Årg 2008, nr. 2 - Kirkeligt Centrum

lighed”, sagde en af de græske teologer (s 33). Kristusbilleder bliver
det ikoniske billede, dvs. det billede der ser på beskueren og
udstråler myndighed, autoritet og nærvær. Vi ser dette billede i de
mange dominerende apsisbilleder af Kristus som verdensherskeren,
som nu bliver til enten i den byzantinske mosaikkunst eller
som freskoer fra 550tallet og langt op i middelalderen.
LSA redegør både for den strid om billedet, der opstod i oldkirken,
men også om de tanker, der baner sig vej især i den østlige
kristenhed om det Kristusbillede, der er gjort uden hænder. Det er
opfattelser, der hviler på legenderne om Veronikas svededug og mandyliet
fra Edessa. Disse legender skulle afvise alle spekulationer
om, hvordan Jesus egentlig så ud – og samtidig legitimere billedbrugen.
Jesu ansigt var jo det klæde, som Veronika tørrede hans
sved væk med på Via Dolorosa. Og tilsvarende gav Jesus et aftryk
af sit ansigt i det klæde, som bragtes til den spedalske konge i
Edessa.
Men var Kristusbilledet så udtryk for hans egen tilstedeværelse?
Det spørgsmål var med til at dele kristenheden i to dele: en vestlig
og en østlig. Bl.a. hævdede kejser Karl den Stores teologer, at billederne
i kirken kun tjente til dekoration og til erindring om de
bibelske begivenheder. Østkirken derimod fastholdt, at det guddommelige
var til stede i kirkens billede og derfor skulle æres og
tilbedes. Denne brug af ikonen er stadig afgørende for den østlige
eller ortodokse kirke.
Med renæssancen kommer kunstneren som person i fokus. Det er
kunstnerens talent og viden, der skaber billedet. For Leonardo da
Vinci var kunst scientia. For Albrecht Dürer er det kunstneren, der
omsætter evigheden til et billede. Men i Michelangelos altervæg i
Det sixtinske Kapel – dommedagsbilledet - er det dommedag over
menneskelig forfængelighed og overmod (s 136f.). Og dermed
dommedag over kunstnerens selvovervurdering.
Reformationen i 1500tallet førte til diskussion om billedets brug og
plads i kirken. Reformationens venstrefløj foranstaltede en billedstorm.
Luther derimod fastholdt billedets betydning i kirke- og
kristenliv – men vel at mærke kun som vidnesbyrd, tegn og erin-
Kirkeligt Centrum, Juli kvartal 2008
21