Af Gitte R. Reckendorff Nielsen - Forældrekredsen

14 I Forældrekredsen
Min kommunen satser på at starte op med 25 elever på den
nye specialskole 6 – 16 år, det er godt nok en lille skole. Mon
der var mange forældre der ville synes det var særligt attraktivt
at sætte deres barn i en skole med 25 elever i alt, fra 1.
til 11. klasse? (ja der står 11, for 11. klasse på min søns skole
er udslusningsklasse). Min søns skole ligger tæt på Odense.
Skolen har tre busser i garagen, så der kan køres ud f.eks. når
der skal handles ind, besøges kulturaktiviteter eller når de skal
til den ugentlige svømmeundervisning. Hvor ofte mon der bliver
ressourcer til disse aktiviteter i min kommunes specialskole?
I budgetoplægget kan jeg læse at beregningerne er lavet ud fra
det billigste specialskoletilbud de har kunne finde – vi må håbe
det holder for dem, men jeg tvivler. Jeg kan kun begræde, at
man vil udsulte det gode specialtilbud der er, og ærgre mig
over, at Fyn ikke bare blev en storkommune med det samme.
Diskussionen har også gået på om disse børn som køres i
specialskole ikke savner deres nærmiljø? Var det ikke bedre at
specialskolen lå i kommunen og måske endda sammen med
en almindelig folkeskole for så kunne børnene da få glæde
af hinanden? Den debat følger jeg med stor undren – jeg vil
næsten gå så langt som til at sige, at det ville være ondt! Hvis
nogen tror, at det er disse tanker der skulle få forældrene til
frivilligt at flytte deres børn til den nordfynske specialskole,
så tro om igen. Min søn taler »sjovt«, går »sjovt«, kan gå i
baglås og græde meget højt, driller ofte uden at tænke på
konsekvenserne for de andre eller ham selv – hvordan ville det
gå for ham i et blandet miljø, ville der være ressourcer nok til
at yde ham den ekstra støtte det ville kræve for at han kunne
begå sig? Ville jeg med sindsro kunne sende ham i skole der
og vide, at han havde en god dag uden for mange nederlag?
Mon Rasmus fra 4. klasse begynder at ringe og spørge om de
skal lege?
Der var faktisk et af partierne, der ville lave et besøg på min
søns skole, desværre var der ikke tilslutning nok, der var vist
8 tilmeldte, så besøget blev aflyst. Jeg havde ellers meldt mig
til, ville gerne have vist min søns klasse og fortalt på børnenes
vegne om deres hverdag. Ikke at jeg tror det havde flyttet
nogen beslutninger, men så kunne de da i det mindste se hvad
de i dag får for pengene.
Nu kan det godt være nogen tænker, at jeg da kun egoistisk
tænker på mit eget barn, men dertil taler jeg med alt for mange
familier, som kæmper med de samme bange anelser som jeg.
De har også fået et specielt barn, nogen kender sygehusene
alt for godt, de kender alt til diagnoser, søvnløse nætter, at
blive kigget på… Nogen har været over nederlag i folkeskolen
sammen med deres barn, nogen ved at deres barns liv bliver
forholdsvist kort, andre ved bare at deres drømme for dette
barn aldrig vil kunne indfries, at fremtiden er meget usikker, at
barnet som 18-årig bliver førtidspensionist, at, at, at…
I vores familier ramler tingene af og til og i perioder kan man
være meget presset, derfor er det så vigtigt at man kan stole på,
at skolen er det bedste tilbud for ens barn, den faste base, der
hvor ekspertisen er samlet. Forældre acceptere ikke i dag, at
kunne stå på tæer ude ved kommunegrænsen og se et bedre tilbud
på den anden side. Måske flytter de så, men det er jo ikke
sikkert… eller de vender det indad og går måske ned på det,
eller de går til kamp i kommunen for et bedre specialtilbud. Så
måske er det billigste tilbud ikke altid det billigste, måske ender
det med at man har rodet sig ud i noget meget dyrt?
Jeg troede vi skulle spare? Ikke bare i år og næste år, men
mange år frem.