Hilsen -2007 - Sankt Lukas Stiftelsen

hilsen
fra Diakonissehuset
Sankt Lukas Stiftelsen
Nr. 179. November 2007
2007
Diakoni –med samtale og forsoning
Tidligere tiders fordømmelse af andre kristne og ikke-kristne trosopfattelser
har været under fornyet overvejelse i Folkekirken. I den forbindelse er Sankt
Lukas Stiftelsens position som et hus med åbne døre for samtale og forsoning.
Forstander Lars Eyermann fastholder i sin indledende artikel, at der i forhold
til anderledes troende må lægges vægt på samtale og forsoning. Fanatiskeeller
rabiate-, religiøse holdninger af enhver art må afvises.
Forstanderinde Edy Kjærsgaard beskriver den etniske mangfoldighed i Sankt
Lukas Stiftelsens arbejdsområder og medarbejderkreds.
Frivilligkoordinator søster Marie Oved omtaler dette på de frivilliges område.
Endelig beskriver Lars Eyermann diakoniens særpræg i forhold til socialt- og
sundheds arbejde i øvrigt.
Velkommen til Hilsen 2007

2
Indhold
Side 3 DIAKONI – FORLIGELSENS TJENESTE
Af forstander Lars Eyermann
Side 4 DE ANDRE – DE ER IKKE LIGESOM OS?
Af forstanderinde Edy Kjærsgaard
Side 8 DIAKONI – EN ”ANDERLEDES” MÅDE
Af forstander Lars Eyermann
Side 12 DE ETNISKE FREMMEDE I FRIVILLIGHEDSKORPSET
Af Søster Marie Oved
Side 13 BASAREN BLIVER JULESTUE
Af forstanderinde Edy Kjærsgaard
Side 14 DIAKONIENS DAG
Side 15 EN VIFTE AF TILBUD
Redaktion: Lars Eyermann, Edy Kjærsgaard og Marianne Zehngraff
SANKT LUKAS
JULESTUE
Lørdag
den 1. december 2007
kl. 11.00-15.00

Diakoni – forligelsens tjeneste
Af forstander Lars Eyermann
Tidligere tiders fordømmelse af andre kristne og ikke-kristne trosopfattelser
har været under fornyet overvejelse i Folkekirken. I den forbindelse
præciseres Sankt Lukas Stiftelsens position som et hus med åbne
døre for samtale og forsoning.
I dette efterår har en arbejdsgruppe
under Det Mellemkirkelige Råd
taget de evangeliske kirkers tidligere
fordømmelse af bl.a. islam,
jødedom og katholsk kristendom
op til kritisk fornyet overvejelse.
Her er tidligere tiders formuleringer
blevet overvejet i deres historiske
sammenhæng. I en nutidig
sammenhæng må sprogbrug og
tankegang overvejes og formuleres
ind i en demokratisk- og globaliseret
tidsalder. Positionen forbliver,
men sprogtone og holdning kan
nok mildnes og justeres.
Og først og sidst står det fremdeles
klart, at muslimer og jøder ikke
fordømmes. De må ses som ligeværdige
medmennesker og medarbejdere
i det godes tjeneste.
Forligelsens tjeneste
Det er apostlen Paulus, der kalder
kristentroens liv og handlen for
forligelsens tjeneste (2. kor. 5,18). I
første omgang er det Jesu Kristi liv
og tjeneste, han giver denne overskrift.
Her gælder det forsoningen
mellem Gud og menneske, hvor
kærligheden og nåden fra Gud til
menneske er det bærende. Men
denne tjeneste må de kristne bære
videre på i forholdet til andre men-
nesker. Det gælder tillige i forholdet
til anderledes troende. Kærlighed
og barmhjertighed er også her
det bærende element.
Netop dette element skal diakonien
være i og handle ud fra.
Det betyder på Sankt Lukas Stiftelsen
bl.a., at vi afviser yderligtgående
teologiske holdninger på
både højre- og venstre fløj. I forhold
til de anderledes troende støtter
vi samtale og forsoning. Vi støtter
f. eks. aktivt Islamisk-kristent
studiecenters virksomhed på dette
område. Vi vedkender os klart vort
eget kristne ståsted i den danske
folkekirke. Og vi afviser lige så
klart fanatiske- eller rabiate religiøse
holdninger af enhver art, de
være sig kristne eller muslimske.
Klarhed om ståsted og om
holdning til anderledes troende
Klarhed med hensyn til eget
ståsted er påkrævet, det er sandt.
Men samtale, barmhjertighed og
forsoning er også påkrævet i forhold
til medmennesket.
3

De andre, de er ikke som os?
Af forstanderinde Edy Kjærsgaard
På Sankt Lukas Stiftelsen afspejles mangfoldigheden i samfundet på
arbejdsopgaver og medarbejderkreds.
Gennem Diakonissehuset Sankt
Lukas Stiftelsens hovedport er der
hver dag året rundt et livligt mylder
af mennesker i portens
åbningstid. Kvinder, mænd og
børn. Unge og gamle. Nogle raskgående,
andre mere langsomme i
tempoet og måske med rollator
eller i kørestol. Nogle bedrøvede,
måske søgende, andre kendte med
målet for deres besøg her. Nogle
ligner i udseende dig og mig, og
atter andre skiller sig ud fra mængden
i både hudfarve, påklædning,
kultur og religion. Jeg tænker
naturligvis på borgerne med anden
etnisk baggrund end dansk.
Mangfoldighedens indtog
Går vi bare to-, tre årtier tilbage var
mangfoldigheden ikke så slående
gennem porten og videre ud i parken
til den enkeltes bestemmelsessted.
Sankt Lukas Stiftelsens dagligdag
blev som så mange andres
udfoldet i samarbejde med velkendte
relationer i egen kulturkreds. Alt
var ved det kendte. Og vi var trygge
ved det. Sådan er det ikke længere.
Hverken hos os eller i det omgivende
samfund. Alle steder er forskellighederne
og forandringerne i
fokus. Og er blevet til et grundvilkår
for vor sameksistens.
Netop sameksistensens betingelser
er et væsentligt element i for-
4
ståelse af og respekt for vore forskelle.
Et element, som kræver en
indsats både af den enkelte og helheden.
Ofte høres det i debatten,
at kravene rettes til modparten og
ikke til os selv.
Gensidighed i forventninger
og ansvar
At stille krav uden selv at kunne
honorere dem bringer os næppe
videre i forståelsen af hinanden. Vi
skal turde se og mærke mangfoldigheden
vel vidende, at andre
måder at gøre tingene på skaber
angst og uro til en start. Vi må gøre
os klart, at det ikke er enkelt, men
dog nødvendigt at forstå, at menneskers
kultur er ”født” i den sammenhæng,
de er præget af både i
nutid og fortid. Generationer før
dem er påvirket og har påvirket
videre. Vor tro, moral og etik,
viden og praksis, regler m.v. er et
produkt skabt længe før vor samtid.
Og et produkt den enkelte i
nutiden handler på baggrund af.
Og ofte bedømmes af andre på.
Kultur fylder meget i debatten og
skal også gøre det. Men det forekommer,
at vi ofte overser mennesket
bag kulturen og handlemåden.
At vi ikke lytter oprigtigt til hinanden
som mennesker. At vi glemmer,
at ethvert menneske er unikt
og med eget særpræg. Og netop

heri, tror jeg, finder vi kimen til forståelse
og respekt for vore forskelligheder.
Forstår vi hinanden som
mennesker skabt af det samme
stof, er vi på vej til at give plads til
det nye, til de andre, der som menneske
ligner dig og mig. Det forudsætter
åbne- og fordomsfrie samtaler.
Det forudsætter, at vi forsoner
os med hinandens forskellige
ståsteder, og at vi ser det andet
menneske som et medmenneske.
I en kristen sammenhæng som
vor har det altid været naturligt at
tænke diakonien ind i forhold til
trængte medmennesker. Udtrykket
”livshjælp til enhver uanset alder
og situation” omfatter alle mennesker,
også dem med en anden trosretning
end vor. Som kristne er det
vor opgave at omsætte Guds
kærlighed og storsindethed mod
os til andre, uanset hvem de måtte
være. Sagt med andre ord: At
omsætte den kristne tro i praksis
og møde vort medmenneske som
vor næste.
Mangfoldigheden på
Sankt Lukas Stiftelsen
I Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen
finder vi borgerne med
anden etnisk baggrund end dansk
i bl.a. disse sammenhænge:
n Unge piger, et døgnbehandlingstilbud
n Mor og barn/børn, et bofællesskabstilbud
Medarbejdere på Lindely
n Ansatte i forskellige arbejdsgrene
n Det rummelige arbejdsmarked
Gennem et par år har Sankt
Lukas Stiftelsen i et samarbejde
med Red Barnet drevet et opholdssted
med i alt otte pladser for unge
piger med anden etnisk baggrund
end dansk. Tilbuddet bygger bl.a.
på FN's konvention om Barnets
rettigheder, som i hovedprincipperne
er følgende:
n at alle beslutninger vedrørende
barnet skal tages ud fra, hvad
der er til barnets bedste
n at barnet har ret til overlevelse
og udvikling
n at barnet har ret til beskyttelse
mod diskrimination
5

n at barnet har ret til deltagelse i
beslutninger vedrørende sit
eget liv
Hertil kommer relevansen af flere
artikler fra FN's konventioner,
således Børnekonventionen og
Kvindekonventionen.
Det grundlæggende menneskesyn
i tilbuddet er, at alle mennesker
er ligeværdige, og at forskelligheder
er en ressource, fordi det
gør det muligt at anskue problemstillinger
og dilemmaer i et bredere
perspektiv og bidrage med nye
løsningsstrategier.
Pigerne forventes at opholde sig
mellem 1- og 3 år i tilbuddet svarende
til en færdiggørelse af folkeskolen/god
start på en ungdomsuddannelse
gerne fulgt af et tilbud
om efterværn fra bostedet.
Aktuelt er alle pladser i bostedet
optaget.
Andet sted i Stiftelsens regi finder
vi det noget nyere bofællesskabsprojekt
for kvinder med
etnisk minoritetsbaggrund og
barn/børn.
Bofællesskabet Rosenly
Projektet retter sig primært mod
voldsramte etniske minoritetsmødre
med børn, som ikke magter
at bo i egen bolig p.g.a.:
n taler dårligt eller slet intet dansk
n er udstødt af egen familie
6
n er forfulgt af manden eller øvrig
familie
n er ikke i stand til at orientere sig
i det offentlige rum
n er utrygge, angst eller depressive
n har vanskeligt ved at strukturere
en dagligdag for sig selv og
børnene
n har svært ved at honorere børnenes
behov for omsorg og
grænser
n er ikke i nødvendig grad i stand
til at stimulere barnet/børnene
Bofællesskabsprojektet, som har
plads til fire familier, er tænkt om
en øvelsesmulighed for kvinderne
med trinvis integration og særlige
boligperspektiver. Der er således
tale om sprogundervisning, om
jobtræningsmuligheder, praktikpladser,
træning i socialt liv og
daginstitutionstilbud til børnene.
Tre kvinder, hvoraf den ene netop
har født en dejlig søn, bebor
fællesskabsboligen, som rummer et
stort selvstændigt rum til hver familie
samt forskellige fællesfaciliteter.
Tidligere fandt vi arbejdende
søstre i de forskellige omsorgstilbud,
som Stiftelsen driver. I dag er
langt de fleste søstre pensionerede,
og arbejdsområdernes indsats
sker via ansatte medarbejdere. Stiftelsen
finder det vigtigt, at arbejdsgrenene
afspejler det omgivende
samfund i forhold til kompetencer

og personlig baggrund, d.v.s.
mangfoldighed-også i kulturel
sammenhæng. Ofte bliver vi
spurgt, om det overhovedet er
muligt for en person med en
anden trosretning end den kristne
at blive ansat. Det er det. Også her
handler det om den gensidige tillid
og respekt, hvilket betyder, at vedkommende
medarbejder i vort diakonale
arbejdsfelt, skal respektere
og acceptere vor kristne livs- og
menneskesyn i arbejdsudøvelsen,
ligesom vi skal respektere den
pågældendes tro.
Det rummelige arbejdsmarked
”Det rummelige arbejdsmarked” er
et integreret tilbud i Stiftelsens
virksomhed og i sig selv en særlig
diakonal indsats, som vi prioriterer
højt. Gennem ”Det rummelige
arbejdsmarked” gives medmennesker,
som af den ene eller anden
grund ikke magter et sædvanligt
Beboere i bofællesskabet Rosenly
arbejde træningsmuligheder i forhold
til arbejdsmarkedet generelt.
Arbejdssituationen tilpasses således
den enkeltes formåen, og der
stiles efter endt vurdering mod en
fast ”skræddersyet” ansættelse
enten hos os eller andetsteds til
personen.
Diakonissehuset Sankt Lukas
Stiftelsen ønsker med ovennævnte
indsatsområder, dels døgntilbuddene
dels arbejdsmulighederne, at
bidrage til øget forståelse af og
respekt for vore menneskelige forskelligheder.
Vi ønsker, at se hinanden
som unikke, men fælles
medborgere under Guds kærlighed
og dermed som borgere, der
alle har krav på i vor komplekse
verden at blive mødt på ligeværdig
vis, også på tværs af grænserne.
Det er vort ønske at bidrage til at
gøre en forskel. Og det er vort mål
at påtage os yderligere opgaver i
dette felt.
7

Diakoni – en “anderledes” måde at
arbejde og leve på
Af forstander Lars Eyermann
Hvad kan siges at være særligt for diakonalt arbejde i forhold til socialt
arbejde i øvrigt? Og hvad er svaret, når spørgsmålet om det anderledes
gælder de diakonale fællesskaber og livet dér? Dette var temaet for
et diakonalt møde i Finland i sommer 2007. Her mødtes i byen Lahti
repræsentanter for henved 80 diakonissehuse og diakonifællesskaber i
Europa, Korea, Brasilien og Indien.
Der sker i disse år en udvikling
med stadig optimering af ydelserne
på sundhedsområdet i det danske
velfærdssamfund. I den proces
stilles nye krav om effektivisering,
kvalitetskontrol og målbare standarder
for de offentlige ydelser.
Også de diakonale organisationer
arbejder med disse vilkår, og i den
proces får spørgsmålet om det
særlige ved diakonien fornyet
vægt: Kan vi fastholde vor særlige
profil som kirkelige arbejdsgrene i
Konferencedeltagere motionerer i en pause
8
forhold til det offentlige og til de
kommercielle aktører i sundhedssektoren?
Diakoni er lidt anderledes, og
skal også være det. Hvorledes skal
vi da beskrive det særlige ved vor
selvforståelse og den måde, vi
arbejder på og lever på i de diakonale
fællesskaber.
Diakonal konference i Finland
Med dette tema som overskrift
mødtes i den forgangne sommer

ca. 80 ledere fra diakonissehuse og
diakonale fællesskaber til en konference
i Finland. Over 4 dage fik
deltagerne mulighed for at mødes
og sammen at fordybe sig i diakoniens
vilkår i dag. Gennem foredrag,
bibelarbejde, gudstjeneste og
andagter og besøg i lokale diakonale
arbejdsgrene fik deltagerne
indtryk af diakoniens virkelighed
såvel lokalt som internationalt.
Endvidere fik de lejlighed til at fordybe
sig i det overordnede tema:
Diakoni – en ”anderledes” måde at
arbejde og leve på. I den forbindelse
var det ikke mindst modellen
med diakonissehuse og diakonale
fællesskaber, som var genstand for
drøftelse og overvejelser.
De diakonale
fællesskabers udfordring
Livet i et diakonalt fællesskab er
givet anderledes som livsstil. Med
sin basis af fælles tro, liv og
arbejdsopgaver udgør det et klart
alternativ til den stærke individualisme,
der præger menneskers
tænkemåde og livsstil i dag. Samtidig
er det tydeligt, at diakonissehusene
med deres store ballast af
historie og traditioner står over
for en stor udfordring med hensyn
til behovet for en fornyelse af
fællesskaberne. Her står man i en
stadig spænding mellem forpligtelserne
i forhold til fællesskabet
og de fælles opgaver på den ene
side og på den anden siden den
enkeltes personlige frihed og
ønsker om valgmuligheder. Den
begrænsede tilgang af nye medlemmer
til fællesskaberne vidner
om vanskelighederne ved denne
proces.
At bruge betegnelsen ”anderledes”
om diakonien indebærer
såvel et udråbstegn som et spørgsmålstegn.
Diakonien har sit særpræg
og skal have det; men har
den det så også? Den rummer en
påstand og en målsætning, men
rejser samtidig spørgsmålet, om
det konkrete diakonale arbejde, så
også fuldt ud lever op til sit mål.
Det samme kan siges om de diakonale
fællesskaber.
I det følgende skal der gives et
kort sammenfatning af frugter fra
konferencen.
Troen giver diakonien sit særpræg
Hvad, der gør diakonien anderledes
end socialt arbejde i almindelighed,
er troens dimension. Det
er troens vision for socialt, kristent
arbejde, som har inspireret
det konkrete arbejde og dets
arbejdsformer i tidens løb. Troen
er til stadighed den horisont
indenfor hvilken, det diakonale
arbejde udfolder sig og giver det
særpræg af diakoni.
Det diakonale arbejde må i
øvrigt udvikle sig under anvendelse
af de bedste sociale arbejdsredskaber
og metoder, men må til
stadighed inddrage troens overvejelser
i denne proces. I historiens
løb har diakonien ofte befundet
sig i en foregangsposition, der har
været med-bestemmende for udviklingen
af faglighed og metoder
i forskellige dele af samfundets
sundhedsarbejde.
9

Kunde eller næste?
Hvad betyder troens perspektiv
da for den diakonale handling?
Forholdet til medmennesket,
der skal hjælpes, må ses i lyset af
det kristne menneskesyn. Hvad er
nemlig et menneske? Ja, i troens
perspektiv er det en medskabning
med lige værd og lige ret i forhold
til alle andre. Medmennesket kan
aldrig reduceres til blot en kunde,
der skal betjenes i forhold til
muligheder for betaling eller genoprettelse
af erhvervsduelighed.
Derimod er medmennesket set
med troens øjne en næste, i hvem
Guds billede bliver synligt.
På Bibelens første blade fortælles
beretningen om menneskets
skabelse: ”Gud skabte mennesket
i sit billede…som mand og kvinde
skabte han dem” (1. Mos. 1,27). I
dette udtryk om ”Guds billede”
eller ”lighed” ligger, at mennesket
er Guds elskede skabning og
Guds repræsentant på jorden.
Dette indebærer igen, at mennesket
har et særligt ansvar for skaberværket
og for ethvert medmenneske.
Vist er det sandt, at Guds billede
kan siges at blive forvrænget eller
forstyrret af ondskab, og destruktion.
Men det er ikke ødelagt.
Guds billede oprejses på ny i hans
forbarmelse over sin skabning.
Det sker gennem tilgivelsen af det
faldne og brudte og gennem fornyelsen
og helingen af det syge
eller skadede menneskeliv. Og
dette billede anes på ny i det
lidende, hjælpeløse og marginaliserede
menneskeliv, i hvilket Kri-
10
stus er skjult til stede og lader sig
finde (Matthæus kap. 25).
Diakonal handling med
respekt og nærvær
Sagt på en anden måde er det
Guds kærlighed og barmhjertighed
mod os, der skal rækkes videre til
andre. I diakonien kan hjælpen til
den nødlidende næste derfor ikke
blot ske som en ydelse i relation til
et kundeforhold og dermed i forhold
til modtagerens købekraft og
ydeevne. Hjælpen må i stedet ydes
med en holdning af respekt og
nærvær, der møder medmennesket
som en næste, og som så vidt
muligt lader den kristne barmhjertighed
synlig.
Diakonien kan således ses som
et udtryk fra den kristne tro i praksis
og handlen blandt mennesker.
Den har Guds kærlighed og barmhjertighed
mod os som sit udgangspunkt
og sin kilde. Derfor er
den også forbundet med troens liv
med Gud.
De diakonale fællesskabers
”anderledes” måde
Det er netop i denne sammenhæng,
diakonissehusene med
deres diakonale fællesskaber har
deres særpræg. Diakonissernes
basis af fælles liv, tro og arbejde
forbinder diakonien med troens
kilder ved livet i bøn og fælles
andagtsliv. I sammenhængen, hvor
bøn og arbejde stadig følges ad, er
fordybelsen i troen på Guds
kærlighed en stadig kilde til nyt
håb og til udholdenhed. Her øses
der af glædens- og håbets kilder,

der kan bære også i tider
med modgang eller vanskeligheder.
Ligeså bliver
kaldet til tjeneste for
næsten også fastholdt
her og fornyet og formet
til forbøn, som omfatter
diakoniens medarbejdere
og dem, som hjælpen
retter sig imod.
Sagt på en anden
måde, så følger og
omslutter diakoni-fællesskabet
sit diakonale
arbejde med forbøn og
tro. Her er tillige tilliden til stede til
troens helende kraft, som rækker
ud over grænserne for menneskers
formåen.
Gennem mange år har tilgangen
af nye diakonisser imidlertid været
svindende. Det har medført, at
det diakonale arbejde i vid udstrækning
må bæres af lønnede
medarbejdere.
I den forbindelse siger det sig
selv, at det er en stadig udfordring
for diakonissehusene at finde de
rette medarbejdere til det diakonale
arbejde. Dertil kommer behovet
for at dygtiggøre og efteruddanne
medarbejderne. Dette gælder ikke
alene for den enkelte medarbejderes
fagområde, men tillige en
første indsigt i diakoniens og troens
særlige verden.
Diakoni som et håbets tegn
Sammenfattende kunne man sige,
at diakoni er kirkens sociale arbejde
under troens horisont. Dette
arbejde baserer sig på troen på- og
erfaringen af Guds nåde. Netop
Der bringes hilsner fra oversøiske diakonifællesskaber.
denne erfaring gør det muligt i den
diakonale handling at kunne øjne
et glimt af Jesu Kristi nærvær i
både glæde og sorg.
Det er i denne sammenhæng,
man kan sige, at det diakonale
arbejde også udgør et slags håbets
tegn. Medmennesket, der modtager
diakoniens hjælp er ikke blot
en kunde eller en syg eller nødlidende.
Det er først og sidst et
menneske, der er godtaget og
elsket på højeste sted, netop som
det er. Det er et medmenneske
skabt i Guds billede og kaldet til
medborgerskab i Guds rige. Dette
rige eller herredømme er allerede
nu glimtvis til stede midt i menneskers
verden. Det er nærværende
overalt, hvor tro, håb og kærlighed
bliver til blandt mennesker, og liv
og fællesskab oprejses og heles på
ny.
Til dette rige er vi indbudt og
kallede som borgere og medarbejdere.
Som sådanne er vi da på vandring
mod det Guds rige, hvis løfte
og forjættelse lyser over os alle.
11

De etnisk fremmede i frivilligkorpset
Af frivilligkoordinator søster Marie Oved
De frivillige organisationer har få frivillige med fremmed baggrund. I
de etniske miljøer har man tradition for at engagere sig i familien og i
sin egen gruppe. Gæstevenskab og personlig kontakt kan åbne for nye
muligheder.
Overskriften er ikke dækkende: Vi
har p.t. én frivillig med anden
etnisk baggrund end dansk: En
kvinde fra Malaysia. Vi har tidligere
haft en kvinde fra Bolivia, som
gik på sprogskole. Hun kom i en
periode i "Mødestedet" for at møde
danskere, som havde tid til at tale
dansk med hende.
I forhold til stiftelsens ønske om
at medvirke ved integration er det
ikke meget.
Tilsvarende har vi heller ikke
haft succes med at tiltrække minoriteter
som gæster i "Mødestedet".
Problematikken er ikke enestående
for Sankt Lukas Stiftelsen.
Jeg har netop deltaget i et seminar
om etnisk mangfoldighed i de frivillige
sociale foreninger, hvor
emnet i høj grad var inddragelse af
de etniske minoriteter som aktører
i frivilligt arbejde. Generelt var det
problematisk. Selv i en organisation,
som for 70 - 80%’ vedkommende
arbejdede blandt de etniske
minoriteter, var kun en enkelt af
de frivillige af anden etnisk baggrund
end dansk.
En af årsagerne til den manglende
rekruttering af frivillige fra de
etniske minoriteter er, at minoriteterne
har egne foreninger, hvor
12
man - måske naturligt nok - lægger
sine kræfter. Det er alment kendt,
at minoriteterne i højere grad end
etniske danskere generelt engagerer
sig mere i familiens ve og vel,
hvor familien er et mere udstrakt
fænomen end en dansk kernefamilie.
Ønsket om at rekruttere frivillige
blandt de etniske minoriteter bunder
i en vilje til at påtage sig en
samfundsopgave i integrationen af
de fremmede. En af meldingerne
på det omtalte seminar var, at
mange fra de etniske minoriteter
gerne vil lære danskere at kende
og gerne knytte gæstevenskaber. I
første omgang på neutral grund,
senere måske på privat basis.
Mine ufærdige tanker efter seminaret
går i retning af at finde en
række etniske danskere, som vil
være med til at knytte bånd til en
gruppe af etnisk fremmede og derefter
finde frem til en gruppe, vi
kan invitere til at lære danskere at
kende. Om det i den sammenhæng
også vil være muligt at tilknytte
frivillige fra etniske minoritetsgrupper
må tiden vise.
Ønsket og viljen er fortsat intakt.

Basar bliver julestue
Af forstanderinde Edy Kjærsgaard
Snart nærmer julen sig. Dermed
også tidspunktet for muligheden
for at gøre en god handel og gense
gamle venner på Sankt Lukas Stiftelsen.
Traditionen tro vil Diakonissehusets
spisestue, kirke og våbenhus
danne ramme om begivenheden
den første lørdag i december.
Meget vil være velkendt, navnet
dog nyt. Basaren ændrer skikkelse,
og der vil blive indbudt til JULE-
STUE 2007 lørdag den 1. december
kl. 11.00-15.00, hvor såvel
gamle bekendte som nye er meget
velkomne.
Diakonifællesskabets Fællesråd
har i år særligt drøftet basaren,
dens forberedelser og afvikling.
Det har betydet tilpasning af
aktiviteten, således at arrangementet
er i overensstemmelse med
husets formåen og nuværende
organisering samt navneskift til
Julestue. Fremover er ansvaret for
Julestue lagt i Fællesrådet, som
blandt sine medlemmer har nedsat
en lille arbejdsgruppe med reference
til Fællesrådet.
Basarkomité og –kreds har hidtil
deltaget i såvel planlægning som
afholdelse af basar, hvilket vil være
mange bekendt. Fra Diakonissehuset
Sankt Lukas Stiftelsen skal lyde
en varm tak for indsatsen gennem
mange år til komité og kreds. Hjertelig
tak og gerne på gensyn i Julestuen.
Fællesrådets arbejdsgruppe er
allerede kommet langt i planlægningen
af årets Julestue. Der er
gang i produktion og indsamling
af mindre ting, som kan bruges i
tombola og fiskebod. Gruppen har
også modtaget tilsagn om fremstilling
af syltetøj, håndarbejder, cremer
og meget andet. Også smukke
juledekorationer vil der igen i år
blive lejlighed til at indkøbe i Julestuen.
Og måske vil der ses helt
nye initiativer.
Dørene åbnes på Sankt Lukas Stiftelsen
Sankt Lukas Stiftelsen glæder sig
til at indbyde til Julestue 2007 og
håber, at rigtig mange vil fristes til
at lægge vejen forbi denne særlige
dag og på den måde også støtte os
i Stiftelsens arbejde i hverdagen.
Velkommen til Julestue 2007.
13

Formidling af diakoni til sognene
Diakoniens Dag er et nyt landsdækkende
begreb. Landets kirker
opfordres til at sætte fokus på diakoni
og frivillighed hvert år den
første søndag i februar.
Diakoni er kirkeligt arbejde i
praktisk tjeneste for medmennesket.
På Diakoniens Dag kan man
lade sig inspirere til nyt arbejde i
sognet, eller man kan samles i sognet
omkring de kirkeligt-sociale
gøremål, man allerede har i gang,
blive mindet om diakonien som
troens selvfølgelige konsekvens,
pleje de frivillige, holde status og
hente ny inspiration ved foredrag
eller lignende.
Temaet for Diakoniens Dag
2008 er "Altid plads til en til".
Første søndag i februar 2008 er
søndag 'septuagesima', hvor prædiketeksten
er fra Matt. 20,1-16:
Diakoniens Dag
14
Lignelsen om arbejderne i vingården.
Med Jesus som forbillede er vi
kaldet til at gå ud og finde dem,
der er til overs, og som ingen
andre kan bruge.
Samvirkende Menighedsplejer
samarbejder med ressourcepersoner
fra Den danske Diakonissestiftelse,
Diakonissehuset Sankt Lukas
Stiftelsen, Kolonien Filadelfia og
Diakonhøjskolen m. fl. om videreudvikling
af projektet, Diakoniens
Dag. Organisatorisk hører projektet
hjemme under Dansk Diakoniråd
www.danskdiakoni.dk
Ideer til brug for planlægning
og afholdelse af Diakoniens Dag i
sognene kan hentes på projektets
hjemmeside www.diakoniensdag.dk.
Diakoni i sognene skal gøres
synlig.
n Diakoniens dag er et årligt tilbagevendende begivenhed første søndag i februar
n er en gudstjeneste med diakoni som tema
n er et samvær med diakonien i sognet i centrum
n finder sted næste gang: søndag den 3. februar 2008
n har temaet: Hvad kan jeg gøre for dig?

En vifte af tilbud
Brochurer og oplysninger fås ved henvendelse til
Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen
tlf. 3945 5200 · www.sanktlukas.dk · admin@sanktlukas.dk
n Sankt Lukas DIAKONIFÆLLESSKAB
Nye medlemmer indbydes til at deltage i et fællesskab,
hvor Guds kærlighed og omsorg styrker den enkelte i kristenlivet
og i det diakonale arbejde; Et menneskeligt fællesskab med diakonale opgaver.
n Sankt Lukas ÆLDREOMSORG – pleje og rekreation
På Lindely, Stiftelsens ældrehjem, tilbydes permanente plejeophold samt tidsbegrænsede
rekreationsophold. Lindely har dejlige store eneværelser med bad, toilet,
tv-stik, telefon og udsigt til grønne arealer.
n Sankt Lukas HOSPICE
Omsorg og pleje af alvorligt syge og døende i tryg og hjemlig atmosfære. Opgaven
er at skabe nærvær, yde bedst mulig lindring af sygdommens symptomer og yde
hjælp til at leve med døden i vente samt støtte og hjælp til de pårørende.
n Sankt Lukas HJEMMEHOSPICE
I tilknytning til Sankt Lukas Hospice er der i samarbejde med Københavns Amt
oprettet et udgående Hospiceteam. Teamet yder støtte til plejen af uhelbredeligt
syge og døende i eget hjem og på plejehjem.
n Sankt Lukas RÅDGIVNINGSTJENESTE
Rådgivningstjenesten tilbyder individuelle samtaler og par- og familiesamtaler til
alle, der har brug for et lyttende øre eller mod til at tage ansvar.
n Sankt Lukas MØDESTEDET
Mødestedet er åbent for alle med tilbud om samvær og diverse aktiviteter. Nyoprettet
Netcafé med mulighed for hjælp. Hver dag kan købes middag, smørrebrød, kaffe
og kage mm.
n Sankt Lukas UDDANNELSESAFDELING
Udvikler og afholder relevante kurser og diakonal uddannelse for fagpersoner og
andre interesserede.
n Sankt Lukas REFUGIUM SMIDSTRUP STRAND
I dejlige omgivelser nær Gilleleje i Nordsjælland. Åbent hele året for kurser, møder
og konferencer. Ferieophold tilbydes i sommerperioden.
n Integreret daginstitution LUNDEGÅRD
For børn mellem 0-6 år. Den kristne grundholdning giver sig bl.a. udslag i en månedlig
børnegudstjeneste.
n Bostedet KASTANIEHUSET
Tilbyder døgnophold og behandling af længere varighed for unge piger med etnisk
minoritetsbaggrund.
n BOFÆLLESSKABET ROSENLY
For mødre med børn med etnisk baggrund
15

Julestue
Besøg Sankt Lukas Stiftelsens julestue.
Kom og vær med.
Tag familie og venner med til Sankt Lukas Stiftelsen
lørdag den 1. december 2007
Kl. 11.00 Julestuen åbnes med andagt i kirken ved forstander
Lars Eyermann
Kl. 14.00 Musikalsk underholdning i kirken.
Kl. 15.00 Julestuen lukkes
Boderne byder på forskellige lækkerier. Der findes hjemmelavede
marmelader, strikvarer, blomsterdekorationer m.v. - også en tombola.
Måske du finder en julegaveide i en af boderne.
Diakonissehuset
Sankt Lukas Stiftelsen
Bernstorffsvej 20 Telefon Telefax Bankkonto
2900 Hellerup 3945 5200 3945 5300 5010 123171-5
www.sanktlukas.dk admin@sanktlukas.dk
Indgang gennem hovedporten