"Trick or Treat" - en Halloween historie - Vikartimen

"Trick or Treat" - en Halloween historie
Han syntes, Halloween var en tåbelig ide. Børn der rendte rundt og tiggede slik ved dørene iklædt
latterlige kostumer. Han gad i hvert tilfælde ikke give dem noget, hvis de kom og bankede på hans
dør - ikke fordi der var den store sandsynlighed for, at det skete. Han var ikke særlig vellidt blandt
kvarterets unger, det havde han sørget for. Han kunne ikke fordrage børn og unge mennesker,
de var så irriterende. De larmede, råbte og skreg og forstyrrede hans fredelige tilværelse. Han
levede alene, for sådan kunne han bedst lide det. Ingen skulle bestemme over ham, og kræve
at han tog hensyn og indordnede sig. Han satte pris på ensomheden, og sådan havde han haft
det i snart mange år.
Men nu var det altså blevet tid for denne fjollede fest igen. Han havde med afsky set, hvordan
familierne i kvarteret havde pyntet op med udhulede græskarhoveder med lys i, og hvad de
ellers kunne finde på af rædselsfulde smagløsheder. Han stod nu og kiggede ud på gaden, hvor
ungerne så småt var ved at begive sig ud på deres vandring fra dør til dør. Han lagde mærke
til, hvordan tusmørket kom krybende sammen med tågen. "De får da i det mindste de rigtige
kulisser for deres såkaldte fest," tænkte han surt, og undrede sig over, hvor denne fascination
af det dystre, mørke og uhyggelige kom fra. "Måske er det fordi, de lever så beskyttede til
hverdag", sagde han til sig selv, "så har de brug for lidt spænding og uhygge til at peppe deres
kedelige tilværelse op - om ikke andet så for en aften." Selv troede han ikke på noget som helst
overnaturligt. Spøgelser og gengangere og den slags var det pure opspind - ikke andet end et
produkt af folks syge fantasi og trang til drama. Det var ufatteligt, så dumme folk kunne være.
Lige inden han gik ind til sin lune lænestol, tog han et kig
ud på gaden. Den var ved at være tømt for børn, bortset
fra en enkelt dreng der stod helt alene på den anden side
af vejen lidt skjult af en stor tuja. Barnet stod helt stille og
kiggede over mod ham. "Det var da et mærkeligt barn",
tænkte han, "stå der og glo i tågen helt alene. Har han ikke
nogen venner?" Han mærkede et kort stik af ubehag ved
at kigge på drengen. Hans ansigt henlå i skygge, men han
kunne alligevel mærke, at drengen stirrede direkte på ham.
Lyset fra en ensom gadelygte reflekteredes på drengens
hænder, der var blålig hvide som is. Det var, som om der var
noget i vejen med drengen. Han kunne ikke rigtig forklare
det, men der kom ligesom en strøm af noget ... ondt fra
ham. Han kunne mærke, hvordan koldsveden sprang frem
på ryggen af ham, og hvordan blodet forsvandt fra hans
kinder. "Nej, nu må du stoppe!" sagde han til sig selv, "du
lader dig jo påvirke af alt det pjat." Han rystede på hovedet
af sig selv. Alligevel var der en lille stemme inde i ham, der sagde, at det her var uforklarligt og
ondt, og at den dreng var ikke normal. Han sikrede sig, at døren var låst og skyndte sig ind i
sin lune og hyggelige stue.
Godt beskyttet af lænestolens vante varme og blødhed, begyndte han at spekulere over, om det
hele bare var noget, han havde forestillet sig.
[DAN4.14] © Vikartimen.dk Side 1 af 3

Det måtte det være. Angsten forlod ham, og han tillod sig endda at grine lidt af sig selv, tænk at
han åbenbart lod sig rive med af en stemning! Det var simpelthen for meget, tænkte han og skulle
netop til at begive sig ud i køkkenet for at sætte aftenkaffen over, da det bankede på hoveddøren.
Angsten kom som en tidevandsbølge væltende ind over ham igen. Hans kæbemuskler
strammedes, han følte ikke han kunne få luft, og verden skrumpede pludselig ind til kun at omfatte
en lang mørk tunnel fra ham selv og hen til hoveddøren. "Det er nok bare en af de møgunger,"
sagde han beroligende til sig selv, "ude og tigge slik igen igen". Det virkede bare ikke rigtigt. "I
stedet for at stå og ryste som et andet fjols burde du gå ud og lukke op og jage de unger væk",
sagde han bestemt til sig selv. Han prøvede at tvinge sine ben hen imod døren, men det var
svært. Jo tættere på hoveddøren han kom, jo koldere syntes han, det blev. Han kiggede ud af
dørspionen, men kunne ikke se andet end en tot brunt hår nederst i vinduet. "Det er bare en
unge, jag ham nu væk", tænkte han for sig selv. Langsomt slog han haspen fra døren og åbnede.
"Slik eller ballade", nærmest hviskede en stemme. Han kiggede ned, og der stod drengen fra den
anden side af gaden. Han var stadig lige så bleg. De sorte rande under hans øjne virkede som en
genspejling af den sorte farve, øjnene havde. Drengen kiggede op på ham med et tomt blik. Hans
tøj var beskidt og slidt og havde samme ubestemmelige brune farve som hans hår. "Slik eller
ballade", gentog stemmen denne gang lidt mere insisterende. "Æh ... jeg har ikke noget slik",
kvækkede han, og i dette øjeblik ønskede han virkelig, at havde haft noget. "Så får du ballade",
konstaterede stemmen tørt. Han havde ikke lyst til at vente på, hvad drengen kunne finde på, så
han knaldede hurtigt døren i, satte haspen på og skyndte sig ind i sin oplyste stue. "Det er bare
en dreng, " sagde han til sig selv, "en helt almindelig dreng ... eller næsten i hvert tilfælde. Han
går videre til det næste hus. Hvem gider lave ballede for lidt slik". I det samme gik lyset ud.
Han fór op ad stolen og skyndte sig hen til stikkontakten på væggen, som han manisk trykkede
på. Intet skete. "Tændstikker! Hvor er det nu, de er?" hviskede han for sig selv. "På kommoden
selvfølgelig." I det svage lys fra vinduerne fandt han nu tændstikkerne frem og fik tændt et
stearinlys. Han åndede lettet op. Det var sikkert bare en strømafbrydelse, eller måske havde den
lille møgunge haft fat i lyskablet ind til huset. Han kunne bare vente sig, når han fik fat i ham.
Pludselig sprang hoveddøren op, og et koldt vindpust strøg gennem huset. Udenfor var det totalt
vindstille, og i det flakkende skær fra stearinlyset, syntes han, at han så en skikkelse komme ind
ad døren. En lille skikkelse.
"Hvad vil du?" råbte han, mens angsten tog fat i ham med sine kolde klør. "Jeg har ikke noget
slik!" Hans stemme lød nu skingrende i hans egne ører. "Hvad sker der med mig?" tænkte han,
mens han desperat stirrede ud i mørket, idet han forsøgte at fokusere på den lille skikkelse der
i, hvad der forekom ham som, uendeligt langsomt tempo, kom hen imod ham. Han syntes nu,
han kunne høre en hvæsende lyd, nærmest som når en med voldsom astma forsøgte at trække
vejret. Det var også som om, temperaturen i stuen faldt yderligere et par grader. Han havde ikke
tænkt sig at vente længere men vendte i stedet om og løb op ad trappen. "Hvor skal jeg gemme
mig? Hvor? Hvor?" fór det gennem hans hoved. "Skabet!" tænkte han. Han skyndte sig ind i
skabet og lukkede døren til.
Lyden af små fodtrin kom nærmere. Han kunne høre dem på vej op ad trappen. De fortsatte ned
ad gangen og standsede ud for døren til soveværelset. Han turde næsten ikke trække vejret af
angst for at blive opdaget.
[DAN4.14] © Vikartimen.dk Side 2 af 3

De små hår i nakken rejste sig, han følte næsten han kunne mærke nogen pustede ham i nakken,
og han følte det som om, hele luften omkring ham fortættedes af noget, han bedst kunne beskrive
som ren ondskab. Aldrig havde han været så bange. Trinene fortsatte ind i værelset og hen til
skabsdøren. Tiden stod stille. Så gik skabsdøren op.
Foran ham stod drengen og smilede. Det var ikke noget venligt smil, det var et ufatteligt
ondskabsfuldt smil, og atmosfæren af ondskab omkring ham blev yderligere fortættet, ligesom
mørket omkring ham blev endnu mere mørkt. Han stirrede som besat på den lille skikkelse foran
sig, og i det samme var det som om skikkelsen voksede for øjnene af ham. Den rakte armene
frem mod ham, lænede sig ind over ham, mens mørket hele tiden tog til i styrke. Han forsøgte
at værge for sig og hørte et halvkvalt skrig, som vidst var hans eget, og så blev alt sort.
Der var meget snak og mange spekulationer i kvarteret om, hvad der var hændt den mærkelige
mand i nummer 7. En dag havde han bare været væk, og ingen havde set ham siden. Efter et
stykke tid, besluttede ejeren at leje huset ud igen.
...
Det var Halloween og alle børnene i kvarteret havde klædt sig ud og gik fra dør til dør. Lejeren i
nr. 7, en enlig yngre kvinde, havde ikke tænkt sig at deltage i løjerne. Ungerne måtte selv købe
deres slik, tænkte hun. Hun havde så meget andet at bruge sine penge på. Hun stod og kiggede
ud af vinduet, mens mørket var ved at falde på. Gaden var ved at være tømt for børn, da hun
pludselig fik øje på to skikkelser ovre på den anden side af vejen. En mand og hans dreng. De
stod og stirrede over mod hendes hus. Hun mærkede et sug i maven - der var noget mærkeligt
ved de to, der kom ligesom en em af noget ubehageligt, nærmest ... ondt fra dem.
Giv en kort karakteristik af manden og af drengen.
Find så mange stemningsbeskrivende ord i teksten, du kan.
Hvorfor bliver manden pludselig så bange?
Hvilke overnaturlige elementer forekommer der i historien?
Sæt historien ind i berettermodellen.
Skriv en kort historie om, hvorfor drengen går igen.
Mette Bjerck - Amundsen ©
[DAN4.14] © Vikartimen.dk Side 3 af 3