Hilsen -2007 - Sankt Lukas Stiftelsen

ca. 80 ledere fra diakonissehuse og
diakonale fællesskaber til en konference
i Finland. Over 4 dage fik
deltagerne mulighed for at mødes
og sammen at fordybe sig i diakoniens
vilkår i dag. Gennem foredrag,
bibelarbejde, gudstjeneste og
andagter og besøg i lokale diakonale
arbejdsgrene fik deltagerne
indtryk af diakoniens virkelighed
såvel lokalt som internationalt.
Endvidere fik de lejlighed til at fordybe
sig i det overordnede tema:
Diakoni – en ”anderledes” måde at
arbejde og leve på. I den forbindelse
var det ikke mindst modellen
med diakonissehuse og diakonale
fællesskaber, som var genstand for
drøftelse og overvejelser.
De diakonale
fællesskabers udfordring
Livet i et diakonalt fællesskab er
givet anderledes som livsstil. Med
sin basis af fælles tro, liv og
arbejdsopgaver udgør det et klart
alternativ til den stærke individualisme,
der præger menneskers
tænkemåde og livsstil i dag. Samtidig
er det tydeligt, at diakonissehusene
med deres store ballast af
historie og traditioner står over
for en stor udfordring med hensyn
til behovet for en fornyelse af
fællesskaberne. Her står man i en
stadig spænding mellem forpligtelserne
i forhold til fællesskabet
og de fælles opgaver på den ene
side og på den anden siden den
enkeltes personlige frihed og
ønsker om valgmuligheder. Den
begrænsede tilgang af nye medlemmer
til fællesskaberne vidner
om vanskelighederne ved denne
proces.
At bruge betegnelsen ”anderledes”
om diakonien indebærer
såvel et udråbstegn som et spørgsmålstegn.
Diakonien har sit særpræg
og skal have det; men har
den det så også? Den rummer en
påstand og en målsætning, men
rejser samtidig spørgsmålet, om
det konkrete diakonale arbejde, så
også fuldt ud lever op til sit mål.
Det samme kan siges om de diakonale
fællesskaber.
I det følgende skal der gives et
kort sammenfatning af frugter fra
konferencen.
Troen giver diakonien sit særpræg
Hvad, der gør diakonien anderledes
end socialt arbejde i almindelighed,
er troens dimension. Det
er troens vision for socialt, kristent
arbejde, som har inspireret
det konkrete arbejde og dets
arbejdsformer i tidens løb. Troen
er til stadighed den horisont
indenfor hvilken, det diakonale
arbejde udfolder sig og giver det
særpræg af diakoni.
Det diakonale arbejde må i
øvrigt udvikle sig under anvendelse
af de bedste sociale arbejdsredskaber
og metoder, men må til
stadighed inddrage troens overvejelser
i denne proces. I historiens
løb har diakonien ofte befundet
sig i en foregangsposition, der har
været med-bestemmende for udviklingen
af faglighed og metoder
i forskellige dele af samfundets
sundhedsarbejde.
9