Post-akademisk videnskab - Mikkel Willum Johansen

30
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 7
P E R S P E K T I V
Post-akademisk
videnskab
Ingen er i tvivl om, at universiteterne i disse år gennemgår voldsomme
reformer. Reformerne betyder, at forskerne arbejder på en anden måde,
og hvis man ikke passer på, kan det komme til at gå ud over både
forskningens kvalitet og dens uafhængighed.
Af Tom Børsen Hansen og
Mikkel Willum Johansen
I de gode gamle dage – og det
vil i den har sammenhæng sige
fra begyndelsen af 1800-tallet til
engang i slutningen af 1900-tallet
– eksisterede der en uskreven
kontrakt mellem videnskaben
(navnlig universiteterne) og
offentligheden (primært staten
og almennyttige fonde). Kontrakten
bestod i, at offentligheden
gav videnskaben penge,
mens videnskaben producerede
videnskabelig viden, som den
kvit og frit stillede til rådighed
for offentligheden. Der var
naturligvis forsøg på at styre
hvilke forskningsområder, der i
særlig grad skulle opdyrkes, men
der eksisterede en grundlæggende
konsensus om, at videnskaben
var et autonomt felt, der
hurtigst og dybest afdækkede
virkelighedens hemmeligheder,
hvis den blev overladt til sig selv.
Som det hed i en rapport, ingeniøren
og videnskabsadministratoren
Vannevar Bush udarbejdede
for den amerikanske præsident
i 1945: »Videnskabeligt
fremskridt over en bred front
stammer fra frie intellektuelles
Vannevar Bush Robert Merton
frie leg, hvor de arbejder med
problemstillinger, som de selv
har valgt, kun dikteret af deres
nysgerrighed efter at udforske
det ukendte. Forskningsfriheden
bør bevares i enhver regerings
forskningspolitiske reformer.«
Videnskabens etos
Videnskaben udgjorde altså sin
egen stat i staten. Selve produktionen
af viden var styret af
en række uskrevne regler eller
normer, der af den amerikanske
sociolog Robert Merton i
1942 blev identifi ceret som de
såkaldte CUDOS-normer, der
kort sagt siger, at videnskaben
skal være åben for alle uanset
køn og etnicitet, forskeren bør
ikke belønnes for at nå frem til
bestemte konklusioner, men
skal være upartisk og lægge sine
resultater frem til fri afbenyttelse.
Og endelig skal det videnskabelige
samfund organisere en
kollektiv, skeptisk vurdering af
forskningsresultater, for at sikre
pålideligheden af den videnskabelige
viden (se boks).
Lad det her være usagt, om
nogen forsker nogen sinde har
overholdt CUDOS-normerne
til punkt og prikke. CUDOS er
et ideal, som forskere forventes
at følge, og som deres handlin-
ger kan vurderes i forhold til
– eller sådan var det i det mindste
i de gode gamle dage. Hvilke
normer den moderne videnskabsmand
efterlever er en helt
anden historie, og det er lige
præcis den historie, vi skal se
nærmere på.
Men lad os først svælge lidt
mere i de gode gamle dage.
Forskning, der foregår efter
CUDOS-normerne, kaldes
“modus I” eller “akademisk
forskning” alt efter hvilken
videnskabsteoretisk skole, man
har gået i. Den enkelte forsker
forventes som sagt at overgive
sine resultater til det videnskabelige
samfund. Dette sker som
oftest ved, at han skriver en
artikel til et videnskabeligt tidsskrift.
Som belønning får han
ikke penge, men i stedet merit,
der er en værdifuld resurse i det
akademiske system. Merit giver
indfl ydelse, og jo mere merit
man har, jo lettere er det at få
gode stillinger, forskningsbevillinger
og i sidste ende også at få
publiceret nye videnskabelige
artikler.

Organiseret skepsis
Når en forsker sender en artikel
til et tidsskrift, går den kollektive,
organiserede skepsis i gang.
Den består dels af en redaktionel
grovsortering, dels af et
peer review, hvor en håndfuld
af forfatterens faglige ligemænd
læser og vurderer artiklen. Når
artiklen er trykt, kan den desuden
blive udsat for kritik fra
enhver anden forsker. Derfor
skal kildeangivelserne være på
plads og alle metoder og forsøg
skal beskrives, så det i princippet
er muligt for andre forskere
at reproducere dem. Det skal
bemærkes, at hverken det at
reviewe artikler eller det at forsøge
at reproducere andres resultater
giver meget merit i sig selv.
Det er noget, man som forsker
gør for at leve op til CUDOSnormernes
forskrifter om organiseret
skepsis, men det ville
blive uheldigt bemærket hvis
man konsekvent sagde nej til at
foretage peer-reviews.
Industriel forskning
Ved siden af den akademiske
forskning har der hele tiden
eksisteret en anden type forskning,
nemlig den industrielle
forskning, der varetages af private
virksomheder. Selvom
den privatansatte forsker har
haft samme uddannelse og står
med de samme kolber iført den
samme hvide kittel som den
akademiske forsker, foregår den
industrielle forskning typisk
på nogle helt andre præmisser,
end den akademiske (der er dog
også undtagelser!). Den New
Zealandske fysiker og videnskabssociolog
John Ziman har
beskrevet de vigtigste retningslinjer
for den industrielle forskning
i normsættet PLACE (se
boks): Man deler ikke viden,
men håndhæver sin intellektuelle
ejendomsret, man søger at
løse specifi kke, praktiske problemer
– ikke at fi nde den endelige
sandhed – og derfor får forskeren
ikke lov til at følge sin egen
nysgerrighed, men fungerer som
en ekspert, der skal løse en bunden
opgave, ofte i et tværfaglige
samarbejde med andre forskere
og faggrupper (så som ingeniører,
designere m.v.). I modsætning
til Mertons CUDOS er
PLACE-normerne fra Zimans
side ikke tænkt som et ideal,
men som en beskrivelse af, hvordan
den industrielle forskning
rent faktisk foregår. Forskellene
i de normsæt, der styrer akademisk
hhv. industriel forskning
er betinget af, at den industrielle
forskning skal generere profi
t, hvorimod den akademiske
forskning skal udvide den menneskelige
erkendelse. Og det er
to helt forskellige ting!
Post-akademisk forskning
I de gode gamle dage var den
akademiske og den industrielle
forskning stort set adskilte. Det
var to verdener, der eksisterede
parallelt. Men i løbet af de sidste
30 år er den akademiske forskning
i stadig stigende grad kommet
til at ligne, eller ligefrem
blevet underlagt den industrielle.
Der er en forventning om,
at forskningen umiddelbart skal
kunne bruges til noget (læs: at
der skal kunne tjenes penge på
forskning), og derfor er der et
øget krav om samarbejde mellem
universiteter og industri,
forskningen er ofte fokuseret på
at løse specifi kke teknologiske
problemer, og man ser en øget
politisk styring af, hvilke forskningsområder
universiteterne
skal bruge bevillingskronerne
Normer
Mertons CUDOS:
Communalism: Videnskabens resultater er fælles ejendom.
Universalism: Videnskaben er åben for alle og forskning skal bedømmes
ud fra universelle ikke-personlige kriterier.
Disinterestedness (upartiskhed): Videnskabsmanden skal holde sine
egne personlige interesser ude af sit arbejde. Desuden bør man være
ydmyg og takke andre osv.
Organized Sceptism: Forskersamfundet skal organisere metoder til
kritisk afprøvning af videnspåstande.
Kilde: Robert Merton: The Normative Structure of Science
Zimans PLACE:
Proprietary: Man offentliggør ikke nødvendigvis sine resultater.
Local: Man fokuserer på et specifi kt problem.
Authoritarian: Chefen bestemmer.
Commisioned: Man får udpeget et bestemte, praktiske mål.
Expert: Man er ansat som problemknuser, ikke for at følge sin nysgerrighed.
Kilde: John Ziman: Real Scienc
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 7
P E R S P E K T I V
på. Denne nye type forskning
kaldes typisk “modus2” eller
“post-akademisk forskning”.
Tendensen er global, og er
herhjemme kommet meget klart
til udtryk i regeringens reform
af og visioner for universitetet.
I en artikel fra 2004 begrunder
Sander f.eks. et løft i de
offentlige forskningsbevillinger
med at »disse investeringer skal
være med til at bane vejen for,
at Danmark vinder kapløbet
om fremtidens arbejdspladser.«
Formålet med forskningen er
altså at skabe vækst og dermed
fl ere arbejdspladser, og ikke som
John Ziman
man så i tidlige tiders “heroiske”
forskning, at forstå hvordan
Universet, livet og alting
hænger sammen. I samme artikel
betoner Sander, at vejen
»fra forskning til faktura« skal
være kortere, og at regeringen
ønsker at sikre, »at vore universiteter
og vidensmiljøer rent
faktisk står parat til fremtiden.«
Eller sagt anderledes: At vi får
indrettet forskningen, så den i
højere grad svarer til de behov,
erhvervslivet har. Dermed er
rollefordelingen mellem universiteter
og erhvervsliv også klar:
Erhvervslivet bestemmer, og
universiteterne følger trop.
Overgangen til post-akademisk
forskning markeres også af
en række konkrete tiltag. Med
universitetsloven fra år 2003
fi k universiteterne bestyrelser
med et fl ertal af repræsentanter
fra erhvervs- og kulturliv.
Desuden blev styringen af den
enkelte forskers arbejde strammere,
hvilket navnlig kommer
til udtryk i en meget debatteret
paragraf (§17, stk. 2), hvor
det hedder, at »…institutlederen
kan pålægge medarbejdere
at løse bestemte opgaver«, og at
medarbejdernes (dvs. forskernes)
frie forskning skal foregå
inden for de forskningsstrategiske
rammer, universitetet
har forhandlet på plads med
ministeriet. Man ser også, at en
større og større del af universitets
forskning er helt eller delvist
sponseret af eksterne partnere
(der kan være fonde eller
erhvervsliv). Med de universitetsfusioner,
der trådte i kraft
ved årsskiftet, blev en række
sektorforskningsinstitutioner
desuden lagt ind under universiteterne.Sektorforskningsinstitutioner
varetager forskningsopgaver,
der er bestilt af ministerier
og andre offentlige myndigheder,
og disse opgaver kan de
universitetsansatte forskere nu
blive pålagt at løse. Desuden
skal man ikke glemme, at fusionen
pludselig gjorde staten til
en af universiteternes største
kunder.
Det er tydeligt, at de universitetsansatte
forskere i stigende
grad kommer til at virke
som den industrielle forsknings
“bestilte eksperter”, der løser
31

32
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 7
P E R S P E K T I V
De uskrevne normer for, hvordan man bedriver god akademisk videnskab på universiteterne, er under forandring.
Udviklingen er drevet af økonomiske og politiske interesser i, at forskningen skal kunne omsættes i
”fakturaer”.
snævre opgaver udpeget af chefen,
og mindre som den akademiske
forsknings frie videnssøgere.
Der er langt fra den nye
universitetslov til Vanevar Bushs
anbefaling om, at »Forskningsfriheden
bør bevares i enhver
regerings forskningspolitiske
reformer.«
Fra CUDOS til PLACE
Umiddelbart lyder det næsten
som en selvfølgelighed at
betragte de forskningsbevillinger,
vi alle er med til at betale,
som en investering. Man skal
dog være klar over, at overgangen
til post-akademisk forskning
ikke bare giver ændringer i
den måde, forskningen er fi nansieret
på, men også betyder,
at videnskabsfolkene i højere
grader kommer til at operere
under den industrielle forsknings
PLACE-normer i stedet
for den akademiske forsknings
CUDOS-normer. Og det kan
have uheldige konsekvenser,
både for de enkelte forskere, for
forskningens kvalitet og for den
offentlighed, der burde have
gavn af forskningen.
For det første er der spørgsmålet
om ejendomsret. Tidligere
offentliggjorde de universitetsansatte
forskere deres resultater,
som CUDOS-normerne
foreskrev, men når forskningen
er sponseret af en eksterne
partner, er det ikke altid, de
får lov. Og det kan være et
problem både for forskerne
og for den brede befolkning.
For forskerne, fordi de jo kun
får merit for den forskning,
der offentliggøres. For befolkningen,
fordi de kan have en
interesse i at få viden, også selv
om den er ubehagelig for det
fi rma, der har sponseret forskningsprojektet.
Herhjemme
blev problemet illustreret af
den såkaldte Dandy-sag, hvor
tykkegummigiganten Dandy
modsatte sig, at et forskningsprojekt,
de selv havde sponseret,
blev offentliggjort, da
undersøgelsen mod forventning
viste, at Dandys V6-tyggegummi
ikke nedsætter risikoen
for caries.
V6-tyggegummis effekt på
huller i tænderne er nok ikke
det største problem for den
brede offentlighed, men det er
straks noget andet, hvis bi- eller
skadevirkninger ved medicin
eller fødevarer holdes skjult.
I den forbindelse er det tankevækkende,
at Det Nordiske
Cochrane Center i en undersøgelse
fra 2006 konkluderede, at
medicinalindustrien enten ejer
eller skal godkende op imod 90
procent af den industri-initierede
medicinske forskning.
For det andet er der spørgsmålet
om forskningsfrihed.
Det øgede fokus på forskning,
der umiddelbart kan anvendes
konkret, fører ifølge kritikere
til, at der bliver mindre af den
såkaldte grundforskning, hvor
man undersøger hvordan naturen
hænger sammen uden et
direkte anvendelsesformål for
øje. Da den anvendte forskning
tit er startet som grundforskning,
kan den manglende
grundforskning på længere sigt
få alvorlige konsekvenser også
for den anvendelsesorienterede
forskning. Der kommer simpelthen
til at mangle et led i
den videnskabelige fødekæde.
Den indskrænkede forsknings-
Foto: James Gathany/CDC
frihed kan gå ud over pålideligheden
af den forskning, der
bedrives. I CUDOS-normerne
lå som sagt et krav om kollektiv
organiseret skepsis, men dette
kommer i praksis i konfl ikt
med rollen som bestilt ekspert,
forskeren har i den post-akademiske
forskning. Arbejder man
som bestilt ekspert, er der ikke
tid til at reviewe artikler, og
der er slet ikke tid til at efterprøve
andres eksperimenter.
Overgangen fra CUDOS til
PLACE kan derfor komme til
at betyde, at den kvalitetssikring,
der hidtil var indbygget i
den akademiske forskning bliver
dårligere.
Og skulle man alligevel
opdage, at noget er galt, er det
et godt spørgsmål, hvor meget
man i dag tør og må sige. Kan
man f.eks. tillade sig, at kritisere
undersøgelser, der er lavet
på ens eget institut – hvilket
jo kan betyde, at instituttet i
fremtiden ikke vil få lignende
opgaver? Mange forskere er
desuden ansat i tidsbegrænsede
stillinger eller på projekter, der
er afhængig af ekstern fi nansiering.
Man kan derfor overveje,
om de tør at lave undersøgelser
og fremføre synspunkter, der
er i modstrid med de eksterne
partneres interesser. Som professor
i bioetik på KUs LIFEfakultet
Peter Sandøe udtrykte
det i Universitetsavisen: »Jeg
mener ikke, at man skal være
paranoid for at tro at mange
forskere vil belægge deres ord
for ikke at irritere de interessenter
som de er afhængige af
for at kunne få del i de store
forskningsmidler.«
Universiteternes afhængighed
af eksterne fi nansiering kan altså
føre til selv-censur blandt forskerne,
men der er også eksempler
på, at eksterne kilder mere
direkte har presset forskerne. I
februar kom det således frem,
at Det hvide Hus i mindst 435
tilfælde har presset videnskabsfolk
til at nedtone konklusioner
i klimaforskningsprojekter,
f.eks. ved at fjerne ord som “global
opvarmning” og “klimaforandring”.
Klimadebatten byder i øvrigt
også på et skoleeksempel på,
hvordan virksomheder kan

uge økonomisk støtte til at
påvirke den videnskabelige
debat. Ifølge Union of Concerned
Scientists har oliegiganten
ExxonMobile de seneste år
brugt i omegnen af 100 millioner
kroner på at fi nansiere
forskningsinstitutioner, tænketanke
og grupper af forskere,
der har bakket hinanden op
i, at den globale opvarmning
ikke eksisterer. Da FNs klimapanel
i februar fremlagde (nok)
en kritisk rapport, udlovede en
Exxon-støttet tænketank således
prompte en dusør til alle videnskabsfolk,
der ville kritisere rapporten.
Endelig kan man også være
bekymret for, om eksterne
fi nansieringskilder direkte kan
påvirke de resultater, forskerne
når frem til. I en undersøgelse,
der blev offentliggjort i tidsskriftet
Nature i 2005, svarede
15,5 procent af 3247 adspurgte
forskere, at de havde Ⱦndret
design, metodologi eller resultat
af undersøgelser efter pres
fra fi nansieringskilder.« Nu er
der stor forskel på at ændre
designet og resultatet af et
forskningsprojekt, men tallet
antyder dog, at fi nansieringskilderne
ikke altid efterlader pengene
på dørmåtten, men nogle
gange vil helt med ind i laboratoriet.
Også når det kommer til fortolkning
af data, kan der være
problemer. I 2003 kiggede forskere
fra Copenhagen Trial Unit
på Rigshospitalet således nærmere
på 370 tests af nye medikamenter.
Undersøgelsen viste,
at tests fi nansieret af profi torganisationer
havde signifi kant
større chance for at munde ud i
at anbefale den testede medicin
til behandling, end undersøgelser
fi nansieret af non-profi t
organisationer, pga. en “farvet”
fortolkning af forsøgsresultaterne.
Tid til omtanke
Den universitære vidensproduktion
er en meget følsom
mekanisme, der er styret af
uskrevne normer, der kan være
usynlige selv for de, der arbejder
på universitet. Man skal
derfor tænke sig meget godt
om, inden man begynder at
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 7
P E R S P E K T I V
ændre ved noget.
Som vi har set ovenfor, betyder
den øgede eksterne fi nansiering
ikke bare et tættere
samarbejde mellem universiteter
og erhvervsliv, men også,
at de universitetsansatte forskere
er kommet til at arbejde
under et andet normsæt, og
det har betydning for hvilke
forskningsprojekter, der bliver
taget op, hvilke resultater,
der bliver offentliggjort og for
kvalitetssikringen af den universitære
vidensproduktion.
Endelig betyder den kortere vej
fra forskning til faktura også, at
der er blevet kortere den anden
vej, dvs. fra de økonomiske og
politiske interesser, der betaler
fakturaen, til den forskning,
der bliver bedrevet, og det kan
give mulighed for selvcensur
og pression. Der er ikke noget
galt i, at universitær forskning
i højere grad end hidtil skal
kunne anvendes i erhvervslivet,
men man bør i den forbindelse
overveje, hvordan man sikrer,
at dette ikke går ud over forskningens
bredde, kvalitet og
neutralitet.
Om forfatterne:
Tom Børsen Hansen, cand.
scient, ph.d. og ekstern lektor
ved Center for Naturfi losofi og
Videnskabsstudier.
E-mail: borsen@nbi.dk
Mikkel Willum Johansen,
cand.mag. og ph.d.-studerende
ved Center for Naturfi losofi og
Videnskabsstudier.
E-mail: mwj@wanadoo.dk
Yderligere læsning:
RK Merton: The Sociology
of Science. The University of
Chicago Press, 1973.
John Ziman: Real science –
what it is and what it means.
Cambridge Univ. Press, 2000.
33