Steen Steensen Blicher Præsten i Vejlby

har jeg; det maa jeg nu bitterligen angre; men hvo der har begravet ham, det kender den
Alvidende.“
„Jens Larsen kender det ogsaa!“ raabte Bruusen, „og kanske der findes end flere. – Hr.
Herredsfoged! I kommer vel ogsaa til at forhøre hans Tjenestefolk; men først venter jeg, at I vil
sætte denne Ulv i Faareklæder i sikker Forvaring.“
Ak! du Fredsens Gud! jeg turde jo nu ikke længere tvivle; Bagen var alt for aabenbar;
men jeg var nær ved at synke i Jorden af Skræk og Afsky. Jeg vilde just sige Præsten, at han
matte berede sig paa at gaa i Fængsel, da han selv tiltalte mig han var bleg og skælvede som et
Æspeløv.
„Skinnet er imod mig!“ sagde han. „thi dette er et Værk af Djevelen og hans Engle. Dog
lever endnu en, som vel skal bringe min Uskyldighed for Dagen – kom, Hr. Herredsfogedt i
Baand og Lænker vil jeg vente paa, hvad han haver besluttet over mig arme Synder. Trøst min
Datter! og tænk paa, det er eders Fæstemø!“
Næppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig – det var min
Kæreste; hun laa der daanet paa Jorden – Gud give, vi havde ligget begge saaledes og aldrig
opvaagnet mer! Jeg løftede hende i Vejret og tog hende paa mine Arme – jeg tænkte, hun v a r
død; men Faderen rev hende fra mig bar hende ind; og lige med det samme blev jeg atter kaldt
hen til den dræbte for at besigtige et Saar i hans Hoved, som vel ikke var dybt, men dog havde
knækket Hjerneskallen og kende ligen viste sig at være bibragt med en Spade eller et saadant
sløvt Redskab.
Vi gik derpaa alle ind i Huset. Min Kæreste var da kommet til sig selv igen. Hun fløj om
min Hals og besvor mig ved Gud og alt, hvad helligt var, at jeg dog maatte frelse hendes Fader af
denne store Nød, og bad mig dernæst for vor Kærligheds Skyld, at hun maatte følge ham i
Fængslet, hvilket jeg ogsaa tilstod hende. Jeg fulgte dem selv til Grenaa; men Herren ved,
hvorledes jeg var til Mode. Ingen af os haver talt et Ord paa hele denne sørgelige Rejse. Jeg
skiltes fra dem med et sønderknust Hjerte.
Liget er lagt i en Kiste, som Jens Larsen havde staaende til sig selv, og i Morgen vorder
det ærligen begravet paa Vejlby Kirkegaard.
I Morgen afholdes det første Tingsvidne. Gud styrke mig elendige Menneske!
***