Steen Steensen Blicher Præsten i Vejlby

Jeg erklærede nu Morten Bruus, at det aflagte Vidnesbyrd intet beviste om det
formentlige Mord, allerhelst som Præstene havde frivillig fortalt mig hele Sagen, ganske som
Kvinderne nu havde fremsat den.
Hertil smilede han bittert og bad mig blot afhøre det tredie Vidne, hvilket jeg nu og
gjorde.
Jens Larsen forklarede, at han en Aften meget silde (men saa vidt han mindedes, var det
ej samme Aften, efter at Niels Bruus var rømt, men den næste) var gaaet hjem fra Tolstrup og
gaaet ad den sædvanlige Gangsti Østen om Præstens Have. Derinde havde han hørt Lyden af en,
som grov. I første Øjeblik var ham vel blevet noget bange; men da det var klart Maaneskin,
besluttede han sig dog til at ville se, hvo det var, som kunde have at bestille i Haven paa saadan
Tid. Han havde da sat sine Træsko, var klavret op paa Diget og havde med Hænderne gjort sig et
lidet Kighul gennem Hækken. Her saa han da Præsten i sin daglige Slaabrok og med sin hvide
Bomulds Nathue paa Hovedet staa og glatte Jorden efter med en Spade; men andet saa han ikke.
Da Præsten i det samme havde vendt sig pludselig om, som om han havde fornummet nogen, var
Vidnet blevet bange, havde ladet sig i en Hast glide ned ad Diget og var lige saa hastig løbet
hjem.
Skønt det rigtignok var mig paafaldende, hvad Præsten kunde foretage sig saa silde i
Haven, fandt jeg dog endnu intet besynderligt til at vække Mistanke om det imputerede Mord,
hvilket jeg og sagde Klageren med alvorlig Formaning, ej alene at tage Beskyldningen tilbage,
men ogsaa offentlig at erklære det omløbende Rygte for ugrundet og tillige at fralægge sig selv
enhver Andel i samme.
Dertil svarede han: „Ikke før jeg ser, hvad Præsten har gravet ned i sin Have.”
„Da,” svarede jeg, „turde det være for silde, og I sætter da eders Ære og Velfærd paa
farligt Spil.”
„Det skylder jeg min Broder,” svarede han, „og jeg venter af vor lovlige Øvrighed, at den
ikke nægter mig Rettens Hjælp og Bitstand.”
Saadan Opfordring var jeg nødt til at følge.
Jeg drog da, tillige med Klageren og Vidnerne, til Vejlby med et saare beknyt Sind,
mindre af Frygt for at finde den omhandlede Rømningsmand i Haven end af Bekymring over den
Skræk og Ærgrelse, Præsten og min Kæreste derved vilde foraarsages.