Kapitel 17 - Aage Staffe

Det var begyndelsen til enden.
den 3. marts 1961 – stadfæstede Højesteret landsrettens dom over
Land og Folk ved redaktør, Martin Nielsen.
«I hele det år, der var mellem behandlingen af sagen ved landsretten
til den afsluttedes i højesteret», skrev min mor senere,« talte Martin rundt
omkring på møder i hele landet, for at forklare, hvad sagen egentlig
drejede sig om.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg var ked af den sag. Jeg havde gerne
været den foruden. Men der var ingen vej uden om.
Jeg kunne godt se, at det var en stor sag, som der trængtes til at
røres op i, men jeg vidste også, at Martins helbred var det dårligste,
det havde været endnu.
Og så skulle han oven i købet på sine ældre dage endnu engang
indenfor fængslets mure.
Det bekymrede mig, og med rette – selv om han bebrejdede mig det.
Hver gang han kom hjem fra disse møder i provinsen, var han så syg,
at han dårligt kunne holde sig oppe.
Men Martin havde en meget stærk vilje, og han skulle ud, koste hvad
det ville. Og han gjorde det.
Hele hans modige optræden, og hans tale i Højesteret til sidst vil
sikkert blive husket af mange.»
Det man skjuler i sne, kommer frem i tø!
Mishandling af fange – omsorgssvigt?
Hævn? Likvidering?
Vestre fængsel for sidste gang.
Det var koldt den morgen foran Københavns politigård. En lille gruppe
mennesker stod et stykke væk fra indgangen for at tage afsked med
Land og Folks redaktør.
Partiets formand, Knud Jespersen, sagde et par velmente ord, inden
far – med et kort farvel – drejede om på hælen og gik gennem porten
til politigården.
Han var tydeligvis ventet, i hvert fald gjorde betjenten ved i porten
honnør, da den injuriedømte, tidligere kz-fange, der endnu engang skulle
i fængsel, passerede forbi. Det var den 26. marts 1961.
295