Feriehuse ved Vesterhavet

HAVET
Fra Fanø i nord til halligerne i syd. Kulturhistoriske highlights
fra en rejse rundt på fem udvalgte øer i den danske
og den tyske del af Vadehavet.
Som perler på en snor ligger øerne ud for Vadehavets kyst.
Et helt forunderligt ø-landskab, der gemmer på fantastiske
naturfænomener og en dramatisk kulturhistorie. Mange vil
nikke genkendende til de største af øerne som Sild og Rømø,
men blandt de større øer putter der sig mindre kendte –
men ikke mindre fascinerende øer. Langt de fleste af øerne
er beboede og rummer varierende indbyggertal lige fra 2 til
25.000. Fælles for øernes beboere er de helt specielle vilkår,
som de lever under. En hverdag præget af det hav, som de er
omgivet af. En form for had-kærlighedsforhold, hvor man på
den ene side lever af havet, men på den anden side gør, hvad
man kan, for at overleve med det.
Gennem århundreder har Vadehavet været øboernes kilde
til overlevelse. Mens øens kvinder tidligere stod for husholdning
og landbrug, var mændene beskæftiget indenfor fiskeri,
hvalfangst og søfart. I dag er øernes primære indtægtskilde de
mange feriegæster, der besøger øerne i sommerperioden for at
holde badeferie på de mange skønne sandstrande. Men at være
omgivet af Vadehavet er ikke den rene idyl. Tidevandsforskellene
i Vadehavet er meget store, og det betyder, at mennesker,
der lever i dette område, ofte må indrette sig efter ebbe og flod.
For det meste er den indretning ganske uproblematisk, men når
Nordsøen viser sig fra sin barske side og stærk blæst kombineres
med højvande, er der risiko for stormflod. Dette naturfænomen
opstår med jævne mellemrum og kan have alvorlige følger for
mennesker, ejendomme og landskaber – også i dag.
Fanø – en selvstændig ø med en stolt historie
Den nordligst beboede Vadehavsø er Fanø. En hyggelig ø med
ca. 3200 indbyggere, som i dag er Danmarks mindste kommune.
I forbindelse med en gennemgribende strukturændring i Danmark
i 2007 valgte fannikerne nemlig at se bort fra den danske
regerings forslag om at slå sig sammen med Esbjerg Kommune.
Dette modige valg skal sandsynligvis ses som et udtryk for en
selvsikkerhed og et ønske om selvstændighed, der ligger dybt
forankret i øens stolte baggrund.
Fannikernes selvstændighedstrang gjorde sig gældende allerede
i 1741, da de på listig vis købte sig fri af Ribe. Historien fortæller,
at øboerne skulle byde på øen ved en auktion på Ribe rådhus.
De snedige fanniker overtalte rådhusbetjenten til at stille uret en
time frem, og derfor var der kun fanniker til stede, da der skulle
bydes på øen. Med købet af frihedsbrevet fik fannikerne nu også
retten til at udøve sejlads og søfart med egne skibe. Denne rettighed
blev grobunden til Fanøs storhedstid. Den voksende fragt
mellem de europæiske lande betød, at smårederierne på Fanø
voksede sig store, skibsværfterne fik masser af arbejde og i 1860
besad Fanø Danmarks næststørste handelsflåde. Ikke dårligt af
en ø på bare 55 km².
Fanøs to største byer, Sønderho i syd og Nordby i nord, afspejler
Fanøs storhedstid og er to meget velbevarede skipperbyer.
Nordby er øens hovedby og også den by, man kommer til,
når man sejler med færgen fra Esbjerg. Sønderho var den mest
betydningsfylde søfartsby på den danske vestkyst frem til midt i
1800-tallet. I dag har byen kun omkring 300 indbyggere, men er
med sin smukke charme absolut et besøg værd.
53