38 H a v et tog dem Slået til pindebrænde af Nordsøens bølger Den 21. december afgik „St. George“ fra Göteborg, ledsaget af linieskibet „Defence“. Natten til juleaften rejste der sig imidlertid en julestorm af orkanstyrke, og „St. George“ kunne ikke føre sejl på sine svage nødmaster. Stormasten gik overbord, og „St. George“ drev hjælpeløst omkring på det oprørte hav. På mirakuløs vis lykkedes det dog „Defence“ at få en trosse ombord, og „Defence“ fik det tunge admiralskib slæbt rundt om Skagen. Men den hylende storm ude i Nordsøen gjorde det fuldstændig umuligt at fortsætte bugseringen, og det endte med, at „Defence“ måtte kappe trossen for i det mindste at redde eget skib. „Defence“ prø<strong>ved</strong>e selv at slippe ned langs den jyske vestkyst, men julemorgen gik skibet på revlen ud for Thorsminde. „Defence“ afgav seks kanonskud og brændte blålys for at signalere til „St. George“, at der ikke var mere hjælp at hente. Masterne blev kappet for at lette skibet, men lige lidt hjalp det. De enorme bølger gjorde det umuligt at få besætningen i land. Skibets skæbne var beseglet: det ville blive slået til pindebrænde af de ufatteligt voldsomme søer, der væltede ind over skibet. Man satte bådene i vandet, men de blev omgående knust af bølgerne. Mandskabet forsøgte så at redde sig <strong>ved</strong> at surre sig selv fast til luger og planker, men i løbet af formiddagens første timer omkom hele mandskabet på 545 mand i vandmasserne – på nær syv mand, som mirakuløst kom levende i land. 1391 englænderes sidste hvilested I mellemtiden var „St. George“ også gået på grund med sin besætning på 652 personer og 200 soldater. Hun var viljeløst drevet på land, og selvom man lod alle fire ankre gå, brast ankertovene, så snart ankrene havde fået fat i bunden. Admiralskibet var både større og stærkere end „Defence“, så det modstod foreløbig de buldrende bølger, men skroget havde lagt sig næsten på siden, og alt hvad der ikke var surret fast, røg overbord. Men pludselig rejste bølgerne sig i et veritabelt vandbjerg, og denne gigantiske, brunlige vandmasse spulede alt og alle fra borde, og da den tsunamilignende bølge skyllede på land, var den fyldt med sand, grus, vragstumper og 400 lig. I løbet af dagen omkom resten af besætningen, og det siges, at i alt 1391 af de druknede englændere blev begravet <strong>ved</strong> mindesmærket på „dødemandsbjerget“ et par km syd for Thorsminde. Vraget af „St. George“ blev genfundet omkring 1970 af dykkere fra Holstebro og Ringkøbing, og den første nødbjærgning fandt sted i 1984, hvor flere tusind spændende fund blev bragt op fra vraget. „Defence“ blev lokaliseret i 1985, men af dette vrag var der ikke stort tilbage. En komité nedsat af Ulfborg-Vemb Kommune, Thorsminde Borgerforening og Ringkjøbing Museum begyndte i 1985 at arbejde på, at fundene fra „St. George“ skulle have deres eget museum, og i april 1992 lykkedes det: Det spændende Strandingsmuseum i Thorsminde åbnede og har siden givet tusindvis af turister mulighed for at fordybe sig i historien om de engelske krigsskibes forlis. Redningsmanden En af dem, der overværede strandingskatastrofen ud for Thorsminde i 1811, var Christopher Berendt Claudi. Han var kun 12 år gammel, men det gjorde et stort indtryk på ham, og da han som voksen strandings- og sandflugtskommissær igen bosatte sig ikke langt fra Harboøre, blev han på ny vidne til en række strandinger med mange omkomne. I 1845 bekostede han af egen lomme en rejse til England for at studere redningsmetoder på den anden side af Nordsøen, og efter sin hjemkomst udformede han et forslag til, hvordan et redningsvæsen kunne organiseres langs den jyske vestkyst. Forslaget sendte han til Generaltoldkammeret, og den energiske mand må have gjort indtryk, for i 1849 blev han medlem af den kommission, hvis forslag i 1852 blev til loven om „Redningsvæsenet på de danske kyster“. Selv blev Claudi frem til 1869 leder af redningsvæsenet i det meste af Jylland og virkede uegennyttigt og uophørligt for at redde liv og gods langs den jyske vestkyst. Strandingerne og klitboerne Men det var altså først i midten af 1800-tallet, at befolkningen langs kysten fik den indstilling til strandingerne, at det væsentligste var at redde folk og fæ ombord på skibene. Ganske vist siger Jyske Lov fra 1241, at „lider en mand skibbrud, og er der folk på skibet, og kommer de levende i land, da har ingen mand ret til at komme deres ejendele nær“, men i århundreder så klitboerne stort på den bestemmelse. Vragresterne tilhørte dem, der havde strandretten, og det kunne være ganske indbringende for lokalbefolkningen. Værdifulde luksusgenstande fra de nødstedte skibe kunne skylle i land, og dem kunne man sælge videre – og planker, møbler og alkohol kunne man selv finde god anvendelse for. At strandingerne var et særdeles værdifuldt tilskud til lokalbefolkningens anstrengte økonomi, er der ikke tvivl om. Om den følgende historie til gengæld er sand, er der vel ingen, der <strong>ved</strong>, men det fortælles, at en sognepræst i slutningen af 1700-tallet fra prædikestolen udtalte, at „skulle en stranding ske – ja, Gud forbyde det – måtte det endda blive her i vort sogn“!
Strandingsmuseum St. George Marinarkæologisk Center • Museumsbutik • Restaurant med udsigt over havnen og <strong>Vesterhavet</strong> • Videobiograf • Gode parkeringsforhold • Handicapvenlig adgang Entré: Voksne kr. 45,- Pensionister og grupper (min. 10 voksne) kr. 35,- Børn til og med 17 år er gratis THORSMINDE Strandingsmuseum St. George Vesterhavsgade 1E Thorsminde 6990 Ulfborg Tlf. 97 49 73 66 www.strandmus.dk 39
Change language