Læs artiklerne om de 12 grænsebrydere fra Dagbladet - Fjordnet

Grænsebrydere
ved
Ringkøbing Fjord

Carsten Thygesen årets grænsebryder
Af Poul Osmundsen
Den respekterede sportschef fra Skjern Håndbold løb med hædren
- Jeg håber på en lige så heldig lodtrækning, når vi skal ud i Europa næste år... Kom det med et skævt smil fra Carsten
Thygesen, sportshcef hos Skjern Håndbold, da han i går blev udpeget til årets grænsebryder.
Det var Tværfagligt Netværk Ringkøbing Fjord, der i samarbejde med Ringkjøbing Amts Dagblad og Dagbladet
Skjern-Tarm havde udskrevet konkurrencen.
Efter i en stribe artikler her i bladet at have sat fokus på 12 vestjyder - indfødte og tilflyttere - der på forskellige måder
har gjort en forskel og brudt grænser ned, skulle vinderen i aftes kåres.
Det var ikke nemt, og da stemmerne i bedømmelseskomiteen stod fuldstændig lige, måtte man trække lod mellem
Carsten Thygesen og Egvads borgmester, Kent Skaaning.
- Men I er alle vindere, fastslog Henning Klausen fra Tværfagligt Netværk over de øvrige grænsebrydere.
De blev da også hædret på behørig vis ved sammenkomsten i Jydske Banks Ringkøbing-afdeling.
Banken havde sponseret en ualmindelig flot blå vase til dem alle. Til Carsten Thygesen var der dog et fad i samme
stil.
Indgraveret i glasoverfladen var der en helt - fisken altså! Men meget passende og symbolsk, for de 12 er på hver
deres måde en slags helte, der har gjort en masse for at nedbryde fordommene om Vestjylland.
Side 2

Han har været med til at sætte Skjern på landkortet
Af Jette Bentsen
Håndbolds sportschef Carsten Thygesen er en utålmodig mand, der »skyder« hurtigt og gerne sætter
urealistiske mål op - men han opfatter ikke umiddelbart sig selv som en grænsebryder
- Kunne I ikke finde en anden?
Carsten Thygesen, sportschef i Skjern Håndbold og tidligere indehaver af Skjern Ostelager, er ikke umiddelbart
begejstret for at være landet i den 12 personer lange række af grænsebrydere ved RingkøbingFjord.
Den utålmodige og fremadstormende primus motor i Skjern Håndbold opfatter ikke sig selv som noget specielt. Han
føler sig ikke som en grænsebryder, der nægter at lade sig stoppe af Janteloven. Han har en helt anden agenda.
- Jeg kan godt lide at være med, hvor der er udvikling - hvor der kan skabes nogle ting. Om det så er at bryde grænser
eller flytte grænser betyder mindre, forklarer Carsten Thygesen.
Et faktum er det, at manden, der blev født som bondedreng, uddannet som bankmand og i dag er en efterspurgt
herre i erhvervslivet, har det med at sætte sig mål, der for andre kan synes urealistiske - grænsende til det utopiske.
Han har modet til at turde sige om Skjern Håndbold: »Vi vil vinde Champions League...«
Nej fra Wislander
Når man sætter sig urealistiske mål, vil der også komme fejlskud. Det har Carsten Thygesen forlængst erkendt og
accepteret. - Hvis to ud af 10 beslutninger fejler, er det i orden. Men hvis det bliver tre-fire, så er det formeget, fastslår
han.
For manden, der i løbet af af knap 15 år gjorde Skjern Ostelager til en lokal gigant, er det vigtigt at holde en
høj beslutningshastighed. Lad være med altid at fokusere på begrænsningerne - se på mulighederne i stedet,
erbudskabet.
Da Carsten Thygesen første gang ringede til Anders Dahl-Nielsen for at lokke den kendte håndboldtræner til Skjern,
var det jo nærmest ren fantasi at forestille sig den tidligere landsholdspiller og -træner som ligatræner i Skjern. Men
detblev virkelighed.
At det i offentligheden kommer til at fremstå som en lang stribe af succeser skyldes, at skuddene forbi mål ofte er
usynlige. Dem hører offentligheden sjældent om.
- Jeg har jo også haft ringet til Magnus Wislander (svensklandsholdstjerne, red.) på et tidspunkt. Men han sagde nej,
som Carsten Thygesen nøgternt konstaterer.
I samme retning
Gennem årene har Carsten Thygesen været med til at få Skjern-området placeret på det danske landkort.Håndboldsuccesen
har fået danskere i øst til forbinde Skjern med andet end »det sorte missionsbælte i vest«.
Men succes kommer, når man spiller sammen. Det er Carsten Thygesen ikke i tvivl om.
- Jeg kan bedst lide at arbejde i grupper - ikke atoptræde individuelt. Jeg har tre grupper, min familie, mit arbejde og
min fritid, forklarer Carsten Thygesen, der sættes pris på den sparring, han får alle tre steder. På en arbejdsplads er
det de demokratiske processer og hierarkiet, der ervigtigt:
- Det er ikke noget problem at erobre nye kunder, øge markedsandele eller andet, hvis der er intern ro i firmaet,
fastslår Carsten Thygesen. Med andre ord, hvis der er truffet en beslutning, så skal alle medarbejdere knokle i
sammeretning. Også selv om man i fasen op mod beslutningen var en arg modstander af ideen. Når det er besluttet,
skal alle trække i samme retning.
Hvis enkelte medarbejderne ikke forstår det, så må lederen træde til. - Det hjælper ikke at værekonfliktsky. Man kan
ikke være gode venner med alle, hvis man vil nå et mål. Hvis man oplever, at der er én, der dolker én, må man også
for vedkommendes skyld sige: »du skal ikke være her«, siger Carsten Thygesen.
Møde-dræber
Hvis man skal skabe fremdrift, sker det ikke gennem møder. Dem bliver der holdt alt for mange af i dagens
Danmark, hvis det står til Thygesens temperament:
- Møder skaber ikke noget. Man beslutter bare, hvornår det næste møde skal holdes. Det flytter ingen grænser, lyder
det lidt kynisk fra den tidligere virksomhedsejer.
På samme måde har Carsten Thygesen erkendt, at politik er noget, han skal holde sig fra. En stort lokalt engagement
og interesse for både lokal- og landspolitik kunne ellers indikere et behov for politisk indblanden:
Side 3

- Men det går for langtsomt. Jeg passer ikke ind i det. For de andre politikeres skyld holder jeg mig væk. Som et
aktuelt eksempel på et projekt, der har taget for lang tid, nævner han uden tøven det planlagte kulturcenter i Skjern:
Der er blevet snakket om det i lang tid, og der sker ingenting...
Fakta:
Carsten Thygesen er født og opvokset på en gård i Dejbjerg.
Bankuddannet i Skjern Bank.
Overtog den 1. januar 1987 Skjern Ostelager, der havde rødder tilbage til den 1. april 1944.
Med Carsten Thygesen som indehaver havde Skjern Ostelager vokseværk på alle fronter.
Den 1. juni 1991 overtog ostelageret cateringfirmaet Børge Jensen.
I 1994 fik firmaet Skjern Håndværker- og Industriforenings Initiativpris.
Den 1. marts 2001 solgte Carsten Thygesen Skjern Ostelager til Inco Danmark, hvor han i dag arbejder som
konsulent.
Carsten Thygesen har altid været en engageret leder, træner og bestyrelsesmedlem - først i Skjern KFUM og efter
sammenlægningen i 1992 i Skjern Håndbold.
De seneste år er han langt ud over Skjerns kommunegrænse blevet kendt som primus motor i den fremadstormende
vestjyske håndboldklub.
Carsten Thygesen er 39 år, gift med Kari, og sammen har de tre sønner og en datter.
Familien bor på Præstegårdsvej i Skjern.
Side 4

Han sætter dagsordenen
Af Jørgen Baungaard
Kendt Skaanning: - Hvad er der ved at være Verdensmester, hvis der ikke er nogen, der ved det
Borgmester parfumerer sine svin. Borgmester jagter bankrøver. Miljøminister imponeret over borgmesterens gylle.
Han vil producere svin i Ungarn.
Egvad Kommunes borgmester, Kent Skanning, forstår at finde vej til avisernes overskrifter.
Hele tiden sker der noget omkring den 46-årige grænsebryder fra Sdr. Vium. Ideer og forslag - ofte utraditionelle og
lidt provokerende - kommer som trommehvirvler - ud af borgmesterens mund.
Ingen tvivl
Efter et par måneder i borgmesterstolen fremsatte han sammen med sin kollega nord for åen - Viggo Nielsen -
forslaget om en undersøgelse, der skal kortlægge fordele og ulemper ved en sammenlægning af Skjern og Egvad. For
den tidligere Egvad-borgmester var blot det at nævne en sammenlægning næsten et fy-ord.
Det fik en lidt imponeret Viggo Nielsen, der ellers selv er karl for at trække overskrifter i medierne, til at udbryde, at
den ny borgmester havde givet Egvad mere omtale i løbet af et par måneder, end kommunen havde fået de seneste
mange år.
Selv behøver Kent Skaanning ingen undersøgelse. Han er nemlig ikke i tvivl om, at de to byer, Skjern og Tarm, bør
lægges sammen.
Kent Skaannning trives som borgmester. Og det er lysten, der driver værket. Økonomisk var det sikkert bedre for den
store svineavler at blive hjemme hos sine 1000 søer og årlige leverancer af 25.000 slagtesvin på fødevarefabrikken i
Sdr. Vium.
Skide spændende
- Det er simpelthen skide spændende, udbryder han og forklarer, at der er to punkter, han har hæftet sig ved.
- Jeg har fået en rolle, hvor det betyder meget, hvad jeg siger. Folk lægger mærket til mine ord.
- Når jeg kommer rundt i byen, ved de på en helt anden måde, hvem jeg er. Jeg får kommentarer, så det er helt
anderledes at komme ud for at handle.
- Jeg kan godt lige at organisere og sætte i gang.
Kent Skaanning var kvalitetschef hos HTH i Ølgod, da han sammen med sine kone købte et husmandssted i Sdr.
Vium.
- Det var lidt den der drøm om strikketrøje og langt skæg, siger han, mens han blankt erkender, at han aldrig skulle
have købt de to første grise.
Det er nemlig blevet til 1000 søer og 25.000 slagtesvin om året samt 11 ansatte medhjælpere.
Fremgang
Han var lynhurtigt ude med sammenlægningsplanerne mellem Egvad og Skjern.
- I alle de ting, jeg gør, har jeg lettere ved at se mulighederne end begrænsningerne. Og på vej gennem labyrinten af
muligheder ignorerer jeg begræsningerne. Det sker selvfølgelig, at jeg snubler.
Lidt stolt ser vores grænsebryder ud, da han erklærer, at han aldrig har beskæftiget sig med noget, der gik tilbage:
+u Friskolen i Sdr. Vium voksede fra 50 elever i starten til 150 elever, da han sluttede som formand.
+u HTH-køkkener voksede fra 300 til 700 ansatte, mens han var der.
+u De to grise blev til 1000 søer og 25.000 slagtesvin.
+u Da han blev formand De danske Svineproducenter, var det en organisation i opløsning. Da han sluttede fem år
senere var han formand for halvdelen af svineavlen i Danmark.
En forskel
Om modgangen rammer ham nu, vil han overhovedet ikke ind på:
- Jeg vil gerne gør en forskel som borgmester. Om 10 år skal jeg have afsat mit mærke i denne kommune. Og
naturligvis gerne et positivt mærke.
Kent Skaanning siger altid lige det, han mener, og det i et klart og tydeligt sprog, der ikke lader nogen i tvivl, hvor
han står. Han charmerer sig frem, taler gerne, men lytter også til andre.
Side 5

Selv siger han, at han også kan være diplomatisk.
Kent Skanning er mand en mand, som forstå at bruge pressen.
- Vi skal bruge den til at fortælle borgerne, hvad de får for skattekronerne. Det er den eneste måde, vi kan få accept
af systemet.
- Og så med hensyn til gylleseperationen. Hvad er der ved at være Verdensmester, hvis der ikke er nogen, der ved det?
Overbevisende
Borgmesteren i Egvad har god tid til at snakke. Han fortæller ivrigt om sine ideer og er god til at overbevise sine
tilhørere. Det er måske baggrunden for, at han blev borgmester i Egvad uden nogen som helst kommunalpolitisk
erfaring.
I øvrigt har den ny borgmester denne eftermiddag en aftale med DR-TVs Pengemagasinet, hvor han skal fortælle om
produktionen af grise i Ungarn.
Men Kent Skaaning er gået af som direktør for det spændende og utraditionelle projekt.
Han har ikke tid mere, men vil koncentrere sig om sine grise og Egvads borgere.
Fakta:
Kent Skaanning, Sdr. Vium, 46 år.
Svineavler i Sdr. Vium og borgmester i Egvad Kommune.
Valgt på byrådets andet mandat for venstres Fællesliste med et næsthøjeste personlige stemmetal, og det højeste
blandt de 25 Venstre-kandidater, med 451 stemmer.
Driver en svinefarm med en årsproduktion på 25.000 slagtesvin og 1000 søer.
Formand for Sdr. Vium menighedsråd.
Gift med Jenny. Parret har tre børn, en søn på 23 år og to døtre på 22 og 17 år.
Han motto, da han i forbindelse med valget begav sig ind i lokalpolitik, var: At skabe fremdrift og vækst i og sætte
Egvad på mediernes Danmarkskort gennem nytænkning, visioner og engagement baseret på samarbejde og politiske
ledelse.
Side 6

Man må bryde grænser for at udvikle sig
Af Poul Osmundsen
Inger Frydendahl bliver ved med at stille sig selv udfordringer
Da Inger Frydendahl for en snes år siden endegyldigt flyttede fra København til Hvide Sande for at blive gift med
købmand Mogens Frydendahl, var det virkelig en grænse, hun brød.
Det mente i alt fald kollegerne på det reklamebureau, hvor hun arbejdede.
- Min gamle chef sagde til mig, at jeg hellere måtte beholde nøglen til firmaet, hvis nu jeg fortrød. De troede, jeg var
blevet momentant sindssyg! En anden kollega, der så på kortet, hvor Hvide Sande lå, sagde: »Inger, der kan du da
ikke bo«!
Men den nu 57-årige Inger Frydendahl tog springet - og det har hun ikke fortrudt.
- Psykologisk var der meget langt fra København til Vestjylland, erkender hun på det stolte københavnske, som hun
ikke har ændret på - selv om familien i København hævder, at hun er kommet til at lyde noget vestjysk gennem årene!
- Man skal stå ved, hvem man er, og jeg er forblevet, den jeg er. Det respekterer folk mig for. Hvis jeg begyndte at tale
et andet sprog, ville folk synes, jeg var falsk.
Hendes fem-årige barnebarn, hvis modersmål er vestjysk, tager dog hensyn til bedstemoderen.
- Han kan for eksempel sige: »Det blæser møj«. Så kigger han på mig, og siger: »Det blæser meget«.
Men Inger Frydendahl har nu altid følt, at man har taget godt imod hende i Hvide Sande. Og hun har egentlig aldrig
syntes, at hun brød nogen grænse, da hun kom til det yderste Vesten i Danmark.
Hun erkender dog, at hun ved at dumpe lige ned i en stor familie og straks at komme i gang med at arbejde, fik en
god start, når det gælder »integration« i Hvide Sande.
I dag føler hun nærmest, at hun har den bedste af alle verdener: Hun elsker Hvide Sande og Vestjylland, føler sig
godt tilpas med masser af plads og luft omkring sig. Men hun elsker også sin gamle hjemby, København, og hun
kommer der tit.
Lige som hun og hendes mand rejser meget - blandt andet til den fabrik, der syr fiskenet, som de ejer på den estiske
ø, Saremaa.
Alt dette har givet hende en vid horisont og en masse oplevelser, som hun ikke vil være foruden.
Men Inger Frydendahl har også forstået at gøre sig gældende i lokalsamfundet. Hun er ét af den slags mennesker -
typisk for grænsebrydere! - der har en masse energi og en selvfølgelig trang til at sætte sit præg på tingene.
Så hun endte - næsten hun ved, hvordan det gik for sig - i skolebestyrelse, i bestyrelsen for ungdomsskolen... og så i
kommunalbestyrelsen.
Politik
Hun kom ind som suppleant, og først ved kommunalvalget sidste år, kom hun ind på »egne« stemmer.
Det er hun glad for. Folk på Klitten har deres egen mening om tingene, og hvis de har stemt hende ind i det
kommunale råd, ja, så må det være, fordi de synes, hun gør sit arbejde godt.
- Jeg betragter i alt fald valget som et cadeau, siger Inger Frydendahl.
Hun er glad for sit »politiske liv«.
- Det er en stor tilfredsstillelse at være med til at sætte dagsordenen. Man får også en større forståelse for, hvordan
samfundet er skruet sammen.
Egentlig burde alle have en periode i en kommunalbestyrelse, mener hun. Så ville de opleve, at politik i høj grad
handler om at afstemme en masse interesser, og at ikke alt bare lige kan lade sig gøre.
Lige i øjeblikket er det ikke så skægt at være involveret i kommunalpolitik. Det er sparetider, og der er ikke plads til
ret mange visioner.
Inger Frydendahl kan dog glæde sig over, at i det mindste én af hendes visioner, ungdomsklubben, som hun og
hendes datter, Marie, kæmpede hårdt for i en periode, er kommet »godt i vej«.
- I øjeblikket kører den som en forsøgsordning. Men jeg håber, den bliver bibeholdt - og endnu stærkere. Den er et
hjertebarn for mig!
Hun sidder i øjeblikket i socialudvalget og teknik- og miljøudvalget. Denne blanding af noget, der handler om
mennesker, og noget, der handler om håndfaste ting som asfalt og kloakering, passer hende godt.
- De danner en god modvægt til hinanden, siger hun.
Fingeraftryk
Side 7

Inger Frydendahl føler også, at politik nytter.
- Jeg får sat mine fingeraftryk rundt omkring. Og jeg er glad for, at jeg stadig er formand for ungdomsklubben og
ungdomsskolen. Det tager jeg som en kompliment.
Men man kommer heller ikke uden om, at hendes hjerte banker særligt for børnene og de unge.
Man undrer sig i øvrigt ikke over at høre, at da børnene stadig boede hjemme, kunne man hos Inger og Mogens
Frydendahl ikke på forhånd vide, hvor mange unge der skulle spise med.
Ofte gik bølgerne også højt om bordet, for i det Frydendahlske hjem forventer man, at man åbner munden og siger
sin mening. Også de unge.
- Unge har brug for, at nogen snakker med dem og interesserer sig for dem, siger Inger Frydendahl.
Oven i politikken skal Inger Frydendahl også finde tid til at passe sit job i firmaet.
Hvordan i alverden når hun det dog?
- Jeg spiller ikke golf, forklarer hun med et bredt smil.
Og tilføjer: - Jeg er et rimeligt positivt menneske, og selv om jeg har oplevet genvordigheder i min tilværelse, vil jeg
have et godt liv.
Fakta:
Inger Frydendahl, 57 år, er opvokset i København, men har i godt og vel den sidste snes år boet i Hvide Sande.
Hun er uddannet grafiker, og arbejdede i et reklamebureau, da hun på en vinrejse traf Mogens Frydendahl.
Hun og hendes børn af et tidligere ægteskab faldt hurtigt til i Hvide Sande, og siden har hun engageret sig i
samfundet på mange områder.
Til daglig hjælper hun til i den store købmands-koncern med særligt ansvar for den udenlandske korrespondence.
Desuden har en række tillidsposter, og hun er medlem af kommunalbestyrelsen i Holmsland.
Inger Frydendahl bor sammen med sin mand i Nørregade 44 i Hvide Sande.
Side 8

Sætter grænser for sig selv for at bryde dem igen
Af Poul Osmundsen
Kunstneren Henrik Have har hele verden som sit lærred - men udgangspunkt på Borkvej i No
Ingen kunstner har sat sit præg på Ringkøbing som Henrik Have.
Faktisk kan man slet ikke køre ind i byen østfra uden at blive konfronteret med hans »kube«, Danmarks sandsynligvis
eneste eksempel på »rundkørsel-kunst« af virkelig klasse.
Og besøger man Ringkøbing Amt - et temmelig uoverskueligt kompleks af bygninger på kanten af den indre by - er
det Henrik Haves kunstneriske fingeraftryk, der er med til at binde det hele sammen. Ofte provokerende - men også
gennemført, af høj kvalitet, og alt andet end banalt.
Oven i købet er den 10 år gamle kube et eksempel på, at kunst kan få sindene i kog lige så meget som religion.
Det er kun en svag overdrivelse at hævde, at det bibelsk inspirerede kunstværk var ved at bringe Ringkøbing til
randen af en borgerkrig, da det blev vedtaget midt i en blodig sparetid.
Man kan roligt kalde det grænsebrydende!
Men opfatter Henrik Have sig selv som grænsebryder?
Henrik Have er nok en dristig og eksperimenterende kunstner, der har vundet stor anerkendelse. Men det er altså
ikke det samme, som at han smider alle regler og begrænsninger væk.
- Jeg er ikke grænsebryder. Du kan ikke sætte grænser for andre mennesker. Men jeg sætter nogle grænser for mig
selv. Efter en tid siger jeg, at nu har jeg opnået det, jeg ville, og som var interessant for mig selv - og så må jeg bryde
grænserne for at komme videre og finde nye former. Det er det, der skaber intensiteten i ens arbejde.
Henrik Have mener, hvad han siger. Den 55-årige kunstner gav i 1971 sig selv maleforbud i 15 år - og han holdt det!
- Jeg ødelagde endda de sidste billeder, jeg lavede. Det ærgrer mig i dag. De var faktisk ret gode!
Siden han genoptog maleriet, har Henrik Have taget revance. Og som kunstner er han et multi-menneske, der ud
over maleriet også beskæftiger sig med udtryksformer som keramik, skulptur, metal, bogtryk... I øvrigt er han også
digter med eget forlag.
I det hele taget fornærmer man vist ikke nogen ved at hævde, at han er egnens bedst kendte kunstner. En mand, der
i kender-kredse har gjort den lille flække, No, til lidt af et begreb.
Men bestemt ikke en mand, der sidder i sit atelier fyldt med spændende ting og sager fra alverdens hjørner og
tidsaldre, og kun bevæger sig oppe i finkulturens tynde luftlag.
Nej, Henrik Have har gang på gang kastet sig ind i den lokale debat, især når den har drejet ind på kunstens vilkår.
Rødderne
For Henrik Have er bondesøn fra Sjælland og landbrugsuddannet, så han ved noget om rødder.
- Jeg har altid været kunstner. Lige fra jeg var barn, vidste jeg, at det var kunsten, det gjaldt.
Heller ikke som helt ung var han bange for at bryde grænser, og ikke bare de kunstneriske. Han var i krig med alle
autoriteterne. En »60’er-oprører« før tiden.
Landbrugsuddannelsen blev ikke rigtig til noget. I stedet blev han lærer, og i 1971 fik han arbejde på Fjordvang
Ungdomsskole.
- Jeg besluttede, at her ville jeg være. Da jeg købte ejendommen på Borkvej, sagde jeg, at her bliver jeg, til jeg dør!
- 70 procent af, hvad jeg laver, foregår i København, så jeg er der tit. Men jeg hader byen! Jeg gider ikke være der!
Nej, bondedrengen fra Sjælland har bevidst slået rod i No, og derfor er han ikke ligeglad med, hvad der sker i det
lokalsamfund, han er en del af.
Han har kæmpet hårdt for at gøre Uldspinderiet i Ringkøbing til et center for finkultur og kunst i Ringkøbing. For
Henrik Have er ikke bange for at gå imod kultur-populismens forfladigelse af kunsten. Han vil have lov til at kalde
kvalitet for kvalitet og det andet for... nå ja...
Derfor meldte han også ud med sin mening om de omstridte skulpturer på havnen i Ringkøbing.
Og han er rasende på menighedsrådet i Rindum, fordi man har købt den gamle købmandsforretning over for kirken
og vil rive den ned og anlægge parkeringspladser i stedet for.
- Det er et smukt, harmonisk hus, og jeg mener principielt, at man ikke skal rive huse ned. De kunne forære det til
mig! Så skulle jeg nok få noget spændende op at stå!
Side 9

Planerne
I det hele taget har Henrik Have mange planer. Hans Døde Digteres Skov ligger desværre på is, fordi den berygtede
juleorkan for toethalvår siden væltede en stor del af skoven, der rummer en lang række skulpturer, som hylder
danske digtere.
Men han kunne godt tænke sig at gøre den smukt snoede Borkvej endnu smukkere. Måske kantet af en skulpturpark.
- Et område for planter, for kunst... Måske en naturskole. Der er mange muligheder, siger han.
Men fundamentet under hans projekter er hele vejen igennem kærlighed til kunsten.
- Kunst påvirker alle. Det er det eneste fristed, du har. Derfor bevæger det folk, fastslår han.
Måske fordi den har så tæt forbindelse til det religiøse.
- Jeg betragter Bibelens skabelsesberetning som en fortælling om én eller andens inspiration. Som kunstner har du
del i skabelsesprocessen, du deltager i den vedvarende skabelse.
Alligevel har Henrik Have en ydmyg holdning til sin metiér.
- Kunst er hårdt arbejde. Og som kunstner er du i lære hele livet.
Fakta:
Henrik Have, årgang 1946, stammer fra Sjælland.
Som helt ung blev han landvæsenselev. Det var dog hele tiden kunsten, der trak, men en levende interesse for
planter, træer og naturen står dog tilbage.
Henrik Have blev i stedet lærer, og i 1971 kom han til Fjordvang Ungdomsskole i Velling, hvor han underviste i en
lang årrække, sideløbende med virket som udøvende kunstner på en række områder: Maleri, skulptur, digtning...
I 1974 købte han huset på Borkvej 10 i No, hvor han siden har boet, og hvor han har sit atelier.
Henrik Have er landskendt og anerkendt kunstner, der har udført en lang række forskellige arbejder.
Lokalt er han bedst kendt for Kuben og for en række udsmykninger af Ringkøbing Amts hovedsæde i Ringkøbing.
Side 10

Museumsmand stopfodret med museumsbesøg fra barnsben
Af Jette Bentsen
Kim Clausen har i 27 år været en visionær chef for Skjern-Egvad Museum. Med 93.000 besøgende
og stadig nye tiltag er museet en markant kulturpolitisk medspiller i Vestjylland
Som barn blev han trukket rundt fra det ene museum til det andet. Han blev med egne ord »stopfordret« med
museumsbesøg.
Navnet er Kim Clausen, 52-årig leder af Skjern-Egvad Musem, der ikke fik museums-lede af de mange besøg i Lejre
og på Frilandsmuseet. Tværtimod. Helt fra barnsben blev han fascineret af de »gode historier«, som museerne
evnede at fortælle.
For eksempel har han brugt utallige weekender på at cykle til Frilandsmuseet sammen med sin far.
- Far tegnede, og jeg gik rundt og kiggede, fortæller Kim Clausen.
Den spirende interesse for museumsverdenen har aldrig svigtet ham. Og da han begyndte sine universitetsstudier, var
han aldrig i tvivl om den kulturhistoriske vej, han ville følge.
Brænder for idé
Ganske som hovedparten af de andre grænsebryderne genkender Kim Clausen ikke umiddelbart sig selv som en
vestjysk ildsjæl, der ser stort på Janteloven.
- Men fælles for os alle er vel, at vi brænder for en idé. Og gør det med en vis vedholdenhed, forklarer
museumsbossen, der har været vestjysk frontfigur hos museet i 27 år:
- Det har været meget spændende for mig. I starten havde vi jo ikke mange midler, men det var altid frihed under
ansvar.
Museets vokseværk gennem årene er dog ikke alene Kim Clausen fortjeneste. Det understreger han kraftigt og
peger på museets formand Egon Søgaard og kassereren Henry Olesen, der begge også har arbejdet vedholdende for
museet gennem mange år.
Vikinge-succes
Museet har i dag omkring en snes ansatte plus mange frivillige fordelt på de mange udstillingssteder. At aktiviterne
er spredt meget ud på de to kommuner gør arbejdet besværligt.
- Men vi var aldrig blevet så store, som vi er i dag, hvis vi ikke havde gjort det sådan, fastslår Kim Clausen.
Hattemagerhuset i Tarm, Gåsemandens gård i Bork. Vindmøllen i Skjern. Alle udstillingsteder er der lokal
forankring. Det nyeste skud på stammen er Bork Vikingehavn, der har vist sig som en stor succes med masser af
publikummer.
Det er netop vikingehavnen, der har været medvirkende til, at museet har tegnet sig for en helt utrolig
publikumssucces. Med et besøgstal på 93.000 sidste år er Skjern-Egvad Museum i den absolutte top af
kulturhistorieske lokalmuser - kun overgået af H. C. Andersens Hus med 132.000 besøgende og Koldinghus med
129.000. De sidstnævnte tal er dog fra 2000.
Fortælle-institution
Selv om Kim Clausen har været en visionær frontfigur for Skjern-Egvad Museum i godt et kvart århundrede, har han
endnu ikke tabt gnisten. Der er ustandselig nye udfordringer, der presser sig på, og han har stadig masser af ideer og
tager gerne til eksempelvis Silkeborgs tidligere kurbad for at se den samme udstilling tre-fire gange, hvis det måske
var noget, der senere kunne bruges eller kunne inspirere til en udstilling på det vestjyske museum.
Og målsætningen for de kommende år er klar:
- Vi vil gerne fastholde publikumstallet, og så vil vi gerne udvikle museets rolle som en »fortælle-institution« i
lokalområdet, forklarer Kim Clausen og fortsætter:
- Måske bliver det egentlig mere og mere vigtigt at få fortalt, hvad det for en egn vi bor i.
Museer er netop »samfundets hukommelse« og med sine genstande og bygninger med til at skabe en identitet i
lokalområdet.
Børnekultur
Én af de sjove ideer fra de seneste år er fokusering på børnekultur.
Sidste år var børnekulturrådet med formand Lars Kolind i spidsen på besøg på det vestjyske museum, fordi man
sammen gerne ville lave et projekt for børn. Men så kom valget, den nye regering skar ned på råd og nævn, og
Side 11

projektet og pengene røg i vasken.
- Men ideen arbejder vi videre med - blot på et langsommere niveau. Vi vil gerne inddrage børn mere aktivt i museet,
fastslår Kim Clausen og drømmer:
- Lige som børn går til fodbold, kunne det være sjovt, om børn kunne »gå til museum«...
Hunde-udstilling
Med mange bolde i luften er der også mange ideer, der aldrig bliver til virkelighed. Det må man acceptere.
- Jeg har måske en evne til lige at holde en pause, og så genbruge noget af det senere i en anden sammenhæng,
forklarer Kim Clausen.
Han har stadig selv en finger med i spillet på nogle af udstillingerne. Sommerens udstilling om hunde på Bundsbæk
Mølle er direkte inspireret af et tysk museumsbesøg, som museumslederen var på.
- Det var en skæg idé, og da vi ikke kunne låne udstillingen, besluttede vi selv at lave én, siger Kim Clausen.
Skrive-planer
Oprindelig var museumslederen sjællænder, men efter 27 år i det vestjyske er der ikke planer om at flytte retur til
Østdanmark. Til gengæld er der andre håb for fremtiden.
- Jeg ville gerne skrive noget mere. Skabe mere sammenhængende tid til at skrive, drømmer Kim Clausen om årene,
der kommer.
I bunkerne gemmer sig masser af materiale, der ville egne sig til udgivelse. Men det skal jo skrives.
Fakta:
Kim Clausen, Ringkøbingvej 60, Skjern. Den 53-årige museumsleder har været førstemand i det vestjyske museumsliv
siden 1975.
I første omgang var det på deltid for Skjern Museum, siden kom Egvad Kommune ind i billedet. Gennem årene er
Skjern-Egvad Museum udvidet flere gange, og hele tiden har Kim Clausen været den kreative inspirator, der som
primus motor har fået antallet af aktiviteter og udstillingssteder til at vokse, samtidig med at antallet af gæster er
steget tilsvarende.
I 1996 modtog Kim Clausen Skjern Kulturpris for sin indsats.
Kim Clausen er født i Hellerup og vokset op i Birkerød. Han er uddannet mag. scient. i etnografi ved Københavns
Universitet, indtil han som ung museumsmand i 1975 satte kursen mod Vestjylland.
Kim Clausen er gift med Nina Tolnov, der er lærer. Sammen har parret døtrene Laura og Rosa samt sønnen Lasse.
Side 12

Frihed og fællesskab i MC West’å
Af Poul Osmundsen
Åge Sandholdt elsker at sætte sig på sin Moto Guzzi og køre ud i den store verden
- Hvorfor jeg elsker at køre på motorcykel?!?
Spørger Åge Sandholdt med let undren i stemmen over, at nogen kan stille sådant et spørgsmål.
- Jamen det er friheden, friheden, oplevelserne, sammenholdet!!!
Og så fortæller Åge om sin fantastiske tur tværs gennem de svenske skove for at deltage i et træf for Moto Guzzi-ejere.
Fornemmelsen af fuldstændig frihed på de lange landeveje.
Vinden susende om ørerne, alle duftene fra naturen i næsen og den pålidelige Moto Guzzi V7 Sport årgang smukt
restaureret 1973 brummende mellem benene som en fuldblodshest med en 750 kubikcentimeters motor…
Om det at ankomme fuldkommen udaset til campingpladsen, og bare smide sig fuldt påklædt i græsset for at få
noget søvn. Og blive vækket nogle timer senere af et venskabeligt svensk spark: Vågn op, nu er alle de andre begyndt
at komme.
Om snakken med alle de andre Moto Guzzi-ejere, det hyggelige samvær..
Jo, der er masser af grunde til at elske motorcykler, siger Åge.
Den 52-årige Hvide Sande-bo, hvis syngende ærøske trods snart 20 år i den vestjyske fiskerby afslører hans opvækst på
Sydhavsøerne, har også gjort noget ved det.
Han er formand for og primus motor i MC West’å, Holmsland Kommunes succesrige motorcykelklub. Og kan glæde
sig over, at på ingen tid har klubben samlet en stor del af kommunens motorcykel-interesserede.
Omkring 40 medlemmer mødes nu jævnligt i det hyggelige klubhus i Æ Fænn, hvor kommunen har stillet grund til
rådighed.
Huset har MC’erne selv købt på Fyn, pillet ned og fået transporteret til Hvide Sande og selv stillet op uden
kommunal støtte.
At Åge blev »blandet ind« i sagen, skyldes, at han for fem år siden geoptog sin interesse for motorcykler.
- Jeg købte en gammel Moto Guzzi efter at have læst en artikel om modellen i et tysk blad. Jeg fandt motorcyklen i
Bremen, og restaurerede den fra grunden af.
- Det er virkelig en klassiker, siger Åge, og kaster et forelsket blik ud af vinduet i klubhuset på den tætbyggede, lave
men muskuløst udseende maskine, der står og skinner i solen.
- Det er en rigtig motorcykel, og køreegenskaberne er i top, understreger han.
Men selv om motorcyklister er hårdføre individualister, er de nu også meget sociale. Især elsker de at snakke med
andre om deres lidenskab og at lufte deres kværne på lange ture.
Så da en gruppe MC’ere for et par år siden holdt et stiftende møde i Hvide Sande, var Åge selvfølgelig med.
Formand
Han blev valgt som formand og det er han troligt blevet siden.
Men der er så sandelig også sket noget i den mellemliggende tid.
På ingen tid er West’å blevet etableret, og i dag er der et godt klubliv med faste klubaftener og fælles køreture.
Åge understreger, at West’å netop er en køreklub. Han er helt på det rene med, at mange måske har et lidt anstrengt
og frygtsomt forhold til læderklædte mennesker på store, brummende motorcykler. Især dem med veste…
Men de aller-allerfleste medlemmer af motorcykelklubber og det gælder selvfølgelig også West’å bare er ganske
almindelige mennesker og retskafne borgere med lidenskab for de kromskinnende vidundere.
Selvfølgelig er der noget macho over motorcykler. Men ikke mere, end at en fjerdedel af West’å’s medlemmer faktisk
er kvinder!
- Det fine ved motorcyklister er, at de ikke gør forskel på høj eller lav eller køn eller andet. Social status er
uinteressant, og det er lige meget, om man kører på Harley eller på MZ.
West’å er i øvrigt kun for indbyggere i Holmsland Kommune.
- Vi lider ikke af volumensyge, så den størrelse passer os godt, siger Åge.
Til gengæld har han masser af andre ideer.
Han er glad ved placeringen i Æ Fænn den bedste i hele byen, mener han.
- Men vi har god plads. Det kunne da være alle tiders, hvis kommunen opførte et hus i det ene hjørne af grunden,
som dagplejemødrene kunne bruge som basis.
Side 13

Vestas-motorcyklister
Åge arbejder på Vestas, og der er han selvfølgelig også aktiv for at få organiseret motorcyklisterne blandt
medarbejderne..
- Vi har holdt et møde, hvor en 15-20 stykker mødte op, og vi har fået kontaktpersoner på de forskellige fabrikker.
Åge håber, at man nogle gange om året kan arrangere fælles udflugter for Vestas’ motorcykelgale medarbejdere.
- Søndag den 26. juni klokken 9.30 mødtes de for første gang på havnen i Ringkøbing.
Meningen er så at køre en tur gennem Vestjylland ned til Esbjerg for at se det område, hvorfra Vestas udskiber sin
gigantiske vindmølledele.
Turen hjem går selvfølgelig over Hvide Sande med besøg i Æ Fænn…
Som man sidder og snakker med Åge, undrer man sig ikke over, at det så hurtigt at lykkedes af få West’å op at køre:
Han er virkelig en ildsjæl, selv om han kraftigt understreger, at successen er en kollektiv succes.
- Om vi er grænsebrydere? Jooo, vi har da rykket lidt, men det er især i kraft af, at vi har holdt sammen.
Fakta:
Åge Sandholdt, 52 år, stammer fra Marstal, og er uddannet maskinarbejder.
I sine unge år prøvede han lidt af hvert. Blandt andet var han i to år ved Sirius-patruljen i Grønland.
I 1983 kom han til Hvide Sande, og han har i tidens løb arbejdet på de to værfter, inden han for ikke så længe siden
kom til Vestas i Ringkøbing.
Åge Sandholdt var fra starten med til at starte West’å, og har været formand, lige siden klubben blev stiftet.
Han er gift med Anne-Dorthe, og bor Kaniavej 4 i Hvide Sande.
Side 14

Fin-kultur ind ad musikkens bagdør
Af Jette Bentsen
- Det handler om kvalitet ikke kvantitet, fastslår musikskolelederen i Skjern Kommune, der bobler
af ideer
- Nu skal du ikke få flere skøre ideer...
Lis Theilgaard, leder af Skjern Musikskole, smiler, når hun fortæller historien om den melding, som med mellemrum
kommer fra musikskolens bestyrelsesformand, Helge Ebbensgaard, når han synes, hun godt kan skrue ned for
antallet af ideer.
For Lis Theilgaard sprudler af ideer. Hun har altid et eller andet arrangement musikalsk på tegnebrættet og et par i
kulissen til senere. Inspirationen kommer alle vegne fra - en sjov koncert, et spændende møde eller en inspirerende
udstilling.
- Jeg kan særligt godt lide, hvis man kan forene de forskelllige kulturelle discipliner, så er det skægt, fastslår Lis
Theilgaard.
At kombinere en af de flygtige kulturarter med en udstilling eller et foredrag med musik. Det giver gode
totaloplevelser efter musikskolelederens smag:
- Og hvis man så kan liste lidt fin-kultur ind ad bagdøren, så gøre det jo heller ikke noget, som Lis Theilgaard
nøgternt konstaterer.
God opbakning
Musikskolelederen har bopæl i Tarm, men arbejdet foregår i Skjern.
- Jeg virker i Skjern. Det er her, det sner, som Lis Theilgaard udtrykker det.
Hun har været den musikalsk førstekvinde i otte år og er vældig glad for jobbet med base på Byskolen. Jobbet giver
hende enestående muligheder, når det drejer sig om at føre nogle af hendes ideer ud i livet.
- Jobbet giver et stort råderum, fastslår hun og understreger samtidig, at det jo er alfa og omega, at folk omkring
hende er med på den værste.
- Det kunne ikke lykkes, hvis jeg ikke havde en fantastisk backinggruppe, erkender hun.
Musikskolens lærere og støtteforening bakker op. Så det med at sætte stole op, servere kaffe eller gøre eleverne klar
til koncert ikke er noget problem.
Musikken forener
At Lis Theilgaard skulle være en ildsjæl og en grænsebryder, der ser stort på Janteloven, har hun ikke selv spekuleret
på. Men da hun blev stillet over for påstanden, siger hun.
- Det er nu nok heller ikke helt tosset...
Musikken giver hende i hvert fald gode muligheder for at præge og samle sin omverden på en facon, som tiltaler
hende, og som eksempelvis fodbold eller håndbold ikke kan.
- Musikken forener mennesker, det være sig racer eller alder. En 10-årig og en 75-årig kan bruge musikken sammen,
forklarer Lis Thielgaard.
Fiasko og succes
Når Skjerns musikskoleleder skal pege på, hvilke arrangementer der for hende er blevet en succes eller en fiasko,
tæller hun ikke publikummer.
- Jeg tænker på kvalitet ikke på kvantitet, fastslår hun med bestemt stemme og tilføjer:
- Jeg bliver altid irriteret, når avisen skriver »der var kun 15...«.
For musiksbossen handler det om, at skolens elever og publikum får en god oplevelse. Om der så sidder 15 eller 55
på stolerækkerne, betyder mindre, som Theilgaard ser det.
Nedslidt kontor
Skjern Musikskole hører til på Byskolens 2. sal. De farvestrålende undervisningslokaler er relativt tidssvarende. Men
at komme ind på lærerværelset og sætte sig ved det store brune frokostbord, efterlader én med indtrykket af, at man
er trådt tilbage til sin oldemors grønne nedslidte spisestue på slægtsgården. Stolene er glimrende at sidde i, men
slitagen og hullerne lader sig ikke skjule.
Derfor drømmer Lis Theilgaard selvfølgelig også om, at kulturcentret en dag bliver til virkelighed:
- Jeg ville gerne prøve at arbejde et sted, hvor der så ordentlig ud.
Side 15

Omvendt har de ydre omstændigheder absolut ikke førsteprioritet for hende. Det er eleverne, de entusiastiske lærere
og muligheden for fortsat at udvikle nye ideer, der brænder i hende:
- Tænk hvis vi en dag kunne samle musik, dans, drama, billedkunst og eventuelt film under samme tag...
Fakta:
Lis Theilgaard, Sandgårdsvej 7, Tarm, har været Musikskolens leder i Skjern siden den 1. januar 1994. Tidligere var
hun musikskoleleder i Ølgod fra 1985.
I en årrække har Lis Theilgaard været medlem af lederudvalget i Dansk Musikpædagogisk Forening samt
næstformand i SMIRA - samrådet af musikskolerne i Rinkøbing Amt.
Lis Theilgaards liv har altid været fyldt med musik. Hendes far var den afdøde Ådum-bo Ole Hansen, der både
spillede violin, kontrabas, saxonfon og basun, og som ofte var ude at underholde.
Lis Theilgaard er gift med Niels, der er læge, og mor til Mads, Louise, Julie og Ole.
Side 16

Hun får mennesker til at bryde grænser
Af Poul Osmundsen
Judith Rokamp har sat instruktør-fingeraftryk på et hav af forestillinger i Ringkøbing og omegn
Hvor tit har man ikke oplevet hende sidde der, stille og rolig som orkanens øje, mens det syder af nerver rundt
omkring hende.
- Nå, synes du, jeg ser rolig ud. Det er jeg da glad for at høre. Det er langt fra altid, at jeg føler mig rolig…
Siger Judith Rokamp, instruktør på utallige næsten da teater-, musical og andre opførelser i Ringkøbing og omegn
gennem adskillige år.
Hun er nok mest kendt for sine iscenesættelser af Rindum SU’s hæderkronede sommerspil, der hvert andet år op
gennem 1990’erne trak massevis af folk af huse med stort opsatte musicalklassikere som »Mød mig på Cassiopeia«,
»Annie Get Your Gun« og »Sommer i Tyrol«.
Men Judith har også haft fingrene i masser af andet. Især banker hendes hjerte for de unge, og hun har blandt andet
hjulpet til med at instruere stykker for Ringkøbing Ungdomsskole og Ringkøbing Handelsskole.
Hvordan hun får tid til det, må guderne vide, for de sidste otte år har den 46-årige seminarielektor med en
uddannelse som dramaturg i bagagen haft et krævende job som dramalærer på Esbjerg Seminarium.
Hun elsker det alsidige job, der bringer hende i kontakt med børnehavebørn, »skæve unge«, udviklingshæmmede og
mange andre.
Men krævende er det med toenhalvtimes transport om dagen.
Ofte er der endda endnu længere hjem, når hun har besøgt en institution for socialt svage unge, vuggestuer, hjem
for multihandicappede børn, eller hvad det nu kan være.
Oven i købet er hun også tilknyttet et mangement-firma, der ringer engang imellem, og hyrer hende til at komme og
lave oplæg om kropssprog og dramaøvelser en aften.
Teater-opsætninger
Alligevel har hun den sidste halv snes år været involveret i omkring 20 forskellige teateropsætninger. Som regel i den
krævende rolle som instruktør.
Og sidste weekend i juli debuterer hun som revy-instruktør i forbindelse med Ringkøbings hæderkronede fjordfestrevy.
- For mig var noget af det mest grænsebrydende nok at flytte til Vestjylland, siger Judith med et bredt smil.
Hun kan da heller ikke løbe fra sit syngende fynske og en broget baggrund er blandt andet rummer et årelangt
ophold i Tyskland og tre år i Irland, hvor hun sammen med sin bror styrede et bageri.
Men da hendes mand, Ivan Thesbjerg, fik job i Ringkøbing, fulgte hun med.
I dag har hun lært at holde af egnen, der er så forskellig fra det milde Sydfyn, hvor hun voksede op.
Men man skal arbejde på at føle sig hjemme et sted. Det er én af årsagerne til, at Judith har kastet sig ud i så mange
projekter.
- Skal man høre til, må man lave noget lokalt. Jeg synes, det er synd, hvis ikke man involverer sig. Man snyder sig selv
for en masse oplevelser.
Hjertebanken
Trods sin dramaturg-baggrund var Judith godt nervøs, da hun satte sin første forestilling op i ungdomsskole-regi -
»Skatteøen«.
20 forestillinger senere kan hun stadig få sved på panden og hjertebanken, når hun er på uanset om skuespillerne er
børn fra under skolealderen, eller det er pensionister.
Selv om de fleste altså oplever hende som en klippe af ro!
Judith har lidt svært ved at se sig selv som grænsebryder.
- Men jeg har hjulpet en masse med at bryde deres grænser. Har man aldrig prøvet det før, eller er man genert, så er
det virkelig grænsebrydende at stå på en scene.
Ingen fornøjelse er større for hende, end at se, hvordan folk vokser med opgaven, hvordan de får selvtillid, og tør
udtrykke sig.
- Så føler jeg virkelig stolthed, siger hun.
Man kan dog rolig kalde Judiths syn på egen formåen ydmyg.
Side 17

- Da jeg læste dramaturgi, opdagede jeg, at jeg ikke selv var så vild med at være på. Jeg synes, det er sjovere at få andre
til at spille skuespil end selv at stå på scenen.
- Jeg er ikke særlig godt begavet på nogen måde. Jeg er bare en god organisator. Jeg bruger en kalender hele tiden.
Og så er min styrke nok, at jeg ikke går i panik. Jeg bruger min tid på at planlægge og strukturere inde i knolden, og
jeg er altid færdig i god tid.
Judith mener, at både som instruktør og i det job, hun har til hverdag, skal hun kunne arbejde i kaos. Det har hun
det faktisk godt med…
- Jooo, jeg er nok lidt af en kaospilot, indrømmer hun.
Kun fem minutter...
Men instruktørjobbet kræver meget andet end at fortælle folk, hvordan de skal stå på en scene eller udfylde en rolle.
Judith skriver som regel stykkerne om eller tilretter dem. Hun skal have styr på al det organisatoriske. Og så skal hun
både være forperson, socialpsykolog, socialpædagog og meget andet i én og samme person.
Grundlæggende er der er især én ting, der driver hende:
- Jeg kan kun nyde en udsigt i fem minutter. Det jeg virkelig elsker, er at være sammen med mennesker. Og jeg har
arbejde sammen med hundredvis gennem årene.
Det har givet hende selv en masse. Men hun tror også på, at det har været til glæde for andre.
- Jeg bliver virkelig stolt, når nogen der i begyndelsen var generte og tilbageholdende siger, at nu tør de godt rejse sig
og holde tale til deres fars 60 års fødselsdag.
- Så har de fået flyttet nogle grænser…
Fakta:
Judith Rokamp er 46 år, og stammer fra Ringe på Fyn. Hun er opvokset i Svendborg, hvor hun allerede som ung var
involveret i teater.
I starten af 1970’erne boede hun i tre år i München, og i begyndelsen af 1980’erne tre år i Irland, hvor hun var med
til at drive et bageri sammen med sin bror.
Efter endt dramaturg-uddannelse på Århus Universitet kom hun for 10 år siden til Ringkøbing.
De sidste otte år har hun været dramalærer på Esbjerg Seminarium.
I sin fritid har hun efterhånden været involveret i omkring 20 opførelser af forskellige teaterstykker, blandt andet i
Ringkøbing Musikskole, handelsskolen, gymnasiet og Rindum SU samt i forskellige udenbys projekter.
Judith Rokamp er gift med Ivan Thesbjerg, og bor Jordbærhaven 10 i Rindum.
Side 18

Han har været med til at give Lem et nyt ansigt
Af Poul Osmundsen
Claus Bo Hansen har valgt at lægge sin energi i sin hjemby
Hver gang, Claus Bo Hansen træder ud på Bredgade i Lem fra sin arbejdsplads, Sdr. Lem Andelskasse, føler han
stolthed.
Omkring sig ser han nemlig beviset på, at det godt kan betale sig at gøre et stykke arbejde for det lokalsamfund, man
er en del af.
Claus Bo har været dybt involveret i det omfattende helhedsorienterede byfornyelses-projekt i Lem, især »Bredgadedelen«,
som han er formand for.
Og han er glad over at se, hvor forrygende hurtigt, projektet er blevet en succes.
Manfornærmer vist ingen i Lem ved at sige, at den lille stationsby med den blomstrende industri ikke var den
skønneste i dronningeriget.
Faktisk var Bredgade for bare et par år siden et temmelig deprimerende syn på en våd og sjappet februardag:
Dårligvejbelægning, uskønne, dårligt vedligeholdte huse. Ikke just noget, der fik gæster udefra til at overveje at slå sig
ned her, selv om der under den kedelige overflade gemte sig et levende, velfungerende lokalsamfund.
Men så satte kommunen og Lem i samarbejde det store byfornyelsesprojekt i værk.
Her spillede Claus Bo en vigtig rolle som medlem af Bredgade-udvalget.
Gode råd til husejere
Netop fornyelsen af Bredgade var kernen i projektet. Gaden fik et helt nyt og flot »gulvtæppe«. Der blev sat nyt
kvalitets-gadeinventar op. Og så fik man lavet en design-håndbog, der skulle give husejere gode råd om, hvordan de
kunne ombygge eller renovere deres huse, så gaden fik et helhedspræg.
- Vi havde regnet med, at det ville tage adskillige år, får vinåede så vidt, siger Claus Bo.
Men han og de andre i udvalget tog fejl. Den synergi-effekt, de havde håbet på, var langt stærkere, end de havde
regnet med.
Folk i Lem er vante til at tage fat og få noget til at ske. Og butiksejere i hele gaden gikpludselig i gang med at fikse
deres facader op. Et par helt nye bygninger opstod, andre skiftede udseende. Claus Bo selv satte i kraft af sit nye job
som direktør for Andelskassen selv et kvalitetsbyggeri i gang.
I dag er Bredgade nærmest ikke til at kende.
Om det er derfor, er selvfølgelig ikke til at vide: Men samtidig er det lykkedes at vende mange års stagnation i
befolkningstallet. Mens kommunens hovedstad, Ringkøbing, sidste år måtte konstatere, at flere flyttede fra byen end
til den, gikdet fremad i Lem. Overskuddet var på 61 borgere.
- Og det var netop vores væsentligste succeskriterium - at folk begyndte at flytte til Lem, siger Claus Bo.
Lem-dreng
Selv er den 33-årige bankmand født og opvokset i Lem, hvor han har boet næsten hele sit liv.
Han holder af byen, og han har gennem årene lagt megen energi i det frivillige arbejde for at gøre Lem til et bedre
sted at bo.
Han har trænet fodbold i 15 år, han har været formand for handelsforeningen, og han har været involveret i talrige
projekter.
Om han ligefrem er grænsebryder - det stiller han sig nu lidt tvivlende over for.
- For mig er en grænsebryder én, der tør tænke anderledes tanker, som tør gøre tingene på andre måder.
En grænsebryder tager hellerikke skade af at fungere i en social sammenhæng.
- Det er ikke altid, den første beslutning er den rigtige. Det er sundt at få stillet spørgsmålstegn ved sine ideer. Måske
er der en anden måde at gøre tingene på, siger han.
Selv anlægger han etydmygt syn på sagen.
- Jeg er bare fodsoldat i den hær af frivillige, der har gjort en indsats for Lem. Det med at bryde grænser ned, det er
ikke noget, jeg stræber efter. Men somme tider sker det af sig selv, indrømmer han dog.
- Jeg har nemt vedat blive begejstret for en god idé, som måske er tilpas anderledes. Så skal den helst føres hurtigt ud
i livet!
Man kommer nu ikke uden om, at de er gode til at bryde grænser i Lem. Alene det, at byen er Danmarks forholdsvis
Side 19

største industriby, er danoget af en præstation!
Det må vist også være grænsebrydende at ofre så mange kroner og kræfter på et byfornyelsesprojekt af den art - uden
nogen som helst garanti for resultatet.
- Men i dag er folk stolte af resultatet. Og vi, der har væretinvolveret, er stolte af, at det er lykkedes os at løfte den
opgave, vi tog på os for tre år siden, siger Claus Bo.
Men det er ikke slut endnu.
Det helhedsorienterede projekt løber videre en to-tre år endnu. Målet er at skaffe så mange tilflyttere,at det sikrer
grundlaget for et velfungerende lokalsamfund.
Claus Bo glæder sig over, at når først folk slår sig ned i byen, finder de ud af, at her bliver de modtaget med åbne
arme. Som eksempel peger han på, hvor godt integrerede de bosniskeflygtninge, der kom til Lem i løbet af
1990’erne er faldet til.
- Vi har noget at byde på for alle, siger han.
Og håber på, at det med byfornyelsesprojektet er lykkedes at bryde i det mindste én grænse, der irriterer folk i Lem:
Fordommene om byen!
Fakta:
Claus Bo Hansen er født og opvokset i Lem.
Han er uddannet inden for bankbranchen og gjorde karriere i Ringkøbing Landbobank.
Efter en årrække som filialdirektør i Landbobanken i Lem kom han en kort periode til filialen i Ulfborg, før han
sidste år blev ansat som direktør for Sdr. Lem Andelskasse.
Claus Bo har været meget aktivt engageret i lokalsamfundet, blandt andet som fodboldtræner og som formand for
handelsforeningen.
Han er nu formand for Bredgade-udvalget.
Claus Bo Hansen og hans kone, Karina, bor Højdedraget 15, Lem.
Side 20

Berømthederne elsker Henrik
Af Jørgen Baungaard
Henrik Laurvig - den kreative mand bag den store succes Bork Havnefestival
De danske rockmusikere elsker Henrik Laurvig fra Sdr. Bork. Således hylder sangeren Michael Falch i en nybog Bork
Havefestival for at være den mest velfungerende af de mindre danske rockfestivaller.
Og 51-årige Henrik Laurvig Pedersen er mere end nogen anden manden bag festivallen, der ikke alene musikalsk,
men også økonomisk er en kæmpe succes.
Laurvig kender sine musikkere og sangere. Han ved, hvordan de føler, hvordan de vil have det.
Kunstnerne
- De skal vartes så godt op, at de overhovedet ikke behøver at tænke på det praktiske. De skal koncentrere sig et
hundrede procent om deres kunstneriske indsats på scenen, mener Henrik Laurvig.
Det er hele hemmeligheden bag denne vestjyske grænsebryders succes som manden, der står for den mest
velfungerende og succesrige af de mindre rockfestivals i Danmark.
Det hele startede i 1979, hvor den lokale købmand og en landmand startede en byfest på Bork Havn. Den gav det
første år et underskud på 20.000 kroner.
Sammen med Vivi købte Henrik i 1978 en stråtækt idyl i Sdr. Bork.
Siden 1979 arbejdede Henrik Laurvig som sælger i pladeselskabet CBS Records i Vanløse. Hver gang han under sit
salgsarbejde kom fordi en af de selskabets udøvende kunstnere, hilste han på. Det betød, at han efterhånden lærte
mange af rockmusikerne at kende.
I 1986-87 gik formanden for festivallens bestyrelse af, og Henrik blev som nyt medlem formand. Han begyndte at
sammensætte programmet og tog sig af pressen.
Satsning
Han mærkede også den lokale modstand, da han inviterede navne som Lis Sørensen.
- Men netop sådan noget, føler jeg som en udfordring, siger Henrik Laurvig.
Efterhånden fik Bork Havnefestival større og større navne. Der blev satset. Men overskuddet steg også støt til en halv
million sidste år.
I 1999 mistede Laurvig sit arbejdet, og han forlod festviallen, fordi han nu skulle finde en ny levevej.
Men bestyrelsen for Bork Havnefestival kom hurtigt tilbage, så i stedet for at være formand, blev han lønnet
konsulent og pressetalsmand.
Festivallen kan næppe undvære det netværk Henrik Laurvig har skaffet sig til de store rocknavne i Danmark.
Publikum opdraget
Publikum er også utrolig godt opdraget.
- Når de rigtig store navne er sat på, betyder det også, at det hele ikke ender i noget bajerfaldera. Det er faktisk der,
opdragelsen ligger, konkluderer Henrik Laurvig. Det er det vestjyske publikum, Michael Falch tilbeder i sin bog.
Henrik Laurvig har siden sine drengedage i Oksbøl været noget ved musikken.
I 1997 var han med til at stifte foreningen Jazz & Rock ved Ringkøbing Fjord. Foreningen arrangerer hvert år otte-ti
koncerter i Vostrup Teater- & Musikhus ved Tarm. Koncerterne trækker næsten alle fulde huse med 370 mennesker.
Kunstnere som Niels Henning Ørsted Pedersen, Poul Krebs, Johnny Madsen, Kim Larsen og mange andre elsker at
komme i det lille musikhus, hvor de bliver >overtaget< af Henrik Laurvigs omsorg.
Også her er publikum efterhånden blevet velopdraget. Det var det ikke i begyndelsen, men nu er det et fantastisk
publikum, mener de udøvende kunstnere.
Hanrik Laurvig vil forstætte sit arbejde med Bork Havnefestival og arrangementerne i Vostrup Musikhus. Men han
erkender også, at han skal have fundet sig et job, han kan leve af.
Han er i sommermånederne tour-leder for Johnny Madsen, og han er lønnet af festivallen. Men det er ikke nok.
Så idyllen i Bork er udbudt til salg. Henrik vil gerne til en by, hvor der er et teater eller en biograf lige om hjørnet.
Side 21

Fakta:
Henrik Laurvig er født den 15. december 1950 i Næstved. Søn af major Johan Laurvig Pedersen og Frieda Pedersen,
Oksbøl. Boede i Næstved indtil 1960, hvor familien flyttede til Oksbøl. Realeksamen fra Oksbøl Folke- og Realskole
i 1967. Han flyttede sammen med Vivi i Varde. 1970 udlært som kontor- og butiksassistent ved Skelmose Radio og
TV, Varde, Startede under elevtiden stor pladeafdeling i butikken, som endte med at blive byens førende. Afsluttede
HF-eksamen fra Varde Gymnasium i 1976. 1976 blevHenrik Laurvig kørende salgskonsulent i pladebranchen for
firmaet Musi Rack. Vivi og Henrik flyttede i 1978 til Sdr. Bork. I 1979 blev han hentet til pladeselskabet CBS Records,
Vanløse, som slagskonsulent i Jylland og på Fyn. 1980 giftede parretsig og fik Rasmus. Mathias kom i 1985 og Malene
i 1988. I 1989 blev han ansat ved pladeselskabet Warner Music Denmark, Valby, som salgskonsulent for Jylland og
Fyn. 1999 blev opsagt fra arbejdet. 2000 blev Henrik Laurvig turleder for Johnny Madsen.
Side 22

Grænser brydes bedst i fællesskab
Af Poul Osmundsen
Jørgen Hansen har været med til at gøre Ringkøbing Bio til en succes
Man skal ikke tage fejl. Selvfølgelig er Jørgen Hansen i høj grad individualist. Men når det gælder om at »bryde
grænser«, tror han på, at det bedst sker i samarbejde med andre.
Den tidligere kreditforeningschef i Ringkøbing ved, hvadhan snakker om. Gennem mange år har han været
engageret både her og der og alle vegne - og som regel altid i én eller anden »kollektiv« sammehæng.
Senest kan man roligt sige, at han har en stor del af æren for, at det »genfødte« Ringkøbing Bio erblevet den største
folke-kulturelle succes i Ringkøbing i mange år.
Som daglig leder af bio har han kunnet glæde sig over, at tilskuertallet er eksploderet, efter at den er blevet
foreningsbiograf.
Noget, der selvfølgelig også hænger sammen med, atbiografen er blevet moderniseret hele vejen igennem, og i dag
byder på lige så god en filmoplevelse som biograferne i de store byer
Faktisk regner han med, at der i år kommer op mod 15.000 i biografen i Ringkøbing. Mere end en fordobling i
forhold tiltallet for tre år siden.
Men det er absolut ikke kun hans fortjeneste, understreger Jørgen Hansen med en stor kraftig tusch.
Det skyldes et tæt samarbejde med de mange frivillige i biografforeningen og foreningens bestyrelse.
Og det er netop sådan, man får ting »op at stå«, ikke mindst her i Vestjylland, mener han.
Men hvad betyder ordet »grænsebrydning« egentlig for ham?
- For at bryde grænser ned, skal der være noget, der forandrer sig. Provokationer kan være på sin plads - men det er
ikke nødvendigvis noget, der bryder grænser.
- Vil man forandre noget, gør man det bedst ved at deltage i noget organiseret, i netværk, foreninger - enten
eksisterende eller ved at starte nye. Faktisk mener Jørgen Hansen, at man som engageret menneske nærmest har en
forpligtelse til at aftjene sin »værnepligt« i et foreningssamarbejde.
- Gør man det rigtigt, kan man få stor indflydelse.
En enkeltperson kan sagtens for gode ideer. Men vil man virkelig flytte noget i lokalsamfundet, er detaltså bedst at
gøre det ved at gå ind i et forpligtende fællesskab.
Biografen
Jørgen Hansen har næsten altid valgt at få afløb for sin grænsebrydning i foreningssammenhænge.
Det er femethalvt år siden, den nu 57-årige ringkøbingenserstoppede på Kreditforeningen. Men i tidens løb har han
været været formand for erhvervsrådet, med til at starte kulturelt samråd, støtteforeningen for Ringkøbing Sygehus
- for bare at nævne noget.
For to år siden blev han så deltids-leder af biografen, efter at den - truet af lukning - blev overtaget af en forening. Og
han lægger ikke skjul på sin begejstring for hvervet.
Det giver sig selv, at han er meget interesseret i film.
Sammen med bestyrelsen bestræber han sig derfor på at lægge et program, der både er kulturelt lødigt og som kan
trække folk af huse. Den ene udsolgte forestilling efter den anden må nok siges at være beviset på, at det er lykkedes!
Men der er også noget andet ved jobbet, der fascinerer ham.
- Alt det, jeg hidtil har været med i, har ikke været målbart. Men det er biografen. Vi kan direkte se, om vi har succes
eller ej på tilskuertallet. Det er utroligt dejligt!
Det samme er tilskuertallene selvfølgelig. Og så alle de bemærkninger, Jørgen Hansen hørerrundt omkring.
- Vi får altid kun positive oplevelser, når folk taler om biografen. De oplever det som deres biograf, og de føler sig
hjemme - og sådan skal det være!
Fjorden
Men travlheden med at drive biografen hindrer nu ikkeJørgen Hansen i at have andre ideer.
Han mener for eksempel, at kommunerne rundt omkring Ringkøbing Fjord bør samarbejde langt mere end nu.
Hvorfor går de fire kommuner for eksempel ikke sammen om at oprette et færgrederi og lave færgedrift
mellemRingkøbing, Hvide Sande, Stauning og Bork, spørger han. Det kunne være med til at binde kommunerne
sammen - og det ville være en kæmpe turistattraktion.
Side 23

- Når vi kigger på området omkring Ringkøbing Fjord, er det helhedssynet, der bør herske, mener han.
- Fjorden er et sindbillede på egnen, et enestående pejlingspunkt, ikke bare lokalt men også regionalt og nationalt.
Den bør vi udnytte meget bedre.
- Vi har for eksempel mere kultur her i området, end vi regner med. Og det er en ægte kultur,der opstår spontant.
Det er noget, andre kommuner virkelig misunder os.
- Kan vi spille kortene fornuftigt, så får vi en helhed, ikke fire fjerdedele. Også lokalt har Jørgen Hansen ideer. Hvad
for eksempel med omdanne Vesterhavshallen til en slagskulturhus.
- Det er ikke sikkert, der umiddelbart er rentabiltet i det. Men skal man bryde grænser ned, skal man tænke nye
tanker, skal de ikke altid indeholde sikkerhed for at rentabilitet.
Fakta:
Jørgen Hansen var i en menneskealder ansat på Den Vest- og Sønderjyske Kreditforening, til sidst som underdirektør.
Da den blev fusioneret med Nykredit, fulgte Jørgen Hansen med.
Han blev i 1988 »udlånt« til Nybolig, og var i en årrække regionsdirektør for det vestjyske område.
Da der for fem år siden skulle ske nogle ændringer, som ville betyde, at han måtte flytte til Århus, valgte han at
stoppe.
Jørgen Hansen har gennem årene været engageret på mange felter, blandt andet Ringkøbinggarden, erhvervsrådet
(som formand) og så altså biografen. Her er han i dag ansat som deltids daglig leder.
Desuden har han et enmandsfirma, JH Handel og Kommunikation.
Jørgen Hansen er gift med Else og bor Poppelvej 5 i Ringkøbing.
Side 24

Hun fik masser af energi i dåbsgave
Af Poul Osmundsen
Lene Rasmussen forstår at holde mange bolde i luften på én gang
Hun har egentlig aldrig tænkt på sig selv om grænsebryder. Men den 40-årige Lene Rasmussen indrømmer, at hun
hører til dem, der har fået en masse energi i dåbsgave.
- Og den skal bruges konstruktivt, fastslår hun.
Det må man nok sige,at Lene har formået.
Ud over at bestride et fuldtidsjob på Ringkøbing Handelsskole har hun nemlig opbygget Café Victoria som et
kulturelt samlingssted i Ringkøbing.
Samtidig med, at hun formår at få en hverdag som enlig mor til to små børn til athænge sammen.
Men Lene er ikke den, der klynker. Hun kan slet ikke lade være med at sætte gang i noget.
Lene stammer fra Egtved-egnen, og er ud af en håndværkerslægt. Hun valgte den akademiske vej, og læste fransk på
Århus Universitet med bifag idriftsøkonomi.
Inden da havde hun lært fransk under et ophold som au pair-pige i Frankrig.
Underviser i fransk
Allerede dengang måtte hendes energi have afløb: Da hun kom hjem fra Frankrig begyndte hun sin meget unge
alder til trods at undervise i fransk på aftenskole.
Senere fulgte et års studier på Sorbonne i Paris.
Efter vel overstået eksamen søgte hun arbejde her og der. - Det endte med, at august 1992 fik jeg job på
handelsskolen i Ringkøbing, siger hun.
Her underviser hun i fransk, IT, salg,service og markedsføring. Desuden har hun været underviser på forskellige ITkurser
ud af huset.
I en lang periode kørte hun også til Silkeborg hver torsdag for at uddanne sig til yoga-lærer.
- Det er den bedste investering, jeg nogensinde hargjort. Jeg har haft stor glæde af det privat. Jeg bruger det især til
meditation, til det, der hedder grounding. Det vil egentlig sige, at man lærer at bevare jordforbindelsen, at stå med
begge ben solidt plantet på jorden.
Det har Lene haft god brug for, især efter at datteren Sanne på nu fem blev handicappet efter at have fået
hjernehindebetændelse.
Men også efter, at hun og hendes daværende mand købte Café Victoria for snart tre år siden.
- Det var egentlig meningen, at jeg skulle ned på halvtid, og så styre cafeen, siger Lene.
Helt sådan har det ikke udviklet sig. Hun er stadig lærer på fuld tid, og må så drive cafeen ved siden af ved hjælp af
ansat personale.
Alligevel har hun arbejdet meget på at gøre cafeen til et kultureltsamlingssted i byen.
Hun har samlet mange mennesker til foredrag, især om sundhed og livsstil. Hun har holdt musikalske aftener, en
fransk aften, en ølsmagnings-aften... Og så har hun holdt nogle meget populære konkurrencer i trivial pursuit.
Hun har masser af ideer til, hvordan Café Victoria kunne blive et endnu mere spændende sted.
Men det kræver mere tid, end hun råder over i øjeblikket, erkender hun. - Succeskriteriet for en selvstændig er
tilsyneladende travlhed, og skulle jeg drivecafeen optimalt, skulle jeg være her på fuld tid.
- Men jeg må ikke have mere travlt, end at jeg kan forsvare det over for mine børn.
Førsteprioritet
For Sanne og Mathias på tre har førsteprioritet, understreger hun.
- Heldigvis er de så nemme at glæde og det er det bedste, man kan give sine børn. Hun glæder sig også over, at der
er sket utroligt gode fremskridt med Sanne.
- Hun udvikler sig hele tiden på alle fronter, og hun er glad og harmonisk og har en jernvilje!
Men hvordan når hun overhovedet alt det, hun når?
- Jeg ser ikke ret meget fjernsyn. Hver dansker ser i gennemsnit toenhalv time om dagen, så når jeg ikke ser fjernsyn,
giver det mig 15-20 timer ekstra om ugen, ler hun.
- Nej, fortsætter hun. - Det er nok snarere sådan, at jeg er god til at prioritere. Der er mange ting, jeg ikke når. Min
have er ikke lige så velpasset, for eksempel.
Side 25

- Den største omkostning ved hele tiden at skulle have gang i noget, er nok social. Mine børn lider ikke nød. Det er
mere det med at nå at se venner og bekendte.
Lene er blevet glad for at bo i Ringkøbing. - Da jeg kom for 10-12 år siden, ville jeg løbe skrigende bort!
Men efterhånden begyndte hun at sætte pris på egnen. Ikke bare naturen, men også på fordelene ved at bo her.
- Selv om jeg har boet i både Paris og Århus, er jeg ikke noget storbymenneske. Jeg synes, det er hyggeligt, at bare
man går ned i byen, møder man så mange, man kender. Dertil kommer, byen er blevet langt mere spændende end
før. Der erkommet flere kulturelle tilbud.
Om hun direkte er grænsebryder, ved Lene altså ikke lige, om hun skal sige ja til.
- Men jeg er nok en ildsjæl. Jeg er ikke bange for at tage udfordringer op, og jeg har nemt ved at brænde for noget.
- Jeg har svært ved at forstå det, hvis folk ikke kan brænde for noget ét eller andet! Det er det, der giver livsglæde.
Fakta:
Lene Rasmussen er 40 år og stammer fra Egtved.
Som ung var hun au pair i Paris, og besluttede at læse fransk ved Århus Universitet.
Efter endt uddannelse kom hun for en halv snes år siden til Ringkøbing, hvor hun underviste på Ringkøbing
Handelsskole. Her er hun stadig ansat.
For tre år siden overtog hun sammen med sin daværende mand Café Victoria, som hun fortsat driver med ansatte.
Lene har i tidens løb været involveret i mange aktiviteter. Blandt andet er hun uddannet yoga-lærer.
Hun bor sammen med sine to børn på Herningvej 76 i Ringkøbing.
Side 26