to get the file - Ballerup Museum

8
re; det har ikke været min tanke, tværtimod
mener jeg, at det er godt at komme i en bestemt
begrænset virksomhed. derfor vil jeg
ingenlunde gøre nogen af mine venner vejen
trang og adskillelsen svær, når en ordentlig
virksomhed drager dem til sig, men i dets
sted sige til hver eneste: Tak for denne tid,
tak for hjælpen, glem os ikke, glem ikke at
bede for os, glem ikke at anbringe nogle af
vore piger og glem ikke de andre sjæle – og
kom igen, når du skulde længes efter denne
store stad med de mange syndere, med det
meget rådne og det lidet salt!«
Det var nu også mit håb, at de erfaringer, jeg
havde gjort, skulde blive mig til nytte i den
nye stilling.
I et øsende regnvejr blev jeg indsat, og det
var mig ret svært, at de små kirker kun var
halvt fyldte. Efter den dag ventede jeg så et
par måneder på arbejde, men der blev intet
anvist mig uden at prædike, når sognepræsten
ikke selv kunde; og befolkningen
syntes ingen åndelige interesser at have.
En mand bød mig 1 rdl., fordi jeg besøgte
ham, men syntes ret glad, da han kunde lade
den glide ned i sin vestelomme igen. En
kone sagde: «Har De kanske noget at sælge?«
»Ja, men mon De sætter pris på det, for jeg
har kun Guds ord og sælger det for intet!«
Hun så forundret på mig og sagde: »Nå, det
er kanske præsten!«
Jeg tog mig for at gå fra hus til hus for at
lære at kende dem alle. Og jeg begyndte at
holde bibellæsninger i skolen. Den opsigt,
dette uhørte skridt vakte, brød hul på isen.
En fattig kone spurgte, og jeg var mormonpræst.
Hvorfor det?
»For der jo ingen andre end dem, der holder
den slags møder uden for kirken.«
Da skolestuen blev for lille, så at mange
måtte stå uden for vinduerne for at høre
lidt, bad jeg om at måtte flytte over i kirken.
Min sognepræst havde i mange år været
præst i en død egn i Jylland og havde aldrig
hørt om bibellæsninger.
»Nu ved jeg, hvad det er,« sagde han første
gang til mig, »det er altså en slags homili.«
Men give os lov til at bruge kirken dertil
vilde han dog nødigt uden biskoppens samtykke.
Så gik jeg ind til biskop Martensen –
dengang kunde man endnu gå på sine ben,
og køre med dagvogn var for dyrt for en
fattig kapellan.
Han så betænksomt op og svarede: »Ja,
men så må De da have et bord foran Dem til
at lægge bibelen på.«
Så vendte jeg glad hjem, og Guds ord havde
nu god fremgang.
Da jeg hørte, at der var en gammel bonde,
som undertiden læste en prædiken af Luthers
huspostil for sin talrige familie, bad
jeg, om jeg måtte være med. Det førte så til,
at vi holdt husmøder, efterhånden også i andre
huse, som redebont åbnede sig for Guds
ord. Da jeg altid kundgjorde disse møder
fra prædikestolen, undgik jeg al mistanke
om separatisme.
Vi fandt opbyggelse ved al sang; i begyndelsen
var vi glade ved de lette små sange i
»Pilgrimsharpen«; det gjorde ikke noget,
om vi ikke kendte en melodi, så lavede vi
en til hjælp. Senere lod jeg trykke et lille
salmehefte til dette brug. I denne kreds fik
jeg snart vakt interesse for al mission; jeg
samlede abonnenter på missionsblade og
fik udbredt mange.
Der var også troende mennesker i nabosognene,
som sluttede sig til os og indbød os til
sig. Iblandt dem mindes jeg særligt Jørgen
Slagter i Værløse. Han hørte til den ældste
opvækkelse, de »kirkehellige fra Værløse«,
en opvækkelse, som nok var udgået fra
Hornsherred.