to get the file - Ballerup Museum

More documents

Recommendations

Info

texten op, at han så vil udlægge og gøre anvendelse af den; thi han skal give dem Guds ord, som det sandelig er, jf. 1. Thess. 2, 13, og ikke sine egne fri fantasier. »Trøster, trøster mit folk,« siger Herren, og dertil må alt sigte. Men når man ikke skal give sine egne tanker om Guds ord, men Guds tanker ud af han ord, så kan det kræve meget studium og arbejde. Jeg har derfor altid haft min prædiken skrevet i god tid. Om fredagen vil jeg helst være færdig; thi man kunde blive forstyrret netop om løverdagen, og hvem ved, om man kan skrive en prædiken til bestemt tid? »Man må smede, mens jernet er varmt,« sagde Frimodt. Han selv memorerede også sine prædikener omhyggeligt og sagde: »Når man gør det samvittighedsfuldt i sine første syv præsteår, har man siden altid let ved at huske dem.« Jeg har givet ham ret heri. Derimod kunde det ske – og det kan ske endnu – at når jeg om løverdagen lægger den sidste hånd på værket, finder jeg et og andet parti mangelfuldt, det må da omarbejdes. Engang hørte jeg Monrad udtale sig om prædikener, idet han deltog i vores herredskonventer i det år, da han var præst i Brøndby. Han spurgte os, hvor lang tid, vi brugte til at skrive en prædiken. Svarene lød forskelligt – 4, 3, 2 timer. Så vilde vi da gerne vide, hvor let han med sit gode hoved kunde udarbejde en prædiken, og han gjorde os alle til skamme ved at sige: »Jeg bruger 12 timer, som jeg fordeler på 3x4, de bedste timer om dagen midt i ugen.« Det var mig en tilfredsstillelse at få tid til at gennemgå bibelen særligt med tanken henvendt på lejlighedstaler, hvortil man helst må skabe sig selv et repertorium. Så gik jeg vor salmelitteratur igennem og noterede i bibelen de salmevers, som sigtede til et bestemt skriftsted. 10 Endelig var det mig en trang at klare mig den indre Missions stilling og opgaver. Jeg kunde kun gøre dette ret mangelfuldt, da der intet materiale forelå af betydning. Jeg korresponderede med de udenlandske selskaber og fik deres årsberetninger. Læsefrugterne samlede jeg i en lille bog: »Den indre Mission, dens historie og grundtanker«, 1870. Skulde jeg nu give en ny udgave, måtte den jo blive 10 gange større, så rivende fart har det arbejde taget, medens det den gang næppe var kendt af præsterne her hjemme. Hovedsagen, som det var og endnu er mig om at gøre, er, at den indre Mission skal være et folkekirkeligt arbejde, udført af præster og lægfolk i broderlig forening. Et arbejde, ikke en »retning«; deri var vi dengang enige. Indre Mission sendte mig en kolportør til hjælp, som jeg havde megen nytte af. Han gik fra hus til hus og solgte mange bøger, således Luthers, Brochmanns, Retzius’ og Forstmanns huspostiller, som har været mange til trøst, især i den rationalistiske tid. Det er min overbevisning, at en sådan mand helst skal have en begrænset, ikke alt for stor arbejdsmark, så at han kan besøge alle i et sogn og komme igen ad åre; det har sin betydning, at befolkningen lærer en bogsælger personlig at kende. Jeg fik besøg af en mærkelig mand, den blinde Jens Dyrholm. Det var rørende at se ham vandre om, ledet af en lille dreng. Når han skulde tale, lod han læse texten højt for sig et par gange, så kunde han huske den udenad og udlagde den derefter klart og sundt til alles opbyggelse. En handling, jeg var ganske ukendt med, var indledning af kirkegangskoner. Det hele skulde gøres, inden en salme var sunget til ende, og jeg lavede mig selv et lille ritual og lyste velsignelse over konen. En præst, der var kommen fra København og end ikke
havde hørt om denne skik, bød konen armen og førte hende således ind i kirken. Den gamle degn, der var til stede, har selv fortalt mig det. Efter at jeg har forladt Ballerup, er kirken blevet udvidet, da det vakte liv har vedblevet at voxe. Derved opdagede man, at hele kirken var bedækket med herlige kalkmalerier, som nu er restaurerede, så at Ballerup kirke er blevet en af vores mest seværdige kirker. Således kan der være en verden af skønhed, som vi ikke nu ser. Hvad vor gudstjenestes ordning angår vil jeg blot bemærke her, at det forekommer mig urigtigt, når mange præster undlader at iføre sig messeklæderne til højmesse; thi vor gudstjeneste er i forvejen fattig nok på symbolik. Det var mig pinligt at forlade virksomheden i Ballerup. Jeg havde jo vundet mange kære venner der, f.eks. lægen Busch og hans familie, hvor jeg en tid var lærer for børnene. Og gårdmand Rasmus Larsen og hele hans slægt, ja mange flere. Men en dag kom pastor Mau gående fra Farum og bad mig om at søge det ledige kapellani pro loco der. Jeg lovede den dag intet. Det var heller ikke tiltalende at blive kapellan anden gang, da jeg længtes efter en selvstændig virksomhed. Men sagen trak i langdrag, og ingen andre søgte embedet. Jeg gav da efter, også tilskyndet af trang; thi jeg havde end ikke råd til at anskaffe mig en ny frakke. Derfor vil jeg aldrig ophøre at være en ældre kollega taknemmelig, som en dag sendte mig en ny frakke anonymt. Jeg ved ikke, hvad der har tilskyndet ham dertil, men jeg tror at vide, hvem han var. Under disse forhold var det mig af betydning at få et par hundrede kroner mere at leve af. En efterårsdag flyttede vi så. Den dag følte jeg stærkt, hvor svært det er at flytte som præst og ønskede, at sligt ikke måtte gentage sig ret ofte. Det var mig dog en trøst, at jeg let kunde vedligeholde forbindelsen med de gamle venner. Den dag, vi flyttede, havde min hustru skarlagensfeber, uden at vi forstod det før bag efter. Ved en landevejs omlægning kørte flyttevognen i stå, hvorfor vi måtte overnatte i præstegården. Dog blev ingen smittet, og min hustru kom sig og følte sig vel tilpas i det skønne og milde Farum. (Uddrag af Rudolf Volfs bog »En gammel præsts livserindringer« fra 1926). 11
Page 1 and 2: 30. ÅRGANG • NR. 4 • DECEMBER
Page 3 and 4: Guds knaldepisk D et er i år hundr
Page 5 and 6: Dengang var engelsk ikke skolefag,
Page 7 and 8: Kapellan i Ballerup RUDOLF VOLF P a
Page 9: Desværre havde en del af disse vak
Page 13 and 14: Kystforsvarsskibet Peder Skram. Fot
Page 15: den 12. december 1980. Hermans urne
Page 23 and 24: kunne huske, at flyvningen fandt st
Page 25 and 26: ing. Privat foto. Læs om billedet
Page 27 and 28: Egnsmuseets nye nabo, Jakon A/S. by
Page 29 and 30: Vi har åbent - altid 24 timer i d
Page 32 and 33: 32 HOTEL LAUTRUPPARK - bliv mæt og
Page 34 and 35: En prinsesse, en greve og en grevin
Page 36 and 37: Det omtalte bryllup blev afholdt de
Page 38: et, hvor hun skal aflaste Jørgen O
Page 41 and 42: Anmeldelser JØRGEN O. BJERREGAARD
Page 43 and 44: den nyeste forskning inden for omr
Page 45 and 46: Onkel Søren Jørgen O. Bjerregaard
Page 47: BALLERUP HISTORISKE FORENING FORENI

to get the file - Ballerup Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?