Kapitel 17 - Aage Staffe

Domstolenes habilitet var der ingen, der tog op
til en nøjere vurdering. Umiddelbart forekommer
det mig en messe værd at overveje om, et «retsvæsen»,
der i årene forud, gang på gang brød
Grundloven, og som dengang gik politikernes
og tyskernes ærinde, og som dømte antinazister
på samlebånd, kunne være habilt og være
værdigt til at dømme de samme antinazister
endnu engang.
Retssagerne ved Landsret og Højesteret foreligger som stenografiske
referater. Trods gennemlæsning af sagsakterne og min manglende
juridiske ekspertviden vil jeg ved brug af sund fornuft og den retsfølelse,
man almindeligvis er udstyret med i et såkaldt demokratisk
retssamfund udtale:
Det var en parodi på en retshandling og er et godt eksempel på, at
ånden fra domstolenes storhedstid under nazivældet ikke var glemt.
Ved Landsret og Højesteret faldt domme i 1960 og 61 mod chefredaktør
for Land og Folk, Martin Nielsen og formanden for DKU (Danmarks
kommunistiske Ungdom) Poul Emanuel.
Begge sager var anlagt af Hjalf og Schjødt-Erichsen, da de følte deres
ære krænket. Efter samtaler med Martin Nielsens søn, Anton Nielsen
må jeg konkludere at: Vore domstole ved begge retshandlinger har
overtrådt og krænket almene juridiske principper og handlet i strid
med dansk lovgivning.
Martin Nielsens søn, Anton Nielsen har skrevet og udgiver i nærmeste
fremtid et tre binds værk med titlen:
SOM BØLGER I HAV;
Emanuel Poul 285, 290 Land og Folk 266, 285
Nielsen, Anton 285, 292 Nielsen, Martin 285, 296
285