februar 07 - Bjert Stenderup Net-Avis

18
En redegørelse og lidt til
Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen
Trods det at vores hus kun fylder de
her ungefær hundrede kvadratmeter,
har vi mange logerende, Fruen og jeg,
og ingen af dem hjælper til med noget
som helst, som for eksempel at vaske
op. Eller gøre rent på toilettet. Eller
støvsuge. Beskæftigelser, jeg personligt
finder meget lidt underholdende, men
sidstnævnte beskæftigelse tog jeg alligevel
på mig her den anden formiddag,
idet Fruen så sådan på tingene. Og derved
blev der så også tyndet lidt ud
blandt vores logerende. Der blev mindre
trængsel.
Lad mig gøre rede.
Det er vores biller, jeg tænker på, og
ingen ved, hvor de kommer fra. Plus lidt
edderkopper og sølvkræ. Måske en
enkelt bænkebider, vi er som sagt en
hel del, men billerne er i overtal, så det
følgende handler mest om dem.
En pæn flok er det gerne, som med
jævne mellemrum dukker op ude på
vores toilet og det lille rum før det, hvor
blandt andet støvsugeren står, og hvor
de så fordriver tiden med at fise rundt
og lede efter udgangen. Vil jeg tro. De
vil jo nok gerne ud i lidt frisk luft - hvem
vil ikke det. Jeg ved så ikke, om det er
de samme biller, der dukker op hver
gang, men de kan stadig ikke finde ud. I
frisk luft.
Til daglig kan jeg ellers godt være en
smule barmhjertig og nænsomt sætte et
par stykker, om ikke på gaden, så på
græs, ude i haven, men den her formiddag,
hvor jeg alligevel var rundt med
støvsugeren, lod jeg dem simpelthen gå
i bugen på maskineriet. Og det tog sin
tid, idet de vægrede sig noget ved det
sugende mundstykke og forsøgte at
skjule sig vanskeligt tilgængelige steder.
Flere smuttede helt om bagved selve
toilettet, hvor de åbenbart troede sig
sikre. Men jeg fik dem, gjorde jeg. Jeg
var nede på knæ med røret. Uden
mundstykke. Det var også liiidt sjovt. Og
liiidt ondt selvfølgelig, men - hånden på
hjertet - hvem kan sige sig fri.
Det er i øvrigt nogen pæne basser, der
bor her, størrelsesmæssigt, altså billerne.
To-tre centimeter, de største, fra
kindbakker til bagende, og sorte og
blanke. Kindbakker, det er deres mundtøj.
Hvad arten hedder, aner jeg ikke,
selvom jeg har bladret i bøger. Der er så
mange, der ligner hinanden. Det nærmeste
jeg kan komme det, er, at det er
en art løbebiller, selvom de nu ikke render
særlig stærkt. Ja, de fiser som sagt
noget rundt, men jeg vil nu nærmere
kalde det rask gang.
Jeg ved heller ikke, hvad de egentlig
lever af ude på det lille rum. Lidt nullermænd
er der altid derude, lige meget
hvor meget vi støvsuger, men spørgsmålet
er, om der er der nok til, at de kan
blive ordentlig mætte. Hvis det altså
overhovedet er den slags, de lever af.
Der er så heller ikke noget med at de
rører vores tandbørster eller bygger
huler i håndklæderne, det hører med.
De bliver pænt ved gulvet, fordi de, så
vidt jeg kan forstå, ikke kan andet. Hvileløst
krydser de gulvet den ene gang
efter den anden. Jeg har tit siddet og
fulgt dem, og måske ser de det lille rum
som et stort, koldt og tillukket kvarter
af bindingsværkshuse i tolv etager, idet
vi jo har hvide fliser med mørke fuger
på væggene. Og med håndvasken som
en aparte balkon på sjette, skønt jeg nu
ikke rigtig tror, biller har brikker til den
slags. Men man ved aldrig.
Op og ned ad gulvet går det som små
batteridrevne legetøjsbiler, man til hver
en tid kan dirigere i en anden retning
med et lille puf med pegefingeren. Jeg
har oven i købet forsøgsvis drejet dem
hundrede og firs grader rundt, når jeg
alligevel har siddet derude, med både
pege- og tommelfinger, og de mosler
bare videre i den nye retning i deres
små ansigters sved. Helt ukritisk, selvom
de lige har været der. Uden mål og da
slet ikke med med. Og udgangen finder
de, om ikke aldrig, så sjældent.
Alt i alt er det lidt ligesom, hvis jeg en
sjælden gang forvilder mig ind i et
større butikscenter for at indhandle et
eller andet, som jeg vel ankommet i
lokalerne har glemt alt om, hvad var. Så
kommer jeg også nemt til at søge lidt
hvileløst rundt. I rask gang. Langs hylderne.
Ja, jeg vil selvfølgelig ikke påstå,
at ekspedienterne så render og hygger
sig med at puffe mig i forskellige retninger,
ikke korporligt i hvert fald, som jeg
så bare ukritisk følger, endsige hjælpes
ad med at dreje mig hundrede og firs
grader rundt. De ansatte er såmænd
flinke nok sådan et sted, og til gengæld
giver jeg dem da også lidt penge en