Übermenschen men i Danmark 0 Vi forestiller os, altså er der. Jeg ...

0
Übermenschen men i Danmark
Vi forestiller os, altså er der. Jeg siger, at selv bagved lukkede øjenlåg -
på en baggrund af punktvise lysrester, der flimrer rundt i mørket, samt de
lilla stjerneskud blandt blonde lyn projiceret op på den indre afgrund -
sker virkeligheden fyldest.
Som i drømme, som i enhver fantasi: jeg lover at du bag
kuglerunde øjeæbler også ser en virkelighed - virkeligheden - ikke i ental
men bestemt. Virkeligheden - grænsen mellem sol og skygge er en linje
blot, eller er slet ikke. En indgang og en udgang. Som en ordlyd, en 'dør'
så uendeligt smal. Som et ekko uden en kilde - et gennemsigtigt slør - en
nabo uden en 'næste' - og med forbehold for disse forhold skal vi usynligt
gæste:
Manden med højsindede horn i panden. Andrea
Den der er dømt til ulykkelighed, men lykkelig. Henrik
Den kloge, heldige og unge fader, men med uduelig vilje. Rasmus
Smuk som lyset selv, Rasmus' mage. Rose
Vidunderbarnet, Rasmus og Roses datter. Diana
Psykopaten a la Sverige, Danmark og USA, og Andreas bror. Alex
Det rodløse men bedårende nihilistbarn, og Alex' søn. Elijah
Samt brøndbysupporteren, et hyppigt offer for al slags vold. Mohammad
Og et flodløb deler landene, i verden som de deler; de råber imod den
modsatte bred i håb om at høre en genlyd. De bueskyder atletisk i
spejlbundet længsel, ja, i håbet at nogen kan se. - deres skuespil. De
kaster med æbler og små statuetter, i håbet at frugten de ofrer vil
blomstre, og at nogen kan se deres kunst. På den anden bred. Sandelig, vi
gør ligesådan.
Men hvor mærkværdigt et sted mon det er - på denne anden bred?
Måske de fodrer kaniner med slanger. Måske de virkelig ser spiraler,
hvor vi kun ser cirkler. Monstro de drømmer om os. Måske de findes
overhovedet. Måske de er små som stjerner, og måske de kun er i os.
Det er ikke nødvendigvis meningen at nogen skal forstå.
Kærlighed til evig ild og flux er en gensidig elskov: fra kaos
tilbage til dig, ja, det frivillige afkald på mistro, den lucide drøm, er lig
med et frit fald, og er lig med lykke som sådan. - Cirklen der strammes.
Er vi ved at forstå? - Hvad vi hører og ser gennem hele liv? Det
kan rigtigt nok føles så langsomt tæt ved begyndelsen. - Men i drømmen
såvel som her kan man åbne et øje mere, og ønske sig fremad med
tankernes hast: smugkigge en smule hen mod de sidste sider. Sådan er det
underholdning, og jeg er en joker for Eder. - Så behag 'Dem' da først og
fremmest, vær lykkelig, og lyt med øjnenes dybsindige ører.
Det siges at kosmos udvides. I starten sker der så meget; imod
slutningen sker der så lidt - eller omvendt. Til sidst sker det hele igen. Vi
vågner og ved nu bedre, men vi forestiller os altså atter.
1

a
Fantasien her udøves over personer, der kunne boltre sig i en talløs
mængde af flovløse glæder, hvis det ikke var for det land, de er omgivet
af, og hvis indbyggere de må forventes at skamme sig for. Dog, i hvilken
grad og med hvilken måde de overhovedet bør omgås dette onde, skal vi
diskret holde os for øje.
Én er med sine skøjtende skridt på vej over flisegulvet på Aarhus
banegård. Glidende forbi genetiske variationer af sekstenårige modedyrskloner
i indgangens mange døre, og utilbageholdende for en fuck
McDonnalds impuls giver han "restauranten" til venstre fingeren -
ignorerer usikre reaktioner herpå, og som én blandt mængden i køen til
spor fire kobler han sig på rulletrappen, og vender sig rundt for at
betragte ansigterne på sine næste, med hvilke han transporteres ned mod
lyntoget til København.
Denne er jævnt over gennemsnitshøjde, en arisk type – blond og
blå. Er klædt i en lang umønstret uldjakke, der fortsætter ned til lårene og
overlapper et ikke synderligt stramt par ledder-jeans med bælte af samme
materiale. Jakkens øverste knap er ikke i brug og en kæde bærende på et
stærkt og hemmelighedsfuldt opalsmykke er synlig omkring halsen. Hans
ansigts hud er lysende, næsten gennemsigtig og konturerne er yderst fine,
ja indbydende, hvilket udligner det forskrækkende element i hans
legemes uhyrer styrke.
Han browser igennem en kupé eller to til han finder, hvad han
søger: en plads ud til gangen, der kan være reserveret. Toget er lidt
mindre end almindeligt fyldt. Overfor arien sidder en milf med sit
prinsesse-barn, og ved sin side mod vinduet en lidt fin i det herre med
mappe og hvad der hører til. Ved den tilstødende firkløver af pladser
sidder en konstabel i uniform med blikket rettet stift ud af ruden; og en
spinkel mand på måske små tredive år lægger sin bagage og frakke op
under loftet, og sætter sig – han har en slidt rock t-shirt på, og hører
tilsvarende musik fra sin iPod, hvilket alle kan høre. Toget kører.
Nye passagerer? - spørger konduktøren med værdighed.
Hver enkelt tager billet og kort op af taske og pung, og fremviser
til manden, der nikker. Vores arie siger, at han ikke har billet.
Det var da ikke så godt. - udtaler konduktøren, og undgår at
smile, imens han hiver en blok frem fra en lomme, og begynder
notationen.
Navn? - stilheden herefter er bemærkelsesværdig - Og
legitimation.
Andrea. - svarer han og tilføjer - Elleve-nul-otte-toogfirs,
syvogtyve-niogfyrre. - arien er sidst i tyverne. Uniformen modtager det
gule sygesikringskort.
Og adresse?
Han meddeler en adresse i Århus. Fingrene er begyndt at
rytmitisere Intuition-introen på det grå bord.
Udmærket. - siger konduktøren fast som det sidste inden han går
2

videre. Bøden er givet til skyldneren. Prinsessepigen kigger forundret på
den tilsyneladende underlegne. Denne følger op på hendes forundring
med følgende:
Det gør altså ikke noget. - sagt imens bøden krølles sammen og
presses den ind bag bæltet; sygesikringskortet i inderlommen.
Hun kigger stadigvæk forundret. Siger endelig, men mest
henvendt til mor, at ”...det da kun er piger, der kan hedde Andrea.”
Moren er i vildrede. I løbet af ganske få sekunder kigger hun
triangulært den straffede og sin datter i øjnene flere gange,
uopmærksomt. Han siger som forløsning til pigen, men vel nok til hele
sin del af kupeen:
Det skal du ikke tænke i . . . Jeg hedder i virkeligheden ikke
Andrea.
Jamen, jamen jamen. - stammer moderen løs; jakkesættet ved
siden af gør en bevægelse, og selv konstablen giver kortvarigt sin
opmærksomhed fra sig. Andrea trommer videre, men løber lidt i tempo.
Prøv så at hør hvad han siger nu:
Jeg kalder mig for det meste Andrea, så det kan du også bare
kalde mig. Og lille pige, 'Andrea' er både et pigenavn og et drengenavn,
ligesom blå en gang imellem kan være en pigefarve. - han sender
bemærkningen afsted med en lille grimasse, som afføder et smil;
hvorvidt han har ret i det med pigefarven skal vi ikke diskutere. Hans
spam fortsætter - Det er da også lige meget med navne, eller hvad?.. Men
netop Andrea er lidt sjovt: for hvis noget er mit, for eksempel min telefon
her, så er dén Andreas. Ha ha. Alt hvad jeg ejer er drengeting... Eller som
man siger om ens krop. Altså, min krop er Andreas.
Pigen kigger mistroisk, men kan ikke lade være med at fnise.
Over Andreas børnetegge er moderen en lille smule imponeret, og
begynder at lege med sit hår. Andrea vibrerer med sin hånd, hvori
telefonen er. En ældgammel telefon.
Kunne du tænke dig at ringe til en veninde? - foreslår han med en
frisk stemme - Det kan jo være så kedeligt for et barn at køre i tog. - et
godt indtryk på børn har han altid gjort, og pigen overvejer det da også i
et langt øjeblik. Den forvirrede mor 'intercepter' imidlertid beslutningen.
Så! Slut med det. - hun tager pigen om håndleddet og lader
forstå, at det virkelig er slut (med at snakke med fremmede); herefter
kiggende Andrea surt og fokuseret i øjnene. Men hun møder imidlertid et
tændt og afgrundsdybt herskerblik, der straks jager hendes forsvarsløse
tanke hen på pik. Hun forskrækkes. Kigger ned, læner sig tilbage. Andrea
lægger telefonen på bordet.
Fra Skanderborg til Horsens hengår under kun enkelte kast med
øjnene, altså lydløst. Pigen begynder snart efter at plage med sin lille
stemme, om hun ikke godt må få lov. Hun understreger, at hun keder sig.
Moderen bløder langsomt op, og henvender sig til Andrea:
Må hun virkelig låne telefonen?
Ja, klart. Så længe hun vil. - pigen glædes tydeligt. Hun får lov af
sin mor, og får også en liste med numre på veninder hun kan prøve, samt
besked på at gå ud på gangen imens hun snakker. - Tag dig bare al den tid
du vil. - udsynger Andrea, idet prinsessen forlader kupeen. Moderen
smiler og siger tak. Tid går.
3

Helt henkastet skal det i øvrigt informeres, at hvad der her folder
sig ud i togkupeen, skal vi blive og følge med i helt til København.
Interessen herfor, hvis nogen skulle have frækheden at spørge, er
hovedsageligt motiveret af måden hændelserne og deres naturlige
afvikling forløber på, og herunder også om dette ikke undervejs skulle gå
hen og kaste nogle spirende små uforudsigeligheder af sig. På dette vi
håber.
Andrea tager en håndfuld pistacie op af lommen. Lægger dem
foran sig. Én for én brækker han op, placerer skallerne på bordet, kaster
nøden op i luften og griber med munden; langsomt, måske én hvert tredie
minut - smilende, roligt tyggende og munter. Til manges fortrødne
benovelse. Tidens vandren og Andreas lækkersult ledsager toget forbi
Vejle. Salgsvognen triller igennem området, men stik imod statistikken
handler ingen. Pigen er synlig på gangen, og Andrea, der elsker
oplevelsen af børn forbundet med hinanden igennem elektronik - fordi
teknologi er parameter for historiens gang, og børn biologisk er
forbindelsen fra nu- til for- og fremtid - henvender sig til moderen, og
siger:
Hvilken skøn datter du har. - han mener det, men det er som der i
de dybeste frekvenser af ytringen, skjules et formål.
Tak. - siger hun igen. - Du virker meget opsat på at snakke. - hun
vil måske til at tilføje noget, men Andrea svarer med det samme, og i
øvrigt med en anelse påtaget diktion:
Jeg synes undertiden, det kan være så kedeligt at køre i tog.
Jakkesættet ved siden af byder ind; han har længe gerne villet,
men ser først nu sit snit. - Ligesom barnet, ha ha! - siger han og kigger på
de to; han tilføjer i forhåbning - Som du sagde . . .
Andrea smiler, hapser en nød og indrømmer - Ja, nogen gange
føler jeg mig åh så barnlig. Og som barnet, når det keder sig, ligger det
mig nært at kigge mig om efter legekammerater. Hvordan leger voksne?
De snakker vel . . . - han kigger moderen i øjnene, og denne tænker igen
på sex, forskrækkes igen, og slår øjnene ned på Andreas fingre, der netop
nu knækker en af de irriterende lukkede pistacieskaller.
Så lad os da snakke. - siger Jakkesættet i en lille glæde over den,
vel nok besynderlige, men ligefremme udmelding.
Ingen har lagt til passagertallet, eller trukket fra, og i den
modsatte firkløver sidder konstablen fortsat med et stift blik væk, men
dog med øret rettet mod samtalen, der er ved at komme i gang. Den unge
mand med musik i ørerne har nu lukkede øjne, og flyder i sin
indelukkede virkelighed.
Andrea tænker, at nationalsporten vil være et godt emne, og
vælger denne; han siger - Okay, bare for at tage en næsten tilfældig
begivenhed, vil jeg her gerne høre jer om en ganske bestemt sag: Brian
Laudrups mål imod Brasilien til VM i Frankrig. Kan I huske det?
Jubii, ja. Selvfølgelig! Klart man husker det. Uforglemmeligt.
Også hans fejring. Den var speciel! - farer forretningsmanden op med
omtrent de ord. Konstablen melder sig ind, og tilslutter sig glæden. Når
den lægger sig spørger de nærmest ens - Hvad med det mål?
4

Et par ting. - siger Andrea i et lumsk smil - Altså, det var vidst
sidste Danmarks-kamp, hvor der var en Laudrup på banen, og så endda
to Laudrup'er, og altså, Brian scorer til to-to, og, det er det længste vi
nogensinde har været til et verdensmesterskab, ottendedelsfinalen. Ja, og
vi taber kampen tre-to; mange sagde efter turneringen, at denne kamp var
slutrundens bedste. Blot et par facts.
Nørd! - indskyder moderen i forsøg på en 'neg', altså et led i en
form for scorestrategi (der også kan virke på mænd).
Andrea ignorerer, og fortsætter til sit medrevne publikum, som de
to mandlige togpassagerer viser sig at være - Et par ting lærer jeg fra den
episode. A, Michael havde bebudet at ville stoppe efter slutrunden, men,
for hele landet kommer det som et chok at også Brian stopper. En banal
sandhed her: ofte kommer enden brat. Jeg undskylder banaliteten! B. -
han hapser sin sidste nød - Målet, hvor fantastisk sparket ind det end var,
kom efter en fejl: Carlos, som bagerste mand, kiksede et saksespark,
hvorefter Laudrup var helt nøgen. To sandheder: at straffe fejl er en vej
til succes, og, at våge at begå fejl er vejen til succes. Husk, Brasilien
vandt kampen, og er det mest vindende samt mest legendariske hold på
kloden. De har altid spillet sådan: risikobetonet, ekvilibristisk og
legende. - han taler lige nu artikuleret og punktligt samt ikke mindst med
et meget accentuerende kropssprog - C, vigtigst af alt, og den sag jeg i
grunden vil høre jer om: målet var jo i en afgørende forstand ligegyldigt.
Danmark tabte kampen, så hvad betyder det udlignende mål? Et
problematisk spørgsmål, ja? Et problem, ikke sandt? I kan alle huske det.
Kort stilhed fra passagererne.
Jeg sys nu det var af betydning. - fastslår konstablen.
Hmm. - ytrer forretningsmanden med fingrene gnubbende hagen,
- Ja man må indrømme, at enhver ordentlig sportsmand spiller for at
vinde. Så hvad betyder det? Betyder målet virkelig ingenting?
Dér var noget! - Andrea virker som der pustes til ham - En halv
sandhed... sådan cirka, for måske man spiller for at vinde, men mindst
enoghalvtres procent af aktierne tilhører, at man vinder for at... for at
spille. Det virker næsten selvindlysende.
Synes DU. - en tilføjelse med hvilken forretningsmanden påpeger
at andre også har lov til deres mening. En latterlig mening.
Andrea smågriner, men afbryder sig selv med et knips ud i luften,
alle gør et blink, han beder lavmælt om en af de grimme reklameskraldeposer
under vinduet, får en, hælder pistacieskallerne i, og
afleverer posen tilbage til forretningsmanden, der hænger den ned igen
på krogen. Uden miner.
Et mål som Laudrups, - fortsætter forsøget nu - set i lyset af
ligegyldigheden, kræver sig opmærksomhed: se det som metaforen for et
digt, trodsen heri, et vellevet liv i værste fald; lidt som Hektor... ja selv
uden en digter... hvis man vil tillade mig; og sådan er det en påmindelse
om vigtigheden af den lettest udvandede sandhed – kan man ikk' sige det
er en sandhed: at det der er, er. - Andrea taler nu uden øjenkontakt; det
meste af tiden flakker pupillerne ustyrligt foran Jyllands marker, og i
erindringen ser han for sig en af sine barndoms kongestunder, hvor
faderen kastede ham op i luften i sand triumf, i glæde over et pludseligt
glimt af barndomsgenialitet: som seksårig at havde udtalt, at han, Andrea,
5

var "en skuespiller uden trang til publikum, og en karakter uden behov
for et stykke". Sådan har han det endnu den dag i dag, og han overvejer
ikke, hvorvidt han snyder sig selv, men jaget videre er tanken til
fornuftens vingeklip, kun væren har værdi, som denne sætning knytter
sig til ordene, der af sig selv dikterer tungens og læbernes gang, og den
let udvandede sandhed - hans stemme der bare droner videre og videre
langt nede under bevidstheden; I'm coming down fast but miles above
you. I lodret styrt! Fornuften, måske som en fugleunge med guldsmykker
om halsen; en byrde og et løfte og en byrde. Styrtende.
Moderen kigger mistroisk på den åndsfraværende mand med den
verdensfjerne tale; dog uden at have et egentligt forhold til ord som
åndsfraværende eller verdensfjern. Hendes verliebthed har lidt et knæk,
langt fra uopretteligt, men ikke desto mindre et knæk.
Forretningsmanden skælder ud, siger nærmest buuh, men egentlig mere
poetisk - ...du skal da ikke blande Laudrup sammen med det lort der. -
kommentaren serveret med et smil, en 'smiley', for at han ikke skal blive
'misforstået' i retning af dårlig-stemningsspreder. Han bliver da heller
ikke forstået sådan. Konstablen ruller blot øjne af den abstrakte snak, og
kigger på ny ud af sit vindue. Det har i grunden været dybt bizart for de
tre, at lægge øre til den ekstroverte passagers forrige pointe - eller hvad
man vil kalde det - der egentlig ikke sluttede noget sted, men blot med
store ord løb ud i sandet.
Den afviste Andrea, der må indrømme overfor sig selv at have
ladet sig drive ud af en tangent, lægger en hurtig triol på bordet, og kaster
kroppen bagud i sædet. Skuffet. Han giver sig til at hvile sin betragtning
på pigen, der stadig griner og sladrer i telefonen på gangen. Tid
spadserer.
Moderen åbner forsigtigt op igen med et nysgerrigt spørgsmål til
Andreas hverdagslige beskæftigelse. Han viger udenom, og spiser hende
mere eller mindre af med et citat i tone-rig accent, hvor trykket er lagt på
'jeg' og resten af sætningen er hurtigt ekspederet omend yderst
velartikuleret: "jeg-holder af hverdagen". Derfra charmerer han sig
hurtigt ind på hendes liv som emne, hvilket passer hende udemærket.
Hun taler ud fra hans spørgsmål som de stilles løbende, og lad os kun
forstå det helt overordnede, at hun varetager administrativt arbejde i
Århus kommune.
Også hun har tanker. - hvilke vi ikke tør forestille os meget
nærmere, dog, vi må antage, at megen selvbebrejdelse finder sted i
nærværende situation a la "ej, hvad må han ikke tænke om det," hver
gang hun har gjort selv den mindste bevægelse. I denne antagelse kan vi
jo blot håbe, vi tager fejl.
Snakken imellem de to kører bare, men en udvikling er sket, idet
man skal bide mærke i, at det nu er normaltilstand med samtale i kupeen;
fuldstændig tavshed ville anses for pinlig på nuværende, og den undgås
derfor. Andrea er i en fase af 'fortspinnung' kunne vi sige - snakken kører
bare.
Forretningsmanden er faldet i tanker omkring de af Andreas
ytringer, han lige afviste, og dumt lød de, unægtelig, nej sine egne ord
ville han ikke æde, det er vigtigt at sige fra når sagerne kommer ud af et
6

galt spor, men noget nager ham ved aflivningen af situationen, for
seriøsiteten er så ofte væk i hans liv synes han, altså kontakten med det
evige, og her var vel en chance. En gang har han tænkt: livet er evigt
dødeligt, og ladt' dét være fint. En gang har han sagt til en ung mand, der
spurgte om råd, at nu hvor du er toogtyve, ved du hvad? Det er en skide
god alder at være. Tænk ikke så meget over reglerne! Nu tænker han, ja
husker, at da han selv var toogtyve, da så han sådan frem til at blive
rigtigt voksen. Men nu ved han at der ingen regel er, der giver den gamle
lov at være toogtyve igen, nej tværtimod. Og hvem der bare var ung igen.
Men kun sig selv har han at undskylde banaliteten overfor. For banalt er
det hele, alt dette evige. Snakker han med sin kone om dette, evige, får
han aldrig startet for bare undskyldninger, og snakker han med
venner/kolleger bestiller de bare en luder. En af de fine, ganske vidst, nu
drømmer han, måske en jurastuderende, og chefen betaler, måske, men
det er jo ikke holdbart, det indrømmer han vel nok i enhver stille stund.
Dum er han ikke, og dum har han aldrig været, han er blot blevet narret,
narret til et dumt liv, men dette ved han ikke, og alt imens han sidder og
spekulerer over dette 'livet' rammer en dum tanke ham - som en vasker i
et frikvarter: at de unge vil være gamle, og de gamle vil være unge, og
kun de første får hvad de ønsker, men det kun på sin vis og i et enkelt
øjeblik, og dét når linjerne krydser i et enkelt skæringspunkt, han tænker,
at dette for eget vedkommende, det ved han, må have været da han blev
gift, og han tænker nu, det er egentlig dette han tænker: at han må gifte
sig igen. Måske med en fra jura. Alt sammen tænker han utroligt nok
uden at se, hvordan han snyder sig selv.
Ude af jakkesættets tanker, i den fælles verden i nærværende
forestilling kommer prinsessepigen, lidt inden Fredericia, tilbage til
kupeen. Hun kigger på den lettere mutte Andrea, giver telefonen tilbage
til denne; og med sin barnlige vidunderlighed og lette bevægelser giver
hun også lidt optimisme tilbage til den ariske excentriker, der begynder at
nynne lidt for sig selv: næsten uhørligt imens samtalen imellem de to
voksne helt naturligt dør ud. For pigen vinder hurtigt taletid: hun sniksnakker
lidt med moderen og i næste nu, hvor hun udtrykker tegn på
snart at kede sig igen, gør Andreas sjæl et lille hop, og fanger pigens
opmærksomhed.
Hvad skal du så på Sjælland? - spørger han den vidunderlige.
Besøge mormor. - pigen fikserer sine øjne på Andreas smykke.
Han spørg til både mor og datter - Hvor godt for jer. Undskyld jeg
spørg, men er hun meget gammel, eller kan hun stadig noget? - moderen
synker en klump, men pigen svarer stolt, at "hun er den bedste mormor i
hele verden".
Klart nok, - fortsætter han, lidt som 'nossoren', med Amageraccent
- så I skal bare over at hygge eller hvad; jeg mener, er det nogens
fødselsdag? Nogen anledning? - han sidder for en gangs skyld helt stille.
Moderen begynder at fortælle. Det drejer sig mest bare om hygge
uden anledning, og når det lidt efter lidt bliver mere og mere klart, at hun
ikke ved hvad hun skal sige til den rolige og åbne mand, der
tilsyneladende lytter interesseret - hun nærmest løber tør for benzin,
måske går baglæns for til sidst at gå helt i stå - tager Andrea teten og
7

spørger overraskende, henvendt til forretningsmanden:
Hvad skal du i København?
Hans dybt problematiske og ufrivillige mantra, ung igen,
afbrydes. Voldsomt og nådigt, han vækkes og svarer - Jeg... jeg skal
faktisk allerede af i Odense.
Overraskende. - indrømmer Andrea. - Men hvad skal du så
dér?
Jeg, øhh... jeg skal 'pitche' en idé til en forretningspartner. Jeg
vil ikke afsløre for meget, men jeg er selv meget glad, for når det
kommer ud at netop vi skal arbejde sammen om netop dette, bliver vores
konkurrenter dybt chokerede. - han får virkelig talt et uvurderligt smil
frem på sine egne læber, og han tilføjer i triumf og selverkendelse - Jeg
elsker at dupere!
Andrea rives med af glæden; den er ligefrem ærlig; Andrea er
ligefrem overrasket; jakkesættet kan mærke det, og glædes des mere.
Sig nu lidt om hvad det drejer sig om . . . heh', jeg forestiller mig
jo de vildeste ting! - Andreas krop forholder sig stadig rolig.
Forretningsmanden kan ikke holde det i sig - Okay, okay; det
drejer sig om en bestemt type handikaplift, som skørt nok ikke er taget i
brug i en ellers meget handikapvenlig biltype. Det er netop mit job at
tænke kreativt, og se den slags muligheder for forbedring. - han knipser
på kreativt og forbedring. Andrea er skuffet, hvilket jakkesættet ikke kan
mærke. Denne siger blot, endnu opløftet:
Hvad skal d u da i hovedstaden?
Andrea har ventet og ventet på dette spørgsmål. Eller rettere, han
har villet det, har underbevidst arbejdet for det, og nu er det her. Han har
glædet sig til at de skal høre om det:
Jeg skal mødes med en mand, der har fanget min opmærksomhed.
- han sidder roligt og taler. - En ung mand, hvis mor døde for ikke længe
siden . . . Det vil sige, hans adoptivmor, tæt ved det eneste stykke familie
han havde knyttede bånd til. Normalvis er dødsfald jo en tragisk affære, -
han rømmer sig - men også noget ganske almindeligt... dog, nærværende
sag falder mig særligt på sinde, fordi han ikke gik af med liget til
myndighederne. Hah', hvilket faktisk er i strid med loven. Utroligt, ikke
sandt? Nåh, det kommer jeg til, men altså... hun døde i hjemmet, og han
var den eneste ved hendes side. For en god ordens skyld sendte han breve
rundt til de nærmeste pårørende, hvor han meddelte dem om begravelse i
haven på den og den dag. Med utrolig kort varsel, det giver sig selv.
Her bliver Andrea afbrudt af en forfærdet milf, en ligegyldig
afbrydelse på sin vis, men som en spontan ytring af interesse for
historiens udfald - Begravede han hende så i haven, med kun få
pårørende som vidner?
Jeg tror nu det blot er ved vielser man taler om vidner . . . men
altså, tjo, han begravede hende i haven med blot ligusterhækken som
vidne. Der, midt i København. Ingen af de pårørende var mødt op, men i
stedet havde én tilkaldt politiet i foragt for det forestående. Ja, med
dumme øjne kan det jo ligne 'usømmelig omgang med lig'. I sandhed er
det vel nærmere 'den mest rigtige omgang med lig', men men... Skæbnen
ville det sådan, at politiet kom frem til boligen netop idet, at den unge
8

mand dryssede det første jord ud over moderen nede i hullet. Han
undslap heldigvis politiets kløer, men...
Denne gang er det pigen der afbryder, ligeledes forfærdet - Tog de
så hans mor?
Ja, det gjorde de rigtigt nok; intet mindre end dette ækle, at tage
nogens døde mor! Nåh, altså, historien her har nået mit øre, og jeg har
siden lavet lidt efterretninger... han er en aldeles inspirerende karakter, og
ham skal jeg altså over og sætte mig i forbindelse med. Vi skal nok
kunne udrette et eller andet sammen. - de sidste par sætninger er nært ved
at tvinge for megen gennemsigtighed frem i hans ansigt. Ubemærket. De
tilhørende tænker efter i stilhed.
Toget stopper i Fredericia, og moderen rejser sig for at gå ud og
ryge. Andrea ser tændstikkerne i hendes hånd, og som bliver han slikket
af et lyn, farer hans sjæl op af sædet - Må jeg låne fire af de Tordenskjold
der? - selvfølgelig må han det, og efter de er givet, går moderen ud af
døren med røven ekstra struttende, imens datteren bliver på sin plads.
Andrea spørger pigen - Ka' du li' magi. - og da hun selvfølgelig
smiler, og nikker i et solskins-ja, begynder han at folde sig ud.
Konstablen og forretningsmanden er også begejstrede. Det vil sige, det
første trick er meget simpelt, og nemt at gennemskue - kun prinsessen
ved ikke hvordan, fordi hun jo er så lille - men de næste par små
kortvarige tricks sætter dem alle helt og aldeles af, og dybt imponerede
klapper de endog i hænderne, når for eksempel en knækket svovlspids
sidder solidt på igen. Magi!
Moderen kommer ind, og siger mekanisk - Du kan bare lægge
dem tilbage når du er færdig med dit nummer der, - og rækker ham
tændstiksæsken. Hun lader, i rutineret diskretion, et kondom glide med i
transferen, så han ved hvad han kan tage, hvis han vil.
Han spørger om han må låne flere tændstikker, og det må han
selvfølgelig. De fingernemme fingre fem har let og ubemærket ladet
kondomet glide ind under bæltet. Nu, armeret med mange tændstikker,
ruller han hele 'stregtegninger' op på det grå bord, hvor alle følger med i
stor betagelse. - Tændstikkerne kommer og forsvinder, motiverne ændres
markant ved kun enkelte tændstikkers rearrangering, alt imens han
chatter lidt om stort og småt, men mest om en politisk nyhed ingen af de
andre har hørt om . . .
Alt imens legen leges, og talen føres dagdrømmer Andrea om at
udnytte kvinden skråt overfor, nu hvor tilbudet foreligger. Ved få simple
manøvrer kunne de nemt mødes på et af togets toiletter; hvirvle alt tøj af
hende og måske selv bare lyne ned og bede hende bukke sig. Hun vil stå
der tiggende - hans tanker driver virkelig - og når pikken danser
masserende om stjernen, og hun spørg til kondomet, vil han sige, at han
kun vil uden, hvilket hun i sidste ende umuligt afslår. Og efter at have
smurt den ind i spyt, vil han glide ind i Mom-I'd-Like-To-Fuck-røven:
hurtigt, voldsomt, hensynsløst - sådan er det i sidste ende bedst for begge
- og med sin dybe stemme tyssende muntert på alle hendes undslippende
ja-støj, dirigere dem begge i fugleflugt frem til et udbrud, hurtigt hurtig.
Disse tanker, han aldrig kunne finde på at føre ud i livet, ledsager hans
tryllekunster, og en historie om Dansk Folkeparti -medlemmerne på
9

Esbjergegnen, der i stort antal var blevet narret på en meget indtagende
vis, idet at nogen havde spredt en falsk meddelelse om 'Perkerhængning'
i en stald på landet - skræmmende mange havde mødt op til, hvad der
viste sig blot at være et pressebaghold. Og som han siger - "her er det
vist kun for tydeligt, hvad de egentlig ønsker, og i hvor høj grad
indflydelse til folkepartiet er en slimet glidebane." For underforstået:
hvem vil ikke gennemføre sine dybeste ønsker, hvis magten, mandaterne,
foreligger? Måske vil han gemme sit skud, og efter hendes udbrud
trække sig ud, og komme hende i tøze-hullet for at vinde sig et ekstra
terningkast . . . Ja her er et spørgsmål, og hvor essentielt er det ikke: at
kende eller ikke at kende sine få eller mange børn. Husk, dette er på det
bestemteste kun Andrea, der nydende forestiller sig, det han ikke skal, nu
han ikke skal.
Salgsvognen kommer igen igennem kupeen, midt i et
tændstiknummer, og forretningsmanden river sin opmærksomhed fri, og
bestiller med to ord - Kaffe tak.
Imens kaffen skænkes ser Andrea et kortspil i vognen, og det
første han gør, idet øjnene fanger kongen på indpakningen, er at smide
tændstikkerne fra sig, ja feje dem til side, og næsten helt ubehøvlet bede
om et sådant kortspil; ubehøvlet i sin barnlige mangel på tålmodighed.
De koster tredive kroner. Men overprisen bliver slet ikke bemærket med
så meget som en mine. Han stikker salgsdamen en femhundredelap; hun
er betænkelig ved at der står skrevet noget på den - et pengecitat fra Pink
Floyd - men bliver forsikret, at det ikke gør det mindste ved værdien.
Andrea får sit kortspil før byttepengene er talt op, og han er hurtig til at
begynde at blande i et sandt festfyrværkeri, hvilket man nok kan
forestille sig. Han gør en vanvittigt glad grimasse, og tilskuerne er heller
ikke blege for at vise begejstring. Han beder nu moderen om at vælge et
kort og huske det. Dér, midt i toget. Salgsdamen har lagt fire-hundredehalvtres
kroner i sedler på bordet foran ham; han har knapt nok
registreret disse penge, men hvad hans øjne i højeste grad er blevet
opmærksomme på, er en frisk rulle tyvekroner som hun er ved at tage hul
på, for at kunne give den sidste rest tilbage. Nu kaster han alle kortene
fra sig, ind imod ruden med dem; alle passagerer får et frygteligt shock,
og Andrea, der er helt ude af den, råber STOP inden tyverrullen er
knækket.
Jeg tager med stor glæde hele rullen! Her er en tohundredeseddel,
jeg undværer bare de sidste tyve kroner. - og han rækker hende en lap fra
bordet, og får virkelig rullen af den lamslåede dame, der skynder sig at
mosle vognen videre ned ad gangen.
Nu skal i se magi! - og han bryder indpakningen således at
mønterne ligger stablede i hans hånd. Teatralsk begynder han at tømme
stakken med tommelfingeren på samme måde som patroner skubbes ud
af et magasin inden en duel. Seksten mønter triller rundt på bord og gulv,
skabende en forfærdelig larm, og han rabler "tag dem hvis I vil," imens
han kaster én op i luften, griber den som en pistacienød - til alles shock,
og sluger den tilsyneladende. Tyvere smager af hvedeøl.
Prinsessepigen er, for måske første gang i sit liv, på lige fod med
alle voksne omkring sig: hvad hun her ser, har hun aldrig set før, hvilket
et barn per definition er vant til, men hvad der er påfaldende er, at ingen
10

af de andre i kupeen ej heller har set det før, hvem der alle måber, men,
pigen griner højt og ustyrligt alt imens moderen stadig holder sin klør
fem i hånden - skræk-ind-jaget over måske at skulle bolles af sådan en
mand - og jakkesættet og konstablen har glemt alt om Laudrup og
evighed. Rock-t-shirten har fortsat lukkede øjne og høj musik i ørerne,
men begynder så småt at røre på sig.
Andrea, hvis øjne jo tidligere er betegnet som havende et tændt
og afgrundsdybt herskerblik, er, sammen med en snoende og spændt i
alle muskler krop, hypnotiserende i sin virkning og dragende al
opmærksomhed til sig. Det er præcis den situation han ønsker, og som en
slange, der gør sig klar til at hugge - han kan vel levere det budskab han
vil nu; sige hvad der passer ham - dirrer hans krop som dansende til en
fløjte ingen af de andre kan høre. Han begynder at tale, uden synderligt
blik til nogen sammenhæng, imens han jonglerer med de tre tyvere, og
fortærer opmærksomheden, der endda også tilkommer ham bagfra fra
øjne der stiger op over sædet som rastløse rejsende unger ville gøre det.
Hvilken forbindelse til et publikum.
Som jeg var ved at sige... det er selvklart at man vinder for at
spille: jeres sørgelige liv kan ikke vendes på anden måde! Selvfølgelig er
der mere i det end kun dét, men som jeg sagde, mindst enoghalvtres
procent... Og når man så ikke kan spille imod flere, har vundet alt, ja så
er der ikke andet at gøre end at fejre, en lille rite og videre! Der er helst
ikke tale om nogen skildpadde på en skildpadde på en . . . Derimod er
selve kampen dét som al energien, alt man kalder værdisætteri, må rettes
imod. Abra-kadabra! Kun idioter spiller for medaljer, fucking
lejesoldater, om de vide det eller ej. Ha ha, mine undskyldninger for at
jeg sagde sørgelige om jer, men når det går ud på at synes. Kom nu! Og
at være sig selv, som jeres tryllesætning oftest lyder, så er det da sørgeligt
fat med jer: I er rigtig nok nogle 'passagerer', hva'? "Hvad lyder tiden på"
runger det i jer, "nåh, individualisme, så sys vi det. Vi står da bare på
tidens tog, og er os selv imens vi essentielt set sidder stille, og holder
kæft." Se! Se nu følgende for jer: nu tager jeg passageren i benene, og
hænger ham fra loftet, og viser ham et spejl; stiller ham et spørgsmål:
"vender passageren på billedet også på hovedet?" 'Udråbstegn' . . . Intet
virker på mig mere pinagtigt end at synes; og I elsker det, som ædleste
disciplin! Jeg må stoppe mig selv nu, for ikke at få startet på jeres dybt
hypnotiserende demokrati.
Han lægger trykket på andetsidste ord, som for at hæve
fortryllelsen, og nærmest hvisker demokrati; lader sætningen hænge i
luften, og stopper med at jonglere, i det alle tre mønter falder i højre
hånd, der knytter sig om dem. Spytter en tyver ud af munden, og spørg
pigen, imens guldmønten først larmer, og siden langsomt svinger til ro på
bordet imellem dem:
Kunne du tænke dig at se et mønttrick? - han taler nu i et helt
andet leje; fuldstændig og komplet rart og venligt i en grad som det ellers
er buddhister, der mere eller mindre har monopol på. Pigen, hvis latter
har præget scenens underlige musik, omend latteren har været noget
mindre markant og langt fra konstant under Andreas monolog (tænk på
den legitimitet det giver at have barnelatter på sin side), indvilliger i at se
tricket. Passagererne har været helt lamslåede, men begynder nu at ryste
11

deres kroppe forsigtigt som efter en meditation, og oplever nu
omverdenen som normal igen; ja, det skal nok falde en eller flere ind, at
hvad de har bevidnet her måske blot har været et fantasifoster, hvis man
kan se det for sig; det skal nok falde en eller flere ind at glemme det,
vaske det væk, simpelthen slet og ret at misbruge bevidstheds-kunsten 'at
ignorere' på hændelsen, at fortrænge den.
Vi har altså forestillet os at folk ikke har grebet ind. Nu er
situationen igen ganske normal. Pigen skal hele tiden gætte, hvor mange
mønter Andrea har i den og den hånd, hvilket man desuden nok kan tro,
er ganske svært. Han snik-snakker løbende med de voksne imens han
leder efter en ny åbning til et klimaks mere. Konstablen viser sig at være
i livgarden, og Andrea prøver - svøbt ind i en beroligende charme - at
drille livgarden med pinlige historier om Prins Joakim og scoringer. Som
det overordnet lyder:
Jeg kender mange piger han har kneppet, og alle har de en sjov
historie at fortælle. Med sjov mener jeg for eksempel . . . - og så videre,
men det bider ikke på garden, der mest kun tænker på et rygte eller to
han kan sprede tilbage på kasernen. Nok bare Andrea der er lidt
gammeldags at tro, at den slags har bid.
Over højtalerne lyder nu, kort før Odense, en verdenskendt
indspilning af en sterilt intonerende engelsktalende kvinde: "We kindly
ask passengers not to leave their luggage, and other personal belongings,
unattended." Dette bringer Andrea på sporet af et emne: terror.
Kan I huske hvornår I første gang hørte den besked? - han
smugler ubemærket en mønt fra højre til venstre hånd.
Nej, men det er ved at være en del år siden. - siger
forretningsmanden i tabt erindring, og tilføjer et hvorfor?
Nåh, såmænd bare fordi jeg føler mig næsten sikker på, at den
blev delt ud kort efter 'nine-elleven'. Som et led i en anti-terror
bevægelse, eller hvad man vil kalde det.
Og? - der sniger sig lidt latent irritation ind i snakken.
Og det er påfaldende, hvor bange man vil gøre os for terror, og
ikke mindst, at gøre os opmærksom på at de kan og skal involvere sig i,
hvad vi gør med vores personlige ejendele, altså, dem der kalder sig we.
Mange uenighedspunkter melder sig blandt passagererne, idet en
kedelig begrebsforvirret snak folder sig mere og mere ud – men lad os nu
lade det ligge for en stund, vigtigt er indholdet ikke.
Hidtil er han blevet refereret til som Rock-t-shirt. Rasmus er hans navn,
og t-shirten er en ualmindeligt slidt Descipline King Crimson trøje (fra
start firserne, omkring hans fødsel). Han har ligget i stor nydelse, halvt
sovet, halvt lyttet til tonerne af dødelige guder a la Elliott Smith, Kurt
Cobain, Hendrix og andre fra dén side af floden - det er bedre at brænde
op end at rådne.
Afslutningsnummeret fra Nirvanas Unplugged In New York
rinder ud i hans ører. Den koncert han altid har refereret til som 'det
bedste vokal-take i musikhistorien'. Han har hørt koncerten et utal af
gange før, og som transporteret af musikken baner hans tanke sig vej
12

mod en egentlig opvågnen.
Hvor sov du i går nat? Spørgsmålet Rasmus stiller sig nu er, er
jeg jaloux i denne stund. Et spørgsmål så bestandigt aktuelt - han
besvarer det ikke. Where did you sleep last night, der krænges ud af en
sangstemme på dødens rand, er vel et almindeligt spørgsmål, where did
you sleep last night, kan man spørge på mange måder . . . Cobain var vel
et ret almindeligt menneske, hvis det almindeligvis kan medregnes til
mennesket at være hæderligt. For dét var Cobain, hæderlig, heroin eller
ej . . . eller hvad folk ellers må sige! Han var almindelig nok, blot var
han udmærket musikalsk begavet, og mest signifikant: ualmindeligt
velsignet med sin stemme, hvormed han kan synge til alle menneskers
hæderlighed, og ramme den, til hver en tid de er mennesker. Rasmus
vågner langsomt. Hans tshirt har et stort hul ved den højre af de to
tætsiddende skuldre, og ligesom hans tøj helt generelt, er den noget
slasket i sit udtryk. Hans ansigt derimod er stramt. Håret meget kort, så
den lille åbne pande kan lyse. Skrænterne ved pandebenene mødes ved
foden af en næse, der lang og trekantet, meget markant, er pejlepunktet i
billedet. Der var engang, hvor denne næse led en fraktur; dette kan stadig
ses, hvilket umiddelbart afværger tanken om et uprøvet ansigt - en tanke
som ellers i nogle aspekter let kan trænge sig på hos en beskuer. Som
ansigtets garant for at Rasmus udmærker sig som menneske, gemmer de
dybe øjenhuler på to små fine regnbuesten, hvori sjælen yndigt skinner
igennem. Det er et efterårsansigt - det vil sige i efterårsnuancer - af
Edvard Munch-pallet, et meget smalt ansigt, og som det oftest bæres af
Rasmus, kunne det kaldes Smilet, eller eventuelt Rastløsheden; men ikke
Skriget. Han hengav sig dog ofte til, som det mest virkelige han vidste af,
at skrige, men dette har længe tilhørt hans fortid - inden han fik sin
datter. Mere om hende senere. Rasmus har på mange måder et rigt
åndsliv foregående i sit hoved, men kender ingen kanal at transmittere
på, at forme det på og lade det manifestere sig, så åndslivet bliver derinde
som en dom over hans utilfredsstillende liv, og hans krop er altså rastløs -
ak, han ved at han snyder sig selv, men er sporløst fortabt, når det
kommer til 'hvordan'. Så meget desto mere frustrerende, ja håbløst. Og
tanken lige nu er semitypisk som følger: så er jeg da et menneske blot,
eller er jeg noget nyt - noget ganske nyt, der er sket? Han sidder og
tænker sådan imens han bider sig i tungen - så spyttet flyder. Han synker.
Cirka tyve sekunders klapsalve og hujen fra New York følger den sidste
akkord til dørs, og han tager sine hvide høretelefoner ud af ørerne, og slår
øjnene op. Han smiler skævt; smilet er altid skævt mod hans egen
venstre.
En poptøs går forbi på gangen med sin lille rottehund i favnen,
forsvinder snart; Rasmus når akkurat at få øjenkontakt med dyret. Det
glemmes med det samme, som så meget, og opmærksomheden skifter til
noget højst besynderligt. En enormt legemstærk mand sidder skråt
overfor i den anden firkløver og junglerer med tre tyvere imens han
snakker til en opslugt kupe. Kun Rasmus (og prinsessepigen) er ikke med
i snakken.
...igennem indflydelse hos USA, ja fordi vi havde været
samarbejdsvillige i et lille foretagende i Irak, det er vel tydeligt, fik
udenrigsminister, Per Stig Møller, eller hvem det var på daværende
13

tidspunkt, frigivet ham her fangen... kan ikke huske hvad han hed. Det er
nu også uvedkommende for sagen, men fangen blev nemlig frigivet fra
Guantanamo alene fordi han var dansker. - Andrea bliver opmærksom på
at Rasmus er vågnet, forholder sig diskret, men lader mønternes retning
skifte fra med til mod uret.
Hvor vil du hen? - siger en smart ung herre overfor Rasmus;
denne er stået på i Odense, som toget nyligt har taget afgang fra. Typen
der kan finde på at købe sokker til udvalgte lejligheder, - hvis man
forstår, - men, socialt skræmt er han trods alt ikke.
Andrea svarer - Jeg vil hen til det tidspunkt, hvor den tidligere
fange offentligt udtaler, at udenrigsministeren og statsministeren er
legitime terormål.
Alle har imidlertid glemt at dette for få år siden var en del af den
offentlige snak, og passagererne måber over hukommelsesopfriskeren.
Kun Rasmus synes at være umiddelbart inspireret, og han siger nu at -
De e r legitime terormål! - Rasmus og Andrea får ægte øjenkontakt. Den
opvågnede fortsætter, men mest til de måbende:
Kom nu! Det er da især tydeligt i det forhold, at Per Stig ikke
længere er udenrigsminister, og Anders Fogh ikke længere er
statsminister, og derfor, at Anders Fogh og Per stig ikke længere er
legitime, eller i hvert fald oplagte terormål; men det er de nye ministrer
selvfølgelig, idet de fortsat er med til at føre krig mod Taleban. Skulle
Taleban ikke have lov at kæmpe igen, hvor meget vi end måtte hade
deres syn på verden?
Der er stille i et øjeblik. Alle er uenige på nær Andrea. Denne
siger, i en tone han er påfaldende hurtig til at ramme - Det er rigtigt. Men
min pointe er at danskerne, og jeg taler nu om vælgerne, ikke ville
indrømme fakta, da sagen stod på, nej tvært imod: alle blev sure da det
var oppe i offentligheden, men det var kun oppe i så kort en periode, at
udelukkende de mest overfladiske følelsesargumenter kom i de store
medier, og herefter blev alt om den intelligente terrorrist effektivt
fortrængt. Og på jeres reaktioner at dømme: ingen her har tænkt på den
ellers påfaldende episode i flere år; på nær måske dig. - han peger på
Rasmus, og spørg - Hvad hedder du egentlig?
Rasmus svarer.
Ha ha Rasmus. Det er den danske udgave af Muhammad, - kort
pause, Rasmus fornærmes ikke, og Andrea fortsætter - Rasmus, hvad
tænker du da om samfundet, om dit fædreland, når du har et så åbent sind
at ville lade ministrene myrde for argumentets skyld? - der er noget
meget spottende i spørgsmålet, ja i hele Andreas udtryk; vel nok for at
teste den opvågnede.
Jeg ser det ikke som mit fædreland. Selvom det er svært at løbe
fra . . . Jeg er født i udlandet, hvis det tæller noget. - Andrea og Rasmus
er nu de eneste i samtalen, omend alle stadig lytter med. Ind imellem gør
folk figur som vil de kommentere - det er jo i høj grad dem, der snakkes
om - men taletid får de ikke. Det er i særdeleshed Andrea, der styrer
dette, og Rasmus er ikke ked af denne styring. Sidstnævnte fortsætter -
Problematikken kan belyses med første del af ordet: 'fædre-', altså noget
med rollen som far. For en far skal vel disciplinere og hærde, elske
egentligt og opdrage, og på alle måder gøre en klar til at leve
14

selvstændigt. Men! Jeg er så at sige blot blevet opdraget til at blive
boende hos mor og far resten af livet, såvel som de fleste danskere. Jeg er
intet uden min stat. Føj!
Ærlige ord. - Andrea klapper dæmpet - det tyder på, at der er
noget i dig. Jeg skal nok få mig en overraskelse eller to . . . Så, nu må
jeg høre, lige på og hårdt, hvad er din analyse af Danmark eller 'den
danske tilstand' . . . Nok noget med en 'myretue' kan jeg nemt forestille
mig ud fra, hvad du lige sagde.
Rasmus har altid været lidt af en akademiker. Følgende kan vi
dog ikke forestille os som værende direkte Rasmus' talte ord, som med så
meget, men noget i denne retning siger han - Ja, det der er en konsekvens
af den danske tilstand, hvor hver enkelt borger er urørlig for den næste,
er altså ligeledes en konsekvens af en tid og et sted, hvori folk lever uden
anden egentlig sikkerhed end den som straffeloven kan tilbyde, og folk
lever derfor uden en tilskyndelse til at optræne egne evner i retning af
selvopretholdelse, og derfor oplever folk i endnu mindre grad, at udøve
noget forsvar af sig selv, hvilket ellers er en af hjørnestenene i enhver
individuel natur.
Andrea gør store øjne. Rasmus fortsætter - Og det er kun det helt
personlige problem. Mere overordnet: under danske forhold hersker en
uforstyrret mulighed for produktion, siden straffeloven ikke alene
accepterer dette, men direkte beskytter enhver produktion imod
individers eventuelle modsættelse. Som konsekvens heraf må vi
magtesløst bevidne en overkultivering af landjorden, ubalanceret import
fra de fjerneste og fattigste lande, et koldt koordinatsæt for hver eneste
tomme af den engang så eventyrlige planet, en perverteret
kalenderbevidsthed i hvert et arbejder-sind, og hvad der er værst af alt i
dette maskineri: en uundslippelig stille frygt, samt fare for en
begivenhedsløs død, ja, og et menneskeliv, der er statistisk, kujoniseret,
vilje-sterilt og nådesløst langt.
Man skal forestille sig dette budskab blive leveret i IC3 toget på
den store bro umiddelbart inden Storebæltstunellen; Andrea junglerende
med tyvere og dybt optaget af det meddelte, ja og i grunden er de fleste
hensunket i forundring og interesse.
Når Rasmus snakker er det mest det midterste af munden, der
bevæger sig, en lille vane han har, og talen bliver let lidt mumlende. De
fleste har dog fanget det meste af det fortalte, og er forstummede; Andrea
har hørt alt, og siger - Bravo! Jeg ved nu ikke helt med de 'fjerneste og
fattigste lande' . . . Og hvad du sagde med at forsvare sig selv... tjo, tja...
de fleste er vel krøblinger ganske unødvendigt, det har du nok ret i . . .
Altså, bare fodnoter, for ellers har du så ret, så ret.
Hmm... Tak. - Rasmus er beskeden, og desuden befriende ligeglad
med kommentarerne/indvendingerne, der nu er langt bagved toget.
Nu er jeg jo interesseret. Hvad arbejder du med, som man spørg'?
- det er Andrea, der spørger.
Jeg er arbejdsløs. Frivilligt ganske vidst.
Andrea ærgrer sig over at manden fortsat er en gåde for ham. Han
stopper endelig med at jonglere. Indeni små-simrer noget forstyrrende. -
Hvad skal du så i København?
Rasmus kan ikke lade være med at smile, ingen ville have kunnet
15

lade være med at smile - Jeg skal købe en Ferrari! Jeps, nemlig en
Testarossa, rød som den skal være, men brugt ganske vidst. Jeg skal bare
over og hente den, og hjem til Århus af E45 på første tur. Dog, inden jeg
kommer så langt, jeg skal ikke helt til København som du ellers siger.
Men toget stopper ikke før København, det er et lyntog det her; de
har sagt det et par gange, imens du lyttede din musik. - han taler
ivrigt . . .
Ha ha, rigtigt nok, men! jeg skal af i Høje Tåstrup. Om det så er
København eller ej . . . Jeg har altid set mange stå af og på der, men har
aldrig haft den ringeste idé om, hvad det er for et sted; bare irriteret mig
over at mit lyntog altid skulle stoppe. Men hvad ved man?.. ham jeg skal
købe bilen af, bor nu engang der, så nu får jeg stedet at se.
Okay okay, men lad mig lige få noget med. Altså, lad mig forstå
det rigtigt. Du er arbejdsløs, men skal om en times tid købe en Ferrari?
Dit livs første, hvis jeg bedømmer dit smil korrekt.
Sí...
Men hvordan er det kommet i stand?
Lang historie, men kort fortalt er min kæreste meget rig, ja, det vil
sige, nu er vi meget rige. - han er lykkelig i det han siger det.
Fætter Højben! - et kort sekund føles langt. Det hengår - Er hun
så også lækker? - han spørger sådan af irritation. Det ligner ellers ikke
Andrea at mangle finfølelse. Det vil sige, selvfølgelig er han direkte, ja
han er vel egentlig 'direkte' par exellence, men her er det uden et sigte,
blot fremprovokeret af irritation.
Rasmus hiver en lederpung op af lommen, og et billede op af
pungen, og rækker det til Andrea, der tager imod. I øvrigt, at forestille sig
denne situation kan føles meget pinligt, når man tænker på de tilhørende
og deres nysgerrighed efter at se billedet; at forestille sig hvordan de
strækker hals, imens de prøver at ligne at de ikke strækker hals. Føj! Men
de føler nu, de har en vis ret til at se det, idet de er med i samtalen, der
foregår lige her iblandt dem.
Det er hende til højre, - siger Rasmus med sit smil. Andrea svarer
ikke. Ikke nok med at han vælger intet at svare, han mundlammes. Hun
er så smuk at han forskrækkes, tænker han overbevidst. Han holder
billedet foran sine øjne, der møder hendes; han mister ethvert begreb om
tal, kunne man sige for at 'emficere', ja, at han frygter at måtte være ramt
af ordblindhed i op-mod lang tid efter, i grunden må han holde igen af
alle kræfter, for ikke at kysse billedet her på stedet. - Hende til venstre er
vores datter.
Andrea stammer lidt, og overhører det med datteren - Din
kæreste... siger du hun er... din kæreste? Så I er altså ikke blevet viet?
Et billede af Andreas sind tør vi ikke tegne nu. Blot dette, at han
plotter: alle hans indre stemmer og stemninger mødes og plotter imod
verden, som har vovet at viftet med en lille sjælden godbid for øjnene af
ham.
Vi er viet igennem vores datter. Men, som du dog spørger! Nej,
noget bryllup, hverken kierkeligt eller værdsligt, har der ikke forestået.
Hvad vigtighed det end skulle have.
Så formel du er. - både siger og tænker Andrea - Hvorfor så
formel?
16

Nåh, du er jo også lidt formel i sproget . . . men altså, jeg er vel
lidt formel, fordi det ikke er en sag der falder mig nem . . . Dér, sådan, så
er det sagt! Lad os tale om noget andet.
Jah, klart. Rasmus, du tegner til at kunne stå som en glimrende
kompagnon i min kreds. Og der er endnu pladser. Også på sigt . . . Ja,
måske endda især på sigt, hvilket ikke siger så lidt. Well, men lad os nu
se. For at komme dertil skal vi jo først komme hinanden ved over lidt tid.
Det giver sig selv. - han taler måske lige lovligt meget lige ud af posen.
Han fortsætter - Hvad siger du til at gøre mig en lille tjeneste, ja så står
jeg selvfølgelig i gæld til dig derefter.
Heh', det lyder spændende!
Kom og hent mig i din nye bil på Vesterbro om et par timer. -
hvilken frækhed, hva'! Men, sagt er sagt. Rasmus betænker sig i endnu et
udstrakt øjeblik, og da Andrea fanger, at han måske har været en tand for
intimiderende i forhold til sine hensigter, trækker han lidt i land:
Nåh ja, vi har jo også hygget os meget godt indtil nu. Du behøver
ikke fortsætte noget med mig, jeg indrømmer vel, at jeg kan være lidt
uortodoks, og du ved... derfor lidt krævende selskab. - publikums
reaktion er bemærkelsesværdig at forestille sig på dette sted; han
genoptager - Ja, vi har haft det sjovt så langt, sådan håber jeg også du
føler det. Jeg ønsker du fortsætter at lege med mig . . . Det skal nok blive
legendarisk. Men! Nu er også et fint nok sted at stoppe, du stiger bare af
toget i glemsomhed. Alt okay med mig. - sandelig er det en særegenhed
ved Andrea, at han sådan kan skifte i stemmeføring og udtryk: som havde
hver nat flere måne- og hver dag mange solformørkelser.
Rasmus kigger bedømmende på Andrea. Rastløsheden ender med
at fordre noget i sig selv positivt: han indvilliger - Jeg henter dig, vi lærer
hinanden at kende, prøver i hvert fald; så må vi lade det komme an på,
hvordan det udarter sig.
Og se nu, hvor megen glæde der spredes.
Andrea jubler, alle smittes, Rasmus er glad for sin beslutning -
han vender sig udad, og de griner, hvilket også smitter. Stemningen i
kupeen stiger, og selv den smarte unge mand er med, og prinsessepigen,
måske mest af alle, ja og selv konstablen, og pigens mor aller mindst;
hun har fulgt nøje med, smilt i ny og næ, men med et opslået dameblad
som brynje - men lad os glemme dem. I det at salgsvognen kommer
igennem igen, bestiller Andrea alt som alle vil have, og sandelig der
bliver fest, for så vælger folk jo alkohol - dog ikke alle, da Rasmus, for
eksempel, skal køre, og imens kupeens mange folk fester og nærmest
kaster med gratis mad og skokke-ler i vild fejring over det usandsynlige,
der er hændt dem, og at de nu kan snakke igen, mødes Andreas og
Rasmus' smil - ikke i et kys, men en duel, hvor den der smiler sidst
smiler bedst, men ingen taber, for døden ler uendeligt i dem begge,
tilsyneladende, så skyerne går fra solen, og de skåler i vand uden ansigt
tabt. Rasmus står af på Høje Tåstrup med et "ses snart igen," og i hans
lomme er en seddel med mere præcis tid og sted på Vesterbro i
eftermiddag, senere end tidligt.
Resten af turen holder Andrea slet og ret ud. Folk vil jo hele tiden
henvende sig, men han spiser dem blot af med små mønt- og kortfinter -
ja han udholder - men gode ting sker der også, for prinsessepigen vil røre
17

hans opalsmykke, der har betaget hende hele turen, og i det hun læner sig
for at røre, kan han hviske pigen i øret, at hun er vidunderlig, hvilket altid
er rigtigt, hviss børn kan forstå det.
På hovedbanen venter han med at rejse sig, så de kan gå fra ham.
Så efterlader han den tomme kupé, med et forelsket blik på det hærgede
sted; tager kondom og bøde frem fra bæltet, hiver bøden i kvarte, og
smider de fem dele ned i rodet sammen med kortene, tændstikkerne og
nogle tyvere til oprydningspersonalet. Han går ud af toget.
Fra trappen op til hovedbanens markedsplads holder han mod
venstre – tæt ved uret ser han en gruppe festaber vælte rundt uden
hensyn; én er i kyse og sparkedragt og er på den vis centrum for løjerne;
Andrea bidder mærke i denne forsamling, og hører en ting eller to fra de
fulde stemmer. Hans gangfart fører ham igennem udgangen til Istegade
med den klassiske musik, der spiller for junkierne, og snart ser han
luddere, alfonser, sexshops og københavnere overalt omkring sig, idet
han skøjter, snart springer med kraft - måske slår saltomortaler - ned ad
fortorvet i begejstring over det netop hændte, samt over hvad der skal til
at ske om et øjeblik, mens alt det nærværende cyklonisk er rejsende medsig-rivende
bevægelse. Fremad.
b
Med venstre hånd sender han sin bror en besked, "mød mig om en time
på Café Norden," og med højre hånd knipser han Divide and Concour
kontrast-stykket i femten sekstendedele, idet han ankommer ved
opgangen til den 'undergrundslejlighed', i hvilken han skal møde den
unge mand, Henrik, som han fortalte om i toget - ham med begravelsen.
Der åbnes hurtigt til opgangen af en doven stemme i dørtelefonen, der
ikke virker interesseret i, hvem der ringer på. Lejligheden er på anden, og
døren står på klem. Et digt hænger på denne som Andrea skimter, idet
han går over tærsklen til et lille fælleshjem, hvor en håndfuld mennesker
er samlet i stuen. Digtet lyder:
gud er anonym.
i stuer fyldt med kunst
stuvende fulde
af nomadiske gæster
i den nye undergrund.
Det er mennesker af vidtspredt nationalitet, der sidder i stuen: et canadisk
kærestepar, en koreaner, en lidt grim dansk kvinde og sidst men ikke
mindst Henrik, der også er fra det yndige land. Væggene er plakateret til
med små akvareller, stregtegninger, fotografier, små digte og gamle
breve fra blaffere og interrailere, der har sendt lejligheden en kærlig
tanke. Ikke dårligt.
Andrea er forventet. Solen har bevæget sig hen mod
eftermiddagstid, men der er endnu ikke ryddet op efter i går nats
substansindtag; der er omtrent tre gange så mange glas på bordet som der
er mennesker omkring det på nuværende, og askebægere og
18

fastfoodrester er jævnt fordelt i rummet. Andrea angiver med kropssprog
at ville sætte sig, hvilket han selvfølgelig får lov til. Han afbryder ikke
noget, nej, det føles som, at der ikke er nogen vildt udbredt snak gående;
mest bare lavmælt tale og ofte på engelsk imellem få personer af gangen,
når der ind imellem er noget at sige. Andrea sætter sig, og giver hånd til
Henrik.
Vi gør blot en smule ud af at forestille os, hvilken atmosfære der
er i lejligheden. Det er ikke fordi vi i dusiner af sider skal dvæle ved
nogen som helst lang scene i dette rum, og tro det i sig selv
ejendommeligt, nej ikke i denne omgang, men slet og ret for at minde
om, at et sådant sted findes. Dybt realistisk er det, og vigtigt er det derfor
ligeledes at gøre sig tanker omkring, hvilke typer og individer der kan
vokse ud af et sådant milieu, og - hvad vi ikke skal beskæftige os så
meget med her, men blot berøre med en henkastet sætning - hvilke typer
der kan sidde fast.
Hvor meget kender du på forhånd til mig? - spørger Andrea som
det første.
Ikke så himle meget. Indtil du trådte ind af døren der, vidste jeg
intet udover, at du må kende mange mennesker . . . ha' kontakterne i
orden, du ved, for jeg kender ikke den fyr... hvad hed han nu, nuvel, ham
der åbenbart kender min ven Mohammad... og det er jo igennem de to at
dette lille træf er blevet sat op. Mohammad kender heller ikke andre, der
kender ham. På din 'entrence' virker du tilgengæld også til at kende dig
selv. - han bruger mange, mangt og meget kropssprog og fagter i sin
fortælling, og koreaneren tilføjer, idet han har forstået at lægge to og to
sammen:
Confident, yes. Very confident. Thats good, - og udarter en
anerkendende grimasse.
Andrea henvender sig igen til Henrik. - Udemærket. Det er
rigtigt, jeg kender ganske mange. - han giver et blik fra sig, som ingen
ved hvad skal betyde. Han afslører opfølgende, at han vel også er "lidt af
en hovedjæger".
Men der er da også så rigeligt med hoveder at tage af! Det
behøver du ikke komme her for. - indvender Henrik hurtigt; vel nok en
kende for strengt.
Sig ikke noget så overfladisk. Lad mig glemme det! For det er
klart at du er beskytsom. Altså, glemt! Well, hvad kommer jeg her for ?..
Nu skal du høre. - og han slår over i en anden tone, ja, han taler så
faderligt som han evner, og det er faktisk ganske godt. Han siger cirka
sådan her - Denne slags vil vel altid være lidt svært at finde en indgang
til at få sagt, så nu giver jeg det blot uden omsvøb: jeg vil tilbyde dig et
godt liv. Og et vil forudsætter et kan, det er klart: jeg kan tilbyde dig et
godt liv. Jeg vil at du skal møde mig; meget mere grundigt end vi kan
her. Og jeg vil introducere dig for de rigtige mennesker, som vil inspirere
dig og hjælpe dig. Og alt sammen fordi du selv har noget at tilbyde, til
mig for eksempel. Og især d u vil kunne utilisere dette gode, jeg i
princippet kunne tilbyde enhver.
Hele bordet kan fornemme, at der er smidt en bombe, omend kun
Henrik og den grimme kvinde forstår, hvad ordene betyder.
Kvinden spørger - Hvad kan h a n da tilbyde?, - men som den
19

sætning kun kan, kommer den helt forkert ud; og som Andrea tænker,
understreger det også bare hans pointe . . . Så han reagerer ikke på det.
Den headhuntede begynder at afvise, at han skulle være
anderledes end de andre tilstedeværende; han understreger deres dyder, at
de er rejsende mennesker. Som det lyder:
Jeg modnes af folk omkring mig. Skulle jeg være bedre end dem?
De lever nomadiske liv. Dem vil jeg omgås, ikke en arrogancesværvægter
som dig!
Andrea tager kommentaren pænt, sigende - Ja klart, jeg har en vis
arrogance i mig. Det er nu heller ikke det værste, vil jeg sige. Og i øvrigt
er det jo kun helt naturligt, i en vis forstand af ordet i hvert fald, at
tilpasse sine udsagn til dem der lytter . . . ja og da i særdeleshed hvis
nogen man holder af vil blive sårede. Men altså, det er meget kortsigtet.
Også selvom man måtte gøre sådan resten af sit liv... i så fald har man
bare levet et kortsigtet liv. Sådan skal man se på det. Ja det kan være
svært under de betingelser, der gives i disse tider, hvilket er noget...
Henrik sidder imidlertid helt lammet og tydeligvis fraværende;
Arien gør derfor sit pludselige afbræk.
Han tager nu et tyndt glas fra bordet, tomt, og kaster det med et
spin op i luften, så det til alle tidspunkter vender rigtigt, og under fuld
opmærksomhed begynder han igen at tale, idet han griber glasset -
Nomadiske liv, siger du? Dine venner her, nomader, okay, men vil du
ikke selv rejse? Du kan komme hvorhen du vil, efter ganske kort tid med
mig. I sandhed, d u bestemmer. - vakt er Henrik af sin lammelse, og
lytter nu ører, - Så for at forholde mig til hvad du sagde før. Rejsende
folk? de er oftest rejsende fra noget. Ikke? Sjældent finder de noget, og
blindere bliver de kun af at søge, da det så såre hurtigt gør en desperat.
Det er kun forbeholdt et fåtal at rejse i rejsen, at være ét med bevægelsen,
at være bevidst foruden overbevidst; og det tør jeg godt sige, det gælder
måske for dig, men ikke nogen af dine kammerater her, det kan man lidt
for tydeligt se. - han sætter glasset tilbage på bordet.
I løbet af Andreas snak er der kommet en ranglet neger ind ad
døren. Denne er Mohammad som tidligere fik sit navn nævnt: han har et
Brøndby IF halstørklæde på, kasket pegende skråt til højre, og ellers
meget løst tøj - store læber og meget naive øjne. Han har sat sig ved den
sidste stol om bordet. Mohammad kan også dansk.
Der er stille et øjeblik efter, Andrea har snakket. Ja, måske man
kan dristes til at sige, at hans tale skyder frem med en engel i sit kølvand.
Her bevæger der sig i hvert fald en af slagsen igennem stuen, og
Mohammad bliver personen til at aflive den. Han indskyder:
Wow det lød klogt det du lige sagde der. - thi han jo ikke aner en
brik om, hvad det hele går ud på. Han er heller ikke selv rejsende, men
blot en hyppig gæst i lejligheden. Mohammad giver et host fra sig. Det
lyder grimt, men må være helt normalt, for ingen på nær den
udefrakommende bemærker det særligt.
Den canadiske mand forsøger at række over sprogbarrieren og ind
i samtalen med en appel om at få forklaret på engelsk, hvad der foregår.
Henrik, der jo i høj grad taler ud fra en fællesskabsfølelse, er tilhænger af
dette forslag, og Andrea ser sig nødsaget til at skifte sprog, om end han
ved at det uundgåeligt vil trække scenen ud.
20

Dette vil vi hermed se som anledning til at skifte linse og betragte
tingene fra et mere udetaljeret men også mere effektivt og favnende
synspunkt.
Det korte af det lange er, at Henrik ganske nemt overtales til, ved
Andreas side, at forlade stedet. Samtalen bølger til at starte med lidt frem
og tilbage, og alle på nær Mohammad byder ind. Dennes engelsk er
noget rustent, så han sidder vel mest bare, og tåger sine håndflader.
Alle er meget forfærdede over Andreas grundtone - en frekvens
der klinger i alt, han siger her - nemlig at et højere liv end det i
lejligheden er muligt, og at han, Andrea, kan tilbyde et sådant. Samt at
idealet om sammensmeltningen af værdierne 'socialitet' og 'personlig
autonomi', der i høj grad hersker i lejligheden, helt og holdent er et
blændværk og et skud over mål i forhold til, hvad dette sted kan rumme.
Ja, ud fra denne uenighed om hvad der er muligt, er samtalen i nogen tid
temmelig fastlåst, og gynger og vugger måske lidt, men kommer ikke
rigtigt nogen vegne.
Henriks måske største tvivl er, hvorfor Andrea netop har fået øje
på ham, og spørger indgående, hvad der adskiller ham fra de andre -
hvorfor netop h a n skal tilbydes dette "life of higher value". Og da han
endelig kommer til at stille spørgsmålet med sådan en klarhed, at hvad
som helst må være anticiperet, svarer Andrea:
Well, I have tried avoiding saying it out loud, - starter han
langsomt - 'cause I know that you, Henrik, have not told any of these
people about it. It's concerning the death of your mother. Or stepmother
anyway. The way you, so to speak, handled that is to me quite
impressive. That is the kind of man I want to be around; and so does
every decent soul. - der er lidt britisk i hans accent, hvilket giver et
professionelt islet, men den undslipper i sidste ende ikke, og når alt
kommer til alt, at være så dansk som pære.
Ingen af de andre omkring bordet ved, hvad han snakker om. Kun
Henrik, og han forholder sig tavs.
Andrea genoptager, nu henvendt til hele bordet - All of you guys
probably know that he's wanted by the officials. But it has nothing to do
with street riots or some other semi-noble cause as you might have
thought. He fought at the very foundation of what original dignity can
mean; he fled at the right moment and is now officially 'missing'.
Mener du... du ved, at han er gået under jorden? - spørger
Mohammad pludselig. Andrea nikker, tænkende "det ved du jo i forvejen
godt, din idiot".
Stemningen i stuen er ikke videre dramatisk, lidt forvirring det er
alt. Hvad kunne dette 'original dignity' være for noget? En stenet tanke.
Der må være noget på færre. Noget de ikke kender til, for Henrik ser ud
til at forstå det hele udemærket.
Andrea siger som sit sidste i dette rum: Hvad du har gjort, kunne
ingen af disse 'nomader' gøre efter; de kunne jo ikke engang f o r t æ l l e
s af dig om denne gerning. Nej, så havde du jo gjort det. Det, i sig selv,
gør sagen tilstrækkeligt simpel! Det kan du se, ja? - han slår over igen -
So come now, I've got a ride waiting for us.
Henrik følger. Uden tanker om snart at returnere, hvilket man
måske ellers kunne mistænke ham for i sådan en situation, påfører sig en
21

sort tungt-hængende jakke, og siger sine 'goodbyes'. Farvel til folk, der
alligevel havde rejst fra ham blot kort tid derefter - men de representerer
dette liv han har ført, og hovedsageligt med dette tager han afsked - og på
vej ud ad døren, hvor digtet associerende afføder en usynlig tåre,
bemærker han Mohammad luske efter. Kammeraten vil bare vinke farvel
på gaden, hvilket han selvfølgelig tillades.
Jeg har lovet ikke at trække denne scene ud, og dette løfte har jeg rigtigt
nok holdt. Men ikke at scenen derfor med det samme skal afløses af en
lang afskedsseance, nej det ville da være bedrag, så i en kun kort
bemærkning skal vi forsøge at få alt det efterfølgende med.
Ude foran lejligheden er Rasmus kommet trillende over
kantstenen til ualmindelig præcis tid i sit nyerhvervede stykke røde
sportsvogn. Han bliver noget overrasket over at tælle i alt fire mennesker
komme ud ad bygningen og hen til ham, når en sådan bil jo kun har ét
passagersæde; men overtales i få vendinger til at tage Henrik med til
Århus, og lære ham at kende på vejen - for de to skal nok finde et par
sager at udveksle om - og så mødes efter aftale med Andrea dagen efter.
Til fodboldkamp på Fredensvang. Ja, her kan det vist ikke holdes
hemmeligt længere: Andrea er brændende AGF fan, og pokalkampen
imod superligaens nummer to, FCM, er ikke at gå glip af, når byens hold
til hverdag må nøjes med at gøre sig i første division. Selvfølgelig giver
Mohammad et lille hop fra sig, når han hører dette - for han kender til
rygter om hooligans i Århus, men siger ingenting; vinker blot med sine
lange arme, idet at bilen med vilde drøn forlader lejligheden på Vesterbro
- Henriks gamle casa.
Den følgende bid er formentlig ikke helt uvigtigt for historiens videre
forløb. Andrea har set sig ond i sulet over Mohammads fedtmulede
fremtoning, og desuden også på Brøndbyhalstørklædet - det er klart. Og
måske man rigtigt nok kan bruge en fedtmule til en ting eller to. Den
sorte prøver at snik-snakke lidt, imens de går ind i opgangen - i øvrigt
uden at mistænke det faktum at Andrea går med tilbage. På første sal
tager den hvii' fat om halsen på den han kalder ”Frelseren” og "En
fucking tegning" . . . Slår ham i leveren et par gange imens han minder
om resultatet på Fredensvang i seksoghalvfems, 3-3 kampen, hvor
Mogens Krogh, Brøndbys målmand, scorede det udlignende mål efter et
hjørnespark i slutminutterne, og dermed vandt mesterskabet fra de
blåhvide. Et mesterskab vi savner; dette har Århusianerne ikke glemt, og
Mohammad kan da også svagt huske det, når blot han presses lidt. Han
kastes ned ad trappen, og lider pletvist et par blå mærker. Han får herefter
slagtet kæben med et sandt Kohman-vristspark. En velplaceret spytklat
besudler hans i forvejen grimme tøj, og som han ligger der, efterlades
han med en lille note med et mobilnummer på og ordene fra Andrea, der
skynder sig videre - Ring her hvis du vil vide, hvad det drejer sig om . . .
Bare rolig, det er ikke fodbold det hele.
22

c
Hestekræfterne spiser mil, så snart vejene tillader det. Byen forlades, og
banalt og sandt er det, at de kører fra øst mod vest og mod solen, der om
få timer vil forsvinde under horisontlinien.
Først er snakken imellem de to essentielt set død. Den går på
bilen, og ingen af dem har siddet i en Ferrari før, så snakken er såmænd
entusiastisk nok, men som så ofte med bilsnakke er den holdt nede af
trivielle fakta, og det skal derfor gentages, og nu med eftertryk på ordet
'essentiel', at snakken essentielt set er død. Gab, snork, gab.
Den lever en kende mere, når den drejer sig ind på Andrea som
eneste fælles bekendte, men stopper hurtigt igen, fordi ingen af de to
rigtig kender ham. De har dog begge fået indgydet en vis antipati, der
ledsager den åbenlyse begejstring over at have mødt ham: Henriks
følelse er mest udtalt og står klarest i kroppen, en nervøsitet går hånd i
hånd med begejstringen - Rasmus er i egentlig forstand skræmt, ja,
måske er han endda en lille smule jaloux, for et og andet har han godt
bemærket i forbindelse med at have vist sin kærestes portræt frem i toget,
men er dog i for lav en grad bevidst om denne rørelse til at give den
artikulation. Så, igen stopper snakken snart efter den er begyndt, for
noget konkret at nævne er der ikke meget mere af end eksempler på
Andreas uortodokse opførsel, og for de indre følelser er de to's snak i
øvrigt endnu lidt for ung og ikke ærlig nok. Gab, snork gab.
Et vendepunkt kommer. Henrik bemærker, at hans chauffør kører
en kende nervøst, og han drister sig til at prikke minutiøst til denne
tilfældighed. Til at starte med lyder det - Bilen er da sandelig en nyklassiker;
er du rigtig entusiast eller hvad. - og på afværgende svar,
fortsætter han lidt efter - Det må være fedt at køre for første gang med
sådan en motor. Hør, har du egentlig kørt meget? - og ved endnu en vag
tilbagemelding insisterer Henrik kort tid efter - Men altså, du nyder din
første tur? - denne gang spørg han uafværgeligt, med løftede bryn og
øjne så store som tekopper.
Det kommer langsomt ud af Rasmus at han egentlig ikke nyder
sin tur: at han faktisk aldrig har nydt at køre i bil på grund en lille men
ufravigelig skræk ved det, og at den dyre bil blot er en gave fra kæresten
og ment som en måde at vinde ham lysten til at køre på, altså ved at give
det et luxuriøst præg. Hvilket desværre indtil videre, på de første
kilometer, har været forgæves. Henrik påstår nu, i en lidt proposerende
stemme, at han har en mere effektiv løsning end luksus, og at denne
anden løsning bestemt ikke udelukker den første; løsningen er
amfetamin. - Bare en hurtig bane, i et snuptag af et åndedræt, op i næsen,
og så er du sgu kørende! - ja og efter få hjulomdrejninger blinker Rasmus
- med et sultent minde om fordums nytårsaften, en fejring af tid, hvor han
var høj på netop dette a-vitamin, og et minde om hvad det kan gøre ved
en uperfekt selvtillid - ind mod næste rasteplads som Tilfældet leverer
indenfor fem-hundrede meter. Sammen med selvtilliden, der sandt nok
hjælper på den nervøse chauffør, følger også fra stoffet en hudløs
ærlighed og trang til at strø om sig . . . og idet at også Henrik smager på
både a og b fra det lille skrin i sin inderlomme (hvor der ligger ikke så få
substanser), bliver ikke kun kørslen, men så sandelig også samtalen
23

hjulpet godt og grundigt på vej imod Århus. De stiger overlegent ind i
den frække bil; Henrik gør en stolt og stålfast honnør til solen; og de
drøner forbi de latterlige og måbende små-familier, der stirrer op fra
madpakkerne som har de aldrig før set en Ferrari. wow.
Begge er de højt oppe at ringe på den snappe virkning. Men
Rasmus, der er mindre vant til den slags, er til at starte med en tand
tilbageholdende med at samtale, og fokuserer mest på sin kørsel, der nu
synes ham at være den største glæde: en magtrus kommer over ham, og
man skal næsten forestille sig én selv for det indre øje med en glødende
automatpistol i den ene hånd, tømmende projetiler fra vinduet og ud i
himlen, den anden på rattet, tohundrede i timen i den hurtigste bane,
slalomkørende indenomsoverhale kvindebilister og gamle, og med et
blondinehoved mellem benene, jublende - alt sammen ræsende imod den
smukke solnedgang. Det er godt nok ikke helt sandheden her, men som
følelsesbeskrivelse har en sådan forestilling positiv sandhedsværdi for
chaufføren.
Henrik begynder at fortælle om sin betænkelighed ved at være
taget med, samt sin begejstring over samme. Han fortæller om den
lejlighed han har forladt, de frie timer der lod sig undfang og modnes der,
om mennesker der var rejsende på ubestemt tid og nogle der endda
vitterligt havde undsluppet statens klør, mennesker der var uregistrerede:
der i enhver intelligibel forstand var sorte mennesker, og om hvordan han
nu selv havde måttet blive sådan efter hændelsen ved hans moders
jordfæstning. Ja, denne jordfæstning fortælles også noget om. Løbende
med at Rasmus sættes ind i det hændte, og stoffet alvorligt får fat i hans
følelser, bliver han mere og mere grebet af dette menneske ved sin side.
På ét punkt er han næsten ved at vende om, for at hjælpe Henrik med at
rede nogle tråde ud tilbage i hovedstaden, men dette er selvklart for
hovedkulds - og han tales fra det. Henrik er i grunden meget tilfreds med
denne nye start. Som han kunne sige: ”Meget belejligt kommer mit nye
liv mig netop i møde i tid til at afløse sorgen efter forældrenes bortgåen;
Andreas løfter serveret med høj klasse af skæbnen - ikke uafhængigt af
ritualet jeg udførte, men netop i kraft af det.”
Imens de taler: mil på mil tilbagelægges i et hæsblæsende tempo.
Nærværende fortælling befinder sig for anden gang på den store bro
imellem Danmarks to største øer, og som de kører i dette grå og larmende
arkitektoniske paradis, dette 'human display of power', medgiver Rasmus
tilbagelænet i sædet, at det rigtigt nok er kunstigt, så underligt, med de
forældre, at han selv har oplevet et enormt skift i synet på forældre efter
selv at være blevet far. Ved dette tændes Henriks opmærksomhed - især
kombineret med det faktum, at de netop kører imod Rasmus' lejlighed,
hvor denne familie, og særligt dette barn, befinder sig.
Henrik er af et smukt men anonymt udseende. - man må tro at
hvert træk ved ham såsom: ansigtskonturer, kropsholdning, frisure, højde
og drøjde, beklædning, ja og endda detaljer som øje-karat og så videre
hele vejen rundt er af en sådan støbning, at det nødvendigvis har del i det
første man tænker på, når nogen siger: hvad er det første du tænker på,
når jeg siger 'mand' - en ung mand vel at mærke, nyskåren og
uanfægteligt værdig. Men i hvilken grad er det første man tænker ikke
24

altid en idealtype? - Et værdigt ideal vil aldrig være en type. - Men trods
dette vil vi alligevel, selvmodsigende med åben pande, sige, at Henrik er
en mandlig idealtype af udseende. - Dog, med et sådant eftertryk på
'type', at anonymiteten ikke kan forglemmes. Den egentlige skat i
fremtoningen ligger i det, at hvis man skulle fortabe sig visuelt i denne
mand - et øjeblik uden blik for andet end synet af ham - så kunne man
aldrig skuffes; ingen detalje skulle nogensinde fremstå pixeleret, og altid
ville man i efterfølgende refleksion medgive, at han bestemt udstrålede
mere end han absorberede. Til forskel fra Rasmus. Dennes udseende har
vi tidligere malet på hans gøren og laden, og her skal vi blot minde om
det ungdommelige præg han på mange måder bærer. Dette, i
kombination med informationen, at han er 'en far', får Henrik til at spørge
videre ind, og Rasmus forledes hurtigt, og ikke uden sammenhæng med
nervesystemets påvirkning, til at fortælle bredt og vidt om sit liv. Under
sin passagers aktive sammenspil.
I denne verden af syndere og vidner var jeg dømt til det sidste.
Min pige er retfærdiggjort og frelst herved.
Overordnet, jeg er en 'beundrende',
jeg er en 'lidende ved mig selv',
jeg er 'sky-friheden i mit barn', intet mere.
Alt andet, som eksempelvis 'lige nu'
er ordnet under treenigheden her!
Så vidt med det overordnede,
men fortæl mig nu hvordan
den ofring kom i stand.
Det lyder ikke som min smag
det lyder næsten pinligt -
men fortæl mig nu hvordan
ja, fortæl fra starten.
Som barn var jeg et geni. Men til sport.
Dette, fortaltes det mig, kunne blive en levevej.
Jeg så imidlertid, hvordan denne leg skulle gøres til usundt flid,
hvis levevejen skulle vokse ud af dette mit elskede sværmeri,
den letsindige, flygtige, dansende og besjælede legesyge betvinges
Til barnet blev anelsen om storhed givet,
og ved barnlig mangel på pli blev den taget.
Heri var geniets lektie tydelig fra første færd langs livets sti.
Nært ved hvert et vingeslag skal slås med sommerfugledisciplin.
Hvorfor fortæller jeg om dette - sport? Nærmere bestemt: fodbold. For at
sige, jeg er legesyg af natur, og samtidig, hvert et lille geni her inde i mig
mangler disciplin, og blomstrer aldrig. Desuden, jeg er ingen holdspiller.
For tænk sig alle de idioter
man snart skulle omgås
efterhånden man blev ældre.
25

Sådan er det med hvert et fællesskab,
der også er damer i: idioterne samles dér!
Men ak, netop damer,
jeg havde aldrig formået at spå det,
skulle snart blive problemet.
Jeg forelskede mig i en sjælden skønhed.
Her taler du sandt. Slet og ret.
Lad mig gætte:
I kyskhed, der leder i hende, din skønhed
- i en såret trang til nærvær -
viser sirenesang sig som den er
forstummet til et ekko af umyndig gråd,
og synliggjort
som forladte visioners genskær:
som is og sten er hjerter uden vinger
de falder brat ved tidens tand, fra kærlighedens tinder.
Ja. Højt at elske dybt at falde!
Og efter dette
var selv det ængsteligste pigehjerte
for fast for mit spøgelsesgreb;
de sagde: "dertil er dine hænder ikke skabt;"
jeg ville gerne røre ved kvinder
genvinde lidt ære,
men de sagde bare: "dertil er du ikke støbt,"
og snart gav spøgelset fortabt.
Min manddomsrite udeblev i ungdommen
- nu er jeg min ungdom voksen, måske -
den er startet, måske, og den trækker blot ud;
måske jeg netop nu tørster på dens rolige hav.
Stolt måske! Stolt af mit skibbrud.
Denne stolthed blev en dybde
og jeg erfarede des heftigere
alt der er smedet af stolthed.
Jeg hvilede i den største litteratur.
Jeg indså på en måde,
hvordan jeg formåede at beundre den
mere end nogen omkring mig.
Ak, en mislykket konstellation!
Afsides:
Men en rite er ikke at gætte om
enten 'ja' eller 'nej'
men vi får at se, vi får at se.
Ja, din skønhed trådte for tungt på vejen af drømme du lagde;
26

og i så fald er alt en mand har tilbage
de største drømme udrenset for selviskhedens væld
- kærlighed nu besmykket med ord som 'sølv' og 'guld' -
i digterens fag, hvor det slette med ét bliver skønt
og det gode bliver skønnet at have nok i sig selv
uden digterpennens slag.
Eller, det er måske så meget sagt,
så ofte besmykket alligevel, det gode, og besmykkende selv,
skåret til; beklædning; som klæder skaber folk
og berettiger dem til offentlig omgang -
det gode medtaget som værkets kulturlighed, ja lidt
som skyggelægning på et billede af værkets dag.
Og åh, disse omkring mig, kammerater! som jeg boede sammen med;
når 'i dag' var mere lig 'i går'
- når det hverdagslige i kammeratligheden var mere stift som lig
end friske slag for tiden, da flyttede jeg ud --
Ud på gaden, jeg boede i kældre og på en sofa her og der
alene mig og min rygsæk og det samme par skjorte og jeans.
Smagte du på solen,
var det endeligt da,
at din tunge blev brændt
og skoldet af
for hver en sans af smag?
- som jeg fornemmer den er det den dag i dag.
Hvis du taler om solens mad, substans-indtag, så nej -
ikke hvad der er værd at vide af.
Intet lokkede mit indre
ud bag de boltede døre;
bevægelsen var med kroppen,
jeg bleve en vandringsmand.
Kravle før man kan gå:
begge disse modningstrin
er hvad jeg kalder befriende.
En fugleunge til sammenligning
må falde før den kan flyve!
Nuvel, videre, uagtet, videre, nu er det dig, der væver:
jeg vandrede op og ned ad gader og bakken i Århus
som en hvileløs gik jeg i morgentimerne, i morgenmenneskets mylder:
som en søvnløs drone, en Seeberg-spion i de trættes travle rige.
Fattige mennesker ligesom jeg! Jeg gjorde hvad jeg kunne for at ligne.
Fra banegård og centrum til fabrikkerne og kontorerne, tur-retur
alt dette, alene for at ligne og falde ind. - Og spionere.
Hvorledes undgik du at være som dem?
Altså, jeg spørg vel helt forladt for poesi:
27

med hvilke midler fik du mad?
Nyt løst job fra dag til dag, når brødposen på ny løb tør.
Resten af tiden gik jeg som sagt, sled mine sko
så nytteløst, nytteløst. Sku' man tro!
Men ensomheden, i sit lange seje træk den her havde gået
fra barndoms ben til da. Détte modnede
og sukkersafterne flød i mit blod, blot en smule,
og denne smag kunne nymferne dufte, og de smagte: endelig!
Jeg inspireredes til et scoretrick
da jeg fornemmede kvindernes gunst.
Vil du høre?
Basis er at få øjenkontakt, ja det giver sig selv
og derefter siger man simpelthen:
"Lille øje i hulen her," imens man peger på det ene øje,
og fortsætter -
"hvem er smukkest i verden dér," idet at man peger ud,
og blinker. - så hun ved at det giver sig selv.
Det formår mit øjelåg meget vel!
Jeg fik selvtillid.
Kærligheden vandt jeg
ved at indse, det var muligt
for dette ene liv at ende
uden kærlighed at få, men
kun finde --
Kærlighed! på hver en led.
Fortsæt, endelig, fortsæt.
Udemærket, fortæl.
Er det dét?
Sandelig dit øjelåg hertil skal formå
at blinke med umiskendelig ærbødighed.
Det er godt med dig!
det er også for specifikt nu
alt for specifikt, så kom nu:
videre, videre,
du fik deres gunst, hvad så videre!
Fik du sandelig en kærlighed at kende til? -
eller var det ganske enkelt? -
hvad siger man? -
sex når det er simpelt?
28

Nej. Det er muligt jeg troede sådan.
Men nej. I stedet, 'Filosoffen' greb mig,
idet jeg sagde til mig selv, at nu havde jeg gjort alt.
Lykken var uomtvisteligt min i denne korte stund,
som var livet nu retfærdiggjort.
Aldeles underlegent tænkt! -
hvis jeg skal indrømme det præcist og uden poesi.
"Dvæl" prøvede jeg vel at sige
dvæl ved denne stund! Omend lykkeligt - hvor dumt.
Var dét ikke din manddomsprøve?
Ve! er lykken for sig dog andet
end galde, smuds og usselt behag!
Afsides:
Dér kan man bare se
han er filosof - hvad også jeg til tider
pryder mig af. Dog ikke som ham, af fag!
Jeg synes i ham at se mig selv
men i en underlig obskur version,
en mand der har mere øre for et kald
end sans for de valg man da må tage.
Sans for hård kritik
men manglende selvindblik,
desuden: en filosof, i litterært øjemed,
men manglende syn for en egentlig sag.
Mønsteret der er mest signifikant i mit liv, kan vi se her:
- en t i n g d e r i k k e s k e r : eksempelvis kærlighed.
Snart efter overvindelsen i denne indre kamp
en ny står på spring bag næste hjørne på behagets afstumpede gade:
døde mænd, ikke unge kvinder, der siger jeg intet kan!
Kun ære gælder, åbenbart, snorlige og knudefrie tanker, samt ædelt blod,
jeg måtte skrige, og det var min første og sidste terapi -
kan du se det, Henrik, denne selvtortur i mit mønster?
Én ting ved jeg er sandt i dette liv, gældende for både dig og mig:
at ens egen finslebne grunde til at gøre 'sådan' og 'sådan', og v æ r e
- jeg taler, selv i værste fald, om bekendelser -
er uangribelige, hvis bare de er slebne tilstrækkeligt,
hvad der står hver enkelt for, med lovmæssig sikkerhed,
i det omfang han forstår beskyldningerne imod sig.
Åh, men altså, hvilken jammer jeg nu må tilstå:
der rettedes en frygtelig latter imod mig, når jeg forsøgte at formulere!
Apologi på apologi forgæves; fordømmelse, jeg fordømmer:
de var for moralske til deres latter!
Filosof-kolleger, jeg er færdig med at være i laug med dem
for hvad har jeg med arbejde at gøre? Jeg har kun kløgt!
29

Afsides:
Ah, der har vi den: han siger han er kløgtig,
men har end ikke forstået anklagen imod sig -
at intet har hvad vi kalder værdi, kun tænkt,
og først herved sker den domsmagi han forgæves forsvarede sig imod:
ikke hans levede liv, men hans redelighed stod for skud.
Færdig hos filosofferne, dog,
en sætning eller to lærte jeg udenad. og
disse passager satte mig i stand - til at adressere en kvinde,
kvinden, der fødte mit barn. De to omhandler nu alt i livet!
Jeg mødte min Rose på den smukkeste aften
på en bedårende café i Århus.
Min elskede Rose - blot navnet
der afføder himmelfarver i sindet
og billeder af orgasmiske former
samt fornemmelsen af pirrende frygt for tornestik
for den der nærmer sig med fingernegle
og ønsker at klippe i halvmåne-blinde.
Og duften, hendes duft! Selv midt i livets spøgefulde mørke.
Monstro, hvis man kaldte hende ved et andet navn,
at hun ville dufte nøjagtig lige sødt.
En ligegyldig bemærkning! For hun e r en blomst
smuk men fast i jorden sat;
og vores datter, Diana,
hun skyder op som Utopias dronning -
i dette liv er det kun for Diana, at jeg samler min honning
og har pli til at summe, videre og videre, dag på dag
selverkendt som snart den mindste del af et hele.
Godt at du kender din sag.
Ja, og før det kom i stand
denne sag, min tilværelse som elskende
levede jeg så godt som planløst
fortsat uden hjem.
Jeg håbede vel mest at blive svanger med et værk og digte mig fri fra
spionage-faget, denne imitator kunst og filosof-håndværket.
Ja digte mig fri fra alt, der hidtil havde stået så synligt for mig af brede
stenede veje at gå på i utallige forudsigelige år endnu -
og til dette behøvede jeg en muse.
Jeg gik ud for at score.
Men lad mig gætte, hvordan du vil formulere dig:
Du faldt for en sirenesang:
sunget af Rose - forklædt som muse,
der forførte til et levende værk:
30

et barn, af særligt fine gener.
Slående rigtigt! Jeg blev ung far.
Hun sagde, at hendes barn, hvis jeg ville give mig selv som mage, ville
virke som en tryllefløjte sat for min mund, til at spille melodien der stod
så klart i mit sind - min ånd -
hvilken, uden opdragelsens medium, kun ville fløjte falske toner.
Jeg blev overbevist, og opgav digterkunsten til fordel for dens genstand!
Afsides:
Hvilken symmetri han lægger i sit valg dengang,
hvad ganske sikkert er forsimplet!
At digte må og skal formå at være,
samt fortælle om, mere end livet som det leves,
og undvære dette som g e n s t a n d
- i sidste instans i hvert fald -
nok derfor han ikke blev digter.
Imidlertid, jeg fortryder intet.
jeg har vundet den smukkeste datter.
Eller, hvad siger jeg?
Dette 'jeg' har intet vundet for sig, nej,
til verden hører enhver belønning!
Du skal glæde dig til at møde hende.
Jeg glæder mig til at møde dem begge.
Men må jeg spørge? -
jeg ved, du er far, har penge, og en kone rig på skønhed;
men længe er der gået siden din manddomsrite udeblev
- som vi talte om -
og i den slags er jeg sandelig interesseret,
så undskyld jeg spørg, men: er du en mand?
Nej og ja. Jeg er blandingen af gammel og ung
og i fald at manddom kommer af alder og køn, så ja. Nej,
hvis man ser på beslutsomhed og mod, ærligt talt
jeg har ganske vidst ladet mig dumpe ud fra redens kant
men aldrig selv foldet vingerne ud
før jeg er blevet reddet i land af en stærkere ånd
og således aldrig fundet min egen retning. -
På den anden side, ved Dianas fødsel greb det mig i en uendelig stund, at
jeg i dette treenige fællesskab, forbundet uløseligt som stjerner i et
billede - selv her - var ørkesløst og grundliggende alene, ja
jeg følte min egen død, da jeg dvælede ved øjeblikket, ja
hvis ikke andet kan vi se på denne hændelse som manddomsriten, min.
Min spædeste stund i familiens skød -
min endelige erkendelse af uendelig ensomhed.
Ak, din konstellation!
Da kom første bølge af meldinger om skibe, der tabtes ud over havets
31

kant. I det indre rum - på himmelfladen dér så du de første lilla
stjerneskud bedrive deres sorthullede magi på dødens skabende øje - på
livets rand.
Du var vel lidt en mand fra da af
det medgiver jeg.
Dermed skal også være sagt: initiativløs og fattig på herskerevner
som ikke engang drenge er det.
Din kvinde fortjener mere.
Jeg foreslår, du lægger livet om i en vielse med Rose.
En vielse med løfter givet, bevidnet af Diana, og hvem I ellers vil;
en vielse hvor naturens elementer indgår
i min festlighed
ja
j e g vil dirigere!
Man kan bemærke
at du ved denne mærkværdighed
først i egentlig forstand
vil overgå fra dreng til mand
idet at du får en kone.
Så skæv en konstellation som din
kræver selv en vinklet tydning -
dig som 'mand'
eksisterer så langt fra sit begreb
men er belyst alene af idéen om det.
Jeres stjernebillede fortjener denne tydning samt en titel
og jeg vil levere, det er det jeg kan
ved næste solhverv, den enogtyvende december.
Det lyder dristigt, men også herligt, med en begivenhed at knytte skiftet
til. For skifte vil jeg, og så godt som sikkert er det, at Rose skifter med:
jeg glæder mig til at spørge!
Hver en ændring er en dør, der benåder alt, som går med igennem - fra
det overlagte forfald imod den sidste død. Ja sandelig jeg trænger til at
skifte . . . Ham om man vil. Men i hvert fald til noget nyt, for dette
hylster tjener jo dårligt længere. - og han stryger sin hud, imens motorvej
bliver til ringvej i udkanten af Århus som Testarossaen altså sikkert er
nået frem til. En sjælden stilhed får fat.
Sollyset bøjer sig taknemmeligt for synssansens magt i den krumme
horisont, hvor en rødblå metamorfose i et øjeblik fremkalder tilliden hos
de to mænd til det brusende vidunderlige, frygteligt store, kosmos, der
topper, idet øjenlågene for et moment kapper blikket af i ærbødighed for
lyset. De begynder langsomt at drysse sætninger af sig igen, og tonen
tager en vej af mere muntre harmonier end tidligere. Denne samtale
følger dem kontinuerligt helt ned til domkirken ved Bispetorv, hvor den
dyre bil for første gang parkeres. De to påvirkede mennesker vandrer
spændte og pjattende fra bilen op ad brostenene og trapperne imod
Rasmus' lejlighed, der ligger lige ved.
32

d
Andrea skynder sig igennem København. Ved sine gåbens glid er han
ved Café Norden, før selv den mindste tanke får brudt med de lette
bevægelsers mantra i kroppen. Hans bror ankommer samtidigt - fra den
modsatte retning. De støder ind i hinanden i et gensidigt demonstrativt
knus, udvekslende "Hey Alex" og "Hejsan Brother", og sætter sig ved et
bord langs fortorvet under en rød varmelampe.
Alex er af væsentligt mere spinkel bygning end broderen.
Såmænd høj nok, nogle centimeter over gennemsnit, og med et
blændende Armani lined suit gør han en fin figur, trods sine tynde
lemmer, og måske lidt for slanke krop. Direkte uatletisk er han dog ikke.
Alene på den lille distance fra krammet til cafébordet kan man nå at
opdage, hvordan hans gang er velkoordineret, og man fornemmer en
latent evne til acceleration i hans tilstedeværelse. Såvel som hans lemmer
er tynde, er hans ansigt smalt, og kæbe, kindben og kranie træder frem -
hans udstråling er ofte smilende, ironisk, overlegen - og med midnatssort
frisure, der i en lang sideskilning ofte hænger ned for hans højre øje,
bedrager hans udseende ikke: han er en person, der er utroligt svær
åndeligt at nærme sig. Det indre liv han lever er en besynderlig
elendighed, hvis smittefare vi vil forsøge ikke at lade os eksponere for i
større omfang end retfærdigvis nødvendigt; blot kan det nævnes som en
karaktertypisk adspredelse, at hans ubevidste drifter indpoder mange af
hans vildeste sex- og voldsfantasier som minder, hvilke hans stolthed
derefter vil kalde frem og nyde synet af - som når vi andre forveksler en
drøm med noget faktisk hændt, omend her på noget af et overdrev og
aldrig falsificeret: det er han for stolt til. Hans ansigts teint er ikke bare
lys, men faktisk bleg, og næsten iblandet et skær af cigaret-gul, og hvis
man ikke intuitivt kan genkende en svært definerbar særegen vestlig
udstråling, skulle man næsten tro at han var en høj asiat. Faktum er dog,
at han er så skandinavisk af afstamning som det lader sig gøre, og til det
fremmede præg på udseendet kan alene høre den forklaring – ifølge hvad
en klog mand har sagt - at 'man udvikler det ansigt man fortjener'. Med
andre ord er det, hvad man vil kalde hans s e l v - det for en analyse
mest gennemgribende punkt, en fysiologisk enhed, eller den mest
overordnede maksime for samarbejde imellem en mængde af
tilbøjeligheder i kroppen (eller et helt tredie efternavn til dette kære barn)
- der i alvorligst grad er ansvarlig for de skræddertricks og gensyninger
som hans sjælekostume har været udsat for.
De to giver sig til at tale. Andrea anmoder på familiens vegne:
Må vi ikke snart få dit lyse hår tilbage? - og med et vift fanger
han en tjeners opmærksomhed gennem ruden.
Det har egentligen været lyst ganske ofte siden forrige gang. Men
i dag er det svart, tilfældigvis, her er ingenting at bemærke. Og aldeles
inte efter så lang tid som er passeret siden sidste gangen vi sås! -
vrængende i mælet er hans svensk-danske. En vrængen, der sammen med
det faktum at Alex så tøjlesløst lader sit danske opblande, opholder
Andrea i et par sekunder fyldt med galde. Sætter tanker i gang hos ham.
Alex vedholder sin tete, og skifter spor: Dig og Papa er djævelsk umulige
33

med... med... Information Technology, - lyder det næsten eftergivende på
engelsk - Vet ni det? Kan I ikke bare holder på faste telefonnumre og emails
som alle andre? Hvorfor så umulige? Varfor?
...så ombejlende stemt overfor den egotripper, der evindeligt skal
gøre sin udstråling så kvalmende og laxativ foran mit familiegitter
(tænker Andrea som for at gøre sig sine følelser klare). Det må vel være
forståeligt, at det er uudholdeligt, når man falsk som en model i sminke
altid skal gøre sig til. Blot for at binde generne tæt. U-frivillige skuespil!
Han e r, u-fra-vigeligt, han kan ikke tænkes væk, og er altså sådan
halvdelen af mig selv - i evolutionær forstand. Genetisk set. Mit
Æresbegreb, dette ufornuftige dyr er for mig så mod-familiært.
Ufornuften tåler sandelig ikke dette bånd, dette forhold . . .
Oprigtig i ordenes indhold men uærlig i attituden, svarer Andrea
sin bror - Men min egen, forstå... altså, jeg kan selvfølgelig ikke tale på
faders vegne... han har vel nok mere... hvad siger man... n ø d v e n d i g
e grunde end mig, men ganske enkelt, så er den I-Teknologi en
distraktion for mig i de fleste øjeblikke. Det betyder jo ikke at man skal
gøre brug af noget, bare fordi det findes. That is a fact of life! Og sådan
også med teknologien. Håber du forstår. Når jeg ved at jeg én uge skal
balancere med mange mennesker på op mod flere øer og halvøer, så
skaffer jeg mig selvfølgelig en telefon til lejligheden... men se, nu har vi
jo fundet hinanden her, og det er hovedsagen; hvad skal jeg mere bruge
den her til? - og idet retorikken afsluttes med spørgsmålet, tager han sit
middelalderlige vrag af en klodstelefon og kyler mod jorden - den
splintres i en vidunderlig syvdelt ødelæggelse og fravristes et
bemærkelsesværdigt lille strøm-glimt. For foden af tjeneren. Denne
tjener der nu er kommet hen til bordet. Brødrene kigger - kigger op fra
det vidunderlige syn på asfalten til deres slaves ansigt; et ansigt der netop
nu er forundret halvmåbende påmalet et hoved, der er fremvokset på en
krop i overflade-fin mundering - hele maskinen klar til at modtage ordrer.
Andrea vil have nordnorsk kildevand, bare for snobberiets skyld,
og bestiller også - Laks, ikke røget. Dild ved siden... og små varme
kartofler, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at årstiden ikke er til det...
men I kan vel godt lave det lækkert alligevel, ik? Ja, ja, det er jeg sikker
på.
Tre espresso-shots til mig. Kom inte med dem samtidigt, men eet
cirka every tenth minute. - de returnerer menukortene som de ikke har
kigget på, og han tager imod med et smil, og et "ja så gerne," og slås af
en tvivl, om hvorvidt han har valgt den rigtige profession i livet. Det
eneste liv manden har, og måske gentaget i det uendelige. Han tilføjer i
bevægelsen væk fra bordet, at han skal se hvor fint vand de har på flaske,
hvilket Andrea bevidst overhører.
Well well well, brother. Årsagen til varfor du har hentet mig til
København, skal vi nok komme til. Men det er jo længe siden sidst. How
'bout a catch up?
Andrea nikker. Han bemærker på den anden side af pladsen, at
gruppen med festaber iført kostumer a la babytøj og sutteflasker med
bajer er ankommet, og har slået sig ned ved Storkespringvandet. Det går
heftigt for sig: der råbes hoverende og smækkes lussinger, alt i falske
toner.
34

Orker du stadig rundt og rundt i land og rige, søgende efter
'individer'..? Om man at all kan tro det ord læng're. - den accent Alex
taler med, er aldeles umulig helt at give begreb om; intet andet menneske
taler som ham. Men skal man give et bud på en defineret lejr han er i, så
er det i sidste ende dansk han taler, om end et meget besværet dansk.
Først og fremmest er det fyldt med svenske ordvarianter og en
dertilhørende accent smitter af, og midt i dette 'kvasibornholmske' tårner
et definitivt kaos sig op i og med at der fra moment til andet blander sig
en anelse texansk ind i udtalen. Det er et sneglende langsomt dansk, der
som en slange må føle sig forsigtigt frem i nært ved hver en stavelse -
dog - ikke i lange esser, sss, men i vokaler, der ofte glider adskillige toner
igennem før de forlades til det resterende af sætningen. Han siger nu
igen:
Tror du overhuvudet selv på individerne? Och søger du dem
fotfarende? Svar nu!
Søger stadig... og finder løbende.
Altid bevægende... eller hür?
Ja. Har netop fundet en overlegen kammerat: han kan formå at
bevæge sig tavs i de små af livets egne, og tage tavsheden med sig ind i
meningernes rige; et ophøjet synspunkt formår han han indtage; uden af
den grund at synes eller mene.
Ha ha, min bror er jo en idiot! når han siger så'dar. Men sådan kan
det jo gå, at man stolt og god som mennesker er få, vil overtages af blot
en enkelt karakterfejl, ofte medfødt ligesom din, nemlig idioti. Ha, du,
Andrea, er så modig, intelligent, ligegyldig, stärk och underbart... how
does one say... attractive... for hver en modstander af still-stående tid...
for hver en modstander af den spegel-blanke tiden, du vet. - og Alex gør
en fagt for at anskueliggøre sit indfald af den stormløse tid, kedelighed,
eller som en tid kun til refleksion: noget man sandelig kan nære en
modvilje til, hvis man følger de to . . . Han gør en bevægelse med
hovedet, og tager håret væk fra øjet for en stund.
Jeg er ingen idiot. Så du taler for et døvt øre. Men ligegyldig er
jeg ganske vidst: det ville netop være idiotisk at benægte det; idet vi
sidder her og taler, kan intet siges at være mere eller mindre end
ligegyldigt, afgørende set... hørt. - og Andrea giver sig til at fløjte Divide
and Conquer vers og bro og polyrytmitisere 'Sikken Sol' på bordet der er
imellem dem.
Tjeneren kommer med vand filtreret igennem lerlag på lerlag og
espresso; Alex tager imod sin lille kop, men ændrer ordren fra to kopper
mere til en stempelkande, tjeneren nikker, og mærker, sammen med sin
ærgrelse over for de to, et prik af beundring for Andreas musik. Tid går.
Okay, du holder dig i det mindste fra a t s y n e s! Og noget
sådant gør han din... dit "individ" vel inte heller? Altså 'at synes'.
Nej, nu må jeg be! Og det har jeg også sagt dig, hvis du vil lytte
efter. Den slags ved himmelhvælvet, at han holder sig fra! -
rymitiseringen stopper. - Hvad med dig, spottefugl, render du stadig bare
rundt og bruger penge.
Yeah, thats pretty much it. Men det er inte at... på dansk 'kimse' af.
Det er egentlig ganske skoj.
Skod?! - Andrea gør øjne så store som espressokopperne.
35

Nej nej, skoj, du vet... fun. Amusing...
På den anden side af gaden er der et vildt optrin imellem de
udklædte, og Andrea ser nogen komme til skade. Alvorligt. I et altruistisk
øjeblik, sådanne kan selv Andrea have, tænker han tungsindigt på al
ødelæggelsen i verden, formålstjenlig såvel som endende blindt, tager
første bid af sin laks, og digter letsindigt: Som en bjørn der griber med
blinde instinkter ind i vandfaldets panta rei gardin, har kæmpen en
forblændet kærlighed til sin mad og det liv den lever. Den spiser, hvad
den ødelægger, og er hvad den spiser, og hvad den i vinterens mørke
drømmer - om hulrum i klippen bag smeltevandets gardin. Andrea siger
ja til sine tanker, og kobler syrestrømmen på en beslutning om sit forhold
til broderen; han døber dette moment i et smil og lidt imaginært
broderblod "Spjættende Laksemolekyle I Vinterhjerne", og beslutter at
glemme digtet.
I øvrigt, Alex... kan du huske den muslimske familie, du sagde, at
du hev fra hinanden få år tilbage? - de varme kartofler pebres med en stor
kværn.
Jah da. Men rigtigt troende, true believers, var de vist inte.
Måske ikke. Men altså, jeg løb på deres Mohammad tidligere i
dag; han er med al sandsynlighed på vej til Århus nu...
Jamen hvor skoj at du skulle løbe på ham. - afbryder Alex.
Ja ja, ganske pudsigt . . . men for at du ikke skal undre dig for
meget længere, så kan vi godt snakke om, hvorfor jeg har bedt dig om at
komme i dag. - det spjætter i Andreas sind, og man kan sandt nok se det
på hans ivrige og vibrerende lemmer, livlige fire.
Ja, hvorfor egentligen? Du vil vel inte have mig til den... hillbilly
town? Vel? Fuck.
Det er nemlig lige hvad jeg vil. Og du vil også selv, når først du
hører efter her! Far har bedt dig komme.
Papa?
Jeps, far. Der er dog en krølle... eller... nærmere to. Vi ved ikke,
hvad han vil, det er vist en af hans hemmeligheder. Og vi ved ikke præcis
hvornår, det er bare en af hans utilregneligheder.
Alex holder en arrigskab nede, og håber: Men jeg kan vel bare
være på standby i Stockholm.
Nej... øhh, nej, han vil kunne se os med højest to timers varsel:
Du bliver nødt til at komme med til hovedlandet.
Fy faen! Den djævel er jo inte det mindste mere tilregnelig end
uranium-kerner! Så kunne jeg jo for helvede risikere at være fanget i
hillbilly country så længe som helst. - hidsighedens væsen farer op i
Alex. Han slår i bordet, råber nu op efter sin stempelkande og skriger
som var det dommedag; er på alle punkter, hvad man vil kalde
ueksemplarisk. - Det var en ordre! - brøler han ligesom en
untergansgshitler som vi især kender ham fra youtube, das war ein
Befehl! - Stempelkanden var en ordre. Hvor våger du at sløse med min
betjening! - han rejser sig imens han 'ranter' løs, og tjeneren, der ikke er
ude ved deres bord, kan man nu se begynde at bevæge sig hastigt og
forvirret rundt som en sensommerflue inde bag ruden som Alex står og
gør (som en hund) og truer af, peger imod. Han ser sin refleksion i denne,
synet får ham til at synke en klump, gør ham et øjeblik overbevidst, men
36

stopper ikke noget - Hvem tror han egentligen han er, at tøve med en
ordre som jeg giver! Han skal t j e n e mig, det ligger da for satan i ordet
'tjener'! - armene fægter ekspressivt rundt foran kroppen og al hans
højlydthed og én-dimensionelle pathos fortæller ikke de tilhørerne og
forfærdede gæster andet, end at manden øjensynligt er sindslidende.
Andrea sidder roligt og triller med tomlerne, fingre to. Alex fortsætter
højtråbende. - Tjenerskole mig i anal-kanalen! Med den snegle... snegle...
Med den lang-som-hed burde dine forældre... - og sådan fortsætter det.
Alex hader sig selv lige nu; han gennemlever et øjeblik med fokus langt
fra, hvad han råber op om, og hvad der mest signifikant foregår: han
fokuserer på sine nethindeskader, såvel som på fantasier om snufvoldtægt
der klipper sig ind og ud af hans indre billedestrøm, frem for hvad han
faktisk hører og ser; og hvad han siger, det forlader ham bare; han er
mere i forbindelse med kroppens undergang end dens tuning i verden,
her på fortorvscaféen i København. Han stilner. Andrea, der har rejst sig,
tager broderen i skuldrene og fører ham langsomt ned tilbage i stolen.
Undskylder overfor tjeneren, der krymrygget kommer løbende med den
ønskede kande. Sammen med undskyldningen får tjeneren tohundrede i
lommen, og han bukker, ikke dybt, men ydmygt. Alex kigger
uafbrydeligt omverdensfjernt ned i asfalten. Andrea drikker en tår vand.
Nu har du din kaffe, - begynder Andrea til broderen - den skal
bare trække lidt, så skal du få dig et eftermiddags-fiks. Men du må love
mig to ting. A, ikke mere raserianfald for i dag. Er det klart?
Alex er i sin underverden, sit helvede, sin skræk for et evigt liv. I
børnestørelse ser han sig selv kravle rundt i hundredeårstræer, som et lille
væsen, der intet andet har at give sig til end at klatre - på en dag, der ikke
tager ende - og kvindeløs spiser han af træets frugter, som stillende en
bidende appetitløs sult. Alt er fryd, alt er gammen, alt er foragtelig
stilstand; børnestørelsen, verdens mindste menneske, ensom med træet.
En spejlbarnsfantasi svævende rundt i Alex' krop endnu i denne voksne
stund. - Det er klart som en umudret skovsø. - svarer han sin bror.
Godt. Og B: du kommer med til Århus. Det du kalder en hillbilly
town, måske imod din vilje, men du kommer, og du tager din søn med.
Hvorfor? Fordi sådan vil Far have det. Det kunne blive et vendepunkt,
det må vi sandelig holde os for øje. Han har udtrykkeligt sagt, at han vil
se alle sine maskuline arvinger, så sådan skal han få det. Er det også
klart?
Så klart som en middelhavshimmel dybt dybt inde i sommeren.
Godt.
Tid passerer. Kort og hurtigt.
Andrea tager tråden op. - Har du overhovedet styr på Elijah
egentlig, ved du hvor han er i verden? - denne Elijah er Alex' søn.
Heh', - endelig kigger Alex op, nu i et smil idet han over sin
pinlighed siger. - Den helvedesknægt er enten i Skagen hos sin mormor
eller i Tønder hos sin morfar... det er altid så jävla pinligt, når jeg
kommer, men jeg må jo bare banke på og få se... Sandelig det bliver
kunstigt at møde det skarn igen. - og efter et tavst sekund i
eftertænksomhed siger han overraskende:
Jylland, den der runestav, der ligger mellem to have. Som det
blev skrevet... Siden Elijah blev placeret der, har jeg ofte tænkt om den,
37

som medicinmænd i afrikanerstammer lærer om slanger, nemlig at giften
sidder i halen; det mener man altså at vide; men af bitter erfaring er man
jo sure, at der er gift i tænderne. Ergo må hele slangen være fyldt med
gift, tænker de. I øvrigt - går det nu op for Alex - du var jo selv med
dernede, da vi hørte det... med papa back then. Nåh... hvad vil jeg sige
med det hele: det er på samme sæt inte helt at vide, for en primitiv far
som jeg, hvor min søn er, så det kan vel tage op til et par dagar at finde
ham.
Som du dog taler! Gift? Skulle han da være over det hele? Bare få
ham til Århus! - fremsiger Andrea i forfærdelse over broderens fader-fejl,
der endog kom bag på ham.
Alex nikker og slår ud med armene. Bevæger samtalen videre:
Hvordan skal vi så mødes igen? Skal jeg bare komme ud til det
der hus ude på landet? Eller skal vi være i midtby'n constantly?
Hmm, godt spørgsmål. Uanset hvad: der er samlet et godt lille
hold af mennesker nu her, så du skal nok få nogen at lege med i byen. Så
hvad skal vi sige: mød op ved rådhuset middagstid. Lad os aftale, jeg
tjekker der hver dag weekenden over. Skulle jeg af den ene eller anden
grund ikke tage imod dig, så kan du jo tage ud i huset på landet. Der er
også nogen at røre ved.
Endnu en gang brokker Alex sig lidt over broderens 'useriøse'
forhold til IT, hiver sin 'smartphone' frem, og blærer sig lidt. Udtrykkene
veksles frem og tilbage over bordet, som diskuterer de på en egen måde;
en diskussion i slutningen af hvilken Alex ender med at bekræfte
forslaget.
Kaffekandens stempel presses delvist ned, så den øverste halvdel
er kulsort og den nederste lys og tynd - som en svealansk skovsø tænker
han - så hiver han få millimeter op i stemplet, for at lette trykket på de
knuste bønner, der hænger tæt fra filtret; en reaktion sættes i gang, og alt
grumset falder langsomt mod bunden i små smukke mønstre som tegn på
at den har trukket længe nok, og stemplet presses til sidst helt ned. Denne
ømhed skal forestilles i lyset fra samme sol som Rasmus og Henrik snart
velsignes af; en sol der her i storbyen ikke opleves så sublim, men i
stedet mere elegant kaster sådan en slags gyldent lys over gade, park og
stræde, der ikke umiddelbart er genkendeligt som magisk, men som med
tiden vil forvandle enhver erindring fra denne eftermiddag - og andre
som denne - til noget fortryllende uopnåeligt - til noget der ikke var -
som noget der genkaldt i fantasien med drømmende livlighed, kan stå
som skønhed af en karat, der ville evne at retfærdiggøre endda
uendeligheder. Kender du det godt? Det føler jeg mig sikker på; det er i
hvert fald så godt som banalt i vores kultur. Minderne, dem må vi have
med - da vil man være lykkelig, når man endelig sover ind. Alex er en del
af denne kultur, og er et slemt torteret menneske. Når han myrder, siger
hans fantastiske indre, endda i de mest ekstreme momenter, hvor måske
saven tager fat i nakkehvirvlerne, og alt omkring ham er vildt og
påtrængende, rødflydende realiteter, ja selv her tænker han ofte nok: at
det jo bare er virkelighed, at det bare er ting der sker, som alt jo bare er -
som den overbevidste stemme kommenterende runger i ham under akten
- og når han da senere erindrer det selvsamme mord, er det med ét
overgået til at fremstå vidunderligt, ja vidunderligt, men alligevel altid
38

manglende... man har vel gættet det: virkelighed. Erindring er
vidunderlig men virkelighedsfjern - så denne mangelvare i minderne
bliver dybest set en beskyldning imod vidunderligheden. Og bortset fra
'lyset' vi før var inde på, og som nok er en historie for sig selv, kan vi
måske med et lille gæt på årsagen til den ganske høje vurdering af
minderne, vidunderligheden, slå ned på følgende: at minder tillader én at
se på sig selv u d e f r a - giver muligheden for i opfindsom fordybelse
at se sit eget spejlbillede i fuld sfærisk synsramme uden at spejlet kigger
igen, at bryde denne naturlov, denne nutids-idiosynkrasi. At se selvjaloux
på sin vildt udfoldende krop. Misundende sin fortids omgivende øjne.
Selvjalouxi - virkelighedsfjern - vidunderlighed. Hvilken ærgrende
gådefuldhed og fordømt og forkrøblende musselabyrint vi her har med at
gøre. Alex er en torteret sjæl i denne udskejelse af en kultur, og søger
nogle af de mest nærliggende og yderligtgående exits.
Tror du kaffen er brygget på multilerlagsfiltreret vand? - de griner.
Alex nyder sin første tår.
Tid spadserer.
Andrea hygger og adspreder sig af og til med at spille med på
broderens vanvittige fantasier. I den retning spørger han nu, med en
anerkendende seriøsitet i tonefaldet, hvordan Alex dog bærer sig ad med
ikke at blive opdaget . . .
Min tur skal sikkert nok komme. - svarer Alex. - Hvis der er
nogon orden i det her stakkels kosmos, så blir' jeg straffet. Men, sådan
resonerer jeg omkring det, af orden er der sikkert none og tilfældigheder
så plenty.
Det var ikke mit spørgsmål. Hvordan undgår du at blive opdaget.
- denne gang svares der; og svares, som man siger, uden at blinke:
Ekstremitet. Ganske enkelt. Jeg er en at frygte i så hög en grad, at
jeg er bedst at... to overlook. Så jeg ses inte. Jeg er ultraviolet, sådan. - og
han går ind i et ganske særligt aspekt af sit udseende, som vender han
siden til, og viser sig næsten flad som en plan i rummet (geometri). Han
tømmer sin kaffekop, og hælder en ny op.
Det lyder fantastisk.underligt. - mumler Andrea hen for sig, og
sætter sig anderledes på stolen. Fuld af munter forundring. Spørger ikke
videre.
Alex' tanke stopper ikke ved de udtalte ord, men sætter af på dem
i et indvortes poem om sin egen elendighed. Monstro hans straf slet og
ret er som den platoniske straf til den amoralske - ubalance.
...søger jeg en skurk at straffe, og håber jeg først en helt at finde,
men finder ingenting ingenting ingenting i den største mangfoldighed jeg
som Alex kan kende, i det store hav af mit in-esse begreb (Leibniz)
deduceret ud komplet i hver en ende? Vælger jeg? Selvet. ikke i nutid.
Jeg e r korrupt. Var jeg - i bagklogskabens lys, fra et dødt perspektiv i
begge betydninger, uden håb og lys? - oceanet uden en ø og ørkenen
uden oase; var jeg da i det mindst et fatamorgana - en vidunderlighed
man v i l ! Jeg er dog blot et spøgelse, ultraviolet; døden i brænd-punktet
af hver mands blik, det er gavnligst ikke at se. Men hvem skal så se til,
bevidne, at jeg selv er den skurk, jeg søger? Ak, at søge sin skurk ihjel! -
hvilket er Alex' inderste poem i dette nu - i al denne indre sfæriske rundtossethed
- artikuleret, så han selv kan forstå det, på hans opdragelses
39

uopblandede dansk; og han døber det "Det Forfinede Selvmord", og
glemmer det klogt som krølle på snakken med sin ældre bror.
Andrea har spist op, og drukket sig thers. Af kaffen levner Alex
en kølig bundslat, og da det er underforstået, at de skal gå fra bordet og
hver sin vej, spørg Alex roligt og høfligt, hvor Andrea skal hen.
- Jeg skal på hamam på Christianshavn og bade i dampbad og
spa.
Det uheldige tilfælde er ude. Hvad? Nej du skal inte, det skal j e
g. - Alex farer op i stolen, omend langt mere kontroleret end før.
Andrea siger overlegent, at de jo bare kan se, hvem der kan løbe
derhen først. - han holder allerede en femhundrelap i hånden som han har
kobrahugget fra sin inderlomme, og er klar til at smide på bordet. - hans
læg er spændt til startskudet, parat, klar . . .
Vent, vent vent. - siger Alex besindigt. - Din djævelske barbar.
That is no way to solve this. Hør her. Vi trækker lod, eller spiller Kryds
Og Bolle, eller nogen ting andet som er arbitrært. Ha ha, Kryds Og Bolle;
der skal du nok miste opmærksomheden før eller siden . . .
Det gider Andrea ikke. Man spiller ikke noget som helst med så
dumt et navn som Kryds Og Bolle om retten til olivensæbe og hamskifte,
nej, dét ville være barbarisk. Efter nogen snak frem og tilbage kommer
de frem til at spille Sten Saks Papir om sagen, et væsentligt mere
hæderligt spil: "Okay, sten slår saks, saks klipper papir og papir
indfanger sten - ingen yderligere tegn! Man viser på 'nu', og tæller, tre,
to, een i kor inden. Ikke noget med at sige sten eller saks eller papir på
slagene, det tricker bare beslutningen. Og ikke noget med bedst ud af tre
og det bullshit. Første point vinder. Der er kun omslag hvis det bliver
uafgjort. Det er sådan man spiller. Okay."
Og begge sætter de hver sin metamorphiske hånd frem, med
tomlerne omsluttet af de andre fire, og tæller i kor:
Tre, to, een, nu.
Alex har saks. Og Andrea har saks.
En gang til. - Tre, to, een, nu.
Alex har saks. Og Andrea har sten. Sidstnævnte jubler højt i
vilden sky, hopper op fra stolen, og imens Alex kigger nedslået til, slår
Andrea en forlæns saltomortale, smider hænderne som knytnæver op i
luften, nynnende Dronningens sejrssang, han lægger sig på knæ
imiterende at lade et gevær, og skyder Alex lige i panden.
Stop, cut the crab! - siger situationens Abel strengt, og Andrea
begynder da også at sætte sig roligt tilbage på plads.
De andre gæster har kigget ustyrligt på scenen, men har ikke fået
så meget som den mindste ænselse tilbage fra de to i bror-boblen.
Nåh, så betaler jeg. - vinderen taler med et smil på læben.
Spottefugl. Dine money er mine money, og du vet det. - siger
taberen ligegyldigt, og ser Andrea lægge de fem-hundrede kroner på
bordet. - Ses om et par dage, hoppas mødet med papa bliver det hele
værd. - og med de ord rejser Alex sig, og er ved at gå - modsat retning af
Christianshavn. Han stopper op. Kigger tilbage på sin bror. Siger. - Du,
hvordan vil du egentligen rejse til hovedlandet? Du flyver vel ikke!
Jeg blaffer tror jeg. I morgen.
Så flyver jeg. Til Ålborg, og kigger hos mormor først. T r o r du
40

kun du blaffer, for jeg vil helst inte se dit face før absolut nødvendigt.
Okay, jeg lover ikke at flyve. Ses. - siger han i et lille grin.
Ses.
Andrea rejser sig. Spadserer mod hamam. Lykkelig.
Fundamentalt. Som det laveste, jordnært. Han mindes at have glemt
digtet tidligere, og taler nu frit associerende til afkrogene i sin krop:
Åh Broder-Lede åh Had til den nærmeste slægt, i de dybeste lag
af mit sind, længst, længst nede i mit følelsesrige, har d u monstro været
edderkoppearkitekten - dyret bag mit spind?
Jeg frygter dig; men du ønsker vel bare at afvikle dig selv. Ja, her
må jeg stole; vi er vel i tilfældets vold, og af os to er det afgjort dig, der
lurer tilfældet bedst.
Plot og Planlægning, hvilke sitrende farver og frie former der dog
kan males frem, og hvilke bygninger der rejses kan, i en ånd beskaffen
som min af det hvideste rummeligste mørke. Lad os grine sammen, I to
samt spindelen bag mit spind.
Fra spinkle høje tårne opført under den tvetydige titel Egokonspiration,
ser jeg afgrunden flimre; men jeg er så højdeberuset
ukueligt at hævde: at falder jeg (eller skulle det falde mig ind at springe)
ja så lærer jeg nok at flyve! - at gro vinger til begivenheden.
Jeg nyder en ukendt udsigt. Se, jeg elsker forandring - endda
fordomsfuldt. Se, mit Hjerte, det er tillid! Se, Bevidsthed som
Selvbevidsthed, vi er som et guldsmykke, forsigtigt lagt om halsen på en
nyudklægget fugl - et løfte og en byrde og et løfte.
Og hvilket prægtigt dyr! - vi lader med tiden Sansjael svæve op
over mørke skyer; vi leger dér, gyldne former bevingede i solen,
berigelse berigelse, stråler der stråler igen.
Til dette spil må vi nære vores tillid; og ikke mindst rette vor
tålmodighed, for det kan tage år og dage alene at lette. - Og mest af alt
forsikrer jeg dig, h e l e Krop, og 'Stemmen' med selvfølgelig:
bestandigt må vi må lege os stærke.
Andrea har som sagt efterladt en femhundredelap på bordet, og da
en lille vind løfter den ud mod vejen, griber han den som et insekt nu og
da kan fanges med bare én hånd, og lægger den tilbage, nu i spænd
imellem tallerken og bord. - Og i sin svirende gang videre i den
overhalingsbane som fortovskanten er, synger han nu refrænet til Divide
and Conquer på ugeneret udblæsning, imens han stramt tæver løs på
brystet og låret, bas og snare, i den intrinsisk svingende syv-ottendedelstaktart;
grundliggende udtrykkende: tør din 'ass' med din 'cash'. Hele
lortet skal alligevel så snarligt brændes.
e
Vi kommer nu til et tidsligt punkt, og e r nu kommet til et tids-punkt,
der er en kende særligt for fortællingen. Tidspunktet hvor alle
forestillingens vigtige mennesker er nævnt, hvor hver især har fået udtalt
sit 'lad der bliver lys' over sig, er blevet slået an, er blevet døbt og sat i
spil. Som minimum. Men ikke alle har vi egentlig set for os gøre noget
som helst, vi har ikke fået svar på vores spørgsmål så som 'hvad kan de?'
41

'hvordan fungerer de?'; nej på de væsentlige punkter har vi ladet d e m
komme sidst, der ellers i nødsituationer altid kommer først, nemlig
kvinder og børn. Eller rettere sagt er der kun tale om en enkelt kvinde,
men så meget mindre, desto heftigere. Desuden, drengebarnet Elijah, den
lille 'hell-raiser', kan vi med forsyn godt røbe, at vi først får at se udfolde
sig på den anden side af et snarligt tidsspring, et knæk i kontinuiteten,
mens det for Rose og datteren Diana gælder, at de træder i fokus netop
nu.
I stuen af en taglejlighed på Bispetorv i Århus sidder pigen og
moderen ved en sort tavle og underviser hinanden. I hvad? I at blive en
univers-borger, og i at blive en god kvinde - en 'great mother'.
Flere af stuens hvide væge er klædt i grundede lærreder, kæmpe
billeder, hvorpå Rose her og der selvforelsket har portrætteret sig i én til
én i forskellige ekspressive positioner. Farverne er páng men realistiske -
som 'unplugged' musik der overstyrer.
Det mest signifikante motiv, og det eneste vi her skal nævne, er af
kvinden, der fremtræder fra en sløret skovbaggrund, i lovløse klæder som
en skandinavisk amazone, der atletisk spænder en buestreng, tagende sit
sigte. Perspektiver snyder Picasso-stejlt, så kroppen ses en anelse vinklet,
mens ansigtet i sin helhed, men særligt øjnene, møder beskuerens blik,
som byttet; og pilen (måske af mistelten) der læner på indeksfingeren og
slynger sig på tværs af dimensionerne, bliver en ulige linje, et krumt
alfabetisk lille l som i Elvira eller Else, der i sin udmunding, spidsen,
ligeledes stejler på perspektivet og peger ud imod den fikserede beskuer -
som et tredie øje, som en forbindelse. Næsten hele motivet, hele
posituren, er altså med misteltenen som vektor orienteret mod noget uvist
og usynligt, imens pilespidsen samt ansigtets filosoferende krigerøjne, er
rettet mod det tilsigtede: det spiselige; den tiltænkte beskuer; den afkorrigerede
virkelighed; den, tør man sige, 'egentlige' kunst.
Nej, ærligt talt, vi vil ikke stoppe her, men medtage et par billeder
yderligere, samt nogle ord om den overordnede stil. Nogen malerier er
fra frøperspektiv og med nattehimlen som baggrund, men baggrunden
altid sløret. Nogen billeder har også Rasmus og Diana i motivet, men de
er for det meste malet bagfra og blot en enkelt gang med datteren så
fremtrædende, at hun ses i profil. Blandt Roses egne favoritter hører et
billede af dem alle nøgne, hvor hun selv sidder med en opslået bog, og
læner ryggen mod en bøgestamme, så bogkanten lige netop censurerer
vorterne på de blødt formede bryster, der ellers gerne vil ses. Til venstre i
billedet anes et mindre flodløb, der giver en hældning i billedet, og i
hvilket der i detaljen kan anes et rigt dyreliv, med fisk der flyver op, og
insekter der kommer til syne i en af de lysstråler som træernes kroner
producerer, eller tillader. Overfor, på hver sin sten, sidder mage og datter,
og angiveligt lytter de til Roses oplæsning, men måske nyder de blot det
uudgrundelige tempo som det læsende menneske lever i - sidstnævnte
fortolkning er smukkest.
Ét billede mere (og så heller ikke flere) skal vi antyde udseendet
af, ja, og forestil dig hvilket bidrag til atmosfæren alt dette har i en dansk
stue. Navnlig næste billede. Et billede der ikke kunne have sin optimale
virkning uden sit referencepunkt: Det refererer til futuristen Crali's
kamikaze-motiv af et aeroplan, der befinder sig i lodret styrt midt i en
42

'city'; perspektivet er fra tredie person, som i et shoot 'em up videospil a
la Hitman, og billedet er fast-frosset få sekunder før tyngde- og
motorkraft vil dunre menneske og maskine mod byens bygninger. På
Roses billede flyves der vandret, men et styrt forestår så sandelig idet, at
det i stedet for almindelig bebyggelse er ikke mindre end World Trade
Centre i NYC, der tårner sig op foran ruden på den lange-lys-hårede
pilots begivenhedsrige cockpit: hendes hoved er kastet bagover og lader
skimte et ekstase-ligt udtryk, og man kan se lidt af kasketten på en
uniformeret mand, the capain, med hovedet imellem Roses ben - bliver
han truet med noget eller er han slet og ret forført - og med en tynd
malingblanding er der skrevet i røddryppende skrift på tværs af lærredet:
Orgasm. Til venstre i baggrunden ses atlanten, til højre den stakkels by
som alle tilsyneladende elsker - den er da også påmalet et symbolsk
heart med samme næsten gennemsigtige strøg som titlen, som en del af
titlen. Orgasm Love - så at skrive, så at sige. Orgasm 'heart'.
Rose er en blond skandinav lige under mandens
gennemsnitshøjde - fremtrædende i bløde men ikke skrøbelige former, og
uanset sit indre havs flod eller ebbe, eller det kvindelige humørs
månebestemte sæsoner, møder hun uafvigeligt verden med sine altid
åndstilstedeværende marianergravsdybe – blå selvfølgelig -
havvandsdråbeøjne; hun er smuk som lyset selv.
Tænks sig: at være mand i dette hus. Han kommer snart hjem.
Går ind ad døren med en fremmed; ankommer i en sportsvogn købt for
Roses penge. Møder synet af denne dominans, præsenterer sin nye helleven
for dette Home Sweet Home.
Men før det: Rose og Diana underviser. De sidder ved en sort
tavle, hver med et kridt, men moderen mest aktiv. Hun har streg-tegnet
en stjernehimmel, under denne en cirkel, og skrevet "jorden". Hun peger
på domkirketårnet man kan skimte ud af vinduet, og resumerer, hvad de
påstod, hvad de rendt rundt og v i d s t e med forfølgelser og menneskeafbrændinger
som eftertryk i hundreder af år. Hun streger "jorden" ud og
skriver i stedet "solen", tegner en lille bold derfra, og siger at dét er
jorden - ikke i midten og ikke størst - sætter en prik ved siden af, og
Diana får lov til selv at sige det, "månen". De tegner også stjerner under
solsystemet, og ved siden af, og endda solcirklen får tegnet en stjerne ind
i sig (med hornene nedadvendt, en god stjerne).
Diana er en klog pige. Spændt er hun på aftenens planlagte
stjernekig, men svært har hun nu ved helt at begribe, hvor langt der i
virkeligheden er til den sol, der er ved at forsvinde for i dag, og hvor
langt der endvidere er til stjernerne, der tændes derefter. Og hvem kan
fortænke hende i det. Hun har svært ved at forstå, hvor hurtigt lyset
egentlig bevæger sig: at hun på små pigeben kan gå fra hjemmet til
banegården på et kvarter, men at lyset på samme tid kunne gøre det små
tre-hundrede-millioner gange, og trehundrede millioner værende et tal
nogenlunde svarende til antallet af sekunder hun selv har eksisteret -
360.028.928 sekunder, pigens tolvte år - den mindste tidsenhed hun kan
forholde sig til. Sekunder, hun kigger på uret og tænker imellem viserens
spring - nu, nu, nu - i næste nu løbende til vinduet og seende stråler der,
alt dette fortælles det hende, har rejst i otte hæsblæsende minutter - så
fjern er solen fra den kloge pige. Og kan man fortænke hende i denne
43

forståelsesproblematik? - hverken kvinde- eller mandeben er betydeligt
hurtigere eller går med sind, der har levet betydeligt længere. Men hun
glæder sig ikke desto mindre til at kigge stjerner, når mørket først er
faldet på.
Moderen fortæller en smule om chancerne for liv i dette univers.
Man bliver næsten bevidst om at være heldig når man hører herom, men
som moderen pædagogisk forklarer, skal man holde sig for øje, hvad der
kommer først: bevidstheden eller heldet. Og om menneskelivet her på
jorden: hun fortæller om chancerne for at være født i et ufarligt kontinent
som Europa i en ufarlig tid som sent i det moderne, og man føler sig
næsten heldig når man hører herom; dog holder Rose pædagogisk, men
også i mangel af ord, datteren for øje, hvad der kommer først af følelsen
og heldet.
Og her kommer vi til Roses opdragelse som mor. For hvad
kommer først, spørger Rose snart, af forbilledet og billedet? Diana kigger
skævt. Spontant kigger hun på malerierne, og forvirres. Moderen siger, at
som forbillede mener hun selvfølgelig faderen. Hvordan dette kan være
selvfølgeligt, er selv sagt ikke selvfølgeligt for enhver, men det skal
forstås at Rose er gammeldags opdraget; hun gør blot sit bedste. . . Og
nu fyldes Diana med hele fortællingen om Rasmus; meget i samme
forståelse som han selv har, så som sådan fair nok: at han er intelligent
og realistisk - en sjælden blanding - og smuk i sit synspunkt fra dag til
dag, men i sidste ende er han nu engang en kryster, og tvivlsomt nok en
rigtig mand.
Mor, hvad er en kryster?
Tja, en der uden videre flygter fra farer. - hun vrikker lidt i sædet.
Og er alle, der flygter fra farer krystere?
Ja, alle der gør sådan, er krystere, og de må afsløres.
Hvem skal afsløre dem? - betænkeligheden stiger i Diana.
Tjo, såmænd de modige.
I så fald må krysterne være en flok fjolser, for det er farligt nok at
møde modige mennesker, og krysterne vil derved afsløre sig selv alene
ved at flygte.
Som du dog taler, min datter!
Men far er jo intet fjols, vel?
Nej, var din mund, han er den klogeste af os. - blot har han ikke
levet før, tænker hun tavst.
Men hvad er så en kryster?
Tja, en der lyver for at ligne en redelig mand.
Ej, hvad bestemmer så om man er redelig. - Dianas tålmodighed
er snart opbrugt.
Øhh, at man tester sin natur, og indrømmer unaturen i sig.
Og far gør sådan: lyver for at ligne en redelig mand?
Ja, og hvordan skal du klare dig uden et forbillede? - Rose skærer
igennem.
Det er såmænd let. - øjnene fordybes, idet Diana taler - Hvis far
har fået mig som datter, uden at afprøve naturen i sig, så er det vel et godt
tegn på, at jeg et andet sted kan finde mig en rigtig far.
Må skæbnen stå din frækhed bi, din sukkertunge! - moderens
afbrydelse, Diana fortsætter:
44

Og hvis han har opdraget mig uden at indrømme sin unatur, er det
vel slet og ret min opgave, at udgive ham som han er: at forme mit
forbillede frem. Mon ikke der er så meget af ham, der kan tale igennem
mig og tale igennem mit billede?
Du skal nok klare dig. - hun giver Diana et kys på kinden,
afslutter samtalen, og beder om at få lov at høre, hvad hun har lavet hos
sin poesilærer i denne uge.
Diana render glad ind på sit værelse efter sine papirer, og Rose
sidder i et solitært øjeblik, og fornemmer et skift trænge op på sig.
Pigen kommer igen. Forklarer dit og dat: hvad læreren har hjulpet
med i det hun har skrevet, og at hun generelt har lært om barnet som
opdrageren af den voksne. I forbindelse med dette har hendes digte ingen
titel. Man må ikke betitle digte - først når man ikke er barn længere,
mener læreren.
Rose oplever alting i ét 'frame' per minut. Diana opdager ikke
fraværet, hun er komplementært meget på. Lykkelig. Med alle de fejl det
almindeligvis indebærer.
Pigen står nu på en stol, klar til at læse højt.
Med ét går døren op. Ind kommer Rasmus og Henrik, der har
pjattet sig op til lejligheden. Manden i huset skal til at præsentere gæsten,
"ta-taa, her er min nye helle-ven..." siger han nærmest til kæresten; men
inden han kommer videre, er Diana hoppet ned fra stolen - glædeligt
nytår tænker Rose - og datteren er sprunget op i Rasmus' favn. Han
overvældes, og lyser op i kilometer-glade smil, kaster hende op i luften
for sidste gang i sit liv, og kigger hende ind i de yndige øjne fyldt med
pigelykke, han netop har grebet, og ser en forandring. Sætter hende ned
igen, kysser hende i håret.
Det dufter som rosenbede, gør håret; Rasmus står foroverbøjet,
pigen tænkende, "kan han virkelig være en kujon", og Henrik usynligt
måbende overfor billederne, der siger at noget er forfaldent i dette
forholds tilstand. Rose har som sagt forudanet en forandring komme, og
er nu spændt på, hvad denne mand skal føre med sig, og hun glæder sig
usigeligt til at tyde stjernerne i aften: ikke deres specifikke positioner, nej
dum er hun ikke, men hvordan hun denne nat vil reagere på det
multitydige udsagn over stjernehimlens port: k e n d d i g s e l v.
Urørlige Andrea sidder nu i hamam og smører sig ind i olivensæbe, Alex
er uden tanke for, hvor han er, idet han vælter sig rundt i useriøse
vanvittige selvmordstanker; Elijah, sønnen, er fortsat uvidende om det
heldige indgreb, der snart finder sted i hans stillestående og
tilsyneladende værdiløse liv. Metrologisk set går solen ned nu. Et længe
forventet øjeblik. På tavlen er tegnet et simpelt univers, hvilket ikke er
dårligt for en simpel sort tavle, og blomsterkvinden, motivet, på stuens
billeder kan man forestille sig som tænkende, oplevende og læsende alt
muligt og små-umuligt, som måske endda at solsorte i bog-billedets
trækroner blærer sig dionysisk i Hendrix-soloer, imens hun får lyst til at
drikke af bækken ved siden af hende; samt der på vores side af lærredet, i
stuen på bordet, står en mærkat-fri plasticflaske halvt fyldt med vand, en
kvart liter, der i sin langsomme og beskedne men betagende jonglering
med lyset fra vinduerne, finder til ro med dagens sidste strålende
henrivenheder; og faderens letflydende kys i Dianas nakke fordamper,
45

gør kyssets fugt - ja, fordamper muligvis synkront med uendelige antal
andre paralleluniversmolekyler, som en anden dimension af den
uendelige genkomst, en hidtil astronomisk uafviselig mulighed, og
måske endda en højtideligt ondsindet og direkte dybt, dybt godhjertet
sandsynlighed: at tavlen samtidigt e r uendeligt mange gange. - Og
hertil endda vil blive visket ud, og få opkridtet poesi og kosmologiske
skitser på sig i uendeligheder endnu, og evigheder forudgående - talløst
mange småpigegenialiteter og Rasmus-Rose-labyrinter og andre fantasier
du gør dig i vores forestillings-feber sekvenseret i verdensbrande stående
i uoverskuelige afstande til hinanden. Er det til at bære? Er det blot en
tom gang snik-snak - noget man kan sige uden konsekvenser? En linse
man kan kigge igennem, hvis man tør, et teleskob eller mikroskob for all
your life will ever be! Og med alt dette - vi kom fra et øjeblik i stuen i
Århus. Øjeblikket, måske den første menneskelige skabelse, porten
hvorover der står: f o r a n d r i n g. Eller slet ingenting.
Rasmus går over til sin mage, imens Diana nærmest har sat sig på
benet af ham:
Igen, far, igen!
Han kigger ned, og siger, at hun er ved at være for stor til at han
kan. - de snakker om flyveture.
Det eneste der forbliver uberørt er 'princippet' forandring. Alt er
strid men måske på en ordnet måde – måske det ord har mening.
Med datteren om benet kysser Rasmus Rose i nakken; Henrik ser
måbende til.
Elskede kvinde, dejligt at være hos dig igen.
Endelig er du her, tilbage hos os! - og hun tænker, om Rasmus
ville have elsket hende, hvis hun havde vist sig at være barnløs. Hun
fortsætter: Vores datter er sådan en god pige; hun skulle lige til at oplæse
et digt, hun har skrevet.
At elske frugten fra træet eller skovlunden mest, visdom er at alle
er én. Relativ værdi, men aldrig forsikret værdifuldhed. Menneskets
måske sidste indsigt - enhver tids menneske har sit bud.
Vidunderligt, må vi høre? - og Diana farer tilbage og står på
stolen, så hun rigtig kan få opmærksomhed:
Nattens drøm
en ledende stjerne
i mit retningsløse indre mørke,
den skal næres i sit æg
mit ørkesløse hjerte
og udklækkes langsomt
og hviskende græde
så nænsomt som støvregn
og døbes - at være:
min moral for en tid
min ære og skam
min frie fantasi
min legesyge lærer.
Under reciteringen kigger Diana efter tre linier ned på sin mor, fortsætter,
46

og efter "døbes - at være" kigger hun sin far elskværdigt i øjnene, og når
tonika slutteligt er nået, spejler hendes blik sig i Henriks fremmede, men
nærværende øjne, og kontakten udløser et smil på gæstens ansigt, efter at
have studeret pigens skønhed opmærksomt; og dette smil går snart over i
en stille uhørlig latter; ja og skønt denne latter også hurtigt forsvinder,
bliver et lyst og muntert udtryk stående tilbage i hans unge mandeansigt,
der indgyder pigen en sandt sagt ubeskrivelig tryghed og tillid, og endda
en ros for præstationen - usagt rosende som en konstruktiv, positiv kritik
højest sværmerisk kan dagdrømme om at opnå virkningen af. Til trods
for Dianas noget mørkere hår, ligner hun sin mor.
Rasmus' og Roses fingre fletter sammen. De er stolte. Hun har
ganske givet fået hjælp til digtet af sin lærer, men som de på jydsk vis
tænker, er denne lærer nok ikke ligefrem utilfreds med sin elevs
præstation.
Henrik tager sin tunge jakke af, og sætter sig som en integreret
del af rummet.
Det er på tide at fantasien for nu zoomer en kende ud i sit perspektiv. Al
dvælen ved øjeblikket og kunsten i stuen har nært ved anonymiseret det
faktum, at den almægtige tid jo rigtigt nok hiver i alt, og dermed også
driver imod de forehavender som foreligger. Jeg sigter hovedsageligt til
det ritual de to mænd har aftalt i bilen, og som jo lige mangler et sidste
vigtigt betyg. De næste afsnit vil derfor mangle en måske efterhånden
vant 'stræbsomhed', men til gengæld lader de sig realistisk kalde af et
uudsætteligt 'fremad'.
Ikke kun Diana er hurtigt beroliget ved Henriks besøg hos
familien, men også Rose forsikrer sig snart om det gode som denne mand
utvivlsomt gør sig delagtig i. Efter lidt smigrende, men ærlig dansk pingpong
imellem de fire, gør Henrik tegn til kavaleren, at det er tid til at
foreslå idéen. Helt upåvirkede er de nok desuden ikke endnu - tænk her
på the drugs tilbage fra rastepladsen på Sjælland.
Hvad siger Rose? Hun siger såmænd ja til frieriet; hun er
begejstret, altså beåndet af følelsesrigdom ved forslaget, og tænker ved
sig at dette netop er, hvad der skal til for at holde deres kærlighed ung.
They kiss. Det skal fejres, siger hun, og tager Diana ved hånden ud ad
døren for at købe appelsiner og gær til bagværk, for der skal frisk mad til.
De to herrer når i øvrigt at bevidne en pludselig tillidserklæring til
Henrik fra den opildnede kvinde - at hun stoler på ritualet i hans hænder,
at hun er lykkelig over at netop hans ånd skal berøre deres kærlighed.
Og så står de der. Snart løber idéerne ritualkunstneren i møde, og
de logger på nettet for at købe lidt af hvert. Rasmus er den eneste, der har
plastickort, og da han vil bruge sit 'fucking mastercard' til indkøbet,
beder hjemmesiden om en 'SecurityCode'. Frustreret, som nogen
mennesker let bliver ved elektronik, der gør sig omstændigt, farer han op
thi h a n ved jo at det er hans kort, og længere kan det være svært at
tænke - han prøver desperat sin pinkode, men det var ikke det
hjemmesiden mente. Heller ikke de tre kontrolcifre. 'SecurityCode. Wtf'.
En mulig løsning viser sig, da man kan bede om et personligt spørgsmål,
man selv har valgt, men absurditeten åbner sig yderligere, da det viser sig
47

at han ikke har været særligt strategisk dengang dette "personlige
spørgsmål" skulle vælges. Han har faktisk, sikkert på en skyfri dag, valgt
spørgsmålet "meningen med livet?" Utvivlsomt har han ikke været i tvivl
om svaret, da han valgte spørgsmålet, men nu er det altså væk. De prøver
først en gammel kending - fra en digtsamling han for en tid identificerede
sig med - at meningen er at gribe, de skriver: at gribe. Forkert, to forsøg
tilbage. Grotesk! De prøver det måske mest nærliggende: mad. Ét forsøg
tilbage. Hmm... de prøver, på Henriks opfordring følgende: udbredelse.
Igen forkert, og slukørede føler de sig utilstrækkelige, men slipper dog et
smil ved en tanke på Rasmus' særlighed.
Det løser sig da også snart efter, når Rose, der hurtigt er tilbage,
selvklart giver sit kort og sine kort-informationer til indkøbet, og her
altså intet problem. Rose smækker en dej sammen, og sætter den til
hævning; Henrik tager sig en vågen lur på sofaen, lidt tid til at lade de
dertil modne tanker bundfælde sig, og frasorteres; Diana begynder at
presse appelsinerne til et overdådigt rummål af juice.
Imens dejen hæver lægger parret sig ind i soveværelset og kæler
og taler. Rasmus fortæller om mødet i toget med Andrea, og at denne er
på vej - Rose interesseres kortvarigt ved omtalen af ham, men kommer
fra det igen, da kærestens ubehag går op for hende - for Rasmus er
egentlig ikke meget for, at hans elskede skal mødes med arien. Han
undgår lidt at blive eksplicit omkring det, men det undslipper lidt
implicit, at han føler sig truet. Rose forsikrer sin kæreste med berøringer.
- truslen trænges væk med kys her og der, samt enkelte strejf og endda et
par 'pumpfakes' i forhuden, få små støn.
Brødet kommer i ovnen. Snart spiser de. Det er nat nu, og hvad de
hver især ser over sig, og hvilket kendskab til sig selv de går til
oplevelsen med, vil vi ikke luske os ind på. De har en mørk terrasse at se
fra, en kikkert at titte med, og navnlig Jupiter lader sig værdsætte på
denne kolde nat.
Stjernehimlen er, for at sige det i talesprog, vildt smuk; ikke at der
skal trækkes fra dette faktum ved at tale om det, men blot at fremhæve
det temmelig almindelige ved denne vidunderlighed, og for at tilkæmpe
sig muligheden for at nævne følgende: at almindeligheden intet trækker
fra det vidunderlige ved himmelfænomener.
* * * * * * *
Min gamle matematik-lærer
streng og kynisk, men voldsomt god
gamle mand, hadet af klassens piger
alt for streng, lærd og voldsom.
* * * * * * *
Drøn på drømmen, drømmespind
Erindringen om den strenge lærer
blir' nu til luft, til kvinde-duft
Se, Rose og nøgne veninder
de titter kvidrende frem i stues møbler
de synger om sex, de synger skammen væk
Men hvad! De sprøjter min Rose, irreversibelt
48

f
et fix så faretruende, skrattende kvinder
n e j siger jeg, men grines blot i sænk.
* * * * * * *
Alene med Rose, der råber og skælder mig ud
jeg siger intet hun siger intet jeg siger
Dine øjne er blevet terpentin-besmittede
prismer bag hvilke den lysende verden
har gråtonet dit ellers så farverige sind
Jeg går, jeg går fra rodet, hun siger jeg roder, jeg går
ude i sommer-skoven, ligesom Roses billede
jeg går langs med flodløb, en mand har fulgt mig i hælene
han zig-zagger hér og dér, som slalom i mit fodspor
Han spørg: er du klar til det her? - en opgave i det v e r i l e
Imens jeg går, skiftevist er han påklædt og nøgen.
* * * *
Hans hår er flammende rødt, han hopper atletisk i floden
hovedspring, de vigtige muskler spændt, afslappet
kommer op igen, tør og beklædt, holder lige trit
Vi kommer i kamp, i det jeg siger: jeg elsker dig
hans hoved ondt og krigsmalet rødt og sort, så grimt
jeg tar' om hans hals, han siger: du er en nar, Rasmus!
* * * *
Har dette med F. at gøre? - spørg' jeg desperat
Bob har besøgt dig før. - siger han før han dør
i mine hænder; jeg græder, og mindes mit barndomshjem.
* * * * * * *
Store dybe blowjob-øjne blinker forførende til Rasmus, idet han kommer
til bevidsthed; pikken er halvvejs inde i hendes mund, stivhård
morgenhane og under den bedste behandling. Det lyse hår falder ned
foran det ene øje, og hun vender panden nedad for at intensivere jobbet.
Rasmus er vågnet langsomt, ikke med et sæt, og står nu imellem at blive
i sengen under denne gode luksus, eller få sig et tiltrængt koldt bad, og ro
i sindet. For nattens oplevelser står som ondskab i kroppen. Han bliver
liggende. Hvad man måske kan forstå. Våde lyde, kvindestøn, og stilhed
fylder soveværelset, der kun nyder lidt lys fra en doven vinter-morgensol,
der kryber ind ad vinduet - 'as they play'. Han stønner tungt, hvilket
får Rose til at slikke mere ivrigt; hun slikker vådt på pikhovedet, lader
tungen føle sig ned og op igen langs stilken. Hele turen - til præspermen
kommer op. Hun smager, hvilket tænder ham; nu åbner hun helt, og
sabelsluger ham til roden - stønner ubehageligt (bare rolig hun elsker
det), og Rasmus tager hårdt fat i hendes hår, og tvinger hende til at være
der nede. Længe. Hiver hende halvhårdt op, i et hvin, hun gisper efter
vejret. Smagen går lige i fissen på mig, gisper hun. Tvinges ned igen.
Hun elsker, at han i det mindste er mand i sengen - i starten måtte h u n
dominere, og langsomt har hun tvunget ham til at være slemmere, nu er
det ham der piner hende - og som hun ligger der med røven strittende og
med pikken dybt i halsen, glider en af hendes fingre ned til kilderne. Hun
49

stønner om pikken, har svært ved at berøre sig ordentligt, men hun
tændes, og har nu bare lyst til sperm. Savlet begynder at løbe fra hendes
mund, idet han nu bevæger hoften agressivt. Han er kommet mere til
overfladen, og synger smilende: Oh darling - som han 'skullfucker' -
please believe me, I'll never do you no wrong. - og hun stønner lidende;
hun rør' sig selv. Nydende. Den fylder hendes mund. Rasmus kysser sin
hånd, og rører hende på kinden med den, hjælper kærligt hendes hår om
bag øret, og slipper hende. Lader elskeren nyde et roligt øjeblik, hvor hun
bare smager blidt, stønner ømt, rører stadig kun mildt ved sig selv, fingre
to masserer klit'. Hun er allerede, hvor hun kunne komme på ingen tid.
Han ved det, så nu skubber han hendes hoved væk, og kommanderer:
Bliv liggende. - går om bag hende og fører pikken ind. Boller hende
langsomt. Hun skriger lavt. Stønner højt. Kommer langsomt, men næsten
med det samme. Langsomt ud. Han sætter sig på knæ foran hende. Langt
fransk kys. Hun går løs på ham igen. Sutter på kuglesækken, tager snart
pikken dybt. Han læner sig forover, smækker hendes balder, kalder hende
sin killing, befaler hun skal sige, hun er hans sexstræl, hans lolita, og hun
siger det, med pikken i gabet, så det knapt kan forstås, og når hun
beordres at nynne Solen Er Så Rød Mor, den gamle mol-melodi, som
svært nok kan høres for våde smask og dovne postorgasmiske støn, der
herved blot tydeliggøres, er han nært ved at komme, hvilket han fortæller
med den dybeste stemme, han kan. Under jazzet improvisation dirigerer
hun pikken rundt, imens hendes store dybe underdanige øjne forfører
ham til at lade sæden flyde ud. I munden på hende - hun holder den inde
til han er blevet helt 'afslappet', og sluger elegant, kigger uskyldigt,
visende en åben mund uden sperm, som var intet hændt, og siger
syngende bekvemt: Suprise! - de ligger lidt sammen. Rasmus har rent
glemt det mere præcise indhold af sit mareridt, men efter at have holdt
lidt om sin kvinde, følger han impulsen til at gå ud i bad. Koldt. Kommer
tilbage med sin frygt. Fortæller at han har haft en syg drøm, at han er
bange.
Hun siger, at så er der ikke noget bedre at gøre end at se en gyser,
et gammelt trick - hårdt mod hårdt.
De kan konstaterer at Henrik og Diana også er vågnet (til lyden af
'feminin par exellence' igennem hjemmets tynde væge). Og til en nem
gryn- og mælkebaseret morgenmad ser de Rosemarys Baby, på en
projektor der hives frem i en mørkelagt stue. Alle har set filmen mange
gange før på nær Diana, men hun er for ung til at blive rigtigt bange for
filmens tematik, de andre er erfarne nok til at ryste skrækken af sig, og
omkring ellevetiden er filmen færdig og alle behagede, ubehagede,
behagsvelproportionerede, og ikke mindst kunstgennemblæste og dermed
fyldte med små uartikulerede løfter, som man så sandt som det er sagt
kan leve højt på.
Friskmalet kaffe fra nogle af de fjerneste og fattigste lande
kommer i stempelkander, og de fire danskere går 'hvert til sit' med hver
sin kop, men i den samme summende stille stue. Diana sidder, også med
kaffe, ved sin tavle, og gennemgår først matematiklektier, og siden hører
hun hvad der er at sige om 'etik' på et til hende passende niveau fra sin
mp3-afspiller. Rasmus vil have mere kunst, og har fået lyst til at genlæse
digtsamlingen, som dagen før havde givet ham impulsen til at svare "at
50

gribe" til computerens fordummende spørgsmål, og sidder derfor med
bogen i en blød stol, og i det han er færdig kaster han den fra sig med
krumme mundviger, små smile-huller, ja næsten ligefrem i et grin – lidt
mere opløftet, og han tænker "hvad da med at kaste?" og er måske ude i
hvad man kunne kalde en lille 'lomme-antinomi'. Henrik finder sig et
blankt papir, hvorpå han skriver, hvad han tolker fra sin rensende drøm,
Et udsunget nu
der runger i en kugle
der triller af sig selv
og bevæger mit lune
i stilhed brænder han papiret i stuens lille pejs, hvilket han elsker synet
af, for flammer er blandt de smukkeste syn, der gives på vor jord, og han
fyldes igen med løfter, men disse er underligere og endnu besværligere
definerede end tidligere. Herefter sætter han sig blot til at nyde en række
af nu'er, han har råd til at spilde af, imens Rose læser i en dagbog
sideløbende med at hun fra tid til anden hjælper sin datter med
matematikken på tavlen, alt samtidigt med at frækheden fra i morges
snart rinder væk, og snart igen strømmer tilbage i hendes krop. Ja, sådan
går tiden.
Langt hen ad vejen, er det en rolig dag for de tre plus én, Henrik
og familien. Hen imod eftermiddag, på det tidspunkt vi nu skal slå ned,
har der indfundet sig to omstændighed som er af interesse. Henrik, med
den tillid som han virkelig har vundet sig, har været ude og aflevere
Diana ved et stort hus i Risskov, hvor hun skal overnatte i fællesskab
med en gruppe af andre på hendes egen alder. Hun og Henrik får sig en
ærlig snak som vi ikke vil gå i detaljer med; kendsgerningen at de
kommer hinanden ved skal alene konstateres. Han er nu på vej tilbage til
byen, og nyder skoven fra en singleplads i den gule bus, en syver. Den
anden omstændighed er meteorologisk: det er begyndt at drysse lidt fra
himlen, det er årets første snevejrsdag, og hen mod aften falder
temperaturen faktisk tilstrækkeligt til at sneen bliver liggende. Danmark
bliver smukt.
Rose og Rasmus holder om hinanden. Måske de skærmer sig for
verden, eller nærmere 'bracing themselves', i alle fald tætte er de. De
kigger på sneen, der falder langsomt ned i vindstilhed.
På et bestemt tidspunkt rejser Rasmus sig, går hen til vinduet, og
ser, lige ved Ferrarien's parkering, Andrea stå og hoppe på stedet for at
holde varmen og for at blive set.
Fuck! - undslipper det Rasmus. - Det er ham, jeg fortalte om i
går... Andrea du ved... Vi må gøre noget inden vi henter ham op. Han står
og venter.
Jamen jamen... hvilken panik. Kan vi ikke bare sige goddag. -
siger hun roligt, og er i en nysgerrig tilstand, som hun ikke kan sætte
fingeren på harmen i at tilfredsstille.
Njaa, det vil jeg ik' være glad for, da. - siger Rasmus fra en nervøs
jydsk afkrog. Det er klart for hende, at han ærligt nok føler sig ubehaget,
51

og hvor fjernt det end ligger fra hende at forstå, foreslår hun af kærlighed
forskellige ting; de diskuterer, og det ender til sidst med, at hun lader sig
udklæde. Af alle løsninger! De finder snart det ene, snart det andet
klædestykke, og kosmetikprodukt, og endda en rottehalet brunetteparyk
(ja parykker har de nok af), der kunne give hende ud for at være Rasmus'
svenske kusine, som blot skal sidde på på fb i hjørnet og spille
fraværende og anonym, hvis nogen opmærksomhed kommer hendes vej.
Planen sættes i værk, og Rasmus går ned på parkeringspladsen.
"Kusinen" hører dem komme op ad trappen, imens de snakker:
...hende og Henrik er i Risskov med Diana; der går nok lidt tid,
før de kommer.
I mindeparken eller hvad? Det var da noget af et vejr, at tage
derud i.
Nej nej, det er fordi min lille prinsesse får hjemmeundervisning,
og så findes der sådan nogle fællesarrangementer for børn, der ikke
kommer regelmæssigt ud blandt andre børn. Skidegodt initiativ. Hun skal
sove der, og Rose og Henrik afleverer hende bare. - planen er tydeligvis
fyldt til randen med huller.
Okay, men hende kusinen du har på besøg, er hun fri for et forsøg
eller to, hvis du forstår sådan en lille en? - der høres et lille dump foran
døren og flasker der klirer.
Nej, og hun taler desuden også kun svensk, og forstår ikke så
meget af de andre skandinaviske sprog... heh', hun er ikke for klog, ikke
noget for dig.
Så kan du altså tale svensk? - spørg Andrea med løftede øjenbryn,
idet døren åbnes. - Prøv at sige noget. - de kommer ind i lejligheden med
hver sin kasse champagne.
Men jäg vett aldrig hväd som jäg skal saja, när folk kommanderer
sädar. - lyder det nu på det bedste svensk, han har lært. Ringe.
Andrea gør en skuffet grimasse, han svarer som sådan ikke.
Det er altså her vi bor. - siger Rasmus på modersmålet;
opalsmykket hænger uden på Andreas jakke og funkler, fanger kusinens
opmærksomhed. De tager begge to jakkerne af, og hænger dem på en
træsnittet knagerække.
Andrea kigger sig rundt. Han er overvældet af kunsten, navnlig
bueskytten der sigter på ham, men han forholder sig stille til det. Han går
hen til brunetten, og siger på syngende, næsten skabende stockholmsk -
Vilken aldeles vackar nymf vi har här. - og han rækker hånden. - Får jag
fråga efter ditt namn?
Hun smelter indvendigt, ryster udvendigt, og uden på legemet er
et kostume. - Jag kallas Tone. - siger hun gebrokkent, imens hun misser
med de lange tilmalede øjenvipper. "Tone" udtaler hun med dybt o som
man vil udtale eksempelvis ”grå-tone” på dansk, og svensk lyder det
bestemt ikke.
Nej, nej, nej. Sådana: Tone. Försök igen. - han rejser sin hånd som
en dirigent.
Hun forsøger igen. Forsigtigt. Med englestemme men på dansk,
uundslippeligt dansk; hun ved, de er afslørede.
Bravo! - lyder det uærligt men retorisk fra gæsten.
52

Rasmus kaster sig tungt i en sofa.
Andrea skænker et kort blik til et af portrætterne. Genskaber
øjenkontakt med facbookpigen og siger: Hvorfor ser du sådan ud, Rose.
Kan du få den mundering af i en fart. Han smøger ærmet op så man kan
se begyndelsen af hans stærke overarm.
Hun tager fat i parykken, og lader den glide af. Siger genert
goddag.
Rasmus klør sig i håret; bevæger hånden fra panden og ned, naivt
som tror han, at hans maske følger med.
Andrea er utroligt offensiv: Er I bange for at jeg er kommet her
for at... ha ha! Og så med alle de billeder, der hænger her. I havde vel
ikke troet, at jeg ville være s å nem. Well, well. Vil I med til
fodboldkamp? - før de når at svare, er han begyndt at synge "We love
you GF, we do," (vi elsker dig gymnastik-forening, det gør vi (virkelig)),
og han rækker efter en flaske fra kassen. Han siger: Jeg drikker kun når
jeg skal på stadion. Jeg lover at være en oplevelse . . . I m å bare tage
med. Begge to.
Som et andet jydsk par a la Gertrud og Oluf Sand, er de
mundlamme indtil Rose ligesom går med på den, og forsikrer sin
kæreste, at det nok skal blive sjovt. Den første prop springer!
Andrea drikker direkte fra flasken, bliver helt overgearet, og slår
sig på brystet med højre arm, giver flasken videre til Rasmus, der henter
glas. Skænker for Rose og sig. Og skænker til sidst også for gæsten, der
uden en mine tager imod. 'Noget så civiliseret som et champagneglas . . .'
Rose går snart på badeværelset, og tager forklædningen helt af, og
de sidder snart om sofabordet - Andrea placeret med godt udsyn til
malerierne - og han fortæller dem om kampen, de skal til at se. Intet vi er
specielt interesserede i at opremse her - på nær hvad vi i forvejen ved,
som lige skal genopfriskes: Byens hold er til dagligt kun i førstedivision,
men skal i aften i pokalturneringen (parallelturnering til ligaen, der
indenfor samme sæson i princippet giver ethvert hold mulighed for at
spille imod et hvilket som helst andet) møde superligaens nummer to, FC
Midtjylland, hvilket selvfølgelig er motiverende for "De Hvii'", der
tørster efter at vise danskerne, og navnlig deres egne fans, at landets
andenstørste by godt kan være med blandt de bedste. Det er i øvrigt ikke
at forglemme, at det er et lokalopgør, vi har forestående.
Efter den første flaske ringer det på, og Henrik kommer. Alle
bliver uhyrligt glade for at se ham, og han bliver ustyrligt overrasket:
især over champagnekasserne, som han spørg til, og som Andrea også må
indrømme, har været tunge. Især Andrea omfavner den nyankomne, og
hvisker ham et par meningsfulde ord. Der åbnes en flaske mere, for ikke
at sige flere endnu, og snart nok flyder begivenhederne på tiden som en
tinsoldats papirhat i en rendesten på en dunkel og regnfuld aften. Og
snart nok er de på vej til Fredensvang.
Sneen falder langsomt på vores lille hold, og lidt
bemærkelsesværdigt er det, hvordan Rasmus kniber øjnene og bøjer
hovedet for nedbøret, hvorimod de to andre mænd lader bryn og vipper
53

klare sagen, og sådan forholder sig ugenerede af vejret. Rose har hat på,
og yndig ser hun ud.
Selvom Rasmus i mange år har boet i byen, er han i tvivl om den
nemmeste rute til stadion, for hvilket han må stå model til lidt drillerier
fra Rose; intet ondt, nej bestemt ikke, men Rasmus hader i stilhed den
slags gøren grin med de svagere sider, og bider tænderne sammen.
Andrea synes at bemærke et og andet.
En champagneflaske går på tur imellem de fire - det skal siges, at
den er ganske tør, hvilket formindsker Roses indtag, fortryller mændenes
- og en uåbnet flaske transporteres af Andrea, der ikke kan holde sig fra
at give den en flyvetur nu og da - flotte kast med spinn. Stemningen er
høj, der grines - snart meget, snart lidt - men aldrig savnes så meget som
et smil, og især Andrea snakker:
Wow, I skulle se de skønheder, jeg kørte med herover. Altså
kvinder. Gentagende gange skulle jeg lappe mig selv over fingrene for
ikke at plukke dem. - noget i den retning siger han, og Rose spørger, om
de da havde torne; Andrea forklarer, nej, men at man jo må have
mådehold. Han forklarer i en højtidelig tone, hvilken er en særegenhed
ved hans ældgamle fornemme slægt – og tilmed med rejst hage, faktisk
på kanten til snobbet i holdningen forklarer han: Rose, min pige, - det
tillader han sig sgu at sige - selv en behornet gammel viking som mig har
impulser, der af et eget højsind ikke tillades virkeliggørelse. Man kunne
sige, at det er et spørgsmål om moral. - og da bliver der særligt leet, og
særligt særligt af Rasmus (uden han konkret ved hvorfor), hvilket Andrea
knapt nok tåler, og truer ham med champagneproppen - men besinder
sig, for ikke at give latteren for meget ret. Han konstaterer blot tørt, mest
henvendt Rose, at de moralske grunde skam er sandheden. Intet mindre.
Hun er ikke upåvirket. Rækker den åbne flaske videre til Henrik, og tager
klogt sin kæreste halvt i hånden, lidt flirtende. Fingre seks.
Henrik: Hvad er det da for moral? - han suger en tår ind bag sine
smilende læber.
Kan man få hvad man vil... og dette er vel i mest udbredt
almindelighed en god dansk lektie... kan man det, er det i udgangspunktet
ikke en gave, der er skænket af de nådige guder, - og afsides hvisker han
til sig selv en bøn om tilgivelse for at tage et sådant ord i sin mund; han
undskylder sig med at det tilnærmelsesvist var citat - og man må derfor
værne sig med en vis afholdenhed. Jeg kan ikke tillade mig at smelte
sammen med hvem som helst.
Det var vel svært at forklare dem? - Rasmus griner. Fortsætter:
Eller løj du?
Jeg lyver aldrig! - og han mener i virkeligheden den berygtede
sætning 'alt er falsk'. - Kast flasken, jeg er åben! - siger han pludselig, og
han når at løbe syv yards før han skær' af, og rigtigt nok modtager en
flaske fra nordøst-frankrig, der spinner en smule, og med halsen som hale
og bunden fremad hviler den i sin bane i luften, 'one-hand-catch'. Flasken
har mistet et par dyre dråber under flyveturen, men 'recieveren' bunder
hvad der er tilbage i den, og sparker den ind i en snebeklædt hæk, hvor
der hvirvles nogle tusinde små unikke fnug op i luften, idet Andrea
triumferende udbryder - Seks point! But wrong fucking sport!
54

Ikke fordi jeg skal brokke mig over min beklædning, nej nej,
ingenting der, men havde jeg nu blot haft min Thomas Thorninger trøje
på, så havde der virkelig været kampdagsstemning. - og Andrea fortæller,
hvordan han har fået den af sin far, men at den siden nedrykningen i
totusinde-og-seks har hængt i en aflåst glasmontre, og vil blive hængende
der indtil næste mesterskab eller pokal. At der ulmer et traume her, er der
vist ingen af tilhørerne, der er i tvivl om. Smil og grin er derfor en anelse
mindre ægte, men han fortæller her med en humoristisk mimik og
detaljesans, så ikke et smilehul forbliver slapt.
Lige inden de drejer af til Stadion Allé, aflægger Andrea
champagneflasken i et krat - lidt til hjemturen. På selve Stadion Allé er
der ved at være jævnt mange mennesker gående den samme vej, ja, det er
noget af det hyggelige ved at gå til fodboldkampe (men ikke 'cosy'). Rose
nævner dog, at det desværre er så typisk, at alle har sorte jakker på, for
det har rigtig nok cirka firs procent af folk her, og - tilføjer hun - hvide
høretelefoner som dog er blevet hjemme til fodboldkampen.
Ja, Rose, sorte jakker og hvide høretelefoner - var det forudsagt i
for eksempel tresserne, ville vi have gennemtrumfet snart hvilken som
helst reform, for at have undgået en så symbolsk dystopisk kendsgerning.
Men ak! De tre sortfrakkede mænd ser da heller ikke så grimt på det.
De er ved indgangen, og får pladser tæt ved den lokale supporttribune.
Og da må Andrea i forbifarten fortælle, at han i pausen lige må
op at tale med nogle gutter fra White Pride.
Hvad må du?! - lyder det både forarget, skuffet og næsten vredt
fra Rose. Til de ikke-indviede skal det nævnes at White Pride er den
uofficielle agf-fanklub, og at den især er berygtet for sin udtalte racisme.
Jeg må op at snakke med nogen... Ja... Hvad? - han står helt
uskyldig og slår ud med armene. Quote Rasmus:
Ikke tale bare snakke... som man gør det bedst med Tyrenakke. . .
- og sandelig der grines. Selv Andrea. Han svarer:
Hah' hah', okay, men hør nu her... -
De taler videre imens de går imod deres pladser, går langsomt,
der er mennesketæt på denne stadion-aften i det stille snevejr - Jeg skal
bare op og mødes kort med ham 'Tyrenakke', en lille sag vi har kørende,
intet at slå alarm over.
Rose: Du er altså ikke i laug med dem... hvis du forstår. Du er
ikke på deres side.
Andrea: Nej, det er jeg ikke... jeg er på min egen side, selvom det
kan lyde dumt. Men forstår godt du spørg', helt ærligt, prøv at se mig. -
og han går nærmest op på en ballet-tå og snurrer rundt for at kaste fokus
på sin krop. - han stopper efter to omgange og vinkler sine skumringshimmel-blå
øjne til hendes frie udsyn. - øjenkontakt, idet han videre
fortæller - De vil jo være ellevilde efter at kunne 'repræsentere' en som
mig, en ægte Adolf-yngling; ja det er jeg selvfølgelig klar over, at jeg
ligner. Og de har da også henvendt sig én gang... he he...
Rose ser ham. Med lystigt pirrede og forvirrede øjne drages hun
af blikket - som hun ser sin engen fremtoning som værende en værdig og
passende dronning til - og hun drages af den mægtige ariske krop, han
55

netop har 'display'd', som med nemhed kunne forvandle hendes til ren
'spirit'; endvidere drages hun af de yderst blide ansigtstræk, der selv i
denne blidhed navigerer fint uden om enhver antydning af noget naivt,
letkøbt eller 'sweet', hvilket ellers alt for ofte stiller sig op som
beskyldning imod sådanne ansigters kandiderende maskulinitet. Henrik
mærker kun alt for tydeligt spillet imellem de to, og gyser for den vielse
han har lovet, han gyser for den prøve hans sandfærdighed skal stilles
ved denne skæbnesvangre begivenhed. Rasmus mærker også deres
tiltrækning, men omend han ængstes, er det kun hans skind der lider
sygdom, altså, dybere går det ikke, og han afviser følelsen som sådant:
som en lav følelse og som noget overfladisk. Andrea ved. Uden dermed
at gå ind i en bestemmelse af viden. Det vil sige, okay, vi tager den
hurtigt: viden er når man implicit eller eksplicit udtrykker noget (måske
alene for sig selv), der viser sig, hævet over enhver praktisk tvivl, at være
rigtigt på basis af andet end dét, hvorom man er herreløs - det blotte
tilfælde. Nej, okay, for meget er måske indfanget her, måske endda for
lidt - men lad den da blot ligge til analytikerne. Andrea ved det som en
storbykat, der med utvivlsom sikkerhed hopper fra det ene hustag til det
andet - spørgsmålsløst. Rasmus, igen, ved det på sin vis på lignende
måde - han agerer og begår sig jo i omstændigheden med en relativ
succes, der ikke kan ses som helt tilfældig - men hans bevidsthed
udstikker spørgsmål angående farens realitet, hvortil de nervøse svar
kujonagtigt tolkes beroligende. Bevidstheden kan altså let være en
forhindring for noget som resten af kroppen udmærket ved; populært
kunne sammenligningen her være til en stat, ja tag for eksempel Kreon af
Theben. En del af solbarnet Andreas succes består herimod i, at han ikke
blander sin bevidsthed autoritativt ind i hver en vigtig sag, og at han
evner dette.
Hvor var vi?... Nåh ja, utålmodigt spørg Rose ham angående
White Pride: Har de henvendt sig, siger du? Jamen, hvad gjorde du, hvad
gjorde du?
Ha, jeg snød dem! Snørede dem, slog den ene i hovedet med den
anden, og de har været til at snakke med lige siden... - undervejs i
historien har de fundet deres pladser; Andrea trommer sig ibland på
lårene over det gode minde han overleverer, og tilhørerne bøjer alle
hovederne tættere på, så de kan høre i stadionstøjen med navneopråbning
og lignende ståhej. Vigtig er historien i sig selv ikke, og som tilhørerne
tænker - omend de er en smule imponerede - så er der nok pyntet så
rigeligt på den hist og her. At han blærer sig frem for blot at 'vise sig', når
han drikker, det er vel en mulig måde på hvilken at spidsformulere, hvad
der er væsentligt her. Kampen fløjtes i gang.
Der er unægtelig noget vidunderligt, noget i sin helhed
drømmende og mindeværdigt, over nattens mørke med denne lille festuden-tag
i midten, hvor tunge snefnug og store projektører falder ned på
atleterne for henved tyve-tusinde øjnes opmærksomhed. Men kampen er
pissekedelig. - fyldt med fejlafleveringer, for eksempel, samt fattig på
retningsbestemte tæmninger såvel som sprinter ned i kreativt fundne
tomrum. Sterilt spiller begge hold som urværker, gamle bornholmere der
56

puster i takt, og chancer opstår kun, når et forsvar laver en fejl. Oftest
forceret af et øget tempo fra det angribende hold, ganske vidst, men skal
det nu være det eneste parameter i verdens mest populære sport? I hvert
fald på denne aften i Århus. Men altså, disse mænd har jo spillet siden de
lærte at gå, og en gang imellem lyner da lidt talent, lidt glæde ved hvad
de kan, lidt individualistisk initiativ. - Og et godt spark fra godt og vel
tredive meter, der rammer overlæggeren med en lyd, som tjener fuld
opmærksomhed samt et gispende ekkoe fra publikum, er da værd at tage
med. Derudover er det sgu mest brok over dommeren, der er
begivenhedsrigt: når Graulund ligger og bidder i græsset, men dommeren
intet dømmer, hagler det ned over sidstnævnte med publikums agressive
'fast paced' favoritlinje "ludder-søn! ludder-søn! ludder-søn!". Ikke
dårligt. Midjylland scorer desværre til ét-nul på et lidt kluntet mål efter
dårlig opdækning; et blokeret skud og en fri mand i anden omgang til at
sende den ind i maskerne. Stilhed. Det er fem minutter før pausen.
Symbolsk prøver hjemmeholdet at slå igen inden pausen. Endda kan man
høre optimistiske supportere rundt om på de kolde tribuner, der siger "det
kunne virkelig være godt med et mål lige inden pausen, et taktisk godt
tidspunkt". Andrea tager sig til hovedet under det meste af den pinlige
halvleg.
Fuck af! - siger Andrea, måske mest til sig selv, idet dommeren
giver halvlegens sidste fløjt fra sig. Arien proklamerer, at ville op og
have sig den snak. Han går uden så meget kontakt, ret pludseligt for de
tre andre virker det, og Rose beder en af de to om at gå med, fordi hun er
lidt bekymret. Rasmus griner af bekymringen, så hun henvender sig til
Henrik, der adlyder, som mænd normalt gør overfor smukke kvinder, de
ikke kender så godt.
Hey, Andrea, vent! - han hunser efter, og når ham til trods for
Andreas ellers ivrige tempo igennem den øl- og pissetrængende mængde
på stadionets betontrapper.
Andrea bliver lidt overrasket over at se en, der er fulgt efter. Hvad
vil du med for? Det er nogle trælse typer deroppe... Det ved du godt, ik'?
Ja, det er netop dét; Rose mente det ville være en idé med en
medhjælper... bare for en sikkerheds skyld.
Ah ha, sagde hun sådan... Nåh, det var da sødt. Men hør her, jeg
ordner lige det her alene okay? Ingen problem, det lover jeg. Gider du til
gengæld stille dig i kø til en Store Klaus uden brød... og heller ingen
smørelse. Bare pølsen. Okay? Så slipper du også for at luske tilbage til
dem uden mig og skulle forklare dig.
Klart nok... men har du penge. Jeg ejer intet selv. - og Andrea
nikker anerkendende og affirmerende. Stikker ham en tohundredelap fra
sin magiske inderlomme.
De skilles: Henrik går til den endeløse kø af idioter for at købe en
vederstyggelighed af sammen-blendet og grillet tortureret gris, og Andrea
videre op til fanklubben for at snakke med Brian - det vil vi kalde ham
her, lidt ligesom vores militær kalder ham de kæmper imod i Afghanistan
for Taliban . . .
Når Andrea er kommet op, og prøver at overskue mængden af
57

ensklædte mennesker, ser han pludselig et par sorte arme stikke ud
igennem en rød udebanetrøje i det alt for kolde vejr. Han kan ikke direkte
se hårene, der rejser sig i kulden, men for et øjeblik er de i al
ubehagelighed hans perceptionsgenstand, ja han væmmes, men nærmer
sig - Brian er nok at finde i Mohammads nærhed.
På vej ned til dem, tager han et bundt halvtredsere fra sin lomme,
spreder det ud i en vifte, så luften rigtig kan få sedlerne spredt, og kaster
bundet over venstre skulder. Imens han fortsætter fremad, skal han bide
sig i underlæben for ikke at kigge sig tilbage og nyde synet. Crawl my
pretties, crawl!
Han prikker Mohammad på den kolde skulder, og spørg med det
samme til Brian - hvor han er. Mohammad peger skræmt. Hans trøje er
våd på denne kolde aften, og det virker sandsynligt, at nogen har pisset
på ham.
Hey Brian! Jeg skal lige snakke med dig. - Brian bryder op med
den samtale han har gang i, og bevæger sig over til arien, der kalder.
Goddag Andrea. Nydeligt at du kunne komme på sådan en
hverdagsaften.
Jeg ville ikke gå glip af det for alverdens guld.
Hvad sælger du i øvrigt den der for? - han peger mellem Andreas
hals og bryst. Opalsmykket består af en stor glat sten af den turkise type
indkredset af en blødt formet tætsiddende tynd guldramme i trapezform
hængt om halsen fra to hjørner i en forholdsvis let kæde af næsten
kobberfarvet rødguld.
Jeg sælger den end ikke for alle smykker i verden. - og må vel
mene alle verdens andre smykker.
Du taler sært, Andrea. Du er sær. Måske derfor du er så helvedes
rig. . .
Ikke derfor, nej. Men hey, den tjeneste du ved... jeg har
tilfældigvis noget i tankerne.
For ham her? - og Brian peger på Mohammads hoved.
Ja. For ham.
Det er sgu også en køn fangst. Det må jeg sige. Sådan et lille
brøndbysvin, og så samtidig en perker med ingen, eller kun overseelige,
venner. - Andrea får det ærlig talt en smule kvalmt. Tænker på the gimp,
ja, og væmmes. Siger:
Har I pisset på ham? - Mohammad kigger selv såret op på
samtalen imellem de to høje mænd.
Sagt i forbifarten, nu hvor det dog er undsluppet at han er høj -
Brian skal vi ikke nedlade os til en egentlig beskrivelse af. Blot dette: du
ved nok, masser af tatoveringer langt fra langt hår, og høj kraftig med
indre stemmer der på dansk skriger "I'm not fat I'm just big boned".
Hahaha, ja vi var sgu trængende. - siger Brian spottende. Giver
fluen i spinnet et dask i nakken, - ikke sandt, perkerunge. Du bad næsten
selv om det, så meget som du frøs. Men hvad kan man lære af det. . ? -
stemmeføringen er streng, belærende, hånlig, Kim Bodnia'sk (et
kompliment).
Okay oaky, I har altså pisset på Agf-trøjen . . ! - Andrea kigger
bebrejdende, i det han konstaterer.
Nej nej... det er et brøndbysvin vi har pisset på... vi skulle pisse
58

for helvede!
Det er godt med dig, det er sgu lige ved I skylder mig en tjeneste
mere!
Nej mand... det er et brøndbysvin, det kan du vel forstå. Tænk på
seksoghalvfems!
Andrea opgiver, men kan nu desuden slet ikke lide at tænke på
den forpulede sæson, som hans opmærksomhed nu er ledt hen på - nej
hans indre sættes for et øjeblik i voldelig uro - for slet ikke at tale om,
hvad den forpulede og forheksede bane dernede gør ved ham; den bane
hvor ydmygelserne snart skal fortsætte. Hvor lang tid mon der går, før vi
får det mesterskab. Bare en pokal . . .
Okay, udemærket. Men den tjeneste. Altså én tjeneste. Jeg har
brug for en varm gps.
Gps? Kan du ikke bare købe en selv.
Både og. Hey, du behøver i øvrigt ikke stille... - der kommer
pludselig en eller anden hvidklædt rotte hen til Andrea, ikke mere end
højst sytten år, og afbryder med noget i retning af "er det dig, der har
kastet alle de her penge?" hvilket Andrea fornærmes af, og skubber ham
fra sig. Han børster sin uldfrakke, med afsky som var der kommet
spedalsk psyke på klædet.
Styr dine rollinger, Brian, vil du ikke nok! - siger Andrea vredt.
Rolig nu, jeg kender dem sgu ikke. Der er mange her, der ikke
tror på en skid. Ja ja, men den gps. Selvfølgelig kan jeg skaffe sådan en.
Og der er lige en betingelse, - tilføjer Andrea - og det er, at
den...'pst pst pst...' - ja han læner hovedet hen til Brians, og hvisker et par
detaljer. Brian nikker.
De to skilles, siger "go kamp," og går hver sin vej; Andrea med et
blik til Mohammed, for hvem han hvisker et stille undskyld - uden dog at
tro på hverken ondskab eller skyld (men kun på fugleflugtslinjen), og
desuden er det tredie gang, han hvisker i dag - og han bevæger sig ned
igen mod sin plads, idet kampen snart starter igen.
Andrea kommer tilfældigvis ned samtidig med at Henrik er
færdig med den syge kø. Han går med en kæmpe pølse på en papbakke i
hånden, og de går ned til pladserne. Ingen af de to andre får særligt gode
svar på hvordan og hvorledes . . .
Nu sker der lidt mere i kampen, men det er kun på bekostning af
at flere fejl begås. Agf får spillet sig frem til en enkelt stor chance, en
friløber, som ødslende brændes. Efter dette, sker der i lang tid ikke noget.
(De tre bemærker snart, at Andrea ikke har rørt sin mad. "Skal du ikke
have den". Og han svarer mærkværdigt nok, og med et smil på læben, at
han gemmer den til senere. Rose fatter på uudgrundelig vis, at han ikke
selv har tænkt sig at spise den, så hun spørg "har du ikke selv tænkt dig at
spise den?" og Andrea svarer at det er alt for vammelt til ham. At han har
slaver til at spise den slags, og i aftagende fuldskab men derpå følgende
forvirring får han også sagt noget med, at han håber de snart gør oprør, at
slaverne gør, så han slipper for at bevidne det svineri). Hen imod
slutningen, er det som om organisationerne svækkes, måske fordi
holdene er trætte, og der opstår flere chancer. Gravlund har mod
slutningen en stor chance, hvor han imidlertid ikke rammer bolden
59

ordentligt. Man når lige at håbe, idet man har lært at den slags hedder
hundrede-procentschancer, men så - et stort højt rungende indre Do'h!
Pinligt bøjende hovedet og tagende sig til panden. To FCM-spillere er i
det samme ved at lave selvmål, men til sidst bliver det ikke til andet end
et åndsvagt indkast alt imens Gravlund ligger ned og ser til at bolden
tyres væk. Hvilket klumpspil! Og til sidst, demonstrativt i retning af
hvem der vinder såvel den moralske sejr, har midjylland to store chancer,
som dog brændes. Ja nogen mindre brændende Gf-fans ville måske
kunne kunnet håbe, at disse chancer alligevel var gået ind, så man i det
mindste havde set på noget, der lykkedes denne aften. Igen, Andrea tager
sig til hovedet - heller ikke i år. Han savner sin Thorninger-trøje.
På vejen ud - i den store kødrand af mennesker, der bevæger sig
så langsomt til lyden af hinandens bøvede råb til kammerater de har
spottet flere meter fremme eller tilbage - går de fire sammen, og når Rose
simpelthen ikke kan holde det i sig længere, spørg hun ængstende ind til,
hvordan Andrea har det med de White Pride. Andrea foragter dem. Eller,
det er egentlig upræcist, han siger det bedre selv:
Jeg har det med den slags mennesker, hele hæren af briantyper,
som jeg har det med edderkopper: jah, jeg gyser sgu lidt ved dem,
irrationelt som det er. Jeg mener, hvad kan de gøre! Nåh okay, for at sige
det præcist: jeg er araknofobisk i forhold til dem. Men de sidder nu
engang inde med nogle kræfter i en undergrund som af og til er nyttige at
have med i sit arsenal. - de kigger alle skørt på ham, som tænker de: ”helt
ærligt, bange for edderkopper? Jamen, er Andrea da ikke selv en
edderkop?” Man kan måske begribe det som følger: mon ikke en
edderkops største modvilje, vil befinde sig i at træde rundt i et fremmed
spind?
Kender I i øvrigt den med edderkoppe-paret, der mødtes, og hvor
han fortalte hende en joke inden de kneppede og spiste hinanden? Den
går lyder her: "Jeg kravlede op på en af dem en dag, og han var bange for
mig," og da må hun-edderkoppen le en smule, og sige "hi hi, ja, og ved
du hvad, deres største opfindelse har de opkaldt efter vores våben!" HA
HA, de skoggerler i vilden sky og hygger sig gevaldigt idet han pingping-pong'er
tilbage, at menneskernes mest populære kærlighed
symboliserer de med et kors, og scoringen er i den grad i hus, så de
knepper edderkoppeme vildt, og hun spiser. - ingen fatter en brik, og kun
Andrea griner, men denne også rigeligt for alle fire.
Udenfor stadion joker han vedvarende; han er skør og ude af sig
selv - tilhørerne spidser ører, han taler sådan her: Aaa ha ha, den næste
virker kun på engelsk, er I klar? Okay. So one day this catholic priest and
a Jewish rabbi are walking on the side walk. Talking about god knows
what... ha ha, well, det var ikke pointen. So, they're walking and chatting,
and at one point they pass right by a playground with about a dozen of
sweet little kids having a joyful time... on the swings and everything.
Picture it. Well, they see the kids, and it suddenly escapes the catholic
priest, looking the rabbi in the eye... it escapes him: "So what do you
think, should we fuck them?" The rabbi looks a little weird, and answers
with a question, his voice is full of doubt: "Fuck them? Out of what?" Ha
ha! - Af en eller anden grund er det er fortsat kun Andrea, der griner, og
60

det hele er i det hele taget meget, meget underligt.
Efterhånden som de kommer væk fra stadion, tyndes der hurtigt
ud i menneskemængden. Snart er de ved x'et på stedsansens skattekort,
hvor champagnen ligger. De ser imidlertid, på et mørkt hjørne, en ung
fan stå, og tale i mobil. Andrea gør et stop, og de tre - hans komethale -
stopper også; forundrede men forventningsfulde i forhold til, hvad der nu
skal ske. Hold den her. - siger han til Henrik, og rækker ham pølsen. Han
begynder at liste. Helt uhørligt, og udenfor den unges synsfelt, når han
tæt op på denne. Står musestille; de andre er blevet på det modsatte
fortorv. Så snart den korte telefonsamtale, fuld af overflødige
profaniteter, er overstået, klapper Andreas gigantiske næve rundt om den
nazi-tatoverede nakke på den unge fan. Ber' ham om at være stille. Går i
lommen på ham, og med en fingernem venstre-klo fisker han et
sygesikringskort ud af en grim pung af et populært sportstøjsmærke, og
læser navn og adresse højt for den tilfangetagne. Han siger herefter - Hør
her din lille nazist-kujon, du skal stoppe med at tro at folk er dårligere
end dig, og begynde at bevise at du er bedre, hvis du virkelig mener det!
Det kan være du aldrig er blevet elsket, men det er ingen tilstrækkelig
grund, for det er i så fald bare dig. Ja, slet og ret... Hold op med at hade
perkere: de har aldrig gjort dig noget væsentligt. Hold op med at hade
bøsser, de gør intet forkert. Bare hold dig fra dem! - han gør en kort
pause. Han råber: Henrik, kom her med pølsen! - og Henrik adlyder. -
Okay, det her er så du husker mig. Og så du ved, at jeg er ikke bare er en
'talker' - og det lille stakkels offer, men forfærdelige menneske, det er vi
alle enige om, klynker lidende og forvirret, idet Andrea nu tager fat om
hans kæbe, og tvinger den op, kranieknepper det racistiske lille scootersvin,
eller hvad han nu er, med den kolde Store Klaus, så den laverestående
knapt kan trække vejret. - Hvis du ikke er flyttet fra byen, og har
fundet dig et frivilligt job i Asien, Sydamerika eller Afrika inden ugen er
omme, så får jeg sgu en netop løsladt fyr, der hedder Mustafa, til at
voldtage dit lille unge røvhul, så du i ugevis ikke kan styre afføringen, er
du med?! - og den unge agf-trøje nikker, så godt han kan, og når pølsen
hives ud, bedøves han med et rutineret greb i skulderen, og efterlades.
Han skal nok klare den. Pølsen smides ind i en af ligusterhaverne lige
ved. Den moralsk rystede og moralsk forvirrede gruppe, der har set og
lyttet til, ved ikke, hvad de skal sige, og når de endelig får formuleret
noget, der kan gøre sig foran et spørgsmålstegn, møder de ikke andet
svar end "Human Sacrifice" fra Andreas mund.
Champagnen findes frem fra sit skjul - den er iskold, men ikke
frossen - og hovedpersonen åbner den med et brag som fejring over at
have ydmyget et svin, nu det ikke kunne blive til sejr i pokalturneringen,
og de tre er som sagt dybt forvirrede, men har nydt underholdningen fint.
De er selv fyldt med had til sådanne nazisthunde, som de af måske gode
grunde aldrig har turde røre eller sige noget direkte til. Især de to mænd,
ja og dobbelt især Rasmus, har ofte tænkt på den vidunderlige rus det
måtte være at sætte knoerne i kæben på en sådan primat-variant, og ikke
misse så meget som en dråbe garmonbozia, idet udyrets undskyldning for
en sjæl for en stund ville jages væk fra kroppen, inden denne tilfældigt
ville falde mod jorden, 'knock-outet'; og måske, hvis heldet skulle være
ude, 'slammende' hovedet mod en sten eller en hård kant af en art, hvorpå
61

eskedne mængder blod ville pible ud og vidne om omfattende skader;
åh voldelige dagdrøm, hvordan skal vi spejle os i dig?
Den ædle drik er tilstrækkelig benzin til, at hjemturen rent er en leg.
Andrea må bruge meget energi på at hoppe snurrende op i luften og løbe
i cirkler rundt om de andre, for ikke at komme til at gå i forvejen. Snart
skriger de alle i kor, thi de bliver bestemt revet med af den kvikke
stemning, og snart griner de ustoppeligt af ironiseringer over det
fornuftige dyr i 'decay', år totusinde-og-ti. Et punkt i et flodløb. Så meget
er korrupt, og når Rasmus verbalt kommer til at berøre om Andrea med
sin færd i verden ikke er bange for autoriteters indgriben, så svares på
foruroligende vis, at det skal tages i agt, hvor lidt han værdsættes af de
laveste pladser i institutioner i forhold til de højeste - altså,
gadebetjenten, for eksempel, er vel på sin vis en fare, men
politikommissæren kan han nemt nok trykke i hånden. Når Rose spørg,
som mange nok kunne have lyst til at spørge, hvem han er, så er svaret
kort og med et glimt i øjet - Førstefødt i en stolt og på sin vis udogmatisk
familie. - og af den slags forældre, kan vi tilføje, hvor moderen ser det
som sin næsten religiøse pligt at tro barnets vilje som lov, og lade alle
sine egne mål med tilværelsen være styret af barnets befalende
pegefinger; at lade sig fungere som slave eller lavere kropsfunktion af sin
egen korrigerede og forædlede natur.
Henrik bunder champagnen, idet de går over opgangens
dørtærskel; og hensynsløst overfor bygningens andre beboere fejrer de
fire ekkoet som en anden trup af femårige, der går igennem en tunnel.
Ind af døren på øverste, flere champagnepropper poppes, der skrues op
for varmen, og høj musik fylder nu stuen. Spillekort og terninger og store
sedler kastes og blandes og tabes - hvem gider alligevel have de
lortepenge. - Rasmus og Rose voldkysser, som en kunstart, med lukkede
øjne fire, som en værdi i sig selv, men hvem kigger med; der danses, der
synges, Henrik jonglerer lærenemt med champagnepropper og taler i
tunger; snart smider de alle tøjet i takt til musikken, og når Headlong
kommer på, gribes de af en hysterisk rus, der kaster de fire rundt i sofaer
og vindueskarme; hvilken phrensy, ja man kan næsten forestille sig dem
svinge sig i lysekroner; endda har Andrea faktisk fundet sig nogle
metalrør oppe ved loftet at sidde på hovedet i, og stemmerne i ham slår
og basker flyve-sultent med vingerne som fugle i et besjælet støvet
loftrum, et bur, en visdomskiste, og han slipper en af de flotteste fri -
med hænderne ud i solskinnet med et evigt farvel - og han forelsker sig i
ordene (evigt farvel) som han ikke kan gribe med sine kødelige hænder,
så han lader sig falde frit på én til to meter, og lander på poterne blødt.
Han hører nu en eneste stemme i sig, imens han ser bersærken i stuen,
hvor alt er dans og nøgne mennesker, der kastes rundt - og ikke noget
med hvem der har den største pik, men et værelse, en stue, hvor rugbrød
er slik - og han skriver tanken, sin stemme, op på tavlen, og døber den
ikke:
Instinkterne tager over, og siger
- Bare rolig, vi har prøvet det her
62

mange gange før,
og man må bare give slip og falde frit;
lade kampånden slås med ens krop
imod ens fjende,
lade erotikken forføre og føre ens krop
i dansen med en magelig kvinde.
Han føler sig forstået . . . og går over og tager fat i Rose, og på hendes
nøgne krop placerer han et kys på skulderen; hun ved ikke, hvad hun skal
gøre, nej pigen inde i hende dåner, og Rose står egentlig bare der, og ser
smuk ud; men som Andrea for sin del begynder at afsløre for meget, går
han hurtigt fra hende igen, og betragter det netop hændte som blot et
udspil - ja og et første stik. Han bevæger sig over til Rasmus og Henrik,
der også har fundet en glæde ved at skrive på tavlen - tilslutter sig. Rose
står fortsat bare, og ser smuk ud, men noget mere såret end på sine
billeder. Efter et poetisk åndehul, flyder snart mere champagne ud over
de fire. Bevidstløshed. Taleafholdenhed, lysende klarhed som flydende
jern. Højere musik. En sidste udmattende dans. Fælles tandbørstning. Der
bolles i ske for sig og onaneres på toilettet på skift, 'highfive'. Tusinde
små ting, og ved dem, tusinde gange tusinde mere, og til hver eneste et
evigt farvel. Lyset slukkes. Hvem gav hvem et kys?
g
Fra en madras på børneværelset er Andrea på vej ind i stuen, hvor Henrik
ligger på sofaen, og znorker med en vis ømhed. Altså ubesnærrende. Det
naturlige lys har fundet vej ind, og inden en time står de andre også op.
Nysgerrighed er som støj, og den runger som søvnløshed i Andreas krop
- han bare må og skal snakke lidt med Henrik. På tavlen i rummet står
der fra gårsdagens nat:
Vi er alle en - en ensom ensom spiller, der vinder diamanter
fra en selvopfunden sjæl - alene sjælen frygter døden -
og i hver en lille holdbar enhed er et ocean af tid, så
Vi bygger os en gummicelle til at kedes i
uden at slås ihjel; kun væren har værdi
så vi rejser væk fra strid. Fortvivlet
Vi er alle en - skitsophrenisk astronaut, der flyver ud imod
vort eget solsystem, og jager kaos væk med celledeling,
planløs gambling
Vi træner vores dna, vi løfter vores egen vægt
og kommer stærke frem; hopper fra planet til planet
barn igen, der hopper fra sten til sten.
Kun væren har værdi.
Andrea har selv tænkt i sådanne sætninger, og ledes hovedsageligt til at
samtale af en sjælden trang til at forstå. Han sætter sig på hug og puffer
lidt til den sovende. - Vågn op... Henrik, vågn op.
Hvad, hvad, snorker jeg?
63

Nej . . . Vågn op... jeg vil gerne høre om en sag.
Syng en melodi, jeg kan vågne til. Dette er for brat! Og hent mig
noget vand. - det siger han essentielt set, men egentligt mindre stringent,
mindre struktureret, langsommere og langsommeligere.
Andrea rækker ham en merkatløs flaske med rent vand som i
forvejen står der, og begynder at nynne alfabetsangen - med få
variationer. Hør den for dig.
Som en blomsterknop lokkes til udfoldelse af en stadig gunstigere
vinklet sol, kommer tømmermanden også efterhånden til klarhed til
lyden af 'gorgeousness and gorgeosity made flesh' bare mindre
bombastisk i sin natur og mere taoistisk, som en lejrbålsgnist i en
sommernats-blæst.
Hvilken sag vil du høre om?
Kan du huske digtet dér? - svarer Andrea med et spørgsmål, og
peger på tavlen. De kigger sammen
For på dette tidspunkt at komme langt udenom en talesproglig
dialog udi filosofien, og nu vi så afgjort ikke vil være foruden essensen
af, hvad de to siger hinanden i henhold til de dybere forhold, der optager
dem, vil resuméform af det følgende klart være at foretrække.
Der læses højt fra tavlen, og den videre samtale udfoldes heraf.
Digteren Henrik, udlægger teksten som følger:
Det drejer sig her om det centralt placerede ord 'fortvivlelse,' idet
poemet anslår ensomheden, inderliggørelsen og måske også skønheden
ved, i og af - en tankebane der anser alle for objektivt at være det
samme, grundliggende at være én. Hvis man tvinges til at se alt udefra,
som det i en sådan tankebane er tilfældet, vil man ikke være i stand til at
integrere synspunktet selv, lyder Henriks kritik, og en fællesnævner for
hver en ting vil i en vis forstand være nødt til at blive fundet. - Og her
siger digtet - væren kun. Hvad ellers, hvad mindre? Denne higen efter
noget fælles er ikke kun præsent i den gentagne sætning 'kun væren har
værdi,' men også i kriteriet 'holdbarhed over tid', i den selvrefererende
og -sigtende kopiering, vel i isoleringen i det hele taget, og måske i
ligestillingen mellem planet og planet og sten og sten. Ja, og en sådan
tankebane, med den fundamentale ensartethed som baggrunden for
noget fælles - vel sagtens tautologisk om sådan opstillet - siges her at
være kilden til fortvivlelse; i det mindste idet at tiden bestandigt
åbenbarer det 'nye', en bestandig lille uro, en principiel strid. Altid som
fortvivlet vil man væk fra denne omstændighed - altid som fortvivlet
underlægger man sig den objektiverende higen, der på sin vis
demokratisk (ikke som sådan i politisk forstand) antages at råde med
enorm udbredelse i samtidens fællesskaber, i samtidens
kommunikationer. Og objektivt er livet så godt som betydningsløst.
I digtet ligger også, nævner Henrik opsamlende, forbehold for på
den ene side den evnerigdom der iøjefaldende nok medføres af en sådan
tilgang til verden, og som helt konkret har sine åbenlyse
fordelagtigheder. På den anden side peger digtet i retning af den
inderliggørelse, der sker i det barnagtige, som vender tilbage - det måske
skønne - det der kan fortolkes/håbes som dette åndelige projekts ende,
nemlig en tilbagevenden til vores oprindelige problemer (formen herpå
gentaget, nu inderliggjort) omend nu efter erfaring med selvreferencen,
64

og deraf vel sagtens nødvendigheden af absolut at bero på det
selvoplevede, det dødsfrygtende og det kaotiskes primat - og hvad som
helst kan vel komme heraf. Altså er det et digt domineret af et program
og en agenda, og selvom dette for sig ikke er noget at pryde sig af og
sådan fremhæve, så stemmer det jo ganske vel med digtets sigte, nemlig
selve tanken om enhver given eksistens' bestandige beståen som og for
noget andet, stemmer med en væsentlig del af den tankegang digtet selv
er affødt af.
Det er Andrea, der stiller de spørgsmål, der får Henrik ud med
sproget. Førstnævnte sidder på gulvet med armene rundt om sine bøjede
ben; Henrik ligger halvt ned, og gør fagter med armene, særligt hver
gang han føler, at en korrekt vending er kommet over hans læberne.
To temaer, i al væsentlighed, følges der videre op på i snakken ud
fra digtet. Problemet om værdifuldhed og overvejelser over sproget. I
forhold til værdi slås det fast, at uden teistisk autoritet, så kan intet med
sikkerhed have værdi i denne verden. Og derfor vil værdifuldheden - med
'fællesnævneren' fra før - i udgangspunktet komme an på ens livsførelses
positive eller negative vurdering eller udtryk i forhold til det faktum, at
noget 'i det hele taget' eksisterer. Med et udtalt nej i denne vurdering må
alt opgives - opgives konsekvent må det understreges! Med et ja til
værdien af dette forunderligste faktum må man hermed sige, indenfor
den af digtet skitserede tankebane, at de givne ting der er, er rangeret
efter hvorvidt de kan vedvare, hvor meget og længe de kan være. Og
sådan er altings dybeste gåde jo løst - hviss man agter det, at noget i det
hele taget 'er'.
Henrik afviser dette endeligt totalt. Dette scenarie. Udtaler sin
ved himlen svorne harme over det - og det uanset hvor meget han end
agter selve det at noget 'er', ja nærmest i kraft af denne agtelse . . . Han
siger, at med ovenstående løsning bliver vi letplukkelige gevækster til
apatiens vaser, det bedste et sådant tankesæt kan tilbyde. Her knækker
filmen.
Udvejen bliver, at Henrik identificerer problemets rod i selve
grænsen for vores fælles liv, sproget, og mere præcist det tvingende
fælles livs logiske og grammatiske sprog, der - med al dets nødvendighed
af at se unikke sager som ens, navneord overfor kun egenavne, at
kvantificere og generalisere - siges at lede entydigt mod en sådan
evalueringsmæssig skæbne som gengivet ovenfor: et utilstrækkeligt
endeligt, tyngdens uendelige sejr, ja et sort hul. Således kommer det op,
hvorvidt sproget her må opgives, med al dets nødvendighed af at tænke
ens om to ting eller så ganske mange flere.
Sproget, kommer de frem til, kan bekræftes i sin brugbarhed, idet
det overbevisende og uden videre kan kritisere sig selv; denne kritik, på
den anden side, udgør gode grunde til ikke at lade det hærske, ikke at
lade det få automatisk ophøjelse i livet. De to samtalepartnere får
formuleret dette som følgende tilsyneladende hårdknude: striden mellem
livet som det primært og usprogligt forestilles, som noget sproglighed er
vokset ud af; overfor den valide indvending impliceret i, at det vel
sagtens kun er sprogligt, at en sådan abstraktion kan falde nogen ind.
Et utal af måder på hvilke at omgås dette kan vel forstilles. I
forskellige grader og konstellationer at se de subjektive forhold frem for
65

det her beskrevne objektive. Og disse to samtalepartnere, for hvem ikke
fællesskabet for subjektets almene liv, men derimod livets slående
førstepersonsperspektiv er den altoverskyggende omstændighed, kommer
op med hver deres måde på hvilken at omgås sagen. Hver deres forsøg
som de udtrykker relativt kort og profant.
Henrik gør det klart, at han overhovedet ikke vil have mere med
sproget at gøre! Han vælger den mest umiddelbare vej, det negerede
sprog. "Hvordan i alverden har du tænkt dig, at sproget med ét bare skal
lade sig sætte på porten," spørg Andrea forundret hertil. Henrik har svaret
parat:
Du hviskede i går, at jeg kunne flytte hvortil jeg ville, og gøre
hvad end jeg følte passende. Jeg vil lære mig ædle håndværk af fåmælte
og solitære læremestre. Indtil nu i mit liv har jeg bare lært 'om' mig selv,
min bevidsthed har kigget på sig selv i uendelighedens spejl, og jeg ved
snart alene dette, at mit sprog er utilstrækkeligt... og jeg har fået nok af
spejlinger... Ja, sproget vil jeg af med igennem stilhed, solitær livsførelse
og værk med hænderne; så skal vi nok se hvad nyt, som strømmer ind i
det vakuum, der opstår. Det hvide rum i mørket. Ved næste daggry. Det
mørke som jeg drager til, hvor kun langtidsmodnede metaforer og
didaktiske udtryk må mæles af min stille sjæl. Jeg vil rejse, tage imod din
hjælp, og mestre mangt et håndværk: titusinde timer her og titusinde
timer der, alt i tavshed, det er mit lod indtil videre. Og om alt dette, regn
det for gældende fra jeg har gennemført vielsen her, ja dér tager jeg
afsted. - han ånder ud, sukkende efter oceaner af stilhed.
Udemærket! Bestemt udemærket; du har bestået. Du vil gå til
grunde, eller nogen vil lide dit offer. Tåle dit offer, takke din selviske
selvisk-løshed, dit ubestikkelige ego! Og ja, hvad som helst kan vel
komme deraf. Pøj pøj. Med en vis frihed til en snak-salig-hedens
latterlighed kunne jeg så sige... at selv vil jeg tale løs i ét væk i vers som
rullende sten, hvori historien fortælles - se talen som en hjælperaket; og
destinationen historien peger imod, omkvædet, min egen planet langt
langt væk, skal kun kunne ænses som litium-melodi og et buet glimt på
himlen. Derfor, med moralen således forseglet vil jeg afstå fra den grad
af dumheder, falde tilbage i verset, og takke dig for uskyldigheden i din
tale-sprog-filosofi. - de trækker vejret sammen. Henrik bemærker en
rørelse i øjenkrogen, og siger mens han peger:
Se, Rasmus er vågnet.
Go morgen. Jeg har hørt et ord eller to... og har en ting jeg gerne
vil tilføje, for jeg er meget enig i meget, der er blevet fortalt mig gennem
væggen: Ved I hvad det hedder, når noget lyser indefra? Som solen, og
netop ikke månen, der reflekterer... og Homer-øjne kan i mørket, når
Marge er sur. - og de griner alle tre.
Ja, det hedder fluorescerende.
Godt så. - det følgende skal høres med opmærksomhed på, at han
har ligget længe i sengen og vendt og drejet sine ord i lang tid, ja, fordi
han agter de to tilhørere så såre højt. - Det er umuligt at begrebsliggøre
noget indenfor verden af 'viden', der i sig selv skulle karakteriseres som
godt, uanset hvor vittigt, intelligent, systematisk eller monumentalt det
end måtte være, med mindre det er reageret af sandfærdighed, og dermed
opnået af en egentlig filosof; og selv i det magreste tænkelige tilfælde,
66

men måske også det mest sandsynlige, hvor denne elsker af visdom ikke
skulle opnå andet end tavshed og abstrakte tegninger, så vil hans
sandfærdige væsen stadig funkle smukt som et prisme i måneskinnet og
som dette kaste sine fluorescerende farver ud i verden, og pulserende
glimte for hvert et syn, der skulle vove sig til et blik. Og sådan vil han,
om nogen taktik i verden vil det, lokke større visdom til... ja Henrik, et
daggry.
Der blottes kuglerunde øjeæbler, og smældes med tungen som en
finurlig gestus. Godt at alle kan være med . . . Rasmus siger videre:
Tak for jeres ører. Og jeg takker desuden for jeres ord. Som sagt,
igennem vægen. Vi er sandelig indianere, hva', med indianeregenavne.
. . Store Bjørn og Trækfugl... heh, I ved måske, at nogle
indianerstammer efter sigende skulle have som praksis, at drikke sig
fulde med det formål, at diskutere de store emner dagen derpå, med
alkohollens summende euoforicerende eftervirkning... Det kan man jo
tænke over. Min skønne mage står snart op, og kører efter Diana i
Risskov. Hun glæder sig i øvrigt uudtømmeligt meget til at prøve bilen!
Hun tager tiltrængt morgenbrød med hjem, så hvad siger I til at vi giver
et nap med oprydningen, inden hun kommer tilbage. Vi kan høre lidt
musik imens.
Det er enstemmigt vedtaget. - svarer Andrea. Henrik griner svagt.
Siger:
Så bestemmer jeg, at musikken skal være Dirt, Alice In Chains.
Lad der blive lyd!
De tomme champagneflasker rejses og stilles for sig. Glas vaskes op.
Rose går. Hun ser underlig ud, når hun passerer igennem stuen -
mændenes tavshed og optagethed af musikken gør hende lidt ubemærket.
Hun kysser dog, og kysses farvel. Drøner væk i Ferrari.
Der støvsuges ikke, thi det larmer for meget. Rasmus tænker på
'sin sex', lytter til grungen, som synger om ens tanker, der bliver den
største frygt, og Rasmus studser over benævnelsen af noget som største
frygt, og gribes af et og andet navnløst. Han tager sig æreren af at viske
tavlen ren. Andrea har altid elsket, at en der ikke vil er en der ik' sku'
være, som det lyder i musikken, og Henrik er først ved sidste sætning i sit
mest belyste aspekt af sig selv (hvis man ser bort fra hele atmosfæren af
hæderligheden ved 'drugs'): h v i s j e g v i l l e , k u n n e d u ?
Når de mener arbejdet er færdigt, sætter de sig. Stilheden er
enorm. Hvordan kan Andrea tillade det? Han nyder det. Og så sker det at
pigerne braser ind, og opdager at de bare sidder der.
Hvad fanden sidder I og laver? - spørg' Rose med den største
forarmelse. I forbifarten: hvis vi før har udtalt eller antydet en ubrydelig
ro i Roses væsen, så skal det nu modificeres, at der er blevet pustet
signifikant til den ved Andreas stormen ind i lejligheden. For første gang
i mange år 'ved hun ikke hvad'.
Når hun har smidt jakken, viser brysterne sig særligt fremhævede
i en stramtsiddende top, kridhvid er den, og sat med en svært synlig
hvidlig-gullig skrift står der "sæd" på tværs. Hun er besmykket i dag -
med meget guld - eksempelvis øreringe med perler i midten og lange
67

guldtunger udefra som solstråler eller blomsterblade, og en lille, utroligt
spinkel og næsten usynlig krone, der er dalet ned over hendes lange lyse
og glatte hår. Og nu er hun forarmet over at de bare sidder der.
Hun lægger en stofpose med mad på stuebordet, og beordrer, at
der bliver dækket op og gjort klart, og der skældes ud over, at de ikke har
tænkt på det selv; hun skifter bemærkelsesværdigt kraftigt tone, når hun
ind imellem siger et moderligt ord til Diana. Snart kommer denne tilbage
til stuen efter at have været inde på sit værelse, og hun bemærker, at der
ligger en madras derinde. - Har man aldrig før set en engel springe i
luften af hysterisk arighed, så kan man gøre sig sin første forestilling om
det her, for Rose folder sine vinger ud og letter op under loftet, hvorfra
hun lader sit nådesløse lys blænde de tre mænd, og navnlig Andrea, for
det er ham, skriger hun med en overjordisk stemme - Det er dig, der har
sovet der, og så har du da også bare ved de ni planeter, at rode op efter
dig! Den generelle regel hedder: at du skal efterlade stedet, som det så ud
da du kom! - og så vil man måske med en vis ret indvende at Andrea
intet har med regler at gøre, men her skal man huske, at hvis man prøver
at score nogen, så kan det ske, at regler ikke bare er tomme ord, men
derimod så uafvigelige som naturlove.
Pluto er altså ikke en planet. - siger Diana, der er så kær. Hun
bliver ikke snakket pænt tilbage til. Selvfølgelig ikke.
Andrea er overrumplet, men pigens kommentar redder ham på
sin vis, fordi han nu kan gå til opgaven med et smil. Imidlertid: nu vil
Diana ikke have, at han går ind på hendes værelse, nej hun skynder sig
hen, og stiller sig i vejen i dør-rammen med armene i spænd, så Andrea
må stoppe. For hun har en kode, og alle ariens jedi-tricks, der ellers
plejer at virke på børn, praller fuldstændigt af. Hvad kan både flyve og
tale og har fire ben? er gåden, og da Andrea bliver træt af at charmere
uden held, siger han da bare ”sfinxen”, men et nederlag er det unægtelig
for ham. Det rigtige svar vinder ham dog lidt kredit hos den selvstændige
pige, der godt kan fornemme, at der måske er fremtid i den mand; at han
ikke nødvendigvis bare er en forbirejsende.
Snart sidder de om et dækket bord, og taler. Rose er kølet lidt af,
og der er intet grimt i luften, omend stemningen heller ikke direkte er
høj, fordi især Rasmus og Henrik er meget formælte. Andrea trommer en
triol på bordet, som vanen ligger til ham.
De penge der ligger i bunken der, er det "gevinster" fra i går? -
spørg Andrea uskyldigt som kan han ikke huske noget af, hvad der er
sket.
Ha, kan du ikke huske vi spillede kort? Du var ellers aldeles
imponerende til at blande dem, så helt fuld har jeg svært ved at tro, du
har været på daværende. (Rose)
Tjoo, det kan jeg vel nok godt huske noget om... men hvis vi
spillede kort om penge, hvordan kom vi så til at smide tøjet?
Var I nøgne? - spørger Diana sødt, og moderen nikker blot; og det
er så indforstået imellem dem, at pigen godt ved, at hun ikke får mere at
vide; blot vil moderen ikke lyve. Hun svarer nu Andrea:
Ja, altså, vi startede med at spille om penge. På et tidspunkt, efter
et meget tæt spil, i hvilket jeg lige havde tabt en stor sum til min
kommende mand, sagde jeg noget i retning af "jeg gider alligevel ikke
68

have de lortepenge"... og desuden har vi fællesøkonomi, men ja, så gik
du fuldstændig amok, Andrea, og flød helt over med hvor rigtigt det var,
hvad jeg sagde, og at vi skulle spille om noget der bedre kunne svare sig,
så fra da af satsede vi beklædningsstykker som så skulle smides med god
stil til velvalgte numre. Det endte hurtigt som det endte . . . Nej, hvor var
du i øvrigt heldig på den hånd, Rasmus.
Jeg var vel nok heldig. Men jeg kan ikke forstå det som en
beskyldning, for ve den som kortene falder heldigt ud for, og som
beskylder sig selv for... ja, a la, skulle 'jeg' da være falskspiller?
Det er godt med dig. - siger Rose blot., og sender ham et
flyvekys. Alle ånder i det stille.
Der bliver sagt så lidt. Der er så lidt initiativ i dem, at kvinden nu
bliver en smule frustreret. Hun udbryder - Har I bare de ledeste
tømmermænd eller hva'? Er den gal med jer? Hvorfor siger I ingenting?
Har I snakket om et eller andet hemmeligt? Hvad har I snakket om?
Sproget. - kommer det over Rasmus' læber.
Ord? - hun er noget mistroisk. - Og nu 'tror' I ikke på at snakke
længere. Hold kæft, hvor yndigt! - ja Rose er sandelig på barrikaderne
her til morgen.
Altså vi har ikke taget nogen ed eller lignende, men efter sådan en
tankerække, kommer det nok bare meget naturligt at holde lidt igen. -
Rasmus kigger efter Henriks øjne og deres anerkendelse.
Fair nok. Men så undskyld mig at jeg sætter lidt musik på... altså,
nu hvor mine ører alligevel ikke undes at dvæle ved jeres visdomstaler. -
hun sætter samlingens blegeste plade på.
Værket er af islandske Sigur Rós. Der er udgivet uden titler til
hverken de enkelte skæringer eller albummet som helhed: i omtale er det
almindeligvis benævnt "Paranthesalbummet", fordi 'cover-art'en' i det
mindste muliggør dette med to sådanne former. Den sørgmodige musik
(på jorden flydende men oftest svævende i luften) gør ganske vidst ivrigt
brug af vokalen som ledende stemme, men denne er på et sprog bandet
selv er ophavsmænd til, og som intrinsisk syngende væver sig naturligt
ind i kunsten. Med dette fokus og ikke-fokus på sproget, i kraft af at
ingen forstår det bogstavligt, indbydes man som lytter til at give sig hen
til én enkelt "betydning", nemlig skønheden igennem sanseligheden, som
den menneskelige stemme er blandt de ypperligste formidlere af - ja
stemmen, som bandets forsanger, Jónsi, er en så inderlig en udøver af.
Musikken overdrages betingelsesløst magten i stuen, og flere
skæringer nydes i fællesskab, hvor tilmed spisningen for nogles
vedkommende ophører, så de indre smask ikke får lov at forstyrre. Når
pladen skal vendes, er det Andrea der rejser sig, og i det han gør det,
begynder han da også at tale; stemmen er ren:
Uden at vide hvorfor, er jeg kommet til at tænke på en historie fra
det virkelige liv, som jeg selv er blevet overleveret fra nogle MS'ere i
Zimbabwe for år tilbage. Det er på underlig vis den mest effektfulde
historie jeg nogensinde har hørt; på en måde fordi den er virkelig og ikke
synderligt exceptionel. Vil I høre den? - musikken er startet igen, men
luften er så renset for gnidninger, at alle ærligt samtykker.
Der var et lille hold af danskere, som boede nede ved
Sambesifloden. De var udsendt af Mellemfolkelig Samvirke, og hjalp de
69

lokale med diverse sager, såsom at bygge toiletter for at forbedre
hygiejnen og sådan... De boede lige ved en nationalpark, og der var et
ubeskriveligt dyreliv; hvis man sad på verandaen ned til vandet, kunne
man ved sen aftentid betragte flodheste gå op på land og græsse, bare få
meter fra een. En dag da jeg var med MS'erne ude at sejle i en lille
motorbåd, pegede en af dem over på en sandet flodbred på
Mozambique's side, og fortalte, at for bare et par uger tilbage havde der
været en død flodhest, der var strandet der, og stammefolk var strømmet
til for at hive den helt op på land: der ville være mad nok til lang tid.
Men det samme var der en krokodille, der havde regnet ud. Så lige der,
manden kunne udpege stedet det var sket, havde der udspillet sig en lang
og blodig kamp imellem denne stamme... med trævåben... ja sådan nogle
køller de har, meget nydelige, og ofte flot udsmykkede i øvrigt... imod
den her krokodille. Prøv at forestil' jer hvilken begivenhed. Jeg kan
berette, at der var mennesker, der omkom, men at de endte med at få
byttet hjem til stammen. Hvilken dans mon de har, der hører til sådant?
Og i det hele taget: tænk sig dér, under en bagende sol, kulsorte kroppe
og den grønne jætte; hvad mon der rører sig i et menneske netop da; at
skulle våge et slag imod sådan en rival, ja bare det at nærme sig den, og
så for at gøre et udfald med et våben af træ. I sandhed, mindet om
danskeren dér i båden, der sidder og peger på flodbredden under
hundrede meter fra os, og hele dette urteater, der drives frem foran mine
øjne, dét minde er blandt de absolut smukkeste i mit sind.
Tilhørerne er berørte af fortællingen. Navnlig Diana der aldrig
eller sjældent har tænkt i sådanne baner før, er berørt; men hver og en om
bordet har forestillet sig et og andet, der er kommet bag på dem. Ting
bliver kommenteret, og så småt diskuteret, omhandlende det ene og det
andet, ikke så væsentligt, men efter hånden som stemningen så småt
nærmer sig normalen, bemærker Rose henslængt at:
Så virker det lige pludselig ikke så hårdt at skulle rydde en
madras op.
Neej, men den slags sammenligninger driver snart hver en
livsførelse ud i absurde proportioner. Men klart nok, det var da ikke hårdt
at rydde madrassen op; jeg var bare uopmærksom, det var det hele. Jeg
havde ikke noget imod det.
Nå nå...
Andrea skifter lidt spor: Det er nok også bare en luksusting med
mig, men jeg befinder mig tit et sted, hvor forkælelsen godt kan tage lidt
overhånd. Der ligger et hus ikke synderligt langt herfra i en landsby, der
hedder Laven. Dér bor det mest bedårende gamle ægtepar, som vil byde
enhver autentisk sjæl indenfor, og behandle ham eller hende som en i
sandhed værdig. Det er som at være på ferie i himlen. Der findes ikke
den måde, hvorpå de ikke vil tilberede lige det kød man elsker, og
formidable kokke er de... Man får sit eget værelse om man vil, men oftest
vælger folk at sove på gulvet i stuerne, fordi stemningen altid bringer
hver en gæst så hjertens tæt. Madrasserne dér sørger værterne for, det kan
jeg forsikre, både morgen og nat. Landskabet huset befinder sig i, snor
sig om Julsø, og man kan se Tårnhøj fra husets fest-terrasse. Dagene går
gerne med gåture eller løbeture, læsning, thi de sidder i øvrigt inde med
et charmerende bibliotek fra deres lange liv, og deres pladesamling er
70

særligt spektakulær. Ja her bliver man i den grad opvartet, de ville sågar
børste ens tænder, hvis ikke de vidste af erfaring, at de fleste har en
grænse deromkring...
og her bliver Andrea hurtigt afbrudt. - af Rasmus der lyser op i et
minde fra gårsdagens nat - Nåh ja, Henrik, hvordan var det du børstede
dine tænder? - og Rasmus prøver at imitere hvad han har set, hvilket
måske kan beskrives som en saxofonist midt i en lidenskabelig solo.
Henrik betragter imitationen med et stille smil som anerkendelse.
Rose byder til med sin moderlige side, Andrea føler sig i øvrigt
lidt overset ved denne indskydelse, men han forholder sig rolig. Rose
siger: Du, Henrik, det blødte jo ustyrligt fra din mund, når du spyttede
ud! Sig mig, børster du meget sjældent tænder eller hvad?
Ikke så tit nej... - svarer han med åben pande. - Mit liv har ofte
været præget af sene aftener, og overnatninger her og der... jeg har lært
lidt af det, og har nu altid en tandbørste i jakkelommen... men altså, det
bliver da ikke så tit til noget. Jeg mener, hvis man ikke har energien til
lige at lave en saxofonsolo ud af det, - han peger krediterende på Rasmus
- så er det jo noget af det kedeligste, der findes.
Det er meget muligt, det er kedeligt, - siger kvinden - men man
har kun ét sæt tænder, og...
Hun afbrydes af sin datter: Man har faktisk to sæt tænder. - og
denne gang er bedrevidenheden Rose en tand for meget, og hun skærer
en grimasse, og fortsætter henvendt til Henrik:
Du har kun et sæt tænder tilbage, og det tandsæt skal du passe på.
Har du ikke mange huller?
Jeg har aldrig haft et eneste hul. - svarer han stolt.
Hvad! Hvordan kan det gå til..? - hun er forbløffet!
Hvis det er nogen hemmelighed eller opskrift du spørg' efter, så
har jeg faktisk en. Hvad tandlægerne ikke fortæller dig, én regel: hvis det
gør ondt et sted, så skal du børste hårdere; og gør det ondt mange dage i
træk, så børst blidere og meget længere.
Genialt. - tænker alle i kor. Musikken skifter spor.
Andrea samler op - Det sted jeg snakkede om... Henrik, jeg er
sikker på at værterne gerne vil børste dine tænder, hvis du beder dem om
det. Dog ikke så sikker på at de vil gøre dig noget ondt, så måske du bare
skal gøre det selv. Men hvorom alting er, jeg skulle lige til at invitere jer
alle med derud. Nu ved jeg jo ikke, om der er andet I skal, men i den
nærmeste fremtid, ville det være på sin plads med et par dage eller uger
sammen i fred og idyl. Jeg har jo også hørt et ord eller to, men ikke
meget mere, om at Henrik skal vie jer. Og hjerteligt tillykke med det! Må
jeg i den anledning anbefale dig, Henrik, at kigge på Lavens natur som
en mulig location for riten. - Andrea taler her med en stemmeføring, der
er af det mere statelige.
Omkring bordet kigges der rundt, og der udveksles og afprøves
blikke. Henrik svarer positivt. Andrea jubler, og nævner endnu engang,
hvor glad han er på Rasmus' og Roses vegne, og det lyder så oprigtigt at
øjne knibes sammen og kindmuskler spændes, i forundring, og Andrea
tiltaler nu Diana, og siger hende et hjerteligt tillykke med forældrenes
kærlighed; at det ikke er alle børn der er så heldige . . .
Rose har en ond følelsesmæssig reaktion på Andreas lykønskning
71

- hun kan godt huske skulderkysset fra i går, hun kan faktisk ikke
glemme det - og hun tyer nu til et modsvar:
Ja, jeg så heller ikke den vielse komme, men med pludselighed
fra en skyet himmel lyser den nu mit liv op med en klarhed som har
været længe savnet. Banalt kan det lyde, men yngre bliver man jo ikke,
og på den erkendelsens vej vi alle går, passer denne vielse mit liv som en
balsko på Askepots fod. Ja, jeg finder mig meget lykkelig over at indse
og markere, at manden, der er fader til mit barn, også skal være min
nærmeste ligeværdige sjæl i de resterende år her på jorden. - den statelige
tone har smittet hende. Der går et øjeblik, så tilføjer hun: Ja, og nu jeg
ikke kan få flere børn, så virker det som en helt og aldeles rigtig løsning,
at love at blive med faderen til mit første og eneste, samt på samme tid
markere mit liv med en irreversibel begivenhed, et irreversibelt valg.
Kan du ikke få flere børn? - spørger Andrea indtagende. Han er nu
ellers ret rolig. Er i det hele taget ualmindeligt rolig her til morgen.
Hun holder sin datters hånd - Nej, inden graviditeten havde jeg i
mange år hyppige og meget onde smerter... i underlivet. Så da vores
vidunder var kommet til verden, fik jeg kort derefter maskinen fjernet...
så at sige. - hun tror, at det vil skræmme Andrea væk, at høre hun er
ufrugtbar, men på besynderligste vis, forsager det alene det, at der rører
sig noget højst mystisk og spændende i ham, en svageligt blussende
langsom afvikling af en uro boende langt nede i hans vanvid. Han holder
det inde ved en anstrengelse; blot knyttes og knues hænderne under
bordpladen.
Rose fortsætter, stadig holdende sin datters hånd -
Omstændigheder her i livet, som vi alle kender til, men tager i agt på
hver vores måde, kan selvfølgelig også på forskellige tidspunkter i livet
tages i agt på forskellige måder af den samme person. Inden for de sidste
par år, er der sandelig sket en stor omvæltning i mit følelsesmæssige
forhold til døden, og med den forestående... hmm, den forestående
'begivenhed', blot endnu mere. Man kan høre det... eller sige det,
henkastet eller i forbifarten, ja, og man vil nok mene, at have forstået det,
men en dag kan man direkte r a m m e s af informationen i ordene at
man skal dø, og selv med al sin ungdom... ja, og livskraft, kastes et
stjernetæppe over alle synets genstande, prægtigt men fremmed, ja og
hver en sans bliver i det hele taget til en lidt fjernere affære for
bevidstheden i sådan et øjeblik. S t e m m e n og b i l l e d e t er af lysår
skilte, nej nærmere, der gives ingen sammenhæng... men ved øvelsen,
eller hvad siger man, erfaringen, ja med erfaringen man gør sig med
nedslag af sådanne oplevelser, går lammelsen efterhånden af dem... og
bliver snarre til en gnist... det kan sådan et nedslag i hvert fald. Og mit
eget liv, i al skæbne- og lunefuldheden, uundslippeligheden, fremstår i
sådan et øjeblik med seksuel sikkerhed og lighed, ja ligetil-hed som en
fuldmoden og overdådig sag... som altafgørende og alt-afgjort. Ja, ja.
Hvor er det dog underligt at leve. Det er så selvklart og så mystisk på én
og samme gang. Det vil jeg sige.
Imens hun taler kigger Henrik og Andrea ned, for de synes det er
en kende pinligt at høre på; navnlig Henrik har en ledsagende tanke,
nemlig en tanke artikulérbar som "det er jo ikke nødvendigvis meningen
at nogen skal forstå"; Diana er betaget af sin mors tale ud i rummet, og
72

Rasmus er selv blevet inspireret til et par ord:
Jeg føler dig, min elskede. Det er som med så mange ting, men
for eksempel universets start, som vi lærer det, det store brag. Man kan
lære en masse om det. Faktuelle sager, og på sin vis kan man sige, at man
ved . . . På sin vis kan man svært nok modsiges i at hævde, at man ved.
Men at sætte sig selv og sin egen opståen i forbindelse med det, og indse,
at denne krops bestanddele har befundet sig et sted på det singulære
tidspunkt for over femten milliarder år siden, er en sag, der kan føles og
opleves følelsesmæssigt i så mange nuancer. Hvorvidt disse oplevelser
har noget sandt eller autentisk, og ikke bare indbildt, over sig, kender jeg
ingen måde, hvorpå man kan afgøre... ej heller nogen formel for; end
ikke over for ens eget analytiske og skeptiske j e g. Det er måske bare
spørgsmål som kun drømmesymboler, øjenkontakt og den slags kan
guide i... måske kunst.
Fordret af kærestens ord, rammes Rose af en tvivl i forhold til
ham, et spørgsmål der vil ud, og det undslipper hende nøgent og uden
omtanke - Tror du egentlig på Gud, Rasmus? - og her må Andrea fnise, så
han vender hovedet og kigger ud ad vinduet, hvor årets første sne
smelter; han kigger væk som man kigger væk fra en kyssescene, der ikke
vedkomme ens opmærksomhed. Henrik kigger overrumplet til,
overrumplet i og med at hun overhovedet kan finde på at spørge.
Rasmus samler sig, og svarer - For så vidt som det vidunderlige,
ærværdige og ærefrygtindgydende, der er tilstedeværende i hver en
levende ting, kan kaldes Gud, så ja. Men ingen ordlyd kan indfange
dette, og ingen lang bog, hvor meget der end insisteres på, at det er den
eneste bog, kan ej heller; så nu hvor du spørg' mig, så n... - Andrea kan
ikke lade være med at afbryde:
Ab-ab-ab, du sagde ja! Og du kan ikke løbe fra det. Få ord mere,
og du kommer bare til at lyde som en anden dansker, der siger, fjoget
som hans undfangelsesstund sikkert har været, "joh, jeg tror da på
noget," og måske blinke lidt blåøjet imens. Jeg medgiver: biblen er
måske død. Jeg mener, død i al væsentlighed, hvis man ser dogmatisk på
sagen. Men Gud - spørgsmålet herom er fortsat en 'cliff hanger' - han
ligger endnu blot lammet fra næsen og ned... ligger der og morser til os
med øjenlågene som det eneste han kan . . . - og han går over og skriver
på tværs af den rene tavle: "Pull The Plug". Rasmus er som frosset fast,
en tinitus melder sig for hans øre som en vanitas-forsikring, og han føler
sig fortabt.
Tankerne i Henriks hoved harmonerer som hvalsang med synet af
noget, der udstilles på denne måde. Ikke engang er vi alle ikke én, men
det vidunderlige, ærværdige og ærefrygtindgydende er tilmed blevet til
grin; og skal noget siges om den sag, tænker Henrik, må det blive på
bekostning af en sætning, der solitær og integritetsbemyndiget blæser til
retræte, der som verdens mindste skabning rappeller ned i en
tredivefodsbrønd, og brænder rebet, når han er kommet frem, når han har
nået bunden - Døm ikke det ubestikkelige. - hvilket er Henriks intonering
som alle i en kort stund bider mærke i uden at forstå særligt meget.
Andreas opmærksomhed skærpes.
Efter et hurtigt fortrængt øjeblik, hvor intet andet end tanker er
hændt, rejser Rasmus sig, fuld af forarmelse og fortørnelse fra før, ja og
73

pludselig, som en grebet, farer han om til Roses plads - efter nederlaget
går han febrilsk efter bekræftelse. Han kaster sig om halsen på sin
kvinde, som hun sidder der med gyldne smykker - som en dronning med
"sæd" hen over brysterne - og han kysser hendes hals med suttende ivrige
læber. Hun vil imidlertid snart ikke have det længere, og napper ham
derfor i siden, så han farer sammen, og fjerner sig igen. Fjerner sig
baglæns uden at vende hende ryggen på noget tidspunkt.
Roses øjne skiller; ét øje på hver af hendes muligheder, der begge
er farefyldte på hver sin måde: Enten ynkelige Rasmus, men hendes
mage, hvilket virkelig tæller - eller overlegne Andrea, et uoverskueligt
væsen. Så lokkende og trækkende i hende: så forførerisk telepatisk
gentagende hviskende "giv dig selv til mig" lidt som en fristelse måske
melder sig for for et byttedyr, en zebra, der endelig giver op i sprinten, og
bliver ét med rovdyret - at levere sig selv til denne ekstase, der kunne
afgøre alt - at vide alting 'godt' ved synet af ens kød blive flået op, imens
det røde flyder ud i det varme sand, løven slubrende til lyden af ens
sidste suk, før metamorfosen til noget afgørende nyt. At smelte er at
smelte om; hun e r begyndt at dryppe, og hvilken mand skal være
formen, der samler guldet op? Diana ved ikke, hvad der holder på i
moderens hoved, men optrinnet hun lige har været vidne til, vil hun
aldrig glemme. Hun har set måbende til.
Rasmus falder ned i stolen. Føler sig afmægtig, og hans ellers
aktive blik fanger ingenting - noget vil være forandret i ham fra nu af;
han begynder så småt at leve mere ud af sig selv, kunne vi måske sige.
Henrik rejser sig og går over til tavlen, hvor Andrea står, tager
ham i hånden, og denne overraskes lidt, men afviser intet; Henrik fører
dem begge over til maleriet med skovmotivet, og stiller dem lige foran
solstrålen, som trækronerne forædler: en guldsmed bader sig i lyset der.
De ser, og Henrik indser nu noget: han ved noget om sin fremtid, han
kender det næste træk, han vil tage efter den forestående vielse, og hans
tanker reflekterer i et efterfølgende øjeblik over det ansvar, han har i
forbindelse med skæbnerne involveret dér - hvad er faktisk bedst for
hvem, og hvordan tager han bedst hånd om disse personer, ja vigtigheden
af spørgsmålet melder sig: hvordan skal han i det hele taget gribe denne
sag an? Andrea føler noget.
Det er endnu morgen, og for en god tid skal vi nu til at forlade
gruppen her. Hvor brat det end måtte forekomme. Klokken er snart tolv; i
går faldt den første sne; om ikke længe er det vintersolhverv, og da, ved
silkeborgsøernes skønne landskaber, skal fantasien her, hvis man ønsker
at følge med så langt, på ny indfinde sig i et besøg hos disse personer, der
så sandelig - det håber jeg, man er overbevist om - har kræfter til at op-
og nedleve så meget - og så meget, meget mere endnu.
h
Altså, vi har forestillet os et bredt og stort antal sager, og for stadig flere
og flere personer, at det vel snart nok sagtens må tage en ende. Alligevel
er vi kun halvvejs på rejsen. En særegen halvdel er det imidlertid,
paradoksalt nok netop i det, at rejsens forløb er helt og aldeles alment:
74

netop som enhver bevidstheds liv er denne rejse elastisk. - Den første
halvdel længere end den anden. Ja, vi er alle i elastiske lænker - bundet i
bungee-reb om liv og på fødder.
Er det uklart hvad der menes? Såmænd det, at vi alle våger os
frem med et vist besvær, og når en særlig del af bevidstheden ikke kan
modstå mere, når vi når vores rejses toppunkt, farer vi med en vis lethed
baglæns gennem tilværelsen - hændelserne ganske vidst nye, men
oplevet som den skæbne vi har fortjent os i livets første halvdel (alt
andet lige i hvert fald; det vil sige uden pludselige kometnedfald,
lynnedslag eller andre store udsving af guddommelig indgriben i det lille
maskineri). Lad os se, hvordan det svarer til dig? - Helt stringent kan
man sige, at du, som enhver, på et tidspunkt i barndommen gør en
bevidst erfaring med tiden. Nu er dette tidspunkt udgangspunkt for hele
dit liv i temporalt øjemed, ja og alt du kender til tid erfares
grundliggende i forhold til dette ene øjeblik, og er indrammet af, hvad
dét øjeblik vil være i stand til at indeholde. Det vil altså ikke være
ubetydeligt om denne - bevidsthedens ærke-erfaring med tid - sker efter
eksempelvis ét år eller seks år. Ikke så længe efter har du levet det
dobbelte af dette, og disse dage og år relaterer sig i bevidstheden tilbage
til den oprindelige erfaring, men konstituerer samtidig selv en ny
erfaring. Når de samme dage og år igen er gået, ser du nok, hvordan de
vil være mindre i relation til tidligere erfaringer med tid; og så fremdeles.
Inden længe vil der ikke være nok fremtid i sigte til at modsvare din
hidtidige oplevelse af tid, fordi hvert år eller øjeblik du indlever dig i vil
udgøre en stadig mindre del af din samlede erfaring med tid. Det er altså
naturen af vores bevidsthed, at halvdelen af den oplevede tid i vores liv
er langt under halvdelen af den faktiske (objektive) levetid - og du
kender det ved, at hvert år føles som gående hurtigere og hurtigere.
Sidstnævnte kan du helt sikkert konstatere. 'Tiden flyver' som man siger.
På et tidligt tidspunkt i dit liv vil du nok lade dig være sat - som en
tilbøjelig tryghedsimpuls overfor accelerationen mod døden kunne vi
gætte på - og alt herfra spiller sig blot ud. Måske kan man sige at
terningerne er kastede, i det mindste vil jeg medgive, at man billedligt
talt har krydset en flod - i uhøjtidelig forstand er det vel mest
sammenligneligt med kortspillet Bridge - 'efter meldingerne når første
kort spilles ud'. Well, er denne matematiske udlægning for dum, synes
du? Er der for mange indvendinger? Udemærket, jeg appellerer alene til
din dømmekraft; får du det ikke til at stemme, så er det mig, der tager
fejl, eller har udtrykt det dårligt.
Denne er også kun én variation af elastik-bevægelsen, og vel den
mindst billedlige. En anden er nogenlunde, hvad man kunne kalde efter
sin sidste modning - om den så relaterer sig til tidsaccelerationen eller ej -
hvor en stærk kraft i én, næsten religiøst, siger noget i retning af: dette er
mig, lad mig behandles af verden som dén vil, dette er min dyd, og bliver
jeg ved dette, så har jeg for evigt min værdighed.
Well well, det er måske alt sammen det pureste gætværk, jeg
indrømmer det, jeg er forbandet ung og fortabt, når det kommer til
lærdom. - Men hvad skal forsøget så til for, vil man nok spørge?
Minsandten skal det til for at gøre en pointe i nærværende fantasi:
Andrea og Rasmus er nået til noget, der kunne ligne en modning som den
75

omtalte. Dog afviger de begge fra formlen på hver sin måde. Rasmus er,
når alt kommer til alt ikke nået til noget sådant, men han har prøvet at
sige, han er: at han lever for sin datter, at han lever som et offer - men det
er jo i al sin essens ikke sandt, og jeg vil ikke engang begynde at
forklare, hvordan det skulle være tydeligt! Heroverfor er Andrea, når alt
kommer til alt, passeret igennem sådan en type af modning; men af en
sådan særegen beskaffenhed, at den ikke lader sig bestemme, artikulere
eller udsige - for eksempel kan der ingenlunde være tale om en egentlig
dyd - dog ved han udemærket selv, hvilken sjælden slags tao-kilde han
har åbnet sit bjerg for at drikke af, og hvad den opløfter ham til. Vi skal
kun diskret antyde - i det vi ikke formår det fuldt ud, men slet heller ikke
kan lade være med at prøve - hvad denne kilde, denne kreativitet, måske
kan beskrives som: Den er en 'kærlighed', der ikke er beslægtet det
mindste med 'udødelighed' eller noget dødeligt ønske om sådant - om
forplantning af nogen art, et ønske om et ønske. Han er eros-immun, i
platonisk forstand, men forelsket som ingen anden. Som vi her har talt
om det: han falder frit. Men lad os nu for eksempel sige, at han står
halvfjernt fra en flod, og kaster en sten højt og atletisk; han holder fokus
på kastet, for at ramme vandet og sprede ringe - ikke fokus på at sprede
ringe, - men vores stakkels sprog har rigtigt nok svært ved overbevisende
at indrømme, at ringene der slutteligt siges at sprede sig i sådan et
billede, end ikke på den mindste måde er formålet; så lad os da prøve om
måske poesien evner det bare en smule bedre: derfor se sådan et kast for
dig, og nødvendigheden af hvordan ringene bølger ud fra centrum af
'tyrens øje' . . . Analogt med historien om det store brag der lyder, når et
eneste koordinatløst punkt kun "vil" sig selv.
Well well well, tilbage til sagen der bragte os hertil. Henved alle
andre, når de oplever det vægtløse øjeblik - deres rejsens toppunkt -
forbinder det bevidst eller ubevidst til et slags kirurgisk snit i dem selv,
og en viljesakt, en dom, der siger: dén del skal leve videre, den anden
skal falme i min tid. Har du oplevet et sådant snit i dit væsen, et sådant
toppunkt? Jeg holder teorien åben for, at man kan gribe fat igen, hvis
man foranlediges alvorligt nok dertil (ligesom Rose måske gør)! - Men
jeg lover, og dette må man virkelig tro selv en utroværdig fortæller, at jeg
ikke vil bremse denne histories gang på den sidste halvdel, der strækker
sig over en tid så meget længere, ikke gribe fat, men blot rives med i
tiderne der skifter: på denne så underlige rejse spillet på harpe-strenge,
åh så 'strange' - en labyrint-forhekset a l f a b e t-m e l o d i med høje
usmagelige mure, og klatreplanter der som digte og kina-dukkesætninger
vokser op og ånder på disse. Denne lille melodi der kendes,
overleveres og i bestemt forstand lever i os alle, den uskyldige
alfabetmelodi - ja mon i sidste ende dén melodi og dennes lige blev
skabt, A, foranlediget af en lille art Eros-pil, eller B, i en forelskelse
foranlediget helt eros-sterilt? B er mit bud. - og i så fald gør det sig
øjensynligt også gældende i almindelighed for en levevis, og ikke først
og fremdeles for værker bedrevet af en kunstner.
Vi begiver os nu på ny ind på fantasiens territorium; som sagt skal det
næste nære møde finde sted ved vintersolhverv, Rasmus og Roses vielse
76

- vores egentlige nutid - men inden da skal vi i to ombæringer (ét kapitel
med et bredt og favnende udsyn og et andet med øje for blot én specifik
hændelse) se på, hvordan deres liv har fundet sted op til dette tidspunkt.
Ja, nu skal vi altså høre lidt om, hvad der er foregået op til vielsen.
i
Rose er blevet stillet i en dårlig situation. Dilemmaets form kender vi til -
hendes forestående vielse i konjunktion med den konkurrerende bejler.
Oven i dette er sidstnævntes nærmeste familie kommet ind i billedet, og
personerne hun her har mødt, har kompliceret hendes valg yderligere. De
har nemlig gjort et helt igennem horribelt indtryk; en omstændighed som
man måske kunne mene, skulle gøre hendes valg nemmere. Men sådan
ser Rose ikke på sagen. Hun har nemlig i et kortvarigt tidsrum været
bevidst tilbøjelig til at gå med det mest lidenskabelige valg, Andrea. Men
nu - hvor dennes bror og nevø er kommet, og til hendes store
overraskelse, opfører sig på en sådan måde: måske skal mange af
fremtidens timer så ligeledes bruges med disse... ja hvad tænker hun om
dem? Med disse 'bavianer'. - og hvad værre er: måske endda at Andrea,
når alt kommer til alt, selv har lidt for meget lavere udviklet primat i sig.
En i grunden helt almindeligt forekommende og ikke stueren konflikt i
dagens Danmark. Men hvad angår om disse slægtninge virkelig burde
angå Rose - døm selv.
Nevøen Elijah er en sprælsk lille satan - med sine bare ti og et
halvt år disker han jævnligt op med sjofelheder, der kunne gøre selv
anførere fra serie fire tredie-halvlegs-mestre forlegne. Hvis man forstår
sådan en overdrivelse. Han lider af tourette syndrom. Eller, det vil sige,
det er højst tvivlsomt, hvorvidt han egentlig har lidelsen, eller om han
ikke snarere blot siger, hvad der passer ham. Men når alt kommer til alt,
så har han en diagnose (fra en anden Dr. Nick), og den er han hyppig i
sine henvisninger til, hvis nødvendigt. Elijah er en dirrende ivrig og livlig
dreng med leverpostejfarvet grydefrisure og pisk (af onde tunger -
bøssetot); et rigtigt charmeansigt har han med bred mund, hvis -viger er
plagede af ticks; store, runde og blå øjne kigger ud med gulsprunget sjæl
omkredsende pupillerne; bløde kinder to. Og så er han uforskammet!
Aldrig har han haft rigtige kammerater, og endnu har han ikke haft behov
for sådanne: egenhændigt har han gjort sig kendt i sine lokalsamfund ved
numre så som oversprayning af nummerplader og falske
pædofilianklager imod voksne, der gik ham på. I de mange forskellige
jydske skoler, hvor han har gået, har han altid været en ødelægger af ro
og orden i klasselokalerne såvel som ved diverse forsamlinger - og
særligt de gudstjenester man som folkeskoleelv bliver tvunget igennem.
Jeg vil ikke her give profane eksempler - det er vel let nok at forestille
sig, hvordan en kronisk bandende tiårig kan sabotere en gudstjeneste.
Første gang Elijah og Rose har mødtes, et døgns tid efter vi forlod
scenen i lejligheden, er han kommet ind med Andrea og Alex i hver
hånd: Rose, der har været alene hjemme, har været hurtig til at byde
velkommen og spurgt venligt ind til rejsen, og selvom det følgende er en
detalje, så bare må jeg her citere, hvad drengen pludselig har sagt: "Vil
77

du høre en vits?" hvilket Rose med en attitude af stor venlighed ikke har
afslået. Og nu kommer det:
"Når blondiner prutter, lugter der af pik!
Blondinen er et pattedyr, der lugter af pik,
når hun bøvser og prutter...
og når hun først begynder at argumentere,
så står der jo lort ud i begge ender."
Stakkels Rose har mistet pippet fuldstændig, undskyldt sig, og er gået ind
ved siden af. Andrea har tilskyndet Alex at opdrage på sin søn - Elijah
har bare stået i ét stort smil - det var jo bare en blondinevits. Den unge far
har imidlertid ikke gjort det store.
Senere, efter at stemningen forgæves har været forsøgt reddet fra
kløerne på den stadig uregerlige lille knægt, har Andrea taget nevøen
med ud på en gåtur og lidt løjer, så Alex og Rose har kunnet få en ærlig
chance til at lære hinanden at kende. Alex har dog været helt igennem og
uafviseligt liderlig efter en lang rejsedag, og af at være alene i lejligheden
med denne skønhed (der stadig har sin "Sæd"-top på), og har utroligt nok
ikke kunnet lade være med at begive sig i kast med et forsøg på at lokke
en seance frem af den gode gamle ind-ud. Omend Alex nok har troet sig i
stand til at gøre hvad som helst ved nymfen her, så er han allerede ved
den første tilnærmelse blevet afvist med en lussing, samt Roses
forsvinden ind bag en låst soveværelsesdør; Alex efterladt med en tom
stue, måske onani på badeværelset, og sin egen vildflyvende
overskrivninger af det hændte.
Nåh, nok om dette, mildt sagt, dårlige førstehåndsindtryk - børn
vil jo være børn, som det hedder, og mænd vil være mænd. Rose er altså
kommet videre, og bærer ikke et egentligt nag; i deres sociale omgang er
der i hvert fald intet tydeligt. Få i grunden blot med fra denne anekdote,
at Rose i udgangspunktet er ganske bevidst om sin præference i forhold
til de to mænd, Rasmus og Andrea, men at den rene lidenskab, der ellers
er styrende i hende, har lidt et nederlag og en tvivls-anke, idet hun er
blevet opmærksom på, at der meget muligt ikke er fremtid i den. Med
denne tvivl til lidenskaben er det sikre valg, Rasmus, derfor i højest kurs.
De to af Roses bejlere er imidlertid kommet fint ud af det med hinanden.
Ja, i det hele taget er alle fra gruppen i en så afventende, bredspektret og
lediggående situation, at mangt og meget fra tid til anden er blevet talt
igennem og vendt med en venskabeligt stemt ny sjæl. De lærer
efterhånden hinanden at kende. Og dette på en god og ordentlig manér,
der ikke lider skade af de forskellige personligheders excentriciteter,
heller ikke Elijahs drengestreger og banderi, der for de fleste rummelige
personers vedkommende godt kan ignoreres, når det modsatte ikke
skønnes at være kræfterne værd. Han er i grunden også faldet en anelse
mere til ro end det normalt ligger til ham, idet at han og Diana, de to
børn, så småt begynder at komme hinanden ved; de hvisker og tisker,
men om sager der ikke skal videregives her - kendsgerningen skal blot
være nævnt.
78

Godt nok har Andrea og Rasmus ikke talt sammen om det
åbenlyse, nemlig kærlighedsspørgsmålet imellem dem og Rose, hvilket
selvfølgelig er lidt en hæmsko for en i sandhed dybdegående og
venskabelig omgang med hinanden - da dette spørgsmål snart invitere til
og fordrer en bjergning i hver af dem, når man dykker ned på et hvilket
som helst sted (mest rammende for Rasmus) - men mange ord er
alligevel blevet udvekslet, samt hypnotiseret på plads; særligt efter de
alle er kommet til huset i Laven, et ganske stort gammel træhus med
bøgeskov som baghave og udsigt over Hjulsø og Tårnhøj bagved.
En gave er det også blevet til, fordi Rasmus i sin seje bil ved
køreturen til Laven - der ellers er en ganske simpel rute - havde så svært
ved at finde frem, at han måtte hele vejen forbi Silkeborg - en omvej på
tredive kilometer: han modtog derfor næste dag en gps skænket af
Andrea, der havde hørt om episoden, og syntes det var synd. (Som man
måske husker, har Andrea købt og planlagt gaven længe inden, så det var
nu i grunden halvt et held, at denne anledning kom til overfladen. Men
ellers kan den slags gaver jo altid gives med en blot henvisning til en
flyvsk bemærkning, man har bidt mærke i, og dette er almindeligvis
rosværdigt, og ikke at stille videre spørgsmålstegn ved. Rasmus havde da
også taget glad imod, og installeret det tekniske vidunder i sin bil med
det samme).
Andrea var altså kommet en dag senere end bilen. I grunden
havde hele gruppen dryppet lidt derud i små hold, og dette havde for de
flestes vedkommende betydet en togtur igennem den underspillede
skønhed der ligger i det bakkede midtjydske landskab som togskinnerne
snor sig igennem 1 .
Efterhånden som alle har fundet sig til rette i det åbne hus og - i
forbifarten sagt - nydt godt af den luksus som værterne altid lægger for
1 I henhold til togturen kan der lige knyttes en bemærkning til de rædsomme
"informationsskærme" der er opsat i Arivas toge, og som så nemt forringer en rejseoplevelse for
opmærksomme sjæle, lig dem vi her har med at gøre. Ja, tillad mig at komme med en Carlinsk
sprogbemærkning (som vores egen Anders Mathesen også ofte gør), for lad os nu lige kalde ting
ved deres rette navne: de skærme er REKLAMESKÆRME, og at have levende billeder
afspillende foran sine i forvejen overbetalende passagerer og udvise frækheden i at 'brande' dem
som en service, er et så umådeligt stort moralsk lovbrud, at mit håb for vores nuværende kultur
uddør ved blot den korteste dvælen ved det videre faktum: at nært ved ingen generel modvilje er
at spore blandt de røvpulede passagerer, ingen har bemærket så meget som en kløen bagi, og gør
det i det hele taget meget sjældent, når firmaer såvel som stater opfører sig sådan - langt de fleste
danskere synes jo i det hele taget ikke at have noget imod det væld af reklamer, der befinder sig
for snuderne af dem, endsige at indse hvilken enorm indflydelse det eneste liv de har, er udsat for
af folk, der kun vil udnytte dem, og hvilken fare det udgør for deres sundhed - hvor utroligt alt
dette end lyder. Fra selskabet selv hører man, at det endda har været passagerernes egen
efterspørgsel, der har foranlediget opsætningen af skærmene, men ganske enkelt: det må være
løgn, eller som man siger, en sandhed med moderationer, for der er ingen, der direkte anmoder
om flere reklamer, bare fordi der bliver sneget dmi-femdøgnsprognoser ind imellem - ingen - det
nægter jeg simpelt hen at tro, trods alt. Og nu vi er ved det: jeg indleverer her en edder-rasende
anke imod noget ellers ganske diskret: en gassende og bedøvende stickers-kampagne i toget, der
opfordrer passagerne til at være venlige, smilende, søde og rare; den byder ellers på citater fra så
prominente personligheder som Mohammad Ali, Peter Plys og Dalai Lama, men er, når alt
kommer til alt, blot et lille led i en omsiggribende udvikling, der er umulig at tage fejl af: den er
en lille men representabelt del i den tiltagende vaginalisering af den stolte danske viking. En
sidevogn til den helt generelle danske frygt, som til syvende og sidst er så godt som grundløs:
bøllerne røver os, og araberne terroriserer os - eller mere teatralsk: svensken kommer, tysken
kommer, fra alle sider, ja for vi bombes igen af englene fra oven.
79

dagen, er vejret blevet koldere og koldere. Der er faldet sne, der ikke er
smeltet - mange døgn hengår uden positive celsiusgrader, og søen der
ligger ved foden af landsbyen er frosset til is. Henrik har derfor foreslået,
at hvis denne omstændighed fortsat er tilfældet på den fastsatte dag for
vielsen, så skal højtideligheden foregå derpå. En vielse på isen. Et
kærkomment forslag, som jeg i øvrigt godt kan afsløre, bliver en realitet.
I en atmosfære som her, med al den lediggang som sagt, kan der nemt
opstå rygter, og blive talt om muligheden af det ene og det andet umulige
tilfælde ved en særegen egenskab hos en ikke-tilstædeværende person.
En dag hvor der var blevet kaffehygget i en sofa, hvor Henrik,
Rose og Rasmus havde siddet og snik-snakket om fejringen af deres
kærlighed, var det kommet op i samtalen, hvordan Andrea på et tidligere
tidspunkt havde tilbudt dem at opføre en smuk lille leg til at markere
festdagens signifikans, et tilbud som alle efter lidt betænksomhed havde
stemt sig positive overfor. Han havde også videre tilbudt dem en
økonomisk hjælp, men denne havde særligt Rose på det strengeste afvist
at tage imod, dels fordi hun selv har de penge, hun skal bruge, som hun
havde sagt, og dels fordi der desuden ikke skal foregå aktiviteter udi
noget 'almindeligt bryllups-frås', og i det hele taget overhovedet intet der
kræver særlige økonomiske midler.
Og nu kommer vi til 'rygtedannelsen'. For det var i forbindelse
med drøftelsen af Andreas forslag, blandt de tre i sofaen, kommet over
Rasmus' læber, at der i øvrigt nok kunne tvivles på en ærlig oprindelse til
Andreas rigdom. "Hvad mener du?" havde Henrik forundret sagt, og
Rasmus havde peget på den usynlige omstændighed, at ingen af dem
havde erfaret beviser for nogen ældre patriark, der forsynede nogen
bankkonto eller lignende. Neeej, de penge kunne lige så godt være
tilvejebragt på en hvilken som helst måde, man måtte tænke ud af
boksen, ja, eksempelvis ved gentagne overfald på gamle panterlånersker
eller lignende - noget han bestemt havde ment Andrea værende i stand til.
Dette havde Rose nu spekuleret lidt med på. Hendes første indskydelse
havde været, at Andrea kunne være en af de mange, der havde lukreret på
USA's dårlige kontrol med pengesedler: navnlig éndollarsedler, havde
hun hørt, skulle der være ubegribeligt store mængder af falske
eksemplarer af i omløb. - og den foragt for pengesystemet som hun
syntes at have bemærket hos Andrea, samt hans tydelige økonomiske
velstand, kunne med et frisk bud pege på løsningen 'falskmønter'.
Rasmus havde nikket til foreslaget, men kunne bedre lide sit eget
pantelånerske-forslag.
Henrik havde protesteret. Han havde medgivet, at der ikke forelå
noget synligt bevis for nogen 'patriark' der støttede økonomisk, som
Rasmus rigtigt nok havde påpeget, men at man her ikke måtte glemme
årsagen til Elijah og Alex' tilstedeværelser på dette sted tæt på Århus,
nemlig at patriarken i familien ville se de mandlige arvinger - det havde
Andrea selv betroet ham. En afvisning af at dette skulle være faktum,
ville være at foreslå en alt for stor konspiration, havde han sagt og slået
ud med armene. Han havde særligt appelleret til Rasmus' filosofiske
orientering, og henvist til at nogen teser - som afvisningen af solipsisme
80

eller gyldigheden af induktion - ganske rigtigt ikke kan føres bevis for,
da deres modpol i skepticismens navn (ironisk nok) indtager en holdning,
der holder selve uigendriveligheden af konspirationen for relevant - og
konspirationsteorier er af natur uigendrivelige, fordi alt hvad der
modsiger dem, så blot kan fortolkes som en del af konspirationen. Den
hæderlige måde at omgås sådanne tesers modpoler på, må derfor være at
kalde dem ved rette navn: konspirationsteorier. - og såvel også med
Rasmus' og Roses kreative idéer. Og hvis man endelig vil tage dem
alvorligt må man derfor gøre dem teoretisk åbne for gendrivelighed og
afprøve dem, ikke bare snakke videre om hvad de forklarer. Af disse
grunde havde Henrik ikke kunnet anse spekulationerne som andet end
tomme udskejelser og meningsløst sludder.
Rose og Rasmus kunne dog godt lide deres egne forslag, det var
ligesom sjovere forslag, og de havde leet hysterisk og kysset heftigt.
Herpå havde Rasmus følt et momentum, og foranlediget af Henriks
"udfordring", havde han foreslået en form for afslørings-taktik, hvor de
ville prøve at gribe Andrea i sin misgerning - noget med en person bag et
forhæng. Men her havde Rose selvfølgelig sagt fra . . . Hun var kommet
med henvisninger til, hvordan det var gået sidste gang, noget lignende
var afprøvet - i stuen med udklædningen, første gang hun havde mødt
Andrea - og for at slippe ud af en lang diskussion med Rasmus, havde
hun til sidst måtte tilslutte sig vennens "kedelige" syn på sagen: at
familiens tilstedeværelse forklarede så rigeligt. Rasmus havde herefter
sat sig slukøret for sig selv.
Ja, lidt af hvert er sket i mellemtiden, men mest af de små ting. Andre
individer er også samlet i huset, det skal lige nævnes, men vi skal ikke
rigtig bruge tid på at lære dem at kende; blot optræder de her og der. Idet
det er medgivet, at mange af de ovenstående beskrivelser og
begivenheder er af en mindre størrelsesorden - hvilket kan røbes på sin
vis også at gøre sig gældende i det følgende kapitel - vil vi kort indkredse
de for forløbet mest signifikante begivenheder:
Altså, vi har oplevet det uopdragne men bedårende barn, Elijah,
føje sin farve til den lille gruppes palet; og Rasmus har modtaget en
gave, et stifinder-værktøj kaldet 'Global Positioning System', fra sin
direkte rival; samt at der i denne gruppe er stiftet et kendskab til grunden
for Elijahs, Alex' og Andreas tilstedeværelse netop her i midten af
Jylland: de har indfundet sig her, fordi de afventer deres ældre
generations stafet. Desuden, de opholder sig i et bakket vinterlandskab -
nær Tårnhøj - i et lille hus, der er bygget imellem skov og sø, en lille
civiliseret paradisisk plet.
j
Huset er indrette med mange stuer og få små værelser; det er særligt i et
overordentligt stort køkken, at gæsterne opholder sig; man slænger sig i
brede sækkestole og sky-bløde havdybe lænestole, imens andre tager
plads i navle-høje bar-skamler, der hver er udskåret i kun ét træ-stykke
81

og står på linje foran et af køkkenets samtale-ø-borde. Køkkenet er stort
nok til at måske op imod tre, mindst to, kokke kan tilberede hver sin
menu samtidigt, og et enormt køkkenskabskompleks samt store kølefryseskabe
med tilsyneladende magiske egenskaber forsyner hver en
gæst til hvert et tidspunkt med alt hvad hjertet kan begære - pølse, ost,
steg, bagværk, skinker, svampe, tapenader, nødder, yoghurt, honning osv.
osv. osv. Stødende op til dette køkken er en stue, hvor sofaer og divaner
står hele vejen rundt i kanten; rummet er oplyst af en fin fin fin lysekrone
om natten, og en glasvæg ud imod søsiden i dagtimerne. I glasvæggen er
der en dør, også i glas; en særegen dør er det, idet at der på tværs af den i
et symmetrisk alfabet (hvor hvert bogstav er vertikalt symmetrisk) står
skrevet:
vil du ud liv
hvorom det i øvrigt
gælder for alle gæster, at de kender svaret, thi det siges at det kun er dem,
der bærer svaret i deres krop, der vil kunne passere igennem døren - en
"prøve" som hver en gæst må bestå i forbindelse med det første besøg i
huset.
Sidstnævnte er selvfølgelig blot en hyggelig spøg fra værternes
side. Om disse skal vi lære en kort smule. Det er et saligt ældre ægtepar.
Kvinden er en smuk krumbøjet skabning med stok: hendes ansigt
hænger, særligt under øjnene, men ikke kun alderen tynger det, det har
altid set dovent og søvnigt ud, dog, en ualmindelig kærlighed har altid
strømmet fra det, og dette overstråler hver en skønhedsfejl - i øvrigt har
hendes grå hår stadig glans, og huden er krøllet sammen på en helt
igennem harmonisk og sund facon, som det bliver tilfældet for enkelte
udvalgte oldinge, enkelte samvittighedsfulde mennesker. Hun kan ikke så
frygteligt meget længere, men hun er en kvinde, der altid har set frem til
at blive gammel - og nu er hun lykkelig. Hvis man spørger hende,
hvordan det føles at blive gammel svarer hun, at "Når man bliver ældre
ser man skyhimlen mere og mere ligesom et billede, og stjernehimlen
mere lig med et rum: ja, da jeg var ung var stjernevrimlen en åben
arpeggio - nu er det et sted, hvor tanken rejser hen." Man kan vel
betænke om der har gået en lille-bitte kunstner rundt og gemt sig i hende
- ? Hendes mand, en gammel læge, er den der hovedsageligt tager sig af
gæsterne på disse dage, og hans person fletter sig ind i det følgende, så
derfor vil vi i al væsentlighed udskyde bekendtskabet til da. Dog, indtil
videre denne lille læresætning som han ynder at give fra sig i forskellige
varianter, når han bliver adspurgt af ungdommelige væsner, der kommer i
hans hus. Visdomsfrøet lyder således: "Begår du dig offensivt, må du
også være ekspansiv; ellers dør du ung. Tilsigter du at begå dig defensivt,
må og skal du være kreativ; ellers bugger du under for apatien, og dør på
et ligegyldigt tidspunkt."
Scenen vi skal til at bevidne følger en 'stream of conversation' med de
indfald som det indebærer, modne såvel som barnlige. Idet at en udførlig
skildring af det hændte uundgåeligt ville blive alt for tung i forhold til
den 'rejse', vi her har for os, kombineret med det faktum at scenen trods
alt indeholder en vigtig hændelse, der kun kan fremkomme med et vist
82

kendskab til konteksten, vil jeg i det store og hele følge samtalens
progression; men for at sikre mig en vis sundhed i, hvad bliver
bemærket, vil jeg tillade mig at formidle det hele ad i høj grad kunstige
veje, hvor nogle dele parafraseres, og andre anføres i deres mest skønne
aspekter, og andre igen blot strejfes paranthetisk af opbyggelige grunde.
Jeg håber man vil have smag for denne frihed.
Og efter denne bemærkning, nu til det hændte. En dag, hvor
Diana, Rose og Andrea har siddet ovenpå og lyttet til husets udemærkede
pladesamling, har der været en lille gruppe samlet i køkkenet. Her har en
scene taget sit udspring, idet Alex har stået og "spejlet" sig i et ægte
kranie, som den gamle læge altid har stående fremme - lidt skjult bag
kagedåser oven på køleskabet. Alex har stået med det i én hånd, i en
halvstrakt arm hævet op, og med løftet næse stirret ind i de gådefulde
hulrum og deres hvide ridsede ramme. Da han efter nogen tid har sænket
kraniet igen, og fået et mere dagligdagsblik tilbage i øjet, er den gamle
læge kommet hen, og har sagt noget i retning af "skræmmende tanker
sådan et levn kan sætte i gang, hva'?". De har snakket kort, og Alex har
interesseret sig for det underlige og kyniske forhold til menneskets
anatomi som en læge typisk får opbygget. Den gamle læge har smilt
makabert i sit grå skæg; et næsten piratlignende tandsæt er kommet
kortvarigt til syne; han har givet en verificerende kommentar fra sig og
tilføjet, at der skam også kan komme tilbagefald af skræk - altså, når man
står med 'hænderne i sagerne'. Hvorvidt dette er generelt gældende, skal
vi ikke diskutere. Alex har gjort en grimasse, stillet kraniet fra sig, og en
kort tavshed er indtrådt. Sådan er det hele startet.
Du Alex, jeg læste i øvrigt om noget, der fangede min udelte
opmærksomhed her den anden dag. - har lægen fastholdt. - Du ved,
romerne havde den her dødsstraf som har fået sig noget af et eftermæle.
Det har altid rumsteret i mig, hvad der mere præcist er foregået hen mod
døden ved en crucifixio... At døden må indtræde giver sig selv. Men hvad
er det mere præcist, der har gjort udfaldet? har jeg ofte tænkt... men ikke
rigtigt fået det undersøgt, som med så meget. Men ja, som sagt, så læste
jeg om det den anden dag... Vil du høre herom?
Det har Alex meget gerne villet høre om. Rasmus, der også er til
stede har være lutter ører (han har siddet på en barstol blot få meter fra
samtalen, drikkende en GnT, klokken har været henved fire, hvilket på
denne årstid godt kan forsvare den første 'sundowner'). Også en gæst vi
endnu ikke kender, har indfundet sig her, denne for at drikke en 'cup of
tea' - han bærer et tydeligt kendetegn i form af et rødt overskæg - det kan
måske virke overdrevet, men for mænd, der er født med rød hårvækst,
må man formode, at det forekommer så godt som normalt. Herudover er
også Henrik kommet ind i rummet i løbet af "forelæsningen".
Ja, det tør vel være tydeligt, at det ikke først og fremmest er
blodtab der er årsagen. Og jeg tør godt røbe, at døden indtræffer, før
tørsten gør det af med nogen. Som du måske ved, så hamres store søm
fast omkring håndleddene, imellem de to armknogler du kan se her - og
lægen har peget - samt ved akillessenerne. Det modbydelige ved dette er
langtfra blot selve fæstelsen til korset, nej, men tyngden der trækker
83

offeret ned, og blokerer åndedrættet, fordi armene er strakt sådan over
ham. Den naturlige refleks herpå, er at skubbe igen med benene; og
denne vekselvirkning mellem kvælning og vægten på sårene i
achillessenerne skaber selvsagt en uudholdelig smerte, som efter nogen
tid vil udmatte den straffede så han til sidst må opgive, og ikke kan få
luft. I tilfældet af sejlivede forbrydere... når de romerske soldater hen på
dagen har fået nok... ville soldaterne ofte gå en runde med køller, og
simpelthen smadre fødderne på dem der endnu var levende, og på den
måde fremskynde kvælningen. Ja, metoden har da varieret meget hen
over de tusinde år den har været i brug... ja ganske vidst, men dette skulle
være nogle af de mest bærende principper. Interessant ikke sandt? - den
sidste kommentar er i al sin plathed blandt lægens yndlingsvendinger.
Efter sin modbydelige redegørelse har han kigget Alex i øjnene, og i
øvrigt orienteret sig i lokalet, og rakt ud efter en proptrækker.
I denne forbindelse har der fundet en mørklægning sted af
Rasmus' sind. Han har givet sin reaktion til kende, omend ordene har
været af fattig karakter - man må have ham undskyldt, for det er en
vanskelig sag at tale om. I korte træk har han sagt, at han sjældent kan
høre om sådan en rædsel "uden at tage sig det nært". Han har uddybende
udtrykt en bevidsthed om, at det meget vel må virke patetisk, at høre
nogen sige sådan, men at det selvfølgelig ikke er selve smerten han føler,
det må man forstå, men det rent psykologiske; som han har sagt, "mit
ego spræller og vrider sig i mig som en aldeles ynkelig figur ved enhver
forestilling om den slags grufuld tortur". Han har desuden kaldt det for
det absolutte nederlag, og draget paralleller til jalousi-følelsen, hvor det i
den forstand er selveste det absolutte - det vil sige a l t uden for ham
selv - der narrer, håner og nihiliserer hans sjæl. Man må i øvrigt bide
mærke i selve det, at han har undskyldt sig, ja forstå her, at Rasmus gerne
vil accepteres i dette selskab.
Henrik har efter at have hørt på en ganske lang monolog, lagt en
hånd på kammeratens skulder, og drysset af lidt visdom. - Jeg føler dig.
Rædslen er sandelig en fjende at frygte. Rædslen! Jeg kender kun én kur,
og den er ikke så lidt skræmmende... man må gøre en ven af rædslen, ja,
ellers er den sandelig en fjende at frygte! - dette har han sagt til et blankt
ansigt på en slap og krumbøjet krop zippende Gin og Tonic.
Lægen har imidlertid indset, at det ikke så meget er de kliniske
kendsgerninger ved rædselsfuldheder - nej disse er blot overfladiske
virkemidler - men snarere selve det at blive gjort magtesløs og dø deraf (i
tilfælde af at man skulle overleve, er det netop dette, der giver
posttraumatisk stres), der tricker 'the thousand yard stare', så han er
begyndt at dreje snakken ind på soldater-situationen i stedet. Det vil sige:
det afmægtige soldater ofte må have følt, når de er faret ud af
skyttegraven foran et leende maskingevær. Denne drejning har han
venligt foretaget, for snart at kunne tale om musik i stedet - et mere
muntert emne.
Han har refereret til bandet Metallica's frygt-drevne plader i
firserne, og imens han har talt, er Elijah kommet slændrende ind i
køkkenet, og hørt den onde forsanger Hetfields navn, lavet
djævle-/metal-tegnet med højre hånd, og åbnet ovnen for at varme en
84

pastarest fra dagen før. Den gamle læge har citeret:
Soldier boy, made of clay
Now an empty shell
Twenty one, only son,
But he served us well
Bred to kill, not to care
Do just as we say
Finished here, Greeting death
He's yours to take away
Ingen er rigtig rørt af teksten, men skiftet i emnets dybde har været
kærkomment for den sociale situation - den slags skal man helst ikke
være for mange om - og associationer tager i det efterfølgende talen helt
væk fra emnet. Den rødskæggede har spurgt om ikke "vores egen" Lars
Ulrik mon har haft en finger med i teksten. Elijah er udbrudt:
Fuck, pikslikker, brystmælksrøver! - og han har gjort et tick med
mundvigen - Nej, Lars fik ikke lov at røre det mindste ved de tekster.
Tal ordentligt, Elijah. - faderens opdragelse.
Fuck dig, far!
Din lede slyngel! - og Alex er stormet imod sin søn, for i bedste
Homer-stil at tage kvælergreb - Henrik har reflekteret, hastigt som
tanken, "alas, these years of the fatherless" og stillet sig hurtigt imellem
parterne:
Han har mælet, både imellem de to, samt sikret sig, at den
rødskæggede ikke har taget noget personligt. Alex er siden faldet til ro i
en sækkestol.
Da er Elijah brudt ud i en led nedsabling af trommeslageren, Lars
Ulrik, om hvem han for det første har udtalt at "han i sidste ende er bedst
kendt fra Napster-sagen," og at siden han ikke har lavet andet end at
spille trommer, og det på et sygt barnligt niveau, så er der ingen der
forstår, hvorfor han skal bræge op om så store rettigheder med hensyn til
sangene. "Og så tillader han sig at stå og tude foran kameraerne, og
tilmed USA's højesteret," har han afsluttet. Den tiårige er hovedsageligt
blevet opdraget på nettet (og af sig selv).
Du er selv et barn, Elijah, og glem inte det. - har faderens
snerrende stemme lydt, idet en underlige erindring har hvislet i ham.
Måske har ingen hørt det . . .
Igen har Henrik taget hånd om situationen, og vi tillader os at
give dem fri tale i næste argumentrække. - Ja, du kære barn. Jeg ved
ikke, hvordan han har fået tildelt en status som "skaber" i det band... men
man må betænke, at der er så mange måder og niveauer at skabe på. I det
omfang at Metallica har været nyskabende, er der vel masser, der gøres,
uden om det der normalt kaldes sangskrivning, men som signifikant
farver hver en sang, stemning og tone, ja, der er med til at definere
bandet, og alt det spiller. Dette gældende for nogle medlemmer mere end
andre, og i særlige grader kan det vel honoreres - det er vel muligt, at
sådan en overvejelse nærmer sig, hvad der er sket. Men lad os i øvrigt
ikke dømme... det er da desuden muligt han har skrevet så meget helt
konkret.
85

Han fik nu stadig lukket meget lort ud i den retssag! - den tiårige i
forsvar for sin sag.
Indrømmet - har Henrik fortsat - men der var nu nok en del, han
fik at vide af sine advokater. Jeg er overbevist om, at den oprindelige
anledning til at gå ind i sagen har været, at kontrollen med eget værk
syntes at være væk, når bandet kunne finde demo-versioner af nye sange,
de ikke følte klare til publikation, på nettet. Det må man kunne forstå.
Problemet var så, at han prøvede at sætte en stopper for fildeling
overhovedet... at han, som det er normalt i pressede argumenter, kommer
til at satse på de forkerte heste. Han brugte håndværksmetaforen, gjorde
millionæren, på Metallicas arbejde, og kaldte fildelerne for tyve. Denne
kobling er foster af en dum dinosaur-logik, idet filer omkostningsfrit kan
kopieres modsat hvad håndværk kan... og man må tilpasse de gode regler
til virkeligheden, også når den forandrer sig... og vi kan i den forstand, at
vi taler til dinosaurers tilpasningsevner, påpege at internettet er som en
kolliderende astroide for planeten. Men nok om det. Lars skulle
udelukkende have kaldt sig kunstner, ikke håndværker, og holdt på sin ret
til at publicere på egen vis. Altså, hans anledning til sagen var i orden,
hans bevisførelse i sagen var, ganske rigtigt Elijah, skinhellig og pinligt
tudende.
Elijah kan ikke lide Lars Ulrik. Men argumenterne har den tiårige
ikke kunnet matche (og hvem kan desuden). Han har ticket løs i
mundvigene, og mumlet alverdens eder. Det sidste led i forarmelsen har
han nu givet los for - Pis, pikslikker, hor! Kælling! - og her vil vi droppe
det direkte citat for en stund. Det aller sidste Elijah når at få sagt, efter
tourette-udbrudet, er møntet på, at han nu engang mener, Lars Ulrik
spiller en noget tvivlsom tromme. Netop efter dette er Andrea, Rose og
Diana kommet ned ad en trappe og ind i køkkenet:
Rose flyvekyssende sin kæreste og smækkende sig i måsen,
forladende rummet igen uden at afsløre følelser - Rasmus smilende som
svar og synkende en klump; Diana viftende drengevennen Elijah hen til
sig og givende tegn til en tillidsleg, hvis man kender den - de skiftes til at
falde bagover, og gribes faretruende sent, men sikkert, af den anden -
Diana knuende Elijahs hånd, aende og slippende, og følgende sin mor ud;
Andrea - der bevæger sig helt uhørt, som har han en hvepsefamilie
sværmende omkring sig uden at hans lemmer, øjne eller grimasse ænser
dem den mindste irritation - har hørt Elijahs ord, og trommer en del af
One-rytmerne på sit bryst, talende tilbage til hele forsamlingen, at godt
nok var Lars ikke så stram, som en mester bør være, så mester kan man
meget svært kalde ham, men dog har han spillet med en selvstændighed
og opfindsomhed, der sjældent høres, og som er at sætte over
sølvværdien af konservatorieklonerne, og disses foregangsmænd, der
ellers ofte nok hyldes, thi intet kan jo udsættes på dem - og så er også han
forsvundet ud af lokalet i et flyvsk og indforstået blik til Henrik, der
måske synes, han har forstået.
Der er blevet taget udgangspunkt i Andreas ord, og Elijah har
med et indeklemt "luder" meldt sig ud af snakken for nu. En kritik fra
flere af køkkenets stemmer er regnet ned over den danske musik-scene:
den professionelle del af metalpublikummet har som eneste parametre at
86

lytte efter: a, hvor stramt et band er, b , hvor præcise de er (stort set det
samme som a), og c, hvor mange beats man kan tælle per minut - groft
sagt er der ikke tale om nogen smag, har Henrik konkluderet. Rasmus har
talt med, og kløgtigt påpeget, at den samme vilje til sandhed (negativt
valoriseret) gør sig gældende i al musik, og at dette er evident
eksempelvis ved den gængse vending "hvad er det vi hører," imens man
er ved at høre noget - altså, at man er mere interesseret i kategoriseringen
af ens smagsdom end den æstetiske oplevelse. I Rasmus' ord: "at forstå
vekommenheden der kommer imod en, er åbenbart vigtigere end at møde
den". - læg mærke til her, hvordan han er med i svinget i denne samtale,
hvordan han navigerer. Nuvel, han har videre sagt, at tager man en
højkulturel musikgenre, som klassisk helt overordnet, og tvinger en
'musikforbruger' til en blindtest her, hvilke pinlige pseudotilkendegivelser
skal man så ikke lægge ører til. "Mig selv inklusiv," har
han sagt. "Jeg indrømmer gerne, at vælge at høre klassikere, netop for at
turde give mig hen til lidenskaben... at turde overfor 'den gode smag'.
Ikke alle har det sådan. Man langt de fleste burde indrømme sådan, det er
jeg sikker på". Til denne tilkendegivelse har lydt et pinligt jydsk "jo
det . . ." og lidt rynken på næsen, samt desuden en ignorering af det
hændte som en god gammel 'face saving'. Den gamle læge har retorisk
spurgt, hvad der dog i det hele taget kunne være mere skræmmende for
en dansk kulturforbruger, end blind-tests? "Jeg gætter, at de fleste vil vise
sig enten dumme, eller dårlige til deres embede!"
Henrik har bifaldet - Lige i øjet. Åh, hvor pinligt er det hele dog
ikke! Som det åbent lyder fra de "skabende" af idag - og Henrik har
virkelig gjort gåseøjne i forbindelse med dette buzz-ord over dem alle -
"Skaberne" er åbne omkring letforståeligheden som ideal. 'Skellet-
maksimen', betydende et fåtal af idéer og mange mange mange
gentagelser. "Igen og igen - og!" som det helt ordret flyder ud af radioen.
Alex er imidlertid faldet længere og længere ned i sin sækkestol;
havende lyst til at byde ind, men hver gang han har følt en tilskyndelse,
er nogen kommet ham i forkøbet. Den rødskæggede har nu taget
stafetten:
Han har startet ud med en lille anekdote, meget spidsfindig,
involverende to malere, et maleri med titel og hans egen skrøbelige
person. Anekdoten kan udlægges således:
En mand der falder i en betaget mængde
pludseligt, frit, besvimende, dødt -
og den pinlige opmærksomhed, der følger
når han langsomt rejser sig, sunder sig
og tvinges væk af blikke.
Hvor jeg elsker manden
og hader hele scenen.
På kunstmuseet Aros har han for ikke længe siden set Jorn International
udstillingen. Med en tanke på Dalí's utrolige formel - at hemmeligheden
ved at blive et geni er at opføre sig som et geni - har han, i mangel af et
udtryk i forhold til skønheden af Jorns billede Tab Af Midte, valgt at
87

kaste sig på museumsgulvet. "Overbevidst, desværre," har han medgivet
og påpeget, hvor langt ude han har følt sig, "ho-ho, the centre cannot
hold." Den rødskæggede herre, er af en noget distræt type, og har talt lidt
uden om emnet; opmærksomhed har han dog haft fra sine lyttere. Hvad
han har ville sige - og nu kommer vi til det - er blot et Jorn citat, han var
faldet over: noget med, at danskerne er blevet for gode læsere, til at de
ordentligt kan se et billede. Og som den rødskæggede har påpeget: "A'
hvadbehager! Er det ikke meget samme diagnose som vi lige har stillet i
henhold til musik?!" - og alle har klappet.
Den rødskæggede har vedholdt teten. Han har talt ud fra Henriks
Nephew citat tidligere (Igen og igen – og!) og indrømmet, at han ved en
fejl var kommet til at gå til deres roskilde-koncert i nul-syv (den der
siden er udkommet på dvd). Et dansk band på orange scene en fredag nat
kan jo nemt tolkes som en fejring af dansk musik. Halvtreds tusinde,
eller hvor mange, der har stået og sunget med under åben himmel, og
hvilken fest de skabte! Den rødskæggede fremlægger altså i positive
vendinger storheden af begivenheden og bærer vidne for, hvordan alle
omkring ham har festet, sunget og danset. Ikke dårligt Nephew. Ikke
dårligt Danmark. Forfærdeligt ganske vidst! men ikke dårligt. Som han
også videre har sagt: "At betragte alle de mennesker tilbede dét! Man må
forstå mig ret, musikken må få lov at være, den er vel fin nok... men når
så mange mennesker giver sig hen til det som noget stort, så melder
kvalmen sig. Scenen samt tidspunktet er jo storslående; har vi ikke andet
end et professionaliseret amatørband, en karismatisk frontfigur med
middelmådige melodier, og finurlige men i sidste ende overflødige
ordspil at stille op med. Kan vi ikke bedre?"
Stilhed har indfundet sig - en melankolsk lille lyd. Den rødskæggede er
pludselig styrtet ud for at brække sig. Imens har Henrik tænkt:
"Kan vi ikke bedre?
En blank side.
Det hvide hvide papir.
I hvor høj grad man indser hvad dette betyder!
Et blankt ark papir. Mennesket forestiller sig selv,
ja og forestillingerne muterer:
hvad kan jeg forestille mig
være højere end mennesket.
Og overhovedet -
i min vildeste fantasi
som jeg kun kan forestille mig
som værende ubegrænset -
erindrende alt som jeg i mine onde stunder
og med mine ondeste tunger
anklager dette liv for:
hvad kan jeg så forestille mig
som værende værdigt at eksistere? Blanke ark papir - -
Jeg kan overhovedet ikke forestille mig fantasiens begrænsning!
Her er en stolthed, stejl at gå i møde, fremtidens dynastier kosmologisk -
vel en opgave at gribe, hvis spejlet stolt i muterede fantasier - mod
mekaniske indvendinger skal vi alene have tilvænning; hvilken stolthed
88

at leve ved at bestige, menneskelig, tofrontskrig, blanke ark papir. En
variation over identitetssætningen - jeg kan ikke forestille mig noget, jeg
ikke kan forestille mig! Og 'jeg' ved bedre end at tro, at to forestillinger
nogensinde er identiske. Åh kanvas, åh hvide, hvide, papir og tomhed –
hvide, hvide flade - sagen er her!" Og samtidig har Rasmus, der ikke har
været så åndeligt tilstedeværende de forudgående minutter, dagdrømt sig
hen til et blowjob fra Rose, der involverede 'spansk' samt smeltet
chokolade som han fik to dage forud, og Alex har tænkt, ja, næsten
mumlet i lede hen for sig, hvor ubendtlig meget lyst han dog har til at
sprætte Simon Kvamm op, og lege med hans blod, eller en som Remee
for den sags skyld, det vamle svin og den undergraver af det bedste
menneskeslægten hidtil har kunnet komme på, musik - bare fem minutter
alene med det u-dyr, skulle nok få kniven på så heftig en dans i kødet, at
selv en Lundin ville spærre øjnene op og sige, så stopper du makker. Og
desuden ville man retfærdigvis holde Remee moralsk ansvarlig i lige så
lav grad, har Alex tænkt, som man selv kunne beskyldes for at torturere
det talentfulde svin . . . (prik prik prik)
Pludselig, midt i de forskellige dagdrømme, er barnets stemme
brudt frem - Rasmus, hvad er dit yndlingsdyr?
Dette er kommet helt bag på ham, og i sin forvildelse har han
både fremstammet, at det har han ikke tænkt over, at han ligefrem ikke
har nogen idé og har til sidst spurgt, om det i grunden er forbudt at sige
mennesket.
Mennesket er også et dyr. - har Elijah sagt. Rasmus er altså blevet
stillet på en prøve. Han har da sagt, at mennesket jo rigtig nok er et dyr,
men at man må betænke definitionen, 'det fornuftige dyr' som dyret med
'logos' det vil sige 'ordet der besidder fornuft', og dermed sagt at
mennesket netop er det dyr, vi kan sige noget ikke-naturligt om. Alle har
gjort store øjne (på nær Elijah, thi hans spørgsmål jo ikke er blevet
besvaret), og Rasmus, der har følt denne positive opmærksomhed, har
brugt den til at proklamere reciteringen af et digt, han har skrevet for
nylig, som udnytter spændingen i os imellem det 'logiske' og 'naturlige'.
Men først har han, idet digtet er på engelsk, indledt med en lille vits om
at mennesket snart kan defineres som det 'engelsktalende dyr', og
desuden givet vitsen en med danske ører melankolsk drejning, idet han
gør bemærket, hvordan udlændinge tit siger om danskerne, at "when you
speek that language of yours it sounds, well, a bit like vometing, I'm
afraid," ja så høfligt de overhovedet formår at udtrykke det. En svært
overseelig note, hvis man prøver at forme sproget til noget smukt - at
fonetikken i al almenhed lyder vammel. Og med disse indledende
bemærkninger, reciterer Rasmus med tomme hænder sit digt på engelsk,
som han har lært sig by heart.
The source of the colours
The visibility of colours
Divides into colours
Colours itself.
-and-
The LIGHT is transparent
89

- the source of the sight -
It hides in a glowing
Invisible might.
-here-
The LOGOS in question is
Owned by the senses; it's
Grown from a custom and
Opened by games that so
Secretly change in the
LANGUAGE of love
and accordingly hunger
for the chaos above.
Digtet og reciteringen er blevet taget godt imod. Især den gamle læge
samt den rødskæggede (der er frisk igen) kan godt lide det, og
sidstnævnte beder også om en kopi af digtet, hvilket Rasmus desværre
har måtte afslå, idet digtet er blevet brændt, blot har han memoreret det.
Et skår i lakken er det så blevet for Rasmus, at Henrik i en venlig tone
har mindet ham om det måske lidt tvivlsomme i at gå og memorere digte,
som man har brændt af - at det på en måde strider imod princippet i at
skille sig af med ting. Rasmus har delvist godt kunnet se det, og kun
delvist, men prøvet at forklare, at han bare ikke kunne give helt slip. For
at imødekomme ham, har Henrik så indrømmet, at han selv render rundt
med et 'det fornuftige dyr' -digt på hjernen - men at han altså ligefrem
ikke har kunnet ryste denne lille tekst af sig, som en uønsket melodi.
Digtets titel er netop Det Fornuftige Dyr og gør sarkastisk brug af ordets
mere nutidige betydning - hvor man jo taler om fornuftige modsat
ufornuftige mennesker. Han har reciteret sit lille digt, som sagt, for at
imødekomme Rasmus - et menneske han i grunden godt kan lide.
Hvem har ikk' en profil
der lyver så det driver
som tonedøve tungekys
- lyver.
Alle kender alle,
så hvem ska ikke
ha en bane
at mærke festen på
- lugten.
Enhver har sin musiksmag
og kysser pigerne
som blot en anden vanesag.
Timelange tungekys
gi'r maver der kan sparke
og crawle gævt mens vandet går
klippe-klippe navle.
Henrik har rødmet lidt over dumhederne i det, alle har dog leet og moret
90

sig - moderat. Elijah har igen, med en rastløs barnestemme, spurgt
Rasmus om noget - Ehj altså Rasmus, hvem er din yndlingsdigter så? -
den voksne har stået et øjeblik og spekuleret, og er ikke kommet længere
end til at tænke, at "jeg skal i hvert fald ikke sige Shakespeare" før Elijah
selv har udbrudt - Min yndlingsdigter er mig selv. - og før faderen nede
fra sin plads i sækkestolen har nået at stoppe ham - thi han ved hvad der
skal ske - er også Elijah begyndt at recitere:
Tarantino doped on pentameter pills.
- You cock sucking mother fucking nigger
christ! something really smells rotten in Denmark.
- Don't blasphemy! And which is it gonna be,
Mr White, are you gonna bark all day, little doggy
or are you gonna bite? is it white-boy day?
- Fuck fuck, mother fucker! Wuff! Wuff!
Der er blevet grint og givet bifald til den bredt smilende tiårige; kun den
gamle læge har ikke syntes det mindste om det, og har blot forholdt sig
rolig i sin lænestol med sin hvidvin; i øvrigt har Alex inderst inde heller
ikke kunnet lide, hvad han har hørt, men har nu klappet lidt af sin søn
alligevel - lidt indeklemt som man nok kan forestille sig. Da har Rasmus,
der selv er lidt af en Tarantino-nørd og derfor elsker at høre et ungt
væsen der har 'læst' på det, straks taget Elijahs hånd, og revet ham hen til
sig, udbrydende "Elijah, du er mit yndlingsdyr".
Her har Alex lyst op i for ham sjælden fryd, thi han har altid
været ikke så lidt Aristoteles-begejstret. Rasmus har fanget dette
pludselige glædesudbrud, og derfor har han helt spontant - tør man sige
intuitivt - kastet drengen over til sin far, der oprejst og nu med sønnen i
favnen, er begyndt at tale.
Vi skal ikke gengive talen: den har handlet om kategoriskriftets
lære om individuelle substanser, og passer langt fra ind her i sin helhed.
(Helt groft skitseret har en relativt stor lovprisning fundet sted, hvor det
er blevet nævnt at Aristoteles grundliggende havde ret (!) - "og så blev
menneskeligheden det klogere" har han brugt som vending mange gange
- man skal bare lige tage forbehold for en faktor to! har han sagt.)
Vi skal nok begynde at nærme os noget. Bare lad, som om du er
hjemme, der er ingen der kan se os, og vi skal nok nå det hele. Den
rapsodi vi bevidner her er ren kontekst, og vi er her, fordi vi snarligt
oplever noget kontekstafhængigt. Bare lev med.
Det næste der er hændt, er at Alex har givet sin søn, sin talestafet,
fra sig til Henrik. Henrik har ikke haft det betydeligste på sinde,
ytrende blot "Alt jeg siger kan blive brugt imod mig," med et sarkastisk
blik tilbage til Alex. Rasmus og Henrik har da givet drengen en flyvetur -
en af dem hvor man som barn har en voksen i hver hånd, og de svinger
én så højt de kan op i luften. Og han har fået én til; for til sidst, tredie
gang, at blive sluppet i luften, og han er fløjet over til lægen, der med en
gammel men beredt krop, har reageret hurtigt og grebet drengen - dog
ikke uden at falde til gulvet med ham i favnen. - Ho-ho, hvor muntert.
Hvor jeg elsker jer, I muntre, friske og unge væsener. Og dig din lille
91

knægt. - selvfølgeligt talende til Elijah, fortsættende - Jeg mindes nu den
store prædiker af kærlighed til børn, Dostojevskij. I øvrigt en skål på
ham! - og han har rakt efter sit vinglas, og hævet det, og dem der har haft
glas at skåle med, har ligeledes hævet dem, de resterende blot
gestikulerende anerkendende med knytnæven, - ja, skål og tak for
timerne. Jeg vil sige, som gammel læge, at 'jeg forguder' Dostojevskij, til
trods for at jeg ikke tror på Gud! - og her har han talt som en ægte
postmoderne bevidsthed. - Og, tillad mig et eksempel... et sted hvor han
som så ofte skildrer et menneske i opløsning; hør hvordan det lyder om
dette menneske: "jo mere han betroede mig, des mere irriterede jeg ham."
Skarp, Snedig, Kortfattet, Dyb, Underspillet, Effektiv, Præcis karikatur af
en mand, der ikke kan udstå sit eget spejlbillede, men er for langt ude til
at gøre andet end at tale bag om rykken på det og udholde det. - han har
sluppet Elijah fri og rejst sig.
Elijah har slændret, i funktion af en anden flaskehals, over til
Rasmus, der har dristet sig til (igen) at tage 'Gud' i sin mund;
henvendende sig til lægen - 'Forguder' ligefrem. Jeg ser hvor du vil hen.
Den helt specifikke situation tillader dig at sige netop sådan... - og
Ramus er kommet ud i en længere smøre om det specifikke, som det
netop er det kreatives lod at bruge og forme, hvorfor der dybest set ikke
kan gives nogen formel for kreativitet, nogen metodologi - en anelse
trivielt velsagtens, men ikke desto mindre en ofte misforstået eller
overset pointe, vil jeg bemærke. Nåh, og videre har han peget på en
observation han har gjort sig: at det han kalder 'potenserende adverbier'
er blevet ramt af en dræbende inflation. - at vil man rise eller rose nogen,
så ikke nok med at man mangler varianter af adjektiverne 'fed' for
eksempel eller 'hæslig', men ydermere er det potenserende adverbium -
eksempeltvis 'vildt' fed - blevet så ramt af inflation, at man i et
almindeligt talesprogligt vokabular snart ikke har vidde til at rapportere
om et besøg på Lousiana i mere positive termer end man ville udbryde
over en overraskende børnetegning kreeret af ens lillebror. Og i den
forbindelse har han videre sat fingeren på danskernes mest yndede (og
hvor symptomatisk er det ikke) potenserende adverbium, nemlig
'virkelig' - vi er virkelig bange for at være falske! "Skulle det endda være
sandt," har han indlevet sagt, "at vi ikke kan tro, at dette moderne liv i
almindelighed er virkeligt? Det fornemmer jeg desværre, at denne
febrilske brug af ordet indikerer." Altså må man vel sige, at Rasmus har
været meget godt med i snakken her i køkkenet; så sandelig har han haft
noget at byde på både i den ene og den anden sammenhæng. Efter sin
smøre har han da også veltilfreds kastet Elijah fra sig - over til Henrik -
der med glæde, har grebet den lille dreng, og fulgt op på Rasmus' anke
imod sprogets devaluering.
I stedet for hverdagssproget har Henrik talt om poesien, og
hvorvidt den er i en krise. Som et muligt farefuldt symptom har han talt
om digteres implicite appel til 'den gavmilde læser', og hermed kort
fortalt refereret til en type, der er villig til at tage selv de vildeste
verslinjer til sig. Som ekstremt tænkt eksempel på noget som en sådan
læser skulle klappe i sine små hænder over, har han givet følgende
Eksistens-mærke:
92

Individet er som jorden,
hans omverden som solen.
Og alle (de voksne) har straks forstået, undtagen Alex, der blot har fattet
det latterlige, og ikke har kunnet se, hvad det skulle illustrere - og med en
ærgerlig konstatering for sig selv om at han ikke er stiv udi poesien, er
hans tanker som lidt af en vanesag drevet hen til at konstatere for sig,
hvad der har været af emner i The Daily Show på det sidste. Henrik har
prøvet at snakke videre om sin 'gavmilde læser' men flere af de
tilstedeværende - særligt den rødskæggede - har gjort sig lystigheder over
emnet, og smældet med tungen, for helt rammende og skræmmende har
de ment det har været med denne gavmilde læser, som skulle poesien
pludselig innoveres af læserens vennetjenester. Dog, en helt anden,
måske uforklarlig, drejning af emnet har været i Henriks støbeske, men
idet han ikke er kommet igennem med sit forehavende, har han blot
tænkt et yndet citat hen for sig, at kun en nar griner, når det ikke er sjovt,
og sendt Elijah over til sin far.
Alex har jo i grunden ikke villet have initiativet. idet han har følt
sig en smule intimideret. Han har så blot liret noget af, der har lignet
hvad tidligere er sagt om musik - med udgangspunkt i Mozarts
fyrretyvende symfoni som et pragteksempel på et værk har han sat
musik, som det bliver skrevet af sangskriverne af idag, som det direkte
modsatte, og dømt disse sangskrivere til ikke at have ambitioner i forhold
til hvad musik kan være, men blot ser sig tilfreds med nogle måneders
radiotid, og så vider og så videre. Og her har Henrik tænkt hen for sig,
hvordan det rigtigt nok er en kedelig snak han bevidner; at det der siges
først i google'nde potens kunne være ækvivalent til hans eget nylige
indfald: 'man kan ikke forestille sig noget man ikke kan forestille sig', og
han har i dette øjeblik særligt glædet sig til snart at skulle rejse væk og
være solitær for en tid, en lang lang tid.
Som Alex' snak er begyndt at dø ud, og han godt selv har været
klar over at den var gal, har han rejst sig op, og med en teatralsk grimasse
sagt: "Uhm, I have got to return some videotapes," og styrtet desperat og
komisk ud af køkkenet. Der er blevet grint. Elijah har gjort et tick.
Henrik har taget situationen på sig. Han har set, hvordan lægen og
den rødskæggede knapt nok har været med i snakken på dette tidspunkt -
for omend de har været optagede af det hændte, har de intet initiativ
suget til sig - og med Alex' exit har han derfor besluttet sig til at
opsummere. Det der følger - ak, det der følger. Henrik er gået hen til
barnet, taget det i hånden, og sagt til alle:
Vi kan konkludere, at musikken af i dag er en yderst pinlig affære.
Jeg vil godt vove at uddele ansvaret... i hvert fald en del af det... for
hverken Simon Kvamm eller nogen anden er selvfølgelig direkte at
bebrejde... overordnet set. Nej, men derimod demokratiseringen af
smagen, ja, den udvander! - Henrik har givet drengen et venligt klap i
rumpen, og sendt ham over til Rasmus. Denne har rømmet sig, og
opfulgt:
93

Demokratiseringen, jaja, markedet: det massive antal af
ligeværdige økonomier, der trækker kunsten imod usmagelighed; der
definerer den til at være netop det bag en montre, så at sige. Sagt på en
anden måde: Idioter er de bedste kunder; kunden har altid ret, for det er
bedst for forretningen; deraf demokratisering. - og Henrik har fået kastet
drengen lige tilbage i favnen, og helt overhørt drenge-råbet "fucking
wuff", der som et lille lykkeskrig har lydt fra den flyvende. Henrik, der
har modtaget drengen sikkert fra Rasmus, har fulgt op:
Verden styres af hundrede nuller: alt for mange usynlige hænder,
der som spøgelsesfingre forsager at alt, de rører ved, visner! Og som vi
taler om her, selv musikken. Denne art af følelse, og garant for
menneskelivets dybe indre kilder, bjerge og mælkeveje; dette der er
blandt det højeste mit væsen har indåndet i denne verden, selv dette er nu
inficeret, korrumperet og udjævnet. Forsaget af massernes fingre som
sagt.
Alle har lyttet med umådelig interesse, den rødskæggede har
netop drukket sin sidste kop the. Den gamle læge har viftet Elijah hen til
sin siddeplads, og sagt:
Ja, minsandten, vi har diagnosen. Lad os gøre noget sammen,
beslutte os for en behandling af sygdommen.
Venner! - har Henrik sagt, og drengen har sprintet hen til ham -
Når denne sørgelige konklusion nås, at det netop er massernes autoritet
der tynger, vil man ofte give fortabt på en løsning; man vil ofte slå sit håb
hen på en folkevending i smagen og indstillingen til livet i det hele taget,
og lægge ansvaret fra sig. Men som det netop ædelt er sagt, vi vil ikke
tillade os noget sådant; vi finder en kur. Lad os tage sagen i egne hænder,
og sætte ind for at forsage denne ændring... dét må være den rette
attitude. Vi gør det, lad os tale om, hvad der skal gøres. -
Ak og fuck - at det er kommet til dette - for hvad end Henrik må
have haft i sinde af ubegribelige planer, har netop ved de ovenstående
ord Rasmus følt et ubegribeligt momentum af begejstring - hans ånd
spjættende og tumlende, hysterisk grinende af indbildt genialitet - og
sentimentalt han har lagt sig på knæ, efter at havde taget Elijahs hånd -
han har hævet den op over sig, som man gør når man udnævner en vinder
- og med syngende intonering udbrudt:
J e g kunne ofre mig! Jeg ser det hele for mig: kast mig ud fra et
tårn - måske rådhustårnet - bundet til et flygel, og jeg vil spille i farten
mod jorden. Vi optager min selv i døden sikre hånd, og mit store brag til
sidst, og transmitterer det til højtalere opsat her og der. Ja, dette må være
en anledning, der er til at forstå, en ny begyndelse.
Dummere kan det ikke siges. Mere latterlig en intention kan ikke
ligge bagved en ytring. Mere pinligt kan vi ikke forestille os, at det kunne
blive - men han har rigtigt nok sagt sådan. Ak, Rasmus! Her kan vi kun
beklage dette så uvirkeligt grimme, og forholde os til det. Ja hvordan? -
vi forsøger at finde et sådant forhold ved at se på, hvordan de omgivende
har taklet det; hvordan de er flygtet, eller hvad de har sagt.
Den rødskæggede har brækket sig i vasken. Det er sket som en
tredie løsning på det kendte dilemma mellem at grine eller græde. Den
gamle læge har efter få sekunder forladt lokalet uden en mine, blot
94

ærgret. De andre, på nær Henrik og den sortnede Rasmus, har fulgt
lægen; Elijah i en voldsom acceleration trækkende sin hånd til sig, for
derefter at daske den på knæ siddende Rasmus tre gange over nakken,
intonerende stavelserne i-di-ot. Rasmus og Henrik har nu været alene
tilbage i køkkenet. Sidstnævnte har set det som sin pligt, at udviske
enhver tvivl som Rasmus måtte sidde inde med:
Nemlig, at til offergerningen går det jo ikke an med hvem som
helst. Og med dette måtte han ikke misforstå, ingen havde skam set
Rasmus som blot hvem som helst, men i henhold til et lands musikkrise
var han jo en totalt ligegyldig figur, som det blot ville være åndssvagt at
se ofre sig. Ja, helt igennem ånd-svagt. Ligesom hvis en af de tolv havde
stillet sig i vejen for Judas, overfaldt ham, og tilbudt sin kind til at
kysses. Som Henrik har formuleret sig: "Jeg er Spartakus, kan ens tunge
lyve sig til med ære, men ikke jeg er salvador." hvilket Rasmus har
nikket angrende og forstående til.
Og desuden, som Henrik strengt har påpeget, kan det jo ikke gå
an, at love sit liv væk, når man står foran en vielse; nej enhver i
forsamlingen havde jo vidst, hvilken 'run away groom' de der blev ofret
et løfte fra - og som det giver sig selv, lover sådan en mands løfte ikke
meget. Denne del af hændelsen havde ikke været det værste, nej langt
fra, men i sig selv såmænd usmagelig nok.
Henrik har her skabt øjenkontakt. Den ynkelige blinkende én
gang, og dermed signalerende "forstået".
Rasmus har slutteligt anmodet om én ting i forlængelse af
snakken, og det værende Henriks velsignelse til at gennemføre en særlig
ændring med sig selv efter vielsen. Han havde selvfølgelig forstået, at
han ikke sådan kunne love sit liv væk, og en datter havde han jo også, og
hende måtte han tænke på, men en vielse måtte jo på den anden side
heller ikke betyde stagnering - nej det turde vel ligesåledes være
åbenlyst. Han har kort sagt bedt om velsignelse til at følge enhver af sine
tilskyndelser, kun censureret af det monogamiske løfte han vil give sin
kone. - som han har fremstammet: "... jeg ofrer min 'sikkerhed' til mit
liv... og nu må du ikke blot se endnu et ynkeligt martyrium i dette, nej,
for d e n n e ofring har jeg ret til! Som hver en skabning i øvrigt har det
- thi hvis hver del af livet i grunden er en ofring for h e l h e d e n, så er
opofrelse af den art jeg foreslår vel kategorisk at betragte som ædel – og
enhver skabnings ret! Opofrelsen aldrig at holde igen for en tilskyndelse
forsaget af at den vurderes som farlig." Der er altså ment noget mere
grotesk, men trods alt anderledes, ja mere radikalt har vennen tænkt, end
slet og ret dumdristighed endsige den gamle dyd 'mod'.
Henrik - der ikke har haft det i sig, at udtale sine bekymringer ved
dette ræsonnement, ikke har haft kræfterne, og det må man forstå - har
næste-elskende holdt Rasmus' hånd og sagt, at en sådan velsignelse ville
han give. Efter et sukkende "tak" er Rasmus da nær drættet om på stedet:
han har med spinkle kræfter slæbt sig ud til en af den tilstødende stues
divaner, hvor han efter blot få sekunder er sunket ned i lange, onde og
tvetydige drømme.
95

Jeg ved at det har været en lang samtale-strøm vi har skulle forestille os,
for at nå til hændelsen til sidst. Rasmus', ja - hvad skal man kalde
hændelsen? - mange navne melder sig, men for at underspille det lidt vil
jeg sige: Rasmus' 'skuffelse'. I det hele taget håber jeg, man vil forstå, at
det afgørende i denne scene ikke alene har været Rasmus' fald, men i så
stor væsentlighed den højde han er faldet fra, den stemning han i nogen
tid begik sig i, og følte sig samhørende med.
Ja altså, for at gøre en lang historie kort: vi har forestillet os,
hvordan tiden er gået for gruppen, og hvordan dette hus på landet danner
en ramme for så sære og til tider, tør man sige, gode sager. Desuden
aldeles væsentligt at bemærke, hvordan Rasmus her har fundet selv
offergerningen for en mægtig sag som værende utilstrækkelig. - eller
formelt: han lærer efterhånden sig selv som utilstrækkelig overfor alt han
finder som værende tilstrækkeligt i dette ene liv under jordens stjernetag.
- Og han åbner derfor op for nogle af de mest elementære af sjælens
dæmninger; vande vil fosse i det følgende.
k
Vielsen på isen finder sted, nu er det vintersolhverv, og midt på Julsø er
samlet: Parret, Rose og Rasmus; datteren, Diana; vieren Henrik; og
Andrea jonglerer med tre sten, han kaster så højt op i luften; i en
lille trekant løber han, om et forberedt men ikke-antændt bål, der er
legens geometriske midte: Hvert kast når dusiner af meter op, og forlader
hånden synkront med, at toppunktet netop er vendt for den næste af
stenene, der skal gribes; arien spurter i flere minutter, og en omgang
inden han vælter omkuld i træthed, kaster han ej mere - han falder tungt
mod isen, havende gennemført - med tre store sten i sin favn, ej færre.
De lader ham ligge. Smider en langnæset renæssancemaske ved
hans legeme; Diana, malet rød og sort i hovedet og ned af halsen, slår
gnister med et fyrtøj, og sætter ild til bålet. Hun skriger som en heks, slår
over i en nynnen, spinkel melodi. Henrik tager sin maske på. Ægteparrets
hoveder er nøgne og rene, som var de netop bjerget op af saltvand; i håret
bærer de fletninger, lavet af hinanden, og beklædningen er mørk med
flammende Rhone-sole påmalet - det tykke lag maling stadig vådt.
Vi ser dette for os; det er tæt ved solnedgang på årets korteste
dag; skyfrit, koldt og krystalklart. Andrea rejser sig, og tager sin maske
på, stiller sig rank og bredskuldret ved Dianas side en anelse fjernt fra
begivenheden; parret står med bålet og dagens sidste lys i ryggen overfor
vieren Henrik. Melodien fra datteren stopper. Vieren siger:
Forlængst forældre til samme barn. Rasmus og Rose, fra og med i
dag vil I kalde jer mand og kone, fordi I giver løfter om monogami; og
fordi I med denne dags højtidelighed lader kærligheden, som længe har
været imellem jer, krone. Lad det ske med et kys! - de kysser liderligt og
længe, og hermed er de viet.
Rasmus, tillykke, jeg ved at du har forberedt nogle ord. Lad os
høre.
Ordene er til Rose:
96

Jeg elsker træerne, men
jeg er kun forelsket
i dig.
Jeg elsker fuglene, men
jeg er kun forelsket
i dig.
Jeg elsker endda stjernerne
der er så små
for mig.
Men - kun dig er jeg forelsket i
og denne art af elskov brænder mere lyst end stjerner -
jeg elsker lyset.
Ja, kun dig er jeg forelsket i
og elskov er et lune
bevinget som kun vinde er det, der bærer frie fugle -
jeg elsker frihed.
Ja, kun dig er jeg forelsket i
og elskov lover mere fremtid end træet på min grav
jeg elsker særligt løfter.
Så -
Jeg elsker dig
som jeg elsker fuglene og træerne
men i dig alene er jeg forelsket, ja -
Jeg elsker dig så højt som stjernerne
men endda er jeg dybt forelsket i dig, ja
i dig alene.
Rose fælder en sjælden tåre.
Mange gange de forudgående uger er hun blevet spurgt af Henrik,
om arrangementet var et, de skulle fortsætte med at planlægge, om det
skulle gennemføres, om det når alt kom til alt var ansvarligt. Og Rose har
under ualmindelige psykiske pinsler sagt ja, ja og ja. Ikke kun af en
isoleret set ynkelig grund så som Andreas, som nævnt, tvivlsomme nære
familie. - Men som en konklusion den modne kvinde har draget ved
enden af utallige tankerækker. Hun har da rigtigt nok hele tiden været i
tvivl om det troskab hun her har svoret, og har da godt kunnet forstå
Henriks argument om ”ikke at befæste noget, hvorpå man tvivler”; men
som hun også med rette har hævdet, så ville en afvigelse fra
begivenheden være et valg af samme befæstende støbning - eller i hvert
fald af samme karakter, idet det ville være en irreversibel ødelæggelse af
noget, hvis alternativ også har lidt hendes tvivl. - Og dette 'noget' har hun
vitterligt under alle samtaler, indre som ydre, holdt på at elske. Så nu,
ved denne insisterende kærlighedserklæring fra Rasmus - en insisteren
og en kærlighed, der på så godt som alle måder genklinger i hende selv -
græder hun i det stille: Ja, ved hele ceremonien med bålet der smelter sig
97

gennem den meter-tykke is, ved maskerne på vier og vidner som for
hende belyser gommens ansigt, der i hvert af dets mange aspekter viser
tegn på hengivenhed, seriøsitet og uskyld i dets nøgne møde med den
krævende decemberfrost, ved alt dette føler hun noget tilsvarende i sit
eget indre. Hun er stadig tvivlende, på tragisk vis uudsletteligt, men løbet
er kørt, som man siger, og nu er det hendes tur til at tilkendegive
kærlighed.
Vieren nikker anerkendende af Rasmus' ord. - Og Rose, tillykke!
Jeg ved at også du har forberedt nogle ord.
Hun takker Rasmus for hans smukke ord, tager en mindre
sammenfoldet bunke papirer frem, og begynder sin oplæsning for
Rasmus.
Inden vi hører, hvad hun har at sige, skal vi starte med at
konstatere: hun kunne have malet et billede, hvis hun ville. Hvorfor hun
så ikke har det, det er simpelt hen, fordi hun har været lidt for godt
bekendt med, at 'poesien er kærlighedens sprog' - som Rasmus så tit har
forelæst om - og at også hun derfor på det bestemteste vil lade det gå
sådan til. Det digt hun med møje har skrevet, har hun i time ud og time
ind ikke kunnet koncentrere sig om, og det er derfor blevet meget søgt. -
meget er forsøgt, men der er ikke skåret ned på overflødighederne, eller
fundet løsninger for at kunne beholde yndede pointer, men blot har hun
ladet så meget stå blandt så meget andet ukrudt. Enkelte beslutninger og
linjer som hun ikke har kunnet tænke igennem beslutter hun sig endda
først endeligt i forhold til, idet hun læser op. Digtet er holdt i en
upassende akademisk tone, og skrider frem med en vanhellig logik samt
falske påstande - hvilket sandt at sige er ærgerligt, for her og der titter da
tegn på inspiration frem og visse indsigter i kærlighedens væsen. Nåh,
døm selv - følgende ord er Roses, fremsagt til hendes vielse på isen:
Kan kærlighedens væsen udelukkende stole blindt;
kan kærligheden se kærligheden,
eller i det hele taget sanse den på anden vis? -
kan kærligheden på nogen måde gøre andet end
blot at stole blindt på at den er gengældt?
Vi elsker alle træerne, ja
for deres mageløse udseende:
når de strider nøgne og ubevægelige i kulden,
eller til foråret når grenene plukker blomster op
fra jorden lige rundt om stammen, og får farve,
eller i sommerens pragt eller det gule efterår - -
Men træet kan jo ikke selv se,
så er det mon rent tilfældigt med al den skønhed?
Så hvordan mon ét træ er for et andet? Ja,
kender træer i grunden til ensomhed:
et enligt træ på en gammel gravhøj, for eksempel
eller ét blandt mange i skoven, hvor
grenene bevæges af vilde dyr og frie flyvske vinde
og sådan kærtegner naboernes kroner
i blinde, vist nok, i blinde. -
98

så monstro de kan se hinanden i n o g e n forstand,
og spejle sig selv, ved at elske naboens skønhed? Hvem ved.
Men mennesker derimod, der vælger sig et sammenhold
for os er det i hvert fald sådan,
at med øjne kan man sandelig se et øje, og vide sig set derved
og i øvrigt se så meget her når man ved
at der lever en autentisk personlighed bagved
ja her kan man se ind i livet, i livet som seende liv
og særligt hos en elsket ven;
men der gives ingen sikkerhed
for at man er elsket selv.
Og udkårne - for blot at sige det mindste - du er min ven.
Lugtesansen er anderledes, ja
for det første kan næsen ikke lugtes af en næse, den er alene,
men noget der ikke kan lugte, kan lugte
og noget der ikke kan dufte, kan dufte
paradoksalt som det fremstår for grammatiske væsener,
hvilket er ejendommeligt siden kærlighed så ofte
vælger netop dufte, en ur-parfume, som sin første skikkelse;
en madding, og en første grund
til at nærme sig - en massetiltrækning,
der lokker kære planeter tæt, der vinder deres opmærksomhed
og først senere, efter denne flirt,
fortættes gasser til faste kerner
og siden med mere tilpassede midler
fanges de ind i det faste kredsløb,
hvor tid tilsidst begynder . . .
hvor hvem lever for hvem?
Monstro at kærlighed helt og aldeles har lighed med stjerner.
Ingen egentlig musik bliver skabt af væsener uden egne ører;
og et øre kan ikke høre et øre,
så også dette 'sjælens forhal'
det muligvis helligste organ,
er i sidste ende - som vi her vil sige - alene.
Eksempelvis fugle besidder sans for solosang,
som vi alle elsker højt; og således med alt i vores verden
at hvis det synger flot,
så synger det først og fremmest for egne ører,
og skønheden her er således ingenlunde en blot tilfældighed;
hvilket peger på det faktum
at musik er af en lystfuld, ja
af en lesbisk natur - 'the gay art' -
der har nok i sig selv; og af alle ornamenter tåler den kun
at blive pyntet med ord, fordi de, som den selv,
er helt og aldeles uden vægt på denne runde jord.
Følesansen, den måske mest definerende for et dyr - for dyr vi er -
er kilden til den største nydelse, og den største smerte
99

der ikke er betinget af et menneskeligt sindelag
til at stå bag ved oplevelsen: sex og tortur.
Og her er en sans, der kan kende sig selv,
og med sikkerhed sit tilsvarende organ:
for ganske rigtigt er følelsen af 'hånden' eller 'kinden'
eller en anden del af huden ikke selve følesansen,
men først og fremmest blot temperaturen og formen, og sådan -
men 'feminin' kan kende 'maskulin', og visa versa,
ja og de glædes derved, for da er de ikke, som vi siger
ensomme.
Ejendommeligt er det hér at bemærke,
hvordan munden, og navnlig også tungen, i særdeleshed behager
og dét er jo netop det SMAGENDE:
sansen der helt og holdent selv kan sanses
- ikke som synet for venskab, eller følelsen for nydelse, men -
smagen af kærlighed - ja hvem ville turde at modsige -
og sådan kan kærligheden i et ærligt kys
vide sig elsket tilbage,
og ikke blot dømt til evig tillidsfuldhed, stolende i blinde.
Ja JA, det er særligt smagen, der leder os i kærlighed -
så derfor, kys mig nu,
og besid din gensidigt elskende kvinde!
De kysser. Henrik kalder ritualet af. Stenene Andrea legede med kastes
ind i det synkende bål, som de alle har bevæget sig længere og længere
væk fra, smeltende cirkel. De to kyssende stadig og mere heftigt, uden at
kunne få nok. Henrik siger, næsten hviskende:
I bølger over søen, udsyng jeres kærlighed
Lad symfonien lyde i lysters fulde flor
En far og en mor i varme lyde
Fra isen hvor I elsker - ja
Og hvis I forgår, forgår I i kor.
De tre - Henrik, Andrea og Diana - begiver sig væk derfra. Alt er
forberedt; inden de trådte ud på isen, har hver af de tre taget syre - acíd,
det unge molekyle - og som de nu vandrer mod Tårnhøj, blot et par
kilometers fugleflugt derfra, begynder stoffet så småt at virke.
Det nyligt viede par lægger hinanden ned i et kontinuert begærligt
kys: snart vil de have gnedet sig varme imod hinandens kroppe -
svedende og med våd gylden maling fra deres beklædning smurt ud over
sig; Rose vil være på fire og med Rasmus' store fast-gribende hænder om
sin hofte ja, et vidunderligt syn af sodomi, i hvilket hun drejer sit hoved
bagud og rækker med armene efter elskerens strakte nakke, brysterne
strittende på den udspændte krop, læbe-bløde kys med sin langsomt
bevægende elsker; parret opnående klimaks i kor; glemsomt stolende på
isens tykkelse, faretruende tæt på den smeltende ild. Siden gående op på
landjorden igen, og faldende ind i luksus i hinandens arme i et af husets
bløde hjørner, hvilende indtil søvnen rammer, faldende sammen som
aldrig før.
100

De tre er i vildskab. Diana mest grinende, som de bevæger sig fremad,
Andrea og Henrik kastende med snebolde, fangende hinandens
entusiastisk, som var hver eneste af dem amerikanske 'game-winning'
fodbolde. De er begge ekvilibrister; atletik og syre kan være så godt et
par. I ét kryber de sammen, Diana, Andrea og Henrik, de tror, de hører
tordenbrag, de tror de hører kanonslag, som teenagere lægger ud på isen;
de tror at nu brækker det vidunderlige gennemsigtige stof, der, som de
tænker, opstår ud af piske-smæld fra den stjerneklare kulde, der tryller
klarhed og distinktioner frem; de tror snart at vide, det er
ægteskabsorgasmer, der runger igennem dalen; de ved snart ikke mere.
Andrea er særligt ude af den, skriger som det aldrig er hørt - runger
igennem dalen. Alle er alt i alt fantastisk grinende, kastende og
krammende og i ét stort pjat.
De kommer til den høje bakke, hænger deres masker på en bøg,
de går et par skridt, træder af, træder til, træder mange mange gange, de
kommer til en hytte langt langt langt udenfor deres rute, de er bange - det
er jo mørkt - de går ind. Der er to schæferhunde. De gør lidt. De tre gør
igen, og det gør de klogt i. Hunde-respekt. En gammel mand tager imod
med tvivlsom the. De kan se bladende deri. Trykket stiger! Det
atmosfæriske tryk, ørerne propper, måske hyler. Manden siger, Jeg har
været her siden jeg var tredive - han har gråt skæg. De tror alle det er en
drøm. Men nu jeg er her kan jeg lige så godt storme frem - og Henrik
svarer Ja, fremstorm med alt du sikkert har og ejer, man må lede efter
dette febrilsk som exo-planeter i stjerners blændende lys, og ja gamle
mand, din egen vejrgud, storm! - og de ved nu det er en drøm, på grund
af det de læser i hans stakke af papirer og fordi hundene gør sig ned i en
afgrund, vov vov vov, hvirvelvind sort-sort-vind 'downward spiral', den
gamle mand grinende og langsomt voksende sig yngre, kollapsende, alt
er væk, i en afgrund, og de tre kravler lucide tilbage over isen, s n a r t
rejsende sig op, gående på jorden, spørgende sig, hvor længe de har
været væk. De kommer tilbage til huset, og finder varme og kærlighed.
Der: Rasmus og Rose, arm i arm. De tre går i hver sin sofa, lyttende til et
ekko i kroppens mange kamre og korridorer, nemlig stoffets aftagen der
endelig giver plads og lov, ekkoet er: sov sov sov.
Rose er vågnet forlængst, fyldt med tanker. Som det kærligt går igennem
hende:
Du sover på
min arm
sover
igen
min arm
sover
Jeg løfter
dit hoved
og lægger en pude
101

i stedet for min arm
du vågnede ikke
men det gjorde
min arm.
Rasmus, den stakkel, føler sig elsket, men har nu mareridt alligevel,
hvilket ironisk nok ikke kan mærkes på hans ydre. Hans ubevægelige
sovende legeme drømmer:
Jeg elskede min far
jeg elskede min mor
forbundne i min sjæl
uværdige til
et ødipuskompleks
og nu hader jeg mig selv
Jeg elsker dig, Rose
jeg hader mig selv
jeg elsker min datter
men hader mig selv
Jeg elsker jer venner
jeg hader mig selv
jeg elsker mænd som guerillaer,
astronauter og kirurger,
sultekunstnere, dirigenter og løvetæmmere
blot for eksempler
hvad er jeg i forhold til dem
hvad prøver jeg at tolke mig til
med skælvende zen
nej, jeg hader mig selv
Jeg elsker jer fremtidens glasperlespillere
gør hvad I vil med min sjæl (ingenting)
jeg elsker malere,
digtere og sangere
jeg hader mig selv
jeg elsker sommerfugle
Ronaldinho og Belew
jeg elsker de stålsatte
- ingen navne nævnes -
jeg elsker historiens filosoffer
og hader så afgjort mig selv
Jeg elsker fodbold
jeg elsker adrenalin
jeg elsker lam
jeg elsker rytmer, igen musik
jeg elsker sang
dette 'jeg'
som kun en mor
kan elske
og kun en far
kan hade
102

jeg hader mig selv
Mig selv
som kun en far
vil bryde sig om
at disciplinere
og prøve at elske --
At elske sig selv som en søn.
Det glemmes idet han vågner. Hvem har holdt om hvem? Rasmus og
Rose kysser.
l
Nogle døgn senere - på en af danskernes juledage.
I en familieby som Laven er der hygge hen over den hvide jul,
under den lyseblå himmel, ved siden af den lave sol. Mange står på
skøjter på søen, og forundres over hullet i isen; paraglidere hænger i
luften og pynter; mange bygger snemænd i haver med fætre fra nær og
fjern; og mange går ture i det bakkede landskab. Det sidste giver også
Alex og Rasmus sig til - de snakker frit under skovens nøgne tag.
Rose og Diana er tilbage i Århus for at blive lidt klogere igen,
foran tavlen. De har også Elijah med, der gerne vil have lidt ordentlig
undervisning - thi han ved lidt om, hvad der er godt for sig, og kan godt
lade være med at bande, nu hvor det gælder; efterhånden bliver
lærerinden også bedre stemt overfor den lille, især fordi hun ser hvilket
bånd, der er ved at blive knyttet til Diana.
Andrea har nogen han skal mødes med, og er også i byen - når
musene er ude, sætter kattene fælder op, som han grinende kunne finde
på at sige; ja, han laver aftaler og garderer sig. Alex og Rasmus nyder alt
imens det landlige; de finder en fred som sjældent har været med dem, og
i øvrigt en udfordring i hinanden, der er værd at bruge timer på: Rasmus
har intet i sit liv foran sig andet end sin kone, sit barn og sit nye løfte, og
det er tid for ham til at nye planer skal forme sig - Alex venter blot på en
opringning fra sin bror, og da den kunne komme hvornår som helst, har
hans tålmodighed taget over, og han tager let på dagene.
Allerede inden for nogle døgn efter ritualet har Rasmus vist tegn
på forandringer. Præcise eksempler er svære, men i grunden gør en mere
legende attitude sig gældende: mere elektricitet i fingrene - hvis man
forstår - og mere zoom-lystne øjne. Han stiller også af og til spørgsmål til
de kendteste sager. Af onde tunger, blondinespørgsmål - så som om
stjerneskud virkelig er stjerner. Men allerede efter ganske lidt øvelse er
disse spørgsmål akkompagneret af en uskyldighed - og som det helt
præcist gør sig gældende: uden tanke for at lyde dum. Hans løfte synes
altså indtil videre at give afkast af en uomtvisteligt god natur - men
selvfølgelig helt og holdent i det stille og i de relativt anonyme sfærer.
Alex har som sagt fundet sin tålmodighed - ikke mindst på grund
af landskabet, der i forhold til det svenske er aldeles diskret og
miniputtet, men alligevel forfinet i sine konturer og sin friskhed. Han har
været her før, men aldrig hvor det har været snedækket, og aldrig så
103

længe og uden en egentlig daglig tjans, eller andet lige for at jage sit sind
med. Nu nyder han blot de sky-bløde lænestole og som sagt terrænet;
dagdrømmende om den arv eller hvad det måtte være - måske et ædelt
ansvar, eller interessante ægteskabsplaner - som fra faderen kunne
tilkomme ham ganske snart.
Rasmus og Alex går i skoven og taler. De taler åbent på en måde,
der involverer en blodhundskritisk indstilling til alt der bliver sagt. Især
fra Alex' side eksisterer til mangt og meget en næsten chokeret
uforståenhed. I kraft af og på trods af dette måske paradoksale forhold i
deres samtale, så er det meste der siges sådanne ord, der gør rammende
indtryk på modparten på den ene eller anden måde. Og selvom det er så
aldeles usynligt, og ikke til at indrømme for nogen af de to, så kysser
deres sjæle faktisk i det følgende.
Med sin ene hånd holdende den anden slændrer Alex langsomt
rundt blandt de tykke stammer; Rasmus samlende sne op, snart fra her og
snart fra der, formende til snebolde han forgæves kaster efter
usandsynlige mål, til tider blot betragtende enkelte fnug, måske en lille
sky af dem, han har hvirvlet af fra en gren, så hans elskede prisme-effekt
kan komme til syne. Tænk sig, denne mand er ramt af onde drømme!
Hvad mener du egentligen med mareridt, Rasmus? Er der da
nogon ting du særligt har en frygt for?
Jeg frygter mange ting... men de sidste par nætter har intet vist sig
som et særkendeligt... hvad siger man? Er særkendeligt objekt af min
frygt, eller... du forstår måske. Intet konkret symbol eller lignende har
vist sig som sådan.
Hmm, hvad gør så et mareridt?.. om jäg for froga. Nej, I don't
understand.
Mareridt er nok også forkert sagt. I hvert fald til det helt
overordnede ikke rigtigt. Mine drømme er ikke altid gruvækkende, de er
ikke af kød, blod og dybsindige svigt... altid. Mere hvileløse af natur...
gentagende det samme, hvor meget er 'syret' og... 'deranged' som man
kan sige... og få ting attråværdige, men altid uden for mit greb... og dette
på en måde der kommer mig så uforklarligt ved. Jeg vil, men alt er
vammelt; jeg vil have de her ting... og når jeg er tættest, ja, så indtræder
gentagelsen... det føles som er det umuligt at vågne. Min datter har i
grunden udtrykt det i et digt hun skrev sidste sommer... under et
feberanfald... hun viste mig det for få dage siden. - Alex gør store øjne,
prøvende at holde et selvfølgeligt udtryk. Rasmus reciterer. Han har i det
store og hele digtet i hukommelsen, men her og der, hvor han er lidt i
tvivl om, hvordan digtet præcist går, improviserer han en smule. Det
lyder som følger:
Min månesyge feberdrøm
to elefantkys, ned på knæ
alt sker igen. Lyset går
i min legesyge feberdrøm.
Min syge måne, min sidste gåde
efterlader du mig nu her igen;
ét kys til, det tungeste kys
et kys fra en ven, jeg vågner --
104

Alex udbryder - What! Jeg mener, respekt til Diana... Men Rasmus!.. at
dine mareridt kan jævnføres med en lille fligors febervildelser... hvordan
er du nogosinde blevet mand nok til at knulla den henrivende wife du
har. - der er misundelse i udbruddet. Husk på Alex' forfejlede
forføringsforsøg - som Rasmus i øvrigt ikke kender til.
Jamen... igen Alex, jeg vil ikke kalde det mareridt... nej, nu du
siger det, jeg sover måske bare lidt dårligt. Som lidt besværrede drømme,
ja, jeg spiller mig selv et puds om natten, det er nok alt. - stilhed. Efter
lidt betænkningstid tilføjer Rasmus, idet han barnligt, og en anelse
spirituelt, trækker et par våde streger i sit ansigt med en istap - pludselig
ved han at have haft sit sidste mareridt - Nåh ja, og til det andet du sagde:
jeg har en stor pik.
Alex bliver lidt ude af den. Han smiler som man skal. Han kigger
lidt væk, som nogen ikke kan lade være med. Snakker dumt - Klart nok...
fedt, hæhæ... ja I har det nok heftigt. - Rasmus smiler ved synet af et
egern.
Alex skifter spor, taler nærmest i vildelse - Nåh, men... øhhh, med
de svære drømme... jeg er lidt interesseret. Hvordan... jeg forstår inte
helt. Finns der inget du er bange for? Eller, det vet jeg måske... gissar... at
Rose skulle göre noget slemt... eller... Hvad med döden, ja, er du egentlig
bange for at dø, Rasmus?
Jeg plejede at sige, at jeg var bange for at dø ung. Nu... nej,
tanken kan få min puls op, men den gør mig ikke bange på den måde,
man normalt forstår.
Hvad da? Føler du dig forbundet, eller noget shit som det... at du
er en del af det hele, og alt lever videre också üten dig. Ha ha!
Within you and without you. - svarer Rasmus, - Gælder også for
dig, min ven.
Nej hør nu har! - det går selvfølgelig Alex på - Det där er en
upåviselig idé. Alt for fix och... 'belejlig', som ni danska skulle säga. Nej,
virkeligheten är närmere, at der finns så ganska mänga, som varden i n t
e behövs. Som det only är et tankeeksperiment at kalde 'forbundna'.
Denna fortolkningen går lige vel som din. - stilhed.
Tjo... Måske. Inden jeg mødte min Rose, tænte jeg ofte 'at vide'
mig forbundet til verden, omend jeg i denne helhed indså min egen plads
som værende den af en virus... et 'negativ'. At tjene helheden ved at
modarbejde alt omkring en... Altså, det var jo netop bare en fortolkning. -
han ved ikke rigtigt, hvor han vil hen.
Alex genoptager, ikke så lidt rasende er han - At vide dig
forbundet. What arrogance! Hehe. Havde du så ligesådan en vished om
noget 'godt'? Nogen grund til den ene sag frem for en andet i det här
univers?
Ærligt talt, Alex. Er det ikke lidt kedeligt at snakke om. - der er
ikke spor af resignation i hans stemme.
Nej, svar du bäre på mit frogan!
Rasmus tænker lidt. - Nej, Alex, jeg havde ingen vished... og har
heller ingen. Absolut ingen vished. Men jeg har en idé om, at noget er
bedre end noget andet... at dette kun er min idé, og ikke nødvendigvis
andres, det er klart. Den er ikke ledet af noget påviseligt princip. Det er
105

potentielt en helt aldeles idiosynkratisk beskaffenhed ved min såvel som
ved hver enkel bevidsthed, og måske i hvert enkelt øjeblik... men om
ikke andet er visheden ensartet ved at den er en idé om én ting frem for
noget andet... ja, i en etisk overvejelse vil man vel sige. Og her ser jeg
klart og skarpt, at det giver mening at handle på denne idé... siden enhver
indsigelse ville være... hmm, ville være funderet på samme
ugrundelighed som mit aktiv... endsige påstanden at det er ligegyldigt om
jeg overhovedet vælger og handler, i hvilket tilfælde at det også vil være
aldeles ligegyldigt, hvem der har ret i det givne argument. Hmm, mere
kan du ikke kræve af mig.
Ha ha, min fine ven. Men når du skal forklare dette 'gode' som
andet end en præference... som noget etisk as you say, så mangler du ord
til at kvalificere det med. Så hvad siger du? At du har en fornemmelse, a
feeling, der bare inte kan kommunikeres. Det kalder jeg en bundløs
mening.
Meget vel. Det var dig der spurgte. Jeg holder min bundløshed
within me. - og det går i grunden op for Rasmus, at han er bundløs . . .
hvad han nok kan have hørt så mange gange før i forskellige varianter,
men han føler det mere indtrængende nu. Hvad end vi så kan forstå ved
det. Han styrkes imidlertid. Han rammes af et 'univers-øje-blik', som han
har døbt det for sig selv, det almene i dette værende et 'moment', hvor
man kan 'opleve' sig eller sit selv, og for en som Rasmus kan det bedst
beskrives sådan, at de europæiske arketyper, som vi vil våge at kalde
dem, solipsismen og den evige genkomst, som muligheder viser sig hånd
i hånd, idet '-øje-blikket' rammer: den fundamentalt tvingende
vurderingen af altet uden noget udover sig, uden noget 'over-naturligt',
samt indsnævringen til at dette alt k u n er det man selv er. Og bizart
som dette kategorisk vil vise sig, i og med man i momentet erkender, at
'nu er netop dette, og ikke alle mulige andre ikke-utænkeligheder,
tilfældet' tankes energi; ja sådan oplever han nu, helt overordnet
anskuende dét indre og ydre, der er tilfældet, samt de flydende
bevægelser derimellem, flydende til grænsen slet ikke er. Og Rasmus
fejler. Det består allerede deri, at han har navngivet 'dette' (af lige så
letsindige tunger benævnt 'det hellige'), at han så godt som kun
konstaterer det, det vil sige tangerende berører muligheden lidt som en
smutsten på en bølge, og at han, indbygget i det løfte om frygtløshed han
nyligt har givet til sig selv, beklageligvis overser signifikansen i, hvad et
'heltemodigt tavshedsløfte' kunne indebære, ja det at han i det hele taget
tillader sig at begribe sager som den nærværende med navne, at han
omgås en universel frygt og ensomhed defensivt, at begribe og forsvare
sig kommer så ofte ud på ét, at han i den grad taler med sig selv. Han
styrkes dog i dette nu, og som den flyvende sten, der kysser bølgen,
tanker han et vist mål energi, letter på ny, og siger videre - Jeg holder så
blot på mit eget. Jeg har givet et løfte til mig selv. Ja, som d u spurgte,
og j e g svarede: jeg frygter ikke døden. Men jeg frygter ydmygelsen,
den stolthed og skam jeg selv dømmer med... med døden som det
ultimative, min 'domme-dag'. Hvor mange løfter har jeg ikke brudt for
mig selv? Hvor mange har d u brudt for dig selv, Alex? Et løfte, der
bare er en ordsekvens i en indre strøm, det er så nemt at løbe fra. Men
æreløst ikke desto mindre. Jeg har nu sværget ved en begivenhed... ved
106

min skaberkraft og min kærlighed... de to stod i ét den dag. Et løfte dér i
al sin enkelthed er frygtløshed. Det er der rigtignok ære ved. Så må
verden komme som den kommer, og tage mig som den tage mig vil.
Hvad mener du frygtløshed?
Rasmus forklarer, som han tidligere har forklaret det til Henrik.
Alex kniber øjnene sammen, og spørg - Have you yet... gjort
noget... noget farligt?
Blot så små sager. Hmm, eksempler er så svære lige at komme i
tanke om på stedet. Lad mig se... jo! - Alex kigger skeptisk og forundret -
Du ved: at kaste en aflang genstand i luften, så den snurrer en omgang,
for så at gribe den ende man kastede... du kender til det? - nu kigger Alex
kun skeptisk, men han nikker - Godt, den bevægelse har jeg altid
mestret... men af og til har jeg set folk gøre det med sine store
køkkenknive, hvad jeg aldrig har kunnet få mig selv til. Taget den i
hånden med en intention, har jeg måske, men aldrig turdet gøre det. I går
fik jeg impulsen og fulgte den. - det sidste siger han stolt. Alex er lidt
skuffet, men det går trods alt op for ham, at det er mere end blot tom
snak så... blot det mindste mere.
De går lidt uden at sige noget. Ikke helt som før - nu er Alex mere
trampende, og begges tempo er sat lidt op. Skoven bakker, og de nøgne
træer tillader synet at rejse langt forud for benene. Ved et udsigtspunkt
kan de se ud over den lille dal, og de aktive familier: ren moderne idyl
(moderne som et indeksikalsk udtryk), og de danner i sig hver deres
komplet forskellige følelser fra hjertet og ud. De vandrer så småt tilbage
imod huset igen, og da ringer Alex' telefon.
Ja, det er mig, din bror, Andrea. Så er det sgu nu. Fuck... det vil
sige... Alex! vi har sgu lidt travlt. Far vil se os. Du er i Laven ikk'?
Jo... wow! To timer har jeg. Right?
Nej det er vist en halv sandhed. Altså, jeg skal prøve at opholde
ham lidt, hvis det er, men kan du være her før. Du skal ikke tage toget i
hvert fald!
Rasmus kan høre hvad der bliver sagt igennem røret, og stiller sin
Ferrari til rådighed.
Det bliver planen. Alex vil måske gerne vide nærmere, hvorfor
faderen skal være sådan en snob, og ikke bare vente til alle kan være der
indenfor en rimelig tid, men slår det hen som nok blot en form for prøve,
eller hvad ved han. Det fylder også mindre for ham, når han hører, at
mødestedet er den store 'Danske Bank' ved Bispetorv. De skal angiveligt
se på en bankboks, og Alex tror nok, han ved, hvad det betyder. Andrea
vil tage Elijah med, der jo i forvejen er i Århus.
Efter en heftig øjenkontakt med Rasmus, kommer denne og Alex
telepatisk frem til at kunne være der om fyrre minutter, det er bestemt
realistisk, og især i en sportsvogn. Andrea siger med hvislende tunge
"sssuper," og lægger på.
Hurra, fucking A! Hvor jävla bra. - brøler Alex. De styrter ned af
skovens bakker, og her, hvor der ingen sti er, skal de passe på de store
bøgestammer - analogt med skiløbere i off-pist under trægrænsen. Det
går over stok og sten. Rasmus må igennem huset for at hente nøglen. Han
råber et højt og rungende "farvel" igennem stuerne, styrter ud ad huset og
videre ned til vejen, hvor Alex forpustet venter.
107

Her, gi' mig nøglerne, lad mig køre. (Alex)
Jeg ved det er dig, der har travlt, men ærligt talt: jeg kører. - hans
stålsatte stemme tvinger Alex til at sige:
Er du fast? Du skal køre uhemsk hurtigt, din satan!
Jeg lover det.
Med Alex på passagersædet startes Testarossaen med et blæret
drøn, og forsvinder hurtigt ned ad Lavens hovedgade, Himmelbjergvej.
Alex har tændt gps'en, thi ingen af de to er særligt opsatte på pludselige
tvivlssager, og den foreslår ineffektivt vejen over Ry og videre ud på
motorvejen derfra. Det er 'gerade aus', og ikke op ad den mistænksomt
lydende "Slangebakken" til venstre, så det passer de intetanende
udebane-bilister fint.
Med først små hundrede kilometer i timen på den halvglatte
landevej, brokker den ivrige Alex sig. Chaufføren stiller sig ikke uenig
med denne snak, men fyldes i stedet med en enorm rus, og gasser
velvilligt op - forskrækkende en mindre flok landsbydrenge midt i en
sneboldkamp, men ellers uden skade for nogen; vejen er så godt som tom
i denne juledagsro.
Ha-ha-ha! Fremad! - udbasunerer Rasmus, og den endeligt
tilfredse Alex læner sig tilbage i lædersædet.
I kommunebyen Ry må de gasse ned, gps'en guider dem igennem
diverse rundkørsler, og snart har de skilte mod motorvejen og Århus. Der
gasses op igen, bilen skyder derudaf - hvilket syn det er i dette jydske
landskab - og Rasmus kører formidabelt.
De ser en motorvejsbro foran dem. "Drej til højre om tohundrede
meter" lokker gps'en, og med den fart de har på, når Alex kun lige at
registrere, at de passerer afkørslen til Århus - den anden afkørsel på
broen er til venstre mod Silkeborg; maskinestemmen forslår koldt "kør til
højre", Rasmus hiver mekanisk i rattet - mod Århus og mod trafikken.
Et gys går over Alex' ansigt; Rasmus er blot fokuseret på at afvige
den ene bil, der på rampen kommer imod dem. "Wow, hvor går det
stærkt," når han at tænke i ubetænksom begejstring og accelererende
puls, idet de to biler glider lige forbi hinanden - hvilken kraft og livlighed
der møder ham, hvilken force and vivacity. De kommer ned på selve
motorvejen.
Kørebanen er relativt tom, men det betyder stadig ganske mange
biler per minut med den dobbelte fart imellem ferrarien og de
modkørende. Nej, Rasmus bremser ikke umiddelbart op, men
overraskende begejstret fortsætter han besluttet mod Århus. - Stop, din
psykopat! Stop.
Du vil frem, ikke? - wruum, en gruopvakt børnebil fyldt med
julegaver farer forbi.
Rasmus er ramt af eufori ved den enorme fart som bilerne
kommer imod ham med; det overvælder ham. Som et drengebarn med en
pistol. Som svovlsyre for en purung kemiker. Som skønheden ved
padehatte-brag kan ramme dig, såvel som enhver. Forestil dig hvor
hurtigt bilerne kommer imod ham! Han nyder sit mekaniske vidunders
styreevner, bilens underskønne anlæg for at svinge og dreje imellem de
modkørende, hvordan den ligger så sikkert på vejen.
Alex siger - Okay okay, men jeg vil inte frem såhar. Du skal inte
108

tænke på mig. Just stop! - med sit højre ben, sparker han med ét gps'en i
stykker, idet den skal til at give flere gode råd.
Hvis jeg stopper, er det netop af tanke for dig. - siger Rasmus
polemisk. To biler, der er midt i en overhaling, fylder begge spor forude;
spøgelsesbilen drejer ud i nødsporet, som den eneste løsning, og med
dødstruende lyde fra den tvivlsomme vej, passeres også disse
udfordringer i et sus. Sportsvognen drejer tilbage i modvinden, og
accelererer.
Fuck det, Rasmus. Helvete... stop nu! - passageren er forsvarsløs i
forhold til Rasmus' hovedkuldse beslutning. Hvad kan han gøre? en
kamp om rattet vil kun forværre deres chancer. Han prøver at tale:
Er det din fikse idé, der spiller dig et puds? Slå den ud af huvudet
for nu. Start i det små. Start med knivene... ja, knivene, og... og, vi kan
klatre i fjällen... eller parachute. Lyssna på mig. Stop! - et ynkeligt
forsøg. Alex genkalder sig bønner han i løbet af sit liv selv har ignoreret,
og han nedtrykkes - endog ikke rent pathetisk eller uden en ironisk sans,
nej; videre overtages tankerne nu af hans ufrivillige udpinte mantra "det
er jo bare en ting der sker, som alt jo bare er". Det eneste svar hans
forsøg modtager fra Rasmus er i øvrigt simpelt hen 'fingeren' og et
erkendelsens grin. En bil mere passeres. wruum! Alex åbner vinduet, og
lader den frysende luft fylde bilen, hans liv blander sig i den. Sidder
egentlig roligt, skriger fra tid til anden i enkelte anfald, måske
forbandende Andrea. Men hvem tager sig af Alex. - sidemanden ænser
ham i hvert fald ikke stort; heller ikke ved nævnelsen af broderen.
Rasmus tænker, idet han med tøjlesløse sving navigerer mellem
bilklynger, skrækslagene chauffører. Han tænker flagrende: hvor
fordelagtigt det er i min position... jajaja, som i fodbold hvor - wow hvor
er jeg langt ude... fodbold! - Jeg har altid indset fordelen i at have bolden
frem for at forsvare; jaja, den der har bolden, bestemmer hvad der sker.
Wruum! Fordelagtige angreb, min bils store fordel over de andre,
fordel over ham, wruum - og over dem, og hende,
wruum. - hvilken magt. Men hvor let de slipper
med en skræk, når jeg drøner forbi dem,
zig-zagger skønt. Og hvor er min fordel
ved at angribe, når den er beskattet med
på forhånd at have tabt,
på forhånd være sortnet!
Kunne jeg mon 'klare den'?
Slå det ud af hovedet, Rasmus! Ja, sådan.
Igen: hvad er dog sejr over rus? intet
hvilket tab? - bag dette wheel of power -
blot tabet af en lang og kedelig tråd af nutider!
ha ha, tidens ynkelige hjul, imod speed og rus
tænk sig denne bullet time, dette overskud
det giver jeg verden - det-er-mig! det-er-mig!
Det kunne jeg aldrig have tænkt - af alt, og om alle:
at j e g skulle falde vandret. Wruum!
Min bedstefar - et minde sin vægtløshed værd i gener -
han havde guldtand, husker jeg, og han pegede ind i sin mund
109

den var til bådmanden, sagde han - jeg tror dog ikke på sådant.
Men hvis man endelig vil, jeg skriger det ud nu i den kolde luft
"han vil ha' ild," den gamle bådmand, og min højre fod træder til!
Åh, minde - hvorfor kommer alt nu til mig så stærkt:
mindet om min moders stemme - hun sang
en vej går ind i himlen fra huset hvor du bor,
men hvad hvis jeg bliver hjemløs, mor, et motorvejsspøgelse
ex machina? Og min krop nu blot er en dukke
der danser fra en snor.
Nej, jeg tror virkelig ikke på sådant - -
Prismekroppen, en lysstråle delt til en regnbue
Oceankroppen, tusinde smeltende
snetoppe der samles i én stor sø
Se! lys og vand. Og Dråbekroppen,
der slutteligt rammer havet
i sit højdesyge fald fra himlen.
Men tror jeg da i det mindste på ord
som fast grund under sådanne tankers fødder?
Nu skal jeg undvige ham-der
og hende. wruum wruum!
som dog dette vidunder af en bil
kan klæbe sig til vejen, og manøvreres
men ak, en familie dér
nej nu går den ikke mere
Ak, min Diana, en tanke til dig
jeg håber at være
dine komplekser værdige!
Ak, min Rose -
den sidste sommerrose visner bort i min hånd
fart dræber
men skønhed lever for evigt.
Jeg tror nu ikke på sådant! Wruum.
Bullet time, jeg undviger
betonbroen stopper mig
betonbro, hvor grimt
så, min passager, vi to sjæle, der ikke troer
vi må klare os alene. Hvad mon nu der sker.
Flimmer og rester, lilla stjerneskud.
At falde fremad, r i f t e r af lys
i den indre afgrund - og
seende den
forenet med den ydre.
I sort sort lue
og sorte lugte
jeg er midt i
eksplosionen
i flamme og fyr.
110

m
Andrea er sammen med Elijah på en frossen slette i det midtjydske
landskab. De står ved brynet til en klynge træer på en forhøjning og taler.
Alex' begravelse har fundet sted samme dag, kalenderårets første; de få
andre pårørende, der var mødt op - ingen af hvilke vi har mødt - har
allerede begivet sig videre i store biler. For at snakke med den afdødes
broder ankommer Henrik snart til denne slette.
Man må forestille sig, at Andrea og Elijah på hin dag for
bilulykken har haft sig en alvorlig og slutteligt indforstået snak om
familie, blod og slægtled, samt hvilke interesser der her, i netop deres
situation, må have prioritet frem for andre.
Nu under træerne taler de to i påfaldende munter tone om de
ændringer, der skal ske i deres liv. At Elijah flytter med sin onkel ind hos
de efterladte i lejligheden på Bispetorv; at den lille dreng, der nu vokser
mere markant fra dag til dag, finder et for ham helt ualmindeligt
sammenhold med Diana, de to børn der begge har mistet en far, der
holder i hånden og deler hemmeligheder; at han føler sig 'udklækket' ved
dette møde, og også ved den undervisning som han nu modtager. Alt
dette set i kontrast til hans ensomme men konstant omgivet-af-andresituation
hidtil i den jydske provins, og det angreb som forsvar dette altid
har medført i hans sjæl. I forhold til alt dette føler han sig aldeles
aflæsset, og overdådige tunge smykker kan nu lægges på hans spæde
men prøvede ånd. Det taler de om, og Andrea, der måske også lægger et
ord eller to i munden på sin nevø, nyder så afgjort overraskelserne, de
små vidunderligheder, som barnet frembyder.
At turettesyndromet er gået mere eller mindre i sig selv, og nu
ikke bevæger sig mere voldsomt end hos en almindelig sund getthoknægt
er én ting - og vel nok blot et egentligt valg, - men at hans ticks
også begynder at aftage, har en sød historie på sig, som Andrea nyder at
høre. Som følger: Diana og Elijah havde selvfølgelig talt om disse ticks,
og i Århus i juledagene havde hun derfor i en kontemplativ stund,
forfattet et lille digt ud fra hendes egne små vaner, og hvilken plads de
glimter fra i hendes indre; omend at Elijahs ticks er af en noget hæftigere
natur, end digtet beskæftiger sig med, så havde hun givet det til sin
drengeven, og anvist at han skulle lære det udenad, og tænke på det
hvornår han end gerne ville ud af et lille anfald. Det begyndte han på, og
resultatet viser sig allerede så småt. Digtet lyder sådan her - ved Elijah
der reciterer for sin onkel:
Rolige ticks -
ligesom man synker
piller, jeg
synker som krigstrætte skibe,
jeg er en månetæge, en sovevise.
Fingerspidser mod fingre -
rolige ticks som dette
111

dublerende sig selv, i tomgang,
som et værktøj, som en træl.
Træthed, vaner, trældom og piller
at synke som blikamuletter
i søer af klonede minder.
I al denne snak vil man formodentligt ikke kunne undgå at bemærke,
hvor mærkværdigt det er, at ingen af de to lader til at begræde tabet af
henholdsvis broderen og faderen. Så lad os se derpå.
Andreas indre tør vi ikke længere prøve at nærme os. Vi vil lade
ham tale for sig selv ved lejlighed, og således være skånet ved en vis
censur. Blot dette skal vi nævne, at han selvfølgelig ikke begræder sit tab
i mere end højest et enkelt øjeblik med højest ét af sine mange øjne, nej,
han kunne vel i et simpelt øjeblik tænke en sætning som "to fluer i ét net"
- hvad end vi så kan lære af det. Elijah har aldrig kunnet lide sin far - så
omend begge hans øjne har været våde på denne dag for afskeden, og
komplekset over den 'distortede' mand vil hjemsøge ham i mange år
fremover, så er han i disse dage for lykkelig til at kunne være egentligt
sønderknust samtidig, og i øjeblikke som dette med sin onkel, hvor
muntre emner er omdrejningspunkt, er han ganske fjern fra sorgen.
Selvom det måske er svært at sætte sig ind i - fordi de fleste jo har et dybt
og, i skæbnesvangre stunde, altoverskyggende forhold til deres fædre, og
navnlig i barndommen - så vil jeg appellere til, at man forstår, hvor
meget bedre Elijahs liv går imod at være, nu hvor onklen overtager
opdragerrollen, og han har en egentligt elskende, kærlighedsværdig og
inspirerende familie at modnes hos - en situation der var utænkelig,
imens Alex levede.
De to kommunikerer i høj grad indforstået; de fodrer hinanden
sprogligt, lægger hinanden ord i munden som sagt; de hopper på stedet
for at holde varmen, og for i hvert andet nu at kunne danse for hinanden,
men afbrydes slutteligt, idet Henrik nu kommer imod dem for at tage sin
afsked med Andrea.
Han kommer gående op fra den nærmeste landevej, stolt i sin
gang - det er et for ham meget vigtigt møde. Henrik når de to, og alle
hilser: selv hilser han med hænderne foldede, Andrea med hånden på
hjertet og barnet mimende at 'tage hatten af' og bukker. Den tilkomne
beder om at tale alene med den voksne, giver sine velsignelser til barnet,
og dette sendes, efter kort samtale, afsted for at lege med sig selv. Den
korte samtale består i det, at Henrik med stor nysgerrighed får spurgt,
hvordan den gamle far har taget sig ud under ceremonien, og uden at der
skulle være noget sørgmodigt at bemærke, forklarer Elijah i en rap replik,
at bedstefar godt nok har set bedre dage, ja, at det i det hele var som om
han var lidt rundtosset efter alle de år - hvortil Henrik blot svarer kort.
Barnet løber glad væk, for at øve sig på at lave kraftspring - onklen har
lært ham et par fif - og de voksne kan hele tiden se ham i øjenkrogen,
samt alle hans halvgode og mislykkede forsøg.
De to tripper på steder for at holde varmen, en frisk vind blæser med
hyppige stød. Andrea spørger med en stemme i ro. - Så er det altså alt for
dig?
112

Jeg drager videre nu. Blot et simpelt ærinde her, og måske en lille
ordveksling samt et farvel til min godgører. - Henrik smiler med øjnene.
Du skal ikke gøre mig forlegen.
Som om du kunne blive forlegen, din sociopat. - Andrea spiller
forlegen, og de ler sammen. Kort pause.
Du må i øvrigt undskylde mig, - begynder Henrik igen - men jeg
har nok altid været lidt uklar med hensyn til dine hensigter her... Altså, ja,
jeg tager videre nu... Der er nok nogen, der havde regnet med jeg ville
blive... til efter Rasmus' ceremoni. Måske endda lede den, som jeg gjorde
ved vielsen... du ved, for en ordens skyld. Men, nu hvor det trækker ud,
så tager jeg videre... du derimod, bliver. Selvom det trækker ud.
Misforstå mig ikke her. Men enken vil jo ikke berøres af nogen, der ikke
er af eget blod. Nej, dette punkt er hun panisk omkring. Hun er mager og
svag, har jo praktisk talt ikke spist i en uge, og begiver sig kun frem fra
sit privatrum for at undervise børnene. At du bliver af medlidenhed
udelukker jeg selvfølgelig, men... - og her må Andrea afbryde:
Medlidenhed! Her er et ord jeg selv gerne vil vende i forhold til
dig. Men først, altså, det tør da være tydeligt, at jeg ikke bliver af
medlidenhed... at du overhovedet kan nævne det! - arien ser skuffet ud. -
Jeg bliver måske for Elijah, nu han har fundet noget godt i et liv, der
ellers har været fattigt på indput. Men det er heller ikke det... Henrik,
Henrik, - og han taler nu i et leje, der er uvilligt og lidt opgivende, ja, han
taler med en finger pegende, lidt sammenligneligt med en far der føler
sig nødsaget til at forklare sin søn, hvordan børn kommer til verden - at
hun ikke vil røres før afskeden er taget med den afdøde mand, og at hun
udsætter denne afsked, at hun gør sig så usexet som det lader sig, er alt
sammen blot for at prøve mig... det tror jeg... og for i det hele taget at
gøre noget... det vil sige, for at lade en begivenhed knytte sig til
tragedien... det må en ritualkunstner som dig i øvrigt forstå bedre end
nogen anden. For at begå denne tragedie 'som det passer sig', nu hvor den
ellers passer hendes dæmoner så klækkeligt. Ja, en udsættelse, der holder
dæmonerne stangen. Jeg tager det nu køligt... hun skal nok tilkomme
mig. Ja, så er det sagt! Jeg venter... dæmoner er vel nok en lille ventetid
værd.
Det er svært helt at sige, hvor meget der 'går op' for Henrik ved
den forklaring. Dels er det nyt for ham, og dels er det ikke nyt. Bob-bob.
Han er imidlertid forarget i sit ydre. - Uh! Undskyld mig Andrea, men
man kan sandelig... hvad siger man om dig?... man kan sandelig have det
dobbelt med dig.
Arien spiller smigret, selvom tonen i hvilken han er blevet
snakket til, ikke har lagt op til det; han svinger sig rundt hundrede firs
grader, som en der gerne vil være alene med sin latter. Henrik bliver lidt
bange. Et vindstød tager fat; pirouetten gøres færdig, trehundrede-tres, og
som intet i det øjeblik var hændt - de har begge helt og aldeles glemt det
blot et par tanker senere - taler Andrea således:
Om medlidenhed, i øvrigt. Henrik, jeg har et godt øje til dig, tro
ikke andet... men jeg har alligevel en lille betænkelighed... Altså, nu
lusker din tanke vel ikke rundt om nogen plan om at... at redde nogen...
skulle vi sige nogen 'stakkels fjerne kontinenter', eller den slags?
Dette spørgsmål om 'tankens lusken rundt' kommer lidt bag på
113

Henrik. Og for at forsvare sin tanke, beskriver han. - Nu hvor jeg rejser,
lusker min tanke slet ikke... andet end væk. I hvert fald ikke 'om' noget.
Af dens bjæf forstår jeg nu kun ét: løsladelsen fra et bur betyder i det
hele taget hvileløshed. Jeg ønsker intet af den, jeg er færdig med at kalde
således på den... - og her fordyber han sig, og lader i ejendommelighed
sin indre sufflør få fri og umedieret tale:
Tusindefrydsåndedrag
af hvilke man oplever så få;
så få ord man dog oplever
af dem der giver indtryk
af at kunne nå.
Tag mig! Tankerne kommer når
tankerne vil; bevidstheden er,
som man ved, en strøm. -
Tag mig med,
gavmilde tusindefrydstanke,
der kommer når du vil.
Som det forlader Henrik i et kald, han er færdig med at udbryde i, han
ikke længere vil. Andrea svarer snapt:
Ja, vi drages til at tale
i gåder
At gå på tal,
men kalde dem noder.
Hvortil Henrik afværger - Ikke engang dét! - han er i det hele taget
færdig med ønske sig indfald. Pauserende anerkendelse.
Andrea genoptager - Okay okay, så er der jo ikke noget at snakke
om. Jeg spurgte vel bare for at foregribe... men du får altså ikke nogen
som helst tanke om at udføre en eller anden storstilet altruisme... når du
er blevet 'stor og stærk'? - der er en snært spot i ariens tale. - Godt, godt,
ja, jeg spurgte sådan set, fordi det ofte er dér man søger tilflugt... i
staklernes frelse altså... når man synes at flugten snart må tage en ende.
Så jeg spurgte vel bare for at foregribe . . .
Sådan en ende på flugten kan man vel fra sag til anden også se
fornuften i. - svarer Henrik velmenende men ynkeligt situationen i
betragtning; han prøver nu at hanke op i sig selv. Han folder en længere
og også stadig mere usammenhængende tale ud om foragt, sympati og
ære. Kort fortalt kalder han danskerne trøstespisere, og således legitime
mål for røvertogt i altruismens navn.
Uf, Henrik, også dér er den tilbøjelighed... kan du mærke den
klistre?
Lyt dog! - siger Henrik febrilsk. Han er tirret. - Retfærdighed som
ekvilibrium-stræbende kan være ærlig! Og på sin plads. Såvel som
sympati. Mærk dig det. Jeg er ikke en moraliserende for et godt ord . . .
Har jeg slemme følelser og rørelser i forbindelse med den familie, du er
ved at stifte?.. skulle jeg sige 'stjæle', Andrea? - stemmen er hævet. - Jeg
styres hovedsageligt af andre stemninger, når det kommer til sådanne
114

sager. Der er så meget urørligt ja næsten beundringsværdigt i det, de er
rettet imod ved dine gerninger og ugerninger. Hvad mener jeg? Ingen bør
redes fra dig, men muligt nok kunne de sultne - og desuden trøstespiserne
selv - redes fra trøstespiserne . . . Og det har du tydeligvis ikke noget
med at gøre, du er ingen trøstespiser... og her taler jeg ikke bare som til
min 'velgører'... på dette må du bare stirre mig i øjnene og have tillid. -
han er desperat, har aldrig følt sig forstået i dette dilemma, altid følt sin
formåen patetisk, og er nu løbet tør for ord.
Andrea fletter fingre med sig selv, stirrer som foreslået, og svarer
i vævende ligegyldighed - Ja ja, jeg stoler på, at du kunne strejfe videre,
og sige noget andet i morgen. Måske noget mindre eller mere
meningsløst. Jeg, i al ærlighed, kender kun lidt til sympati og
medlidenhed. Men i det mindste noget. Det er vel rigtigt. - længere
stilhed.
Stilheden irriterer Henrik, der er sunket lidt sammen; ikke så stolt
stående. Det er arien der siger noget igen:
Hov, der mælder sig noget! He he, en tusindsfrydstanke ville du
nok sige... ja, hør her, m i n tanke strejfer. Hør! - og Andrea lukker
øjnene imens han taler; mange pauser finder sted, ja næsten meditationer
ind imellem, i disse ekshibitionistiske reflekterende og selvhævdende
sætninger, der går som følger:
Et superdrømmesind som mit, så ærkeondt men urgodt i sin mulighed
rapsodien starter nu;
drømmensindet udspørg mig, torturerer, det vil vide hvem jeg er
vil vide ligesom du. Så hør:
Læberne er skåret af mig, og
rotter gnaver rundt efter madrester
på fiskekroge i min hals.
De vil vide hvem jeg er.
Tæer klippet af, tænder ud med tang
jeg er bundet til en pæl
misbrugt gang på gang.
Hvad kan jeg fortælle?
Nøgen hud mod glødende metal
fodret med mit eget bræk
hvilken hund jeg er.
Og drømmene vil vide det!
Men som drømme oftest er, er visheden dårligt fat -
man miner sig selv med dynamit hver nat -
utilfredshed dybt dybt dybt i bevidsthedens rod;
mine drømme har været af en uvækkelig natur
med internets-lange brændmandstråde vævet i mit hoved
ja dagdrømmende endda, så hvert et landskab blev et fængsel
utilfredshed dybt i bevidsthedens rod
en torturdom! ja! med tinitus-tritunus i stigende dB! imellem mine ører.
en tugt der aldrig ville slutte. 'ville' - men nu, endelig
falder en stjerne ned for min fod!
Et umuligt skud. Lucid! Lucid! Jeg er. Lucid - -
115

Jeg letter, og mulighederne for 'en netop vågnet'
tårner sig uendeligt op; jeg er sunkne tårer, der atter hæves
jeg svæver på himlens skyer, og ser mig i rolige oceaners spejl,
og græder - af glæde - ja og jeg er vand over alt, og før var jeg en dråbe
fra en sky; i mig svømmer nu tilmed hvaler, og synger - bas sopran og alt
Forhold til døden ændrer
mit forhold til døden er nyt
perspektiver kæntrer
historien er en flod. Styx.
En superdrøm så ærkeond, men
urgod i sin mulighed. Jeg er lucid.
Jeg rammes af lyn,
jeg selv har kaldt hid
og Kastallie-ånden min,
husker og ved
at
jeg er en gammel viking, der kaster brynje og rustning
på en åben mark, går bersærkergang - i blodrus til sejren
voldtager og plyndrer; ofrer, og gør frie mænd til slaver
sejler i langskib op ad smalle floder; vildsvin og mange koner
at
jeg er en ung forelsket kronprins, der digter og synger jomfruer åbne,
der indtager lande større end mit eget, og slår noble mænd til riddere
at
jeg som dreng svæver frem i et luftskib af bly og ser mig i oceaners spejl.
Et kameleon-barn er jeg
en åndelig forvandling
bestandigt søgende
ud i min ørken.
Med en regndans, en leg, en vandkamp
kunne regnen tvinges ned; men
ville man så beskylde mig for
ikke at leve i en ørken . . .
De må beskylde alt hvad de vil
hver mand har sit eget fatamorgana,
positive inflation, virksomme virk'lighed
og i vildelse danser jeg
regnen ned
over min ørken
som mere legetøj
et eget brændstof
- min fred for et ønske om fred -
et brændstof, et ønske
- det giver så meget energi, at bruge det sidste -
Jeg styres af en massiv og krystalklar kærlighed
der aldrig kan få nok, og som drives ved at gi' -
min magt, min magi, min magi!
Det hele er en drøm, en drøm lucid.
116

Men det er mig der drømmer, og noget tager jeg med. -
Der er et gammelt bud. De store fædres levn:
Trefoldig er den verden vi agter: Slægt og ære og hævn!
Nuvel, men når jeg ser min samtids tidsfordriv
vores hovedløse knæfald for
den uendelige fritid - hvilken syg kontrast det er! -
og når jeg tilmed ser et eksemplar
af mit eget kød og blod
give efter for denne moderne pest
den dovne over-ædning
kvalmende mæt
fortæret af denne sygdom -
så hører jeg i mit bryst
et gammelt kald. -
Af pligt må jeg hævne mig på min egen slægt,
det medlem, der vover at bryde vores ære. -
og jeg dræber som jeg spiser
af instinkt når det giver sig selv, når sulten forpligter. -
Jeg er ren og skær flare! - dét er mig, så er det sagt, jeg gør som følger:
Jonglerer med en håndfuld af perler store,
forstenede øjne fra tigere, krystalkugler tynde og opaler der changerer
- som nutider velsagtens - ja, og med dette visdomsfrø som 'refrein':
der er kun én, der er kun én, der er kun én,
for dét er visdom, når man junglerer, den eneste visdom, når man lever.
ET i alle
alle i EN
u-fat-te-lig naivitet
så musik skal der til - og grin
ha ha - og jeg synger i en rus:
"Min far! min far!
se mig dræbe elverkongen,
med hans eget scepter!"
Man må ha' sans for
musikkens kræfter;
en djævel er i min indre varme
det indrømmer jeg
en urgod melodi varieret ustandseligt
i ærkeonde rytmer, irrationelle tal, der
lapper tonerne i sig.
- ja det har også sin ret.
Hvad,
hader moralisterne ikke synet
af en der sulter ihjel? Denne tid! Hør:
Lad nu min potens overskrive en stakkels familie
de gribes jo af eufori
Lad min krop i rampage være bueskytters mål
og lokke . . .
Lad mig da dø hvis det må være sådan
perchance to dream!
Ved penges syge magt, lad alting brænde
117

der hives med i min slipstrøm
Ved illusioners sære magt, lad alle bede om mere
erkendelse kan aldrig fyldes - fraktal-ideologi
Ved sprogets flade pragt, lad mig tie om så meget
det lyder sårre nemt af religion - fraktal-hokuspokus
Oh, lucide Oblivion, glemsomhed og regeneration
fremstå så rammende lyst som sex-instinkt! fraktal-fantasi
Og oh, ja endelig på ny, lad mig k u n n e tie - om så meget som sagt -
må mit tilfredse tandsæt tillade det! Således må jeg ofre mig rig.
Lad mig danse rundt som tornado- og tordenstorme
på en marmorplade, jeg er et spil
Lad mig - for krigene og venskaber, for brødre,
blondiner og børn - græde!
Lad mig græde, tude, vræle, undskylde, fordømme, håne
kaste mig ud, duellere - integriteten i behold -
kan jeg kan jeg kan jeg kan - ikke andet - i det
Ekstatiske blodrøde frugtbare og
kategorisk moralske lucide nu
ja Altid 'just' og 'lige' nu
du urgode og fornuft-stumme
ældgamle evigt unge
seksuelle geni på frie fødder,
din ånd, strømmende under vinger som
en flåde af mentale luftskibe, af bly, en blæst
som rusen fra en teenagers machinegun-fantasi
minutiøse udbryderkonger, medrivende magi. magi!
alt i mit hoved, én
diamandstruktureret
fantasi om fantasi.
Fuldkommen stilhed; Elijah bemærkes i baggrunden pustende ud efter en
serie af spring. Ikke en vind rører sig. Taleren kommer så småt op på
tæerne, tripper på stedet, og Henrik indrømmer. - Flot. - ikke at han er
faldet hovedkulds for nogen skønhed, men nærmere overrumplet er han;
seancen har i grunden taget lang, lang tid, og Henrik har slet ikke kunnet
koncentrere sig om alt. En stilhed mere strækker sig. Igen snakker
Henrik, meget underligt og uforståeligt snakker han: Kunne særligt godt
lide den uendelige kærlighed for uendelig kærlighed. - Andrea står og
hopper som en bokser i sit hjørne. Henrik føler sig som lidt af en dum
romantiker, men accepterer følelsen. Ser sig selv som en svært forstående
'gavmild læser' (eller lytter), og tager taleinitiativet igen-igen, famlende
famlende - Ja, jeg mener... som to talintervaller begge indrømmes en
uendelig mængde tal, men ofte tit gerne kan siges at være af forskellig
størrelse, at tænke et lighedstegn her kan ses som et matematisk udtryk
for kærlighed... et umuligt udtryk... undskyld jeg svæver... ja undskyld
mig virkelig... jeg tænker jo højt her lige så ringe, som en forpustet er til
at tale... jeg ved snart ikke... jeg ved snart ikke hvad jeg kan mene...
sige... jo, lad mig også sige: som kontrast til danskerne... bare for at
holde tråden fra tidligere... jeg ville beskrive dem sådan, at deres ånd
bevæger sig imod, at 'ingen fortjener den kærlighed, som hver mand
118

ærer i sit hjerte'. Dermed er vel sagt så rigeligt, men også doceret fint.
Hmm, og der skal ikke være mange gram ænima tilstede i et skøn for at
erkende, at den situation er katastrofal. Nåh, jeg må væk herfra! - og
Andrea stiller sig nu roligt på flade fødder, idet Henrik tager i hans
skulder, og med eftertryk siger - Tak for alt... få venligst det her ud ved
Rasmus' cermoni. Jeg vil afsted til min kaptajn... han ligger i havnen
netop et par timer endnu. - og et sammenfoldet ark stikkes arien. Arket
modtages og gemmes.
Inden Henrik når at tage et skridt, opholdes han. - Hvor tager du i
øvrigt hen, hvis jeg må være så fræk at spørge?
Du må gerne spørge.
Hvor så?
Hvorfor? En ø man kun kan sejle til.
Af hvilken grund?
For at sejle... for havets skyld... og... på øen bor en guldsmed...
eller, en urmager nærmere, en diskret og stille brillant eksistens, der nok
kan lære fra sig og desuden gi' mig fred.
Skal du lave et ur?
Har altid værdsat soldrevne ure og godt håndværk... jeg vil forære
uret til et sted... ved ikke hvor endnu, men så kan det ligge dér og sige
"bevidsthed var her". Og jeg beholder håndværket (han må mene det
tillærte) for mig selv.
Ah, Henrik, det er da lidt plat. - en kommentar hvortil den tiltalte
kigger igen som en, der er ligeglad.
Tsk tsk, tiden går og klokken slår jo... ha ha. God vind! - Andrea
gnubber sig i panden som for at huske. Noget han har ønsket at få sagt.
Han husker rigtignok og fremsiger - Giv agt, Henrik, fordøm ikke det
ubestikkelige ego.
Henrik gør honnør - med stolthed og alvor som i krigstid. Halvcitatet
er det sidste, han hører Andrea sige; denne vendende sig mod sin
nevø, gørende en saltomortale for at vinde opmærksomhed, tagende sin
opal af halskæden, og kastende den til Elijah, idet der råbes "grib"; og
Elijah nærmest sluger den for enden af buen i et stort grin - i
virkeligheden griber han den selvfølgelig med hænderne - og smykket er
nu hans. Pli leg pli.
Henrik går imod sin cykel, der holder ved nærmeste landevej, og
begiver sig trillende videre igennem den kolde luft nedad mod Århus
havn.
n
Vi forestiller os forårets komme. Forestiller os at Rose har beholdt urnen
med mandens aske helt til nu, i syge sindstilstande, at hun efter små
hundrede dage nu endelig giver slip, og drysser hendes symbolske
helligdom ud over søen; dér hvor de gav sig til hinanden. Rose har ment
dette som den smukkeste løsning. - hvilket hun muligvis har ret i.
Ikke mange er mødt op til begivenheden, der foregår på en
tømmerflåde sammenbundet til lejligheden. Rose hulker, Diana
krampegræder, Elijah holder og aer vennens hånd - de få andre af
119

Rasmus' gamle bekendte, der bevidner bisættelsen, ser måbende til,
imens Andrea svømmer rundt som en fisk i det kølige rolige vand, og
udfolder sine motions. Efter enkens ønske - for arien kan så yndefulde
bevægelser i vandet: som en dans på en mindre planet, noget langsomt,
melankolsk og bekræftende, som en ren følelse af metamorfose, som
skyer.
Vi må forestille os Andreas kompromisløse trofasthed for
familien, at han har stået til rådighed dag og nat, og vundet sig ikke så få
løse stykker tillid - og lagt ikke så få guldæg i skjul i disse gode sjæle,
der til en mere munter tid vil blive hans at vande, høste og dele. En yndet
mand, og efter oplæsningen af Henriks ord - den seddel, et rammedigt,
der blev givet ved deres sidste møde - forestilles Rasmus snart ikke mere,
for tiden hvirvler, og sorgen har gjort sit, ja som Rose har tænkt "jeg må
føle tabet som en kvinde," og altså snart er livligheden ved ham
fortrængt, og hans plads, tronen ved Roses side i hendes sind står tom -
så lysten - den gamle lyst kan snart igen bryde ud i højtideligt flor og
tøjlesløs phrenzy, glubsk som en gletschertop-løvinde. Nekrologen, som
sedlen er, skrevet af Henrik og fremsagt af Andrea, lyder sådan her:
Du var engang -
gik herfra i brand.
Du løb i tempo
i din seufzende sang -
fra livets lumske tinder.
Du indså at udvise splittelse
for at opnå enhed.
Fordi - sådan så du universet,
og en mulighed for resonans.
Du indså at danse på hænderne,
tale i tunger, i gåder -
konstant bruge omvendte ord. -
at råbe til viskerne
og tysse på skrålerne.
For sådan så du universet,
det har du selv fortalt mig! -
som følende på tyrens horn,
jagende sin stilhed,
syngende til en ekkomur,
for hvem synger for hvem,
talende i cirkler -
citerende sig selv
modsigende.
Og sådan følte 'du' dig citeret
i hver evigt eneste sjæl.
Alt dette har du selv fortalt mig.
Grinende, nedladende,
hånlig og overlegen
ridder den verden
evindeligt videre;
120

surfende en ubrudt bølge
en altid knækkende brænding af sejre.
Og alene tilbyder den enhver
for sig at være et talerør
- dette er dine ord -
aldrig egentlige (metaforisk set) dommere,
diktatorer, skulptører eller dukkeførere -
altid blot forstenede grimasser
og et endeligt udvalg af ord.
- hvilket du forbandede.
Du nægtede alt dette:
at spinde et gigantisk net af løgne
til at indfange sandheden!
Dette gør jo alle, alle er sådan:
indrammere af intetheden, for
paradokset ironikere, insisterende disciple.
Du havde et sådant vanvid i dig
selvmodsigende sin modsigelse, men
du nægtede at være et blot ornament! -
endsige at prædike dit nægtende selv,
og på nær dette sidste: Alt dette har du selv fortalt.
Og jeg citerer dig fra et telepatisk blik
- en dom fra din stumme mund -
som du gav mig i en af vores sidste stunder:
** ** **
At fordampe isbjerge, men
kun under havoverfladen,
så tandløse hajfinner
driver rundt, og ser ud.
** ** **
Du ville være ét med ilten, du åndede
- bedre at brænde op end at rådne
- koge bort end sagte at fordampe -
og denne vilje har du bevist for dig selv.
Mod enden fandt du intet
som værende skønt
for ved skønheden
ville du altid føle dig
som en del af noget større -
med alle de fejl som dette medfører.
Du ville le med sandheden
men indånde tvivl! -
for du vidste
med sikkerhed
at de tvivlede.
Så i ærlighedens navn
- det skæbne-svangre -
løb du i tempo
121

i din seufzende sang
fra livets lumske tinder.
Og på denne måde undgik du -
i din egen fejlagtige dom -
at ende som en synder!
Vi zoomer, og forestiller os et stort ovalt bord med de fire omkring. Rose
fyldt med sommerfugle fra kærlighedens rødder i hjertet og maven til
helt ud i fingernes superfølsomme bløde blommer, Andrea klædt i
stateligt mennesketøj, og stedbror og stedsøster udforsker hinandens
regnbuehinder fra hver sin ende af bordet. Disses kærlighed vil måske
vokse ud af lejligheden, ud af familien, måske udforske andet ved
kroppen end øjne og hænder, måske blive far og mor til et vanvittigt
væsen, der må vække vores lid - måske blot elskende i det stille, måske
endda voksende sammen som fjender og bekrige hinanden igennem hele
liv. Og i denne fremtid, hvor vi kort flyver med, og ser alting i et
distanceret perspektiv, ser vi den nøgne lyst og et umådeligt spil - en
brintbombende og en sommerregnende opdragelse fra de to til de to: så
mange tavler rent-viskede under ædel kalligrafi- og forædlende tegnetalenter
i mimisk nedarvelse; ja, og siden, når børnene er ude, når
teenagerne er - deres aldersforskel bliver jo som man ved mindre ved
hvert et klokkeslag - altså, når duerne er fløjet hjemmefra, skubber den
lysende amazone med krampende arme fra på væggene, negle i tapetet,
gispende ånde, elektrisk sammentrækkende muskler, skrigende, spredte
ben, og Andreas tunge følgende elskerens impulser, udspilende skamløse
læber med fingre, spiralbevægende tungespids om svulmende klit, en
brænd i denne elskovsgud, som udbrudt sexus-engel, som Freja; ja, arien
som evig flamme i Heras venusbjerg . . . Hun får dét orale som hendes
mage aldrig evnede; altid uforberedt var han og ensidig som en anden
alfabetklovn, plump og enfoldig som vandlappende hunde - hun vil nu
altid med Andreas atletik, der jonglerer hende rundt over alt, raffineret
som en kunst, lægger op og spiller for - berører, masserer, kysser, slikker,
aer og kigger på hver en tomme hud i hver en stund - varieret, vist,
utilregneligt, som at have sex med en kvinde, lidt som at elske sit
spejlbillede, indrømmer hun i sit indre 'stille'; og ved kernetemperaturer
smeltet og siden sølvstøbt i positionen niogtres, symmetrisk infinit lidt
som en søslange der bider i sin hale, vil hun sådan udfolde evnerne sine
på et kæmpe lærred, og male dette billede med et sådant lys, med
sådanne ånder og skygger som hun aldrig havde troet at se - tilfreds når
nu de skal fryse fast, "hvilket alle i sidste ende skal," som hun tænker; og
sådan hænger de dér i egen stue, i sølv-farve som sagt samt orange grøn
og lilla - selvforelskelse i uroboro-form, hendes trøst når manden er ude i
verden - ja, i levende billeder vil hun stræbende stønne, vil sprede sine
bløde ben, og bøje sit englehoved for slugende at kysse Andreas sterile
pik. Sådan lever de lykkeligt.
122

o
Det er ikke nødvendigvis meningen, at nogen skal forstå. Men her i min
ungdom tænker jeg nu engang - måske jeg vinder visdom med ælde - og
morer mig med tankernes naive omfang. Dum som et barn. Ja, hør
eksempelvis det følgende ræsonnement: Når årstiderne falder i takt med
solen, forsvinder det blå fra træernes blade, der visner. - og besjælet er
det, der ånder, siger vi. - ergo, er sjælen blå i planter. Ha ha.
Jeg kaldte mig en joker. - og indrømmer: jeg griner for ofte, når
det ikke er sjovt. Jeg indrømmer, som en maler ville indvende, at jeg ikke
er spiselig nok - måske et vildt stykke dyrekølle, der er krydret lidt let,
indrømmet, men i sidste ende nok for mange sener i kødet og vel også for
meget fedt. Jeg indrømmer - dette 'jeg' er i al relevans en stemme blot
eller er slet ikke, en ordlyd, ja, en åndelig 'dør' så uendeligt smal. Jeg
indrømmer - at i det omfang man kan høre mig, er forskellen på mig og
en død blot den, at sidstnævnte taler et tydeligt sprog. Der er så meget
selvmodsigende i døden, indrømmet igen, men når meninger ophæver sig
selv, er det tilbageblivende netop lyden, ren akustik - trods i så falske
skalaer hvis man intet har forstået. Derfor, i det omfang man kan høre en
skrift - min nødvendige transcendens - så hør mig sige dette med mening,
"lad der blive musik!"
Grundtonen er her en vordende bevidsthed; jonglerende en håndfuld af
gaver, og vidende alene det ejendommeligt naive - at eje ved at give.
Underdomineret altid af et selv-jaloux blik til transparente
fortidsklip; og en underskøn nydelse idet at beskue sin kærligt
bersærkende krop - i tredie person - projiceret så flot mod den indre
afgrund: gennemsigtige billeder over et mørke, man ser derfor altid et
spejl!
Domineret af jagten videre til fremtid, drevet af kraften i det
eneste vi ved - og intet kan vide om - det der benævnes som 'helligt', for
helvede, men undsiger sig hver eneste dom. - en ægte gåde, hvis svar er
aldeles ukendeligt og unikt, som det idiosynkratisk musikalske i sproget -
et stammefolks dans, forelskede prinsessers gråd over prinser, jokerens
latter, og tør man sige 'selvfølgelig': dansk for en dansker - tidens
krogede pil for alle drømmende mennesker, og med dette stjerneskud er
tonika slutteligt nået.
Vi vågner, og ved nu bedre, men vi forestiller os altså atter.
----------------------------------------------------------------------------------------
Übermenschen men i Danmark, af Rasmus Cederlund
----------------------------------------------------------------------------------------
123