dud - praktisk kursus - kompendie-2 - Spejdernet

Tilkald hjælp
Hvis andre ikke allerede har ringet 1-1-2, er det nu! Hvis der står nogen og kigger på, kan du prøve
at få nogle af dem til at ringe 1-1-2. Hvis du selv ringer, skal du først lige trække vejret dybt og
tænke over de her ting:
+ Hvor er ulykken sket? Kan du adressen? Kan du se et vejskilt, en butik, en skole eller andet, som
kan hjælpe ambulancen på vej?
+ Hvad er der sket? En druknet, bevidstløs, en, der bløder, eller …?
+ Hvor mange er kommet til skade? Er det voksne, børn eller begge dele?
+ Hvor ringer du fra? Sig, hvad du hedder, og opgiv dit telefonnummer.
Det er ikke for sjov man siger 1-1-2 og ikke 112. Mange mennesker kan i en stresset situation
komme til at trykke 100 og så 12 – altså 10012 når de skal ringe til alarmcentralen. Derfor er det
vigtigt at man indøver 1-1-2 – især til børn.
Tænk på, at dem i den anden ende af røret – på alarmcentralen – får sådan nogle opringninger
mange gange om dagen, så de ved lige præcis, hvad de skal spørge om. Du skal bare trække vejret
roligt, hvis du kan – og svare på spørgsmålene. Også selv om du synes, de virker ulogiske.
Giv almindelig førstehjælp
Hvis ulykken ikke er så alvorlig, eller mens ambulancen er på vej, skal du fortsætte med det, man
kalder ’almindelig førstehjælp’. Så:
+ Tjek, at personen ikke bliver dårligere.
+ Hvis han har brækket noget: Læg noget blødt under.
+ Køl brandsår med tempereret – altså ikke iskoldt! – vand, hvis du kan.
+ Tag dig af mindre sår og skader.
+ Sørg for, at han ligger bedst muligt.
+ Sørg for, at gøre det køligt om sommeren fx ved at lave skygge – og det modsatte om vinteren:
Læg noget varmt over ham.
+ Giv psykisk førstehjælp: Tal stille og roligt med ham, som er kommet til skade, og andre, som er
bange eller kede af det, for at berolige dem.
+ Sørg for plads, så ambulancen kan komme igennem, hvis der står mange mennesker og kigger.
Stabilt sideleje