Projektbeskrivelse, konklusion og perspektivering. - hjertingklubben.dk

1. Indledning
En gruppe af de større drenge i Hjerting klubbens fritidsklub er ved at have været igennem
klubbens muligheder et par gange for meget og er derfor begyndt at kede sig. Dette
kommer til udtryk gennem drillerier og narrestreger både hinanden imellem og overfor de
andre medlemmer i klubben. Drengene ser efterhånden klubben, som deres egen, da de
er veteraner i FK., og de tør derfor også gå til grænsen og lidt over, når kedsomheden
bliver for overvældende. Ved at udfordre dem på uvante områder, bryder jeg drengenes
trygge rutiner og de vil på denne måde kunne udvikle eksempelvis de sociale og
kommunikative kompetencer i en mere positiv retning, som vil være til stor gavn og fordel
for deres fremtidige, sociale færden.
Hjerting klubben har tidligere oplevet samme ”fænomen” hos en pigegruppe, som ikke
længere er medlem, og her var der succes med at tilbyde pigerne særlige aktiviteter og
oplevelser. Denne tanke har vi også forsøgt os med overfor drengene og i forbindelse med
mine praktikmål, har jeg, i samarbejde med min vejleder, oprettet ”Drengeklubben” for på
denne måde, at skabe udfordringer for drengene så vel som mig selv. Dette forløb vil
naturligvis have rodfæste i den pædagogiske fagdidaktik.
2. Problemformulering
Hvad kan jeg, som pædagogstuderende og rollemodel, gøre for at aktivere målgruppen
positivt, samt træne og styrke de sociale kompetencer i gruppen.
3. Metode
For bedst muligt at kunne underbygge arbejdet med drengene og på bedst mulig måde
forstyrre deres verdensopfattelse, har det været nødvendigt at inddrage forskellige,
relevante teorier, som relaterer til deres signifikante sociale væsen. Signifikant i og med
hele deres evne til at fungere hensigtsmæssigt i deres hverdag, beror på måden de begår
sig socialt. Jeg vil starte med, at fokusere på teorier omkring identitet, da drengene har en
alder, hvor deres identiteter er meget dynamiske og til tider måske endda ustabile. Både
Eric Ericsson og Kenneth Gergen har her skabt teorier, som jeg ser som brugbare og
1

spændende i forholdt til denne stærkt udviklende drengeklub. Som tilføjelse af
identitetsteorierne, har jeg valgt at kigge på kommunikation, som ifølge Jürgen Habermas,
er af stor betydning for måden, vi begår os på socialt og dermed hvordan vores identiteter
skabes. Herefter har jeg valgt at fokusere på drengenes interrelationelle forbindelser, som
Flemming Andersen og Axel Honneth har udarbejdet teorier omkring. Tæt forbundet til
relationsbegrebet ligger et magtaspekt, som jeg, med hjælp fra Ida Schwartz, kort vil
opridse.
4. Identitet – historisk og nutid
Der er stor forskel på at være ung og skulle danne sin identitet, finde sig selv om man vil, i
dag og for mere end 100 år siden. Hvis vi går tilbage til slutningen af 1800’tallet / starten af
1900’tallet, ville ens fremtid mere eller mindre allerede være fastlagt på forhånd ud fra
familiens levevilkår, samt levebrød. Hvis man var søn af en landmand, stod det hurtigt
klart, at man skulle overtage faders gård eller som datter, at man skulle lære moders
opskrift til at kunne lave en ordentlig grød og sylte. Værdier, idealer og normer blev
formanet af kirkens mægtige fortalere hver søndag, og først da Grundloven blev ”forkyndt”
og praktiseret, samt at den efterfølgende industrialisering tilførte dynamik til samfundet,
om man vil, skete der en masse nyt i det ellers så traditionsbundne Danmark. Fremme ved
1960’erne skete nærmest et paradigmeskifte i ungdomskulturen, hvor ungdomsoprøret
fandt sted. De unge protesterede til højre og venstre mod alt, der faldt dem ind, men
overordnet mod det ellers så traditionelle samfund vel sagtens. De udviklede nu deres
identiteter efter egne lyster og følelser, modsat tidligere, hvor eksistensen var
forudbestemt.
Grunden til at jeg nævner datiden er, at det er på grund af datiden, vi er hvor vi er i dag.
Uden de faste, hårde rammer ville der ikke være noget at skulle bryde ud af, ergo ville der
ikke være bl.a. ungdomsoprøret, som lagde nye norm-standarder. På denne måde har
man frie tøjler til at skabe sig som man vil, i teorien.
Erik Erikssons mente, at puberteten er en periode, der er kendetegnet af identitetskrise.
Selvom jeg, modsat Eriksson, er uenig i faseteori, så er jeg delvis enig i, at ungdomstiden
kan være krisefyldt, i og med man her udvikler sine identiteter, hvilket også er tydeligt i
2

Drengeklubben. Her udfordrer drengene hinanden på mange områder, for på denne måde
at afkode sig selv og hinanden mest muligt. I de forskellige situationer, jeg har sat
drengene i, så jeg tydeligt hvordan drengene spejlede sig i hinanden, for hermed at finde
grænser for, hvad der er rigtigt og forkert. Disse sociale afkodninger er altså med til at
udvikle drengenes identiteter. Men Erikssons identitetsteori omhandler også, at identiteten
skabes og fastsættes på baggrund af omgivelsernes påvirkninger, som næsten med
sikkerhed får permanent betydning for individets jeg. Dette er en socialkonstruktivistisk
tankegang, som hverken Gergen eller jeg selv er tilhænger af.
Gergen tror i stedet på, at vi har flere identiteter, som vi i forskellige situationer, udvikler i
samarbejde med vores sociale sfære og derfor ikke udelukkende på baggrund af vores
omgivelser. Gergen mener, at menneskets eksistens er relationelt og at vores væremåder
og vores ”selv” er social betinget. Vores udvikling foregår altså i det sociale samspil med
andre mennesker, og det er derfor essentielt, at indgå og forstå kulturer, som er socialt og
sprogligt betinget. Gergen beskriver endvidere at, i og med man skaber (udvikler) sig selv
igennem samværet med andre, er narrativitet en signifikant nødvendighed for opnåelse af
en god selvforståelse. Det menes altså her, at identiteten konstrueres og rekonstrueres
qua de fortællinger, vi fortæller om os selv.
I det pædagogiske klubarbejde, vil vi møde børn/unge, som er fanget i en negativ
identitetskrise. I interaktionen med disse unge, finder jeg derfor Gergens synspunkt
relevant, da man her arbejder med, at skabe et positivt billede, af sig selv og andre. Det vil
sige, at man modsat Erikssons tankegang tror på, at man gennem de relationelle forhold
kan udvikle / (re)konstruere identiteter. I arbejdet med drengene er det altså vigtigt, at
snakke sociale forhold; hvordan verden kan opfattes forskelligt og hvordan det er okay at
opfatte tingene forskelligt. Det er her vigtigt, at være opmærksom på, at
verdensforståelsen er deres egne sandheder, som skal anerkendes og respekteres trods
uenighederne. Gergens tankegang herom kaldes socialkonstruktionisme.
I forbindelse med Drengeklubben har jeg ført logbog over mine iagttagelser og oplevelser
med drengene og har tidligere bl.a. noteret følgende: ” Jeg er klar over, at det bliver en
lang proces, men jeg tror virkelig på, at det med tiden kan lade sige gøre at få ham til at se
hvad der er rigtigt og forkert og lære at håndtere dette hensigtsmæssigt. (…) han kommer
tit til mig, når han kommer i klub og vil gerne fortælle om sin dag. Den handler ofte om
3

ulykker fra skolen, hvor han har sloges med andre elever. Han påstår han synes det er
fedt, men jeg tror det er lige så meget for at få en reaktion fra mig og han får den han
beder om: ”Nej, det er da ikke fedt, det ville sgu da være bedre at… osv.”. Jeg ved, at han
ved, hvad der er rigtigt og forkert, moralsk, som etisk, men han har ganske enkelt ikke
kompetencerne endnu, til at håndtere konflikter anderledes end via verbalt og fysisk vold.”
Drengen, som der her er skrevet om, har netop brug for nogen af spejle sig i, for bedre at
kunne navigere gennem hvad der er rigtigt og forkert. Ved at han kommer med konkrete
situationer hver dag og aflæser bl.a. min reaktion og mening om sine gerninger, får han
andres sandheder på sagen og kan nu bedre vurdere, hvordan det fremover vil være
hensigtsmæssigt at reagere i lignende situationer. Et andet godt uddrag fra min logbog
omkring hverdagen i klubben: ”Tre drenge fra Drengeklubben sad i dag i computerrummet
og styrede dagsordenen derinde. De var ikke de eneste derinde, faktisk var det kun den
ene af dem, som sad ved en computer, de to andre sad ved siden af og pjattede voldsomt.
Resten af børnene derinde var alle yngre. De tre drenge drillede og slog hinanden på
skuldrene, men de larmede meget. Så meget, at de andre børn derinde faktisk ikke var i
stand til at spille computer, men de ældre drenge tog sig ikke af det. Først da den ene
siger de skal lade være med at drille, kører opmærksomheden kortvarigt over på den
yngre dreng, som blot får at vide, at han skal holde kæft og at han er ”nederen”. Herefter
fortsætter drillerierne og larmen indbyrdes. En voksen kommer ind og får det stoppet.” Her
er endnu et godt eksempel på, hvordan det er vigtigt at indgå i samspil med sine
omgivelser, for at kunne begå sig i et fællesskab. De ældre drenge skal lære at afkode
deres omgivelsers signaler og reaktioner, for på denne måde at vide hvilke normer der er
legale i computerrummets kultur og i sidste ende kunne tilpasse den dynamiske identitet
hensigtsmæssigt. Med veludviklede sociale kompetencer, forstærker man også
situationsfornemmelsen, som gør, at man er i stand til at afkode de kulturelt fastsatte
normer. På denne måde undgår man altså eksklusion, social udstødelse om man vil, fra
en ønsket kultur.
4

5. Kommunikation
Habermas mener, at kommunikation er metoden til at viderelevere viden på. Ifølge
Habermas er sprog og kommunikation en nødvendighed for at undgå irrationalisme og
magt, som vil være et resultat af ikke at være i stand til at begribe andre subjekter. Sprog
er altså en så signifikant del af hverdagen, at dette bør være kernen i vores sociale
sammenhænge. Ægte kommunikation er, ifølge Habermas, bygget op af forståelse,
sandhed, gyldighed og oprigtighed og den ideelle talesituation skal give alle implicerede
symmetriske og lige muligheder for talehandlinger. Dette mener Habermas dog er utopi,
da en talesituation aldrig er 100 % magtfri, men mere om det om lidt, dog skal det tilføjes,
at med ubalance i en samtale, vil det i stedet blive strategisk og fungere som et
magtinstrument. Kommunikation er en del af vores dannende udvikling og med
kommunikation udvikler vi igen på vores identiteter. Den ene af drengene i Drengeklubben
har en begrænset begrebsverden og, tror jeg, misforstår derfor tit den gældende kultur.
For en 13 årig dreng kan det være et bittert nederlag, konstant at skulle indrømme, at man
ikke kan begribe en samtale eller en situation og man lader derfor hellere være og danner
så sin egen forståelse, hvilket, som Habermas pointerer, så vil ende i en irrationel og/eller
afmægtig handling. For denne dreng vil det pædagogiske arbejde være, at udvide og
styrke begrebsverdenen, for på denne måde, at kunne opfylde de kulturelle sproglige krav
og dermed undgå eksklusion.
6. Relationer
Man kan ikke kommunikere uden relationer, da ”relation” betyder at have et forhold eller
en forbindelse til noget eller nogen. En relation er dynamisk og gensidigt, som ét subjekt
ikke kan skabe uden et andet. Dette kan være følelser af den ene eller anden art, men
indeholder med sikkerhed altid forventninger og oftest også krav hinanden imellem ud fra
vores evne til at opfatte. Vi reagerer på baggrund af vores følelser, og beslutter her ud fra
om vi vil opretholde eller opgive en relation. Et godt eksempel fra Drengeklubben på vej ud
ad døren til boksetræning: Dagen startede skidt mellem Lars og Emil, som havde et
skænderi, hvorefter det resulterede i, at Emil ikke ville med fordi "han ikke ville ødelægge
dagen", som han sagde. Jeg kunne ikke nå, at få ham overtalt til alligevel at tage med,
5

selvom jeg prøvede ihærdigt, med begrundelser som, at en del af ideen med
drengeklubben er, at vi skal lære at omgås hinanden bedre, styrke sammenholdet og
derfor ville jeg meget gerne redde trådende ud mellem de to. Vi skulle nå bussen, så jeg
må vente til vi ses igen med at tage en grundigere snak mellem de ellers så gode venner. I
bussen på vej derind hørte jeg Lars ad hvad der var sket og fik hans sandhed af konflikten,
som ifølge Lars fører tilbage til noget, som var sket i skolen. Her var Lars blevet drillet af
en gruppe piger, som tog hans hue. Lars forventede, at Emil ville træde til og hjælpe ham
med at få huen tilbage, men det gjorde Emil ikke, hvilket skuffede Lars meget. Drengene
blev herefter så uvenner, at de ikke kunne løse det igen og gik hver til sit. Dette er et
eksempel på, hvor stor effekt følelser har på relationer. Lars blev så skuffet over Emil, at
han ikke længere kunne bevare en intakt relation til ham og selvom Emil forklarede sig, så
var de to ikke sproglige stærke nok, til at komme på samme frekvens igen og dermed
opretholde relationen.
Flemming Andersen har opstillet 4 måder at anskue relationer på. Jeg har dog kun valgt at
fokusere på to af hans former, som han kalder for den komplementære og den
asymmetriske relation. Den komplementære relation er aktuel, da det er den gensidige og
anerkendende relation, der bygger på et subjekts ret til at være selvstændig, rationel og
ansvarlig, autonom. For at kunne anerkende, skal man kunne forstå og for at kunne forstå,
skal man bl.a. kunne begribe de førnævnte emner i foregående afsnit. Honneth forklarer at
anerkendelse skal være rettet udelukkende mod individet og ikke benyttes som en
manøvre i at føre denne et sted hen, idet anerkendelsen så ikke længere vil være at
anerkende individet og dennes egenskaber, men i stedet derimod et led i opdragelsen og
dermed en strateg. Den komplementære relation giver os mulighed for, at udveksle
forskellige definitioner af det fælles tredje, som i denne sammenhæng vil være de
forskellige aktiviteter.
Den asymmetriske relation er, ifølge Andersen, den hyppigste relationsform i vores
samfund. Det betyder, at et subjekt er et andet overordnet, ved at have magt og ret til at
bestemme, hvad den underordnede må tænke og / eller gøre. Man kan synes, det kan
være svært at forstå hvorfor den underordnede affinder sig med dette, men grundene kan
være mange. Eksempelvis vil den underordnede oftest føle tryghed ved at få struktureret
hverdagen gennem ordrer. Det er altså her tale om et gensidigt afhængighedsforhold, hvor
6

den overordnede kun kan beholde sin magt, hvis den underordnende forbliver i relation og
vice versa.
Jeg har ingen fundet et par fortrinlige eksempler frem fra Drengeklubbens logbog, hvor
gruppen eksisterer på grundlag af den asymmetriske relation, hvor Lars tydeligvis er den
overordnede, som styrer dagsordenen over de resterende underordnede drenge: Lars er
umiddelbart gruppens Alfa, hvis man er til sådan et udtryk. Han vil gerne dominere og
være gruppens centrum. Det virker næsten lidt desperat nogen gange, men det lykkedes
ham som regel altid, at holde de andre drenge fanget af hans skarpe og evig tydelige
bemærkninger. Lars er bestemt ikke ubegavet og derfor er jeg overbevist om, at jeg kan
flytte hans opfattelse af drengenes aktuelle situation. Han bruger ofte hans egne og de
andre drenges energier uhensigtsmæssigt i forholdt til klubbens normer og regler. Det står
klart, at Lars kan flyttes med, men det er mere omfattende end som så. Det kræver mere
intensiveret arbejde med ham end jeg har gjort / været i stand til de sidste par måneder.
Han er dygtig til at snakke mig, os, efter munden for herefter, at ignorere vores samtaler så
snart vi er ude af syne og ude af syne, ude af sind. Med Lars virker det som om, at
fristelsen for at te sig åndssvagt og umodent er alt for stor for ham, når han er sammen
med de andre drenge, specielt fordi de oftest lader ham te sig og bevare sin styrende
position.
Disse drenge betyder utroligt meget for ham, det er tydeligt, men han har en tydelig
opfattelse af hvordan deres interne kultur skal kunne fungere, og det er med ham øverst i
hans eget kreerede hierarki. Lars har nogle krav og forventninger til de andre drenge og
bliver utrolig skuffet, hvis de ikke lever op til disse forventninger. Skuffelsen kommer til
udtryk gennem vrede og kulturel udstødelse / eksklusion.
Den beskrevne asymmetriske relation er, ifølge Ida Schwartz, den pædagogiske
relationsform, da der altid vil medfølge et magtaspekt i det pædagogiske arbejde. Årsagen
hertil er, at magten altid vil være til stede og en del af den professionelles vejlederrolle.
Schwartz pointerer dog, at det er op til pædagogen, som magtindehaver, at håndtere
denne hensigtsmæssigt, da målet må være, at øge livskraften hos et individ, frem for
følelsen af afmagt.
7

7. Konklusion og perspektivering
Gennem forløbet med Drengeklubben, har jeg opnået en masse praksis erfaring i forholdt
til den teoretiske viden jeg har erhvervet i min tid på seminariet og det har været meget
givende at kunne sammenkoble disse elementer. Efter at have oplevet drengene i uvante
situationer de sidste ca. 3 måneder, kan jeg konkludere, at med den rette didaktiske
indgangsvinkel, er det muligt at skabe en dynamisk læresituation for drengene, hvor de
kan lære kompetencer, samt styrke og træne allerede kendte kompetencer. Jeg vil mene,
at jeg, på trods af den rige mulighed jeg havde for at kunne fordybe mig i projektet, stadig
vil kunne skabe store positive, forandringer i drengeklubben, hvis jeg havde mulighed for
at fortsætte forløbet. Dermed ikke sagt, at dette kun var en øjenåbner for drengene, for jeg
er sikker på, at de har flyttet sig fra ”a” til ”b”, men jeg ser store udviklingsmuligheder i
projektet og med de rette didaktiske overvejelser, er jeg sikker på, at drengene med tiden
ville kunne flyttes videre fra ”b” til ”c”.
Gergens teori om identitet blev tydeliggjort næsten konstant gennem forløbet, i og med
drengene skaber sig selv i samværet med hinanden og det har været tydeligt hvilken
betydning de har for hinanden. Samtidig fik jeg bekræftet Habermas’ tanker om
betydningen af en veludviklet kommunikativ kompetence flere gange, da jeg tit oplevede,
at negativ og uhensigtsmæssig sprogvalg, kun førte til mistrivsel og misforstående
kommunikation drengene i mellem, som så igen førte til (midlertidig) nedbrud af deres
socialisering. Jeg brugte derfor meget tid på, at ”time out’e” de enkelte tilfælde og på
denne måde konkret fortælle dem, hvor det går galt for dem og hvordan de kunne bruge
deres sproglige egenskaber anderledes. Samtidig lærte jeg, at det fra en pædagogs side
kræver stor kommunikativ forståelse, at kunne arbejde med en sådan drengegruppe, da
de ellers ikke vil kunne modtage og udnytte mine budskaber. Dette skal samtidig
underbygges med en god relationsforståelse fra min side, for at kunne sætte mig ind i
drengenes perspektiver og herudfra reagere på deres sandheder. Ved at vise dem
tolerance og indlevelsesevne, agerer jeg som en god rollemodel og når jeg opnår mine
hensigter, kan jeg håbe, at drengene tager ved lære og medbringer dette til en fremtidig
relationel problematik.
Gennem forløbet har jeg ført logbog, samt drøftet mine overvejelser med min vejleder,
hvilket har været meget givtigt i forholdt til forløbets kvalitet. Jeg har i denne forbindelse
8

også lært meget omkring praktiske ting, som eksempelvis hvordan jeg bedst mulig
planlægger aktiviteterne og hvordan disse skal forløbe. En ide ville eksempelvis have
været, at jeg midtvejs havde haft samlet drengene over et par liter trefarvede, for på denne
måde, at have mindet dem om, hvad ideen med Drengeklubben var, frem for at de skulle
belønnes for deres ulydighed i klubben. Jeg nævnte det løst, men ville nok have naglet det
bedre fast i dem, ved en regulær samling. Dette ville muligvis også have afløst et til tider
sløset fremmøde med et par mere engagerede drenge.
Det har været en fornøjelse, at udføre forløbet med drengene, ikke kun at få sat praksis på
min teori, men også at lære drengene at kende i vante som uvante situationer. Ud fra
feedback fra drengene, virker det som om de også har nydt, at have været en del af
projektet. De har samtidig ytret, at de ville ønske det kunne fortsætte, hvilket jeg håber de
også kan få lov til, når tid er til det i Hjerting Klubben igen.
Lee Koudal
9