættelser i Gaza-striben, vil en fuldkommen 

israelsk opgivelse af kontrollen med Gazastriben 

og eventuelt senere med Vestbredden 

trække ud, blive omskiftelig og i sidste ende 

kun delvis. Det er ikke sandsynligt, at Israel vil 

afgive en sådan grad af kontrol, at der kan tales 

om egentlig palæstinensisk suverænitet. 

De palæstinensiske områder 

Udviklingen i de palæstinensiske områder vil 

være præget af magtkampen mellem Fatah og 

Hamas. Det er hidtil ikke lykkedes Hamas at 

opnå politiske resultater med hensyn til fangeudveksling 

med Israel og fuld genåbning af 

grænseovergangene til Gaza. Presset på Hamas 

både indenrigspolitisk, internationalt og 

direkte fra Israel har været støt stigende siden 

Hamas’ valgsejr i 2006 og særligt efter Hamas’ 

voldelige magtovertagelse i Gaza i 2007. 

Trods presset forsøger Hamas at ride stormen 

af frem for at søge kompromis på afgørende 

spørgsmål. 


Derimod er det lykkedes Fatah at forbedre vilkårene 

på Vestbredden. Det gælder både økonomisk 

og sikkerhedsmæssigt. Fatah står dermed 

stærkere i forhold til Hamas end i 2009. 

Den dybt forankrede mistillid mellem dem er 

årsag til en fastlåst politisk situation og blokerer 

for afholdelse af parlaments- og præsidentvalg. 

Selv hvis parterne indgår en forsoningsaftale, 

vil den i bedste fald være midlertidig. 

Trods styrkelsen af Fatah er Hamas’ folkelige 

tilslutning så omfattende, at dens accept vil 

være en forudsætning for at finde en holdbar 

palæstinensisk aftale om fred og sikkerhed. 

Mangel på fremdrift i fredsprocessen, fortsatte 

israelske operationer i de palæstinensiske 

områder og en dårlig palæstinensisk økonomi 

kan få en ny opstand til at blusse op. 

Siden 2006 har der været en stigende sunniekstremistisk 

aktivitet i De Palæstinensiske 

Selvstyreområder, og flere militante sunniekstremistiske 

grupper har udtrykt støtte til al- 

Qaida. Det er ikke sandsynligt, at disse grupper 

har kontakt til al-Qaida, selv om flere af 

dem hævder det. 

Det er ikke sandsynligt, at der findes velorganiserede 

militante sunniekstremistiske grupper 

i Israel. Israel er imidlertid stadig et af de absolut 

højest prioriterede angrebsmål blandt sunniekstremister, 

og det er sandsynligt, at der 

foregår kontinuerlig planlægning af simple terrorangreb 

mod landet med udgangspunkt i De 

Palæstinensiske Selvstyreområder og Libanon. 

Magtbalancen i regionen 

Israels dominerende militære rolle vil selv på 

langt sigt være et forhold, som ikke bare palæstinenserne, 

men også de øvrige stater i Mellemøsten 

vil være nødt til at orientere sig efter. 

Det kan enten ske gennem tilpasning, om end 

kritisk, eller gennem fortsat konflikt. Regionalt 

vil Israel fortsat se iransk udvikling af kernevåben 

som sin hovedtrussel. Et atombevæbnet 

Iran vil ikke kun styrke Irans magt i regionen, 

men vil også styrke Irans allierede i regionen. 

De palæstinensiske væbnede grupper vil end 

ikke på langt sigt udgøre en militær trussel 

mod Israels eksistens. Libanesisk Hizbollah har 

en stadig stigende militær kapacitet til at true 

Israel med omfattende ødelæggelser, men vil

selv på langt sigt ikke udgøre en eksistenstrussel 

mod Israel. Israel kan dog ikke neutralisere 

eller opnå fuldstændig kontrol med de asymmetriske 

trusler fra disse grupper. 

Syriens indflydelse 

Syrien opfatter en eventuel israelsk-palæstinensisk 

fredsaftale som en trussel, der vil 

svække dets forhandlingsposition over for Israel. 

Syrien har ved flere lejligheder signaleret 

vilje til at indgå i fredsforhandlinger med Israel. 

Hvis fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien 

genoptages, er det sandsynligt, at Syrien vil 

fastholde et krav om tilbagelevering af Golanhøjderne, 

inklusive strækningen ved bredden 

af Tiberiassøen. Det er usandsynligt, at Israel 

vil imødekomme dette krav. Derfor er det ikke 

sandsynligt, at der opnås en aftale på kort sigt. 

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har konsolideret 

sin position efter faderens død. Det er 

i nogen grad sandsynligt, at den stagnerende 

økonomi kombineret med en hastigt voksende 

befolkning og etniske og religiøse spændinger 

på mellemlangt til langt sigt vil true styrets 

greb om magten. 

Syriens overordnede udenrigspolitiske målsætninger 

er at få Golan tilbage, at fastholde 

indflydelse i Libanon og at maksimere sin regionale 

indflydelse. Syrien arbejder på at få så 

mange diplomatiske og økonomiske fordele ud 

af EU, USA og regionale aktører som muligt 

uden at give indrømmelser i forhold til Israel, 

demokrati eller menneskerettigheder. Syrien 

har et strategisk partnerskab med Iran, der 

ikke er motiveret af ideologi, men pragmatisk 

bygger på de to landes fælles interesser. Syrien 

udgør ikke nogen stor militær eller økonomisk 

magtfaktor i regionen. Landet opnår regional 

indflydelse, f.eks. i Libanon, ved at kunne forhindre 

andre aktører i at opnå resultater uden 

syrisk accept og ved gennem alliancer at danne 

modvægt til andre aktørers indflydelse. 

Mange militante sunniekstremister rejste gennem 

Syrien til Irak i fra 2003 til 2008, men 

denne trafik er blevet stærkt reduceret. Den 

syriske regering har desuden haft held til at 

bekæmpe de terrorgrupper, der tidligere opererede 

i landet, og det er sandsynligt, at dette 

vil fortsætte. 

Libanons indenrigspolitiske 

situation 

I Libanon er den skrøbelige indenrigspolitiske 

situation karakteriseret ved, at der bliver 

samarbejdet på tværs af de politiske skel, og 

at fløjene deler et overordnet ønske om stabilitet. 

Parlamentsvalget den 7. juni 2009 gav 

ikke en entydig sejr til en af fløjene. Efter et 

halvt års forhandlinger blev der sammensat 

en bred koalitionsregering. Det parlamentariske 

dødvande i 2006-08 og især frygten for en 

gentagelse af urolighederne i maj 2008, hvor 

Libanon var tæt på endnu en borgerkrig, har 

banet vej for koalitionsregeringen. Hizbollahs 

magtdemonstration i maj 2008 og ændrede 

regionale magtforhold har fået den tidligere så 

antisyriske 14. Marts-Koalition til delvis at gå 

i opløsning og være mere kompromissøgende. 

Hizbollah har trods en mindre fremtrædende 

rolle i regeringen reel vetoret i den nye samlingsregering. 

For Hizbollah er det primære mål 

at bevare bevægelsens væbnede gren og ikke 

mindst kontrollen med den. Ønsket om afvæbning 

af Hizbollah vil igen blive rejst af dele af 

14. Marts-Koalitionen i en videreførelse af den 

såkaldte nationale dialog om Libanons forsvarsstrategi. 

En frivillig eller ufrivillig afvæbning 

af Hizbollah er usandsynlig, selv på langt 

sigt. I forlængelse heraf vil Hizbollah også bruge 

sin indflydelse til at modsætte sig en libanesisk 

fredsslutning med Israel, endsige forhandlinger 

derom. 

Grænsen mellem Libanon og Israel 

I det sydlige Libanon har der siden 2006 været 

relativt roligt, dog med et antal raketafskydninger 

mod Israel i 2009. Der har desuden været 

et antal træfninger mellem de libanesiske 

og israelske væbnede styrker i grænseområdet. 

Den alvorligste fandt sted den 3. august 

2010, hvor tre libanesiske soldater, en libanesisk 

journalist og en israelsk soldat blev dræbt. 

Træfningerne er dog forblevet isolerede og er 

ikke eskaleret. 

Der hersker stadig et konfliktfyldt forhold mellem 

Israel og Hizbollah. FN’s fredsbevarende 

styrkes (United Nations Interim Force in Lebanon, 

UNIFIL) tilstedeværelse har begrænset 

Hizbollahs muligheder i området, men det er 

Mellemøsten 27

sandsynligt, at Hizbollah vil anvende magt, hvis 

den mener, at UNIFIL går for aktivt til værks 

i f.eks. eftersøgningen af våben. Det er ikke 

sandsynligt, at Israel eller Hizbollah med overlæg 

vil indlede en krig på kort sigt. Våbenstilstanden 

mellem Hizbollah og Israel hviler dog 

ikke på gensidige interesser. Den er udtryk for 

en skrøbelig magtbalance, der bygger på gensidige 

trusler om omfattende ødelæggelser. 

En fejlvurdering fra en af parterne kan derfor 

medføre, at situationen hurtigt eskalerer til 

krig. 

Hizbollah støttes økonomisk af Iran og Syrien. 

Det er sandsynligt, at støtten vil fortsætte, så 

længe der er et fjendtligt forhold mellem Israel 

på den ene side og Iran og Syrien på den 

anden. 

Terrortrussel fra Hizbollah 

Det er sandsynligt, at Hizbollahs eksterne sikkerhedsorganisation 

(External Security Organisation, 

ESO), har kapacitet til at udføre terrorangreb 

i udlandet. 

Libaneseren Imad Mughniyeh, der gennem 

mange år var leder af ESO, blev i februar 2008 

dræbt ved et bilbombeangreb i Syrien. Det er 

i nogen grad sandsynligt, at drabet på Imad 

Mughniyeh medførte en midlertidig svækkelse 

af ESO. På langt sigt er det sandsynligt, at drabet 

ikke vil få betydning for Hizbollah og ESO’s 

interne organisation og evne til at gennemføre 

operationer. 

Det er i nogen grad sandsynligt, at Hizbollah 

stadig forbereder aktioner mod israelske eller 

jødiske mål som hævn for drabet på Imad 

Mughniyeh, selv om en hævnaktion vil medføre 

en israelsk reaktion. 

Arrestationer af Hizbollah-tilknyttede personer 

i Ægypten og Aserbajdsjan viser, at Hizbollah 

fortsat har aktiviteter uden for Libanons 

grænser. 

Militante suniekstremister i 

Libanon 

Libanon vil fortsat være et attraktivt operationsområde 

for militante sunniekstremister på 

langt sigt. Dette skyldes først og fremmest 

landets relativt svage statsmagt, og at de pa- 


læstinensiske flygtningelejre er uden for de libanesiske 

myndigheders kontrol. 

Særligt flygtningelejren Ayn al-Hilwa i det sydlige 

Libanon er hjemsted for militante sunniekstremister. 

Det er sandsynligt, at nogle af dem 

har forbindelse til al-Qaida. Den ekstremistiske 

gruppe Asbat al-Ansar, som ikke selv udfører 

terrorangreb, kontrollerer flere dele af lejren, 

og det er sandsynligt, at den giver husly til eftersøgte 

terrorister. 

I 2007 nedkæmpede den libanesiske hær terrororganisationen 

Fatah al-Islam i flygtningelejren 

Nahr al-Barid nord for Tripoli. Organisationen 

har siden reorganiseret sig i Ayn al-Hilwa 

og har gennemført flere terrorangreb. Organisationen 

har dog også været udsat for tilbageslag. 

Det er sandsynligt, at Fatah al-Islam på 

kort sigt vil søge at gennemføre angreb mod 

FN’s fredsbevarende styrke, UNIFIL. 

En gruppe, der tilhører Abdallah Azzam-Brigaderne, 

har tre gange i løbet af 2009 hævdet at 

stå bag raketangreb fra Sydlibanon mod mål i 

Israel. Gruppen vil fortsat søge at angribe Israel, 

og det er sandsynligt, at den vil søge at 

udvide sit operationsområde til andre lande i 

regionen og søge at ramme flere forskellige typer 

af mål. 

Situationen i Jordan 

I Jordan er det sandsynligt, at mindre celler 

af militante sunniekstremister med begrænset 

kapacitet vil forsøge at gennemføre terrorangreb. 

Det er dog også sandsynligt, at de 

jordanske myndigheders faste greb om sikkerhedssituationen 

vil forhindre dem i at gennemføre 

succesfulde operationer. 

Ægyptens kurs 

Det er sandsynligt, at Ægypten under den nuværende 

ledelse vil fortsætte sin forsigtige reformkurs. 

Præsident Hosni Mubarak er 82 år, 

men arvefølgen er uafklaret. Indenrigspolitisk 

udgør Det Muslimske Broderskab den stærkeste 

opposition til Mubarak-styret. Ægypten 

afholder parlamentsvalg i 2010 og præsidentvalg 

i 2011. 2010 blev indledt med omfattende 

anholdelser af Broderskabets medlemmer, og 

det er sandsynligt, at det ægyptiske styre vil

fastholde den hårde kurs over for bevægelsen. 

I lyset af Israels overlegne militære styrke og 

Ægyptens behov for amerikansk bistand er det 

sandsynligt, at Ægyptens ledelse vil fastholde 

et stabilt og pragmatisk forhold til Israel trods 

hjemlig kritik. 

Der er militante sunniekstremister i Ægypten, 

der er i stand til at udføre simple terrorangreb, 

Golfen 

f.eks. med små hjemmelavede bomber mod 

vestlige mål. Det er sandsynligt, at de militante 

sunniekstremister i Ægypten udgør mindre, 

lokale grupper med begrænset kontakt til militante 

sunniekstremister uden for Ægypten. Alligevel 

er det i nogen grad sandsynligt, at de på 

kort sigt, kan blive i stand til at udføre angreb 

af en vis kompleksitet, herunder bilbombeangreb. 

Irak står over for store indenrigspolitiske udfordringer, og regeringsdannelsen efter parlamentsvalget 

i marts 2010 får afgørende betydning for landets fremtid. Irak er stadig det sted i verden, 

hvor der gennemføres flest terrorangreb. Saudi-Arabien har problemer med at fastholde sin 

position som ledende magtfaktor i Mellemøsten, men den interne situation er stabil. Terrorgruppen 

Al-Qaida på Den Arabiske Halvø er blevet styrket, og gruppen har vilje og evne til at udføre 

terrorangreb både i og uden for Yemen. Shiitiske oprørere i nord og separatistbevægelsen i syd 

udfordrer fortsat styret. 

Irak befinder sig politisk og sikkerhedsmæssigt 

i en meget afgørende periode. I marts 2010 

blev der afholdt parlamentsvalg, og de politiske 

blokke forhandler fortsat om en samlingsregering. 

Iran søger indflydelse på irakisk 

politik og har en strategisk interesse i, at den 

irakiske regering forbliver shiitisk domineret. 

Regeringsdannelsen og den kommende regerings 

evne til at kontrollere sikkerhedssituationen 

er en afgørende faktor for den fortsatte 

opbygning af den irakiske stat og for den planlagte 

tilbagetrækning af de amerikanske styrker. 

På mellemlangt sigt kan forholdet mellem 

den irakiske centralregering og det kurdiske 

selvstyre udvikle sig til at blive Iraks største 

problem. De omstridte områders tilhørsforhold, 

herunder Kirkuk, og fordelingen af olieressourcerne 

udgør væsentlige hindringer for 

et afklaret forhold. 

Irak er det sted i verden, hvor der gennemføres 

flest terrorangreb, selv om antallet er faldet 

betydeligt, siden det var på sit højeste i 

2007. Faldet skyldes især øget civil modstand 

mod terrorbevægelserne i Irak. 

Det er sandsynligt, at den fortsatte amerikanske 

tilbagetrækning vil skabe et sikkerhedsvakuum 

i Irak, som terrorgruppen Al-Qaida i Irak 

vil søge at udnytte. Terrorangrebene i Irak vil 

fortsætte på kort og mellemlangt sigt. 

Saudi-Arabiens regionale rolle 

Saudi-Arabiens mål er at sikre sig positionen 

som regionens ledende magtfaktor. Denne 

position udfordres af et potentielt atombevæbnet 

Iran. Saudi-Arabien ser derfor også en 

mulig shiitisk domineret irakisk regering med 

tætte forbindelser til Iran som en trussel. Som 

et led i Saudi-Arabiens bestræbelser på at positionere 

sig i regionen har landet forsøgt at 

spille en mere aktivistisk udenrigspolitisk rolle, 

men vil nøje overveje, hvilke konflikter det engagerer 

sig i, for ikke at tabe ansigt regionalt. 

Den nuværende amerikanske regering vil fortsat 

arbejde for at styrke Saudi-Arabiens ledende 

position. 

Indenrigspolitisk vidner kong Abdullahs reforminitiativer 

om, at landet tager truslen om religiøs 

radikalisering alvorligt. Det er dog ikke 

sandsynligt, at reformerne vil føre til omfattende 

ændringer i Saudi-Arabien på kort sigt. 

Kong Abdullah er 87 år, men arvefølgen er 

endnu uafklaret. Det er i nogen grad sandsynligt, 

at den reformproces, som kong Abdullah 

har sat i gang, ikke vil blive ført videre efter et 

magtskifte. 

I Saudi-Arabien er de organiserede grupper 

af militante sunniekstremister stort set nedkæmpet. 

Der findes dog stadig en række løsere 

netværk af militante sunniekstremister, hvorfra 

der også er forbindelser til bl.a. Al-Qaida 

Mellemøsten 29

på Den Arabiske Halvø i Yemen og netværk i 

Irak, og det saudiske samfund vil fortsat være 

grobund for radikal sunniekstremisme. Det er 

derfor sandsynligt, at der vil blive udført enkelte 

terrorangreb af en vis kompleksitet i Saudi- 

Arabien på kort og mellemlangt sigt. 

Det er meget sandsynligt, at velhavende saudiske 

privatpersoner og indsamlinger i ekstremistiske 

miljøer i Saudi-Arabien fortsat vil bidrage 

til at finansiere militante sunniekstremisters 

aktiviteter globalt. 

Yemen 

Situationen i Yemen er meget ustabil. Regeringen 

har indgået en våbenhvileaftale med de 

shiitiske oprørere i nord. Det har ført til en relativt 

rolig, men fortsat ustabil situation, da 

konfliktens grundlag ikke er forsvundet. Til 

gengæld er der sket en optrapning i konflikten 

med separatisterne i syd såvel som i konflikten 

med militante sunniekstremister. Det er ikke 

sandsynligt, at regeringen kan løse konflikterne 

gennem den igangværende konfrontation. 

Kombineret med de dybereliggende strukturelle 

problemer i Yemen vil det betyde, at landet 

også i fremtiden vil være præget af uro, der 

kan brede sig ud over landets grænser. 

Store dele af Yemen udgør derfor et attraktivt 

fristed for militante sunniekstremister. Sikkerhedssituationen 

er præget af, at sikkerhedsstyrkerne 

kun har kontrol med de større byer 

og områder, hvor infrastrukturen er god. På 

trods af de seneste års øgede fokus på terrorbekæmpelse 

er indsatsen mod terrorisme i 

Yemen ineffektiv. 


Al-Qaida i Yemen og Al-Qaida på 

Den Arabiske Halvø 

Al-Qaida i Yemen blev styrket op til 2009 og 

gennemførte mange angreb i Yemen. Målene 

var vestlige interesser, olieinstallationer og yemenitiske 

sikkerhedsstyrker. I januar 2009 erklærede 

gruppen, at den var blevet lagt sammen 

med den saudiske gruppe Al-Qaida på 

Den Arabiske Halvø. Den sammenlagte gruppe, 

der ledes af yemenitter, hedder også Al-Qaida 

på Den Arabiske Halvø, selv om det i realiteten 

var Al-Qaida i Yemen, der indlemmede den 

saudiske gruppe, der var blevet stærkt svækket 

af de saudiske myndigheder. 

Efter sammenlægningen er Al-Qaida på Den 

Arabiske Halvø begyndt at angribe mål uden 

for Yemen. I august 2009 udførte gruppen 

et selvmordsangreb i Saudi-Arabien mod den 

saudiske vice-indenrigsminister, som dog ikke 

selv blev dræbt. Endvidere erklærede gruppen 

som nævnt ovenfor, at den stod bag et angrebsforsøg 

mod et fly til Detroit juledag 2009. 

Ved dette angreb blev en ny type bombe uden 

metal anvendt. Det er sandsynligt, at gruppen 

fortsat vil forsøge at gennemføre angreb mod 

vestlige mål i og uden for Yemen, og at den vil 

videreudvikle sine operationsmåder. 

Sideløbende med det øgede antal angreb er Al- 

Qaida på Den Arabiske Halvø også blevet mere 

aktiv på islamistiske internetfora, bl.a. ved at 

offentliggøre flere erklæringer. 

Al-Qaida på Den Arabiske Halvø og den somaliske 

militante sunniekstremistiske gruppe al- 

Shabaab har ved flere lejligheder udgivet støtteerklæringer 

til hinanden. Det er sandsynligt, 

at de to grupper er i kontakt med hinanden og 

ønsker at opbygge et vist samarbejde.

Afrika 

Konflikterne i Afrika kræver fortsat stor tilstedeværelse af fredsbevarende styrker. Hverken FN eller 

Den Afrikanske Union kan med den nuværende kapacitet udfylde deres mandater og håndtere kontinentets 

fremtidige kriser. Den globale økonomiske krise har haft markante negative konsekvenser, 

og de økonomiske problemer kan føre til uro i de svageste afrikanske lande på kort sigt. Terrorisme 

med tilknytning til al-Qaida spiller en betydelig rolle i Nord-, Vest- og Østafrika. 

Konflikterne i Afrika er hovedsageligt interne. 

De har væsentlige grænseoverskridende elementer, 

men i hvert fald på kort sigt er det ikke 

sandsynligt, at de vil inddrage stormagterne. 

Det er sandsynligt, at der fortsat vil være konflikter 

ved Afrikas Horn, navnlig i Somalia og 

Sudan. I Nordafrika er det primære sikkerhedsproblem 

terrorisme. 

I det centrale Afrika er det sandsynligt, at der 

fortsat vil være konflikt i Den Demokratiske 

Republik Congo (DR Congo). 

I det vestlige Afrika er det ikke sandsynligt, at 

konflikterne i Sierra Leone og Liberia vil blive 

genoptaget, så længe det robuste internationale 

engagement fortsætter. Situationen i Elfenbenskysten 

er særdeles skrøbelig. 

Det er ikke sandsynligt, at Sahel-landene, Mauretanien, 

Mali, Niger og Tchad, selv på langt 

sigt vil opnå fuld kontrol over deres store territorier. 

Den politiske situation i Mauretanien og 

Niger er ustabil. 

Det sydlige Afrika er den mest stabile region 

på kontinentet. I Zimbabwe er vold og konflikt 

dog sandsynlig, men det er ikke sandsynligt, at 

der vil opstå væbnede konflikter internt eller 

mellem de øvrige lande i regionen på kort sigt. 

Konflikterne i Afrika kræver fortsat stor tilstedeværelse 

af fredsbevarende styrker. Hverken 

FN eller Den Afrikanske Union (AU) kan med 

den nuværende kapacitet udfylde deres man- 

dater og håndtere kontinentets kriser. Erfaringerne 

med AU-missioner i Burundi, Darfur og 

Somalia viser, at der er lang vej igen, før (AU) er 

i stand til at planlægge, lede og opretholde en 

fredsstøttende operation med et robust mandat 

i en længere periode. FN vil fortsat have 

behov for veluddannede enheder, herunder 

afrikanske, for at kunne udfylde sine mandater 

i Afrika. Det forudsætter, at AU, de afrikanske 

regionale organisationer og de enkelte 

afrikanske lande opbygger yderligere evne til 

at håndtere kriserne. 

Den globale økonomiske krise har haft markante 

konsekvenser for både energi- og vareeksporterende 

lande i Afrika. Arbejdsløsheden 

er steget, og staternes indtjening er kommet 

under pres. Mange afrikanske lande har formået 

at ride stormen af ved låntagning og underskud 

på statsbudgettet. Udfordringen består 

nu i at sikre vækst, mens gælden afdrages, og 

den sociale og politiske stabilitet opretholdes. 

Den høje befolkningstilvækst på kontinentet 

medfører, at økonomierne skal vokse markant 

for at opsuge tilgangen af arbejdskraft og skabe 

fremgang. Det er sandsynligt, at de økonomiske 

problemer fortsat kan føre til uro i de 

svageste afrikanske lande på kort sigt. 

De interne konflikter og svage stater giver militante 

sunniekstremister med forbindelse til al- 

Qaida mulighed for at operere i dele af Nord-, 

Vest- og Østafrika, primært Somalia, Algeriet 

og Mali. Dette medfører en potentiel terrortrussel 

mod Europa. 

Afrika 31

Somalia 

I Somalia har oprørs- og terrorgruppen al-Shabaab udvidet sit operationsområde. Al-Shabaab ønsker 

at tilnærme sig al-Qaida, og udenlandske militante sunniekstremister trænes i Somalia. Der 

er på kort sigt ikke sandsynligt, at den somaliske overgangsregering kan gennemtvinge en ende 

på borgerkrigen. 

Al-Shabaab er den mest velorganiserede og 

bedst finansierede oprørsgruppe i Somalia. Ud 

over at føre oprørskamp er det sandsynligt, at 

al-Shabaab med udgangspunkt i sin base i Sydsomalia 

fortsat vil rette terrorangreb mod såvel 

lokale som internationale mål i Somalia. Gruppen 

står bag flere drab på vesterlændinge. Det 

er også sandsynligt, at bortførelser af vesterlændinge 

i Somalia primært udføres af militser 

eller stammefolk uden forbindelse til terrorisme 

og som et middel til økonomisk vinding. 

Den 11. juli 2010 blev der gennemført to terrorangreb 

med i alt 74 dræbte på to offentlige 

steder i Ugandas hovedstad, Kampala. Den 12. 

juli 2010 blevendnu et terrorangreb forsøgt 

gennemført mod en bar i Kampala. Al-Shabaab 

har erklæret, at angrebene var hævn for Ugandas 

militære tilstedeværelse i Somalia. 

Al-Shabaab har omfattende forbindelser til 

Europa, Mellemøsten og Asien. Siden 2008 

har al-Shabaab nærmet sig al-Qaidas netværk 

i Østafrika og bejlet til al-Qaidas topledelse i 

Pakistan. Selv om al-Qaidas netværk i Østafrika 

er kraftigt reduceret i forhold til 1990’erne, 

har netværket såvel vilje som evne til at udføre 

angreb mod vestlige mål i og uden for Somalia. 

Det er sandsynligt, at al-Shabaab er til stede 

i Kenya og har vilje og evne til at gennemføre 

terrorangreb i landet. 

Det er meget sandsynligt, at Somalia fortsat 

vil udgøre et fristed for militante sunniekstremistiske 

netværk. Al-Shabaab og al-Qaidamedlemmer 

i Østafrika styrer træningslejre for 

udenlandske sunniekstremister. 

Al-Shabaabs fremtidige kurs 

Det er sandsynligt, at der er uenighed i al-Shabaabs 

ledelse om gruppens fremtidige kurs, og 

32 Afrika 

at der tegner sig to overordnede fraktioner i 

al-Shabaab. Den ene fraktion udgøres af ledere, 

hvis ideologiske ambitioner primært gælder 

den lokale kamp inden for Somalias grænser. 

Den anden fraktion har nære relationer til personer 

tilknyttet resterne af al-Qaidas netværk 

i Østafrika. Denne fraktion orienterer sig mod 

al-Qaida og den globale hellige krig. 

Overgangsregeringen er i 

vanskeligheder 

Det er ikke lykkedes Somalias overgangsregering 

at gennemføre en forsoningsproces med 

oppositionen og forbedre sikkerhedssituationen 

i landet. Overgangsregeringen kontrollerer 

kun en lille del af Mogadishu og enkelte provinsbyer. 

Resten af det sydlige og centrale Somalia 

kontrolleres af al-Shabaab og en række 

mindre militser. På kort sigt er der hverken udsigt 

til, at overgangsregeringen vil kunne udvide 

sit territorium eller gennemtvinge en ende 

på borgerkrigen i Somalia. 

Det er al-Shabaabs ambition at tvinge overgangsregeringen 

fra magten med militære 

midler, og i 2009 og 2010 har gruppen udvidet 

sit operationsområde. Gruppens offensiver 

mod regeringen og andre oprørsgrupper 

understreger dens position som den militært 

stærkeste oprørsgruppe i Somalia. Al-Shabaab 

lader sig ikke inddrage i langvarige kampe for 

at opretholde kontrol med en by eller et område, 

og derfor er det sandsynligt, at al-Shabaab-kontrollerede 

områder vil komme til at skifte 

hænder flere gange i løbet af 2010. 

Al-Shabaab har også fornyet sit fokus på Puntland 

og Yemen. Det er dog ikke sandsynligt, at 

al-Shabaab på kort sigt vil forsøge at erobre 

territorium i Puntland.

Sudan 

Det er sandsynligt, at Sydsudan løsriver sig i 2011, enten ved en folkeafstemning eller en ensidig 

uafhængighedserklæring. Trods fremdrift i fredsforhandlingerne for Darfur er det ikke sandsynligt, 

at konfliktens parter vil indgå en bred fredsaftale på kort sigt. 

Folkeafstemningen om uafhængighed i Sydsudan 

i 2011 er bestemmende for den politiske 

udvikling i Sudan det kommende år. Mistilliden 

mellem regeringspartnerne, Sudan People’s Liberation 

Movement fra Sydsudan og National 

Congress Party fra Nordsudan, er øget yderligere 

det seneste år. Den demokratiske proces, 

som skulle kulminere i afholdelse af nationale 

valg, er udeblevet, og politiske spændinger 

efter valget i april 2010 truer med at destabilisere 

navnlig Sydsudan. Sudan People’s Liberation 

Movement mangler kapacitet til at 

kontrollere sikkerhedssituationen i syd, og det 

er med til at undergrave fredsprocessen. Det 

er sandsynligt, at tiden op til folkeafstemningen 

i januar 2011 bliver præget af lokale konfrontationer. 

Blandt Sydsudans befolkning er der stadig 

større opbakning til løsrivelse. Det er sandsynligt, 

at Sydsudan løsriver sig i 2011, enten 

efter en folkeafstemning eller ved en ensidig 

uafhængighedserklæring. National Congress 

Party søger at svække Sudan People’s Liberation 

Movement ved at trække implementeringen 

af fredsaftalen i langdrag frem mod folkeaf- 

Nord- og Vestafrika 

stemningen. Det er sandsynligt, at situationen 

vil være ustabil, så længe der ikke foreligger 

en aftale om forholdene efter den sandsynlige 

uafhængighed, som tilfredsstiller Nordsudan, 

herunder det uløste spørgsmål om deling 

af olieindtægterne. 

Den splittede opposition er en af de væsentligste 

barrierer for at opnå fred i Darfur. Flere 

af oprørsgrupperne har politisk og militært 

forsøgt at positionere sig i forhold til hinanden 

for at underminere deres rivaler og disses 

adgang til fredsforhandlinger. Den væbnede 

oprørskamp er primært blevet ført af oprørsgruppen 

Justice and Equality Movement. Gruppen 

har brugt fredsprocessen i Qatar til at 

etablere sig som den dominerende bevægelse 

i Darfur. Andre oprørsbevægelser som Abd al 

Wahid Nurs fraktion af Darfurs Sudan Liberation 

Movement deltager ikke i fredsprocessen, 

men nyder især opbakning i Fur-stammen. På 

trods af en vis fremdrift i fredsforhandlingerne 

i Qatar er det ikke sandsynligt, at konfliktens 

parter på kort sigt vil indgå en fredsaftale for 

Darfur, der omfatter alle de vigtigste oprørsgrupper. 

Det er sandsynligt, at organisationen Al-Qaida i de Islamiske Maghreb-lande stadig vil have 

træningslejre i Algeriet og Mali på kort og mellemlangt sigt. Gruppen planlægger kontinuerligt 

terrorangreb mod både vestlige og ikke-vestlige mål i Algeriet, Mauretanien, Mali og Niger. 

Nordafrika er præget af en markant militant 

sunniekstremistisk tilstedeværelse. Den oprindeligt 

algeriske gruppe Al-Qaida i de Islamiske 

Maghreb-lande (AQIM) udgør den største trussel 

mod både de lokale myndigheder og mod 

vestlige mål. AQIM opererer primært i Algeriet, 

men udgør også en væsentlig trussel i Mauretanien, 

Mali og Niger samt i områder i Libyen 

og Tunesien tæt på disse landes grænse med 

Algeriet. 

AQIM’s aktivitetsniveau i Algeriet er faldet siden 

2007. Faldet skyldes øgede beskyttelses- 

foranstaltninger omkring Algier og andre større 

byer snarere end en egentlig svækkelse af 

AQIM’s kapacitet. Det er meget sandsynligt, at 

AQIM på kort og mellemlangt sigt fortsat vil 

anvende al-Qaidas operationsmetoder, herunder 

i høj grad selvmordsbomber og bortførelser 

af vestlige statsborgere. 

AQIM’s aktiviteter i Sahel-landene Mauretanien, 

Mali og Niger er blevet optrappet siden 

2007. Gruppen har bl.a. stået bag en række 

bortførelser af vesterlændinge. Det har gavnet 

AQIM både økonomisk og propagandamæs- 

Afrika 33

sigt. I august 2009 foretog AQIM sit første 

selvmordsangreb i Sahel, da en ung mauretanier 

uden held forsøgte at angribe den franske 

ambassade i Nouakchott. Det er sandsynligt, 

at AQIM på kort sigt vil opbygge en evne til at 

foretage mere komplekse angreb i Sahel-landene. 

Det er i nogen grad sandsynligt, at en 

del af AQIM’s ledelse på mellemlangt sigt også 

vil flytte til Sahel-landene. Det er dog sandsynligt, 

at AQIM også på langt sigt vil bevare sit 

primære fokus på kampen i Algeriet. 

Det er sandsynligt, at AQIM på kort og mellemlangt 

sigt vil opretholde træningslejre i både 

Algeriet og Mali. AQIM vil fortsat forsøge at udvide 

og forbedre sine støttenetværk i regionen 

for dermed at kunne brede sit operationsområde 

ud til resten af Maghreb. Det er i nogen 

grad sandsynligt, at AQIM kan opnå operativ 

kapacitet i Marokko, Tunesien og Libyen på 

mellemlangt sigt, og sandsynligt, at AQIM på 

kort sigt vil forsøge at udvide sit netværk til 

andre vestafrikanske lande og i særdeleshed 

Nigeria. 

Det er ikke sandsynligt, at AQIM har en operativ 

evne i Europa. AQIM har dog fortsat en 

34 Afrika 

klar vilje til at oprette celler i Europa. Det er i 

nogen grad sandsynligt, at gruppen med udgangspunkt 

i den eksisterende støttestruktur i 

Europa på mellemlangt sigt vil kunne opbygge 

en evne til at foretage angreb i Europa af en 

vis kompleksitet. 

AQIM planlægger løbende terrorangreb mod 

både vestlige og ikke-vestlige mål i Algeriet og 

i Sahel-området. AQIM er en af de bedst organiserede 

militante sunniekstremistiske grupper 

i verden. 

Militante sunniekstremistiske grupper i Marokko 

er fortsat aktive, selv om der er konstateret 

et fald i deres operative kapacitet. I Nigeria har 

især den militante sunniekstremistiske gruppe 

Boko Haram udvidet sin kontakt med AQIM, og 

det er sandsynligt, at Boko Haram på kort sigt 

vil forsøge at opbygge en operativ evne med 

hjælp fra AQIM. 

De svage stater og porøse grænser i Sahelområdet 

medfører, at det er sandsynligt, at 

landene også i fremtiden bliver brugt som opholdssted 

for terrorister og som transitlande 

for f.eks. narko- og menneskesmugling.

Europa og Arktis 

Det er sandsynligt, at en række EU-lande vil kunne få problemer med gasforsyningen, hvis Rusland 

vælger at lukke for energieksporten til sine nabolande i SNG-området. 

EU omfatter nu næsten hele det europæiske 

kontinent, og EU’s tiltrækning på ikke-medlemslande, 

herunder dele af SNG-området, er 

fortsat stærk. Således er EU Ruslands vigtigste 

samhandelspartner. Især olie, gas og andre 

råstoffer eksporteres til EU-landene, mens 

disse eksporterer højteknologiske produkter 

til Rusland. 

Selv om der i EU er enighed om en pragmatisk 

håndtering af Rusland, er det sandsynligt, at 

Ruslands relationer til EU og dets medlemslande 

også på mellemlangt og langt sigt vil 

bære præg af periodevise uoverensstemmel- 

Rusland 

ser. Rusland vil ikke lade sin indenrigs- eller 

udenrigspolitik styre af krav eller protester fra 

EU. Det er derfor fortsat sandsynligt, at Rusland 

f.eks. ikke vil afholde sig fra at bruge sin 

energieksport i udenrigspolitisk eller økonomisk 

øjemed over for sine naboer i SNG-området, 

selv om flere EU-lande med varierende 

styrke bliver ramt af forsyningsproblemer som 

konsekvens heraf. 

På Balkan går det fremad med politiske og økonomiske 

reformer, men i et langsomt tempo. 

Både Serbien og Kosovo søger mod EU, og det 

modvirker omfattende uroligheder i Kosovo. 

Rusland blev hårdt ramt af den verdensomspændende økonomiske krise, men har klaret sig gennem 

vanskelighederne. Det politiske og økonomiske system er så konsolideret, at præsident 

Dmitriy Medvedyev og premierminister Vladimir Putin også i fremtiden vil forme landets udvikling. 

Rusland er slået ind på en mere pragmatisk udenrigspolitik, der bl.a. afspejler sig i forholdet 

til USA, men har dog stadig anstrengte relationer til flere nabolande. For EU og USA vil Rusland i 

mange internationale spørgsmål forblive en selvhævdende og egenrådig aktør. 

Efter ti års høj vækst og økonomisk genrejsning 

var Rusland i 2008 blandt de lande, der 

blev hårdest ramt af den globale økonomiske 

krise, men flere positive økonomiske nøgletal 

peger på, at Rusland er kommet gennem det 

værste af krisen. På kort sigt vil Rusland opnå 

positiv vækst, som dog vil ligge under vækstraterne 

før krisen. Ruslands bruttonationalprodukt 

vil tidligst i 2011 nå samme niveau som 

før krisen. Det vil på kort og mellemlangt sigt 

give betydelige økonomiske og sociale udfordringer 

i form af stigende arbejdsløshed, store 

underskud på statens finanser og problemer i 

finanssektoren. 

Finansieringen af Ruslands statsbudget er me- 

get afhængig af olieprisen og dermed af udviklingen 

i verdensøkonomien. Hvis olieprisen 

bliver liggende på sit nuværende niveau, kan 

underskuddene i de vedtagne statsbudgetter 

for perioden 2010-12 ikke dækkes af de opsparede 

olieindtægter i oliefondene. 

På grund af den økonomiske krise er Ruslands 

store finansielle reserver blevet brugt til økonomisk 

krisestyring og ikke til at modernisere 

og udvikle økonomien, sådan som den politiske 

ledelse tidligere havde lagt op til. Det betyder, 

at landet stadig tynges af byrder, som på 

langt sigt vil svække den økonomiske vækst. 

Korruption, et upålideligt juridisk system, 

faldende folketal og en ensidig økonomi med 

Europa og Arktis 35

store og råstofafhængige virksomheder er 

blandt de vigtigste hindringer for, at landet kan 

udnytte sit potentiale. 

På trods af de betydelige økonomiske udfordringer 

er Rusland så politisk og økonomisk 

konsolideret, at styret kan forme landets videre 

udvikling og fremtidige politiske system. 

Det er meget sandsynligt, at præsident Dmitriy 

Medvedyev vil vige fra præsidentposten i 2012, 

hvis den nuværende premierminister Vladimir 

Putin og partiet Forenet Rusland kræver det. 

Uanset hvilke topposter de to nøglepersoner 

indtager efter 2012, vil det nuværende centraliserede 

styre fortsætte. Det vil betyde, at 

vestlige demokratiers parlamentariske og retslige 

normer samt en række internationale normer 

fortsat delvis vil blive afvist. 

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk 

udvikling 

Rusland forfølger stadig stormagtsrollen, men 

det sker på en mindre konfronterende måde, 

end det var tilfældet i især Vladimir Putins anden 

præsidentperiode fra 2004 til 2008. Det er 

sandsynligt, at det skyldes, at den økonomiske 

base for en aktivistisk og konfrontatorisk linje 

er svundet ind under den globale økonomiske 

krise, og at Rusland føler sig mindre trængt på 

sine politiske og sikkerhedsmæssige interesser, 

f.eks. i spørgsmålet om nye NATO-udvidelser 

og amerikanske missilforsvarsplaner. Det 

betyder, at Rusland nu er i en position, hvor 

det over for udvalgte lande kan føre en mere 

pragmatisk udenrigspolitik. 

Rusland har dog stadig anstrengte relationer 

til flere nabolande. Det skyldes bl.a. historiske 

forhold og Ruslands ønske om at etablere interessesfærer 

langs sine grænser i SNG-området. 

Rusland og de øvrige lande i SNG-området er 

på mange måder dybt afhængige af hinanden. 

Infrastrukturen, herunder energiforsyningen, 

og de økonomiske bånd, primært samhandel, 

binder landene sammen i et net af gensidig afhængighed. 

Rusland betragter EU’s naboskabspolitik 

og USA’s støtte til demokratiske bevægelser 

i SNG-landene som store trusler mod sin 

dominerende position i SNG-området. 

Med krigen i Georgien i august 2008 og den 

efterfølgende oprettelse af militærbaser i Abk- 

36 Europa og Arktis 

hasien og Sydossetien søger Rusland med militære 

midler at demonstrere sin opfattelse 

af SNG-området som russisk interessesfære. 

Også forlængelsen af aftalen om den russiske 

Sortehavsflådes tilstedeværelse i Sevastopol i 

Ukraine kan ses i dette lys. Rusland vil imidlertid 

foretrække ikke-militære midler, især kontrol 

med energieksporten, til at udøve pres og 

indflydelse på sine naboer, primært inden for 

SNG-området. 

Forholdet til USA 

USA har sendt forsonende signaler til Rusland. 

I de seneste strategiske retningslinjer for forsvaret 

er omtalen af Rusland også positiv. Rusland 

fremstår her ret entydigt som en partner, 

ikke en modstander. Ud over at en NATO-udvidelse 

mod øst i praksis er lagt på is, har USA’s 

regering ændret konceptet for det strategiske 

missilforsvar i Europa. I stedet for missilforsvarsinstallationer 

i Polen og Tjekkiet, der var 

blevet en alvorlig knast i det russisk-amerikanske 

forhold generelt og ikke mindst for fremdriften 

i de strategiske nedrustningsforhandlinger, 

opbygger USA et nyt og mere mobilt 

missilforsvarssystem, som vil være rettet mod 

kort- og mellemdistancemissiler fra Iran. 

I april 2010 indgik USA og Rusland en ny nedrustningstraktat 

om deres strategiske kernevåben, 

New START. Den nye aftale indebærer, 

at hvert land må råde over 1.550 strategiske 

sprænghoveder og 700 fremføringsmidler. Det 

er dog sandsynligt, at Rusland vil være nødt til 

at gennemføre endnu større nedskæringer af 

sine strategiske kernevåbenstyrker, end New 

START påbyder, fordi et stort antal af Ruslands 

interkontinentale missiler er ved at være forældede. 

Ruslands interesse i at reagere pragmatisk 

og positivt på de amerikanske signaler er 

også kommet til udtryk ved Ruslands accept af 

nye sanktioner mod det iranske nukleare program 

i juni 2010. 

Ud over at Rusland er det eneste land, der for 

alvor har kapaciteten til at rette et altødelæggende 

nukleart angreb mod det amerikanske 

fastland, har Rusland et betydeligt potentiale 

til at skabe militære og sikkerhedspolitiske vanskeligheder 

for USA. Rusland vil også i fremtiden 

udnytte dette potentiale til at pleje sine egne 

udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.

Det russiske forsvar 

Ruslands væbnede styrker vil i de kommende 

år kæmpe med alvorlige følger af den økonomiske 

krise. På trods af dette vil den russiske 

ledelse give høj prioritet til at modernisere 

det russiske forsvar. Der vil blive lagt 

vægt på professionalisering og opbygning af 

et moderne stormagtsforsvar med en kapacitet 

til at operere uden for Ruslands grænser. 

Den økonomiske krise vil dog alvorligt vanskeliggøre 

gennemførelsen af reformplanerne og 

de nødvendige materielanskaffelser. I reformperioden, 

der ikke kan undgå at medføre visse 

reduktioner i beredskabet, vil Ruslands nukleare 

styrke få tillagt en relativt større betydning 

som afskrækkelse. 

Udenrigspolitiske mål 

På trods af en mere pragmatisk tone i udenrigspolitikken 

er Ruslands udenrigspolitiske 

Ukraine 

mål sætninger grundlæggende uændrede. Det 

betyder bl.a., at Rusland fortsat vil bestræbe 

sig på at håndhæve sin opfattelse af SNG-området 

som russisk interessesfære, og at Rusland 

vil samarbejde med andre stormagter og 

regionale magter som f.eks. Kina, Indien og 

Iran. Der vil ikke være tale om egentlige alliancer, 

men om samarbejdsmønstre, hvor interessesammenfald 

og styrken af samarbejdet 

vil variere. 

Stormagtsambitionerne betyder, at Rusland i 

internationale spørgsmål vil kræve øget indflydelse 

og aktivt pleje egne økonomiske, politiske 

og sikkerhedsmæssige interesser. Det 

er meget sandsynligt, at Rusland ikke vil lade 

sig påvirke af vestligt pres. For EU og USA betyder 

det, at Rusland vil forblive en selvhævdende 

og egenrådig aktør i mange internationale 

spørgsmål. 

Efter valget af Viktor Yanukovich til præsident er Ukraine rykket tættere på Rusland. Selv om 

Ukraine ikke ukritisk vil orientere sig mod Rusland, er det ikke sandsynligt, at Ukraine på mellemlangt 

til langt sigt vil søge om optagelse i NATO. Ukraine vil dog fortsætte et pragmatisk samarbejde 

med NATO. 

Ukraine indtager en særstilling i Ruslands politik 

over for NATO og SNG-området på grund 

af sin størrelse, økonomiske vægt, geografiske 

placering mellem det centrale Europa og Rusland 

og ikke mindst de mange forbindelser af 

historisk, kulturel, sproglig og religiøs karakter 

mellem de to lande. 

Ukrainsk indenrigspolitik præges af mangeårig 

splittelse i parlamentet og i perioder også mellem 

parlamentet, regeringen og præsidenten. 

Denne splittelse er dels udtryk for en splittelse 

i den ukrainske befolkning, dels udtryk for at 

landet endnu er et forholdsvis ukonsolideret 

demokrati med en uklar fordeling af magtbeføjelserne 

mellem parlament, regering og præsident. 

Ombytning af rollerne som præsident, 

premierminister og oppositionsleder i forbindelse 

med præsidentvalget i 2010 vil ikke ændre 

grundlæggende på disse forhold. 

Ukraines udenrigspolitiske orientering er kendetegnet 

ved en stadig pendulbevægelse mel- 

lem Vesten og Rusland. I hvilken retning pendulet 

bevæger sig, afhænger af, hvilke kræfter 

der dominerer regeringen. Valget af Viktor 

Yanukovich i begyndelsen af 2010 som Ukraines 

præsident har allerede givet betydelige 

penduludsving. Det ses konkret af indgåelsen 

af bilaterale aftaler med Rusland, herunder en 

forlængelse af aftalen om den russiske Sortehavsflådes 

tilstedeværelse i Sevastopol på 

Krim. Det vidner om, at Ukraine er rykket tættere 

på Rusland i Yanukovichs første måneder 

på præsidentposten. 

Samtidig presser Rusland på for at styrke relationerne 

til Ukraine og integrere det yderligere 

i SNG-området. Det er dog ikke sandsynligt, at 

Ukraine ensidigt og ukritisk vil orientere sig i 

retning af Rusland og det øvrige SNG-område, 

men det er heller ikke sandsynligt, at Ukraine 

på mellemlangt til langt sigt vil søge om optagelse 

i NATO. Det er dog sandsynligt, at Ukraine 

vil fortsætte et pragmatisk samarbejde med 

NATO. 

Europa og Arktis 37

Det er stadig Ukraines politik at styrke samarbejdet 

med EU, men Ukraines økonomiske situation 

og økonomiske afhængighed af Rusland 

Belarus 


gør ukrainsk medlemskab af EU usandsynligt 

på mellemlangt til langt sigt. 

Belarussisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er rettet mod samarbejde med Rusland, men forholdet 

mellem de to lande er problemfyldt. Det er dog sandsynligt, at Belarus på mellemlangt til langt 

sigt vil bevare sin prorussiske sikkerhedspolitiske orientering. 

Belarus tillægger ikke samarbejde med de 

europæiske lande eller institutioner større betydning. 

Belarussisk udenrigs- og sikkerhedspolitik 

er rettet mod samarbejde med Rusland. 

Det militære samarbejde mellem Belarus og 

Rusland fungerer stort set gnidningsfrit, især 

på luftforsvarsområdet. Belarus importerer 

en meget stor del af sin olie og naturgas fra 

Rusland. Til gengæld er Rusland afhængigt af 

Belarus som transitland til Central- og Vesteuropa. 

Samarbejdet med Rusland er dog ofte problematisk, 

idet regeringen i Belarus forsøger at 

undgå russisk økonomisk og politisk dominans. 

Derfor forsøger Belarus at skabe en modvægt 

til Rusland gennem demonstrative kontakter 

med f.eks. Venezuela og Iran og undertiden 

også med antydninger af interesse for samarbejde 

med EU og NATO. Den belarussiske regering 

forsøger også at undgå fuldstændig russisk 

dominans, f.eks. ved at komplicere salg af 

belarussiske virksomheder og infrastruktur til 

russiske statsvirksomheder. 

Kun Rusland har reelt mulighed for at ændre 

det nuværende styre i Belarus. Det er sandsynligt, 

at den russiske ledelse ønsker et 

Moldova 

ledelses skifte i landet, men også at det belarussiske 

styre er i stand til at udmanøvrere 

potentielle kandidater, som det anser for 

stråmænd for Moskva. Det er sandsynligt, 

at det nuværende styre vil kunne regne med 

Ruslands accept, så længe Rusland ikke er i 

stand til at finde et egnet alternativ. 

Det er meget sandsynligt, at en eventuel ny 

ledelse, der kommer til magten i Belarus på 

Ruslands præmisser, fortsat vil knytte landet 

tæt til Rusland. Det er dog i nogen grad sandsynligt, 

at et ledelsesskifte, især hvis det sker 

uden Ruslands direkte styring, kan fremkalde 

en sådan dynamik i det belarussiske samfund, 

at et krav om en vis tilnærmelse til Europa kan 

vokse frem. Rusland vil imødegå en sådan udvikling 

ved at udnytte sine mange kontakter i 

det belarussiske stats- og sikkerhedsapparat 

og i de belarussiske væbnede styrker til at neutralisere 

krav om tilnærmelse til Europa. 

Da den nationale identitet i Belarus er svag, 

og da landets elite i vid udstrækning identificerer 

sig med russiske interesser, er det sandsynligt, 

at Belarus på mellemlangt til langt sigt 

vil bevare sin prorussiske sikkerhedspolitiske 

orientering. 

Konflikten om Transdnestr-regionen komplicerer udviklingen i Moldova og bremser integrationen 

med Vesten. 

Moldova har bevæget sig væk fra SNG-samarbejdet 

og fra Rusland og arbejder nu på at 

opnå medlemskab af både EU og NATO. Moldova 

har hverken olie- eller naturgasreserver og 

dækker meget store dele af sit energibehov 

med import fra Rusland. Moldova er desuden 

stærkt afhængigt af Rusland som eksport- 

marked for sine landbrugsprodukter. 

Samtidig komplicerer Transdnestr-konflikten 

udviklingen i landet og bremser integrationen 

med Vesten. Rusland er fortsat villig til at forsvare 

Transdnestrs interesser og særstatus. 

Rusland har en styrke på knap 1.500 mand sta-

tioneret i Transdnestr. Udbryder styret i Transdnestr 

lever i høj grad af omfattende smugleri 

via ukrainske havne, der i årevis har udgjort 

en økonomisk livsnerve for Transdnestr. Rusland 

er ikke indstillet på at trække sine militære 

styrker ud af Transdnestr trods løfter herom 

Kaukasus 

på OSCE-topmødet i Istanbul i 1999 og i Porto i 

2002. For Transdnestrs styre udgør de russiske 

troppers tilstedeværelse sikkerheden for dets 

overlevelse, og styrets afhængighed af Rusland 

vil fortsat vanskeliggøre Moldovas tilnærmelse 

til NATO og EU. 

Rusland vil ikke lade sin politik over for Georgien påvirke af vestlige krav og fordømmelser. 

Armenien er hjørnestenen i Ruslands strategiske rolle i regionen, og for Armenien er Ruslands opbakning 

nødvendig for at fastholde besættelsen af Nagorno-Karabakh. Aserbajdsjan viser vilje til 

at manifestere sig uafhængigt af Rusland, i vid udstrækning takket være indtægterne fra sin 

energieksport. 

De tre lande i Kaukasus, Georgien, Armenien 

og Aserbajdsjan, udgør et strategisk nøgleområde 

mellem Rusland og Mellemøsten, mellem 

Europa og Centralasien og mellem energiforekomsterne 

i Det Kaspiske Hav og forbrugerne 

i Vesten. 

Georgien 

Georgien har valgt en konfrontatorisk og udfordrende 

linje over for Rusland og trådte efter 

krigen med Rusland i august 2008 ud af SNG. 

Flertallet i den georgiske befolkning støtter- 

NATO-medlemskab, men støtten er vigende, 

og landet har ikke fået adgang til realitetsforhandlinger 

om medlemskab. Georgien har 

gennem en målrettet indsats gjort sig næsten 

helt uafhængigt af russiske energileverancer, 

herunder elektricitet, og dækker nu størstedelen 

af sit olie- og naturgasforbrug gennem import 

fra Aserbajdsjan. Georgien fungerer som 

transitland for store mængder kaspisk olie og 

naturgas via rørledninger til Sortehavet og 

Tyrkiet. Samtidig er Georgien transitland for 

russisk naturgas til Armenien. 

Efter krigen med Georgien i august 2008 har 

Rusland anlagt militærbaser i de to georgiske 

regioner, Abkhasien og Sydossetien. Rusland 

har formelt anerkendt de to georgiske områders 

selvstændighed. Ingen øvrige SNG-stater 

har hidtil fulgt Ruslands anerkendelse, og foruden 

Rusland har kun Nicaragua, Venezuela 

og den lille østat Nauru i Stillehavet anerkendt 

Abkhasien og Sydossetien som selvstændige 

stater. 

Rusland vil ikke lade sin adfærd i Georgien påvirke 

af vestlige krav og fordømmelser. Uroligheder 

på den administrative grænse mellem 

Abkhasien, Sydossetien og det øvrige Georgien 

kan udløse russiske operationer ind i Georgien, 

men det er ikke sandsynligt, at Rusland 

i den nuværende situation igen vil forsøge sig 

med en egentlig militær intervention i det øvrige 

Georgien. 

Oppositionen i Georgien er fortsat splittet. 

Det er derfor sandsynligt, at præsident Mikhail 

Saakashvili kan overleve politisk på kort sigt. 

Rusland vil arbejde for at få indsat et prorussisk 

styre i Georgien, men det er ikke sandsynligt, 

at Rusland iværksætter militære operationer 

mod Georgien med det formål fysisk at 

fjerne Saakashvili fra magten. 

Armenien 

Armenien er hjørnestenen i Ruslands bestræbelser 

på at bevare en afgørende rolle i regionen. 

En del af de russiske styrker, der blev 

trukket ud af Georgien i 2007, er blevet flyttet 

til den russiske militærbase i Armenien.En stor 

del af Armeniens naturgasimport kommer fra 

Rusland.Samtidig er Armenien Ruslands eneste 

nære allierede i Kaukasus, men det er ikke en 

russisk lydstat. 

Aserbajdsjan 

Aserbajdsjan viser vilje til at manifestere sig 

selvstændigt og ganske uafhængigt af Rusland, 

i vid udstrækning takket være indtægterne fra 

energieksporten, der primært transporteres 

Europa og Arktis 39

via Georgien til Tyrkiet gennem olierørledningen 

Baku-Tbilisi-Ceyhan. 

Aserbajdsjan forsøger også at udbygge kontakterne 

til Tyrkiet og Vesten, herunder NATO. 

Aserbajdsjan har tilstrækkelige olie- og naturgasreserver 

til at dække eget behov og samtidig 

have en stor eksport. 

Kosovo og Serbien 


Nagorno-Karabakh 

Den uløste konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan 

om Nagorno-Karabakh-enklaven i 

Aserbajdsjan gør det muligt for Rusland at påvirke 

begge lande. Rusland gør alt for at fastholde 

sin rolle som uomgængelig mægler, 

skønt det russiske befolkningselement i området 

er meget begrænset. For Armenien er Ruslands 

politiske og militære opbakning tvingende 

nødvendig for at fastholde besættelsen af 

Nagorno-Karabakh. 

Både Serbiens og Kosovos regeringer ønsker at stå sig godt med det internationale samfund, 

primært EU. Det betyder, at der kun i begrænset omfang vil opstå sammenstød i Kosovo mellem 

kosovoserbere og kosovoalbanere. Serbien er dog fortsat ikke til sinds at lade Kosovos myndigheder 

få kontrol over det nordlige Kosovo. 

Serbiens indenrigspolitik er nu stabiliseret omkring 

en midtsøgende kurs med tilnærmelse 

til EU som hovedmål. Regeringen har indtil nu 

haft succes med at nedtone Kosovos betydning 

på den indenrigspolitiske dagsorden. Det 

er den serbiske regerings politik, at kampen 

om Kosovo skal føres med diplomatiske midler. 

På kort til mellemlangt sigt er det dog ikke 

sandsynligt, at de toneangivende politiske 

kræfter i Serbien vil være i stand til at opgive 

deres principielle holdning i Kosovo-spørgsmålet, 

dvs. at Kosovo fortsat er en del af Serbien. 

Kosovoserberne vil i stigende grad acceptere 

at leve under Kosovos regering og myndigheder. 

Modsætningerne mellem kosovoserbere 

og kosovoalbanere vil blive koncentreret til 

Det arktiske område 

det kosovoserbisk dominerede nordlige Kosovo. 

Selv om den serbiske regering her har haft 

held til at tøjle de mest nationalistiske kosovoserbiske 

elementer, er den ikke til sinds at lade 

Kosovos regering og myndigheder få kontrol 

over området. 

Det er dog sandsynligt, at den serbiske regering 

vil foreslå en form for deling af Kosovo, hvor 

det nordlige Kosovo, der domineres af kosovoserbere, 

som minimum får selvstyre, hvis Serbien 

skal acceptere Kosovos selvstændighed. 

At der kun i begrænset omfang opstår sammenstød 

mellem kosovoserbere og kosovoalbanere, 

skyldes, at både Serbiens og Kosovos 

regeringer ønsker at stå sig godt med det internationale 

samfund, primært EU. 

Klimaændringerne fører til øget interesse for de arktiske områders energiforekomster og søtransportruter. 

Det skaber en risiko for diplomatiske kriser, men det er usandsynligt, at det vil føre til 

militære konflikter. 

Klimaændringerne har sammen med den stigende 

efterspørgsel efter olie og gas på verdensplan 

medført en markant øget interesse 

for Arktis, og kyststaterne har øget deres bestræbelser 

på at sikre sig rettigheder i Polarhavet. 

Langt størstedelen af undergrunden i Arktis 

er endnu uudforsket, men den forskning, 

der er blevet foretaget, har påvist forekomster 

af bl.a. olie og naturgas. De mest optimistiske 

skøn peger på, at Arktis kan indeholde op imod 

25 % af verdens uopdagede olie- og naturgasressourcer. 

Hvis de nuværende klimaændringer fortsætter,

er der udsigt til, at der i en større del af året vil 

være mulighed for at besejle såvel Nordvestpassagen 

som Nordøstpassagen. Det er sandsynligt, 

at der vil ske en forøgelse af de sø- og 

luftmilitære aktiviteter i det arktiske område, 

når de arktiske farvande bliver lettere at besejle. 

Med den øgede strategiske interesse fra stormagternes 

side og deres voksende militære 

tilstedeværelse i det arktiske område øges risikoen 

for konflikt imellem dem. Men selv om 

flere kyststater allerede har styrket deres militære 

kapaciteter i det polare område, er det 

usandsynligt, at det vil føre til militære konflikter. 

På mellemlangt til langt sigt er der dog en 

risiko for især diplomatiske kriser mellem kyststaterne 

i det arktiske område, fordi væsent- 

lige strategiske og ikke mindst energipolitiske 

interesser støder sammen. Dertil kommer en 

øget risiko for mindre sammenstød, f.eks. militær 

chikane af andre staters militære styrker 

eller deres civile udnyttelse af naturressourcerne 

i de omstridte områder. 

Især Ruslands tydelige interesse for udvidelser 

af sit arktiske område kombineret med en lige 

så tydeligt demonstreret vilje og evne til at anvende 

militær magt kan blive et problem for de 

øvrige aktører i det arktiske område. Rusland 

er i stigende grad fokuseret på adgangen til 

sine rige forekomster af olie og gas i den arktiske 

del af Rusland og Barentshavet. Rusland 

er dog indstillet på at føre sin sag i Arktis ad 

folkerettens vej. 

Europa og Arktis 41

Asien 

Samtidig med at den økonomiske vækst i Asien på langt sigt vil give regionen større tyngde i verdensøkonomien, 

foregår der en militær opbygning. Der er potentiale for konflikter, men det er ikke sandsynligt, 

at de vil udvikle sig til krig mellem de involverede parter. 

I det omfang der har været økonomisk vækst 

under den økonomiske krise, er den foregået 

i Asien med Kina og Indien i spidsen. Disse to 

lande vil sammen med de mindre, men højt udviklede 

østasiatiske lande Sydkorea og Japan 

udgøre omdrejningspunktet for en stigende 

del af verdensøkonomien. 

Samtidig foregår der en betydelig militær opbygning 

i Asien. Det er sandsynligt, at både 

Kina og Indien vil udbygge deres militære evne 

så meget, at de på langt til meget langt sigt 

vil kunne gennemføre globale militære operationer. 

Kina 

42 Asien 

Der er i Asien et betydeligt potentiale for konflikter, 

især Indien-Pakistan og Kina-Taiwan, 

men det er ikke sandsynligt, at de vil udvikle 

sig til krige mellem de involverede parter. 

Nordkoreas nukleare program og den usikre 

arvefølge efter landets leder medfører usikkerhed 

om den fremtidige sikkerhedspolitiske 

udvikling omkring Den Koreanske Halvø. 

Landene i Centralasien er ikke russiske lydstater, 

men Rusland ser ikke umiddelbart sine 

strategiske interesser i Centralasien som alvorligt 

truede. Det er sandsynligt, at sunniekstremistiske 

terrorgrupper fra Centralasien fortsat 

vil foretage angreb i Afghanistan. 

Kinas politiske system vil komme under pres for at finde en ny vækstmodel. Flere modsætninger 

i det kinesiske samfund vil komme op til overfladen, men det er sandsynligt, at den nuværende 

politiske og økonomiske kurs vil blive fastholdt. Uanset udfaldet af den globale økonomiske krise 

vil Kina forblive en af de væsentligste aktører i international politik, og økonomisk indflydelse vil 

også i de næste ti år være omdrejningspunktet for kinesisk udenrigspolitik. 

Kinas økonomiske model, som har bragt landet 

ind i verdenspolitikkens centrum, er ved 

at have udtømt sine muligheder. Den globale 

økonomiske krise har fremskyndet processen. 

Højt investeringsniveau, lavt hjemligt forbrug, 

en stor eksport og en stor valutareserve har 

skærmet landet mod de umiddelbare virkninger 

af sammenbruddet på de finansielle markeder 

i 2008. Kina vil derimod blive påvirket 

af de langsigtede konsekvenser af den globale 

økonomiske krise. 

Som følge af den økonomiske krise blev Kina i 

2009 ramt af et stort fald i eksporten. Selv om 

eksporten igen stiger, kan den ikke på mellemlangt 

sigt opretholde tidligere års vækstrater 

på over 10 %. De investerings- og lånepakker, 

som den kinesiske ledelse indførte i 2009 som 

svar på krisen, er uholdbare, og Kina vil blive 

tvunget til at gennemføre en strammere økonomisk 

politik. 

Uanset udfaldet af den globale økonomiske 

krise vil Kina forblive en af de væsentligste aktører 

i international politik, og økonomisk indflydelse 

vil også i de næste ti år være omdrejningspunktet 

for kinesisk udenrigspolitik. 

Politisk udvikling 

Det politiske system i Kina vil komme under 

pres i de kommende år for at finde en ny

vækstmodel. Det vil betyde, at flere modsætninger 

i det kinesiske samfund kommer op til 

overfladen, både i og uden for partiet. Det er 

dog sandsynligt, at den politiske magtbalance, 

der holder Kina fast på den nuværende politiske 

og økonomiske kurs, vil blive opretholdt. 

Kinas ledelse er i særlig grad opmærksom på 

religiøse bevægelser, da de kan true partiets 

kontrol og magtmonopol. Det gælder i særlig 

grad de vestlige provinser, Xinjiang og Tibet, 

hvor minoriteterne ikke har kulturel eller religiøs 

tilknytning til den kinesiske nation. Dermed 

kanaliseres utilfredshed let over i uafhængighedsbevægelser 

og selvstyretanker. Så længe 

centralregeringen i Beijing kan levere en økonomisk 

fremgang, der også smitter af på minoriteterne, 

er det ikke sandsynligt, at Kinas 

greb om de vestlige provinser løsnes. Dermed 

er situationen i det vestlige Kina nært forbundet 

med og afhængig af udviklingen i det centrale 

Kina. 

Terrorisme 

I Xinjiang vil militant sunniekstremisme på kort 

og mellemlangt sigt være til stede i form af 

Turkestan Islamic Party. Det har vilje, men begrænset 

evne til at gennemføre terrorangreb 

mod mål i Kina. Det har også vilje til at gennemføre 

terrorangreb mod kinesiske mål uden 

for Kina, men det er ikke sandsynligt, at gruppen 

på nuværende tidspunkt magter sådanne 

angreb. 

Den udenrigs- og 

sikkerhedspolitiske udvikling 

Kinas relationer til omverdenen vil blive meget 

nøje afstemt med den vægt, de pågældende 

lande har i forhold til Kinas økonomi. Ikke-indblandingspolitikken 

er og bliver Kinas vigtigste 

instrument i bilaterale relationer. Den skal 

hindre, at diskussion af Taiwan-spørgsmålet 

gøres til et internationalt anliggende, og den 

skal også hindre diskussion af interne kinesiske 

forhold i internationale fora, når ledelsen i 

Beijing ikke ønsker det. 

Kina søger at undgå forpligtende multilaterale 

internationale aftaler, medmindre landets 

egne interesser kan fremmes, f.eks. gennem 

FN. Kina vil altid søge at opnå en særlig posi- 

tion i et sådant samarbejde og vil kræve, at internationale 

regelsæt skal tilgodese kinesiske 

hensyn. 

Forholdet til USA er det vigtigste aspekt af Kinas 

udenrigspolitik på langt sigt. 20 % af Kinas 

eksport går til USA, og Kina har et stort 

handelsoverskud. Så længe Kina fastholder sin 

modstand mod at opskrive den kinesiske valuta, 

indebærer handelsoverskuddet over for 

USA en risiko for politisk konfrontation med 

USA. Kina har på grund af sin eksportdrevne 

vækststrategi samlet meget store reserver af 

amerikanske dollars. Reserverne er i vid udstrækning 

lånt tilbage til den amerikanske stat 

gennem køb af statsobligationer eller gennem 

investeringer i amerikanske virksomheder. 

Derigennem er der opbygget et gensidigt afhængighedsforhold 

mellem USA og Kina. 

Kinas ledelse ser USA’s relationer med Kinas 

nabolande som USA’s forsøg på at omringe 

det. USA er direkte involveret i de to vigtigste 

potentielle kriseområder nær Kina: Taiwan og 

Den Koreanske Halvø. Det er Kinas strategi at 

involvere USA i løsningen af disse spørgsmål 

på en måde, så Kinas interesser bliver varetaget. 

Kina forsøger samtidig at forhindre, at 

USA blander sig i de forhold vedrørende Taiwan 

og Den Koreanske Halvø, hvor Kina har mulighed 

for med direkte indflydelse at gennemføre 

sine politiske mål. 

Kinas olieimport 

En stigende del af Kinas olieimport stammer 

fra Saudi-Arabien og Iran, og Kina ser sig mere 

og mere afhængigt af USA’s evne til at fastholde 

en tilstrækkelig stabilitet i området. Kina 

har ikke en egentlig mellemøstpolitik, da det 

ikke ønsker at tage stilling til konflikter, der i 

mange tilfælde har et religiøst aspekt, og hvor 

det risikerer en konfrontation med USA. I Mellemøsten 

vil Kina holde alle muligheder åbne, 

fordi det har brug for alle parter som fremtidige 

energileverandører. 

Kinas samhandel med Japan er siden 2000 steget 

betragteligt, og Kina er ved at blive Japans 

største samhandelspartner. Kinas ledelse vil 

fortsætte tilnærmelserne til Japan. Kina anser 

ikke en langsigtet japansk militær oprustning 

for sandsynlig. Begge lande har en fælles for- 

Asien 43

ståelse af, at Korea-spørgsmålet skal løses fredeligt, 

men har ikke fælles prioritering af de 

skridt, der skal til for at løse spørgsmålet. 

Kinas interesse i et tættere forhold skyldes 

først og fremmest et ønske om at mindske 

USA’s indflydelse i Kinas nærområde. Japan 

vil fortsat afbalancere forholdet til Kina med 

nære relationer til USA. 

Kinas voksende engagement på det afrikanske 

kontinent skyldes mulighederne for adgang til 

energi- og råvareforekomster. Kina giver kreditter 

og yder lån til en lang række projekter. 

Visse lande, bl.a. Sudan, modtager militærhjælp. 

Kinesiske entreprenørfirmaer udfører 

genopretning og nybygning af infrastruktur, og 

kinesiske bidrag til FN’s fredsbevarende styrker 

leverer nødvendig logistik til de samlede 

operationer. 

Kinas interesse for Europa er stigende. Den 

stigende samhandel mellem Kina og EU kan 

flytte fokus fra Kinas manglende overholdelse 

af menneskerettigheder til økonomiske emner 

i dialogen med EU. Når Kina ønsker at få ophævet 

EU’s våbenembargo, er det især for at 

få normaliseret relationerne til EU. Det er ikke 

sandsynligt, at en ophævelse af embargoen vil 

føre til en større kinesisk import af våben fra 

Europa, men dog øge muligheden for overførsel 

af teknologi, som Kinas våbenindustri har 

behov for. 

Kina anvender sit forhold til Rusland som modvægt 

til USA’s regionale og globale indflydelse. 

Kina lader gerne Rusland føre ordet i internationale 

spørgsmål, der ikke har afgørende betydning 

for Kina. De vigtigste elementer i det 

kinesisk-russiske forhold er leverancer af våben, 

våbenteknologi og energi til Kina. 

Forholdet til Taiwan 

Det er et ufravigeligt krav i al kinesisk politik, 

at Taiwan er en del af Kina. Efter parlaments- 

og præsidentvalgene i Taiwan i 2008 

er de direkte kommunikationslinjer med Kina 

blevet genoprettet. Det har gjort det lettere 

for Taiwan-kinesere at have direkte økonomisk 

samkvem med Kina. Taiwans fremadskridende 

integration i den kinesiske økonomi vil kunne 

skabe forudsætningen for en gensidigt accep- 

44 Asien 

tabel genforeningsløsning, men det er åbent, 

hvordan en løsning konkret kan komme til at 

se ud. 

Forholdet mellem Taiwan og Kina vil til tider 

være præget af gensidig mistillid. Kinas oprustning 

gør det vanskeligt for Taiwans regering 

at gå ind i direkte bilaterale forhandlinger om 

politiske forhold, men også internt, på begge 

sider af Taiwanstrædet, kan politiske forhold 

medvirke til en opblussen af verbale stridigheder. 

Den uformelle dialog på tværs af Taiwanstrædet 

vil dog få stadig bedre vilkår, og det er 

ikke sandsynligt, at forholdet mellem Kina og 

Taiwan fører til en krig. 

Koreaspørgsmålet 

Den Koreanske Halvø udgør et særligt udenrigspolitisk 

fokus for Kina. Kina søger indflydelse 

på den langsigtede udvikling på halvøen, 

samtidig med at der er fuld forståelse for, 

at direkte indblanding i koreanske anliggender 

kan føre Nordkorea bort fra Kina over mod 

USA og til en vis grad Rusland og Japan. Kina vil 

på kort til mellemlangt sigt søge at opretholde 

status quo på Den Koreanske Halvø, men 

presse på for reformer af Nordkoreas økonomi 

og for at genskabe Den Koreanske Halvø som 

kerne våbenfrit område. 

Det kinesiske forsvar 

I takt med Kinas økonomiske vækst har den 

kinesiske ledelse igangsat en større omstilling 

af de væbnede styrker fra en lavteknologisk 

folkehær til et moderne stormagtsforsvar, herunder 

en udbygning af den nukleare afskrækkelse. 

Den primære drivkraft i moderniseringen 

af det kinesiske forsvar har hidtil været forholdet 

til Taiwan. Derfor har især flåden og luftvåbnet 

fået tilført nyt materiel for at opbygge 

evnen til at skabe lokalt sø- og luftherredømme 

over Taiwanstrædet i forbindelse med en mulig 

amfibieoperation. 

Kinas forsvar har hidtil kun i begrænset omfang 

optrådt uden for landets nærområde, 

men med udsendelsen af en flådestyrke til at 

bekæmpe pirateri ved Afrikas Horn siden begyndelsen 

af 2009 er der indtrådt en ændring 

i dette mønster. Det er meget sandsynligt, at 

Kina på langt sigt vil opbygge en kapacitet til

også på globalt plan at være en militær stormagt. 

Kina vil dog være meget tilbageholdende 

med at bruge sin voksende militære styrke 

Indien 

uden for landets grænser og vil bygge sin stormagtsstatus 

på den tiltrækning, som landets 

økonomi medfører. 

Indien er på vej til at manifestere sig som en af verdens stormagter, og det er sandsynligt, at 

landet på langt sigt vil styrke sin udenrigspolitiske indflydelse på grund af sin voksende andel 

af verdensøkonomien. Der skal dog et meget langvarigt vækstforløb til, før Indien kan blive en af 

verdens førende økonomier. I Asien er det Indiens strategiske ambition at hæve sig op på niveau 

med Kina som stormagt. 

Den indiske økonomi er gennem de sidste to 

årtier vokset med omkring 6-7 % om året. 

Det har ikke været nok til at følge med Kinas 

økonomiske udvikling, men det har været tilstrækkeligt 

til at garantere en fremgang i levestandarden 

for landets hastigt voksende befolkning, 

der har passeret en milliard. Indien er 

dog på virket af den globale økonomiske krise, 

der har ført til fald i eksporten og i de udenlandske 

investeringer og derigennem til et fald 

i den økonomiske vækst på kort sigt. På mellemlangt 

og langt sigt vil Indien igen nå vækstraterne 

fra før krisen, men der skal et meget 

langvarigt vækstforløb til, før Indien kan få en 

plads blandt verdens førende økonomier. 

Den udenrigs- og 

sikkerhedspolitiske udvikling 

Indien har stadig mange ressourcer bundet i 

det problematiske forhold til Pakistan og den 

uløste konflikt om Kashmir. Fredsprocessen, 

den såkaldte Composite Dialogue, har forbedret 

klimaet mellem Indien og Pakistan, men den 

har efter terrorangrebet i Mumbai i november 

2008 været sat i stå. Dialogen mellem de to 

lande blev delvist genoptaget i februar 2010, 

men ingen af parterne vil på kort sigt kunne 

give afgørende indrømmelser. Yderligere terrorangreb 

i Indien og Kashmir vil fortsat kunne 

spænde ben for videre udvikling af fredsprocessen. 

Det er sandsynligt, at en fremtidig løsning 

af Kashmirproblemet på langt sigt vil ske 

på den fremvoksende stormagt Indiens præmisser. 

Det er sandsynligt, at den pakistanske sunniekstremistiske 

terrorgruppe Lashkar-e-Tayyibah 

stod bag terrorhandlingerne mod internationale 

mål i Mumbai i 2008. Det er i nogen grad 

sandsynligt, at gruppen fortsat vil planlægge 

angreb mod militære og civile mål i Indien. 

Den nukleare afskrækkelse mellem Indien og 

Pakistan betyder, at en eksistenskrig mellem 

de to stater er usandsynlig, men det er i nogen 

grad sandsynligt, at nye større terrorangreb i 

Kashmir eller selve Indien kan få Indien til at 

iværksætte en begrænset konventionel militær 

gengældelse mod mål i Pakistan. 

Indien som stormagt 

Indien er allerede nu ved at manifestere sig 

som en af verdens centrale magter, og det er 

sandsynligt, at det på langt sigt vil styrke sin 

udenrigspolitiske indflydelse på grund af sin 

voksende andel af verdensøkonomien. I Asien 

er det Indiens strategiske ambition at hæve sig 

op på niveau med Kina som stormagt. 

Forholdet mellem Indien og USA er blevet styrket. 

De to lande underskrev en bilateral forsvarsaftale 

i 2005, og USA anerkendte Indiens 

status som kernevåbenmagt. USA har også 

støttet den internationale godkendelse heraf, 

som faldt på plads i Nuclear Suppliers Group i 

efteråret 2008, til trods for at Indien ikke har 

tilsluttet sig ikke-spredningsaftalen om kernevåben. 

USA’s interesse i Indien som strategisk partner 

skyldes behovet for at have en stor venligtsindet 

magt som potentiel allieret og modvægt til 

Kina. Indiens militære samarbejde med USA er 

under forsigtig udbygning og er udvidet med 

et tættere samarbejde med Israel og Japan. 

Indiens interesse i et strategisk samarbejde 

med USA er først og fremmest at blive aner- 

Asien 45

kendt som ligeværdig partner. Indien vil ikke 

lade et partnerskab med USA udvikle sig til en 

alliance, og Indien vil ikke, uanset Indiens egne 

uoverensstemmelser med Kina, lade sig inddrage 

i en amerikansk inddæmning af Kina. 

Kina har tidligere med stort held udmanøvreret 

og marginaliseret Indien og har dermed lagt 

hindringer i vejen for Indiens ambitioner om at 

spille en væsentlig regional rolle. Det er især 

sket ved omfattende kinesisk militær hjælp til 

Pakistan, og Kina har dermed givet Indien en 

følelse af at være omringet. Forholdet mellem 

Kina og Indien er blevet markant bedre siden 

1998, men Kina udgør stadig den største trussel 

mod Indiens regionale indflydelse. Grænsestridighederne 

mellem de to lande er ikke løst, 

og der er ikke fremskridt i forhandlingerne. 

Derfor vil samarbejdet mellem Indien og Kina 

være præget af pragmatisme og forsigtighed. 

Det Indiske Ocean er ved at udvikle sig til et 

omdrejningspunkt for stormagternes sømilitære 

opmærksomhed. Det skyldes især deres 

strategiske interesse i oceanet som afgørende 

handelsvej mellem verdensdelene. For USA 

Den Koreanske Halvø 

46 Asien 

er det samtidig det område, hvorfra eventuelle 

militære operationer i retning af Mellemøsten 

vil have deres udgangspunkt. Kina udfordrer 

Indien ved at etablere transportanlæg, 

primært havneanlæg, i Pakistan, Burma, Bangladesh 

og Sri Lanka for at få adgang til Det Indiske 

Ocean. Indien ser Det Indiske Ocean med 

fokus på Den Bengalske Bugt og Det Arabiske 

Hav som sit vigtigste farvand. Det er sandsynligt, 

at Kina i stigende grad vil operere i Det Indiske 

Ocean. Kinas deployering af en flådestyrke 

siden begyndelsen af 2009 ud for Somalia 

er en klar indikation herpå. 

Det indiske forsvar 

Indien prioriterer sit forsvar meget højt og råder 

over et konventionelt stormagtsforsvar 

med en afbalanceret sammensætning af hær-, 

fly- og flådestyrker. Dertil kommer et voksende 

element af taktiske kernevåben. Den en million 

mand store hær sikrer grænserne til Pakistan 

og Kina. Fly- og især flådestyrkerne har et omfang 

og en rækkevidde, der svarer til ønsket 

om at være den dominerende magt ved Det 

Indiske Ocean. 

Nordkorea har afbrudt sekspartsforhandlingerne om landets nukleare program. Efter sænkningen 

af et sydkoreansk orlogsfartøj i marts 2010 er situationen omkring Den Koreanske Halvø blevet 

yderligere skærpet. Det er meget sandsynligt, at Nordkorea fortsat vil forsøge at provokere 

Sydkorea med begrænsede militære aktioner. 

Nordkorea afbrød i 2008 sekspartsforhandlingerne 

mellem Nord- og Sydkorea, Kina, USA, 

Rusland og Japan om landets nukleare program. 

Nordkorea bruger trusler om afbrydelse 

af forhandlinger, prøveafskydning af missiler 

og to formodede nukleare prøvesprængninger 

til at så splid blandt deltagerne i sekspartsforhandlingerne 

og til at opnå indrømmelser 

fra nabolandene og primært fra USA. Afbrydelsen 

af sekspartsforhandlingerne og de to 

nukleare prøvesprængninger gør det sandsynligt, 

at Nordkoreas langsigtede mål også er at 

opnå en kernevåbenkapacitet og udvikle fremføringsmidler, 

der i fremtiden kan udgøre en 

trussel mod nabolandene. 

Det er dog også sandsynligt, at Nordkorea vil 

forsøge at opnå forhandlingsresultater på kort 

sigt. Det nordkoreanske styre udnytter pauserne 

mellem våbenafprøvninger og trusler 

mod nabolandene til at forhandle med nabolandene 

og derigennem opnå energi- og fødevareleverancer 

samt andre indrømmelser, der 

kan stille landet bedre. 

Siden sænkningen af det sydkoreanske orlogsfartøj 

Cheonan den 26. marts 2010 er situationen 

omkring Den Koreanske Halvø blevet 

yderligere skærpet. En international kommissionsrapport 

har konkluderet, at Nordkorea 

stod bag sænkningen af Cheonan Nordkorea 

har reageret med militære trusler mod Sydkorea. 

Episoden har fået Sydkorea til at rykke 

tættere på USA, og Sydkorea og USA afviklede 

i slutningen af juli 2010 en fælles 

flådeøvelse.

Nordkorea står over for et generationsskifte, 

hvor landets leder, Kim Jong-il, forsøger at placere 

sin yngste søn som sin efterfølger. Det 

er sandsynligt, at Kim Jong-il forsøger at vinde 

støtte i det nordkoreanske militær i spørgsmålet 

om generationsskiftet ved at gennemføre 

militære trusler mod Sydkorea, herunder nukleare 

prøvesprængninger. 

Centralasien 

Det uløste generationsskifte er med til at fastlåse 

situationen i sekspartsforhandlingerne og 

vanskeliggør indrømmelser fra nordkoreansk 

side. Det er meget sandsynligt, at Nordkorea 

fortsat vil forsøge at provokere Sydkorea 

med begrænsede militære aktioner. Det er dog 

samtidig sandsynligt, at alle parter fortsat har 

en interesse i at opretholde den nuværende 

fastlåste situation på den koreanske halvø. 

De centralasiatiske lande er ikke russiske lydstater, men Rusland ser ikke umiddelbart sine strategiske 

interesser i Centralasien som alvorligt truede. Det er sandsynligt, at sunniekstremistiske 

terrorgrupper vil forsøge at angribe mål i Centralasien med udgangspunkt i Afghanistan. 

Landene i Centralasien, Kasakhstan, Turkmenistan, 

Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan, 

har stor strategisk betydning for Rusland. Det 

skyldes store forekomster af olie og gas i flere 

af landene og regionens placering i forhold 

til konflikten i Afghanistan. De centralasiatiske 

lande er ikke russiske lydstater, men deres 

manøvrerum i forhold til Rusland er begrænset. 

Regeringerne er i varierende grad 

afhængige af russisk støtte, og Rusland kontrollerer 

størstedelen af landenes energieksport 

til de vigtige eksportmarkeder i Europa 

via olie- og naturgasrørledningerne over russisk 

territorium. Der findes kun få alternative 

rørledninger uden om Rusland til eksport ud 

af Centralasien. 

I Centralasien er Kasakhstan Ruslands vigtigste 

allierede med et meget betydeligt russisk 

befolkningselement på cirka 30 %. Kasakhstan 

har på grund af sin betydelige energieksport 

en stærk økonomisk stilling i forhold til Rusland, 

selv om Kasakhstans energieksport er 

afhængig af transit via Rusland. Kasakhstan 

har ved forskellige lejligheder demonstreret, 

at det både kan og vil stå på egne ben, også 

sikkerhedspolitisk. 

Næst efter Kasakhstan er Usbekistan regionens 

betydeligste militærmagt. Usbekistan var 

indtil midten af 2005 USA’s væsentligste samarbejdspartner 

i Centralasien, men på grund af 

styrets brutalitet indstillede USA det militære 

samarbejdsprogram. I 2005 indgik Usbekistan 

og Rusland en forsvarsaftale, som forpligter 

Rusland til at forsvare Usbekistan, hvis landet 

bliver angrebet, men Usbekistan vil sandsynligvis 

være en upålidelig partner for Rusland. 

I Kirgisistan blev præsidenten væltet ved et 

kup i april 2010, og magten i landet blev overtaget 

af en midlertidig regering. I tiden efter 

magtovertagelsen blev op mod 400.000 etniske 

usbekere fordrevet fra den sydlige del af 

Kirgisistan. Situationen i Kirgisistan er fortsat 

skrøbelig. 

Kirgisistan indtager en strategisk nøgleposition, 

da landet som den eneste centralasiatiske 

stat har både en russisk og en amerikansk militær 

tilstedeværelse på to baser i nærheden af 

hovedstaden Bishkek. Rusland har et lille kontingent 

kampfly og helikoptere på Kant-basen, 

mens Manas-basen er et centralt støttepunkt 

for USA’s indsats i Afghanistan. Det er sandsynligt, 

at overgangsregeringen fortsat vil forsøge 

at balancere mellem russiske og amerikanske 

interesser i Centralasien. 

Rusland ser ikke umiddelbart sine strategiske 

interesser i Centralasien som alvorligt truede, 

men må forholde sig til et omfattende konfliktpotentiale 

i regionen og til stigende kinesisk, 

amerikansk og i mindre grad indisk interesse 

for området. Rusland har kun få militære 

styrker permanent stationeret i regionen, men 

for at skabe en modvægt til den voksende interesse 

fra USA og Kina er det sandsynligt, at 

Rusland på kort til mellemlangt sigt i beskedent 

omfang vil forsøge at udbygge sin militære 

tilstedeværelse i Centralasien. 

Asien 47

Terrorisme 

I de centralasiatiske lande Usbekistan, Kirgisistan 

og Tadsjikistan vil militant sunniekstremisme 

på kort og mellemlangt sigt være til 

stede i form af mindre, lokale terrornetværk, 

der er udsprunget af Islamic Movement of Uzbekistan 

og dens udbrydergruppe Islamic Jihad 

Union. De fleste medlemmer fra begge grupper 

har søgt til fristeder i den nordvestlige del af 

Pakistan og i Afghanistan. 

48 Asien 

Det er sandsynligt, at centralasiatiske grupper 

på kort eller mellemlangt sigt vil forsøge at angribe 

mål i Centralasien fra det nordlige Afghanistan. 

Det er ligeledes sandsynligt, at disse 

grupper på kort og mellemlangt sigt fortsat vil 

være involveret i angreb i Afghanistan.

Globale tendenser 

Globaliseringen påvirker de globale strategiske forhold ved at skabe voksende gensidig afhængighed, 

ligesom den bidrager til at sprede vestlige økonomiske, politiske, kulturelle og verdslige idealer. Den 

øger samtidig risikoen for transnational terrorisme, organiseret kriminalitet og spredning af våben og 

våbenteknologi, herunder masseødelæggelsesvåben. 

Den voksende gensidige afhængighed, som 

globaliseringen medfører, påvirker de globale 

strategiske forhold. Samtidig opstår der som 

reaktion på globaliseringens spredning af især 

vestlige økonomiske, politiske, kulturelle og 

verdslige idealer bevægelser, som er stærkt kritiske 

over for denne udvikling. Reaktionerne 

kommer typisk til udtryk i en negativ holdning 

til Vesten, ikke mindst USA. Den mest ekstreme 

reaktion kommer fra de militante sunniekstremistiske 

terrorbevægelser med udspring i Mellemøsten, 

det sydlige Asien og immigrantmiljøer 

i Vesten. Det præger den sikkerhedspolitiske 

situation, især forholdet mellem Vesten og den 

islamiske verden. Det kommer bl.a. til udtryk i 

terrorisme, spredning af våben og våbenteknologi, 

herunder masseødelæggelsesvåben, samt 

politisk ustabilitet i en række stater. Dette konfliktbælte 

strækker sig fra Sydøstasien over det 

Generelle sikkerhedspolitiske udviklingstræk 

sydlige Asien og Mellemøsten til Nordafrika 

og langt ned i det afrikanske kontinent. Hertil 

kommer usikkerhed om energipriser og energiforsyning 

samt organiseret kriminalitet. 

Til dette billede føjer sig stigende indvandring 

i Europa. Den demografiske udvikling vil frem 

mod 2030 øge de mindre udviklede landes andel 

af verdens samlede befolkning. 

I størstedelen af Afrika og den arabiske del af 

Mellemøsten vil antallet af unge stige stærkt. 

I resten af verden vil andelen af ældre vokse 

kraftigt i forhold til arbejdsstyrken, og det vil 

lægge pres på de offentlige udgifter, som skal 

finansieres gennem øget skatteopkrævning eller 

stigende arbejdsudbud. Det vil samlet set 

øge indvandringspresset fra store dele af Afrika 

og Mellemøsten. 

Globaliseringen medfører, at tyngden i verdensøkonomien forskydes fra USA og Europa mod Kina 

og Indien. Selv om USA’s globale dominans vil blive svækket, vil USA forblive den stærkeste magt 

på meget langt sigt. 

Hverken USA, EU, Kina eller Indien vil kunne 

dække stigningen i deres energiefterspørgsel 

med egen produktion og vil derfor i stigende 

grad blive afhængige af importeret olie og gas. 

Det vil få den internationale handel med olie og 

gas til at vokse. Den stigende produktion vil blive 

koncentreret i færre regioner, først og fremmest 

i OPEC-landene og i Rusland, og den større 

energiafhængighed af disse udbydere vil føre til 

øget risiko for udbudskriser. Dette skyldes, dels 

at udbuddet er koncentreret i regioner, som er 

præget af konflikter, dels at en eventuel blokering 

af strategiske punkter, hvor store dele 

af verdens olie- og gaseksport transporteres 

igennem, vil påvirke udbuddet kraftigt. Kritiske 

strategiske punkter er Hormuzstrædet, Adenbugten 

og Malaccastrædet. 

Den økonomiske krise 

Den verdensomspændende økonomiske krise 

har tydeligt vist, at ingen lande kan undgå at 

blive påvirket, når de største økonomier bliver 

udsat for økonomisk tilbageslag. Der er flere 

tegn på, at den økonomiske krise har nået 

bunden, men det skyldes i høj grad de massive 

hjælpepakker, som har stimuleret efterspørgslen. 

Samtidig har hjælpepakkerne ført kraftige 

Globale tendenser 49

stigninger i statsgælden med sig, især i lande, 

hvor den i forvejen var høj, har dette ført til alvorlige 

økonomiske og politiske problemer. Regeringer 

verden over står derfor over for en 

svær og risikabel balancegang. Forskellige strategier 

i forhold til hjælpepakkerne kan betyde 

store forskelle i den økonomiske vækst på kort 

og mellemlangt sigt. 

Den økonomiske krise har kun ramt udviklingsøkonomierne 

med Kina og Indien i spidsen i 

mindre grad. Globaliseringen og den økonomiske 

udvikling vil derfor fortsat gradvis ændre 

de sikkerhedspolitiske styrkeforhold, både mellem 

regioner og internt i disse. Den største forskydning 

i verdensøkonomien vil blive mod Kina 

og Indien og væk fra USA og Europa. På meget 

langt sigt vil USA’s økonomi fortsat være verdens 

største, men dens andel af verdensøkonomien 

vil aftage langsomt, i takt med at især 

mindre udviklede landes økonomier vokser. 

Forsvarsudgifter og militær evne 

De globale forsvarsudgifter er steget kraftigt 

de sidste ti år. På grund af den globale økonomiske 

vækst indtil 2008 er den samlede 

forsvarsbyrde dog ikke steget. På kort sigt vil 

den økonomiske krise medføre stigninger i forsvarsbyrderne. 

Det er dog sandsynligt, at dette 

vil blive udlignet på langt sigt. Den økonomiske 

krise vil kun have begrænset effekt på 

forsvarsbudgetternes udvikling på langt sigt, 

fordi udviklingen bestemmes af landenes langsigtede 

økonomiske udvikling og i øvrigt er underkastet 

politiske beslutninger. 

Det er sandsynligt, at USA’s globale militære 

evne vil blive reduceret yderligere på langt og 

meget langt sigt. Kinas militære evne er voksende, 

og målt i sammenlignelige tal har Kina 

verdens næststørste forsvarsudgifter. Selv 

ikke på langt sigt vil Kina dog kunne nå USA’s 

niveau. Rusland har verdens tredjestørste forsvarsudgifter, 

men det er sandsynligt, at det 

allerede på kort til mellemlangt sigt vil blive 

overhalet af Indien, der ligesom Kina har en 

voksende militær evne. 

På langt til meget langt sigt er det sandsynligt, 

at Rusland ikke vil kunne fastholde en evne 

til at optræde som en global militærmagt på 

grund af de sidste 20 års manglende materiel- 

50 Globale tendenser 

anskaffelser. Det er sandsynligt, at både Kina 

og Indien vil udbygge deres militære evne så 

meget, at de på langt til meget langt sigt vil 

kunne gennemføre globale militære operationer, 

herunder råde over uddannet mandskab 

og mulighed for at understøtte operationerne. 

EU’s opbygning af en forsvarskapacitet vil fortsætte 

og først og fremmest satse på at samordne 

de nationale forsvar. Selv et fuldt udbygget 

EU-forsvar vil imidlertid ikke selv kunne 

gennemføre omfattende og længerevarende 

militære operationer uden for Europa, men vil 

have behov for at støtte sig til USA’s og delvis 

NATO’s evne til at gennemføre globale strategiske 

operationer. 

USA som supermagt 

USA har verdens største økonomi og er den 

eneste militærmagt med global strategisk rækkevidde. 

Disse forhold vil ikke blive grundlæggende 

ændret inden for de næste ti år, men 

USA’s relative og absolutte magt vil dog blive 

mindsket, og dets status som verdens eneste 

supermagt vil gradvis blive svækket. 

Blandt de opstigende magter står Kina i spidsen. 

Kina er den nærmeste økonomiske konkurrent 

og mest betydende strategiske modstander 

for USA. Rusland er på baggrund af 

store olie- og gasindtægter ved at retablere sig 

som stormagt. Indien har allerede over halet 

Rusland økonomisk og vil i stigende grad manifestere 

sig som militær stormagt. Det er sandsynligt, 

at Brasilien vil optræde som stormagt, 

men landets potentiale som en samlende regional 

kraft er dog stadig usikkert. 

Stormagter og regionale magter 

De fire meget forskelligartede magter, Brasilien, 

Rusland, Indien og Kina, der undertiden 

går under betegnelsen BRIK-landene, prioriterer 

alle udviklingen af deres økonomiske 

potentiale. Fælles for dem er, at de ikke accepterer 

USA’s ledende rolle i verden. Samtidig 

med at Kina og Rusland har fået tilstrækkeligt 

økonomisk rygstød til at udfordre Vesten politisk, 

står de fast på egne værdier, traditioner 

og interesser. Den globale økonomiske krise 

har midlertidigt svækket den tendens, men det 

er sandsynligt, at tendensen allerede på mel-

lemlangt sigt igen vil blive forstærket og vil inspirere 

andre lande. I laget lige under de fremtidige 

globale stormagter vil især lande som 

Tyrkiet og Iran på meget langt sigt kunne optræde 

sig som regionale magter på linje med 

Japan. 

EU manifesterer sig i stigende grad som økonomisk 

magtfaktor med en økonomi på stør- 

Militære udviklingstræk 

relse med USA’s. Med sine indre politiske og 

økonomiske modsætninger har EU dog vanskeligt 

ved at føre en sammenhængende global 

politik, og organisationen har et stykke igen, 

før den vil kunne markere sig som international 

sværvægter. Den økonomiske krise har udstillet 

de store forskelle i EU-landenes økonomier 

og stiller euro-samarbejdet over for den største 

udfordring hidtil. 

Asymmetrisk kamp vil fortsat på mellemlangt til langt sigt være den overordnede form for kamp, 

som vestlige styrker vil være engageret i. Det er sandsynligt, at USA’s evne og vilje til at engagere 

sig militært i regionale konflikter vil blive reduceret, uden at andre stormagter vil tage over. 

På mellemlangt til langt sigt vil især to delvis 

forbundne militærstrategiske forhold sætte 

rammen for vestlige militære styrkers operationer. 

For det første er det kun sjældent muligt at 

nedkæmpe de sandsynlige modstandere i traditionel 

militær forstand. For det andet er asymmetrisk 

krig ved at udvikle sig til den primære 

overordnede form for kamp, som vestlige militære 

styrker vil blive udsat for, selv om de også 

fortsat skal kunne føre en konventionel krig, 

der i reglen vil være kortvarig og meget intens. 

Oprørsstyrker lader sig i deres valg af midler og 

metoder ikke forpligte af internationale konventioner, 

som vestlige militære styrker er underlagt. 

Der vil bl.a. af den grund ofte opstå en 

ulighed i brugen af midler og metoder, hvilket 

kan begrænse effekten af de vestlige styrkers 

militære overlegenhed. 

Oprørsstyrker vil blande moderne teknologi 

med asymmetrisk krigsførelse og vil til stadighed 

tilpasse deres taktik. Tendensen vil fortsat 

være, at oprørsstyrker anvender forholdsvis 

enkle midler, f.eks. vejsidebomber, intimidering, 

selvmordsangreb og gidseltagninger. De 

Truslen i cyberspace 

tiltrækker sig massemediernes interesse og 

bliver udnyttet til at påvirke vestlige regeringer 

og befolkninger. Oprørsstyrkerne er meget 

bevidste om, at psykologisk påvirkning er lige 

så vigtig som væbnet kamp. De udnytter dette 

for at skabe utryghed og modvilje mod, at de 

vestlige styrker er indsat. Det sker eksempelvis 

ved hjælp af billeder af drab på gidsler eller 

selvmordsaktioner og rapporter om påståede 

civile tab. 

Påvirkningen er også rettet mod oprørsbevægelsernes 

egne medlemmer og den øvrige 

lokale befolkning, som oprørsstyrkerne ofte, 

men ikke altid, er en del af. Formålet med påvirkningen 

er at forhindre samarbejde med 

vestlige modstandere og den lokale regering 

og at få størst mulig opbakning til oprørsbevægelserne. 

På mellemlangt til langt sigt er det sandsynligt, 

at USA’s evne og vilje til at engagere sig militært 

i regionale konflikter vil blive reduceret, 

uden at andre stormagter som Kina og Indien 

endnu vil være klar til at øge deres globale engagement. 

Trusler fra grupperinger og enkeltpersoner i cyberspace udgør en sikkerhedsrisiko for dansk forsvar 

og udsendte enheder. Det er sandsynligt, at truslen vil udvikle sig og på langt sigt udgøre en 

større sikkerhedsrisiko. 

Truslerne i cyberspace omfatter bl.a. angreb med 

malware, dvs. skadelige computerprogrammer. 

Der er eksempler på, at computere i forsvaret 

er blevet inficeret med forskellige former 

Globale tendenser 51

for virus og såkaldte trojanske heste, der kan 

medføre risiko for, at kontrollen over de inficerede 

systemer mistes, eller at sensitive data 

kopieres. 

Der er indikationer på en hyppigere forekomst 

inden for det seneste år af it-relaterede hændelser, 

og herunder eksempler på såkaldte 

phishing e-mails, hvor der søges efter personlige 

oplysninger. 

Ud over truslen fra malware m.m. udgør bru- 

Spionage 

52 Globale tendenser 

gen af de sociale medier en sikkerhedsrisiko, 

når personer bevidst eller ved ubetænksomhed 

offentliggør klassificeret information eller 

kompromitterende billeder på internettet, i 

chatfora og på Facebook og Twitter. Oplysninger, 

der lægges på internettet, kan potentielt 

læses af alle, der søger disse oplysninger. 

Det er sandsynligt, at indikationerne på hyppigere 

it-relaterede hændelser er et udtryk for 

en øget trussel, og at området på lang sigt vil 

udgøre en større sikkerhedsrisiko for forsvaret. 

Fremmede efterretningstjenester, terror- og oprørsgrupper samt organisationer, der udøver organiseret 

kriminalitet, vil fortsat gennemføre spionage mod dansk forsvar og udsendte enheder 

for at sikre egne interesser og aktiviteter. Spionage vil også på langt sigt være en trussel. 

Truslen fra spionage kommer fortsat fra visse 

udenlandske efterretningstjenester, der har 

interesse i dansk forsvar, forsvarets udvikling, 

forsvarets internationale engagement samt 

NATO og det europæiske forsvarssamarbejde. 

Spionagen sker fortsat gennem en bred vifte 

af metoder spændende fra brug af åbne kilder 

som f.eks. internettet til den hemmelige virksomhed, 

hvor man forsøger at udnytte andre 

personer til at skaffe sig oplysninger. Der er ingen 

tegn på, at truslen fra spionage vil aftage. 

Forsvarets udsendte styrker er også mål for 

spionage. I de udsendte enheders operationsområder 

er spionage ikke alene knyttet til stater, 

men udøves også af kriminelle organisationer 

samt terror- og oprørsgrupper med hver 

deres målsætning. Det er sandsynligt, at den 

statslige spionage vil være rettet mod enhedernes 

evne til at gennemføre operationer. 

Terror- og oprørsgrupper søger at skaffe sig viden 

om operationer, bevogtning og bevæbning 

mv. som baggrund for planlægning af mulige 

angreb, mens den organiserede kriminalitets 

spionage har til formål at skaffe oplysninger 

for at kunne foretage egne operationer uforstyrret.

Kastellet 30 

2100 København Ø 

Telefon: 33 32 55 66 

Telefax: 33 93 13 20 

www.fe-ddis.dk 

E-mail: fe@fe-mail.dk

Efterretningsmæssig risikovurdering 2010 - Forsvarets ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?