Übermenschen men i Danmark 0 Vi forestiller os, altså er der. Jeg ...
Übermenschen men i Danmark 0 Vi forestiller os, altså er der. Jeg ...
Übermenschen men i Danmark 0 Vi forestiller os, altså er der. Jeg ...
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
0<br />
<strong>Üb<strong>er</strong><strong>men</strong>schen</strong> <strong>men</strong> i <strong>Danmark</strong><br />
<strong>Vi</strong> <strong>forestill<strong>er</strong></strong> <strong>os</strong>, <strong>altså</strong> <strong>er</strong> d<strong>er</strong>. <strong>Jeg</strong> sig<strong>er</strong>, at selv bagved lukkede øjenlåg -<br />
på en baggrund af punktvise lysrest<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> flimr<strong>er</strong> rundt i mørket, samt de<br />
lilla stj<strong>er</strong>neskud blandt blonde lyn projic<strong>er</strong>et op på den indre afgrund -<br />
sk<strong>er</strong> virkeligheden fyldest.<br />
Som i drømme, som i enhv<strong>er</strong> fantasi: jeg lov<strong>er</strong> at du bag<br />
kugl<strong>er</strong>unde øjeæbl<strong>er</strong> også s<strong>er</strong> en virkelighed - virkeligheden - ikke i ental<br />
<strong>men</strong> bestemt. <strong>Vi</strong>rkeligheden - grænsen mellem sol og skygge <strong>er</strong> en linje<br />
blot, ell<strong>er</strong> <strong>er</strong> slet ikke. En indgang og en udgang. Som en ordlyd, en 'dør'<br />
så uendeligt smal. Som et ekko uden en kilde - et gennemsigtigt slør - en<br />
nabo uden en 'næste' - og med forbehold for disse forhold skal vi usynligt<br />
gæste:<br />
Manden med højsindede horn i panden. Andrea<br />
Den d<strong>er</strong> <strong>er</strong> dømt til ulykkelighed, <strong>men</strong> lykkelig. Henrik<br />
Den kloge, heldige og unge fad<strong>er</strong>, <strong>men</strong> med uduelig vilje. Rasmus<br />
Smuk som lyset selv, Rasmus' mage. R<strong>os</strong>e<br />
<strong>Vi</strong>dund<strong>er</strong>barnet, Rasmus og R<strong>os</strong>es datt<strong>er</strong>. Diana<br />
Psykopaten a la Sv<strong>er</strong>ige, <strong>Danmark</strong> og USA, og Andreas bror. Alex<br />
Det rodløse <strong>men</strong> bedårende nihilistbarn, og Alex' søn. Elijah<br />
Samt brøndbysupport<strong>er</strong>en, et hyppigt off<strong>er</strong> for al slags vold. Mohammad<br />
Og et flodløb del<strong>er</strong> landene, i v<strong>er</strong>den som de del<strong>er</strong>; de råb<strong>er</strong> imod den<br />
modsatte bred i håb om at høre en genlyd. De bueskyd<strong>er</strong> atletisk i<br />
spejlbundet længsel, ja, i håbet at nogen kan se. - d<strong>er</strong>es skuespil. De<br />
kast<strong>er</strong> med æbl<strong>er</strong> og små statuett<strong>er</strong>, i håbet at frugten de ofr<strong>er</strong> vil<br />
blomstre, og at nogen kan se d<strong>er</strong>es kunst. På den anden bred. Sandelig, vi<br />
gør ligesådan.<br />
Men hvor mærkværdigt et sted mon det <strong>er</strong> - på denne anden bred?<br />
Måske de fodr<strong>er</strong> kanin<strong>er</strong> med slang<strong>er</strong>. Måske de virkelig s<strong>er</strong> spiral<strong>er</strong>,<br />
hvor vi kun s<strong>er</strong> cirkl<strong>er</strong>. Monstro de drømm<strong>er</strong> om <strong>os</strong>. Måske de findes<br />
ov<strong>er</strong>hovedet. Måske de <strong>er</strong> små som stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>, og måske de kun <strong>er</strong> i <strong>os</strong>.<br />
Det <strong>er</strong> ikke nødvendigvis <strong>men</strong>ingen at nogen skal forstå.<br />
Kærlighed til evig ild og flux <strong>er</strong> en gensidig elskov: fra ka<strong>os</strong><br />
tilbage til dig, ja, det frivillige afkald på mistro, den lucide drøm, <strong>er</strong> lig<br />
med et frit fald, og <strong>er</strong> lig med lykke som sådan. - Cirklen d<strong>er</strong> strammes.<br />
Er vi ved at forstå? - Hvad vi hør<strong>er</strong> og s<strong>er</strong> gennem hele liv? Det<br />
kan rigtigt nok føles så langsomt tæt ved begyndelsen. - Men i drøm<strong>men</strong><br />
såvel som h<strong>er</strong> kan man åbne et øje m<strong>er</strong>e, og ønske sig fremad med<br />
tank<strong>er</strong>nes hast: smugkigge en smule hen mod de sidste sid<strong>er</strong>. Sådan <strong>er</strong> det<br />
und<strong>er</strong>holdning, og jeg <strong>er</strong> en jok<strong>er</strong> for Ed<strong>er</strong>. - Så behag 'Dem' da først og<br />
fremmest, vær lykkelig, og lyt med øjnenes dybsindige ør<strong>er</strong>.<br />
Det siges at k<strong>os</strong>m<strong>os</strong> udvides. I starten sk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> så meget; imod<br />
slutningen sk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> så lidt - ell<strong>er</strong> omvendt. Til sidst sk<strong>er</strong> det hele igen. <strong>Vi</strong><br />
vågn<strong>er</strong> og ved nu bedre, <strong>men</strong> vi <strong>forestill<strong>er</strong></strong> <strong>os</strong> <strong>altså</strong> att<strong>er</strong>.<br />
1
a<br />
Fantasien h<strong>er</strong> udøves ov<strong>er</strong> p<strong>er</strong>son<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> kunne boltre sig i en talløs<br />
mængde af flovløse glæd<strong>er</strong>, hvis det ikke var for det land, de <strong>er</strong> omgivet<br />
af, og hvis indbygg<strong>er</strong>e de må forventes at skamme sig for. Dog, i hvilken<br />
grad og med hvilken måde de ov<strong>er</strong>hovedet bør omgås dette onde, skal vi<br />
diskret holde <strong>os</strong> for øje.<br />
Én <strong>er</strong> med sine skøjtende skridt på vej ov<strong>er</strong> flisegulvet på Aarhus<br />
banegård. Glidende forbi genetiske variation<strong>er</strong> af sekstenårige modedyrsklon<strong>er</strong><br />
i indgangens mange døre, og utilbageholdende for en fuck<br />
McDonnalds impuls giv<strong>er</strong> han "restauranten" til venstre fing<strong>er</strong>en -<br />
ignor<strong>er</strong><strong>er</strong> usikre reaktion<strong>er</strong> h<strong>er</strong>på, og som én blandt mængden i køen til<br />
spor fire kobl<strong>er</strong> han sig på rulletrappen, og vend<strong>er</strong> sig rundt for at<br />
betragte ansigt<strong>er</strong>ne på sine næste, med hvilke han transport<strong>er</strong>es ned mod<br />
lyntoget til København.<br />
Denne <strong>er</strong> jævnt ov<strong>er</strong> gennemsnitshøjde, en arisk type – blond og<br />
blå. Er klædt i en lang umønstret uldjakke, d<strong>er</strong> fortsætt<strong>er</strong> ned til lårene og<br />
ov<strong>er</strong>lapp<strong>er</strong> et ikke synd<strong>er</strong>ligt stramt par ledd<strong>er</strong>-jeans med bælte af samme<br />
mat<strong>er</strong>iale. Jakkens øv<strong>er</strong>ste knap <strong>er</strong> ikke i brug og en kæde bærende på et<br />
stærkt og hemmelighedsfuldt opalsmykke <strong>er</strong> synlig omkring halsen. Hans<br />
ansigts hud <strong>er</strong> lysende, næsten gennemsigtig og kontur<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> yd<strong>er</strong>st fine,<br />
ja indbydende, hvilket udlign<strong>er</strong> det forskrækkende ele<strong>men</strong>t i hans<br />
legemes uhyr<strong>er</strong> styrke.<br />
Han brows<strong>er</strong> igennem en kupé ell<strong>er</strong> to til han find<strong>er</strong>, hvad han<br />
søg<strong>er</strong>: en plads ud til gangen, d<strong>er</strong> kan være res<strong>er</strong>v<strong>er</strong>et. Toget <strong>er</strong> lidt<br />
mindre end almindeligt fyldt. Ov<strong>er</strong>for arien sidd<strong>er</strong> en milf med sit<br />
prinsesse-barn, og ved sin side mod vinduet en lidt fin i det h<strong>er</strong>re med<br />
mappe og hvad d<strong>er</strong> hør<strong>er</strong> til. Ved den tilstødende firkløv<strong>er</strong> af plads<strong>er</strong><br />
sidd<strong>er</strong> en konstabel i uniform med blikket rettet stift ud af ruden; og en<br />
spinkel mand på måske små tredive år lægg<strong>er</strong> sin bagage og frakke op<br />
und<strong>er</strong> loftet, og sætt<strong>er</strong> sig – han har en slidt rock t-shirt på, og hør<strong>er</strong><br />
tilsvarende musik fra sin iPod, hvilket alle kan høre. Toget kør<strong>er</strong>.<br />
Nye passag<strong>er</strong><strong>er</strong>? - spørg<strong>er</strong> konduktøren med værdighed.<br />
Hv<strong>er</strong> enkelt tag<strong>er</strong> billet og kort op af taske og pung, og fremvis<strong>er</strong><br />
til manden, d<strong>er</strong> nikk<strong>er</strong>. Vores arie sig<strong>er</strong>, at han ikke har billet.<br />
Det var da ikke så godt. - udtal<strong>er</strong> konduktøren, og undgår at<br />
smile, i<strong>men</strong>s han hiv<strong>er</strong> en blok frem fra en lomme, og begynd<strong>er</strong><br />
notationen.<br />
Navn? - stilheden h<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> <strong>er</strong> bemærkelsesværdig - Og<br />
legitimation.<br />
Andrea. - svar<strong>er</strong> han og tilføj<strong>er</strong> - Elleve-nul-otte-toogfirs,<br />
syvogtyve-niogfyrre. - arien <strong>er</strong> sidst i tyv<strong>er</strong>ne. Unifor<strong>men</strong> modtag<strong>er</strong> det<br />
gule sygesikringskort.<br />
Og adresse?<br />
Han meddel<strong>er</strong> en adresse i Århus. Fingrene <strong>er</strong> begyndt at<br />
rytmitis<strong>er</strong>e Intuition-introen på det grå bord.<br />
Udmærket. - sig<strong>er</strong> konduktøren fast som det sidste inden han går<br />
2
vid<strong>er</strong>e. Bøden <strong>er</strong> givet til skyldn<strong>er</strong>en. Prinsessepigen kigg<strong>er</strong> forundret på<br />
den tilsyneladende und<strong>er</strong>legne. Denne følg<strong>er</strong> op på hendes forundring<br />
med følgende:<br />
Det gør <strong>altså</strong> ikke noget. - sagt i<strong>men</strong>s bøden krølles sam<strong>men</strong> og<br />
presses den ind bag bæltet; sygesikringskortet i ind<strong>er</strong>lom<strong>men</strong>.<br />
Hun kigg<strong>er</strong> stadigvæk forundret. Sig<strong>er</strong> endelig, <strong>men</strong> mest<br />
henvendt til mor, at ”...det da kun <strong>er</strong> pig<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> kan hedde Andrea.”<br />
Moren <strong>er</strong> i vildrede. I løbet af ganske få sekund<strong>er</strong> kigg<strong>er</strong> hun<br />
triangulært den straffede og sin datt<strong>er</strong> i øjnene fl<strong>er</strong>e gange,<br />
uopmærksomt. Han sig<strong>er</strong> som forløsning til pigen, <strong>men</strong> vel nok til hele<br />
sin del af kupeen:<br />
Det skal du ikke tænke i . . . <strong>Jeg</strong> hedd<strong>er</strong> i virkeligheden ikke<br />
Andrea.<br />
Ja<strong>men</strong>, ja<strong>men</strong> ja<strong>men</strong>. - stamm<strong>er</strong> mod<strong>er</strong>en løs; jakkesættet ved<br />
siden af gør en bevægelse, og selv konstablen giv<strong>er</strong> kortvarigt sin<br />
opmærksomhed fra sig. Andrea tromm<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e, <strong>men</strong> løb<strong>er</strong> lidt i tempo.<br />
Prøv så at hør hvad han sig<strong>er</strong> nu:<br />
<strong>Jeg</strong> kald<strong>er</strong> mig for det meste Andrea, så det kan du også bare<br />
kalde mig. Og lille pige, 'Andrea' <strong>er</strong> både et pigenavn og et drengenavn,<br />
ligesom blå en gang imellem kan være en pigefarve. - han send<strong>er</strong><br />
bemærkningen afsted med en lille grimasse, som affød<strong>er</strong> et smil;<br />
hvorvidt han har ret i det med pigefarven skal vi ikke diskut<strong>er</strong>e. Hans<br />
spam fortsætt<strong>er</strong> - Det <strong>er</strong> da også lige meget med navne, ell<strong>er</strong> hvad?.. Men<br />
netop Andrea <strong>er</strong> lidt sjovt: for hvis noget <strong>er</strong> mit, for eksempel min telefon<br />
h<strong>er</strong>, så <strong>er</strong> dén Andreas. Ha ha. Alt hvad jeg ej<strong>er</strong> <strong>er</strong> drengeting... Ell<strong>er</strong> som<br />
man sig<strong>er</strong> om ens krop. Altså, min krop <strong>er</strong> Andreas.<br />
Pigen kigg<strong>er</strong> mistroisk, <strong>men</strong> kan ikke lade være med at fnise.<br />
Ov<strong>er</strong> Andreas børnetegge <strong>er</strong> mod<strong>er</strong>en en lille smule impon<strong>er</strong>et, og<br />
begynd<strong>er</strong> at lege med sit hår. Andrea vibr<strong>er</strong><strong>er</strong> med sin hånd, hvori<br />
telefonen <strong>er</strong>. En ældgammel telefon.<br />
Kunne du tænke dig at ringe til en veninde? - foreslår han med en<br />
frisk stemme - Det kan jo være så kedeligt for et barn at køre i tog. - et<br />
godt indtryk på børn har han altid gjort, og pigen ov<strong>er</strong>vej<strong>er</strong> det da også i<br />
et langt øjeblik. Den forvirrede mor 'int<strong>er</strong>cept<strong>er</strong>' imidl<strong>er</strong>tid beslutningen.<br />
Så! Slut med det. - hun tag<strong>er</strong> pigen om håndleddet og lad<strong>er</strong><br />
forstå, at det virkelig <strong>er</strong> slut (med at snakke med fremmede); h<strong>er</strong>eft<strong>er</strong><br />
kiggende Andrea surt og fokus<strong>er</strong>et i øjnene. Men hun mød<strong>er</strong> imidl<strong>er</strong>tid et<br />
tændt og afgrundsdybt h<strong>er</strong>sk<strong>er</strong>blik, d<strong>er</strong> straks jag<strong>er</strong> hendes forsvarsløse<br />
tanke hen på pik. Hun forskrækkes. Kigg<strong>er</strong> ned, læn<strong>er</strong> sig tilbage. Andrea<br />
lægg<strong>er</strong> telefonen på bordet.<br />
Fra Skand<strong>er</strong>borg til Horsens hengår und<strong>er</strong> kun enkelte kast med<br />
øjnene, <strong>altså</strong> lydløst. Pigen begynd<strong>er</strong> snart eft<strong>er</strong> at plage med sin lille<br />
stemme, om hun ikke godt må få lov. Hun und<strong>er</strong>streg<strong>er</strong>, at hun ked<strong>er</strong> sig.<br />
Mod<strong>er</strong>en blød<strong>er</strong> langsomt op, og henvend<strong>er</strong> sig til Andrea:<br />
Må hun virkelig låne telefonen?<br />
Ja, klart. Så længe hun vil. - pigen glædes tydeligt. Hun får lov af<br />
sin mor, og får også en liste med numre på venind<strong>er</strong> hun kan prøve, samt<br />
besked på at gå ud på gangen i<strong>men</strong>s hun snakk<strong>er</strong>. - Tag dig bare al den tid<br />
du vil. - udsyng<strong>er</strong> Andrea, idet prinsessen forlad<strong>er</strong> kupeen. Mod<strong>er</strong>en<br />
smil<strong>er</strong> og sig<strong>er</strong> tak. Tid går.<br />
3
Helt henkastet skal det i øvrigt inform<strong>er</strong>es, at hvad d<strong>er</strong> h<strong>er</strong> fold<strong>er</strong><br />
sig ud i togkupeen, skal vi blive og følge med i helt til København.<br />
Int<strong>er</strong>essen h<strong>er</strong>for, hvis nogen skulle have frækheden at spørge, <strong>er</strong><br />
hovedsageligt motiv<strong>er</strong>et af måden hændels<strong>er</strong>ne og d<strong>er</strong>es naturlige<br />
afvikling forløb<strong>er</strong> på, og h<strong>er</strong>und<strong>er</strong> også om dette ikke und<strong>er</strong>vejs skulle gå<br />
hen og kaste nogle spirende små uforudsigelighed<strong>er</strong> af sig. På dette vi<br />
håb<strong>er</strong>.<br />
Andrea tag<strong>er</strong> en håndfuld pistacie op af lom<strong>men</strong>. Lægg<strong>er</strong> dem<br />
foran sig. Én for én brækk<strong>er</strong> han op, plac<strong>er</strong><strong>er</strong> skall<strong>er</strong>ne på bordet, kast<strong>er</strong><br />
nøden op i luften og grib<strong>er</strong> med munden; langsomt, måske én hv<strong>er</strong>t tredie<br />
minut - smilende, roligt tyggende og munt<strong>er</strong>. Til manges fortrødne<br />
benovelse. Tidens vandren og Andreas lækk<strong>er</strong>sult ledsag<strong>er</strong> toget forbi<br />
Vejle. Salgsvognen trill<strong>er</strong> igennem området, <strong>men</strong> stik imod statistikken<br />
handl<strong>er</strong> ingen. Pigen <strong>er</strong> synlig på gangen, og Andrea, d<strong>er</strong> elsk<strong>er</strong><br />
oplevelsen af børn forbundet med hinanden igennem elektronik - fordi<br />
teknologi <strong>er</strong> paramet<strong>er</strong> for historiens gang, og børn biologisk <strong>er</strong><br />
forbindelsen fra nu- til for- og fremtid - henvend<strong>er</strong> sig til mod<strong>er</strong>en, og<br />
sig<strong>er</strong>:<br />
Hvilken skøn datt<strong>er</strong> du har. - han <strong>men</strong><strong>er</strong> det, <strong>men</strong> det <strong>er</strong> som d<strong>er</strong> i<br />
de dybeste frekvens<strong>er</strong> af ytringen, skjules et formål.<br />
Tak. - sig<strong>er</strong> hun igen. - Du virk<strong>er</strong> meget opsat på at snakke. - hun<br />
vil måske til at tilføje noget, <strong>men</strong> Andrea svar<strong>er</strong> med det samme, og i<br />
øvrigt med en anelse påtaget diktion:<br />
<strong>Jeg</strong> synes und<strong>er</strong>tiden, det kan være så kedeligt at køre i tog.<br />
Jakkesættet ved siden af byd<strong>er</strong> ind; han har længe g<strong>er</strong>ne villet,<br />
<strong>men</strong> s<strong>er</strong> først nu sit snit. - Ligesom barnet, ha ha! - sig<strong>er</strong> han og kigg<strong>er</strong> på<br />
de to; han tilføj<strong>er</strong> i forhåbning - Som du sagde . . .<br />
Andrea smil<strong>er</strong>, haps<strong>er</strong> en nød og indrømm<strong>er</strong> - Ja, nogen gange<br />
føl<strong>er</strong> jeg mig åh så barnlig. Og som barnet, når det ked<strong>er</strong> sig, ligg<strong>er</strong> det<br />
mig nært at kigge mig om eft<strong>er</strong> legekamm<strong>er</strong>at<strong>er</strong>. Hvordan leg<strong>er</strong> voksne?<br />
De snakk<strong>er</strong> vel . . . - han kigg<strong>er</strong> mod<strong>er</strong>en i øjnene, og denne tænk<strong>er</strong> igen<br />
på sex, forskrækkes igen, og slår øjnene ned på Andreas fingre, d<strong>er</strong> netop<br />
nu knækk<strong>er</strong> en af de irrit<strong>er</strong>ende lukkede pistacieskall<strong>er</strong>.<br />
Så lad <strong>os</strong> da snakke. - sig<strong>er</strong> Jakkesættet i en lille glæde ov<strong>er</strong> den,<br />
vel nok besynd<strong>er</strong>lige, <strong>men</strong> ligefremme udmelding.<br />
Ingen har lagt til passag<strong>er</strong>tallet, ell<strong>er</strong> trukket fra, og i den<br />
modsatte firkløv<strong>er</strong> sidd<strong>er</strong> konstablen fortsat med et stift blik væk, <strong>men</strong><br />
dog med øret rettet mod samtalen, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ved at komme i gang. Den unge<br />
mand med musik i ør<strong>er</strong>ne har nu lukkede øjne, og flyd<strong>er</strong> i sin<br />
indelukkede virkelighed.<br />
Andrea tænk<strong>er</strong>, at nationalsporten vil være et godt emne, og<br />
vælg<strong>er</strong> denne; han sig<strong>er</strong> - Okay, bare for at tage en næsten tilfældig<br />
begivenhed, vil jeg h<strong>er</strong> g<strong>er</strong>ne høre j<strong>er</strong> om en ganske bestemt sag: Brian<br />
Laudrups mål imod Brasilien til VM i Frankrig. Kan I huske det?<br />
Jubii, ja. Selvfølgelig! Klart man husk<strong>er</strong> det. Uforglemmeligt.<br />
Også hans fejring. Den var speciel! - far<strong>er</strong> forretningsmanden op med<br />
omtrent de ord. Konstablen meld<strong>er</strong> sig ind, og tilslutt<strong>er</strong> sig glæden. Når<br />
den lægg<strong>er</strong> sig spørg<strong>er</strong> de nærmest ens - Hvad med det mål?<br />
4
Et par ting. - sig<strong>er</strong> Andrea i et lumsk smil - Altså, det var vidst<br />
sidste <strong>Danmark</strong>s-kamp, hvor d<strong>er</strong> var en Laudrup på banen, og så endda<br />
to Laudrup'<strong>er</strong>, og <strong>altså</strong>, Brian scor<strong>er</strong> til to-to, og, det <strong>er</strong> det længste vi<br />
nogensinde har været til et v<strong>er</strong>densmest<strong>er</strong>skab, ottendedelsfinalen. Ja, og<br />
vi tab<strong>er</strong> kampen tre-to; mange sagde eft<strong>er</strong> turn<strong>er</strong>ingen, at denne kamp var<br />
slutrundens bedste. Blot et par facts.<br />
Nørd! - indskyd<strong>er</strong> mod<strong>er</strong>en i forsøg på en 'neg', <strong>altså</strong> et led i en<br />
form for scorestrategi (d<strong>er</strong> også kan virke på mænd).<br />
Andrea ignor<strong>er</strong><strong>er</strong>, og fortsætt<strong>er</strong> til sit medrevne publikum, som de<br />
to mandlige togpassag<strong>er</strong><strong>er</strong> vis<strong>er</strong> sig at være - Et par ting lær<strong>er</strong> jeg fra den<br />
episode. A, Michael havde bebudet at ville stoppe eft<strong>er</strong> slutrunden, <strong>men</strong>,<br />
for hele landet komm<strong>er</strong> det som et chok at også Brian stopp<strong>er</strong>. En banal<br />
sandhed h<strong>er</strong>: ofte komm<strong>er</strong> enden brat. <strong>Jeg</strong> undskyld<strong>er</strong> banaliteten! B. -<br />
han haps<strong>er</strong> sin sidste nød - Målet, hvor fantastisk sparket ind det end var,<br />
kom eft<strong>er</strong> en fejl: Carl<strong>os</strong>, som bag<strong>er</strong>ste mand, kiksede et saksespark,<br />
hvoreft<strong>er</strong> Laudrup var helt nøgen. To sandhed<strong>er</strong>: at straffe fejl <strong>er</strong> en vej<br />
til succes, og, at våge at begå fejl <strong>er</strong> vejen til succes. Husk, Brasilien<br />
vandt kampen, og <strong>er</strong> det mest vindende samt mest legendariske hold på<br />
kloden. De har altid spillet sådan: risikobetonet, ekvilibristisk og<br />
legende. - han tal<strong>er</strong> lige nu artikul<strong>er</strong>et og punktligt samt ikke mindst med<br />
et meget accentu<strong>er</strong>ende kropssprog - C, vigtigst af alt, og den sag jeg i<br />
grunden vil høre j<strong>er</strong> om: målet var jo i en afgørende forstand ligegyldigt.<br />
<strong>Danmark</strong> tabte kampen, så hvad betyd<strong>er</strong> det udlignende mål? Et<br />
problematisk spørgsmål, ja? Et problem, ikke sandt? I kan alle huske det.<br />
Kort stilhed fra passag<strong>er</strong><strong>er</strong>ne.<br />
<strong>Jeg</strong> sys nu det var af betydning. - fastslår konstablen.<br />
Hmm. - ytr<strong>er</strong> forretningsmanden med fingrene gnubbende hagen,<br />
- Ja man må indrømme, at enhv<strong>er</strong> ordentlig sportsmand spill<strong>er</strong> for at<br />
vinde. Så hvad betyd<strong>er</strong> det? Betyd<strong>er</strong> målet virkelig ingenting?<br />
Dér var noget! - Andrea virk<strong>er</strong> som d<strong>er</strong> pustes til ham - En halv<br />
sandhed... sådan cirka, for måske man spill<strong>er</strong> for at vinde, <strong>men</strong> mindst<br />
enoghalvtres procent af akti<strong>er</strong>ne tilhør<strong>er</strong>, at man vind<strong>er</strong> for at... for at<br />
spille. Det virk<strong>er</strong> næsten selvindlysende.<br />
Synes DU. - en tilføjelse med hvilken forretningsmanden påpeg<strong>er</strong><br />
at andre også har lov til d<strong>er</strong>es <strong>men</strong>ing. En latt<strong>er</strong>lig <strong>men</strong>ing.<br />
Andrea smågrin<strong>er</strong>, <strong>men</strong> afbryd<strong>er</strong> sig selv med et knips ud i luften,<br />
alle gør et blink, han bed<strong>er</strong> lavmælt om en af de grimme reklameskraldep<strong>os</strong><strong>er</strong><br />
und<strong>er</strong> vinduet, får en, hæld<strong>er</strong> pistacieskall<strong>er</strong>ne i, og<br />
aflev<strong>er</strong><strong>er</strong> p<strong>os</strong>en tilbage til forretningsmanden, d<strong>er</strong> hæng<strong>er</strong> den ned igen<br />
på krogen. Uden min<strong>er</strong>.<br />
Et mål som Laudrups, - fortsætt<strong>er</strong> forsøget nu - set i lyset af<br />
ligegyldigheden, kræv<strong>er</strong> sig opmærksomhed: se det som metaforen for et<br />
digt, trodsen h<strong>er</strong>i, et vellevet liv i værste fald; lidt som Hektor... ja selv<br />
uden en digt<strong>er</strong>... hvis man vil tillade mig; og sådan <strong>er</strong> det en påmindelse<br />
om vigtigheden af den lettest udvandede sandhed – kan man ikk' sige det<br />
<strong>er</strong> en sandhed: at det d<strong>er</strong> <strong>er</strong>, <strong>er</strong>. - Andrea tal<strong>er</strong> nu uden øjenkontakt; det<br />
meste af tiden flakk<strong>er</strong> pupill<strong>er</strong>ne ustyrligt foran Jyllands mark<strong>er</strong>, og i<br />
<strong>er</strong>indringen s<strong>er</strong> han for sig en af sine barndoms kongestund<strong>er</strong>, hvor<br />
fad<strong>er</strong>en kastede ham op i luften i sand triumf, i glæde ov<strong>er</strong> et pludseligt<br />
glimt af barndomsgenialitet: som seksårig at havde udtalt, at han, Andrea,<br />
5
var "en skuespill<strong>er</strong> uden trang til publikum, og en karakt<strong>er</strong> uden behov<br />
for et stykke". Sådan har han det endnu den dag i dag, og han ov<strong>er</strong>vej<strong>er</strong><br />
ikke, hvorvidt han snyd<strong>er</strong> sig selv, <strong>men</strong> jaget vid<strong>er</strong>e <strong>er</strong> tanken til<br />
fornuftens vingeklip, kun væren har værdi, som denne sætning knytt<strong>er</strong><br />
sig til ordene, d<strong>er</strong> af sig selv dikt<strong>er</strong><strong>er</strong> tungens og læb<strong>er</strong>nes gang, og den<br />
let udvandede sandhed - hans stemme d<strong>er</strong> bare dron<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e og vid<strong>er</strong>e<br />
langt nede und<strong>er</strong> bevidstheden; I'm coming down fast but miles above<br />
you. I lodret styrt! Fornuften, måske som en fugleunge med guldsmykk<strong>er</strong><br />
om halsen; en byrde og et løfte og en byrde. Styrtende.<br />
Mod<strong>er</strong>en kigg<strong>er</strong> mistroisk på den åndsfraværende mand med den<br />
v<strong>er</strong>densfj<strong>er</strong>ne tale; dog uden at have et egentligt forhold til ord som<br />
åndsfraværende ell<strong>er</strong> v<strong>er</strong>densfj<strong>er</strong>n. Hendes v<strong>er</strong>liebthed har lidt et knæk,<br />
langt fra uopretteligt, <strong>men</strong> ikke desto mindre et knæk.<br />
Forretningsmanden skæld<strong>er</strong> ud, sig<strong>er</strong> nærmest buuh, <strong>men</strong> egentlig m<strong>er</strong>e<br />
poetisk - ...du skal da ikke blande Laudrup sam<strong>men</strong> med det lort d<strong>er</strong>. -<br />
kom<strong>men</strong>taren s<strong>er</strong>v<strong>er</strong>et med et smil, en 'smiley', for at han ikke skal blive<br />
'misforstået' i retning af dårlig-stemningsspred<strong>er</strong>. Han bliv<strong>er</strong> da hell<strong>er</strong><br />
ikke forstået sådan. Konstablen rull<strong>er</strong> blot øjne af den abstrakte snak, og<br />
kigg<strong>er</strong> på ny ud af sit vindue. Det har i grunden været dybt bizart for de<br />
tre, at lægge øre til den ekstrov<strong>er</strong>te passag<strong>er</strong>s forrige pointe - ell<strong>er</strong> hvad<br />
man vil kalde det - d<strong>er</strong> egentlig ikke sluttede noget sted, <strong>men</strong> blot med<br />
store ord løb ud i sandet.<br />
Den afviste Andrea, d<strong>er</strong> må indrømme ov<strong>er</strong>for sig selv at have<br />
ladet sig drive ud af en tangent, lægg<strong>er</strong> en hurtig triol på bordet, og kast<strong>er</strong><br />
kroppen bagud i sædet. Skuffet. Han giv<strong>er</strong> sig til at hvile sin betragtning<br />
på pigen, d<strong>er</strong> stadig grin<strong>er</strong> og sladr<strong>er</strong> i telefonen på gangen. Tid<br />
spads<strong>er</strong><strong>er</strong>.<br />
Mod<strong>er</strong>en åbn<strong>er</strong> forsigtigt op igen med et nysg<strong>er</strong>rigt spørgsmål til<br />
Andreas hv<strong>er</strong>dagslige beskæftigelse. Han vig<strong>er</strong> udenom, og spis<strong>er</strong> hende<br />
m<strong>er</strong>e ell<strong>er</strong> mindre af med et citat i tone-rig accent, hvor trykket <strong>er</strong> lagt på<br />
'jeg' og resten af sætningen <strong>er</strong> hurtigt eksped<strong>er</strong>et o<strong>men</strong>d yd<strong>er</strong>st<br />
velartikul<strong>er</strong>et: "jeg-hold<strong>er</strong> af hv<strong>er</strong>dagen". D<strong>er</strong>fra charm<strong>er</strong><strong>er</strong> han sig<br />
hurtigt ind på hendes liv som emne, hvilket pass<strong>er</strong> hende udemærket.<br />
Hun tal<strong>er</strong> ud fra hans spørgsmål som de stilles løbende, og lad <strong>os</strong> kun<br />
forstå det helt ov<strong>er</strong>ordnede, at hun varetag<strong>er</strong> administrativt arbejde i<br />
Århus kommune.<br />
Også hun har tank<strong>er</strong>. - hvilke vi ikke tør forestille <strong>os</strong> meget<br />
nærm<strong>er</strong>e, dog, vi må antage, at megen selvbebrejdelse find<strong>er</strong> sted i<br />
nærværende situation a la "ej, hvad må han ikke tænke om det," hv<strong>er</strong><br />
gang hun har gjort selv den mindste bevægelse. I denne antagelse kan vi<br />
jo blot håbe, vi tag<strong>er</strong> fejl.<br />
Snakken imellem de to kør<strong>er</strong> bare, <strong>men</strong> en udvikling <strong>er</strong> sket, idet<br />
man skal bide mærke i, at det nu <strong>er</strong> normaltilstand med samtale i kupeen;<br />
fuldstændig tavshed ville anses for pinlig på nuværende, og den undgås<br />
d<strong>er</strong>for. Andrea <strong>er</strong> i en fase af 'fortspinnung' kunne vi sige - snakken kør<strong>er</strong><br />
bare.<br />
Forretningsmanden <strong>er</strong> faldet i tank<strong>er</strong> omkring de af Andreas<br />
ytring<strong>er</strong>, han lige afviste, og dumt lød de, unægtelig, nej sine egne ord<br />
ville han ikke æde, det <strong>er</strong> vigtigt at sige fra når sag<strong>er</strong>ne komm<strong>er</strong> ud af et<br />
6
galt spor, <strong>men</strong> noget nag<strong>er</strong> ham ved aflivningen af situationen, for<br />
s<strong>er</strong>iøsiteten <strong>er</strong> så ofte væk i hans liv synes han, <strong>altså</strong> kontakten med det<br />
evige, og h<strong>er</strong> var vel en chance. En gang har han tænkt: livet <strong>er</strong> evigt<br />
dødeligt, og ladt' dét være fint. En gang har han sagt til en ung mand, d<strong>er</strong><br />
spurgte om råd, at nu hvor du <strong>er</strong> toogtyve, ved du hvad? Det <strong>er</strong> en skide<br />
god ald<strong>er</strong> at være. Tænk ikke så meget ov<strong>er</strong> regl<strong>er</strong>ne! Nu tænk<strong>er</strong> han, ja<br />
husk<strong>er</strong>, at da han selv var toogtyve, da så han sådan frem til at blive<br />
rigtigt voksen. Men nu ved han at d<strong>er</strong> ingen regel <strong>er</strong>, d<strong>er</strong> giv<strong>er</strong> den gamle<br />
lov at være toogtyve igen, nej tværtimod. Og hvem d<strong>er</strong> bare var ung igen.<br />
Men kun sig selv har han at undskylde banaliteten ov<strong>er</strong>for. For banalt <strong>er</strong><br />
det hele, alt dette evige. Snakk<strong>er</strong> han med sin kone om dette, evige, får<br />
han aldrig startet for bare undskyldning<strong>er</strong>, og snakk<strong>er</strong> han med<br />
venn<strong>er</strong>/kolleg<strong>er</strong> bestill<strong>er</strong> de bare en lud<strong>er</strong>. En af de fine, ganske vidst, nu<br />
drømm<strong>er</strong> han, måske en jurastud<strong>er</strong>ende, og chefen betal<strong>er</strong>, måske, <strong>men</strong><br />
det <strong>er</strong> jo ikke holdbart, det indrømm<strong>er</strong> han vel nok i enhv<strong>er</strong> stille stund.<br />
Dum <strong>er</strong> han ikke, og dum har han aldrig været, han <strong>er</strong> blot blevet narret,<br />
narret til et dumt liv, <strong>men</strong> dette ved han ikke, og alt i<strong>men</strong>s han sidd<strong>er</strong> og<br />
spekul<strong>er</strong><strong>er</strong> ov<strong>er</strong> dette 'livet' ramm<strong>er</strong> en dum tanke ham - som en vask<strong>er</strong> i<br />
et frikvart<strong>er</strong>: at de unge vil være gamle, og de gamle vil være unge, og<br />
kun de første får hvad de ønsk<strong>er</strong>, <strong>men</strong> det kun på sin vis og i et enkelt<br />
øjeblik, og dét når linj<strong>er</strong>ne kryds<strong>er</strong> i et enkelt skæringspunkt, han tænk<strong>er</strong>,<br />
at dette for eget vedkom<strong>men</strong>de, det ved han, må have været da han blev<br />
gift, og han tænk<strong>er</strong> nu, det <strong>er</strong> egentlig dette han tænk<strong>er</strong>: at han må gifte<br />
sig igen. Måske med en fra jura. Alt sam<strong>men</strong> tænk<strong>er</strong> han utroligt nok<br />
uden at se, hvordan han snyd<strong>er</strong> sig selv.<br />
Ude af jakkesættets tank<strong>er</strong>, i den fælles v<strong>er</strong>den i nærværende<br />
forestilling komm<strong>er</strong> prinsessepigen, lidt inden Fred<strong>er</strong>icia, tilbage til<br />
kupeen. Hun kigg<strong>er</strong> på den lett<strong>er</strong>e mutte Andrea, giv<strong>er</strong> telefonen tilbage<br />
til denne; og med sin barnlige vidund<strong>er</strong>lighed og lette bevægels<strong>er</strong> giv<strong>er</strong><br />
hun også lidt optimisme tilbage til den ariske excentrik<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> begynd<strong>er</strong> at<br />
nynne lidt for sig selv: næsten uhørligt i<strong>men</strong>s samtalen imellem de to<br />
voksne helt naturligt dør ud. For pigen vind<strong>er</strong> hurtigt taletid: hun sniksnakk<strong>er</strong><br />
lidt med mod<strong>er</strong>en og i næste nu, hvor hun udtrykk<strong>er</strong> tegn på<br />
snart at kede sig igen, gør Andreas sjæl et lille hop, og fang<strong>er</strong> pigens<br />
opmærksomhed.<br />
Hvad skal du så på Sjælland? - spørg<strong>er</strong> han den vidund<strong>er</strong>lige.<br />
Besøge mormor. - pigen fiks<strong>er</strong><strong>er</strong> sine øjne på Andreas smykke.<br />
Han spørg til både mor og datt<strong>er</strong> - Hvor godt for j<strong>er</strong>. Undskyld jeg<br />
spørg, <strong>men</strong> <strong>er</strong> hun meget gammel, ell<strong>er</strong> kan hun stadig noget? - mod<strong>er</strong>en<br />
synk<strong>er</strong> en klump, <strong>men</strong> pigen svar<strong>er</strong> stolt, at "hun <strong>er</strong> den bedste mormor i<br />
hele v<strong>er</strong>den".<br />
Klart nok, - fortsætt<strong>er</strong> han, lidt som 'n<strong>os</strong>soren', med Amag<strong>er</strong>accent<br />
- så I skal bare ov<strong>er</strong> at hygge ell<strong>er</strong> hvad; jeg <strong>men</strong><strong>er</strong>, <strong>er</strong> det nogens<br />
fødselsdag? Nogen anledning? - han sidd<strong>er</strong> for en gangs skyld helt stille.<br />
Mod<strong>er</strong>en begynd<strong>er</strong> at fortælle. Det drej<strong>er</strong> sig mest bare om hygge<br />
uden anledning, og når det lidt eft<strong>er</strong> lidt bliv<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e og m<strong>er</strong>e klart, at hun<br />
ikke ved hvad hun skal sige til den rolige og åbne mand, d<strong>er</strong><br />
tilsyneladende lytt<strong>er</strong> int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et - hun nærmest løb<strong>er</strong> tør for benzin,<br />
måske går baglæns for til sidst at gå helt i stå - tag<strong>er</strong> Andrea teten og<br />
7
spørg<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>raskende, henvendt til forretningsmanden:<br />
Hvad skal du i København?<br />
Hans dybt problematiske og ufrivillige mantra, ung igen,<br />
afbrydes. Voldsomt og nådigt, han vækkes og svar<strong>er</strong> - <strong>Jeg</strong>... jeg skal<br />
faktisk all<strong>er</strong>ede af i Odense.<br />
Ov<strong>er</strong>raskende. - indrømm<strong>er</strong> Andrea. - Men hvad skal du så<br />
dér?<br />
<strong>Jeg</strong>, øhh... jeg skal 'pitche' en idé til en forretningspartn<strong>er</strong>. <strong>Jeg</strong><br />
vil ikke afsløre for meget, <strong>men</strong> jeg <strong>er</strong> selv meget glad, for når det<br />
komm<strong>er</strong> ud at netop vi skal arbejde sam<strong>men</strong> om netop dette, bliv<strong>er</strong> vores<br />
konkurrent<strong>er</strong> dybt chok<strong>er</strong>ede. - han får virkelig talt et uvurd<strong>er</strong>ligt smil<br />
frem på sine egne læb<strong>er</strong>, og han tilføj<strong>er</strong> i triumf og selv<strong>er</strong>kendelse - <strong>Jeg</strong><br />
elsk<strong>er</strong> at dup<strong>er</strong>e!<br />
Andrea rives med af glæden; den <strong>er</strong> ligefrem ærlig; Andrea <strong>er</strong><br />
ligefrem ov<strong>er</strong>rasket; jakkesættet kan mærke det, og glædes des m<strong>er</strong>e.<br />
Sig nu lidt om hvad det drej<strong>er</strong> sig om . . . heh', jeg <strong>forestill<strong>er</strong></strong> mig<br />
jo de vildeste ting! - Andreas krop forhold<strong>er</strong> sig stadig rolig.<br />
Forretningsmanden kan ikke holde det i sig - Okay, okay; det<br />
drej<strong>er</strong> sig om en bestemt type handikaplift, som skørt nok ikke <strong>er</strong> taget i<br />
brug i en ell<strong>er</strong>s meget handikapvenlig biltype. Det <strong>er</strong> netop mit job at<br />
tænke kreativt, og se den slags mulighed<strong>er</strong> for forbedring. - han knips<strong>er</strong><br />
på kreativt og forbedring. Andrea <strong>er</strong> skuffet, hvilket jakkesættet ikke kan<br />
mærke. Denne sig<strong>er</strong> blot, endnu opløftet:<br />
Hvad skal d u da i hovedstaden?<br />
Andrea har ventet og ventet på dette spørgsmål. Ell<strong>er</strong> rett<strong>er</strong>e, han<br />
har villet det, har und<strong>er</strong>bevidst arbejdet for det, og nu <strong>er</strong> det h<strong>er</strong>. Han har<br />
glædet sig til at de skal høre om det:<br />
<strong>Jeg</strong> skal mødes med en mand, d<strong>er</strong> har fanget min opmærksomhed.<br />
- han sidd<strong>er</strong> roligt og tal<strong>er</strong>. - En ung mand, hvis mor døde for ikke længe<br />
siden . . . Det vil sige, hans adoptivmor, tæt ved det eneste stykke familie<br />
han havde knyttede bånd til. Normalvis <strong>er</strong> dødsfald jo en tragisk affære, -<br />
han rømm<strong>er</strong> sig - <strong>men</strong> også noget ganske almindeligt... dog, nærværende<br />
sag fald<strong>er</strong> mig særligt på sinde, fordi han ikke gik af med liget til<br />
myndighed<strong>er</strong>ne. Hah', hvilket faktisk <strong>er</strong> i strid med loven. Utroligt, ikke<br />
sandt? Nåh, det komm<strong>er</strong> jeg til, <strong>men</strong> <strong>altså</strong>... hun døde i hjemmet, og han<br />
var den eneste ved hendes side. For en god ordens skyld sendte han breve<br />
rundt til de nærmeste pårørende, hvor han meddelte dem om begravelse i<br />
haven på den og den dag. Med utrolig kort varsel, det giv<strong>er</strong> sig selv.<br />
H<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> Andrea afbrudt af en forfærdet milf, en ligegyldig<br />
afbrydelse på sin vis, <strong>men</strong> som en spontan ytring af int<strong>er</strong>esse for<br />
historiens udfald - Begravede han hende så i haven, med kun få<br />
pårørende som vidn<strong>er</strong>?<br />
<strong>Jeg</strong> tror nu det blot <strong>er</strong> ved viels<strong>er</strong> man tal<strong>er</strong> om vidn<strong>er</strong> . . . <strong>men</strong><br />
<strong>altså</strong>, tjo, han begravede hende i haven med blot ligust<strong>er</strong>hækken som<br />
vidne. D<strong>er</strong>, midt i København. Ingen af de pårørende var mødt op, <strong>men</strong> i<br />
stedet havde én tilkaldt politiet i foragt for det forestående. Ja, med<br />
dumme øjne kan det jo ligne 'usømmelig omgang med lig'. I sandhed <strong>er</strong><br />
det vel nærm<strong>er</strong>e 'den mest rigtige omgang med lig', <strong>men</strong> <strong>men</strong>... Skæbnen<br />
ville det sådan, at politiet kom frem til boligen netop idet, at den unge<br />
8
mand dryssede det første jord ud ov<strong>er</strong> mod<strong>er</strong>en nede i hullet. Han<br />
undslap heldigvis politiets klø<strong>er</strong>, <strong>men</strong>...<br />
Denne gang <strong>er</strong> det pigen d<strong>er</strong> afbryd<strong>er</strong>, ligeledes forfærdet - Tog de<br />
så hans mor?<br />
Ja, det gjorde de rigtigt nok; intet mindre end dette ækle, at tage<br />
nogens døde mor! Nåh, <strong>altså</strong>, historien h<strong>er</strong> har nået mit øre, og jeg har<br />
siden lavet lidt eft<strong>er</strong>retning<strong>er</strong>... han <strong>er</strong> en aldeles inspir<strong>er</strong>ende karakt<strong>er</strong>, og<br />
ham skal jeg <strong>altså</strong> ov<strong>er</strong> og sætte mig i forbindelse med. <strong>Vi</strong> skal nok<br />
kunne udrette et ell<strong>er</strong> andet sam<strong>men</strong>. - de sidste par sætning<strong>er</strong> <strong>er</strong> nært ved<br />
at tvinge for megen gennemsigtighed frem i hans ansigt. Ubemærket. De<br />
tilhørende tænk<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> i stilhed.<br />
Toget stopp<strong>er</strong> i Fred<strong>er</strong>icia, og mod<strong>er</strong>en rejs<strong>er</strong> sig for at gå ud og<br />
ryge. Andrea s<strong>er</strong> tændstikk<strong>er</strong>ne i hendes hånd, og som bliv<strong>er</strong> han slikket<br />
af et lyn, far<strong>er</strong> hans sjæl op af sædet - Må jeg låne fire af de Tordenskjold<br />
d<strong>er</strong>? - selvfølgelig må han det, og eft<strong>er</strong> de <strong>er</strong> givet, går mod<strong>er</strong>en ud af<br />
døren med røven ekstra struttende, i<strong>men</strong>s datt<strong>er</strong>en bliv<strong>er</strong> på sin plads.<br />
Andrea spørg<strong>er</strong> pigen - Ka' du li' magi. - og da hun selvfølgelig<br />
smil<strong>er</strong>, og nikk<strong>er</strong> i et solskins-ja, begynd<strong>er</strong> han at folde sig ud.<br />
Konstablen og forretningsmanden <strong>er</strong> også begejstrede. Det vil sige, det<br />
første trick <strong>er</strong> meget simpelt, og nemt at gennemskue - kun prinsessen<br />
ved ikke hvordan, fordi hun jo <strong>er</strong> så lille - <strong>men</strong> de næste par små<br />
kortvarige tricks sætt<strong>er</strong> dem alle helt og aldeles af, og dybt impon<strong>er</strong>ede<br />
klapp<strong>er</strong> de endog i hænd<strong>er</strong>ne, når for eksempel en knækket svovlspids<br />
sidd<strong>er</strong> solidt på igen. Magi!<br />
Mod<strong>er</strong>en komm<strong>er</strong> ind, og sig<strong>er</strong> mekanisk - Du kan bare lægge<br />
dem tilbage når du <strong>er</strong> færdig med dit numm<strong>er</strong> d<strong>er</strong>, - og rækk<strong>er</strong> ham<br />
tændstiksæsken. Hun lad<strong>er</strong>, i rutin<strong>er</strong>et diskretion, et kondom glide med i<br />
transf<strong>er</strong>en, så han ved hvad han kan tage, hvis han vil.<br />
Han spørg<strong>er</strong> om han må låne fl<strong>er</strong>e tændstikk<strong>er</strong>, og det må han<br />
selvfølgelig. De fing<strong>er</strong>nemme fingre fem har let og ubemærket ladet<br />
kondomet glide ind und<strong>er</strong> bæltet. Nu, arm<strong>er</strong>et med mange tændstikk<strong>er</strong>,<br />
rull<strong>er</strong> han hele 'stregtegning<strong>er</strong>' op på det grå bord, hvor alle følg<strong>er</strong> med i<br />
stor betagelse. - Tændstikk<strong>er</strong>ne komm<strong>er</strong> og forsvind<strong>er</strong>, motiv<strong>er</strong>ne ændres<br />
markant ved kun enkelte tændstikk<strong>er</strong>s rearrang<strong>er</strong>ing, alt i<strong>men</strong>s han<br />
chatt<strong>er</strong> lidt om stort og småt, <strong>men</strong> mest om en politisk nyhed ingen af de<br />
andre har hørt om . . .<br />
Alt i<strong>men</strong>s legen leges, og talen føres dagdrømm<strong>er</strong> Andrea om at<br />
udnytte kvinden skråt ov<strong>er</strong>for, nu hvor tilbudet foreligg<strong>er</strong>. Ved få simple<br />
manøvr<strong>er</strong> kunne de nemt mødes på et af togets toilett<strong>er</strong>; hvirvle alt tøj af<br />
hende og måske selv bare lyne ned og bede hende bukke sig. Hun vil stå<br />
d<strong>er</strong> tiggende - hans tank<strong>er</strong> driv<strong>er</strong> virkelig - og når pikken dans<strong>er</strong><br />
mass<strong>er</strong>ende om stj<strong>er</strong>nen, og hun spørg til kondomet, vil han sige, at han<br />
kun vil uden, hvilket hun i sidste ende umuligt afslår. Og eft<strong>er</strong> at have<br />
smurt den ind i spyt, vil han glide ind i Mom-I'd-Like-To-Fuck-røven:<br />
hurtigt, voldsomt, hensynsløst - sådan <strong>er</strong> det i sidste ende bedst for begge<br />
- og med sin dybe stemme tyssende munt<strong>er</strong>t på alle hendes undslippende<br />
ja-støj, dirig<strong>er</strong>e dem begge i fugleflugt frem til et udbrud, hurtigt hurtig.<br />
Disse tank<strong>er</strong>, han aldrig ville føre ud i livet, ledsag<strong>er</strong> hans tryllekunst<strong>er</strong>,<br />
og en historie om Dansk Folkeparti -medlemm<strong>er</strong>ne i Esbj<strong>er</strong>gegnen, d<strong>er</strong> i<br />
9
stort antal var blevet narret på en meget indtagende vis, idet at nogen<br />
havde spredt en falsk meddelelse om 'P<strong>er</strong>k<strong>er</strong>hængning' i en stald på<br />
landet - skræm<strong>men</strong>de mange havde mødt op til, hvad d<strong>er</strong> viste sig blot at<br />
være et pressebaghold. Og som han sig<strong>er</strong> - "h<strong>er</strong> <strong>er</strong> det vist kun for<br />
tydeligt, hvad de egentlig ønsk<strong>er</strong>, og i hvor høj grad indflydelse til<br />
folkepartiet <strong>er</strong> en slimet glidebane." For und<strong>er</strong>forstået: hvem vil ikke<br />
gennemføre sine dybeste ønsk<strong>er</strong>, hvis magten, mandat<strong>er</strong>ne, foreligg<strong>er</strong>?<br />
Måske vil han gemme sit skud, og eft<strong>er</strong> hendes udbrud trække sig ud, og<br />
komme hende i tøze-hullet for at vinde sig et ekstra t<strong>er</strong>ningkast . . . Ja<br />
h<strong>er</strong> <strong>er</strong> et spørgsmål, og hvor essentielt <strong>er</strong> det ikke: at kende ell<strong>er</strong> ikke at<br />
kende sine få ell<strong>er</strong> mange børn. Husk, dette <strong>er</strong> på det bestemteste kun<br />
Andreas tank<strong>er</strong>.<br />
Salgsvognen komm<strong>er</strong> igen igennem kupeen, midt i et<br />
tændstiknumm<strong>er</strong>, og forretningsmanden riv<strong>er</strong> sin opmærksomhed fri, og<br />
bestill<strong>er</strong> med to ord - Kaffe tak.<br />
I<strong>men</strong>s kaffen skænkes s<strong>er</strong> Andrea et kortspil i vognen, og det<br />
første han gør, idet øjnene fang<strong>er</strong> kongen på indpakningen, <strong>er</strong> at smide<br />
tændstikk<strong>er</strong>ne fra sig, ja feje dem til side, og næsten helt ubehøvlet bede<br />
om et sådant kortspil; ubehøvlet i sin barnlige mangel på tålmodighed.<br />
De k<strong>os</strong>t<strong>er</strong> tredive kron<strong>er</strong>. Men ov<strong>er</strong>prisen bliv<strong>er</strong> slet ikke bemærket med<br />
så meget som en mine. Han stikk<strong>er</strong> salgsda<strong>men</strong> en femhundredelap; hun<br />
<strong>er</strong> betænkelig ved at d<strong>er</strong> står skrevet noget på den - et pengecitat fra Pink<br />
Floyd - <strong>men</strong> bliv<strong>er</strong> forsikret, at det ikke gør det mindste ved værdien.<br />
Andrea får sit kortspil før byttepengene <strong>er</strong> talt op, og han <strong>er</strong> hurtig til at<br />
begynde at blande i et sandt festfyrværk<strong>er</strong>i, hvilket man nok kan<br />
forestille sig. Han gør en vanvittigt glad grimasse, og tilsku<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> hell<strong>er</strong><br />
ikke blege for at vise begejstring. Han bed<strong>er</strong> nu mod<strong>er</strong>en om at vælge et<br />
kort og huske det. Dér, midt i toget. Salgsda<strong>men</strong> har lagt fire-hundredehalvtres<br />
kron<strong>er</strong> i sedl<strong>er</strong> på bordet foran ham; han har knapt nok<br />
registr<strong>er</strong>et disse penge, <strong>men</strong> hvad hans øjne i højeste grad <strong>er</strong> blevet<br />
opmærksomme på, <strong>er</strong> en frisk rulle tyvekron<strong>er</strong> som hun <strong>er</strong> ved at tage hul<br />
på, for at kunne give den sidste rest tilbage. Nu kast<strong>er</strong> han alle kortene<br />
fra sig, ind imod ruden med dem; alle passag<strong>er</strong><strong>er</strong> får et frygteligt shock,<br />
og Andrea, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> helt ude af den, råb<strong>er</strong> STOP inden tyv<strong>er</strong>rullen <strong>er</strong><br />
knækket.<br />
<strong>Jeg</strong> tag<strong>er</strong> med stor glæde hele rullen! H<strong>er</strong> <strong>er</strong> en tohundredeseddel,<br />
jeg undvær<strong>er</strong> bare de sidste tyve kron<strong>er</strong>. - og han rækk<strong>er</strong> hende en lap fra<br />
bordet, og får virkelig rullen af den lamslåede dame, d<strong>er</strong> skynd<strong>er</strong> sig at<br />
m<strong>os</strong>le vognen vid<strong>er</strong>e ned ad gangen.<br />
Nu skal i se magi! - og han bryd<strong>er</strong> indpakningen således at<br />
mønt<strong>er</strong>ne ligg<strong>er</strong> stablede i hans hånd. Teatralsk begynd<strong>er</strong> han at tømme<br />
stakken med tommelfing<strong>er</strong>en på samme måde som patron<strong>er</strong> skubbes ud<br />
af et magasin inden en duel. Seksten mønt<strong>er</strong> trill<strong>er</strong> rundt på bord og gulv,<br />
skabende en forfærdelig larm, og han rabl<strong>er</strong> "tag dem hvis I vil," i<strong>men</strong>s<br />
han kast<strong>er</strong> én op i luften, grib<strong>er</strong> den som en pistacienød - til alles shock,<br />
og slug<strong>er</strong> den tilsyneladende. Tyv<strong>er</strong>e smag<strong>er</strong> af hvedeøl.<br />
Prinsessepigen <strong>er</strong>, for måske første gang i sit liv, på lige fod med<br />
alle voksne omkring sig: hvad hun h<strong>er</strong> s<strong>er</strong>, har hun aldrig set før, hvilket<br />
et barn p<strong>er</strong> definition <strong>er</strong> vant til, <strong>men</strong> hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> påfaldende <strong>er</strong>, at ingen<br />
af de andre i kupeen ej hell<strong>er</strong> har set det før, hvem d<strong>er</strong> alle måb<strong>er</strong>, <strong>men</strong>,<br />
10
pigen grin<strong>er</strong> højt og ustyrligt alt i<strong>men</strong>s mod<strong>er</strong>en stadig hold<strong>er</strong> sin klør<br />
fem i hånden - skræk-ind-jaget ov<strong>er</strong> måske at skulle bolles af sådan en<br />
mand - og jakkesættet og konstablen har glemt alt om Laudrup og<br />
evighed. Rock-t-shirten har fortsat lukkede øjne og høj musik i ør<strong>er</strong>ne,<br />
<strong>men</strong> begynd<strong>er</strong> så småt at røre på sig.<br />
Andrea, hvis øjne jo tidlig<strong>er</strong>e <strong>er</strong> betegnet som havende et tændt<br />
og afgrundsdybt h<strong>er</strong>sk<strong>er</strong>blik, <strong>er</strong>, sam<strong>men</strong> med en snoende og spændt i<br />
alle muskl<strong>er</strong> krop, hypnotis<strong>er</strong>ende i sin virkning og dragende al<br />
opmærksomhed til sig. Det <strong>er</strong> præcis den situation han ønsk<strong>er</strong>, og som en<br />
slange, d<strong>er</strong> gør sig klar til at hugge - han kan vel lev<strong>er</strong>e det budskab han<br />
vil nu; sige hvad d<strong>er</strong> pass<strong>er</strong> ham - dirr<strong>er</strong> hans krop som dansende til en<br />
fløjte ingen af de andre kan høre. Han begynd<strong>er</strong> at tale, uden synd<strong>er</strong>ligt<br />
blik til nogen sam<strong>men</strong>hæng, i<strong>men</strong>s han jongl<strong>er</strong><strong>er</strong> med de tre tyv<strong>er</strong>e, og<br />
fortær<strong>er</strong> opmærksomheden, d<strong>er</strong> endda også tilkomm<strong>er</strong> ham bagfra fra<br />
øjne d<strong>er</strong> stig<strong>er</strong> op ov<strong>er</strong> sædet som rastløse rejsende ung<strong>er</strong> ville gøre det.<br />
Hvilken forbindelse til et publikum.<br />
Som jeg var ved at sige... det <strong>er</strong> selvklart at man vind<strong>er</strong> for at<br />
spille: j<strong>er</strong>es sørgelige liv kan ikke vendes på anden måde! Selvfølgelig <strong>er</strong><br />
d<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e i det end kun dét, <strong>men</strong> som jeg sagde, mindst enoghalvtres<br />
procent... Og når man så ikke kan spille imod fl<strong>er</strong>e, har vundet alt, ja så<br />
<strong>er</strong> d<strong>er</strong> ikke andet at gøre end at fejre, en lille rite og vid<strong>er</strong>e! D<strong>er</strong> <strong>er</strong> helst<br />
ikke tale om nogen skildpadde på en skildpadde på en . . . D<strong>er</strong>imod <strong>er</strong><br />
selve kampen dét som al en<strong>er</strong>gien, alt man kald<strong>er</strong> værdisætt<strong>er</strong>i, må rettes<br />
imod. Abra-kadabra! Kun idiot<strong>er</strong> spill<strong>er</strong> for medalj<strong>er</strong>, fucking<br />
lejesoldat<strong>er</strong>, om de vide det ell<strong>er</strong> ej. Ha ha, mine undskyldning<strong>er</strong> for at<br />
jeg sagde sørgelige om j<strong>er</strong>, <strong>men</strong> når det går ud på at synes. Kom nu! Og<br />
at være sig selv, som j<strong>er</strong>es tryllesætning oftest lyd<strong>er</strong>, så <strong>er</strong> det da sørgeligt<br />
fat med j<strong>er</strong>: I <strong>er</strong> rigtig nok nogle 'passag<strong>er</strong><strong>er</strong>', hva'? "Hvad lyd<strong>er</strong> tiden på"<br />
rung<strong>er</strong> det i j<strong>er</strong>, "nåh, individualisme, så sys vi det. <strong>Vi</strong> står da bare på<br />
tidens tog, og <strong>er</strong> <strong>os</strong> selv i<strong>men</strong>s vi essentielt set sidd<strong>er</strong> stille, og hold<strong>er</strong><br />
kæft." Se! Se nu følgende for j<strong>er</strong>: nu tag<strong>er</strong> jeg passag<strong>er</strong>en i benene, og<br />
hæng<strong>er</strong> ham fra loftet, og vis<strong>er</strong> ham et spejl; still<strong>er</strong> ham et spørgsmål:<br />
"vend<strong>er</strong> passag<strong>er</strong>en på billedet også på hovedet?" 'Udråbstegn' . . . Intet<br />
virk<strong>er</strong> på mig m<strong>er</strong>e pinagtigt end at synes; og I elsk<strong>er</strong> det, som ædleste<br />
disciplin! <strong>Jeg</strong> må stoppe mig selv nu, for ikke at få startet på j<strong>er</strong>es dybt<br />
hypnotis<strong>er</strong>ende demokrati.<br />
Han lægg<strong>er</strong> trykket på andetsidste ord, som for at hæve<br />
fortryllelsen, og nærmest hvisk<strong>er</strong> demokrati; lad<strong>er</strong> sætningen hænge i<br />
luften, og stopp<strong>er</strong> med at jongl<strong>er</strong>e, i det alle tre mønt<strong>er</strong> fald<strong>er</strong> i højre<br />
hånd, d<strong>er</strong> knytt<strong>er</strong> sig om dem. Spytt<strong>er</strong> en tyv<strong>er</strong> ud af munden, og spørg<br />
pigen, i<strong>men</strong>s guldmønten først larm<strong>er</strong>, og siden langsomt sving<strong>er</strong> til ro på<br />
bordet imellem dem:<br />
Kunne du tænke dig at se et mønttrick? - han tal<strong>er</strong> nu i et helt<br />
andet leje; fuldstændig og komplet rart og venligt i en grad som det ell<strong>er</strong>s<br />
<strong>er</strong> buddhist<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e ell<strong>er</strong> mindre har monopol på. Pigen, hvis latt<strong>er</strong><br />
har præget scenens und<strong>er</strong>lige musik, o<strong>men</strong>d latt<strong>er</strong>en har været noget<br />
mindre markant og langt fra konstant und<strong>er</strong> Andreas monolog (tænk på<br />
den legitimitet det giv<strong>er</strong> at have barnelatt<strong>er</strong> på sin side), indvillig<strong>er</strong> i at se<br />
tricket. Passag<strong>er</strong><strong>er</strong>ne har været helt lamslåede, <strong>men</strong> begynd<strong>er</strong> nu at ryste<br />
d<strong>er</strong>es kroppe forsigtigt som eft<strong>er</strong> en meditation, og oplev<strong>er</strong> nu<br />
11
omv<strong>er</strong>denen som normal igen; ja, det skal nok falde en ell<strong>er</strong> fl<strong>er</strong>e ind, at<br />
hvad de har bevidnet h<strong>er</strong> måske blot har været et fantasif<strong>os</strong>t<strong>er</strong>, hvis man<br />
kan se det for sig; det skal nok falde en ell<strong>er</strong> fl<strong>er</strong>e ind at glemme det,<br />
vaske det væk, simpelthen slet og ret at misbruge bevidstheds-kunsten 'at<br />
ignor<strong>er</strong>e' på hændelsen, at fortrænge den.<br />
<strong>Vi</strong> har <strong>altså</strong> forestillet <strong>os</strong> at folk ikke har grebet ind. Nu <strong>er</strong><br />
situationen igen ganske normal. Pigen skal hele tiden gætte, hvor mange<br />
mønt<strong>er</strong> Andrea har i den og den hånd, hvilket man desuden nok kan tro,<br />
<strong>er</strong> ganske svært. Han snik-snakk<strong>er</strong> løbende med de voksne i<strong>men</strong>s han<br />
led<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> en ny åbning til et klimaks m<strong>er</strong>e. Konstablen vis<strong>er</strong> sig at være<br />
i livgarden, og Andrea prøv<strong>er</strong> - svøbt ind i en b<strong>er</strong>oligende charme - at<br />
drille livgarden med pinlige histori<strong>er</strong> om Prins Joakim og scoring<strong>er</strong>. Som<br />
det ov<strong>er</strong>ordnet lyd<strong>er</strong>:<br />
<strong>Jeg</strong> kend<strong>er</strong> mange pig<strong>er</strong> han har kneppet, og alle har de en sjov<br />
historie at fortælle. Med sjov <strong>men</strong><strong>er</strong> jeg for eksempel . . . - og så vid<strong>er</strong>e,<br />
<strong>men</strong> det bid<strong>er</strong> ikke på garden, d<strong>er</strong> mest kun tænk<strong>er</strong> på et rygte ell<strong>er</strong> to<br />
han kan sprede tilbage på kas<strong>er</strong>nen. Nok bare Andrea d<strong>er</strong> <strong>er</strong> lidt<br />
gammeldags at tro, at den slags har bid.<br />
Ov<strong>er</strong> højtal<strong>er</strong>ne lyd<strong>er</strong> nu, kort før Odense, en v<strong>er</strong>denskendt<br />
indspilning af en st<strong>er</strong>ilt inton<strong>er</strong>ende engelsktalende kvinde: "We kindly<br />
ask passeng<strong>er</strong>s not to leave their luggage, and oth<strong>er</strong> p<strong>er</strong>sonal belongings,<br />
unattended." Dette bring<strong>er</strong> Andrea på sporet af et emne: t<strong>er</strong>ror.<br />
Kan I huske hvornår I første gang hørte den besked? - han<br />
smugl<strong>er</strong> ubemærket en mønt fra højre til venstre hånd.<br />
Nej, <strong>men</strong> det <strong>er</strong> ved at være en del år siden. - sig<strong>er</strong><br />
forretningsmanden i tabt <strong>er</strong>indring, og tilføj<strong>er</strong> et hvorfor?<br />
Nåh, såmænd bare fordi jeg føl<strong>er</strong> mig næsten sikk<strong>er</strong> på, at den<br />
blev delt ud kort eft<strong>er</strong> 'nine-elleven'. Som et led i en anti-t<strong>er</strong>ror<br />
bevægelse, ell<strong>er</strong> hvad man vil kalde det.<br />
Og? - d<strong>er</strong> snig<strong>er</strong> sig lidt latent irritation ind i snakken.<br />
Og det <strong>er</strong> påfaldende, hvor bange man vil gøre <strong>os</strong> for t<strong>er</strong>ror, og<br />
ikke mindst, at gøre <strong>os</strong> opmærksom på at de kan og skal involv<strong>er</strong>e sig i,<br />
hvad vi gør med vores p<strong>er</strong>sonlige ejendele, <strong>altså</strong>, dem d<strong>er</strong> kald<strong>er</strong> sig we.<br />
Mange uenighedspunkt<strong>er</strong> meld<strong>er</strong> sig blandt passag<strong>er</strong><strong>er</strong>ne, idet en<br />
kedelig begrebsforvirret snak fold<strong>er</strong> sig m<strong>er</strong>e og m<strong>er</strong>e ud – <strong>men</strong> lad <strong>os</strong> nu<br />
lade det ligge for en stund, vigtigt <strong>er</strong> indholdet ikke.<br />
Hidtil <strong>er</strong> han blevet ref<strong>er</strong><strong>er</strong>et til som Rock-t-shirt. Rasmus <strong>er</strong> hans navn,<br />
og t-shirten <strong>er</strong> en ualmindeligt slidt Descipline King Crimson trøje (fra<br />
start firs<strong>er</strong>ne, omkring hans fødsel). Han har ligget i stor nydelse, halvt<br />
sovet, halvt lyttet til ton<strong>er</strong>ne af dødelige gud<strong>er</strong> a la Elliott Smith, Kurt<br />
Cobain, Hendrix og andre fra dén side af floden - det <strong>er</strong> bedre at brænde<br />
op end at rådne.<br />
Afslutningsnumm<strong>er</strong>et fra Nirvanas Unplugged In New York<br />
rind<strong>er</strong> ud i hans ør<strong>er</strong>. Den konc<strong>er</strong>t han altid har ref<strong>er</strong><strong>er</strong>et til som 'det<br />
bedste vokal-take i musikhistorien'. Han har hørt konc<strong>er</strong>ten et utal af<br />
gange før, og som transport<strong>er</strong>et af musikken ban<strong>er</strong> hans tanke sig vej<br />
mod en egentlig opvågnen.<br />
12
Hvor sov du i går nat? Spørgsmålet Rasmus still<strong>er</strong> sig nu <strong>er</strong>, <strong>er</strong><br />
jeg jaloux i denne stund. Et spørgsmål så bestandigt aktuelt - han<br />
besvar<strong>er</strong> det ikke. Wh<strong>er</strong>e did you sleep last night, d<strong>er</strong> krænges ud af en<br />
sangstemme på dødens rand, <strong>er</strong> vel et almindeligt spørgsmål, wh<strong>er</strong>e did<br />
you sleep last night, kan man spørge på mange måd<strong>er</strong> . . . Cobain var vel<br />
et ret almindeligt <strong>men</strong>neske, hvis det almindeligvis kan medregnes til<br />
<strong>men</strong>nesket at være hæd<strong>er</strong>ligt. For dét var Cobain, hæd<strong>er</strong>lig, h<strong>er</strong>oin ell<strong>er</strong><br />
ej . . . ell<strong>er</strong> hvad folk ell<strong>er</strong>s må sige! Han var almindelig nok, blot var<br />
han udmærket musikalsk begavet, og mest signifikant: ualmindeligt<br />
velsignet med sin stemme, hvormed han kan synge til alle <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>s<br />
hæd<strong>er</strong>lighed, og ramme den, til hv<strong>er</strong> en tid de <strong>er</strong> <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>. Rasmus<br />
vågn<strong>er</strong> langsomt. Hans tshirt har et stort hul ved den højre af de to<br />
tætsiddende skuldre, og ligesom hans tøj helt gen<strong>er</strong>elt, <strong>er</strong> den noget<br />
slasket i sit udtryk. Hans ansigt d<strong>er</strong>imod <strong>er</strong> stramt. Håret meget kort, så<br />
den lille åbne pande kan lyse. Skrænt<strong>er</strong>ne ved pandebenene mødes ved<br />
foden af en næse, d<strong>er</strong> lang og trekantet, meget markant, <strong>er</strong> pejlepunktet i<br />
billedet. D<strong>er</strong> var engang, hvor denne næse led en fraktur; dette kan stadig<br />
ses, hvilket umiddelbart afværg<strong>er</strong> tanken om et uprøvet ansigt - en tanke<br />
som ell<strong>er</strong>s i nogle aspekt<strong>er</strong> let kan trænge sig på h<strong>os</strong> en besku<strong>er</strong>. Som<br />
ansigtets garant for at Rasmus udmærk<strong>er</strong> sig som <strong>men</strong>neske, gemm<strong>er</strong> de<br />
dybe øjenhul<strong>er</strong> på to små fine regnbuesten, hvori sjælen yndigt skinn<strong>er</strong><br />
igennem. Det <strong>er</strong> et eft<strong>er</strong>årsansigt - det vil sige i eft<strong>er</strong>årsnuanc<strong>er</strong> - af<br />
Edvard Munch-pallet, et meget smalt ansigt, og som det oftest bæres af<br />
Rasmus, kunne det kaldes Smilet, ell<strong>er</strong> eventuelt Rastløsheden; <strong>men</strong> ikke<br />
Skriget. Han hengav sig dog ofte til, som det mest virkelige han vidste af,<br />
at skrige, <strong>men</strong> dette har længe tilhørt hans fortid - inden han fik sin<br />
datt<strong>er</strong>. M<strong>er</strong>e om hende sen<strong>er</strong>e. Rasmus har på mange måd<strong>er</strong> et rigt<br />
åndsliv foregående i sit hoved, <strong>men</strong> kend<strong>er</strong> ingen kanal at transmitt<strong>er</strong>e<br />
på, at forme det på og lade det manifest<strong>er</strong>e sig, så åndslivet bliv<strong>er</strong> d<strong>er</strong>inde<br />
som en dom ov<strong>er</strong> hans utilfredsstillende liv, og hans krop <strong>er</strong> <strong>altså</strong> rastløs -<br />
ak, han ved at han snyd<strong>er</strong> sig selv, <strong>men</strong> <strong>er</strong> sporløst fortabt, når det<br />
komm<strong>er</strong> til 'hvordan'. Så meget desto m<strong>er</strong>e frustr<strong>er</strong>ende, ja håbløst. Og<br />
tanken lige nu <strong>er</strong> semitypisk som følg<strong>er</strong>: så <strong>er</strong> jeg da et <strong>men</strong>neske blot,<br />
ell<strong>er</strong> <strong>er</strong> jeg noget nyt - noget ganske nyt, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> sket? Han sidd<strong>er</strong> og<br />
tænk<strong>er</strong> sådan i<strong>men</strong>s han bid<strong>er</strong> sig i tungen - så spyttet flyd<strong>er</strong>. Han synk<strong>er</strong>.<br />
Cirka tyve sekund<strong>er</strong>s klapsalve og hujen fra New York følg<strong>er</strong> den sidste<br />
akkord til dørs, og han tag<strong>er</strong> sine hvide høretelefon<strong>er</strong> ud af ør<strong>er</strong>ne, og slår<br />
øjnene op. Han smil<strong>er</strong> skævt; smilet <strong>er</strong> altid skævt mod hans egen<br />
venstre.<br />
En poptøs går forbi på gangen med sin lille rottehund i favnen,<br />
forsvind<strong>er</strong> snart; Rasmus når akkurat at få øjenkontakt med dyret. Det<br />
glemmes med det samme, som så meget, og opmærksomheden skift<strong>er</strong> til<br />
noget højst besynd<strong>er</strong>ligt. En enormt legemstærk mand sidd<strong>er</strong> skråt<br />
ov<strong>er</strong>for i den anden firkløv<strong>er</strong> og jungl<strong>er</strong><strong>er</strong> med tre tyv<strong>er</strong>e i<strong>men</strong>s han<br />
snakk<strong>er</strong> til en opslugt kupe. Kun Rasmus (og prinsessepigen) <strong>er</strong> ikke med<br />
i snakken.<br />
...igennem indflydelse h<strong>os</strong> USA, ja fordi vi havde været<br />
samarbejdsvillige i et lille foretagende i Irak, det <strong>er</strong> vel tydeligt, fik<br />
udenrigsminist<strong>er</strong>, P<strong>er</strong> Stig Møll<strong>er</strong>, ell<strong>er</strong> hvem det var på daværende<br />
tidspunkt, frigivet ham h<strong>er</strong> fangen... kan ikke huske hvad han hed. Det <strong>er</strong><br />
13
nu også uvedkom<strong>men</strong>de for sagen, <strong>men</strong> fangen blev nemlig frigivet fra<br />
Guantanamo alene fordi han var dansk<strong>er</strong>. - Andrea bliv<strong>er</strong> opmærksom på<br />
at Rasmus <strong>er</strong> vågnet, forhold<strong>er</strong> sig diskret, <strong>men</strong> lad<strong>er</strong> mønt<strong>er</strong>nes retning<br />
skifte fra med til mod uret.<br />
Hvor vil du hen? - sig<strong>er</strong> en smart ung h<strong>er</strong>re ov<strong>er</strong>for Rasmus;<br />
denne <strong>er</strong> stået på i Odense, som toget nyligt har taget afgang fra. Typen<br />
d<strong>er</strong> kan finde på at købe sokk<strong>er</strong> til udvalgte lejlighed<strong>er</strong>, - hvis man<br />
forstår, - <strong>men</strong>, socialt skræmt <strong>er</strong> han trods alt ikke.<br />
Andrea svar<strong>er</strong> - <strong>Jeg</strong> vil hen til det tidspunkt, hvor den tidlig<strong>er</strong>e<br />
fange offentligt udtal<strong>er</strong>, at udenrigsminist<strong>er</strong>en og statsminist<strong>er</strong>en <strong>er</strong><br />
legitime t<strong>er</strong>ormål.<br />
Alle har imidl<strong>er</strong>tid glemt at dette for få år siden var en del af den<br />
offentlige snak, og passag<strong>er</strong><strong>er</strong>ne måb<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> hukommelsesopfrisk<strong>er</strong>en.<br />
Kun Rasmus synes at være umiddelbart inspir<strong>er</strong>et, og han sig<strong>er</strong> nu at -<br />
De e r legitime t<strong>er</strong>ormål! - Rasmus og Andrea får ægte øjenkontakt. Den<br />
opvågnede fortsætt<strong>er</strong>, <strong>men</strong> mest til de måbende:<br />
Kom nu! Det <strong>er</strong> da især tydeligt i det forhold, at P<strong>er</strong> Stig ikke<br />
læng<strong>er</strong>e <strong>er</strong> udenrigsminist<strong>er</strong>, og And<strong>er</strong>s Fogh ikke læng<strong>er</strong>e <strong>er</strong><br />
statsminist<strong>er</strong>, og d<strong>er</strong>for, at And<strong>er</strong>s Fogh og P<strong>er</strong> stig ikke læng<strong>er</strong>e <strong>er</strong><br />
legitime, ell<strong>er</strong> i hv<strong>er</strong>t fald oplagte t<strong>er</strong>ormål; <strong>men</strong> det <strong>er</strong> de nye ministr<strong>er</strong><br />
selvfølgelig, idet de fortsat <strong>er</strong> med til at føre krig mod Taleban. Skulle<br />
Taleban ikke have lov at kæmpe igen, hvor meget vi end måtte hade<br />
d<strong>er</strong>es syn på v<strong>er</strong>den?<br />
D<strong>er</strong> <strong>er</strong> stille i et øjeblik. Alle <strong>er</strong> uenige på nær Andrea. Denne<br />
sig<strong>er</strong>, i en tone han <strong>er</strong> påfaldende hurtig til at ramme - Det <strong>er</strong> rigtigt. Men<br />
min pointe <strong>er</strong> at dansk<strong>er</strong>ne, og jeg tal<strong>er</strong> nu om vælg<strong>er</strong>ne, ikke ville<br />
indrømme fakta, da sagen stod på, nej tvært imod: alle blev sure da det<br />
var oppe i offentligheden, <strong>men</strong> det var kun oppe i så kort en p<strong>er</strong>iode, at<br />
udelukkende de mest ov<strong>er</strong>fladiske følelsesargu<strong>men</strong>t<strong>er</strong> kom i de store<br />
medi<strong>er</strong>, og h<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> blev alt om den intelligente t<strong>er</strong>rorrist effektivt<br />
fortrængt. Og på j<strong>er</strong>es reaktion<strong>er</strong> at dømme: ingen h<strong>er</strong> har tænkt på den<br />
ell<strong>er</strong>s påfaldende episode i fl<strong>er</strong>e år; på nær måske dig. - han peg<strong>er</strong> på<br />
Rasmus, og spørg - Hvad hedd<strong>er</strong> du egentlig?<br />
Rasmus svar<strong>er</strong>.<br />
Ha ha Rasmus. Det <strong>er</strong> den danske udgave af Muhammad, - kort<br />
pause, Rasmus fornærmes ikke, og Andrea fortsætt<strong>er</strong> - Rasmus, hvad<br />
tænk<strong>er</strong> du da om samfundet, om dit fædreland, når du har et så åbent sind<br />
at ville lade ministrene myrde for argu<strong>men</strong>tets skyld? - d<strong>er</strong> <strong>er</strong> noget<br />
meget spottende i spørgsmålet, ja i hele Andreas udtryk; vel nok for at<br />
teste den opvågnede.<br />
<strong>Jeg</strong> s<strong>er</strong> det ikke som mit fædreland. Selvom det <strong>er</strong> svært at løbe<br />
fra . . . <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> født i udlandet, hvis det tæll<strong>er</strong> noget. - Andrea og Rasmus<br />
<strong>er</strong> nu de eneste i samtalen, o<strong>men</strong>d alle stadig lytt<strong>er</strong> med. Ind imellem gør<br />
folk figur som vil de kom<strong>men</strong>t<strong>er</strong>e - det <strong>er</strong> jo i høj grad dem, d<strong>er</strong> snakkes<br />
om - <strong>men</strong> taletid får de ikke. Det <strong>er</strong> i særdeleshed Andrea, d<strong>er</strong> styr<strong>er</strong><br />
dette, og Rasmus <strong>er</strong> ikke ked af denne styring. Sidstnævnte fortsætt<strong>er</strong> -<br />
Problematikken kan belyses med første del af ordet: 'fædre-', <strong>altså</strong> noget<br />
med rollen som far. For en far skal vel disciplin<strong>er</strong>e og hærde, elske<br />
egentligt og opdrage, og på alle måd<strong>er</strong> gøre en klar til at leve<br />
selvstændigt. Men! <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> så at sige blot blevet opdraget til at blive<br />
14
oende h<strong>os</strong> mor og far resten af livet, såvel som de fleste dansk<strong>er</strong>e. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong><br />
intet uden min stat. Føj!<br />
Ærlige ord. - Andrea klapp<strong>er</strong> dæmpet - det tyd<strong>er</strong> på, at d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
noget i dig. <strong>Jeg</strong> skal nok få mig en ov<strong>er</strong>raskelse ell<strong>er</strong> to . . . Så, nu må<br />
jeg høre, lige på og hårdt, hvad <strong>er</strong> din analyse af <strong>Danmark</strong> ell<strong>er</strong> 'den<br />
danske tilstand' . . . Nok noget med en 'myretue' kan jeg nemt forestille<br />
mig ud fra, hvad du lige sagde.<br />
Rasmus har altid været lidt af en akademik<strong>er</strong>. Følgende kan vi<br />
dog ikke forestille <strong>os</strong> som værende direkte Rasmus' talte ord, som med så<br />
meget, <strong>men</strong> noget i denne retning sig<strong>er</strong> han - Ja, det d<strong>er</strong> <strong>er</strong> en konsekvens<br />
af den danske tilstand, hvor hv<strong>er</strong> enkelt borg<strong>er</strong> <strong>er</strong> urørlig for den næste,<br />
<strong>er</strong> <strong>altså</strong> ligeledes en konsekvens af en tid og et sted, hvori folk lev<strong>er</strong> uden<br />
anden egentlig sikk<strong>er</strong>hed end den som straffeloven kan tilbyde, og folk<br />
lev<strong>er</strong> d<strong>er</strong>for uden en tilskyndelse til at optræne egne evn<strong>er</strong> i retning af<br />
selvopretholdelse, og d<strong>er</strong>for oplev<strong>er</strong> folk i endnu mindre grad, at udøve<br />
noget forsvar af sig selv, hvilket ell<strong>er</strong>s <strong>er</strong> en af hjørnestenene i enhv<strong>er</strong><br />
individuel natur.<br />
Andrea gør store øjne. Rasmus fortsætt<strong>er</strong> - Og det <strong>er</strong> kun det helt<br />
p<strong>er</strong>sonlige problem. M<strong>er</strong>e ov<strong>er</strong>ordnet: und<strong>er</strong> danske forhold h<strong>er</strong>sk<strong>er</strong> en<br />
uforstyrret mulighed for produktion, siden straffeloven ikke alene<br />
accept<strong>er</strong><strong>er</strong> dette, <strong>men</strong> direkte beskytt<strong>er</strong> enhv<strong>er</strong> produktion imod<br />
individ<strong>er</strong>s eventuelle modsættelse. Som konsekvens h<strong>er</strong>af må vi<br />
magtesløst bevidne en ov<strong>er</strong>kultiv<strong>er</strong>ing af landjorden, ubalanc<strong>er</strong>et import<br />
fra de fj<strong>er</strong>neste og fattigste lande, et koldt koordinatsæt for hv<strong>er</strong> eneste<br />
tomme af den engang så eventyrlige planet, en p<strong>er</strong>v<strong>er</strong>t<strong>er</strong>et<br />
kalend<strong>er</strong>bevidsthed i hv<strong>er</strong>t et arbejd<strong>er</strong>-sind, og hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> værst af alt i<br />
dette maskin<strong>er</strong>i: en uundslippelig stille frygt, samt fare for en<br />
begivenhedsløs død, ja, og et <strong>men</strong>neskeliv, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> statistisk, kujonis<strong>er</strong>et,<br />
vilje-st<strong>er</strong>ilt og nådesløst langt.<br />
Man skal forestille sig dette budskab blive lev<strong>er</strong>et i IC3 toget på<br />
den store bro umiddelbart inden Storebæltstunellen; Andrea jungl<strong>er</strong>ende<br />
med tyv<strong>er</strong>e og dybt optaget af det meddelte, ja og i grunden <strong>er</strong> de fleste<br />
hensunket i forundring og int<strong>er</strong>esse.<br />
Når Rasmus snakk<strong>er</strong> <strong>er</strong> det mest det midt<strong>er</strong>ste af munden, d<strong>er</strong><br />
bevæg<strong>er</strong> sig, en lille vane han har, og talen bliv<strong>er</strong> let lidt mumlende. De<br />
fleste har dog fanget det meste af det fortalte, og <strong>er</strong> forstummede; Andrea<br />
har hørt alt, og sig<strong>er</strong> - Bravo! <strong>Jeg</strong> ved nu ikke helt med de 'fj<strong>er</strong>neste og<br />
fattigste lande' . . . Og hvad du sagde med at forsvare sig selv... tjo, tja...<br />
de fleste <strong>er</strong> vel krøbling<strong>er</strong> ganske unødvendigt, det har du nok ret i . . .<br />
Altså, bare fodnot<strong>er</strong>, for ell<strong>er</strong>s har du så ret, så ret.<br />
Hmm... Tak. - Rasmus <strong>er</strong> beskeden, og desuden befriende ligeglad<br />
med kom<strong>men</strong>tar<strong>er</strong>ne/indvending<strong>er</strong>ne, d<strong>er</strong> nu <strong>er</strong> langt bagved toget.<br />
Nu <strong>er</strong> jeg jo int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et. Hvad arbejd<strong>er</strong> du med, som man spørg'?<br />
- det <strong>er</strong> Andrea, d<strong>er</strong> spørg<strong>er</strong>.<br />
<strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> arbejdsløs. Frivilligt ganske vidst.<br />
Andrea ærgr<strong>er</strong> sig ov<strong>er</strong> at manden fortsat <strong>er</strong> en gåde for ham. Han<br />
stopp<strong>er</strong> endelig med at jongl<strong>er</strong>e. Indeni små-simr<strong>er</strong> noget forstyrrende. -<br />
Hvad skal du så i København?<br />
Rasmus kan ikke lade være med at smile, ingen ville have kunnet<br />
lade være med at smile - <strong>Jeg</strong> skal købe en F<strong>er</strong>rari! Jeps, nemlig en<br />
15
Testar<strong>os</strong>sa, rød som den skal være, <strong>men</strong> brugt ganske vidst. <strong>Jeg</strong> skal bare<br />
ov<strong>er</strong> og hente den, og hjem til Århus af E45 på første tur. Dog, inden jeg<br />
komm<strong>er</strong> så langt, jeg skal ikke helt til København som du ell<strong>er</strong>s sig<strong>er</strong>.<br />
Men toget stopp<strong>er</strong> ikke før København, det <strong>er</strong> et lyntog det h<strong>er</strong>; de<br />
har sagt det et par gange, i<strong>men</strong>s du lyttede din musik. - han tal<strong>er</strong><br />
ivrigt . . .<br />
Ha ha, rigtigt nok, <strong>men</strong>! jeg skal af i Høje Tåstrup. Om det så <strong>er</strong><br />
København ell<strong>er</strong> ej . . . <strong>Jeg</strong> har altid set mange stå af og på d<strong>er</strong>, <strong>men</strong> har<br />
aldrig haft den ringeste idé om, hvad det <strong>er</strong> for et sted; bare irrit<strong>er</strong>et mig<br />
ov<strong>er</strong> at mit lyntog altid skulle stoppe. Men hvad ved man?.. ham jeg skal<br />
købe bilen af, bor nu engang d<strong>er</strong>, så nu får jeg stedet at se.<br />
Okay okay, <strong>men</strong> lad mig lige få noget med. Altså, lad mig forstå<br />
det rigtigt. Du <strong>er</strong> arbejdsløs, <strong>men</strong> skal om en times tid købe en F<strong>er</strong>rari?<br />
Dit livs første, hvis jeg bedømm<strong>er</strong> dit smil korrekt.<br />
Sí...<br />
Men hvordan <strong>er</strong> det kommet i stand?<br />
Lang historie, <strong>men</strong> kort fortalt <strong>er</strong> min kæreste meget rig, ja, det vil<br />
sige, nu <strong>er</strong> vi meget rige. - han <strong>er</strong> lykkelig i det han sig<strong>er</strong> det.<br />
Fætt<strong>er</strong> Højben! - et kort sekund føles langt. Det hengår - Er hun<br />
så også lækk<strong>er</strong>? - han spørg<strong>er</strong> sådan af irritation. Det lign<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s ikke<br />
Andrea at mangle finfølelse. Det vil sige, selvfølgelig <strong>er</strong> han direkte, ja<br />
han <strong>er</strong> vel egentlig 'direkte' par exellence, <strong>men</strong> h<strong>er</strong> <strong>er</strong> det uden et sigte,<br />
blot fremprovok<strong>er</strong>et af irritation.<br />
Rasmus hiv<strong>er</strong> en led<strong>er</strong>pung op af lom<strong>men</strong>, og et billede op af<br />
pungen, og rækk<strong>er</strong> det til Andrea, d<strong>er</strong> tag<strong>er</strong> imod. I øvrigt, at forestille sig<br />
denne situation kan føles meget pinligt, når man tænk<strong>er</strong> på de tilhørende<br />
og d<strong>er</strong>es nysg<strong>er</strong>righed eft<strong>er</strong> at se billedet; at forestille sig hvordan de<br />
strækk<strong>er</strong> hals, i<strong>men</strong>s de prøv<strong>er</strong> at ligne at de ikke strækk<strong>er</strong> hals. Føj! Men<br />
de føl<strong>er</strong> nu, de har en vis ret til at se det, idet de <strong>er</strong> med i samtalen, d<strong>er</strong><br />
foregår lige h<strong>er</strong> iblandt dem.<br />
Det <strong>er</strong> hende til højre, - sig<strong>er</strong> Rasmus med sit smil. Andrea svar<strong>er</strong><br />
ikke. Ikke nok med at han vælg<strong>er</strong> intet at svare, han mundlammes. Hun<br />
<strong>er</strong> så smuk at han forskrækkes, tænk<strong>er</strong> han ov<strong>er</strong>bevidst. Han hold<strong>er</strong><br />
billedet foran sine øjne, d<strong>er</strong> mød<strong>er</strong> hendes; han mist<strong>er</strong> ethv<strong>er</strong>t begreb om<br />
tal, kunne man sige for at 'emfic<strong>er</strong>e', ja, at han frygt<strong>er</strong> at måtte være ramt<br />
af ordblindhed i op-mod lang tid eft<strong>er</strong>, i grunden må han holde igen af<br />
alle kræft<strong>er</strong>, for ikke at kysse billedet h<strong>er</strong> på stedet. - Hende til venstre <strong>er</strong><br />
vores datt<strong>er</strong>.<br />
Andrea stamm<strong>er</strong> lidt, og ov<strong>er</strong>hør<strong>er</strong> det med datt<strong>er</strong>en - Din<br />
kæreste... sig<strong>er</strong> du hun <strong>er</strong>... din kæreste? Så I <strong>er</strong> <strong>altså</strong> ikke blevet viet?<br />
Et billede af Andreas sind tør vi ikke tegne nu. Blot dette, at han<br />
plott<strong>er</strong>: alle hans indre stemm<strong>er</strong> og stemning<strong>er</strong> mødes og plott<strong>er</strong> imod<br />
v<strong>er</strong>den, som har vovet at viftet med en lille sjælden godbid for øjnene af<br />
ham.<br />
<strong>Vi</strong> <strong>er</strong> viet igennem vores datt<strong>er</strong>. Men, som du dog spørg<strong>er</strong>! Nej,<br />
noget bryllup, hv<strong>er</strong>ken ki<strong>er</strong>keligt ell<strong>er</strong> værdsligt, har d<strong>er</strong> ikke forestået.<br />
Hvad vigtighed det end skulle have.<br />
Så formel du <strong>er</strong>. - både sig<strong>er</strong> og tænk<strong>er</strong> Andrea - Hvorfor så<br />
formel?<br />
Nåh, du <strong>er</strong> jo også lidt formel i sproget . . . <strong>men</strong> <strong>altså</strong>, jeg <strong>er</strong> vel<br />
16
lidt formel, fordi det ikke <strong>er</strong> en sag d<strong>er</strong> fald<strong>er</strong> mig nem . . . Dér, sådan, så<br />
<strong>er</strong> det sagt! Lad <strong>os</strong> tale om noget andet.<br />
Jah, klart. Rasmus, du tegn<strong>er</strong> til at kunne stå som en glimrende<br />
kompagnon i min kreds. Og d<strong>er</strong> <strong>er</strong> endnu plads<strong>er</strong>. Også på sigt . . . Ja,<br />
måske endda især på sigt, hvilket ikke sig<strong>er</strong> så lidt. Well, <strong>men</strong> lad <strong>os</strong> nu<br />
se. For at komme d<strong>er</strong>til skal vi jo først komme hinanden ved ov<strong>er</strong> lidt tid.<br />
Det giv<strong>er</strong> sig selv. - han tal<strong>er</strong> måske lige lovligt meget lige ud af p<strong>os</strong>en.<br />
Han fortsætt<strong>er</strong> - Hvad sig<strong>er</strong> du til at gøre mig en lille tjeneste, ja så står<br />
jeg selvfølgelig i gæld til dig d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong>.<br />
Heh', det lyd<strong>er</strong> spændende!<br />
Kom og hent mig i din nye bil på Vest<strong>er</strong>bro om et par tim<strong>er</strong>. -<br />
hvilken frækhed, hva'! Men, sagt <strong>er</strong> sagt. Rasmus betænk<strong>er</strong> sig i endnu et<br />
udstrakt øjeblik, og da Andrea fang<strong>er</strong>, at han måske har været en tand for<br />
intimid<strong>er</strong>ende i forhold til sine hensigt<strong>er</strong>, trækk<strong>er</strong> han lidt i land:<br />
Nåh ja, vi har jo også hygget <strong>os</strong> meget godt indtil nu. Du behøv<strong>er</strong><br />
ikke fortsætte noget med mig, jeg indrømm<strong>er</strong> vel, at jeg kan være lidt<br />
uortodoks, og du ved... d<strong>er</strong>for lidt krævende selskab. - publikums<br />
reaktion <strong>er</strong> bemærkelsesværdig at forestille sig på dette sted; han<br />
genoptag<strong>er</strong> - Ja, vi har haft det sjovt så langt, sådan håb<strong>er</strong> jeg også du<br />
føl<strong>er</strong> det. <strong>Jeg</strong> ønsk<strong>er</strong> du fortsætt<strong>er</strong> at lege med mig . . . Det skal nok blive<br />
legendarisk. Men! Nu <strong>er</strong> også et fint nok sted at stoppe, du stig<strong>er</strong> bare af<br />
toget i glemsomhed. Alt okay med mig. - sandelig <strong>er</strong> det en særegenhed<br />
ved Andrea, at han sådan kan skifte i stemmeføring og udtryk: som havde<br />
hv<strong>er</strong> nat fl<strong>er</strong>e måne- og hv<strong>er</strong> dag mange solformørkels<strong>er</strong>.<br />
Rasmus kigg<strong>er</strong> bedøm<strong>men</strong>de på Andrea. Rastløsheden end<strong>er</strong> med<br />
at fordre noget i sig selv p<strong>os</strong>itivt: han indvillig<strong>er</strong> - <strong>Jeg</strong> hent<strong>er</strong> dig, vi lær<strong>er</strong><br />
hinanden at kende, prøv<strong>er</strong> i hv<strong>er</strong>t fald; så må vi lade det komme an på,<br />
hvordan det udart<strong>er</strong> sig.<br />
Og se nu, hvor megen glæde d<strong>er</strong> spredes.<br />
Andrea jubl<strong>er</strong>, alle smittes, Rasmus <strong>er</strong> glad for sin beslutning -<br />
han vend<strong>er</strong> sig udad, og de grin<strong>er</strong>, hvilket også smitt<strong>er</strong>. Stemningen i<br />
kupeen stig<strong>er</strong>, og selv den smarte unge mand <strong>er</strong> med, og prinsessepigen,<br />
måske mest af alle, ja og selv konstablen, og pigens mor all<strong>er</strong> mindst;<br />
hun har fulgt nøje med, smilt i ny og næ, <strong>men</strong> med et opslået dameblad<br />
som brynje - <strong>men</strong> lad <strong>os</strong> glemme dem. I det at salgsvognen komm<strong>er</strong><br />
igennem igen, bestill<strong>er</strong> Andrea alt som alle vil have, og sandelig d<strong>er</strong><br />
bliv<strong>er</strong> fest, for så vælg<strong>er</strong> folk jo alkohol - dog ikke alle, da Rasmus, for<br />
eksempel, skal køre, og i<strong>men</strong>s kupeens mange folk fest<strong>er</strong> og nærmest<br />
kast<strong>er</strong> med gratis mad og skokke-l<strong>er</strong> i vild fejring ov<strong>er</strong> det usandsynlige,<br />
d<strong>er</strong> <strong>er</strong> hændt dem, og at de nu kan snakke igen, mødes Andreas og<br />
Rasmus' smil - ikke i et kys, <strong>men</strong> en duel, hvor den d<strong>er</strong> smil<strong>er</strong> sidst<br />
smil<strong>er</strong> bedst, <strong>men</strong> ingen tab<strong>er</strong>, for døden l<strong>er</strong> uendeligt i dem begge,<br />
tilsyneladende, så sky<strong>er</strong>ne går fra solen, og de skål<strong>er</strong> i vand uden ansigt<br />
tabt. Rasmus står af på Høje Tåstrup med et "ses snart igen," og i hans<br />
lomme <strong>er</strong> en seddel med m<strong>er</strong>e præcis tid og sted på Vest<strong>er</strong>bro i<br />
eft<strong>er</strong>middag, sen<strong>er</strong>e end tidligt.<br />
Resten af turen hold<strong>er</strong> Andrea slet og ret ud. Folk vil jo hele tiden<br />
henvende sig, <strong>men</strong> han spis<strong>er</strong> dem blot af med små mønt- og kortfint<strong>er</strong> -<br />
ja han udhold<strong>er</strong> - <strong>men</strong> gode ting sk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> også, for prinsessepigen vil røre<br />
hans opalsmykke, d<strong>er</strong> har betaget hende hele turen, og i det hun læn<strong>er</strong> sig<br />
17
for at røre, kan han hviske pigen i øret, at hun <strong>er</strong> vidund<strong>er</strong>lig, hvilket altid<br />
<strong>er</strong> rigtigt, hviss børn kan forstå det.<br />
På hovedbanen vent<strong>er</strong> han med at rejse sig, så de kan gå fra ham.<br />
Så eft<strong>er</strong>lad<strong>er</strong> han den tomme kupé, med et forelsket blik på det hærgede<br />
sted; tag<strong>er</strong> kondom og bøde frem fra bæltet, hiv<strong>er</strong> bøden i kvarte, og<br />
smid<strong>er</strong> de fem dele ned i rodet sam<strong>men</strong> med kortene, tændstikk<strong>er</strong>ne og<br />
nogle tyv<strong>er</strong>e til oprydningsp<strong>er</strong>sonalet. Han går ud af toget.<br />
Fra trappen op til hovedbanens markedsplads hold<strong>er</strong> han mod<br />
venstre – tæt ved uret s<strong>er</strong> han en gruppe festab<strong>er</strong> vælte rundt uden<br />
hensyn; én <strong>er</strong> i kyse og sparkedragt og <strong>er</strong> på den vis centrum for løj<strong>er</strong>ne;<br />
Andrea bidd<strong>er</strong> mærke i denne forsamling, og hør<strong>er</strong> en ting ell<strong>er</strong> to fra de<br />
fulde stemm<strong>er</strong>. Hans gangfart før<strong>er</strong> ham igennem udgangen til Istegade<br />
med den klassiske musik, d<strong>er</strong> spill<strong>er</strong> for junki<strong>er</strong>ne, og snart s<strong>er</strong> han<br />
ludd<strong>er</strong>e, alfons<strong>er</strong>, sexshops og københavn<strong>er</strong>e ov<strong>er</strong>alt omkring sig, idet<br />
han skøjt<strong>er</strong>, snart spring<strong>er</strong> med kraft - måske slår saltomortal<strong>er</strong> - ned ad<br />
fortorvet i begejstring ov<strong>er</strong> det netop hændte, samt ov<strong>er</strong> hvad d<strong>er</strong> skal til<br />
at ske om et øjeblik, <strong>men</strong>s alt det nærværende cyklonisk <strong>er</strong> rejsende medsig-rivende<br />
bevægelse. Fremad.<br />
b<br />
Med venstre hånd send<strong>er</strong> han sin bror en besked, "mød mig om en time<br />
på Café Norden," og med højre hånd knips<strong>er</strong> han Divide and Concour<br />
kontrast-stykket i femten sekstendedele, idet han ankomm<strong>er</strong> ved<br />
opgangen til den 'und<strong>er</strong>grundslejlighed', i hvilken han skal møde den<br />
unge mand, Henrik, som han fortalte om i toget - ham med begravelsen.<br />
D<strong>er</strong> åbnes hurtigt til opgangen af en doven stemme i dørtelefonen, d<strong>er</strong><br />
ikke virk<strong>er</strong> int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et i, hvem d<strong>er</strong> ring<strong>er</strong> på. Lejligheden <strong>er</strong> på anden, og<br />
døren står på klem. Et digt hæng<strong>er</strong> på denne som Andrea skimt<strong>er</strong>, idet<br />
han går ov<strong>er</strong> tærsklen til et lille fælleshjem, hvor en håndfuld <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong><br />
<strong>er</strong> samlet i stuen. Digtet lyd<strong>er</strong>:<br />
gud <strong>er</strong> anonym.<br />
i stu<strong>er</strong> fyldt med kunst<br />
stuvende fulde<br />
af nomadiske gæst<strong>er</strong><br />
i den nye und<strong>er</strong>grund.<br />
Det <strong>er</strong> <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> af vidtspredt nationalitet, d<strong>er</strong> sidd<strong>er</strong> i stuen: et canadisk<br />
kærestepar, en korean<strong>er</strong>, en lidt grim dansk kvinde og sidst <strong>men</strong> ikke<br />
mindst Henrik, d<strong>er</strong> også <strong>er</strong> fra det yndige land. Væggene <strong>er</strong> plakat<strong>er</strong>et til<br />
med små akvarell<strong>er</strong>, stregtegning<strong>er</strong>, fotografi<strong>er</strong>, små digte og gamle<br />
breve fra blaff<strong>er</strong>e og int<strong>er</strong>rail<strong>er</strong>e, d<strong>er</strong> har sendt lejligheden en kærlig<br />
tanke. Ikke dårligt.<br />
Andrea <strong>er</strong> forventet. Solen har bevæget sig hen mod<br />
eft<strong>er</strong>middagstid, <strong>men</strong> d<strong>er</strong> <strong>er</strong> endnu ikke ryddet op eft<strong>er</strong> i går nats<br />
substansindtag; d<strong>er</strong> <strong>er</strong> omtrent tre gange så mange glas på bordet som d<strong>er</strong><br />
<strong>er</strong> <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> omkring det på nuværende, og askebæg<strong>er</strong>e og<br />
fastfoodrest<strong>er</strong> <strong>er</strong> jævnt fordelt i rummet. Andrea angiv<strong>er</strong> med kropssprog<br />
18
at ville sætte sig, hvilket han selvfølgelig får lov til. Han afbryd<strong>er</strong> ikke<br />
noget, nej, det føles som, at d<strong>er</strong> ikke <strong>er</strong> nogen vildt udbredt snak gående;<br />
mest bare lavmælt tale og ofte på engelsk imellem få p<strong>er</strong>son<strong>er</strong> af gangen,<br />
når d<strong>er</strong> ind imellem <strong>er</strong> noget at sige. Andrea sætt<strong>er</strong> sig, og giv<strong>er</strong> hånd til<br />
Henrik.<br />
<strong>Vi</strong> gør blot en smule ud af at forestille <strong>os</strong>, hvilken atm<strong>os</strong>fære d<strong>er</strong><br />
<strong>er</strong> i lejligheden. Det <strong>er</strong> ikke fordi vi i dusin<strong>er</strong> af sid<strong>er</strong> skal dvæle ved<br />
nogen som helst lang scene i dette rum, og tro det i sig selv<br />
ejendommeligt, nej ikke i denne omgang, <strong>men</strong> slet og ret for at minde<br />
om, at et sådant sted findes. Dybt realistisk <strong>er</strong> det, og vigtigt <strong>er</strong> det d<strong>er</strong>for<br />
ligeledes at gøre sig tank<strong>er</strong> omkring, hvilke typ<strong>er</strong> og individ<strong>er</strong> d<strong>er</strong> kan<br />
vokse ud af et sådant milieu, og - hvad vi ikke skal beskæftige <strong>os</strong> så<br />
meget med h<strong>er</strong>, <strong>men</strong> blot b<strong>er</strong>øre med en henkastet sætning - hvilke typ<strong>er</strong><br />
d<strong>er</strong> kan sidde fast.<br />
Hvor meget kend<strong>er</strong> du på forhånd til mig? - spørg<strong>er</strong> Andrea som<br />
det første.<br />
Ikke så himle meget. Indtil du trådte ind af døren d<strong>er</strong>, vidste jeg<br />
intet udov<strong>er</strong>, at du må kende mange <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> . . . ha' kontakt<strong>er</strong>ne i<br />
orden, du ved, for jeg kend<strong>er</strong> ikke den fyr... hvad hed han nu, nuvel, ham<br />
d<strong>er</strong> åbenbart kend<strong>er</strong> min ven Mohammad... og det <strong>er</strong> jo igennem de to at<br />
dette lille træf <strong>er</strong> blevet sat op. Mohammad kend<strong>er</strong> hell<strong>er</strong> ikke andre, d<strong>er</strong><br />
kend<strong>er</strong> ham. På din 'entrence' virk<strong>er</strong> du tilgengæld også til at kende dig<br />
selv. - han brug<strong>er</strong> mange, mangt og meget kropssprog og fagt<strong>er</strong> i sin<br />
fortælling, og korean<strong>er</strong>en tilføj<strong>er</strong>, idet han har forstået at lægge to og to<br />
sam<strong>men</strong>:<br />
Confident, yes. V<strong>er</strong>y confident. Thats good, - og udart<strong>er</strong> en<br />
an<strong>er</strong>kendende grimasse.<br />
Andrea henvend<strong>er</strong> sig igen til Henrik. - Udemærket. Det <strong>er</strong><br />
rigtigt, jeg kend<strong>er</strong> ganske mange. - han giv<strong>er</strong> et blik fra sig, som ingen<br />
ved hvad skal betyde. Han afslør<strong>er</strong> opfølgende, at han vel også <strong>er</strong> "lidt af<br />
en hovedjæg<strong>er</strong>".<br />
Men d<strong>er</strong> <strong>er</strong> da også så rigeligt med hoved<strong>er</strong> at tage af! Det<br />
behøv<strong>er</strong> du ikke komme h<strong>er</strong> for. - indvend<strong>er</strong> Henrik hurtigt; vel nok en<br />
kende for strengt.<br />
Sig ikke noget så ov<strong>er</strong>fladisk. Lad mig glemme det! For det <strong>er</strong><br />
klart at du <strong>er</strong> beskytsom. Altså, glemt! Well, hvad komm<strong>er</strong> jeg h<strong>er</strong> for ?..<br />
Nu skal du høre. - og han slår ov<strong>er</strong> i en anden tone, ja, han tal<strong>er</strong> så<br />
fad<strong>er</strong>ligt som han evn<strong>er</strong>, og det <strong>er</strong> faktisk ganske godt. Han sig<strong>er</strong> cirka<br />
sådan h<strong>er</strong> - Denne slags vil vel altid være lidt svært at finde en indgang<br />
til at få sagt, så nu giv<strong>er</strong> jeg det blot uden omsvøb: jeg vil tilbyde dig et<br />
godt liv. Og et vil forudsætt<strong>er</strong> et kan, det <strong>er</strong> klart: jeg kan tilbyde dig et<br />
godt liv. <strong>Jeg</strong> vil at du skal møde mig; meget m<strong>er</strong>e grundigt end vi kan<br />
h<strong>er</strong>. Og jeg vil introduc<strong>er</strong>e dig for de rigtige <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, som vil inspir<strong>er</strong>e<br />
dig og hjælpe dig. Og alt sam<strong>men</strong> fordi du selv har noget at tilbyde, til<br />
mig for eksempel. Og især d u vil kunne utilis<strong>er</strong>e dette gode, jeg i<br />
princippet kunne tilbyde enhv<strong>er</strong>.<br />
Hele bordet kan fornemme, at d<strong>er</strong> <strong>er</strong> smidt en bombe, o<strong>men</strong>d kun<br />
Henrik og den grimme kvinde forstår, hvad ordene betyd<strong>er</strong>.<br />
Kvinden spørg<strong>er</strong> - Hvad kan h a n da tilbyde?, - <strong>men</strong> som den<br />
sætning kun kan, komm<strong>er</strong> den helt fork<strong>er</strong>t ud; og som Andrea tænk<strong>er</strong>,<br />
19
und<strong>er</strong>streg<strong>er</strong> det også bare hans pointe . . . Så han reag<strong>er</strong><strong>er</strong> ikke på det.<br />
Den headhuntede begynd<strong>er</strong> at afvise, at han skulle være<br />
and<strong>er</strong>ledes end de andre tilstedeværende; han und<strong>er</strong>streg<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es dyd<strong>er</strong>, at<br />
de <strong>er</strong> rejsende <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>. Som det lyd<strong>er</strong>:<br />
<strong>Jeg</strong> modnes af folk omkring mig. Skulle jeg være bedre end dem?<br />
De lev<strong>er</strong> nomadiske liv. Dem vil jeg omgås, ikke en arrogancesværvægt<strong>er</strong><br />
som dig!<br />
Andrea tag<strong>er</strong> kom<strong>men</strong>taren pænt, sigende - Ja klart, jeg har en vis<br />
arrogance i mig. Det <strong>er</strong> nu hell<strong>er</strong> ikke det værste, vil jeg sige. Og i øvrigt<br />
<strong>er</strong> det jo kun helt naturligt, i en vis forstand af ordet i hv<strong>er</strong>t fald, at<br />
tilpasse sine udsagn til dem d<strong>er</strong> lytt<strong>er</strong> . . . ja og da i særdeleshed hvis<br />
nogen man hold<strong>er</strong> af vil blive sårede. Men <strong>altså</strong>, det <strong>er</strong> meget kortsigtet.<br />
Også selvom man måtte gøre sådan resten af sit liv... i så fald har man<br />
bare levet et kortsigtet liv. Sådan skal man se på det. Ja det kan være<br />
svært und<strong>er</strong> de betingels<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> gives i disse tid<strong>er</strong>, hvilket <strong>er</strong> noget...<br />
Henrik sidd<strong>er</strong> imidl<strong>er</strong>tid helt lammet og tydeligvis fraværende;<br />
Arien gør d<strong>er</strong>for sit pludselige afbræk.<br />
Han tag<strong>er</strong> nu et tyndt glas fra bordet, tomt, og kast<strong>er</strong> det med et<br />
spin op i luften, så det til alle tidspunkt<strong>er</strong> vend<strong>er</strong> rigtigt, og und<strong>er</strong> fuld<br />
opmærksomhed begynd<strong>er</strong> han igen at tale, idet han grib<strong>er</strong> glasset -<br />
Nomadiske liv, sig<strong>er</strong> du? Dine venn<strong>er</strong> h<strong>er</strong>, nomad<strong>er</strong>, okay, <strong>men</strong> vil du<br />
ikke selv rejse? Du kan komme hvorhen du vil, eft<strong>er</strong> ganske kort tid med<br />
mig. I sandhed, d u bestemm<strong>er</strong>. - vakt <strong>er</strong> Henrik af sin lammelse, og<br />
lytt<strong>er</strong> nu ør<strong>er</strong>, - Så for at forholde mig til hvad du sagde før. Rejsende<br />
folk? de <strong>er</strong> oftest rejsende fra noget. Ikke? Sjældent find<strong>er</strong> de noget, og<br />
blind<strong>er</strong>e bliv<strong>er</strong> de kun af at søge, da det så såre hurtigt gør en desp<strong>er</strong>at.<br />
Det <strong>er</strong> kun forbeholdt et fåtal at rejse i rejsen, at være ét med bevægelsen,<br />
at være bevidst foruden ov<strong>er</strong>bevidst; og det tør jeg godt sige, det gæld<strong>er</strong><br />
måske for dig, <strong>men</strong> ikke nogen af dine kamm<strong>er</strong>at<strong>er</strong> h<strong>er</strong>, det kan man lidt<br />
for tydeligt se. - han sætt<strong>er</strong> glasset tilbage på bordet.<br />
I løbet af Andreas snak <strong>er</strong> d<strong>er</strong> kommet en ranglet neg<strong>er</strong> ind ad<br />
døren. Denne <strong>er</strong> Mohammad som tidlig<strong>er</strong>e fik sit navn nævnt: han har et<br />
Brøndby IF halstørklæde på, kasket pegende skråt til højre, og ell<strong>er</strong>s<br />
meget løst tøj - store læb<strong>er</strong> og meget naive øjne. Han har sat sig ved den<br />
sidste stol om bordet. Mohammad kan også dansk.<br />
D<strong>er</strong> <strong>er</strong> stille et øjeblik eft<strong>er</strong>, Andrea har snakket. Ja, måske man<br />
kan dristes til at sige, at hans tale skyd<strong>er</strong> frem med en engel i sit kølvand.<br />
H<strong>er</strong> bevæg<strong>er</strong> d<strong>er</strong> sig i hv<strong>er</strong>t fald en af slagsen igennem stuen, og<br />
Mohammad bliv<strong>er</strong> p<strong>er</strong>sonen til at aflive den. Han indskyd<strong>er</strong>:<br />
Wow det lød klogt det du lige sagde d<strong>er</strong>. - thi han jo ikke an<strong>er</strong> en<br />
brik om, hvad det hele går ud på. Han <strong>er</strong> hell<strong>er</strong> ikke selv rejsende, <strong>men</strong><br />
blot en hyppig gæst i lejligheden. Mohammad giv<strong>er</strong> et h<strong>os</strong>t fra sig. Det<br />
lyd<strong>er</strong> grimt, <strong>men</strong> må være helt normalt, for ingen på nær den<br />
udefrakom<strong>men</strong>de bemærk<strong>er</strong> det særligt.<br />
Den canadiske mand forsøg<strong>er</strong> at række ov<strong>er</strong> sprogbarri<strong>er</strong>en og ind<br />
i samtalen med en appel om at få forklaret på engelsk, hvad d<strong>er</strong> foregår.<br />
Henrik, d<strong>er</strong> jo i høj grad tal<strong>er</strong> ud fra en fællesskabsfølelse, <strong>er</strong> tilhæng<strong>er</strong> af<br />
dette forslag, og Andrea s<strong>er</strong> sig nødsaget til at skifte sprog, om end han<br />
ved at det uundgåeligt vil trække scenen ud.<br />
Dette vil vi h<strong>er</strong>med se som anledning til at skifte linse og betragte<br />
20
tingene fra et m<strong>er</strong>e udetalj<strong>er</strong>et <strong>men</strong> også m<strong>er</strong>e effektivt og favnende<br />
synspunkt.<br />
Det korte af det lange <strong>er</strong>, at Henrik ganske nemt ov<strong>er</strong>tales til, ved<br />
Andreas side, at forlade stedet. Samtalen bølg<strong>er</strong> til at starte med lidt frem<br />
og tilbage, og alle på nær Mohammad byd<strong>er</strong> ind. Dennes engelsk <strong>er</strong><br />
noget rustent, så han sidd<strong>er</strong> vel mest bare, og tåg<strong>er</strong> sine håndflad<strong>er</strong>.<br />
Alle <strong>er</strong> meget forfærdede ov<strong>er</strong> Andreas grundtone - en frekvens<br />
d<strong>er</strong> kling<strong>er</strong> i alt, han sig<strong>er</strong> h<strong>er</strong> - nemlig at et høj<strong>er</strong>e liv end det i<br />
lejligheden <strong>er</strong> muligt, og at han, Andrea, kan tilbyde et sådant. Samt at<br />
idealet om sam<strong>men</strong>smeltningen af værdi<strong>er</strong>ne 'socialitet' og 'p<strong>er</strong>sonlig<br />
autonomi', d<strong>er</strong> i høj grad h<strong>er</strong>sk<strong>er</strong> i lejligheden, helt og holdent <strong>er</strong> et<br />
blændværk og et skud ov<strong>er</strong> mål i forhold til, hvad dette sted kan rumme.<br />
Ja, ud fra denne uenighed om hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> muligt, <strong>er</strong> samtalen i nogen tid<br />
temmelig fastlåst, og gyng<strong>er</strong> og vugg<strong>er</strong> måske lidt, <strong>men</strong> komm<strong>er</strong> ikke<br />
rigtigt nogen vegne.<br />
Henriks måske største tvivl <strong>er</strong>, hvorfor Andrea netop har fået øje<br />
på ham, og spørg<strong>er</strong> indgående, hvad d<strong>er</strong> adskill<strong>er</strong> ham fra de andre -<br />
hvorfor netop h a n skal tilbydes dette "life of high<strong>er</strong> value". Og da han<br />
endelig komm<strong>er</strong> til at stille spørgsmålet med sådan en klarhed, at hvad<br />
som helst må være anticip<strong>er</strong>et, svar<strong>er</strong> Andrea:<br />
Well, I have tried avoiding saying it out loud, - start<strong>er</strong> han<br />
langsomt - 'cause I know that you, Henrik, have not told any of these<br />
people about it. It's conc<strong>er</strong>ning the death of your moth<strong>er</strong>. Or stepmoth<strong>er</strong><br />
anyway. The way you, so to speak, handled that is to me quite<br />
impressive. That is the kind of man I want to be around; and so does<br />
ev<strong>er</strong>y decent soul. - d<strong>er</strong> <strong>er</strong> lidt britisk i hans accent, hvilket giv<strong>er</strong> et<br />
professionelt islet, <strong>men</strong> den undslipp<strong>er</strong> i sidste ende ikke, og når alt<br />
komm<strong>er</strong> til alt, at være så dansk som pære.<br />
Ingen af de andre omkring bordet ved, hvad han snakk<strong>er</strong> om. Kun<br />
Henrik, og han forhold<strong>er</strong> sig tavs.<br />
Andrea genoptag<strong>er</strong>, nu henvendt til hele bordet - All of you guys<br />
probably know that he's wanted by the officials. But it has nothing to do<br />
with street riots or some oth<strong>er</strong> semi-noble cause as you might have<br />
thought. He fought at the v<strong>er</strong>y foundation of what original dignity can<br />
mean; he fled at the right mo<strong>men</strong>t and is now officially 'missing'.<br />
Men<strong>er</strong> du... du ved, at han <strong>er</strong> gået und<strong>er</strong> jorden? - spørg<strong>er</strong><br />
Mohammad pludselig. Andrea nikk<strong>er</strong>, tænkende "det ved du jo i forvejen<br />
godt, din idiot".<br />
Stemningen i stuen <strong>er</strong> ikke vid<strong>er</strong>e dramatisk, lidt forvirring det <strong>er</strong><br />
alt. Hvad kunne dette 'original dignity' være for noget? En stenet tanke.<br />
D<strong>er</strong> må være noget på færre. Noget de ikke kend<strong>er</strong> til, for Henrik s<strong>er</strong> ud<br />
til at forstå det hele udemærket.<br />
Andrea sig<strong>er</strong> som sit sidste i dette rum: Hvad du har gjort, kunne<br />
ingen af disse 'nomad<strong>er</strong>' gøre eft<strong>er</strong>; de kunne jo ikke engang f o r t æ l l e<br />
s af dig om denne g<strong>er</strong>ning. Nej, så havde du jo gjort det. Det, i sig selv,<br />
gør sagen tilstrækkeligt simpel! Det kan du se, ja? - han slår ov<strong>er</strong> igen -<br />
So come now, I've got a ride waiting for us.<br />
Henrik følg<strong>er</strong>. Uden tank<strong>er</strong> om snart at return<strong>er</strong>e, hvilket man<br />
måske ell<strong>er</strong>s kunne mistænke ham for i sådan en situation, påfør<strong>er</strong> sig en<br />
sort tungt-hængende jakke, og sig<strong>er</strong> sine 'goodbyes'. Farvel til folk, d<strong>er</strong><br />
21
alligevel havde rejst fra ham blot kort tid d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> - <strong>men</strong> de represent<strong>er</strong><strong>er</strong><br />
dette liv han har ført, og hovedsageligt med dette tag<strong>er</strong> han afsked - og på<br />
vej ud ad døren, hvor digtet associ<strong>er</strong>ende affød<strong>er</strong> en usynlig tåre,<br />
bemærk<strong>er</strong> han Mohammad luske eft<strong>er</strong>. Kamm<strong>er</strong>aten vil bare vinke farvel<br />
på gaden, hvilket han selvfølgelig tillades.<br />
<strong>Jeg</strong> har lovet ikke at trække denne scene ud, og dette løfte har jeg rigtigt<br />
nok holdt. Men ikke at scenen d<strong>er</strong>for med det samme skal afløses af en<br />
lang afskedsseance, nej det ville da være bedrag, så i en kun kort<br />
bemærkning skal vi forsøge at få alt det eft<strong>er</strong>følgende med.<br />
Ude foran lejligheden <strong>er</strong> Rasmus kommet trillende ov<strong>er</strong><br />
kantstenen til ualmindelig præcis tid i sit ny<strong>er</strong>hv<strong>er</strong>vede stykke røde<br />
sportsvogn. Han bliv<strong>er</strong> noget ov<strong>er</strong>rasket ov<strong>er</strong> at tælle i alt fire <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong><br />
komme ud ad bygningen og hen til ham, når en sådan bil jo kun har ét<br />
passag<strong>er</strong>sæde; <strong>men</strong> ov<strong>er</strong>tales i få vending<strong>er</strong> til at tage Henrik med til<br />
Århus, og lære ham at kende på vejen - for de to skal nok finde et par<br />
sag<strong>er</strong> at udveksle om - og så mødes eft<strong>er</strong> aftale med Andrea dagen eft<strong>er</strong>.<br />
Til fodboldkamp på Fredensvang. Ja, h<strong>er</strong> kan det vist ikke holdes<br />
hemmeligt læng<strong>er</strong>e: Andrea <strong>er</strong> brændende AGF fan, og pokalkampen<br />
imod sup<strong>er</strong>ligaens numm<strong>er</strong> to, FCM, <strong>er</strong> ikke at gå glip af, når byens hold<br />
til hv<strong>er</strong>dag må nøjes med at gøre sig i første division. Selvfølgelig giv<strong>er</strong><br />
Mohammad et lille hop fra sig, når han hør<strong>er</strong> dette - for han kend<strong>er</strong> til<br />
rygt<strong>er</strong> om hooligans i Århus, <strong>men</strong> sig<strong>er</strong> ingenting; vink<strong>er</strong> blot med sine<br />
lange arme, idet at bilen med vilde drøn forlad<strong>er</strong> lejligheden på Vest<strong>er</strong>bro<br />
- Henriks gamle casa.<br />
Den følgende bid <strong>er</strong> for<strong>men</strong>tlig ikke helt uvigtigt for historiens vid<strong>er</strong>e<br />
forløb. Andrea har set sig ond i sulet ov<strong>er</strong> Mohammads fedtmulede<br />
fremtoning, og desuden også på Brøndbyhalstørklædet - det <strong>er</strong> klart. Og<br />
måske man rigtigt nok kan bruge en fedtmule til en ting ell<strong>er</strong> to. Den<br />
sorte prøv<strong>er</strong> at snik-snakke lidt, i<strong>men</strong>s de går ind i opgangen - i øvrigt<br />
uden at mistænke det faktum at Andrea går med tilbage. På første sal<br />
tag<strong>er</strong> den hvii' fat om halsen på den han kald<strong>er</strong> ”Frels<strong>er</strong>en” og "En<br />
fucking tegning" . . . Slår ham i lev<strong>er</strong>en et par gange i<strong>men</strong>s han mind<strong>er</strong><br />
om resultatet på Fredensvang i seksoghalvfems, 3-3 kampen, hvor<br />
Mogens Krogh, Brøndbys målmand, scorede det udlignende mål eft<strong>er</strong> et<br />
hjørnespark i slutminutt<strong>er</strong>ne, og d<strong>er</strong>med vandt mest<strong>er</strong>skabet fra de<br />
blåhvide. Et mest<strong>er</strong>skab vi savn<strong>er</strong>; dette har Århusian<strong>er</strong>ne ikke glemt, og<br />
Mohammad kan da også svagt huske det, når blot han presses lidt. Han<br />
kastes ned ad trappen, og lid<strong>er</strong> pletvist et par blå mærk<strong>er</strong>. Han får h<strong>er</strong>eft<strong>er</strong><br />
slagtet kæben med et sandt Kohman-vristspark. En velplac<strong>er</strong>et spytklat<br />
besudl<strong>er</strong> hans i forvejen grimme tøj, og som han ligg<strong>er</strong> d<strong>er</strong>, eft<strong>er</strong>lades<br />
han med en lille note med et mobilnumm<strong>er</strong> på og ordene fra Andrea, d<strong>er</strong><br />
skynd<strong>er</strong> sig vid<strong>er</strong>e - Ring h<strong>er</strong> hvis du vil vide, hvad det drej<strong>er</strong> sig om . . .<br />
Bare rolig, det <strong>er</strong> ikke fodbold det hele.<br />
22
c<br />
Hestekræft<strong>er</strong>ne spis<strong>er</strong> mil, så snart vejene tillad<strong>er</strong> det. Byen forlades, og<br />
banalt og sandt <strong>er</strong> det, at de kør<strong>er</strong> fra øst mod vest og mod solen, d<strong>er</strong> om<br />
få tim<strong>er</strong> vil forsvinde und<strong>er</strong> horisontlinien.<br />
Først <strong>er</strong> snakken imellem de to essentielt set død. Den går på<br />
bilen, og ingen af dem har siddet i en F<strong>er</strong>rari før, så snakken <strong>er</strong> såmænd<br />
entusiastisk nok, <strong>men</strong> som så ofte med bilsnakke <strong>er</strong> den holdt nede af<br />
trivielle fakta, og det skal d<strong>er</strong>for gentages, og nu med eft<strong>er</strong>tryk på ordet<br />
'essentiel', at snakken essentielt set <strong>er</strong> død. Gab, snork, gab.<br />
Den lev<strong>er</strong> en kende m<strong>er</strong>e, når den drej<strong>er</strong> sig ind på Andrea som<br />
eneste fælles bekendte, <strong>men</strong> stopp<strong>er</strong> hurtigt igen, fordi ingen af de to<br />
rigtig kend<strong>er</strong> ham. De har dog begge fået indgydet en vis antipati, d<strong>er</strong><br />
ledsag<strong>er</strong> den åbenlyse begejstring ov<strong>er</strong> at have mødt ham: Henriks<br />
følelse <strong>er</strong> mest udtalt og står klarest i kroppen, en n<strong>er</strong>vøsitet går hånd i<br />
hånd med begejstringen - Rasmus <strong>er</strong> i egentlig forstand skræmt, ja,<br />
måske <strong>er</strong> han endda en lille smule jaloux, for et og andet har han godt<br />
bemærket i forbindelse med at have vist sin kærestes portræt frem i toget,<br />
<strong>men</strong> <strong>er</strong> dog i for lav en grad bevidst om denne rørelse til at give den<br />
artikulation. Så, igen stopp<strong>er</strong> snakken snart eft<strong>er</strong> den <strong>er</strong> begyndt, for<br />
noget konkret at nævne <strong>er</strong> d<strong>er</strong> ikke meget m<strong>er</strong>e af end eksempl<strong>er</strong> på<br />
Andreas uortodokse opførsel, og for de indre følels<strong>er</strong> <strong>er</strong> de to's snak i<br />
øvrigt endnu lidt for ung og ikke ærlig nok. Gab, snork gab.<br />
Et vendepunkt komm<strong>er</strong>. Henrik bemærk<strong>er</strong> at hans chauffør kør<strong>er</strong><br />
en kende n<strong>er</strong>vøst, og han drist<strong>er</strong> sig til at prikke minutiøst til denne<br />
tilfældighed. Til at starte med lyd<strong>er</strong> det - Bilen <strong>er</strong> da sandelig en nyklassik<strong>er</strong>;<br />
<strong>er</strong> du rigtig entusiast ell<strong>er</strong> hvad. - og på afværgende svar,<br />
fortsætt<strong>er</strong> han lidt eft<strong>er</strong> - Det må være fedt at køre for første gang med<br />
sådan en motor. Hør, har du egentlig kørt meget? - og ved endnu en vag<br />
tilbagemelding insist<strong>er</strong><strong>er</strong> Henrik kort tid eft<strong>er</strong> - Men <strong>altså</strong>, du nyd<strong>er</strong> din<br />
første tur? - denne gang spørg han uafværgeligt, med løftede bryn og<br />
øjne så store som tekopp<strong>er</strong>.<br />
Det komm<strong>er</strong> langsomt ud af Rasmus at han egentlig ikke nyd<strong>er</strong><br />
sin tur: at han faktisk aldrig har nydt at køre i bil på grund en lille <strong>men</strong><br />
ufravigelig skræk ved det, og at den dyre bil blot <strong>er</strong> en gave fra kæresten<br />
og <strong>men</strong>t som en måde at vinde ham lysten til at køre på, <strong>altså</strong> ved at give<br />
det et luxuriøst præg. Hvilket desværre indtil vid<strong>er</strong>e, på de første<br />
kilomet<strong>er</strong>, har været forgæves. Henrik påstår nu, i en lidt prop<strong>os</strong><strong>er</strong>ende<br />
stemme, at han har en m<strong>er</strong>e effektiv løsning end luksus, og at denne<br />
anden løsning bestemt ikke udelukk<strong>er</strong> den første; løsningen <strong>er</strong><br />
amfetamin. - Bare en hurtig bane, i et snuptag af et åndedræt, op i næsen,<br />
og så <strong>er</strong> du sgu kørende! - ja og eft<strong>er</strong> få hjulomdrejning<strong>er</strong> blink<strong>er</strong> Rasmus<br />
- med et sultent minde om fordums nytårsaften, en fejring af tid, hvor han<br />
var høj på netop dette a-vitamin, og et minde om hvad det kan gøre ved<br />
en up<strong>er</strong>fekt selvtillid - ind mod næste rasteplads som Tilfældet lev<strong>er</strong><strong>er</strong><br />
indenfor fem-hundrede met<strong>er</strong>. Sam<strong>men</strong> med selvtilliden, d<strong>er</strong> sandt nok<br />
hjælp<strong>er</strong> på den n<strong>er</strong>vøse chauffør, følg<strong>er</strong> også fra stoffet en hudløs<br />
ærlighed og trang til at strø om sig . . . og idet at også Henrik smag<strong>er</strong> på<br />
både a og b fra det lille skrin i sin ind<strong>er</strong>lomme (hvor d<strong>er</strong> ligg<strong>er</strong> ikke så få<br />
substans<strong>er</strong>), bliv<strong>er</strong> ikke kun kørslen, <strong>men</strong> så sandelig også samtalen<br />
23
hjulpet godt og grundigt på vej imod Århus. De stig<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>legent ind i<br />
den frække bil; Henrik gør en stolt og stålfast honnør til solen; og de<br />
drøn<strong>er</strong> forbi de latt<strong>er</strong>lige og måbende små-famili<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> stirr<strong>er</strong> op fra<br />
madpakk<strong>er</strong>ne som har de aldrig før set en F<strong>er</strong>rari. wow.<br />
Begge <strong>er</strong> de højt oppe at ringe på den snappe virkning. Men<br />
Rasmus, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> mindre vant til den slags, <strong>er</strong> til at starte med en tand<br />
tilbageholdende med at samtale, og fokus<strong>er</strong><strong>er</strong> mest på sin kørsel, d<strong>er</strong> nu<br />
synes ham at være den største glæde: en magtrus komm<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> ham, og<br />
man skal næsten forestille sig én selv for det indre øje med en glødende<br />
automatpistol i den ene hånd, tøm<strong>men</strong>de projetil<strong>er</strong> fra vinduet og ud i<br />
himlen, den anden på rattet, tohundrede i ti<strong>men</strong> i den hurtigste bane,<br />
slalomkørende indenomsov<strong>er</strong>hale kvindebilist<strong>er</strong> og gamle, og med et<br />
blondinehoved mellem benene, jublende - alt sam<strong>men</strong> ræsende imod den<br />
smukke solnedgang. Det <strong>er</strong> godt nok ikke helt sandheden h<strong>er</strong>, <strong>men</strong> som<br />
følelsesbeskrivelse har en sådan forestilling p<strong>os</strong>itiv sandhedsværdi for<br />
chaufføren.<br />
Henrik begynd<strong>er</strong> at fortælle om sin betænkelighed ved at være<br />
taget med, samt sin begejstring ov<strong>er</strong> samme. Han fortæll<strong>er</strong> om den<br />
lejlighed han har forladt, de frie tim<strong>er</strong> d<strong>er</strong> lod sig undfang og modnes d<strong>er</strong>,<br />
om <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> var rejsende på ubestemt tid og nogle d<strong>er</strong> endda<br />
vitt<strong>er</strong>ligt havde undsluppet statens klør, <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> var uregistr<strong>er</strong>ede:<br />
d<strong>er</strong> i enhv<strong>er</strong> intelligibel forstand var sorte <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, og om hvordan han<br />
nu selv havde måttet blive sådan eft<strong>er</strong> hændelsen ved hans mod<strong>er</strong>s<br />
jordfæstning. Ja, denne jordfæstning fortælles også noget om. Løbende<br />
med at Rasmus sættes ind i det hændte, og stoffet alvorligt får fat i hans<br />
følels<strong>er</strong>, bliv<strong>er</strong> han m<strong>er</strong>e og m<strong>er</strong>e grebet af dette <strong>men</strong>neske ved sin side.<br />
På ét punkt <strong>er</strong> han næsten ved at vende om, for at hjælpe Henrik med at<br />
rede nogle tråde ud tilbage i hovedstaden, <strong>men</strong> dette <strong>er</strong> selvklart for<br />
hovedkulds - og han tales fra det. Henrik <strong>er</strong> i grunden meget tilfreds med<br />
denne nye start. Som han kunne sige: ”Meget belejligt komm<strong>er</strong> mit nye<br />
liv mig netop i møde i tid til at afløse sorgen eft<strong>er</strong> forældrenes bortgåen;<br />
Andreas løft<strong>er</strong> s<strong>er</strong>v<strong>er</strong>et med høj klasse af skæbnen - ikke uafhængigt af<br />
ritualet jeg udførte, <strong>men</strong> netop i kraft af det.”<br />
I<strong>men</strong>s de tal<strong>er</strong>: mil på mil tilbagelægges i et hæsblæsende tempo.<br />
Nærværende fortælling befind<strong>er</strong> sig for anden gang på den store bro<br />
imellem <strong>Danmark</strong>s to største ø<strong>er</strong>, og som de kør<strong>er</strong> i dette grå og lar<strong>men</strong>de<br />
arkitektoniske paradis, dette 'human display of pow<strong>er</strong>', medgiv<strong>er</strong> Rasmus<br />
tilbagelænet i sædet, at det rigtigt nok <strong>er</strong> kunstigt, så und<strong>er</strong>ligt, med de<br />
forældre, at han selv har oplevet et enormt skift i synet på forældre eft<strong>er</strong><br />
selv at være blevet far. Ved dette tændes Henriks opmærksomhed - især<br />
kombin<strong>er</strong>et med det faktum, at de netop kør<strong>er</strong> imod Rasmus' lejlighed,<br />
hvor denne familie, og særligt dette barn, befind<strong>er</strong> sig.<br />
Henrik <strong>er</strong> af et smukt <strong>men</strong> anonymt udseende. - man må tro at<br />
hv<strong>er</strong>t træk ved ham såsom: ansigtskontur<strong>er</strong>, kropsholdning, frisure, højde<br />
og drøjde, beklædning, ja og endda detalj<strong>er</strong> som øje-karat og så vid<strong>er</strong>e<br />
hele vejen rundt <strong>er</strong> af en sådan støbning, at det nødvendigvis har del i det<br />
første man tænk<strong>er</strong> på, når nogen sig<strong>er</strong>: hvad <strong>er</strong> det første du tænk<strong>er</strong> på,<br />
når jeg sig<strong>er</strong> 'mand' - en ung mand vel at mærke, nyskåren og<br />
uanfægteligt værdig. Men i hvilken grad <strong>er</strong> det første man tænk<strong>er</strong> ikke<br />
24
altid en idealtype? - Et værdigt ideal vil aldrig være en type. - Men trods<br />
dette vil vi alligevel, selvmodsigende med åben pande, sige, at Henrik <strong>er</strong><br />
en mandlig idealtype af udseende. - Dog, med et sådant eft<strong>er</strong>tryk på<br />
'type', at anonymiteten ikke kan forglemmes. Den egentlige skat i<br />
fremtoningen ligg<strong>er</strong> i det, at hvis man skulle fortabe sig visuelt i denne<br />
mand - et øjeblik uden blik for andet end synet af ham - så kunne man<br />
aldrig skuffes; ingen detalje skulle nogensinde fremstå pixel<strong>er</strong>et, og altid<br />
ville man i eft<strong>er</strong>følgende refleksion medgive, at han bestemt udstrålede<br />
m<strong>er</strong>e end han absorb<strong>er</strong>ede. Til forskel fra Rasmus. Dennes udseende har<br />
vi tidlig<strong>er</strong>e malet på hans gøren og laden, og h<strong>er</strong> skal vi blot minde om<br />
det ungdommelige præg han på mange måd<strong>er</strong> bær<strong>er</strong>. Dette, i<br />
kombination med informationen, at han <strong>er</strong> 'en far', får Henrik til at spørge<br />
vid<strong>er</strong>e ind, og Rasmus forledes hurtigt, og ikke uden sam<strong>men</strong>hæng med<br />
n<strong>er</strong>vesystemets påvirkning, til at fortælle bredt og vidt om sit liv. Und<strong>er</strong><br />
sin passag<strong>er</strong>s aktive sam<strong>men</strong>spil.<br />
I denne v<strong>er</strong>den af synd<strong>er</strong>e og vidn<strong>er</strong> var jeg dømt til det sidste.<br />
Min pige <strong>er</strong> retfærdiggjort og frelst h<strong>er</strong>ved.<br />
Ov<strong>er</strong>ordnet, jeg <strong>er</strong> en 'beundrende',<br />
jeg <strong>er</strong> en 'lidende ved mig selv',<br />
jeg <strong>er</strong> 'sky-friheden i mit barn', intet m<strong>er</strong>e.<br />
Alt andet, som eksempelvis 'lige nu'<br />
<strong>er</strong> ordnet und<strong>er</strong> treenigheden h<strong>er</strong>!<br />
Så vidt med det ov<strong>er</strong>ordnede,<br />
<strong>men</strong> fortæl mig nu hvordan<br />
den ofring kom i stand.<br />
Det lyd<strong>er</strong> ikke som min smag<br />
det lyd<strong>er</strong> næsten pinligt -<br />
<strong>men</strong> fortæl mig nu hvordan<br />
ja, fortæl fra starten.<br />
Som barn var jeg et geni. Men til sport.<br />
Dette, fortaltes det mig, kunne blive en levevej.<br />
<strong>Jeg</strong> så imidl<strong>er</strong>tid, hvordan denne leg skulle gøres til usundt flid,<br />
hvis levevejen skulle vokse ud af dette mit elskede sværm<strong>er</strong>i,<br />
den letsindige, flygtige, dansende og besjælede legesyge betvinges<br />
Til barnet blev anelsen om storhed givet,<br />
og ved barnlig mangel på pli blev den taget.<br />
H<strong>er</strong>i var geniets lektie tydelig fra første færd langs livets sti.<br />
Nært ved hv<strong>er</strong>t et vingeslag skal slås med somm<strong>er</strong>fugledisciplin.<br />
Hvorfor fortæll<strong>er</strong> jeg om dette - sport? Nærm<strong>er</strong>e bestemt: fodbold. For at<br />
sige, jeg <strong>er</strong> legesyg af natur, og samtidig, hv<strong>er</strong>t et lille geni h<strong>er</strong> inde i mig<br />
mangl<strong>er</strong> disciplin, og blomstr<strong>er</strong> aldrig. Desuden, jeg <strong>er</strong> ingen holdspill<strong>er</strong>.<br />
For tænk sig alle de idiot<strong>er</strong><br />
man snart skulle omgås<br />
eft<strong>er</strong>hånden man blev ældre.<br />
25
Sådan <strong>er</strong> det med hv<strong>er</strong>t et fællesskab,<br />
d<strong>er</strong> også <strong>er</strong> dam<strong>er</strong> i: idiot<strong>er</strong>ne samles dér!<br />
Men ak, netop dam<strong>er</strong>,<br />
jeg havde aldrig formået at spå det,<br />
skulle snart blive problemet.<br />
<strong>Jeg</strong> forelskede mig i en sjælden skønhed.<br />
H<strong>er</strong> tal<strong>er</strong> du sandt. Slet og ret.<br />
Lad mig gætte:<br />
I kyskhed, d<strong>er</strong> led<strong>er</strong> i hende, din skønhed<br />
- i en såret trang til nærvær -<br />
vis<strong>er</strong> sirenesang sig som den <strong>er</strong><br />
forstummet til et ekko af umyndig gråd,<br />
og synliggjort<br />
som forladte vision<strong>er</strong>s genskær:<br />
som is og sten <strong>er</strong> hj<strong>er</strong>t<strong>er</strong> uden ving<strong>er</strong><br />
de fald<strong>er</strong> brat ved tidens tand, fra kærlighedens tind<strong>er</strong>.<br />
Ja. Højt at elske dybt at falde!<br />
Og eft<strong>er</strong> dette<br />
var selv det ængsteligste pigehj<strong>er</strong>te<br />
for fast for mit spøgelsesgreb;<br />
de sagde: "d<strong>er</strong>til <strong>er</strong> dine hænd<strong>er</strong> ikke skabt;"<br />
jeg ville g<strong>er</strong>ne røre ved kvind<strong>er</strong><br />
genvinde lidt ære,<br />
<strong>men</strong> de sagde bare: "d<strong>er</strong>til <strong>er</strong> du ikke støbt,"<br />
og snart gav spøgelset fortabt.<br />
Min manddomsrite udeblev i ungdom<strong>men</strong><br />
- nu <strong>er</strong> jeg min ungdom voksen, måske -<br />
den <strong>er</strong> startet, måske, og den trækk<strong>er</strong> blot ud;<br />
måske jeg netop nu tørst<strong>er</strong> på dens rolige hav.<br />
Stolt måske! Stolt af mit skibbrud.<br />
Denne stolthed blev en dybde<br />
og jeg <strong>er</strong>farede des heftig<strong>er</strong>e<br />
alt d<strong>er</strong> <strong>er</strong> smedet af stolthed.<br />
<strong>Jeg</strong> hvilede i den største litt<strong>er</strong>atur.<br />
<strong>Jeg</strong> indså på en måde,<br />
hvordan jeg formåede at beundre den<br />
m<strong>er</strong>e end nogen omkring mig.<br />
Ak, en mislykket konstellation!<br />
Afsides:<br />
Men en rite <strong>er</strong> ikke at gætte om<br />
enten 'ja' ell<strong>er</strong> 'nej'<br />
<strong>men</strong> vi får at se, vi får at se.<br />
Ja, din skønhed trådte for tungt på vejen af drømme du lagde;<br />
26
og i så fald <strong>er</strong> alt en mand har tilbage<br />
de største drømme udrenset for selviskhedens væld<br />
- kærlighed nu besmykket med ord som 'sølv' og 'guld' -<br />
i digt<strong>er</strong>ens fag, hvor det slette med ét bliv<strong>er</strong> skønt<br />
og det gode bliv<strong>er</strong> skønnet at have nok i sig selv<br />
uden digt<strong>er</strong>pennens slag.<br />
Ell<strong>er</strong>, det <strong>er</strong> måske så meget sagt,<br />
så ofte besmykket alligevel, det gode, og besmykkende selv,<br />
skåret til; beklædning; som klæd<strong>er</strong> skab<strong>er</strong> folk<br />
og b<strong>er</strong>ettig<strong>er</strong> dem til offentlig omgang -<br />
det gode medtaget som værkets kulturlighed, ja lidt<br />
som skyggelægning på et billede af værkets dag.<br />
Og åh, disse omkring mig, kamm<strong>er</strong>at<strong>er</strong>! som jeg boede sam<strong>men</strong> med;<br />
når 'i dag' var m<strong>er</strong>e lig 'i går'<br />
- når det hv<strong>er</strong>dagslige i kamm<strong>er</strong>atligheden var m<strong>er</strong>e stift som lig<br />
end friske slag for tiden, da flyttede jeg ud --<br />
Ud på gaden, jeg boede i kældre og på en sofa h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong><br />
alene mig og min rygsæk og det samme par skjorte og jeans.<br />
Smagte du på solen,<br />
var det endeligt da,<br />
at din tunge blev brændt<br />
og skoldet af<br />
for hv<strong>er</strong> en sans af smag?<br />
- som jeg fornemm<strong>er</strong> den <strong>er</strong> det den dag i dag.<br />
Hvis du tal<strong>er</strong> om solens mad, substans-indtag, så nej -<br />
ikke hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> værd at vide af.<br />
Intet lokkede mit indre<br />
ud bag de boltede døre;<br />
bevægelsen var med kroppen,<br />
jeg bleve en vandringsmand.<br />
Kravle før man kan gå:<br />
begge disse modningstrin<br />
<strong>er</strong> hvad jeg kald<strong>er</strong> befriende.<br />
En fugleunge til sam<strong>men</strong>ligning<br />
må falde før den kan flyve!<br />
Nuvel, vid<strong>er</strong>e, uagtet, vid<strong>er</strong>e, nu <strong>er</strong> det dig, d<strong>er</strong> væv<strong>er</strong>:<br />
jeg vandrede op og ned ad gad<strong>er</strong> og bakken i Århus<br />
som en hvileløs gik jeg i morgentim<strong>er</strong>ne, i morgen<strong>men</strong>neskets myld<strong>er</strong>:<br />
som en søvnløs drone, en Seeb<strong>er</strong>g-spion i de trættes travle rige.<br />
Fattige <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> ligesom jeg! <strong>Jeg</strong> gjorde hvad jeg kunne for at ligne.<br />
Fra banegård og centrum til fabrikk<strong>er</strong>ne og kontor<strong>er</strong>ne, tur-retur<br />
alt dette, alene for at ligne og falde ind. - Og spion<strong>er</strong>e.<br />
Hvorledes undgik du at være som dem?<br />
Altså, jeg spørg vel helt forladt for poesi:<br />
27
med hvilke midl<strong>er</strong> fik du mad?<br />
Nyt løst job fra dag til dag, når brødp<strong>os</strong>en på ny løb tør.<br />
Resten af tiden gik jeg som sagt, sled mine sko<br />
så nytteløst, nytteløst. Sku' man tro!<br />
Men ensomheden, i sit lange seje træk den h<strong>er</strong> havde gået<br />
fra barndoms ben til da. Détte modnede<br />
og sukk<strong>er</strong>saft<strong>er</strong>ne flød i mit blod, blot en smule,<br />
og denne smag kunne nymf<strong>er</strong>ne dufte, og de smagte: endelig!<br />
<strong>Jeg</strong> inspir<strong>er</strong>edes til et scoretrick<br />
da jeg fornemmede kvind<strong>er</strong>nes gunst.<br />
<strong>Vi</strong>l du høre?<br />
Basis <strong>er</strong> at få øjenkontakt, ja det giv<strong>er</strong> sig selv<br />
og d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> sig<strong>er</strong> man simpelthen:<br />
"Lille øje i hulen h<strong>er</strong>," i<strong>men</strong>s man peg<strong>er</strong> på det ene øje,<br />
og fortsætt<strong>er</strong> -<br />
"hvem <strong>er</strong> smukkest i v<strong>er</strong>den dér," idet at man peg<strong>er</strong> ud,<br />
og blink<strong>er</strong>. - så hun ved at det giv<strong>er</strong> sig selv.<br />
Det formår mit øjelåg meget vel!<br />
<strong>Jeg</strong> fik selvtillid.<br />
Kærligheden vandt jeg<br />
ved at indse, det var muligt<br />
for dette ene liv at ende<br />
uden kærlighed at få, <strong>men</strong><br />
kun finde --<br />
Kærlighed! på hv<strong>er</strong> en led.<br />
Fortsæt, endelig, fortsæt.<br />
Udemærket, fortæl.<br />
Er det dét?<br />
Sandelig dit øjelåg h<strong>er</strong>til skal formå<br />
at blinke med umiskendelig ærbødighed.<br />
Det <strong>er</strong> godt med dig!<br />
det <strong>er</strong> også for specifikt nu<br />
alt for specifikt, så kom nu:<br />
vid<strong>er</strong>e, vid<strong>er</strong>e,<br />
du fik d<strong>er</strong>es gunst, hvad så vid<strong>er</strong>e!<br />
Fik du sandelig en kærlighed at kende til? -<br />
ell<strong>er</strong> var det ganske enkelt? -<br />
hvad sig<strong>er</strong> man? -<br />
sex når det <strong>er</strong> simpelt?<br />
28
Nej. Det <strong>er</strong> muligt jeg troede sådan.<br />
Men nej. I stedet, 'Fil<strong>os</strong>offen' greb mig,<br />
idet jeg sagde til mig selv, at nu havde jeg gjort alt.<br />
Lykken var uomtvisteligt min i denne korte stund,<br />
som var livet nu retfærdiggjort.<br />
Aldeles und<strong>er</strong>legent tænkt! -<br />
hvis jeg skal indrømme det præcist og uden poesi.<br />
"Dvæl" prøvede jeg vel at sige<br />
dvæl ved denne stund! O<strong>men</strong>d lykkeligt - hvor dumt.<br />
Var dét ikke din manddomsprøve?<br />
Ve! <strong>er</strong> lykken for sig dog andet<br />
end galde, smuds og usselt behag!<br />
Afsides:<br />
Dér kan man bare se<br />
han <strong>er</strong> fil<strong>os</strong>of - hvad også jeg til tid<strong>er</strong><br />
pryd<strong>er</strong> mig af. Dog ikke som ham, af fag!<br />
<strong>Jeg</strong> synes i ham at se mig selv<br />
<strong>men</strong> i en und<strong>er</strong>lig obskur v<strong>er</strong>sion,<br />
en mand d<strong>er</strong> har m<strong>er</strong>e øre for et kald<br />
end sans for de valg man da må tage.<br />
Sans for hård kritik<br />
<strong>men</strong> manglende selvindblik,<br />
desuden: en fil<strong>os</strong>of, i litt<strong>er</strong>ært øjemed,<br />
<strong>men</strong> manglende syn for en egentlig sag.<br />
Mønst<strong>er</strong>et d<strong>er</strong> <strong>er</strong> mest signifikant i mit liv, kan vi se h<strong>er</strong>:<br />
- en t i n g d e r i k k e s k e r : eksempelvis kærlighed.<br />
Snart eft<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>vindelsen i denne indre kamp<br />
en ny står på spring bag næste hjørne på behagets afstumpede gade:<br />
døde mænd, ikke unge kvind<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> sig<strong>er</strong> jeg intet kan!<br />
Kun ære gæld<strong>er</strong>, åbenbart, snorlige og knudefrie tank<strong>er</strong>, samt ædelt blod,<br />
jeg måtte skrige, og det var min første og sidste t<strong>er</strong>api -<br />
kan du se det, Henrik, denne selvtortur i mit mønst<strong>er</strong>?<br />
Én ting ved jeg <strong>er</strong> sandt i dette liv, gældende for både dig og mig:<br />
at ens egen finslebne grunde til at gøre 'sådan' og 'sådan', og v æ r e<br />
- jeg tal<strong>er</strong>, selv i værste fald, om bekendels<strong>er</strong> -<br />
<strong>er</strong> uangribelige, hvis bare de <strong>er</strong> slebne tilstrækkeligt,<br />
hvad d<strong>er</strong> står hv<strong>er</strong> enkelt for, med lovmæssig sikk<strong>er</strong>hed,<br />
i det omfang han forstår beskyldning<strong>er</strong>ne imod sig.<br />
Åh, <strong>men</strong> <strong>altså</strong>, hvilken jamm<strong>er</strong> jeg nu må tilstå:<br />
d<strong>er</strong> rettedes en frygtelig latt<strong>er</strong> imod mig, når jeg forsøgte at formul<strong>er</strong>e!<br />
Apologi på apologi forgæves; fordømmelse, jeg fordømm<strong>er</strong>:<br />
de var for moralske til d<strong>er</strong>es latt<strong>er</strong>!<br />
Fil<strong>os</strong>of-kolleg<strong>er</strong>, jeg <strong>er</strong> færdig med at være i laug med dem<br />
for hvad har jeg med arbejde at gøre? <strong>Jeg</strong> har kun kløgt!<br />
29
Afsides:<br />
Ah, d<strong>er</strong> har vi den: han sig<strong>er</strong> han <strong>er</strong> kløgtig,<br />
<strong>men</strong> har end ikke forstået anklagen imod sig -<br />
at intet har hvad vi kald<strong>er</strong> værdi, kun tænkt,<br />
og først h<strong>er</strong>ved sk<strong>er</strong> den domsmagi han forgæves forsvarede sig imod:<br />
ikke hans levede liv, <strong>men</strong> hans redelighed stod for skud.<br />
Færdig h<strong>os</strong> fil<strong>os</strong>off<strong>er</strong>ne, dog,<br />
en sætning ell<strong>er</strong> to lærte jeg udenad. og<br />
disse passag<strong>er</strong> satte mig i stand - til at adress<strong>er</strong>e en kvinde,<br />
kvinden, d<strong>er</strong> fødte mit barn. De to omhandl<strong>er</strong> nu alt i livet!<br />
<strong>Jeg</strong> mødte min R<strong>os</strong>e på den smukkeste aften<br />
på en bedårende café i Århus.<br />
Min elskede R<strong>os</strong>e - blot navnet<br />
d<strong>er</strong> affød<strong>er</strong> himmelfarv<strong>er</strong> i sindet<br />
og billed<strong>er</strong> af orgasmiske form<strong>er</strong><br />
samt fornemmelsen af pirrende frygt for tornestik<br />
for den d<strong>er</strong> nærm<strong>er</strong> sig med fing<strong>er</strong>negle<br />
og ønsk<strong>er</strong> at klippe i halvmåne-blinde.<br />
Og duften, hendes duft! Selv midt i livets spøgefulde mørke.<br />
Monstro, hvis man kaldte hende ved et andet navn,<br />
at hun ville dufte nøjagtig lige sødt.<br />
En ligegyldig bemærkning! For hun e r en blomst<br />
smuk <strong>men</strong> fast i jorden sat;<br />
og vores datt<strong>er</strong>, Diana,<br />
hun skyd<strong>er</strong> op som Utopias dronning -<br />
i dette liv <strong>er</strong> det kun for Diana, at jeg saml<strong>er</strong> min honning<br />
og har pli til at summe, vid<strong>er</strong>e og vid<strong>er</strong>e, dag på dag<br />
selv<strong>er</strong>kendt som snart den mindste del af et hele.<br />
Godt at du kend<strong>er</strong> din sag.<br />
Ja, og før det kom i stand<br />
denne sag, min tilværelse som elskende<br />
levede jeg så godt som planløst<br />
fortsat uden hjem.<br />
<strong>Jeg</strong> håbede vel mest at blive svang<strong>er</strong> med et værk og digte mig fri fra<br />
spionage-faget, denne imitator kunst og fil<strong>os</strong>of-håndværket.<br />
Ja digte mig fri fra alt, d<strong>er</strong> hidtil havde stået så synligt for mig af brede<br />
stenede veje at gå på i utallige forudsigelige år endnu -<br />
og til dette behøvede jeg en muse.<br />
<strong>Jeg</strong> gik ud for at score.<br />
Men lad mig gætte, hvordan du vil formul<strong>er</strong>e dig:<br />
Du faldt for en sirenesang:<br />
sunget af R<strong>os</strong>e - forklædt som muse,<br />
d<strong>er</strong> forførte til et levende værk:<br />
30
et barn, af særligt fine gen<strong>er</strong>.<br />
Slående rigtigt! <strong>Jeg</strong> blev ung far.<br />
Hun sagde, at hendes barn, hvis jeg ville give mig selv som mage, ville<br />
virke som en tryllefløjte sat for min mund, til at spille melodien d<strong>er</strong> stod<br />
så klart i mit sind - min ånd -<br />
hvilken, uden opdragelsens medium, kun ville fløjte falske ton<strong>er</strong>.<br />
<strong>Jeg</strong> blev ov<strong>er</strong>bevist, og opgav digt<strong>er</strong>kunsten til fordel for dens genstand!<br />
Afsides:<br />
Hvilken symmetri han lægg<strong>er</strong> i sit valg dengang,<br />
hvad ganske sikk<strong>er</strong>t <strong>er</strong> forsimplet!<br />
At digte må og skal formå at være,<br />
samt fortælle om, m<strong>er</strong>e end livet som det leves,<br />
og undvære dette som g e n s t a n d<br />
- i sidste instans i hv<strong>er</strong>t fald -<br />
nok d<strong>er</strong>for han ikke blev digt<strong>er</strong>.<br />
Imidl<strong>er</strong>tid, jeg fortryd<strong>er</strong> intet.<br />
jeg har vundet den smukkeste datt<strong>er</strong>.<br />
Ell<strong>er</strong>, hvad sig<strong>er</strong> jeg?<br />
Dette 'jeg' har intet vundet for sig, nej,<br />
til v<strong>er</strong>den hør<strong>er</strong> enhv<strong>er</strong> belønning!<br />
Du skal glæde dig til at møde hende.<br />
<strong>Jeg</strong> glæd<strong>er</strong> mig til at møde dem begge.<br />
Men må jeg spørge? -<br />
jeg ved, du <strong>er</strong> far, har penge, og en kone rig på skønhed;<br />
<strong>men</strong> længe <strong>er</strong> d<strong>er</strong> gået siden din manddomsrite udeblev<br />
- som vi talte om -<br />
og i den slags <strong>er</strong> jeg sandelig int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et,<br />
så undskyld jeg spørg, <strong>men</strong>: <strong>er</strong> du en mand?<br />
Nej og ja. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> blandingen af gammel og ung<br />
og i fald at manddom komm<strong>er</strong> af ald<strong>er</strong> og køn, så ja. Nej,<br />
hvis man s<strong>er</strong> på beslutsomhed og mod, ærligt talt<br />
jeg har ganske vidst ladet mig dumpe ud fra redens kant<br />
<strong>men</strong> aldrig selv foldet ving<strong>er</strong>ne ud<br />
før jeg <strong>er</strong> blevet reddet i land af en stærk<strong>er</strong>e ånd<br />
og således aldrig fundet min egen retning. -<br />
På den anden side, ved Dianas fødsel greb det mig i en uendelig stund, at<br />
jeg i dette treenige fællesskab, forbundet uløseligt som stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong> i et<br />
billede - selv h<strong>er</strong> - var ørkesløst og grundliggende alene, ja<br />
jeg følte min egen død, da jeg dvælede ved øjeblikket, ja<br />
hvis ikke andet kan vi se på denne hændelse som manddomsriten, min.<br />
Min spædeste stund i familiens skød -<br />
min endelige <strong>er</strong>kendelse af uendelig ensomhed.<br />
Ak, din konstellation!<br />
Da kom første bølge af melding<strong>er</strong> om skibe, d<strong>er</strong> tabtes ud ov<strong>er</strong> havets<br />
31
kant. I det indre rum - på himmelfladen dér så du de første lilla<br />
stj<strong>er</strong>neskud bedrive d<strong>er</strong>es sorthullede magi på dødens skabende øje - på<br />
livets rand.<br />
Du var vel lidt en mand fra da af<br />
det medgiv<strong>er</strong> jeg.<br />
D<strong>er</strong>med skal også være sagt: initiativløs og fattig på h<strong>er</strong>sk<strong>er</strong>evn<strong>er</strong><br />
som ikke engang drenge <strong>er</strong> det.<br />
Din kvinde fortjen<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e.<br />
<strong>Jeg</strong> foreslår, du lægg<strong>er</strong> livet om i en vielse med R<strong>os</strong>e.<br />
En vielse med løft<strong>er</strong> givet, bevidnet af Diana, og hvem I ell<strong>er</strong>s vil;<br />
en vielse hvor naturens ele<strong>men</strong>t<strong>er</strong> indgår<br />
i min festlighed<br />
ja<br />
j e g vil dirig<strong>er</strong>e!<br />
Man kan bemærke<br />
at du ved denne mærkværdighed<br />
først i egentlig forstand<br />
vil ov<strong>er</strong>gå fra dreng til mand<br />
idet at du får en kone.<br />
Så skæv en konstellation som din<br />
kræv<strong>er</strong> selv en vinklet tydning -<br />
dig som 'mand'<br />
eksist<strong>er</strong><strong>er</strong> så langt fra sit begreb<br />
<strong>men</strong> <strong>er</strong> belyst alene af idéen om det.<br />
J<strong>er</strong>es stj<strong>er</strong>nebillede fortjen<strong>er</strong> denne tydning samt en titel<br />
og jeg vil lev<strong>er</strong>e, det <strong>er</strong> det jeg kan<br />
ved næste solhv<strong>er</strong>v, den enogtyvende decemb<strong>er</strong>.<br />
Det lyd<strong>er</strong> dristigt, <strong>men</strong> også h<strong>er</strong>ligt, med en begivenhed at knytte skiftet<br />
til. For skifte vil jeg, og så godt som sikk<strong>er</strong>t <strong>er</strong> det, at R<strong>os</strong>e skift<strong>er</strong> med:<br />
jeg glæd<strong>er</strong> mig til at spørge!<br />
Hv<strong>er</strong> en ændring <strong>er</strong> en dør, d<strong>er</strong> benåd<strong>er</strong> alt, som går med igennem - fra<br />
det ov<strong>er</strong>lagte forfald imod den sidste død. Ja sandelig jeg træng<strong>er</strong> til at<br />
skifte . . . Ham om man vil. Men i hv<strong>er</strong>t fald til noget nyt, for dette<br />
hylst<strong>er</strong> tjen<strong>er</strong> jo dårligt læng<strong>er</strong>e. - og han stryg<strong>er</strong> sin hud, i<strong>men</strong>s motorvej<br />
bliv<strong>er</strong> til ringvej i udkanten af Århus som Testar<strong>os</strong>saen <strong>altså</strong> sikk<strong>er</strong>t <strong>er</strong><br />
nået frem til. En sjælden stilhed får fat.<br />
Sollyset bøj<strong>er</strong> sig taknemmeligt for synssansens magt i den krumme<br />
horisont, hvor en rødblå metamorf<strong>os</strong>e i et øjeblik fremkald<strong>er</strong> tilliden h<strong>os</strong><br />
de to mænd til det brusende vidund<strong>er</strong>lige, frygteligt store, k<strong>os</strong>m<strong>os</strong>, d<strong>er</strong><br />
topp<strong>er</strong>, idet øjenlågene for et mo<strong>men</strong>t kapp<strong>er</strong> blikket af i ærbødighed for<br />
lyset. De begynd<strong>er</strong> langsomt at drysse sætning<strong>er</strong> af sig igen, og tonen<br />
tag<strong>er</strong> en vej af m<strong>er</strong>e muntre harmoni<strong>er</strong> end tidlig<strong>er</strong>e. Denne samtale<br />
følg<strong>er</strong> dem kontinu<strong>er</strong>ligt helt ned til domkirken ved Bispetorv, hvor den<br />
dyre bil for første gang park<strong>er</strong>es. De to påvirkede <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> vandr<strong>er</strong><br />
spændte og pjattende fra bilen op ad br<strong>os</strong>tenene og trapp<strong>er</strong>ne imod<br />
Rasmus' lejlighed, d<strong>er</strong> ligg<strong>er</strong> lige ved.<br />
32
d<br />
Andrea skynd<strong>er</strong> sig igennem København. Ved sine gåbens glid <strong>er</strong> han<br />
ved Café Norden, før selv den mindste tanke får brudt med de lette<br />
bevægels<strong>er</strong>s mantra i kroppen. Hans bror ankomm<strong>er</strong> samtidigt - fra den<br />
modsatte retning. De stød<strong>er</strong> ind i hinanden i et gensidigt demonstrativt<br />
knus, udvekslende "Hey Alex" og "Hejsan Broth<strong>er</strong>", og sætt<strong>er</strong> sig ved et<br />
bord langs fortorvet und<strong>er</strong> en rød varmelampe.<br />
Alex <strong>er</strong> af væsentligt m<strong>er</strong>e spinkel bygning end brod<strong>er</strong>en.<br />
Såmænd høj nok, nogle centimet<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> gennemsnit, og med et<br />
blændende Armani lined suit gør han en fin figur, trods sine tynde<br />
lemm<strong>er</strong>, og måske lidt for slanke krop. Direkte uatletisk <strong>er</strong> han dog ikke.<br />
Alene på den lille distance fra krammet til cafébordet kan man nå at<br />
opdage, hvordan hans gang <strong>er</strong> velkoordin<strong>er</strong>et, og man fornemm<strong>er</strong> en<br />
latent evne til accel<strong>er</strong>ation i hans tilstedeværelse. Såvel som hans lemm<strong>er</strong><br />
<strong>er</strong> tynde, <strong>er</strong> hans ansigt smalt, og kæbe, kindben og kranie træd<strong>er</strong> frem -<br />
hans udstråling <strong>er</strong> ofte smilende, ironisk, ov<strong>er</strong>legen - og med midnatssort<br />
frisure, d<strong>er</strong> i en lang sideskilning ofte hæng<strong>er</strong> ned for hans højre øje,<br />
bedrag<strong>er</strong> hans udseende ikke: han <strong>er</strong> en p<strong>er</strong>son, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> utroligt svær<br />
åndeligt at nærme sig. Det indre liv han lev<strong>er</strong> <strong>er</strong> en besynd<strong>er</strong>lig<br />
elendighed, hvis smittefare vi vil forsøge ikke at lade <strong>os</strong> ekspon<strong>er</strong>e for i<br />
større omfang end retfærdigvis nødvendigt; blot kan det nævnes som en<br />
karakt<strong>er</strong>typisk adspredelse, at hans ubevidste drift<strong>er</strong> indpod<strong>er</strong> mange af<br />
hans vildeste sex- og voldsfantasi<strong>er</strong> som mind<strong>er</strong>, hvilke hans stolthed<br />
d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> vil kalde frem og nyde synet af - som når vi andre forveksl<strong>er</strong> en<br />
drøm med noget faktisk hændt, o<strong>men</strong>d h<strong>er</strong> på noget af et ov<strong>er</strong>drev og<br />
aldrig falsific<strong>er</strong>et: det <strong>er</strong> han for stolt til. Hans ansigts teint <strong>er</strong> ikke bare<br />
lys, <strong>men</strong> faktisk bleg, og næsten iblandet et skær af cigaret-gul, og hvis<br />
man ikke intuitivt kan genkende en svært defin<strong>er</strong>bar særegen vestlig<br />
udstråling, skulle man næsten tro at han var en høj asiat. Faktum <strong>er</strong> dog,<br />
at han <strong>er</strong> så skandinavisk af afstamning som det lad<strong>er</strong> sig gøre, og til det<br />
fremmede præg på udseendet kan alene høre den forklaring – ifølge hvad<br />
en klog mand har sagt - at 'man udvikl<strong>er</strong> det ansigt man fortjen<strong>er</strong>'. Med<br />
andre ord <strong>er</strong> det, hvad man vil kalde hans s e l v - det for en analyse<br />
mest gennemgribende punkt, en fysiologisk enhed, ell<strong>er</strong> den mest<br />
ov<strong>er</strong>ordnede maksime for samarbejde imellem en mængde af<br />
tilbøjelighed<strong>er</strong> i kroppen (ell<strong>er</strong> et helt tredie eft<strong>er</strong>navn til dette kære barn)<br />
- d<strong>er</strong> i alvorligst grad <strong>er</strong> ansvarlig for de skrædd<strong>er</strong>tricks og gensyning<strong>er</strong><br />
som hans sjælek<strong>os</strong>tume har været udsat for.<br />
De to giv<strong>er</strong> sig til at tale. Andrea anmod<strong>er</strong> på familiens vegne:<br />
Må vi ikke snart få dit lyse hår tilbage? - og med et vift fang<strong>er</strong><br />
han en tjen<strong>er</strong>s opmærksomhed gennem ruden.<br />
Det har egentligen været lyst ganske ofte siden forrige gang. Men<br />
i dag <strong>er</strong> det svart, tilfældigvis, h<strong>er</strong> <strong>er</strong> ingenting at bemærke. Og aldeles<br />
inte eft<strong>er</strong> så lang tid som <strong>er</strong> pass<strong>er</strong>et siden sidste gangen vi sås! -<br />
vrængende i mælet <strong>er</strong> hans svensk-danske. En vrængen, d<strong>er</strong> sam<strong>men</strong> med<br />
det faktum at Alex så tøjlesløst lad<strong>er</strong> sit danske opblande, ophold<strong>er</strong><br />
Andrea i et par sekund<strong>er</strong> fyldt med galde. Sætt<strong>er</strong> tank<strong>er</strong> i gang h<strong>os</strong> ham.<br />
Alex vedhold<strong>er</strong> sin tete, og skift<strong>er</strong> spor: Dig og Papa <strong>er</strong> djævelsk umulige<br />
med... med... Information Technology, - lyd<strong>er</strong> det næsten eft<strong>er</strong>givende på<br />
33
engelsk - Vet ni det? Kan I ikke bare hold<strong>er</strong> på faste telefonnumre og emails<br />
som alle andre? Hvorfor så umulige? Varfor?<br />
...så ombejlende stemt ov<strong>er</strong>for den egotripp<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> evindeligt skal<br />
gøre sin udstråling så kval<strong>men</strong>de og laxativ foran mit familiegitt<strong>er</strong><br />
(tænk<strong>er</strong> Andrea som for at gøre sig sine følels<strong>er</strong> klare). Det må vel være<br />
forståeligt, at det <strong>er</strong> uudholdeligt, når man falsk som en model i sminke<br />
altid skal gøre sig til. Blot for at binde gen<strong>er</strong>ne tæt. U-frivillige skuespil!<br />
Han e r, u-fra-vigeligt, han kan ikke tænkes væk, og <strong>er</strong> <strong>altså</strong> sådan<br />
halvdelen af mig selv - i evolutionær forstand. Genetisk set. Mit<br />
Æresbegreb, dette ufornuftige dyr <strong>er</strong> for mig så mod-familiært.<br />
Ufornuften tål<strong>er</strong> sandelig ikke dette bånd, dette forhold . . .<br />
Oprigtig i ordenes indhold <strong>men</strong> uærlig i attituden, svar<strong>er</strong> Andrea<br />
sin bror - Men min egen, forstå... <strong>altså</strong>, jeg kan selvfølgelig ikke tale på<br />
fad<strong>er</strong>s vegne... han har vel nok m<strong>er</strong>e... hvad sig<strong>er</strong> man... n ø d v e n d i g<br />
e grunde end mig, <strong>men</strong> ganske enkelt, så <strong>er</strong> den I-Teknologi en<br />
distraktion for mig i de fleste øjeblikke. Det betyd<strong>er</strong> jo ikke at man skal<br />
gøre brug af noget, bare fordi det findes. That is a fact of life! Og sådan<br />
også med teknologien. Håb<strong>er</strong> du forstår. Når jeg ved at jeg én uge skal<br />
balanc<strong>er</strong>e med mange <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> på op mod fl<strong>er</strong>e ø<strong>er</strong> og halvø<strong>er</strong>, så<br />
skaff<strong>er</strong> jeg mig selvfølgelig en telefon til lejligheden... <strong>men</strong> se, nu har vi<br />
jo fundet hinanden h<strong>er</strong>, og det <strong>er</strong> hovedsagen; hvad skal jeg m<strong>er</strong>e bruge<br />
den h<strong>er</strong> til? - og idet retorikken afsluttes med spørgsmålet, tag<strong>er</strong> han sit<br />
middelald<strong>er</strong>lige vrag af en klodstelefon og kyl<strong>er</strong> mod jorden - den<br />
splintres i en vidund<strong>er</strong>lig syvdelt ødelæggelse og fravristes et<br />
bemærkelsesværdigt lille strøm-glimt. For foden af tjen<strong>er</strong>en. Denne<br />
tjen<strong>er</strong> d<strong>er</strong> nu <strong>er</strong> kommet hen til bordet. Brødrene kigg<strong>er</strong> - kigg<strong>er</strong> op fra<br />
det vidund<strong>er</strong>lige syn på asfalten til d<strong>er</strong>es slaves ansigt; et ansigt d<strong>er</strong> netop<br />
nu <strong>er</strong> forundret halvmåbende påmalet et hoved, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> fremvokset på en<br />
krop i ov<strong>er</strong>flade-fin mund<strong>er</strong>ing - hele maskinen klar til at modtage ordr<strong>er</strong>.<br />
Andrea vil have nordnorsk kildevand, bare for snobb<strong>er</strong>iets skyld,<br />
og bestill<strong>er</strong> også - Laks, ikke røget. Dild ved siden... og små varme<br />
kartofl<strong>er</strong>, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at årstiden ikke <strong>er</strong> til det...<br />
<strong>men</strong> I kan vel godt lave det lækk<strong>er</strong>t alligevel, ik? Ja, ja, det <strong>er</strong> jeg sikk<strong>er</strong><br />
på.<br />
Tre espresso-shots til mig. Kom inte med dem samtidigt, <strong>men</strong> eet<br />
cirka ev<strong>er</strong>y tenth minute. - de return<strong>er</strong><strong>er</strong> <strong>men</strong>ukortene som de ikke har<br />
kigget på, og han tag<strong>er</strong> imod med et smil, og et "ja så g<strong>er</strong>ne," og slås af<br />
en tvivl, om hvorvidt han har valgt den rigtige profession i livet. Det<br />
eneste liv manden har, og måske gentaget i det uendelige. Han tilføj<strong>er</strong> i<br />
bevægelsen væk fra bordet, at han skal se hvor fint vand de har på flaske,<br />
hvilket Andrea bevidst ov<strong>er</strong>hør<strong>er</strong>.<br />
Well well well, broth<strong>er</strong>. Årsagen til varfor du har hentet mig til<br />
København, skal vi nok komme til. Men det <strong>er</strong> jo længe siden sidst. How<br />
'bout a catch up?<br />
Andrea nikk<strong>er</strong>. Han bemærk<strong>er</strong> på den anden side af pladsen, at<br />
gruppen med festab<strong>er</strong> iført k<strong>os</strong>tum<strong>er</strong> a la babytøj og sutteflask<strong>er</strong> med<br />
baj<strong>er</strong> <strong>er</strong> ankommet, og har slået sig ned ved Storkespringvandet. Det går<br />
heftigt for sig: d<strong>er</strong> råbes hov<strong>er</strong>ende og smækkes lussing<strong>er</strong>, alt i falske<br />
ton<strong>er</strong>.<br />
Ork<strong>er</strong> du stadig rundt og rundt i land og rige, søgende eft<strong>er</strong><br />
34
'individ<strong>er</strong>'..? Om man at all kan tro det ord læng're. - den accent Alex<br />
tal<strong>er</strong> med, <strong>er</strong> aldeles umulig helt at give begreb om; intet andet <strong>men</strong>neske<br />
tal<strong>er</strong> som ham. Men skal man give et bud på en defin<strong>er</strong>et lejr han <strong>er</strong> i, så<br />
<strong>er</strong> det i sidste ende dansk han tal<strong>er</strong>, om end et meget besværet dansk.<br />
Først og fremmest <strong>er</strong> det fyldt med svenske ordvariant<strong>er</strong> og en<br />
d<strong>er</strong>tilhørende accent smitt<strong>er</strong> af, og midt i dette 'kvasibornholmske' tårn<strong>er</strong><br />
et definitivt ka<strong>os</strong> sig op i og med at d<strong>er</strong> fra mo<strong>men</strong>t til andet bland<strong>er</strong> sig<br />
en anelse texansk ind i udtalen. Det <strong>er</strong> et sneglende langsomt dansk, d<strong>er</strong><br />
som en slange må føle sig forsigtigt frem i nært ved hv<strong>er</strong> en stavelse -<br />
dog - ikke i lange ess<strong>er</strong>, sss, <strong>men</strong> i vokal<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> ofte glid<strong>er</strong> adskillige ton<strong>er</strong><br />
igennem før de forlades til det rest<strong>er</strong>ende af sætningen. Han sig<strong>er</strong> nu<br />
igen:<br />
Tror du ov<strong>er</strong>huvudet selv på individ<strong>er</strong>ne? Och søg<strong>er</strong> du dem<br />
fotfarende? Svar nu!<br />
Søg<strong>er</strong> stadig... og find<strong>er</strong> løbende.<br />
Altid bevægende... ell<strong>er</strong> hür?<br />
Ja. Har netop fundet en ov<strong>er</strong>legen kamm<strong>er</strong>at: han kan formå at<br />
bevæge sig tavs i de små af livets egne, og tage tavsheden med sig ind i<br />
<strong>men</strong>ing<strong>er</strong>nes rige; et ophøjet synspunkt formår han han indtage; uden af<br />
den grund at synes ell<strong>er</strong> <strong>men</strong>e.<br />
Ha ha, min bror <strong>er</strong> jo en idiot! når han sig<strong>er</strong> så'dar. Men sådan kan<br />
det jo gå, at man stolt og god som <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> <strong>er</strong> få, vil ov<strong>er</strong>tages af blot<br />
en enkelt karakt<strong>er</strong>fejl, ofte medfødt ligesom din, nemlig idioti. Ha, du,<br />
Andrea, <strong>er</strong> så modig, intelligent, ligegyldig, stärk och und<strong>er</strong>bart... how<br />
does one say... attractive... for hv<strong>er</strong> en modstand<strong>er</strong> af still-stående tid...<br />
for hv<strong>er</strong> en modstand<strong>er</strong> af den spegel-blanke tiden, du vet. - og Alex gør<br />
en fagt for at anskueliggøre sit indfald af den stormløse tid, kedelighed,<br />
ell<strong>er</strong> som en tid kun til refleksion: noget man sandelig kan nære en<br />
modvilje til, hvis man følg<strong>er</strong> de to . . . Han gør en bevægelse med<br />
hovedet, og tag<strong>er</strong> håret væk fra øjet for en stund.<br />
<strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> ingen idiot. Så du tal<strong>er</strong> for et døvt øre. Men ligegyldig <strong>er</strong><br />
jeg ganske vidst: det ville netop være idiotisk at benægte det; idet vi<br />
sidd<strong>er</strong> h<strong>er</strong> og tal<strong>er</strong>, kan intet siges at være m<strong>er</strong>e ell<strong>er</strong> mindre end<br />
ligegyldigt, afgørende set... hørt. - og Andrea giv<strong>er</strong> sig til at fløjte Divide<br />
and Conqu<strong>er</strong> v<strong>er</strong>s og bro og polyrytmitis<strong>er</strong>e 'Sikken Sol' på bordet d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
imellem dem.<br />
Tjen<strong>er</strong>en komm<strong>er</strong> med vand filtr<strong>er</strong>et igennem l<strong>er</strong>lag på l<strong>er</strong>lag og<br />
espresso; Alex tag<strong>er</strong> imod sin lille kop, <strong>men</strong> ændr<strong>er</strong> ordren fra to kopp<strong>er</strong><br />
m<strong>er</strong>e til en stempelkande, tjen<strong>er</strong>en nikk<strong>er</strong>, og mærk<strong>er</strong>, sam<strong>men</strong> med sin<br />
ærgrelse ov<strong>er</strong> for de to, et prik af beundring for Andreas musik. Tid går.<br />
Okay, du hold<strong>er</strong> dig i det mindste fra a t s y n e s! Og noget<br />
sådant gør han din... dit "individ" vel inte hell<strong>er</strong>? Altså 'at synes'.<br />
Nej, nu må jeg be! Og det har jeg også sagt dig, hvis du vil lytte<br />
eft<strong>er</strong>. Den slags ved himmelhvælvet, at han hold<strong>er</strong> sig fra! -<br />
rymitis<strong>er</strong>ingen stopp<strong>er</strong>. - Hvad med dig, spottefugl, rend<strong>er</strong> du stadig bare<br />
rundt og brug<strong>er</strong> penge.<br />
Yeah, thats pretty much it. Men det <strong>er</strong> inte at... på dansk 'kimse' af.<br />
Det <strong>er</strong> egentlig ganske skoj.<br />
Skod?! - Andrea gør øjne så store som espressokopp<strong>er</strong>ne.<br />
Nej nej, skoj, du vet... fun. Amusing...<br />
35
På den anden side af gaden <strong>er</strong> d<strong>er</strong> et vildt optrin imellem de<br />
udklædte, og Andrea s<strong>er</strong> nogen komme til skade. Alvorligt. I et altruistisk<br />
øjeblik, sådanne kan selv Andrea have, tænk<strong>er</strong> han tungsindigt på al<br />
ødelæggelsen i v<strong>er</strong>den, formålstjenlig såvel som endende blindt, tag<strong>er</strong><br />
første bid af sin laks, og digt<strong>er</strong> letsindigt: Som en bjørn d<strong>er</strong> grib<strong>er</strong> med<br />
blinde instinkt<strong>er</strong> ind i vandfaldets panta rei gardin, har kæmpen en<br />
forblændet kærlighed til sin mad og det liv den lev<strong>er</strong>. Den spis<strong>er</strong>, hvad<br />
den ødelægg<strong>er</strong>, og <strong>er</strong> hvad den spis<strong>er</strong>, og hvad den i vint<strong>er</strong>ens mørke<br />
drømm<strong>er</strong> - om hulrum i klippen bag smeltevandets gardin. Andrea sig<strong>er</strong><br />
ja til sine tank<strong>er</strong>, og kobl<strong>er</strong> syrestrøm<strong>men</strong> på en beslutning om sit forhold<br />
til brod<strong>er</strong>en; han døb<strong>er</strong> dette mo<strong>men</strong>t i et smil og lidt imaginært<br />
brod<strong>er</strong>blod "Spjættende Laksemolekyle I <strong>Vi</strong>nt<strong>er</strong>hj<strong>er</strong>ne", og beslutt<strong>er</strong> at<br />
glemme digtet.<br />
I øvrigt, Alex... kan du huske den muslimske familie, du sagde, at<br />
du hev fra hinanden få år tilbage? - de varme kartofl<strong>er</strong> pebres med en stor<br />
kværn.<br />
Jah da. Men rigtigt troende, true believ<strong>er</strong>s, var de vist inte.<br />
Måske ikke. Men <strong>altså</strong>, jeg løb på d<strong>er</strong>es Mohammad tidlig<strong>er</strong>e i<br />
dag; han <strong>er</strong> med al sandsynlighed på vej til Århus nu...<br />
Ja<strong>men</strong> hvor skoj at du skulle løbe på ham. - afbryd<strong>er</strong> Alex.<br />
Ja ja, ganske pudsigt . . . <strong>men</strong> for at du ikke skal undre dig for<br />
meget læng<strong>er</strong>e, så kan vi godt snakke om, hvorfor jeg har bedt dig om at<br />
komme i dag. - det spjætt<strong>er</strong> i Andreas sind, og man kan sandt nok se det<br />
på hans ivrige og vibr<strong>er</strong>ende lemm<strong>er</strong>, livlige fire.<br />
Ja, hvorfor egentligen? Du vil vel inte have mig til den... hillbilly<br />
town? Vel? Fuck.<br />
Det <strong>er</strong> nemlig lige hvad jeg vil. Og du vil også selv, når først du<br />
hør<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> h<strong>er</strong>! Far har bedt dig komme.<br />
Papa?<br />
Jeps, far. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> dog en krølle... ell<strong>er</strong>... nærm<strong>er</strong>e to. <strong>Vi</strong> ved ikke,<br />
hvad han vil, det <strong>er</strong> vist en af hans hemmelighed<strong>er</strong>. Og vi ved ikke præcis<br />
hvornår, det <strong>er</strong> bare en af hans utilregnelighed<strong>er</strong>.<br />
Alex hold<strong>er</strong> en arrigskab nede, og håb<strong>er</strong>: Men jeg kan vel bare<br />
være på standby i Stockholm.<br />
Nej... øhh, nej, han vil kunne se <strong>os</strong> med højest to tim<strong>er</strong>s varsel:<br />
Du bliv<strong>er</strong> nødt til at komme med til hovedlandet.<br />
Fy faen! Den djævel <strong>er</strong> jo inte det mindste m<strong>er</strong>e tilregnelig end<br />
uranium-k<strong>er</strong>n<strong>er</strong>! Så kunne jeg jo for helvede risik<strong>er</strong>e at være fanget i<br />
hillbilly country så længe som helst. - hidsighedens væsen far<strong>er</strong> op i<br />
Alex. Han slår i bordet, råb<strong>er</strong> nu op eft<strong>er</strong> sin stempelkande og skrig<strong>er</strong><br />
som var det dommedag; <strong>er</strong> på alle punkt<strong>er</strong>, hvad man vil kalde<br />
ueksemplarisk. - Det var en ordre! - brøl<strong>er</strong> han ligesom en<br />
unt<strong>er</strong>gansgshitl<strong>er</strong> som vi især kend<strong>er</strong> ham fra youtube, das war ein<br />
Befehl! - Stempelkanden var en ordre. Hvor våg<strong>er</strong> du at sløse med min<br />
betjening! - han rejs<strong>er</strong> sig i<strong>men</strong>s han 'rant<strong>er</strong>' løs, og tjen<strong>er</strong>en, d<strong>er</strong> ikke <strong>er</strong><br />
ude ved d<strong>er</strong>es bord, kan man nu se begynde at bevæge sig hastigt og<br />
forvirret rundt som en sensomm<strong>er</strong>flue inde bag ruden som Alex står og<br />
gør (som en hund) og tru<strong>er</strong> af, peg<strong>er</strong> imod. Han s<strong>er</strong> sin refleksion i denne,<br />
synet får ham til at synke en klump, gør ham et øjeblik ov<strong>er</strong>bevidst, <strong>men</strong><br />
stopp<strong>er</strong> ikke noget - Hvem tror han egentligen han <strong>er</strong>, at tøve med en<br />
36
ordre som jeg giv<strong>er</strong>! Han skal t j e n e mig, det ligg<strong>er</strong> da for satan i ordet<br />
'tjen<strong>er</strong>'! - ar<strong>men</strong>e fægt<strong>er</strong> ekspressivt rundt foran kroppen og al hans<br />
højlydthed og én-di<strong>men</strong>sionelle path<strong>os</strong> fortæll<strong>er</strong> ikke de tilhør<strong>er</strong>ne og<br />
forfærdede gæst<strong>er</strong> andet, end at manden øjensynligt <strong>er</strong> sindslidende.<br />
Andrea sidd<strong>er</strong> roligt og trill<strong>er</strong> med toml<strong>er</strong>ne, fingre to. Alex fortsætt<strong>er</strong><br />
højtråbende. - Tjen<strong>er</strong>skole mig i anal-kanalen! Med den snegle... snegle...<br />
Med den lang-som-hed burde dine forældre... - og sådan fortsætt<strong>er</strong> det.<br />
Alex had<strong>er</strong> sig selv lige nu; han gennemlev<strong>er</strong> et øjeblik med fokus langt<br />
fra, hvad han råb<strong>er</strong> op om, og hvad d<strong>er</strong> mest signifikant foregår: han<br />
fokus<strong>er</strong><strong>er</strong> på sine nethindeskad<strong>er</strong>, såvel som på fantasi<strong>er</strong> om snufvoldtægt<br />
d<strong>er</strong> klipp<strong>er</strong> sig ind og ud af hans indre billedestrøm, frem for hvad han<br />
faktisk hør<strong>er</strong> og s<strong>er</strong>; og hvad han sig<strong>er</strong>, det forlad<strong>er</strong> ham bare; han <strong>er</strong><br />
m<strong>er</strong>e i forbindelse med kroppens und<strong>er</strong>gang end dens tuning i v<strong>er</strong>den,<br />
h<strong>er</strong> på fortorvscaféen i København. Han stiln<strong>er</strong>. Andrea, d<strong>er</strong> har rejst sig,<br />
tag<strong>er</strong> brod<strong>er</strong>en i skuldrene og før<strong>er</strong> ham langsomt ned tilbage i stolen.<br />
Undskyld<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>for tjen<strong>er</strong>en, d<strong>er</strong> krymrygget komm<strong>er</strong> løbende med den<br />
ønskede kande. Sam<strong>men</strong> med undskyldningen får tjen<strong>er</strong>en tohundrede i<br />
lom<strong>men</strong>, og han bukk<strong>er</strong>, ikke dybt, <strong>men</strong> ydmygt. Alex kigg<strong>er</strong><br />
uafbrydeligt omv<strong>er</strong>densfj<strong>er</strong>nt ned i asfalten. Andrea drikk<strong>er</strong> en tår vand.<br />
Nu har du din kaffe, - begynd<strong>er</strong> Andrea til brod<strong>er</strong>en - den skal<br />
bare trække lidt, så skal du få dig et eft<strong>er</strong>middags-fiks. Men du må love<br />
mig to ting. A, ikke m<strong>er</strong>e ras<strong>er</strong>ianfald for i dag. Er det klart?<br />
Alex <strong>er</strong> i sin und<strong>er</strong>v<strong>er</strong>den, sit helvede, sin skræk for et evigt liv. I<br />
børnestørelse s<strong>er</strong> han sig selv kravle rundt i hundredeårstræ<strong>er</strong>, som et lille<br />
væsen, d<strong>er</strong> intet andet har at give sig til end at klatre - på en dag, d<strong>er</strong> ikke<br />
tag<strong>er</strong> ende - og kvindeløs spis<strong>er</strong> han af træets frugt<strong>er</strong>, som stillende en<br />
bidende appetitløs sult. Alt <strong>er</strong> fryd, alt <strong>er</strong> gam<strong>men</strong>, alt <strong>er</strong> foragtelig<br />
stilstand; børnestørelsen, v<strong>er</strong>dens mindste <strong>men</strong>neske, ensom med træet.<br />
En spejlbarnsfantasi svævende rundt i Alex' krop endnu i denne voksne<br />
stund. - Det <strong>er</strong> klart som en umudret skovsø. - svar<strong>er</strong> han sin bror.<br />
Godt. Og B: du komm<strong>er</strong> med til Århus. Det du kald<strong>er</strong> en hillbilly<br />
town, måske imod din vilje, <strong>men</strong> du komm<strong>er</strong>, og du tag<strong>er</strong> din søn med.<br />
Hvorfor? Fordi sådan vil Far have det. Det kunne blive et vendepunkt,<br />
det må vi sandelig holde <strong>os</strong> for øje. Han har udtrykkeligt sagt, at han vil<br />
se alle sine maskuline arving<strong>er</strong>, så sådan skal han få det. Er det også<br />
klart?<br />
Så klart som en middelhavshimmel dybt dybt inde i somm<strong>er</strong>en.<br />
Godt.<br />
Tid pass<strong>er</strong><strong>er</strong>. Kort og hurtigt.<br />
Andrea tag<strong>er</strong> tråden op. - Har du ov<strong>er</strong>hovedet styr på Elijah<br />
egentlig, ved du hvor han <strong>er</strong> i v<strong>er</strong>den? - denne Elijah <strong>er</strong> Alex' søn.<br />
Heh', - endelig kigg<strong>er</strong> Alex op, nu i et smil idet han ov<strong>er</strong> sin<br />
pinlighed sig<strong>er</strong>. - Den helvedesknægt <strong>er</strong> enten i Skagen h<strong>os</strong> sin mormor<br />
ell<strong>er</strong> i Tønd<strong>er</strong> h<strong>os</strong> sin morfar... det <strong>er</strong> altid så jävla pinligt, når jeg<br />
komm<strong>er</strong>, <strong>men</strong> jeg må jo bare banke på og få se... Sandelig det bliv<strong>er</strong><br />
kunstigt at møde det skarn igen. - og eft<strong>er</strong> et tavst sekund i<br />
eft<strong>er</strong>tænksomhed sig<strong>er</strong> han ov<strong>er</strong>raskende:<br />
Jylland, den d<strong>er</strong> runestav, d<strong>er</strong> ligg<strong>er</strong> mellem to have. Som det<br />
blev skrevet... Siden Elijah blev plac<strong>er</strong>et d<strong>er</strong>, har jeg ofte tænkt om den,<br />
som medicinmænd i afrikan<strong>er</strong>stamm<strong>er</strong> lær<strong>er</strong> om slang<strong>er</strong>, nemlig at giften<br />
37
sidd<strong>er</strong> i halen; det <strong>men</strong><strong>er</strong> man <strong>altså</strong> at vide; <strong>men</strong> af bitt<strong>er</strong> <strong>er</strong>faring <strong>er</strong> man<br />
jo sure, at d<strong>er</strong> <strong>er</strong> gift i tænd<strong>er</strong>ne. Ergo må hele slangen være fyldt med<br />
gift, tænk<strong>er</strong> de. I øvrigt - går det nu op for Alex - du var jo selv med<br />
d<strong>er</strong>nede, da vi hørte det... med papa back then. Nåh... hvad vil jeg sige<br />
med det hele: det <strong>er</strong> på samme sæt inte helt at vide, for en primitiv far<br />
som jeg, hvor min søn <strong>er</strong>, så det kan vel tage op til et par dagar at finde<br />
ham.<br />
Som du dog tal<strong>er</strong>! Gift? Skulle han da være ov<strong>er</strong> det hele? Bare få<br />
ham til Århus! - fremsig<strong>er</strong> Andrea i forfærdelse ov<strong>er</strong> brod<strong>er</strong>ens fad<strong>er</strong>-fejl,<br />
d<strong>er</strong> endog kom bag på ham.<br />
Alex nikk<strong>er</strong> og slår ud med ar<strong>men</strong>e. Bevæg<strong>er</strong> samtalen vid<strong>er</strong>e:<br />
Hvordan skal vi så mødes igen? Skal jeg bare komme ud til det<br />
d<strong>er</strong> hus ude på landet? Ell<strong>er</strong> skal vi være i midtby'n constantly?<br />
Hmm, godt spørgsmål. Uanset hvad: d<strong>er</strong> <strong>er</strong> samlet et godt lille<br />
hold af <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> nu h<strong>er</strong>, så du skal nok få nogen at lege med i byen. Så<br />
hvad skal vi sige: mød op ved rådhuset middagstid. Lad <strong>os</strong> aftale, jeg<br />
tjekk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> hv<strong>er</strong> dag weekenden ov<strong>er</strong>. Skulle jeg af den ene ell<strong>er</strong> anden<br />
grund ikke tage imod dig, så kan du jo tage ud i huset på landet. D<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
også nogen at røre ved.<br />
Endnu en gang brokk<strong>er</strong> Alex sig lidt ov<strong>er</strong> brod<strong>er</strong>ens 'us<strong>er</strong>iøse'<br />
forhold til IT, hiv<strong>er</strong> sin 'smartphone' frem, og blær<strong>er</strong> sig lidt. Udtrykkene<br />
veksles frem og tilbage ov<strong>er</strong> bordet, som diskut<strong>er</strong><strong>er</strong> de på en egen måde;<br />
en diskussion i slutningen af hvilken Alex end<strong>er</strong> med at bekræfte<br />
forslaget.<br />
Kaffekandens stempel presses delvist ned, så den øv<strong>er</strong>ste halvdel<br />
<strong>er</strong> kulsort og den ned<strong>er</strong>ste lys og tynd - som en svealansk skovsø tænk<strong>er</strong><br />
han - så hiv<strong>er</strong> han få millimet<strong>er</strong> op i stemplet, for at lette trykket på de<br />
knuste bønn<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> hæng<strong>er</strong> tæt fra filtret; en reaktion sættes i gang, og alt<br />
grumset fald<strong>er</strong> langsomt mod bunden i små smukke mønstre som tegn på<br />
at den har trukket længe nok, og stemplet presses til sidst helt ned. Denne<br />
ømhed skal forestilles i lyset fra samme sol som Rasmus og Henrik snart<br />
velsignes af; en sol d<strong>er</strong> h<strong>er</strong> i storbyen ikke opleves så sublim, <strong>men</strong> i<br />
stedet m<strong>er</strong>e elegant kast<strong>er</strong> sådan en slags gyldent lys ov<strong>er</strong> gade, park og<br />
stræde, d<strong>er</strong> ikke umiddelbart <strong>er</strong> genkendeligt som magisk, <strong>men</strong> som med<br />
tiden vil forvandle enhv<strong>er</strong> <strong>er</strong>indring fra denne eft<strong>er</strong>middag - og andre<br />
som denne - til noget fortryllende uopnåeligt - til noget d<strong>er</strong> ikke var -<br />
som noget d<strong>er</strong> genkaldt i fantasien med drøm<strong>men</strong>de livlighed, kan stå<br />
som skønhed af en karat, d<strong>er</strong> ville evne at retfærdiggøre endda<br />
uendelighed<strong>er</strong>. Kend<strong>er</strong> du det godt? Det føl<strong>er</strong> jeg mig sikk<strong>er</strong> på; det <strong>er</strong> i<br />
hv<strong>er</strong>t fald så godt som banalt i vores kultur. Mind<strong>er</strong>ne, dem må vi have<br />
med - da vil man være lykkelig, når man endelig sov<strong>er</strong> ind. Alex <strong>er</strong> en del<br />
af denne kultur, og <strong>er</strong> et slemt tort<strong>er</strong>et <strong>men</strong>neske. Når han myrd<strong>er</strong>, sig<strong>er</strong><br />
hans fantastiske indre, endda i de mest ekstreme mo<strong>men</strong>t<strong>er</strong>, hvor måske<br />
saven tag<strong>er</strong> fat i nakkehvirvl<strong>er</strong>ne, og alt omkring ham <strong>er</strong> vildt og<br />
påtrængende, rødflydende realitet<strong>er</strong>, ja selv h<strong>er</strong> tænk<strong>er</strong> han ofte nok: at<br />
det jo bare <strong>er</strong> virkelighed, at det bare <strong>er</strong> ting d<strong>er</strong> sk<strong>er</strong>, som alt jo bare <strong>er</strong> -<br />
som den ov<strong>er</strong>bevidste stemme kom<strong>men</strong>t<strong>er</strong>ende rung<strong>er</strong> i ham und<strong>er</strong> akten<br />
- og når han da sen<strong>er</strong>e <strong>er</strong>indr<strong>er</strong> det selvsamme mord, <strong>er</strong> det med ét<br />
ov<strong>er</strong>gået til at fremstå vidund<strong>er</strong>ligt, ja vidund<strong>er</strong>ligt, <strong>men</strong> alligevel altid<br />
manglende... man har vel gættet det: virkelighed. Erindring <strong>er</strong><br />
38
vidund<strong>er</strong>lig <strong>men</strong> virkelighedsfj<strong>er</strong>n - så denne mangelvare i mind<strong>er</strong>ne<br />
bliv<strong>er</strong> dybest set en beskyldning imod vidund<strong>er</strong>ligheden. Og bortset fra<br />
'lyset' vi før var inde på, og som nok <strong>er</strong> en historie for sig selv, kan vi<br />
måske med et lille gæt på årsagen til den ganske høje vurd<strong>er</strong>ing af<br />
mind<strong>er</strong>ne, vidund<strong>er</strong>ligheden, slå ned på følgende: at mind<strong>er</strong> tillad<strong>er</strong> én at<br />
se på sig selv u d e f r a - giv<strong>er</strong> muligheden for i opfindsom fordybelse<br />
at se sit eget spejlbillede i fuld sfærisk synsramme uden at spejlet kigg<strong>er</strong><br />
igen, at bryde denne naturlov, denne nutids-idi<strong>os</strong>ynkrasi. At se selvjaloux<br />
på sin vildt udfoldende krop. Misundende sin fortids omgivende øjne.<br />
Selvjalouxi - virkelighedsfj<strong>er</strong>n - vidund<strong>er</strong>lighed. Hvilken ærgrende<br />
gådefuldhed og fordømt og forkrøblende musselabyrint vi h<strong>er</strong> har med at<br />
gøre. Alex <strong>er</strong> en tort<strong>er</strong>et sjæl i denne udskejelse af en kultur, og søg<strong>er</strong><br />
nogle af de mest nærliggende og yd<strong>er</strong>ligtgående exits.<br />
Tror du kaffen <strong>er</strong> brygget på multil<strong>er</strong>lagsfiltr<strong>er</strong>et vand? - de grin<strong>er</strong>.<br />
Alex nyd<strong>er</strong> sin første tår.<br />
Tid spads<strong>er</strong><strong>er</strong>.<br />
Andrea hygg<strong>er</strong> og adspred<strong>er</strong> sig af og til med at spille med på<br />
brod<strong>er</strong>ens vanvittige fantasi<strong>er</strong>. I den retning spørg<strong>er</strong> han nu, med en<br />
an<strong>er</strong>kendende s<strong>er</strong>iøsitet i tonefaldet, hvordan Alex dog bær<strong>er</strong> sig ad med<br />
ikke at blive opdaget . . .<br />
Min tur skal sikk<strong>er</strong>t nok komme. - svar<strong>er</strong> Alex. - Hvis d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
nogon orden i det h<strong>er</strong> stakkels k<strong>os</strong>m<strong>os</strong>, så blir' jeg straffet. Men, sådan<br />
reson<strong>er</strong><strong>er</strong> jeg omkring det, af orden <strong>er</strong> d<strong>er</strong> sikk<strong>er</strong>t none og tilfældighed<strong>er</strong><br />
så plenty.<br />
Det var ikke mit spørgsmål. Hvordan undgår du at blive opdaget.<br />
- denne gang svares d<strong>er</strong>; og svares, som man sig<strong>er</strong>, uden at blinke:<br />
Ekstremitet. Ganske enkelt. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> en at frygte i så hög en grad, at<br />
jeg <strong>er</strong> bedst at... to ov<strong>er</strong>look. Så jeg ses inte. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> ultraviolet, sådan. - og<br />
han går ind i et ganske særligt aspekt af sit udseende, som vend<strong>er</strong> han<br />
siden til, og vis<strong>er</strong> sig næsten flad som en plan i rummet (geometri). Han<br />
tømm<strong>er</strong> sin kaffekop, og hæld<strong>er</strong> en ny op.<br />
Det lyd<strong>er</strong> fantastisk.und<strong>er</strong>ligt. - muml<strong>er</strong> Andrea hen for sig, og<br />
sætt<strong>er</strong> sig and<strong>er</strong>ledes på stolen. Fuld af munt<strong>er</strong> forundring. Spørg<strong>er</strong> ikke<br />
vid<strong>er</strong>e.<br />
Alex' tanke stopp<strong>er</strong> ikke ved de udtalte ord, <strong>men</strong> sætt<strong>er</strong> af på dem<br />
i et indvortes poem om sin egen elendighed. Monstro hans straf slet og<br />
ret <strong>er</strong> som den platoniske straf til den amoralske - ubalance.<br />
...søg<strong>er</strong> jeg en skurk at straffe, og håb<strong>er</strong> jeg først en helt at finde,<br />
<strong>men</strong> find<strong>er</strong> ingenting ingenting ingenting i den største mangfoldighed jeg<br />
som Alex kan kende, i det store hav af mit in-esse begreb (Leibniz)<br />
deduc<strong>er</strong>et ud komplet i hv<strong>er</strong> en ende? Vælg<strong>er</strong> jeg? Selvet. ikke i nutid.<br />
<strong>Jeg</strong> e r korrupt. Var jeg - i bagklogskabens lys, fra et dødt p<strong>er</strong>spektiv i<br />
begge betydning<strong>er</strong>, uden håb og lys? - oceanet uden en ø og ørkenen<br />
uden oase; var jeg da i det mindst et fatamorgana - en vidund<strong>er</strong>lighed<br />
man v i l ! <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> dog blot et spøgelse, ultraviolet; døden i brænd-punktet<br />
af hv<strong>er</strong> mands blik, det <strong>er</strong> gavnligst ikke at se. Men hvem skal så se til,<br />
bevidne, at jeg selv <strong>er</strong> den skurk, jeg søg<strong>er</strong>? Ak, at søge sin skurk ihjel! -<br />
hvilket <strong>er</strong> Alex' ind<strong>er</strong>ste poem i dette nu - i al denne indre sfæriske rundt<strong>os</strong>sethed<br />
- artikul<strong>er</strong>et, så han selv kan forstå det, på hans opdragelses<br />
uopblandede dansk; og han døb<strong>er</strong> det "Det Forfinede Selvmord", og<br />
39
glemm<strong>er</strong> det klogt som krølle på snakken med sin ældre bror.<br />
Andrea har spist op, og drukket sig th<strong>er</strong>s. Af kaffen levn<strong>er</strong> Alex<br />
en kølig bundslat, og da det <strong>er</strong> und<strong>er</strong>forstået, at de skal gå fra bordet og<br />
hv<strong>er</strong> sin vej, spørg Alex roligt og høfligt, hvor Andrea skal hen.<br />
- <strong>Jeg</strong> skal på hamam på Christianshavn og bade i dampbad og<br />
spa.<br />
Det uheldige tilfælde <strong>er</strong> ude. Hvad? Nej du skal inte, det skal j e<br />
g. - Alex far<strong>er</strong> op i stolen, o<strong>men</strong>d langt m<strong>er</strong>e kontrol<strong>er</strong>et end før.<br />
Andrea sig<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>legent, at de jo bare kan se, hvem d<strong>er</strong> kan løbe<br />
d<strong>er</strong>hen først. - han hold<strong>er</strong> all<strong>er</strong>ede en femhundrelap i hånden som han har<br />
kobrahugget fra sin ind<strong>er</strong>lomme, og <strong>er</strong> klar til at smide på bordet. - hans<br />
læg <strong>er</strong> spændt til startskudet, parat, klar . . .<br />
Vent, vent vent. - sig<strong>er</strong> Alex besindigt. - Din djævelske barbar.<br />
That is no way to solve this. Hør h<strong>er</strong>. <strong>Vi</strong> trækk<strong>er</strong> lod, ell<strong>er</strong> spill<strong>er</strong> Kryds<br />
Og Bolle, ell<strong>er</strong> nogen ting andet som <strong>er</strong> arbitrært. Ha ha, Kryds Og Bolle;<br />
d<strong>er</strong> skal du nok miste opmærksomheden før ell<strong>er</strong> siden . . .<br />
Det gid<strong>er</strong> Andrea ikke. Man spill<strong>er</strong> ikke noget som helst med så<br />
dumt et navn som Kryds Og Bolle om retten til olivensæbe og hamskifte,<br />
nej, dét ville være barbarisk. Eft<strong>er</strong> nogen snak frem og tilbage komm<strong>er</strong><br />
de frem til at spille Sten Saks Papir om sagen, et væsentligt m<strong>er</strong>e<br />
hæd<strong>er</strong>ligt spil: "Okay, sten slår saks, saks klipp<strong>er</strong> papir og papir<br />
indfang<strong>er</strong> sten - ingen yd<strong>er</strong>lig<strong>er</strong>e tegn! Man vis<strong>er</strong> på 'nu', og tæll<strong>er</strong>, tre,<br />
to, een i kor inden. Ikke noget med at sige sten ell<strong>er</strong> saks ell<strong>er</strong> papir på<br />
slagene, det trick<strong>er</strong> bare beslutningen. Og ikke noget med bedst ud af tre<br />
og det bullshit. Første point vind<strong>er</strong>. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> kun omslag hvis det bliv<strong>er</strong><br />
uafgjort. Det <strong>er</strong> sådan man spill<strong>er</strong>. Okay."<br />
Og begge sætt<strong>er</strong> de hv<strong>er</strong> sin metamorphiske hånd frem, med<br />
toml<strong>er</strong>ne omsluttet af de andre fire, og tæll<strong>er</strong> i kor:<br />
Tre, to, een, nu.<br />
Alex har saks. Og Andrea har saks.<br />
En gang til. - Tre, to, een, nu.<br />
Alex har saks. Og Andrea har sten. Sidstnævnte jubl<strong>er</strong> højt i<br />
vilden sky, hopp<strong>er</strong> op fra stolen, og i<strong>men</strong>s Alex kigg<strong>er</strong> nedslået til, slår<br />
Andrea en forlæns saltomortale, smid<strong>er</strong> hænd<strong>er</strong>ne som knytnæv<strong>er</strong> op i<br />
luften, nynnende Dronningens sejrssang, han lægg<strong>er</strong> sig på knæ<br />
imit<strong>er</strong>ende at lade et gevær, og skyd<strong>er</strong> Alex lige i panden.<br />
Stop, cut the crab! - sig<strong>er</strong> situationens Abel strengt, og Andrea<br />
begynd<strong>er</strong> da også at sætte sig roligt tilbage på plads.<br />
De andre gæst<strong>er</strong> har kigget ustyrligt på scenen, <strong>men</strong> har ikke fået<br />
så meget som den mindste ænselse tilbage fra de to i bror-boblen.<br />
Nåh, så betal<strong>er</strong> jeg. - vind<strong>er</strong>en tal<strong>er</strong> med et smil på læben.<br />
Spottefugl. Dine money <strong>er</strong> mine money, og du vet det. - sig<strong>er</strong><br />
tab<strong>er</strong>en ligegyldigt, og s<strong>er</strong> Andrea lægge de fem-hundrede kron<strong>er</strong> på<br />
bordet. - Ses om et par dage, hoppas mødet med papa bliv<strong>er</strong> det hele<br />
værd. - og med de ord rejs<strong>er</strong> Alex sig, og <strong>er</strong> ved at gå - modsat retning af<br />
Christianshavn. Han stopp<strong>er</strong> op. Kigg<strong>er</strong> tilbage på sin bror. Sig<strong>er</strong>. - Du,<br />
hvordan vil du egentligen rejse til hovedlandet? Du flyv<strong>er</strong> vel ikke!<br />
<strong>Jeg</strong> blaff<strong>er</strong> tror jeg. I morgen.<br />
Så flyv<strong>er</strong> jeg. Til Ålborg, og kigg<strong>er</strong> h<strong>os</strong> mormor først. T r o r du<br />
kun du blaff<strong>er</strong>, for jeg vil helst inte se dit face før absolut nødvendigt.<br />
40
Okay, jeg lov<strong>er</strong> ikke at flyve. Ses. - sig<strong>er</strong> han i et lille grin.<br />
Ses.<br />
Andrea rejs<strong>er</strong> sig. Spads<strong>er</strong><strong>er</strong> mod hamam. Lykkelig.<br />
Funda<strong>men</strong>talt. Som det laveste, jordnært. Han mindes at have glemt<br />
digtet tidlig<strong>er</strong>e, og tal<strong>er</strong> nu frit associ<strong>er</strong>ende til afkrogene i sin krop:<br />
Åh Brod<strong>er</strong>-Lede åh Had til den nærmeste slægt, i de dybeste lag<br />
af mit sind, længst, længst nede i mit følelsesrige, har d u monstro været<br />
edd<strong>er</strong>koppearkitekten - dyret bag mit spind?<br />
<strong>Jeg</strong> frygt<strong>er</strong> dig; <strong>men</strong> du ønsk<strong>er</strong> vel bare at afvikle dig selv. Ja, h<strong>er</strong><br />
må jeg stole; vi <strong>er</strong> vel i tilfældets vold, og af <strong>os</strong> to <strong>er</strong> det afgjort dig, d<strong>er</strong><br />
lur<strong>er</strong> tilfældet bedst.<br />
Plot og Planlægning, hvilke sitrende farv<strong>er</strong> og frie form<strong>er</strong> d<strong>er</strong> dog<br />
kan males frem, og hvilke bygning<strong>er</strong> d<strong>er</strong> rejses kan, i en ånd beskaffen<br />
som min af det hvideste rummeligste mørke. Lad <strong>os</strong> grine sam<strong>men</strong>, I to<br />
samt spindelen bag mit spind.<br />
Fra spinkle høje tårne opført und<strong>er</strong> den tvetydige titel Egokonspiration,<br />
s<strong>er</strong> jeg afgrunden flimre; <strong>men</strong> jeg <strong>er</strong> så højdeb<strong>er</strong>uset<br />
ukueligt at hævde: at fald<strong>er</strong> jeg (ell<strong>er</strong> skulle det falde mig ind at springe)<br />
ja så lær<strong>er</strong> jeg nok at flyve! - at gro ving<strong>er</strong> til begivenheden.<br />
<strong>Jeg</strong> nyd<strong>er</strong> en ukendt udsigt. Se, jeg elsk<strong>er</strong> forandring - endda<br />
fordomsfuldt. Se, mit Hj<strong>er</strong>te, det <strong>er</strong> tillid! Se, Bevidsthed som<br />
Selvbevidsthed, vi <strong>er</strong> som et guldsmykke, forsigtigt lagt om halsen på en<br />
nyudklægget fugl - et løfte og en byrde og et løfte.<br />
Og hvilket prægtigt dyr! - vi lad<strong>er</strong> med tiden Sansjael svæve op<br />
ov<strong>er</strong> mørke sky<strong>er</strong>; vi leg<strong>er</strong> dér, gyldne form<strong>er</strong> bevingede i solen,<br />
b<strong>er</strong>igelse b<strong>er</strong>igelse, strål<strong>er</strong> d<strong>er</strong> strål<strong>er</strong> igen.<br />
Til dette spil må vi nære vores tillid; og ikke mindst rette vor<br />
tålmodighed, for det kan tage år og dage alene at lette. - Og mest af alt<br />
forsikr<strong>er</strong> jeg dig, h e l e Krop, og 'Stem<strong>men</strong>' med selvfølgelig:<br />
bestandigt må vi må lege <strong>os</strong> stærke.<br />
Andrea har som sagt eft<strong>er</strong>ladt en femhundredelap på bordet, og da<br />
en lille vind løft<strong>er</strong> den ud mod vejen, grib<strong>er</strong> han den som et insekt nu og<br />
da kan fanges med bare én hånd, og lægg<strong>er</strong> den tilbage, nu i spænd<br />
imellem tall<strong>er</strong>ken og bord. - Og i sin svirende gang vid<strong>er</strong>e i den<br />
ov<strong>er</strong>halingsbane som fortovskanten <strong>er</strong>, syng<strong>er</strong> han nu refrænet til Divide<br />
and Conqu<strong>er</strong> på ugen<strong>er</strong>et udblæsning, i<strong>men</strong>s han stramt tæv<strong>er</strong> løs på<br />
brystet og låret, bas og snare, i den intrinsisk svingende syv-ottendedelstaktart;<br />
grundliggende udtrykkende: tør din 'ass' med din 'cash'. Hele<br />
lortet skal alligevel så snarligt brændes.<br />
e<br />
<strong>Vi</strong> komm<strong>er</strong> nu til et tidsligt punkt, og e r nu kommet til et tids-punkt,<br />
d<strong>er</strong> <strong>er</strong> en kende særligt for fortællingen. Tidspunktet hvor alle<br />
forestillingens vigtige <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> <strong>er</strong> nævnt, hvor hv<strong>er</strong> især har fået udtalt<br />
sit 'lad d<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> lys' ov<strong>er</strong> sig, <strong>er</strong> blevet slået an, <strong>er</strong> blevet døbt og sat i<br />
spil. Som minimum. Men ikke alle har vi egentlig set for <strong>os</strong> gøre noget<br />
som helst, vi har ikke fået svar på vores spørgsmål så som 'hvad kan de?'<br />
'hvordan fung<strong>er</strong><strong>er</strong> de?'; nej på de væsentlige punkt<strong>er</strong> har vi ladet d e m<br />
41
komme sidst, d<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s i nødsituation<strong>er</strong> altid komm<strong>er</strong> først, nemlig<br />
kvind<strong>er</strong> og børn. Ell<strong>er</strong> rett<strong>er</strong>e sagt <strong>er</strong> d<strong>er</strong> kun tale om en enkelt kvinde,<br />
<strong>men</strong> så meget mindre, desto heftig<strong>er</strong>e. Desuden, drengebarnet Elijah, den<br />
lille 'hell-rais<strong>er</strong>', kan vi med forsyn godt røbe, at vi først får at se udfolde<br />
sig på den anden side af et snarligt tidsspring, et knæk i kontinuiteten,<br />
<strong>men</strong>s det for R<strong>os</strong>e og datt<strong>er</strong>en Diana gæld<strong>er</strong>, at de træd<strong>er</strong> i fokus netop<br />
nu.<br />
I stuen af en taglejlighed på Bispetorv i Århus sidd<strong>er</strong> pigen og<br />
mod<strong>er</strong>en ved en sort tavle og und<strong>er</strong>vis<strong>er</strong> hinanden. I hvad? I at blive en<br />
univ<strong>er</strong>s-borg<strong>er</strong>, og i at blive en god kvinde - en 'great moth<strong>er</strong>'.<br />
Fl<strong>er</strong>e af stuens hvide væge <strong>er</strong> klædt i grundede lærred<strong>er</strong>, kæmpe<br />
billed<strong>er</strong>, hvorpå R<strong>os</strong>e h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong> selvforelsket har portrætt<strong>er</strong>et sig i én til<br />
én i forskellige ekspressive p<strong>os</strong>ition<strong>er</strong>. Farv<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> páng <strong>men</strong> realistiske -<br />
som 'unplugged' musik d<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>styr<strong>er</strong>.<br />
Det mest signifikante motiv, og det eneste vi h<strong>er</strong> skal nævne, <strong>er</strong> af<br />
kvinden, d<strong>er</strong> fremtræd<strong>er</strong> fra en sløret skovbaggrund, i lovløse klæd<strong>er</strong> som<br />
en skandinavisk amazone, d<strong>er</strong> atletisk spænd<strong>er</strong> en buestreng, tagende sit<br />
sigte. P<strong>er</strong>spektiv<strong>er</strong> snyd<strong>er</strong> Picasso-stejlt, så kroppen ses en anelse vinklet,<br />
<strong>men</strong>s ansigtet i sin helhed, <strong>men</strong> særligt øjnene, mød<strong>er</strong> besku<strong>er</strong>ens blik,<br />
som byttet; og pilen (måske af mistelten) d<strong>er</strong> læn<strong>er</strong> på indeksfing<strong>er</strong>en og<br />
slyng<strong>er</strong> sig på tværs af di<strong>men</strong>sion<strong>er</strong>ne, bliv<strong>er</strong> en ulige linje, et krumt<br />
alfabetisk lille l som i Elvira ell<strong>er</strong> Else, d<strong>er</strong> i sin udmunding, spidsen,<br />
ligeledes stejl<strong>er</strong> på p<strong>er</strong>spektivet og peg<strong>er</strong> ud imod den fiks<strong>er</strong>ede besku<strong>er</strong> -<br />
som et tredie øje, som en forbindelse. Næsten hele motivet, hele<br />
p<strong>os</strong>ituren, <strong>er</strong> <strong>altså</strong> med misteltenen som vektor orient<strong>er</strong>et mod noget uvist<br />
og usynligt, i<strong>men</strong>s pilespidsen samt ansigtets fil<strong>os</strong>of<strong>er</strong>ende krig<strong>er</strong>øjne, <strong>er</strong><br />
rettet mod det tilsigtede: det spiselige; den tiltænkte besku<strong>er</strong>; den afkorrig<strong>er</strong>ede<br />
virkelighed; den, tør man sige, 'egentlige' kunst.<br />
Nej, ærligt talt, vi vil ikke stoppe h<strong>er</strong>, <strong>men</strong> medtage et par billed<strong>er</strong><br />
yd<strong>er</strong>lig<strong>er</strong>e, samt nogle ord om den ov<strong>er</strong>ordnede stil. Nogen mal<strong>er</strong>i<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
fra frøp<strong>er</strong>spektiv og med nattehimlen som baggrund, <strong>men</strong> baggrunden<br />
altid sløret. Nogen billed<strong>er</strong> har også Rasmus og Diana i motivet, <strong>men</strong> de<br />
<strong>er</strong> for det meste malet bagfra og blot en enkelt gang med datt<strong>er</strong>en så<br />
fremtrædende, at hun ses i profil. Blandt R<strong>os</strong>es egne favoritt<strong>er</strong> hør<strong>er</strong> et<br />
billede af dem alle nøgne, hvor hun selv sidd<strong>er</strong> med en opslået bog, og<br />
læn<strong>er</strong> ryggen mod en bøgestamme, så bogkanten lige netop censur<strong>er</strong><strong>er</strong><br />
vort<strong>er</strong>ne på de blødt formede bryst<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s g<strong>er</strong>ne vil ses. Til venstre i<br />
billedet anes et mindre flodløb, d<strong>er</strong> giv<strong>er</strong> en hældning i billedet, og i<br />
hvilket d<strong>er</strong> i detaljen kan anes et rigt dyreliv, med fisk d<strong>er</strong> flyv<strong>er</strong> op, og<br />
insekt<strong>er</strong> d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> til syne i en af de lysstrål<strong>er</strong> som træ<strong>er</strong>nes kron<strong>er</strong><br />
produc<strong>er</strong><strong>er</strong>, ell<strong>er</strong> tillad<strong>er</strong>. Ov<strong>er</strong>for, på hv<strong>er</strong> sin sten, sidd<strong>er</strong> mage og datt<strong>er</strong>,<br />
og angiveligt lytt<strong>er</strong> de til R<strong>os</strong>es oplæsning, <strong>men</strong> måske nyd<strong>er</strong> de blot det<br />
uudgrundelige tempo som det læsende <strong>men</strong>neske lev<strong>er</strong> i - sidstnævnte<br />
fortolkning <strong>er</strong> smukkest.<br />
Ét billede m<strong>er</strong>e (og så hell<strong>er</strong> ikke fl<strong>er</strong>e) skal vi antyde udseendet<br />
af, ja, og forestil dig hvilket bidrag til atm<strong>os</strong>færen alt dette har i en dansk<br />
stue. Navnlig næste billede. Et billede d<strong>er</strong> ikke kunne have sin optimale<br />
virkning uden sit ref<strong>er</strong>encepunkt: Det ref<strong>er</strong><strong>er</strong><strong>er</strong> til futuristen Crali's<br />
kamikaze-motiv af et a<strong>er</strong>oplan, d<strong>er</strong> befind<strong>er</strong> sig i lodret styrt midt i en<br />
'city'; p<strong>er</strong>spektivet <strong>er</strong> fra tredie p<strong>er</strong>son, som i et shoot 'em up vide<strong>os</strong>pil a<br />
42
la Hitman, og billedet <strong>er</strong> fast-fr<strong>os</strong>set få sekund<strong>er</strong> før tyngde- og<br />
motorkraft vil dunre <strong>men</strong>neske og maskine mod byens bygning<strong>er</strong>. På<br />
R<strong>os</strong>es billede flyves d<strong>er</strong> vandret, <strong>men</strong> et styrt forestår så sandelig idet, at<br />
det i stedet for almindelig bebyggelse <strong>er</strong> ikke mindre end World Trade<br />
Centre i NYC, d<strong>er</strong> tårn<strong>er</strong> sig op foran ruden på den lange-lys-hårede<br />
pilots begivenhedsrige cockpit: hendes hoved <strong>er</strong> kastet bagov<strong>er</strong> og lad<strong>er</strong><br />
skimte et ekstase-ligt udtryk, og man kan se lidt af kasketten på en<br />
uniform<strong>er</strong>et mand, the capain, med hovedet imellem R<strong>os</strong>es ben - bliv<strong>er</strong><br />
han truet med noget ell<strong>er</strong> <strong>er</strong> han slet og ret forført - og med en tynd<br />
malingblanding <strong>er</strong> d<strong>er</strong> skrevet i røddryppende skrift på tværs af lærredet:<br />
Orgasm. Til venstre i baggrunden ses atlanten, til højre den stakkels by<br />
som alle tilsyneladende elsk<strong>er</strong> - den <strong>er</strong> da også påmalet et symbolsk<br />
heart med samme næsten gennemsigtige strøg som titlen, som en del af<br />
titlen. Orgasm Love - så at skrive, så at sige. Orgasm 'heart'.<br />
R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> en blond skandinav lige und<strong>er</strong> mandens<br />
gennemsnitshøjde - fremtrædende i bløde <strong>men</strong> ikke skrøbelige form<strong>er</strong>, og<br />
uanset sit indre havs flod ell<strong>er</strong> ebbe, ell<strong>er</strong> det kvindelige humørs<br />
månebestemte sæson<strong>er</strong>, mød<strong>er</strong> hun uafvigeligt v<strong>er</strong>den med sine altid<br />
åndstilstedeværende marian<strong>er</strong>gravsdybe – blå selvfølgelig -<br />
havvandsdråbeøjne; hun <strong>er</strong> smuk som lyset selv.<br />
Tænks sig: at være mand i dette hus. Han komm<strong>er</strong> snart hjem.<br />
Går ind ad døren med en fremmed; ankomm<strong>er</strong> i en sportsvogn købt for<br />
R<strong>os</strong>es penge. Mød<strong>er</strong> synet af denne dominans, præsent<strong>er</strong><strong>er</strong> sin nye helleven<br />
for dette Home Sweet Home.<br />
Men før det: R<strong>os</strong>e og Diana und<strong>er</strong>vis<strong>er</strong>. De sidd<strong>er</strong> ved en sort<br />
tavle, hv<strong>er</strong> med et kridt, <strong>men</strong> mod<strong>er</strong>en mest aktiv. Hun har streg-tegnet<br />
en stj<strong>er</strong>nehimmel, und<strong>er</strong> denne en cirkel, og skrevet "jorden". Hun peg<strong>er</strong><br />
på domkirketårnet man kan skimte ud af vinduet, og resum<strong>er</strong><strong>er</strong>, hvad de<br />
påstod, hvad de rendt rundt og v i d s t e med forfølgels<strong>er</strong> og <strong>men</strong>neskeafbrænding<strong>er</strong><br />
som eft<strong>er</strong>tryk i hundred<strong>er</strong> af år. Hun streg<strong>er</strong> "jorden" ud og<br />
skriv<strong>er</strong> i stedet "solen", tegn<strong>er</strong> en lille bold d<strong>er</strong>fra, og sig<strong>er</strong> at dét <strong>er</strong><br />
jorden - ikke i midten og ikke størst - sætt<strong>er</strong> en prik ved siden af, og<br />
Diana får lov til selv at sige det, "månen". De tegn<strong>er</strong> også stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong> und<strong>er</strong><br />
solsystemet, og ved siden af, og endda solcirklen får tegnet en stj<strong>er</strong>ne ind<br />
i sig (med hornene nedadvendt, en god stj<strong>er</strong>ne).<br />
Diana <strong>er</strong> en klog pige. Spændt <strong>er</strong> hun på aftenens planlagte<br />
stj<strong>er</strong>nekig, <strong>men</strong> svært har hun nu ved helt at begribe, hvor langt d<strong>er</strong> i<br />
virkeligheden <strong>er</strong> til den sol, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ved at forsvinde for i dag, og hvor<br />
langt d<strong>er</strong> endvid<strong>er</strong>e <strong>er</strong> til stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>ne, d<strong>er</strong> tændes d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong>. Og hvem kan<br />
fortænke hende i det. Hun har svært ved at forstå, hvor hurtigt lyset<br />
egentlig bevæg<strong>er</strong> sig: at hun på små pigeben kan gå fra hjemmet til<br />
banegården på et kvart<strong>er</strong>, <strong>men</strong> at lyset på samme tid kunne gøre det små<br />
tre-hundrede-million<strong>er</strong> gange, og trehundrede million<strong>er</strong> værende et tal<br />
nogenlunde svarende til antallet af sekund<strong>er</strong> hun selv har eksist<strong>er</strong>et -<br />
360.028.928 sekund<strong>er</strong>, pigens tolvte år - den mindste tidsenhed hun kan<br />
forholde sig til. Sekund<strong>er</strong>, hun kigg<strong>er</strong> på uret og tænk<strong>er</strong> imellem vis<strong>er</strong>ens<br />
spring - nu, nu, nu - i næste nu løbende til vinduet og seende strål<strong>er</strong> d<strong>er</strong>,<br />
alt dette fortælles det hende, har rejst i otte hæsblæsende minutt<strong>er</strong> - så<br />
fj<strong>er</strong>n <strong>er</strong> solen fra den kloge pige. Og kan man fortænke hende i denne<br />
forståelsesproblematik? - hv<strong>er</strong>ken kvinde- ell<strong>er</strong> mandeben <strong>er</strong> betydeligt<br />
43
hurtig<strong>er</strong>e ell<strong>er</strong> går med sind, d<strong>er</strong> har levet betydeligt læng<strong>er</strong>e. Men hun<br />
glæd<strong>er</strong> sig ikke desto mindre til at kigge stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>, når mørket først <strong>er</strong><br />
faldet på.<br />
Mod<strong>er</strong>en fortæll<strong>er</strong> en smule om chanc<strong>er</strong>ne for liv i dette univ<strong>er</strong>s.<br />
Man bliv<strong>er</strong> næsten bevidst om at være heldig når man hør<strong>er</strong> h<strong>er</strong>om, <strong>men</strong><br />
som mod<strong>er</strong>en pædagogisk forklar<strong>er</strong>, skal man holde sig for øje, hvad d<strong>er</strong><br />
komm<strong>er</strong> først: bevidstheden ell<strong>er</strong> heldet. Og om <strong>men</strong>neskelivet h<strong>er</strong> på<br />
jorden: hun fortæll<strong>er</strong> om chanc<strong>er</strong>ne for at være født i et ufarligt kontinent<br />
som Europa i en ufarlig tid som sent i det mod<strong>er</strong>ne, og man føl<strong>er</strong> sig<br />
næsten heldig når man hør<strong>er</strong> h<strong>er</strong>om; dog hold<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e pædagogisk, <strong>men</strong><br />
også i mangel af ord, datt<strong>er</strong>en for øje, hvad d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> først af følelsen<br />
og heldet.<br />
Og h<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> vi til R<strong>os</strong>es opdragelse som mor. For hvad<br />
komm<strong>er</strong> først, spørg<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e snart, af forbilledet og billedet? Diana kigg<strong>er</strong><br />
skævt. Spontant kigg<strong>er</strong> hun på mal<strong>er</strong>i<strong>er</strong>ne, og forvirres. Mod<strong>er</strong>en sig<strong>er</strong>, at<br />
som forbillede <strong>men</strong><strong>er</strong> hun selvfølgelig fad<strong>er</strong>en. Hvordan dette kan være<br />
selvfølgeligt, <strong>er</strong> selv sagt ikke selvfølgeligt for enhv<strong>er</strong>, <strong>men</strong> det skal<br />
forstås at R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> gammeldags opdraget; hun gør blot sit bedste. . . Og<br />
nu fyldes Diana med hele fortællingen om Rasmus; meget i samme<br />
forståelse som han selv har, så som sådan fair nok: at han <strong>er</strong> intelligent<br />
og realistisk - en sjælden blanding - og smuk i sit synspunkt fra dag til<br />
dag, <strong>men</strong> i sidste ende <strong>er</strong> han nu engang en kryst<strong>er</strong>, og tvivlsomt nok en<br />
rigtig mand.<br />
Mor, hvad <strong>er</strong> en kryst<strong>er</strong>?<br />
Tja, en d<strong>er</strong> uden vid<strong>er</strong>e flygt<strong>er</strong> fra far<strong>er</strong>. - hun vrikk<strong>er</strong> lidt i sædet.<br />
Og <strong>er</strong> alle, d<strong>er</strong> flygt<strong>er</strong> fra far<strong>er</strong> kryst<strong>er</strong>e?<br />
Ja, alle d<strong>er</strong> gør sådan, <strong>er</strong> kryst<strong>er</strong>e, og de må afsløres.<br />
Hvem skal afsløre dem? - betænkeligheden stig<strong>er</strong> i Diana.<br />
Tjo, såmænd de modige.<br />
I så fald må kryst<strong>er</strong>ne være en flok fjols<strong>er</strong>, for det <strong>er</strong> farligt nok at<br />
møde modige <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, og kryst<strong>er</strong>ne vil d<strong>er</strong>ved afsløre sig selv alene<br />
ved at flygte.<br />
Som du dog tal<strong>er</strong>, min datt<strong>er</strong>!<br />
Men far <strong>er</strong> jo intet fjols, vel?<br />
Nej, var din mund, han <strong>er</strong> den klogeste af <strong>os</strong>. - blot har han ikke<br />
levet før, tænk<strong>er</strong> hun tavst.<br />
Men hvad <strong>er</strong> så en kryst<strong>er</strong>?<br />
Tja, en d<strong>er</strong> lyv<strong>er</strong> for at ligne en redelig mand.<br />
Ej, hvad bestemm<strong>er</strong> så om man <strong>er</strong> redelig. - Dianas tålmodighed<br />
<strong>er</strong> snart opbrugt.<br />
Øhh, at man test<strong>er</strong> sin natur, og indrømm<strong>er</strong> unaturen i sig.<br />
Og far gør sådan: lyv<strong>er</strong> for at ligne en redelig mand?<br />
Ja, og hvordan skal du klare dig uden et forbillede? - R<strong>os</strong>e skær<strong>er</strong><br />
igennem.<br />
Det <strong>er</strong> såmænd let. - øjnene fordybes, idet Diana tal<strong>er</strong> - Hvis far<br />
har fået mig som datt<strong>er</strong>, uden at afprøve naturen i sig, så <strong>er</strong> det vel et godt<br />
tegn på, at jeg et andet sted kan finde mig en rigtig far.<br />
Må skæbnen stå din frækhed bi, din sukk<strong>er</strong>tunge! - mod<strong>er</strong>ens<br />
afbrydelse, Diana fortsætt<strong>er</strong>:<br />
Og hvis han har opdraget mig uden at indrømme sin unatur, <strong>er</strong> det<br />
44
vel slet og ret min opgave, at udgive ham som han <strong>er</strong>: at forme mit<br />
forbillede frem. Mon ikke d<strong>er</strong> <strong>er</strong> så meget af ham, d<strong>er</strong> kan tale igennem<br />
mig og tale igennem mit billede?<br />
Du skal nok klare dig. - hun giv<strong>er</strong> Diana et kys på kinden,<br />
afslutt<strong>er</strong> samtalen, og bed<strong>er</strong> om at få lov at høre, hvad hun har lavet h<strong>os</strong><br />
sin poesilær<strong>er</strong> i denne uge.<br />
Diana rend<strong>er</strong> glad ind på sit værelse eft<strong>er</strong> sine papir<strong>er</strong>, og R<strong>os</strong>e<br />
sidd<strong>er</strong> i et solitært øjeblik, og fornemm<strong>er</strong> et skift trænge op på sig.<br />
Pigen komm<strong>er</strong> igen. Forklar<strong>er</strong> dit og dat: hvad lær<strong>er</strong>en har hjulpet<br />
med i det hun har skrevet, og at hun gen<strong>er</strong>elt har lært om barnet som<br />
opdrag<strong>er</strong>en af den voksne. I forbindelse med dette har hendes digte ingen<br />
titel. Man må ikke betitle digte - først når man ikke <strong>er</strong> barn læng<strong>er</strong>e,<br />
<strong>men</strong><strong>er</strong> lær<strong>er</strong>en.<br />
R<strong>os</strong>e oplev<strong>er</strong> alting i ét 'frame' p<strong>er</strong> minut. Diana opdag<strong>er</strong> ikke<br />
fraværet, hun <strong>er</strong> komple<strong>men</strong>tært meget på. Lykkelig. Med alle de fejl det<br />
almindeligvis indebær<strong>er</strong>.<br />
Pigen står nu på en stol, klar til at læse højt.<br />
Med ét går døren op. Ind komm<strong>er</strong> Rasmus og Henrik, d<strong>er</strong> har<br />
pjattet sig op til lejligheden. Manden i huset skal til at præsent<strong>er</strong>e gæsten,<br />
"ta-taa, h<strong>er</strong> <strong>er</strong> min nye helle-ven..." sig<strong>er</strong> han nærmest til kæresten; <strong>men</strong><br />
inden han komm<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e, <strong>er</strong> Diana hoppet ned fra stolen - glædeligt<br />
nytår tænk<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e - og datt<strong>er</strong>en <strong>er</strong> sprunget op i Rasmus' favn. Han<br />
ov<strong>er</strong>vældes, og lys<strong>er</strong> op i kilomet<strong>er</strong>-glade smil, kast<strong>er</strong> hende op i luften<br />
for sidste gang i sit liv, og kigg<strong>er</strong> hende ind i de yndige øjne fyldt med<br />
pigelykke, han netop har grebet, og s<strong>er</strong> en forandring. Sætt<strong>er</strong> hende ned<br />
igen, kyss<strong>er</strong> hende i håret.<br />
Det duft<strong>er</strong> som r<strong>os</strong>enbede, gør håret; Rasmus står forov<strong>er</strong>bøjet,<br />
pigen tænkende, "kan han virkelig være en kujon", og Henrik usynligt<br />
måbende ov<strong>er</strong>for billed<strong>er</strong>ne, d<strong>er</strong> sig<strong>er</strong> at noget <strong>er</strong> forfaldent i dette<br />
forholds tilstand. R<strong>os</strong>e har som sagt forudanet en forandring komme, og<br />
<strong>er</strong> nu spændt på, hvad denne mand skal føre med sig, og hun glæd<strong>er</strong> sig<br />
usigeligt til at tyde stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>ne i aften: ikke d<strong>er</strong>es specifikke p<strong>os</strong>ition<strong>er</strong>, nej<br />
dum <strong>er</strong> hun ikke, <strong>men</strong> hvordan hun denne nat vil reag<strong>er</strong>e på det<br />
multitydige udsagn ov<strong>er</strong> stj<strong>er</strong>nehimlens port: k e n d d i g s e l v.<br />
Urørlige Andrea sidd<strong>er</strong> nu i hamam og smør<strong>er</strong> sig ind i olivensæbe, Alex<br />
<strong>er</strong> uden tanke for, hvor han <strong>er</strong>, idet han vælt<strong>er</strong> sig rundt i us<strong>er</strong>iøse<br />
vanvittige selvmordstank<strong>er</strong>; Elijah, sønnen, <strong>er</strong> fortsat uvidende om det<br />
heldige indgreb, d<strong>er</strong> snart find<strong>er</strong> sted i hans stillestående og<br />
tilsyneladende værdiløse liv. Metrologisk set går solen ned nu. Et længe<br />
forventet øjeblik. På tavlen <strong>er</strong> tegnet et simpelt univ<strong>er</strong>s, hvilket ikke <strong>er</strong><br />
dårligt for en simpel sort tavle, og blomst<strong>er</strong>kvinden, motivet, på stuens<br />
billed<strong>er</strong> kan man forestille sig som tænkende, oplevende og læsende alt<br />
muligt og små-umuligt, som måske endda at solsorte i bog-billedets<br />
trækron<strong>er</strong> blær<strong>er</strong> sig dionysisk i Hendrix-solo<strong>er</strong>, i<strong>men</strong>s hun får lyst til at<br />
drikke af bækken ved siden af hende; samt d<strong>er</strong> på vores side af lærredet, i<br />
stuen på bordet, står en mærkat-fri plasticflaske halvt fyldt med vand, en<br />
kvart lit<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> i sin langsomme og beskedne <strong>men</strong> betagende jongl<strong>er</strong>ing<br />
med lyset fra vindu<strong>er</strong>ne, find<strong>er</strong> til ro med dagens sidste strålende<br />
henrivenhed<strong>er</strong>; og fad<strong>er</strong>ens letflydende kys i Dianas nakke fordamp<strong>er</strong>,<br />
gør kyssets fugt - ja, fordamp<strong>er</strong> muligvis synkront med uendelige antal<br />
45
andre paralleluniv<strong>er</strong>smolekyl<strong>er</strong>, som en anden di<strong>men</strong>sion af den<br />
uendelige genkomst, en hidtil astronomisk uafviselig mulighed, og<br />
måske endda en højtideligt ondsindet og direkte dybt, dybt godhj<strong>er</strong>tet<br />
sandsynlighed: at tavlen samtidigt e r uendeligt mange gange. - Og<br />
h<strong>er</strong>til endda vil blive visket ud, og få opkridtet poesi og k<strong>os</strong>mologiske<br />
skits<strong>er</strong> på sig i uendelighed<strong>er</strong> endnu, og evighed<strong>er</strong> forudgående - talløst<br />
mange småpigegenialitet<strong>er</strong> og Rasmus-R<strong>os</strong>e-labyrint<strong>er</strong> og andre fantasi<strong>er</strong><br />
du gør dig i vores forestillings-feb<strong>er</strong> sekvens<strong>er</strong>et i v<strong>er</strong>densbrande stående<br />
i uov<strong>er</strong>skuelige afstande til hinanden. Er det til at bære? Er det blot en<br />
tom gang snik-snak - noget man kan sige uden konsekvens<strong>er</strong>? En linse<br />
man kan kigge igennem, hvis man tør, et teleskob ell<strong>er</strong> mikr<strong>os</strong>kob for all<br />
your life will ev<strong>er</strong> be! Og med alt dette - vi kom fra et øjeblik i stuen i<br />
Århus. Øjeblikket, måske den første <strong>men</strong>neskelige skabelse, porten<br />
hvorov<strong>er</strong> d<strong>er</strong> står: f o r a n d r i n g. Ell<strong>er</strong> slet ingenting.<br />
Rasmus går ov<strong>er</strong> til sin mage, i<strong>men</strong>s Diana nærmest har sat sig på<br />
benet af ham:<br />
Igen, far, igen!<br />
Han kigg<strong>er</strong> ned, og sig<strong>er</strong>, at hun <strong>er</strong> ved at være for stor til at han<br />
kan. - de snakk<strong>er</strong> om flyveture.<br />
Det eneste d<strong>er</strong> forbliv<strong>er</strong> ub<strong>er</strong>ørt <strong>er</strong> 'princippet' forandring. Alt <strong>er</strong><br />
strid <strong>men</strong> måske på en ordnet måde – måske det ord har <strong>men</strong>ing.<br />
Med datt<strong>er</strong>en om benet kyss<strong>er</strong> Rasmus R<strong>os</strong>e i nakken; Henrik s<strong>er</strong><br />
måbende til.<br />
Elskede kvinde, dejligt at være h<strong>os</strong> dig igen.<br />
Endelig <strong>er</strong> du h<strong>er</strong>, tilbage h<strong>os</strong> <strong>os</strong>! - og hun tænk<strong>er</strong>, om Rasmus<br />
ville have elsket hende, hvis hun havde vist sig at være barnløs. Hun<br />
fortsætt<strong>er</strong>: Vores datt<strong>er</strong> <strong>er</strong> sådan en god pige; hun skulle lige til at oplæse<br />
et digt, hun har skrevet.<br />
At elske frugten fra træet ell<strong>er</strong> skovlunden mest, visdom <strong>er</strong> at alle<br />
<strong>er</strong> én. Relativ værdi, <strong>men</strong> aldrig forsikret værdifuldhed. Menneskets<br />
måske sidste indsigt - enhv<strong>er</strong> tids <strong>men</strong>neske har sit bud.<br />
<strong>Vi</strong>dund<strong>er</strong>ligt, må vi høre? - og Diana far<strong>er</strong> tilbage og står på<br />
stolen, så hun rigtig kan få opmærksomhed:<br />
Nattens drøm<br />
en ledende stj<strong>er</strong>ne<br />
i mit retningsløse indre mørke,<br />
den skal næres i sit æg<br />
mit ørkesløse hj<strong>er</strong>te<br />
og udklækkes langsomt<br />
og hviskende græde<br />
så nænsomt som støvregn<br />
og døbes - at være:<br />
min moral for en tid<br />
min ære og skam<br />
min frie fantasi<br />
min legesyge lær<strong>er</strong>.<br />
Und<strong>er</strong> recit<strong>er</strong>ingen kigg<strong>er</strong> Diana eft<strong>er</strong> tre lini<strong>er</strong> ned på sin mor, fortsætt<strong>er</strong>,<br />
og eft<strong>er</strong> "døbes - at være" kigg<strong>er</strong> hun sin far elskværdigt i øjnene, og når<br />
46
tonika slutteligt <strong>er</strong> nået, spejl<strong>er</strong> hendes blik sig i Henriks fremmede, <strong>men</strong><br />
nærværende øjne, og kontakten udløs<strong>er</strong> et smil på gæstens ansigt, eft<strong>er</strong> at<br />
have stud<strong>er</strong>et pigens skønhed opmærksomt; og dette smil går snart ov<strong>er</strong> i<br />
en stille uhørlig latt<strong>er</strong>; ja og skønt denne latt<strong>er</strong> også hurtigt forsvind<strong>er</strong>,<br />
bliv<strong>er</strong> et lyst og munt<strong>er</strong>t udtryk stående tilbage i hans unge mandeansigt,<br />
d<strong>er</strong> indgyd<strong>er</strong> pigen en sandt sagt ubeskrivelig tryghed og tillid, og endda<br />
en r<strong>os</strong> for præstationen - usagt r<strong>os</strong>ende som en konstruktiv, p<strong>os</strong>itiv kritik<br />
højest sværm<strong>er</strong>isk kan dagdrømme om at opnå virkningen af. Til trods<br />
for Dianas noget mørk<strong>er</strong>e hår, lign<strong>er</strong> hun sin mor.<br />
Rasmus' og R<strong>os</strong>es fingre flett<strong>er</strong> sam<strong>men</strong>. De <strong>er</strong> stolte. Hun har<br />
ganske givet fået hjælp til digtet af sin lær<strong>er</strong>, <strong>men</strong> som de på jydsk vis<br />
tænk<strong>er</strong>, <strong>er</strong> denne lær<strong>er</strong> nok ikke ligefrem utilfreds med sin elevs<br />
præstation.<br />
Henrik tag<strong>er</strong> sin tunge jakke af, og sætt<strong>er</strong> sig som en integr<strong>er</strong>et<br />
del af rummet.<br />
Det <strong>er</strong> på tide at fantasien for nu zoom<strong>er</strong> en kende ud i sit p<strong>er</strong>spektiv. Al<br />
dvælen ved øjeblikket og kunsten i stuen har nært ved anonymis<strong>er</strong>et det<br />
faktum, at den almægtige tid jo rigtigt nok hiv<strong>er</strong> i alt, og d<strong>er</strong>med også<br />
driv<strong>er</strong> imod de forehavend<strong>er</strong> som foreligg<strong>er</strong>. <strong>Jeg</strong> sigt<strong>er</strong> hovedsageligt til<br />
det ritual de to mænd har aftalt i bilen, og som jo lige mangl<strong>er</strong> et sidste<br />
vigtigt betyg. De næste afsnit vil d<strong>er</strong>for mangle en måske eft<strong>er</strong>hånden<br />
vant 'stræbsomhed', <strong>men</strong> til gengæld lad<strong>er</strong> de sig realistisk kalde af et<br />
uudsætteligt 'fremad'.<br />
Ikke kun Diana <strong>er</strong> hurtigt b<strong>er</strong>oliget ved Henriks besøg h<strong>os</strong><br />
familien, <strong>men</strong> også R<strong>os</strong>e forsikr<strong>er</strong> sig snart om det gode som denne mand<br />
utvivlsomt gør sig delagtig i. Eft<strong>er</strong> lidt smigrende, <strong>men</strong> ærlig dansk pingpong<br />
imellem de fire, gør Henrik tegn til kaval<strong>er</strong>en, at det <strong>er</strong> tid til at<br />
foreslå idéen. Helt upåvirkede <strong>er</strong> de nok desuden ikke endnu - tænk h<strong>er</strong><br />
på the drugs tilbage fra rastepladsen på Sjælland.<br />
Hvad sig<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e? Hun sig<strong>er</strong> såmænd ja til fri<strong>er</strong>iet; hun <strong>er</strong><br />
begejstret, <strong>altså</strong> beåndet af følelsesrigdom ved forslaget, og tænk<strong>er</strong> ved<br />
sig at dette netop <strong>er</strong>, hvad d<strong>er</strong> skal til for at holde d<strong>er</strong>es kærlighed ung.<br />
They kiss. Det skal fejres, sig<strong>er</strong> hun, og tag<strong>er</strong> Diana ved hånden ud ad<br />
døren for at købe appelsin<strong>er</strong> og gær til bagværk, for d<strong>er</strong> skal frisk mad til.<br />
De to h<strong>er</strong>r<strong>er</strong> når i øvrigt at bevidne en pludselig tillids<strong>er</strong>klæring til<br />
Henrik fra den opildnede kvinde - at hun stol<strong>er</strong> på ritualet i hans hænd<strong>er</strong>,<br />
at hun <strong>er</strong> lykkelig ov<strong>er</strong> at netop hans ånd skal b<strong>er</strong>øre d<strong>er</strong>es kærlighed.<br />
Og så står de d<strong>er</strong>. Snart løb<strong>er</strong> idé<strong>er</strong>ne ritualkunstn<strong>er</strong>en i møde, og<br />
de logg<strong>er</strong> på nettet for at købe lidt af hv<strong>er</strong>t. Rasmus <strong>er</strong> den eneste, d<strong>er</strong> har<br />
plastickort, og da han vil bruge sit 'fucking mast<strong>er</strong>card' til indkøbet,<br />
bed<strong>er</strong> hjemmesiden om en 'SecurityCode'. Frustr<strong>er</strong>et, som nogen<br />
<strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> let bliv<strong>er</strong> ved elektronik, d<strong>er</strong> gør sig omstændigt, far<strong>er</strong> han op<br />
thi h a n ved jo at det <strong>er</strong> hans kort, og læng<strong>er</strong>e kan det være svært at<br />
tænke - han prøv<strong>er</strong> desp<strong>er</strong>at sin pinkode, <strong>men</strong> det var ikke det<br />
hjemmesiden <strong>men</strong>te. Hell<strong>er</strong> ikke de tre kontrolcifre. 'SecurityCode. Wtf'.<br />
En mulig løsning vis<strong>er</strong> sig, da man kan bede om et p<strong>er</strong>sonligt spørgsmål,<br />
man selv har valgt, <strong>men</strong> absurditeten åbn<strong>er</strong> sig yd<strong>er</strong>lig<strong>er</strong>e, da det vis<strong>er</strong> sig<br />
at han ikke har været særligt strategisk dengang dette "p<strong>er</strong>sonlige<br />
47
spørgsmål" skulle vælges. Han har faktisk, sikk<strong>er</strong>t på en skyfri dag, valgt<br />
spørgsmålet "<strong>men</strong>ingen med livet?" Utvivlsomt har han ikke været i tvivl<br />
om svaret, da han valgte spørgsmålet, <strong>men</strong> nu <strong>er</strong> det <strong>altså</strong> væk. De prøv<strong>er</strong><br />
først en gammel kending - fra en digtsamling han for en tid identific<strong>er</strong>ede<br />
sig med - at <strong>men</strong>ingen <strong>er</strong> at gribe, de skriv<strong>er</strong>: at gribe. Fork<strong>er</strong>t, to forsøg<br />
tilbage. Grotesk! De prøv<strong>er</strong> det måske mest nærliggende: mad. Ét forsøg<br />
tilbage. Hmm... de prøv<strong>er</strong>, på Henriks opfordring følgende: udbredelse.<br />
Igen fork<strong>er</strong>t, og slukørede føl<strong>er</strong> de sig utilstrækkelige, <strong>men</strong> slipp<strong>er</strong> dog et<br />
smil ved en tanke på Rasmus' særlighed.<br />
Det løs<strong>er</strong> sig da også snart eft<strong>er</strong>, når R<strong>os</strong>e, d<strong>er</strong> hurtigt <strong>er</strong> tilbage,<br />
selvklart giv<strong>er</strong> sit kort og sine kort-information<strong>er</strong> til indkøbet, og h<strong>er</strong><br />
<strong>altså</strong> intet problem. R<strong>os</strong>e smækk<strong>er</strong> en dej sam<strong>men</strong>, og sætt<strong>er</strong> den til<br />
hævning; Henrik tag<strong>er</strong> sig en vågen lur på sofaen, lidt tid til at lade de<br />
d<strong>er</strong>til modne tank<strong>er</strong> bundfælde sig, og frasort<strong>er</strong>es; Diana begynd<strong>er</strong> at<br />
presse appelsin<strong>er</strong>ne til et ov<strong>er</strong>dådigt rummål af juice.<br />
I<strong>men</strong>s dejen hæv<strong>er</strong> lægg<strong>er</strong> parret sig ind i soveværelset og kæl<strong>er</strong><br />
og tal<strong>er</strong>. Rasmus fortæll<strong>er</strong> om mødet i toget med Andrea, og at denne <strong>er</strong><br />
på vej - R<strong>os</strong>e int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>es kortvarigt ved omtalen af ham, <strong>men</strong> komm<strong>er</strong><br />
fra det igen, da kærestens ubehag går op for hende - for Rasmus <strong>er</strong><br />
egentlig ikke meget for, at hans elskede skal mødes med arien. Han<br />
undgår lidt at blive eksplicit omkring det, <strong>men</strong> det undslipp<strong>er</strong> lidt<br />
implicit, at han føl<strong>er</strong> sig truet. R<strong>os</strong>e forsikr<strong>er</strong> sin kæreste med b<strong>er</strong>øring<strong>er</strong>.<br />
- truslen trænges væk med kys h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong>, samt enkelte strejf og endda et<br />
par 'pumpfakes' i forhuden, få små støn.<br />
Brødet komm<strong>er</strong> i ovnen. Snart spis<strong>er</strong> de. Det <strong>er</strong> nat nu, og hvad de<br />
hv<strong>er</strong> især s<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> sig, og hvilket kendskab til sig selv de går til<br />
oplevelsen med, vil vi ikke luske <strong>os</strong> ind på. De har en mørk t<strong>er</strong>rasse at se<br />
fra, en kikk<strong>er</strong>t at titte med, og navnlig Jupit<strong>er</strong> lad<strong>er</strong> sig værdsætte på<br />
denne kolde nat.<br />
Stj<strong>er</strong>nehimlen <strong>er</strong>, for at sige det i talesprog, vildt smuk; ikke at d<strong>er</strong><br />
skal trækkes fra dette faktum ved at tale om det, <strong>men</strong> blot at fremhæve<br />
det temmelig almindelige ved denne vidund<strong>er</strong>lighed, og for at tilkæmpe<br />
sig muligheden for at nævne følgende: at almindeligheden intet trækk<strong>er</strong><br />
fra det vidund<strong>er</strong>lige ved himmelfæno<strong>men</strong><strong>er</strong>.<br />
* * * * * * *<br />
Min gamle matematik-lær<strong>er</strong><br />
streng og kynisk, <strong>men</strong> voldsomt god<br />
gamle mand, hadet af klassens pig<strong>er</strong><br />
alt for streng, lærd og voldsom.<br />
* * * * * * *<br />
Drøn på drøm<strong>men</strong>, drømmespind<br />
Erindringen om den strenge lær<strong>er</strong><br />
blir' nu til luft, til kvinde-duft<br />
Se, R<strong>os</strong>e og nøgne venind<strong>er</strong><br />
de titt<strong>er</strong> kvidrende frem i stues møbl<strong>er</strong><br />
de syng<strong>er</strong> om sex, de syng<strong>er</strong> skam<strong>men</strong> væk<br />
Men hvad! De sprøjt<strong>er</strong> min R<strong>os</strong>e, irrev<strong>er</strong>sibelt<br />
et fix så faretruende, skrattende kvind<strong>er</strong><br />
48
f<br />
n e j sig<strong>er</strong> jeg, <strong>men</strong> grines blot i sænk.<br />
* * * * * * *<br />
Alene med R<strong>os</strong>e, d<strong>er</strong> råb<strong>er</strong> og skæld<strong>er</strong> mig ud<br />
jeg sig<strong>er</strong> intet hun sig<strong>er</strong> intet jeg sig<strong>er</strong><br />
Dine øjne <strong>er</strong> blevet t<strong>er</strong>pentin-besmittede<br />
prism<strong>er</strong> bag hvilke den lysende v<strong>er</strong>den<br />
har gråtonet dit ell<strong>er</strong>s så farv<strong>er</strong>ige sind<br />
<strong>Jeg</strong> går, jeg går fra rodet, hun sig<strong>er</strong> jeg rod<strong>er</strong>, jeg går<br />
ude i somm<strong>er</strong>-skoven, ligesom R<strong>os</strong>es billede<br />
jeg går langs med flodløb, en mand har fulgt mig i hælene<br />
han zig-zagg<strong>er</strong> hér og dér, som slalom i mit fodspor<br />
Han spørg: <strong>er</strong> du klar til det h<strong>er</strong>? - en opgave i det v e r i l e<br />
I<strong>men</strong>s jeg går, skiftevist <strong>er</strong> han påklædt og nøgen.<br />
* * * *<br />
Hans hår <strong>er</strong> flam<strong>men</strong>de rødt, han hopp<strong>er</strong> atletisk i floden<br />
hovedspring, de vigtige muskl<strong>er</strong> spændt, afslappet<br />
komm<strong>er</strong> op igen, tør og beklædt, hold<strong>er</strong> lige trit<br />
<strong>Vi</strong> komm<strong>er</strong> i kamp, i det jeg sig<strong>er</strong>: jeg elsk<strong>er</strong> dig<br />
hans hoved ondt og krigsmalet rødt og sort, så grimt<br />
jeg tar' om hans hals, han sig<strong>er</strong>: du <strong>er</strong> en nar, Rasmus!<br />
* * * *<br />
Har dette med F. at gøre? - spørg' jeg desp<strong>er</strong>at<br />
Bob har besøgt dig før. - sig<strong>er</strong> han før han dør<br />
i mine hænd<strong>er</strong>; jeg græd<strong>er</strong>, og mindes mit barndomshjem.<br />
* * * * * * *<br />
Store dybe blowjob-øjne blink<strong>er</strong> forførende til Rasmus, idet han komm<strong>er</strong><br />
til bevidsthed; pikken <strong>er</strong> halvvejs inde i hendes mund, stivhård<br />
morgenhane og und<strong>er</strong> den bedste behandling. Det lyse hår fald<strong>er</strong> ned<br />
foran det ene øje, og hun vend<strong>er</strong> panden nedad for at intensiv<strong>er</strong>e jobbet.<br />
Rasmus <strong>er</strong> vågnet langsomt, ikke med et sæt, og står nu imellem at blive<br />
i sengen und<strong>er</strong> denne gode luksus, ell<strong>er</strong> få sig et tiltrængt koldt bad, og ro<br />
i sindet. For nattens oplevels<strong>er</strong> står som ondskab i kroppen. Han bliv<strong>er</strong><br />
liggende. Hvad man måske kan forstå. Våde lyde, kvindestøn, og stilhed<br />
fyld<strong>er</strong> soveværelset, d<strong>er</strong> kun nyd<strong>er</strong> lidt lys fra en doven vint<strong>er</strong>-morgensol,<br />
d<strong>er</strong> kryb<strong>er</strong> ind ad vinduet - 'as they play'. Han stønn<strong>er</strong> tungt, hvilket<br />
får R<strong>os</strong>e til at slikke m<strong>er</strong>e ivrigt; hun slikk<strong>er</strong> vådt på pikhovedet, lad<strong>er</strong><br />
tungen føle sig ned og op igen langs stilken. Hele turen - til præsp<strong>er</strong><strong>men</strong><br />
komm<strong>er</strong> op. Hun smag<strong>er</strong>, hvilket tænd<strong>er</strong> ham; nu åbn<strong>er</strong> hun helt, og<br />
sabelslug<strong>er</strong> ham til roden - stønn<strong>er</strong> ubehageligt (bare rolig hun elsk<strong>er</strong><br />
det), og Rasmus tag<strong>er</strong> hårdt fat i hendes hår, og tving<strong>er</strong> hende til at være<br />
d<strong>er</strong> nede. Længe. Hiv<strong>er</strong> hende halvhårdt op, i et hvin, hun gisp<strong>er</strong> eft<strong>er</strong><br />
vejret. Smagen går lige i fissen på mig, gisp<strong>er</strong> hun. Tvinges ned igen.<br />
Hun elsk<strong>er</strong>, at han i det mindste <strong>er</strong> mand i sengen - i starten måtte h u n<br />
domin<strong>er</strong>e, og langsomt har hun tvunget ham til at være slemm<strong>er</strong>e, nu <strong>er</strong><br />
det ham d<strong>er</strong> pin<strong>er</strong> hende - og som hun ligg<strong>er</strong> d<strong>er</strong> med røven strittende og<br />
med pikken dybt i halsen, glid<strong>er</strong> en af hendes fingre ned til kild<strong>er</strong>ne. Hun<br />
stønn<strong>er</strong> om pikken, har svært ved at b<strong>er</strong>øre sig ordentligt, <strong>men</strong> hun<br />
49
tændes, og har nu bare lyst til sp<strong>er</strong>m. Savlet begynd<strong>er</strong> at løbe fra hendes<br />
mund, idet han nu bevæg<strong>er</strong> hoften agressivt. Han <strong>er</strong> kommet m<strong>er</strong>e til<br />
ov<strong>er</strong>fladen, og syng<strong>er</strong> smilende: Oh darling - som han 'skullfuck<strong>er</strong>' -<br />
please believe me, I'll nev<strong>er</strong> do you no wrong. - og hun stønn<strong>er</strong> lidende;<br />
hun rør' sig selv. Nydende. Den fyld<strong>er</strong> hendes mund. Rasmus kyss<strong>er</strong> sin<br />
hånd, og rør<strong>er</strong> hende på kinden med den, hjælp<strong>er</strong> kærligt hendes hår om<br />
bag øret, og slipp<strong>er</strong> hende. Lad<strong>er</strong> elsk<strong>er</strong>en nyde et roligt øjeblik, hvor hun<br />
bare smag<strong>er</strong> blidt, stønn<strong>er</strong> ømt, rør<strong>er</strong> stadig kun mildt ved sig selv, fingre<br />
to mass<strong>er</strong><strong>er</strong> klit'. Hun <strong>er</strong> all<strong>er</strong>ede, hvor hun kunne komme på ingen tid.<br />
Han ved det, så nu skubb<strong>er</strong> han hendes hoved væk, og kommand<strong>er</strong><strong>er</strong>:<br />
Bliv liggende. - går om bag hende og før<strong>er</strong> pikken ind. Boll<strong>er</strong> hende<br />
langsomt. Hun skrig<strong>er</strong> lavt. Stønn<strong>er</strong> højt. Komm<strong>er</strong> langsomt, <strong>men</strong> næsten<br />
med det samme. Langsomt ud. Han sætt<strong>er</strong> sig på knæ foran hende. Langt<br />
fransk kys. Hun går løs på ham igen. Sutt<strong>er</strong> på kuglesækken, tag<strong>er</strong> snart<br />
pikken dybt. Han læn<strong>er</strong> sig forov<strong>er</strong>, smækk<strong>er</strong> hendes bald<strong>er</strong>, kald<strong>er</strong> hende<br />
sin killing, befal<strong>er</strong> hun skal sige, hun <strong>er</strong> hans sexstræl, hans lolita, og hun<br />
sig<strong>er</strong> det, med pikken i gabet, så det knapt kan forstås, og når hun<br />
beordres at nynne Solen Er Så Rød Mor, den gamle mol-melodi, som<br />
svært nok kan høres for våde smask og dovne p<strong>os</strong>torgasmiske støn, d<strong>er</strong><br />
h<strong>er</strong>ved blot tydeliggøres, <strong>er</strong> han nært ved at komme, hvilket han fortæll<strong>er</strong><br />
med den dybeste stemme, han kan. Und<strong>er</strong> jazzet improvisation dirig<strong>er</strong><strong>er</strong><br />
hun pikken rundt, i<strong>men</strong>s hendes store dybe und<strong>er</strong>danige øjne forfør<strong>er</strong><br />
ham til at lade sæden flyde ud. I munden på hende - hun hold<strong>er</strong> den inde<br />
til han <strong>er</strong> blevet helt 'afslappet', og slug<strong>er</strong> elegant, kigg<strong>er</strong> uskyldigt,<br />
visende en åben mund uden sp<strong>er</strong>m, som var intet hændt, og sig<strong>er</strong><br />
syngende bekvemt: Suprise! - de ligg<strong>er</strong> lidt sam<strong>men</strong>. Rasmus har rent<br />
glemt det m<strong>er</strong>e præcise indhold af sit mar<strong>er</strong>idt, <strong>men</strong> eft<strong>er</strong> at have holdt<br />
lidt om sin kvinde, følg<strong>er</strong> han impulsen til at gå ud i bad. Koldt. Komm<strong>er</strong><br />
tilbage med sin frygt. Fortæll<strong>er</strong> at han har haft en syg drøm, at han <strong>er</strong><br />
bange.<br />
Hun sig<strong>er</strong>, at så <strong>er</strong> d<strong>er</strong> ikke noget bedre at gøre end at se en gys<strong>er</strong>,<br />
et gammelt trick - hårdt mod hårdt.<br />
De kan konstat<strong>er</strong><strong>er</strong> at Henrik og Diana også <strong>er</strong> vågnet (til lyden af<br />
'feminin par exellence' igennem hjemmets tynde væge). Og til en nem<br />
gryn- og mælkebas<strong>er</strong>et morgenmad s<strong>er</strong> de R<strong>os</strong>emarys Baby, på en<br />
projektor d<strong>er</strong> hives frem i en mørkelagt stue. Alle har set fil<strong>men</strong> mange<br />
gange før på nær Diana, <strong>men</strong> hun <strong>er</strong> for ung til at blive rigtigt bange for<br />
fil<strong>men</strong>s tematik, de andre <strong>er</strong> <strong>er</strong>farne nok til at ryste skrækken af sig, og<br />
omkring ellevetiden <strong>er</strong> fil<strong>men</strong> færdig og alle behagede, ubehagede,<br />
behagsvelproportion<strong>er</strong>ede, og ikke mindst kunstgennemblæste og d<strong>er</strong>med<br />
fyldte med små uartikul<strong>er</strong>ede løft<strong>er</strong>, som man så sandt som det <strong>er</strong> sagt<br />
kan leve højt på.<br />
Friskmalet kaffe fra nogle af de fj<strong>er</strong>neste og fattigste lande<br />
komm<strong>er</strong> i stempelkand<strong>er</strong>, og de fire dansk<strong>er</strong>e går 'hv<strong>er</strong>t til sit' med hv<strong>er</strong><br />
sin kop, <strong>men</strong> i den samme sum<strong>men</strong>de stille stue. Diana sidd<strong>er</strong>, også med<br />
kaffe, ved sin tavle, og gennemgår først matematiklekti<strong>er</strong>, og siden hør<strong>er</strong><br />
hun hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> at sige om 'etik' på et til hende passende niveau fra sin<br />
mp3-afspill<strong>er</strong>. Rasmus vil have m<strong>er</strong>e kunst, og har fået lyst til at genlæse<br />
digtsamlingen, som dagen før havde givet ham impulsen til at svare "at<br />
gribe" til comput<strong>er</strong>ens fordum<strong>men</strong>de spørgsmål, og sidd<strong>er</strong> d<strong>er</strong>for med<br />
50
ogen i en blød stol, og i det han <strong>er</strong> færdig kast<strong>er</strong> han den fra sig med<br />
krumme mundvig<strong>er</strong>, små smile-hull<strong>er</strong>, ja næsten ligefrem i et grin – lidt<br />
m<strong>er</strong>e opløftet, og han tænk<strong>er</strong> "hvad da med at kaste?" og <strong>er</strong> måske ude i<br />
hvad man kunne kalde en lille 'lomme-antinomi'. Henrik find<strong>er</strong> sig et<br />
blankt papir, hvorpå han skriv<strong>er</strong>, hvad han tolk<strong>er</strong> fra sin rensende drøm,<br />
Et udsunget nu<br />
d<strong>er</strong> rung<strong>er</strong> i en kugle<br />
d<strong>er</strong> trill<strong>er</strong> af sig selv<br />
og bevæg<strong>er</strong> mit lune<br />
i stilhed brænd<strong>er</strong> han papiret i stuens lille pejs, hvilket han elsk<strong>er</strong> synet<br />
af, for flamm<strong>er</strong> <strong>er</strong> blandt de smukkeste syn, d<strong>er</strong> gives på vor jord, og han<br />
fyldes igen med løft<strong>er</strong>, <strong>men</strong> disse <strong>er</strong> und<strong>er</strong>lig<strong>er</strong>e og endnu besværlig<strong>er</strong>e<br />
defin<strong>er</strong>ede end tidlig<strong>er</strong>e. H<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> sætt<strong>er</strong> han sig blot til at nyde en række<br />
af nu'<strong>er</strong>, han har råd til at spilde af, i<strong>men</strong>s R<strong>os</strong>e læs<strong>er</strong> i en dagbog<br />
sideløbende med at hun fra tid til anden hjælp<strong>er</strong> sin datt<strong>er</strong> med<br />
matematikken på tavlen, alt samtidigt med at frækheden fra i morges<br />
snart rind<strong>er</strong> væk, og snart igen strømm<strong>er</strong> tilbage i hendes krop. Ja, sådan<br />
går tiden.<br />
Langt hen ad vejen, <strong>er</strong> det en rolig dag for de tre plus én, Henrik<br />
og familien. Hen imod eft<strong>er</strong>middag, på det tidspunkt vi nu skal slå ned,<br />
har d<strong>er</strong> indfundet sig to omstændighed som <strong>er</strong> af int<strong>er</strong>esse. Henrik, med<br />
den tillid som han virkelig har vundet sig, har været ude og aflev<strong>er</strong>e<br />
Diana ved et stort hus i Risskov, hvor hun skal ov<strong>er</strong>natte i fællesskab<br />
med en gruppe af andre på hendes egen ald<strong>er</strong>. Hun og Henrik får sig en<br />
ærlig snak som vi ikke vil gå i detalj<strong>er</strong> med; kendsg<strong>er</strong>ningen at de<br />
komm<strong>er</strong> hinanden ved skal alene konstat<strong>er</strong>es. Han <strong>er</strong> nu på vej tilbage til<br />
byen, og nyd<strong>er</strong> skoven fra en singleplads i den gule bus, en syv<strong>er</strong>. Den<br />
anden omstændighed <strong>er</strong> meteorologisk: det <strong>er</strong> begyndt at drysse lidt fra<br />
himlen, det <strong>er</strong> årets første snevejrsdag, og hen mod aften fald<strong>er</strong><br />
temp<strong>er</strong>aturen faktisk tilstrækkeligt til at sneen bliv<strong>er</strong> liggende. <strong>Danmark</strong><br />
bliv<strong>er</strong> smukt.<br />
R<strong>os</strong>e og Rasmus hold<strong>er</strong> om hinanden. Måske de skærm<strong>er</strong> sig for<br />
v<strong>er</strong>den, ell<strong>er</strong> nærm<strong>er</strong>e 'bracing themselves', i alle fald tætte <strong>er</strong> de. De<br />
kigg<strong>er</strong> på sneen, d<strong>er</strong> fald<strong>er</strong> langsomt ned i vindstilhed.<br />
På et bestemt tidspunkt rejs<strong>er</strong> Rasmus sig, går hen til vinduet, og<br />
s<strong>er</strong>, lige ved F<strong>er</strong>rarien's park<strong>er</strong>ing, Andrea stå og hoppe på stedet for at<br />
holde var<strong>men</strong> og for at blive set.<br />
Fuck! - undslipp<strong>er</strong> det Rasmus. - Det <strong>er</strong> ham, jeg fortalte om i<br />
går... Andrea du ved... <strong>Vi</strong> må gøre noget inden vi hent<strong>er</strong> ham op. Han står<br />
og vent<strong>er</strong>.<br />
Ja<strong>men</strong> ja<strong>men</strong>... hvilken panik. Kan vi ikke bare sige goddag. -<br />
sig<strong>er</strong> hun roligt, og <strong>er</strong> i en nysg<strong>er</strong>rig tilstand, som hun ikke kan sætte<br />
fing<strong>er</strong>en på har<strong>men</strong> i at tilfredsstille.<br />
Njaa, det vil jeg ik' være glad for, da. - sig<strong>er</strong> Rasmus fra en n<strong>er</strong>vøs<br />
jydsk afkrog. Det <strong>er</strong> klart for hende, at han ærligt nok føl<strong>er</strong> sig ubehaget,<br />
og hvor fj<strong>er</strong>nt det end ligg<strong>er</strong> fra hende at forstå, foreslår hun af kærlighed<br />
51
forskellige ting; de diskut<strong>er</strong><strong>er</strong>, og det end<strong>er</strong> til sidst med, at hun lad<strong>er</strong> sig<br />
udklæde. Af alle løsning<strong>er</strong>! De find<strong>er</strong> snart det ene, snart det andet<br />
klædestykke, og k<strong>os</strong>metikprodukt, og endda en rottehalet brunetteparyk<br />
(ja parykk<strong>er</strong> har de nok af), d<strong>er</strong> kunne give hende ud for at være Rasmus'<br />
svenske kusine, som blot skal sidde på på fb i hjørnet og spille<br />
fraværende og anonym, hvis nogen opmærksomhed komm<strong>er</strong> hendes vej.<br />
Planen sættes i værk, og Rasmus går ned på park<strong>er</strong>ingspladsen.<br />
"Kusinen" hør<strong>er</strong> dem komme op ad trappen, i<strong>men</strong>s de snakk<strong>er</strong>:<br />
...hende og Henrik <strong>er</strong> i Risskov med Diana; d<strong>er</strong> går nok lidt tid,<br />
før de komm<strong>er</strong>.<br />
I mindeparken ell<strong>er</strong> hvad? Det var da noget af et vejr, at tage<br />
d<strong>er</strong>ud i.<br />
Nej nej, det <strong>er</strong> fordi min lille prinsesse får hjemmeund<strong>er</strong>visning,<br />
og så findes d<strong>er</strong> sådan nogle fællesarrange<strong>men</strong>t<strong>er</strong> for børn, d<strong>er</strong> ikke<br />
komm<strong>er</strong> regelmæssigt ud blandt andre børn. Skidegodt initiativ. Hun skal<br />
sove d<strong>er</strong>, og R<strong>os</strong>e og Henrik aflev<strong>er</strong><strong>er</strong> hende bare. - planen <strong>er</strong> tydeligvis<br />
fyldt til randen med hull<strong>er</strong>.<br />
Okay, <strong>men</strong> hende kusinen du har på besøg, <strong>er</strong> hun fri for et forsøg<br />
ell<strong>er</strong> to, hvis du forstår sådan en lille en? - d<strong>er</strong> høres et lille dump foran<br />
døren og flask<strong>er</strong> d<strong>er</strong> klir<strong>er</strong>.<br />
Nej, og hun tal<strong>er</strong> desuden også kun svensk, og forstår ikke så<br />
meget af de andre skandinaviske sprog... heh', hun <strong>er</strong> ikke for klog, ikke<br />
noget for dig.<br />
Så kan du <strong>altså</strong> tale svensk? - spørg Andrea med løftede øjenbryn,<br />
idet døren åbnes. - Prøv at sige noget. - de komm<strong>er</strong> ind i lejligheden med<br />
hv<strong>er</strong> sin kasse champagne.<br />
Men jäg vett aldrig hväd som jäg skal saja, när folk kommand<strong>er</strong><strong>er</strong><br />
sädar. - lyd<strong>er</strong> det nu på det bedste svensk, han har lært. Ringe.<br />
Andrea gør en skuffet grimasse, han svar<strong>er</strong> som sådan ikke.<br />
Det <strong>er</strong> <strong>altså</strong> h<strong>er</strong> vi bor. - sig<strong>er</strong> Rasmus på mod<strong>er</strong>smålet;<br />
opalsmykket hæng<strong>er</strong> uden på Andreas jakke og funkl<strong>er</strong>, fang<strong>er</strong> kusinens<br />
opmærksomhed. De tag<strong>er</strong> begge to jakk<strong>er</strong>ne af, og hæng<strong>er</strong> dem på en<br />
træsnittet knag<strong>er</strong>ække.<br />
Andrea kigg<strong>er</strong> sig rundt. Han <strong>er</strong> ov<strong>er</strong>vældet af kunsten, navnlig<br />
bueskytten d<strong>er</strong> sigt<strong>er</strong> på ham, <strong>men</strong> han forhold<strong>er</strong> sig stille til det. Han går<br />
hen til brunetten, og sig<strong>er</strong> på syngende, næsten skabende stockholmsk -<br />
<strong>Vi</strong>lken aldeles vackar nymf vi har här. - og han rækk<strong>er</strong> hånden. - Får jag<br />
fråga eft<strong>er</strong> ditt namn?<br />
Hun smelt<strong>er</strong> indvendigt, ryst<strong>er</strong> udvendigt, og uden på legemet <strong>er</strong><br />
et k<strong>os</strong>tume. - Jag kallas Tone. - sig<strong>er</strong> hun gebrokkent, i<strong>men</strong>s hun miss<strong>er</strong><br />
med de lange tilmalede øjenvipp<strong>er</strong>. "Tone" udtal<strong>er</strong> hun med dybt o som<br />
man vil udtale eksempelvis ”grå-tone” på dansk, og svensk lyd<strong>er</strong> det<br />
bestemt ikke.<br />
Nej, nej, nej. Sådana: Tone. Försök igen. - han rejs<strong>er</strong> sin hånd som<br />
en dirigent.<br />
Hun forsøg<strong>er</strong> igen. Forsigtigt. Med englestemme <strong>men</strong> på dansk,<br />
uundslippeligt dansk; hun ved, de <strong>er</strong> afslørede.<br />
Bravo! - lyd<strong>er</strong> det uærligt <strong>men</strong> retorisk fra gæsten.<br />
Rasmus kast<strong>er</strong> sig tungt i en sofa.<br />
52
Andrea skænk<strong>er</strong> et kort blik til et af portrætt<strong>er</strong>ne. Genskab<strong>er</strong><br />
øjenkontakt med facbookpigen og sig<strong>er</strong>: Hvorfor s<strong>er</strong> du sådan ud, R<strong>os</strong>e.<br />
Kan du få den mund<strong>er</strong>ing af i en fart. Han smøg<strong>er</strong> ærmet op så man kan<br />
se begyndelsen af hans stærke ov<strong>er</strong>arm.<br />
Hun tag<strong>er</strong> fat i parykken, og lad<strong>er</strong> den glide af. Sig<strong>er</strong> gen<strong>er</strong>t<br />
goddag.<br />
Rasmus klør sig i håret; bevæg<strong>er</strong> hånden fra panden og ned, naivt<br />
som tror han, at hans maske følg<strong>er</strong> med.<br />
Andrea <strong>er</strong> utroligt offensiv: Er I bange for at jeg <strong>er</strong> kommet h<strong>er</strong><br />
for at... ha ha! Og så med alle de billed<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> hæng<strong>er</strong> h<strong>er</strong>. I havde vel<br />
ikke troet, at jeg ville være s å nem. Well, well. <strong>Vi</strong>l I med til<br />
fodboldkamp? - før de når at svare, <strong>er</strong> han begyndt at synge "We love<br />
you GF, we do," (vi elsk<strong>er</strong> dig gymnastik-forening, det gør vi (virkelig)),<br />
og han rækk<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> en flaske fra kassen. Han sig<strong>er</strong>: <strong>Jeg</strong> drikk<strong>er</strong> kun når<br />
jeg skal på stadion. <strong>Jeg</strong> lov<strong>er</strong> at være en oplevelse . . . I m å bare tage<br />
med. Begge to.<br />
Som et andet jydsk par a la G<strong>er</strong>trud og Oluf Sand, <strong>er</strong> de<br />
mundlamme indtil R<strong>os</strong>e ligesom går med på den, og forsikr<strong>er</strong> sin<br />
kæreste, at det nok skal blive sjovt. Den første prop spring<strong>er</strong>!<br />
Andrea drikk<strong>er</strong> direkte fra flasken, bliv<strong>er</strong> helt ov<strong>er</strong>gearet, og slår<br />
sig på brystet med højre arm, giv<strong>er</strong> flasken vid<strong>er</strong>e til Rasmus, d<strong>er</strong> hent<strong>er</strong><br />
glas. Skænk<strong>er</strong> for R<strong>os</strong>e og sig. Og skænk<strong>er</strong> til sidst også for gæsten, d<strong>er</strong><br />
uden en mine tag<strong>er</strong> imod. 'Noget så civilis<strong>er</strong>et som et champagneglas . . .'<br />
R<strong>os</strong>e går snart på badeværelset, og tag<strong>er</strong> forklædningen helt af, og<br />
de sidd<strong>er</strong> snart om sofabordet - Andrea plac<strong>er</strong>et med godt udsyn til<br />
mal<strong>er</strong>i<strong>er</strong>ne - og han fortæll<strong>er</strong> dem om kampen, de skal til at se. Intet vi <strong>er</strong><br />
specielt int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>ede i at opremse h<strong>er</strong> - på nær hvad vi i forvejen ved,<br />
som lige skal genopfriskes: Byens hold <strong>er</strong> til dagligt kun i førstedivision,<br />
<strong>men</strong> skal i aften i pokalturn<strong>er</strong>ingen (parallelturn<strong>er</strong>ing til ligaen, d<strong>er</strong><br />
indenfor samme sæson i princippet giv<strong>er</strong> ethv<strong>er</strong>t hold mulighed for at<br />
spille imod et hvilket som helst andet) møde sup<strong>er</strong>ligaens numm<strong>er</strong> to, FC<br />
Midtjylland, hvilket selvfølgelig <strong>er</strong> motiv<strong>er</strong>ende for "De Hvii'", d<strong>er</strong><br />
tørst<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> at vise dansk<strong>er</strong>ne, og navnlig d<strong>er</strong>es egne fans, at landets<br />
andenstørste by godt kan være med blandt de bedste. Det <strong>er</strong> i øvrigt ikke<br />
at forglemme, at det <strong>er</strong> et lokalopgør, vi har forestående.<br />
Eft<strong>er</strong> den første flaske ring<strong>er</strong> det på, og Henrik komm<strong>er</strong>. Alle<br />
bliv<strong>er</strong> uhyrligt glade for at se ham, og han bliv<strong>er</strong> ustyrligt ov<strong>er</strong>rasket:<br />
især ov<strong>er</strong> champagnekass<strong>er</strong>ne, som han spørg til, og som Andrea også må<br />
indrømme, har været tunge. Især Andrea omfavn<strong>er</strong> den nyankomne, og<br />
hvisk<strong>er</strong> ham et par <strong>men</strong>ingsfulde ord. D<strong>er</strong> åbnes en flaske m<strong>er</strong>e, for ikke<br />
at sige fl<strong>er</strong>e endnu, og snart nok flyd<strong>er</strong> begivenhed<strong>er</strong>ne på tiden som en<br />
tinsoldats papirhat i en rendesten på en dunkel og regnfuld aften. Og<br />
snart nok <strong>er</strong> de på vej til Fredensvang.<br />
Sneen fald<strong>er</strong> langsomt på vores lille hold, og lidt<br />
bemærkelsesværdigt <strong>er</strong> det, hvordan Rasmus knib<strong>er</strong> øjnene og bøj<strong>er</strong><br />
hovedet for nedbøret, hvorimod de to andre mænd lad<strong>er</strong> bryn og vipp<strong>er</strong><br />
klare sagen, og sådan forhold<strong>er</strong> sig ugen<strong>er</strong>ede af vejret. R<strong>os</strong>e har hat på,<br />
53
og yndig s<strong>er</strong> hun ud.<br />
Selvom Rasmus i mange år har boet i byen, <strong>er</strong> han i tvivl om den<br />
nemmeste rute til stadion, for hvilket han må stå model til lidt drill<strong>er</strong>i<strong>er</strong><br />
fra R<strong>os</strong>e; intet ondt, nej bestemt ikke, <strong>men</strong> Rasmus had<strong>er</strong> i stilhed den<br />
slags gøren grin med de svag<strong>er</strong>e sid<strong>er</strong>, og bid<strong>er</strong> tænd<strong>er</strong>ne sam<strong>men</strong>.<br />
Andrea synes at bemærke et og andet.<br />
En champagneflaske går på tur imellem de fire - det skal siges at<br />
den <strong>er</strong> ganske tør, extra secco, hvilket formindsk<strong>er</strong> R<strong>os</strong>es indtag,<br />
fortryll<strong>er</strong> mændenes - og en uåbnet flaske transport<strong>er</strong>es af Andrea, d<strong>er</strong><br />
ikke kan holde sig fra at give den en flyvetur nu og da - flotte kast med<br />
spinn. Stemningen <strong>er</strong> høj, d<strong>er</strong> grines - snart meget, snart lidt - <strong>men</strong> aldrig<br />
savnes så meget som et smil, og især Andrea snakk<strong>er</strong>:<br />
Wow, I skulle se de skønhed<strong>er</strong>, jeg kørte med h<strong>er</strong>ov<strong>er</strong>. Altså<br />
kvind<strong>er</strong>. Gentagende gange skulle jeg lappe mig selv ov<strong>er</strong> fingrene for<br />
ikke at plukke dem. - noget i den retning sig<strong>er</strong> han, og R<strong>os</strong>e spørg<strong>er</strong>, om<br />
de da havde torne; Andrea forklar<strong>er</strong>, nej, <strong>men</strong> at man jo må have<br />
mådehold. Han forklar<strong>er</strong> i en højtidelig tone, hvilken <strong>er</strong> en særegenhed<br />
ved hans ældgamle fornemme slægt – og tilmed med rejst hage, faktisk<br />
på kanten til snobbet i holdningen forklar<strong>er</strong> han: R<strong>os</strong>e, min pige, - det<br />
tillad<strong>er</strong> han sig sgu at sige - selv en behornet gammel viking som mig har<br />
impuls<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> af et eget højsind ikke tillades virkeliggørelse. Man kunne<br />
sige, at det <strong>er</strong> et spørgsmål om moral. - og da bliv<strong>er</strong> d<strong>er</strong> særligt leet, og<br />
særligt særligt af Rasmus (uden han konkret ved hvorfor), hvilket Andrea<br />
knapt nok tål<strong>er</strong>, og tru<strong>er</strong> ham med champagneproppen - <strong>men</strong> besind<strong>er</strong><br />
sig, for ikke at give latt<strong>er</strong>en for meget ret. Han konstat<strong>er</strong><strong>er</strong> blot tørt, mest<br />
henvendt R<strong>os</strong>e, at de moralske grunde skam <strong>er</strong> sandheden. Intet mindre.<br />
Hun <strong>er</strong> ikke upåvirket. Rækk<strong>er</strong> den åbne flaske vid<strong>er</strong>e til Henrik, og tag<strong>er</strong><br />
klogt sin kæreste halvt i hånden, lidt flirtende. Fingre seks.<br />
Henrik: Hvad <strong>er</strong> det da for moral? - han sug<strong>er</strong> en tår ind bag sine<br />
smilende læb<strong>er</strong>.<br />
Kan man få hvad man vil... og dette <strong>er</strong> vel i mest udbredt<br />
almindelighed en god dansk lektie... kan man det, <strong>er</strong> det i udgangspunktet<br />
ikke en gave, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> skænket af de nådige gud<strong>er</strong>, - og afsides hvisk<strong>er</strong> han<br />
til sig selv en bøn om tilgivelse for at tage et sådant ord i sin mund; han<br />
undskyld<strong>er</strong> sig med at det tilnærmelsesvist var citat - og man må d<strong>er</strong>for<br />
værne sig med en vis afholdenhed. <strong>Jeg</strong> kan ikke tillade mig at smelte<br />
sam<strong>men</strong> med hvem som helst.<br />
Det var vel svært at forklare dem? - Rasmus grin<strong>er</strong>. Fortsætt<strong>er</strong>:<br />
Ell<strong>er</strong> løj du?<br />
<strong>Jeg</strong> lyv<strong>er</strong> aldrig! - og han <strong>men</strong><strong>er</strong> i virkeligheden den b<strong>er</strong>ygtede<br />
sætning 'alt <strong>er</strong> falsk'. - Kast flasken, jeg <strong>er</strong> åben! - sig<strong>er</strong> han pludselig, og<br />
han når at løbe syv yards før han skær' af, og rigtigt nok modtag<strong>er</strong> en<br />
flaske fra nordøst-frankrig, d<strong>er</strong> spinn<strong>er</strong> en smule, og med halsen som hale<br />
og bunden fremad hvil<strong>er</strong> den i sin bane i luften, 'one-hand-catch'. Flasken<br />
har mistet et par dyre dråb<strong>er</strong> und<strong>er</strong> flyveturen, <strong>men</strong> 'reciev<strong>er</strong>en' bund<strong>er</strong><br />
hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> tilbage i den, og spark<strong>er</strong> den ind i en snebeklædt hæk, hvor<br />
d<strong>er</strong> hvirvles nogle tusinde små unikke fnug op i luften, idet Andrea<br />
triumf<strong>er</strong>ende udbryd<strong>er</strong> - Seks point! But wrong fucking sport!<br />
Ikke fordi jeg skal brokke mig ov<strong>er</strong> min beklædning, nej nej,<br />
54
ingenting d<strong>er</strong>, <strong>men</strong> havde jeg nu blot haft min Thomas Thorning<strong>er</strong> trøje<br />
på, så havde d<strong>er</strong> virkelig været kampdagsstemning. - og Andrea fortæll<strong>er</strong>,<br />
hvordan han har fået den af sin far, <strong>men</strong> at den siden nedrykningen i<br />
totusinde-og-seks har hængt i en aflåst glasmontre, og vil blive hængende<br />
d<strong>er</strong> indtil næste mest<strong>er</strong>skab ell<strong>er</strong> pokal. At d<strong>er</strong> ulm<strong>er</strong> et traume h<strong>er</strong>, <strong>er</strong> d<strong>er</strong><br />
vist ingen af tilhør<strong>er</strong>ne, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> i tvivl om. Smil og grin <strong>er</strong> d<strong>er</strong>for en anelse<br />
mindre ægte, <strong>men</strong> han fortæll<strong>er</strong> h<strong>er</strong> med en humoristisk mimik og<br />
detaljesans, så ikke et smilehul forbliv<strong>er</strong> slapt.<br />
Lige inden de drej<strong>er</strong> af til Stadion Allé, aflægg<strong>er</strong> Andrea<br />
champagneflasken i et krat - lidt til hjemturen. På selve Stadion Allé <strong>er</strong><br />
d<strong>er</strong> ved at være jævnt mange <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> gående den samme vej, ja, det <strong>er</strong><br />
noget af det hyggelige ved at gå til fodboldkampe (<strong>men</strong> ikke 'c<strong>os</strong>y'). R<strong>os</strong>e<br />
nævn<strong>er</strong> dog, at det desværre <strong>er</strong> så typisk, at alle har sorte jakk<strong>er</strong> på, for<br />
det har rigtig nok cirka firs procent af folk h<strong>er</strong>, og - tilføj<strong>er</strong> hun - hvide<br />
høretelefon<strong>er</strong> som dog <strong>er</strong> blevet hjemme til fodboldkampen.<br />
Ja, R<strong>os</strong>e, sorte jakk<strong>er</strong> og hvide høretelefon<strong>er</strong> - var det forudsagt i<br />
for eksempel tress<strong>er</strong>ne, ville vi have gennemtrumfet snart hvilken som<br />
helst reform, for at have undgået en så symbolsk dystopisk kendsg<strong>er</strong>ning.<br />
Men ak! De tre sortfrakkede mænd s<strong>er</strong> da hell<strong>er</strong> ikke så grimt på det.<br />
De <strong>er</strong> ved indgangen, og får plads<strong>er</strong> tæt ved den lokale supporttribune.<br />
Og da må Andrea i forbifarten fortælle, at han i pausen lige må<br />
op at tale med nogle gutt<strong>er</strong> fra White Pride.<br />
Hvad må du?! - lyd<strong>er</strong> det både forarget, skuffet og næsten vredt<br />
fra R<strong>os</strong>e. Til de ikke-indviede skal det nævnes at White Pride <strong>er</strong> den<br />
uofficielle agf-fanklub, og at den især <strong>er</strong> b<strong>er</strong>ygtet for sin udtalte racisme.<br />
<strong>Jeg</strong> må op at snakke med nogen... Ja... Hvad? - han står helt<br />
uskyldig og slår ud med ar<strong>men</strong>e. Quote Rasmus:<br />
Ikke tale bare snakke... som man gør det bedst med Tyrenakke. . .<br />
- og sandelig d<strong>er</strong> grines. Selv Andrea. Han svar<strong>er</strong>:<br />
Hah' hah', okay, <strong>men</strong> hør nu h<strong>er</strong>... -<br />
De tal<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e i<strong>men</strong>s de går imod d<strong>er</strong>es plads<strong>er</strong>, går langsomt,<br />
d<strong>er</strong> <strong>er</strong> <strong>men</strong>nesketæt på denne stadion-aften i det stille snevejr - <strong>Jeg</strong> skal<br />
bare op og mødes kort med ham 'Tyrenakke', en lille sag vi har kørende,<br />
intet at slå alarm ov<strong>er</strong>.<br />
R<strong>os</strong>e: Du <strong>er</strong> <strong>altså</strong> ikke i laug med dem... hvis du forstår. Du <strong>er</strong><br />
ikke på d<strong>er</strong>es side.<br />
Andrea: Nej, det <strong>er</strong> jeg ikke... jeg <strong>er</strong> på min egen side, selvom det<br />
kan lyde dumt. Men forstår godt du spørg', helt ærligt, prøv at se mig. -<br />
og han går nærmest op på en ballet-tå og snurr<strong>er</strong> rundt for at kaste fokus<br />
på sin krop. - han stopp<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> to omgange og vinkl<strong>er</strong> sine skumringshimmel-blå<br />
øjne til hendes frie udsyn. - øjenkontakt, idet han vid<strong>er</strong>e<br />
fortæll<strong>er</strong> - De vil jo være ellevilde eft<strong>er</strong> at kunne 'repræsent<strong>er</strong>e' en som<br />
mig, en ægte Adolf-yngling; ja det <strong>er</strong> jeg selvfølgelig klar ov<strong>er</strong>, at jeg<br />
lign<strong>er</strong>. Og de har da også henvendt sig én gang... he he...<br />
R<strong>os</strong>e s<strong>er</strong> ham. Med lystigt pirrede og forvirrede øjne drages hun<br />
af blikket - som hun s<strong>er</strong> sin engen fremtoning som værende en værdig og<br />
passende dronning til - og hun drages af den mægtige ariske krop, han<br />
netop har 'display'd', som med nemhed kunne forvandle hendes til ren<br />
55
'spirit'; endvid<strong>er</strong>e drages hun af de yd<strong>er</strong>st blide ansigtstræk, d<strong>er</strong> selv i<br />
denne blidhed navig<strong>er</strong><strong>er</strong> fint uden om enhv<strong>er</strong> antydning af noget naivt,<br />
letkøbt ell<strong>er</strong> 'sweet', hvilket ell<strong>er</strong>s alt for ofte still<strong>er</strong> sig op som<br />
beskyldning imod sådanne ansigt<strong>er</strong>s kandid<strong>er</strong>ende maskulinitet. Henrik<br />
mærk<strong>er</strong> kun alt for tydeligt spillet imellem de to, og gys<strong>er</strong> for den vielse<br />
han har lovet, han gys<strong>er</strong> for den prøve hans sandfærdighed skal stilles<br />
ved denne skæbnesvangre begivenhed. Rasmus mærk<strong>er</strong> også d<strong>er</strong>es<br />
tiltrækning, <strong>men</strong> o<strong>men</strong>d han ængstes, <strong>er</strong> det kun hans skind d<strong>er</strong> lid<strong>er</strong><br />
sygdom, <strong>altså</strong>, dyb<strong>er</strong>e går det ikke, og han afvis<strong>er</strong> følelsen som sådant:<br />
som en lav følelse og som noget ov<strong>er</strong>fladisk. Andrea ved. Uden d<strong>er</strong>med<br />
at gå ind i en bestemmelse af viden. Det vil sige, okay, vi tag<strong>er</strong> den<br />
hurtigt: viden <strong>er</strong> når man implicit ell<strong>er</strong> eksplicit udtrykk<strong>er</strong> noget (måske<br />
alene for sig selv), d<strong>er</strong> vis<strong>er</strong> sig, hævet ov<strong>er</strong> enhv<strong>er</strong> praktisk tvivl, at være<br />
rigtigt på basis af andet end dét, hvorom man <strong>er</strong> h<strong>er</strong>reløs - det blotte<br />
tilfælde. Nej, okay, for meget <strong>er</strong> måske indfanget h<strong>er</strong>, måske endda for<br />
lidt - <strong>men</strong> lad den da blot ligge til analytik<strong>er</strong>ne. Andrea ved det som en<br />
storbykat, d<strong>er</strong> med utvivlsom sikk<strong>er</strong>hed hopp<strong>er</strong> fra det ene hustag til det<br />
andet - spørgsmålsløst. Rasmus, igen, ved det på sin vis på lignende<br />
måde - han ag<strong>er</strong><strong>er</strong> og begår sig jo i omstændigheden med en relativ<br />
succes, d<strong>er</strong> ikke kan ses som helt tilfældig - <strong>men</strong> hans bevidsthed<br />
udstikk<strong>er</strong> spørgsmål angående farens realitet, hvortil de n<strong>er</strong>vøse svar<br />
kujonagtigt tolkes b<strong>er</strong>oligende. Bevidstheden kan <strong>altså</strong> let være en<br />
forhindring for noget som resten af kroppen udmærket ved; populært<br />
kunne sam<strong>men</strong>ligningen h<strong>er</strong> være til en stat, ja tag for eksempel Kreon af<br />
Theben. En del af solbarnet Andreas succes består h<strong>er</strong>imod i, at han ikke<br />
bland<strong>er</strong> sin bevidsthed autoritativt ind i hv<strong>er</strong> en vigtig sag, og at han<br />
evn<strong>er</strong> dette.<br />
Hvor var vi?... Nåh ja, utålmodigt spørg R<strong>os</strong>e ham angående<br />
White Pride: Har de henvendt sig, sig<strong>er</strong> du? Ja<strong>men</strong>, hvad gjorde du, hvad<br />
gjorde du?<br />
Ha, jeg snød dem! Snørede dem, slog den ene i hovedet med den<br />
anden, og de har været til at snakke med lige siden... - und<strong>er</strong>vejs i<br />
historien har de fundet d<strong>er</strong>es plads<strong>er</strong>; Andrea tromm<strong>er</strong> sig ibland på<br />
lårene ov<strong>er</strong> det gode minde han ov<strong>er</strong>lev<strong>er</strong><strong>er</strong>, og tilhør<strong>er</strong>ne bøj<strong>er</strong> alle<br />
hoved<strong>er</strong>ne tætt<strong>er</strong>e på, så de kan høre i stadionstøjen med navneopråbning<br />
og lignende ståhej. <strong>Vi</strong>gtig <strong>er</strong> historien i sig selv ikke, og som tilhør<strong>er</strong>ne<br />
tænk<strong>er</strong> - o<strong>men</strong>d de <strong>er</strong> en smule impon<strong>er</strong>ede - så <strong>er</strong> d<strong>er</strong> nok pyntet så<br />
rigeligt på den hist og h<strong>er</strong>. At han blær<strong>er</strong> sig frem for blot at 'vise sig', når<br />
han drikk<strong>er</strong>, det <strong>er</strong> vel en mulig måde på hvilken at spidsformul<strong>er</strong>e, hvad<br />
d<strong>er</strong> <strong>er</strong> væsentligt h<strong>er</strong>. Kampen fløjtes i gang.<br />
D<strong>er</strong> <strong>er</strong> unægtelig noget vidund<strong>er</strong>ligt, noget i sin helhed<br />
drøm<strong>men</strong>de og mindeværdigt, ov<strong>er</strong> nattens mørke med denne lille festuden-tag<br />
i midten, hvor tunge snefnug og store projektør<strong>er</strong> fald<strong>er</strong> ned på<br />
atlet<strong>er</strong>ne for henved tyve-tusinde øjnes opmærksomhed. Men kampen <strong>er</strong><br />
pissekedelig. - fyldt med fejlaflev<strong>er</strong>ing<strong>er</strong>, for eksempel, samt fattig på<br />
retningsbestemte tæmning<strong>er</strong> såvel som sprint<strong>er</strong> ned i kreativt fundne<br />
tomrum. St<strong>er</strong>ilt spill<strong>er</strong> begge hold som urværk<strong>er</strong>, gamle bornholm<strong>er</strong>e d<strong>er</strong><br />
pust<strong>er</strong> i takt, og chanc<strong>er</strong> opstår kun, når et forsvar lav<strong>er</strong> en fejl. Oftest<br />
56
forc<strong>er</strong>et af et øget tempo fra det angribende hold, ganske vidst, <strong>men</strong> skal<br />
det nu være det eneste paramet<strong>er</strong> i v<strong>er</strong>dens mest populære sport? I hv<strong>er</strong>t<br />
fald på denne aften i Århus. Men <strong>altså</strong>, disse mænd har jo spillet siden de<br />
lærte at gå, og en gang imellem lyn<strong>er</strong> da lidt talent, lidt glæde ved hvad<br />
de kan, lidt individualistisk initiativ. - Og et godt spark fra godt og vel<br />
tredive met<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> ramm<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>lægg<strong>er</strong>en med en lyd, som tjen<strong>er</strong> fuld<br />
opmærksomhed samt et gispende ekkoe fra publikum, <strong>er</strong> da værd at tage<br />
med. D<strong>er</strong>udov<strong>er</strong> <strong>er</strong> det sgu mest brok ov<strong>er</strong> domm<strong>er</strong>en, d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
begivenhedsrigt: når Graulund ligg<strong>er</strong> og bidd<strong>er</strong> i græsset, <strong>men</strong> domm<strong>er</strong>en<br />
intet dømm<strong>er</strong>, hagl<strong>er</strong> det ned ov<strong>er</strong> sidstnævnte med publikums agressive<br />
'fast paced' favoritlinje "ludd<strong>er</strong>-søn! ludd<strong>er</strong>-søn! ludd<strong>er</strong>-søn!". Ikke<br />
dårligt. Midjylland scor<strong>er</strong> desværre til ét-nul på et lidt kluntet mål eft<strong>er</strong><br />
dårlig opdækning; et blok<strong>er</strong>et skud og en fri mand i anden omgang til at<br />
sende den ind i mask<strong>er</strong>ne. Stilhed. Det <strong>er</strong> fem minutt<strong>er</strong> før pausen.<br />
Symbolsk prøv<strong>er</strong> hjemmeholdet at slå igen inden pausen. Endda kan man<br />
høre optimistiske support<strong>er</strong>e rundt om på de kolde tribun<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> sig<strong>er</strong> "det<br />
kunne virkelig være godt med et mål lige inden pausen, et taktisk godt<br />
tidspunkt". Andrea tag<strong>er</strong> sig til hovedet und<strong>er</strong> det meste af den pinlige<br />
halvleg.<br />
Fuck af! - sig<strong>er</strong> Andrea, måske mest til sig selv, idet domm<strong>er</strong>en<br />
giv<strong>er</strong> halvlegens sidste fløjt fra sig. Arien proklam<strong>er</strong><strong>er</strong>, at ville op og<br />
have sig den snak. Han går uden så meget kontakt, ret pludseligt for de<br />
tre andre virk<strong>er</strong> det, og R<strong>os</strong>e bed<strong>er</strong> en af de to om at gå med, fordi hun <strong>er</strong><br />
lidt bekymret. Rasmus grin<strong>er</strong> af bekymringen, så hun henvend<strong>er</strong> sig til<br />
Henrik, d<strong>er</strong> adlyd<strong>er</strong>, som mænd normalt gør ov<strong>er</strong>for smukke kvind<strong>er</strong>, de<br />
ikke kend<strong>er</strong> så godt.<br />
Hey, Andrea, vent! - han huns<strong>er</strong> eft<strong>er</strong>, og når ham til trods for<br />
Andreas ell<strong>er</strong>s ivrige tempo igennem den øl- og pissetrængende mængde<br />
på stadionets betontrapp<strong>er</strong>.<br />
Andrea bliv<strong>er</strong> lidt ov<strong>er</strong>rasket ov<strong>er</strong> at se en, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> fulgt eft<strong>er</strong>. Hvad<br />
vil du med for? Det <strong>er</strong> nogle trælse typ<strong>er</strong> d<strong>er</strong>oppe... Det ved du godt, ik'?<br />
Ja, det <strong>er</strong> netop dét; R<strong>os</strong>e <strong>men</strong>te det ville være en idé med en<br />
medhjælp<strong>er</strong>... bare for en sikk<strong>er</strong>heds skyld.<br />
Ah ha, sagde hun sådan... Nåh, det var da sødt. Men hør h<strong>er</strong>, jeg<br />
ordn<strong>er</strong> lige det h<strong>er</strong> alene okay? Ingen problem, det lov<strong>er</strong> jeg. Gid<strong>er</strong> du til<br />
gengæld stille dig i kø til en Store Klaus uden brød... og hell<strong>er</strong> ingen<br />
smørelse. Bare pølsen. Okay? Så slipp<strong>er</strong> du også for at luske tilbage til<br />
dem uden mig og skulle forklare dig.<br />
Klart nok... <strong>men</strong> har du penge. <strong>Jeg</strong> ej<strong>er</strong> intet selv. - og Andrea<br />
nikk<strong>er</strong> an<strong>er</strong>kendende og affirm<strong>er</strong>ende. Stikk<strong>er</strong> ham en tohundredelap fra<br />
sin magiske ind<strong>er</strong>lomme.<br />
De skilles: Henrik går til den endeløse kø af idiot<strong>er</strong> for at købe en<br />
ved<strong>er</strong>styggelighed af sam<strong>men</strong>-blendet og grillet tortur<strong>er</strong>et gris, og Andrea<br />
vid<strong>er</strong>e op til fanklubben for at snakke med Brian - det vil vi kalde ham<br />
h<strong>er</strong>, lidt ligesom vores militær kald<strong>er</strong> ham de kæmp<strong>er</strong> imod i Afghanistan<br />
for Taliban . . .<br />
Når Andrea <strong>er</strong> kommet op, og prøv<strong>er</strong> at ov<strong>er</strong>skue mængden af<br />
ensklædte <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, s<strong>er</strong> han pludselig et par sorte arme stikke ud<br />
57
igennem en rød udebanetrøje i det alt for kolde vejr. Han kan ikke direkte<br />
se hårene, d<strong>er</strong> rejs<strong>er</strong> sig i kulden, <strong>men</strong> for et øjeblik <strong>er</strong> de i al<br />
ubehagelighed hans p<strong>er</strong>ceptionsgenstand, ja han væmmes, <strong>men</strong> nærm<strong>er</strong><br />
sig - Brian <strong>er</strong> nok at finde i Mohammads nærhed.<br />
På vej ned til dem, tag<strong>er</strong> han et bundt halvtreds<strong>er</strong>e fra sin lomme,<br />
spred<strong>er</strong> det ud i en vifte, så luften rigtig kan få sedl<strong>er</strong>ne spredt, og kast<strong>er</strong><br />
bundet ov<strong>er</strong> venstre skuld<strong>er</strong>. I<strong>men</strong>s han fortsætt<strong>er</strong> fremad, skal han bide<br />
sig i und<strong>er</strong>læben for ikke at kigge sig tilbage og nyde synet. Crawl my<br />
pretties, crawl!<br />
Han prikk<strong>er</strong> Mohammad på den kolde skuld<strong>er</strong>, og spørg med det<br />
samme til Brian - hvor han <strong>er</strong>. Mohammad peg<strong>er</strong> skræmt. Hans trøje <strong>er</strong><br />
våd på denne kolde aften, og det virk<strong>er</strong> sandsynligt, at nogen har pisset<br />
på ham.<br />
Hey Brian! <strong>Jeg</strong> skal lige snakke med dig. - Brian bryd<strong>er</strong> op med<br />
den samtale han har gang i, og bevæg<strong>er</strong> sig ov<strong>er</strong> til arien, d<strong>er</strong> kald<strong>er</strong>.<br />
Goddag Andrea. Nydeligt at du kunne komme på sådan en<br />
hv<strong>er</strong>dagsaften.<br />
<strong>Jeg</strong> ville ikke gå glip af det for alv<strong>er</strong>dens guld.<br />
Hvad sælg<strong>er</strong> du i øvrigt den d<strong>er</strong> for? - han peg<strong>er</strong> mellem Andreas<br />
hals og bryst. Opalsmykket består af en stor glat sten af den turkise type<br />
indkredset af en blødt formet tætsiddende tynd guldramme i trapezform<br />
hængt om halsen fra to hjørn<strong>er</strong> i en forholdsvis let kæde af næsten<br />
kobb<strong>er</strong>farvet rødguld.<br />
<strong>Jeg</strong> sælg<strong>er</strong> den end ikke for alle smykk<strong>er</strong> i v<strong>er</strong>den. - og må vel<br />
<strong>men</strong>e alle v<strong>er</strong>dens andre smykk<strong>er</strong>.<br />
Du tal<strong>er</strong> sært, Andrea. Du <strong>er</strong> sær. Måske d<strong>er</strong>for du <strong>er</strong> så helvedes<br />
rig. . .<br />
Ikke d<strong>er</strong>for, nej. Men hey, den tjeneste du ved... jeg har<br />
tilfældigvis noget i tank<strong>er</strong>ne.<br />
For ham h<strong>er</strong>? - og Brian peg<strong>er</strong> på Mohammads hoved.<br />
Ja. For ham.<br />
Det <strong>er</strong> sgu også en køn fangst. Det må jeg sige. Sådan et lille<br />
brøndbysvin, og så samtidig en p<strong>er</strong>k<strong>er</strong> med ingen, ell<strong>er</strong> kun ov<strong>er</strong>seelige,<br />
venn<strong>er</strong>. - Andrea får det ærlig talt en smule kvalmt. Tænk<strong>er</strong> på the gimp,<br />
ja, og væmmes. Sig<strong>er</strong>:<br />
Har I pisset på ham? - Mohammad kigg<strong>er</strong> selv såret op på<br />
samtalen imellem de to høje mænd.<br />
Sagt i forbifarten, nu hvor det dog <strong>er</strong> undsluppet at han <strong>er</strong> høj -<br />
Brian skal vi ikke nedlade <strong>os</strong> til en egentlig beskrivelse af. Blot dette: du<br />
ved nok, mass<strong>er</strong> af tatov<strong>er</strong>ing<strong>er</strong> langt fra langt hår, og høj kraftig med<br />
indre stemm<strong>er</strong> d<strong>er</strong> på dansk skrig<strong>er</strong> "I'm not fat I'm just big boned".<br />
Hahaha, ja vi var sgu trængende. - sig<strong>er</strong> Brian spottende. Giv<strong>er</strong><br />
fluen i spinnet et dask i nakken, - ikke sandt, p<strong>er</strong>k<strong>er</strong>unge. Du bad næsten<br />
selv om det, så meget som du frøs. Men hvad kan man lære af det. . ? -<br />
stemmeføringen <strong>er</strong> streng, belærende, hånlig, Kim Bodnia'sk (et<br />
kompli<strong>men</strong>t).<br />
Okay oaky, I har <strong>altså</strong> pisset på Agf-trøjen . . ! - Andrea kigg<strong>er</strong><br />
bebrejdende, i det han konstat<strong>er</strong><strong>er</strong>.<br />
Nej nej... det <strong>er</strong> et brøndbysvin vi har pisset på... vi skulle pisse<br />
for helvede!<br />
58
Det <strong>er</strong> godt med dig, det <strong>er</strong> sgu lige ved I skyld<strong>er</strong> mig en tjeneste<br />
m<strong>er</strong>e!<br />
Nej mand... det <strong>er</strong> et brøndbysvin, det kan du vel forstå. Tænk på<br />
seksoghalvfems!<br />
Andrea opgiv<strong>er</strong>, <strong>men</strong> kan nu desuden slet ikke lide at tænke på<br />
den forpulede sæson, som hans opmærksomhed nu <strong>er</strong> ledt hen på - nej<br />
hans indre sættes for et øjeblik i voldelig uro - for slet ikke at tale om,<br />
hvad den forpulede og forheksede bane d<strong>er</strong>nede gør ved ham; den bane<br />
hvor ydmygels<strong>er</strong>ne snart skal fortsætte. Hvor lang tid mon d<strong>er</strong> går, før vi<br />
får det mest<strong>er</strong>skab. Bare en pokal . . .<br />
Okay, udemærket. Men den tjeneste. Altså én tjeneste. <strong>Jeg</strong> har<br />
brug for en varm gps.<br />
Gps? Kan du ikke bare købe en selv.<br />
Både og. Hey, du behøv<strong>er</strong> i øvrigt ikke stille... - d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong><br />
pludselig en ell<strong>er</strong> anden hvidklædt rotte hen til Andrea, ikke m<strong>er</strong>e end<br />
højst sytten år, og afbryd<strong>er</strong> med noget i retning af "<strong>er</strong> det dig, d<strong>er</strong> har<br />
kastet alle de h<strong>er</strong> penge?" hvilket Andrea fornærmes af, og skubb<strong>er</strong> ham<br />
fra sig. Han børst<strong>er</strong> sin uldfrakke, med afsky som var d<strong>er</strong> kommet<br />
spedalsk psyke på klædet.<br />
Styr dine rolling<strong>er</strong>, Brian, vil du ikke nok! - sig<strong>er</strong> Andrea vredt.<br />
Rolig nu, jeg kend<strong>er</strong> dem sgu ikke. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> mange h<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> ikke<br />
tror på en skid. Ja ja, <strong>men</strong> den gps. Selvfølgelig kan jeg skaffe sådan en.<br />
Og d<strong>er</strong> <strong>er</strong> lige en betingelse, - tilføj<strong>er</strong> Andrea - og det <strong>er</strong>, at<br />
den...'pst pst pst...' - ja han læn<strong>er</strong> hovedet hen til Brians, og hvisk<strong>er</strong> et par<br />
detalj<strong>er</strong>. Brian nikk<strong>er</strong>.<br />
De to skilles, sig<strong>er</strong> "go kamp," og går hv<strong>er</strong> sin vej; Andrea med et<br />
blik til Mohammed, for hvem han hvisk<strong>er</strong> et stille undskyld - uden dog at<br />
tro på hv<strong>er</strong>ken ondskab ell<strong>er</strong> skyld (<strong>men</strong> kun på fugleflugtslinjen), og<br />
desuden <strong>er</strong> det tredie gang, han hvisk<strong>er</strong> i dag - og han bevæg<strong>er</strong> sig ned<br />
igen mod sin plads, idet kampen snart start<strong>er</strong> igen.<br />
Andrea komm<strong>er</strong> tilfældigvis ned samtidig med at Henrik <strong>er</strong><br />
færdig med den syge kø. Han går med en kæmpe pølse på en papbakke i<br />
hånden, og de går ned til plads<strong>er</strong>ne. Ingen af de to andre får særligt gode<br />
svar på hvordan og hvorledes . . .<br />
Nu sk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> lidt m<strong>er</strong>e i kampen, <strong>men</strong> det <strong>er</strong> kun på bek<strong>os</strong>tning af<br />
at fl<strong>er</strong>e fejl begås. Agf får spillet sig frem til en enkelt stor chance, en<br />
friløb<strong>er</strong>, som ødslende brændes. Eft<strong>er</strong> dette, sk<strong>er</strong> d<strong>er</strong> i lang tid ikke noget.<br />
(De tre bemærk<strong>er</strong> snart, at Andrea ikke har rørt sin mad. "Skal du ikke<br />
have den". Og han svar<strong>er</strong> mærkværdigt nok, og med et smil på læben, at<br />
han gemm<strong>er</strong> den til sen<strong>er</strong>e. R<strong>os</strong>e fatt<strong>er</strong> på uudgrundelig vis, at han ikke<br />
selv har tænkt sig at spise den, så hun spørg "har du ikke selv tænkt dig at<br />
spise den?" og Andrea svar<strong>er</strong> at det <strong>er</strong> alt for vammelt til ham. At han har<br />
slav<strong>er</strong> til at spise den slags, og i aftagende fuldskab <strong>men</strong> d<strong>er</strong>på følgende<br />
forvirring får han også sagt noget med, at han håb<strong>er</strong> de snart gør oprør, at<br />
slav<strong>er</strong>ne gør, så han slipp<strong>er</strong> for at bevidne det svin<strong>er</strong>i). Hen imod<br />
slutningen, <strong>er</strong> det som om organisation<strong>er</strong>ne svækkes, måske fordi<br />
holdene <strong>er</strong> trætte, og d<strong>er</strong> opstår fl<strong>er</strong>e chanc<strong>er</strong>. Gravlund har mod<br />
slutningen en stor chance, hvor han imidl<strong>er</strong>tid ikke ramm<strong>er</strong> bolden<br />
ordentligt. Man når lige at håbe, idet man har lært at den slags hedd<strong>er</strong><br />
59
hundrede-procentschanc<strong>er</strong>, <strong>men</strong> så - et stort højt rungende indre Do'h!<br />
Pinligt bøjende hovedet og tagende sig til panden. To FCM-spill<strong>er</strong>e <strong>er</strong> i<br />
det samme ved at lave selvmål, <strong>men</strong> til sidst bliv<strong>er</strong> det ikke til andet end<br />
et åndsvagt indkast alt i<strong>men</strong>s Gravlund ligg<strong>er</strong> ned og s<strong>er</strong> til at bolden<br />
tyres væk. Hvilket klumpspil! Og til sidst, demonstrativt i retning af<br />
hvem d<strong>er</strong> vind<strong>er</strong> såvel den moralske sejr, har midjylland to store chanc<strong>er</strong>,<br />
som dog brændes. Ja nogen mindre brændende Gf-fans ville måske<br />
kunne kunnet håbe, at disse chanc<strong>er</strong> alligevel var gået ind, så man i det<br />
mindste havde set på noget, d<strong>er</strong> lykkedes denne aften. Igen, Andrea tag<strong>er</strong><br />
sig til hovedet - hell<strong>er</strong> ikke i år. Han savn<strong>er</strong> sin Thorning<strong>er</strong>-trøje.<br />
På vejen ud - i den store kødrand af <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> bevæg<strong>er</strong> sig<br />
så langsomt til lyden af hinandens bøvede råb til kamm<strong>er</strong>at<strong>er</strong> de har<br />
spottet fl<strong>er</strong>e met<strong>er</strong> fremme ell<strong>er</strong> tilbage - går de fire sam<strong>men</strong>, og når R<strong>os</strong>e<br />
simpelthen ikke kan holde det i sig læng<strong>er</strong>e, spørg hun ængstende ind til,<br />
hvordan Andrea har det med de White Pride. Andrea foragt<strong>er</strong> dem. Ell<strong>er</strong>,<br />
det <strong>er</strong> egentlig upræcist, han sig<strong>er</strong> det bedre selv:<br />
<strong>Jeg</strong> har det med den slags <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, hele hæren af briantyp<strong>er</strong>,<br />
som jeg har det med edd<strong>er</strong>kopp<strong>er</strong>: jah, jeg gys<strong>er</strong> sgu lidt ved dem,<br />
irrationelt som det <strong>er</strong>. <strong>Jeg</strong> <strong>men</strong><strong>er</strong>, hvad kan de gøre! Nåh okay, for at sige<br />
det præcist: jeg <strong>er</strong> araknofobisk i forhold til dem. Men de sidd<strong>er</strong> nu<br />
engang inde med nogle kræft<strong>er</strong> i en und<strong>er</strong>grund som af og til <strong>er</strong> nyttige at<br />
have med i sit arsenal. - de kigg<strong>er</strong> alle skørt på ham, som tænk<strong>er</strong> de: ”helt<br />
ærligt, bange for edd<strong>er</strong>kopp<strong>er</strong>? Ja<strong>men</strong>, <strong>er</strong> Andrea da ikke selv en<br />
edd<strong>er</strong>kop?” Man kan måske begribe det som følg<strong>er</strong>: mon ikke en<br />
edd<strong>er</strong>kops største modvilje, vil befinde sig i at træde rundt i et fremmed<br />
spind?<br />
Kend<strong>er</strong> I i øvrigt den med edd<strong>er</strong>koppe-paret, d<strong>er</strong> mødtes, og hvor<br />
han fortalte hende en joke inden de kneppede og spiste hinanden? Den<br />
går lyd<strong>er</strong> h<strong>er</strong>: "<strong>Jeg</strong> kravlede op på en af dem en dag, og han var bange for<br />
mig," og da må hun-edd<strong>er</strong>koppen le en smule, og sige "hi hi, ja, og ved<br />
du hvad, d<strong>er</strong>es største opfindelse har de opkaldt eft<strong>er</strong> vores våben!" HA<br />
HA, de skogg<strong>er</strong>l<strong>er</strong> i vilden sky og hygg<strong>er</strong> sig gevaldigt idet han pingping-pong'<strong>er</strong><br />
tilbage, at <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>nes mest populære kærlighed<br />
symbolis<strong>er</strong><strong>er</strong> de med et kors, og scoringen <strong>er</strong> i den grad i hus, så de<br />
knepp<strong>er</strong> edd<strong>er</strong>koppeme vildt, og hun spis<strong>er</strong>. - ingen fatt<strong>er</strong> en brik, og kun<br />
Andrea grin<strong>er</strong>, <strong>men</strong> denne også rigeligt for alle fire.<br />
Udenfor stadion jok<strong>er</strong> han vedvarende; han <strong>er</strong> skør og ude af sig<br />
selv - tilhør<strong>er</strong>ne spids<strong>er</strong> ør<strong>er</strong>, han tal<strong>er</strong> sådan h<strong>er</strong>: Aaa ha ha, den næste<br />
virk<strong>er</strong> kun på engelsk, <strong>er</strong> I klar? Okay. So one day this catholic priest and<br />
a Jewish rabbi are walking on the side walk. Talking about god knows<br />
what... ha ha, well, det var ikke pointen. So, they're walking and chatting,<br />
and at one point they pass right by a playground with about a dozen of<br />
sweet little kids having a joyful time... on the swings and ev<strong>er</strong>ything.<br />
Picture it. Well, they see the kids, and it suddenly escapes the catholic<br />
priest, looking the rabbi in the eye... it escapes him: "So what do you<br />
think, should we fuck them?" The rabbi looks a little weird, and answ<strong>er</strong>s<br />
with a question, his voice is full of doubt: "Fuck them? Out of what?" Ha<br />
ha! - Af en ell<strong>er</strong> anden grund <strong>er</strong> det <strong>er</strong> fortsat kun Andrea, d<strong>er</strong> grin<strong>er</strong>, og<br />
det hele <strong>er</strong> i det hele taget meget, meget und<strong>er</strong>ligt.<br />
60
Eft<strong>er</strong>hånden som de komm<strong>er</strong> væk fra stadion, tyndes d<strong>er</strong> hurtigt<br />
ud i <strong>men</strong>neskemængden. Snart <strong>er</strong> de ved x'et på stedsansens skattekort,<br />
hvor champagnen ligg<strong>er</strong>. De s<strong>er</strong> imidl<strong>er</strong>tid, på et mørkt hjørne, en ung<br />
fan stå, og tale i mobil. Andrea gør et stop, og de tre - hans komethale -<br />
stopp<strong>er</strong> også; forundrede <strong>men</strong> forventningsfulde i forhold til, hvad d<strong>er</strong> nu<br />
skal ske. Hold den h<strong>er</strong>. - sig<strong>er</strong> han til Henrik, og rækk<strong>er</strong> ham pølsen. Han<br />
begynd<strong>er</strong> at liste. Helt uhørligt, og udenfor den unges synsfelt, når han<br />
tæt op på denne. Står musestille; de andre <strong>er</strong> blevet på det modsatte<br />
fortorv. Så snart den korte telefonsamtale, fuld af ov<strong>er</strong>flødige<br />
profanitet<strong>er</strong>, <strong>er</strong> ov<strong>er</strong>stået, klapp<strong>er</strong> Andreas gigantiske næve rundt om den<br />
nazi-tatov<strong>er</strong>ede nakke på den unge fan. B<strong>er</strong>' ham om at være stille. Går i<br />
lom<strong>men</strong> på ham, og med en fing<strong>er</strong>nem venstre-klo fisk<strong>er</strong> han et<br />
sygesikringskort ud af en grim pung af et populært sportstøjsmærke, og<br />
læs<strong>er</strong> navn og adresse højt for den tilfangetagne. Han sig<strong>er</strong> h<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> - Hør<br />
h<strong>er</strong> din lille nazist-kujon, du skal stoppe med at tro at folk <strong>er</strong> dårlig<strong>er</strong>e<br />
end dig, og begynde at bevise at du <strong>er</strong> bedre, hvis du virkelig <strong>men</strong><strong>er</strong> det!<br />
Det kan være du aldrig <strong>er</strong> blevet elsket, <strong>men</strong> det <strong>er</strong> ingen tilstrækkelig<br />
grund, for det <strong>er</strong> i så fald bare dig. Ja, slet og ret... Hold op med at hade<br />
p<strong>er</strong>k<strong>er</strong>e: de har aldrig gjort dig noget væsentligt. Hold op med at hade<br />
bøss<strong>er</strong>, de gør intet fork<strong>er</strong>t. Bare hold dig fra dem! - han gør en kort<br />
pause. Han råb<strong>er</strong>: Henrik, kom h<strong>er</strong> med pølsen! - og Henrik adlyd<strong>er</strong>. -<br />
Okay, det h<strong>er</strong> <strong>er</strong> så du husk<strong>er</strong> mig. Og så du ved, at jeg <strong>er</strong> ikke bare <strong>er</strong> en<br />
'talk<strong>er</strong>' - og det lille stakkels off<strong>er</strong>, <strong>men</strong> forfærdelige <strong>men</strong>neske, det <strong>er</strong> vi<br />
alle enige om, klynk<strong>er</strong> lidende og forvirret, idet Andrea nu tag<strong>er</strong> fat om<br />
hans kæbe, og tving<strong>er</strong> den op, kranieknepp<strong>er</strong> det racistiske lille scoot<strong>er</strong>svin,<br />
ell<strong>er</strong> hvad han nu <strong>er</strong>, med den kolde Store Klaus, så den lav<strong>er</strong>estående<br />
knapt kan trække vejret. - Hvis du ikke <strong>er</strong> flyttet fra byen, og har<br />
fundet dig et frivilligt job i Asien, Sydam<strong>er</strong>ika ell<strong>er</strong> Afrika inden ugen <strong>er</strong><br />
omme, så får jeg sgu en netop løsladt fyr, d<strong>er</strong> hedd<strong>er</strong> Mustafa, til at<br />
voldtage dit lille unge røvhul, så du i ugevis ikke kan styre afføringen, <strong>er</strong><br />
du med?! - og den unge agf-trøje nikk<strong>er</strong>, så godt han kan, og når pølsen<br />
hives ud, bedøves han med et rutin<strong>er</strong>et greb i skuld<strong>er</strong>en, og eft<strong>er</strong>lades.<br />
Han skal nok klare den. Pølsen smides ind i en af ligust<strong>er</strong>hav<strong>er</strong>ne lige<br />
ved. Den moralsk rystede og moralsk forvirrede gruppe, d<strong>er</strong> har set og<br />
lyttet til, ved ikke, hvad de skal sige, og når de endelig får formul<strong>er</strong>et<br />
noget, d<strong>er</strong> kan gøre sig foran et spørgsmålstegn, mød<strong>er</strong> de ikke andet<br />
svar end "Human Sacrifice" fra Andreas mund.<br />
Champagnen findes frem fra sit skjul - den <strong>er</strong> iskold, <strong>men</strong> ikke<br />
fr<strong>os</strong>sen - og hovedp<strong>er</strong>sonen åbn<strong>er</strong> den med et brag som fejring ov<strong>er</strong> at<br />
have ydmyget et svin, nu det ikke kunne blive til sejr i pokalturn<strong>er</strong>ingen,<br />
og de tre <strong>er</strong> som sagt dybt forvirrede, <strong>men</strong> har nydt und<strong>er</strong>holdningen fint.<br />
De <strong>er</strong> selv fyldt med had til sådanne nazisthunde, som de af måske gode<br />
grunde aldrig har turde røre ell<strong>er</strong> sige noget direkte til. Især de to mænd,<br />
ja og dobbelt især Rasmus, har ofte tænkt på den vidund<strong>er</strong>lige rus det<br />
måtte være at sætte kno<strong>er</strong>ne i kæben på en sådan primat-variant, og ikke<br />
misse så meget som en dråbe garmonbozia, idet udyrets undskyldning for<br />
en sjæl for en stund ville jages væk fra kroppen, inden denne tilfældigt<br />
ville falde mod jorden, 'knock-outet'; og måske, hvis heldet skulle være<br />
ude, 'slam<strong>men</strong>de' hovedet mod en sten ell<strong>er</strong> en hård kant af en art, hvorpå<br />
beskedne mængd<strong>er</strong> blod ville pible ud og vidne om omfattende skad<strong>er</strong>;<br />
61
åh voldelige dagdrøm, hvordan skal vi spejle <strong>os</strong> i dig?<br />
Den ædle drik <strong>er</strong> tilstrækkelig benzin til, at hjemturen rent <strong>er</strong> en leg.<br />
Andrea må bruge meget en<strong>er</strong>gi på at hoppe snurrende op i luften og løbe<br />
i cirkl<strong>er</strong> rundt om de andre, for ikke at komme til at gå i forvejen. Snart<br />
skrig<strong>er</strong> de alle i kor, thi de bliv<strong>er</strong> bestemt revet med af den kvikke<br />
stemning, og snart grin<strong>er</strong> de ustoppeligt af ironis<strong>er</strong>ing<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> det<br />
fornuftige dyr i 'decay', år totusinde-og-ti. Et punkt i et flodløb. Så meget<br />
<strong>er</strong> korrupt, og når Rasmus v<strong>er</strong>balt komm<strong>er</strong> til at b<strong>er</strong>øre om Andrea med<br />
sin færd i v<strong>er</strong>den ikke <strong>er</strong> bange for autoritet<strong>er</strong>s indgriben, så svares på<br />
foruroligende vis, at det skal tages i agt, hvor lidt han værdsættes af de<br />
laveste plads<strong>er</strong> i institution<strong>er</strong> i forhold til de højeste - <strong>altså</strong>,<br />
gadebetjenten, for eksempel, <strong>er</strong> vel på sin vis en fare, <strong>men</strong><br />
politikommissæren kan han nemt nok trykke i hånden. Når R<strong>os</strong>e spørg,<br />
som mange nok kunne have lyst til at spørge, hvem han <strong>er</strong>, så <strong>er</strong> svaret<br />
kort og med et glimt i øjet - Førstefødt i en stolt og på sin vis udogmatisk<br />
familie. - og af den slags forældre, kan vi tilføje, hvor mod<strong>er</strong>en s<strong>er</strong> det<br />
som sin næsten religiøse pligt at tro barnets vilje som lov, og lade alle<br />
sine egne mål med tilværelsen være styret af barnets befalende<br />
pegefing<strong>er</strong>; at lade sig fung<strong>er</strong>e som slave ell<strong>er</strong> lav<strong>er</strong>e kropsfunktion af sin<br />
egen korrig<strong>er</strong>ede og forædlede natur.<br />
Henrik bund<strong>er</strong> champagnen, idet de går ov<strong>er</strong> opgangens<br />
dørtærskel; og hensynsløst ov<strong>er</strong>for bygningens andre bebo<strong>er</strong>e fejr<strong>er</strong> de<br />
fire ekkoet som en anden trup af femårige, d<strong>er</strong> går igennem en tunnel.<br />
Ind af døren på øv<strong>er</strong>ste, fl<strong>er</strong>e champagnepropp<strong>er</strong> poppes, d<strong>er</strong> skrues op<br />
for var<strong>men</strong>, og høj musik fyld<strong>er</strong> nu stuen. Spillekort og t<strong>er</strong>ning<strong>er</strong> og store<br />
sedl<strong>er</strong> kastes og blandes og tabes - hvem gid<strong>er</strong> alligevel have de<br />
lortepenge. - Rasmus og R<strong>os</strong>e voldkyss<strong>er</strong>, som en kunstart, med lukkede<br />
øjne fire, som en værdi i sig selv, <strong>men</strong> hvem kigg<strong>er</strong> med; d<strong>er</strong> danses, d<strong>er</strong><br />
synges, Henrik jongl<strong>er</strong><strong>er</strong> lærenemt med champagnepropp<strong>er</strong> og tal<strong>er</strong> i<br />
tung<strong>er</strong>; snart smid<strong>er</strong> de alle tøjet i takt til musikken, og når Headlong<br />
komm<strong>er</strong> på, gribes de af en hyst<strong>er</strong>isk rus, d<strong>er</strong> kast<strong>er</strong> de fire rundt i sofa<strong>er</strong><br />
og vindueskarme; hvilken phrensy, ja man kan næsten forestille sig dem<br />
svinge sig i lysekron<strong>er</strong>; endda har Andrea faktisk fundet sig nogle<br />
metalrør oppe ved loftet at sidde på hovedet i, og stemm<strong>er</strong>ne i ham slår<br />
og bask<strong>er</strong> flyve-sultent med ving<strong>er</strong>ne som fugle i et besjælet støvet<br />
loftrum, et bur, en visdomskiste, og han slipp<strong>er</strong> en af de flotteste fri -<br />
med hænd<strong>er</strong>ne ud i solskinnet med et evigt farvel - og han forelsk<strong>er</strong> sig i<br />
ordene (evigt farvel) som han ikke kan gribe med sine kødelige hænd<strong>er</strong>,<br />
så han lad<strong>er</strong> sig falde frit på én til to met<strong>er</strong>, og land<strong>er</strong> på pot<strong>er</strong>ne blødt.<br />
Han hør<strong>er</strong> nu en eneste stemme i sig, i<strong>men</strong>s han s<strong>er</strong> b<strong>er</strong>særken i stuen,<br />
hvor alt <strong>er</strong> dans og nøgne <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> kastes rundt - og ikke noget<br />
med hvem d<strong>er</strong> har den største pik, <strong>men</strong> et værelse, en stue, hvor rugbrød<br />
<strong>er</strong> slik - og han skriv<strong>er</strong> tanken, sin stemme, op på tavlen, og døb<strong>er</strong> den<br />
ikke:<br />
Instinkt<strong>er</strong>ne tag<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>, og sig<strong>er</strong><br />
- Bare rolig, vi har prøvet det h<strong>er</strong><br />
mange gange før,<br />
62
og man må bare give slip og falde frit;<br />
lade kampånden slås med ens krop<br />
imod ens fjende,<br />
lade <strong>er</strong>otikken forføre og føre ens krop<br />
i dansen med en magelig kvinde.<br />
Han føl<strong>er</strong> sig forstået . . . og går ov<strong>er</strong> og tag<strong>er</strong> fat i R<strong>os</strong>e, og på hendes<br />
nøgne krop plac<strong>er</strong><strong>er</strong> han et kys på skuld<strong>er</strong>en; hun ved ikke, hvad hun skal<br />
gøre, nej pigen inde i hende dån<strong>er</strong>, og R<strong>os</strong>e står egentlig bare d<strong>er</strong>, og s<strong>er</strong><br />
smuk ud; <strong>men</strong> som Andrea for sin del begynd<strong>er</strong> at afsløre for meget, går<br />
han hurtigt fra hende igen, og betragt<strong>er</strong> det netop hændte som blot et<br />
udspil - ja og et første stik. Han bevæg<strong>er</strong> sig ov<strong>er</strong> til Rasmus og Henrik,<br />
d<strong>er</strong> også har fundet en glæde ved at skrive på tavlen - tilslutt<strong>er</strong> sig. R<strong>os</strong>e<br />
står fortsat bare, og s<strong>er</strong> smuk ud, <strong>men</strong> noget m<strong>er</strong>e såret end på sine<br />
billed<strong>er</strong>. Eft<strong>er</strong> et poetisk åndehul, flyd<strong>er</strong> snart m<strong>er</strong>e champagne ud ov<strong>er</strong><br />
de fire. Bevidstløshed. Taleafholdenhed, lysende klarhed som flydende<br />
j<strong>er</strong>n. Høj<strong>er</strong>e musik. En sidste udmattende dans. Fælles tandbørstning. D<strong>er</strong><br />
bolles i ske for sig og onan<strong>er</strong>es på toilettet på skift, 'highfive'. Tusinde<br />
små ting, og ved dem, tusinde gange tusinde m<strong>er</strong>e, og til hv<strong>er</strong> eneste et<br />
evigt farvel. Lyset slukkes. Hvem gav hvem et kys?<br />
g<br />
Fra en madras på børneværelset <strong>er</strong> Andrea på vej ind i stuen, hvor Henrik<br />
ligg<strong>er</strong> på sofaen, og znork<strong>er</strong> med en vis ømhed. Altså ubesnærrende. Det<br />
naturlige lys har fundet vej ind, og inden en time står de andre også op.<br />
Nysg<strong>er</strong>righed <strong>er</strong> som støj, og den rung<strong>er</strong> som søvnløshed i Andreas krop<br />
- han bare må og skal snakke lidt med Henrik. På tavlen i rummet står<br />
d<strong>er</strong> fra gårsdagens nat:<br />
<strong>Vi</strong> <strong>er</strong> alle en - en ensom ensom spill<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> vind<strong>er</strong> diamant<strong>er</strong><br />
fra en selvopfunden sjæl - alene sjælen frygt<strong>er</strong> døden -<br />
og i hv<strong>er</strong> en lille holdbar enhed <strong>er</strong> et ocean af tid, så<br />
<strong>Vi</strong> bygg<strong>er</strong> <strong>os</strong> en gummicelle til at kedes i<br />
uden at slås ihjel; kun væren har værdi<br />
så vi rejs<strong>er</strong> væk fra strid. Fortvivlet<br />
<strong>Vi</strong> <strong>er</strong> alle en - skitsophrenisk astronaut, d<strong>er</strong> flyv<strong>er</strong> ud imod<br />
vort eget solsystem, og jag<strong>er</strong> ka<strong>os</strong> væk med celledeling,<br />
planløs gambling<br />
<strong>Vi</strong> træn<strong>er</strong> vores dna, vi løft<strong>er</strong> vores egen vægt<br />
og komm<strong>er</strong> stærke frem; hopp<strong>er</strong> fra planet til planet<br />
barn igen, d<strong>er</strong> hopp<strong>er</strong> fra sten til sten.<br />
Kun væren har værdi.<br />
Andrea har selv tænkt i sådanne sætning<strong>er</strong>, og ledes hovedsageligt til at<br />
samtale af en sjælden trang til at forstå. Han sætt<strong>er</strong> sig på hug og puff<strong>er</strong><br />
lidt til den sovende. - Vågn op... Henrik, vågn op.<br />
Hvad, hvad, snork<strong>er</strong> jeg?<br />
Nej . . . Vågn op... jeg vil g<strong>er</strong>ne høre om en sag.<br />
63
Syng en melodi, jeg kan vågne til. Dette <strong>er</strong> for brat! Og hent mig<br />
noget vand. - det sig<strong>er</strong> han essentielt set, <strong>men</strong> egentligt mindre stringent,<br />
mindre struktur<strong>er</strong>et, langsomm<strong>er</strong>e og langsommelig<strong>er</strong>e.<br />
Andrea rækk<strong>er</strong> ham en m<strong>er</strong>katløs flaske med rent vand som i<br />
forvejen står d<strong>er</strong>, og begynd<strong>er</strong> at nynne alfabetsangen - med få<br />
variation<strong>er</strong>. Hør den for dig.<br />
Som en blomst<strong>er</strong>knop lokkes til udfoldelse af en stadig gunstig<strong>er</strong>e<br />
vinklet sol, komm<strong>er</strong> tømm<strong>er</strong>manden også eft<strong>er</strong>hånden til klarhed til<br />
lyden af 'gorgeousness and gorge<strong>os</strong>ity made flesh' bare mindre<br />
bombastisk i sin natur og m<strong>er</strong>e taoistisk, som en lejrbålsgnist i en<br />
somm<strong>er</strong>nats-blæst.<br />
Hvilken sag vil du høre om?<br />
Kan du huske digtet dér? - svar<strong>er</strong> Andrea med et spørgsmål, og<br />
peg<strong>er</strong> på tavlen. De kigg<strong>er</strong> sam<strong>men</strong><br />
For på dette tidspunkt at komme langt udenom en talesproglig<br />
dialog udi fil<strong>os</strong>ofien, og nu vi så afgjort ikke vil være foruden essensen<br />
af, hvad de to sig<strong>er</strong> hinanden i henhold til de dyb<strong>er</strong>e forhold, d<strong>er</strong> optag<strong>er</strong><br />
dem, vil resuméform af det følgende klart være at foretrække.<br />
D<strong>er</strong> læses højt fra tavlen, og den vid<strong>er</strong>e samtale udfoldes h<strong>er</strong>af.<br />
Digt<strong>er</strong>en Henrik, udlægg<strong>er</strong> teksten som følg<strong>er</strong>:<br />
Det drej<strong>er</strong> sig h<strong>er</strong> om det centralt plac<strong>er</strong>ede ord 'fortvivlelse,' idet<br />
poemet anslår ensomheden, ind<strong>er</strong>liggørelsen og måske også skønheden<br />
ved, i og af - en tankebane d<strong>er</strong> ans<strong>er</strong> alle for objektivt at være det<br />
samme, grundliggende at være én. Hvis man tvinges til at se alt udefra,<br />
som det i en sådan tankebane <strong>er</strong> tilfældet, vil man ikke være i stand til at<br />
integr<strong>er</strong>e synspunktet selv, lyd<strong>er</strong> Henriks kritik, og en fællesnævn<strong>er</strong> for<br />
hv<strong>er</strong> en ting vil i en vis forstand være nødt til at blive fundet. - Og h<strong>er</strong><br />
sig<strong>er</strong> digtet - væren kun. Hvad ell<strong>er</strong>s, hvad mindre? Denne higen eft<strong>er</strong><br />
noget fælles <strong>er</strong> ikke kun præsent i den gentagne sætning 'kun væren har<br />
værdi,' <strong>men</strong> også i krit<strong>er</strong>iet 'holdbarhed ov<strong>er</strong> tid', i den selvref<strong>er</strong><strong>er</strong>ende<br />
og -sigtende kopi<strong>er</strong>ing, vel i isol<strong>er</strong>ingen i det hele taget, og måske i<br />
ligestillingen mellem planet og planet og sten og sten. Ja, og en sådan<br />
tankebane, med den funda<strong>men</strong>tale ensartethed som baggrunden for<br />
noget fælles - vel sagtens tautologisk om sådan opstillet - siges h<strong>er</strong> at<br />
være kilden til fortvivlelse; i det mindste idet at tiden bestandigt<br />
åbenbar<strong>er</strong> det 'nye', en bestandig lille uro, en principiel strid. Altid som<br />
fortvivlet vil man væk fra denne omstændighed - altid som fortvivlet<br />
und<strong>er</strong>lægg<strong>er</strong> man sig den objektiv<strong>er</strong>ende higen, d<strong>er</strong> på sin vis<br />
demokratisk (ikke som sådan i politisk forstand) antages at råde med<br />
enorm udbredelse i samtidens fællesskab<strong>er</strong>, i samtidens<br />
kommunikation<strong>er</strong>. Og objektivt <strong>er</strong> livet så godt som betydningsløst.<br />
I digtet ligg<strong>er</strong> også, nævn<strong>er</strong> Henrik opsamlende, forbehold for på<br />
den ene side den evn<strong>er</strong>igdom d<strong>er</strong> iøjefaldende nok medføres af en sådan<br />
tilgang til v<strong>er</strong>den, og som helt konkret har sine åbenlyse<br />
fordelagtighed<strong>er</strong>. På den anden side peg<strong>er</strong> digtet i retning af den<br />
ind<strong>er</strong>liggørelse, d<strong>er</strong> sk<strong>er</strong> i det barnagtige, som vend<strong>er</strong> tilbage - det måske<br />
skønne - det d<strong>er</strong> kan fortolkes/håbes som dette åndelige projekts ende,<br />
nemlig en tilbagevenden til vores oprindelige problem<strong>er</strong> (for<strong>men</strong> h<strong>er</strong>på<br />
gentaget, nu ind<strong>er</strong>liggjort) o<strong>men</strong>d nu eft<strong>er</strong> <strong>er</strong>faring med selvref<strong>er</strong>encen,<br />
og d<strong>er</strong>af vel sagtens nødvendigheden af absolut at b<strong>er</strong>o på det<br />
64
selvoplevede, det dødsfrygtende og det kaotiskes primat - og hvad som<br />
helst kan vel komme h<strong>er</strong>af. Altså <strong>er</strong> det et digt domin<strong>er</strong>et af et program<br />
og en agenda, og selvom dette for sig ikke <strong>er</strong> noget at pryde sig af og<br />
sådan fremhæve, så stemm<strong>er</strong> det jo ganske vel med digtets sigte, nemlig<br />
selve tanken om enhv<strong>er</strong> given eksistens' bestandige beståen som og for<br />
noget andet, stemm<strong>er</strong> med en væsentlig del af den tankegang digtet selv<br />
<strong>er</strong> affødt af.<br />
Det <strong>er</strong> Andrea, d<strong>er</strong> still<strong>er</strong> de spørgsmål, d<strong>er</strong> får Henrik ud med<br />
sproget. Førstnævnte sidd<strong>er</strong> på gulvet med ar<strong>men</strong>e rundt om sine bøjede<br />
ben; Henrik ligg<strong>er</strong> halvt ned, og gør fagt<strong>er</strong> med ar<strong>men</strong>e, særligt hv<strong>er</strong><br />
gang han føl<strong>er</strong>, at en korrekt vending <strong>er</strong> kommet ov<strong>er</strong> hans læb<strong>er</strong>ne.<br />
To tema<strong>er</strong>, i al væsentlighed, følges d<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e op på i snakken ud<br />
fra digtet. Problemet om værdifuldhed og ov<strong>er</strong>vejels<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> sproget. I<br />
forhold til værdi slås det fast, at uden teistisk autoritet, så kan intet med<br />
sikk<strong>er</strong>hed have værdi i denne v<strong>er</strong>den. Og d<strong>er</strong>for vil værdifuldheden - med<br />
'fællesnævn<strong>er</strong>en' fra før - i udgangspunktet komme an på ens livsførelses<br />
p<strong>os</strong>itive ell<strong>er</strong> negative vurd<strong>er</strong>ing ell<strong>er</strong> udtryk i forhold til det faktum, at<br />
noget 'i det hele taget' eksist<strong>er</strong><strong>er</strong>. Med et udtalt nej i denne vurd<strong>er</strong>ing må<br />
alt opgives - opgives konsekvent må det und<strong>er</strong>streges! Med et ja til<br />
værdien af dette forund<strong>er</strong>ligste faktum må man h<strong>er</strong>med sige, indenfor<br />
den af digtet skits<strong>er</strong>ede tankebane, at de givne ting d<strong>er</strong> <strong>er</strong>, <strong>er</strong> rang<strong>er</strong>et<br />
eft<strong>er</strong> hvorvidt de kan vedvare, hvor meget og længe de kan være. Og<br />
sådan <strong>er</strong> altings dybeste gåde jo løst - hviss man agt<strong>er</strong> det, at noget i det<br />
hele taget '<strong>er</strong>'.<br />
Henrik afvis<strong>er</strong> dette endeligt totalt. Dette scenarie. Udtal<strong>er</strong> sin<br />
ved himlen svorne harme ov<strong>er</strong> det - og det uanset hvor meget han end<br />
agt<strong>er</strong> selve det at noget '<strong>er</strong>', ja nærmest i kraft af denne agtelse . . . Han<br />
sig<strong>er</strong>, at med ovenstående løsning bliv<strong>er</strong> vi letplukkelige gevækst<strong>er</strong> til<br />
apatiens vas<strong>er</strong>, det bedste et sådant tankesæt kan tilbyde. H<strong>er</strong> knækk<strong>er</strong><br />
fil<strong>men</strong>.<br />
Udvejen bliv<strong>er</strong>, at Henrik identific<strong>er</strong><strong>er</strong> problemets rod i selve<br />
grænsen for vores fælles liv, sproget, og m<strong>er</strong>e præcist det tvingende<br />
fælles livs logiske og grammatiske sprog, d<strong>er</strong> - med al dets nødvendighed<br />
af at se unikke sag<strong>er</strong> som ens, navneord ov<strong>er</strong>for kun egenavne, at<br />
kvantific<strong>er</strong>e og gen<strong>er</strong>alis<strong>er</strong>e - siges at lede entydigt mod en sådan<br />
evalu<strong>er</strong>ingsmæssig skæbne som gengivet ovenfor: et utilstrækkeligt<br />
endeligt, tyngdens uendelige sejr, ja et sort hul. Således komm<strong>er</strong> det op,<br />
hvorvidt sproget h<strong>er</strong> må opgives, med al dets nødvendighed af at tænke<br />
ens om to ting ell<strong>er</strong> så ganske mange fl<strong>er</strong>e.<br />
Sproget, komm<strong>er</strong> de frem til, kan bekræftes i sin brugbarhed, idet<br />
det ov<strong>er</strong>bevisende og uden vid<strong>er</strong>e kan kritis<strong>er</strong>e sig selv; denne kritik, på<br />
den anden side, udgør gode grunde til ikke at lade det hærske, ikke at<br />
lade det få automatisk ophøjelse i livet. De to samtalepartn<strong>er</strong>e får<br />
formul<strong>er</strong>et dette som følgende tilsyneladende hårdknude: striden mellem<br />
livet som det primært og usprogligt forestilles, som noget sproglighed <strong>er</strong><br />
vokset ud af; ov<strong>er</strong>for den valide indvending implic<strong>er</strong>et i, at det vel<br />
sagtens kun <strong>er</strong> sprogligt, at en sådan abstraktion kan falde nogen ind.<br />
Et utal af måd<strong>er</strong> på hvilke at omgås dette kan vel forstilles. I<br />
forskellige grad<strong>er</strong> og konstellation<strong>er</strong> at se de subjektive forhold frem for<br />
det h<strong>er</strong> beskrevne objektive. Og disse to samtalepartn<strong>er</strong>e, for hvem ikke<br />
65
fællesskabet for subjektets al<strong>men</strong>e liv, <strong>men</strong> d<strong>er</strong>imod livets slående<br />
førstep<strong>er</strong>sonsp<strong>er</strong>spektiv <strong>er</strong> den altov<strong>er</strong>skyggende omstændighed, komm<strong>er</strong><br />
op med hv<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es måde på hvilken at omgås sagen. Hv<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es forsøg<br />
som de udtrykk<strong>er</strong> relativt kort og profant.<br />
Henrik gør det klart, at han ov<strong>er</strong>hovedet ikke vil have m<strong>er</strong>e med<br />
sproget at gøre! Han vælg<strong>er</strong> den mest umiddelbare vej, det neg<strong>er</strong>ede<br />
sprog. "Hvordan i alv<strong>er</strong>den har du tænkt dig, at sproget med ét bare skal<br />
lade sig sætte på porten," spørg Andrea forundret h<strong>er</strong>til. Henrik har svaret<br />
parat:<br />
Du hviskede i går, at jeg kunne flytte hvortil jeg ville, og gøre<br />
hvad end jeg følte passende. <strong>Jeg</strong> vil lære mig ædle håndværk af fåmælte<br />
og solitære læremestre. Indtil nu i mit liv har jeg bare lært 'om' mig selv,<br />
min bevidsthed har kigget på sig selv i uendelighedens spejl, og jeg ved<br />
snart alene dette, at mit sprog <strong>er</strong> utilstrækkeligt... og jeg har fået nok af<br />
spejling<strong>er</strong>... Ja, sproget vil jeg af med igennem stilhed, solitær livsførelse<br />
og værk med hænd<strong>er</strong>ne; så skal vi nok se hvad nyt, som strømm<strong>er</strong> ind i<br />
det vakuum, d<strong>er</strong> opstår. Det hvide rum i mørket. Ved næste daggry. Det<br />
mørke som jeg drag<strong>er</strong> til, hvor kun langtidsmodnede metafor<strong>er</strong> og<br />
didaktiske udtryk må mæles af min stille sjæl. <strong>Jeg</strong> vil rejse, tage imod din<br />
hjælp, og mestre mangt et håndværk: titusinde tim<strong>er</strong> h<strong>er</strong> og titusinde<br />
tim<strong>er</strong> d<strong>er</strong>, alt i tavshed, det <strong>er</strong> mit lod indtil vid<strong>er</strong>e. Og om alt dette, regn<br />
det for gældende fra jeg har gennemført vielsen h<strong>er</strong>, ja dér tag<strong>er</strong> jeg<br />
afsted. - han ånd<strong>er</strong> ud, sukkende eft<strong>er</strong> ocean<strong>er</strong> af stilhed.<br />
Udemærket! Bestemt udemærket; du har bestået. Du vil gå til<br />
grunde, ell<strong>er</strong> nogen vil lide dit off<strong>er</strong>. Tåle dit off<strong>er</strong>, takke din selviske<br />
selvisk-løshed, dit ubestikkelige ego! Og ja, hvad som helst kan vel<br />
komme d<strong>er</strong>af. Pøj pøj. Med en vis frihed til en snak-salig-hedens<br />
latt<strong>er</strong>lighed kunne jeg så sige... at selv vil jeg tale løs i ét væk i v<strong>er</strong>s som<br />
rullende sten, hvori historien fortælles - se talen som en hjælp<strong>er</strong>aket; og<br />
destinationen historien peg<strong>er</strong> imod, omkvædet, min egen planet langt<br />
langt væk, skal kun kunne ænses som litium-melodi og et buet glimt på<br />
himlen. D<strong>er</strong>for, med moralen således forseglet vil jeg afstå fra den grad<br />
af dumhed<strong>er</strong>, falde tilbage i v<strong>er</strong>set, og takke dig for uskyldigheden i din<br />
tale-sprog-fil<strong>os</strong>ofi. - de trækk<strong>er</strong> vejret sam<strong>men</strong>. Henrik bemærk<strong>er</strong> en<br />
rørelse i øjenkrogen, og sig<strong>er</strong> <strong>men</strong>s han peg<strong>er</strong>:<br />
Se, Rasmus <strong>er</strong> vågnet.<br />
Go morgen. <strong>Jeg</strong> har hørt et ord ell<strong>er</strong> to... og har en ting jeg g<strong>er</strong>ne<br />
vil tilføje, for jeg <strong>er</strong> meget enig i meget, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> blevet fortalt mig gennem<br />
væggen: Ved I hvad det hedd<strong>er</strong>, når noget lys<strong>er</strong> indefra? Som solen, og<br />
netop ikke månen, d<strong>er</strong> reflekt<strong>er</strong><strong>er</strong>... og Hom<strong>er</strong>-øjne kan i mørket, når<br />
Marge <strong>er</strong> sur. - og de grin<strong>er</strong> alle tre.<br />
Ja, det hedd<strong>er</strong> fluoresc<strong>er</strong>ende.<br />
Godt så. - det følgende skal høres med opmærksomhed på, at han<br />
har ligget længe i sengen og vendt og drejet sine ord i lang tid, ja, fordi<br />
han agt<strong>er</strong> de to tilhør<strong>er</strong>e så såre højt. - Det <strong>er</strong> umuligt at begrebsliggøre<br />
noget indenfor v<strong>er</strong>den af 'viden', d<strong>er</strong> i sig selv skulle karakt<strong>er</strong>is<strong>er</strong>es som<br />
godt, uanset hvor vittigt, intelligent, systematisk ell<strong>er</strong> monu<strong>men</strong>talt det<br />
end måtte være, med mindre det <strong>er</strong> reag<strong>er</strong>et af sandfærdighed, og d<strong>er</strong>med<br />
opnået af en egentlig fil<strong>os</strong>of; og selv i det magreste tænkelige tilfælde,<br />
<strong>men</strong> måske også det mest sandsynlige, hvor denne elsk<strong>er</strong> af visdom ikke<br />
66
skulle opnå andet end tavshed og abstrakte tegning<strong>er</strong>, så vil hans<br />
sandfærdige væsen stadig funkle smukt som et prisme i måneskinnet og<br />
som dette kaste sine fluoresc<strong>er</strong>ende farv<strong>er</strong> ud i v<strong>er</strong>den, og puls<strong>er</strong>ende<br />
glimte for hv<strong>er</strong>t et syn, d<strong>er</strong> skulle vove sig til et blik. Og sådan vil han,<br />
om nogen taktik i v<strong>er</strong>den vil det, lokke større visdom til... ja Henrik, et<br />
daggry.<br />
D<strong>er</strong> blottes kugl<strong>er</strong>unde øjeæbl<strong>er</strong>, og smældes med tungen som en<br />
finurlig gestus. Godt at alle kan være med . . . Rasmus sig<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e:<br />
Tak for j<strong>er</strong>es ør<strong>er</strong>. Og jeg takk<strong>er</strong> desuden for j<strong>er</strong>es ord. Som sagt,<br />
igennem vægen. <strong>Vi</strong> <strong>er</strong> sandelig indian<strong>er</strong>e, hva', med indian<strong>er</strong>egenavne.<br />
. . Store Bjørn og Trækfugl... heh, I ved måske, at nogle<br />
indian<strong>er</strong>stamm<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> sigende skulle have som praksis, at drikke sig<br />
fulde med det formål, at diskut<strong>er</strong>e de store emn<strong>er</strong> dagen d<strong>er</strong>på, med<br />
alkohollens sum<strong>men</strong>de euoforic<strong>er</strong>ende eft<strong>er</strong>virkning... Det kan man jo<br />
tænke ov<strong>er</strong>. Min skønne mage står snart op, og kør<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> Diana i<br />
Risskov. Hun glæd<strong>er</strong> sig i øvrigt uudtømmeligt meget til at prøve bilen!<br />
Hun tag<strong>er</strong> tiltrængt morgenbrød med hjem, så hvad sig<strong>er</strong> I til at vi giv<strong>er</strong><br />
et nap med oprydningen, inden hun komm<strong>er</strong> tilbage. <strong>Vi</strong> kan høre lidt<br />
musik i<strong>men</strong>s.<br />
Det <strong>er</strong> enstemmigt vedtaget. - svar<strong>er</strong> Andrea. Henrik grin<strong>er</strong> svagt.<br />
Sig<strong>er</strong>:<br />
Så bestemm<strong>er</strong> jeg, at musikken skal være Dirt, Alice In Chains.<br />
Lad d<strong>er</strong> blive lyd!<br />
De tomme champagneflask<strong>er</strong> rejses og stilles for sig. Glas vaskes op.<br />
R<strong>os</strong>e går. Hun s<strong>er</strong> und<strong>er</strong>lig ud, når hun pass<strong>er</strong><strong>er</strong> igennem stuen -<br />
mændenes tavshed og optagethed af musikken gør hende lidt ubemærket.<br />
Hun kyss<strong>er</strong> dog, og kysses farvel. Drøn<strong>er</strong> væk i F<strong>er</strong>rari.<br />
D<strong>er</strong> støvsuges ikke, thi det larm<strong>er</strong> for meget. Rasmus tænk<strong>er</strong> på<br />
'sin sex', lytt<strong>er</strong> til grungen, som syng<strong>er</strong> om ens tank<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> den<br />
største frygt, og Rasmus studs<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> benævnelsen af noget som største<br />
frygt, og gribes af et og andet navnløst. Han tag<strong>er</strong> sig ær<strong>er</strong>en af at viske<br />
tavlen ren. Andrea har altid elsket, at en d<strong>er</strong> ikke vil <strong>er</strong> en d<strong>er</strong> ik' sku'<br />
være, som det lyd<strong>er</strong> i musikken, og Henrik <strong>er</strong> først ved sidste sætning i sit<br />
mest belyste aspekt af sig selv (hvis man s<strong>er</strong> bort fra hele atm<strong>os</strong>færen af<br />
hæd<strong>er</strong>ligheden ved 'drugs'): h v i s j e g v i l l e , k u n n e d u ?<br />
Når de <strong>men</strong><strong>er</strong> arbejdet <strong>er</strong> færdigt, sætt<strong>er</strong> de sig. Stilheden <strong>er</strong><br />
enorm. Hvordan kan Andrea tillade det? Han nyd<strong>er</strong> det. Og så sk<strong>er</strong> det at<br />
pig<strong>er</strong>ne bras<strong>er</strong> ind, og opdag<strong>er</strong> at de bare sidd<strong>er</strong> d<strong>er</strong>.<br />
Hvad fanden sidd<strong>er</strong> I og lav<strong>er</strong>? - spørg' R<strong>os</strong>e med den største<br />
forarmelse. I forbifarten: hvis vi før har udtalt ell<strong>er</strong> antydet en ubrydelig<br />
ro i R<strong>os</strong>es væsen, så skal det nu modific<strong>er</strong>es, at d<strong>er</strong> <strong>er</strong> blevet pustet<br />
signifikant til den ved Andreas stor<strong>men</strong> ind i lejligheden. For første gang<br />
i mange år 'ved hun ikke hvad'.<br />
Når hun har smidt jakken, vis<strong>er</strong> bryst<strong>er</strong>ne sig særligt fremhævede<br />
i en stramtsiddende top, kridhvid <strong>er</strong> den, og sat med en svært synlig<br />
hvidlig-gullig skrift står d<strong>er</strong> "sæd" på tværs. Hun <strong>er</strong> besmykket i dag -<br />
med meget guld - eksempelvis ør<strong>er</strong>inge med p<strong>er</strong>l<strong>er</strong> i midten og lange<br />
guldtung<strong>er</strong> udefra som solstrål<strong>er</strong> ell<strong>er</strong> blomst<strong>er</strong>blade, og en lille, utroligt<br />
67
spinkel og næsten usynlig krone, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> dalet ned ov<strong>er</strong> hendes lange lyse<br />
og glatte hår. Og nu <strong>er</strong> hun forarmet ov<strong>er</strong> at de bare sidd<strong>er</strong> d<strong>er</strong>.<br />
Hun lægg<strong>er</strong> en stofp<strong>os</strong>e med mad på stuebordet, og beordr<strong>er</strong>, at<br />
d<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> dækket op og gjort klart, og d<strong>er</strong> skældes ud ov<strong>er</strong>, at de ikke har<br />
tænkt på det selv; hun skift<strong>er</strong> bemærkelsesværdigt kraftigt tone, når hun<br />
ind imellem sig<strong>er</strong> et mod<strong>er</strong>ligt ord til Diana. Snart komm<strong>er</strong> denne tilbage<br />
til stuen eft<strong>er</strong> at have været inde på sit værelse, og hun bemærk<strong>er</strong>, at d<strong>er</strong><br />
ligg<strong>er</strong> en madras d<strong>er</strong>inde. - Har man aldrig før set en engel springe i<br />
luften af hyst<strong>er</strong>isk arighed, så kan man gøre sig sin første forestilling om<br />
det h<strong>er</strong>, for R<strong>os</strong>e fold<strong>er</strong> sine ving<strong>er</strong> ud og lett<strong>er</strong> op und<strong>er</strong> loftet, hvorfra<br />
hun lad<strong>er</strong> sit nådesløse lys blænde de tre mænd, og navnlig Andrea, for<br />
det <strong>er</strong> ham, skrig<strong>er</strong> hun med en ov<strong>er</strong>jordisk stemme - Det <strong>er</strong> dig, d<strong>er</strong> har<br />
sovet d<strong>er</strong>, og så har du da også bare ved de ni planet<strong>er</strong>, at rode op eft<strong>er</strong><br />
dig! Den gen<strong>er</strong>elle regel hedd<strong>er</strong>: at du skal eft<strong>er</strong>lade stedet, som det så ud<br />
da du kom! - og så vil man måske med en vis ret indvende at Andrea<br />
intet har med regl<strong>er</strong> at gøre, <strong>men</strong> h<strong>er</strong> skal man huske, at hvis man prøv<strong>er</strong><br />
at score nogen, så kan det ske, at regl<strong>er</strong> ikke bare <strong>er</strong> tomme ord, <strong>men</strong><br />
d<strong>er</strong>imod så uafvigelige som naturlove.<br />
Pluto <strong>er</strong> <strong>altså</strong> ikke en planet. - sig<strong>er</strong> Diana, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> så kær. Hun<br />
bliv<strong>er</strong> ikke snakket pænt tilbage til. Selvfølgelig ikke.<br />
Andrea <strong>er</strong> ov<strong>er</strong>rumplet, <strong>men</strong> pigens kom<strong>men</strong>tar redd<strong>er</strong> ham på<br />
sin vis, fordi han nu kan gå til opgaven med et smil. Imidl<strong>er</strong>tid: nu vil<br />
Diana ikke have, at han går ind på hendes værelse, nej hun skynd<strong>er</strong> sig<br />
hen, og still<strong>er</strong> sig i vejen i dør-ram<strong>men</strong> med ar<strong>men</strong>e i spænd, så Andrea<br />
må stoppe. For hun har en kode, og alle ariens jedi-tricks, d<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s<br />
plej<strong>er</strong> at virke på børn, prall<strong>er</strong> fuldstændigt af. Hvad kan både flyve og<br />
tale og har fire ben? <strong>er</strong> gåden, og da Andrea bliv<strong>er</strong> træt af at charm<strong>er</strong>e<br />
uden held, sig<strong>er</strong> han da bare ”sfinxen”, <strong>men</strong> et ned<strong>er</strong>lag <strong>er</strong> det unægtelig<br />
for ham. Det rigtige svar vind<strong>er</strong> ham dog lidt kredit h<strong>os</strong> den selvstændige<br />
pige, d<strong>er</strong> godt kan fornemme, at d<strong>er</strong> måske <strong>er</strong> fremtid i den mand; at han<br />
ikke nødvendigvis bare <strong>er</strong> en forbirejsende.<br />
Snart sidd<strong>er</strong> de om et dækket bord, og tal<strong>er</strong>. R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> kølet lidt af,<br />
og d<strong>er</strong> <strong>er</strong> intet grimt i luften, o<strong>men</strong>d stemningen hell<strong>er</strong> ikke direkte <strong>er</strong><br />
høj, fordi især Rasmus og Henrik <strong>er</strong> meget formælte. Andrea tromm<strong>er</strong> en<br />
triol på bordet, som vanen ligg<strong>er</strong> til ham.<br />
De penge d<strong>er</strong> ligg<strong>er</strong> i bunken d<strong>er</strong>, <strong>er</strong> det "gevinst<strong>er</strong>" fra i går? -<br />
spørg Andrea uskyldigt som kan han ikke huske noget af, hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
sket.<br />
Ha, kan du ikke huske vi spillede kort? Du var ell<strong>er</strong>s aldeles<br />
impon<strong>er</strong>ende til at blande dem, så helt fuld har jeg svært ved at tro, du<br />
har været på daværende. (R<strong>os</strong>e)<br />
Tjoo, det kan jeg vel nok godt huske noget om... <strong>men</strong> hvis vi<br />
spillede kort om penge, hvordan kom vi så til at smide tøjet?<br />
Var I nøgne? - spørg<strong>er</strong> Diana sødt, og mod<strong>er</strong>en nikk<strong>er</strong> blot; og det<br />
<strong>er</strong> så indforstået imellem dem, at pigen godt ved, at hun ikke får m<strong>er</strong>e at<br />
vide; blot vil mod<strong>er</strong>en ikke lyve. Hun svar<strong>er</strong> nu Andrea:<br />
Ja, <strong>altså</strong>, vi startede med at spille om penge. På et tidspunkt, eft<strong>er</strong><br />
et meget tæt spil, i hvilket jeg lige havde tabt en stor sum til min<br />
kom<strong>men</strong>de mand, sagde jeg noget i retning af "jeg gid<strong>er</strong> alligevel ikke<br />
have de lortepenge"... og desuden har vi fællesøkonomi, <strong>men</strong> ja, så gik<br />
68
du fuldstændig amok, Andrea, og flød helt ov<strong>er</strong> med hvor rigtigt det var,<br />
hvad jeg sagde, og at vi skulle spille om noget d<strong>er</strong> bedre kunne svare sig,<br />
så fra da af satsede vi beklædningsstykk<strong>er</strong> som så skulle smides med god<br />
stil til velvalgte numre. Det endte hurtigt som det endte . . . Nej, hvor var<br />
du i øvrigt heldig på den hånd, Rasmus.<br />
<strong>Jeg</strong> var vel nok heldig. Men jeg kan ikke forstå det som en<br />
beskyldning, for ve den som kortene fald<strong>er</strong> heldigt ud for, og som<br />
beskyld<strong>er</strong> sig selv for... ja, a la, skulle 'jeg' da være falskspill<strong>er</strong>?<br />
Det <strong>er</strong> godt med dig. - sig<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e blot., og send<strong>er</strong> ham et<br />
flyvekys. Alle ånd<strong>er</strong> i det stille.<br />
D<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> sagt så lidt. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> så lidt initiativ i dem, at kvinden nu<br />
bliv<strong>er</strong> en smule frustr<strong>er</strong>et. Hun udbryd<strong>er</strong> - Har I bare de ledeste<br />
tømm<strong>er</strong>mænd ell<strong>er</strong> hva'? Er den gal med j<strong>er</strong>? Hvorfor sig<strong>er</strong> I ingenting?<br />
Har I snakket om et ell<strong>er</strong> andet hemmeligt? Hvad har I snakket om?<br />
Sproget. - komm<strong>er</strong> det ov<strong>er</strong> Rasmus' læb<strong>er</strong>.<br />
Ord? - hun <strong>er</strong> noget mistroisk. - Og nu 'tror' I ikke på at snakke<br />
læng<strong>er</strong>e. Hold kæft, hvor yndigt! - ja R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> sandelig på barrikad<strong>er</strong>ne<br />
h<strong>er</strong> til morgen.<br />
Altså vi har ikke taget nogen ed ell<strong>er</strong> lignende, <strong>men</strong> eft<strong>er</strong> sådan en<br />
tank<strong>er</strong>ække, komm<strong>er</strong> det nok bare meget naturligt at holde lidt igen. -<br />
Rasmus kigg<strong>er</strong> eft<strong>er</strong> Henriks øjne og d<strong>er</strong>es an<strong>er</strong>kendelse.<br />
Fair nok. Men så undskyld mig at jeg sætt<strong>er</strong> lidt musik på... <strong>altså</strong>,<br />
nu hvor mine ør<strong>er</strong> alligevel ikke undes at dvæle ved j<strong>er</strong>es visdomstal<strong>er</strong>. -<br />
hun sætt<strong>er</strong> samlingens blegeste plade på.<br />
Værket <strong>er</strong> af islandske Sigur Rós. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> udgivet uden titl<strong>er</strong> til<br />
hv<strong>er</strong>ken de enkelte skæring<strong>er</strong> ell<strong>er</strong> albummet som helhed: i omtale <strong>er</strong> det<br />
almindeligvis benævnt "Paranthesalbummet", fordi 'cov<strong>er</strong>-art'en' i det<br />
mindste muliggør dette med to sådanne form<strong>er</strong>. Den sørgmodige musik<br />
(på jorden flydende <strong>men</strong> oftest svævende i luften) gør ganske vidst ivrigt<br />
brug af vokalen som ledende stemme, <strong>men</strong> denne <strong>er</strong> på et sprog bandet<br />
selv <strong>er</strong> ophavsmænd til, og som intrinsisk syngende væv<strong>er</strong> sig naturligt<br />
ind i kunsten. Med dette fokus og ikke-fokus på sproget, i kraft af at<br />
ingen forstår det bogstavligt, indbydes man som lytt<strong>er</strong> til at give sig hen<br />
til én enkelt "betydning", nemlig skønheden igennem sanseligheden, som<br />
den <strong>men</strong>neskelige stemme <strong>er</strong> blandt de ypp<strong>er</strong>ligste formidl<strong>er</strong>e af - ja<br />
stem<strong>men</strong>, som bandets forsang<strong>er</strong>, Jónsi, <strong>er</strong> en så ind<strong>er</strong>lig en udøv<strong>er</strong> af.<br />
Musikken ov<strong>er</strong>drages betingelsesløst magten i stuen, og fl<strong>er</strong>e<br />
skæring<strong>er</strong> nydes i fællesskab, hvor tilmed spisningen for nogles<br />
vedkom<strong>men</strong>de ophør<strong>er</strong>, så de indre smask ikke får lov at forstyrre. Når<br />
pladen skal vendes, <strong>er</strong> det Andrea d<strong>er</strong> rejs<strong>er</strong> sig, og i det han gør det,<br />
begynd<strong>er</strong> han da også at tale; stem<strong>men</strong> <strong>er</strong> ren:<br />
Uden at vide hvorfor, <strong>er</strong> jeg kommet til at tænke på en historie fra<br />
det virkelige liv, som jeg selv <strong>er</strong> blevet ov<strong>er</strong>lev<strong>er</strong>et fra nogle MS'<strong>er</strong>e i<br />
Zimbabwe for år tilbage. Det <strong>er</strong> på und<strong>er</strong>lig vis den mest effektfulde<br />
historie jeg nogensinde har hørt; på en måde fordi den <strong>er</strong> virkelig og ikke<br />
synd<strong>er</strong>ligt exceptionel. <strong>Vi</strong>l I høre den? - musikken <strong>er</strong> startet igen, <strong>men</strong><br />
luften <strong>er</strong> så renset for gnidning<strong>er</strong>, at alle ærligt samtykk<strong>er</strong>.<br />
D<strong>er</strong> var et lille hold af dansk<strong>er</strong>e, som boede nede ved<br />
Sambesifloden. De var udsendt af Mellemfolkelig Samvirke, og hjalp de<br />
lokale med div<strong>er</strong>se sag<strong>er</strong>, såsom at bygge toilett<strong>er</strong> for at forbedre<br />
69
hygiejnen og sådan... De boede lige ved en nationalpark, og d<strong>er</strong> var et<br />
ubeskriveligt dyreliv; hvis man sad på v<strong>er</strong>andaen ned til vandet, kunne<br />
man ved sen aftentid betragte flodheste gå op på land og græsse, bare få<br />
met<strong>er</strong> fra een. En dag da jeg var med MS'<strong>er</strong>ne ude at sejle i en lille<br />
motorbåd, pegede en af dem ov<strong>er</strong> på en sandet flodbred på<br />
Mozambique's side, og fortalte, at for bare et par ug<strong>er</strong> tilbage havde d<strong>er</strong><br />
været en død flodhest, d<strong>er</strong> var strandet d<strong>er</strong>, og stammefolk var strømmet<br />
til for at hive den helt op på land: d<strong>er</strong> ville være mad nok til lang tid.<br />
Men det samme var d<strong>er</strong> en krokodille, d<strong>er</strong> havde regnet ud. Så lige d<strong>er</strong>,<br />
manden kunne udpege stedet det var sket, havde d<strong>er</strong> udspillet sig en lang<br />
og blodig kamp imellem denne stamme... med trævåben... ja sådan nogle<br />
køll<strong>er</strong> de har, meget nydelige, og ofte flot udsmykkede i øvrigt... imod<br />
den h<strong>er</strong> krokodille. Prøv at forestil' j<strong>er</strong> hvilken begivenhed. <strong>Jeg</strong> kan<br />
b<strong>er</strong>ette, at d<strong>er</strong> var <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> omkom, <strong>men</strong> at de endte med at få<br />
byttet hjem til stam<strong>men</strong>. Men tænk sig dér, und<strong>er</strong> en bagende sol,<br />
kulsorte kroppe og den grønne jætte; hvad mon d<strong>er</strong> rør<strong>er</strong> sig i et<br />
<strong>men</strong>neske netop da, at skulle våge et slag imod sådan en rival, ja bare det<br />
at nærme sig den, og så for at gøre et udfald med et våben af træ. I<br />
sandhed, mindet om dansk<strong>er</strong>en dér i båden, d<strong>er</strong> sidd<strong>er</strong> og peg<strong>er</strong> på<br />
flodbredden und<strong>er</strong> hundrede met<strong>er</strong> fra <strong>os</strong>, og hele dette urteat<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> blev<br />
drevet frem foran mine øjne, dét minde <strong>er</strong> blandt de absolut smukkeste i<br />
mit sind.<br />
Tilhør<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> b<strong>er</strong>ørte af fortællingen. Navnlig Diana d<strong>er</strong> aldrig<br />
ell<strong>er</strong> sjældent har tænkt i sådanne ban<strong>er</strong> før, <strong>er</strong> b<strong>er</strong>ørt; <strong>men</strong> hv<strong>er</strong> og en om<br />
bordet har forestillet sig et og andet, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> kommet bag på dem. Ting<br />
bliv<strong>er</strong> kom<strong>men</strong>t<strong>er</strong>et, og så småt diskut<strong>er</strong>et, omhandlende det ene og det<br />
andet, ikke så væsentligt, <strong>men</strong> eft<strong>er</strong> hånden som stemningen så småt<br />
nærm<strong>er</strong> sig normalen, bemærk<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e henslængt at:<br />
Så virk<strong>er</strong> det lige pludselig ikke så hårdt at skulle rydde en<br />
madras op.<br />
Neej, <strong>men</strong> den slags sam<strong>men</strong>ligning<strong>er</strong> driv<strong>er</strong> snart hv<strong>er</strong> en<br />
livsførelse ud i absurde proportion<strong>er</strong>. Men klart nok, det var da ikke hårdt<br />
at rydde madrassen op; jeg var bare uopmærksom, det var det hele. <strong>Jeg</strong><br />
havde ikke noget imod det.<br />
Nå nå...<br />
Andrea skift<strong>er</strong> lidt spor: Det <strong>er</strong> nok også bare en luksusting med<br />
mig, <strong>men</strong> jeg befind<strong>er</strong> mig tit et sted, hvor forkælelsen godt kan tage lidt<br />
ov<strong>er</strong>hånd. D<strong>er</strong> ligg<strong>er</strong> et hus ikke synd<strong>er</strong>ligt langt h<strong>er</strong>fra i en landsby, d<strong>er</strong><br />
hedd<strong>er</strong> Laven. Dér bor det mest bedårende gamle ægtepar, som vil byde<br />
enhv<strong>er</strong> autentisk sjæl indenfor, og behandle ham ell<strong>er</strong> hende som en i<br />
sandhed værdig. Det <strong>er</strong> som at være på f<strong>er</strong>ie i himlen. D<strong>er</strong> findes ikke<br />
den måde, hvorpå de ikke vil tilb<strong>er</strong>ede lige det kød man elsk<strong>er</strong>, og<br />
formidable kokke <strong>er</strong> de... Man får sit eget værelse om man vil, <strong>men</strong> oftest<br />
vælg<strong>er</strong> folk at sove på gulvet i stu<strong>er</strong>ne, fordi stemningen altid bring<strong>er</strong><br />
hv<strong>er</strong> en gæst så hj<strong>er</strong>tens tæt. Madrass<strong>er</strong>ne dér sørg<strong>er</strong> vært<strong>er</strong>ne for, det kan<br />
jeg forsikre, både morgen og nat. Landskabet huset befind<strong>er</strong> sig i, snor<br />
sig om Julsø, og man kan se Tårnhøj fra husets fest-t<strong>er</strong>rasse. Dagene går<br />
g<strong>er</strong>ne med gåture ell<strong>er</strong> løbeture, læsning, thi de sidd<strong>er</strong> i øvrigt inde med<br />
et charm<strong>er</strong>ende bibliotek fra d<strong>er</strong>es lange liv, og d<strong>er</strong>es pladesamling <strong>er</strong><br />
særligt spektakulær. Ja h<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> man i den grad opvartet, de ville sågar<br />
70
ørste ens tænd<strong>er</strong>, hvis ikke de vidste af <strong>er</strong>faring, at de fleste har en<br />
grænse d<strong>er</strong>omkring...<br />
og h<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> Andrea hurtigt afbrudt. - af Rasmus d<strong>er</strong> lys<strong>er</strong> op i et<br />
minde fra gårsdagens nat - Nåh ja, Henrik, hvordan var det du børstede<br />
dine tænd<strong>er</strong>? - og Rasmus prøv<strong>er</strong> at imit<strong>er</strong>e hvad han har set, hvilket<br />
måske kan beskrives som en saxofonist midt i en lidenskabelig solo.<br />
Henrik betragt<strong>er</strong> imitationen med et stille smil som an<strong>er</strong>kendelse.<br />
R<strong>os</strong>e byd<strong>er</strong> til med sin mod<strong>er</strong>lige side, Andrea føl<strong>er</strong> sig i øvrigt<br />
lidt ov<strong>er</strong>set ved denne indskydelse, <strong>men</strong> han forhold<strong>er</strong> sig rolig. R<strong>os</strong>e<br />
sig<strong>er</strong>: Du, Henrik, det blødte jo ustyrligt fra din mund, når du spyttede<br />
ud! Sig mig, børst<strong>er</strong> du meget sjældent tænd<strong>er</strong> ell<strong>er</strong> hvad?<br />
Ikke så tit nej... - svar<strong>er</strong> han med åben pande. - Mit liv har ofte<br />
været præget af sene aften<strong>er</strong>, og ov<strong>er</strong>natning<strong>er</strong> h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong>... jeg har lært<br />
lidt af det, og har nu altid en tandbørste i jakkelom<strong>men</strong>... <strong>men</strong> <strong>altså</strong>, det<br />
bliv<strong>er</strong> da ikke så tit til noget. <strong>Jeg</strong> <strong>men</strong><strong>er</strong>, hvis man ikke har en<strong>er</strong>gien til<br />
lige at lave en saxofonsolo ud af det, - han peg<strong>er</strong> kredit<strong>er</strong>ende på Rasmus<br />
- så <strong>er</strong> det jo noget af det kedeligste, d<strong>er</strong> findes.<br />
Det <strong>er</strong> meget muligt, det <strong>er</strong> kedeligt, - sig<strong>er</strong> kvinden - <strong>men</strong> man<br />
har kun ét sæt tænd<strong>er</strong>, og...<br />
Hun afbrydes af sin datt<strong>er</strong>: Man har faktisk to sæt tænd<strong>er</strong>. - og<br />
denne gang <strong>er</strong> bedrevidenheden R<strong>os</strong>e en tand for meget, og hun skær<strong>er</strong><br />
en grimasse, og fortsætt<strong>er</strong> henvendt til Henrik:<br />
Du har kun et sæt tænd<strong>er</strong> tilbage, og det tandsæt skal du passe på.<br />
Har du ikke mange hull<strong>er</strong>?<br />
<strong>Jeg</strong> har aldrig haft et eneste hul. - svar<strong>er</strong> han stolt.<br />
Hvad! Hvordan kan det gå til..? - hun <strong>er</strong> forbløffet!<br />
Hvis det <strong>er</strong> nogen hemmelighed ell<strong>er</strong> opskrift du spørg' eft<strong>er</strong>, så<br />
har jeg faktisk en. Hvad tandlæg<strong>er</strong>ne ikke fortæll<strong>er</strong> dig, én regel: hvis det<br />
gør ondt et sted, så skal du børste hård<strong>er</strong>e; og gør det ondt mange dage i<br />
træk, så børst blid<strong>er</strong>e og meget læng<strong>er</strong>e.<br />
Genialt. - tænk<strong>er</strong> alle i kor. Musikken skift<strong>er</strong> spor.<br />
Andrea saml<strong>er</strong> op - Det sted jeg snakkede om... Henrik, jeg <strong>er</strong><br />
sikk<strong>er</strong> på at vært<strong>er</strong>ne g<strong>er</strong>ne vil børste dine tænd<strong>er</strong>, hvis du bed<strong>er</strong> dem om<br />
det. Dog ikke så sikk<strong>er</strong> på at de vil gøre dig noget ondt, så måske du bare<br />
skal gøre det selv. Men hvorom alting <strong>er</strong>, jeg skulle lige til at invit<strong>er</strong>e j<strong>er</strong><br />
alle med d<strong>er</strong>ud. Nu ved jeg jo ikke, om d<strong>er</strong> <strong>er</strong> andet I skal, <strong>men</strong> i den<br />
nærmeste fremtid, ville det være på sin plads med et par dage ell<strong>er</strong> ug<strong>er</strong><br />
sam<strong>men</strong> i fred og idyl. <strong>Jeg</strong> har jo også hørt et ord ell<strong>er</strong> to, <strong>men</strong> ikke<br />
meget m<strong>er</strong>e, om at Henrik skal vie j<strong>er</strong>. Og hj<strong>er</strong>teligt tillykke med det! Må<br />
jeg i den anledning anbefale dig, Henrik, at kigge på Lavens natur som<br />
en mulig location for riten. - Andrea tal<strong>er</strong> h<strong>er</strong> med en stemmeføring, d<strong>er</strong><br />
<strong>er</strong> af det m<strong>er</strong>e statelige.<br />
Omkring bordet kigges d<strong>er</strong> rundt, og d<strong>er</strong> udveksles og afprøves<br />
blikke. Henrik svar<strong>er</strong> p<strong>os</strong>itivt. Andrea jubl<strong>er</strong>, og nævn<strong>er</strong> endnu engang,<br />
hvor glad han <strong>er</strong> på Rasmus' og R<strong>os</strong>es vegne, og det lyd<strong>er</strong> så oprigtigt at<br />
øjne knibes sam<strong>men</strong> og kindmuskl<strong>er</strong> spændes, i forundring, og Andrea<br />
tiltal<strong>er</strong> nu Diana, og sig<strong>er</strong> hende et hj<strong>er</strong>teligt tillykke med forældrenes<br />
kærlighed; at det ikke <strong>er</strong> alle børn d<strong>er</strong> <strong>er</strong> så heldige . . .<br />
R<strong>os</strong>e har en ond følelsesmæssig reaktion på Andreas lykønskning<br />
- hun kan godt huske skuld<strong>er</strong>kysset fra i går, hun kan faktisk ikke<br />
71
glemme det - og hun ty<strong>er</strong> nu til et modsvar:<br />
Ja, jeg så hell<strong>er</strong> ikke den vielse komme, <strong>men</strong> med pludselighed<br />
fra en skyet himmel lys<strong>er</strong> den nu mit liv op med en klarhed som har<br />
været længe savnet. Banalt kan det lyde, <strong>men</strong> yngre bliv<strong>er</strong> man jo ikke,<br />
og på den <strong>er</strong>kendelsens vej vi alle går, pass<strong>er</strong> denne vielse mit liv som en<br />
balsko på Askepots fod. Ja, jeg find<strong>er</strong> mig meget lykkelig ov<strong>er</strong> at indse<br />
og mark<strong>er</strong>e, at manden, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> fad<strong>er</strong> til mit barn, også skal være min<br />
nærmeste ligeværdige sjæl i de rest<strong>er</strong>ende år h<strong>er</strong> på jorden. - den statelige<br />
tone har smittet hende. D<strong>er</strong> går et øjeblik, så tilføj<strong>er</strong> hun: Ja, og nu jeg<br />
ikke kan få fl<strong>er</strong>e børn, så virk<strong>er</strong> det som en helt og aldeles rigtig løsning,<br />
at love at blive med fad<strong>er</strong>en til mit første og eneste, samt på samme tid<br />
mark<strong>er</strong>e mit liv med en irrev<strong>er</strong>sibel begivenhed, et irrev<strong>er</strong>sibelt valg.<br />
Kan du ikke få fl<strong>er</strong>e børn? - spørg<strong>er</strong> Andrea indtagende. Han <strong>er</strong> nu<br />
ell<strong>er</strong>s ret rolig. Er i det hele taget ualmindeligt rolig h<strong>er</strong> til morgen.<br />
Hun hold<strong>er</strong> sin datt<strong>er</strong>s hånd - Nej, inden graviditeten havde jeg i<br />
mange år hyppige og meget onde sm<strong>er</strong>t<strong>er</strong>... i und<strong>er</strong>livet. Så da vores<br />
vidund<strong>er</strong> var kommet til v<strong>er</strong>den, fik jeg kort d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> maskinen fj<strong>er</strong>net...<br />
så at sige. - hun tror, at det vil skræmme Andrea væk, at høre hun <strong>er</strong><br />
ufrugtbar, <strong>men</strong> på besynd<strong>er</strong>ligste vis, forsag<strong>er</strong> det alene det, at d<strong>er</strong> rør<strong>er</strong><br />
sig noget højst mystisk og spændende i ham, en svageligt blussende<br />
langsom afvikling af en uro boende langt nede i hans vanvid. Han hold<strong>er</strong><br />
det inde ved en anstrengelse; blot knyttes og knues hænd<strong>er</strong>ne und<strong>er</strong><br />
bordpladen.<br />
R<strong>os</strong>e fortsætt<strong>er</strong>, stadig holdende sin datt<strong>er</strong>s hånd -<br />
Omstændighed<strong>er</strong> h<strong>er</strong> i livet, som vi alle kend<strong>er</strong> til, <strong>men</strong> tag<strong>er</strong> i agt på<br />
hv<strong>er</strong> vores måde, kan selvfølgelig også på forskellige tidspunkt<strong>er</strong> i livet<br />
tages i agt på forskellige måd<strong>er</strong> af den samme p<strong>er</strong>son. Inden for de sidste<br />
par år, <strong>er</strong> d<strong>er</strong> sandelig sket en stor omvæltning i mit følelsesmæssige<br />
forhold til døden, og med den forestående... hmm, den forestående<br />
'begivenhed', blot endnu m<strong>er</strong>e. Man kan høre det... ell<strong>er</strong> sige det,<br />
henkastet ell<strong>er</strong> i forbifarten, ja, og man vil nok <strong>men</strong>e, at have forstået det,<br />
<strong>men</strong> en dag kan man direkte r a m m e s af informationen i ordene at<br />
man skal dø, og selv med al sin ungdom... ja, og livskraft, kastes et<br />
stj<strong>er</strong>netæppe ov<strong>er</strong> alle synets genstande, prægtigt <strong>men</strong> fremmed, ja og<br />
hv<strong>er</strong> en sans bliv<strong>er</strong> i det hele taget til en lidt fj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>e affære for<br />
bevidstheden i sådan et øjeblik. S t e m m e n og b i l l e d e t <strong>er</strong> af lysår<br />
skilte, nej nærm<strong>er</strong>e, d<strong>er</strong> gives ingen sam<strong>men</strong>hæng... <strong>men</strong> ved øvelsen,<br />
ell<strong>er</strong> hvad sig<strong>er</strong> man, <strong>er</strong>faringen, ja med <strong>er</strong>faringen man gør sig med<br />
nedslag af sådanne oplevels<strong>er</strong>, går lammelsen eft<strong>er</strong>hånden af dem... og<br />
bliv<strong>er</strong> snarre til en gnist... det kan sådan et nedslag i hv<strong>er</strong>t fald. Og mit<br />
eget liv, i al skæbne- og lunefuldheden, uundslippeligheden, fremstår i<br />
sådan et øjeblik med seksuel sikk<strong>er</strong>hed og lighed, ja ligetil-hed som en<br />
fuldmoden og ov<strong>er</strong>dådig sag... som altafgørende og alt-afgjort. Ja, ja.<br />
Hvor <strong>er</strong> det dog und<strong>er</strong>ligt at leve. Det <strong>er</strong> så selvklart og så mystisk på én<br />
og samme gang. Det vil jeg sige.<br />
I<strong>men</strong>s hun tal<strong>er</strong> kigg<strong>er</strong> Henrik og Andrea ned, for de synes det <strong>er</strong><br />
en kende pinligt at høre på; navnlig Henrik har en ledsagende tanke,<br />
nemlig en tanke artikulérbar som "det <strong>er</strong> jo ikke nødvendigvis <strong>men</strong>ingen<br />
at nogen skal forstå"; Diana <strong>er</strong> betaget af sin mors tale ud i rummet, og<br />
Rasmus <strong>er</strong> selv blevet inspir<strong>er</strong>et til et par ord:<br />
72
<strong>Jeg</strong> føl<strong>er</strong> dig, min elskede. Det <strong>er</strong> som med så mange ting, <strong>men</strong><br />
for eksempel univ<strong>er</strong>sets start, som vi lær<strong>er</strong> det, det store brag. Man kan<br />
lære en masse om det. Faktuelle sag<strong>er</strong>, og på sin vis kan man sige, at man<br />
ved . . . På sin vis kan man svært nok modsiges i at hævde, at man ved.<br />
Men at sætte sig selv og sin egen opståen i forbindelse med det, og indse,<br />
at denne krops bestanddele har befundet sig et sted på det singulære<br />
tidspunkt for ov<strong>er</strong> femten milliard<strong>er</strong> år siden, <strong>er</strong> en sag, d<strong>er</strong> kan føles og<br />
opleves følelsesmæssigt i så mange nuanc<strong>er</strong>. Hvorvidt disse oplevels<strong>er</strong><br />
har noget sandt ell<strong>er</strong> autentisk, og ikke bare indbildt, ov<strong>er</strong> sig, kend<strong>er</strong> jeg<br />
ingen måde, hvorpå man kan afgøre... ej hell<strong>er</strong> nogen formel for; end<br />
ikke ov<strong>er</strong> for ens eget analytiske og skeptiske j e g. Det <strong>er</strong> måske bare<br />
spørgsmål som kun drømmesymbol<strong>er</strong>, øjenkontakt og den slags kan<br />
guide i... måske kunst.<br />
Fordret af kærestens ord, rammes R<strong>os</strong>e af en tvivl i forhold til<br />
ham, et spørgsmål d<strong>er</strong> vil ud, og det undslipp<strong>er</strong> hende nøgent og uden<br />
omtanke - Tror du egentlig på Gud, Rasmus? - og h<strong>er</strong> må Andrea fnise, så<br />
han vend<strong>er</strong> hovedet og kigg<strong>er</strong> ud ad vinduet, hvor årets første sne<br />
smelt<strong>er</strong>; han kigg<strong>er</strong> væk som man kigg<strong>er</strong> væk fra en kyssescene, d<strong>er</strong> ikke<br />
vedkomme ens opmærksomhed. Henrik kigg<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>rumplet til,<br />
ov<strong>er</strong>rumplet i og med at hun ov<strong>er</strong>hovedet kan finde på at spørge.<br />
Rasmus saml<strong>er</strong> sig, og svar<strong>er</strong> - For så vidt som det vidund<strong>er</strong>lige,<br />
ærværdige og ærefrygtindgydende, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> tilstedeværende i hv<strong>er</strong> en<br />
levende ting, kan kaldes Gud, så ja. Men ingen ordlyd kan indfange<br />
dette, og ingen lang bog, hvor meget d<strong>er</strong> end insist<strong>er</strong>es på, at det <strong>er</strong> den<br />
eneste bog, kan ej hell<strong>er</strong>; så nu hvor du spørg' mig, så n... - Andrea kan<br />
ikke lade være med at afbryde:<br />
Ab-ab-ab, du sagde ja! Og du kan ikke løbe fra det. Få ord m<strong>er</strong>e,<br />
og du komm<strong>er</strong> bare til at lyde som en anden dansk<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> sig<strong>er</strong>, fjoget<br />
som hans undfangelsesstund sikk<strong>er</strong>t har været, "joh, jeg tror da på<br />
noget," og måske blinke lidt blåøjet i<strong>men</strong>s. <strong>Jeg</strong> medgiv<strong>er</strong>: biblen <strong>er</strong><br />
måske død. <strong>Jeg</strong> <strong>men</strong><strong>er</strong>, død i al væsentlighed, hvis man s<strong>er</strong> dogmatisk på<br />
sagen. Men Gud - spørgsmålet h<strong>er</strong>om <strong>er</strong> fortsat en 'cliff hang<strong>er</strong>' - han<br />
ligg<strong>er</strong> endnu blot lammet fra næsen og ned... ligg<strong>er</strong> d<strong>er</strong> og mors<strong>er</strong> til <strong>os</strong><br />
med øjenlågene som det eneste han kan . . . - og han går ov<strong>er</strong> og skriv<strong>er</strong><br />
på tværs af den rene tavle: "Pull The Plug". Rasmus <strong>er</strong> som fr<strong>os</strong>set fast,<br />
en tinitus meld<strong>er</strong> sig for hans øre som en vanitas-forsikring, og han føl<strong>er</strong><br />
sig fortabt.<br />
Tank<strong>er</strong>ne i Henriks hoved harmon<strong>er</strong><strong>er</strong> som hvalsang med synet af<br />
noget, d<strong>er</strong> udstilles på denne måde. Ikke engang <strong>er</strong> vi alle ikke én, <strong>men</strong><br />
det vidund<strong>er</strong>lige, ærværdige og ærefrygtindgydende <strong>er</strong> tilmed blevet til<br />
grin; og skal noget siges om den sag, tænk<strong>er</strong> Henrik, må det blive på<br />
bek<strong>os</strong>tning af en sætning, d<strong>er</strong> solitær og integritetsbemyndiget blæs<strong>er</strong> til<br />
retræte, d<strong>er</strong> som v<strong>er</strong>dens mindste skabning rappell<strong>er</strong> ned i en<br />
tredivefodsbrønd, og brænd<strong>er</strong> rebet, når han <strong>er</strong> kommet frem, når han har<br />
nået bunden - Døm ikke det ubestikkelige. - hvilket <strong>er</strong> Henriks inton<strong>er</strong>ing<br />
som alle i en kort stund bid<strong>er</strong> mærke i uden at forstå særligt meget.<br />
Andreas opmærksomhed skærpes.<br />
Eft<strong>er</strong> et hurtigt fortrængt øjeblik, hvor intet andet end tank<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
hændt, rejs<strong>er</strong> Rasmus sig, fuld af forarmelse og fortørnelse fra før, ja og<br />
pludselig, som en grebet, far<strong>er</strong> han om til R<strong>os</strong>es plads - eft<strong>er</strong> ned<strong>er</strong>laget<br />
73
går han febrilsk eft<strong>er</strong> bekræftelse. Han kast<strong>er</strong> sig om halsen på sin<br />
kvinde, som hun sidd<strong>er</strong> d<strong>er</strong> med gyldne smykk<strong>er</strong> - som en dronning med<br />
"sæd" hen ov<strong>er</strong> bryst<strong>er</strong>ne - og han kyss<strong>er</strong> hendes hals med suttende ivrige<br />
læb<strong>er</strong>. Hun vil imidl<strong>er</strong>tid snart ikke have det læng<strong>er</strong>e, og napp<strong>er</strong> ham<br />
d<strong>er</strong>for i siden, så han far<strong>er</strong> sam<strong>men</strong>, og fj<strong>er</strong>n<strong>er</strong> sig igen. Fj<strong>er</strong>n<strong>er</strong> sig<br />
baglæns uden at vende hende ryggen på noget tidspunkt.<br />
R<strong>os</strong>es øjne skill<strong>er</strong>; ét øje på hv<strong>er</strong> af hendes mulighed<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> begge<br />
<strong>er</strong> farefyldte på hv<strong>er</strong> sin måde: Enten ynkelige Rasmus, <strong>men</strong> hendes<br />
mage, hvilket virkelig tæll<strong>er</strong> - ell<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>legne Andrea, et uov<strong>er</strong>skueligt<br />
væsen. Så lokkende og trækkende i hende: så forfør<strong>er</strong>isk telepatisk<br />
gentagende hviskende "giv dig selv til mig" lidt som en fristelse måske<br />
meld<strong>er</strong> sig for for et byttedyr, en zebra, d<strong>er</strong> endelig giv<strong>er</strong> op i sprinten, og<br />
bliv<strong>er</strong> ét med rovdyret - at lev<strong>er</strong>e sig selv til denne ekstase, d<strong>er</strong> kunne<br />
afgøre alt - at vide alting 'godt' ved synet af ens kød blive flået op, i<strong>men</strong>s<br />
det røde flyd<strong>er</strong> ud i det varme sand, løven slubrende til lyden af ens<br />
sidste suk, før metamorf<strong>os</strong>en til noget afgørende nyt. At smelte <strong>er</strong> at<br />
smelte om; hun e r begyndt at dryppe, og hvilken mand skal være<br />
for<strong>men</strong>, d<strong>er</strong> saml<strong>er</strong> guldet op? Diana ved ikke, hvad d<strong>er</strong> hold<strong>er</strong> på i<br />
mod<strong>er</strong>ens hoved, <strong>men</strong> optrinnet hun lige har været vidne til, vil hun<br />
aldrig glemme. Hun har set måbende til.<br />
Rasmus fald<strong>er</strong> ned i stolen. Føl<strong>er</strong> sig afmægtig, og hans ell<strong>er</strong>s<br />
aktive blik fang<strong>er</strong> ingenting - noget vil være forandret i ham fra nu af;<br />
han begynd<strong>er</strong> så småt at leve m<strong>er</strong>e ud af sig selv, kunne vi måske sige.<br />
Henrik rejs<strong>er</strong> sig og går ov<strong>er</strong> til tavlen, hvor Andrea står, tag<strong>er</strong><br />
ham i hånden, og denne ov<strong>er</strong>raskes lidt, <strong>men</strong> afvis<strong>er</strong> intet; Henrik før<strong>er</strong><br />
dem begge ov<strong>er</strong> til mal<strong>er</strong>iet med skovmotivet, og still<strong>er</strong> dem lige foran<br />
solstrålen, som trækron<strong>er</strong>ne forædl<strong>er</strong>: en guldsmed bad<strong>er</strong> sig i lyset d<strong>er</strong>.<br />
De s<strong>er</strong>, og Henrik inds<strong>er</strong> nu noget: han ved noget om sin fremtid, han<br />
kend<strong>er</strong> det næste træk, han vil tage eft<strong>er</strong> den forestående vielse, og hans<br />
tank<strong>er</strong> reflekt<strong>er</strong><strong>er</strong> i et eft<strong>er</strong>følgende øjeblik ov<strong>er</strong> det ansvar, han har i<br />
forbindelse med skæbn<strong>er</strong>ne involv<strong>er</strong>et dér - hvad <strong>er</strong> faktisk bedst for<br />
hvem, og hvordan tag<strong>er</strong> han bedst hånd om disse p<strong>er</strong>son<strong>er</strong>, ja vigtigheden<br />
af spørgsmålet meld<strong>er</strong> sig: hvordan skal han i det hele taget gribe denne<br />
sag an? Andrea føl<strong>er</strong> noget.<br />
Det <strong>er</strong> endnu morgen, og for en god tid skal vi nu til at forlade<br />
gruppen h<strong>er</strong>. Hvor brat det end måtte forekomme. Klokken <strong>er</strong> snart tolv; i<br />
går faldt den første sne; om ikke længe <strong>er</strong> det vint<strong>er</strong>solhv<strong>er</strong>v, og da, ved<br />
silkeborgsø<strong>er</strong>nes skønne landskab<strong>er</strong>, skal fantasien h<strong>er</strong>, hvis man ønsk<strong>er</strong><br />
at følge med så langt, på ny indfinde sig i et besøg h<strong>os</strong> disse p<strong>er</strong>son<strong>er</strong>, d<strong>er</strong><br />
så sandelig - det håb<strong>er</strong> jeg, man <strong>er</strong> ov<strong>er</strong>bevist om - har kræft<strong>er</strong> til at op-<br />
og nedleve så meget - og så meget, meget m<strong>er</strong>e endnu.<br />
h<br />
Altså, vi har forestillet <strong>os</strong> et bredt og stort antal sag<strong>er</strong>, og for stadig fl<strong>er</strong>e<br />
og fl<strong>er</strong>e p<strong>er</strong>son<strong>er</strong>, at det vel snart nok sagtens må tage en ende. Alligevel<br />
<strong>er</strong> vi kun halvvejs på rejsen. En særegen halvdel <strong>er</strong> det imidl<strong>er</strong>tid,<br />
paradoksalt nok netop i det, at rejsens forløb <strong>er</strong> helt og aldeles al<strong>men</strong>t:<br />
netop som enhv<strong>er</strong> bevidstheds liv <strong>er</strong> denne rejse elastisk. - Den første<br />
74
halvdel læng<strong>er</strong>e end den anden. Ja, vi <strong>er</strong> alle i elastiske lænk<strong>er</strong> - bundet i<br />
bungee-reb om liv og på fødd<strong>er</strong>.<br />
Er det uklart hvad d<strong>er</strong> <strong>men</strong>es? Såmænd det, at vi alle våg<strong>er</strong> <strong>os</strong><br />
frem med et vist besvær, og når en særlig del af bevidstheden ikke kan<br />
modstå m<strong>er</strong>e, når vi når vores rejses toppunkt, far<strong>er</strong> vi med en vis lethed<br />
baglæns gennem tilværelsen - hændels<strong>er</strong>ne ganske vidst nye, <strong>men</strong><br />
oplevet som den skæbne vi har fortjent <strong>os</strong> i livets første halvdel (alt<br />
andet lige i hv<strong>er</strong>t fald; det vil sige uden pludselige kometnedfald,<br />
lynnedslag ell<strong>er</strong> andre store udsving af guddommelig indgriben i det lille<br />
maskin<strong>er</strong>i). Lad <strong>os</strong> se, hvordan det svar<strong>er</strong> til dig? - Helt stringent kan<br />
man sige, at du, som enhv<strong>er</strong>, på et tidspunkt i barndom<strong>men</strong> gør en<br />
bevidst <strong>er</strong>faring med tiden. Nu <strong>er</strong> dette tidspunkt udgangspunkt for hele<br />
dit liv i temporalt øjemed, ja og alt du kend<strong>er</strong> til tid <strong>er</strong>fares<br />
grundliggende i forhold til dette ene øjeblik, og <strong>er</strong> indrammet af, hvad<br />
dét øjeblik vil være i stand til at indeholde. Det vil <strong>altså</strong> ikke være<br />
ubetydeligt om denne - bevidsthedens ærke-<strong>er</strong>faring med tid - sk<strong>er</strong> eft<strong>er</strong><br />
eksempelvis ét år ell<strong>er</strong> seks år. Ikke så længe eft<strong>er</strong> har du levet det<br />
dobbelte af dette, og disse dage og år relat<strong>er</strong><strong>er</strong> sig i bevidstheden tilbage<br />
til den oprindelige <strong>er</strong>faring, <strong>men</strong> konstitu<strong>er</strong><strong>er</strong> samtidig selv en ny<br />
<strong>er</strong>faring. Når de samme dage og år igen <strong>er</strong> gået, s<strong>er</strong> du nok, hvordan de<br />
vil være mindre i relation til tidlig<strong>er</strong>e <strong>er</strong>faring<strong>er</strong> med tid; og så fremdeles.<br />
Inden længe vil d<strong>er</strong> ikke være nok fremtid i sigte til at modsvare din<br />
hidtidige oplevelse af tid, fordi hv<strong>er</strong>t år ell<strong>er</strong> øjeblik du indlev<strong>er</strong> dig i vil<br />
udgøre en stadig mindre del af din samlede <strong>er</strong>faring med tid. Det <strong>er</strong> <strong>altså</strong><br />
naturen af vores bevidsthed, at halvdelen af den oplevede tid i vores liv<br />
<strong>er</strong> langt und<strong>er</strong> halvdelen af den faktiske (objektive) levetid - og du<br />
kend<strong>er</strong> det ved, at hv<strong>er</strong>t år føles som gående hurtig<strong>er</strong>e og hurtig<strong>er</strong>e.<br />
Sidstnævnte kan du helt sikk<strong>er</strong>t konstat<strong>er</strong>e. 'Tiden flyv<strong>er</strong>' som man sig<strong>er</strong>.<br />
På et tidligt tidspunkt i dit liv vil du nok lade dig være sat - som en<br />
tilbøjelig tryghedsimpuls ov<strong>er</strong>for accel<strong>er</strong>ationen mod døden kunne vi<br />
gætte på - og alt h<strong>er</strong>fra spill<strong>er</strong> sig blot ud. Måske kan man sige at<br />
t<strong>er</strong>ning<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> kastede, i det mindste vil jeg medgive, at man billedligt<br />
talt har krydset en flod - i uhøjtidelig forstand <strong>er</strong> det vel mest<br />
sam<strong>men</strong>ligneligt med kortspillet Bridge - 'eft<strong>er</strong> melding<strong>er</strong>ne når første<br />
kort spilles ud'. Well, <strong>er</strong> denne matematiske udlægning for dum, synes<br />
du? Er d<strong>er</strong> for mange indvending<strong>er</strong>? Udemærket, jeg appell<strong>er</strong><strong>er</strong> alene til<br />
din dømmekraft; får du det ikke til at stemme, så <strong>er</strong> det mig, d<strong>er</strong> tag<strong>er</strong><br />
fejl, ell<strong>er</strong> har udtrykt det dårligt.<br />
Denne <strong>er</strong> også kun én variation af elastik-bevægelsen, og vel den<br />
mindst billedlige. En anden <strong>er</strong> nogenlunde, hvad man kunne kalde eft<strong>er</strong><br />
sin sidste modning - om den så relat<strong>er</strong><strong>er</strong> sig til tidsaccel<strong>er</strong>ationen ell<strong>er</strong> ej -<br />
hvor en stærk kraft i én, næsten religiøst, sig<strong>er</strong> noget i retning af: dette <strong>er</strong><br />
mig, lad mig behandles af v<strong>er</strong>den som dén vil, dette <strong>er</strong> min dyd, og bliv<strong>er</strong><br />
jeg ved dette, så har jeg for evigt min værdighed.<br />
Well well, det <strong>er</strong> måske alt sam<strong>men</strong> det pureste gætværk, jeg<br />
indrømm<strong>er</strong> det, jeg <strong>er</strong> forbandet ung og fortabt, når det komm<strong>er</strong> til<br />
lærdom. - Men hvad skal forsøget så til for, vil man nok spørge?<br />
Minsandten skal det til for at gøre en pointe i nærværende fantasi:<br />
Andrea og Rasmus <strong>er</strong> nået til noget, d<strong>er</strong> kunne ligne en modning som den<br />
omtalte. Dog afvig<strong>er</strong> de begge fra formlen på hv<strong>er</strong> sin måde. Rasmus <strong>er</strong>,<br />
75
når alt komm<strong>er</strong> til alt ikke nået til noget sådant, <strong>men</strong> han har prøvet at<br />
sige, han <strong>er</strong>: at han lev<strong>er</strong> for sin datt<strong>er</strong>, at han lev<strong>er</strong> som et off<strong>er</strong> - <strong>men</strong> det<br />
<strong>er</strong> jo i al sin essens ikke sandt, og jeg vil ikke engang begynde at<br />
forklare, hvordan det skulle være tydeligt! H<strong>er</strong>ov<strong>er</strong>for <strong>er</strong> Andrea, når alt<br />
komm<strong>er</strong> til alt, pass<strong>er</strong>et igennem sådan en type af modning; <strong>men</strong> af en<br />
sådan særegen beskaffenhed, at den ikke lad<strong>er</strong> sig bestemme, artikul<strong>er</strong>e<br />
ell<strong>er</strong> udsige - for eksempel kan d<strong>er</strong> ingenlunde være tale om en egentlig<br />
dyd - dog ved han udemærket selv, hvilken sjælden slags tao-kilde han<br />
har åbnet sit bj<strong>er</strong>g for at drikke af, og hvad den opløft<strong>er</strong> ham til. <strong>Vi</strong> skal<br />
kun diskret antyde - i det vi ikke formår det fuldt ud, <strong>men</strong> slet hell<strong>er</strong> ikke<br />
kan lade være med at prøve - hvad denne kilde, denne kreativitet, måske<br />
kan beskrives som: Den <strong>er</strong> en 'kærlighed', d<strong>er</strong> ikke <strong>er</strong> beslægtet det<br />
mindste med 'udødelighed' ell<strong>er</strong> noget dødeligt ønske om sådant - om<br />
forplantning af nogen art, et ønske om et ønske. Han <strong>er</strong> <strong>er</strong><strong>os</strong>-immun, i<br />
platonisk forstand, <strong>men</strong> forelsket som ingen anden. Som vi h<strong>er</strong> har talt<br />
om det: han fald<strong>er</strong> frit. Men lad <strong>os</strong> nu for eksempel sige, at han står<br />
halvfj<strong>er</strong>nt fra en flod, og kast<strong>er</strong> en sten højt og atletisk; han hold<strong>er</strong> fokus<br />
på kastet, for at ramme vandet og sprede ringe - ikke fokus på at sprede<br />
ringe, - <strong>men</strong> vores stakkels sprog har rigtigt nok svært ved ov<strong>er</strong>bevisende<br />
at indrømme, at ringene d<strong>er</strong> slutteligt siges at sprede sig i sådan et<br />
billede, end ikke på den mindste måde <strong>er</strong> formålet; så lad <strong>os</strong> da prøve om<br />
måske poesien evn<strong>er</strong> det bare en smule bedre: d<strong>er</strong>for se sådan et kast for<br />
dig, og nødvendigheden af hvordan ringene bølg<strong>er</strong> ud fra centrum af<br />
'tyrens øje' . . . Analogt med historien om det store brag d<strong>er</strong> lyd<strong>er</strong>, når et<br />
eneste koordinatløst punkt kun "vil" sig selv.<br />
Well well well, tilbage til sagen d<strong>er</strong> bragte <strong>os</strong> h<strong>er</strong>til. Henved alle<br />
andre, når de oplev<strong>er</strong> det vægtløse øjeblik - d<strong>er</strong>es rejsens toppunkt -<br />
forbind<strong>er</strong> det bevidst ell<strong>er</strong> ubevidst til et slags kirurgisk snit i dem selv,<br />
og en viljesakt, en dom, d<strong>er</strong> sig<strong>er</strong>: dén del skal leve vid<strong>er</strong>e, den anden<br />
skal falme i min tid. Har du oplevet et sådant snit i dit væsen, et sådant<br />
toppunkt? <strong>Jeg</strong> hold<strong>er</strong> teorien åben for, at man kan gribe fat igen, hvis<br />
man foranlediges alvorligt nok d<strong>er</strong>til (ligesom R<strong>os</strong>e måske gør)! - Men<br />
jeg lov<strong>er</strong>, og dette må man virkelig tro selv en utroværdig fortæll<strong>er</strong>, at jeg<br />
ikke vil bremse denne histories gang på den sidste halvdel, d<strong>er</strong> strækk<strong>er</strong><br />
sig ov<strong>er</strong> en tid så meget læng<strong>er</strong>e, ikke gribe fat, <strong>men</strong> blot rives med i<br />
tid<strong>er</strong>ne d<strong>er</strong> skift<strong>er</strong>: på denne så und<strong>er</strong>lige rejse spillet på harpe-strenge,<br />
åh så 'strange' - en labyrint-forhekset a l f a b e t-m e l o d i med høje<br />
usmagelige mure, og klatreplant<strong>er</strong> d<strong>er</strong> som digte og kina-dukkesætning<strong>er</strong><br />
voks<strong>er</strong> op og ånd<strong>er</strong> på disse. Denne lille melodi d<strong>er</strong> kendes,<br />
ov<strong>er</strong>lev<strong>er</strong>es og i bestemt forstand lev<strong>er</strong> i <strong>os</strong> alle, den uskyldige<br />
alfabetmelodi - ja mon i sidste ende dén melodi og dennes lige blev<br />
skabt, A, foranlediget af en lille art Er<strong>os</strong>-pil, ell<strong>er</strong> B, i en forelskelse<br />
foranlediget helt <strong>er</strong><strong>os</strong>-st<strong>er</strong>ilt? B <strong>er</strong> mit bud. - og i så fald gør det sig<br />
øjensynligt også gældende i almindelighed for en levevis, og ikke først<br />
og fremdeles for værk<strong>er</strong> bedrevet af en kunstn<strong>er</strong>.<br />
<strong>Vi</strong> begiv<strong>er</strong> <strong>os</strong> nu på ny ind på fantasiens t<strong>er</strong>ritorium; som sagt skal det<br />
næste nære møde finde sted ved vint<strong>er</strong>solhv<strong>er</strong>v, Rasmus og R<strong>os</strong>es vielse<br />
- vores egentlige nutid - <strong>men</strong> inden da skal vi i to ombæring<strong>er</strong> (ét kapitel<br />
76
med et bredt og favnende udsyn og et andet med øje for blot én specifik<br />
hændelse) se på, hvordan d<strong>er</strong>es liv har fundet sted op til dette tidspunkt.<br />
Ja, nu skal vi <strong>altså</strong> høre lidt om, hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> foregået op til vielsen.<br />
i<br />
R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> blevet stillet i en dårlig situation. Dilemmaets form kend<strong>er</strong> vi til -<br />
hendes forestående vielse i konjunktion med den konkurr<strong>er</strong>ende bejl<strong>er</strong>.<br />
Oven i dette <strong>er</strong> sidstnævntes nærmeste familie kommet ind i billedet, og<br />
p<strong>er</strong>son<strong>er</strong>ne hun h<strong>er</strong> har mødt, har komplic<strong>er</strong>et hendes valg yd<strong>er</strong>lig<strong>er</strong>e. De<br />
har nemlig gjort et helt igennem horribelt indtryk; en omstændighed som<br />
man måske kunne <strong>men</strong>e, skulle gøre hendes valg nemm<strong>er</strong>e. Men sådan<br />
s<strong>er</strong> R<strong>os</strong>e ikke på sagen. Hun har nemlig i et kortvarigt tidsrum været<br />
bevidst tilbøjelig til at gå med det mest lidenskabelige valg, Andrea. Men<br />
nu - hvor dennes bror og nevø <strong>er</strong> kommet, og til hendes store<br />
ov<strong>er</strong>raskelse, opfør<strong>er</strong> sig på en sådan måde: måske skal mange af<br />
fremtidens tim<strong>er</strong> så ligeledes bruges med disse... ja hvad tænk<strong>er</strong> hun om<br />
dem? Med disse 'bavian<strong>er</strong>'. - og hvad værre <strong>er</strong>: måske endda at Andrea,<br />
når alt komm<strong>er</strong> til alt, selv har lidt for meget lav<strong>er</strong>e udviklet primat i sig.<br />
En i grunden helt almindeligt forekom<strong>men</strong>de og ikke stu<strong>er</strong>en konflikt i<br />
dagens <strong>Danmark</strong>. Men hvad angår om disse slægtninge virkelig burde<br />
angå R<strong>os</strong>e - døm selv.<br />
Nevøen Elijah <strong>er</strong> en sprælsk lille satan - med sine bare ti og et<br />
halvt år disk<strong>er</strong> han jævnligt op med sjofelhed<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> kunne gøre selv<br />
anfør<strong>er</strong>e fra s<strong>er</strong>ie fire tredie-halvlegs-mestre forlegne. Hvis man forstår<br />
sådan en ov<strong>er</strong>drivelse. Han lid<strong>er</strong> af tourette syndrom. Ell<strong>er</strong>, det vil sige,<br />
det <strong>er</strong> højst tvivlsomt, hvorvidt han egentlig har lidelsen, ell<strong>er</strong> om han<br />
ikke snar<strong>er</strong>e blot sig<strong>er</strong>, hvad d<strong>er</strong> pass<strong>er</strong> ham. Men når alt komm<strong>er</strong> til alt,<br />
så har han en diagn<strong>os</strong>e (fra en anden Dr. Nick), og den <strong>er</strong> han hyppig i<br />
sine henvisning<strong>er</strong> til, hvis nødvendigt. Elijah <strong>er</strong> en dirrende ivrig og livlig<br />
dreng med lev<strong>er</strong>p<strong>os</strong>tejfarvet grydefrisure og pisk (af onde tung<strong>er</strong> -<br />
bøssetot); et rigtigt charmeansigt har han med bred mund, hvis -vig<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
plagede af ticks; store, runde og blå øjne kigg<strong>er</strong> ud med gulsprunget sjæl<br />
omkredsende pupill<strong>er</strong>ne; bløde kind<strong>er</strong> to. Og så <strong>er</strong> han uforskammet!<br />
Aldrig har han haft rigtige kamm<strong>er</strong>at<strong>er</strong>, og endnu har han ikke haft behov<br />
for sådanne: egenhændigt har han gjort sig kendt i sine lokalsamfund ved<br />
numre så som ov<strong>er</strong>sprayning af numm<strong>er</strong>plad<strong>er</strong> og falske<br />
pædofilianklag<strong>er</strong> imod voksne, d<strong>er</strong> gik ham på. I de mange forskellige<br />
jydske skol<strong>er</strong>, hvor han har gået, har han altid været en ødelægg<strong>er</strong> af ro<br />
og orden i klasselokal<strong>er</strong>ne såvel som ved div<strong>er</strong>se forsamling<strong>er</strong> - og<br />
særligt de gudstjenest<strong>er</strong> man som folkeskoleelv bliv<strong>er</strong> tvunget igennem.<br />
<strong>Jeg</strong> vil ikke h<strong>er</strong> give profane eksempl<strong>er</strong> - det <strong>er</strong> vel let nok at forestille<br />
sig, hvordan en kronisk bandende tiårig kan sabot<strong>er</strong>e en gudstjeneste.<br />
Første gang Elijah og R<strong>os</strong>e har mødtes, et døgns tid eft<strong>er</strong> vi forlod<br />
scenen i lejligheden, <strong>er</strong> han kommet ind med Andrea og Alex i hv<strong>er</strong><br />
hånd: R<strong>os</strong>e, d<strong>er</strong> har været alene hjemme, har været hurtig til at byde<br />
velkom<strong>men</strong> og spurgt venligt ind til rejsen, og selvom det følgende <strong>er</strong> en<br />
detalje, så bare må jeg h<strong>er</strong> cit<strong>er</strong>e, hvad drengen pludselig har sagt: "<strong>Vi</strong>l<br />
du høre en vits?" hvilket R<strong>os</strong>e med en attitude af stor venlighed ikke har<br />
77
afslået. Og nu komm<strong>er</strong> det:<br />
"Når blondin<strong>er</strong> prutt<strong>er</strong>, lugt<strong>er</strong> d<strong>er</strong> af pik!<br />
Blondinen <strong>er</strong> et pattedyr, d<strong>er</strong> lugt<strong>er</strong> af pik,<br />
når hun bøvs<strong>er</strong> og prutt<strong>er</strong>...<br />
og når hun først begynd<strong>er</strong> at argu<strong>men</strong>t<strong>er</strong>e,<br />
så står d<strong>er</strong> jo lort ud i begge end<strong>er</strong>."<br />
Stakkels R<strong>os</strong>e har mistet pippet fuldstændig, undskyldt sig, og <strong>er</strong> gået ind<br />
ved siden af. Andrea har tilskyndet Alex at opdrage på sin søn - Elijah<br />
har bare stået i ét stort smil - det var jo bare en blondinevits. Den unge far<br />
har imidl<strong>er</strong>tid ikke gjort det store.<br />
Sen<strong>er</strong>e, eft<strong>er</strong> at stemningen forgæves har været forsøgt reddet fra<br />
klø<strong>er</strong>ne på den stadig ureg<strong>er</strong>lige lille knægt, har Andrea taget nevøen<br />
med ud på en gåtur og lidt løj<strong>er</strong>, så Alex og R<strong>os</strong>e har kunnet få en ærlig<br />
chance til at lære hinanden at kende. Alex har dog været helt igennem og<br />
uafviseligt lid<strong>er</strong>lig eft<strong>er</strong> en lang rejsedag, og af at være alene i lejligheden<br />
med denne skønhed (d<strong>er</strong> stadig har sin "Sæd"-top på), og har utroligt nok<br />
ikke kunnet lade være med at begive sig i kast med et forsøg på at lokke<br />
en seance frem af den gode gamle ind-ud. O<strong>men</strong>d Alex nok har troet sig i<br />
stand til at gøre hvad som helst ved nymfen h<strong>er</strong>, så <strong>er</strong> han all<strong>er</strong>ede ved<br />
den første tilnærmelse blevet afvist med en lussing, samt R<strong>os</strong>es<br />
forsvinden ind bag en låst soveværelsesdør; Alex eft<strong>er</strong>ladt med en tom<br />
stue, måske onani på badeværelset, og sin egen vildflyvende<br />
ov<strong>er</strong>skrivning<strong>er</strong> af det hændte.<br />
Nåh, nok om dette, mildt sagt, dårlige førstehåndsindtryk - børn<br />
vil jo være børn, som det hedd<strong>er</strong>, og mænd vil være mænd. R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> <strong>altså</strong><br />
kommet vid<strong>er</strong>e, og bær<strong>er</strong> ikke et egentligt nag; i d<strong>er</strong>es sociale omgang <strong>er</strong><br />
d<strong>er</strong> i hv<strong>er</strong>t fald intet tydeligt. Få i grunden blot med fra denne anekdote,<br />
at R<strong>os</strong>e i udgangspunktet <strong>er</strong> ganske bevidst om sin præf<strong>er</strong>ence i forhold<br />
til de to mænd, Rasmus og Andrea, <strong>men</strong> at den rene lidenskab, d<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s<br />
<strong>er</strong> styrende i hende, har lidt et ned<strong>er</strong>lag og en tvivls-anke, idet hun <strong>er</strong><br />
blevet opmærksom på, at d<strong>er</strong> meget muligt ikke <strong>er</strong> fremtid i den. Med<br />
denne tvivl til lidenskaben <strong>er</strong> det sikre valg, Rasmus, d<strong>er</strong>for i højest kurs.<br />
De to af R<strong>os</strong>es bejl<strong>er</strong>e <strong>er</strong> imidl<strong>er</strong>tid kommet fint ud af det med hinanden.<br />
Ja, i det hele taget <strong>er</strong> alle fra gruppen i en så afventende, bredspektret og<br />
lediggående situation, at mangt og meget fra tid til anden <strong>er</strong> blevet talt<br />
igennem og vendt med en venskabeligt stemt ny sjæl. De lær<strong>er</strong><br />
eft<strong>er</strong>hånden hinanden at kende. Og dette på en god og ordentlig manér,<br />
d<strong>er</strong> ikke lid<strong>er</strong> skade af de forskellige p<strong>er</strong>sonlighed<strong>er</strong>s excentricitet<strong>er</strong>,<br />
hell<strong>er</strong> ikke Elijahs drengestreg<strong>er</strong> og band<strong>er</strong>i, d<strong>er</strong> for de fleste rummelige<br />
p<strong>er</strong>son<strong>er</strong>s vedkom<strong>men</strong>de godt kan ignor<strong>er</strong>es, når det modsatte ikke<br />
skønnes at være kræft<strong>er</strong>ne værd. Han <strong>er</strong> i grunden også faldet en anelse<br />
m<strong>er</strong>e til ro end det normalt ligg<strong>er</strong> til ham, idet at han og Diana, de to<br />
børn, så småt begynd<strong>er</strong> at komme hinanden ved; de hvisk<strong>er</strong> og tisk<strong>er</strong>,<br />
<strong>men</strong> om sag<strong>er</strong> d<strong>er</strong> ikke skal vid<strong>er</strong>egives h<strong>er</strong> - kendsg<strong>er</strong>ningen skal blot<br />
være nævnt.<br />
Godt nok har Andrea og Rasmus ikke talt sam<strong>men</strong> om det<br />
78
åbenlyse, nemlig kærlighedsspørgsmålet imellem dem og R<strong>os</strong>e, hvilket<br />
selvfølgelig <strong>er</strong> lidt en hæmsko for en i sandhed dybdegående og<br />
venskabelig omgang med hinanden - da dette spørgsmål snart invit<strong>er</strong>e til<br />
og fordr<strong>er</strong> en bj<strong>er</strong>gning i hv<strong>er</strong> af dem, når man dykk<strong>er</strong> ned på et hvilket<br />
som helst sted (mest ram<strong>men</strong>de for Rasmus) - <strong>men</strong> mange ord <strong>er</strong><br />
alligevel blevet udvekslet, samt hypnotis<strong>er</strong>et på plads; særligt eft<strong>er</strong> de<br />
alle <strong>er</strong> kommet til huset i Laven, et ganske stort gammel træhus med<br />
bøgeskov som baghave og udsigt ov<strong>er</strong> Hjulsø og Tårnhøj bagved.<br />
En gave <strong>er</strong> det også blevet til, fordi Rasmus i sin seje bil ved<br />
køreturen til Laven - d<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s <strong>er</strong> en ganske simpel rute - havde så svært<br />
ved at finde frem, at han måtte hele vejen forbi Silkeborg - en omvej på<br />
tredive kilomet<strong>er</strong>: han modtog d<strong>er</strong>for næste dag en gps skænket af<br />
Andrea, d<strong>er</strong> havde hørt om episoden, og syntes det var synd. (Som man<br />
måske husk<strong>er</strong>, har Andrea købt og planlagt gaven længe inden, så det var<br />
nu i grunden halvt et held, at denne anledning kom til ov<strong>er</strong>fladen. Men<br />
ell<strong>er</strong>s kan den slags gav<strong>er</strong> jo altid gives med en blot henvisning til en<br />
flyvsk bemærkning, man har bidt mærke i, og dette <strong>er</strong> almindeligvis<br />
r<strong>os</strong>værdigt, og ikke at stille vid<strong>er</strong>e spørgsmålstegn ved. Rasmus havde da<br />
også taget glad imod, og install<strong>er</strong>et det tekniske vidund<strong>er</strong> i sin bil med<br />
det samme).<br />
Andrea var <strong>altså</strong> kommet en dag sen<strong>er</strong>e end bilen. I grunden<br />
havde hele gruppen dryppet lidt d<strong>er</strong>ud i små hold, og dette havde for de<br />
flestes vedkom<strong>men</strong>de betydet en togtur igennem den und<strong>er</strong>spillede<br />
skønhed d<strong>er</strong> ligg<strong>er</strong> i det bakkede midtjydske landskab som togskinn<strong>er</strong>ne<br />
snor sig igennem 1 .<br />
Eft<strong>er</strong>hånden som alle har fundet sig til rette i det åbne hus og - i<br />
forbifarten sagt - nydt godt af den luksus som vært<strong>er</strong>ne altid lægg<strong>er</strong> for<br />
dagen, <strong>er</strong> vejret blevet kold<strong>er</strong>e og kold<strong>er</strong>e. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> faldet sne, d<strong>er</strong> ikke <strong>er</strong><br />
1 I henhold til togturen kan d<strong>er</strong> lige knyttes en bemærkning til de rædsomme<br />
"informationsskærme" d<strong>er</strong> <strong>er</strong> opsat i Arivas toge, og som så nemt forring<strong>er</strong> en rejseoplevelse for<br />
opmærksomme sjæle, lig dem vi h<strong>er</strong> har med at gøre. Ja, tillad mig at komme med en Carlinsk<br />
sprogbemærkning (som vores egen And<strong>er</strong>s Mathesen også ofte gør), for lad <strong>os</strong> nu lige kalde ting<br />
ved d<strong>er</strong>es rette navne: de skærme <strong>er</strong> REKLAMESKÆRME, og at have levende billed<strong>er</strong><br />
afspillende foran sine i forvejen ov<strong>er</strong>betalende passag<strong>er</strong><strong>er</strong> og udvise frækheden i at 'brande' dem<br />
som en s<strong>er</strong>vice, <strong>er</strong> et så umådeligt stort moralsk lovbrud, at mit håb for vores nuværende kultur<br />
uddør ved blot den korteste dvælen ved det vid<strong>er</strong>e faktum: at nært ved ingen gen<strong>er</strong>el modvilje <strong>er</strong><br />
at spore blandt de røvpulede passag<strong>er</strong><strong>er</strong>, ingen har bemærket så meget som en kløen bagi, og gør<br />
det i det hele taget meget sjældent, når firma<strong>er</strong> såvel som stat<strong>er</strong> opfør<strong>er</strong> sig sådan - langt de fleste<br />
dansk<strong>er</strong>e synes jo i det hele taget ikke at have noget imod det væld af reklam<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> befind<strong>er</strong> sig<br />
for snud<strong>er</strong>ne af dem, endsige at indse hvilken enorm indflydelse det eneste liv de har, <strong>er</strong> udsat for<br />
af folk, d<strong>er</strong> kun vil udnytte dem, og hvilken fare det udgør for d<strong>er</strong>es sundhed - hvor utroligt alt<br />
dette end lyd<strong>er</strong>. Fra selskabet selv hør<strong>er</strong> man, at det endda har været passag<strong>er</strong><strong>er</strong>nes egen<br />
eft<strong>er</strong>spørgsel, d<strong>er</strong> har foranlediget opsætningen af skær<strong>men</strong>e, <strong>men</strong> ganske enkelt: det må være<br />
løgn, ell<strong>er</strong> som man sig<strong>er</strong>, en sandhed med mod<strong>er</strong>ation<strong>er</strong>, for d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ingen, d<strong>er</strong> direkte anmod<strong>er</strong><br />
om fl<strong>er</strong>e reklam<strong>er</strong>, bare fordi d<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> sneget dmi-femdøgnsprogn<strong>os</strong><strong>er</strong> ind imellem - ingen - det<br />
nægt<strong>er</strong> jeg simpelt hen at tro, trods alt. Og nu vi <strong>er</strong> ved det: jeg indlev<strong>er</strong><strong>er</strong> h<strong>er</strong> en edd<strong>er</strong>-rasende<br />
anke imod noget ell<strong>er</strong>s ganske diskret: en gassende og bedøvende stick<strong>er</strong>s-kampagne i toget, d<strong>er</strong><br />
opfordr<strong>er</strong> passag<strong>er</strong>ne til at være venlige, smilende, søde og rare; den byd<strong>er</strong> ell<strong>er</strong>s på citat<strong>er</strong> fra så<br />
prominente p<strong>er</strong>sonlighed<strong>er</strong> som Mohammad Ali, Pet<strong>er</strong> Plys og Dalai Lama, <strong>men</strong> <strong>er</strong>, når alt<br />
komm<strong>er</strong> til alt, blot et lille led i en omsiggribende udvikling, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> umulig at tage fejl af: den <strong>er</strong><br />
en lille <strong>men</strong> representabelt del i den tiltagende vaginalis<strong>er</strong>ing af den stolte danske viking. En<br />
sidevogn til den helt gen<strong>er</strong>elle danske frygt, som til syvende og sidst <strong>er</strong> så godt som grundløs:<br />
bøll<strong>er</strong>ne røv<strong>er</strong> <strong>os</strong>, og arab<strong>er</strong>ne t<strong>er</strong>roris<strong>er</strong><strong>er</strong> <strong>os</strong> - ell<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e teatralsk: svensken komm<strong>er</strong>, tysken<br />
komm<strong>er</strong>, fra alle sid<strong>er</strong>, ja for vi bombes igen af englene fra oven.<br />
79
smeltet - mange døgn hengår uden p<strong>os</strong>itive celsiusgrad<strong>er</strong>, og søen d<strong>er</strong><br />
ligg<strong>er</strong> ved foden af landsbyen <strong>er</strong> fr<strong>os</strong>set til is. Henrik har d<strong>er</strong>for foreslået,<br />
at hvis denne omstændighed fortsat <strong>er</strong> tilfældet på den fastsatte dag for<br />
vielsen, så skal højtideligheden foregå d<strong>er</strong>på. En vielse på isen. Et<br />
kærkom<strong>men</strong>t forslag, som jeg i øvrigt godt kan afsløre, bliv<strong>er</strong> en realitet.<br />
I en atm<strong>os</strong>fære som h<strong>er</strong>, med al den lediggang som sagt, kan d<strong>er</strong> nemt<br />
opstå rygt<strong>er</strong>, og blive talt om muligheden af det ene og det andet umulige<br />
tilfælde ved en særegen egenskab h<strong>os</strong> en ikke-tilstædeværende p<strong>er</strong>son.<br />
En dag hvor d<strong>er</strong> var blevet kaffehygget i en sofa, hvor Henrik,<br />
R<strong>os</strong>e og Rasmus havde siddet og snik-snakket om fejringen af d<strong>er</strong>es<br />
kærlighed, var det kommet op i samtalen, hvordan Andrea på et tidlig<strong>er</strong>e<br />
tidspunkt havde tilbudt dem at opføre en smuk lille leg til at mark<strong>er</strong>e<br />
festdagens signifikans, et tilbud som alle eft<strong>er</strong> lidt betænksomhed havde<br />
stemt sig p<strong>os</strong>itive ov<strong>er</strong>for. Han havde også vid<strong>er</strong>e tilbudt dem en<br />
økonomisk hjælp, <strong>men</strong> denne havde særligt R<strong>os</strong>e på det strengeste afvist<br />
at tage imod, dels fordi hun selv har de penge, hun skal bruge, som hun<br />
havde sagt, og dels fordi d<strong>er</strong> desuden ikke skal foregå aktivitet<strong>er</strong> udi<br />
noget 'almindeligt bryllups-frås', og i det hele taget ov<strong>er</strong>hovedet intet d<strong>er</strong><br />
kræv<strong>er</strong> særlige økonomiske midl<strong>er</strong>.<br />
Og nu komm<strong>er</strong> vi til 'rygtedannelsen'. For det var i forbindelse<br />
med drøftelsen af Andreas forslag, blandt de tre i sofaen, kommet ov<strong>er</strong><br />
Rasmus' læb<strong>er</strong>, at d<strong>er</strong> i øvrigt nok kunne tvivles på en ærlig oprindelse til<br />
Andreas rigdom. "Hvad <strong>men</strong><strong>er</strong> du?" havde Henrik forundret sagt, og<br />
Rasmus havde peget på den usynlige omstændighed, at ingen af dem<br />
havde <strong>er</strong>faret bevis<strong>er</strong> for nogen ældre patriark, d<strong>er</strong> forsynede nogen<br />
bankkonto ell<strong>er</strong> lignende. Neeej, de penge kunne lige så godt være<br />
tilvejebragt på en hvilken som helst måde, man måtte tænke ud af<br />
boksen, ja, eksempelvis ved gentagne ov<strong>er</strong>fald på gamle pant<strong>er</strong>lån<strong>er</strong>sk<strong>er</strong><br />
ell<strong>er</strong> lignende - noget han bestemt havde <strong>men</strong>t Andrea værende i stand til.<br />
Dette havde R<strong>os</strong>e nu spekul<strong>er</strong>et lidt med på. Hendes første indskydelse<br />
havde været, at Andrea kunne være en af de mange, d<strong>er</strong> havde lukr<strong>er</strong>et på<br />
USA's dårlige kontrol med pengesedl<strong>er</strong>: navnlig éndollarsedl<strong>er</strong>, havde<br />
hun hørt, skulle d<strong>er</strong> være ubegribeligt store mængd<strong>er</strong> af falske<br />
eksemplar<strong>er</strong> af i omløb. - og den foragt for pengesystemet som hun<br />
syntes at have bemærket h<strong>os</strong> Andrea, samt hans tydelige økonomiske<br />
velstand, kunne med et frisk bud pege på løsningen 'falskmønt<strong>er</strong>'.<br />
Rasmus havde nikket til foreslaget, <strong>men</strong> kunne bedre lide sit eget<br />
pantelån<strong>er</strong>ske-forslag.<br />
Henrik havde protest<strong>er</strong>et. Han havde medgivet, at d<strong>er</strong> ikke forelå<br />
noget synligt bevis for nogen 'patriark' d<strong>er</strong> støttede økonomisk, som<br />
Rasmus rigtigt nok havde påpeget, <strong>men</strong> at man h<strong>er</strong> ikke måtte glemme<br />
årsagen til Elijah og Alex' tilstedeværels<strong>er</strong> på dette sted tæt på Århus,<br />
nemlig at patriarken i familien ville se de mandlige arving<strong>er</strong> - det havde<br />
Andrea selv betroet ham. En afvisning af at dette skulle være faktum,<br />
ville være at foreslå en alt for stor konspiration, havde han sagt og slået<br />
ud med ar<strong>men</strong>e. Han havde særligt appell<strong>er</strong>et til Rasmus' fil<strong>os</strong>ofiske<br />
orient<strong>er</strong>ing, og henvist til at nogen tes<strong>er</strong> - som afvisningen af solipsisme<br />
ell<strong>er</strong> gyldigheden af induktion - ganske rigtigt ikke kan føres bevis for,<br />
80
da d<strong>er</strong>es modpol i skepticis<strong>men</strong>s navn (ironisk nok) indtag<strong>er</strong> en holdning,<br />
d<strong>er</strong> hold<strong>er</strong> selve uigendriveligheden af konspirationen for relevant - og<br />
konspirationsteori<strong>er</strong> <strong>er</strong> af natur uigendrivelige, fordi alt hvad d<strong>er</strong><br />
modsig<strong>er</strong> dem, så blot kan fortolkes som en del af konspirationen. Den<br />
hæd<strong>er</strong>lige måde at omgås sådanne tes<strong>er</strong>s modpol<strong>er</strong> på, må d<strong>er</strong>for være at<br />
kalde dem ved rette navn: konspirationsteori<strong>er</strong>. - og såvel også med<br />
Rasmus' og R<strong>os</strong>es kreative idé<strong>er</strong>. Og hvis man endelig vil tage dem<br />
alvorligt må man d<strong>er</strong>for gøre dem teoretisk åbne for gendrivelighed og<br />
afprøve dem, ikke bare snakke vid<strong>er</strong>e om hvad de forklar<strong>er</strong>. Af disse<br />
grunde havde Henrik ikke kunnet anse spekulation<strong>er</strong>ne som andet end<br />
tomme udskejels<strong>er</strong> og <strong>men</strong>ingsløst sludd<strong>er</strong>.<br />
R<strong>os</strong>e og Rasmus kunne dog godt lide d<strong>er</strong>es egne forslag, det var<br />
ligesom sjov<strong>er</strong>e forslag, og de havde leet hyst<strong>er</strong>isk og kysset heftigt.<br />
H<strong>er</strong>på havde Rasmus følt et mo<strong>men</strong>tum, og foranlediget af Henriks<br />
"udfordring", havde han foreslået en form for afslørings-taktik, hvor de<br />
ville prøve at gribe Andrea i sin misg<strong>er</strong>ning - noget med en p<strong>er</strong>son bag et<br />
forhæng. Men h<strong>er</strong> havde R<strong>os</strong>e selvfølgelig sagt fra . . . Hun var kommet<br />
med henvisning<strong>er</strong> til, hvordan det var gået sidste gang, noget lignende<br />
var afprøvet - i stuen med udklædningen, første gang hun havde mødt<br />
Andrea - og for at slippe ud af en lang diskussion med Rasmus, havde<br />
hun til sidst måtte tilslutte sig vennens "kedelige" syn på sagen: at<br />
familiens tilstedeværelse forklarede så rigeligt. Rasmus havde h<strong>er</strong>eft<strong>er</strong><br />
sat sig slukøret for sig selv.<br />
Ja, lidt af hv<strong>er</strong>t <strong>er</strong> sket i mellemtiden, <strong>men</strong> mest af de små ting. Andre<br />
individ<strong>er</strong> <strong>er</strong> også samlet i huset, det skal lige nævnes, <strong>men</strong> vi skal ikke<br />
rigtig bruge tid på at lære dem at kende; blot optræd<strong>er</strong> de h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong>. Idet<br />
det <strong>er</strong> medgivet, at mange af de ovenstående beskrivels<strong>er</strong> og<br />
begivenhed<strong>er</strong> <strong>er</strong> af en mindre størrelsesorden - hvilket kan røbes på sin<br />
vis også at gøre sig gældende i det følgende kapitel - vil vi kort indkredse<br />
de for forløbet mest signifikante begivenhed<strong>er</strong>:<br />
Altså, vi har oplevet det uopdragne <strong>men</strong> bedårende barn, Elijah,<br />
føje sin farve til den lille gruppes palet; og Rasmus har modtaget en<br />
gave, et stifind<strong>er</strong>-værktøj kaldet 'Global P<strong>os</strong>itioning System', fra sin<br />
direkte rival; samt at d<strong>er</strong> i denne gruppe <strong>er</strong> stiftet et kendskab til grunden<br />
for Elijahs, Alex' og Andreas tilstedeværelse netop h<strong>er</strong> i midten af<br />
Jylland: de har indfundet sig h<strong>er</strong>, fordi de afvent<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es ældre<br />
gen<strong>er</strong>ations stafet. Desuden, de ophold<strong>er</strong> sig i et bakket vint<strong>er</strong>landskab -<br />
nær Tårnhøj - i et lille hus, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> bygget imellem skov og sø, en lille<br />
civilis<strong>er</strong>et paradisisk plet.<br />
j<br />
Huset <strong>er</strong> indrette med mange stu<strong>er</strong> og få små værels<strong>er</strong>; det <strong>er</strong> særligt i et<br />
ov<strong>er</strong>ordentligt stort køkken, at gæst<strong>er</strong>ne ophold<strong>er</strong> sig; man slæng<strong>er</strong> sig i<br />
brede sækkestole og sky-bløde havdybe lænestole, i<strong>men</strong>s andre tag<strong>er</strong><br />
plads i navle-høje bar-skaml<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> hv<strong>er</strong> <strong>er</strong> udskåret i kun ét træ-stykke<br />
og står på linje foran et af køkkenets samtale-ø-borde. Køkkenet <strong>er</strong> stort<br />
81
nok til at måske op imod tre, mindst to, kokke kan tilb<strong>er</strong>ede hv<strong>er</strong> sin<br />
<strong>men</strong>u samtidigt, og et enormt køkkenskabskompleks samt store kølefryseskabe<br />
med tilsyneladende magiske egenskab<strong>er</strong> forsyn<strong>er</strong> hv<strong>er</strong> en<br />
gæst til hv<strong>er</strong>t et tidspunkt med alt hvad hj<strong>er</strong>tet kan begære - pølse, <strong>os</strong>t,<br />
steg, bagværk, skink<strong>er</strong>, svampe, tapenad<strong>er</strong>, nødd<strong>er</strong>, yoghurt, honning <strong>os</strong>v.<br />
<strong>os</strong>v. <strong>os</strong>v. Stødende op til dette køkken <strong>er</strong> en stue, hvor sofa<strong>er</strong> og divan<strong>er</strong><br />
står hele vejen rundt i kanten; rummet <strong>er</strong> oplyst af en fin fin fin lysekrone<br />
om natten, og en glasvæg ud imod søsiden i dagtim<strong>er</strong>ne. I glasvæggen <strong>er</strong><br />
d<strong>er</strong> en dør, også i glas; en særegen dør <strong>er</strong> det, idet at d<strong>er</strong> på tværs af den i<br />
et symmetrisk alfabet (hvor hv<strong>er</strong>t bogstav <strong>er</strong> v<strong>er</strong>tikalt symmetrisk) står<br />
skrevet:<br />
vil du ud liv<br />
hvorom det i øvrigt<br />
gæld<strong>er</strong> for alle gæst<strong>er</strong>, at de kend<strong>er</strong> svaret, thi det siges at det kun <strong>er</strong> dem,<br />
d<strong>er</strong> bær<strong>er</strong> svaret i d<strong>er</strong>es krop, d<strong>er</strong> vil kunne pass<strong>er</strong>e igennem døren - en<br />
"prøve" som hv<strong>er</strong> en gæst må bestå i forbindelse med det første besøg i<br />
huset.<br />
Sidstnævnte <strong>er</strong> selvfølgelig blot en hyggelig spøg fra vært<strong>er</strong>nes<br />
side. Om disse skal vi lære en kort smule. Det <strong>er</strong> et saligt ældre ægtepar.<br />
Kvinden <strong>er</strong> en smuk krumbøjet skabning med stok: hendes ansigt<br />
hæng<strong>er</strong>, særligt und<strong>er</strong> øjnene, <strong>men</strong> ikke kun ald<strong>er</strong>en tyng<strong>er</strong> det, det har<br />
altid set dovent og søvnigt ud, dog, en ualmindelig kærlighed har altid<br />
strømmet fra det, og dette ov<strong>er</strong>strål<strong>er</strong> hv<strong>er</strong> en skønhedsfejl - i øvrigt har<br />
hendes grå hår stadig glans, og huden <strong>er</strong> krøllet sam<strong>men</strong> på en helt<br />
igennem harmonisk og sund facon, som det bliv<strong>er</strong> tilfældet for enkelte<br />
udvalgte oldinge, enkelte samvittighedsfulde <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>. Hun kan ikke så<br />
frygteligt meget læng<strong>er</strong>e, <strong>men</strong> hun <strong>er</strong> en kvinde, d<strong>er</strong> altid har set frem til<br />
at blive gammel - og nu <strong>er</strong> hun lykkelig. Hvis man spørg<strong>er</strong> hende,<br />
hvordan det føles at blive gammel svar<strong>er</strong> hun, at "Når man bliv<strong>er</strong> ældre<br />
s<strong>er</strong> man skyhimlen m<strong>er</strong>e og m<strong>er</strong>e ligesom et billede, og stj<strong>er</strong>nehimlen<br />
m<strong>er</strong>e lig med et rum: ja, da jeg var ung var stj<strong>er</strong>nevrimlen en åben<br />
arpeggio - nu <strong>er</strong> det et sted, hvor tanken rejs<strong>er</strong> hen." Man kan vel<br />
betænke om d<strong>er</strong> har gået en lille-bitte kunstn<strong>er</strong> rundt og gemt sig i hende<br />
- ? Hendes mand, en gammel læge, <strong>er</strong> den d<strong>er</strong> hovedsageligt tag<strong>er</strong> sig af<br />
gæst<strong>er</strong>ne på disse dage, og hans p<strong>er</strong>son flett<strong>er</strong> sig ind i det følgende, så<br />
d<strong>er</strong>for vil vi i al væsentlighed udskyde bekendtskabet til da. Dog, indtil<br />
vid<strong>er</strong>e denne lille læresætning som han ynd<strong>er</strong> at give fra sig i forskellige<br />
variant<strong>er</strong>, når han bliv<strong>er</strong> adspurgt af ungdommelige væsn<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> i<br />
hans hus. <strong>Vi</strong>sdomsfrøet lyd<strong>er</strong> således: "Begår du dig offensivt, må du<br />
også være ekspansiv; ell<strong>er</strong>s dør du ung. Tilsigt<strong>er</strong> du at begå dig defensivt,<br />
må og skal du være kreativ; ell<strong>er</strong>s bugg<strong>er</strong> du und<strong>er</strong> for apatien, og dør på<br />
et ligegyldigt tidspunkt."<br />
Scenen vi skal til at bevidne følg<strong>er</strong> en 'stream of conv<strong>er</strong>sation' med de<br />
indfald som det indebær<strong>er</strong>, modne såvel som barnlige. Idet at en udførlig<br />
skildring af det hændte uundgåeligt ville blive alt for tung i forhold til<br />
den 'rejse', vi h<strong>er</strong> har for <strong>os</strong>, kombin<strong>er</strong>et med det faktum at scenen trods<br />
alt indehold<strong>er</strong> en vigtig hændelse, d<strong>er</strong> kun kan fremkomme med et vist<br />
kendskab til konteksten, vil jeg i det store og hele følge samtalens<br />
82
progression; <strong>men</strong> for at sikre mig en vis sundhed i, hvad bliv<strong>er</strong><br />
bemærket, vil jeg tillade mig at formidle det hele ad i høj grad kunstige<br />
veje, hvor nogle dele parafras<strong>er</strong>es, og andre anføres i d<strong>er</strong>es mest skønne<br />
aspekt<strong>er</strong>, og andre igen blot strejfes paranthetisk af opbyggelige grunde.<br />
<strong>Jeg</strong> håb<strong>er</strong> man vil have smag for denne frihed.<br />
Og eft<strong>er</strong> denne bemærkning, nu til det hændte. En dag, hvor<br />
Diana, R<strong>os</strong>e og Andrea har siddet ovenpå og lyttet til husets udemærkede<br />
pladesamling, har d<strong>er</strong> været en lille gruppe samlet i køkkenet. H<strong>er</strong> har en<br />
scene taget sit udspring, idet Alex har stået og "spejlet" sig i et ægte<br />
kranie, som den gamle læge altid har stående fremme - lidt skjult bag<br />
kagedås<strong>er</strong> oven på køleskabet. Alex har stået med det i én hånd, i en<br />
halvstrakt arm hævet op, og med løftet næse stirret ind i de gådefulde<br />
hulrum og d<strong>er</strong>es hvide ridsede ramme. Da han eft<strong>er</strong> nogen tid har sænket<br />
kraniet igen, og fået et m<strong>er</strong>e dagligdagsblik tilbage i øjet, <strong>er</strong> den gamle<br />
læge kommet hen, og har sagt noget i retning af "skræm<strong>men</strong>de tank<strong>er</strong><br />
sådan et levn kan sætte i gang, hva'?". De har snakket kort, og Alex har<br />
int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et sig for det und<strong>er</strong>lige og kyniske forhold til <strong>men</strong>neskets<br />
anatomi som en læge typisk får opbygget. Den gamle læge har smilt<br />
makab<strong>er</strong>t i sit grå skæg; et næsten piratlignende tandsæt <strong>er</strong> kommet<br />
kortvarigt til syne; han har givet en v<strong>er</strong>ific<strong>er</strong>ende kom<strong>men</strong>tar fra sig og<br />
tilføjet, at d<strong>er</strong> skam også kan komme tilbagefald af skræk - <strong>altså</strong>, når man<br />
står med 'hænd<strong>er</strong>ne i sag<strong>er</strong>ne'. Hvorvidt dette <strong>er</strong> gen<strong>er</strong>elt gældende, skal<br />
vi ikke diskut<strong>er</strong>e. Alex har gjort en grimasse, stillet kraniet fra sig, og en<br />
kort tavshed <strong>er</strong> indtrådt. Sådan <strong>er</strong> det hele startet.<br />
Du Alex, jeg læste i øvrigt om noget, d<strong>er</strong> fangede min udelte<br />
opmærksomhed h<strong>er</strong> den anden dag. - har lægen fastholdt. - Du ved,<br />
rom<strong>er</strong>ne havde den h<strong>er</strong> dødsstraf som har fået sig noget af et eft<strong>er</strong>mæle.<br />
Det har altid rumst<strong>er</strong>et i mig, hvad d<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e præcist <strong>er</strong> foregået hen mod<br />
døden ved en crucifixio... At døden må indtræde giv<strong>er</strong> sig selv. Men hvad<br />
<strong>er</strong> det m<strong>er</strong>e præcist, d<strong>er</strong> har gjort udfaldet? har jeg ofte tænkt... <strong>men</strong> ikke<br />
rigtigt fået det und<strong>er</strong>søgt, som med så meget. Men ja, som sagt, så læste<br />
jeg om det den anden dag... <strong>Vi</strong>l du høre h<strong>er</strong>om?<br />
Det har Alex meget g<strong>er</strong>ne villet høre om. Rasmus, d<strong>er</strong> også <strong>er</strong> til<br />
stede har være lutt<strong>er</strong> ør<strong>er</strong> (han har siddet på en barstol blot få met<strong>er</strong> fra<br />
samtalen, drikkende en GnT, klokken har været henved fire, hvilket på<br />
denne årstid godt kan forsvare den første 'sundown<strong>er</strong>'). Også en gæst vi<br />
endnu ikke kend<strong>er</strong>, har indfundet sig h<strong>er</strong>, denne for at drikke en 'cup of<br />
tea' - han bær<strong>er</strong> et tydeligt kendetegn i form af et rødt ov<strong>er</strong>skæg - det kan<br />
måske virke ov<strong>er</strong>drevet, <strong>men</strong> for mænd, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> født med rød hårvækst,<br />
må man formode, at det forekomm<strong>er</strong> så godt som normalt. H<strong>er</strong>udov<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
også Henrik kommet ind i rummet i løbet af "forelæsningen".<br />
Ja, det tør vel være tydeligt, at det ikke først og fremmest <strong>er</strong><br />
blodtab d<strong>er</strong> <strong>er</strong> årsagen. Og jeg tør godt røbe, at døden indtræff<strong>er</strong>, før<br />
tørsten gør det af med nogen. Som du måske ved, så hamres store søm<br />
fast omkring håndleddene, imellem de to armknogl<strong>er</strong> du kan se h<strong>er</strong> - og<br />
lægen har peget - samt ved akillessen<strong>er</strong>ne. Det modbydelige ved dette <strong>er</strong><br />
langtfra blot selve fæstelsen til korset, nej, <strong>men</strong> tyngden d<strong>er</strong> trækk<strong>er</strong><br />
off<strong>er</strong>et ned, og blok<strong>er</strong><strong>er</strong> åndedrættet, fordi ar<strong>men</strong>e <strong>er</strong> strakt sådan ov<strong>er</strong><br />
83
ham. Den naturlige refleks h<strong>er</strong>på, <strong>er</strong> at skubbe igen med benene; og<br />
denne vekselvirkning mellem kvælning og vægten på sårene i<br />
achillessen<strong>er</strong>ne skab<strong>er</strong> selvsagt en uudholdelig sm<strong>er</strong>te, som eft<strong>er</strong> nogen<br />
tid vil udmatte den straffede så han til sidst må opgive, og ikke kan få<br />
luft. I tilfældet af sejlivede forbryd<strong>er</strong>e... når de rom<strong>er</strong>ske soldat<strong>er</strong> hen på<br />
dagen har fået nok... ville soldat<strong>er</strong>ne ofte gå en runde med køll<strong>er</strong>, og<br />
simpelthen smadre fødd<strong>er</strong>ne på dem d<strong>er</strong> endnu var levende, og på den<br />
måde fremskynde kvælningen. Ja, metoden har da vari<strong>er</strong>et meget hen<br />
ov<strong>er</strong> de tusinde år den har været i brug... ja ganske vidst, <strong>men</strong> dette skulle<br />
være nogle af de mest bærende principp<strong>er</strong>. Int<strong>er</strong>essant ikke sandt? - den<br />
sidste kom<strong>men</strong>tar <strong>er</strong> i al sin plathed blandt lægens yndlingsvending<strong>er</strong>.<br />
Eft<strong>er</strong> sin modbydelige redegørelse har han kigget Alex i øjnene, og i<br />
øvrigt orient<strong>er</strong>et sig i lokalet, og rakt ud eft<strong>er</strong> en proptrækk<strong>er</strong>.<br />
I denne forbindelse har d<strong>er</strong> fundet en mørklægning sted af<br />
Rasmus' sind. Han har givet sin reaktion til kende, o<strong>men</strong>d ordene har<br />
været af fattig karakt<strong>er</strong> - man må have ham undskyldt, for det <strong>er</strong> en<br />
vanskelig sag at tale om. I korte træk har han sagt, at han sjældent kan<br />
høre om sådan en rædsel "uden at tage sig det nært". Han har uddybende<br />
udtrykt en bevidsthed om, at det meget vel må virke patetisk, at høre<br />
nogen sige sådan, <strong>men</strong> at det selvfølgelig ikke <strong>er</strong> selve sm<strong>er</strong>ten han føl<strong>er</strong>,<br />
det må man forstå, <strong>men</strong> det rent psykologiske; som han har sagt, "mit<br />
ego spræll<strong>er</strong> og vrid<strong>er</strong> sig i mig som en aldeles ynkelig figur ved enhv<strong>er</strong><br />
forestilling om den slags grufuld tortur". Han har desuden kaldt det for<br />
det absolutte ned<strong>er</strong>lag, og draget parallell<strong>er</strong> til jalousi-følelsen, hvor det i<br />
den forstand <strong>er</strong> selveste det absolutte - det vil sige a l t uden for ham<br />
selv - d<strong>er</strong> narr<strong>er</strong>, hån<strong>er</strong> og nihilis<strong>er</strong><strong>er</strong> hans sjæl. Man må i øvrigt bide<br />
mærke i selve det, at han har undskyldt sig, ja forstå h<strong>er</strong>, at Rasmus g<strong>er</strong>ne<br />
vil accept<strong>er</strong>es i dette selskab.<br />
Henrik har eft<strong>er</strong> at have hørt på en ganske lang monolog, lagt en<br />
hånd på kamm<strong>er</strong>atens skuld<strong>er</strong>, og drysset af lidt visdom. - <strong>Jeg</strong> føl<strong>er</strong> dig.<br />
Rædslen <strong>er</strong> sandelig en fjende at frygte. Rædslen! <strong>Jeg</strong> kend<strong>er</strong> kun én kur,<br />
og den <strong>er</strong> ikke så lidt skræm<strong>men</strong>de... man må gøre en ven af rædslen, ja,<br />
ell<strong>er</strong>s <strong>er</strong> den sandelig en fjende at frygte! - dette har han sagt til et blankt<br />
ansigt på en slap og krumbøjet krop zippende Gin og Tonic.<br />
Lægen har imidl<strong>er</strong>tid indset, at det ikke så meget <strong>er</strong> de kliniske<br />
kendsg<strong>er</strong>ning<strong>er</strong> ved rædselsfuldhed<strong>er</strong> - nej disse <strong>er</strong> blot ov<strong>er</strong>fladiske<br />
virkemidl<strong>er</strong> - <strong>men</strong> snar<strong>er</strong>e selve det at blive gjort magtesløs og dø d<strong>er</strong>af (i<br />
tilfælde af at man skulle ov<strong>er</strong>leve, <strong>er</strong> det netop dette, d<strong>er</strong> giv<strong>er</strong><br />
p<strong>os</strong>ttraumatisk stres), d<strong>er</strong> trick<strong>er</strong> 'the thousand yard stare', så han <strong>er</strong><br />
begyndt at dreje snakken ind på soldat<strong>er</strong>-situationen i stedet. Det vil sige:<br />
det afmægtige soldat<strong>er</strong> ofte må have følt, når de <strong>er</strong> faret ud af<br />
skyttegraven foran et leende maskingevær. Denne drejning har han<br />
venligt foretaget, for snart at kunne tale om musik i stedet - et m<strong>er</strong>e<br />
munt<strong>er</strong>t emne.<br />
Han har ref<strong>er</strong><strong>er</strong>et til bandet Metallica's frygt-drevne plad<strong>er</strong> i<br />
firs<strong>er</strong>ne, og i<strong>men</strong>s han har talt, <strong>er</strong> Elijah kommet slændrende ind i<br />
køkkenet, og hørt den onde forsang<strong>er</strong> Hetfields navn, lavet<br />
djævle-/metal-tegnet med højre hånd, og åbnet ovnen for at varme en<br />
pastarest fra dagen før. Den gamle læge har cit<strong>er</strong>et:<br />
84
Soldi<strong>er</strong> boy, made of clay<br />
Now an empty shell<br />
Twenty one, only son,<br />
But he s<strong>er</strong>ved us well<br />
Bred to kill, not to care<br />
Do just as we say<br />
Finished h<strong>er</strong>e, Greeting death<br />
He's yours to take away<br />
Ingen <strong>er</strong> rigtig rørt af teksten, <strong>men</strong> skiftet i emnets dybde har været<br />
kærkom<strong>men</strong>t for den sociale situation - den slags skal man helst ikke<br />
være for mange om - og association<strong>er</strong> tag<strong>er</strong> i det eft<strong>er</strong>følgende talen helt<br />
væk fra emnet. Den rødskæggede har spurgt om ikke "vores egen" Lars<br />
Ulrik mon har haft en fing<strong>er</strong> med i teksten. Elijah <strong>er</strong> udbrudt:<br />
Fuck, pikslikk<strong>er</strong>, brystmælksrøv<strong>er</strong>! - og han har gjort et tick med<br />
mundvigen - Nej, Lars fik ikke lov at røre det mindste ved de tekst<strong>er</strong>.<br />
Tal ordentligt, Elijah. - fad<strong>er</strong>ens opdragelse.<br />
Fuck dig, far!<br />
Din lede slyngel! - og Alex <strong>er</strong> stormet imod sin søn, for i bedste<br />
Hom<strong>er</strong>-stil at tage kvæl<strong>er</strong>greb - Henrik har reflekt<strong>er</strong>et, hastigt som<br />
tanken, "alas, these years of the fath<strong>er</strong>less" og stillet sig hurtigt imellem<br />
part<strong>er</strong>ne:<br />
Han har mælet, både imellem de to, samt sikret sig, at den<br />
rødskæggede ikke har taget noget p<strong>er</strong>sonligt. Alex <strong>er</strong> siden faldet til ro i<br />
en sækkestol.<br />
Da <strong>er</strong> Elijah brudt ud i en led nedsabling af trommeslag<strong>er</strong>en, Lars<br />
Ulrik, om hvem han for det første har udtalt at "han i sidste ende <strong>er</strong> bedst<br />
kendt fra Napst<strong>er</strong>-sagen," og at siden han ikke har lavet andet end at<br />
spille tromm<strong>er</strong>, og det på et sygt barnligt niveau, så <strong>er</strong> d<strong>er</strong> ingen d<strong>er</strong><br />
forstår, hvorfor han skal bræge op om så store rettighed<strong>er</strong> med hensyn til<br />
sangene. "Og så tillad<strong>er</strong> han sig at stå og tude foran kam<strong>er</strong>a<strong>er</strong>ne, og<br />
tilmed USA's højest<strong>er</strong>et," har han afsluttet. Den tiårige <strong>er</strong> hovedsageligt<br />
blevet opdraget på nettet (og af sig selv).<br />
Du <strong>er</strong> selv et barn, Elijah, og glem inte det. - har fad<strong>er</strong>ens<br />
sn<strong>er</strong>rende stemme lydt, idet en und<strong>er</strong>lige <strong>er</strong>indring har hvislet i ham.<br />
Måske har ingen hørt det . . .<br />
Igen har Henrik taget hånd om situationen, og vi tillad<strong>er</strong> <strong>os</strong> at<br />
give dem fri tale i næste argu<strong>men</strong>trække. - Ja, du kære barn. <strong>Jeg</strong> ved<br />
ikke, hvordan han har fået tildelt en status som "skab<strong>er</strong>" i det band... <strong>men</strong><br />
man må betænke, at d<strong>er</strong> <strong>er</strong> så mange måd<strong>er</strong> og niveau<strong>er</strong> at skabe på. I det<br />
omfang at Metallica har været nyskabende, <strong>er</strong> d<strong>er</strong> vel mass<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> gøres,<br />
uden om det d<strong>er</strong> normalt kaldes sangskrivning, <strong>men</strong> som signifikant<br />
farv<strong>er</strong> hv<strong>er</strong> en sang, stemning og tone, ja, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> med til at defin<strong>er</strong>e<br />
bandet, og alt det spill<strong>er</strong>. Dette gældende for nogle medlemm<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e end<br />
andre, og i særlige grad<strong>er</strong> kan det vel honor<strong>er</strong>es - det <strong>er</strong> vel muligt, at<br />
sådan en ov<strong>er</strong>vejelse nærm<strong>er</strong> sig, hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> sket. Men lad <strong>os</strong> i øvrigt<br />
ikke dømme... det <strong>er</strong> da desuden muligt han har skrevet så meget helt<br />
konkret.<br />
Han fik nu stadig lukket meget lort ud i den retssag! - den tiårige i<br />
85
forsvar for sin sag.<br />
Indrømmet - har Henrik fortsat - <strong>men</strong> d<strong>er</strong> var nu nok en del, han<br />
fik at vide af sine advokat<strong>er</strong>. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> ov<strong>er</strong>bevist om, at den oprindelige<br />
anledning til at gå ind i sagen har været, at kontrollen med eget værk<br />
syntes at være væk, når bandet kunne finde demo-v<strong>er</strong>sion<strong>er</strong> af nye sange,<br />
de ikke følte klare til publikation, på nettet. Det må man kunne forstå.<br />
Problemet var så, at han prøvede at sætte en stopp<strong>er</strong> for fildeling<br />
ov<strong>er</strong>hovedet... at han, som det <strong>er</strong> normalt i pressede argu<strong>men</strong>t<strong>er</strong>, komm<strong>er</strong><br />
til at satse på de fork<strong>er</strong>te heste. Han brugte håndværksmetaforen, gjorde<br />
millionæren, på Metallicas arbejde, og kaldte fildel<strong>er</strong>ne for tyve. Denne<br />
kobling <strong>er</strong> f<strong>os</strong>t<strong>er</strong> af en dum din<strong>os</strong>aur-logik, idet fil<strong>er</strong> omk<strong>os</strong>tningsfrit kan<br />
kopi<strong>er</strong>es modsat hvad håndværk kan... og man må tilpasse de gode regl<strong>er</strong><br />
til virkeligheden, også når den forandr<strong>er</strong> sig... og vi kan i den forstand, at<br />
vi tal<strong>er</strong> til din<strong>os</strong>aur<strong>er</strong>s tilpasningsevn<strong>er</strong>, påpege at int<strong>er</strong>nettet <strong>er</strong> som en<br />
kollid<strong>er</strong>ende astroide for planeten. Men nok om det. Lars skulle<br />
udelukkende have kaldt sig kunstn<strong>er</strong>, ikke håndværk<strong>er</strong>, og holdt på sin ret<br />
til at public<strong>er</strong>e på egen vis. Altså, hans anledning til sagen var i orden,<br />
hans bevisførelse i sagen var, ganske rigtigt Elijah, skinhellig og pinligt<br />
tudende.<br />
Elijah kan ikke lide Lars Ulrik. Men argu<strong>men</strong>t<strong>er</strong>ne har den tiårige<br />
ikke kunnet matche (og hvem kan desuden). Han har ticket løs i<br />
mundvigene, og mumlet alv<strong>er</strong>dens ed<strong>er</strong>. Det sidste led i forarmelsen har<br />
han nu givet l<strong>os</strong> for - Pis, pikslikk<strong>er</strong>, hor! Kælling! - og h<strong>er</strong> vil vi droppe<br />
det direkte citat for en stund. Det all<strong>er</strong> sidste Elijah når at få sagt, eft<strong>er</strong><br />
tourette-udbrudet, <strong>er</strong> møntet på, at han nu engang <strong>men</strong><strong>er</strong>, Lars Ulrik<br />
spill<strong>er</strong> en noget tvivlsom tromme. Netop eft<strong>er</strong> dette <strong>er</strong> Andrea, R<strong>os</strong>e og<br />
Diana kommet ned ad en trappe og ind i køkkenet:<br />
R<strong>os</strong>e flyvekyssende sin kæreste og smækkende sig i måsen,<br />
forladende rummet igen uden at afsløre følels<strong>er</strong> - Rasmus smilende som<br />
svar og synkende en klump; Diana viftende drengevennen Elijah hen til<br />
sig og givende tegn til en tillidsleg, hvis man kend<strong>er</strong> den - de skiftes til at<br />
falde bagov<strong>er</strong>, og gribes faretruende sent, <strong>men</strong> sikk<strong>er</strong>t, af den anden -<br />
Diana knuende Elijahs hånd, aende og slippende, og følgende sin mor ud;<br />
Andrea - d<strong>er</strong> bevæg<strong>er</strong> sig helt uhørt, som har han en hvepsefamilie<br />
svær<strong>men</strong>de omkring sig uden at hans lemm<strong>er</strong>, øjne ell<strong>er</strong> grimasse æns<strong>er</strong><br />
dem den mindste irritation - har hørt Elijahs ord, og tromm<strong>er</strong> en del af<br />
One-rytm<strong>er</strong>ne på sit bryst, talende tilbage til hele forsamlingen, at godt<br />
nok var Lars ikke så stram, som en mest<strong>er</strong> bør være, så mest<strong>er</strong> kan man<br />
meget svært kalde ham, <strong>men</strong> dog har han spillet med en selvstændighed<br />
og opfindsomhed, d<strong>er</strong> sjældent høres, og som <strong>er</strong> at sætte ov<strong>er</strong><br />
sølvværdien af kons<strong>er</strong>vatorieklon<strong>er</strong>ne, og disses foregangsmænd, d<strong>er</strong><br />
ell<strong>er</strong>s ofte nok hyldes, thi intet kan jo udsættes på dem - og så <strong>er</strong> også han<br />
forsvundet ud af lokalet i et flyvsk og indforstået blik til Henrik, d<strong>er</strong><br />
måske synes, han har forstået.<br />
D<strong>er</strong> <strong>er</strong> blevet taget udgangspunkt i Andreas ord, og Elijah har<br />
med et indeklemt "lud<strong>er</strong>" meldt sig ud af snakken for nu. En kritik fra<br />
fl<strong>er</strong>e af køkkenets stemm<strong>er</strong> <strong>er</strong> regnet ned ov<strong>er</strong> den danske musik-scene:<br />
den professionelle del af metalpublikummet har som eneste parametre at<br />
lytte eft<strong>er</strong>: a, hvor stramt et band <strong>er</strong>, b , hvor præcise de <strong>er</strong> (stort set det<br />
86
samme som a), og c, hvor mange beats man kan tælle p<strong>er</strong> minut - groft<br />
sagt <strong>er</strong> d<strong>er</strong> ikke tale om nogen smag, har Henrik konklud<strong>er</strong>et. Rasmus har<br />
talt med, og kløgtigt påpeget, at den samme vilje til sandhed (negativt<br />
valoris<strong>er</strong>et) gør sig gældende i al musik, og at dette <strong>er</strong> evident<br />
eksempelvis ved den gængse vending "hvad <strong>er</strong> det vi hør<strong>er</strong>," i<strong>men</strong>s man<br />
<strong>er</strong> ved at høre noget - <strong>altså</strong>, at man <strong>er</strong> m<strong>er</strong>e int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et i kategoris<strong>er</strong>ingen<br />
af ens smagsdom end den æstetiske oplevelse. I Rasmus' ord: "at forstå<br />
vekom<strong>men</strong>heden d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> imod en, <strong>er</strong> åbenbart vigtig<strong>er</strong>e end at møde<br />
den". - læg mærke til h<strong>er</strong>, hvordan han <strong>er</strong> med i svinget i denne samtale,<br />
hvordan han navig<strong>er</strong><strong>er</strong>. Nuvel, han har vid<strong>er</strong>e sagt, at tag<strong>er</strong> man en<br />
højkulturel musikgenre, som klassisk helt ov<strong>er</strong>ordnet, og tving<strong>er</strong> en<br />
'musikforbrug<strong>er</strong>' til en blindtest h<strong>er</strong>, hvilke pinlige pseudotilkendegivels<strong>er</strong><br />
skal man så ikke lægge ør<strong>er</strong> til. "Mig selv inklusiv," har<br />
han sagt. "<strong>Jeg</strong> indrømm<strong>er</strong> g<strong>er</strong>ne, at vælge at høre klassik<strong>er</strong>e, netop for at<br />
turde give mig hen til lidenskaben... at turde ov<strong>er</strong>for 'den gode smag'.<br />
Ikke alle har det sådan. Man langt de fleste burde indrømme sådan, det <strong>er</strong><br />
jeg sikk<strong>er</strong> på". Til denne tilkendegivelse har lydt et pinligt jydsk "jo<br />
det . . ." og lidt rynken på næsen, samt desuden en ignor<strong>er</strong>ing af det<br />
hændte som en god gammel 'face saving'. Den gamle læge har retorisk<br />
spurgt, hvad d<strong>er</strong> dog i det hele taget kunne være m<strong>er</strong>e skræm<strong>men</strong>de for<br />
en dansk kulturforbrug<strong>er</strong>, end blind-tests? "<strong>Jeg</strong> gætt<strong>er</strong>, at de fleste vil vise<br />
sig enten dumme, ell<strong>er</strong> dårlige til d<strong>er</strong>es embede!"<br />
Henrik har bifaldet - Lige i øjet. Åh, hvor pinligt <strong>er</strong> det hele dog<br />
ikke! Som det åbent lyd<strong>er</strong> fra de "skabende" af idag - og Henrik har<br />
virkelig gjort gåseøjne i forbindelse med dette buzz-ord ov<strong>er</strong> dem alle -<br />
"Skab<strong>er</strong>ne" <strong>er</strong> åbne omkring letforståeligheden som ideal. 'Skellet-<br />
maksi<strong>men</strong>', betydende et fåtal af idé<strong>er</strong> og mange mange mange<br />
gentagels<strong>er</strong>. "Igen og igen - og!" som det helt ordret flyd<strong>er</strong> ud af radioen.<br />
Alex <strong>er</strong> imidl<strong>er</strong>tid faldet læng<strong>er</strong>e og læng<strong>er</strong>e ned i sin sækkestol;<br />
havende lyst til at byde ind, <strong>men</strong> hv<strong>er</strong> gang han har følt en tilskyndelse,<br />
<strong>er</strong> nogen kommet ham i forkøbet. Den rødskæggede har nu taget<br />
stafetten:<br />
Han har startet ud med en lille anekdote, meget spidsfindig,<br />
involv<strong>er</strong>ende to mal<strong>er</strong>e, et mal<strong>er</strong>i med titel og hans egen skrøbelige<br />
p<strong>er</strong>son. Anekdoten kan udlægges således:<br />
En mand d<strong>er</strong> fald<strong>er</strong> i en betaget mængde<br />
pludseligt, frit, besvi<strong>men</strong>de, dødt -<br />
og den pinlige opmærksomhed, d<strong>er</strong> følg<strong>er</strong><br />
når han langsomt rejs<strong>er</strong> sig, sund<strong>er</strong> sig<br />
og tvinges væk af blikke.<br />
Hvor jeg elsk<strong>er</strong> manden<br />
og had<strong>er</strong> hele scenen.<br />
På kunstmuseet Ar<strong>os</strong> har han for ikke længe siden set Jorn Int<strong>er</strong>national<br />
udstillingen. Med en tanke på Dalí's utrolige formel - at hemmeligheden<br />
ved at blive et geni <strong>er</strong> at opføre sig som et geni - har han, i mangel af et<br />
udtryk i forhold til skønheden af Jorns billede Tab Af Midte, valgt at<br />
kaste sig på museumsgulvet. "Ov<strong>er</strong>bevidst, desværre," har han medgivet<br />
87
og påpeget, hvor langt ude han har følt sig, "ho-ho, the centre cannot<br />
hold." Den rødskæggede h<strong>er</strong>re, <strong>er</strong> af en noget distræt type, og har talt lidt<br />
uden om emnet; opmærksomhed har han dog haft fra sine lytt<strong>er</strong>e. Hvad<br />
han har ville sige - og nu komm<strong>er</strong> vi til det - <strong>er</strong> blot et Jorn citat, han var<br />
faldet ov<strong>er</strong>: noget med, at dansk<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> blevet for gode læs<strong>er</strong>e, til at de<br />
ordentligt kan se et billede. Og som den rødskæggede har påpeget: "A'<br />
hvadbehag<strong>er</strong>! Er det ikke meget samme diagn<strong>os</strong>e som vi lige har stillet i<br />
henhold til musik?!" - og alle har klappet.<br />
Den rødskæggede har vedholdt teten. Han har talt ud fra Henriks<br />
Nephew citat tidlig<strong>er</strong>e (Igen og igen – og!) og indrømmet, at han ved en<br />
fejl var kommet til at gå til d<strong>er</strong>es r<strong>os</strong>kilde-konc<strong>er</strong>t i nul-syv (den d<strong>er</strong><br />
siden <strong>er</strong> udkommet på dvd). Et dansk band på orange scene en fredag nat<br />
kan jo nemt tolkes som en fejring af dansk musik. Halvtreds tusinde,<br />
ell<strong>er</strong> hvor mange, d<strong>er</strong> har stået og sunget med und<strong>er</strong> åben himmel, og<br />
hvilken fest de skabte! Den rødskæggede fremlægg<strong>er</strong> <strong>altså</strong> i p<strong>os</strong>itive<br />
vending<strong>er</strong> storheden af begivenheden og bær<strong>er</strong> vidne for, hvordan alle<br />
omkring ham har festet, sunget og danset. Ikke dårligt Nephew. Ikke<br />
dårligt <strong>Danmark</strong>. Forfærdeligt ganske vidst! <strong>men</strong> ikke dårligt. Som han<br />
også vid<strong>er</strong>e har sagt: "At betragte alle de <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> tilbede dét! Man må<br />
forstå mig ret, musikken må få lov at være, den <strong>er</strong> vel fin nok... <strong>men</strong> når<br />
så mange <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> giv<strong>er</strong> sig hen til det som noget stort, så meld<strong>er</strong><br />
kval<strong>men</strong> sig. Scenen samt tidspunktet <strong>er</strong> jo storslående; har vi ikke andet<br />
end et professionalis<strong>er</strong>et amatørband, en karismatisk frontfigur med<br />
middelmådige melodi<strong>er</strong>, og finurlige <strong>men</strong> i sidste ende ov<strong>er</strong>flødige<br />
ordspil at stille op med. Kan vi ikke bedre?"<br />
Stilhed har indfundet sig - en melankolsk lille lyd. Den rødskæggede <strong>er</strong><br />
pludselig styrtet ud for at brække sig. I<strong>men</strong>s har Henrik tænkt:<br />
"Kan vi ikke bedre?<br />
En blank side.<br />
Det hvide hvide papir.<br />
I hvor høj grad man inds<strong>er</strong> hvad dette betyd<strong>er</strong>!<br />
Et blankt ark papir. Mennesket <strong>forestill<strong>er</strong></strong> sig selv,<br />
ja og forestilling<strong>er</strong>ne mut<strong>er</strong><strong>er</strong>:<br />
hvad kan jeg forestille mig<br />
være høj<strong>er</strong>e end <strong>men</strong>nesket.<br />
Og ov<strong>er</strong>hovedet -<br />
i min vildeste fantasi<br />
som jeg kun kan forestille mig<br />
som værende ubegrænset -<br />
<strong>er</strong>indrende alt som jeg i mine onde stund<strong>er</strong><br />
og med mine ondeste tung<strong>er</strong><br />
anklag<strong>er</strong> dette liv for:<br />
hvad kan jeg så forestille mig<br />
som værende værdigt at eksist<strong>er</strong>e? Blanke ark papir - -<br />
<strong>Jeg</strong> kan ov<strong>er</strong>hovedet ikke forestille mig fantasiens begrænsning!<br />
H<strong>er</strong> <strong>er</strong> en stolthed, stejl at gå i møde, fremtidens dynasti<strong>er</strong> k<strong>os</strong>mologisk -<br />
vel en opgave at gribe, hvis spejlet stolt i mut<strong>er</strong>ede fantasi<strong>er</strong> - mod<br />
mekaniske indvending<strong>er</strong> skal vi alene have tilvænning; hvilken stolthed<br />
at leve ved at bestige, <strong>men</strong>neskelig, tofrontskrig, blanke ark papir. En<br />
88
variation ov<strong>er</strong> identitetssætningen - jeg kan ikke forestille mig noget, jeg<br />
ikke kan forestille mig! Og 'jeg' ved bedre end at tro, at to forestilling<strong>er</strong><br />
nogensinde <strong>er</strong> identiske. Åh kanvas, åh hvide, hvide, papir og tomhed –<br />
hvide, hvide flade - sagen <strong>er</strong> h<strong>er</strong>!" Og samtidig har Rasmus, d<strong>er</strong> ikke har<br />
været så åndeligt tilstedeværende de forudgående minutt<strong>er</strong>, dagdrømt sig<br />
hen til et blowjob fra R<strong>os</strong>e, d<strong>er</strong> involv<strong>er</strong>ede 'spansk' samt smeltet<br />
chokolade som han fik to dage forud, og Alex har tænkt, ja, næsten<br />
mumlet i lede hen for sig, hvor ubendtlig meget lyst han dog har til at<br />
sprætte Simon Kvamm op, og lege med hans blod, ell<strong>er</strong> en som Remee<br />
for den sags skyld, det vamle svin og den und<strong>er</strong>grav<strong>er</strong> af det bedste<br />
<strong>men</strong>neskeslægten hidtil har kunnet komme på, musik - bare fem minutt<strong>er</strong><br />
alene med det u-dyr, skulle nok få kniven på så heftig en dans i kødet, at<br />
selv en Lundin ville spærre øjnene op og sige, så stopp<strong>er</strong> du makk<strong>er</strong>. Og<br />
desuden ville man retfærdigvis holde Remee moralsk ansvarlig i lige så<br />
lav grad, har Alex tænkt, som man selv kunne beskyldes for at tortur<strong>er</strong>e<br />
det talentfulde svin . . . (prik prik prik)<br />
Pludselig, midt i de forskellige dagdrømme, <strong>er</strong> barnets stemme<br />
brudt frem - Rasmus, hvad <strong>er</strong> dit yndlingsdyr?<br />
Dette <strong>er</strong> kommet helt bag på ham, og i sin forvildelse har han<br />
både fremstammet, at det har han ikke tænkt ov<strong>er</strong>, at han ligefrem ikke<br />
har nogen idé og har til sidst spurgt, om det i grunden <strong>er</strong> forbudt at sige<br />
<strong>men</strong>nesket.<br />
Mennesket <strong>er</strong> også et dyr. - har Elijah sagt. Rasmus <strong>er</strong> <strong>altså</strong> blevet<br />
stillet på en prøve. Han har da sagt, at <strong>men</strong>nesket jo rigtig nok <strong>er</strong> et dyr,<br />
<strong>men</strong> at man må betænke definitionen, 'det fornuftige dyr' som dyret med<br />
'log<strong>os</strong>' det vil sige 'ordet d<strong>er</strong> besidd<strong>er</strong> fornuft', og d<strong>er</strong>med sagt at<br />
<strong>men</strong>nesket netop <strong>er</strong> det dyr, vi kan sige noget ikke-naturligt om. Alle har<br />
gjort store øjne (på nær Elijah, thi hans spørgsmål jo ikke <strong>er</strong> blevet<br />
besvaret), og Rasmus, d<strong>er</strong> har følt denne p<strong>os</strong>itive opmærksomhed, har<br />
brugt den til at proklam<strong>er</strong>e recit<strong>er</strong>ingen af et digt, han har skrevet for<br />
nylig, som udnytt<strong>er</strong> spændingen i <strong>os</strong> imellem det 'logiske' og 'naturlige'.<br />
Men først har han, idet digtet <strong>er</strong> på engelsk, indledt med en lille vits om<br />
at <strong>men</strong>nesket snart kan defin<strong>er</strong>es som det 'engelsktalende dyr', og<br />
desuden givet vitsen en med danske ør<strong>er</strong> melankolsk drejning, idet han<br />
gør bemærket, hvordan udlændinge tit sig<strong>er</strong> om dansk<strong>er</strong>ne, at "when you<br />
speek that language of yours it sounds, well, a bit like vometing, I'm<br />
afraid," ja så høfligt de ov<strong>er</strong>hovedet formår at udtrykke det. En svært<br />
ov<strong>er</strong>seelig note, hvis man prøv<strong>er</strong> at forme sproget til noget smukt - at<br />
fonetikken i al al<strong>men</strong>hed lyd<strong>er</strong> vammel. Og med disse indledende<br />
bemærkning<strong>er</strong>, recit<strong>er</strong><strong>er</strong> Rasmus med tomme hænd<strong>er</strong> sit digt på engelsk,<br />
som han har lært sig by heart.<br />
The source of the colours<br />
The visibility of colours<br />
Divides into colours<br />
Colours itself.<br />
-and-<br />
The LIGHT is transparent<br />
- the source of the sight -<br />
89
It hides in a glowing<br />
Invisible might.<br />
-h<strong>er</strong>e-<br />
The LOGOS in question is<br />
Owned by the senses; it's<br />
Grown from a custom and<br />
Opened by games that so<br />
Secretly change in the<br />
LANGUAGE of love<br />
and accordingly hung<strong>er</strong><br />
for the cha<strong>os</strong> above.<br />
Digtet og recit<strong>er</strong>ingen <strong>er</strong> blevet taget godt imod. Især den gamle læge<br />
samt den rødskæggede (d<strong>er</strong> <strong>er</strong> frisk igen) kan godt lide det, og<br />
sidstnævnte bed<strong>er</strong> også om en kopi af digtet, hvilket Rasmus desværre<br />
har måtte afslå, idet digtet <strong>er</strong> blevet brændt, blot har han memor<strong>er</strong>et det.<br />
Et skår i lakken <strong>er</strong> det så blevet for Rasmus, at Henrik i en venlig tone<br />
har mindet ham om det måske lidt tvivlsomme i at gå og memor<strong>er</strong>e digte,<br />
som man har brændt af - at det på en måde strid<strong>er</strong> imod princippet i at<br />
skille sig af med ting. Rasmus har delvist godt kunnet se det, og kun<br />
delvist, <strong>men</strong> prøvet at forklare, at han bare ikke kunne give helt slip. For<br />
at imødekomme ham, har Henrik så indrømmet, at han selv rend<strong>er</strong> rundt<br />
med et 'det fornuftige dyr' -digt på hj<strong>er</strong>nen - <strong>men</strong> at han <strong>altså</strong> ligefrem<br />
ikke har kunnet ryste denne lille tekst af sig, som en uønsket melodi.<br />
Digtets titel <strong>er</strong> netop Det Fornuftige Dyr og gør sarkastisk brug af ordets<br />
m<strong>er</strong>e nutidige betydning - hvor man jo tal<strong>er</strong> om fornuftige modsat<br />
ufornuftige <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>. Han har recit<strong>er</strong>et sit lille digt, som sagt, for at<br />
imødekomme Rasmus - et <strong>men</strong>neske han i grunden godt kan lide.<br />
Hvem har ikk' en profil<br />
d<strong>er</strong> lyv<strong>er</strong> så det driv<strong>er</strong><br />
som tonedøve tungekys<br />
- lyv<strong>er</strong>.<br />
Alle kend<strong>er</strong> alle,<br />
så hvem ska ikke<br />
ha en bane<br />
at mærke festen på<br />
- lugten.<br />
Enhv<strong>er</strong> har sin musiksmag<br />
og kyss<strong>er</strong> pig<strong>er</strong>ne<br />
som blot en anden vanesag.<br />
Timelange tungekys<br />
gi'r mav<strong>er</strong> d<strong>er</strong> kan sparke<br />
og crawle gævt <strong>men</strong>s vandet går<br />
klippe-klippe navle.<br />
Henrik har rødmet lidt ov<strong>er</strong> dumhed<strong>er</strong>ne i det, alle har dog leet og moret<br />
sig - mod<strong>er</strong>at. Elijah har igen, med en rastløs barnestemme, spurgt<br />
90
Rasmus om noget - Ehj <strong>altså</strong> Rasmus, hvem <strong>er</strong> din yndlingsdigt<strong>er</strong> så? -<br />
den voksne har stået et øjeblik og spekul<strong>er</strong>et, og <strong>er</strong> ikke kommet læng<strong>er</strong>e<br />
end til at tænke, at "jeg skal i hv<strong>er</strong>t fald ikke sige Shakespeare" før Elijah<br />
selv har udbrudt - Min yndlingsdigt<strong>er</strong> <strong>er</strong> mig selv. - og før fad<strong>er</strong>en nede<br />
fra sin plads i sækkestolen har nået at stoppe ham - thi han ved hvad d<strong>er</strong><br />
skal ske - <strong>er</strong> også Elijah begyndt at recit<strong>er</strong>e:<br />
Tarantino doped on pentamet<strong>er</strong> pills.<br />
- You cock sucking moth<strong>er</strong> fucking nigg<strong>er</strong><br />
christ! something really smells rotten in Denmark.<br />
- Don't blasphemy! And which is it gonna be,<br />
Mr White, are you gonna bark all day, little doggy<br />
or are you gonna bite? is it white-boy day?<br />
- Fuck fuck, moth<strong>er</strong> fuck<strong>er</strong>! Wuff! Wuff!<br />
D<strong>er</strong> <strong>er</strong> blevet grint og givet bifald til den bredt smilende tiårige; kun den<br />
gamle læge har ikke syntes det mindste om det, og har blot forholdt sig<br />
rolig i sin lænestol med sin hvidvin; i øvrigt har Alex ind<strong>er</strong>st inde hell<strong>er</strong><br />
ikke kunnet lide, hvad han har hørt, <strong>men</strong> har nu klappet lidt af sin søn<br />
alligevel - lidt indeklemt som man nok kan forestille sig. Da har Rasmus,<br />
d<strong>er</strong> selv <strong>er</strong> lidt af en Tarantino-nørd og d<strong>er</strong>for elsk<strong>er</strong> at høre et ungt<br />
væsen d<strong>er</strong> har 'læst' på det, straks taget Elijahs hånd, og revet ham hen til<br />
sig, udbrydende "Elijah, du <strong>er</strong> mit yndlingsdyr".<br />
H<strong>er</strong> har Alex lyst op i for ham sjælden fryd, thi han har altid<br />
været ikke så lidt Aristoteles-begejstret. Rasmus har fanget dette<br />
pludselige glædesudbrud, og d<strong>er</strong>for har han helt spontant - tør man sige<br />
intuitivt - kastet drengen ov<strong>er</strong> til sin far, d<strong>er</strong> oprejst og nu med sønnen i<br />
favnen, <strong>er</strong> begyndt at tale.<br />
<strong>Vi</strong> skal ikke gengive talen: den har handlet om kategoriskriftets<br />
lære om individuelle substans<strong>er</strong>, og pass<strong>er</strong> langt fra ind h<strong>er</strong> i sin helhed.<br />
(Helt groft skits<strong>er</strong>et har en relativt stor lovprisning fundet sted, hvor det<br />
<strong>er</strong> blevet nævnt at Aristoteles grundliggende havde ret (!) - "og så blev<br />
<strong>men</strong>neskeligheden det klog<strong>er</strong>e" har han brugt som vending mange gange<br />
- man skal bare lige tage forbehold for en faktor to! har han sagt.)<br />
<strong>Vi</strong> skal nok begynde at nærme <strong>os</strong> noget. Bare lad, som om du <strong>er</strong><br />
hjemme, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ingen d<strong>er</strong> kan se <strong>os</strong>, og vi skal nok nå det hele. Den<br />
rapsodi vi bevidn<strong>er</strong> h<strong>er</strong> <strong>er</strong> ren kontekst, og vi <strong>er</strong> h<strong>er</strong>, fordi vi snarligt<br />
oplev<strong>er</strong> noget kontekstafhængigt. Bare lev med.<br />
Det næste d<strong>er</strong> <strong>er</strong> hændt, <strong>er</strong> at Alex har givet sin søn, sin talestafet,<br />
fra sig til Henrik. Henrik har ikke haft det betydeligste på sinde,<br />
ytrende blot "Alt jeg sig<strong>er</strong> kan blive brugt imod mig," med et sarkastisk<br />
blik tilbage til Alex. Rasmus og Henrik har da givet drengen en flyvetur -<br />
en af dem hvor man som barn har en voksen i hv<strong>er</strong> hånd, og de sving<strong>er</strong><br />
én så højt de kan op i luften. Og han har fået én til; for til sidst, tredie<br />
gang, at blive sluppet i luften, og han <strong>er</strong> fløjet ov<strong>er</strong> til lægen, d<strong>er</strong> med en<br />
gammel <strong>men</strong> b<strong>er</strong>edt krop, har reag<strong>er</strong>et hurtigt og grebet drengen - dog<br />
ikke uden at falde til gulvet med ham i favnen. - Ho-ho, hvor munt<strong>er</strong>t.<br />
Hvor jeg elsk<strong>er</strong> j<strong>er</strong>, I muntre, friske og unge væsen<strong>er</strong>. Og dig din lille<br />
knægt. - selvfølgeligt talende til Elijah, fortsættende - <strong>Jeg</strong> mindes nu den<br />
91
store prædik<strong>er</strong> af kærlighed til børn, D<strong>os</strong>tojevskij. I øvrigt en skål på<br />
ham! - og han har rakt eft<strong>er</strong> sit vinglas, og hævet det, og dem d<strong>er</strong> har haft<br />
glas at skåle med, har ligeledes hævet dem, de rest<strong>er</strong>ende blot<br />
gestikul<strong>er</strong>ende an<strong>er</strong>kendende med knytnæven, - ja, skål og tak for<br />
tim<strong>er</strong>ne. <strong>Jeg</strong> vil sige, som gammel læge, at 'jeg forgud<strong>er</strong>' D<strong>os</strong>tojevskij, til<br />
trods for at jeg ikke tror på Gud! - og h<strong>er</strong> har han talt som en ægte<br />
p<strong>os</strong>tmod<strong>er</strong>ne bevidsthed. - Og, tillad mig et eksempel... et sted hvor han<br />
som så ofte skildr<strong>er</strong> et <strong>men</strong>neske i opløsning; hør hvordan det lyd<strong>er</strong> om<br />
dette <strong>men</strong>neske: "jo m<strong>er</strong>e han betroede mig, des m<strong>er</strong>e irrit<strong>er</strong>ede jeg ham."<br />
Skarp, Snedig, Kortfattet, Dyb, Und<strong>er</strong>spillet, Effektiv, Præcis karikatur af<br />
en mand, d<strong>er</strong> ikke kan udstå sit eget spejlbillede, <strong>men</strong> <strong>er</strong> for langt ude til<br />
at gøre andet end at tale bag om rykken på det og udholde det. - han har<br />
sluppet Elijah fri og rejst sig.<br />
Elijah har slændret, i funktion af en anden flaskehals, ov<strong>er</strong> til<br />
Rasmus, d<strong>er</strong> har dristet sig til (igen) at tage 'Gud' i sin mund;<br />
henvendende sig til lægen - 'Forgud<strong>er</strong>' ligefrem. <strong>Jeg</strong> s<strong>er</strong> hvor du vil hen.<br />
Den helt specifikke situation tillad<strong>er</strong> dig at sige netop sådan... - og<br />
Ramus <strong>er</strong> kommet ud i en læng<strong>er</strong>e smøre om det specifikke, som det<br />
netop <strong>er</strong> det kreatives lod at bruge og forme, hvorfor d<strong>er</strong> dybest set ikke<br />
kan gives nogen formel for kreativitet, nogen metodologi - en anelse<br />
trivielt velsagtens, <strong>men</strong> ikke desto mindre en ofte misforstået ell<strong>er</strong><br />
ov<strong>er</strong>set pointe, vil jeg bemærke. Nåh, og vid<strong>er</strong>e har han peget på en<br />
obs<strong>er</strong>vation han har gjort sig: at det han kald<strong>er</strong> 'potens<strong>er</strong>ende adv<strong>er</strong>bi<strong>er</strong>'<br />
<strong>er</strong> blevet ramt af en dræbende inflation. - at vil man rise ell<strong>er</strong> r<strong>os</strong>e nogen,<br />
så ikke nok med at man mangl<strong>er</strong> variant<strong>er</strong> af adjektiv<strong>er</strong>ne 'fed' for<br />
eksempel ell<strong>er</strong> 'hæslig', <strong>men</strong> yd<strong>er</strong>m<strong>er</strong>e <strong>er</strong> det potens<strong>er</strong>ende adv<strong>er</strong>bium -<br />
eksempeltvis 'vildt' fed - blevet så ramt af inflation, at man i et<br />
almindeligt talesprogligt vokabular snart ikke har vidde til at rapport<strong>er</strong>e<br />
om et besøg på Lousiana i m<strong>er</strong>e p<strong>os</strong>itive t<strong>er</strong>m<strong>er</strong> end man ville udbryde<br />
ov<strong>er</strong> en ov<strong>er</strong>raskende børnetegning kre<strong>er</strong>et af ens lillebror. Og i den<br />
forbindelse har han vid<strong>er</strong>e sat fing<strong>er</strong>en på dansk<strong>er</strong>nes mest yndede (og<br />
hvor symptomatisk <strong>er</strong> det ikke) potens<strong>er</strong>ende adv<strong>er</strong>bium, nemlig<br />
'virkelig' - vi <strong>er</strong> virkelig bange for at være falske! "Skulle det endda være<br />
sandt," har han indlevet sagt, "at vi ikke kan tro, at dette mod<strong>er</strong>ne liv i<br />
almindelighed <strong>er</strong> virkeligt? Det fornemm<strong>er</strong> jeg desværre, at denne<br />
febrilske brug af ordet indik<strong>er</strong><strong>er</strong>." Altså må man vel sige, at Rasmus har<br />
været meget godt med i snakken h<strong>er</strong> i køkkenet; så sandelig har han haft<br />
noget at byde på både i den ene og den anden sam<strong>men</strong>hæng. Eft<strong>er</strong> sin<br />
smøre har han da også veltilfreds kastet Elijah fra sig - ov<strong>er</strong> til Henrik -<br />
d<strong>er</strong> med glæde, har grebet den lille dreng, og fulgt op på Rasmus' anke<br />
imod sprogets devalu<strong>er</strong>ing.<br />
I stedet for hv<strong>er</strong>dagssproget har Henrik talt om poesien, og<br />
hvorvidt den <strong>er</strong> i en krise. Som et muligt farefuldt symptom har han talt<br />
om digt<strong>er</strong>es implicite appel til 'den gavmilde læs<strong>er</strong>', og h<strong>er</strong>med kort<br />
fortalt ref<strong>er</strong><strong>er</strong>et til en type, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> villig til at tage selv de vildeste<br />
v<strong>er</strong>slinj<strong>er</strong> til sig. Som ekstremt tænkt eksempel på noget som en sådan<br />
læs<strong>er</strong> skulle klappe i sine små hænd<strong>er</strong> ov<strong>er</strong>, har han givet følgende<br />
Eksistens-mærke:<br />
92
Individet <strong>er</strong> som jorden,<br />
hans omv<strong>er</strong>den som solen.<br />
Og alle (de voksne) har straks forstået, undtagen Alex, d<strong>er</strong> blot har fattet<br />
det latt<strong>er</strong>lige, og ikke har kunnet se, hvad det skulle illustr<strong>er</strong>e - og med en<br />
ærg<strong>er</strong>lig konstat<strong>er</strong>ing for sig selv om at han ikke <strong>er</strong> stiv udi poesien, <strong>er</strong><br />
hans tank<strong>er</strong> som lidt af en vanesag drevet hen til at konstat<strong>er</strong>e for sig,<br />
hvad d<strong>er</strong> har været af emn<strong>er</strong> i The Daily Show på det sidste. Henrik har<br />
prøvet at snakke vid<strong>er</strong>e om sin 'gavmilde læs<strong>er</strong>' <strong>men</strong> fl<strong>er</strong>e af de<br />
tilstedeværende - særligt den rødskæggede - har gjort sig lystighed<strong>er</strong> ov<strong>er</strong><br />
emnet, og smældet med tungen, for helt ram<strong>men</strong>de og skræm<strong>men</strong>de har<br />
de <strong>men</strong>t det har været med denne gavmilde læs<strong>er</strong>, som skulle poesien<br />
pludselig innov<strong>er</strong>es af læs<strong>er</strong>ens vennetjenest<strong>er</strong>. Dog, en helt anden,<br />
måske uforklarlig, drejning af emnet har været i Henriks støbeske, <strong>men</strong><br />
idet han ikke <strong>er</strong> kommet igennem med sit forehavende, har han blot<br />
tænkt et yndet citat hen for sig, at kun en nar grin<strong>er</strong>, når det ikke <strong>er</strong> sjovt,<br />
og sendt Elijah ov<strong>er</strong> til sin far.<br />
Alex har jo i grunden ikke villet have initiativet. idet han har følt<br />
sig en smule intimid<strong>er</strong>et. Han har så blot liret noget af, d<strong>er</strong> har lignet<br />
hvad tidlig<strong>er</strong>e <strong>er</strong> sagt om musik - med udgangspunkt i Mozarts<br />
fyrretyvende symfoni som et pragteksempel på et værk har han sat<br />
musik, som det bliv<strong>er</strong> skrevet af sangskriv<strong>er</strong>ne af idag, som det direkte<br />
modsatte, og dømt disse sangskriv<strong>er</strong>e til ikke at have ambition<strong>er</strong> i forhold<br />
til hvad musik kan være, <strong>men</strong> blot s<strong>er</strong> sig tilfreds med nogle måned<strong>er</strong>s<br />
radiotid, og så vid<strong>er</strong> og så vid<strong>er</strong>e. Og h<strong>er</strong> har Henrik tænkt hen for sig,<br />
hvordan det rigtigt nok <strong>er</strong> en kedelig snak han bevidn<strong>er</strong>; at det d<strong>er</strong> siges<br />
først i google'nde potens kunne være ækvivalent til hans eget nylige<br />
indfald: 'man kan ikke forestille sig noget man ikke kan forestille sig', og<br />
han har i dette øjeblik særligt glædet sig til snart at skulle rejse væk og<br />
være solitær for en tid, en lang lang tid.<br />
Som Alex' snak <strong>er</strong> begyndt at dø ud, og han godt selv har været<br />
klar ov<strong>er</strong> at den var gal, har han rejst sig op, og med en teatralsk grimasse<br />
sagt: "Uhm, I have got to return some videotapes," og styrtet desp<strong>er</strong>at og<br />
komisk ud af køkkenet. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> blevet grint. Elijah har gjort et tick.<br />
Henrik har taget situationen på sig. Han har set, hvordan lægen og<br />
den rødskæggede knapt nok har været med i snakken på dette tidspunkt -<br />
for o<strong>men</strong>d de har været optagede af det hændte, har de intet initiativ<br />
suget til sig - og med Alex' exit har han d<strong>er</strong>for besluttet sig til at<br />
opsumm<strong>er</strong>e. Det d<strong>er</strong> følg<strong>er</strong> - ak, det d<strong>er</strong> følg<strong>er</strong>. Henrik <strong>er</strong> gået hen til<br />
barnet, taget det i hånden, og sagt til alle:<br />
<strong>Vi</strong> kan konklud<strong>er</strong>e, at musikken af i dag <strong>er</strong> en yd<strong>er</strong>st pinlig affære.<br />
<strong>Jeg</strong> vil godt vove at uddele ansvaret... i hv<strong>er</strong>t fald en del af det... for<br />
hv<strong>er</strong>ken Simon Kvamm ell<strong>er</strong> nogen anden <strong>er</strong> selvfølgelig direkte at<br />
bebrejde... ov<strong>er</strong>ordnet set. Nej, <strong>men</strong> d<strong>er</strong>imod demokratis<strong>er</strong>ingen af<br />
smagen, ja, den udvand<strong>er</strong>! - Henrik har givet drengen et venligt klap i<br />
rumpen, og sendt ham ov<strong>er</strong> til Rasmus. Denne har rømmet sig, og<br />
opfulgt:<br />
Demokratis<strong>er</strong>ingen, jaja, markedet: det massive antal af<br />
93
ligeværdige økonomi<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> trækk<strong>er</strong> kunsten imod usmagelighed; d<strong>er</strong><br />
defin<strong>er</strong><strong>er</strong> den til at være netop det bag en montre, så at sige. Sagt på en<br />
anden måde: Idiot<strong>er</strong> <strong>er</strong> de bedste kund<strong>er</strong>; kunden har altid ret, for det <strong>er</strong><br />
bedst for forretningen; d<strong>er</strong>af demokratis<strong>er</strong>ing. - og Henrik har fået kastet<br />
drengen lige tilbage i favnen, og helt ov<strong>er</strong>hørt drenge-råbet "fucking<br />
wuff", d<strong>er</strong> som et lille lykkeskrig har lydt fra den flyvende. Henrik, d<strong>er</strong><br />
har modtaget drengen sikk<strong>er</strong>t fra Rasmus, har fulgt op:<br />
V<strong>er</strong>den styres af hundrede null<strong>er</strong>: alt for mange usynlige hænd<strong>er</strong>,<br />
d<strong>er</strong> som spøgelsesfingre forsag<strong>er</strong> at alt, de rør<strong>er</strong> ved, visn<strong>er</strong>! Og som vi<br />
tal<strong>er</strong> om h<strong>er</strong>, selv musikken. Denne art af følelse, og garant for<br />
<strong>men</strong>neskelivets dybe indre kild<strong>er</strong>, bj<strong>er</strong>ge og mælkeveje; dette d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
blandt det højeste mit væsen har indåndet i denne v<strong>er</strong>den, selv dette <strong>er</strong> nu<br />
infic<strong>er</strong>et, korrump<strong>er</strong>et og udjævnet. Forsaget af mass<strong>er</strong>nes fingre som<br />
sagt.<br />
Alle har lyttet med umådelig int<strong>er</strong>esse, den rødskæggede har<br />
netop drukket sin sidste kop the. Den gamle læge har viftet Elijah hen til<br />
sin siddeplads, og sagt:<br />
Ja, minsandten, vi har diagn<strong>os</strong>en. Lad <strong>os</strong> gøre noget sam<strong>men</strong>,<br />
beslutte <strong>os</strong> for en behandling af sygdom<strong>men</strong>.<br />
Venn<strong>er</strong>! - har Henrik sagt, og drengen har sprintet hen til ham -<br />
Når denne sørgelige konklusion nås, at det netop <strong>er</strong> mass<strong>er</strong>nes autoritet<br />
d<strong>er</strong> tyng<strong>er</strong>, vil man ofte give fortabt på en løsning; man vil ofte slå sit håb<br />
hen på en folkevending i smagen og indstillingen til livet i det hele taget,<br />
og lægge ansvaret fra sig. Men som det netop ædelt <strong>er</strong> sagt, vi vil ikke<br />
tillade <strong>os</strong> noget sådant; vi find<strong>er</strong> en kur. Lad <strong>os</strong> tage sagen i egne hænd<strong>er</strong>,<br />
og sætte ind for at forsage denne ændring... dét må være den rette<br />
attitude. <strong>Vi</strong> gør det, lad <strong>os</strong> tale om, hvad d<strong>er</strong> skal gøres. -<br />
Ak og fuck - at det <strong>er</strong> kommet til dette - for hvad end Henrik må<br />
have haft i sinde af ubegribelige plan<strong>er</strong>, har netop ved de ovenstående<br />
ord Rasmus følt et ubegribeligt mo<strong>men</strong>tum af begejstring - hans ånd<br />
spjættende og tumlende, hyst<strong>er</strong>isk grinende af indbildt genialitet - og<br />
senti<strong>men</strong>talt han har lagt sig på knæ, eft<strong>er</strong> at havde taget Elijahs hånd -<br />
han har hævet den op ov<strong>er</strong> sig, som man gør når man udnævn<strong>er</strong> en vind<strong>er</strong><br />
- og med syngende inton<strong>er</strong>ing udbrudt:<br />
J e g kunne ofre mig! <strong>Jeg</strong> s<strong>er</strong> det hele for mig: kast mig ud fra et<br />
tårn - måske rådhustårnet - bundet til et flygel, og jeg vil spille i farten<br />
mod jorden. <strong>Vi</strong> optag<strong>er</strong> min selv i døden sikre hånd, og mit store brag til<br />
sidst, og transmitt<strong>er</strong><strong>er</strong> det til højtal<strong>er</strong>e opsat h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong>. Ja, dette må være<br />
en anledning, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> til at forstå, en ny begyndelse.<br />
Dumm<strong>er</strong>e kan det ikke siges. M<strong>er</strong>e latt<strong>er</strong>lig en intention kan ikke<br />
ligge bagved en ytring. M<strong>er</strong>e pinligt kan vi ikke forestille <strong>os</strong>, at det kunne<br />
blive - <strong>men</strong> han har rigtigt nok sagt sådan. Ak, Rasmus! H<strong>er</strong> kan vi kun<br />
beklage dette så uvirkeligt grimme, og forholde <strong>os</strong> til det. Ja hvordan? -<br />
vi forsøg<strong>er</strong> at finde et sådant forhold ved at se på, hvordan de omgivende<br />
har taklet det; hvordan de <strong>er</strong> flygtet, ell<strong>er</strong> hvad de har sagt.<br />
Den rødskæggede har brækket sig i vasken. Det <strong>er</strong> sket som en<br />
tredie løsning på det kendte dilemma mellem at grine ell<strong>er</strong> græde. Den<br />
gamle læge har eft<strong>er</strong> få sekund<strong>er</strong> forladt lokalet uden en mine, blot<br />
ærgret. De andre, på nær Henrik og den sortnede Rasmus, har fulgt<br />
94
lægen; Elijah i en voldsom accel<strong>er</strong>ation trækkende sin hånd til sig, for<br />
d<strong>er</strong>eft<strong>er</strong> at daske den på knæ siddende Rasmus tre gange ov<strong>er</strong> nakken,<br />
inton<strong>er</strong>ende stavels<strong>er</strong>ne i-di-ot. Rasmus og Henrik har nu været alene<br />
tilbage i køkkenet. Sidstnævnte har set det som sin pligt, at udviske<br />
enhv<strong>er</strong> tvivl som Rasmus måtte sidde inde med:<br />
Nemlig, at til off<strong>er</strong>g<strong>er</strong>ningen går det jo ikke an med hvem som<br />
helst. Og med dette måtte han ikke misforstå, ingen havde skam set<br />
Rasmus som blot hvem som helst, <strong>men</strong> i henhold til et lands musikkrise<br />
var han jo en totalt ligegyldig figur, som det blot ville være åndssvagt at<br />
se ofre sig. Ja, helt igennem ånd-svagt. Ligesom hvis en af de tolv havde<br />
stillet sig i vejen for Judas, ov<strong>er</strong>faldt ham, og tilbudt sin kind til at<br />
kysses. Som Henrik har formul<strong>er</strong>et sig: "<strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> Spartakus, kan ens tunge<br />
lyve sig til med ære, <strong>men</strong> ikke jeg <strong>er</strong> salvador." hvilket Rasmus har<br />
nikket angrende og forstående til.<br />
Og desuden, som Henrik strengt har påpeget, kan det jo ikke gå<br />
an, at love sit liv væk, når man står foran en vielse; nej enhv<strong>er</strong> i<br />
forsamlingen havde jo vidst, hvilken 'run away groom' de d<strong>er</strong> blev ofret<br />
et løfte fra - og som det giv<strong>er</strong> sig selv, lov<strong>er</strong> sådan en mands løfte ikke<br />
meget. Denne del af hændelsen havde ikke været det værste, nej langt<br />
fra, <strong>men</strong> i sig selv såmænd usmagelig nok.<br />
Henrik har h<strong>er</strong> skabt øjenkontakt. Den ynkelige blinkende én<br />
gang, og d<strong>er</strong>med signal<strong>er</strong>ende "forstået".<br />
Rasmus har slutteligt anmodet om én ting i forlængelse af<br />
snakken, og det værende Henriks velsignelse til at gennemføre en særlig<br />
ændring med sig selv eft<strong>er</strong> vielsen. Han havde selvfølgelig forstået, at<br />
han ikke sådan kunne love sit liv væk, og en datt<strong>er</strong> havde han jo også, og<br />
hende måtte han tænke på, <strong>men</strong> en vielse måtte jo på den anden side<br />
hell<strong>er</strong> ikke betyde stagn<strong>er</strong>ing - nej det turde vel ligesåledes være<br />
åbenlyst. Han har kort sagt bedt om velsignelse til at følge enhv<strong>er</strong> af sine<br />
tilskyndels<strong>er</strong>, kun censur<strong>er</strong>et af det monogamiske løfte han vil give sin<br />
kone. - som han har fremstammet: "... jeg ofr<strong>er</strong> min 'sikk<strong>er</strong>hed' til mit<br />
liv... og nu må du ikke blot se endnu et ynkeligt martyrium i dette, nej,<br />
for d e n n e ofring har jeg ret til! Som hv<strong>er</strong> en skabning i øvrigt har det<br />
- thi hvis hv<strong>er</strong> del af livet i grunden <strong>er</strong> en ofring for h e l h e d e n, så <strong>er</strong><br />
opofrelse af den art jeg foreslår vel kategorisk at betragte som ædel – og<br />
enhv<strong>er</strong> skabnings ret! Opofrelsen aldrig at holde igen for en tilskyndelse<br />
forsaget af at den vurd<strong>er</strong>es som farlig." D<strong>er</strong> <strong>er</strong> <strong>altså</strong> <strong>men</strong>t noget m<strong>er</strong>e<br />
grotesk, <strong>men</strong> trods alt and<strong>er</strong>ledes, ja m<strong>er</strong>e radikalt har vennen tænkt, end<br />
slet og ret dumdristighed endsige den gamle dyd 'mod'.<br />
Henrik - d<strong>er</strong> ikke har haft det i sig, at udtale sine bekymring<strong>er</strong> ved<br />
dette ræsonne<strong>men</strong>t, ikke har haft kræft<strong>er</strong>ne, og det må man forstå - har<br />
næste-elskende holdt Rasmus' hånd og sagt, at en sådan velsignelse ville<br />
han give. Eft<strong>er</strong> et sukkende "tak" <strong>er</strong> Rasmus da nær drættet om på stedet:<br />
han har med spinkle kræft<strong>er</strong> slæbt sig ud til en af den tilstødende stues<br />
divan<strong>er</strong>, hvor han eft<strong>er</strong> blot få sekund<strong>er</strong> <strong>er</strong> sunket ned i lange, onde og<br />
tvetydige drømme.<br />
95
<strong>Jeg</strong> ved at det har været en lang samtale-strøm vi har skulle forestille <strong>os</strong>,<br />
for at nå til hændelsen til sidst. Rasmus', ja - hvad skal man kalde<br />
hændelsen? - mange navne meld<strong>er</strong> sig, <strong>men</strong> for at und<strong>er</strong>spille det lidt vil<br />
jeg sige: Rasmus' 'skuffelse'. I det hele taget håb<strong>er</strong> jeg, man vil forstå, at<br />
det afgørende i denne scene ikke alene har været Rasmus' fald, <strong>men</strong> i så<br />
stor væsentlighed den højde han <strong>er</strong> faldet fra, den stemning han i nogen<br />
tid begik sig i, og følte sig samhørende med.<br />
Ja <strong>altså</strong>, for at gøre en lang historie kort: vi har forestillet <strong>os</strong>,<br />
hvordan tiden <strong>er</strong> gået for gruppen, og hvordan dette hus på landet dann<strong>er</strong><br />
en ramme for så sære og til tid<strong>er</strong>, tør man sige, gode sag<strong>er</strong>. Desuden<br />
aldeles væsentligt at bemærke, hvordan Rasmus h<strong>er</strong> har fundet selv<br />
off<strong>er</strong>g<strong>er</strong>ningen for en mægtig sag som værende utilstrækkelig. - ell<strong>er</strong><br />
formelt: han lær<strong>er</strong> eft<strong>er</strong>hånden sig selv som utilstrækkelig ov<strong>er</strong>for alt han<br />
find<strong>er</strong> som værende tilstrækkeligt i dette ene liv und<strong>er</strong> jordens stj<strong>er</strong>netag.<br />
- Og han åbn<strong>er</strong> d<strong>er</strong>for op for nogle af de mest ele<strong>men</strong>tære af sjælens<br />
dæmning<strong>er</strong>; vande vil f<strong>os</strong>se i det følgende.<br />
k<br />
<strong>Vi</strong>elsen på isen find<strong>er</strong> sted, nu <strong>er</strong> det vint<strong>er</strong>solhv<strong>er</strong>v, og midt på Julsø <strong>er</strong><br />
samlet: Parret, R<strong>os</strong>e og Rasmus; datt<strong>er</strong>en, Diana; vi<strong>er</strong>en Henrik; og<br />
Andrea jongl<strong>er</strong><strong>er</strong> med tre sten, han kast<strong>er</strong> så højt op i luften; i en<br />
lille trekant løb<strong>er</strong> han, om et forb<strong>er</strong>edt <strong>men</strong> ikke-antændt bål, d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
legens geometriske midte: Hv<strong>er</strong>t kast når dusin<strong>er</strong> af met<strong>er</strong> op, og forlad<strong>er</strong><br />
hånden synkront med, at toppunktet netop <strong>er</strong> vendt for den næste af<br />
stenene, d<strong>er</strong> skal gribes; arien spurt<strong>er</strong> i fl<strong>er</strong>e minutt<strong>er</strong>, og en omgang<br />
inden han vælt<strong>er</strong> omkuld i træthed, kast<strong>er</strong> han ej m<strong>er</strong>e - han fald<strong>er</strong> tungt<br />
mod isen, havende gennemført - med tre store sten i sin favn, ej færre.<br />
De lad<strong>er</strong> ham ligge. Smid<strong>er</strong> en langnæset renæssancemaske ved<br />
hans legeme; Diana, malet rød og sort i hovedet og ned af halsen, slår<br />
gnist<strong>er</strong> med et fyrtøj, og sætt<strong>er</strong> ild til bålet. Hun skrig<strong>er</strong> som en heks, slår<br />
ov<strong>er</strong> i en nynnen, spinkel melodi. Henrik tag<strong>er</strong> sin maske på. Ægteparrets<br />
hoved<strong>er</strong> <strong>er</strong> nøgne og rene, som var de netop bj<strong>er</strong>get op af saltvand; i håret<br />
bær<strong>er</strong> de fletning<strong>er</strong>, lavet af hinanden, og beklædningen <strong>er</strong> mørk med<br />
flam<strong>men</strong>de Rhone-sole påmalet - det tykke lag maling stadig vådt.<br />
<strong>Vi</strong> s<strong>er</strong> dette for <strong>os</strong>; det <strong>er</strong> tæt ved solnedgang på årets korteste<br />
dag; skyfrit, koldt og krystalklart. Andrea rejs<strong>er</strong> sig, og tag<strong>er</strong> sin maske<br />
på, still<strong>er</strong> sig rank og bredskuldret ved Dianas side en anelse fj<strong>er</strong>nt fra<br />
begivenheden; parret står med bålet og dagens sidste lys i ryggen ov<strong>er</strong>for<br />
vi<strong>er</strong>en Henrik. Melodien fra datt<strong>er</strong>en stopp<strong>er</strong>. <strong>Vi</strong><strong>er</strong>en sig<strong>er</strong>:<br />
Forlængst forældre til samme barn. Rasmus og R<strong>os</strong>e, fra og med i<br />
dag vil I kalde j<strong>er</strong> mand og kone, fordi I giv<strong>er</strong> løft<strong>er</strong> om monogami; og<br />
fordi I med denne dags højtidelighed lad<strong>er</strong> kærligheden, som længe har<br />
været imellem j<strong>er</strong>, krone. Lad det ske med et kys! - de kyss<strong>er</strong> lid<strong>er</strong>ligt og<br />
længe, og h<strong>er</strong>med <strong>er</strong> de viet.<br />
Rasmus, tillykke, jeg ved at du har forb<strong>er</strong>edt nogle ord. Lad <strong>os</strong><br />
høre.<br />
Ordene <strong>er</strong> til R<strong>os</strong>e:<br />
96
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> træ<strong>er</strong>ne, <strong>men</strong><br />
jeg <strong>er</strong> kun forelsket<br />
i dig.<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> fuglene, <strong>men</strong><br />
jeg <strong>er</strong> kun forelsket<br />
i dig.<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> endda stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>ne<br />
d<strong>er</strong> <strong>er</strong> så små<br />
for mig.<br />
Men - kun dig <strong>er</strong> jeg forelsket i<br />
og denne art af elskov brænd<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e lyst end stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong> -<br />
jeg elsk<strong>er</strong> lyset.<br />
Ja, kun dig <strong>er</strong> jeg forelsket i<br />
og elskov <strong>er</strong> et lune<br />
bevinget som kun vinde <strong>er</strong> det, d<strong>er</strong> bær<strong>er</strong> frie fugle -<br />
jeg elsk<strong>er</strong> frihed.<br />
Ja, kun dig <strong>er</strong> jeg forelsket i<br />
og elskov lov<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e fremtid end træet på min grav<br />
jeg elsk<strong>er</strong> særligt løft<strong>er</strong>.<br />
Så -<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> dig<br />
som jeg elsk<strong>er</strong> fuglene og træ<strong>er</strong>ne<br />
<strong>men</strong> i dig alene <strong>er</strong> jeg forelsket, ja -<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> dig så højt som stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>ne<br />
<strong>men</strong> endda <strong>er</strong> jeg dybt forelsket i dig, ja<br />
i dig alene.<br />
R<strong>os</strong>e fæld<strong>er</strong> en sjælden tåre.<br />
Mange gange de forudgående ug<strong>er</strong> <strong>er</strong> hun blevet spurgt af Henrik,<br />
om arrange<strong>men</strong>tet var et, de skulle fortsætte med at planlægge, om det<br />
skulle gennemføres, om det når alt kom til alt var ansvarligt. Og R<strong>os</strong>e har<br />
und<strong>er</strong> ualmindelige psykiske pinsl<strong>er</strong> sagt ja, ja og ja. Ikke kun af en<br />
isol<strong>er</strong>et set ynkelig grund så som Andreas, som nævnt, tvivlsomme nære<br />
familie. - Men som en konklusion den modne kvinde har draget ved<br />
enden af utallige tank<strong>er</strong>ækk<strong>er</strong>. Hun har da rigtigt nok hele tiden været i<br />
tvivl om det tr<strong>os</strong>kab hun h<strong>er</strong> har svoret, og har da godt kunnet forstå<br />
Henriks argu<strong>men</strong>t om ikke at befæste noget, hvorpå man tvivl<strong>er</strong>; <strong>men</strong><br />
som hun også med rette har hævdet, så ville en afvigelse fra<br />
begivenheden være et valg af samme befæstende støbning - ell<strong>er</strong> i hv<strong>er</strong>t<br />
fald af samme karakt<strong>er</strong>, idet at det ville være en irrev<strong>er</strong>sibel ødelæggelse<br />
af noget. - Og dette 'noget' havde hun und<strong>er</strong> alle samtal<strong>er</strong>, indre som<br />
ydre, holdt på at elske. Så nu, ved denne insist<strong>er</strong>ende<br />
kærligheds<strong>er</strong>klæring fra Rasmus - en insist<strong>er</strong>en og en kærlighed, d<strong>er</strong> på<br />
så godt som alle måd<strong>er</strong> genkling<strong>er</strong> i hende selv - græd<strong>er</strong> hun i det stille:<br />
Ja, ved hele c<strong>er</strong>emonien med bålet d<strong>er</strong> smelt<strong>er</strong> sig gennem den met<strong>er</strong>-<br />
97
tykke is, ved mask<strong>er</strong>ne på vi<strong>er</strong> og vidn<strong>er</strong> som for hende fremhæv<strong>er</strong> sin<br />
ægtemands ansigt, d<strong>er</strong> i hv<strong>er</strong>t af dets mange aspekt<strong>er</strong> vis<strong>er</strong> tegn på<br />
hengivenhed, s<strong>er</strong>iøsitet og uskyld i dets nøgne møde med den krævende<br />
decemb<strong>er</strong>fr<strong>os</strong>t, ved alt dette føl<strong>er</strong> hun noget tilsvarende i sit eget indre.<br />
Hun <strong>er</strong> stadig tvivlende, på tragisk vis uudsletteligt, <strong>men</strong> løbet <strong>er</strong> kørt,<br />
som man sig<strong>er</strong>, og nu <strong>er</strong> det hendes tur til at tilkendegive kærlighed.<br />
<strong>Vi</strong><strong>er</strong>en nikk<strong>er</strong> an<strong>er</strong>kendende af Rasmus' ord. - Og R<strong>os</strong>e, tillykke!<br />
<strong>Jeg</strong> ved at også du har forb<strong>er</strong>edt nogle ord.<br />
Hun takk<strong>er</strong> Rasmus for hans smukke ord, tag<strong>er</strong> en mindre<br />
sam<strong>men</strong>foldet bunke papir<strong>er</strong> frem, og begynd<strong>er</strong> sin oplæsning for<br />
Rasmus.<br />
Inden vi hør<strong>er</strong>, hvad hun har at sige, skal vi starte med at<br />
konstat<strong>er</strong>e: hun kunne have malet et billede, hvis hun ville. Hvorfor hun<br />
så ikke har det, det <strong>er</strong> simpelt hen, fordi hun har været lidt for godt<br />
bekendt med, at 'poesien <strong>er</strong> kærlighedens sprog' - som Rasmus så tit har<br />
forelæst om - og at også hun d<strong>er</strong>for på det bestemteste vil lade det gå<br />
sådan til. Det digt hun med møje har skrevet, har hun i time ud og time<br />
ind ikke kunnet koncentr<strong>er</strong>e sig om, og det <strong>er</strong> d<strong>er</strong>for blevet meget søgt. -<br />
meget <strong>er</strong> forsøgt, <strong>men</strong> d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ikke skåret ned på ov<strong>er</strong>flødighed<strong>er</strong>ne, ell<strong>er</strong><br />
fundet løsning<strong>er</strong> for at kunne beholde yndede point<strong>er</strong>, <strong>men</strong> blot har hun<br />
ladet så meget stå blandt så meget andet ukrudt. Enkelte beslutning<strong>er</strong> og<br />
linj<strong>er</strong> som hun ikke har kunnet tænke igennem beslutt<strong>er</strong> hun sig endda<br />
først endeligt i forhold til, idet hun læs<strong>er</strong> op. Digtet <strong>er</strong> holdt i en<br />
upassende akademisk tone, og skrid<strong>er</strong> frem med en vanhellig logik samt<br />
falske påstande - hvilket sandt at sige <strong>er</strong> ærg<strong>er</strong>ligt, for h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong> titt<strong>er</strong> da<br />
tegn på inspiration frem og visse indsigt<strong>er</strong> i kærlighedens væsen. Nåh,<br />
døm selv - følgende ord <strong>er</strong> R<strong>os</strong>es, fremsagt til hendes vielse på isen:<br />
Kan kærlighedens væsen udelukkende stole blindt;<br />
kan kærligheden se kærligheden,<br />
ell<strong>er</strong> i det hele taget sanse den på anden vis? -<br />
kan kærligheden på nogen måde gøre andet end<br />
blot at stole blindt på at den <strong>er</strong> gengældt?<br />
<strong>Vi</strong> elsk<strong>er</strong> alle træ<strong>er</strong>ne, ja<br />
for d<strong>er</strong>es mageløse udseende:<br />
når de strid<strong>er</strong> nøgne og ubevægelige i kulden,<br />
ell<strong>er</strong> til foråret når grenene plukk<strong>er</strong> blomst<strong>er</strong> op<br />
fra jorden lige rundt om stam<strong>men</strong>, og får farve,<br />
ell<strong>er</strong> i somm<strong>er</strong>ens pragt ell<strong>er</strong> det gule eft<strong>er</strong>år - -<br />
Men træet kan jo ikke selv se,<br />
så <strong>er</strong> det mon rent tilfældigt med al den skønhed?<br />
Så hvordan mon ét træ <strong>er</strong> for et andet? Ja,<br />
kend<strong>er</strong> træ<strong>er</strong> i grunden til ensomhed:<br />
et enligt træ på en gammel gravhøj, for eksempel<br />
ell<strong>er</strong> ét blandt mange i skoven, hvor<br />
grenene bevæges af vilde dyr og frie flyvske vinde<br />
og sådan kærtegn<strong>er</strong> nabo<strong>er</strong>nes kron<strong>er</strong><br />
i blinde, vist nok, i blinde. -<br />
så monstro de kan se hinanden i n o g e n forstand,<br />
98
og spejle sig selv, ved at elske naboens skønhed? Hvem ved.<br />
Men <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong> d<strong>er</strong>imod, d<strong>er</strong> vælg<strong>er</strong> sig et sam<strong>men</strong>hold<br />
for <strong>os</strong> <strong>er</strong> det i hv<strong>er</strong>t fald sådan,<br />
at med øjne kan man sandelig se et øje, og vide sig set d<strong>er</strong>ved<br />
og i øvrigt se så meget h<strong>er</strong> når man ved<br />
at d<strong>er</strong> lev<strong>er</strong> en autentisk p<strong>er</strong>sonlighed bagved<br />
ja h<strong>er</strong> kan man se ind i livet, i livet som seende liv<br />
og særligt h<strong>os</strong> en elsket ven;<br />
<strong>men</strong> d<strong>er</strong> gives ingen sikk<strong>er</strong>hed<br />
for at man <strong>er</strong> elsket selv.<br />
Og udkårne - for blot at sige det mindste - du <strong>er</strong> min ven.<br />
Lugtesansen <strong>er</strong> and<strong>er</strong>ledes, ja<br />
for det første kan næsen ikke lugtes af en næse, den <strong>er</strong> alene,<br />
<strong>men</strong> noget d<strong>er</strong> ikke kan lugte, kan lugte<br />
og noget d<strong>er</strong> ikke kan dufte, kan dufte<br />
paradoksalt som det fremstår for grammatiske væsen<strong>er</strong>,<br />
hvilket <strong>er</strong> ejendommeligt siden kærlighed så ofte<br />
vælg<strong>er</strong> netop dufte, en ur-parfume, som sin første skikkelse;<br />
en madding, og en første grund<br />
til at nærme sig - en massetiltrækning,<br />
d<strong>er</strong> lokk<strong>er</strong> kære planet<strong>er</strong> tæt, d<strong>er</strong> vind<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es opmærksomhed<br />
og først sen<strong>er</strong>e, eft<strong>er</strong> denne flirt,<br />
fortættes gass<strong>er</strong> til faste k<strong>er</strong>n<strong>er</strong><br />
og siden med m<strong>er</strong>e tilpassede midl<strong>er</strong><br />
fanges de ind i det faste kredsløb,<br />
hvor tid tilsidst begynd<strong>er</strong> . . .<br />
hvor hvem lev<strong>er</strong> for hvem?<br />
Monstro at kærlighed helt og aldeles har lighed med stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>.<br />
Ingen egentlig musik bliv<strong>er</strong> skabt af væsen<strong>er</strong> uden egne ør<strong>er</strong>;<br />
og et øre kan ikke høre et øre,<br />
så også dette 'sjælens forhal'<br />
det muligvis helligste organ,<br />
<strong>er</strong> i sidste ende - som vi h<strong>er</strong> vil sige - alene.<br />
Eksempelvis fugle besidd<strong>er</strong> sans for sol<strong>os</strong>ang,<br />
som vi alle elsk<strong>er</strong> højt; og således med alt i vores v<strong>er</strong>den<br />
at hvis det syng<strong>er</strong> flot,<br />
så syng<strong>er</strong> det først og fremmest for egne ør<strong>er</strong>,<br />
og skønheden h<strong>er</strong> <strong>er</strong> således ingenlunde en blot tilfældighed;<br />
hvilket peg<strong>er</strong> på det faktum<br />
at musik <strong>er</strong> af en lystfuld, ja<br />
af en lesbisk natur - 'the gay art' -<br />
d<strong>er</strong> har nok i sig selv; og af alle orna<strong>men</strong>t<strong>er</strong> tål<strong>er</strong> den kun<br />
at blive pyntet med ord, fordi de, som den selv,<br />
<strong>er</strong> helt og aldeles uden vægt på denne runde jord.<br />
Følesansen, den måske mest defin<strong>er</strong>ende for et dyr - for dyr vi <strong>er</strong> -<br />
<strong>er</strong> kilden til den største nydelse, og den største sm<strong>er</strong>te<br />
d<strong>er</strong> ikke <strong>er</strong> betinget af et <strong>men</strong>neskeligt sindelag<br />
99
til at stå bag ved oplevelsen: sex og tortur.<br />
Og h<strong>er</strong> <strong>er</strong> en sans, d<strong>er</strong> kan kende sig selv,<br />
og med sikk<strong>er</strong>hed sit tilsvarende organ:<br />
for ganske rigtigt <strong>er</strong> følelsen af 'hånden' ell<strong>er</strong> 'kinden'<br />
ell<strong>er</strong> en anden del af huden ikke selve følesansen,<br />
<strong>men</strong> først og fremmest blot temp<strong>er</strong>aturen og for<strong>men</strong>, og sådan -<br />
<strong>men</strong> 'feminin' kan kende 'maskulin', og visa v<strong>er</strong>sa,<br />
ja og de glædes d<strong>er</strong>ved, for da <strong>er</strong> de ikke, som vi sig<strong>er</strong><br />
ensomme.<br />
Ejendommeligt <strong>er</strong> det hér at bemærke,<br />
hvordan munden, og navnlig også tungen, i særdeleshed behag<strong>er</strong><br />
og dét <strong>er</strong> jo netop det SMAGENDE:<br />
sansen d<strong>er</strong> helt og holdent selv kan sanses<br />
- ikke som synet for venskab, ell<strong>er</strong> følelsen for nydelse, <strong>men</strong> -<br />
smagen af kærlighed - ja hvem ville turde at modsige -<br />
og sådan kan kærligheden i et ærligt kys<br />
vide sig elsket tilbage,<br />
og ikke blot dømt til evig tillidsfuldhed, stolende i blinde.<br />
Ja JA, det <strong>er</strong> særligt smagen, d<strong>er</strong> led<strong>er</strong> <strong>os</strong> i kærlighed -<br />
så d<strong>er</strong>for, kys mig nu,<br />
og besid din gensidigt elskende kvinde!<br />
De kyss<strong>er</strong>. Henrik kald<strong>er</strong> ritualet af. Stenene Andrea legede med kastes<br />
ind i det synkende bål, som de alle har bevæget sig læng<strong>er</strong>e og læng<strong>er</strong>e<br />
væk fra, smeltende cirkel. De to kyssende stadig og m<strong>er</strong>e heftigt, uden at<br />
kunne få nok. Henrik sig<strong>er</strong>, næsten hviskende:<br />
I bølg<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> søen, udsyng j<strong>er</strong>es kærlighed<br />
Lad symfonien lyde i lyst<strong>er</strong>s fulde flor<br />
En far og en mor i varme lyde<br />
Fra isen hvor I elsk<strong>er</strong> - ja<br />
Og hvis I forgår, forgår I i kor.<br />
De tre - Henrik, Andrea og Diana - begiv<strong>er</strong> sig væk d<strong>er</strong>fra. Alt <strong>er</strong><br />
forb<strong>er</strong>edt; inden de trådte ud på isen, har hv<strong>er</strong> af de tre taget syre - acíd,<br />
det unge molekyle - og som de nu vandr<strong>er</strong> mod Tårnhøj, blot et par<br />
kilomet<strong>er</strong>s fugleflugt d<strong>er</strong>fra, begynd<strong>er</strong> stoffet så småt at virke.<br />
Det nyligt viede par lægg<strong>er</strong> hinanden ned i et kontinu<strong>er</strong>t begærligt<br />
kys: snart vil de have gnedet sig varme imod hinandens kroppe -<br />
svedende og med våd gylden maling fra d<strong>er</strong>es beklædning smurt ud ov<strong>er</strong><br />
sig; R<strong>os</strong>e vil være på fire og med Rasmus' store fast-gribende hænd<strong>er</strong> om<br />
sin hofte ja, et vidund<strong>er</strong>ligt syn af sodomi, i hvilket hun drej<strong>er</strong> sit hoved<br />
bagud og rækk<strong>er</strong> med ar<strong>men</strong>e eft<strong>er</strong> elsk<strong>er</strong>ens strakte nakke, bryst<strong>er</strong>ne<br />
strittende på den udspændte krop, læbe-bløde kys med sin langsomt<br />
bevægende elsk<strong>er</strong>; parret opnående klimaks i kor; glemsomt stolende på<br />
isens tykkelse, faretruende tæt på den smeltende ild. Siden gående op på<br />
landjorden igen, og faldende ind i luksus i hinandens arme i et af husets<br />
bløde hjørn<strong>er</strong>, hvilende indtil søvnen ramm<strong>er</strong>, faldende sam<strong>men</strong> som<br />
aldrig før.<br />
100
De tre <strong>er</strong> i vildskab. Diana mest grinende, som de bevæg<strong>er</strong> sig fremad,<br />
Andrea og Henrik kastende med snebolde, fangende hinandens<br />
entusiastisk, som var hv<strong>er</strong> eneste af dem am<strong>er</strong>ikanske 'game-winning'<br />
fodbolde. De <strong>er</strong> begge ekvilibrist<strong>er</strong>; atletik og syre kan være så godt et<br />
par. I ét kryb<strong>er</strong> de sam<strong>men</strong>, Diana, Andrea og Henrik, de tror, de hør<strong>er</strong><br />
tordenbrag, de tror de hør<strong>er</strong> kanonslag, som teenag<strong>er</strong>e lægg<strong>er</strong> ud på isen;<br />
de tror at nu brækk<strong>er</strong> det vidund<strong>er</strong>lige gennemsigtige stof, d<strong>er</strong>, som de<br />
tænk<strong>er</strong>, opstår ud af piske-smæld fra den stj<strong>er</strong>neklare kulde, d<strong>er</strong> tryll<strong>er</strong><br />
klarhed og distinktion<strong>er</strong> frem; de tror snart at vide, det <strong>er</strong><br />
ægteskabsorgasm<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> rung<strong>er</strong> igennem dalen; de ved snart ikke m<strong>er</strong>e.<br />
Andrea <strong>er</strong> særligt ude af den, skrig<strong>er</strong> som det aldrig <strong>er</strong> hørt - rung<strong>er</strong><br />
igennem dalen. Alle <strong>er</strong> alt i alt fantastisk grinende, kastende og<br />
kram<strong>men</strong>de og i ét stort pjat.<br />
De komm<strong>er</strong> til den høje bakke, hæng<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es mask<strong>er</strong> på en bøg,<br />
de går et par skridt, træd<strong>er</strong> af, træd<strong>er</strong> til, træd<strong>er</strong> mange mange gange, de<br />
komm<strong>er</strong> til en hytte langt langt langt udenfor d<strong>er</strong>es rute, de <strong>er</strong> bange - det<br />
<strong>er</strong> jo mørkt - de går ind. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> to schæf<strong>er</strong>hunde. De gør lidt. De tre gør<br />
igen, og det gør de klogt i. Hunde-respekt. En gammel mand tag<strong>er</strong> imod<br />
med tvivlsom the. De kan se bladende d<strong>er</strong>i. Trykket stig<strong>er</strong>! Det<br />
atm<strong>os</strong>færiske tryk, ør<strong>er</strong>ne propp<strong>er</strong>, måske hyl<strong>er</strong>. Manden sig<strong>er</strong>, <strong>Jeg</strong> har<br />
været h<strong>er</strong> siden jeg var tredive - han har gråt skæg. De tror alle det <strong>er</strong> en<br />
drøm. Men nu jeg <strong>er</strong> h<strong>er</strong> kan jeg lige så godt storme frem - og Henrik<br />
svar<strong>er</strong> Ja, fremstorm med alt du sikk<strong>er</strong>t har og ej<strong>er</strong>, man må lede eft<strong>er</strong><br />
dette febrilsk som exo-planet<strong>er</strong> i stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>s blændende lys, og ja gamle<br />
mand, din egen vejrgud, storm! - og de ved nu det <strong>er</strong> en drøm, på grund<br />
af det de læs<strong>er</strong> i hans stakke af papir<strong>er</strong> og fordi hundene gør sig ned i en<br />
afgrund, vov vov vov, hvirvelvind sort-sort-vind 'downward spiral', den<br />
gamle mand grinende og langsomt voksende sig yngre, kollapsende, alt<br />
<strong>er</strong> væk, i en afgrund, og de tre kravl<strong>er</strong> lucide tilbage ov<strong>er</strong> isen, s n a r t<br />
rejsende sig op, gående på jorden, spørgende sig, hvor længe de har<br />
været væk. De komm<strong>er</strong> tilbage til huset, og find<strong>er</strong> varme og kærlighed.<br />
D<strong>er</strong>: Rasmus og R<strong>os</strong>e, arm i arm. De tre går i hv<strong>er</strong> sin sofa, lyttende til et<br />
ekko i kroppens mange kamre og korridor<strong>er</strong>, nemlig stoffets aftagen d<strong>er</strong><br />
endelig giv<strong>er</strong> plads og lov, ekkoet <strong>er</strong>: sov sov sov.<br />
R<strong>os</strong>e <strong>er</strong> vågnet forlængst, fyldt med tank<strong>er</strong>. Som det kærligt går igennem<br />
hende:<br />
Du sov<strong>er</strong> på<br />
min arm<br />
sov<strong>er</strong><br />
igen<br />
min arm<br />
sov<strong>er</strong><br />
<strong>Jeg</strong> løft<strong>er</strong><br />
dit hoved<br />
og lægg<strong>er</strong> en pude<br />
i stedet for min arm<br />
101
du vågnede ikke<br />
<strong>men</strong> det gjorde<br />
min arm.<br />
Rasmus, den stakkel, føl<strong>er</strong> sig elsket, <strong>men</strong> har nu mar<strong>er</strong>idt alligevel,<br />
hvilket ironisk nok ikke kan mærkes på hans ydre. Hans ubevægelige<br />
sovende legeme drømm<strong>er</strong>:<br />
<strong>Jeg</strong> elskede min far<br />
jeg elskede min mor<br />
forbundne i min sjæl<br />
uværdige til<br />
et ødipuskompleks<br />
og nu had<strong>er</strong> jeg mig selv<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> dig, R<strong>os</strong>e<br />
jeg had<strong>er</strong> mig selv<br />
jeg elsk<strong>er</strong> min datt<strong>er</strong><br />
<strong>men</strong> had<strong>er</strong> mig selv<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> j<strong>er</strong> venn<strong>er</strong><br />
jeg had<strong>er</strong> mig selv<br />
jeg elsk<strong>er</strong> mænd som gu<strong>er</strong>illa<strong>er</strong>,<br />
astronaut<strong>er</strong> og kirurg<strong>er</strong>,<br />
sultekunstn<strong>er</strong>e, dirigent<strong>er</strong> og løvetæmm<strong>er</strong>e<br />
blot for eksempl<strong>er</strong><br />
hvad <strong>er</strong> jeg i forhold til dem<br />
hvad prøv<strong>er</strong> jeg at tolke mig til<br />
med skælvende zen<br />
nej, jeg had<strong>er</strong> mig selv<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> j<strong>er</strong> fremtidens glasp<strong>er</strong>lespill<strong>er</strong>e<br />
gør hvad I vil med min sjæl (ingenting)<br />
jeg elsk<strong>er</strong> mal<strong>er</strong>e,<br />
digt<strong>er</strong>e og sang<strong>er</strong>e<br />
jeg had<strong>er</strong> mig selv<br />
jeg elsk<strong>er</strong> somm<strong>er</strong>fugle<br />
Ronaldinho og Belew<br />
jeg elsk<strong>er</strong> de stålsatte<br />
- ingen navne nævnes -<br />
jeg elsk<strong>er</strong> historiens fil<strong>os</strong>off<strong>er</strong><br />
og had<strong>er</strong> så afgjort mig selv<br />
<strong>Jeg</strong> elsk<strong>er</strong> fodbold<br />
jeg elsk<strong>er</strong> adrenalin<br />
jeg elsk<strong>er</strong> lam<br />
jeg elsk<strong>er</strong> rytm<strong>er</strong>, igen musik<br />
jeg elsk<strong>er</strong> sang<br />
dette 'jeg'<br />
som kun en mor<br />
kan elske<br />
og kun en far<br />
kan hade<br />
jeg had<strong>er</strong> mig selv<br />
102
Mig selv<br />
som kun en far<br />
vil bryde sig om<br />
at disciplin<strong>er</strong>e<br />
og prøve at elske --<br />
At elske sig selv som en søn.<br />
Det glemmes idet han vågn<strong>er</strong>. Hvem har holdt om hvem? Rasmus og<br />
R<strong>os</strong>e kyss<strong>er</strong>.<br />
l<br />
Nogle døgn sen<strong>er</strong>e - på en af dansk<strong>er</strong>nes juledage.<br />
I en familieby som Laven <strong>er</strong> d<strong>er</strong> hygge hen ov<strong>er</strong> den hvide jul,<br />
und<strong>er</strong> den lyseblå himmel, ved siden af den lave sol. Mange står på<br />
skøjt<strong>er</strong> på søen, og forundres ov<strong>er</strong> hullet i isen; paraglid<strong>er</strong>e hæng<strong>er</strong> i<br />
luften og pynt<strong>er</strong>; mange bygg<strong>er</strong> snemænd i hav<strong>er</strong> med fætre fra nær og<br />
fj<strong>er</strong>n; og mange går ture i det bakkede landskab. Det sidste giv<strong>er</strong> også<br />
Alex og Rasmus sig til - de snakk<strong>er</strong> frit und<strong>er</strong> skovens nøgne tag.<br />
R<strong>os</strong>e og Diana <strong>er</strong> tilbage i Århus for at blive lidt klog<strong>er</strong>e igen,<br />
foran tavlen. De har også Elijah med, d<strong>er</strong> g<strong>er</strong>ne vil have lidt ordentlig<br />
und<strong>er</strong>visning - thi han ved lidt om, hvad d<strong>er</strong> <strong>er</strong> godt for sig, og kan godt<br />
lade være med at bande, nu hvor det gæld<strong>er</strong>; eft<strong>er</strong>hånden bliv<strong>er</strong><br />
lær<strong>er</strong>inden også bedre stemt ov<strong>er</strong>for den lille, især fordi hun s<strong>er</strong> hvilket<br />
bånd, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ved at blive knyttet til Diana.<br />
Andrea har nogen han skal mødes med, og <strong>er</strong> også i byen - når<br />
musene <strong>er</strong> ude, sætt<strong>er</strong> kattene fæld<strong>er</strong> op, som han grinende kunne finde<br />
på at sige; ja, han lav<strong>er</strong> aftal<strong>er</strong> og gard<strong>er</strong><strong>er</strong> sig. Alex og Rasmus nyd<strong>er</strong> alt<br />
i<strong>men</strong>s det landlige; de find<strong>er</strong> en fred som sjældent har været med dem, og<br />
i øvrigt en udfordring i hinanden, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> værd at bruge tim<strong>er</strong> på: Rasmus<br />
har intet i sit liv foran sig andet end sin kone, sit barn og sit nye løfte, og<br />
det <strong>er</strong> tid for ham til at nye plan<strong>er</strong> skal forme sig - Alex vent<strong>er</strong> blot på en<br />
opringning fra sin bror, og da den kunne komme hvornår som helst, har<br />
hans tålmodighed taget ov<strong>er</strong>, og han tag<strong>er</strong> let på dagene.<br />
All<strong>er</strong>ede inden for nogle døgn eft<strong>er</strong> ritualet har Rasmus vist tegn<br />
på forandring<strong>er</strong>. Præcise eksempl<strong>er</strong> <strong>er</strong> svære, <strong>men</strong> i grunden gør en m<strong>er</strong>e<br />
legende attitude sig gældende: m<strong>er</strong>e elektricitet i fingrene - hvis man<br />
forstår - og m<strong>er</strong>e zoom-lystne øjne. Han still<strong>er</strong> også af og til spørgsmål til<br />
de kendteste sag<strong>er</strong>. Af onde tung<strong>er</strong>, blondinespørgsmål - så som om<br />
stj<strong>er</strong>neskud virkelig <strong>er</strong> stj<strong>er</strong>n<strong>er</strong>. Men all<strong>er</strong>ede eft<strong>er</strong> ganske lidt øvelse <strong>er</strong><br />
disse spørgsmål akkompagn<strong>er</strong>et af en uskyldighed - og som det helt<br />
præcist gør sig gældende: uden tanke for at lyde dum. Hans løfte synes<br />
<strong>altså</strong> indtil vid<strong>er</strong>e at give afkast af en uomtvisteligt god natur - <strong>men</strong><br />
selvfølgelig helt og holdent i det stille og i de relativt anonyme sfær<strong>er</strong>.<br />
Alex har som sagt fundet sin tålmodighed - ikke mindst på grund<br />
af landskabet, d<strong>er</strong> i forhold til det svenske <strong>er</strong> aldeles diskret og<br />
miniputtet, <strong>men</strong> alligevel forfinet i sine kontur<strong>er</strong> og sin friskhed. Han har<br />
været h<strong>er</strong> før, <strong>men</strong> aldrig hvor det har været snedækket, og aldrig så<br />
længe og uden en egentlig daglig tjans, ell<strong>er</strong> andet lige for at jage sit sind<br />
103
med. Nu nyd<strong>er</strong> han blot de sky-bløde lænestole og som sagt t<strong>er</strong>rænet;<br />
dagdrøm<strong>men</strong>de om den arv ell<strong>er</strong> hvad det måtte være - måske et ædelt<br />
ansvar, ell<strong>er</strong> int<strong>er</strong>essante ægteskabsplan<strong>er</strong> - som fra fad<strong>er</strong>en kunne<br />
tilkomme ham ganske snart.<br />
Rasmus og Alex går i skoven og tal<strong>er</strong>. De tal<strong>er</strong> åbent på en måde,<br />
d<strong>er</strong> involv<strong>er</strong><strong>er</strong> en blodhundskritisk indstilling til alt d<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> sagt. Især<br />
fra Alex' side eksist<strong>er</strong><strong>er</strong> til mangt og meget en næsten chok<strong>er</strong>et<br />
uforståenhed. I kraft af og på trods af dette måske paradoksale forhold i<br />
d<strong>er</strong>es samtale, så <strong>er</strong> det meste d<strong>er</strong> siges sådanne ord, d<strong>er</strong> gør ram<strong>men</strong>de<br />
indtryk på modparten på den ene ell<strong>er</strong> anden måde. Og selvom det <strong>er</strong> så<br />
aldeles usynligt, og ikke til at indrømme for nogen af de to, så kyss<strong>er</strong><br />
d<strong>er</strong>es sjæle faktisk i det følgende.<br />
Med sin ene hånd holdende den anden slændr<strong>er</strong> Alex langsomt<br />
rundt blandt de tykke stamm<strong>er</strong>; Rasmus samlende sne op, snart fra h<strong>er</strong> og<br />
snart fra d<strong>er</strong>, for<strong>men</strong>de til snebolde han forgæves kast<strong>er</strong> eft<strong>er</strong><br />
usandsynlige mål, til tid<strong>er</strong> blot betragtende enkelte fnug, måske en lille<br />
sky af dem, han har hvirvlet af fra en gren, så hans elskede prisme-effekt<br />
kan komme til syne. Tænk sig, denne mand <strong>er</strong> ramt af onde drømme!<br />
Hvad <strong>men</strong><strong>er</strong> du egentligen med mar<strong>er</strong>idt, Rasmus? Er d<strong>er</strong> da<br />
nogon ting du særligt har en frygt for?<br />
<strong>Jeg</strong> frygt<strong>er</strong> mange ting... <strong>men</strong> de sidste par nætt<strong>er</strong> har intet vist sig<br />
som et særkendeligt... hvad sig<strong>er</strong> man? Er særkendeligt objekt af min<br />
frygt, ell<strong>er</strong>... du forstår måske. Intet konkret symbol ell<strong>er</strong> lignende har<br />
vist sig som sådan.<br />
Hmm, hvad gør så et mar<strong>er</strong>idt?.. om jäg for froga. Nej, I don't<br />
und<strong>er</strong>stand.<br />
Mar<strong>er</strong>idt <strong>er</strong> nok også fork<strong>er</strong>t sagt. I hv<strong>er</strong>t fald til det helt<br />
ov<strong>er</strong>ordnede ikke rigtigt. Mine drømme <strong>er</strong> ikke altid gruvækkende, de <strong>er</strong><br />
ikke af kød, blod og dybsindige svigt... altid. M<strong>er</strong>e hvileløse af natur...<br />
gentagende det samme, hvor meget <strong>er</strong> 'syret' og... 'd<strong>er</strong>anged' som man<br />
kan sige... og få ting attråværdige, <strong>men</strong> altid uden for mit greb... og dette<br />
på en måde d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> mig så uforklarligt ved. <strong>Jeg</strong> vil, <strong>men</strong> alt <strong>er</strong><br />
vammelt; jeg vil have de h<strong>er</strong> ting... og når jeg <strong>er</strong> tættest, ja, så indtræd<strong>er</strong><br />
gentagelsen... det føles som <strong>er</strong> det umuligt at vågne. Min datt<strong>er</strong> har i<br />
grunden udtrykt det i et digt hun skrev sidste somm<strong>er</strong>... und<strong>er</strong> et<br />
feb<strong>er</strong>anfald... hun viste mig det for få dage siden. - Alex gør store øjne,<br />
prøvende at holde et selvfølgeligt udtryk. Rasmus recit<strong>er</strong><strong>er</strong>. Han har i det<br />
store og hele digtet i hukommelsen, <strong>men</strong> h<strong>er</strong> og d<strong>er</strong>, hvor han <strong>er</strong> lidt i<br />
tvivl om, hvordan digtet præcist går, improvis<strong>er</strong><strong>er</strong> han en smule. Det<br />
lyd<strong>er</strong> som følg<strong>er</strong>:<br />
Min månesyge feb<strong>er</strong>drøm<br />
to elefantkys, ned på knæ<br />
alt sk<strong>er</strong> igen. Lyset går<br />
i min legesyge feb<strong>er</strong>drøm.<br />
Min syge måne, min sidste gåde<br />
eft<strong>er</strong>lad<strong>er</strong> du mig nu h<strong>er</strong> igen;<br />
ét kys til, det tungeste kys<br />
et kys fra en ven, jeg vågn<strong>er</strong> --<br />
104
Alex udbryd<strong>er</strong> - What! <strong>Jeg</strong> <strong>men</strong><strong>er</strong>, respekt til Diana... Men Rasmus!.. at<br />
dine mar<strong>er</strong>idt kan jævnføres med en lille fligors feb<strong>er</strong>vildels<strong>er</strong>... hvordan<br />
<strong>er</strong> du nog<strong>os</strong>inde blevet mand nok til at knulla den henrivende wife du<br />
har. - d<strong>er</strong> <strong>er</strong> misundelse i udbruddet. Husk på Alex' forfejlede<br />
forføringsforsøg - som Rasmus i øvrigt ikke kend<strong>er</strong> til.<br />
Ja<strong>men</strong>... igen Alex, jeg vil ikke kalde det mar<strong>er</strong>idt... nej, nu du<br />
sig<strong>er</strong> det, jeg sov<strong>er</strong> måske bare lidt dårligt. Som lidt besværrede drømme,<br />
ja, jeg spill<strong>er</strong> mig selv et puds om natten, det <strong>er</strong> nok alt. - stilhed. Eft<strong>er</strong><br />
lidt betænkningstid tilføj<strong>er</strong> Rasmus, idet han barnligt, og en anelse<br />
spirituelt, trækk<strong>er</strong> et par våde streg<strong>er</strong> i sit ansigt med en istap - pludselig<br />
ved han at have haft sit sidste mar<strong>er</strong>idt - Nåh ja, og til det andet du sagde:<br />
jeg har en stor pik.<br />
Alex bliv<strong>er</strong> lidt ude af den. Han smil<strong>er</strong> som man skal. Han kigg<strong>er</strong><br />
lidt væk, som nogen ikke kan lade være med. Snakk<strong>er</strong> dumt - Klart nok...<br />
fedt, hæhæ... ja I har det nok heftigt. - Rasmus smil<strong>er</strong> ved synet af et<br />
eg<strong>er</strong>n.<br />
Alex skift<strong>er</strong> spor, tal<strong>er</strong> nærmest i vildelse - Nåh, <strong>men</strong>... øhhh, med<br />
de svære drømme... jeg <strong>er</strong> lidt int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong>et. Hvordan... jeg forstår inte<br />
helt. Finns d<strong>er</strong> inget du <strong>er</strong> bange for? Ell<strong>er</strong>, det vet jeg måske... gissar... at<br />
R<strong>os</strong>e skulle göre noget slemt... ell<strong>er</strong>... Hvad med döden, ja, <strong>er</strong> du egentlig<br />
bange for at dø, Rasmus?<br />
<strong>Jeg</strong> plejede at sige, at jeg var bange for at dø ung. Nu... nej,<br />
tanken kan få min puls op, <strong>men</strong> den gør mig ikke bange på den måde,<br />
man normalt forstår.<br />
Hvad da? Føl<strong>er</strong> du dig forbundet, ell<strong>er</strong> noget shit som det... at du<br />
<strong>er</strong> en del af det hele, og alt lev<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e också üten dig. Ha ha!<br />
Within you and without you. - svar<strong>er</strong> Rasmus, - Gæld<strong>er</strong> også for<br />
dig, min ven.<br />
Nej hør nu har! - det går selvfølgelig Alex på - Det där <strong>er</strong> en<br />
upåviselig idé. Alt for fix och... 'belejlig', som ni danska skulle säga. Nej,<br />
virkeligheten är närm<strong>er</strong>e, at d<strong>er</strong> finns så ganska mänga, som varden i n t<br />
e behövs. Som det only är et tankeeksp<strong>er</strong>i<strong>men</strong>t at kalde 'forbundna'.<br />
Denna fortolkningen går lige vel som din. - stilhed.<br />
Tjo... Måske. Inden jeg mødte min R<strong>os</strong>e, tænte jeg ofte 'at vide'<br />
mig forbundet til v<strong>er</strong>den, o<strong>men</strong>d jeg i denne helhed indså min egen plads<br />
som værende den af en virus... et 'negativ'. At tjene helheden ved at<br />
modarbejde alt omkring en... Altså, det var jo netop bare en fortolkning. -<br />
han ved ikke rigtigt, hvor han vil hen.<br />
Alex genoptag<strong>er</strong>, ikke så lidt rasende <strong>er</strong> han - At vide dig<br />
forbundet. What arrogance! Hehe. Havde du så ligesådan en vished om<br />
noget 'godt'? Nogen grund til den ene sag frem for en andet i det här<br />
univ<strong>er</strong>s?<br />
Ærligt talt, Alex. Er det ikke lidt kedeligt at snakke om. - d<strong>er</strong> <strong>er</strong><br />
ikke spor af resignation i hans stemme.<br />
Nej, svar du bäre på mit frogan!<br />
Rasmus tænk<strong>er</strong> lidt. - Nej, Alex, jeg havde ingen vished... og har<br />
hell<strong>er</strong> ingen. Absolut ingen vished. Men jeg har en idé om, at noget <strong>er</strong><br />
bedre end noget andet... at dette kun <strong>er</strong> min idé, og ikke nødvendigvis<br />
andres, det <strong>er</strong> klart. Den <strong>er</strong> ikke ledet af noget påviseligt princip. Det <strong>er</strong><br />
potentielt en helt aldeles idi<strong>os</strong>ynkratisk beskaffenhed ved min såvel som<br />
105
ved hv<strong>er</strong> enkel bevidsthed, og måske i hv<strong>er</strong>t enkelt øjeblik... <strong>men</strong> om<br />
ikke andet <strong>er</strong> visheden ensartet ved at den <strong>er</strong> en idé om én ting frem for<br />
noget andet... ja, i en etisk ov<strong>er</strong>vejelse vil man vel sige. Og h<strong>er</strong> s<strong>er</strong> jeg<br />
klart og skarpt, at det giv<strong>er</strong> <strong>men</strong>ing at handle på denne idé... siden enhv<strong>er</strong><br />
indsigelse ville være... hmm, ville være fund<strong>er</strong>et på samme<br />
ugrundelighed som mit aktiv... endsige påstanden at det <strong>er</strong> ligegyldigt om<br />
jeg ov<strong>er</strong>hovedet vælg<strong>er</strong> og handl<strong>er</strong>, i hvilket tilfælde at det også vil være<br />
aldeles ligegyldigt, hvem d<strong>er</strong> har ret i det givne argu<strong>men</strong>t. Hmm, m<strong>er</strong>e<br />
kan du ikke kræve af mig.<br />
Ha ha, min fine ven. Men når du skal forklare dette 'gode' som<br />
andet end en præf<strong>er</strong>ence... som noget etisk as you say, så mangl<strong>er</strong> du ord<br />
til at kvalific<strong>er</strong>e det med. Så hvad sig<strong>er</strong> du? At du har en fornemmelse, a<br />
feeling, d<strong>er</strong> bare inte kan kommunik<strong>er</strong>es. Det kald<strong>er</strong> jeg en bundløs<br />
<strong>men</strong>ing.<br />
Meget vel. Det var dig d<strong>er</strong> spurgte. <strong>Jeg</strong> hold<strong>er</strong> min bundløshed<br />
within me. - og det går i grunden op for Rasmus, at han <strong>er</strong> bundløs . . .<br />
hvad han nok kan have hørt så mange gange før i forskellige variant<strong>er</strong>,<br />
<strong>men</strong> han føl<strong>er</strong> det m<strong>er</strong>e indtrængende nu. Hvad end vi så kan forstå ved<br />
det. Han styrkes imidl<strong>er</strong>tid. Han rammes af et 'univ<strong>er</strong>s-øje-blik', som han<br />
har døbt det for sig selv, det al<strong>men</strong>e i dette værende et 'mo<strong>men</strong>t', hvor<br />
man kan 'opleve' sig ell<strong>er</strong> sit selv, og for en som Rasmus kan det bedst<br />
beskrives sådan, at de europæiske arketyp<strong>er</strong>, som vi vil våge at kalde<br />
dem, solipsis<strong>men</strong> og den evige genkomst, som mulighed<strong>er</strong> vis<strong>er</strong> sig hånd<br />
i hånd, idet '-øje-blikket' ramm<strong>er</strong>: den funda<strong>men</strong>talt tvingende<br />
vurd<strong>er</strong>ingen af altet uden noget udov<strong>er</strong> sig, uden noget 'ov<strong>er</strong>-naturligt',<br />
samt indsnævringen til at dette alt k u n <strong>er</strong> det man selv <strong>er</strong>. Og bizart<br />
som dette kategorisk vil vise sig, i og med man i mo<strong>men</strong>tet <strong>er</strong>kend<strong>er</strong>, at<br />
'nu <strong>er</strong> netop dette, og ikke alle mulige andre ikke-utænkelighed<strong>er</strong>,<br />
tilfældet' tankes en<strong>er</strong>gi; ja sådan oplev<strong>er</strong> han nu, helt ov<strong>er</strong>ordnet<br />
anskuende dét indre og ydre, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> tilfældet, samt de flydende<br />
bevægels<strong>er</strong> d<strong>er</strong>imellem, flydende til grænsen slet ikke <strong>er</strong>. Og Rasmus<br />
fejl<strong>er</strong>. Det består all<strong>er</strong>ede d<strong>er</strong>i, at han har navngivet 'dette' (af lige så<br />
letsindige tung<strong>er</strong> benævnt 'det hellige'), at han så godt som kun<br />
konstat<strong>er</strong><strong>er</strong> det, det vil sige tang<strong>er</strong>ende b<strong>er</strong>ør<strong>er</strong> muligheden lidt som en<br />
smutsten på en bølge, og at han, indbygget i det løfte om frygtløshed han<br />
nyligt har givet til sig selv, beklageligvis ov<strong>er</strong>s<strong>er</strong> signifikansen i, hvad et<br />
'heltemodigt tavshedsløfte' kunne indebære, ja det at han i det hele taget<br />
tillad<strong>er</strong> sig at begribe sag<strong>er</strong> som den nærværende med navne, at han<br />
omgås en univ<strong>er</strong>sel frygt og ensomhed defensivt, at begribe og forsvare<br />
sig komm<strong>er</strong> så ofte ud på ét, at han i den grad tal<strong>er</strong> med sig selv. Han<br />
styrkes dog i dette nu, og som den flyvende sten, d<strong>er</strong> kyss<strong>er</strong> bølgen,<br />
tank<strong>er</strong> han et vist mål en<strong>er</strong>gi, lett<strong>er</strong> på ny, og sig<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e - <strong>Jeg</strong> hold<strong>er</strong> så<br />
blot på mit eget. <strong>Jeg</strong> har givet et løfte til mig selv. Ja, som d u spurgte,<br />
og j e g svarede: jeg frygt<strong>er</strong> ikke døden. Men jeg frygt<strong>er</strong> ydmygelsen,<br />
den stolthed og skam jeg selv dømm<strong>er</strong> med... med døden som det<br />
ultimative, min 'domme-dag'. Hvor mange løft<strong>er</strong> har jeg ikke brudt for<br />
mig selv? Hvor mange har d u brudt for dig selv, Alex? Et løfte, d<strong>er</strong><br />
bare <strong>er</strong> en ordsekvens i en indre strøm, det <strong>er</strong> så nemt at løbe fra. Men<br />
æreløst ikke desto mindre. <strong>Jeg</strong> har nu sværget ved en begivenhed... ved<br />
min skab<strong>er</strong>kraft og min kærlighed... de to stod i ét den dag. Et løfte dér i<br />
106
al sin enkelthed <strong>er</strong> frygtløshed. Det <strong>er</strong> d<strong>er</strong> rigtignok ære ved. Så må<br />
v<strong>er</strong>den komme som den komm<strong>er</strong>, og tage mig som den tage mig vil.<br />
Hvad <strong>men</strong><strong>er</strong> du frygtløshed?<br />
Rasmus forklar<strong>er</strong>, som han tidlig<strong>er</strong>e har forklaret det til Henrik.<br />
Alex knib<strong>er</strong> øjnene sam<strong>men</strong>, og spørg - Have you yet... gjort<br />
noget... noget farligt?<br />
Blot så små sag<strong>er</strong>. Hmm, eksempl<strong>er</strong> <strong>er</strong> så svære lige at komme i<br />
tanke om på stedet. Lad mig se... jo! - Alex kigg<strong>er</strong> skeptisk og forundret -<br />
Du ved: at kaste en aflang genstand i luften, så den snurr<strong>er</strong> en omgang,<br />
for så at gribe den ende man kastede... du kend<strong>er</strong> til det? - nu kigg<strong>er</strong> Alex<br />
kun skeptisk, <strong>men</strong> han nikk<strong>er</strong> - Godt, den bevægelse har jeg altid<br />
mestret... <strong>men</strong> af og til har jeg set folk gøre det med sine store<br />
køkkenknive, hvad jeg aldrig har kunnet få mig selv til. Taget den i<br />
hånden med en intention, har jeg måske, <strong>men</strong> aldrig turdet gøre det. I går<br />
fik jeg impulsen og fulgte den. - det sidste sig<strong>er</strong> han stolt. Alex <strong>er</strong> lidt<br />
skuffet, <strong>men</strong> det går trods alt op for ham, at det <strong>er</strong> m<strong>er</strong>e end blot tom<br />
snak så... blot det mindste m<strong>er</strong>e.<br />
De går lidt uden at sige noget. Ikke helt som før - nu <strong>er</strong> Alex m<strong>er</strong>e<br />
trampende, og begges tempo <strong>er</strong> sat lidt op. Skoven bakk<strong>er</strong>, og de nøgne<br />
træ<strong>er</strong> tillad<strong>er</strong> synet at rejse langt forud for benene. Ved et udsigtspunkt<br />
kan de se ud ov<strong>er</strong> den lille dal, og de aktive famili<strong>er</strong>: ren mod<strong>er</strong>ne idyl<br />
(mod<strong>er</strong>ne som et indeksikalsk udtryk), og de dann<strong>er</strong> i sig hv<strong>er</strong> d<strong>er</strong>es<br />
komplet forskellige følels<strong>er</strong> fra hj<strong>er</strong>tet og ud. De vandr<strong>er</strong> så småt tilbage<br />
imod huset igen, og da ring<strong>er</strong> Alex' telefon.<br />
Ja, det <strong>er</strong> mig, din bror, Andrea. Så <strong>er</strong> det sgu nu. Fuck... det vil<br />
sige... Alex! vi har sgu lidt travlt. Far vil se <strong>os</strong>. Du <strong>er</strong> i Laven ikk'?<br />
Jo... wow! To tim<strong>er</strong> har jeg. Right?<br />
Nej det <strong>er</strong> vist en halv sandhed. Altså, jeg skal prøve at opholde<br />
ham lidt, hvis det <strong>er</strong>, <strong>men</strong> kan du være h<strong>er</strong> før. Du skal ikke tage toget i<br />
hv<strong>er</strong>t fald!<br />
Rasmus kan høre hvad d<strong>er</strong> bliv<strong>er</strong> sagt igennem røret, og still<strong>er</strong> sin<br />
F<strong>er</strong>rari til rådighed.<br />
Det bliv<strong>er</strong> planen. Alex vil måske g<strong>er</strong>ne vide nærm<strong>er</strong>e, hvorfor<br />
fad<strong>er</strong>en skal være sådan en snob, og ikke bare vente til alle kan være d<strong>er</strong><br />
indenfor en rimelig tid, <strong>men</strong> slår det hen som nok blot en form for prøve,<br />
ell<strong>er</strong> hvad ved han. Det fyld<strong>er</strong> også mindre for ham, når han hør<strong>er</strong>, at<br />
mødestedet <strong>er</strong> den store 'Danske Bank' ved Bispetorv. De skal angiveligt<br />
se på en bankboks, og Alex tror nok, han ved, hvad det betyd<strong>er</strong>. Andrea<br />
vil tage Elijah med, d<strong>er</strong> jo i forvejen <strong>er</strong> i Århus.<br />
Eft<strong>er</strong> en heftig øjenkontakt med Rasmus, komm<strong>er</strong> denne og Alex<br />
telepatisk frem til at kunne være d<strong>er</strong> om fyrre minutt<strong>er</strong>, det <strong>er</strong> bestemt<br />
realistisk, og især i en sportsvogn. Andrea sig<strong>er</strong> med hvislende tunge<br />
"sssup<strong>er</strong>," og lægg<strong>er</strong> på.<br />
Hurra, fucking A! Hvor jävla bra. - brøl<strong>er</strong> Alex. De styrt<strong>er</strong> ned af<br />
skovens bakk<strong>er</strong>, og h<strong>er</strong>, hvor d<strong>er</strong> ingen sti <strong>er</strong>, skal de passe på de store<br />
bøgestamm<strong>er</strong> - analogt med skiløb<strong>er</strong>e i off-pist und<strong>er</strong> trægrænsen. Det<br />
går ov<strong>er</strong> stok og sten. Rasmus må igennem huset for at hente nøglen. Han<br />
råb<strong>er</strong> et højt og rungende "farvel" igennem stu<strong>er</strong>ne, styrt<strong>er</strong> ud ad huset og<br />
vid<strong>er</strong>e ned til vejen, hvor Alex forpustet vent<strong>er</strong>.<br />
H<strong>er</strong>, gi' mig nøgl<strong>er</strong>ne, lad mig køre. (Alex)<br />
107
<strong>Jeg</strong> ved det <strong>er</strong> dig, d<strong>er</strong> har travlt, <strong>men</strong> ærligt talt: jeg kør<strong>er</strong>. - hans<br />
stålsatte stemme tving<strong>er</strong> Alex til at sige:<br />
Er du fast? Du skal køre uhemsk hurtigt, din satan!<br />
<strong>Jeg</strong> lov<strong>er</strong> det.<br />
Med Alex på passag<strong>er</strong>sædet startes Testar<strong>os</strong>saen med et blæret<br />
drøn, og forsvind<strong>er</strong> hurtigt ned ad Lavens hovedgade, Himmelbj<strong>er</strong>gvej.<br />
Alex har tændt gps'en, thi ingen af de to <strong>er</strong> særligt opsatte på pludselige<br />
tvivlssag<strong>er</strong>, og den foreslår ineffektivt vejen ov<strong>er</strong> Ry og vid<strong>er</strong>e ud på<br />
motorvejen d<strong>er</strong>fra. Det <strong>er</strong> 'g<strong>er</strong>ade aus', og ikke op ad den mistænksomt<br />
lydende "Slangebakken" til venstre, så det pass<strong>er</strong> de intetanende<br />
udebane-bilist<strong>er</strong> fint.<br />
Med først små hundrede kilomet<strong>er</strong> i ti<strong>men</strong> på den halvglatte<br />
landevej, brokk<strong>er</strong> den ivrige Alex sig. Chaufføren still<strong>er</strong> sig ikke uenig<br />
med denne snak, <strong>men</strong> fyldes i stedet med en enorm rus, og gass<strong>er</strong><br />
velvilligt op - forskrækkende en mindre flok landsbydrenge midt i en<br />
sneboldkamp, <strong>men</strong> ell<strong>er</strong>s uden skade for nogen; vejen <strong>er</strong> så godt som tom<br />
i denne juledagsro.<br />
Ha-ha-ha! Fremad! - udbasun<strong>er</strong><strong>er</strong> Rasmus, og den endeligt<br />
tilfredse Alex læn<strong>er</strong> sig tilbage i læd<strong>er</strong>sædet.<br />
I kommunebyen Ry må de gasse ned, gps'en guid<strong>er</strong> dem igennem<br />
div<strong>er</strong>se rundkørsl<strong>er</strong>, og snart har de skilte mod motorvejen og Århus. D<strong>er</strong><br />
gasses op igen, bilen skyd<strong>er</strong> d<strong>er</strong>udaf - hvilket syn det <strong>er</strong> i dette jydske<br />
landskab - og Rasmus kør<strong>er</strong> formidabelt.<br />
De s<strong>er</strong> en motorvejsbro foran dem. "Drej til højre om tohundrede<br />
met<strong>er</strong>" lokk<strong>er</strong> gps'en, og med den fart de har på, når Alex kun lige at<br />
registr<strong>er</strong>e, at de pass<strong>er</strong><strong>er</strong> afkørslen til Århus - den anden afkørsel på<br />
broen <strong>er</strong> til venstre mod Silkeborg; maskinestem<strong>men</strong> forslår koldt "kør til<br />
højre", Rasmus hiv<strong>er</strong> mekanisk i rattet - mod Århus og mod trafikken.<br />
Et gys går ov<strong>er</strong> Alex' ansigt; Rasmus <strong>er</strong> blot fokus<strong>er</strong>et på at afvige<br />
den ene bil, d<strong>er</strong> på rampen komm<strong>er</strong> imod dem. "Wow, hvor går det<br />
stærkt," når han at tænke i ubetænksom begejstring og accel<strong>er</strong><strong>er</strong>ende<br />
puls, idet de to bil<strong>er</strong> glid<strong>er</strong> lige forbi hinanden - hvilken kraft og livlighed<br />
d<strong>er</strong> mød<strong>er</strong> ham, hvilken force and vivacity. De komm<strong>er</strong> ned på selve<br />
motorvejen.<br />
Kørebanen <strong>er</strong> relativt tom, <strong>men</strong> det betyd<strong>er</strong> stadig ganske mange<br />
bil<strong>er</strong> p<strong>er</strong> minut med den dobbelte fart imellem f<strong>er</strong>rarien og de<br />
modkørende. Nej, Rasmus brems<strong>er</strong> ikke umiddelbart op, <strong>men</strong><br />
ov<strong>er</strong>raskende begejstret fortsætt<strong>er</strong> han besluttet mod Århus. - Stop, din<br />
psykopat! Stop.<br />
Du vil frem, ikke? - wruum, en gruopvakt børnebil fyldt med<br />
julegav<strong>er</strong> far<strong>er</strong> forbi.<br />
Rasmus <strong>er</strong> ramt af eufori ved den enorme fart som bil<strong>er</strong>ne<br />
komm<strong>er</strong> imod ham med; det ov<strong>er</strong>væld<strong>er</strong> ham. Som et drengebarn med en<br />
pistol. Som svovlsyre for en purung kemik<strong>er</strong>. Som skønheden ved<br />
padehatte-brag kan ramme dig, såvel som enhv<strong>er</strong>. Forestil dig hvor<br />
hurtigt bil<strong>er</strong>ne komm<strong>er</strong> imod ham! Han nyd<strong>er</strong> sit mekaniske vidund<strong>er</strong>s<br />
styreevn<strong>er</strong>, bilens und<strong>er</strong>skønne anlæg for at svinge og dreje imellem de<br />
modkørende, hvordan den ligg<strong>er</strong> så sikk<strong>er</strong>t på vejen.<br />
Alex sig<strong>er</strong> - Okay okay, <strong>men</strong> jeg vil inte frem såhar. Du skal inte<br />
tænke på mig. Just stop! - med sit højre ben, spark<strong>er</strong> han med ét gps'en i<br />
108
stykk<strong>er</strong>, idet den skal til at give fl<strong>er</strong>e gode råd.<br />
Hvis jeg stopp<strong>er</strong>, <strong>er</strong> det netop af tanke for dig. - sig<strong>er</strong> Rasmus<br />
polemisk. To bil<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> midt i en ov<strong>er</strong>haling, fyld<strong>er</strong> begge spor forude;<br />
spøgelsesbilen drej<strong>er</strong> ud i nødsporet, som den eneste løsning, og med<br />
dødstruende lyde fra den tvivlsomme vej, pass<strong>er</strong>es også disse<br />
udfordring<strong>er</strong> i et sus. Sportsvognen drej<strong>er</strong> tilbage i modvinden, og<br />
accel<strong>er</strong><strong>er</strong><strong>er</strong>.<br />
Fuck det, Rasmus. Helvete... stop nu! - passag<strong>er</strong>en <strong>er</strong> forsvarsløs i<br />
forhold til Rasmus' hovedkuldse beslutning. Hvad kan han gøre? en<br />
kamp om rattet vil kun forværre d<strong>er</strong>es chanc<strong>er</strong>. Han prøv<strong>er</strong> at tale:<br />
Er det din fikse idé, d<strong>er</strong> spill<strong>er</strong> dig et puds? Slå den ud af huvudet<br />
for nu. Start i det små. Start med knivene... ja, knivene, og... og, vi kan<br />
klatre i fjällen... ell<strong>er</strong> parachute. Lyssna på mig. Stop! - et ynkeligt<br />
forsøg. Alex genkald<strong>er</strong> sig bønn<strong>er</strong> han i løbet af sit liv selv har ignor<strong>er</strong>et,<br />
og han nedtrykkes - endog ikke rent pathetisk ell<strong>er</strong> uden en ironisk sans,<br />
nej; vid<strong>er</strong>e ov<strong>er</strong>tages tank<strong>er</strong>ne nu af hans ufrivillige udpinte mantra "det<br />
<strong>er</strong> jo bare en ting d<strong>er</strong> sk<strong>er</strong>, som alt jo bare <strong>er</strong>". Det eneste svar hans<br />
forsøg modtag<strong>er</strong> fra Rasmus <strong>er</strong> i øvrigt simpelt hen 'fing<strong>er</strong>en' og et<br />
<strong>er</strong>kendelsens grin. En bil m<strong>er</strong>e pass<strong>er</strong>es. wruum! Alex åbn<strong>er</strong> vinduet, og<br />
lad<strong>er</strong> den frysende luft fylde bilen, hans liv bland<strong>er</strong> sig i den. Sidd<strong>er</strong><br />
egentlig roligt, skrig<strong>er</strong> fra tid til anden i enkelte anfald, måske<br />
forbandende Andrea. Men hvem tag<strong>er</strong> sig af Alex. - sidemanden æns<strong>er</strong><br />
ham i hv<strong>er</strong>t fald ikke stort; hell<strong>er</strong> ikke ved nævnelsen af brod<strong>er</strong>en.<br />
Rasmus tænk<strong>er</strong>, idet han med tøjlesløse sving navig<strong>er</strong><strong>er</strong> mellem<br />
bilklyng<strong>er</strong>, skrækslagene chauffør<strong>er</strong>. Han tænk<strong>er</strong> flagrende: hvor<br />
fordelagtigt det <strong>er</strong> i min p<strong>os</strong>ition... jajaja, som i fodbold hvor - wow hvor<br />
<strong>er</strong> jeg langt ude... fodbold! - <strong>Jeg</strong> har altid indset fordelen i at have bolden<br />
frem for at forsvare; jaja, den d<strong>er</strong> har bolden, bestemm<strong>er</strong> hvad d<strong>er</strong> sk<strong>er</strong>.<br />
Wruum! Fordelagtige angreb, min bils store fordel ov<strong>er</strong> de andre,<br />
fordel ov<strong>er</strong> ham, wruum - og ov<strong>er</strong> dem, og hende,<br />
wruum. - hvilken magt. Men hvor let de slipp<strong>er</strong><br />
med en skræk, når jeg drøn<strong>er</strong> forbi dem,<br />
zig-zagg<strong>er</strong> skønt. Og hvor <strong>er</strong> min fordel<br />
ved at angribe, når den <strong>er</strong> beskattet med<br />
på forhånd at have tabt,<br />
på forhånd være sortnet!<br />
Kunne jeg mon 'klare den'?<br />
Slå det ud af hovedet, Rasmus! Ja, sådan.<br />
Igen: hvad <strong>er</strong> dog sejr ov<strong>er</strong> rus? intet<br />
hvilket tab? - bag dette wheel of pow<strong>er</strong> -<br />
blot tabet af en lang og kedelig tråd af nutid<strong>er</strong>!<br />
ha ha, tidens ynkelige hjul, imod speed og rus<br />
tænk sig denne bullet time, dette ov<strong>er</strong>skud<br />
det giv<strong>er</strong> jeg v<strong>er</strong>den - det-<strong>er</strong>-mig! det-<strong>er</strong>-mig!<br />
Det kunne jeg aldrig have tænkt - af alt, og om alle:<br />
at j e g skulle falde vandret. Wruum!<br />
Min bedstefar - et minde sin vægtløshed værd i gen<strong>er</strong> -<br />
han havde guldtand, husk<strong>er</strong> jeg, og han pegede ind i sin mund<br />
den var til bådmanden, sagde han - jeg tror dog ikke på sådant.<br />
109
Men hvis man endelig vil, jeg skrig<strong>er</strong> det ud nu i den kolde luft<br />
"han vil ha' ild," den gamle bådmand, og min højre fod træd<strong>er</strong> til!<br />
Åh, minde - hvorfor komm<strong>er</strong> alt nu til mig så stærkt:<br />
mindet om min mod<strong>er</strong>s stemme - hun sang<br />
en vej går ind i himlen fra huset hvor du bor,<br />
<strong>men</strong> hvad hvis jeg bliv<strong>er</strong> hjemløs, mor, et motorvejsspøgelse<br />
ex machina? Og min krop nu blot <strong>er</strong> en dukke<br />
d<strong>er</strong> dans<strong>er</strong> fra en snor.<br />
Nej, jeg tror virkelig ikke på sådant - -<br />
Prismekroppen, en lysstråle delt til en regnbue<br />
Oceankroppen, tusinde smeltende<br />
snetoppe d<strong>er</strong> samles i én stor sø<br />
Se! lys og vand. Og Dråbekroppen,<br />
d<strong>er</strong> slutteligt ramm<strong>er</strong> havet<br />
i sit højdesyge fald fra himlen.<br />
Men tror jeg da i det mindste på ord<br />
som fast grund und<strong>er</strong> sådanne tank<strong>er</strong>s fødd<strong>er</strong>?<br />
Nu skal jeg undvige ham-d<strong>er</strong><br />
og hende. wruum wruum!<br />
som dog dette vidund<strong>er</strong> af en bil<br />
kan klæbe sig til vejen, og manøvr<strong>er</strong>es<br />
<strong>men</strong> ak, en familie dér<br />
nej nu går den ikke m<strong>er</strong>e<br />
Ak, min Diana, en tanke til dig<br />
jeg håb<strong>er</strong> at være<br />
dine kompleks<strong>er</strong> værdige!<br />
Ak, min R<strong>os</strong>e -<br />
den sidste somm<strong>er</strong>r<strong>os</strong>e visn<strong>er</strong> bort i min hånd<br />
fart dræb<strong>er</strong><br />
<strong>men</strong> skønhed lev<strong>er</strong> for evigt.<br />
<strong>Jeg</strong> tror nu ikke på sådant! Wruum.<br />
Bullet time, jeg undvig<strong>er</strong><br />
betonbroen stopp<strong>er</strong> mig<br />
betonbro, hvor grimt<br />
så, min passag<strong>er</strong>, vi to sjæle, d<strong>er</strong> ikke tro<strong>er</strong><br />
vi må klare <strong>os</strong> alene. Hvad mon nu d<strong>er</strong> sk<strong>er</strong>.<br />
Flimm<strong>er</strong> og rest<strong>er</strong>, lilla stj<strong>er</strong>neskud.<br />
At falde fremad, r i f t e r af lys<br />
i den indre afgrund - og<br />
seende den<br />
forenet med den ydre.<br />
I sort sort lue<br />
og sorte lugte<br />
jeg <strong>er</strong> midt i<br />
ekspl<strong>os</strong>ionen<br />
i flamme og fyr.<br />
110
m<br />
Andrea <strong>er</strong> sam<strong>men</strong> med Elijah på en fr<strong>os</strong>sen slette i det midtjydske<br />
landskab. De står ved brynet til en klynge træ<strong>er</strong> på en forhøjning og tal<strong>er</strong>.<br />
Alex' begravelse har fundet sted samme dag, kalend<strong>er</strong>årets første; de få<br />
andre pårørende, d<strong>er</strong> var mødt op - ingen af hvilke vi har mødt - har<br />
all<strong>er</strong>ede begivet sig vid<strong>er</strong>e i store bil<strong>er</strong>. For at snakke med den afdødes<br />
brod<strong>er</strong> ankomm<strong>er</strong> Henrik snart til denne slette.<br />
Man må forestille sig, at Andrea og Elijah på hin dag for<br />
bilulykken har haft sig en alvorlig og slutteligt indforstået snak om<br />
familie, blod og slægtled, samt hvilke int<strong>er</strong>ess<strong>er</strong> d<strong>er</strong> h<strong>er</strong>, i netop d<strong>er</strong>es<br />
situation, må have prioritet frem for andre.<br />
Nu und<strong>er</strong> træ<strong>er</strong>ne tal<strong>er</strong> de to i påfaldende munt<strong>er</strong> tone om de<br />
ændring<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> skal ske i d<strong>er</strong>es liv. At Elijah flytt<strong>er</strong> med sin onkel ind h<strong>os</strong><br />
de eft<strong>er</strong>ladte i lejligheden på Bispetorv; at den lille dreng, d<strong>er</strong> nu voks<strong>er</strong><br />
m<strong>er</strong>e markant fra dag til dag, find<strong>er</strong> et for ham helt ualmindeligt<br />
sam<strong>men</strong>hold med Diana, de to børn d<strong>er</strong> begge har mistet en far, d<strong>er</strong><br />
hold<strong>er</strong> i hånden og del<strong>er</strong> hemmelighed<strong>er</strong>; at han føl<strong>er</strong> sig 'udklækket' ved<br />
dette møde, og også ved den und<strong>er</strong>visning som han nu modtag<strong>er</strong>. Alt<br />
dette set i kontrast til hans ensomme <strong>men</strong> konstant omgivet-af-andresituation<br />
hidtil i den jydske provins, og det angreb som forsvar dette altid<br />
har medført i hans sjæl. I forhold til alt dette føl<strong>er</strong> han sig aldeles<br />
aflæsset, og ov<strong>er</strong>dådige tunge smykk<strong>er</strong> kan nu lægges på hans spæde<br />
<strong>men</strong> prøvede ånd. Det tal<strong>er</strong> de om, og Andrea, d<strong>er</strong> måske også lægg<strong>er</strong> et<br />
ord ell<strong>er</strong> to i munden på sin nevø, nyd<strong>er</strong> så afgjort ov<strong>er</strong>raskels<strong>er</strong>ne, de<br />
små vidund<strong>er</strong>lighed<strong>er</strong>, som barnet frembyd<strong>er</strong>.<br />
At turettesyndromet <strong>er</strong> gået m<strong>er</strong>e ell<strong>er</strong> mindre i sig selv, og nu<br />
ikke bevæg<strong>er</strong> sig m<strong>er</strong>e voldsomt end h<strong>os</strong> en almindelig sund getthoknægt<br />
<strong>er</strong> én ting - og vel nok blot et egentligt valg, - <strong>men</strong> at hans ticks<br />
også begynd<strong>er</strong> at aftage, har en sød historie på sig, som Andrea nyd<strong>er</strong> at<br />
høre. Som følg<strong>er</strong>: Diana og Elijah havde selvfølgelig talt om disse ticks,<br />
og i Århus i juledagene havde hun d<strong>er</strong>for i en kontemplativ stund,<br />
forfattet et lille digt ud fra hendes egne små van<strong>er</strong>, og hvilken plads de<br />
glimt<strong>er</strong> fra i hendes indre; o<strong>men</strong>d at Elijahs ticks <strong>er</strong> af en noget hæftig<strong>er</strong>e<br />
natur, end digtet beskæftig<strong>er</strong> sig med, så havde hun givet det til sin<br />
drengeven, og anvist at han skulle lære det udenad, og tænke på det<br />
hvornår han end g<strong>er</strong>ne ville ud af et lille anfald. Det begyndte han på, og<br />
resultatet vis<strong>er</strong> sig all<strong>er</strong>ede så småt. Digtet lyd<strong>er</strong> sådan h<strong>er</strong> - ved Elijah<br />
d<strong>er</strong> recit<strong>er</strong><strong>er</strong> for sin onkel:<br />
Rolige ticks -<br />
ligesom man synk<strong>er</strong><br />
pill<strong>er</strong>, jeg<br />
synk<strong>er</strong> som krigstrætte skibe,<br />
jeg <strong>er</strong> en månetæge, en sovevise.<br />
Fing<strong>er</strong>spids<strong>er</strong> mod fingre -<br />
rolige ticks som dette<br />
111
dubl<strong>er</strong>ende sig selv, i tomgang,<br />
som et værktøj, som en træl.<br />
Træthed, van<strong>er</strong>, trældom og pill<strong>er</strong><br />
at synke som blikamulett<strong>er</strong><br />
i sø<strong>er</strong> af klonede mind<strong>er</strong>.<br />
I al denne snak vil man formodentligt ikke kunne undgå at bemærke,<br />
hvor mærkværdigt det <strong>er</strong>, at ingen af de to lad<strong>er</strong> til at begræde tabet af<br />
henholdsvis brod<strong>er</strong>en og fad<strong>er</strong>en. Så lad <strong>os</strong> se d<strong>er</strong>på.<br />
Andreas indre tør vi ikke læng<strong>er</strong>e prøve at nærme <strong>os</strong>. <strong>Vi</strong> vil lade<br />
ham tale for sig selv ved lejlighed, og således være skånet ved en vis<br />
censur. Blot dette skal vi nævne, at han selvfølgelig ikke begræd<strong>er</strong> sit tab<br />
i m<strong>er</strong>e end højest et enkelt øjeblik med højest ét af sine mange øjne, nej,<br />
han kunne vel i et simpelt øjeblik tænke en sætning som "to flu<strong>er</strong> i ét net"<br />
- hvad end vi så kan lære af det. Elijah har aldrig kunnet lide sin far - så<br />
o<strong>men</strong>d begge hans øjne har været våde på denne dag for afskeden, og<br />
komplekset ov<strong>er</strong> den 'distortede' mand vil hjemsøge ham i mange år<br />
fremov<strong>er</strong>, så <strong>er</strong> han i disse dage for lykkelig til at kunne være egentligt<br />
sønd<strong>er</strong>knust samtidig, og i øjeblikke som dette med sin onkel, hvor<br />
muntre emn<strong>er</strong> <strong>er</strong> omdrejningspunkt, <strong>er</strong> han ganske fj<strong>er</strong>n fra sorgen.<br />
Selvom det måske <strong>er</strong> svært at sætte sig ind i - fordi de fleste jo har et dybt<br />
og, i skæbnesvangre stunde, altov<strong>er</strong>skyggende forhold til d<strong>er</strong>es fædre, og<br />
navnlig i barndom<strong>men</strong> - så vil jeg appell<strong>er</strong>e til, at man forstår, hvor<br />
meget bedre Elijahs liv går imod at være, nu hvor onklen ov<strong>er</strong>tag<strong>er</strong><br />
opdrag<strong>er</strong>rollen, og han har en egentligt elskende, kærlighedsværdig og<br />
inspir<strong>er</strong>ende familie at modnes h<strong>os</strong> - en situation d<strong>er</strong> var utænkelig,<br />
i<strong>men</strong>s Alex levede.<br />
De to kommunik<strong>er</strong><strong>er</strong> i høj grad indforstået; de fodr<strong>er</strong> hinanden<br />
sprogligt, lægg<strong>er</strong> hinanden ord i munden som sagt; de hopp<strong>er</strong> på stedet<br />
for at holde var<strong>men</strong>, og for i hv<strong>er</strong>t andet nu at kunne danse for hinanden,<br />
<strong>men</strong> afbrydes slutteligt, idet Henrik nu komm<strong>er</strong> imod dem for at tage sin<br />
afsked med Andrea.<br />
Han komm<strong>er</strong> gående op fra den nærmeste landevej, stolt i sin<br />
gang - det <strong>er</strong> et for ham meget vigtigt møde. Henrik når de to, og alle<br />
hils<strong>er</strong>: selv hils<strong>er</strong> han med hænd<strong>er</strong>ne foldede, Andrea med hånden på<br />
hj<strong>er</strong>tet og barnet mi<strong>men</strong>de at 'tage hatten af' og bukk<strong>er</strong>. Den tilkomne<br />
bed<strong>er</strong> om at tale alene med den voksne, giv<strong>er</strong> sine velsignels<strong>er</strong> til barnet,<br />
og dette sendes, eft<strong>er</strong> kort samtale, afsted for at lege med sig selv. Den<br />
korte samtale består i det, at Henrik med stor nysg<strong>er</strong>righed får spurgt,<br />
hvordan den gamle far har taget sig ud und<strong>er</strong> c<strong>er</strong>emonien, og uden at d<strong>er</strong><br />
skulle være noget sørgmodigt at bemærke, forklar<strong>er</strong> Elijah i en rap replik,<br />
at bedstefar godt nok har set bedre dage, ja, at det i det hele var som om<br />
han var lidt rundt<strong>os</strong>set eft<strong>er</strong> alle de år - hvortil Henrik blot svar<strong>er</strong> kort.<br />
Barnet løb<strong>er</strong> glad væk, for at øve sig på at lave kraftspring - onklen har<br />
lært ham et par fif - og de voksne kan hele tiden se ham i øjenkrogen,<br />
samt alle hans halvgode og mislykkede forsøg.<br />
De to tripp<strong>er</strong> på sted<strong>er</strong> for at holde var<strong>men</strong>, en frisk vind blæs<strong>er</strong> med<br />
hyppige stød. Andrea spørg<strong>er</strong> med en stemme i ro. - Så <strong>er</strong> det <strong>altså</strong> alt for<br />
dig?<br />
112
<strong>Jeg</strong> drag<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e nu. Blot et simpelt ærinde h<strong>er</strong>, og måske en lille<br />
ordveksling samt et farvel til min godgør<strong>er</strong>. - Henrik smil<strong>er</strong> med øjnene.<br />
Du skal ikke gøre mig forlegen.<br />
Som om du kunne blive forlegen, din sociopat. - Andrea spill<strong>er</strong><br />
forlegen, og de l<strong>er</strong> sam<strong>men</strong>. Kort pause.<br />
Du må i øvrigt undskylde mig, - begynd<strong>er</strong> Henrik igen - <strong>men</strong> jeg<br />
har nok altid været lidt uklar med hensyn til dine hensigt<strong>er</strong> h<strong>er</strong>... Altså, ja,<br />
jeg tag<strong>er</strong> vid<strong>er</strong>e nu... D<strong>er</strong> <strong>er</strong> nok nogen, d<strong>er</strong> havde regnet med jeg ville<br />
blive... til eft<strong>er</strong> Rasmus' c<strong>er</strong>emoni. Måske endda lede den, som jeg gjorde<br />
ved vielsen... du ved, for en ordens skyld. Men, nu hvor det trækk<strong>er</strong> ud,<br />
så tag<strong>er</strong> jeg vid<strong>er</strong>e... du d<strong>er</strong>imod, bliv<strong>er</strong>. Selvom det trækk<strong>er</strong> ud.<br />
Misforstå mig ikke h<strong>er</strong>. Men enken vil jo ikke b<strong>er</strong>øres af nogen, d<strong>er</strong> ikke<br />
<strong>er</strong> af eget blod. Nej, dette punkt <strong>er</strong> hun panisk omkring. Hun <strong>er</strong> mag<strong>er</strong> og<br />
svag, har jo praktisk talt ikke spist i en uge, og begiv<strong>er</strong> sig kun frem fra<br />
sit privatrum for at und<strong>er</strong>vise børnene. At du bliv<strong>er</strong> af medlidenhed<br />
udelukk<strong>er</strong> jeg selvfølgelig, <strong>men</strong>... - og h<strong>er</strong> må Andrea afbryde:<br />
Medlidenhed! H<strong>er</strong> <strong>er</strong> et ord jeg selv g<strong>er</strong>ne vil vende i forhold til<br />
dig. Men først, <strong>altså</strong>, det tør da være tydeligt, at jeg ikke bliv<strong>er</strong> af<br />
medlidenhed... at du ov<strong>er</strong>hovedet kan nævne det! - arien s<strong>er</strong> skuffet ud. -<br />
<strong>Jeg</strong> bliv<strong>er</strong> måske for Elijah, nu han har fundet noget godt i et liv, d<strong>er</strong><br />
ell<strong>er</strong>s har været fattigt på indput. Men det <strong>er</strong> hell<strong>er</strong> ikke det... Henrik,<br />
Henrik, - og han tal<strong>er</strong> nu i et leje, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> uvilligt og lidt opgivende, ja, han<br />
tal<strong>er</strong> med en fing<strong>er</strong> pegende, lidt sam<strong>men</strong>ligneligt med en far d<strong>er</strong> føl<strong>er</strong><br />
sig nødsaget til at forklare sin søn, hvordan børn komm<strong>er</strong> til v<strong>er</strong>den - at<br />
hun ikke vil røres før afskeden <strong>er</strong> taget med den afdøde mand, og at hun<br />
udsætt<strong>er</strong> denne afsked, at hun gør sig så usexet som det lad<strong>er</strong> sig, <strong>er</strong> alt<br />
sam<strong>men</strong> blot for at prøve mig... det tror jeg... og for i det hele taget at<br />
gøre noget... det vil sige, for at lade en begivenhed knytte sig til<br />
tragedien... det må en ritualkunstn<strong>er</strong> som dig i øvrigt forstå bedre end<br />
nogen anden. For at begå denne tragedie 'som det pass<strong>er</strong> sig', nu hvor den<br />
ell<strong>er</strong>s pass<strong>er</strong> hendes dæmon<strong>er</strong> så klækkeligt. Ja, en udsættelse, d<strong>er</strong> hold<strong>er</strong><br />
dæmon<strong>er</strong>ne stangen. <strong>Jeg</strong> tag<strong>er</strong> det nu køligt... hun skal nok tilkomme<br />
mig. Ja, så <strong>er</strong> det sagt! <strong>Jeg</strong> vent<strong>er</strong>... dæmon<strong>er</strong> <strong>er</strong> vel nok en lille ventetid<br />
værd.<br />
Det <strong>er</strong> svært helt at sige, hvor meget d<strong>er</strong> 'går op' for Henrik ved<br />
den forklaring. Dels <strong>er</strong> det nyt for ham, og dels <strong>er</strong> det ikke nyt. Bob-bob.<br />
Han <strong>er</strong> imidl<strong>er</strong>tid forarget i sit ydre. - Uh! Undskyld mig Andrea, <strong>men</strong><br />
man kan sandelig... hvad sig<strong>er</strong> man om dig?... man kan sandelig have det<br />
dobbelt med dig.<br />
Arien spill<strong>er</strong> smigret, selvom tonen i hvilken han <strong>er</strong> blevet<br />
snakket til, ikke har lagt op til det; han sving<strong>er</strong> sig rundt hundrede firs<br />
grad<strong>er</strong>, som en d<strong>er</strong> g<strong>er</strong>ne vil være alene med sin latt<strong>er</strong>. Henrik bliv<strong>er</strong> lidt<br />
bange. Et vindstød tag<strong>er</strong> fat; pirouetten gøres færdig, trehundrede-tres, og<br />
som intet i det øjeblik var hændt - de har begge helt og aldeles glemt det<br />
blot et par tank<strong>er</strong> sen<strong>er</strong>e - tal<strong>er</strong> Andrea således:<br />
Om medlidenhed, i øvrigt. Henrik, jeg har et godt øje til dig, tro<br />
ikke andet... <strong>men</strong> jeg har alligevel en lille betænkelighed... Altså, nu<br />
lusk<strong>er</strong> din tanke vel ikke rundt om nogen plan om at... at redde nogen...<br />
skulle vi sige nogen 'stakkels fj<strong>er</strong>ne kontinent<strong>er</strong>', ell<strong>er</strong> den slags?<br />
Dette spørgsmål om 'tankens lusken rundt' komm<strong>er</strong> lidt bag på<br />
113
Henrik. Og for at forsvare sin tanke, beskriv<strong>er</strong> han. - Nu hvor jeg rejs<strong>er</strong>,<br />
lusk<strong>er</strong> min tanke slet ikke... andet end væk. I hv<strong>er</strong>t fald ikke 'om' noget.<br />
Af dens bjæf forstår jeg nu kun ét: løsladelsen fra et bur betyd<strong>er</strong> i det<br />
hele taget hvileløshed. <strong>Jeg</strong> ønsk<strong>er</strong> intet af den, jeg <strong>er</strong> færdig med at kalde<br />
således på den... - og h<strong>er</strong> fordyb<strong>er</strong> han sig, og lad<strong>er</strong> i ejendommelighed<br />
sin indre sufflør få fri og umedi<strong>er</strong>et tale:<br />
Tusindefrydsåndedrag<br />
af hvilke man oplev<strong>er</strong> så få;<br />
så få ord man dog oplev<strong>er</strong><br />
af dem d<strong>er</strong> giv<strong>er</strong> indtryk<br />
af at kunne nå.<br />
Tag mig! Tank<strong>er</strong>ne komm<strong>er</strong> når<br />
tank<strong>er</strong>ne vil; bevidstheden <strong>er</strong>,<br />
som man ved, en strøm. -<br />
Tag mig med,<br />
gavmilde tusindefrydstanke,<br />
d<strong>er</strong> komm<strong>er</strong> når du vil.<br />
Som det forlad<strong>er</strong> Henrik i et kald, han <strong>er</strong> færdig med at udbryde i, han<br />
ikke læng<strong>er</strong>e vil. Andrea svar<strong>er</strong> snapt:<br />
Ja, vi drages til at tale<br />
i gåd<strong>er</strong><br />
At gå på tal,<br />
<strong>men</strong> kalde dem nod<strong>er</strong>.<br />
Hvortil Henrik afværg<strong>er</strong> - Ikke engang dét! - han <strong>er</strong> i det hele taget<br />
færdig med ønske sig indfald. Paus<strong>er</strong>ende an<strong>er</strong>kendelse.<br />
Andrea genoptag<strong>er</strong> - Okay okay, så <strong>er</strong> d<strong>er</strong> jo ikke noget at snakke<br />
om. <strong>Jeg</strong> spurgte vel bare for at foregribe... <strong>men</strong> du får <strong>altså</strong> ikke nogen<br />
som helst tanke om at udføre en ell<strong>er</strong> anden storstilet altruisme... når du<br />
<strong>er</strong> blevet 'stor og stærk'? - d<strong>er</strong> <strong>er</strong> en snært spot i ariens tale. - Godt, godt,<br />
ja, jeg spurgte sådan set, fordi det ofte <strong>er</strong> dér man søg<strong>er</strong> tilflugt... i<br />
stakl<strong>er</strong>nes frelse <strong>altså</strong>... når man synes at flugten snart må tage en ende.<br />
Så jeg spurgte vel bare for at foregribe . . .<br />
Sådan en ende på flugten kan man vel fra sag til anden også se<br />
fornuften i. - svar<strong>er</strong> Henrik vel<strong>men</strong>ende <strong>men</strong> ynkeligt situationen i<br />
betragtning; han prøv<strong>er</strong> nu at hanke op i sig selv. Han fold<strong>er</strong> en læng<strong>er</strong>e<br />
og også stadig m<strong>er</strong>e usam<strong>men</strong>hængende tale ud om foragt, sympati og<br />
ære. Kort fortalt kald<strong>er</strong> han dansk<strong>er</strong>ne trøstespis<strong>er</strong>e, og således legitime<br />
mål for røv<strong>er</strong>togt i altruis<strong>men</strong>s navn.<br />
Uf, Henrik, også dér <strong>er</strong> den tilbøjelighed... kan du mærke den<br />
klistre?<br />
Lyt dog! - sig<strong>er</strong> Henrik febrilsk. Han <strong>er</strong> tirret. - Retfærdighed som<br />
ekvilibrium-stræbende kan være ærlig! Og på sin plads. Såvel som<br />
sympati. Mærk dig det. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> ikke en moralis<strong>er</strong>ende for et godt ord . . .<br />
Har jeg slemme følels<strong>er</strong> og rørels<strong>er</strong> i forbindelse med den familie, du <strong>er</strong><br />
ved at stifte?.. skulle jeg sige 'stjæle', Andrea? - stem<strong>men</strong> <strong>er</strong> hævet. - <strong>Jeg</strong><br />
styres hovedsageligt af andre stemning<strong>er</strong>, når det komm<strong>er</strong> til sådanne<br />
114
sag<strong>er</strong>. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> så meget urørligt ja næsten beundringsværdigt i det, de <strong>er</strong><br />
rettet imod ved dine g<strong>er</strong>ning<strong>er</strong> og ug<strong>er</strong>ning<strong>er</strong>. Hvad <strong>men</strong><strong>er</strong> jeg? Ingen bør<br />
redes fra dig, <strong>men</strong> muligt nok kunne de sultne - og desuden trøstespis<strong>er</strong>ne<br />
selv - redes fra trøstespis<strong>er</strong>ne . . . Og det har du tydeligvis ikke noget<br />
med at gøre, du <strong>er</strong> ingen trøstespis<strong>er</strong>... og h<strong>er</strong> tal<strong>er</strong> jeg ikke bare som til<br />
min 'velgør<strong>er</strong>'... på dette må du bare stirre mig i øjnene og have tillid. -<br />
han <strong>er</strong> desp<strong>er</strong>at, har aldrig følt sig forstået i dette dilemma, altid følt sin<br />
formåen patetisk, og <strong>er</strong> nu løbet tør for ord.<br />
Andrea flett<strong>er</strong> fingre med sig selv, stirr<strong>er</strong> som foreslået, og svar<strong>er</strong><br />
i vævende ligegyldighed - Ja ja, jeg stol<strong>er</strong> på, at du kunne strejfe vid<strong>er</strong>e,<br />
og sige noget andet i morgen. Måske noget mindre ell<strong>er</strong> m<strong>er</strong>e<br />
<strong>men</strong>ingsløst. <strong>Jeg</strong>, i al ærlighed, kend<strong>er</strong> kun lidt til sympati og<br />
medlidenhed. Men i det mindste noget. Det <strong>er</strong> vel rigtigt. - læng<strong>er</strong>e<br />
stilhed.<br />
Stilheden irrit<strong>er</strong><strong>er</strong> Henrik, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> sunket lidt sam<strong>men</strong>; ikke så stolt<br />
stående. Det <strong>er</strong> arien d<strong>er</strong> sig<strong>er</strong> noget igen:<br />
Hov, d<strong>er</strong> mæld<strong>er</strong> sig noget! He he, en tusindsfrydstanke ville du<br />
nok sige... ja, hør h<strong>er</strong>, m i n tanke strejf<strong>er</strong>. Hør! - og Andrea lukk<strong>er</strong><br />
øjnene i<strong>men</strong>s han tal<strong>er</strong>; mange paus<strong>er</strong> find<strong>er</strong> sted, ja næsten meditation<strong>er</strong><br />
ind imellem, i disse ekshibitionistiske reflekt<strong>er</strong>ende og selvhævdende<br />
sætning<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> går som følg<strong>er</strong>:<br />
Et sup<strong>er</strong>drømmesind som mit, så ærkeondt <strong>men</strong> urgodt i sin mulighed<br />
rapsodien start<strong>er</strong> nu;<br />
drøm<strong>men</strong>sindet udspørg mig, tortur<strong>er</strong><strong>er</strong>, det vil vide hvem jeg <strong>er</strong><br />
vil vide ligesom du. Så hør:<br />
Læb<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> skåret af mig, og<br />
rott<strong>er</strong> gnav<strong>er</strong> rundt eft<strong>er</strong> madrest<strong>er</strong><br />
på fiskekroge i min hals.<br />
De vil vide hvem jeg <strong>er</strong>.<br />
Tæ<strong>er</strong> klippet af, tænd<strong>er</strong> ud med tang<br />
jeg <strong>er</strong> bundet til en pæl<br />
misbrugt gang på gang.<br />
Hvad kan jeg fortælle?<br />
Nøgen hud mod glødende metal<br />
fodret med mit eget bræk<br />
hvilken hund jeg <strong>er</strong>.<br />
Og drøm<strong>men</strong>e vil vide det!<br />
Men som drømme oftest <strong>er</strong>, <strong>er</strong> visheden dårligt fat -<br />
man min<strong>er</strong> sig selv med dynamit hv<strong>er</strong> nat -<br />
utilfredshed dybt dybt dybt i bevidsthedens rod;<br />
mine drømme har været af en uvækkelig natur<br />
med int<strong>er</strong>nets-lange brændmandstråde vævet i mit hoved<br />
ja dagdrøm<strong>men</strong>de endda, så hv<strong>er</strong>t et landskab blev et fængsel<br />
utilfredshed dybt i bevidsthedens rod<br />
en torturdom! ja! med tinitus-tritunus i stigende dB! imellem mine ør<strong>er</strong>.<br />
en tugt d<strong>er</strong> aldrig ville slutte. 'ville' - <strong>men</strong> nu, endelig<br />
fald<strong>er</strong> en stj<strong>er</strong>ne ned for min fod!<br />
Et umuligt skud. Lucid! Lucid! <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong>. Lucid - -<br />
115
<strong>Jeg</strong> lett<strong>er</strong>, og mulighed<strong>er</strong>ne for 'en netop vågnet'<br />
tårn<strong>er</strong> sig uendeligt op; jeg <strong>er</strong> sunkne tår<strong>er</strong>, d<strong>er</strong> att<strong>er</strong> hæves<br />
jeg svæv<strong>er</strong> på himlens sky<strong>er</strong>, og s<strong>er</strong> mig i rolige ocean<strong>er</strong>s spejl,<br />
og græd<strong>er</strong> - af glæde - ja og jeg <strong>er</strong> vand ov<strong>er</strong> alt, og før var jeg en dråbe<br />
fra en sky; i mig svømm<strong>er</strong> nu tilmed hval<strong>er</strong>, og syng<strong>er</strong> - bas sopran og alt<br />
Forhold til døden ændr<strong>er</strong><br />
mit forhold til døden <strong>er</strong> nyt<br />
p<strong>er</strong>spektiv<strong>er</strong> kæntr<strong>er</strong><br />
historien <strong>er</strong> en flod. Styx.<br />
En sup<strong>er</strong>drøm så ærkeond, <strong>men</strong><br />
urgod i sin mulighed. <strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> lucid.<br />
<strong>Jeg</strong> rammes af lyn,<br />
jeg selv har kaldt hid<br />
og Kastallie-ånden min,<br />
husk<strong>er</strong> og ved<br />
at<br />
jeg <strong>er</strong> en gammel viking, d<strong>er</strong> kast<strong>er</strong> brynje og rustning<br />
på en åben mark, går b<strong>er</strong>særk<strong>er</strong>gang - i blodrus til sejren<br />
voldtag<strong>er</strong> og plyndr<strong>er</strong>; ofr<strong>er</strong>, og gør frie mænd til slav<strong>er</strong><br />
sejl<strong>er</strong> i langskib op ad smalle flod<strong>er</strong>; vildsvin og mange kon<strong>er</strong><br />
at<br />
jeg <strong>er</strong> en ung forelsket kronprins, d<strong>er</strong> digt<strong>er</strong> og syng<strong>er</strong> jomfru<strong>er</strong> åbne,<br />
d<strong>er</strong> indtag<strong>er</strong> lande større end mit eget, og slår noble mænd til ridd<strong>er</strong>e<br />
at<br />
jeg som dreng svæv<strong>er</strong> frem i et luftskib af bly og s<strong>er</strong> mig i ocean<strong>er</strong>s spejl.<br />
Et kameleon-barn <strong>er</strong> jeg<br />
en åndelig forvandling<br />
bestandigt søgende<br />
ud i min ørken.<br />
Med en regndans, en leg, en vandkamp<br />
kunne regnen tvinges ned; <strong>men</strong><br />
ville man så beskylde mig for<br />
ikke at leve i en ørken . . .<br />
De må beskylde alt hvad de vil<br />
hv<strong>er</strong> mand har sit eget fatamorgana,<br />
p<strong>os</strong>itive inflation, virksomme virk'lighed<br />
og i vildelse dans<strong>er</strong> jeg<br />
regnen ned<br />
ov<strong>er</strong> min ørken<br />
som m<strong>er</strong>e legetøj<br />
et eget brændstof<br />
- min fred for et ønske om fred -<br />
et brændstof, et ønske<br />
- det giv<strong>er</strong> så meget en<strong>er</strong>gi, at bruge det sidste -<br />
<strong>Jeg</strong> styres af en massiv og krystalklar kærlighed<br />
d<strong>er</strong> aldrig kan få nok, og som drives ved at gi' -<br />
min magt, min magi, min magi!<br />
Det hele <strong>er</strong> en drøm, en drøm lucid.<br />
116
Men det <strong>er</strong> mig d<strong>er</strong> drømm<strong>er</strong>, og noget tag<strong>er</strong> jeg med. -<br />
D<strong>er</strong> <strong>er</strong> et gammelt bud. De store fædres levn:<br />
Trefoldig <strong>er</strong> den v<strong>er</strong>den vi agt<strong>er</strong>: Slægt og ære og hævn!<br />
Nuvel, <strong>men</strong> når jeg s<strong>er</strong> min samtids tidsfordriv<br />
vores hovedløse knæfald for<br />
den uendelige fritid - hvilken syg kontrast det <strong>er</strong>! -<br />
og når jeg tilmed s<strong>er</strong> et eksemplar<br />
af mit eget kød og blod<br />
give eft<strong>er</strong> for denne mod<strong>er</strong>ne pest<br />
den dovne ov<strong>er</strong>-ædning<br />
kval<strong>men</strong>de mæt<br />
fortæret af denne sygdom -<br />
så hør<strong>er</strong> jeg i mit bryst<br />
et gammelt kald. -<br />
Af pligt må jeg hævne mig på min egen slægt,<br />
det medlem, d<strong>er</strong> vov<strong>er</strong> at bryde vores ære. -<br />
og jeg dræb<strong>er</strong> som jeg spis<strong>er</strong><br />
af instinkt når det giv<strong>er</strong> sig selv, når sulten forpligt<strong>er</strong>. -<br />
<strong>Jeg</strong> <strong>er</strong> ren og skær flare! - dét <strong>er</strong> mig, så <strong>er</strong> det sagt, jeg gør som følg<strong>er</strong>:<br />
Jongl<strong>er</strong><strong>er</strong> med en håndfuld af p<strong>er</strong>l<strong>er</strong> store,<br />
forstenede øjne fra tig<strong>er</strong>e, krystalkugl<strong>er</strong> tynde og opal<strong>er</strong> d<strong>er</strong> chang<strong>er</strong><strong>er</strong><br />
- som nutid<strong>er</strong> velsagtens - ja, og med dette visdomsfrø som 'refrein':<br />
d<strong>er</strong> <strong>er</strong> kun én, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> kun én, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> kun én,<br />
for dét <strong>er</strong> visdom, når man jungl<strong>er</strong><strong>er</strong>, den eneste visdom, når man lev<strong>er</strong>.<br />
ET i alle<br />
alle i EN<br />
u-fat-te-lig naivitet<br />
så musik skal d<strong>er</strong> til - og grin<br />
ha ha - og jeg syng<strong>er</strong> i en rus:<br />
"Min far! min far!<br />
se mig dræbe elv<strong>er</strong>kongen,<br />
med hans eget scept<strong>er</strong>!"<br />
Man må ha' sans for<br />
musikkens kræft<strong>er</strong>;<br />
en djævel <strong>er</strong> i min indre varme<br />
det indrømm<strong>er</strong> jeg<br />
en urgod melodi vari<strong>er</strong>et ustandseligt<br />
i ærkeonde rytm<strong>er</strong>, irrationelle tal, d<strong>er</strong><br />
lapp<strong>er</strong> ton<strong>er</strong>ne i sig.<br />
- ja det har også sin ret.<br />
Hvad,<br />
had<strong>er</strong> moralist<strong>er</strong>ne ikke synet<br />
af en d<strong>er</strong> sult<strong>er</strong> ihjel? Denne tid! Hør:<br />
Lad nu min potens ov<strong>er</strong>skrive en stakkels familie<br />
de gribes jo af eufori<br />
Lad min krop i rampage være bueskytt<strong>er</strong>s mål<br />
og lokke . . .<br />
Lad mig da dø hvis det må være sådan<br />
p<strong>er</strong>chance to dream!<br />
Ved penges syge magt, lad alting brænde<br />
117
d<strong>er</strong> hives med i min slipstrøm<br />
Ved illusion<strong>er</strong>s sære magt, lad alle bede om m<strong>er</strong>e<br />
<strong>er</strong>kendelse kan aldrig fyldes - fraktal-ideologi<br />
Ved sprogets flade pragt, lad mig tie om så meget<br />
det lyd<strong>er</strong> sårre nemt af religion - fraktal-hokuspokus<br />
Oh, lucide Oblivion, glemsomhed og regen<strong>er</strong>ation<br />
fremstå så ram<strong>men</strong>de lyst som sex-instinkt! fraktal-fantasi<br />
Og oh, ja endelig på ny, lad mig k u n n e tie - om så meget som sagt -<br />
må mit tilfredse tandsæt tillade det! Således må jeg ofre mig rig.<br />
Lad mig danse rundt som tornado- og tordenstorme<br />
på en marmorplade, jeg <strong>er</strong> et spil<br />
Lad mig - for krigene og venskab<strong>er</strong>, for brødre,<br />
blondin<strong>er</strong> og børn - græde!<br />
Lad mig græde, tude, vræle, undskylde, fordømme, håne<br />
kaste mig ud, duell<strong>er</strong>e - integriteten i behold -<br />
kan jeg kan jeg kan jeg kan - ikke andet - i det<br />
Ekstatiske blodrøde frugtbare og<br />
kategorisk moralske lucide nu<br />
ja Altid 'just' og 'lige' nu<br />
du urgode og fornuft-stumme<br />
ældgamle evigt unge<br />
seksuelle geni på frie fødd<strong>er</strong>,<br />
din ånd, strøm<strong>men</strong>de und<strong>er</strong> ving<strong>er</strong> som<br />
en flåde af <strong>men</strong>tale luftskibe, af bly, en blæst<br />
som rusen fra en teenag<strong>er</strong>s machinegun-fantasi<br />
minutiøse udbryd<strong>er</strong>kong<strong>er</strong>, medrivende magi. magi!<br />
alt i mit hoved, én<br />
diamandstruktur<strong>er</strong>et<br />
fantasi om fantasi.<br />
Fuldkom<strong>men</strong> stilhed; Elijah bemærkes i baggrunden pustende ud eft<strong>er</strong> en<br />
s<strong>er</strong>ie af spring. Ikke en vind rør<strong>er</strong> sig. Tal<strong>er</strong>en komm<strong>er</strong> så småt op på<br />
tæ<strong>er</strong>ne, tripp<strong>er</strong> på stedet, og Henrik indrømm<strong>er</strong>. - Flot. - ikke at han <strong>er</strong><br />
faldet hovedkulds for nogen skønhed, <strong>men</strong> nærm<strong>er</strong>e ov<strong>er</strong>rumplet <strong>er</strong> han;<br />
seancen har i grunden taget lang, lang tid, og Henrik har slet ikke kunnet<br />
koncentr<strong>er</strong>e sig om alt. En stilhed m<strong>er</strong>e strækk<strong>er</strong> sig. Igen snakk<strong>er</strong><br />
Henrik, meget und<strong>er</strong>ligt og uforståeligt snakk<strong>er</strong> han: Kunne særligt godt<br />
lide den uendelige kærlighed for uendelig kærlighed. - Andrea står og<br />
hopp<strong>er</strong> som en boks<strong>er</strong> i sit hjørne. Henrik føl<strong>er</strong> sig som lidt af en dum<br />
romantik<strong>er</strong>, <strong>men</strong> accept<strong>er</strong><strong>er</strong> følelsen. S<strong>er</strong> sig selv som en svært forstående<br />
'gavmild læs<strong>er</strong>' (ell<strong>er</strong> lytt<strong>er</strong>), og tag<strong>er</strong> taleinitiativet igen-igen, famlende<br />
famlende - Ja, jeg <strong>men</strong><strong>er</strong>... som to talint<strong>er</strong>vall<strong>er</strong> begge indrømmes en<br />
uendelig mængde tal, <strong>men</strong> ofte tit g<strong>er</strong>ne kan siges at være af forskellig<br />
størrelse, at tænke et lighedstegn h<strong>er</strong> kan ses som et matematisk udtryk<br />
for kærlighed... et umuligt udtryk... undskyld jeg svæv<strong>er</strong>... ja undskyld<br />
mig virkelig... jeg tænk<strong>er</strong> jo højt h<strong>er</strong> lige så ringe, som en forpustet <strong>er</strong> til<br />
at tale... jeg ved snart ikke... jeg ved snart ikke hvad jeg kan <strong>men</strong>e...<br />
sige... jo, lad mig også sige: som kontrast til dansk<strong>er</strong>ne... bare for at<br />
holde tråden fra tidlig<strong>er</strong>e... jeg ville beskrive dem sådan, at d<strong>er</strong>es ånd<br />
bevæg<strong>er</strong> sig imod, at 'ingen fortjen<strong>er</strong> den kærlighed, som hv<strong>er</strong> mand<br />
118
ær<strong>er</strong> i sit hj<strong>er</strong>te'. D<strong>er</strong>med <strong>er</strong> vel sagt så rigeligt, <strong>men</strong> også doc<strong>er</strong>et fint.<br />
Hmm, og d<strong>er</strong> skal ikke være mange gram ænima tilstede i et skøn for at<br />
<strong>er</strong>kende, at den situation <strong>er</strong> katastrofal. Nåh, jeg må væk h<strong>er</strong>fra! - og<br />
Andrea still<strong>er</strong> sig nu roligt på flade fødd<strong>er</strong>, idet Henrik tag<strong>er</strong> i hans<br />
skuld<strong>er</strong>, og med eft<strong>er</strong>tryk sig<strong>er</strong> - Tak for alt... få venligst det h<strong>er</strong> ud ved<br />
Rasmus' c<strong>er</strong>moni. <strong>Jeg</strong> vil afsted til min kaptajn... han ligg<strong>er</strong> i havnen<br />
netop et par tim<strong>er</strong> endnu. - og et sam<strong>men</strong>foldet ark stikkes arien. Arket<br />
modtages og gemmes.<br />
Inden Henrik når at tage et skridt, opholdes han. - Hvor tag<strong>er</strong> du i<br />
øvrigt hen, hvis jeg må være så fræk at spørge?<br />
Du må g<strong>er</strong>ne spørge.<br />
Hvor så?<br />
Hvorfor? En ø man kun kan sejle til.<br />
Af hvilken grund?<br />
For at sejle... for havets skyld... og... på øen bor en guldsmed...<br />
ell<strong>er</strong>, en urmag<strong>er</strong> nærm<strong>er</strong>e, en diskret og stille brillant eksistens, d<strong>er</strong> nok<br />
kan lære fra sig og desuden gi' mig fred.<br />
Skal du lave et ur?<br />
Har altid værdsat soldrevne ure og godt håndværk... jeg vil forære<br />
uret til et sted... ved ikke hvor endnu, <strong>men</strong> så kan det ligge dér og sige<br />
"bevidsthed var h<strong>er</strong>". Og jeg behold<strong>er</strong> håndværket (han må <strong>men</strong>e det<br />
tillærte) for mig selv.<br />
Ah, Henrik, det <strong>er</strong> da lidt plat. - en kom<strong>men</strong>tar hvortil den tiltalte<br />
kigg<strong>er</strong> igen som en, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> ligeglad.<br />
Tsk tsk, tiden går og klokken slår jo... ha ha. God vind! - Andrea<br />
gnubb<strong>er</strong> sig i panden som for at huske. Noget han har ønsket at få sagt.<br />
Han husk<strong>er</strong> rigtignok og fremsig<strong>er</strong> - Giv agt, Henrik, fordøm ikke det<br />
ubestikkelige ego.<br />
Henrik gør honnør - med stolthed og alvor som i krigstid. Halvcitatet<br />
<strong>er</strong> det sidste, han hør<strong>er</strong> Andrea sige; denne vendende sig mod sin<br />
nevø, gørende en saltomortale for at vinde opmærksomhed, tagende sin<br />
opal af halskæden, og kastende den til Elijah, idet d<strong>er</strong> råbes "grib"; og<br />
Elijah nærmest slug<strong>er</strong> den for enden af buen i et stort grin - i<br />
virkeligheden grib<strong>er</strong> han den selvfølgelig med hænd<strong>er</strong>ne - og smykket <strong>er</strong><br />
nu hans. Pli leg pli.<br />
Henrik går imod sin cykel, d<strong>er</strong> hold<strong>er</strong> ved nærmeste landevej, og<br />
begiv<strong>er</strong> sig trillende vid<strong>er</strong>e igennem den kolde luft nedad mod Århus<br />
havn.<br />
n<br />
<strong>Vi</strong> <strong>forestill<strong>er</strong></strong> <strong>os</strong> forårets komme. Forestill<strong>er</strong> <strong>os</strong> at R<strong>os</strong>e har beholdt urnen<br />
med mandens aske helt til nu, i syge sindstilstande, at hun eft<strong>er</strong> små<br />
hundrede dage nu endelig giv<strong>er</strong> slip, og dryss<strong>er</strong> hendes symbolske<br />
helligdom ud ov<strong>er</strong> søen; dér hvor de gav sig til hinanden. R<strong>os</strong>e har <strong>men</strong>t<br />
dette som den smukkeste løsning. - hvilket hun muligvis har ret i.<br />
Ikke mange <strong>er</strong> mødt op til begivenheden, d<strong>er</strong> foregår på en<br />
tømm<strong>er</strong>flåde sam<strong>men</strong>bundet til lejligheden. R<strong>os</strong>e hulk<strong>er</strong>, Diana<br />
krampegræd<strong>er</strong>, Elijah hold<strong>er</strong> og a<strong>er</strong> vennens hånd - de få andre af<br />
119
Rasmus' gamle bekendte, d<strong>er</strong> bevidn<strong>er</strong> bisættelsen, s<strong>er</strong> måbende til,<br />
i<strong>men</strong>s Andrea svømm<strong>er</strong> rundt som en fisk i det kølige rolige vand, og<br />
udfold<strong>er</strong> sine motions. Eft<strong>er</strong> enkens ønske - for arien kan så yndefulde<br />
bevægels<strong>er</strong> i vandet: som en dans på en mindre planet, noget langsomt,<br />
melankolsk og bekræftende, som en ren følelse af metamorf<strong>os</strong>e, som<br />
sky<strong>er</strong>.<br />
<strong>Vi</strong> må forestille <strong>os</strong> Andreas kompromisløse trofasthed for<br />
familien, at han har stået til rådighed dag og nat, og vundet sig ikke så få<br />
løse stykk<strong>er</strong> tillid - og lagt ikke så få guldæg i skjul i disse gode sjæle,<br />
d<strong>er</strong> til en m<strong>er</strong>e munt<strong>er</strong> tid vil blive hans at vande, høste og dele. En yndet<br />
mand, og eft<strong>er</strong> oplæsningen af Henriks ord - den seddel, et rammedigt,<br />
d<strong>er</strong> blev givet ved d<strong>er</strong>es sidste møde - forestilles Rasmus snart ikke m<strong>er</strong>e,<br />
for tiden hvirvl<strong>er</strong>, og sorgen har gjort sit, ja som R<strong>os</strong>e har tænkt "jeg må<br />
føle tabet som en kvinde," og <strong>altså</strong> snart <strong>er</strong> livligheden ved ham<br />
fortrængt, og hans plads, tronen ved R<strong>os</strong>es side i hendes sind står tom -<br />
så lysten - den gamle lyst kan snart igen bryde ud i højtideligt flor og<br />
tøjlesløs phrenzy, glubsk som en gletsch<strong>er</strong>top-løvinde. Nekrologen, som<br />
sedlen <strong>er</strong>, skrevet af Henrik og fremsagt af Andrea, lyd<strong>er</strong> sådan h<strong>er</strong>:<br />
Du var engang -<br />
gik h<strong>er</strong>fra i brand.<br />
Du løb i tempo<br />
i din seufzende sang -<br />
fra livets lumske tind<strong>er</strong>.<br />
Du indså at udvise splittelse<br />
for at opnå enhed.<br />
Fordi - sådan så du univ<strong>er</strong>set,<br />
og en mulighed for resonans.<br />
Du indså at danse på hænd<strong>er</strong>ne,<br />
tale i tung<strong>er</strong>, i gåd<strong>er</strong> -<br />
konstant bruge omvendte ord. -<br />
at råbe til visk<strong>er</strong>ne<br />
og tysse på skrål<strong>er</strong>ne.<br />
For sådan så du univ<strong>er</strong>set,<br />
det har du selv fortalt mig! -<br />
som følende på tyrens horn,<br />
jagende sin stilhed,<br />
syngende til en ekkomur,<br />
for hvem syng<strong>er</strong> for hvem,<br />
talende i cirkl<strong>er</strong> -<br />
cit<strong>er</strong>ende sig selv<br />
modsigende.<br />
Og sådan følte 'du' dig cit<strong>er</strong>et<br />
i hv<strong>er</strong> evigt eneste sjæl.<br />
Alt dette har du selv fortalt mig.<br />
Grinende, nedladende,<br />
hånlig og ov<strong>er</strong>legen<br />
ridd<strong>er</strong> den v<strong>er</strong>den<br />
evindeligt vid<strong>er</strong>e;<br />
120
surfende en ubrudt bølge<br />
en altid knækkende brænding af sejre.<br />
Og alene tilbyd<strong>er</strong> den enhv<strong>er</strong><br />
for sig at være et tal<strong>er</strong>ør<br />
- dette <strong>er</strong> dine ord -<br />
aldrig egentlige (metaforisk set) domm<strong>er</strong>e,<br />
diktator<strong>er</strong>, skulptør<strong>er</strong> ell<strong>er</strong> dukkefør<strong>er</strong>e -<br />
altid blot forstenede grimass<strong>er</strong><br />
og et endeligt udvalg af ord.<br />
- hvilket du forbandede.<br />
Du nægtede alt dette:<br />
at spinde et gigantisk net af løgne<br />
til at indfange sandheden!<br />
Dette gør jo alle, alle <strong>er</strong> sådan:<br />
indramm<strong>er</strong>e af intetheden, for<br />
paradokset ironik<strong>er</strong>e, insist<strong>er</strong>ende disciple.<br />
Du havde et sådant vanvid i dig<br />
selvmodsigende sin modsigelse, <strong>men</strong><br />
du nægtede at være et blot orna<strong>men</strong>t! -<br />
endsige at prædike dit nægtende selv,<br />
og på nær dette sidste: Alt dette har du selv fortalt.<br />
Og jeg cit<strong>er</strong><strong>er</strong> dig fra et telepatisk blik<br />
- en dom fra din stumme mund -<br />
som du gav mig i en af vores sidste stund<strong>er</strong>:<br />
** ** **<br />
At fordampe isbj<strong>er</strong>ge, <strong>men</strong><br />
kun und<strong>er</strong> havov<strong>er</strong>fladen,<br />
så tandløse hajfinn<strong>er</strong><br />
driv<strong>er</strong> rundt, og s<strong>er</strong> ud.<br />
** ** **<br />
Du ville være ét med ilten, du åndede<br />
- bedre at brænde op end at rådne<br />
- koge bort end sagte at fordampe -<br />
og denne vilje har du bevist for dig selv.<br />
Mod enden fandt du intet<br />
som værende skønt<br />
for ved skønheden<br />
ville du altid føle dig<br />
som en del af noget større -<br />
med alle de fejl som dette medfør<strong>er</strong>.<br />
Du ville le med sandheden<br />
<strong>men</strong> indånde tvivl! -<br />
for du vidste<br />
med sikk<strong>er</strong>hed<br />
at de tvivlede.<br />
Så i ærlighedens navn<br />
- det skæbne-svangre -<br />
løb du i tempo<br />
121
i din seufzende sang<br />
fra livets lumske tind<strong>er</strong>.<br />
Og på denne måde undgik du -<br />
i din egen fejlagtige dom -<br />
at ende som en synd<strong>er</strong>!<br />
<strong>Vi</strong> zoom<strong>er</strong>, og <strong>forestill<strong>er</strong></strong> <strong>os</strong> et stort ovalt bord med de fire omkring. R<strong>os</strong>e<br />
fyldt med somm<strong>er</strong>fugle fra kærlighedens rødd<strong>er</strong> i hj<strong>er</strong>tet og maven til<br />
helt ud i fing<strong>er</strong>nes sup<strong>er</strong>følsomme bløde blomm<strong>er</strong>, Andrea klædt i<br />
stateligt <strong>men</strong>nesketøj, og stedbror og stedsøst<strong>er</strong> udforsk<strong>er</strong> hinandens<br />
regnbuehind<strong>er</strong> fra hv<strong>er</strong> sin ende af bordet. Disses kærlighed vil måske<br />
vokse ud af lejligheden, ud af familien, måske udforske andet ved<br />
kroppen end øjne og hænd<strong>er</strong>, måske blive far og mor til et vanvittigt<br />
væsen, d<strong>er</strong> må vække vores lid - måske blot elskende i det stille, måske<br />
endda voksende sam<strong>men</strong> som fjend<strong>er</strong> og bekrige hinanden igennem hele<br />
liv. Og i denne fremtid, hvor vi kort flyv<strong>er</strong> med, og s<strong>er</strong> alting i et<br />
distanc<strong>er</strong>et p<strong>er</strong>spektiv, s<strong>er</strong> vi den nøgne lyst og et umådeligt spil - en<br />
brintbombende og en somm<strong>er</strong>regnende opdragelse fra de to til de to: så<br />
mange tavl<strong>er</strong> rent-viskede und<strong>er</strong> ædel kalligrafi- og forædlende tegnetalent<strong>er</strong><br />
i mimisk nedarvelse; ja, og siden, når børnene <strong>er</strong> ude, når<br />
teenag<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> - d<strong>er</strong>es ald<strong>er</strong>sforskel bliv<strong>er</strong> jo som man ved mindre ved<br />
hv<strong>er</strong>t et klokkeslag - <strong>altså</strong>, når du<strong>er</strong>ne <strong>er</strong> fløjet hjemmefra, skubb<strong>er</strong> den<br />
lysende amazone med krampende arme fra på væggene, negle i tapetet,<br />
gispende ånde, elektrisk sam<strong>men</strong>trækkende muskl<strong>er</strong>, skrigende, spredte<br />
ben, og Andreas tunge følgende elsk<strong>er</strong>ens impuls<strong>er</strong>, udspilende skamløse<br />
læb<strong>er</strong> med fingre, spiralbevægende tungespids om svul<strong>men</strong>de klit, en<br />
brænd i denne elskovsgud, som udbrudt sexus-engel, som Freja; ja, arien<br />
som evig flamme i H<strong>er</strong>as venusbj<strong>er</strong>g . . . Hun får dét orale som hendes<br />
mage aldrig evnede; altid uforb<strong>er</strong>edt var han og ensidig som en anden<br />
alfabetklovn, plump og enfoldig som vandlappende hunde - hun vil nu<br />
altid med Andreas atletik, d<strong>er</strong> jongl<strong>er</strong><strong>er</strong> hende rundt ov<strong>er</strong> alt, raffin<strong>er</strong>et<br />
som en kunst, lægg<strong>er</strong> op og spill<strong>er</strong> for - b<strong>er</strong>ør<strong>er</strong>, mass<strong>er</strong><strong>er</strong>, kyss<strong>er</strong>, slikk<strong>er</strong>,<br />
a<strong>er</strong> og kigg<strong>er</strong> på hv<strong>er</strong> en tomme hud i hv<strong>er</strong> en stund - vari<strong>er</strong>et, vist,<br />
utilregneligt, som at have sex med en kvinde, lidt som at elske sit<br />
spejlbillede, indrømm<strong>er</strong> hun i sit indre 'stille'; og ved k<strong>er</strong>netemp<strong>er</strong>atur<strong>er</strong><br />
smeltet og siden sølvstøbt i p<strong>os</strong>itionen niogtres, symmetrisk infinit lidt<br />
som en søslange d<strong>er</strong> bid<strong>er</strong> i sin hale, vil hun sådan udfolde evn<strong>er</strong>ne sine<br />
på et kæmpe lærred, og male dette billede med et sådant lys, med<br />
sådanne ånd<strong>er</strong> og skygg<strong>er</strong> som hun aldrig havde troet at se - tilfreds når<br />
nu de skal fryse fast, "hvilket alle i sidste ende skal," som hun tænk<strong>er</strong>; og<br />
sådan hæng<strong>er</strong> de dér i egen stue, i sølv-farve som sagt samt orange grøn<br />
og lilla - selvforelskelse i uroboro-form, hendes trøst når manden <strong>er</strong> ude i<br />
v<strong>er</strong>den - ja, i levende billed<strong>er</strong> vil hun stræbende stønne, vil sprede sine<br />
bløde ben, og bøje sit englehoved for slugende at kysse Andreas st<strong>er</strong>ile<br />
pik. Sådan lev<strong>er</strong> de lykkeligt.<br />
o<br />
Det <strong>er</strong> ikke nødvendigvis <strong>men</strong>ingen, at nogen skal forstå. Men h<strong>er</strong> i min<br />
122
ungdom tænk<strong>er</strong> jeg nu engang - måske jeg vind<strong>er</strong> visdom med ælde - og<br />
mor<strong>er</strong> mig med tank<strong>er</strong>nes naive omfang. Dum som et barn. Ja, hør<br />
eksempelvis det følgende ræsonne<strong>men</strong>t: Når årstid<strong>er</strong>ne fald<strong>er</strong> i takt med<br />
solen, forsvind<strong>er</strong> det blå fra træ<strong>er</strong>nes blade, d<strong>er</strong> visn<strong>er</strong>. - og besjælet <strong>er</strong><br />
det, d<strong>er</strong> ånd<strong>er</strong>, sig<strong>er</strong> vi. - <strong>er</strong>go, <strong>er</strong> sjælen blå i plant<strong>er</strong>. Ha ha.<br />
<strong>Jeg</strong> kaldte mig en jok<strong>er</strong>. - og indrømm<strong>er</strong>: jeg grin<strong>er</strong> for ofte, når<br />
det ikke <strong>er</strong> sjovt. <strong>Jeg</strong> indrømm<strong>er</strong>, som en mal<strong>er</strong> ville indvende, at jeg ikke<br />
<strong>er</strong> spiselig nok - måske et vildt stykke dyrekølle, d<strong>er</strong> <strong>er</strong> krydret lidt let,<br />
indrømmet, <strong>men</strong> i sidste ende nok for mange sen<strong>er</strong> i kødet og vel også for<br />
meget fedt. <strong>Jeg</strong> indrømm<strong>er</strong> - dette 'jeg' <strong>er</strong> i al relevans en stemme blot<br />
ell<strong>er</strong> <strong>er</strong> slet ikke, en ordlyd, ja, en åndelig 'dør' så uendeligt smal. <strong>Jeg</strong><br />
indrømm<strong>er</strong> - at i det omfang man kan høre mig, <strong>er</strong> forskellen på mig og<br />
en død blot den, at sidstnævnte tal<strong>er</strong> et tydeligt sprog. D<strong>er</strong> <strong>er</strong> så meget<br />
selvmodsigende i døden, indrømmet igen, <strong>men</strong> når <strong>men</strong>ing<strong>er</strong> ophæv<strong>er</strong> sig<br />
selv, <strong>er</strong> det tilbageblivende netop lyden, ren akustik - trods i så falske<br />
skala<strong>er</strong> hvis man intet har forstået. D<strong>er</strong>for, i det omfang man kan høre en<br />
skrift - min nødvendige transcendens - så hør mig sige dette med <strong>men</strong>ing,<br />
"lad d<strong>er</strong> blive musik!"<br />
Grundtonen <strong>er</strong> h<strong>er</strong> en vordende bevidsthed; jongl<strong>er</strong>ende en håndfuld af<br />
gav<strong>er</strong>, og vidende alene det ejendommeligt naive - at eje ved at give.<br />
Und<strong>er</strong>domin<strong>er</strong>et altid af et selv-jaloux blik til transparente<br />
fortidsklip; og en und<strong>er</strong>skøn nydelse idet at beskue sin kærligt<br />
b<strong>er</strong>særkende krop - i tredie p<strong>er</strong>son - projic<strong>er</strong>et så flot mod den indre<br />
afgrund: gennemsigtige billed<strong>er</strong> ov<strong>er</strong> et mørke, man s<strong>er</strong> d<strong>er</strong>for altid et<br />
spejl!<br />
Domin<strong>er</strong>et af jagten vid<strong>er</strong>e til fremtid, drevet af kraften i det<br />
eneste vi ved - og intet kan vide om - det d<strong>er</strong> benævnes som 'helligt', for<br />
helvede, <strong>men</strong> undsig<strong>er</strong> sig hv<strong>er</strong> eneste dom. - en ægte gåde, hvis svar <strong>er</strong><br />
aldeles ukendeligt og unikt, som det idi<strong>os</strong>ynkratisk musikalske i sproget -<br />
et stammefolks dans, forelskede prinsess<strong>er</strong>s gråd ov<strong>er</strong> prins<strong>er</strong>, jok<strong>er</strong>ens<br />
latt<strong>er</strong>, og tør man sige 'selvfølgelig': dansk for en dansk<strong>er</strong> - tidens<br />
krogede pil for alle drøm<strong>men</strong>de <strong>men</strong>nesk<strong>er</strong>, og med dette stj<strong>er</strong>neskud <strong>er</strong><br />
tonika slutteligt nået.<br />
<strong>Vi</strong> vågn<strong>er</strong>, og ved nu bedre, <strong>men</strong> vi <strong>forestill<strong>er</strong></strong> <strong>os</strong> <strong>altså</strong> att<strong>er</strong>.<br />
----------------------------------------------------------------------------------------<br />
<strong>Üb<strong>er</strong><strong>men</strong>schen</strong> <strong>men</strong> i <strong>Danmark</strong>, af Rasmus Ced<strong>er</strong>lund<br />
----------------------------------------------------------------------------------------<br />
123