18. årgang, nr. 3: juni · juli · august 2009 - Svostrup-Voel Pastorat

More documents

Recommendations

Info

pilgrimsvandring Af Hanne Sander, Jægersborg (redigeret af Mogens Birk) På vej til Santiago de Compostella i 1993 kom jeg sammen med min dengang 15 årige søn Andreas til byen Ponferrada, der ligger på den gamle pilgrimsrute, Jakobsvejen i Nordspanien. Ved indgangen til kirken i Ponferrada mødte vi en gruppe katolske pilgrimme, og da de hørte, at vi kom helt fra Danmark, og at vi var lutherske, røg det ud af en af konerne i gruppen: ” Det må da tælle dobbelt!” I hendes tænkning var pilgrimsvandring åbenbart forbundet med noget fortjenstfuldt, og hun kom med sin hurtige replik til at repræsentere den tradition, der går tilbage til middelalderen, hvor pilgrimsvandring blev brugt som en fromhedsøvelse, der ikke alene bragte en til et helligsted, men som også i forestillingen indbragte en selv fortrin i forhold til Gud. Selv om billedet af middelalderens pilgrimme har været en hel del mere sammensat, og deres bevæggrunde til at begive sig på vandring hjemmefra har været meget forskellige, så var det dog tanken om fortjenstfuldhed og aflad, der fik Martin Luther til at kritisere pilgrimsvandringen, og det blev en del af hans reformationsprojekt. Så hvordan var det så lige, at vi kunne stå der på Jakobsvejen i Nordspanien på vej til Santiago og være både pilgrimme og lutherske? Traditionen med pilgrimsvandring er i de senere år blomstret op i en grad, så det giver grund til at overveje, hvad det er, der får mennesker til at bruge dage, og uger og måneder af deres liv på at vandre til Nidaros domkirken i Norge, til Vadstena i Sverige, til Santiago de Compostella i Nordspanien eller i mindre målestok udser sig Jakobskirken i Ballerup som mål eller går nogle dage på Hærvejen i Jylland, der også er en gammel pilgrimsvej. Som jeg ser det, er det blevet muligt i dansk folkekirkelig sammenhæng at genoverveje nogle 6 former for religiøs praksis. Det handler det jo hverken om at efterligne gammel katolsk praksis eller om at eftersnakke Luthers kritik. Vi kan lade både den katolske fortjensttanke og Luthers kritik af den bag os og netop genoverveje og genfortolke pilgrimsvandringen som et udtryk for religiøs praksis. Pilgrimsvandringen har altid været et sindbillede på vores livsvandring. Sådan som vi i sin tid oplevede det på Jakobsvejen, spejlede vandringen og vejen de fleste menneskelige erfaringer. Vi talte med pilgrimme, der fulde af skuffelse måtte give op og ikke kunne gennemføre, det de havde sat sig for, fordi de blev syge. Vi oplevede gråd og skænderi mellem pilgrimme, der ikke kunne enes undervejs og måtte opgive at følges ad videre. Vi kunne se teltene, der et sted var tilbudt som overnatningssted som et billede på det nomadeliv, som vores liv også er. Vi kunne genkende den flygtighed mellem mennesker, der kendetegner meget i vores liv, hvor mennesker mødes og deler lidt eller meget og så skilles, og aldrig ser hinanden igen. Vi oplevede måltider, der blev bordfællesskaber, hvor hver især bidrog med, hvad vi havde, og det blev til nærvær og fællesskab med indbyrdes omsorg og hjælpsomhed. Vi oplevede også irritation og træthed undervejs, og der kunne opstå noget, der lignede kamp om sovepladserne i herbergerne, men så var der igen øjeblikke af evighed, hvor man bare var lykkelig. Vandringen blev i sig selv et billede på det forhold, at vi altid er undervejs i vores liv, og at vi i en vis forstand på en gang både er hjemme og fremmede på jorden: hjemme, fordi vi hører til i en given og synlig virkelighed og fremmede, fordi vi også hører til i en virkelighed, der rækker ud over den synlige. Med erfaringerne fra Jakobsvejen har jeg de to
sidste år tilrettelagt pilgrimsvandringer her fra Jægersborg sogn. Ikke med hverken Jerusalem eller Rom eller Santiago som mål, men mere beskedent har vi vandret fra Jelling til Vrads over Øster Nykirke og Nørre Snede sidste år og i år gik vi videre fra Bryrup til Skanderborg over Sdr. Vissing, Brædstrup, Klostermølle, Gl. Rye og Øm Kloster. Kirkerne langs ruten har været vores stationer undervejs, hvor vi holdt morgen- og aftenandagter, men tankerne bag vandringen har været de samm, som hvis vi havde været undervejs til de traditionelle pilgrimsmål: • At give sig selv tid til et langsommere tempo end hverdagens • At give sig selv tid til eftertanke som hverdagen ikke altid giver mulighed for • At gøre sig åben for nye veje og muligheder i sit liv • At gøre sit liv som en vandring med Gud og medmennesker mere bevidst • At opleve det befriende i at kunne forenkle sine behov Tankerne har selvfølgelig noget til fælles med de tanker om pilgrimsvandring, der ligger i traditionen tilbage til middelalderen, men adskiller sig på det væsentlige punkt, nemlig at pilgrimsvandring for den moderne pilgrim ikke har noget at gøre med verdensflugt og fortjensttanke. Jeg mener at kunne se Martin Luther nikke til den moderne pilgrim, der oplever pilgrimsvandringen som en øvelse i livsnær kristendom. Pilgrimsvandring kan blive en tiltrængt øvelse i at få det til at hænge sammen, som længe nok i den danske folkekirkelige udgave af luthersk kristendom har været adskilt: krop og sind, materielt og åndeligt, myte og historie, mål og vandring, enkelt-mands-kristendom og menighedskristendom. Det kan nemlig både ses og høres og mærkes, at når man er undervejs på en vandring, så opstår der et naturligt fællesskab, hvor det er nødvendigt at være opmærksomme på hinanden. Det kommer af sig selv, at man bliver opmærksom på dem, der måske har lidt svært ved at følge med flokken, så der skal lægges flere pauser ind. Nogle har måske for meget at bære på, så de skal aflastes. En har brug for at gå nogle strækninger for sig selv, mens andre har brug for at tale med nogen. Pilgrimsvandring kan også åbne for samtaler af sjælesørgerisk karakter på en enklere måde, end hvis der skal aftales tid for en samtale på præstens kontor. Det ligger alt sammen i, at vandringen er en levende demonstration af, at det liv vi lever, lever vi sammen med andre. Det er en fælles vej, vi går på, og kristeligt forstået er vi på vej mod det samme mål. At være undervejs sammen er med andre ord en enkel indøvelse i praktisk kristendom. På vores seneste vandring mellem Bryrup og Skanderborg blev der så føjet et aspekt til, som jeg ikke havde overvejet hjemmefra. I flere tilfælde var der lokalt mennesker, der deltog i morgen- og aftenandagterne og endda overvejede, om ikke de skulle følge os et stykke på vej. Og i Boes oplevede vi venlige mennesker, der lavede kaffe og te til os, fordi kaffestuen på stedet var lukket, og vi i den grad trængte til kaffe. Pilgrimsvandring kan altså ikke alene bringe mennesker i en menighed sammen, men kan også bringe menigheder sammen tværs over Danmark. Pilgrimsvandring juni 2009 Program ”Emmausvandring” Torsdag den 4. juni: Kl. 15.22: Afg. Gentofte Kl. 18.31: Ank. Skanderborg Indkvartering på Skanderborg Vandrerhjem: 86511966 Kl. 19.30: Aftensmad Kl. 20.30: Aftenandagt i Slotskirken i Skanderborg - Peter Hansen Tast: 86524856 7
Page 1 and 2: 18. årgang, nr. 3: juni · juli ·
Page 3 and 4: præSten Har OrDet Hør himmelsus i
Page 5: Konfirmationsundervisning og indskr
Page 9 and 10: præsentation af menighedsrådsmedl
Page 11 and 12: At jeg nu er medlem af menighedsrå
Page 13 and 14: SiDen SiDSt Døbte Svostrup Kirke:
Page 15 and 16: Konfi rmation Svostrup og Voel 2009
Page 17 and 18: udviklede sig så meget på relativ
Page 19 and 20: indre Mission Grauballe Juni 2009 0

18. årgang, nr. 3: juni · juli · august 2009 - Svostrup-Voel Pastorat

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?